21. s. e. trin 2016 2. tekstrække 10:30 Græsted kirke traditionel Skriftemål kl. 10:00 Evangelielæsning Lukas 13, 1-9 På den tid kom nogle og fortalte ham om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem:»mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de. Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«så fortalte han denne lignelse:»en mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«prædiken Kære menighed! Men, hvis I ikke omvender jer. Sætningen springer i øjnene, når man hører dagens evangelium. Den gentages flere gange, næsten som et omkvæd eller et refrain. Men, hvis I ikke omvender jer.. 1. Omvendelsens retorik Nu kan der i visse dele af den kristne kirke spores en høj grad af tøven overfor et sprogbrug, der bruger et ord som omvendelse eller taler om, at et menneske skal eller kan omvende sig. En pietistisk tradition med stor vægtlægning på prædiken og forkyndelse, som appellerer til en personlig stillingtagen eller en personlig omvendelse, har for nogle fået pendulet til at svinge over i modsatte yderstilling, så al tale om at omvende sig er blevet tvivlsom. Man har følt sig presset, næsten kvalt i sprogbrugen. Og samtidig efterspørges i ganske mange sammenhænge det, at et menneske vender om, hvis det nu er på en destruktiv vej. Man ser det, når familier længes efter at alkoholikeren midt i familien ville vende sig om fra den vej, vedkommende er på. Man ser det, når ægtefæller i sjælesorgens rum græder af længsel efter at partnerens destruktive måde at være i forholdet på, dog ville ændre sig. Man spejder efter det, når amerikanske præsidentkandidater konfrontereres med fortids holdninger og handlinger, og tanken kommer ville de dog blot gå i sig selv, vende sig om fra dette, så var der måske en vej. Man ser det når klimaforskere råber vagt i gevær og siger, at alle må ændre adfærd, hvis vi skal overleve. Begynder man først at spejde efter
verdens længsler og råb, så er der en efterklang af samme refrain: Men, hvis I ikke omvender jer. Og her bliver Jesu tale pludselig meget relevant, næsten akut med dens påpegning af, at ikke al menneskelig adfærd går Guds veje og virker det gode, og med ordenes understregning af, at man kan have brug for at kende sin grænse, det sted, hvor det at vende om bliver nødvendigt. Det minder da næsten om det råb, der kom ud af min mund, da vi sammen med familien stod på klippekanten Prædikestolen i Norge. Et firkantet stykke klippe, der har størrelse som en sommerhusgrund, og som på tre sider har 600 m. lodrette fjeldsider, der falder lige ned mod en fjord så langt, langt nede. Og turister og familiemedlemmer, som vovede sig helt ud til kanten, ja helst skulle tage billeder siddende med løstdinglende fødder ud over klippekanten. Og den mor, som lod sine børn lege tagfat frit midt i det hele. Råbet næsten maste sig frem: Pas på! Vend jer om, kom tilbage, fortsætter I, så går det helt galt. Der er tidspunkter, hvor sætningen: Men, hvis I ikke omvender jer. er det mest præcise udtryk for den indre længsel, eller for den ydre virkelighed. Og når sætningen så kommer fra Herren Jesus selv, så er det nok vigtigt at lytte til, om noget i os bliver kaldt på til at vende om, ændre kurs, og grundlæggende gøre det, som omvendelse i en kristen sammenhæng handler om. At man vender sig om mod Gud. At man vender sind og eksistens, tanke og vilje mod Kristus Jesus selv. 2. Konteksten: Sammenhæng mellem skyld og ulykke. Nu har jeg taget Jesu ord løsrevet fra en sammenhæng. Sammenhængen er den, at rygter om to voldsomme begivenheder er nået frem til mennesker i Jesu omkreds. Som rygter om ulykker kan optage os alle, så optager de også menneskene omkring Jesus, og de optager ham. Det ene rygte er om en situation, hvor en gruppe mennesker har været udsat for den villede ondskab. Overgrebet. Der hvor der både er selve ulykken, og samtidig er en, som bevidst har forårsaget det onde. Det er situationen, som vi kender den fra terror, vold og overgreb. Magthaveren Pilatus har med vilje og uden tilsyneladende grund foretaget en massakre på en gruppe jøder, som blot var i gang med et religiøst ritual. De er blevet ofre for en mand og et systems ondskab. Den anden ulykke handler om den hændelige ulykke. En gruppe mennesker er blevet ramt af uheldet, af den hændelige ulykke, som vi genfinder den i naturkatastrofer, i trafikulykker. Her er der ingen krænker, der er blot sket en rædselsfuld hændelse, hvor mennesker har været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Helt konkret er et hus styrtet sammen og det har kostet 18 mennesker livet. Overfor sådanne nyheder stiller menneskemængden naturligvis spørgsmålet: hvorfor? Hvorfor skete dette? Kunne de have undgået det? Var de selv medvirkende årsager? Var de selv skyldige på et eller andet niveau? Havde de gjort noget særligt, som gjorde at netop de skulle rammes? Kunne vi blive ramt på samme måde? Det er spørgsmål mennesker til alle tider har stillet. At sige hvorfor er så menneskeligt. At have en tankegang, hvor der kunne tænkes at være en sammenhæng mellem en ulykke og et menneskes personlige medansvar er heller ikke så fremmed. Det kan melde sig som tanken: det er ikke retfærdigt, at netop de skulle rammes. Det havde de ikke fortjent. Det kan melde sig som tanken: Bare de havde gjort sådan eller sådan i stedet for.
I en verden, hvor man tror, der er en Gud, og derfor ikke ser alt som tilfældigheder. I en verden, hvor man hører folk sige: alt sker med en grund, everything happens for a reason, er det nærliggende at tænke sådan. I en tid, hvor så meget af det, som rammer et menneske lægges tilbage på mennesket selv, som en skyld og man fx tænker: han kunne jo bare være gået på slankekur, have motioneret mere, have ladet være med at ryge, have taget sig sammen, så var det her ikke sket. Tankegangen spøger tidligt i barnesindet, som når et barn næsten overtroisk undgår at træde på stregerne i et flisefortov eller ved siden af striberne i et fodgængerfelt med tanken om, at der vil ske en ulykke, hvis man gør det forkert. Eller mennesker, som i minutterne inden et fly letter, folder hænderne og beder om tilgivelse for et eller andet, næsten med tanken på, at man med sin skyld ikke vil fremprovokere et flystyrt. Så det er ikke en fremmed tanke, at lede efter årsager til hændelser. Det er ikke fremmed at spørge, hvor en skyld skal placeres. Og derfor reflekterer Jesus over sammenhængen mellem skyld og ulykke. Og det er i den sammenhæng, at han får sagt, at alle mennesker har brug for at omvende sig. 3. Ingen direkte sammenhæng For Jesus begynder med at klargøre, at der oftest ikke er en direkte sammenhæng mellem skyld og ulykke. Der er ikke en generel naturlov, hvor en menneskelig skyldighed direkte udløser noget ondt over det menneske. Ingen lov i Gud, som rammer et menneske direkte med straf i det øjeblik, det har overtrådt Guds bud. Gud zapper ikke den, som har gjort noget ondt. Heldigvis da. Derfor har jeg også fornylig på internettet set en af ateismens store fortalere i vores tid, stå på en scene, række hånden truende og hånende mod himlen, og udfordre Gud til at ramme ham med straf. Og da ikke sker øjeblikkeligt, så se ud over tilhørerskaren og sige: Der kan I bare se, der er ikke nogen Gud. Selvom man godt kan finde steder i Bibelen, hvor det rent faktisk sker, så er det undtagelsen i frelseshistorien, ikke reglen. Og det ville da også have været en forfærdelig verden at leve i, hvis det havde gjaldt som en grundlov. For hvis det var tilfældet hvem af os, ville så sidde her i dag? Ville noget menneske have undgået at blive ramt som en boomerang, af sin egen skyldighed? Vi ville ikke være blevet særlig gamle nogen af os. Heldigvis hviler der i stedet en næsten grundtilstand af barmhjertighed over livet, hvor man igen og igen får nye chancer. 4. Alle er skyldige. For, som jeg opfatter Jesu ord, så påpeger han, at alle mennesker i bund og grund er skyldige. Og hvis ikke alle søger mod Gud og mod Guds tilgivelse og altomfavnende godhed, så vil man møde en eller anden form for dom, en fortabthed, fordi man er lukket inde sammen med alle skyldighederne. Man er ikke blevet sat fri og det er det, man så møder frem med, når Gud en dag stiller en til regnskab for livet. Indkøbsvognen er fyldt, når man når til kasseapparatet. Hvis der er en naturlov, så er den formuleret med ordene: syndens løn er døden. At det at handle mod Guds vilje og ønske rummer sin egen død, sin egen undergang. Og at resultatet af at mennesket er faldet ud af sin oprindelige bestemmelse hos Gud og nu er indkroget i sig selv, bærer sin egen løn i dødens virkelighed, i den åndelige død.
Og derfor gør det alverden til forskel, om det man står foran Gud med på sin regnskabsdag er en karakter formet af Kristi tilgivelse, af nåde og kærlighed eller et sind præget af andre ting, af verden, af livets fortrædeligheder, af at ryggen er vendt mod Gud. Om man står der sammen med frelseren Jesus Kristus. Og dermed er vi tilbage ved Jesu ord: hvis I ikke omvender jer.. 5. Nåden Men det er ikke det eneste, Jesus siger. Det er det ikke det eneste, der siges om Gud. Derfor fortæller Jesus en lignelse, om et ufrugtbart træ, der i årevis ikke har båret frugt. I lignelsen diskuteres det, om man ikke ligeså godt kan fælde træet. Da går gartneren til kamp for træet: lad os give det en chance til. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for at passe og pleje det på bedste måde. Lad os se, om ikke den ekstra opmærksomhed og godhed, kan få træet til at bære frugt. Sådan er det med Gud. Skyldige mennesker får nye chancer. Det er det, vi kalder for nåden. At Gud er god mod os, og giver os nye muligheder. At hans favn er uendelig. At nåden slår til for os. At enhver som kommer til Kristus ikke vil blive vist bort. 6. Vidnesbyrdet Og vi mennesker får nye chancer. Da jeg en tid boede i USA var der en præst, som havde sit kontor ved siden af mit. Jeg tænkte, at han virkede som en gennemsolid, helt almindeligt menneske. En god præst. Det var indtil han en dag fortalte sin historie. Han havde været præst tidligere i sit liv, fortalte han. Men der var så meget på de indre linier, som var uhelbredt. Så han levede lidt af et dobbeltliv. På et tidspunkt sker der det, at hans kone forlader ham, hun kunne ikke holde hans dobbelthed ud. Han bliver i samme omgang fyret fra sin stilling som præst. Og i den forbindelse, jeg husker ikke detaljerne, hvor han mister alt, tager vreden overhånd i et helt banalt møde og en uoverensstemmelse med et andet menneske. Han går grassat på en anden mand, eksploderer i vrede, og slå den anden mand ned, så voldsomt at manden svæver mellem liv og død. Den anden mand overlever. Men han kommer selv i fængsel, med en dom for vold og for næsten at have myrdet en anden. Han får 8 års fængsel. I fængslet er der en ting, som fylder. Skylden. Men over tid i fængslet begynder også at ske noget andet. Han vender sig tilbage mod den Jesus, han dårligt kendte. Og overtid går det op for ham, hvad Guds tilgivelse og nåde betyder. Han begynder at forstå, at Gud ikke har forkastet ham. Og da han kommer ud af fængslet, får han en ny chance. Et nyt liv. Vist også et nyt ægteskab. Og han bliver præst for den menighed, som han nu var præst for. De kendte hans historie, og gav ham en chance. Alt var tabt, han fik alt tilbage. Hvad forløste ham? Det gjorde Guds nåde og tilgivelse. Guds kærlighed, også som den kom til udtryk gennem andres kærlighed. Og hvad åbnede ham for den gennem ulykken og en lytten til Jesu stille stemme om at vende om.. 7. Konklusion Hvis I ikke omvender jer. Det kan høres som den løftede moralisering, og det kan høres som kærlighedens stille kalden ind i den Guds nærvær, hvor der gives nye muligheder for sårede og skyldige mennesker. At vende sig om, er der, at vende sig mod Kristus på korset. At se ham, som en gang for alle båret alle menneskelige skyldigheder. Har sonet enhver synd i fortid, nutid og fremtid. Har gjort, hvad der skulle til, så vi kan stå nøgne og ærlige foran Gud med vore
skyldigheder og vide, at vi står foran kærlighed og nåde. AT Gud løfter det af os, for at lægge det på sin søn. Amen