Sygeplejersken som coach

Sygeplejersken som coach Bachelorprojektet er udarbejdet af sygeplejerskestuderende Daniela Decca-Winding Syk10278, Sep07 Klasse C. Vejleder Merete Wonsyld Afleveringsdato 3. Januar 2012 på professionshøjskolen Metropol Antal anslag med mellemrum 64.456 Opgaven må anvendes internt i uddannelsen I henhold til Bekendtgørelse om prøver og eksamen i erhvervsrettede uddannelser nr. 782 af 17. august 2009, bekræfter undertegnede eksaminand med min underskrift, at opgaven er udfærdiget uden uretmæssig hjælp, jf. 19, stk. 1 & 2 Daniela Decca-Winding

Resume Hvert år indlægges 130 personer med problemer med rygmarven. Halvdelen af disse indlæggelser skyldes ulykker som trafik, fald og udspring på lavt vand eller anden sport. Patientgruppen som bliver helt eller delvis lammet, kaldes tetraplegikere og disse patienter er indlagt længe. Jeg ønskede derfor at undersøge ved hjælp af følgende problemformulering om: Hvordan kan sygeplejersken anvende coaching hos den tetraplegiske patient, så patienten bevarer håbet og finder mening i, at kunne mestre sin situation? Coaching handler om at få patienten til at udnytte sit potentiale. Ved hjælp af en coachingmodel stiller sygeplejersken spørgsmål og lytter til hvad patienten svarer, fordi det er patienten der er eksperten. Såfremt den tetraplegiske patient har gennemgået den naturlige sorg og sygeplejersken har etableret et menneske til menneske forhold, samt at patienten mestrer sin sygdom, kan sygeplejersken anvende coaching som kommunikationsredskab. Sygeplejersken som coach S. 2 af 34

Indholdsfortegnelse Resume... 2 1. Indledning... 4 1.1 Det gode liv uden sygdom... 4 1.2 Når sygdom rammer... 4 1.3 Tetraplegi... 5 1.4 Krise, sorg og tab... 6 2. Afgrænsning... 8 2.1 Håbet... 8 2.2 Mestring... 9 2.3 Sorg... 9 2.4 Kommunikation... 9 3. Problemformulering:... 11 4. Teori og metode... 11 4.1 Søgeproces, empiri og teoretikere... 11 4.2 Empiri... 12 4.3 Præsentation af forskningsartikler... 12 4.4 Teoretikere... 13 4.5 Etisk overvejelse, teoretisk tilgang og metode... 14 5. Analyse... 17 5.1 Håbet hos patienten... 17 5.2 Den mestrende patient... 20 5.3 Patienten i sorg... 23 5.4 Sygeplejersken som coach... 24 6. Konklusion... 28 7. Diskussion... 30 8. Perspektivering... 31 9. Litteraturliste... 32 Sygeplejersken som coach S. 3 af 34

1. Indledning På tredje semester var jeg på en afdeling, hvor jeg blandt andet beskæftigede mig med patientgruppen tetraplegikere, som er patienter, som har pådraget sig et tryk på det højeste niveau på columna vertebralis. Patientgruppen kaldes også rygmarvsskadede. Jeg lærte at udføre den grundlæggende fysiske sygepleje til denne gruppe patienter, og har efterfølgende reflekteret meget over den manglende psykiske sygepleje, som jeg på daværende tidspunkt ikke havde nok teoretisk erfaring med, og som jeg derfor ikke havde fokus på. Det var emner som sorg, krise, håb og mestring. Jeg oplevede, hvordan forskellige patienter mestrede deres situation meget forskelligt og har reflekteret over, hvordan jeg som sygeplejerske kunne have forbedret sygeplejen til patienterne. Jeg har coach uddannelse og det har givet mig anledning til at overveje om coaching kunne have været et godt redskab at anvende til denne patientgruppe. 1.1 Det gode liv uden sygdom Når et menneske er sund og rask føler man sig hel, men når sygdom opstår mister mennesket denne følelse af helhed og introduceres til begrænsningen af livet. Sundhed er ikke kun fraværet af sygdom, men er også oplevelsen af at kunne overkomme sygdom, være i bedring og blive sund og rask igen (Birkler 2003). Det gode liv kan kendetegnes ved et liv uden sygdom, og det at være sund og rask. Mange vil også mene, at en god uddannelse og et interessant arbejde vil være en del af det at have det gode liv. Er livet fyldt med kærlighed, måske børn og et fritidsliv fyldt med gode venner, ferier og måske endda overskud til at gøre noget godt for andre, vil det virke som et kvalitetsfyldt liv(birkler 2003). Livskvalitet er først og fremmest en personlig oplevelse af, hvad det vil sige at have et godt liv. Sygeplejersken møder mange forskellige patienter, som har forskellige opfattelser af det at have et godt liv. Hvordan skal sygeplejersken acceptere patienternes forskellighed og tale med patienterne om deres individuelle situation?(birkler 2003) 1.2 Når sygdom rammer Når en patient modtager en diagnose på en kronisk sygdom, som patienten skal leve med resten af livet, vil de fleste revurdere sit jeg. Hvem er man nu og hvordan vil sygdommen påvirke ens liv? Patienten håber, at sygdommen ikke vil have hovedrollen i ens liv og det kan skabe usikkerhed på, hvor stor en rolle i ens liv sygdommen vil have, og det kan skabe mange spørgsmål (Bache og Østerberg Sygeplejersken som coach S. 4 af 34

2005). At blive ramt af en ulykke eller en kronisk sygdom vil ramme mange patienter på eksistensen. Hvornår i livet sådan en ulykke eller diagnose sker, vil påvirke den enkelte patient forskelligt. Det kan have stor betydning, hvilke sociale, økonomiske og familiemæssige forhold patienten har, og det kan få indflydelse på deres fysiske, psykiske, sociale og åndelige væren i forhold til livet(bache og Østerberg 2005). Menneskets oplevelse af sygdom beskrives meget detaljeret af den amerikanske sygeplejerske Joyce Travelbee (2002 s. 116),(herefter skrives kun Travelbee) i medmenneskelige aspekter i sygepleje og Travelbee mener, at det er sygeplejerskens opgave at forsøge at forstå betydningen af den sygdom og lidelse, som patienter oplever (Travelbee 2002). Det kan være svært at aflæse, hvilke følelser en ulykke eller diagnose medfører hos den enkelte patient. Derfor foreslår Travelbee (2002 s.120) vigtigheden af, at sygeplejersken er nysgerrig og gerne spørger ind til patientens situation og at det kan være en god ide at læse litteratur om det at være indlagt og biografier om patienters oplevelse med relevante sygdomme, så sygeplejersken på den måde kan få indsigt i dette og få en forståelse af, hvad den specifikke sygdom betyder for den enkelte patient (Travelbee 2002). 1.3 Tetraplegi 130 personer beskadiger årligt Medulla spinalis og pådrages et tryk på columna vertebralis. Omkring halvdelen af disse patienter skyldes trafik-, fald-, sportsulykker eller udspring på for lavt vand. Ca. 3000 personer lever i dag som para- eller tetraplegikere (Andersen et al. 2002). Når en patient rammes af et akut tryk på columna vertebarlis påvirkes flere vitale dele af kroppens organer afhængig af, hvor på columna vertebralis skaden sker. På grund af, at medulla spinalis transmitterer beskeder fra hjernen til organerne medfører det føleforstyrrelser og problemer med at styre vandladning og afføring. Hos tetraplegikeren er skaden sket højt i det område som kaldes cervikale rygmarvsnerver og vil medføre, at både over og under ekstremiteter er påvirket. Columna vertebralis er inddelt i fire niveauer: Øverst det cervikale, dernæst det thorakale niveau, det lumbale niveau og nederste del det sakrale niveau. Det informerer om skadens niveau og omfang og kaldes enten for en komplet eller inkomplet læsion. Er skaden komplet betyder det, at der ingen forbindelse er mellem læsionen i det cervikale niveau og columna vertebralis og man vil ikke kunne genvinde førligheden på grund af de perifere nerver, som styres af de motoriske nervetråde, ikke længere fungerer. Ved en inkomplet skade er det ikke alle de perifere nerver, som er brudt mellem læsionen Sygeplejersken som coach S. 5 af 34

og columna vertebralis, og derfor vil patienten måske kunne genvinde sin førlighed og komme til at bruge sine ekstremiteter igen (Andersen et al. 2002). Der sker store omvæltninger i tilværelsen, når en patient får en rygmarvsskade både fysisk og psykisk. Der er mange spørgsmål, som kræver svar f.eks. om man vil kunne gå igen eller bare bruge sine arme. Hvordan skal man kunne vise omsorg og kærlighed, hvis man ikke kan omfavne nogen igen? Hvordan med arbejde og fritidsinteresser? Hvordan med parforhold eller måske forældrerollen? (Andersen et al. 2002) Patienten skal i følge den svenske psykiater Johan Cullberg igennem den naturlige krisefase, som er chokfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen (Cullberg 2007). Når patienten skal genoptrænes kan nogle af disse faser dog igen opstå, når der igen stilles spørgsmålstegn ved nye begrænsninger, som patienten skal forholde sig til. I processen vil patienten også føle håbløshed, men efterhånden vil denne aftage. Patienten vil kunne acceptere, at der vil være noget, som man ikke kan længere, men det vil ikke betyde, at man ikke kan nogen ting overhovedet (Andersen et al. 2002). Det er vigtigt at forsøge at sætte ord på sine følelser og gerne tale med og møde andre tetraplegikere. Det kræver meget af patienten og det er vigtigt, at patienten ikke isolerer sig, men derimod er modtagelig for støtte fra omgivelserne (Andersen et al. 2002). Mange tetraplegikere er i en choktilstand og vil ikke kunne se nogen muligheder. Mange isolerer sig og har svært ved at prøve kræfter med den situation, som livet nu har budt dem (Andersen et al. 2002). Nogle vil bruge forsvarsmekanismer som hjælp til at kunne holde situationen ud. Det kan både være hårdt arbejde at fastholde sin forsvarsmekanisme, ligesom det også kan være nødvendigt med terapeutisk hjælp til at fjerne mekanismen igen (Gellert Krogh 1999). Men hvordan skal de finde nye veje og muligheder med denne følelse af magtesløshed? 1.4 Krise, sorg og tab En traumatisk oplevelse, som har den konsekvens at skulle leve resten af livet i en kørestol, er et stort tab. Det er et klart tab at miste sine færdigheder. Det er en vigtig proces at få patienten til at fortælle om sin oplevelse, når der er skabt en god relation (Kopp et al. 2005). Det er vigtigt, at sygeplejersker kan rumme patientens følelser. Når en patient sørger, er det ensbetydende med at være ked af det, man har mistet. Men patienten vil på et tidspunkt nå til et punkt, hvor patienten vil kunne glæde sig over det, man trods alt har tilbage at leve for. Men hvornår og hvordan vil patienten komme frem til denne tilstand? Sigmund Freud Sygeplejersken som coach S. 6 af 34

mente, at sorg er en normal reaktion på et tab (Kopp et al. 2005), og evnen til at sørge er en forudsætning for at kunne udvikle den basale tillid til verden igen (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Jo mere kompliceret og traumatisk patienten er ramt, des vanskeligere kan sorgprocessen være. Den normale sorg proces består af at erkende det tabte og kunne se en fremtid med nye veje trods dette. At nå dertil kan være voldsomt smerteligt for patienten (Gellert Krogh 1999). Det at græde er en vigtig proces for at komme igennem sorgprocessen, da gråden åbner op for at reducere angsten og stressen. Både gråd og vrede er naturlige reaktioner og kan være svært at rumme for sygeplejersken. Grådens funktion er at forløse kroppens spændinger, som den angst over traumet har været skyld i (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Får patienten ikke mulighed for at sørge og gennemgå en sorgproces, vil den udvikle sig patologisk. Mødet med sorgen og dets traumatiske kaos kan være med til at give styrke til livet. Det at blive ramt af et traume, hvor man mister sit gode helbred, er at miste noget af sig selv, er en proces som den enkelte patient skal gennemgå med støtte fra pårørende, sygeplejersker og evt. psykologer. Sorg er tilknytningens pris og der eksisterer fire grundfølelser som er glæde, sorg, vrede og frygt. Det at sørge er at finde ud af, hvad man har mistet (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Sygeplejersken som coach S. 7 af 34

2. Afgrænsning Det er problematikken i kommunikationen med patienten som involverer begreberne sorg, mening, håb og mestring, der vil blive problematiseret i afgrænsningens afsnit. 2.1 Håbet Håbet er livets drivkraft (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Hvordan kan begrebet håb være afgørende for, hvordan mennesker mestrer deres sygdom og livssituation? (Norvedt et al. 2000) Kan bevarelse af håbet få direkte indflydelse på overlevelse af krise og sygdom? Det må være vigtigt i sygeplejen, at sygeplejersken hjælper patienten med at finde sit håb for fremtiden. Hvordan kan sygeplejersken være en medvirkende faktor for, at patienten bevarer og fastholder sit håb og måske endnu vigtigere, hvordan kan sygeplejersken hjælpe patienten, som lider af modløshed og nedtrykthed med at finde et håb?(norvedt et al. 2000) Kan sygeplejersken være en aktiv samarbejdspartner, så patienten finder håbet i sygdomsforløbet og dermed tager imod omverdenen og dens muligheder, så patienten kan mestre sin situation? (Norvedt et al. 2000) Håbet opstår i forholdet mellem tillid og mistillid, og er stærkt tilknyttet til det at have brug for andres hjælp. Vi er afhængige af andres hjælp i mange situationer, men det er, når vi bliver syge, at vi for alvor har brug for andres hjælp og håber på at få den hjælp. (Travelbee 2002) Den, som håber, ønsker forandring, og håbet er forbundet med valg altså patienten har friheden til at foretage valg. Håbet skal være konkret og være muligt at realisere. Den, som håber, ønsker også og disse ønsker må gerne være uopnåelige. Ved at bruge sin fantasi og ønsketænke kan det frembringe håbet (Travelbee 2002). At håbe er også at vise mod, som ikke er nogen automatisk proces men en egenskab, som patienten skal skabe. En patient, som er modig i sin tilgang til sygdommen, stikker ikke af fra problemerne, men konfronterer dem (Travelbee 2002). Håbet indebærer en forestilling om et mål, man ønsker at nå i fremtiden. En vigtig opgave for sygeplejersken er at lytte til patientens behov og ønsker og bidrage til at udvikle og formulere realistiske mål i samarbejde med patienten (Eide og Eide 2010). Sygeplejersken skal sørge for at fremkalde håbet hos patienten ved hjælp af relationen eller kommunikationen. Patienten, som ikke håber, tror ikke på fremtiden og forsøger ikke at håndtere livets vanskeligheder (Travelbee 2002). Sygeplejersken som coach S. 8 af 34

2.2 Mestring Mestring forudsætter og indebærer en tillid til, at situationen i nogen grad kommer til at forløbe nogenlunde. Sygeplejersken kan være behjælpelig på flere måder. Som den praktiske hjælper ved at lytte og turde føre samtaler om svære emner. Som sygeplejerske kan man bidrage som en realistisk partner, som kan forklare på kort og lang sigt, hvordan behandlingsforløbet vil foregå (Eide og Eide 2010). Der kan være forskellige reaktioner på, hvordan den traumatiske oplevelse håndteres og om den opleves i en sammenhæng. Professor Aaron Antonovsky (herefter skrives Antonovsky)mener, at denne sammenhæng vil afhænge af komponenterne begribelighed, meningsfuldhed og håndtering (Antonovsky 2000). En person, som pådrager sig skade pga. ulykke, som får diagnosen tetraplegiker, skal igennem et kriseforløb (Cullberg 2007, Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Det er en meget traumatisk oplevelse at skulle gennemgå. Hvordan skal en person komme igennem sådan en begivenhed, som er så voldsom, at de dagligdagsmetoder, man benytter af mestringsstrategier, sættes ud af spil? (Stokkebæk et al. 2002) Hvad er det for ressourcer og metoder, der skal bruges for at overkomme og leve med den forandrede situation? Ifølge Lazarus, kommer det an på, om der er misforhold mellem de krav, der stilles og evnen til at kunne mestre dem, som vil medføre en oplevelse af stress og trussel, og det skal der gøres noget ved (Stokkebæk et al. 2002). 2.3 Sorg Sorgarbejdet ses som en dynamisk proces ifølge Davidsen-Nielsen og Leick. Sorgarbejdet består af en række opgaver, som ikke er tidsbestemte, som kan løses efter, hvad der er mest behov for kontra Cullbergs kriseteori, som er faseinddelt og tidsbestemt (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Når en patient rammes af et svært tab konfronteres patienten med grundvilkårene: døden, aleneheden, meningsløsheden og friheden. Sorgen over det traumatiske tab tvinger patienten til at skulle gennemgå et sorgarbejde med nogle opgaver, mens der skal tages stilling til de grundvilkår, som man gennemlever. Når livet brat forandres, behøver patienten hjælp til at finde vejen igen (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). 2.4 Kommunikation God kommunikation, som evnen til at lytte, at kunne forstå den anden, kan være afgørende for behandlingsresultatet (Eide og Eide 2010). Sygeplejersken som coach S. 9 af 34

Hjælpende kommunikation består af tre omsorgsformer: omsorgsprofessionalitet som består af faglighed, empati og målrettethed. Omsorgsrationalitet, som består af fornuft, følelser og etik og omsorgstemporalitet, som indeholder tilknytning, håb og fortælling. Disse elementer giver sygeplejersken værktøjer til at kunne udføre omsorg for patienter, så sygeplejerskens arbejde med at hjælpe patienterne virker meningsfuld (Eide og Eide 2010). Aktiv lytning og nonverbal kommunikation er vigtige redskaber, som sygeplejersken skal være opmærksom på. Aktiv lytning består af f.eks. gentagelse af det patienten siger eller et anerkendende svar som ja. Aktiv lytning kan være med til at genskabe mening i krisen, fordi mening er motivationsfaktoren og dermed motiverer til at ville noget dog uden at presse patienten (Eide og Eide 2010). Sygeplejersken skal være meget opmærksom på egen brug af nonverbal kommunikation, da den hele tiden bruges både ubevidst og bevidst. Det kan være en venlig stemme, et smil, en rynket pande. Nonverbal kommunikation er også at turde stille spørgsmål, når patientens kropssprog afslører eller viser noget andet, end det som patienten siger (Eide og Eide 2010). Coaching er et kommunikationsværktøj, som handler om, at patienten skal udnytte sit fulde potentiale. Ved hjælp af en coach, som stiller spørgsmål, kan patienten opnå sit mål. Coachen kan hjælpe patienten med at indse, hvorfor patienten ikke bruger sit fulde potentiale. Coachen skal hele tiden tro på, at patienten kan nå sit mål og ser patienten i et mere positivt billede, end patienten selv gør (Manning 2004). Det at have det gode liv og hvordan det gode liv kan opnås igen, når en patient rammes af en ulykke, som medfører, at patienten skal leve resten af livet i en kørestol, giver mig anledning til at undersøge, hvordan kommunikations værktøjet coaching kan medvirke til, at tetraplegikeren kan få det gode liv igen og hvordan sygeplejersken kan hjælpe patienten dertil. Dette fører frem til følgende problemformulering. Sygeplejersken som coach S. 10 af 34

3. Problemformulering: Hvordan kan sygeplejersken anvende coaching hos den tetraplegiske patient, så patienten bevarer håbet og finder mening i at kunne mestre sin situation? 4. Teori og metode For at kunne besvare min problemformulering vil jeg beskæftige mig med begreberne håb, mening og mestring. I arbejdet med begreberne har jeg valgt at tage udgangspunkt i teoretikerne Antonovsky, Travelbee, Davidsen-Nielsen og Leick. Men inden jeg kan besvare begreberne i min problemformulering, er jeg nødt til at undersøge, om coaching anvendes i sygeplejen og hvordan. 4.1 Søgeproces, empiri og teoretikere Jeg begyndte min søgning efter forskning om coaching i sygeplejen på de danske databaser: scholar google.dk og på Dansk Sygeplejeråds medlemsmagasin Sygeplejersken. På sygeplejersken.dk viste flere artikler stor interesse for coaching, men primært som ledelsesredskab samt udvikling og styrkelse af sygeplejerskeidentiteten. Det lykkedes mig dog ikke at finde nogen artikler om, hvordan coaching kan anvendes i den kliniske praksis med patienter. På scholar google fandt jeg frem til artiklen Teenagere coaches til at håndtere diabetes, som jeg har valgt at anvende i min analyse. Det har været en udfordring at finde forskning ud over denne artikel, så derfor kontaktede jeg forskningsleder og sygeplejerske Jette Ammentorp, lektor ved Enhed for Sundhedstjenesteforskning Sygehus Lillebælt/Syddansk Universitet, og som er en af forfatterne til artiklen. Jette Ammentorp responderede og kunne bekræfte den manglende forskning, men anbefalede at udvide mine søgeord. Det medførte, at jeg i min internationale litteraturforskning benyttede følgende fremgangsmetode og søgeord på databaserne: Cochrane, Cinahl og Pubmed: Coaching, nurse, coping, tetraplegigia og hope, som har været omfattet af følgende afgrænsning: maksimal fem års gamle artikler, engelsk og skandinavisk sproget artikler med unge og voksne mennesker som målgruppe. Det har været svært at finde artikler, som var relevante i dette projekt, men jeg har dog udvalgt tre artikler, som jeg vælger at bruge i min analyse. Fra Cinahl: Health coaching a Fresh Approach for improving Health Outcomes and Reducing costs, fra PubMed er: Coaching for Behavior Change in Physiatry, og Health Coaching for Patients with Chronic illness. Sygeplejersken som coach S. 11 af 34

4.2 Empiri For at kunne besvare min problemformulering Hvordan kan sygeplejersken anvende coaching hos den tetraplegiske patient, så patienten bevarer håbet og finder mening i at kunne mestre sin situation? har jeg taget udgangspunkt i litteraturen, Coaching - Det handler om at stille de rigtige spørgsmål, skrevet af coach Sofia Manning, som er en af Danmarks førende på området. Der er fundet frem til tre internationale artikler og en dansk forskningsartikel. Jeg har ikke kunne finde noget forskning, som handler om coaching af tetraplegiske patienter, hvorfor jeg har været nødt til at udvide min søgning i bredden og dermed har fundet disse fire artikler, som jeg formoder vil kunne svare på min problemformulering. 4.3 Præsentation af forskningsartikler Til at belyse om coaching er relevant i sygeplejen, og hvordan sygeplejersken kan anvende coaching, præsenteres de forskellige forskningsartikler. Artiklen Coaching for behavior chance in physiatry er skrevet af 4 forfattere: Elisabeth Pegg Frates MD, Margaret A. Moore MBA, Celeste Nicole Lopez MD og Graham T. McMahon MD MMS. Artiklen handler om, hvordan coaching kan anvendes som et effektivt redskab, som medfører langvarigt og holdbart livsstilsændring, så patienter oplever mere self-efficacy, motivation og mindfullness i forhold til deres sygdomme, som er for højt kolesterol, diabetes, kræftsmerter, astma og overvægt. Patienter, som er canceroverlevere, er også en del af målgruppen i artiklen. Det er patienters inaktivitet, de forsøger at gøre noget ved i artiklen og ved hjælp af flere små randomiserede kontrollerede forsøg, demonstrerer artiklens forfattere, hvordan coaching viser en positiv effekt. Health coaching a fresh approach for improving outcomes and reducing costs er fundet i databasen Cinahl. Artiklen handler om resultaterne af, hvordan coaching af lønmodtagere på arbejdspladsen kan mindske risikoen for at udvikle livsstilssygdomme. Virksomheden i artiklen har en sygeplejerske, som også er uddannet coach, ansat til at varetage det årlige sundhedstjek og stå for samtalerne. Artiklen viser, hvorfor almindelig rådgivning ikke har effekt på livsstilsændring, hvorimod coaching har. Artiklen er skrevet af Melinda H Huffman. Sygeplejersken som coach S. 12 af 34

Health coaching for patients with chronic illness er en artikel, som handler om, hvordan coaching kan forbedre situationen hos ældre borgere i eget hjem. Borgerne er tilknyttet primær sektor som er udskrevet fra hospitalet med ringe compliance. Artiklen viser, hvordan borgerne ved hjælp af en coach bliver mere bevidste om deres situation og mere selvhjulpen, så social- og sundhedshjælperen fra primær sektor får mere tid til at udføre plejen i hjemmet. Artiklen er skrevet af MD Heather D Bennett, MD Eric A. Coleman, PhD Carla Parry, MD Thomas Bodenheimer og MD Ellen H Chen. Den sidste artikel er en dansk undersøgelse skrevet af Overlæge Poul-Erik Kofoed, Diabetessygeplejerske Jane Thomsen og Forskningsleder Jette Ammentorp, som hedder Teenagere coaches til at håndtere diabetes. Artiklen handler om, hvordan coaching kan forbedre unges situation i at håndtere diabetes. Patienterne er udvalgt på grund af meget dårligt reguleret blodsukkertal. Resultatet viser, at coaching kan forbedre deres blodsukkertal. Det har været svært at finde forskningsartikler om coaching i sygeplejen og det lykkes mig ikke at finde nogen artikler, hvor coachingen er rettet mod traumatiske patienter som tetraplegikere. Det lykkes mig dog at finde ovenstående forskningsartikler, hvor coaching anvendes forskellige steder i sygeplejen dog primært koncentreret mod livsstilssygdomme, som diabetes og hypertension og anvendes primært til at motivere patienter til livsstilsændringer til gavn for disse patienter. Artiklerne viser de positive resultater, som coaching kan give patienter i sundhedsvæsenet. 4.4 Teoretikere For at besvare begreberne håb, mestring og mening i min problemformulering vil jeg anvende Joyce Travelbees litteratur Mellemmenneskelige aspekter i sygepleje og Aaron Antonovskys teori fra Helbredets mysterium samt sorgteorierne fra Davidsen-Nielsen og Leick s litteratur Den nødvendige smerte. Joyce Travelbee (1926-73) blev uddannet sygeplejerske fra Charity hospital school of nursing. New Orleans USA. I bogen Mellemmenneskelige aspekter i sygepleje, skriver hun om menneske til menneske forholdet,som det er sygeplejerskens opgave at planlægge, styre og lede, så interaktionen mellem sygeplejersken og patienten udvikler sig til et sådant forhold. For at udvikle et sådan menneske til Sygeplejersken som coach S. 13 af 34

menneske forhold skal sygeplejersken og patienten gennemgå en række faser (Travelbee 2002). Aaron Antonovsky (1923-94) var professor i medicinsk sociologi og forfatter til litteraturen, Helbredets mysterium. Her beskrives mestringsteorien OAS som betyder, om der er oplevelse af sammenhæng i det, som patienterne oplever. Teorien blev udviklet på baggrund af kvalitative interview med israelske kvinder om overgangsalderen, men Antonovsky finder ud af, at mange af de israelske kvinder, som havde overlevet i koncentrationslejre, følte sig mentalt raske. Det overraskede ham, for hvordan kan nogen som har oplevet rædslerne fra koncentrationslejerne føle dette. Antonovskys teori om, hvordan de begivenheder, som sker i livet, opleves i en sammenhæng, OAS, indeholder tre vigtige komponenter, som kaldes: begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed (Antonovsky 2000). Marianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick er begge psykoterapeuter og arbejder med krise og sorgbehandling. I Den nødvendige smerte fra 2001 præsenteres sorgarbejdets opgaver udarbejdet af den amerikanske professor i psykologi William J Worden og Den amerikanske psykiater Irving Yaloms fire grundvilkår, som vil blive brugt i analysen. 4.5 Etisk overvejelse, teoretisk tilgang og metode Det ville ikke have været muligt at tilrettelægge et ordentligt coachforløb til patientgruppen (Manning 2004), og det ville ikke være etisk forsvarligt at begynde et forløb, som ikke ville kunne gennemføres. En patientgruppe som tetraplegikere kræver den rette omtanke, respekt og erfaring for at kunne varetage en ordentlig og brugbar forskning(sygeplejerske etiske retningslinjer 2004). Derfor besluttede jeg, at mit projekt skal være et litteraturstudium. I dette litteraturstudium tager jeg udgangspunkt i den hermeneutiske tilgang og anvender den hermeneutiske metode, fordi hermeneutik handler om forståelse, og hvordan man kan opnå denne. Jeg har valgt at fordybe mig i tekstanalyse for at analysere og besvare min problemformulering. Jeg er dog klar over, at min analyse bliver min fortolkning af teksterne, og det er derfor, jeg vil forsøge at anvende den hermeneutiske metode også i analysen (Becker Jensen 2011). Når det handler om hermeneutik har man en for-forståelse altså en fordom eller mening, som enten bliver bekræftet eller afkræftet, hvilket fører til, at der skabes en nye for-forståelse. Dette er en proces, Sygeplejersken som coach S. 14 af 34

som sker kontinuerligt, og kaldes den hermeneutiske cirkel, fordi der sker en cirkulation i forståelsesprocessen (Birkler 2003). Processen kan også beskrives efter det som Gadamer, Hans Georg Gadamer tysk filosof (1900-2002), kalder tradition, som betyder, at vi tolker og har fordomme hele tiden, og vi tolker alle forskelligt, fordi vores udgangspunkt og erfaring er forskellig. Når der sker en bekræftelse af ens viden, sker der en horisontsammensmeltning (Birkler 2003). Gadamer mener, at vi alle møder hinanden med denne for-forståelse og forventning. Disse kan aldrig fjernes, men man kan være opmærksom på ens egen for-forståelse og lade sig udfordre, så ens forventningsstruktur og dermed horisonter ikke bliver fastlåst (Birkler 2003). Den hermeneutiske analyse tager udgangspunkt i forståelse og for-forståelse. Ens horisont kan enten være vid eller snæver, men uanset hvor bred ens horisont er, er en ny horisont, forståelse, mulig. Vi medbringer alle en personlig horisont, som vi tager med os og den indeholder vores for-forståelse, som vi skal tage med os over i en andens horisont, for at der kan ske en sammensmeltning og dermed skabes en ny horisont (Koch og Vallgårda 2007). Man når aldrig til en endelig udgave af en tekst, da teksten altid vil kunne tolkes af en anden person med en anden horisont. Horisonter er foranderlige og kan aldrig være konstante (Koch og Vallgårda 2007). Den hermeneutiske metode består af nogle principper, som jeg skal være opmærksom på i min analyse. Det første princip er at være opmærksom på min egen for-forståelse og på, hvordan min egen horisont er i dette projekt. Jeg skal være åben og lade mig påvirke af andres horisonter. Det næste princip går ud på at sætte min for-forståelse på spil, altså sætte sin horisont i bevægelse og tænke over, hvad er det for nogle spørgsmål, der stilles, og hvorfor disse spørgsmål stilles. Det kan dog aldrig lade sig gøre at få forklaringen på alt, da jeg som forsker ikke ved alt, men også selv er omfattet af tavs viden (Koch og Vallgårda 2007). Det tredje princip er at sætte sig i den andens sted, at analysere, hvorfor personen handler, som vedkommende gør og ud fra hermeneutikken at sætte sig ind i den andens sted medbringende sin for-forståelse. Sidste princip er spørgsmålenes struktur. Det at stille et spørgsmål er en nødvendighed for at opnå viden. For at opnå en ny horisont må jeg stille spørgsmål også til den tekst, jeg ikke forstår, fordi det kan være, jeg bliver blændet af min uenighed med det skrevne. Den hermeneutiske analyse vil sige, at man tager dele ud af teksten for nærmere Sygeplejersken som coach S. 15 af 34

betragtning for derefter at sætte teksten sammen igen styret af min problemformulering (Koch og Vallgårda 2007). Analysen består af fire trin: Første trin kaldes helhedsindtrykket uden ens forforståelse. Her skal teksten læses uden ens fordomme. Ved andet trin inddeles tekstdele i meningsbærende enheder, som identificeres og kaldes en overskrift. I tredje trin gennemgås alle kategorierne for endnu en redigering. Sidste trin kaldes rekontekstualisering og hermeneutisk fortolkning, som betyder, om kategorierne svarer på min problemformulering (Koch og Vallgårda 2007). Sygeplejersken som coach S. 16 af 34

5. Analyse For at kunne gøre min analyse mere overskuelig vælger jeg at inddele mit afsnit i emner, som et resultatet af det rekontekstualiseringen giver. Disse emner vil være på tværs af forskningsartiklerne og skal hjælpe til at kunne svare på problemformuleringen, og de vil blive analyseret med hjælp fra Joyce Travelbee, Aaron Antonovsky, Davidsen-Nielsen og Leick og Sofia Manning. Da jeg har valgt den hermeneutiske metode, har jeg først læst mine forskningsartikler, hvor jeg har forsøgt at læse artiklerne åbent og uden at medbringe min for-forståelse. Herefter har jeg inddelt artiklernes afsnit i overskrifter. Efter at have læst artiklerne igen, men nu med forsøg på at lade mig påvirke af forfatternes for-forståelse, har jeg nu inddelt afsnittene i meningsbærende afsnit i disse overskrifter: Hvad er coaching?, coaching resultater, patienterne, rådgivning kontra coaching og coach rollen. Disse meningsbærende sætninger skal nu, ved hjælp af den hermeneutiske analysemodel, kunne besvare min problemformulering, For at skabe et overblik består min analyse med af disse fire temaer: 1. Håbet hos patienten 2. Den mestrende patient 3. Patienten i sorg 4. Sygeplejersken som coach Jeg begynder hvert emne med en meningsbærende sætning fra en af forskningsartiklerne, som er relevant til at analysere emnet. 5.1 Håbet hos patienten En anerkende og tillidsvækkende tone medfører accept og vilje til samarbejde (Coaching for behavior change in physiatry). Det at have vilje er et ønske om forandring og dette viser, at der er håb hos patienten, fordi den patient, som ikke håber, ser ingen udsigt til forandring eller forbedring i sit liv (Travelbee 2002). Ved at tage udgangspunkt i den enkelte patient vil sygeplejersken kunne styrke den patient, som håber, ved hjælp af coaching og dermed styrke patienten i at fortsætte motivationen til at ligge en plan og realiserer målet (Manning 2004). Hos patienten, hvor håbet ikke eksisterer, skal sygeplejersken tage udgangspunkt i patientens situation og skabe tillid hos patienten. Sygeplejersken skal med sin tilstedeværelse vise sin tillid til at ville hjælpe patienten (Travelbee 2002). Ved at give sig tid til at skabe et menneske til menneske forhold, vil der blive skabt tillid mellem patient og sygeplejerske. Sygeplejersken skal være opmærksom på at vise Sygeplejersken som coach S. 17 af 34

med sine sygeplejehandlinger, at hun hjælper patienten, så patienten vil opfatte sygeplejersken som en person og ikke blot som endnu en sygeplejerske fra afdelingen. Sygeplejersken skal se patienten som unik og enestående (Travelbee 2002). Det er den professionelle kliniske sygeplejerskes opgave at hjælpe den syge med at bevare håbet og undgå håbløshed. Omvendt er det også sygeplejerskens opgave at hjælpe det individ, som oplever håbløshed, med at genfinde håbet (Travelbee 2002 s.113) For at komme frem til et menneske til menneske forhold skal sygeplejersken og patienten igennem nogle faser. Den første fase kaldes det første møde. Ved dette møde observerer sygeplejersken og patienten hinanden, hvilket medfører antagelser om hinanden. Disse observationer og antagelser har indflydelse på forløbet. Her sker det første indtryk af hinanden, som ofte er positivt, da man forsøger at finde sympatiske personer, man kan sammenligne sig med. Begge parter beholder i denne fase deres rolle sygeplejerske og patient og det er nu op til sygeplejersken at ændre sit billede af patienten til et menneske, uanset hvordan indtrykket af patienten er (Travelbee 2002). Kategorier og etikker etablerer ikke tætte relationer, det gør kun mennesker (Travelbee 2002,s.171) Sygeplejersken skal kunne se det unikke ved patienten og patienten skal kunne respondere, inden den næste fase kan påbegyndes, som kaldes fremvækst af identitetsfasen. Denne fase betyder, at man må benytte selvet for at værdsætte det unikke hos personen for at opnå dette. Det unikke kan vise sig ubevidst, bevidst eller spontant og der begynder nu at udvikle sig en tilknytning til hinanden. Patienten ser ikke længere sygeplejersken, som en repræsentant fra sundhedsvæsenet. Det er vigtigt, at sygeplejersken kan se det unikke og enestående ved patienten og ikke lader sig forblinde i sit eget spejlbillede, men kan se ud over egne erfaringer fra tidligere patienter som sammenlignings-grundlag samt personificering af sig selv. Sygeplejersken skal være opmærksom på begrebet misundelse fra begge parter f.eks. kan den syge misunde sygeplejersken det at være rask og rørig og den enlige sygeplejerske kan misunde patienten det at have en kærlig og omsorgsfuld familie. Dette må overkommes, da det ellers er en barriere for, at den næste fase kan lykkes. Næste fase kaldes empati, som er en bevidst proces, og er evnen til at forstå den andens situation og følelser uden at blive opslugt. Efter at have oplevet empati vil man kunne forudsige adfærden hos hinanden. Empati opstår pludseligt og spontant og kan ikke planlægges. Der er dog nogle forudsætninger, der skal være til stede for at udvikle Sygeplejersken som coach S. 18 af 34

empati. Der må være en grad af lighed mellem parterne og der skal være et ønske om at ville forstå hinanden for at opnå empati. Man kan godt udvikle empati uden at kunne lide hinanden. Empati kan blot være en oplevelse uden handling og blot være en registrering af at have oplevet empati og vide, hvad det betyder i processen menneske til menneske relationen. Empati er vigtigt, men det er ikke nok. Sygeplejersken skal også føle sympati med patienten. Næste fase er sympatifasen. Sympati betyder det at ønske at lindre patientens smerte. Sympati er mere end at sætte sig ind i dens andens persons følelser. Det er også at blive berørt selv og være involveret. For sygeplejersken, der føler sympati, bliver sygeplejehandlingerne udført med varme og interesse, netop på grund af den syges personlighed. Sygeplejersken deler den syges smerte, og lindrer dermed for noget af den. Sympati er noget, som sygeplejersken enten har eller ikke har det kan ikke simuleres. Sympati medfører, at sygeplejersken lindrer patientens behov ved hjælp af at udføre den korrekte sygeplejehandling, og at begge parter har en styrket og værdifuld relation, og patienten ser nu også sygeplejersken som et unikt menneske. Sygeplejersken skal kunne vise sympati både følelsesmæssigt, samt ved den rigtige sygeplejehandling. Når alle faserne er gennemført opleves gensidig forståelse, som er målet med etablering af menneske til menneske forholdet og er den sidste fase. Gensidig forståelse opleves af både sygeplejersken og patienten, men er to forskellige opfattelser på grund af, at de hver især er unikke personer med forskellige baggrunde og erfaringer. Ved gensidig forståelse engagerer begge parter sig i relationen. For at kunne opnå gensidig forståelse må de sygeplejehandlinger, som sygeplejersken iværksætter, lindre patienten. Sygeplejersken skal have det rette menneskesyn. Et menneskesyn som består af, at sygeplejersken virkelig viser, hvad sygeplejersken mener om andre mennesker, og at det stemmer overens med det, som sygeplejersken siger, fordi det afspejler sig i adfærden. Den sygeplejerske, som benytter disciplineret intellektuel tilgang i sygeplejen kombineret med den terapeutiske brug af sig selv, har det rette menneskesyn og det er en del af sygeplejerskens personlighed. Gensidig forståelse skal være en naturlig del af en person og er ikke noget, som kan læres. I denne fase er tillid erstattet med tryghed, og patienten bruger nu sin energi på at bekæmpe sin sygdom. Der kan ske kommunikationsproblemer, men netop fordi det er i denne fase, bliver de hurtigt løst. Et resultat af gensidig forståelse er, at både sygeplejersken og patienten vokser som mennesker ved erfaringen med at opleve Sygeplejersken som coach S. 19 af 34

den livskraft, et meningsfuldt menneske til menneske forhold giver (Travelbee 2002). At tale og lære patienten at kende er vigtigt, for på den måde kan patienten få en opfattelse af, at sygeplejersken virkelig er opmærksom på patienten. Det at lytte til, hvad patienten siger, kan være med til at finde ud af, hvilken tilstand patienten er i (Travelbee 2002). At lytte er en af de vigtigste redskaber, der er i coaching (Manning 2004). At blive uddannet coach giver bedre kommunikationsevner, så man kan gøre brug af redskaberne fra coaching til også at løse eventuelle konflikter mellem patient og sygeplejerske. Når empati er skabt, er det muligt, at skabe motivation hos patienten (Coaching for behavior change in physiatry). Det er nødvendigt med en vis grad af tillid til, at man kan føle empati med hinanden og der skal være en grad af lighed i erfaring, baggrund eller en oplevet situation for at kunne skabe empati (Travelbee 2002). Det er sygeplejerskens opgave at hjælpe den syge med at bevare eller genvinde håbet. Det skal gøres ved at være nærværende, være villig til at lytte og vise, at sygeplejersken er tilgængelig, imødekommende og villig til at tale om de bekymringer, som patienten har. Sygeplejersken skal udføre både fysisk og psykisk sygepleje. Patienten skal hjælpes for at kunne finde en mening i sin lidelse og håbløshed og det kan ikke beordres, men kan kun skabes, såfremt sygeplejersken kan etablere og vedligeholde menneske til menneske forholdet (Travelbee 2002). Ved at skabe et menneske til menneske forhold opstår der en gensidig forståelse mellem patienten og sygeplejersken, der gør, at patienten har tillid til at sygeplejersken vil det bedste for patienten og vil derfor have håbet som motivation til den forandring, som coaching kan give. 5.2 Den mestrende patient For at sikre en god coaching kan det hjælpe at finde ud af, hvad patienten har af socialt netværk, som kan hjælpe patienten til at holde fast i motivationen og arbejde videre med målet (Coaching for behavior change in physiatry). Man kan enten have en stærk eller en svag oplevelse af sammenhæng (fra nu af anvendes forkortelsen OAS) som vil afhænge af, om man har en høj eller en lav score i de tre komponenter: begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed. En høj score vil medføre en stærk OAS og en lav score vil medfører en svag OAS (Antonovsky 2000). Begribelighed er, hvordan og om man opfatter de indre og ydre stimuli, man konfronteres med i livet, som forståelige. Den, som har en høj score, forventer at Sygeplejersken som coach S. 20 af 34

disse stimuli vil være forudsigelige og vil kunne passe dem ind i en sammenhæng, og de vil kunne forklares. At have en lav score vil betyde, at patienten, som rammes af stimuli, vil opfatte dem som skadelige, og vil have dårlige tanker om fremtidens stimuli, som med garanti vil ramme dem. Om man tænker, at det nok skal gå, eller dette klarer jeg aldrig, kaldes håndterbarhed og betyder, hvor mange ressourcer man synes at have til at klare sin situation. Har man en stærk OAS vil man synes, at man har mange ressourcer f.eks. i sit sociale netværk, og såfremt man har en svag OAS, vil man ikke kunne få øje på nogen. Sidste komponent er begrebet meningsfuldhed, som også kan kaldes motivationselementet. Patienter med en høj score vil have betydningsfulde og meningsgivende elementer i sit liv, som patienten er stærkt engageret i. En patient med en lav score, vil ikke synes, der er noget værd at engagerer sig i og vil opfatte sådanne som byrder (Antonovsky 2000). En patient med en høj score i håndterbarhed vil kunne se, hvilke ressourcer han har i sin familie eller vennekreds, som vil kunne hjælpe med at fastholde det eller de mål, han sætter. Den tetraplegiske patient vil kunne bede om hjælpen, fordi han kan se en mening med, at coaching kan hjælpe ham igennem behandlingsforløbet, fordi han også har en høj score i meningsfuldhed (Antonovsky 2000). Patienten, som derimod har en lav score i håndterbarhed og meningsfuldhed, vil ikke kunne se meningen med at bruge coaching, og vil ikke kunne se, hvem der i sit netværk vil kunne hjælpe ham igennem sit behandlingsforløb (Antonovsky 2000). Hvordan den tetraplegiske patient mestrer situationen afhænger af, om patienten har en stærk eller en svag OAS. Ifølge Antonovsky dannes OAS allerede i barndommen og udvikles indtil starten af voksenlivet. Det, som kendetegner en stærk OAS vil blive dannet ved hjælp af en barndom, som består af en opvækst, som indeholder en indre sammenhæng, en god belastningsbalance og har medbestemmelse. Om patienten får en stærk begribelighed afhænger af, om barnets basale behov dækkes, og om barnet har et velstruktureret liv forstået på den måde, at det kan regne med, hvad der sker, f.eks. at mor kommer tilbage, når barnet afleveres i vuggestue (Antonovsky 2000). For at opnå en stærk meningsfuldhed kræver det medbestemmelse allerede ved spædbarnsalderen forstået på den måde, at når babyen græder kommer moderen og tilfredsstiller barnets behov. De krav, som babyen stiller, responderes positivt fra forældrene. En stærk håndterbarhed bærer præg af social arv forstået på den måde at fødes barnet af forældre med stærk OAS vil barnet også få det. Lærer Sygeplejersken som coach S. 21 af 34

barnet at håndtere ting i balance uden urimelige forventninger og krav, vil barnet udvikle en høj score. I voksen livet vil det være vigtigt at have medbestemmelse på arbejdspladsen og ens OAS bliver påvirket af, om man har anerkendelse, men ens OAS påvirkes primært udenfor arbejdslivet (Antonovsky 2000). At udvikle en svag OAS vil betyde, at man bliver født ind i et liv, hvor ens basale behov ikke tilfredsstilles, og at man ikke kan have nogen forventninger til et struktureret liv. Barnet vil stilles over for urimelige krav og forventninger, som gør, at barnet oplever nederlag. Trods en god barn- og ungdom, som fører til en stærk OAS, skal man fortsat være opmærksom på sociale, samfundsmæssige og historiske vilkår. Det har betydning og vil have betydning for ens OAS, om man er kvinde eller mand, rig eller fattig, om man er opvokset på landet eller i byen (Antonovsky 2000). Det er styrken af OAS hos den person, der oplever disse begivenheder, der bestemmer om udfaldet er skadeligt, neutralt eller helbredsfremmende (Antonovsky 2000, s.48) Begivenheder, som opleves er dem, som forandrer ens liv f.eks. dødsfald, fyring, familieforøgelse eller en faldulykke, der vil skabe stressfaktor hos patienten og først vil patienten reagerer følelsesmæssigt. Patienten med en stærk OAS vil føle bedrøvelse, frygt, smerte, vrede, skyld og bekymring. Disse følelser vil motivere patienten til at reagere. Opfattes stimuli negativt af patienten med en svag OAS vil den følelsesmæssige reaktion være angst, raseri, skam, fortvivlelse, forladthed og forvirring og disse følelser vil resultere i total lammelse. Den med en stærk OAS vil kunne håndtere stimuli, fordi patienten kan forklare, finde mening og har ressourcer til at løse påvirkningen, og vil kunne reagere. Det vil den patient med en svag OAS ikke kunne. Den patient med en stærk OAS vil også være ked af det, være vred og være i krise, men vil hurtigere kunne acceptere at skulle håndtere stresspåvirkningen, hvilket bidrager til at kunne mestre udfordringen. Hvorimod den med en svag OAS vil give op. Det, som adskiller de to patienter, er de følelser, der kommer frem. For den stærke OAS vedkommende er følelserne fokuserede, mens de hos den OAS svage er diffuse. Bevarelse af helbredet, og det at mestre sygdom, afhænger af størrelsen på ens bagage af mestringsstrategier, og hvor fleksibel man kan anvende disse (Antonovsky 2000). OAS udvikles allerede i barndommen og i den tidlige voksenperiode og vil betyde, hvor godt man er rustet til at gå igennem livet med de stresspåvirkninger, der opstår gennem livet. En patient med en stærk OAS vil nok forvente et par bump på vejen, men vil trods det at falde og få ondt alligevel klare sig bedre end en person med en svag OAS. En Sygeplejersken som coach S. 22 af 34

person med en stærk OAS vil opfatte coaching som et værktøj, som kan bruges til at håndtere sin situation. Antonovsky mener dog ikke, at terapi vil kunne forandre ens OAS, men i en periode vil coaching måske kunne hjælpe patienten. Den patient med en stærk OAS, som reagerer handlingsorienteret vil få det bedste ud af et coaching forløb, hvorimod en patient med en svag OAS ikke vil tage imod et tilbud om coaching, da de vil opfatte det som endnu en byrde og ikke et redskab, som kan hjælpe patienten igennem sin situation. 5.3 Patienten i sorg Coaching er: at patienten har lyst, evner og parathed til arbejde med forandringer (teenagere coaches til at håndtere diabetes). Hvordan kan der skabes lyst, parathed og evner hos en patient i sorg. Den amerikanske psykiater Irvin D. Yalom bruger fire grundvilkår, som enhver patient, som rammes af en traumatisk oplevelse, vil møde. Det er døden, meningsløsheden, aleneheden og friheden (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Det er livets paradoks, at vi ved, vi skal dø, mens vi skal forsøge at leve et levende liv. Der eksisterer to begreber vedr. døden. Det ene er dødsangst og er frygten for selve det at skulle dø og er en konkret frygt. Dødsangst er angsten for at forsvinde, og er en del af urangsten. Den traumatiske oplevelse for tetraplegikeren føles livstruende og er et møde med døden og det ukontrollerbare liv, hvor tilliden til tilværelsen mistes. Meningsløsheden bringes også på banen ved den traumatiske oplevelse og giver anledning til spørgsmål som hvorfor? Hvorfor mig? Og hvis bare Oplevelsen kan næsten ikke rummes, og den kan ikke sættes i system og forklares, fordi begivenheden kommer uventet i vores ellers kontrolleret verden. Verden bliver et fjendtligt sted at være (Davidsen- Nielsen og Leick, 2001, s.66) I denne periode er patienten nødt til at fortælle om ulykken for at kunne opnå at skabe orden i det kaos, som synes at fylde hele tilværelsen, og dette vil kunne skabe ny mening og veje i tilværelsen (Davidsen- Nielsen og Leick 2001). Vi fødes alene og dør alene. I hverdagen kan denne realitet ofte glemmes, men vil konfronteres ved f.eks. en ulykke med følelsen af at føle sig forladt, og forladthedsfølelsen er en del af sjælsrystelsen. Ligesom erkendelsen ved døden kan give livskvalitet, kan forladtheden give erkendelsen af, at vi er alene i verden, men at det er til at leve med. Den traumatiske ulykke som tetraplegikeren oplever gør at patienten mærker sin alenehed, men ved at gøre dette, kan det paradoksalt nok give følelsen af at kunne mestre både nærheden og afstanden til andre. Oplevelsen af at have frihed, vil patienten have valg- Sygeplejersken som coach S. 23 af 34

muligheder, og patienten kan gøre alle de ting, som kun ens drømme og ansvarlighed begrænses af. Det er i mødet med en traumatisk oplevelse, at begrebet testes, for hvad er frihed, når fortvivlelsen er så stor, men frihed ses som en mulighed for at udvikle sig i sorgen. Kan man finde friheden i den nye situation, kan man finde styrke (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). For at kunne gennemføre de fire grundvilkår må sorgarbejdet påbegyndes, som består af fire processer. De er: At kunne erkende hvad der er sket, og hvad man har mistet. At kunne mærke og gennemleve sorgens grundfølelser som er smerte, kedaf-det-hed og vrede. At kunne forandre sig ved at lære nødvendige nye færdigheder. At kunne adskille sig og dermed forandre sit bånd til det der var og kunne reinvestere sin følelsesmæssige energi i nyt liv. Den tetraplegiske patient skal kunne erindre ulykken og vide, hvad der er sket. Dernæst skal patienten gennemleve grundfølelserne ved sin situation for på den måde at kunne blive parat til at kunne lære de nye færdigheder, som den nye situation kræver, f.eks. at kunne mobilisere sig i sin kørestol og beherske dens egenskaber. På den måde vil patienten langsomt kunne acceptere sin situation ved nu også følelsesmæssigt at reinvestere sin energi i sit nye liv. Såfremt dette ikke lykkes for patienten, vil sorgen udvikle sig patologisk, og patienten vil blive fastlåst i tre typer sorg, som kaldes forsinket sorg, pga. kontrollerede følelser, undgået sorg, som vil vise sig som psykosomatiske eller psykiske symptomer, eller kronisk sorg, hvor patienten nærmest dyrker sorgen, men som ikke magter at tage imod forandringen mod det nye liv (Davidsen-Nielsen og Leick 2001). Som sygeplejerske vil det være vigtigt at give plads til, at patienten kan tale om de fire eksistentielle grundvilkår for at få kunne komme igennem sorgen, så sorgens opgaver løses. Dette kan være med til at give patienten lyst, parathed og evner til coaching. 5.4 Sygeplejersken som coach Coaching foregår mellem to personer og består af en målsætning og et samarbejde mellem parterne (Coaching for behavior change in physiatry). Som coach er det vigtigste kun at stille spørgsmål og give plads og ro til, at patienten svarer. Coachen må ikke rådgive og er ikke ekspert. Det er patienten, som bliver coachet, som er ekspert, og som selv har svaret på at nå målet. Det er coachens opgave at Sygeplejersken som coach S. 24 af 34