BIENVENUE WELCOME ELKOMMEN KARIBU MABUHAY Med andre øjne Migranters møde med folkekirken MINGALA BA INTERVIEWSAMLING Migrantåbne menigheder Tips og idéer
Med andre øjne Migranters møde med folkekirken Migrantåbne menigheder - tips og idéer Redaktion: Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center Konsulent: Sociolog Dorte Kappelgaard, Kirkefondet Grafisk tilrettelæggelse: minigrafisk Fotos: side 11: John Mills; side 20: Holstebro Kirke, Vibeke Ettrup Larsen og Birgitte Møldrup; side 32: Gellerup Kirke og Samuelsen; side 43: Egon Nielsen. Hvor intet andet er anført: BMF Oplag: 1.000 Tryk: Trykkeriet Friheden September 2014 ISBN: 978-87-994128-1-5 Statistik: Statistikbanken, juli 2014 Udgivet af Tværkulturelt Center Ryesgade 68 C 2100 København Ø 3536 6535 info@tvaerkulturelt-center.dk www.tvaerkulturelt-center.dk - med støtte fra Den folkekirkelige Udviklingsfond og Y s Men Region Danmark Om Tværkulturelt Center: Tværkulturelt Center er et folkekirkeligt netværk og resourcecenter, der i 20 år har hjulpet flygtninge og indvandrere til en god start i Danmark. Centret er et samarbejde mellem 170 sogne, migrant menigheder, kirkelige organisationer og lokale mødesteder m.fl. Læs mere: www.tvaerkulturelt-center.dk - fra indvandrere til medvandrere Oversigt over stiftspræster og andre ressourcepersoner i folkekirken og de folkekirkelige organisationer: www. tvaerkulturelt-center.dk Se Fagpersoner Andre kirkelige organisationer, der arbejder med migranter: Danmission: www.danmission.dk Indre Missions Tværkulturelle Arbejde (IKC): www.imta.dk Kirkernes Integrations Tjeneste (KIT): www.kit-danmark.dk Luthersk Mission: www.dlm.dk/integrationstilbud Hjemmeside oprettet af Folkekirkens mellemkirkelige Råd: www.migrantmenigheder.dk MIGRANT: En person, der flytter fra et land til et andet end det, hvor vedkommende oprindelig var statsborger - enten frivilligt (indvandrere/immigranter) eller ufrivilligt (flygtninge og asylansøgere)
Interviews 8-9 Chinchin fra Myanmar til Ølgod (Ribe Stift) 10-11 Christophe fra Burundi til Vejle (Haderslev Stift) 12-13 Clement fra Nigeria til Aarhus (Aarhus Stift) 14-15 Edvard fra Armenien til Odense (Fyens Stift) 16-17 Elizabeth fra Filippinerne til Kolding (Haderslev Stift) 18-19 Farsheed fra Iran til Thyregod (Haderslev Stift) 4-5 6 Migranters møde med folkekirken Hans Raun Iversen Migranter i Danmark Hvem er de? 20 22-23 24-25 Garon fra Mauritius til Danmark George og Susan fra Indien til Aarhus (Aarhus/Kbh. Stift) Ghazaleh fra Teheran til Tårnby (Københavns Stift) 21 Set fra folkekirken (I) 26-27 28-29 Ibrahim fra Syrien til Silkeborg (Viborg Stift) Manett fra Polen til Køge (Roskilde Stift) 32 33 Den migrantåbne folkekirke En indvandrerpræsts perspektiv Set fra folkekirken (II) 30-31 34-35 36-37 Naeem fra Pakistan til Værløse (Helsingør Stift) Nazih fra Syrien til Lolland (Lolland-Falster Stift) Patrick fra Nigeria til Billund (Ribe Stift) 46 47 48-49 50 51 Medlemskab af folkekirken Start her: Den første kontakt Tips og idéer Udlændingestatistik Migrantåbne folkekirker Sådan gør vi 38-39 40-41 42-43 44-45 Sabina bindestregsdansker fra Fåborg (Fyens Stift) Samir fra Irak til Ågerup (Roskilde Stift) Sarah fra Uganda til Brønderslev (Aalborg Stift) Zina fra Bagdad til Birkerød (Helsingør Stift)
Migranters møde med folkekirken Om undersøgelsen Med andre øjne inddrager erfaringer fra 10 stifter og omfatter 18 interviews med nydanskere fortalt til BMF samt seks folkekirkepræsters perspektiver. Interviewpersonerne er i alderen 20-70 år og kom til Danmark i perioden 1975-2013. Syv er flygtninge, en er asyl ansøger, tre er arbejds migranter, seks er familiesammenførte, og en er født i Danmark. De kommer fra 15 lande i Afrika, Asien, Mellemøsten og Europa og har rødder i protestan tiske, ortodokse og katolske kirker i hjemlandet. Tre er tidligere muslimer, og en er hindu. Historier om migranters integration i folkekirken er altid værd at lytte til. Nogle er opløftende og tager udgangspunkt i migranters glæde og taknemmelighed over mødet med en kristen kirke i Danmark og med præster og kirkegængere, der viste dem interesse og opmærksomhed. Andre har negative erfaringer med folkekirken som bagside. For folkekirken tager sig til tider ret blakket ud set med flygtninges og indvandreres øjne. Det er svært at komme udenom, når man læser denne undersøgelse. Min første erfaring med kristne indvandrere stammer fra besøg i indvandrerkirker i England i 1970 erne. På grund af den tidlige indvandring i den gamle kolonimagt var der allerede dengang både 2. og 3. generations indvandrere blandt disse kristne. Mange var meget radikale i deres kritik af den anglikanske kirke. Over en bred kam lød der fordømmelser over arrogancen blandt de engelske kristne, fordi de unges forældre og bedsteforældre ofte havde fået en kold skulder i den etablerede kirke, da de først kom til England, selv om mange af dem var anglikanere. Måler man en kirkes størrelse ud fra opslutningen til gudstjenesterne, udgør frikirker, migrantmenigheder og den katolske kirke måske omkring halvdelen af det samlede billede af kirken i Danmark. Vurderes en kirke ud fra antallet af medlemmer og kirkelige handlinger for medlemmerne samt antallet af kirkebygninger ud over landet, er folkekirken stadig meget dominerende i det kirkelige billede. Gentager folkekirken i dag den anglikanske kirkes fejl? Man kan jo undskylde sig med, at migranter sjældent er lutherske kristne og i hvert fald ikke med folkekirkeligt tilsnit. Til de fleste gudstjenester i folkekirken er det svært at få øje på de mange farver, som findes blandt kristne i Danmark i dag. I 2013 lagde omkring 50 folkekirker, 10 missionshuse og 53 frikirker lokaler til migrantmenigheders gudstjenester og hertil kommer de menigheder, der mødes andre steder eller har deres egne bygninger. To kirker i København, Bavnehøj og Fredens Kirke, er i dag enten solgt eller udlejet til en migrantmenighed i højmessetiden. At så mange folkekirker lægger hus til migrantmenigheder er selvsagt positivt. Men Danmarks flygtninge og indvandrere bor spredt ud over landet, og mange steder er der langt til en migrantmenighed. Hvordan går det mon rundt om i Danmark, hvor kristne migrantfamilier bor nabo til en folkekirke, men ofte med stor afstand til andre kirker? En god del af svaret kan man få i denne undersøgelse fra Tværkulturelt Center. Den bringer 18 interviews med kristne migranter, der er aktive i folkekirkemenigheder ud over landet. Her bliver det tydeligt, at flygtninge og indvandrere er dybt afhængige af, at de kommer i kontakt med en tværkulturelt åben kirke. Og dem er der heldigvis ganske mange af. Men desværre gælder det langt fra alle danske kirker. Mange er fysisk lukkede, når eksempelvis asylansøgere opsøger den nærmeste kirke. Andre viser sig at være det mentalt, Indledning side 4
hvis en flygtning eller indvandrer skulle komme indenfor. Det vidner en del af disse beretninger om. Kristne migranter har simpelt hen brug for en hånd fra folkekirken. Nogle klarer sig, fordi de er gift med en kirkeligt indstillet dansker. Andre har mødt en præst eller andre kirkeligt aktive danskere med sans for deres situation. Nogle supplerer folkekirken med fællesskabet i en migrantmenighed. De, der kun kommer i folkekirken og trives der, kommer som oftest i kirker, der supplerer den danske højmesse med kulturelt åbne samværsformer og måske tilbud om et børnearbejde, hvor migranternes børn kan være sammen med danske børn i kristne rammer. De 18 interviews er så spækkede med rammende udtrykte erfaringer, at man kunne samle flere sider med lærerige citater både de positive, hvor migranter blev lukket ind og mødt med åbenhed og inkludering, og de negative, hvor det ikke lykkedes, og migranter følte sig lukket ude. Det er god pædagogik, når Tværkulturelt Center her som altid i sin virksomhed søger at løfte de positive historier frem. Alligevel pibler de ikke altid så positive erfaringer frem gennem sprækkerne, især når migranter fortæller om det første møde med folkekirken, mens de var asylansøgere, nyankomne flygtninge eller på anden måde nye i Danmark. Undersøgelsen samles op i en række råd og vink om nogle overkommelige ting, man kan gøre, hvis der skulle dukke en kristen migrant op i den lokale kirke, eller hvis man kerer sig om de ca. 260.000 kristne flygtninge og indvandrere, der bor spredt ud over folkekirkens sogne. Det er afdækningen af enkeltpersonernes unikke tros- og identitetsudviklingshistorie, der er undersøgelsens styrke. Birthe Munck-Fairwood mestrer det korte interview, der alligevel lader læseren komme tæt på den enkelte person. På den måde er det en både oplysende og udfordrende undersøgelse, Tværkulturelt Center kan udsende. Man må håbe, at denne udgivelse vil blive læst og eftertænkt grundigt i brede kredse i folkekirken, som har været med til at sponsorere undersøgelsen gennem Den folkekirkelige Udviklingsfond. Det kan være, at opmærksomme læsere vil få øje på, at de menigheder og præster, der nævnes eller citeres, er bredt forankret i midten af dansk kirkeliv og en del til højre for midten. Måske skyldes det, at der ikke er så meget at fortælle om kirkeligt integrationsarbejde i for eksempel grundtvigske menigheder? Det kan man håbe, at vi får nærmere belyst en anden god gang. Hans Raun Iversen Lektor i Praktisk Teologi Leder af Center for Kirkeforskning Københavns Universitet Faktorer, der har betydning for, om migranter vælger folkekirken: Kirkens geografiske nærhed Det første indtryk: Er jeg velkommen her? Personlige relationer til præsten/andre i menigheden Kulturelt åbne samværsformer ud over højmessen Muligheder for at bidrage og få medansvar side 5 Indledning
Migranter i Danmark Hvem er de? HVOR MANGE Oprindelseslande: Se side 50 Alle af udenlandsk herkomst: 637.843 - heraf udl. statsborgere: 400.231 - født i Danmark: 153.140 Kilde: Danmarks Statistik, juli 2014 RELIGION Kristen baggrund: ca. 42 pct. Muslimsk baggrund: ca. 39 pct. Hindu eller buddhistisk baggrund: ca. 6 pct. Andet: ca. 13 pct. Kilde: Netavisen Sameksistens 2013. Beregning foretaget med udgangspunkt i religionsfordeling i indvandrere, flygtninge og efterkommeres oprindelseslande med CIA s The World Factbook som kilde. OPHOLDSGRUNDLAG Udenlandske statsborgere kan kun opholde sig i Danmark, hvis de opfylder visse betingelser. Muligheder afhænger blandt andet af nationalitet. Nordiske statsborgere kan frit opholde sig, studere og arbejde i Danmark. EU/ EØS-statsborgere kan indrejse og opholde sig her i en kortere periode - og i længere tid, hvis de arbejder eller studerer. Statsborgere fra andre lande kan søge om opholdstilladelse på baggrund af asyl, familiesammenføring, arbejde eller studier. FLYGTNINGE: Mennesker, der ufrivilligt har forladt deres hjemland pga. krig, eller fordi de risikerer forfølgelse, fængsel eller tortur på grund af race, religion, nationalitet, etnisk tilhørsforhold, politisk overbevisning eller lignende. I 2013 fik 3.806 flygtninge asyl i Danmark. ASYLANSØGERE: Personer, der søger om anerkendelse som flygtninge. I asylproceduren undersøges ansøgerens forklaring. Asylansøgere skal i udgangspunktet opholde sig i et asylcenter. Sagsbehandlingen tager op til et år - og i nogle tilfælde væsentlig længere. I 2013 modtog Danmark 7.557 asylansøgere. Den største gruppe kom fra Syrien. KVOTEFLYGTNINGE: Gennem UNHCR modtager Danmark hvert år ca. 500 flygtninge direkte fra flygtningelejre rundt omkring i verden. Blandt de største grupper de senere år er burmesere, bhutanesere, congolesere, sydsudanesere og colombianere. FAMILIESAMMENFØRING: Personer med opholdstilladelse i Danmark kan søge om familiesammenføring med ægtefælle og mindreårige børn. I 2013 kom 5.112 personer hertil gennem familiesammenføring. ARBEJDSMIGRANTER: Personer, der af egen vilje er rejst til et andet land for at arbejde. For forskellige kategorier gælder forskellige regler. I 2013 fik 11.529 udlændinge arbejdstilladelse. Hertil kom 32.027 nordiske og EU/EØS-statsborgere (arbejde og studier). STUDERENDE: I 2013 fik 11.601 udenlandske studerende opholdstilladelse. Kilder: www.nyidanmark.dk og www.flygtning.dk Migranter i Danmark side 6
Interviews Set fra folkekirken Holstebro Set fra folkekirken Aarhus Set fra folkekirken Jelling Set fra folkekirken Søborg Set fra folkekirken Esbjerg Set fra folkekirken Vesterbro Set fra folkekirken En sognepræsts perspektiv
Chinchin - fra Myanmar til Ølgod Vi fik lov at låne kirken Ren Tial Khual Ngo (Chinchin): 30 år. Sygeplejestuderende. Kom til Danmark i 2004 som kvoteflygtning fra Myanmar (tidligere Burma) sammen med sin mand. Mor til to drenge på otte og ni år. Kommer i en dansk valgmenighed i Ølgod og i en burmesisk menighed i Skjern. Som forældre kan vi ikke give vores børn den kristne tro. Men vi kan fortælle og tage dem med i kirke. Ren Tial Khual Ngo (Chinchin) Jeg har altid troet på Gud. Troen er noget, jeg har inde i mig. Jeg voksede op i en kristen familie i delstaten Chin i Myanmar, hvor størstedelen af befolkningen er kristne. Min far var pensioneret militærmand, og min mor arbejdede som skoleleder. Det var naturligt for os at gå i kirke hver søndag. I kirken var der også bedemøder og ungdomsgruppe. Hjemme bad vi til Gud, inden vi skulle spise og sove. Da jeg var barn, var de kristnes frihed stærkt begrænset i Myanmar. Under det buddhistiske militærdiktatur kunne vi ikke bare bygge nye kirker. Somme tider kom regeringssoldater og sagde, at i dag måtte vi ikke holde gudstjeneste. Vi var altid bange. Der var ikke demokrati. Vi blev opdraget til at tro, at sådan var det i hele verden. Som 18-årig blev jeg gift med min mand Lian, der kom fra samme by og var flygtet til Malaysia. Vi kendte ikke hinanden, men vores familier foreslog, at vi blev gift. Vi snakkede sammen i telefonen og blev enige om at gifte os. Vi blev gift i Malaysia, hvor Lian var registreret som flygtning hos UNHCR. Jeg fik arbejde på en restaurant. Det næste år boede vi illegalt i en lejlighed sammen med andre flygtninge. Somme tider var vi 30-40 personer i lejligheden. Besøg fra kirken I 2004 blev vi genbosat i Danmark gennem UNHCR. Danmark var begyndt at tage imod burmesiske kvoteflygtninge, og vi var blandt de første. Vi var bare så glade. Vi var otte burmesere, der landede i Billund Lufthavn en vinterdag, hvor alt var dækket af sne. Danmark var hvidt! Vi var heldige, at vi kom til en by, hvor folk fra kirken samarbejdede med kommunen om at tage imod nye flygtninge. En af de første dage kom en dame fra kirken med blomster og tilbød os en dansk kontaktfamilie. Senere inviterede kirken os til at synge ved en gudstjeneste. Det var første gang, vi var til en dansk gudstjeneste. Jeg kan huske, at der var meget stille i kirken. Vi forstod ikke noget og var nervøse for, om vi nu gjorde det rigtige. Vi kiggede på danskerne og prøvede at gøre det samme. Men vi var glade for at få lov at synge på vores eget sprog. De første år i Danmark kom vi ofte til danske gudstjenester, selv om det var svært at forstå. Vi var jo kristne og ville gerne møde danske kristne. Efterhånden lærte vi, hvornår vi skulle rejse os og sætte os. Vi lærte, at det var salmenumre, der stod på væggen, og at de skulle synges i en bestemt rækkefølge. Folk var meget søde og venlige mod os og hjalp os rigtig meget. Gennem kirken fik vi vores første danske venner. Burmesisk menighed Samtidig kom vi med i en nystartet burmesisk chinmenighed. Vi fik lov at låne den danske kirke til at holde vores egne gudstjenester, indtil vi for nogle år siden fik vores egne lokaler. Vi er meget taknemmelige for, at danskerne ville hjælpe os. Burmesere bruger kirken på en anden måde end de fleste danskere. Hvis man er kristen, går man i kirke om søndagen. I kirken tager vi vores pæne tøj på. Vi vil gerne prise Gud med det allerbedste. Burmesere holder også kirke på en lidt mere aktiv måde. Når vi synger, kan vi godt lide Interview side 8
at danse og bruge kroppen. Det er normalt, at alle beder højt. Derfor er det vigtigt for os at have vores egen menighed. Når vi er os selv, føler vi os trygge. Selv om vi har travlt i hverdagen, minder vi hinanden om ikke at glemme Gud. For mig som sygeplejestuderende kan det være fristende at tage ekstra vagter i weekenden, hvor man tjener gode penge. Men jeg vil også have tid til kirken. Derfor vil jeg ikke arbejde hver weekend. Hjælper hinanden Den største udfordring for burmesere er sproget. Uden sprog er det svært at lære kulturen. Når man ikke kender kulturen, ser man ofte kun det negative. Det gælder også i forhold til kirken i Danmark. Mange kan stadig ikke rigtig forstå en dansk prædiken. Men vores børn kan godt forstå. Når de har været i den danske kirke, kan de genfortælle præstens prædiken! Men børnene skal også lære vores sprog, så de kan tale med vores familie. De skal vide, at de tilhører Chinfolket, og kende vores familiehistorie. Mange burmesere har levet under utrygge forhold og oplevet voldsomme ting, inden de kom til Danmark. Vores kirke er som den storfamilie, vi ikke har her. Vi forstår hinanden og er gode til at støtte hinanden. Når nogen får dårlige nyheder eller er ked af det, besøger vi hinanden og overnatter hos hinanden, ligesom vi glæder os sammen, når der sker noget dejligt. Jeg håber, at vi kan blive ved med at have vores burmesiske menighed, så vi kan hjælpe hinanden med at blive integreret her. Men selv om vi i dag godt kan stå på egne ben, er det vigtigt for os fortsat at have fællesskab med danskerne. Som kirke kan man ikke være alene. Derfor bliver jeg også ved med at komme i en dansk kirke. I kirken har vi mange danske venner, der er blevet som vores nye familie. Jeg kan godt lide den danske gudstjeneste. Den er ikke så lang, og det hele er meget struktureret. Det kan burmesere godt lære noget af. Men jeg savner lidt mere input fra folk i gudstjenesten. At flere får lov at gøre noget, så det ikke kun er præsten, der styrer det hele. Hvis flere var aktive, var der måske også flere, der fik lyst til at komme i kirken. Når man bidrager med noget, føler man sig mere hjemme. For burmesere er det en ære at få lov at gøre noget i kirken. Børnene Vores menighed har lige fejret 10-års jubilæum. Nogle gange tænker jeg på, hvad der vil ske med menigheden på længere sigt. De fleste af vores børn er født her. De er mere danske end os. Vil de blive ved med at holde burmesisk kirke? Jeg ved det ikke. Men det vigtigste er, at de vokser op med den kristne tro. Som forældre kan vi ikke give dem troen. Vi kan kun fortælle og tage dem med i kirke både burmesisk og dansk kirke. For vores børn skal opleve, at der også er danske børn, der tror på Gud. Burmesiske statsborgere i Danmark: 2.130 Alle af burmesisk herkomst: 2.280 Født i Danmark: 472 side 9 Interview
Christophe fra Burundi til Vejle Præsten fra Burundi Christophe Ndikuriyo: 43 år. Kom til Danmark i 2011 gennem familiesammenføring med sin kone, der flygtede til Danmark i 2008. Teolog og ordineret hjælpepræst i den anglikanske kirke i Burundi. Igangværende masteruddannelse ved Aarhus Universitet og professionsbacheloruddannelse på Diakonhøjskolen. Hjælpepræst ved internationale gudstjenester i Løget og Jelling. I folkekirken skal udlændinge være indstillet på selv at tage det første skridt til kontakt. Christophe Ndikuriyo Da jeg var teenager, oplevede jeg et stærkt kald til at blive præst. Jeg er den yngste af fire søskende i en familie, hvor der ikke var mange penge. Da jeg fik mulighed for at læse videre, ønskede jeg at arbejde for Gud og vise mennesker Guds kærlighed i et land præget af etniske konflikter. Min familie er katolikker, så jeg begyndte at læse ved et katolsk præsteseminarium. I 1993 brød borgerkrigen ud mellem hutuer og tutsier. På præsteseminariet var vi både hutuer og tutsier. Hver dag holdt vi nadver sammen, men alle var bange. Vi befandt os i et hutuområde, hvor hutuer myrdede tutsier. Som tutsi følte jeg mig meget udsat. Til sidst kunne jeg ikke fortsætte studierne. Jeg søgte over i den anglikanske kirke og afsluttede en bachelor i teologi i 2004, samtidig med at jeg var aktiv i kirkens forsoningsarbejde. Tre år senere blev jeg ordineret som hjælpepræst. Adskilt fra familien I 2008 brød krigen ud igen, og min kone og jeg måtte flygte til nabolandet Congo. Her blev vores by angrebet. Når der er krig, sker der mange ting. Vi blev adskilt, og min kone endte på et asylcenter i Danmark. Jeg flygtede alene med vores to børn på to og tre år. Vi vidste ikke, hvor hinanden var. Jeg takker Gud for, at jeg fik lov at bo hos en tidligere studiekammerat, så jeg undgik flygtningelejrene. Det var en meget ustabil tid, hvor det handlede om at overleve fra dag til dag. Når man gik ud om morgenen, vidste man ikke, om man ville komme hjem om aftenen. På grund af krigen gik der to år, inden jeg igen fik kontakt med min kone. Da hun fandt ud af, hvor vi var, søgte hun om familiesammenføring i Danmark. I januar 2011 landede vi i Billund Lufthavn. Vi var sammen igen som familie. Inden jeg kom, havde jeg hørt, at Danmark var et kristent land, hvor staten understøttede kirken. Jeg så store flotte kirkebygninger med masser af stole - men stolene var tomme. Hvor var den næste generation, der skulle føre kirken videre? Jeg savnede fællesskabet og den spontane omsorg for hinanden, som man finder i en afrikansk kirke. Det var fristende at afskrive folkekirken, men heldigvis mødte jeg også danskere, som var dybt engagerede i kirkens arbejde og vidnede om Guds kærlighed. Porvoo Fællesskab Min kone havde allerede boet i Danmark i tre år og kom i en pinsekirke, der havde hjulpet hende meget. Her mødte jeg en universitetslærer, der fortalte om et masterprogram ved Aarhus Universitet i Europas religiøse rødder - på engelsk. Det var et af Guds mange mirakler i mit liv, at jeg blev optaget og i dag er ved at færdiggøre en mastergrad. Gennem studiet hørte jeg om det såkaldte Porvoo Fællesskab, der blandt andet betyder, at folkekirken og den anglikanske kirke siden 2009 har kunnet benytte hinandens præster. Kunne der være en åbning for mig? Jeg kontaktede den anglikanske præst i København, der støttede mig meget og inviterede mig til at deltage i Tværkulturelt Centers konferencer, hvor jeg fik kontakt med andre kirker og præster. På en konference gav en biskop os det råd at kontakte den lokale kirke, hvis vi ønskede at samarbejde med folkekirken. Interview side 10
Jeg begyndte at komme i vores sognekirke, der kun lå fem minutter fra vores hjem. Dette var min kirke, sagde jeg til mig selv. Jeg kom med mine små børn og forventede en gudstjeneste, hvor børn var velkomne. Men der var ingen aktiviteter for børnene. Jeg måtte sidde med dem under hele gudstjenesten - og bagefter fik jeg at vide, at jeg skulle holde bedre opsyn med dem, så de ikke forstyrrede! Jeg havde min anglikanske præstekrave på og havde forventet, at jeg som præst ville blive budt velkommen. Men sådan gør man ikke i Danmark. Det var op til mig at introducere mig selv for præsten. Men næste søndag var det en anden præst. Så kunne jeg begynde forfra. Heldigvis var der nadver hver søndag. Nadveren er meget meningsfuld for mig. Her får jeg altid noget. Internationale gudstjenester Senere besøgte jeg en folkekirke i Kolding, der holder gudstjenester på engelsk en gang om måneden. Jeg tænkte, at det måtte vi da også kunne gøre i Vejle. Jeg henvendte mig til præsten i min sognekirke. Hun var positiv. Efter flere møder og også et møde med biskoppen endte det med, at jeg i februar 2013 fik lov at holde den første internationale gudstjeneste i Vejle sammen med sognets præster. Vi var 75 fra 16 nationaliteter. Projektet er et provstisamarbejde mellem flere bykirker og støttes af den anglikanske kirke. Vi har også startet engelske gudstjenester i Jelling, der ligger centralt i forhold til tre asylcentre. Jeg er både glad og stolt over vores projekt, der nu har kørt i halvandet år. Det betyder meget for udlændinge med en gudstjeneste, hvor de kan bede på et sprog, de forstår. Der kommer også mange danskere til gudstjenesterne. Vi bruger en blanding af anglikansk og luthersk liturgi. Vi synger sange på andre sprog og beder folk læse på deres eget sprog, ligesom vi har aktiviteter for børnene. De fleste gange er det mig, der prædiker. Mange vil rigtig gerne deltage aktivt - også danskere. Men på grund af folkekirkens struktur har de ikke så mange muligheder ved en almindelig højmesse. Efter gudstjenesten er der altid kaffe. Så sidder vi og snakker fra hjertet og deler vores liv med Jesus Kristus i centrum. For asylansøgere er det meget vigtigt. Mange er bange og kede af det. Fællesskabet i kirken er en modvægt til den individualisme, der ellers præger det danske samfund. Privat kristentro I folkekirken skal udlændinge være indstillet på selv at tage det første skridt til kontakt. Folkekirken kommer ikke til os. Men når man henvender sig, er det min erfaring, at man bliver godt modtaget. I dag ved jeg også, at selv om danskernes kristentro er privat, har jeg frihed til at fortælle om min egen tro. Men det tager tid, før man kan tale med en dansker om personlige ting. Man skal først kende hinanden. Dansk kultur er meget anderledes end afrikansk kultur, der er spontan og fællesskabsorienteret. Jeg håber, at jeg en dag får lov at arbejde som præst i Danmark. Under alt hvad jeg har set og oplevet, har jeg aldrig opgivet håbet. Selv i de sværeste perioder har jeg kunnet se Guds hånd i mit liv. Også i dag kender Gud min fremtid. Burundiske statsborgere i Danmark: 389 Alle af burundisk herkomst: 724 Født i Danmark: 220 side 11 Interview
Clement - fra Nigeria til Aarhus Glem ikke gæstfriheden Clement Dachet: 39 år. Kom til Danmark i 2008 gennem familiesammenføring med sin danske kone. Uddannet teolog og tidligere præst i Den Evangeliske Kirke i Vestafrika. Siden 2009 koordinator for kirke og kulturellerelationer i den folkekirkelige organisation Mission Afrika. Far til to børn. Når man åbner døren for fremmede, får man selv noget igen. Clement Dachet Min baggrund og opvækst i Nigeria har givet mig forståelse for mange ting i livet. Det meste af min barndom var min mor alene med os tre børn. Min far var soldat og boede ikke sammen med os. Den kristne tro blev tidligt personlig for mig. Min mor tog os med i kirke hver søndag, og da jeg som teenager oplevede en identitetskrise, var kirken det sted, hvor jeg fik hjælp og støtte. Derfor besluttede jeg, at jeg ville arbejde i kirken. I gymnasietiden blev jeg leder i det kristne studenterarbejde og fandt ud af, at jeg ville læse teologi. Som 27-årig blev jeg præst for en stor aktiv menighed i et slumområde i en storby, hvor der var masser af sociale udfordringer. Jeg mødte min danske kone i Nigeria. Hun var udsendt som volontør og arbejdede blandt gadebørn i et projekt, der var tilknyttet den menighed, hvor jeg var præst. De følgende år holdt vi kontakt, og da jeg kom til Schweiz for at arbejde for en kristen organisation, besøgte jeg hende. Vi blev gift og besluttede foreløbig at bo i Danmark. Jeg havde hørt meget om kristendommens tilbagegang i Europa og var meget optaget af tværkulturel mission. Jeg kom til Danmark med et stærkt ønske om at være med til at bringe evangeliet tilbage til Europa. Kristne rødder Mit første møde med folkekirken var under et besøg hos mine kommende svigerforældre. De boede ude på landet. Det var påskedag, og hele familien skulle i kirke. Det var en meget anderledes oplevelse. Vi var kun omkring 20 til gudstjenesten. Præstens sorte kjole og hvide krave mindede mig om billeder af Martin Luther! Min kone oversatte for mig, og efter gudstjenesten kom præsten hen og hilste og spurgte til mig. Da han fandt ud af, at jeg var præst, ville han gerne snakke mere. Præstens interesse var en positiv oplevelse. Senere tog min svigerfar mig med på en rundtur til forskellige kirker. Jeg var meget imponeret over, hvor gamle kirkerne var. Min kirke i Nigeria havde fejret 100-års jubilæum, men i Danmark var kirkerne tusind år gamle. Det fortalte mig noget om det danske samfunds rødder. Efterhånden som jeg lærte Danmark at kende, blev jeg positivt overrasket over at se, hvordan kristendommen har sat tydelige spor i samfundet i form af bistand til udviklingslande, et socialt sikkerhedsnet for de svageste og en forholdsvis åben udlændingepolitik. I Danmark har det enkelte menneske værdi. Biler holder tilbage for fodgængere, læger lytter til deres patienter, og de ældre på plejehjem behandles med respekt. Den protestantiske arbejdsetik gjorde også indtryk på mig. Arbejde betragtes som noget positivt, hvor den enkelte bidrager til fællesskabet. Danskerne stoler på hinanden. Det er ikke nødvendigt at kende de rigtige personer for at få sin ret. Første indtryk Mit indtryk af folkekirken var blandet. Som Danmarks nationalkirke har folkekirken indflydelse og en synlig position i samfundet. Folkekirkens enorme økonomiske ressourcer er også en styrke. Teologisk er kirken velfunderet. Mange kirkegængere kan trosbekendelsen udenad. Sådan er det ikke i Afrika. Hertil kommer en rig liturgisk tradition, som er gået tabt i mange kirker i Afrika. Men der var også en anden side. I kirkerne så jeg ikke mange danskere. De fleste var ældre mennesker. Jeg savnede det kirkelige liv og engagement, Interview side 12
jeg kendte hjemmefra. I Nigeria var jeg præst for en menighed, der samlede over tusind mennesker i alle aldre hver søndag. I Afrika har vi også vores udfordringer, men kirken er stadig ung. Afrikansk kristendom er varm, sprudlende og fuld af livsglæde. I Danmark fik jeg en følelse af, at kirken var døende. Var der en generation til at tage over? I dag ved jeg, at virkeligheden er mere nuanceret. På kristne lejre har jeg mødt hundredvis af danske unge. Jeg har besøgt folkekirker, der er fulde hver søndag. Selvfølgelig er der masser af udfordringer, men de er ikke større end der, hvor jeg kommer fra - blot anderledes. Når kristendommen er en del af kulturen som i Danmark, er der fare for, at man glemmer at spørge, hvilken rolle den kristne tro spiller i ens eget liv. Selv i kirkelige organisationer taler mange hellere om emner og projekter end om Gud. Det er som om god planlægning og moderne teknologi er svaret på alt. Men det er vigtigt at huske, at sekulær humanisme ikke er kristendom. Bibelen er ikke bare en bog blandt mange. Det er den bog, kristne bygger deres liv på. Generte danskere Da jeg kom til Danmark, undlod jeg bevidst at opsøge en afrikansk menighed. Hvis jeg ville gøre en forskel her, måtte jeg blive en del af en dansk kirke. Men hvordan ville de behandle mig? Var der racisme i Danmark? Heldigvis havde jeg ikke grund til bekymring. Men jeg kan sagtens forstå, at afrikanere har det svært med folkekirken. De fleste kommer med helt andre forventninger om kirken som et socialt mødested, hvor man med det samme bliver budt velkommen og får nye venner. I folkekirken kan det tage lang tid at få kontakt. Mange danskere er generte og går ikke bare hen og taler med nogen, de ikke kender. Når jeg kommer ud for at holde gudstjeneste eller foredrag i en kirke, er det anderledes. Så vil folk gerne snakke. Men hvis ingen kender mig, er det ikke sikkert, at nogen siger et ord til mig. Mange menigheder og organisationer vil gerne have besøg af gæster fra Afrika. Det er spændende, uforpligtende og lidt eksotisk. Gæster ser på Danmark med nye øjne, men de har ikke en dybere forståelse for det danske samfund og folkekirken. Jeg savner større interesse for herboende afrikanere, der kender begge kulturer. Det er som om mange afrikanere mister deres stemme, når først de bor her - måske fordi de hurtigt bliver sat i bås som indvandrere. Jeg er heldig. Som ansat i en folkekirkelig organisation har jeg stadig en stemme og åbne døre ind i folkekirken. Afrikanere og folkekirken Somme tider spørger jeg mig selv, hvorfor der ikke er flere afrikanere i folkekirken. Hvis vi antager, at folkekirken er død, bygger vi blot flere mure. Det er ikke vejen frem. Afrikanske kristne har meget at bidrage med. Mange brænder for at sprede det kristne budskab. Afrikanere har stor forståelse for bønnens betydning og er gode til at skabe inkluderende fællesskaber. Det er let at blive ven med en afrikaner. Hvis vi bliver bedre til at integrere os i dansk kirkeliv, har vi mulighed for både at opmuntre og udfordre folkekirken. Samtidig kunne folkekirken blive beriget, hvis man blev bedre til at vise gæstfrihed og byde udlændinge velkommen. Gæstfrihed er en central kristen værdi. Når man åbner døren for fremmede, får man selv noget igen. En mangfoldig kirke er en stærk kirke. Nigerianske statsborgere i Danmark: 1.104 Alle af nigeriansk herkomst: 1.516 Født i Danmark: 282 side 13 Interview
Edvard - fra Armenien til Odense Kirketjeneren er armenier Edvard Hakhverdyan: 57 år. Kom til Danmark som asylansøger fra Armenien i 2000 sammen med sin kone og fire børn. Uddannet matematiker. Arbejdede inden flugten som programmør. Siden 2005 kirketjener ved Sct. Knuds Domkirke i Odense. Jeg gør rent med glæde, fordi jeg tjener i kirken. Edvard Hakhverdyan Jeg var 35 år, da jeg blev døbt i Armenien. Når man som jeg kommer sent til den kristne tro, er forstand og intellekt med. Selv om Armenien er et gammelt kristent land, voksede vi op i Sovjettiden, hvor kirken ikke var velset. Dengang var det ikke almindeligt, at børn blev døbt. I mit hjem talte vi aldrig om religion. Først da jeg mistede min far og min kones bror døde som 18-årig, begyndte min kone og jeg at tænke over meningen med livet. Hvad sker der efter døden? Hvor er Gud? Fra studietiden havde vi nogle venner, der var kommet til tro et par år forinden. Vi begyndte at søge kirken og læse i Bibelen. Efter højmessen blev vi ofte i kirken hele søndagen og snakkede med andre i menigheden om de mange spørgsmål, vi havde. Efterhånden fik vi svar på vores spørgsmål. Vi fandt sandheden. Det var en fantastisk glæde, som vi aldrig nogen sinde vil kunne slippe. Det er glæde til hele livet. Ventede i fire år I Danmark var vi asylansøgere i næsten fire år, inden vi fik opholdstilladelse. Det var en svær tid for hele familien. Men når vi så korset i det danske flag, følte vi, at vi var under Guds beskyttelse. På asylcentret mødte vi en kristen assyrer fra Irak, der inviterede os til tværkulturel gudstjeneste i Odense. Her hørte vi om Folkekirkens Tværkulturelle Samarbejde (FTS), der hjalp flygtninge. Det viste sig, at præsten havde arbejdet på et børnehjem for armenske børn i Libanon og talte armensk! Han og hans kone hjalp os meget og var en stor gave til os. Efterhånden fik vi en stor vennekreds ud fra kirken og det tværkulturelle arbejde. Vi har altid gerne villet hjælpe i kirken, så allerede mens vi var asylansøgere begyndte vi at hjælpe med oprydning og opvask efter de månedlige tværkulturelle gudstjenester, hvor der også var fællesspisning. For os er det en ære at hjælpe i kirken. En dag foreslog præsten, at jeg kom i praktik som kirketjener. Da vi fik opholdstilladelse, fik jeg job som kirketjenerafløser i en anden kirke. Efter tre måneders jobpraktik i domkirken blev jeg ansat som kirketjenervikar. Da stillingen som fast kirketjener blev ledig året efter, ansøgte jeg - og fik jobbet. Kirketjener i domkirken I domkirken er vi tre kirketjenere, der deles om arbejdet. Udover søndagsgudstjenesterne og de tværkulturelle gudstjenester medvirker jeg også ved bryllupper og begravelser. Om sommeren er kirken åben hver dag til klokken 17. Vi har store lokaler og mange arrangementer, der kræver megen rengøring og vedligeholdelse både inde og ude. Rengøring er en stor del af mit arbejde. Hvis jeg ikke var troende, tror jeg ikke, jeg kunne gøre det. I Armenien gør mænd ikke rent. Men jeg gør rent med glæde, fordi jeg tjener i kirken. Jeg er glad for alle mine opgaver. Jeg laver alt med kærlighed og kan rigtig godt lide miljøet og stemningen i kirken. Det bedste ved jobbet som kirketjener er at høre præsternes prædikener. Kirkens præster er meget forskellige. Det er en fornøjelse at høre dem udlægge en bibeltekst. Meget ofte er der en sætning, der rammer præcis. Den danske salmetradition berører mig også meget. Salmer rummer en Interview side 14
stor åndelig rigdom. Og så kan jeg godt lide at stå i kirkedøren og tage imod folk, når de kommer i kirke. Desværre kommer der ikke så mange unge. Vi har spaghettigudstjenester for de små børn, men der mangler en fortsættelse. I hverdagen er det danske sprog ikke noget problem. Mine kolleger er meget hjælpsomme og søde til at gentage, hvis der er noget, jeg ikke forstår. Selvfølgelig kan det være lidt svært for mig at snakke i telefon og skrive breve og e-mails på dansk. Når jeg er i tvivl, spørger jeg, eller jeg beder mine voksne børn rette mig, hvis jeg skal skrive noget vigtigt. I Armenien var det mig, der rettede deres sprog. Det er længe siden nu. I dag har de alle en dansk universitetsuddannelse. Man kan ikke høre, at dansk ikke er deres modersmål. Vækkelse i Armenien For mig er den armenske kirke noget helt unikt. Det var i det miljø, jeg kom til tro. Dengang var vi måske 50 til gudstjenesten i vores kirke i Yerevan. Efter Sovjettiden har kirken i Armenien oplevet en vækkelse. I dag er der højttalere uden for kirken, fordi der ikke er plads til alle ved gudstjenesten. Jeg kan godt savne den armenske kirkes rige og afvekslende liturgi. En armensk gudstjeneste er som et teaterstykke, hvor præsten, diakonerne, koret og menigheden alle har forskellige roller. Nadveren er gudstjenestens højdepunkt. Her får vi styrke til at leve. I Danmark betyder nadveren ikke det samme. Men selv om der er mange forskelle mellem den armenske kirke og folkekirken, er der mere, vi er fælles om. Det skal man koncentrere sig om. Tværkulturelle gudstjenester Jeg kommer stadig til de månedlige tværkulturelle gudstjenester i domkirken - også når jeg har fri. Her har jeg mange venner, og miljøet er lidt anderledes. Vi er som en slags familiemedlemmer. Måske forstår vi hinanden bedre, fordi vi alle kommer udefra. Efter gudstjenesten spiser vi sammen. Vi er tættere på hinanden end til en dansk gudstjeneste, hvor det er lidt mere formelt. Folkekirken har gjort så meget for mig og min familie. Jeg respekterer folkekirken meget og får ondt i hjertet, hvis jeg kritiserer. Men nogle gange savner jeg grænser. En kristen kirke kan ikke rumme alt. Hvis man for eksempel siger, at alle mennesker frelses, hvor er så kristendommens mening? Kirken er her for at vise vejen til frelse. I folkekirken er der meget fokus på, hvad medlemmerne har ret til. Men kirkens opgave er at fortælle, hvad der er sandheden. Kirken skal være et fyrtårn, som samfundet kan styre efter. Åndelig samtale I Danmark taler man ikke så meget om tro - heller ikke i kirken. Jeg savner rum for åndelig samtale. Danskerne er meget blufærdige. Efter højmessen snakker man kun om hverdagsting. Jeg ville ønske, at der var mere samtale om præstens prædiken og de vigtige ting i livet. Men det er svært, når danskerne er vant til en anden måde. Armenske statsborgere i Danmark: 393 Alle af armensk herkomst: 826 Født i Danmark: 162 side 15 Interview
Elizabeth - fra Filippinerne til Kolding Som kirke- og kulturmedarbejder er jeg en del af et team Elizabeth Padillo Olesen: 58 år. Uddannet teolog og lærer. Kom til Danmark i 1995 sammen med sin danske mand og parrets fire børn. Underviste i folkeskolen i en årrække. Siden 2010 kirke- og kulturmedarbejder (tidl. sognemedhjælper) i Kolding Provsti ud fra Simon Peters Kirke. Udlændinge skal opleve, at kirken viser dem tillid og giver dem opgaver og ansvar. Ellers vil de aldrig føle ejerskab. Elisabeth Padillo Olesen Jeg voksede op på en lille ø i det centrale Filippinerne. Vi var ni børn. Min far var fisker og den første i vores landsby, der skiftede fra den katolske til den protestantiske tro. Han var en hårdtarbejdende, idérig og nytænkende mand og den første, der fik motorbåd. På mange områder var han øens foregangsmand. I hele min barndom var han leder i den protestantiske kirke. Som protestanter var vi meget bevidste om, at vi var et mindretal. Men jeg lærte tidligt, at den Jesus, vi tror på, ikke kun er for protestanter - og heller ikke kun for kristne. Her blev grunden lagt til et livslangt økumenisk engagement. Begge mine forældre havde en stærk personlig tro og var dybt engagerede i kirkens liv og vækst. De holdt bibelstudier i vores hjem, tog ud og sang og evangeliserede og var altid parate til at hjælpe andre. Min far var en meget dygtig fortæller. Når han kom ind med sin fiskerbåd, samlede børnene sig om ham på stranden for at høre ham fortælle bibelhistorier. Hans måde at fortælle på har inspireret mig meget. Han var meget åben og gav mig tidligt stor frihed. Fra jeg var 12 år deltog jeg i et regionalt undervisningsprogram, hvor unge fra 96 kirker blev trænet i at undervise børn og derefter sendt ud til landsbyer i sommerferien for at fortælle børnene om Jesus gennem sange, dans og drama. Vant til ansvar Da jeg kom til Danmark i 1995, var jeg fuld af energi og visioner. Min mand og jeg havde været missionærer i Nepal i 10 år og havde mange erfaringer, som vi gerne ville bruge. Forinden havde jeg fungeret som præst på Filippinerne, holdt kurser for ungdomsledere og været regional konsulent for det nationale økumeniske kirkeråd. Vi valgte at komme i vores sognekirke, fordi vi gerne ville støtte den lokale kirke. Da jeg efter kort tid blev bedt om at hjælpe i kirkens børneklub, selv om jeg endnu ikke talte så meget dansk, blev jeg meget glad. For mig var det ikke nok blot at være til stede ved gudstjenesten om søndagen. Jeg var vant til at have opgaver og ansvar. Senere fik jeg også lov til at holde Toner på tværs aftener i kirken, hvor danskere og nydanskere optrådte med sange, musik og digte - et koncept, som jeg senere har videreudviklet. I begyndelsen oplevede jeg de danske gudstjenester som meget formelle. Jeg lagde mærke til, at menigheden næsten ikke deltog. Alt var nedskrevet, og det var kun præsten og måske en kordegn, der læste og bad. Jeg var vant til spontanitet og fri bøn fra hjertet. Men jeg var ivrig efter at være med, og når jeg lyttede til orglet, kunne jeg godt synge med på salmerne, selv om jeg ikke forstod ordene. Jeg kunne også følge trosbekendelsen og Fadervor. Bibelteksterne læste jeg i min engelske bibel, og under prædikenen sad jeg og reflekterede over teksterne. I den første tid var det nok for mig. Inviteret til at synge Efter nogle år flyttede vi til Sønderjylland. I Kolding inviterede en indisk præst mig til at synge solo ved de internationale gudstjenester i hans kirke og opmuntrede mig til at bruge min stemme, som jeg selv syntes bare var meget almindelig. Han inviterede mig også til at holde foredrag i kirken. I 2010 døde præsten uventet. Kolding Provsti besluttede, at man ville videreføre arbejdet, og Interview side 16
opslog en stilling som tværkulturel sognemedhjælper. Mange opfordrede mig til at søge stillingen. Det bekræftede, hvad jeg selv oplevede - at det var Guds kald til mig. Jeg fik stillingen. Efter 15 år i Danmark var døren åben for mig ind i folkekirken. Del af team I dag oplever jeg, at jeg hører til i kirken. Tidligere var jeg blot gæst. Nu har jeg kontor og nøgle til kirken, er med til personalemøder og samarbejder med præsterne og de øvrige ansatte. Jeg deltager i provstisamråd og visionsdage og bliver ofte inviteret til at tale i kirker og foreninger. Sommer tider spørger præsterne mig til råds. Jeg er ikke længere en outsider men en del af et team i kirken. Som kirke- og kulturmedarbejder har jeg medansvar for faste aktiviteter som internationale gudstjenester, brunch meetings, sprogcafé, bibelstudiegruppe og foredragsaftener. Mange kommer og beder om en samtale på mit kontor, eller jeg besøger dem i deres hjem. Jeg taler en masse i telefon og bruger Facebook, chatrooms, sms og Twitter. En stor del af mit arbejde handler om praktisk hjælp til integration og om at følge mennesker på deres trosrejse og støtte dem, så de kan vokse i troen. For mig er det vigtigt at give tid til den enkelte. Officielt er jeg ikke præst, men mit arbejde er i høj grad pastoralt. Det har jeg det rigtig godt med. Selvfølgelig er der også udfordringer. Jeg har lært, at i folkekirken tager ting tid. Der skal være orden og struktur, ting skal planlægges nøje, og meget skal helst gøres på en bestemt måde. Af natur er jeg impulsiv, spontan og inkluderende. Hvis nogen tilbyder at gøre noget i kirken, skal de have lov. Men sådan er det ikke altid i folkekirken. Det må jeg acceptere. Vis udlændinge tillid En af de ting, jeg ser som allervigtigst, er at styrke den frivillige indsats og involvere flere i kirkens aktiviteter. Udlændinge skal opleve, at kirken viser dem tillid og giver dem opgaver og ansvar. Ellers vil de aldrig føle ejerskab. Det er en af folkekirkens svagheder, at der er ansatte til at gøre alt arbejdet, så menigheden let bliver tilskuere. Jeg har også opdaget, at alting helst skal være perfekt i folkekirken. Det begrænser muligheden for, at udlændinge og mennesker med færre ressourcer kan bidrage til kirkens liv. Folkekirken bruger kirkeklokker, plakater, annoncer og hjemmesider til at invitere folk. Det er fint, men det er ikke nok. De fleste mennesker har brug for personlig kontakt. Når jeg inviterer på de sociale medier, ringer jeg også til folk eller sender et brev. Den personlige dimension er meget vigtig - også i det moderne digitale samfund. Det tager tid, men er helt nødvendigt, hvis kirken vil nå ud til flere. Åbenhed er måske det vigtigste, jeg kan bidrage med i folkekirken. Åbenhed over for alle mennesker uanset tro og kultur, og villighed til at møde dem med tillid og positive forventninger om, at de har noget at bidrage med. Udlændinge føler sig hjemme i kirken, når nogen lægger mærke til dem og møder dem med ægte interesse. Måske kunne flere kirker overveje at opfordre folk i menigheden til at blive kontaktperson for en udlænding. Jeg ved fra mange, hvor stor en berigelse det kan være. Filippinske statsborgere i Danmark: 7.966 Alle af filippinsk herkomst: 11.150 Født i Danmark: 1.131 side 17 Interview
Farsheed - fra Iran til Thyregod Jeg er ikke konverteret for at få asyl Farsheed Shehidy Kawiany: 36 år. Asylansøger. Uddannet bygningsingeniør; tidligere entreprenør. Kom til Danmark i 2012 fra Iran. Har været med til at starte internationale gudstjenester i Jelling. Hjælper ved gudstjenester i flere kirker og fungerer som frivillig tolk. Bor på et asylcenter i Thyregod. Fordi jeg først blev døbt i Danmark, siger de danske myndigheder, at jeg måske ikke er rigtig kristen. Farsheed Shehidy Kawiany Jeg er ikke konverteret for at få asyl i Danmark. Jeg blev døbt, fordi jeg tror på Jesus Kristus. I mit hjerte var jeg kristen, længe inden jeg kom til Danmark. Men i Iran kan muslimer ikke konvertere til kristendommen. Jeg voksede op i en muslimsk familie i Teheran. Min far er en troende mand i sit hjerte og beder fem gange om dagen. Somme tider forsøgte min far at overbevise mig om, at jeg også skulle bede. Men han accepterede, at jeg ikke tænkte som ham. Da jeg var 15 år, begyndte jeg at tvivle på, om islam var sandheden. Men jeg ønskede ikke at såre min far, så jeg delte ikke mine tanker med ham. Min mor er ikke lige så religiøs som min far, så hende prøvede jeg at snakke med på en god måde. Hun kunne godt forstå mig. En af mine barndomsvenner er kristen armenier. Jeg kom meget i hans hjem og kunne rigtig godt lide familien. Mange år senere var det min ven, der skaffede mig en bibel. Jeg vidste, at jeg kunne stole på ham. Jeg havde et stærkt ønske om at finde ud af mere om Bibelens Jesus. I Bibelen læste jeg om Guds kærlighed og tilgivelse og besluttede, at jeg ville følge Jesus. Men hvor skulle jeg gå hen for at lære mere? Som muslim kunne jeg ikke kontakte en kirke. Og ikke alle husmenigheder er til at stole på. Nogle er infiltreret af folk, der arbejder for det hemmelige politi. Sideløbende med min religiøse søgen var jeg aktiv i et oppositionsparti, der arbejdede for menneskerettigheder. Selvfølgelig var det risikabelt, men frihed har en pris. En dag blev jeg advaret om, at sikkerhedspolitiet havde ransaget vores hus. Senere fandt jeg ud af, at de havde fundet min bibel og pc. Jeg gik under jorden, indtil min far fandt en mand, der hjalp mig til Europa. Mødte kristne iranere De første uger i Danmark boede jeg på et asylcenter i Auderød. Her mødte jeg nogle iranere, der tog mig med til en kirke i København, hvor der var oversættelse til farsi. Da en af lederne bad en bøn for mig, fik jeg en varm følelse i hele kroppen. Det var som om Gud fortalte mig, at han havde en plan med mit liv. Efter en måned blev jeg overflyttet til et asylcenter i Thyregod i Jylland. Her var vi flere iranere, der gerne ville lære mere om Bibelen og kristendommen. Men det var for dyrt at tage til København, så vi gik hen i den lokale kirke. Men vi forstod ikke noget, for alt var på dansk. Hvad betød numrene på væggen? Måtte vi gå med til nadveren? Måske ville danskerne ikke kunne lide det. Der var ikke så mange mennesker i kirken. Ingen snakkede med os. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre. Derfor bad jeg personalet på asylcentret om at hjælpe os med at kontakte en præst. Et møde blev aftalt, og præsten kom ud og mødte os på centret. Bibelundervisning Det første, præsten sagde, var, at det ikke ville hjælpe vores asylsag, hvis vi konverterede til kristendommen. Men flere af os var allerede døbt. Vi ønskede kontakt med kirken for at lære mere om Jesus - ikke for at få asyl. Præsten havde ikke haft megen kontakt med asylansøgere før men ville gerne hjælpe os. Vi aftalte at mødes til bibelundervisning på engelsk hver anden uge i et hus ved siden af kirken. Jeg oversatte for mine venner. Interview side 18
Vores måde at læse Bibelen på var helt ny for præsten. Vi læste jo uden at have nogen baggrund. Men præsten kunne godt lide vores måde og spurgte somme tider, hvordan vi forstod søndagens tekst, inden hun skulle forberede sin prædiken. Gudstjenester på engelsk Gennem præsten hørte vi om en folkekirke i Kolding, der holder gudstjenester på engelsk. Her kunne vi for første gang i lang tid forstå, hvad der foregik i kirken. Bagefter kom folk hen og snakkede med os. Det var som om en dør åbnede sig. Når man er alene i et nyt land, betyder det meget, når folk viser interesse og spørger til ens situation, og hvordan man har det. Det er med til at lindre savnet af ens egen familie. Vi fik også kontakt med en kirke i Vejle, hvor en afrikansk præst inviterede til gudstjenester på engelsk. Senere kontaktede jeg sammen med præsten kirken i Jelling og spurgte, om vi kunne holde engelske gudstjenester der, så folk fra de nærliggende asylcentre ikke skulle rejse så langt. Præsten sagde ja, og sidste år holdt vi den første gudstjeneste, hvor jeg oversatte til farsi. Brug for mig i folkekirken For mig er kirkeretninger ikke så vigtige. Som tidligere muslim voksede jeg op med shia og sunni muslimer, der bekæmpede hinanden. Selv om der er forskellige kristne kirker, må vi vise, at der er kærlighed mellem os, og at vi ikke taler dårligt om hinanden. Mange frikirker tilbyder transport til kirken, oversættelse til flere sprog og livlig musik, der giver folk en god følelse. Derfor kommer mange asyl- ansøgere i en frikirke. Men også folkekirker støtter asylansøgere. Jeg har valgt at komme i folkekirken, fordi der er mere brug for mig end i frikirkerne. Jeg har selv været med til at starte de internationale gudstjenester i Jelling og føler, at jeg er med til at bygge noget op. Dødsstraf for konvertering Fordi jeg først blev døbt i Danmark, siger de danske myndigheder, at jeg måske ikke er rigtig kristen. Men som iraner bliver man ikke døbt af bekvemmelighed. I mit land er der dødsstraf for at forlade islam. Når Danmark siger, at myndighederne i Iran ikke har kendskab til, at jeg er konverteret, er det ikke rigtigt. Mit land har en effektiv efterretningstjeneste. De ved det hele. Jeg oplever folkekirken meget tavs. Når mennesker har problemer, er det ikke nok at vise medfølelse. Kirken må handle. Det er meget svært for kristne asylansøgere med muslimsk baggrund - også i Danmark. Vi har ingen stemme. En kirke bør være en stemme for alle de grupper i samfundet, der ikke har nogen stemme. Det er lykkedes min advokat at få min asylsag genåbnet. Mens jeg venter, fortsætter jeg med at hjælpe i kirken. Jeg er ikke vant til at sidde og lave ingenting. Når jeg oversætter i kirken og forklarer den kristne tro for andre iranere, gør jeg noget nyttigt. Mange iranere har spørgsmål til kristendommen. Derfor startede jeg sidste år en side på Facebook med spørgsmål og svar på farsi. På under to år har 2.200 personer liked min side. I Iran ville jeg ikke have haft de samme muligheder. Måske er det derfor, jeg er i Danmark. Iranske statsborgere i Danmark: 6.862 Alle af iransk herkomst: 18.139 Født i Danmark: 3.653 side 19 Interview
Garon - fra Mauritius til Danmark Mine børn skulle døbes Garon N.: 69 år. Kom til Danmark for snart 40 år siden. Dansk gift. Har i mange år været regelmæssig kirkegænger i en folkekirke i en mindre provinsby. Er i dag pensioneret efter mange år på arbejdsmarkedet. Jeg nyder, at der ind imellem sker noget andet i kirken end det rent danske. Så føler man sig anerkendt som udlænding. Garon N. Mauritiske statsborgere i Danmark: 44 Alle af mauritisk herkomst: 140 Født i Danmark: 11 Jeg voksede op på Mauritius, en ø i Det Indiske Ocean på størrelse med Fyn med 1,5 millioner indbyggere. Det er et lille samfund med forskellige religioner. Min familie var katolikker. Vi gik altid i kirke om søndagen. Kirken var det sted, hvor de kristne mødtes. Søndag stod min bedstemor tidligt op for at gå i kirke klokken fem om morgenen ligesom andre gamle mennesker. Vi andre gik først senere. Gudstjenesten var meget traditionel og formel. Om lørdagen gik vi til skrifte hos præsten. Det var bare noget, man skulle. Bagefter havde man det godt med sig selv. Da jeg var 18 år, fik jeg mulighed for at rejse til England for at studere. Dengang skulle man til udlandet, hvis man ville læse videre. Jeg rejste sammen med nogle venner. I England havde vi travlt med studierne og meget andet, og kirken gled efterhånden ud af mit liv. Til Danmark Under en ferie mødte jeg min danske kone. Vi besluttede at bo i Danmark og blev gift i en katolsk kirke. Men jeg begyndte først at gå i kirke igen, da vi fik børn. Jeg vidste, at mine børn skulle døbes og konfirmeres. Som ung i England havde jeg ikke haft behov for kirken. Nu var det noget andet. Jeg havde en tro, som jeg ønskede at give videre til mine børn. Vi valgte den lokale folkekirke, hvor børnene blev døbt og konfirmeret. Senere flyttede vi til en anden by. Her var der en moderne kirke med et stort lyst kirkerum. Det tiltalte mig. Jeg kan godt lide lyse rum. Folk var venlige og kom hen og spurgte, hvor jeg kom fra - men uden at stille for mange personlige spørgsmål. Jeg følte mig velkommen. Her er jeg kommet siden. Stadig udlænding Jeg kan godt lide, at der er kaffe efter gudstjenesten, så man kan stå og snakke med folk. En gang om måneden er der også frokostspisning. I kirken har jeg mødt mange nye mennesker. Der er også koncerter, og op til jul har vi en dag, hvor vi synger engelske Christmas carols. Pinsedag er der læsninger på forskellige sprog. Det synes jeg er spændende. For nylig lavede en afrikansk menighed mad, og vi sang og dansede. Det var rigtig godt at se nogle andre mennesker i kirken - og maden smagte dejligt! Jeg nyder, når der ind imellem sker noget andet i kirken end det rent danske, og man hører andre sprog. Så føler man sig anerkendt som udlænding. Efter mange år i Danmark føler jeg mig stadig som udlænding. Derfor betyder det meget med arrangementer i kirken, hvor udlændinge får lov at bidrage. Så føler man sig inkluderet. Jeg har ikke så megen kontakt med præsten i hverdagen. På Mauritius snakker man ikke med en præst. Men i Danmark har jeg lært, at man godt kan snakke med præsten og sige hej og god søndag. Mange udlændinge taber troen, når de kommer til Danmark. Jeg er glad for, at jeg ikke har tabt min tro. I folkekirken har jeg mødt en kristendom, der er meget anderledes end det, jeg kommer fra. Her er alting meget uformelt. Men troen er der stadig. Interview side 20