DEN OFFENTLIGE OPGAVEFORDELING I UDVALGTE LANDE

Januar 2003 Af Lise Nielsen Resumé: DEN OFFENTLIGE OPGAVEFORDELING I UDVALGTE LANDE I dette notat undersøges den offentlige opgavefordeling i lande, som forvaltningsmæssigt (alle landene har politisk valgte kommunale enheder) og i økonomisk henseende ligner Danmark. De udenlandske erfaringer kan måske bruges i Danmark. Undersøgelsen viser på en forhåbentlig overskuelig måde omfanget af de kommunale og offentlige opgaver, den offentlige opgavefordeling og det befolkningsmæssige grundlag for de kommunale forvaltningsenheder i de forskellige lande. Ud fra dette materiale kan man blandt andet se, at 1. de danske kommuner og amter er ikke specielt små (målt på antallet af indbyggere) i forhold til de lande, der sammenlignes med. (Sverige, Norge, Finland, Holland, Skotland og Slesvig-Holsten), 2. de danske kommuner og amter administrerer en større andel af samfundsøkonomien (BNP) end de øvrige landes kommunale enheder, 3. i forhold til den statslige sektor spiller den kommunale sektor i Danmark en langt større rolle, end tilfældet er i de øvrige lande, 4. de danske kommuner og amter har et større råderum for selvstændige økonomiske beslutninger end de øvrige lande. På indtægstsiden har danske kommuner og amter hjemmel til selvstændig opkrævning af indkomstskatter og grundskyld, og der er ikke knyttet udgiftsmæssige betingelser til de statslige bloktilskud og den kommunale udligning. Der er relativt få refusionsbelagte udgifter. På udgiftssiden er der relativ få statslige standarder og normer. Skattestoppet begrænser råderummet. Der synes at være 1. et pres for større kommunale og regionale (amtslige) enheder i alle de undersøgte lande bortset fra Skotland, 2. et udbredt ønske om at overføre statslige opgaver på det sociale område til de kommunale enheder, 3. tilsyneladende et pres i flere lande, eksempelvis Finland og Sverige, for at lade regionale og lokale statslige enheder overgå til det folkevalgte regionale og lokale niveau. Dvs. overgå fra statslig administration til politisk kontrol og prioritering på regionalt og lokalt niveau. P:\GS\06-til ny hjemmeside\velfærd\2003\regional-ln.doc

2 DEN OFFENTLIGE OPGAVEFORDELING I UDVALGTE LANDE Opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner er til debat i Danmark. Specielt har der været meget fokus på amternes opgaver og eksistensberettigelse. Den nyligt nedsatte Strukturkommission har fået til opgave at vurdere: 1. hvor store kommunerne og amterne bør være i fremtiden, givet den nuværende opgavefordeling. Strukturkommissionen skal beskrive hvilke kriterier, der bør indgå i overvejelserne om kommune- og amtsstørrelse, 2. fordele og ulemper ved at ændre opgavefordelingen mellem stat, amter og kommuner på forskellig måde, og 3. fordele og ulemper ved at nedlægge ét af de kommunale forvaltningsled dvs. enten amterne eller kommunerne. Kommissionen skal beskrive de afledte konsekvenser af en sådan nedlæggelse for blandt andet den mest hensigtsmæssige kommunestørrelse og opgavefordeling. I dette notat undersøges den offentlige opgavefordeling i lande, som forvaltningsmæssigt og i økonomisk henseende ligner Danmark. De udenlandske erfaringer kan måske bruges i Danmark. Blandt andet ses på: 1. hvor stort befolkningsgrundlaget er i de udenlandske kommunale forvaltningsenheder (udenlandske pendanter til amter og kommuner), 2. hvor store midler den samlede offentlige og specielt den kommunale sektor forvalter. (Herigennem kan man få en fornemmelse af størrelsen, og ikke mindst fordelingen af den samlede opgaveportefølje, som kommunerne og den offentlige sektor skal administrere), 3. hvordan de specifikke offentlige opgaver (udgifter) er fordelt mellem de forskellige forvaltningsenheder i udlandet, og 4. hvordan de kommunale opgaver er finansieret. (Om finansieringen af de kommunale udgifter sker via kommunale eller statslige skatter, refusioner eller bloktilskud har stor betydning for de kommunale forvaltningsenheders muligheder (råderum) for at påvirke prioriteringen af udgifter i deres eget regionale eller lokale område). I nogle af de undersøgte lande findes i langt højere grad, end det er tilfældet i Danmark, regionale statslige enheder, som alene administrerer den statslige politik på regionalt plan. Også landenes regionale og lokale politiske enheder administrerer, i større eller mindre omfang, statslig politik. Det er således meget forskelligt hvor stort det politiske råderum for egne prioriterin-

3 ger og beslutninger, de regionale og lokale politiske myndigheder har i de forskellige lande. Analysen i dette notat lægger vægt på at beskrive det kommunale råderum for prioriteringer og beslutninger om indtægter og udgifter. Det er i høj grad råderummet for prioriteringer og beslutninger, der er afgørende for berettigelsen af de politisk valgte kommunale forvaltningsenheder. Uden politisk råderum reduceres de politisk valgte organer til ekspeditionskontorer eller i bedste fald en slags politisk følgegruppe for statslige beslutninger. I et indledende afsnit findes en meget kort diskussion af det politiske råderum på regionalt eller lokalt plan. AE s undersøgelse forsøger på en relativt overskuelig måde at opsummere omfanget af de kommunale og offentlige opgaver, den offentlige opgavefordeling og det befolkningsmæssige grundlag for de kommunale forvaltningsenheder i de forskellige lande. Ud fra dette materiale kan man blandt andet se, at 1. de danske kommuner og amter ikke er små (målt på antallet af indbyggere) i forhold til de lande, der sammenlignes med. Der findes dog lande med større kommuner og amter. For eksempel er Skotlands kommuner meget store til gengæld findes der ingen amter og Holland har meget store amter, men meget små kommuner. De danske amter og kommuner er mindre end de tilsvarende enheder i Sverige, men større end i Norge og Finland, 2. de danske kommuner og amter administrerer en større andel af samfundsøkonomien (BNP) end de øvrige landes kommunale enheder, 3. den statslige sektor har større betydning og administrerer en (langt) større andel af de offentlige budgetter i de øvrige lande, end tilfældet er i Danmark, 4. de danske kommuner og amter har et større råderum for selvstændige økonomiske beslutninger end de øvrige lande. På indtægtssiden har danske kommuner og amter hjemmel til selvstændig opkrævning af indkomstskatter og grundskyld, og der er ikke knyttet udgiftsmæssige betingelser til de statslige bloktilskud og den kommunale udligning. Der er relativt få refusionsbelagte udgifter. På udgiftssiden er der relativ få statslige standarder og normer. De danske kommuner og amter kan derfor afvige relativt meget indbyrdes med hensyn til det serviceniveau, de tilbyder borgerne. VK-regeringens skattestop begrænser råderummet.

4 Ifølge Opgavekommissionen var der i 1998 (hvor kommissionen udgav sine rapporter): 1. et pres for større kommunale og regionale (amtslige) enheder i alle de undersøgte lande bortset fra Skotland (hvor kommunerne er meget store). Presset er i en række lande imødegået ved øget samarbejde mellem de kommunale enheder og ved dannelsen af kommunale fællesskaber. I Norge har modvilje mod sammenlægninger af de mange små enheder ført til overvejelser om øget statslig opgavevaretagelse. Oprettelsen af kommunale fællesskaber har i alle de berørte lande ført til en debat om det politiske ansvar det demokratiske underskud når opgaverne lægges ud i de fælleskommunale enheder, 2. et udbredt ønske om at overføre statslige opgaver på det sociale område til de kommunale enheder (det gælder dog ikke Slesvig-Holsten og Holland, hvor de sociale ydelser finansieres gennem obligatoriske sikringsordninger). Ønsket er begrundet i en forventning om, at overførselen vil medføre en bedre prioritering af og udnyttelse af ressourcerne, 3. tilsyneladende et pres i flere lande, eksempelvis Finland og Sverige, for at regionale og lokale statslige enheder overgår til det folkevalgte regionale og lokale niveau. Dvs. overgår fra statslig administration til politisk kontrol og prioritering på regionalt og lokalt niveau, 4. en tendens til øget statslig overtagelse af opgaver i forbindelse med miljøtilsyn. Politisk contra administrativ ledelse Hvorfor har vi politisk ledede kommuner og amter? Hvorfor er der både kommuner og amter? Ville det ikke være meget enklere, hvis regering og Folketing tog hele det politiske ansvar på sig, besluttede hvad der var at beslutte, og lod statsadministrationen om at administrere reglerne? Der er sikkert mange gode svar på disse spørgsmål, men ganske kort kan man sige, at: med politisk ledelse følger, at det bliver muligt at placere et politisk ansvar. Når man har besluttet at have politisk valgte kommuner og amter frem for rent administrative enheder, så må det være fordi, man har ment, at der var områder og opgaver, hvor det var vigtigt, at amts- og lokalpolitikerne foretog nogle prioriteringer og valg, som de efterfølgende måtte stå til regnskab for overfor vælgerne. Politikernes opgave er blandt andet at træffe beslut-

5 ninger og prioritere i sager, der kan indeholde komplekse økonomiske, samfundsmæssige, moralske og politiske aspekter. Det er ikke en embedsmands eller administrators opgave at tage stilling i sådanne sager, og han kan ikke efterfølgende stilles til ansvar. Politisk ledelse fordelt på tre niveauer kommuner, amter og staten må indebære, at staten er en for stor enhed til at kunne træffe beslutninger på amts- og kommuneniveau, mens kommunerne omvendt er for små enheder til at kunne træffe beslutninger på f.eks. amtsniveau. Strukturkommissionens spørgsmål, om den rette kommune- og amtsstørrelse og spørgsmålet om det rette antal politisk valgte enheder, må derfor være et spørgsmål om at afgøre, hvilke væsentlige politiske prioriteringer også med hensyn til udførelsen af den statslige politik der findes på regionalt og lokalt plan, og på hvilket niveau disse prioriteringer løses bedst muligt. De regionale og lokale enheders størrelse Tabel 1 viser, hvor store de regionale og lokale forvaltningsenheder er i lande, der ligesom Danmark har folkevalgte lokale og i de fleste tilfælde også regionale enheder. Det ses, at Danmark har relativt store kommunale enheder i forholdt til de fleste af de øvrige lande bortset fra Sverige. Holland har større amter, men til gengæld meget små kommuner. Skotland har meget store kommuner, men ingen amter. Især i Finland er kommunale fællesskaber (sammenslutning af kommuner om løsning af en opgave) meget udbredte.

6 Tabel 1. Forvaltningsenhedernes størrelse i udvalgte lande, 1998 Regionale enheder Lokale enheder Befolkning i alt Danmark 14 amter 275* kommuner 5,3 mio. Areal: 43.000km 44.000-635.000 Gens. ca. 335.000 3.000-490.000 Gens. ca. 19.000 136 kommuner har færre end 10.000 indb. Norge 19 fylker 75.000-434 kommuner 4,3 mio. Areal: 324.000km 500.000 Gens. ca. 250.000 200-500.000 Gens. ca. 10.000 246 kommuner har færre end 5.000 indb. Sverige 22 län (folkevalgt Landsting). 288 kommuner 8,8 mio. Areal: 450.000km 136.000-1,7 mio. Gens. ca. 400.000 Op til 700.000 Gens godt 30.000 Halvdelen af kommunerne har under 16.000 indb. Finland Ingen folkevalgte enheder Decentrale statsforvaltninger 452 kommuner 5,1 mio. Areal: 338.000km (ikke nødvendigvis geografisk sammenfald): 6 län, 16 arbejdsmarkeds- og erhvervsregioner, 13 regionale miljø-enheder, osv. Op til 520.000 Gens. Godt 11.000 Ca. halvdelen af kommunerne har under 5.000 indb., 6 har flere end 100.000 Holland 12 provincie Ca. 600 (gemeente) Mest alm. Kommunestørrelse : Godt 15 mio. Areal: 40.000km 0,25 mio.-3,5 mio. Gens. ca. 1,25 mio. 5.000-20.000. Omkring 20 kommuner har flere end 100.000 indb. Skotland Ingen folkevalgte enheder (blev afskaffet i 1996) 32 (local authorities) 5,1 mio. Areal: 79.000km 20.000-623.000 Gens. ca. 160.000 Slesvig- Holsten 11 Kreise Gens. ca. 245.000 indb. Ca. 1.100 (Gemeinde) Gens. ca. 2.500 768 kommuner har under 1.000 indb. Et antal kommuner kan danne et fællesskab, Ämt, som overtager de kommunale opgaveudførelser 2,7 mio. Areal: 16.000km Noter: * Inklusiv Københavns og Frederiksberg kommuner. Der er ikke taget højde for kommunesammenlægningen på Bornholm. Kilde: Opgavekommissionen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

7 Omfanget af den regionale og lokale opgavevaretagelse De kommunale udgifters andel af BNP er meget høj i Danmark sammenlignet med andre lande. Det fremgår af figur 1, der også viser, at der er meget store forskelle på hvor store udgifter, de kommunale enheder administrerer i de viste europæiske lande. Forskellen på hvor store udgifter, de danske og svenske kommuner administrerer, er mere end 5 pct. point, målt i forhold til landenes BNP. Forskellen mellem de danske og finske kommunale enheder er endnu større næsten 15 procent point! De store kommunale udgiftsforskelle er dels udtryk for, at opgavefordelingen mellem stat og kommuner er forskellig i de forskellige europæiske lande og dels udtryk for, at landene er forskellige med hensyn til opgavefordelingen mellem den offentlige og private sektor. Figur 2 viser, at kommunerne i Danmark administrere over halvdelen af udgifterne i den offentlige sektor. Det er væsentligt mere end i de øvrige viste lande og væsentligt mere end i for eksempel Sverige, Finland og Holland Figur 1. Kommunale udgifter i pct. af BNP. Danmark sammenlignet med andre lande. 1998. Kilde: National Accounts 1988-1999, vol. 2. OECD 2001 og Kommuner og Amtskommuner, Opgaver og Finansiering, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Maj 2002.

8 Figur 2. Kommunale udgifter i pct. af samlede offentlige udgifter. Danmark sammenlignet med andre lande. 1998. Kilde: National Accounts 1988-1999, vol. 2. OECD 2001 og Kommuner og Amtskommuner, Opgaver og Finansiering, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Maj 2002. Finansieringen af de regionale og lokale udgifter Hvor meget regional- og lokalpolitikerne har at skulle have sagt hvor stort deres politiske råderum er afhænger ikke primært af de kommunale udgifters størrelse, men snarere af hvor meget staten styrer udgifterne gennem regler, normer og standarder og af den kommunale frihed med hensyn til finansieringen af udgifterne. Tabel 2 viser, hvordan en forskellig finansiering af udgifterne kan påvirke det kommunale råderum. Det ses, at statslige refusioner af udgifter reducerer råderummet, mens kommunal skatteopkrævning forøger det politiske råderum. Figur 3 viser betydningen af den kommunale skatteopkrævning i Danmark og andre lande i forhold til den samlede skatteopkrævning. Det ses, at de kommunale skatter har stor betydning i Danmark og Sverige, hvor de udgør over 30 procent af det samlede skatteprovenu. Betydningen af de kommuna-

9 le skatter er meget mindre i Norge og Finland og næsten uden betydning i England. Ud fra figuren kan man konkludere, at Tyskland, Holland, England og til dels Norge alle har lagt vægt på et nationalt ensartet skattesystem, hvorimod Danmark, Sverige og til dels Finland har betydende kommunale skatter. Tabel 2 Sammenhæng mellem finansieringsform og kommunalt råderum Virkning Påvirkning af råderum Selvstændig kommunal skatteopkrævning Kommunerne kan have forskelligt beskatningsniveau Kommunernes økonomiske og opgavemæssige råderum øges Statslig skatteopkrævning dominerende Ensartet skatteopkrævning i alle dele af landet Kommunerne har ikke mulighed for via selvstændig skatteopkrævning at påvirke udgiftsniveauet Statslige refusioner Tilskynder kommunerne til at afholde den refusionsbelagte udgift Statslig prioritering fremfor Jo højere refusionsgrad, des højere grad af statslig styring og jo mindre kommunalt råderum kommunal Statslige bloktilskud Er ikke betinget af en bestemt udgift. Sætter kommunerne i Kommunerne kan selv prioritere udgifterne stand til at tilbyde borgerne et mere ensartet servicesniveau Kommunal udligning (af kommunale indkomstforskelle) Sætter kommunerne i stand til at tilbyde borgerne et mere ensartet servicesniveau (på trods af store forskelle i indtægstsgrundlag) Råderummet øges for de kommuner der modtager penge, men mindskes for de, der finansierer ordningen Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

10 Figur 3. Den samlede kommunale skatteindtægt i forhold til hele den samlede offentlige skatteindtægt. Danmark sammenlignet med andre lande. Kilde: Revenue Statistics 1965-1999. OECD 2000. Tabel 3 giver et nøjere billede af finansieringen af den kommunale sektor i de udvalgte lande. Tabellen viser, at Danmark sammenlignet med de øvrige lande har et stort politisk råderum med hensyn til finansieringen af de offentlige udgifter. Landene afviger med hensyn til, i hvor vid udstrækning kommunale opgaver er dækket af refusioner fra det offentlige. Kombinationen af de instrumenter, der benyttes til finansiering af de regionale og lokale udgifter, er med til at bestemme de lokale myndigheders råderum for selvstændige prioriteringer.

11 Tabel 3 Finansiering af regionale og lokale udgifter Regionale enheder Lokale enheder Danmark Amtskommunal indkomstskat Grundskyld fastsat af staten (Samlet skattefinansiering i kommuner og amter over 55 pct. af sml. finansiering) Statsligt skattestop fra 2002 mindsker råderummet Statslige bloktilskud Refusion (mindre betydning) Kommunal indkomstskat Grundskyld (statslig fastsat minimums- og maksimumsbeskatning) Andel af selskabsskat Statsligt skattestop fra 2002 mindsker råderummet Bloktilskud Kommunal udligning Driftsindtægter (børneinst., el, gas, varme, salg af jord, mv.) Refusion (mindre betydning) Norge Statsligt fastsat maksimal skatteprocent, som i praksis udnyttes fuldt ud af alle fylker. Andel af statsskat Mere end halvdelen af finansieringen udgøres af statslige tilskud hvoraf ca. halvdelen er bloktilskud og ca. halvdelen refusioner Statsligt fastsat maksimal skatteprocent, som i praksis udnyttes fuldt ud af alle kommuner. Andel af statsskat Samlet skattefinansiering ca. 45 pct. Brugerbetaling (mere anvendt end i Danmark) Godt 1/3 af finansieringen udgøres af statslige tilskud: Ca. halvdelen bloktilskud og ca. halvdelen refusioner Sverige Selvstændig skatteudskrivning, dog har statsligt skattestop medvirket til at begrænse landstingenes adgang til at benytte sig af denne ret. Bloktilskud: I 1992 gennemførtes en vidtgående omlægning Selvstændig skatteudskrivning, dog har statsligt skattestop medvirket til at begrænse kommunernes adgang til at benytte sig af denne ret. Bloktilskud: I 1992 gennemførtes en vidtgående omlægning fra refusioner til bloktilskud. fra refusioner til bloktilskud. Finland Knapt halvdelen af finansieringen sker gennem kommunale skatter på indkomst og fast ejendom (i 1998 varierede de kommunale indkomstskatteprocenter med op til 5 pct. point). Knapt 25 procent statstilskud heraf består mere end halvdelen af refusioner. Mellemkommunal udligning (ligner det danske system). Ca. 20 procent af finansieringen skyldes brugerbetaling (især i forbindelse med den kommunalt ejede energiforsyning, men også udbredt på social- og sundhedsområdet).

12 Holland Andel af vægtafgiften på motorkøretøjer Statslige refusioner Bloktilskud Brugerbetaling Kommunale ejendomsskatter (ejere og lejere) udgør knapt 15 procent af den samlede finansiering. Statslige refusioner udgør omkring halvdelen af finansieringen. Ca. 1/3 udgøres af bloktilskud. Brugerbetaling mere udbredt end i Danmark, men ofte beskedne beløb. Skotland Kommunale ejendomsskatter og brugerbetaling udgør 18 pct. af den samlede finansiering Statslig refusion, 7 pct. Statstilskud, 75 pct. Slesvig- Holsten Finansieres af kommunerne Tilskud fra Landagen bla. ud fra udgiftsbehov Kommunale grund- og erhvervsskatter (udgør til sammen kun få pct. af den sml. finansiering) Kilde: Opgavekommissionen og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Fordelingen af offentlige opgaver Tabel 4 viser opgavefordelingen i den offentlige sektor i en række lande eller, hvad de statslige og de kommunale udgiftskroner går til. På trods af de meget store forskelle på landene med hensyn til det regionale og lokale politiske råderum er der en bemærkelsesværdig ens opgavefordeling. Grundskoleuddannelser, børnepasning, ældreforsorg, biblioteker og det lokale vejvæsen administreres lokalt. Regler og normer gør den statslige styring af det slesvig-holstenske skolevæsen næsten total, mens kommunerne i f.eks. Sverige og Danmark har en væsentlig større indflydelse. Det spiller ingen rolle for placeringen af opgaverne, at eksempelvis børnepasning og ældreforsorg har et langt større omfang i de skandinaviske lande end i for eksempel Holland, Tyskland og Skotland. Det offentlige sygehusvæsen er overvejende placeret i de regionale enheder sammen med gymnasieuddannelserne og den regionale transport. De centrale myndigheder tager sig af videregående uddannelser, politi, skatteforvaltning, overordnet miljøtilsyn og jernbanedrift.

13 Tabel 4 Fordelingen af offentlige opgaver i udvalgte lande Centralt Regionalt Lokalt Danmark 1. Politi, forsvar og retsvæsen. 2. Videregående uddannelser, erhvervsskoleuddannelser og forskning. 3. Arbejdsløshedsforsikring, arbejdsformidling og -tilsyn. 4. Visse kulturelle foranstaltninger. 1. Sygehusområdet og sygesikring. 2. Gymnasie- og HFuddannelser. 3. Omsorg for psykisk og fysisk handicappede. 4. Visse kulturelle aktiviteter. 1. Grundskoleuddannelse. 2. Børnepasning og ældrepleje. 3. Biblioteker, lokale sportsfaciliteter og andre kulturelle områder. 4. Tilkendelse af og udbetaling af kontanthjælp, førtidspension og visse andre sociale ydelser. 5. Aktivering og beskæftigelsesprojekter 5. Erhvervsøkonomiske tilskud. 5. Regional offentlig for ikke-forsikrede 6. Modtagelse af asylansøgere persontransport ledige. 6. Forsyningsvirksomhed, miljøforanstaltninger og redningsberedskab. Finland 1. Politi Folkevalgt repræsentation 1. Sygehusdrift (der stilles krav 2. Skatteforvaltning, 3. Universiteter 4. Miljøtilsyn 5. Jernbanedrift 6. Vejvæsen findes ikke, derimod findes regionale statslige enheder om kommunale fællesskaber) og øvrig sundhedssektor. 2. Socialsektor (ydelserne leveres af kommunerne og indkomstoverførsler finansieres, som i Danmark, i høj grad af staten): børneforsorg, ældreforsorg, handicappede, revalidering og psykisk syge. 3. Stort set al uddannelse bortset fra universiteter. 4. Kollektiv trafik (bortset fra jernbaner) 5. Vejvæsen 6. Biblioteker Skotland 1. Politi (delt) Folkevalgt repræsentation 1. Socialsektor (minimal offentlig 2. Sundhedsvæsen 3. Skatteforvaltning 4. Erhvervsuddannelser 5. Miljøtilsyn 6. Vejvæsen findes ikke. Skotland har meget store kommuner børnepasning. En del af æl- dreplejen privat organiseret). 2. Grundskole og gymnasier (voksenudd. incl. universiteter er privat) 3. Boliger 4. Biblioteker 5. Politi (delt) 6. Vejvæsen

14 Norge 1. Politi 2. Skatteforvaltning, 3. Miljøtilsyn (decentral statslig funktion) 4. Vejvæsen 5. Statsligt socialt sikringssystem folketrygden varetager udbetaling af pensioner mv. 1. Sygehusvæsen, psykiatriske plejehjem, speciallæger. 2. Gymnasier og erhvervsmæssige ungdomsuddannelser, voksen- og efteruddannelser (25pct.) 3. Forsyningsvirksomhed 4. Vejvæsen Sverige 1. Politi 1. Sygehusvæsen, enkelte 2. Skatteforvaltning, sundhedsopgaver (f.eks. 3. Riksförsäkringsverket skoletandpleje) udbetaler pensioner, dagpenge, 2. Kollektiv trafik betaling for lægebehandling, 3. Kultur mv. 4. Arbejdsmiljø 4. Vejvæsen (er næsten udelukkende en statslig opgave). 5. Overordnet miljøtilsyn. Holland 1. Politi 1. Voksenuddannelser 2. Skatteforvaltning, 2. Døgninstitutioner 3. Sundhedsvæsen (overvejende 3. Miljøtilsyn privat opgave, men f.eks. 4. Regional transport enkelte offentlige sygehuse). 4. Arbejdsformidling mv. 5. Miljøtilsyn 6. Jernbanetransport Slesvig- Holsten 1. Politi 2. Grundskole (delt) 3. Miljøtilsyn (delt) 4. Vejvæsen 1. Sundhedsvæsen 2. Gymnasier (høj grad af central styring) 3. Miljøtilsyn (delt) 4. Busdrift 5. Vejvæsen Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Opgavekommissionen 1. Grundskole, 2. Børnepasning og ældrepleje, 3. Alment praktiserende læger, jordemødre, sundhedsplejersker. 4. Biblioteker 5. Renovation, kloakker, drift af rensningsanlæg 6. Vejvæsen 1. Uddannelse bortset fra universiteter, 2. Børneforsorg, ældreforsorg. 3. Socialsektor, udbetaling af bistandshjælp 4. Boligforsyning 5. Kollektiv trafik 6. Biblioteker 1. Grundskole og ungdomsuddannelser. 2. Børneinstitutioner (0-4 år) 3. Rehabilitering 4. Integration 5. Havne 6. Biblioteker 1. Socialsektor (relativt lille et net under sikringssystemet) 2. Grundskole (delt) 3. Ikke erhvervsrettet efterudd. 4. Miljøtilsyn (delt) 5. Vejvæsen 6. Biblioteker