Kristi Himmelfartsdag og konfirmation Kære konfirmander, familier og venner For en måneds tid siden stod jeg med en håndfuld frø i min hånd og tænkte på jer konfirmander. Det var nogen meget små frø, men selvom de ikke havde nogen prangende størrelse, så havde jeg læst mig til, at der under de rette omstændigheder ville komme et væld af liv ud af dem. Jeg plantede frøene i en spirekasse hvor der lige var plads nok til dem alle sammen. De fik rigeligt med jord, jeg gav dem godt med gødning og satte et gennemsigtigt låg på. Nu lyder det måske som om jeg har meget grønne fingre, men jeg vil gerne indrømme at det ikke er en af mine spidskompetencer, at få den slags til at gro. Faktisk har de fleste planter det med at visne stille og roligt i min stue. Men jeg plantede altså de her frø og håbede at de ville begynde at spire. Jeg kiggede gennem låget efter et tegn på liv. Og efter et par dage i vindueskarmen skete der noget. Små grønne spirer begyndte at vokse op og jeg begynde at håbe på projektet. Med dagene voksede de, blev større og stærkere, snart stod de helt tæt i den lille spirekasse og det næste stadie måtte tage sin begyndelse. De små spirer havde brug for mere plads, mere luft og lys. Derfor skulle de plantes ud i hver deres potte. En møjsommelig proces. For hver plante havde jo sine egne rødder, men de var filteret ind i hinanden. Det var svært 1
at skille dem ad. Det måtte gøres meget forsigtigt, for at de ikke skulle knække. Og da de så kom over i deres egen potte, så de først lidt triste ud. De hang og lignede ikke nogen der ville klare sig bare få timer på egen hånd. Men dagen efter stod de alle ranke i hver deres potte med udfoldede blade klar til at vokse og blive endnu stærkere. Min glæde var stor - for jeg havde besluttet mig for, at I skulle have en hjemmelavet gave fra mig, her på jeres konfirmationsdag. En tomatplante! Og det er sådan en der står under hver jeres stol. I får fra i dag af ansvaret for hver jeres plante, og jeg håber de vil sætte tomater for jer. Nu var det selvfølgelig ikke kun fordi jeg gerne ville give jer en tomatplante, at jeg satte gang en større produktion, men også fordi jeg synes vi i den plante, kan finde et rigtig godt billede både på livet og på troen. Vores tro kan vi sammenligne med et frø, eller som det hedder i teksten jeg læste før; himmeriget er som et sennepsfrø. Troen, glimtet af himlen ligger inden i os, som et lille frø allerede fra vi bliver født. Jeg tror det er noget vi er blevet givet alle sammen, som en mulighed og som evne, eller som en gave fra Gud, som vi kan bruge. I det lille frø, ligger der en mulighed for at det kan spire og slå rødder. Og sådan gælder det også for troen. Men det kræves af os, at vi viser den opmærksomhed, for når vi gør det, så vil det være som vandet og jorden er for planten. Det er det, der giver energi, til det frø der er parat til at spire. 2
Der kræves ikke meget for at troen spirer. Vi skal ikke gøre noget bestemt overfor Gud. Vi skal bare rette vores opmærksomhed mod Ham og mod troen, bare engang imellem, så vil den udvikle sig. Jeg håber at I konfirmander har oplevet at det er sådan en proces der er blevet sat i gang de sidste otte måneder, hvor I har gået til præst. Måske har I oplevet, at det frø der ligger i jer, rummer mere end I først troede, og at der måske er kommet flere rødder, flere blade og flere nuancer på jeres tro. Men det slutter ikke her. For selvom vi godt nok lige i dag kan have følelsen af, at I nu er nået til vejs ende for I skal konfirmeres og fejres, så betyder det jo ikke at troens proces er nået til et slutmål; det gør den aldrig. Vi må hele livet være overfor troen, som overfor en tomatplante der er i vækst. I vil opleve når I får jeres tomatplante hjem, at den vokser med lynets hast, hvis I giver den de rigtige betingelser jord, lys og vand. Den vil på et tidspunkt blive så stor, at I blive nødt til at give den en støtte i form af en blomsterpind. På samme måde med troen. Den kan godt udvikle sig med lynets hast, men vi kan ikke stå alene med den, det er godt at have et sted at finde støtte for sin tro måske i kirken, eller hos gode venner og familiemedlemmer. Mennesker man kan tale med og lade sig vejlede af. 3
For en tomatplante gælder også det, at hvis man ikke sørger for at fjerne nogen af alle dens mange overflødige blade, så har den ganske simpelt ikke energi til at sætte tomater. Sådan også med troen. Nogen gange skal vi også sortere det overflødige fra vores tro, så vi kommer ind til kernen, tilbage til stilken, for dér er der mest saft og kraft. Men I skal også vide, at I ikke står alene i den proces som troen sender jer ud på. For Gud har lovet i jeres dåb, som han vil bekræfte om lidt når I konfirmeres, at han vil være med jer alle dage, indtil verdens ende. Derfor står I aldrig alene. Den tro håber jeg I bærer med jer ud af kirken, på denne Kristi Himmelfartsdag, at Gud er med jer. Jesus blev taget til himmels. Men han blev ikke taget væk fra jorden, for at lade os være alene. Nej, det var for at han kunne blive som himlen over os alle og som luften mellem os. Det løfte bliver I givet i dag, at Gud der kender hjertets hemmeligheder, altid vil være jer helt nær, som et vindpust der strejfer er. Måske kan det budskab også være gode ord at have med for I forældre, at Gud kan vi bruge som en støtte i livet, han vil være et tilflugtssted for jeres unge, når de får brug for det, så de aldrig er overladt til sig selv. For jer forældre er dagen i dag, også af vigtig betydning. I sidder her sammen med jeres børn, der ser helt voksne ud, og alligevel så langt fra. Jeg forestiller mig, at de fleste af jer møjsommeligt har forberedt dagen i dag sammen med konfirmanderne. I forældre har været med til at vælge tøj 4
uden dog at bestemme alt for meget. I har valgt mad, invitationer og blomster. Konfirmanderne er sikkert blevet spurgt til råds; nogle gange har de nok været ligeglade og andre gange har de sat deres vilje igennem. Forberedelserne til dagen i dag er også en måde at forberede en stadig større grad af frihed, for jeres børn. Som med de små spirer der er vokser op ad spirekassen og skal plantes i deres egen potte. Rødderne må lige så nænsomt vikles fra hinanden, for at kunne vokse videre selv. Indimellem kan det sikkert se ud som da jeg plantede tomatplanterne over i deres egne potter, og de så svage og sårbare ud. For de unge kan synes at blive stillet overfor så mange udfordringer, at livet bliver hårdt for dem. Men så må man som voksen give tid, tillid og tro og ikke mindst en støtte, som de kan læne sig opad, mens deres rødder bliver dybere i deres egen jord. I vil naturligt være den støttepind, som bliver nødvendig for dem. Så jeg håber at I forældre som en symbolsk handling vil give konfirmandernes tomatplanter en støttepinde, så de kan vokse og udvikle sig, uden at falde. Kære konfirmander: I de otte måneder, hvor jeg har kendt jer, har I vist en energi, livsvilje og nysgerrighed. Jeg håber at I vil blive ved med at bevare de egenskaber så I udvikler jer både i livet og med jeres tro. I har tætte venskaber omkring jer, mennesker der betyder noget for jer og for hvem I betyder meget. 5
Nogen kommer I til at lade jeres rødder flette sammen med gennem størstedelen af livet, nogen vil blive som en støtte, der hvor I er ved at falde og nogen bliver I en støtte for. Jeg håber at I i alle de sammenhænge, vil opleve Guds ansigt og nærvær, i de gode og kærlige relationer I får gennem jeres liv. Det er den frugt som livets plante giver os. Og til sidst: husk at kirken er et sted med åbne døre. Et sted, der kan rumme alle følelser og hvor der altid er et menneske man kan tale med både når livet bliver stort og smukt, eller når det bliver svært. Jeg vil ønske jer et stort tillykke med jeres konfirmation. Må Gud være jer nær med sin kærlighed i dag og alle dage. Amen 6