Humanitær intervention i et post- 9/11 internationalt samfund

Humanitær intervention i et post- 9/11 internationalt samfund en engelsk skole-analyse af mulighederne for humanitære interventioner efter terrorangrebene den 11. september 2001. Speciale af: Tejs Binderup (20032094) & Andreas Langsted (20033006) Specialevejleder: Tonny Brems Knudsen Antal ord: 54.000 Institut for Statskundskab Aarhus Universitet Juli 2009 1

Indholdsfortegnelse ABSTRACT... 5 KAPITEL 1. INDLEDNING... 6 1.1 PROBLEMFORMULERING... 7 1.2 DEN TEORETISKE RAMME... 8 1.3 AFGRÆNSNING AF EMNET... 8 1.4 SPECIALETS OPBYGNING... 9 KAPITEL 2. DEN ENGELSKE SKOLE...11 2.1 DEN ENGELSKE SKOLE OG DE TRE RETNINGER...11 2.2 DET INTERNATIONALE SAMFUND...13 2.3 DEN INTERNATIONALE ORDEN...14 2.3.1 Fælles interesser, regler og institutioner...15 2.4 SOLIDARISME OG PLURALISME...17 2.4.1 Solidarismen...18 2.4.2 Pluralismen...18 2.4.3 Orden eller retfærdighed...19 2.5 OPSUMMERING...20 KAPITEL 3. METODE...21 3.1 METODISK PLURALISME...21 3.2 DEN KLASSISKE TILGANG...22 3.2.1 Den metodiske debat...22 3.2.2 Nyere metodiske udviklinger...23 3.3 SPECIALETS METODE...25 3.4 OPERATIONALISERING...28 KAPITEL 4. HUMANITÆR INTERVENTION...31 4.1 DEFINITION AF HUMANITÆR INTERVENTION...31 4.1.1 Tvangselement...31 4.1.2 Humanitært formål...32 4.1.3 Rette autoritet...32 4.2 LEGITIMITETEN AF HUMANITÆRE INTERVENTIONER...32 4.2.1 Folkeretten...33 4.2.2 Just war...42 4.2.3 Delkonklusion...43 2

4.3 FIRE POSITIONER PÅ HUMANITÆR INTERVENTION...44 4.3.1 Kommunitarisme...44 4.3.2 Restriktiv retspositivisme...45 4.3.3 Humanitær retspositivisme...46 4.3.4 Liberal kosmopolitisme...47 4.3.5 Opsummering...47 KAPITEL 5. THE RESPONSIBILITY TO PROTECT, KRIGEN MOD TERROR OG FN S VERDENSTOPMØDE I 2005...49 5.1 THE INTERNATIONAL COMMISSION ON INTERVENTION AND STATE SOVEREIGNTY...49 5.1.1 The Responsibility to Protect...50 5.1.2 Den internationale dagsorden omkring den 11. september 2001...51 5.2 KRIGEN MOD TERROR OG HUMANITÆR INTERVENTION...52 5.2.1 Afghanistan...53 5.2.2 National Security Strategy...55 5.2.3 Irakkrigen...56 5.2.4 Irakkrigens betydning for humanitære interventioner...58 5.2.5 USA s politiske dagsorden...59 5.2.6 Militære ressourcer...60 5.2.7 Ikke-vestlige staters holdning til humanitære interventioner...61 5.2.8 Opsummering...64 5.3 FN S VERDENSTOPMØDE I 2005...64 5.3.1 Amerikansk taktisk multilateralisme...65 5.3.2 Den canadiske indsats...66 5.3.3 Afrikansk humanitarisme...67 5.3.4 Verdenstopmødekonsenssusen...68 5.3.5 Modtagelsen af the responsibility to protect...72 5.3.6 Opsummering...73 5.4 DELKONKLUSION...73 KAPITEL 6. HUMANITÆRE INTERVENTIONER EFTER DEN 11. SEPTEMBER 2001...75 6.1 HUMANITÆR INTERVENTION I DRC...75 6.1.1 Den humanitære situation i DRC...76 6.1.2 Det internationale samfunds respons...77 6.1.3 Det internationale samfunds bevæggrunde...79 6.1.4 Humanitær krise i DRC i 2008...85 6.1.5 Opsummering...87 6.2 HUMANITÆR INTERVENTION I LIBERIA...88 6.2.1 Den humanitære krise og den internationale respons...88 6.2.2 Det internationale samfunds bevæggrunde...89 3

6.2.3 Opsummering...92 6.3 HUMANITÆR INTERVENTION I DARFUR...93 6.3.1 Den humanitære situation i Darfur...93 6.3.2 Det internationale diplomati...94 6.3.3 Det internationale samfunds bevæggrunde...96 6.3.4 Opsummering...104 6.4 HUMANITÆR KRISE I MYANMAR...105 6.4.1 Den humanitære krise og den internationale respons...105 6.4.2 Den internationale respons på Frankrigs appel...106 6.4.3 Opsummering...108 6.5 DELKONKLUSION...109 6.5.1 Aktørernes bevæggrunde...109 6.5.2 Fællestræk ved casene...110 KAPITEL 7. HUMANITÆRE INTERVENTIONER I FREMTIDEN...113 7.1 THE RESPONSIBILITY TO PROTECT...113 7.2 VESTENS POLITISKE VILJE...115 7.2.1 Mediernes effekt...115 7.2.2 Vestens militære kapacitet...117 7.2.3 Vestlige bidrag til interventioner...119 7.2.4 Opsummering...120 7.3 IKKE-VESTLIGE REGIONALE ORGANISATIONERS ROLLE...120 7.3.1 Regionale forskelle...120 7.3.2 Legitimiteten i regionale interventioner...122 7.3.3 Opsummering...125 7.4 ET MERE HANDLINGSDYGTIGT INTERNATIONALT SAMFUND...125 7.4.1 Sikkerhedsrådsreform...125 7.4.2 Etablering af kriterier...128 7.4.3 Uniting for Peace...130 7.4.4 Opsummering...133 KAPITEL 8. KONKLUSION...134 9. LITTERATURLISTE...139 APPENDIKS A...157 APPENDIKS B...161 4

Title: Humanitarian Interventions in a post-9/11 International Society an English School analysis of the possibilities of undertaking humanitarian interventions in the wake of the terrorist attacks on September 11, 2001. Abstract: After the Cold War a solidarist wave swept across the International Society with several humanitarian interventions as a result hereof. However, the terrorist attacks on September 11, 2001 allegedly changed the International Society and the sun set on humanitarian interventions. In light of this the following research question is asked: How are the possibilities of undertaking humanitarian interventions in the International Society in wake of the terrorist attacks on September 11, 2001? The thesis applies an English School framework with its focus on the existence of an International Society in which states strive to act in accordance with existing law, rules, and norms. The thesis finds that the international humanitarian agenda has been slightly damaged as a consequence of the International Society s focus on fighting terror. Many states saw the invasion of Iraq as a violation of international law which in combination with an ex post facto attempt to justify the Iraq invasion as a humanitarian intervention has damaged the United States status as a norm carrier and thus its possibility to affect the international agenda in a solidarist direction. The War on Terror also caused a Western and particularly American military overstretch which is braced by a declining support for an American offensive foreign policy by the American population. Further, the thesis finds that several years with War on Terror have caused a pluralist turn in the common international understanding. However, the UN World Summit in 2005 showed that there still exists an international norm that violations of human rights are the legitimate concern of the International Society. This humanitarian norm is also seen in case studies of humanitarian crisis where the International Society showed willingness to authorize humanitarian interventions. The case studies show that it was perceived as important to support the existing international institutions and work in a multilateral setting through the UN. However, it is also clear from the case studies that the Western capacity is strained by the War on Terror and that there is a need for other actors to play an increasing role. Especially the African regional organisations have been willing to do so, but the analysis also showed that the African regional organisations have limited capabilities and that the success of their humanitarian interventions is reliant on Western support. However, steps have been taken to counter these problems, for which reason the thesis concludes that the possibilities for undertaking humanitarian interventions in wake of the September 11 terrorist attacks have not disappeared. 5

Kapitel 1 1. Indledning Humanitær intervention har længe været et meget omstridt begreb i international politik. Begrebet indebærer, at en stat eller gruppe af stater bryder en anden stats suverænitet for at forhindre eller afhjælpe en humanitær katastrofe. Statssuveræniteten er længe blevet opfattet som den væsentligste institution og værdi i det westfalske statssystem, og humanitære interventioner er netop kontroversielle, da de udfordrer statssuveræniteten. Humanitære interventioner kan i den forbindelse ses som et meget klart tegn på en solidaristisk international orden, hvor individers rettigheder prioriteres højere end staters suverænitet. Humanitære interventioner kan både forekomme, når den pågældende stat ikke er i stand til eller ikke har viljen til at levere sikkerhed for dens egne borgere, eller når den ligefrem selv udgør en sikkerhedstrussel for sine borgere. Umiddelbart efter den kolde krig var der en hidtil uset grad af humanitære interventioner, hvilket blev opfattet som et tegn på en ny solidaristisk verdensorden efter flere årtier med stormagtsspændinger. Mindre succesfulde interventioner samt stor kontrovers omkring NATO s intervention i Kosovo skabte dog generelt en større skepsis omkring humanitære interventioner. På trods af dette var der ved overgangen til det nye årtusinde en vis optimisme omkring humanitære interventioner i fremtiden. Den 11. september 2001 1 ændrede det sikkerhedspolitiske klima for hele verden og især for USA. Verdens eneste supermagt kunne ikke længere føle sig sikker mod angreb på egen jord, hvilket ikke var sket siden Pearl Harbor. Den 11. september kan således siges, at have gjort John J. Mearsheimers antagelse om the stopping power of water (Mearsheimer, 2001) til skamme. USA følte og erklærede sig i åben krig med terrorismen, hvilket øjensynligt flyttede fokus fra 1990 ernes humanitære dagsorden. Umiddelbart ændrede mulighederne for at foretage humanitære interventioner sig således markant efter den 11. september. I en indflydelsesrig artikel fra 2004 proklamerede Thomas Weiss således, at The sun of humanitarian intervention has set for now. (Weiss, 2004: 149). Ifølge Weiss skyldes det, at USA i kølvandet på terrorangrebene den 11. september har haft 1 Herefter benævnt den 11. september. 6

entydig fokus på krigen mod terror, hvorfor den humanitære dagsorden er blevet nedprioriteret fra amerikansk side. Amerikansk deltagelse og initiativ er ifølge Weiss essentielt for humanitære interventioner, da USA er den eneste stat, der har indflydelse samt militær kapacitet til at gennemtvinge humanitære interventioner. Statssuveræniteten har helt tilbage til den westfalske fred i 1648 været en vigtig institution i det internationale samfund, og den mere solidaristiske verdensorden i 1990 erne kan skyldes det sikkerhedspolitiske big bang, som afslutningen på den kolde krig skabte. Da et sådant big bang kan være vanskeligt at genskabe, kan det være vitalt for den humanitære dagsorden, at momentum fra 1990 erne holdes. 1.1 Problemformulering Spørgsmålet om humanitær intervention synes således mere aktuelt end nogensinde, og specialet vil i lyset af Weiss påstand om humanitære interventioner efter den 11. september undersøge, om Weiss har ret, eller om han portrætterer et for negativt billede af situationen. Specialets problemformulering består af et overordnet spørgsmål, som vil blive besvaret ud fra tre delspørgsmål. Den overordnende spørgsmål lyder som følger: Hvordan er mulighederne for at gennemføre humanitære interventioner i det internationale samfund efter den 11. september 2001? Dette vil specialet undersøge ved at besvare følgende delspørgsmål: a) Hvordan har den aktuelle krig mod terror påvirket muligheden for at foretage humanitære interventioner? b) Hvordan har den internationale fælles forståelse udviklet sig efter den 11. september 2001, og hvordan har dette påvirket mulighederne for at foretage humanitære interventioner? c) Hvordan har det internationale samfund ageret i forbindelse med humanitære kriser i tiden efter den 11. september 2001? De tre delspørgsmål er valgt, da de anses for dækkende for at kunne besvare den overordnede problemstilling på en nuanceret og balanceret måde. De nærmere metodiske overvejelser i forbindelse med den valgte problemstilling samt delspørgsmålene vil blive behandlet i forbindelse med specialets metode samt operationaliseringen. 7

1.2 Den teoretiske ramme Problemstillingen vil blive besvaret med udgangspunkt i den engelske skole, der betoner eksistensen af et internationalt samfund og vigtigheden af fælles regler, normer og institutioner i dette samfund. Specialets bearbejdning af den engelske skole vil fokusere på de aspekter af teorien, der er relevante for humanitære interventioner. Derfor vil der særligt blive fokuseret på skismaet mellem pluralismens betoning af orden og solidarismens betoning af retfærdighed. Ud fra skismaet mellem pluralismen og solidarismen samt en efterfølgende retlig og moralsk analyse af forholdet mellem statssuverænitet og menneskerettigheder vil der blive præsenteret fire normative positioner om, hvordan stater bør agere ift. humanitære kriser. De forskellige positioner kan stilles op i et kontinuum gående fra en absolut modstand mod humanitære interventioner til, at det internationale samfund har en pligt til at gribe ind i humanitære kriser. De fire positioner vil i analysen blive anvendt til at få et bedre indblik i forskellige aktørers holdninger. Herudfra vil specialet analysere, hvorfor de enkelte aktører har de pågældende holdninger, og hvad det har af konsekvenser for humanitære interventioner i fremtiden. Analysen vil tage udgangspunkt i den klassiske tilgangs metode. Den klassiske tilgang betoner vigtigheden af en bred og grundlæggende forståelse af et givent emne gennem inddragelsen af både politisk teori, international lov, filosofi og historie. Den politiske teori er dermed vigtig for den metodiske tilgang, hvorfor teorien må præsenteres inden blikket rettes mod metoden. 1.3 Afgrænsning af emnet I valget af de tre delspørgsmål til at besvare den overordnede problemstilling ligger der også fravalg af andre aspekter, som også kunne have haft interesse for specialets problemstilling. De tre delspørgsmål er dog valgt, da det er vurderet, at de giver den bredest mulige forståelse af det internationale samfunds holdninger og ageren og dermed mulighederne for humanitære interventioner i fremtiden. Generelt vil specialet fokusere på USA s, EU s, Kinas, Ruslands og Afrikas holdning og ageren. De fire førstnævnte aktører er relevante, idet de antages at have stormagtsstatus i det internationale samfund. Derudover er afrikanske stater vigtige, idet det afrikanske kontinent traditionelt har været det sted, hvor der oftest opstår situationer, som kan give sig udslag i humanitære interventioner. Andre aktører vil blive inddraget, når det er relevant, men hoved- 8

fokus vil være på de førnævnte, idet disse anses som de mest interessante ift. at besvare problemstillingen. Specialet undersøger mulighederne for humanitære interventioner, og spørgsmål angående eksempelvis opfølgningsarbejdet på humanitære interventioner vil derfor kun blive inddraget i det omfang, det har betydning for mulighederne for at foretage humanitære interventioner. Til besvarelse af delspørgsmål c) er der udvalgt fire cases. Det drejer sig om de humanitære kriser i Den Demokratiske Republik Congo (DRC), Liberia, Darfur og Myanmar. De valgte interventioner er alle FN-sanktioneret, og samlet set menes casene at give et godt udgangspunkt for at analysere det internationale samfunds ageren i humanitære kriser efter 11. september. De mere grundlæggende metodiske overvejelser for valg og fravalg af cases vil blive præsenteret i specialets metodeafsnit. 1.4 Specialets opbygning Kapitel 2 fastlægger det teoretiske grundlag for specialet, med fokus på de aspekter af den engelske skole, der er relevante for problemstillingen. Dette indebærer fokus på regler, normer og institutioner samt på skismaet mellem solidarisme og pluralisme. I kapitel 3 følger specialets metodiske afsnit, der afsluttes med en operationalisering, hvor det bliver tydeliggjort, hvordan teorien vil blive brugt til at undersøge problemstillingen. Kapitel 4 fokuserer på humanitære interventioner. Begrebet vil blive defineret, og legitimiteten af humanitære interventioner vil blive analyseret ud fra folkeretten samt moralske argumenter. Dette indebærer en nærmere analyse og fortolkning af international lovgivning og statspraksis i forbindelse med humanitære interventioner samt den moralske just war -tradition. Denne analyse vil blive koblet med teoriens solidaristiske og pluralistiske indsigter, hvilket vil lede ud i de fire normative positioner om humanitære interventioner. Kapitel 5 analyserer hvordan krigen mod terror og udviklingen i den internationale fælles forståelse har påvirket mulighederne for humanitære interventioner. I kapitel 6 følger casestudier af humanitære interventioner og kriser. Her vil det blive analyseret, hvordan det internationale samfund har ageret i forbindelse med humanitære kriser, og hvad der kan forklare det internationale samfunds ageren. I kapitel 7 følger specialets diskussion og vil med udgangspunkt i den viden, der er opnået gennem analysen, diskuterer hvordan mulighederne er for humanitær intervention og hvordan man kan forbedre vilkårene for humanitære interventioner i fremtiden. 9

Slutteligt vil specialets konklusion opridse specialets hovedfund, og besvare hvordan mulighederne er, for at gennemføre humanitære interventioner i det internationale samfund efter den 11. september. 10

Kapitel 2 2. Den engelske skole Den engelske skole kan spores tilbage til Hugo Grotius tanker i 1600-tallet, men skolens egentlige oprindelse skal snarere findes i The British Committee on the Theory of International Politics og dens arbejde fra 1950 erne og 1960 erne. Komiteen talte bl.a. Martin Wight og Hedley Bull, hvis værker stadig er dominerende indenfor den engelske skole, mens nyere teoretikere såsom Robert Jackson og Barry Buzan har været med til at videreudvikle og raffinere skolen 2. Specialets teoretiske fundament er hovedsageligt Hedley Bulls hovedværk The Anarchical Society, men specialets teoretiske del trækker også på bl.a. Martin Wight, Robert Jackson og Barry Buzan. I det følgende vil de relevante aspekter af den engelske skole ift. problemstillingen blive behandlet. Kapitlet vil fokusere på Martin Wights tre retninger indenfor international politik, det internationale samfund, den internationale orden og endelig vil der blive sat fokus på debatten mellem pluralismen og solidarismen. 2.1 Den engelske skole og de tre retninger Martin Wight har identificeret tre idealtypiske retninger, som efter Wights opfattelse altid vil være til stede i international politik. Den engelske skole er ifølge Wight en udforskning af dialogen mellem de tre retninger, der alle skal inddrages, når international politik analyseres, da man ellers risikerer at overse vigtige tendenser og strømninger. På trods af de tre retningers forskellighed pointerer Wight, at: the three traditions are not like railroad tracks running parallel into infinity. They are not philosophically constants and pure like three stately, tranquil and independent streams They are, to vary the metaphor, threads interwoven in the tapestry of Western civilization. They both influence and cross-fertilize one another, and they change, although without, I think, losing their inner identity. (Wight, 1991: 260). 2 Specialet vil anvende termen den engelske skole på trods af, at termen på visse måder er misvisende. Det skyldes, at skolen har tilhængere fra hele verden, mange indflydelsesrige teoretikere indenfor skolen er ikke englændere og det er ikke informativt at betegne skolen efter dens oprindelse frem for dens idéer (Knudsen, 1999: 30). Termen International Society er på sin vis mere dækkende for skolen, men betegnelsen den engelske skole er alligevel valgt i specialet, da denne betegnelse stadig oftest anvendes i den akademiske litteratur. 11

Hver retning indeholder en opfattelse af, hvordan internationale relationer er samt forskrifter for, hvordan statsledere bør agere internationalt. Disse tre retninger beskriver dermed tilsammen statslederes flerstrengede ansvar i forbindelse med deres udenrigspolitiske ageren, hvor de tre ansvarsområder hele tiden skal balanceres. De tre retninger er realismen, rationalismen og revolutionismen (Bull, 1966a: 38; Wight, 1991: 7ff). Realismen ser på linje med Machiavelli international politik som magtpolitik. Verden er præget af internationalt anarki uden nogen form for overordnet autoritet og kan karakteriseres som et internationalt system. Ifølge realismen har statsfolk udelukkende et nationalt ansvar, og deres adfærd i udenrigspolitiske anliggender sigter mod beskyttelsen af statens egeninteresser. Det normative grundlag er dermed, at statens primære ansvar er over for dens egen befolkning. Rationalismen ser verden som et internationalt samfund og bygger på Grotius tanker om, at interstatslige relationer er styret af visse universelle normative principper. Yderligere fokuserer rationalismen på institutionaliseringen af fælles interesser og identitet mellem staterne. Ifølge rationalismen har statsledere et internationalt ansvar i opretholdelsen af de rettigheder og pligter, der er defineret gennem internationale regler og normer, hvorfor der forventes en vis tilbageholdenhed ift. forfølgelse af egennyttemaksimerende interesser. Stormagterne har en særlig rolle, da magt og ansvar følges ad, hvormed de bliver vogtere af international fred og sikkerhed. Ifølge rationalismen gør staternes retlige binding til hinanden, at de ikke blot er ansvarlige for deres egne borgere, men for det internationale samfund som helhed. Revolutionismen 3 fremhæver eksistensen af et verdenssamfund, der med tiden vil erstatte det eksisterende statssystem, der blot ses som en overgangsfase. Revolutionismen fokuserer på individer og ikke-statslige organisationer og argumenterer for, at statsfolk har et særligt ansvar for overholdelsen og håndhævelsen af menneskerettigheder verden over. Revolutionismen mener, at respekt for mennesker baseret i Kants kategoriske imperativ skal være en grundlæggende overvejelse i alle udenrigspolitiske beslutninger (Bull, 1977: 24ff; Bull, 1991: xii; Wight, 1991: 7ff; Jackson, 2000: 170ff). På trods af tilstedeværelsen af alle tre retninger i den engelske skole, er dens udgangspunkt rationalismen. Det rationalistiske udgangspunkt modereres dog af tilstedeværelsen af de to andre retninger, og det anerkendes, at der indenfor rationalismen både kan være realistiske og 3 En revolutionistisk tilgang kan bunde i forskellige ideologiske synspunkter, men fokus i specialet er på den kantianske liberalisme. 12

revolutionistiske elementer. Realismen og revolutionismen optræder dog ikke i deres oprindelige form, da de modereres af, at de forekommer i et rationelt univers. Dermed er den engelske skoles argument, at der er mere i internationale relationer end realismen antager, men mindre end revolutionisterne ønsker (Linklater, 2001: 105). 2.2 Det internationale samfund Rationalismens tanker er således grundlæggende for den engelske skole, og den rationelle tilgang har en kvalitet som en via media for international teori, hvilket bedst imødekommer den kompleksitet, der eksisterer i international politik (Wight, 1966: 91; Wight, 1991: 14f). Grundet det rationelle udgangspunkt får det internationale samfund en helt central placering i den engelske skole og bliver af Bull defineret, som: when a group of states, conscious of certain common interests and common values, form a society in the sense that they conceive themselves to be bound by a common set of rules in their relations with one another, and share in the working of common institutions. (Bull, 1977: 13). Udgangspunktet for definitionen er, at det internationale samfund består af stater, hvormed et internationalt samfund ikke vil kunne harmonere med eksistensen af et liberalt statsløst verdenssamfund. Ligeledes er eksistensen af et internationalt samfund ikke foreneligt med realismens påstand om et anarkisk internationalt system karakteriseret ved en Hobbesiansk naturtilstand (Bull, 1966a: 39). I sin undersøgelse af, hvorvidt der findes et internationalt samfund i international politik, eller om den internationale politiske sfære snarere kan betegnes som et realistisk internationalt system eller et revolutionistisk verdenssamfund, konstaterer Bull, at: The element of international society has always been present in the modern international system because at no stage can it be said, that the conception of the common interest of states, of common rules accepted and common institutions worked by them, has ceased to exert an influence. (Bull, 1977: 42). Ift. realismen afviser Bull antagelsen om altdominerende anarki som en uundgåelig konsekvens af en manglende overordnet autoritet. Bull konstaterer, at staterne ikke benytter alle ressourcer til at sikre deres egen sikkerhed, men internt har skabt conditions in which refinements of life can flurish. (Bull, 1977: 49). Dette skyldes, jf. Clausewitz, at stater ikke i samme grad som mennesker er sårbare over for physical extermination in the course of a single act. (ibid.: 50). Dermed kan stater indgå i samarbejder uden at skulle frygte for udslettelse i tilfælde af bedrageri, hvormed der lidt simplificeret kan siges at eksistere et anarkisk samfund frem for et 13

anarkisk system. Bull er dog enig med realisterne i, at tilstanden af krig er en vigtig del af staters adfærd, men krig opfattes ikke som et tegn på en anarkisk naturtilstand, men snarere som en institution, der bruges til at beskytte den internationale orden (Bull, 1966a: 42f). Eksistensen af et internationalt samfund ses blandt andet ved, at stater oftest overholder de internationale love og normer. International lov bliver anset som en substantiel faktor i international politik, da stater vil forsøge at legitimere deres handlinger ud fra den eksisterende lovgivning. Stater følger delvist den internationale lov grundet inerti og vane, da de nærmest er programmed to operate within the framework of established principles. (Bull, 1977: 139). Loven bliver også fulgt grundet mere rationelle overvejelser, i form af bl.a. en forventning om gensidig handling fra andre staters side, eller fordi de anser handlinger sanktioneret af loven som værdifulde enten til at forfølge andre mål eller som mål i sig selv (ibid.). De internationale regler, normer og love brydes dog i enkelte tilfælde, men dette udgør ikke et teoretisk problem for den engelske skole, da tilstedeværelsen af alle tre retninger gør det forventeligt, at det internationale samfunds regler til tider brydes til fordel for nationale egeninteresser eller transnational solidaritet. Det er dog slående, at stater føler sig forpligtet til at retfærdiggøre lovbrud, hvilket ofte sker ud fra argumenter om, at lovbruddet var nødvendigt for at overholde andre love, ligesom staterne, der har brudt loven, også efterfølgende vil gå langt for at signalere opbakning til den givne lov (ibid.; Bull, 1966a: 41f;). Om end staters ageren ikke er determineret af loven, føler de sig bundet af den og er almost invariably concerned to act in a manner not inconsistent with the law, or at least to act in a manner not inconsistent with a plausible reading of it. (Wilson, 2009: 173). International lov kan til dels ses som en afspejling af det internationale samfunds holdninger, idet staterne både udformer og bliver påvirket af loven (ibid.) Ift. et revolutionistisk verdenssamfund mener Bull, at staternes tilstedeværelse er bevis på, at den dominerende organiseringsform ikke pt. er et verdenssamfund, og dette anses ikke som en realistisk mulighed i en nær fremtid (Bull, 1977: 88). Yderligere fremhæver Bull, at et verdenssamfund ikke er mere ønskværdigt end et internationalt samfund, da krige stadig vil eksistere i et verdenssamfund, og da tilstedeværelsen af stater sænker omkostningerne i det politiske spil (Bull, 1966a: 49f). 2.3 Den internationale orden I den engelske skole er orden i det internationale samfund et helt centralt begreb. Bull mener, at orden kan defineres objektivt i modsætning til andre værdier såsom retfærdighed. International 14

orden defineres som a pattern of activity that sustains the elementary or primary goals of the international society. (Bull, 1977: 8). De elementære og primære mål, er dermed definerende for den internationale orden, og Bull oplister tre elementære og primære mål, som knytter sig til det internationale samfund. For det første ønsker alle stater at opretholde selve statssystemet, da dette er grundlæggende for staternes overlevelse. For det andet ønsker alle stater at opretholde deres selvstændighed og eksterne suverænitet, og for det tredje vil de opretholde fred som normaltilstanden, der kun brydes i specielle tilfælde efter generelt accepterede principper. Udover disse tre mål har staterne yderligere som mål at begrænse voldsudøvelsen i det internationale samfund, at sikre sig at løfter og aftaler bliver overholdt samt en form for sikring af ejendomsretten. Målene er elementære, da de er grundlæggende for eksistensen af et internationalt samfund, og de er primære, da de skal opnås, før andre mål kan opnås. Desuden kan de betegnes som universelle, da alle samfund tager højde for dem (Bull, 1977: 4ff, 16ff). 2.3.1 Fælles interesser, regler og institutioner Opretholdelsen af den internationale orden afhænger i første omgang af bestemte træk ved selve statssystemet såsom magtbalancen, der også ville eksistere, hvis der var et internationalt system frem for et internationalt samfund. I det internationale samfund er orden dog ifølge Bull en konsekvens af fælles interesser, regler og institutioner blandt staterne. Staterne har en fælles interesse i at forfølge de elementære og primære mål, reglerne foreskriver en bestemt opførsel, hvormed målene bedst forfølges, og institutionerne gør, at disse regler er effektive (Bull, 1977: 65) 2.3.1.1 Fælles interesser Staterne har en fælles interesse i at forfølge de nævnte elementære og primære mål. Baggrunden for den fælles interesse i målene kan både være i form af, at de bliver set som mål i sig selv eller som middel til at opnå andre mål. Staterne vil dog altid anse målene som vigtige og har dermed en fælles interesse i at opfylde målene, da de har værdi ift. at nå staternes respektive målsætninger (Bull, 1977: 67). 2.3.1.2 Regler Reglerne er de retningslinjer, der angiver, hvilken adfærd der er konsistent med at opnå de elementære og primære mål. Reglerne kan både bunde i positiv international lov, i moralske regler samt i etablerede praksisser (Bull, 1977: 67; Buzan, 2004: 163f). Bull opstiller tre niveauer af regelkomplekser, der er med til at opretholde og reproducere den internationale orden. 15

Det første regelkompleks udgør det fundamentale normative princip for verdenspolitik i den nuværende æra. Princippet identificerer staterne som de eneste enheder i det internationale samfund, der er kompetente til at udføre internationale politiske funktioner, og det fastslås, at hverken en universel autoritet over staten eller sektorbaserede grupper under staten skal afløse den westfalske orden. Princippet identificerer også et bånd mellem staterne i form af blandt andet fælles regler og institutioner, idet der er tale om et samfund og ikke blot et system af stater. Princippet knytter sig hovedsageligt til de to første primære mål, som er at opretholde selve statssystemet og bevare staternes suverænitet. Det andet regelkompleks er sameksistensregler, hvilket primært drejer sig om restriktive regler, der gør stater til de eneste legitime magtudøvere. Derudover begrænser reglerne de legitime årsager til at starte krige, jus ad bellum, og opstiller regler for, hvordan krige bør udføres retfærdigt, jus in bello. Dertil indeholder reglerne forskrifter for, hvordan staterne opnår stabil kontrol over territorium og befolkning, primært gennem gensidig anerkendelse af ikkeinterventionsprincippet. Desuden indeholder denne regelgruppe overholdelse af aftaler, pacta sunt servanda, der kan ses som en forudsætning for international positiv lov. Det tredje regelkompleks giver forskrifter for, hvilken opførsel der er befordrende for at opnå mere avancerede, sekundære mål. Dette inkluderer regler, der muliggør samarbejde af politisk, strategisk, social og økonomisk art. Reglerne sikrer, at de elementære og primære mål opnås, hvilket er nødvendig for at sikre den internationale orden (Bull, 1977: 67ff). 2.3.1.3 Institutioner Institutionerne i det internationale samfund skal sikre, at de beskrevne regler er effektive. Institutionsbegrebet er centralt i den engelske skole, da begrebet både tydeliggør hvad den engelske skole forstår med orden i international politik, og at det internationale samfund er mere end summen af dets medlemmer. En institution er i følge Bull: not an organisation or administrative machinery, but rather a set of habits and practices shaped towards the realisation of common goals they are an expression of the element of collaboration among states discharging their political functions and at the same time a means of sustaining that collaboration. (Bull, 1977: 74). Som udgangspunkt er det staterne selv, der skal sikre håndhævelsen af reglerne, hvorved stater kommer til at udgøre de primære institutioner i det internationale samfund (ibid.; Buzan, 2004: 161). 16

Det er vanskeligt at udarbejde en fuldstændig oplistning af det internationale samfunds institutioner. Bull medtager fem institutioner, som er magtbalancen, international lov, diplomati, stormagtskoncert og krig (Bull, 1977: 71ff), mens flere teoretikere også betragter suverænitet som en institution. Robert Jackson anerkender ligefrem suverænitet som a basic element of the grammar of politics. (Jackson, 1999: 9). Flere forfattere argumenterer dog for, at menneskerettighederne efterhånden også må betragtes som en institution eller norm i det internationale samfund (Knudsen, 1999; Wheeler, 2000: 299). Da humanitære interventioner betragtes som et forsvar af menneskerettighederne vil dette betyde, at institutionerne statssuveræniteten og menneskerettigheder vil være i modstrid med hinanden. Barry Buzan opstiller et skel mellem primære og sekundære institutioner. De ovenstående institutioner kan alle betragtes som primære, da der er tale om fundamentale og vedvarende processer, der har udviklet sig løbende gennem tiden, og som er konstitutive for staterne og deres legetime handlemuligheder i relation til hinanden. De primære institutioner kan således siges at udgøre spillereglerne, som staterne skal følge, når de spiller det internationale politiske spil (Buzan, 2004: 167, 178). De sekundære institutioner er derimod designede og inkluderer blandt andet FN. Disse knytter sig til det tredje niveau af regler, som er befordrende for, at staterne kan forbedre det sociale liv ved at forfølge mere avancerede mål såsom social forståelse, samhandel samt strategisk og politisk samarbejde (ibid.: 161ff). Institutionerne er med til at administrere, fortolke og håndhæve reglerne i det internationale samfund, og modererer staters tendency to lose sight of common interests, hvorfor de medvirker til at opretholde den internationale orden (Bull, 1977: 74). Der er i den engelske skole generelt enighed om eksistensen af institutioner, men der er mindre enighed om hvilke institutioner, der eksisterer, det præcise omfang af dem, og hvor meget de kan afviges til fordel for andre værdier. Det er dette, der deler den engelske skole, og som vil blive belyst i det følgende. 2.4 Solidarisme og pluralisme De to retninger indenfor den engelske skole, solidarismen og pluralismen, udspringer oprindeligt af en debat om, hvorvidt international lov bør være styret af naturretten eller af positiv lov. Solidaristerne mener generelt, at naturretten er en vigtig kilde til international lov og retten til intervention findes dermed som en allerede givet ret til at forsvare basale menneskerettigheder. Grotius mente på linje hermed, at der findes en overordnet og universel lovkilde, hvorfra en række objektive rettigheder kan udledes. Pluralisterne mener derimod, at positiv lovgivning 17

rangerer højere end naturretten, hvilket medfører, at eksempelvis intervention skal legitimeres i positiv lovgivning. Det skyldes, at staterne kun er enige om det, der er nedskrevet i positiv lov (Bull: 1966b). 2.4.1 Solidarismen Solidaristernes centrale antagelse er, at der eksisterer solidaritet eller potentiel solidaritet i det internationale samfund (Bull, 1977: 238), og solidaristerne anser det internationale samfund som et gemeinschaft, dvs. et følelsesmæssigt, identitetsbaseret og historisk samfund (Buzan, 2004: 22). Det internationale samfund kan dermed forfølge en fælles idé om mellemmenneskelig retfærdighed via overholdelse af grundlæggende universelle menneskerettigheder. Individer ses som værende subjekter i det internationale samfund og har dermed rettigheder og pligter i henhold til international lovgivning. Solidaristerne mener, at der eksisterer en universel standard for retfærdighed og moral, hvilket gør det muligt at fastsætte en grænse for, hvor stor en menneskelig lidelse der skal være, før det internationale samfund bør træde til. Dette gør, at suverænitetsinstitutionen i visse tilfælde kan brydes, uden at denne mister sin grundlæggende karakter. Dermed har staterne en ret til at forbigå suverænitetsinstitutionen for at beskytte individer i stater, hvor menneskerettighederne ikke overholdes (Wheeler, 1992: 468). Ifølge solidaristerne kan øget retfærdighed opnås uden, at det nødvendigvis sker på bekostning af den internationale orden, hvis det foregår gennem en kollektiv sikkerhedsforanstaltning. Herved vil den internationale orden ikke blive opretholdt...on a balance of power, but on a preponderance of power... (Bull, 1977: 239), hvor en samling af stater handler på det internationale samfunds vegne. Solidarismen er inspireret af revolutionismens fokus på individers rettigheder, solidaritet og retfærdighed i international politik. 2.4.2 Pluralismen Pluralisterne mener, at det internationale samfund primært skal forsøge at opretholde den internationale orden, og det internationale samfund anses af pluralisterne som et gesellschaft, dvs. et rationelt, kontraktuelt og konstrueret samfund (Buzan, 2004: 22). Ifølge pluralismen er der ikke en tilstrækkelig grad af solidaritet i det internationale samfund til, at der kan skabes enighed om globale principper for retfærdighed, og international ret må derfor nøjes med at omhandle forholdet mellem stater. Individerne er objekter i henhold til international lov, da individerne får deres rettigheder gennem deres pågældende stater (Wheeler, 1992: 467f). 18

Ifølge pluralisterne vil en forfølgelse af global retfærdighed potentielt være ødelæggende for den internationale orden, da der ikke eksisterer konsensus om, hvad retfærdighed er. For pluralisterne er orden den vigtigste værdi, da denne sikrer, at freden er normaltilstanden mellem stater. Orden er dermed en nødvendighed for, at andre værdier kan realiseres (Bull, 1977: 96). Pluralisterne er præget af den realistiske retning i international politik, hvilket giver sig udslag i en overbevisning om, at statslederes primære ansvar er over for deres egne borgere. Den pluralistiske verdensorden, hvor eksisterende regler og normer opretholdes, anses som det bedste udgangspunkt for at sikre freden og dermed beskytte statens borgere. Pluralisterne tager det nationale ansvar seriøst, hvilket indebærer, at staterne har en moralsk pligt til at tilvejebringe det gode liv for sine borgere og ikke udsætte dem for unødvendige farer. 2.4.3 Orden eller retfærdighed For solidaristerne er værdien retfærdighed dermed helt central, mens værdien international orden er helt central for pluralisterne. Diskussionen mellem solidarister og pluralister går i høj grad på, hvilken af disse værdier der bør have forrang. Ifølge Bull er orden den mest ønskværdige værdi i det internationale samfund, hvorfor Bull primært kan betegnes som pluralist. Bull mener dog ikke, at orden altid er at foretrække frem for retfærdighed, da det afhænger af den specifikke situation, og der eksisterer ikke nødvendigvis en uforenelighed mellem orden og retfærdighed, da der til tider kan være mulighed for at forfølge begge værdier på samme tid. Således kan det være muligt at forfølge mere retfærdighed, uden at den internationale orden bliver sat over styr. Dog må man i den specifikke situation vurdere hvor meget uretfærdighed, der eksisterer samt hvor meget uorden, det vil skabe at gøre op med denne uretfærdighed. Således kan en periode med uorden være nødvendig, hvis uretfærdigheden bliver for stor, men orden, som normaltilstanden, er nødvendigt for at retfærdighed kan eksistere i længden (Bull, 1977: 93ff). I princippet mener Bull, at det internationale samfund burde ordnes efter solidaristiske principper, såfremt det internationale samfund kunne nå til enighed om, hvad der er retfærdige krige, hvordan konkrete situationer skal fortolkes og hvilken side man skal intervenere til fordel for i en given konflikt. Problemet er dog, at der ofte ikke kan opnås enighed herom, da det internationale samfund er splittet. I sådanne situationer vil solidaristiske principper ifølge Bull ikke blot være ude af stand til at fungere, men vil være decideret skadelige for den internationale orden, da de solidaristiske principper vil pålægge det internationale samfund en byrde, som det ikke kan bære. Den solidaristiske doktrin anses derfor som skadelig, da opretholdelsen af dens idealer reelt vil betyde, at den internationale orden bliver brudt, da det indebærer en ret til at 19

bryde loven i lovens navn. Hvis en ret til at intervenere for at håndhæve visse standarder godkendes, inden der er enighed om, hvad disse standarder er, åbnes der ifølge pluralismen op for, at stater bruger denne ret som undskyldning til at intervenere. Dermed kommer suverænitetsprincippet, hvorpå den internationale orden bygger, i fare. Da opretholdelsen af ordenen er grundlaget, hvorpå retfærdighed kan vokse, vil det til tider indebære, at retfærdighed må tilsidesættes for at opretholde ordenen (Bull, 1966b: 70ff; Bull, 1977: 91). På trods af Bulls pluralistiske udgangspunkt indeholder hans værker også visse solidaristiske elementer. Således pointerer Bull, at verdensorden forstået som orden mellem menneskeheden som sådan er mere fundamentalt og primordial end international orden. Det skyldes, at de ultimative enheder ikke er stater, men individuelle mennesker, hvorfor verdensorden er den internationale orden moralsk overlegen. Den værdi, vi tillægger orden i verdenspolitik, må derfor primært tilfalde orden mellem mennesker og ikke orden mellem stater. Den internationale ordens værdi er dermed udelukkende af instrumentel karakter for at opnå målet om orden mellem mennesker, men fraværet af et verdenssamfund gør, at verdensorden må betragtes som summen af indenrigspolitisk og international orden (Bull, 1977: 20ff, 319). 2.5 Opsummering Den engelske skole anerkender tilstedeværelsen af tre retninger i international politik, men tager udgangspunkt i rationalismen. Her er det internationale samfund et helt centralt begreb, og Bull finder bl.a. bevis for eksistensen af det internationale samfund i og med, at staterne oftest overholder de internationale love og normer. Den internationale orden er ligeledes et centralt begreb og bliver i det internationale samfund opretholdt af fælles interesser, normer og institutioner. I hjertet af debatten indenfor den engelske skole står diskussionen om forholdet mellem orden og retfærdighed. Uoverensstemmelsen mellem pluralisterne og solidaristerne kan ses som et spørgsmål om, hvorvidt menneskerettighederne er en institution i det internationale samfund samt om denne institution ligger under, er på niveau med eller ligger over suverænitetsinstitutionen. 20

Kapitel 3 3. Metode Den engelske skole har ofte været kritiseret for mangelfulde metodiske overvejelser, og den engelske skoles metode kan ofte siges at være treated somewhat in the nature of underclothing assumed to be there but scarcely discussed in polite society. (Navari, 2009a: 1). På trods af denne kritik har den engelske skole dog behandlet metodiske spørgsmål, hvor især Bull har argumenteret for fortrinene ved den klassiske tilgang, hvilket vil blive genstand for behandling i dette kapitel. I de senere år er den engelske skoles metode blevet tillagt mere opmærksomhed, hvilket ligeledes bliver inddraget i indeværende kapitel. Kapitlet begynder med at behandle den engelske skoles metode og i forlængelse heraf præsenteres specialets metode. Kapitlet slutter af med en operationalisering af problemstillingen. 3.1 Metodisk pluralisme En af den engelske skoles grundlæggende træk er en metodisk pluralistisk tilgang til studiet af internationale relationer. Den metodiske pluralisme stammer fra Wights tre idealtypiske retninger, der bibringer hver deres ontologiske og epistemologiske tilgang til studiet af international politik (Buzan, 2004: 6ff). Realismens ontologi fokuserer på det internationale system, hvor staterne er de altdominerende aktører, og benytter en positivistisk epistemologi med fokus på observerbare data. Rationalismens ontologi fokuserer på det internationale samfund og anvender en hermeneutisk epistemologi, som fokuserer på fortolkning af udsagn eller observationer, og bibringer dermed en subjektiv dimension, da det påhviler forskeren at foretage denne fortolkning. Revolutionismens ontologiske tilgang fokuserer på verdenssamfundet, hvor individerne er det primære, om end transnationale elementer også inddrages. Det epistemologiske udgangspunkt bunder ofte i en kritisk tilgang, hvor målet har været at nå ud over statssystemet (Buzan, 2004: 7, 23f, 36). 21

3.2 Den klassiske tilgang På trods af at alle tre retninger altid er til stede i international politik og bidrager med hver deres metodiske karakteristika, benytter den engelske skole sig hovedsageligt af en hermeneutisk epistemologi i form af den klassiske tilgangs metode. Dette følger af, at den engelske skole giver forrang til rationalismen, der opfattes som et via media mellem realismen og revolutionismen. Den klassiske tilgang inddrager både filosofi, historie og international lov, når internationale relationer skal analyseres. Det er en forståelses- og fortolkningspræget tilgang til studiet af international politik, som beror på forskerens fortolkning af udsagn og observationer, hvorfor den også er karakteriseret ved tillid til forskerens dømmekraft. Den klassiske tilgang tilbyder dermed ikke blot en analyse af de synlige ændringer mellem staterne, men også en forståelse og fortolkning af ændringerne ud fra en historisk og sociologisk vinkel. Den klassiske tilgang kan desuden være en normativ tilgang, idet den kan stille spørgsmål ved, hvilke værdier der bør have forrang, og hvordan disse kan beskyttes eller fremmes. Forskeren kan dog ikke a priori antage, at visse værdier er andre overlegne, da dette er politikerens job. De normative spørgsmål må derfor komme efter en undersøgelse og klarlæggelse af forholdet mellem forskellige værdier (Jackson, 2000: 81ff). Den klassiske tilgang vil primært identificere og ordne relevante spørgsmål, fremhæve relevante forskelle, undersøge beviser og formulere et tilfredsstillende svar. 3.2.1 Den metodiske debat Den klassiske tilgang til studiet af international politik var altdominerende indtil den behavioristiske revolution i samfundsvidenskaben. Debatten mellem den klassiske tilgang og behaviorismen vil i det følgende blive belyst for at få en bedre forståelse af den klassiske metode. Behaviorismen udfordrede den klassiske tilgang, med fokus på naturvidenskabelige idealer og falsificerbare kausalbaserede hypoteser. Behaviorismen anser empirisk baseret teori som et mål, der skal stræbes efter, hvilket gør dataindsamling, kategorisering, værdineutralitet og søgen efter generaliserbare sammenhænge nødvendigt. I denne optik anses den engelske skole ikke som en teori, idet den ikke erkender sig til stringent videnskabelig metode og tillægger for stor en rolle til forskerens subjektive fortolkning. Dog accepteres det, at den klassiske tilgangs viden er vigtig om end for upræcis til moderne videnskab (Singer, 1969: 68; Finnegan, 1972: 52; Kaplan, 1969). 22

Bull forsvarede den klassiske tilgang mod behavioristernes angreb og fremhævede, at det behavioristiske fokus på intellektuel puritanisme med dens afvisning af forskerens intuition og dømmekraft gør, at dens forskning bliver as remote from the substance of international politics as the inmates of a Victorian nunnery were from the study of sex. (Bull, 1966c: 366). En streng positivistisk metode kan f.eks. ikke svare på moralske spørgsmål, som aldrig har et objektivt svar. Såfremt forskeren begrænser sig til verificerbare standarder, kan man sige meget lidt af betydning om internationale relationer. Generelle udtalelser om international politik må derfor stamme fra en videnskabelig ufuldendt proces, der er baseret på forskerens ufyldestgørende fortolkning og intuition (ibid.: 361). Ift. behavioristernes stræben efter værdineutralitet, mente Bull, at teoretikeren altid er begrænset af kultur og værdier. Et værdiladet udgangspunkt forhindrer dog en klarsynet, objektiv analyse af, hvordan verden er indrettet, hvilket er nødvendigt, inden man kan bedømme, hvordan verden bør indrettes (Jackson, 2000: 82ff). Derfor er det vigtigt at være opmærksom på den værdiladede præmis, der altid præger forskningen, da dette gør det muligt at korrigere for denne, så man kan blive så afkoblet som muligt. Dog er man grundlæggende nødt til at acceptere, at værdineutralitet ikke kan opnås (Bull, 1977: xv; Dunne, 1998: 7, 16). Kort sagt er den klassiske tilgang uenig med behaviorismen ved at foretrække: less quantification, more attention to the central questions of international relations, more contact with the real world, acknowledgment of values in researcher and subject, treating nations as nations and men as men, and, finally, the study and use of history to give perspective to research. (Finnegan, 1972: 51). 3.2.2 Nyere metodiske udviklinger Der har i de senere år været øget opmærksomhed på at udvikle og klargøre den engelske skoles metode, hvilket kan ses som svar på en kritik af, at skolen ikke redegjorde tilstrækkeligt for anvendte koncepter, tydeliggjorde kausalsammenhænge samt specificerede fremgangsmåder (Navari, 2009b). Barry Buzan advokerer for, at teoretikere indenfor den engelsk skole burde eksplicitere de metodiske valg, og at positivistiske metoder burde finde større anvendelse indenfor den engelske skole. Buzan er ikke fortaler for en streng behavioristisk metode, men snarere en kombination af en positivistisk og hermeneutisk metode. Ud fra denne tilgang mener Buzan, at teorien har potentiale til at danne basis for en grand theory om internationale relationer (Buzan, 2004). Buzan bevæger sig dermed væk fra det normative element i den engelske skole til fordel for et 23