1 Jesper Stange 11. søndag efter trinitatis, den 7. august 2016 Vor Frue kirke kl. 17 Tekst: (Rom 10,4-13) Luk 7,36-50 Salmer: 397, 434, 151, 577, 466, 694 v.6, 518 Gud, lad os leve af dit ord som dagligt brød på denne jord Tilgivelse og kærlighed hænger sammen. Men hvordan er det nu lige, de hænger sammen? Synderinden i farisæerhuset skal tjene som eksempel og forbillede. Men hvad er det, hun skal tjene som forbillede ved? Er det ved den kærlighed, der udspringer af tilgivelsen, eller er det omvendt den tilgivelse, som udspringer af kærligheden? Først hedder det forklarende i billedet af to skyldnere, som af deres pengeudlåner bliver eftergivet, at den, der bliver eftergivet mest, også elsker mest. Altså: den, der bliver eftergivet eller tilgivet, elsker. Mere eller mindre, men altså elsker. Selvom det også synes vanskeligt at gradbøje kærlighed. Men det nytestamentlige sprog (det græske) skelner som bekendt mellem kærlighed og kærlighed, -den kærlighed, vi elsker vores kæreste med og den kærlighed, vi elsker vores venner og slægtninge med. Vi elsker altså, fordi vi er tilgivet!
Men derefter hedder det med henvisning til kvinden i farisæerhuset og hendes overstrømmende kærlighed til Jesus, at hendes mange synder er tilgivet hende, siden hun har elsket meget. Vi tilgives altså, fordi vi elsker! Hvordan er så forholdet mellem tilgivelse og kærlighed? Hvad kommer først. Er det sådan, at først bliver man tilgivet, og så elsker man. Eller elsker man som kvinden meget, - da der er tale om en synderinde, er det vel snarere mange, hun har elsket, hvorefter man så som hun bliver tilgivet? Hvad kommer først, - tilgivelsen eller kærligheden? Ja, det er ligesom den gamle historie om hønen og ægget. Det er ikke til at sige, hvad der kommer først. Men der er ikke det ene uden det andet, uden høne ingen æg og uden æg ingen høne, uden kærlighed ingen tilgivelse og uden tilgivelse ingen kærlighed. Når tilgivelse opleves som det, tilgivelse er, nemlig ikke bare er at glemme de fortrædeligheder, vi volder hinanden, men at huske dem og rumme dem og ville have med hinanden at gøre alligevel, så oplever vi tilgivelsen som kærlighed. Og kærligheden skjuler for sit vedkommende en mangfoldighed af synder. Tilgivelse og kærlighed hænger sammen på det tætteste. 2
Det er en oplevelse, vi kan bekræftes i i skønlitteraturen. Vi kan tage et par eksempler, som vi kan spejle vores erfaringer i. Peter Seeberg beskriver tilgivelse som en følelse, der har kærlighed som sin mage. I essaysamlingen Argumenter for benådning har han forfattet et brev fra en brødebetynget ægtemand, som skriver til sin hustru Jeg ved, hvad jeg skylder dig. Bebrejd mig intet mere. Jeg har ikke gjort andet, end hvad andre har gjort, og mindre end det. Menneskets veje er dog uransagelige. Jeg tager hurtigtoget fra Grenå mandag den 17. kl. 18.35. Vær på stationen, så jeg kan føle mig tilgivet. Jeg har koteletter med hjem til alle. Men sæt kartoflerne over, inden du tager på stationen. Anderledes kan jeg ikke forsvare mig. Din Vi får ikke at vide, hvad det er, den bodfærdige ægtemand skal tilgives for, men mon ikke det er noget af det samme, som synderinden i farisæerhuset har brug for tilgivelse for. Til gengæld får vi at vide, at tilgivelse er noget, der mærkes. Vær på stationen, så jeg kan føle mig tilgivet. Tilgivelse er noget der føles. Tilgivelse kan føles ligesom kærlighed. Og ligesom kærlighed kan det være umuligt at sætte ord på. Det kan være for meget både at høre og benytte ordet tilgivelse, men tilgivelsen kan altså også komme til udtryk på anden måde. Det kan være at være til stede på stationen eller til stede på anden 3
måde i hinandens liv, - den forurettede i foruretterens liv, som et synligt udtryk for, at vi kan have med hinanden at gøre, trods alt. Tilgivelse har med kærlighed at gøre og ligner ved at være noget, man kan føle. Tilgivelse har ikke nødvendigvis sandheden som sin forudsætning. Vi betragter det uden videre som moralsk overlegent at være sandhedssøgende. Men vi søger ikke altid sandheden i kærlighedens eller tilgivelsens ærinde. Sandheden er helvedes kval, når sandhed føles som et rethaverisk og ukærligt krav. Når sandheden kommer for dagen, skal vi nok få kærligheden at føle, siger vi, og den følelse er sjældent særlig behagelig. Dagligsproget røber vores ukærlighed, når vi bliver høje i halsen og taler om sandhed. Sandheden overlader man gerne til andre for i stedet at leve af tilgivelse og kærlighed. Søren Ulrik Thomsen beder i en af sine arabesker i digtsamlingen Det skabtes vaklen om tilgivelse, mens han klæder sin elskede af med øjnene. Tilgiv mit blik, der iler over dig som årstider for skiftevis at krone dig med kærtegns lys og klæde dig af som råkold regn; jeg påstår jo ikke, at denne måneds strenge stammer er sandere end de dunede blade i maj og sandheden har jeg i øvrigt overladt til de unge: For mig er det tilstrækkeligt, at sige tingene som de er. 4
Tilgivelse og kærlighed, - kærtegns lys, hører uløseligt sammen. Mens de unge kan have sandheden for sig selv. Her brydes som i evangeliet tilgivelse, kærlighed og sandhed. Disse tre. I evangeliet bliver tingene også sagt, som de er. Sandheden er konkret og ikke som blandt farisæere og de unge noget, der kan anvendes til at holde sig det besværlige og uregerlige liv fra livet med. Else Marie Bukdahl, kunsthistorikeren, blev i den forgangne uge af Weekendavisen spurgt, hvordan hun som rektor blandt fritænkende kunstnere havde håndteret sin arvede og manifeste kristentro og svarede, at det aldrig havde været noget problem, fordi kunstnere var søgende folk med respekt for religiøsitet. Sandheden kan åbenbart ikke hugges i granit eller males op på et lærred. Den kan søges. Og så tilføjede Bukdahl at kristendommens ide om, at vi skal tilgive hinanden var det mest forunderlige. Og den kan i hvert fald ikke slet ikke hverken installeres, bukkes i neon eller på anden måde fastholdes. Den er stor kunst og som al stor kunst søgende. Interviewet med Bukdahl blev gengivet under overskriften, at kunsten er større end politik, filosofi og religion. 5
Jeg tror, jeg ville kalde tilgivelsen for stor kunst. Et kunstværk af Guds finder. Tilgivelse i den levende vekselvirkning med kærlighed. Og så er det vist endelig alene vor Herre, der kan sige ordene jeg tilgiver dig. Seebergs skamfulde ægtemand måtte mærke tilgivelsen ved at blive hentet på stationen, selv sagde han det fornødne med koteletter. Thomsens tilgivelse for sin drøm at klæde sin elskede af med øjnene, oplever han forhåbentlig, når det ikke blot bliver ved tanken. Men sige tilgivelsens ord, lader vi vor Herre om. Det er som K.E. Løgstrup siger blot udtryk for vores overlegenhed og kælenhed, når vi lader den anden vide, at vi er i stand til at tilgive. Vi placerer os et sted, vi ikke kan fylde ud. Her lader vi vor Herre sidde. Fra ham tør vi høre, hvad kvinden hørte: Dine synder er tilgivet. For således elskede Gud verden 6