KAPITEL 1: PROBLEMFELT...4 1.1 Indledning... 4 1.2 Problemformulering... 5 1.3 Arbejdsspørgsmål... 5 1.4 Afgrænsning... 6 KAPITEL 2: METODE...8 2.1 Indledning... 8 2.2 Forløbsbeskrivelse... 9 2.3 Empirivalg... 10 2.4 Kildekritik... 11 2.5 Teori... 12 2.6 Gennemgang af projektets kapitler... 12 KAPITEL 3: BEGREBERNES INDBYRDES SAMMENHÆNG...16 3.1 Indledning... 16 KAPITEL 4: SOLIDARITET...17 4.1 Begrebsafklaring... 17 4.2 Teoretikere... 18 4.2.1 Emile Durkheim... 18 4.2.2 Jodi Dean... 20 4.2.3 Anthony Giddens... 21 4.2.4 Sammenskrivning af teoretikerne... 23 4.3 Begrebets operationalisering... 24 4.4 Delkonklusion... 25 KAPITEL 5: INDIVIDUALISERING...27 5.1 Begrebsafklaring... 27 5.2 Teoretikere... 27 5.2.1 Zygmunt Bauman... 28 5.2.2 Ulrich Beck... 30 5.2.3 Anthony Giddens... 32 5.2.4 Sammenskrivning af teoretikere... 34 Side 1 af 81
5.3 Opperationalisering af begrebet... 35 5.4 Delkonklusion... 35 KAPITEL 6: GÖSTA ESPING-ANDERSENS VELFÆRDSMODELLER...37 6.1 Begrebsafklaring og historisk baggrund... 37 6.2 Gennemgang af modeller med fokus på solidaritet... 38 6.2.1 Den liberalistiske velfærdsmodel (Eller den anglosaksiske/residuale model)... 38 6.2.2 Solidaritetsform i den liberalistiske velfærdsmodel... 39 6.2.3 Den korporative velfærdsmodel (Eller den konservative/kontinentaleuropæiske model)... 39 6.2.4 Solidaritetsform i den korporative velfærdsmodel... 40 6.2.5 Den socialdemokratiske velfærdsmodel... 40 6.2.6 Solidaritetsform i den socialdemokratiske velfærdsmodel... 41 6.3 Delkonklusion... 42 KAPITEL 7: DEN DANSKE VELFÆRDSSTAT...44 7.1 Indledning... 44 7.2 Historisk baggrund... 44 7.3 Placering af den danske velfærdsstat... 47 7.4 Solidaritetsform i den danske velfærdsstat... 48 7.5 Delkonklusion... 49 KAPITEL 8: SAMMENKÆDNING AF TEORIBEGREBER...51 8.1 Indledning... 51 8.2 Individualiseringens indflydelse på solidariteten og velfærdsstaten... 51 8.3 Delkonklusion... 52 KAPITEL 9: ARGUMENTATION FOR VALG AF CASESTUDY...53 9.1 Opperationalisering af valg... 53 KAPITEL 10: ANALYSE AF HOLDNINGSUNDERSØGELSERNE...54 10.1 Indledning... 54 10.2 Skattetryk... 54 10.3 Tilfredshed med den danske velfærd og dens prioriteringer... 56 10.4 Universalitetsprincippet... 62 10.4.1 Sociale ydelser... 63 Side 2 af 81
10.5 Brugerbetaling... 65 10.6 Det private eller det offentlige... 67 10.7 Tillid til medborgere... 69 KAPITEL 11: DISKUSSION AF ANALYSENS HOVEDPOINTER...73 11.1 Indledning... 73 11.2 Sammenhængen mellem danskernes syn på de offentlige udgifter(10.3) og skattetrykket(10.2)... 73 11.3 Hvilken retning? (10.3 og 10.4 og 10.4.1 og 10.2)... 74 11.4 Velfærdsstatens rolle, borgerens frihed og den institutionelle solidaritet(10.3 og 10.4 og 10.5 og 10.6)... 75 11.5 Alle undersøgelser sammenfattet... 75 KAPITEL 12: KONKLUSION...78 KAPITEL 13: LITTERATURLISTE...81 Side 3 af 81
Kapitel 1: Problemfelt 1.1 Indledning Projektgruppe 13 Den danske velfærdsstat har været under udvikling siden den opstod. Politiske reformer og beslutninger i et demokrati, er udtryk for befolkningens ønsker og vilje. Det oprindelige grundlag, og forudsætningen for velfærdsstaten, var et solidarisk fællesskab i den danske befolkning - en vilje til forandring. Derfor kan man tale om en solidarisk tilstand i samfundet, og argumentere for, at det netop var den solidariske tilstand i befolkningen, der resulterede i velfærdsstaten, som den ser ud i dag. Verden har imidlertid ændret sig meget i løbet af det tyvende århundrede, og det gælder da også den danske velfærdsstat. I forbindelse med denne ændring, har individualiseringen påvirket individet og dets selvforståelse. Der er nu tale om et fokus på individets rettigheder, i modsætning til statens. Med industrisamfundets fremvækst medfulgte urbaniseringen. De traditionelle familiemønstre og fællesskaber, som man kendte dem, blev opløst i takt med servicesektorens udvikling. Denne udvikling har resulteret i, at mennesker er blevet i stand til at indgå i nye former for fællesskaber. Dette skyldes i høj grad den øgede differentiering i samfundet, da denne medførte et ophør med traditionerne og den hidtil fastlagte samfundsmoral. Derudover har individet ved dette ophør udviklet en refleksivitet, hvorved alt er til revision. På grundlag af denne udvikling, er det naturligt at forestille sig, at solidaritetsopfattelsen også har ændret sig, og måske endda ophørt i takt med individualiseringen. Man kunne samtidig også forestille sig, at refleksiviteten kunne have en positiv indvirkning på netop solidariteten, da denne tidligere var fastlåst til kendte og fastlagte fællesskaber. Samfundet kan som udgangspunkt umuligt varetage samtlige af individets egen interesser, det skyldes, at mennesker er forskellige, og i et fællesskab vil man altid være tvunget til at indgå kompromiser. Man kan argumentere for, at den danske velfærdsstat netop bygger på en samfundsstruktur med en stor og magtfuld stat, samt et omfattende offentligt system, der udbyder universelle ydelser. En sådan velfærdsstat vil givetvis prioritere det nationale fællesskabs generelle behov, frem for individets personlige frihed. Individualisering kan i denne sammenhæng være udtryk for individets jagt på behovstilfredsstillelse i det senmoderne samfund. Den kommer for eksempel til udtryk i større valgfrihed med hensyn til uddannelse, sundhedssystemet og hvilke konkrete fællesskaber som individet ønsker at deltage i. Samtidig kan man postulere, at den liberalistiske drejning af den danske velfærdsstat, som finder sted på nuværende tidspunkt, kan være Side 4 af 81
et udtryk for befolkningens ønske om fokus på individet fremfor fællesskabet. Som vi inddrager i vores analyse; hvorledes harmonerer så fx brugerbetaling eller det eventuelle ønske om valget mellem det private eller det offentlige, med det solidariske grundlag der ligger til grund for den danske velfærdsstat. Yderligere er det interessant, hvorvidt, individualiseringen kan jævnføres med den samfundsstruktur der forekommer i det danske samfund, hvor samfundet som helhed prioriteres over det enkelte individ. Dette leder til en interessant problemstilling; er der stadig tale om det samme solidariske fællesskab som dannede grundlaget for velfærdsstaten? Og hvis solidariteten er ændret, hvorvidt, kan dette så relateres til individualiseringen? Disse overvejelser og denne problemstilling er tankerne bag dette projekt. Således er projektet resultatet af en undren, over hvorledes opbakningen til den danske velfærdsstat, er bibeholdt grundet samfundsudviklingen - målt i solidaritet. 1.2 Problemformulering Hvorvidt, kan man tale om en ændring af solidariteten som følge af individualiseringen, og hvorledes påvirker denne eventuelle ændring befolkningens opbakning til velfærdsstaten? 1.3 Arbejdsspørgsmål På baggrund af vores problemformulering har vi udarbejdet nedenstående spørgsmål, til at behjælpe besvarelsen af denne. Hvert af disse spørgsmål vil knyttes til et kapitel i rapporten, og har derudover den anvendelse, at sikre at vi medtager alle aspekter, for at kunne give en fyldestgørende besvarelse. Arbejdsspørgsmålene viser altså opbygningen af projektet, samt de essentielle begreber og overvejelser, som er nødvendige at medtage for kunne besvare vores problemformulering o Hvorledes forstås solidaritetsbegrebet? o Hvordan forstås begrebet individualisering? o Hvordan kan velfærdsstater kategoriseres? o Hvad karakteriserer den danske velfærdsstat? o Hvorvidt, er solidariteten en forudsætning for velfærdsstaten? Side 5 af 81
o Hvorvidt, påvirker individualiseringen solidariteten? o Er der opbakning til velfærdsstaten blandt den danske befolkning? o Hvilken solidaritet udøver befolkningen med udgangspunkt i holdningsanalyserne? o Hvilken betydning har ændringen i solidariteten, for velfærdsstaten som institution? 1.4 Afgrænsning Vores overordnede udgangspunkter i projektet var globaliseringens udfordringer for velfærdsstaten. Vi fandt i denne sammenhæng frem til utrolig mange spændende problemstillinger. Vi måtte dog erkende, at begrebet globalisering, indeholdt mange aspekter og samfundsrelevante spørgsmål. Derfor ville det være umuligt, at inddrage dem alle, hvilket i starten blev afspejlet af et temmelig ustruktureret projekt. Det var derfor altafgørende, at vi måtte afgrænse os en del. Samtidig dækker begrebet velfærdsstat over utrolig mange aspekter. Vi fandt dog hurtigt ud af, at det specifikt var den danske velfærdsstat, som vækkede vores interesse. Men da dette i sig selv ikke var specificeret nok, udvalgte vi solidariteten i den danske velfærdsstat, som værende et hovedemne i projektet. Vi har dog valgt at afgrænse os fra en økonomisk tilgang, det kunne ellers være yderst relevant. Argumentet ville være, at det formodentlig ville være muligt, at finde frem til hvilken velfærdsmodel, som måtte være den bedst rustede, til at imødegå den øgede konkurrence som følge af globaliseringen. I forbindelse med solidariteten i Danmark er det nærliggende, at skrive om fagbevægelsernes opblomstring og evt. afvikling. Fagbevægelserne har medvirket til at skabe en bestemt solidarisk struktur, hvilket afspejler sig i arbejdsmarkedets politik. Vi nævner dog kun fagbevægelserne enkelte gange bl.a. i afsnittet om velfærdsstatens udvikling. Vi har netop valgt, at søge uden om dette af hensyn til pladsmangel, og manglende interesse på det konkrete område. Yderligere har vi bevidst fravalgt at beskæftige os med de økologiske, miljømæssige forhold og udfordringer. Vi mener, at disse ikke udelukkende kan betragtes, som den enkelte velfærdsstats opgave at varetage, men derimod hele verdenssamfundets. Desuden har vi bevidst afgrænset os fra at arbejde med solidaritet i et globalt perspektiv. Den ændrede befolkningssammensætning kunne også være ganske relevant i forhold til projektet. Det samme kan siges om det voksende Side 6 af 81
multikulturelle samfund, og dets betydning for solidariteten og velfærden i Danmark. Men dette aspekter er igen fravalgt for at sikre det specifikke fokus i vores problemformulering. Sammenfattende, er fokus for opgaven altså individualiseringens mulige indflydelse på solidariteten, da vi formoder at der er en sammenhæng, mellem solidariteten og den danske velfærdsstat. Vi vil i projektet betragte den danske velfærdsstat fra et overordnet perspektiv, og vil således ikke komme nærmere ind på specifikke detaljer, men behandle den som en styrende samfundsinstitution. Side 7 af 81
Kapitel 2: Metode 2.1 Indledning Projektgruppe 13 Med udgangspunkt i vores problemformulering, har vi gjort os visse metodiske overvejelser. Formålet med dette projekt, er at undersøge hvilke konsekvenser, individualiseringen medfører for solidariteten i den danske velfærdsstat. For at kunne besvare dette, må vi først definere og diskutere begreberne solidaritet og individualisering. Vi har ud fra Søren Juuls 1 bog Modernitet, velfærd og solidaritet(2002), valgt 3 teoretikere til vores definition og analyse af solidariteten. Desuden bruger vi også Søren Juuls egne overvejelser, vedrørende solidaritet i relation til de 3 teoretikere. Til at definere begrebet individualisering, har vi ligeledes valgt, at gøre brug af 3 teoretikere. Disse er valgt med henblik på, at kunne sammenkædes med undersøgelsen af solidaritetsbegrebet og velfærdsstaten. Teoretikerne vil nedenstående blive skitseret, og vil endvidere udgøre det teoretiske grundlag bag vores analyse. I vores teoriafsnit 2.5 følger en argumentation for valg af teoretikere. Vi vil grundlæggende arbejde ud fra et sociologisk perspektiv, men finder det nødvendigt, samtidig at inddrage en politologisk vinkel i projektet. På denne måde sikrer vi tværfagligheden i projektrapporten. Den politologiske vinkel kommer til udtryk ved brugen af Gösta Esping- Andersens velfærdsmodeller. Herunder vil vi kategorisere den danske velfærdsstat, og fokusere på, hvilke tendenser der forekommer i ændringen af den danske velfærdsstat. Vi vil i denne forbindelse undersøge, hvad der karakteriserer solidariteten i den danske velfærdsstat. Denne har i lang tid været anset for, at følge den socialdemokratiske velfærdsmodel, hvorfor det er vigtigt at redegøre for, om den danske velfærdsstat lever op til de fundamentale værdier, som den socialdemokratiske model beror på. Derfor vil vi undersøge solidariteten i den socialdemokratiske model, for dernæst at sammenligne med solidariteten i den danske velfærdsstat. I de metodiske overvejelser skal vi vurdere, hvad vi ønsker undersøgt i projektet. Hermed mener vi, om det er de generaliserbare, overordnede samfundsstrukturer, eller om det er personers indre sociale livsverden vi tilstræber at undersøge. Vi har valgt at have hovedfokus på den samfundsstrukturelle metode, idet vi primært vil beskæftige os med velfærdssolidariteten. Men da solidaritet er et yderst kompleks begreb og indeholder mange aspekter, finder vi det uvægerligt 1 Forsker ved Roskilde Universitetscenter på Institut for samfund og globalisering, bogen Modernitet, velfærd og solidaritet bygger på en empirisk undersøgelse om danskernes solidaritet. Side 8 af 81
ligeledes at medtage personers sociale livsverden. Dette medtages for at kunne skrive en tilfredsstillende konklusion og dermed svare fyldestgørende på problemformuleringen. Her forholder vi os helt konkret til de moralske tilgange og holdninger, som borgerne har til velfærdsstaten. Det kan være interessant i forhold til en evt. ændret solidaritetsform, grundet individualiseringen. 2.2 Forløbsbeskrivelse Da vi ikke har modtaget undervisning omhandlende reliabilitet i metode på nuværende tidspunkt, kan vi ikke fremgå efter bestemte mønstre i dette afsnit, men vi kan give et bud, da det belyser processen i vores projekt. Vores projekt var i begyndelsen præget af en ustruktureret og meget bred tilgang, der medførte en del metodiske problemer. Men eftersom vi som gruppe fandt frem til vores hovedproblemfelt: solidaritet, individualisering og den danske velfærdsstat, blev det lettere at finde frem til en problemformulering og derved strukturen i opgaven. Vores teorivalg blev lettere idet vi inddrog vores viden fra forskellige forelæsninger, kollokvium om velfærd samt Søren Juuls bog Modernitet, velfærd og solidaritet (2002). Vi blev ved skrivelsen af disse teoriafsnit opmærksomme på, at det var uklart hvorledes vores 3 hovedbegreber influerede på hinanden, hvorfor vi blev enige om at skrive kapi tel 3 (jf.2.6), for at klargøre vores viden om dette, før vi påbegyndte teoriafsnittene. Vi havde en del problemer med at finde relevant empiri til vores analyseafsnit, indtil vi indså at vinklen her skulle være møntet på den danske befolkning. Det viste sig til gavn for diversiteten, at der fandtes flere meningsmålinger på dette område. Vi har i denne sammenhæng haft en del overvejelser vedrørende, hvordan vi kunne inkludere al vores teori i vores analyse. Efter flere gennemlæsninger og diskussioner synes dette da at lykkes. Vi har som gruppe arbejdet både sammen og selvstændigt. Med regelmæssige møder sikrede vi, at alle havde føling med projektet, og at vi kunne ensrette vores sprog fra starten. Det har også hjulpet, at sidde flere personer sammen for at diskutere en tekst, da vi derfor har kunnet belyse flere aspekter i teksten. Derved sikrede vi at komme ind på de områder, vi ønskede at dække. Gruppearbejdet har endvidere sikret, at vi ikke sad hver især og løb ud på et sidespor eller kom til at skrive om ting, der var irrelevante for projektet. De regelmæssige diskussioner har ført til et mere overvejet projekt med langt flere tilgangsvinkler end ellers. Det selvstændige arbejde, har derefter Side 9 af 81
kunnet blive udarbejdet med en bredere vinkel. Vi har haft som udgangspunkt, at alle vidste hvad teorierne i projektet omhandlede, og at alle reflekterede over om indholdet var korrekt, misforstået eller farvet af vores egne holdninger. Vi har gennem hele processen været opmærksomme på, ikke at se projektet fra ét perspektiv, hvilket ville føre til en ensidig og usaglig opgave. Dette var også vigtigt for at sikre, at vi skrev om relevante emner, der direkte kunne kobles til opgaven. Endvidere har vi også lagt vægt på kildekritik af vores empiri, hvorfor vi har haft en del diskussioner om hvorvidt de personer, der har lavet vores empiri, har haft en agenda, eller om det har været objektive undersøgelser. Har vi sluttet at vores kilde er subjektiv, har vi brugt kilden med forbehold for dette, ved at benytte flere kilder til at belyse det område vores empiri skal dække. Vi har så vidt muligt brugt originale værker eller udtalelser direkte fra vores teoretikere til at belyse deres teorier, da det kan blive fortolket forskelligt af de forskellige sekundære kilder. Vi har dog stadig brugt sekundære kilder, da de allerede har gjort sig tanker omkring fortolkning af teorierne, hvilket har givet inspiration til vores egne fortolkninger. Vi opfatter i forhold til ovenstående overvejelser vores opgave som værende objektiv. 2.3 Empirivalg Vores empiri består udelukkende af sekundære kilder. Disse omfatter historiske kilder, faglitterære bøger, tidsskrifter herunder artikler vedrørende velfærd og solidaritet, samt adskillige holdningsundersøgelser vedrørende danskernes opbakning til velfærdsstaten. Vi har fravalgt primære kilder som egne interviews og spørgeskemaer, grundet manglende tid. Derudover ville det være bedre at benytte sekundære og veldokumenteret undersøgelser, som velansete og anerkendte forskere allerede har foretaget, idet gyldigheden formentlig er større. Disse undersøgelser er alle kvantitative og indeholder de primære indikatorer, som danner grundlaget for vores analyse i projektet. Den første undersøgelse vi anvender i analysen, har til formål at undersøge, danskernes holdning til at betale skat. Denne bruges som en indikator for borgernes holdning til den danske velfærdsstat, som er baseret på skatteindtægter. Denne undersøgelse strækker sig fra år 1990 til år 2005, og er fundet på Internettet på DR s hjemmeside. Undersøgelsen er foretaget af Epinion A/S, som yder analysebaseret konsulentbistand til virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Side 10 af 81
Epinion har lavet undersøgelsen for DR nyhederne Online. Derudover har vi gjort brug af Jørgen Goul Andersens forskningsundersøgelser, som er professor på Aalborg Universitet. Han har lavet mange forskellige undersøgelser vedrørende velfærd i Danmark. De undersøgelser vi har valgt at anvende, indeholder statistik fra år 2001 og år 2005, og skal ses i forhold til Epinions undersøgelse. Goul Andersens undersøgelse indeholder alt for mange spørgsmål til, at vi kan inddrage dem alle, hvorfor vi har udvalgt et fåtal, som vi finder relevante for netop vores problemformulering. Mange af Goul Andersens undersøgelser kan anses som en parallel til Søren Juuls undersøgelser fra 1997, som er at finde i Modernitet, velfærd og solidaritet. Vi vil også inddrage udvalgte af disse i vores analyse, så vi dels analyserer over en bred årrække, og dels er disse relevante for vores problemformulering. Søren Juuls undersøgelser er produceret af SFI. 2.4 Kildekritik Et af de generelle problemer med spørgeskema-undersøgelser er deres pålidelighed. Det kan være i forhold til antal spurgte, men det kan i høj grad også være i forhold til de spørgsmål, som stilles, og de svar som gives. Visse spørgsmål kan have en manipulerende og retorisk effekt, idet spørgsmålet kan virke ledende. Samtidig er der uvished om, hvorvidt svarene stemmer overens med deltagerens reelle holdninger og handlinger. Alligevel anser vi Goul Andersens undersøgelse for værende ganske pålidelige. Gyldigheden samt pålideligheden består i, at det er et uafhængigt forskningsprojekt udarbejdet på Aalborg Universitet. Det betyder, at det ikke er bestilt arbejde fra fx et parti, som ønskede et bestemt resultat, og derfor kunne manipulere med tallene. Derimod er undersøgelsen om Danskernes holdning til skat udarbejdet af Epinion for DR. Undersøgelsen besidder måske derfor en mindre gyldighed end den foregående, grundet denne undersøgelse ikke nødvendigvis er lavet af mennesker med viden på dette område eller på forskerniveau. Man må gå ud fra, at DR ønsker at bringe en ufarvet formidling af emnet. Vi er dog bevidste om at absolut objektivitet er et ideal, og enhver undersøgelse altid bærer præg af en vis grad af subjektivitet. Derudover kan mediernes egeninteresse influere på en undersøgelse, da en god historie giver seere. Søren Juuls undersøgelser er foretaget i samarbejde med SFI, og er finansieret af en række uafhængige institutioner bl.a. Statens Samfundsvidenskabelige Forskningsråd. Denne undersøgelse har da en vis validitet, grundet dens status som forskermateriale, og er lavet af Juul, som har Side 11 af 81
specialviden på området. Problemet med validiteten kan dog være, at selvom en række institutioner har bidraget til undersøgelsen, så er det i sidste ende Søren Juuls argumenter og tolkning som bliver præsenteret for læseren. Derfor kan denne undersøgelse aldrig være fuldstændig objektiv. 2.5 Teori Vi er bevidste om vores brede udsnit af teoretikere. Vi mener dog, at det er nødvendigt for at kunne koble 3 abstrakte emner som individualisering, solidaritet og velfærd sammen. Yderligere giver det udsnit en klar og nuanceret definition af begreberne. Til vores solidaritetsbegrebsafklaring har vi anvendt Søren Juul, Emilie Durkheim, Jodi Dean og Anthony Giddens teser om solidaritet. De har hver især udviklet forskellige former for solidaritet, som afløser og tangerer hinanden, afhængig af den pågældende samfundsudvikling. Teserne skal anvendes til at undersøge, hvilken form for solidaritet, den danske velfærdstat er bygget op omkring, og hvorvidt solidariteten har ændret form i dag. I forbindelse med afklaringen af individualiseringsbegrebet, har vi anvendt Zygmunt Bauman, Anthony Giddens og Ulrich Beck. I kraft af en sammenskrivning af de forskellige teorier, vil vi tilstræbe os på at skabe en konkret og uddybende definition af begrebet individualisering. Vi vil endvidere koble individualiseringsbegrebet sammen med solidaritetsbegrebet i den danske velfærdsstat. Som tilgang til begrebet velfærdsstat, har vi benyttet Gøsta Esping-Andersens teorier om velfærdsmodellerne. Disse kan bruges til at karakterisere og give en bedre forståelse af, hvordan den danske velfærdsstat er konstrueret. Esping-Andersen opstiller 3 velfærdsmodeller, som vi vil bruge som parametre, til at definere graden af velfærdsstatslig varetagelse, samt som bagvedliggende instrument og sammenligningsgrundlag for den danske velfærdsstat. Velfærdsmodellerne kan endvidere samtidig bruges som pejlemærker, for hvilken retning den danske velfærdsstat kan udvikle sig. 2.6 Gennemgang af projektets kapitler I det følgende afsnit, vil vi beskrive og redegøre for indholdet af hvert kapitel. Vi har som tidligere anført, at vi vil knytte et arbejdsspørgsmål til hvert enkelt kapitel. Besvarelsen af disse arbejdsspørgsmål udgør det egentlige formål med kapitlerne, i kraft af at disse delkonklusioner Side 12 af 81
ultimativt vil lede til projektets endelige konklusion. Vi vil i dette ikke gennemgå kapitel 1 og 2. Kapitel 3 er relevant for opgaven i det omfang, at vi her vil konkretisere og illustrere den indbyrdes sammenhæng mellem begreberne solidaritet, individualisering og velfærd. Dette afsnit vil give læseren indblik i begrebernes komplekse natur, samt at belyse den abstrakte problemstilling, som vi arbejder ud fra. Kapitel 4: Hvorledes forstås solidaritetsbegrebet? Vi mener, at solidaritet er en grundsten og en forudsætning for den danske velfærdsstat. Derfor vil vi i dette kapitel, definere begrebet solidaritet ud fra 3 teoretikere, samt Søren Juul. Vi vil i dette kapitel redegøre for de forskellige former for solidaritet, samt ud fra hvilken vinkel vi har valgt at betragte emnet. Gennemgangen af begrebet og beskrivelsen af solidaritetsformerne udføres i et samfundsudviklingsmæssigt perspektiv. Kapitlet udmunder i en operationalisering, og et endeligt svar på hvordan vi bruger og konkret anvender begrebet i projektet. Kapitel 5: Hvorledes forstås begrebet individualisering? I dette kapitel redegør vi for individualiseringsbegrebets kompleksitet. Dette opnås gennem en teoretisk bearbejdning af begrebet ved hjælp af 3 forskellige teoretikere. Kapitlet tager udgangspunkt i de 3 forskellige teoretikeres forståelser af begrebet individualisering, og illustrerer endvidere vores indgangsvinkel til begrebet. Som i kapitel 4 vil dette kapitel ultimativt munde ud i en operationalisering, samt en endelig definition af begrebet. Kapitel 6: Hvordan kan velfærdsstater kategoriseres? I dette kapitel beskriver vi Gösta Esping- Andersens 3 velfærdsmodeller. Vi finder det vigtigt, at kunne kategorisere velfærdsstater, da dette er en forudsætning for, at kunne svare på arbejdsspørgsmålet knyttet til kapitel 7. Vi vil derudover udlede hvilken solidaritetsform, som er gældende i hver enkelt model, dette er en naturlig forudsætning for at kunne skrive kapitel 7. I forbindelse med kategoriseringen af velfærdsstatsmodellerne vil vi benytte solidaritetsteorierne. Kapitel 7: Hvad karakteriserer den danske velfærdsstat? Og yderligere underarbejds-spørgsmålet: Hvorvidt, er solidariteten en forudsætning for velfærdsstaten? I dette kapitel redegør vi for den historiske udvikling af den danske velfærdsstat, med henblik på solidaritetsformen. Vi mener det er Side 13 af 81
vigtigt, at undersøge hvorvidt solidariteten udgør en forudsætning for den danske velfærdsstat og hvis det er tilfældet, hvilken konkret solidaritetsform er der i så fald tale om. Hovedvægten i kapitlet er lagt på, at karakterisere den danske velfærdsstat i dag. Dette er med henblik på en afklaring af, hvorvidt solidariteten stadig er et fundament for den danske velfærdsstat? Og yderligere, hvorvidt velfærdsstaten er under forandring? Kapitel 8: Hvorvidt, påvirker individualiseringen solidariteten? Formålet med dette kapitel er, at lave en sammenkædning af projektets 3 hovedbegreber. Vi undersøger konkret, hvorvidt individualiseringen spiller en rolle for udformningen af solidariteten i velfærdstaten. Kapitlet er relevant, da vi her skaber en direkte kobling mellem vores teorier indbyrdes, såvel som til vores empiri. Kapitel 9: I dette kapitel operationaliserer vi vores empiri og argumenterer for vores valg af casestudy. Det er nødvendigt eftersom vores problemformulering, indeholder flere komplekse og divergerende begreber, og derfor kan karakteriseres som abstrakt. Netop fordi vores problemformulering er abstrakt, er det essentielt, at vores empiri, formår at bringe argumenterne ned på et niveau, hvor diskussionen er relevant i en konkret samfundsmæssig kontekst. Kapitel 10: Er der opbakning til velfærdsstaten bland den danske befolkning? I dette kapitel findes analysedelen. Her analyserer vi vores empiri og udleder hvilke indikatorer, som er relevante i forhold til problemformuleringen. Vi forsøger, at klarlægge konkrete tendenser for den danske befolknings holdning til velfærdsstatens grundprincipper. Ud fra de forskellige undersøgelser, prøver vi på at forklare hvilken solidaritet, der eksisterer i velfærdsstaten, samt om der er tale om en individualisering? Og hvilken betydning har individualiseringen for både universalitetsprincippet, solidariteten, og en evt. fortsat tilslutning til velfærdsstaten. Kapitel 11: Hvilken solidaritetsform udøver befolkning med udgangspunkt i holdningsundersøgelserne? Og Hvilken betydning har ændringen i solidariteten for velfærdsstaten som institution? Kapitlet sammenkobler og diskuterer analysens hovedpunkter. Her vil vi redegøre for de hovedtendenser, som vi har argumenteret for kommer til udtryk, blandt den danske befolkning. Konkret relateres dette til solidaritet og individualisering. Dette vil munde ud i en diskussion, af hvorvidt, man kan argumentere for eller imod en opbakning til de principper, som Side 14 af 81
den danske velfærdsstat bygger på. Projektgruppe 13 Kapitel 12: Med udgangspunkt i vores delkonklusioner og analyse, vil vi i dette kapitel konkludere på vores problemformulering: Hvorvidt, kan man tale om en ændring af solidariteten som følge af individualiseringen, og hvorledes påvirker denne eventuelle ændring befolkningens opbakning til velfærdsstaten? Side 15 af 81
Kapitel 3: Begrebernes indbyrdes sammenhæng 3.1 Indledning Det kan ved anvendelsen af vores tre hovedbegreber være svært, at definere hvordan de influere på hinanden, og i hvilken rækkefølge. Fx kan sammenhængen mellem solidaritetsbegrebet og velfærdsstatsbegrebet være svær at gennemskue. Som udgangspunkt kan man argumentere for, at solidariteten er en forudsætning for velfærdsstaten, og at en ændring i solidariteten vil resultere i en ændring af velfærdsstaten som genstand. Problemet opstår imidlertid idet man konstaterer, at en ændring af velfærdsstaten, vil resultere i en ændring af solidariteten. Årsagen til problemet ligger i begrebsdefinitionen. Solidaritet er defineret som en indbyrdes moralsk forpligtethed mellem individer, og velfærdsstaten kan man definere som værende den gældende samfundsstruktur. Begge begreber er imidlertid i konstant udvikling, og man kan argumentere for at de er hinandens variable, altså er de indbyrdes afhængige. Solidaritet er defineret som en indbyrdes moralsk forpligtethed mellem individer. Velfærdsstaten kan man derimod definere som værende den ramme inden for hvilken, det danske samfund eksisterer. Dette er helt essentielt, da samfundet udgøres og udelukkende eksisterer, i kraft af det konkrete fællesskab mellem individer. Begrebet individ er derfor helt essentielt da det er en forudsætning for både solidariteten og velfærdsstaten. På den ene side ville samfundet ikke eksistere hvis individet ikke medvirkede i dette, og på den anden side har individet brug for samfundet til at realisere sit livsprojekt. Det interessante er, at individet i kraft af individualiseringen, har ændret karakter. Begreberne er alle indbyrdes afhængige, da der ikke er et enkelt begreb, der er af en fast størrelse, og det er netop denne problemstilling, som vi vil forsøge at besvare i projektet. Side 16 af 81
Kapitel 4: Solidaritet Projektgruppe 13 4.1 Begrebsafklaring Da solidaritet er et af hovedbegreberne i vores projekt, vil vi i dette kapitel behandle emnet. Det er essentielt for besvarelsen af vores problemformulering, at vi definerer begrebet, og inddrager forskellige teoretiske tilgange til selv samme. Vi har valgt at tage udgangspunkt i Søren Juuls bog, Modernitet, velfærd og solidaritet (2002), da bogen netop behandler begrebet solidaritet i forhold til velfærdsstaten. Yderligere vil vi kombinere teoretikerne Émile Durkheim, Jodi Dean og Anthony Giddens definitioner af solidaritetsbegrebet, for at opnå en bredere forståelse af begrebets kompleksitet. Herefter finder vi det nødvendigt at operationalisere solidaritetsbegrebet. Solidaritet kan defineres på flere måder, vi har valgt, at anvende Søren Juuls definition, af solidaritetsbegrebet som det fremgår i bogen Modernitet, velfærd og solidaritet: En moralsk forpligtethed mellem mennesker, der er afhængige af hinanden, knyttede til hinanden og/eller identificerer sig med hinanden. Den udgør et bånd, der integrerer dem som medlemmer af et fællesskab. 2 Det er grundlæggende for begrebet, at det er i disharmoni med egeninteresse. Samtidig skal solidariteten være en aktiv handling, og det skal ske af egen fri vilje. Altså er solidaritet en selektiv udførelse, der baseres på et ønske om, at gøre noget for andre, som ikke umiddelbart resulterer i egen vinding, heri ligger netop det moralske aspekt fra Søren Juuls definition. Det er dog alligevel i forståelsesrammen af netop dette begreb, vigtigt at vide, at solidaritet sjældent forekommer i en ren form, altså at solidariteten er den eneste indikator, for en specifik handling. Oftest vil andre faktorer også gøre sig gældende, såsom egen vinding, som fx en iscenesættelse af eget image som solidarisk, hvilket netop understreger begrebets kompleksitet. 3 Da mennesket netop er komplekst, findes der ingen indikator, for hvornår der er tale om en solidarisk handling. Dette må vurderes ud fra hvert tilfælde, og kan endda variere, selvom det er samme individ der udfører handlingen. På trods af, at der i anvendelsen af begrebet solidaritet forekommer en række forbehold, vil vi alligevel betragte begrebet ud fra dets definition gennem rapporten. 2 Juul, 2002: 16 3 Juul, 2002: 23 Side 17 af 81
Søren Juul mener, at solidaritetsudøvelsen bliver større og bredere, jo flere ressourcer 4 man har til rådighed. Solidaritet med de andre er typisk en overskudssolidaritet, der praktiseres fra den ressourcestærke borger overfor den svage eller den fremmede. Solidariteten mellem os er derimod en horisontal relation mellem ligestillede, der holder sammen, fordi de er afhængige eller forbundne. 5 Vi vil senere i dette, kapitel komme ind på forskellige former for solidaritet, samt deres belæg og udtryk. Der kan arbejdes med solidaritetsbegrebet i to hovedemner i det senmoderne samfund: Den personlige og den institutionaliserede. 6 Den personlige solidaritet er, som ordet indikerer, personligt funderet, og er en relation mellem mennesker der kender hinanden. Hvorimod den institutionaliserede solidaritet er retsligt anlagt, hvor der både er rettigheder og pligter. 7 Hvordan de to påvirker hinanden vil vi diskutere senere i kapitlet, da man kan postulere, at der næppe er plads til, eller er brug for begge former i et samfund. Dette skyldes at flere teoretikere påstår, at den institutionaliserede solidaritet, fratager eller overtager individernes ønske om, at udføre solidaritet, da de tænker at dette er blevet en sag for staten. Solidaritet er i vid udstrækning blevet noget, borgerne udviser indirekte gennem opbakning bag solidariske samfundsinstitutioner. 8 4.2 Teoretikere Der er flere teoretikere der behandler solidaritetsbegrebet, vi har dog valgt at bruge Emile Durkheim, Jodi Dean og Anthony Giddens. De arbejder alle med forskellige kategoriseringer som vi her vil gennemgå, for til sidst at lave en sammenskrivning af de tre teorier, med det formål at skabe et samlet overblik. I denne sammenskrivning vil vi medtage nogle af Søren Juuls overvejelser. 4.2.1 Emile Durkheim Emile Durkheim, der er en af de klassiske sociologer, opererer med en todeling af solidaritetsbegrebet, nemlig organisk og mekanisk solidaritet. Begge solidaritetsformer er bundet til arbejdsdelingen og samfundsformen. Selvom denne teori er fra bogen Om den sociale arbejdsdeling 4 Med ressourcer menes overskud på alle planer; økonomisk, socialt og kulturelt. 5 Juul, 2002: 17 6 Denne opdeling opererer Anthony Giddens med, se afsnit 4.2.3 7 Juul, 2002: 20 8 Juul, 2002: 25 Side 18 af 81
(1893) og tager udgangspunkt i overgangen fra det traditionelle samfund til det industrielle (moderne) samfund, er den yderst relevant, da dens problemstilling er: Hvorledes er det muligt, at der kan skabes et samarbejde mellem mennesker der er forskellige, i det omfang de både arbejder med noget forskelligt, kommer fra forskellige baggrunde og har forskellige normer. 9 Disse overvejelser er stadig væsentlige i vores senmoderne samfund, og man kan endda tale om en intensivering af differentieringen. Vi vil i projektet anvende Durkheim som en forgænger for de to efterfølgende teoretikere, det sagt, så vil vi i den resterende del af projektet fokusere på de to andre teoretikere. Durkheim opfatter solidaritet således: Den sociale solidaritet er et helt igennem moralsk fænomen, som i sig selv ikke kan gøres til genstand for en eksakt iagttagelse og frem for alt ikke måles. (...) 10 Den mekaniske solidaritet, som Durkheim operer med, forekommer i det traditionelle samfund. Med mekanisk solidaritet forstår han, at samfundet hænger sammen på en så mekanisk måde, at en bevægelse i én af dets dele fører til en direkte mekanisk reaktion i andre af dets dele. 11 Her forekommer da også tiltrækning på grund af lighed. Det traditionelle samfund er da præget af kollektivisme, altså en fælles virkelighedsopfattelse og moralsk forestilling. De moralske forestillinger er oftest udtrykt ved religiøsitet, hvor normerne om rigtigt og forkert er stærke og homogene. Al fravigelse vil fremprovokere stærke reaktioner, da det vil blive opfattet som en krænkelse af det fælles moralgrundlag. Jo udpræget kollektivismen er, des mere er samfundet præget af den mekaniske solidaritet. 12 I takt med samfundsudviklingen fra det traditionelle til det industrielle samfund, fandt Durkheim det nødvendigt med en videreudvikling er solidaritetsbegrebet. Det industrielle samfund var da præget af en øget arbejdsdeling og specialisering. Dette måtte naturligvis ændre individerne, der nu kunne udvikle sig i forskellige retninger, og ikke længere var bundet af kollektivismen og dens determinerende konsekvenser som ovenfor omtalt. Selvom mange teoretikere på daværende tidspunkt, så denne udvikling som værende konfliktskabende, så Durkheim i denne udvikling af forskellene noget yderligere: Med specialiseringen af arbejdet opstår der selvsagt en masse 9 Durkheim, 1902: 7 10 Durkheim 1902: 14 11 Durkheim, 1902: 13 12 Andersen m.fl. 2005: 80 Side 19 af 81
forskelle, men samtidig skabes der en gensidig afhængighed mellem de mange aktiviteter og mellem individerne. 13 Dette kalder han for en organisk solidaritet, da de forskellige dele i samfundet komplementerer hinanden, samtidig med at de indgår i en organisme af interdependens. Man kan også tale om at, med organisk solidaritet forstås et samfund, hvor samfundets forskellige dele er blevet funktionelt differentieret, og hvor enhver har sit eget virkefelt og følgelig en personlighed. 14 Durkheims organiske solidaritet udtrykkes altså ved en forståelse for interdependensen i samfundet, på trods af differentieringen. Dette er som tidligere nævnt yderst relevant i vores senmoderne samfund, da man taler om en større differentiering og specialisering end nogensinde før. Udviklingen af Durkheims solidaritetsbegreb kan beskrives således: Forandringen i solidariteten udgøres således af differentieringen mellem kollektiv bevidsthed og individuel bevidsthed. 15 4.2.2 Jodi Dean Den amerikanske sociolog Jodi Dean arbejder med en tredeling af solidariteten, her er tale om den affektionelle, den konventionelle og den refleksive solidaritet. Hun mener, at der er sket et skift fra den affektionelle og den konventionelle til den refleksive solidaritet, i takt med samfundsudviklingen, et skift som hun er positivt indstillet overfor. Den affektionelle solidaritetsform er funderet på intime relationer mellem individer der kender hinanden, altså i tilfælde hvor der er tale om en personlig relation. Denne solidaritet kan derfor naturligvis ikke omfatte fremmede med hvilke man ikke har et konkret følelsesmæssigt tilhørsforhold. Denne solidaritetsform forekommer i traditionelle samfund. Denne solidaritetsform ses fx i landbrugssamfund. Den anden solidaritetsform hun opererer med er den konventionelle, der baseres på fælles interesser. Denne kan altså opfattes som en gruppesolidaritet, der kan føres tilbage til fælles traditioner og værdier. Den konventionelle solidaritet er en intern ansvarlighed mellem medlemmer af relativt homogene grupper. Solidariteten vedrører our kind of people, men ikke dem, der står udenfor. 16 Dette element er begrænsende for gruppens medlemmer, da de må underkaste sig gruppens normer og værdier. Denne solidaritet ses fx i klassekampe. 13 Andersen m.fl, 2005: 81 14 Durkheim, 1902: 14 15 Durkheim, 1902: 14 16 Juul, 2002: 26 Side 20 af 81
Dean taler om nødvendigheden af en ny solidaritetsform i det senmoderne samfund, nemlig den refleksive solidaritet. Denne solidaritet gør op med den begrænsende faktor, der er essentiel i de to tidligere solidaritetsformer, nemlig den stærke adskillelse af dem og vi. Ved at fokusere på den generaliserede anden som perspektivet for en social relation gør den refleksive solidaritet det muligt at forstå gensidige forpligtelser, uden at binde disse til et snævert normsystem. 17 Dean formulerer, at den refleksive solidaritetsform er friere og mere ubegrænset end de tidligere former for solidaritet, da begrebet principielt omfatter alle mennesker. 18 Derudover er den refleksive solidaritet under konstant udvikling og reflektering, hvor det enkelte individ vælger hvem, hvordan og hvor deres solidaritet udføres. Den respekterer, at individer kan opfatte deres interesser forskelligt og kan føle sig mere eller mindre forpligtet på en konkret sag. Endvidere er den refleksive solidaritet kendetegnet ved tolerance over for de fremmede og anderledes. 19 Denne udvikling mener Dean, kan påvirke samfundsdiskursen i en sådan positiv retning, at man vil forsøge at undgå undertrykkelse og eksklusion, i kraft af at det refleksive solidaritetsbegreb netop omhandler alle. 4.2.3 Anthony Giddens Den engelske sociolog Anthony Giddens er den sidste teoretiker vi vil behandle i dette kapitel. Han ser på verden ud fra en modernistisk synsvinkel, og bruger termen det senmoderne samfund samt modernitetens refleksivitet. Hans tilgang til solidaritetsbegrebet er positiv, da han mener, at udlejringen 20 af de sociale relationer fører til en forøgelse af den menneskelige bevægelighed, hvilket medfører at individet kan skabe relationer over store afstande, ubegrænset af tid og rum. Tillid og solidaritet er ifølge Giddens ikke længere noget, der er givet på forhånd, og personlige relationer er noget der må arbejdes på. 21 Denne forøgede frihed skaber både større muligheder, men samtidig større krav, da intet længere er givet på forhånd. Giddens definering af det rene forhold, hvor individet vælger at indgå i en social relation baseret på egne interesser, så længe modparten lever op til forventningerne, hvilket også har indflydelse på 17 Juul, 2002: 26 18 Juul, 2002: 98 19 Juul, 2002: 99 20 Med udlejring menes en ændring af tid og lokalitet, der fører til en adskillelse af tid og rum. 21 Juul, 2002: 91 Side 21 af 81
hans syn på solidariteten. Forstærket solidaritet i et aftraditionaliseret samfund afhænger af, hvad man kan kalde aktiv tillid forbundet med en fornyelse af den personlige og sociale ansvar over for andre. (...) Aktiv tillid forudsætter autonomi, frem for at være i modsætning hertil og udgør en stærk kilde til social solidaritet, eftersom den er frivillig og ikke påtvunget af traditionelle bånd. 22 Tillid er i denne kontekst en forudsætning for sociale bånd, men omfatter også det offentlige system som fx velfærdsstaten. Uden tillid vil individet netop ikke kunne udvikle disse personlige bånd, som er en forudsætning for solidariteten, både i tætte relationer, men også i et samfundsperspektiv. I denne problemstilling ser Giddens også en risiko, fordi dette tillidsbånd er skrøbeligt og langt fra forpligtende. På baggrund af ovenstående opererer Giddens med en todeling af begrebet, nemlig den institutionaliserede og den personlige solidaritet. Han mener, at denne opdeling netop er relevant i det senmoderne samfund grundet statens store betydning. Samtidig mener Giddens, at en nytænkning af velfærdsstaten er essentiel for den fremtidige solidaritet, et emne han behandler i bogen The third way (1999). I bogen anerkender Giddens bekymringen for civilsamfundet, men vi kan ikke skylde skylden for civilsamfundets erosion på velfærdsstaten eller tro, at udviklingen kan vendes ved at overlade civilsamfundet til sig selv. (...) Staten og civilsamfundet bør arbejde sammen, hver især for at hjælpe, men også for at kontrollere hinanden. Ideen om fællesskab er grundlæggende for den nye politik, men ikke som et abstrakt slogan. 23 Giddens understreger her, at fællesskab ikke skal være en tilbagevending til gamle solidaritetsbegreber, men derimod et mere håndgribeligt fællesskab, der kan konkretiseres, fx i social eller materiel genopbygning af kvarterer. Her er det essentielle statens ansvar som social investor, hvorfor en nytænkning af staten forudsættes eftersom standardiserede ydelser ikke fungerer i et refleksivt samfund. Samtidig kan en empowerment 24 af borgerne hjælpe dem til at håndtere visse problemer, i modsætning til, hvis staten har det altoverskyggende ansvar. Hovedpointen ved dette vil blive, at staten ikke længere behøver at være topstyret, men at borgerne derimod er rustet til at varetage egne interesser og mål, i kraft af deres refleksivitet vha. empowerment. Den drejer sig om at forbinde autonomi med personlig og kollektiv ansvarlighed. 25 22 Juul, 2002: 92 23 Giddens, 1999: 84 (tjek denne note) 24 Empowerment er et værktøj, hvorved man styrker et individ til at bruge egne ressourcer konstruktivt. Dette værktøj kan netop anvendes indenfor den sociale sektor. 25 Juul, 2002: 95 Side 22 af 81
4.2.4 Sammenskrivning af teoretikerne Projektgruppe 13 Det er ved gennemgangen af de tre teoretikere blevet tydeliggjort, at det i takt med den accelererende samfundsudvikling, er blevet nødvendigt at videreudvikle solidaritetsbegrebet ud fra dets traditionelle forståelse. Det er da netop aftraditionaliseringen i samfundet og dens konsekvenser som vores tre udvalgte teoretikere tager udgangspunkt i: Durkheim skriver om den organiske solidaritet, hvori den øgede arbejdsdeling skaber en øget differentiering, men også interdependens i det moderne samfund. Giddens og Dean ser solidariteten som værende refleksiv i det senmoderne samfund, Dean formulerer den refleksive solidaritet, hvor solidariteten er under konstant refleksion og principielt omhandler alle, da den ikke indeholder en dem/vi-problematik. Giddens mener yderligere, at individualiseringen, udlejringen af sociale relationer samt det rene forhold influerer på solidariteten. Det skyldes, at solidariteten har brudt med de traditionelle rammer, den er ikke længere er bundet af tid og rum, men er derimod givet frihed til at være refleksiv. Ligheden mellem de 3 teoretikere er følgende; aftraditionaliseringen fører til en øget differentiering, der igen fører til en øget individualisering og refleksion. Disse faktorer, medfører en solidaritet der er op til vedvarende diskussion og overvejelse hos det enkelte individ. Alle 3 teoretikere ser i denne udvikling, en udvidelse af solidaritetsbegrebet fra os til flere/alle. Hos Durkheim er interdependensen årsagen, hos Dean og Giddens refleksiviteten hos individet. I forbindelse med denne opgave, er det essentielt at medtage Giddens opdeling af den personlige og den institutionaliserede solidaritet, som de to andre teoretikere ikke behandler. Søren Juul arbejder med begrebet solidaritet ud fra bl.a. de 3 medtagne sociologers teorier. Han opererer i sin bog med termerne refleksiv personlig og refleksiv institutionaliseret solidaritet, der er en sammenskrivning af netop Giddens og Deans teorier. Juul definerer de to termer således: Hvad jeg kalder refleksiv personlig solidaritet betegner en ansvarlig orientering til de forpligtelser, vi har over for vore medmennesker på det personlige plan. Refleksiv institutionaliseret solidaritet henviser til en ansvarlig orientering på samfunds- eller systemniveau. 26 Vi mener, at disse begreber medtager det relevante og nutidige i solidaritetsdiskursen, hvorfor vi vil anvende netop disse termer gennem resten af projektet. Derudover er det i forhold til vores problemformulering essentielt, at medtage den institionaliserede faktor grundet fokus på velfærdsstaten. 26 Juul, 2002: 27 Side 23 af 81
4.3 Begrebets operationalisering Projektgruppe 13 Vi har gennem dette kapitel forudsat, at begrebet solidaritet eksisterer, og yderligere, at det udspringer af moral. Men da moral er et filosofisk begreb, er vi bevidste om, at der er forskellige syn på begrebet. Særligt den utilitaristiske og neoklassiske tilgang til moralbegrebet, om at enhver er sin egen lykkes smed, kan ikke sammenføres med solidaritetsbegrebet. Individerne er her styret af egeninteresser, og er nytte-maksimerende væsner, der vælger de mest effektive midler til at nå deres mål (Rational choise). 27 Udfra denne moralske opfattelse vil solidaritet være ikke-eksisterende, da det er i disharmoni med egeninteresse. Derudover er vi bevidste om at der er dele af filosofien, som slet ikke annerkender begrebet moral. Dette er vigtigt, eftersom vi har defineret solidaritetsbegrebet som en gensidig moralsk forpligtethed mellem individer. En underkendelse af moral ville derfor resultere i en underkendelse af solidaritetsbegrebet, og derfor gøre opgavens problemstilling irrelevant. Vi har valgt at anvende Søren Juuls solidaritetsbegreb i projektet, hvorfor vi ikke vil diskutere moralbegrebets eksistens yderligere. I begrebet solidaritets operationalisering er det nødvendigt at medtage en bestemt faktor, nemlig hvorvidt man kontinuerligt kan videreudvikle samme begreb, uden at det mister sin oprindelige mening. Fx Søren Juuls kritik af Jodi Deans refleksive solidaritet, hvori han mener, der eksisterer en risiko for at begrebet bliver udvandet eller meningsløst. Dean isolerer i sin definering solidariteten fra omgivelserne, hvilket Søren Juul mener, er problematisk da solidaritet netop skal forstås i en fællesskabs sammenhæng. Derudover kan man postulere, at et så diffust solidaritetsbegreb, som den refleksive solidaritet, der netop omhandler alle og ingen begrænsninger har, kan være problematisk, da det måske mister sin mening ved sin mangel på begrænsning. Anthony Giddens behandler solidaritetsbegrebet i en tillids-kontekst. Denne er forskellig fra vores opfattelse af begrebets sammenhæng med moral. Men måske er disse opfattelser ikke særligt forskellige alligevel, og måske kan disse opfattelser ligefrem sammenføres. Vi vil, som tidligere nævnt, fastholde vores binding mellem solidaritet og moral. Men derudover vil vi videreføre en nødvendig binding mellem tillid som Giddens anvender og solidariteten. Fordi vi ser et behov for tillid til andre individer og til velfærdsstaten som institution, for at kunne føle en moralsk forpligtethed overfor disse. 27 Juul, 2002: 29 Side 24 af 81
Yderligere mener Søren Juul at både Giddens og Dean ved fokuseringen på individets autonomi lægger (...) en klar afstand til diverse disciplinerende eller moraliserende retninger, der arbejder for en moralsk oprustning af civilsamfundet og for en anden balance mellem rettigheder for den enkelte og pligter overfor fællesskabet. 28 Dette er ikke et realistisk syn på individet, da individet netop lever i et samfund med fastlagte normer og regler. Derfor vil det blive påvirket heraf selvom normerne og reglerne er mere flyvske og foranderlige end nogensinde før. Derudover er mennesket afhængig af at indgå i fællesskaber grundet dets natur, hvorfor det er unaturligt at se på mennesket som et fuldstændig autonomt individ. Udviklingen er mere refleksiv hvilket er udtryk for at individerne til- og fravælger normer og fællesskaber efter eget behov, dette vil på sigt medføre en ændring af solidaritetsopfattelsen. Altså vil vi gennem vores projekt anvende solidaritetsbegrebet udfra en moralsk anskuelse, og derudover har vi linket Giddens tillidsbegreb som en nødvendighed for moralen. Vi er opmærksomme på risikoen ved at anvende et begreb, der kontinuerligt er blevet så videreudviklet, at det kan have mistet sin betydning eller divergerer så meget fra sin oprindelige betydning, at der er tale om et helt nyt begreb. Derudover er særlig Deans refleksive solidaritetsbegreb, måske blevet for udvandet, da det kan forekomme fuldstændig uden begrænsninger. Alligevel mener vi, at hvis vi til forskel fra Dean og Giddens, medtager den faktor, at individet lever i et samfund, og dette trods alt vil medføre en form for forhåndsstrukturering eller socialisering. Derfor vil vi koble tillid og moral til Juuls sammenskrivning, helt konkret den refleksive personlige og institutionelle solidaritet. 4.4 Delkonklusion Vi har i dette kapitel klarlagt, at solidaritetsbegrebet hovedsageligt ses ud fra et moralsk perspektiv, hvilket understøttes af Durkeheim og Dean. Giddens opererer med solidaritetsbegrebet udfra tillid, hvorfor vi gennem projektet betegner tillid som en forudsætning for solidaritet. Begrebet skal forstås ud fra de sammenhænge og relationer, der binder individer eller grupper sammen. Derfor skal begrebet forstås ud fra den diskurs, der hersker på samfundspolitisk plan, samt det perspektiv begrebet indsættes i. Der er hermed tale om forskellige former for solidaritet, som forekommer side om side. Af denne grund må solidaritet sættes i kontekst til det nuværende samfund, i vores verden 28 Juul, 2002: 100 Side 25 af 81
det senmoderne samfund. Dette samfunds hovedpunkter er aftraditionalisering, øget differentiering og refleksivitet, som influerer på solidaritetsbegrebet. Derudover må statens store rolle i det danske samfund medtages, hvorfor man kan tale om en egentlig opdeling af den personlige og institutionelle sfære. Derfor opererer vi gennem projektet hovedsageligt med termerne refleksiv personlig solidaritet og refleksiv institutionel solidaritet, med inspiration fra Søren Juul. Vores problemstilling tager udgangspunkt i individualiseringens mulige indflydelse på solidariteten i den danske velfærdsstat. Vi har i dette kapitel, redegjort for en række forskellige former for solidaritet. Det interessante aspekt, er derfor hvorvidt det er muligt at koble disse solidaritetsformer til den danske velfærdsstat, samt at undersøge hvorvidt solidariteten bliver påvirket af individualiseringen. Kapitlets overordnede formål, er at muliggøre en analyse af vores empiriske data, mere specifikt, at påvise eksistensen af forskellige solidaritetsformer i det danske samfund. Ydermere om der er tale om en samfundsrelateret solidaritetsform, som enten tager udgangspunkt i en refleksiv personlig, eller institutionel solidaritet borgerne imellem. Det vil i denne forbindelse være relevant at behandle samfundsrelaterede spørgsmål og emner, som fx tillid blandt borgerne i velfærdsstaten, da tillid både blandt borgerne og til samfundsinstitutionen generelt er en forudsætning for solidaritet. Side 26 af 81
Kapitel 5: Individualisering 5.1 Begrebsafklaring Projektgruppe 13 Da det er essentielt, for besvarelsen af vores problemformulering, at få styr på begrebet individualisering, har vi valgt at bruge megen tid og plads på at beskrive individualisering og de teorier om begrebet, der efter vores mening giver det bedste billede af hvad det betyder for det danske samfund og de mennesker der lever i det. I Gyldendals Leksikon bliver individualisering beskrevet som en: samfundsmæssig proces, der indebærer en nedbrydning af individets traditionelle bånd til familie, klasse og fællesskaber, men også dannelsen af individet som social enhed med bestemte rettigheder og ansvar. 29 Det vigtige i denne beskrivelse er den dobbelthed, der er i begrebet. På den ene side er individualiseringen af en destruktiv natur, da den nedbryder de traditionelle bånd til familie og fællesskaber. På den anden side er individualiseringen en skabende størrelse, da den danner individet som social enhed. Årsagen til denne dobbelthed og det vigtigste i hele beskrivelsen af begrebet er, at det er en proces. Det er en overgang fra en samfundsform til en anden. Ved ethvert samfundsskifte bliver gamle samfundsstrukturer nedbrudt, for at andre og mere passende, for den givne tid, opstår. I denne igangværende proces, som nogen kalder globaliseringen og andre postmodernismen, er det de tætte bånd til familie, fællesskaber og ikke mindst klasse, der må vige for begreber som frihed, rettigheder og ansvar og en hermed forbunden oplevelse af rodløshed, usikkerhed og selvoptagethed grundet tabet af en stabil social struktur. 5.2 Teoretikere For at svare på spørgsmålet, om hvad individualismen betyder for samfundet, og de mennesker der lever i det, vil vi tage udgangspunkt i 3 teoretikere Zygmunt Bauman, Ulrik Beck og Anthony Giddens, da de er tre af de mest markante tænkere indenfor dette felt. Vi vil dele afsnittet op i de tre teoretikere, samt i afsnit der forklarer hvilke forholdsregler vi skal tage for den enkelte teori i vores 29 http://www.gyldendal.dk/webapp/wcs/stores/servlet/online_leksikon+10001+10002+1000+onlineleksikon Side 27 af 81
videre diskussion af begrebet. Til sidst vil vi sammenføre de tre teorier og deraf opbygge en brugbar opperationalisering, som vi kan bruge i analysen 5.2.1 Zygmunt Bauman Zygmunt Bauman beskriver i Frihed 2003 30 individualitet som en følge af den frihed, den enkelte har til at træffe et valg, eller til ikke at træffe det. Dette afføder en subjektiv motivation og et personligt ansvar overfor sine personlige handlinger. For at sige det på en anden måde, vil fraværet af en påtvungen norm, der determinerer ens livsprojekt bevirke i, at den enkelte vil se sig selv som unik. Dette frembringer oplevelsen af på samme tid at være et jeg og at have et jeg. Dvs. skabt incitamentet til at dyrke og forsvarer sit eget jeg. Dette kan ses som skabelsen af sin unikke identitet og derved at sit eget individ 31 Den frihed, som individet får ved at skulle træffe disse valg, har dog en bagside. I takt med at man ikke længere er bundet til en specifik norm, er der heller ikke længere nogen rettelinje for, hvordan man skal opføre sig, og hvilke valg man bør tage for at opnå det ønskede resultat. Dette skaber en uvished om de valg man tager, og man vil derfor søge at få bekræftet sine valg ved at indgå i et fællesskab. Det at indgå i et fællesskab vil dog betyde, at man afgiver sig sin frihed til at træffe valg. Man er nødsaget til at følge gruppen, da man ellers risikerer at blive forvist fra gruppen. Bauman skriver i Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige 2004 32 om et samfundsskifte fra producentsamfundet (det industrielle samfund) til forbrugersamfundet (det moderne samfund). Han argumenterer for dette, ved at belyse de særtræk der gør sig gældende inden for de to samfundsformer. I producentsamfundet er hovedparten af befolkningen beskæftiget som producenter. Dette betyder dog ikke at de ikke har forbrugt varer, da det er essentielt for et menneske at forbruge for at overleve, dette forbrug er eksempelvis mad, vand, tøj, litteratur og tag over hovedet, og det er heller ikke sådan, at der ikke er beskæftiget nogen med at producere i det nye forbrugersamfund. Det der har ændret sig er, hvordan den enkelte handling bliver betonet i samfundet. 33 Overgangen fra producent til forbruger har haft stor betydning for den måde, det enkelte menneske 30 Vi anvender en oversættelse af Tom Haveman af Freedom 1988 af Zygmunt Bauman. 31 Bauman, 2003: 60 32 Oversat af Susanne Arends og Tom Havemann fra engelsk efter Work, consumerism and the new poor1998 33 Bauman 2004 s. 41-42 Side 28 af 81
bliver socialiseret så det passer ind i samfundsordenen. I producentsamfundet skriver Bauman, at man blev socialiseret igennem sin arbejdsplads, grundet den panoptik, som Jeremy Bentham beskriver i Panopticon 1843. Den panoptiske tankegang går ud på, at de mennesker der skal socialiseres, om det er forbrydere, børn eller arbejdere, skal være under en konstant følelse af at være overvåget, men på ingen måde vide hvem det er der overvåger dem, eller at blive set uden at kunne se. Denne overvågning vil medføre, at arbejderen m.v. ikke vil være frie til at gøre hvad han lyster, og efterhånden vil blive vænnet til at opføre sig efter normen. Herved er den panoptiske proces fuldført, og der er ikke længere brug for at overvåge den enkelte. De mennesker der overvåger bliver ifølge Bentham nødsaget til at have en vis form for frihed for at kunne overvåge på en effektiv måde og tage forholdsregler for adfærdsændringer ved arbejderne. 34 I forbrugersamfundet er denne form for socialisering ikke længere mulig, da der ikke længere er det samme antal beskæftigede indenfor den industrielle sektor. Det er heller ikke at foretrække, da den panoptiske socialisering er bedst til at indkorporere en rutinemæssig monoton adfærd. Dette er i modstrid med forbrugeren, der ender ud i uophørlige valg og fraværet af en rutine. Vaner bliver kastet til side, intet behov anses for at være opfyldt, og ingen ønsker ses som endegyldige. 35 I forbrugersamfundet er det den enkelte forbruger/borger, der selv vælger hvordan dennes identitet skal se ud. Dette sker ved hjælp af forskellige images, dvs. at menneskets identitet bliver identisk med nogle visuelle fingerpeg, som andre mennesker kan genkende og fortolke for derigennem at fastslå, hvem man er som person. Dette er ikke kun rent visuelle genstande som tøjsmag, men også hvilken mad man spiser, hvilken litteratur man læser, og hvilke former for motion man dyrker, der determinerer ens identitet. Man har så at sige frihed til at opbygge sit selv, som man ønsker, og hvis man ikke ønsker at bruge energi på dette, står markedet klar med færdigpakkede identitetsmodeller i stribevis. 36 I Baumans forbrugersamfund bliver offentlige ydelser set som en hæmsko i kampen om at opnå sin individualitet, da de offentlige ydelser ikke kan hamle op med markedets ydelser hvad angår symbolværdi. Årsagen til dette kan være, at den offentlige ydelse generelt er dårligere end den samme ydelse på det private marked. Dette behøver dog ikke at være den eneste grund. Ydelsen kan også have en lavere status i kraft af, at alle har adgang til den. Det at alle har adgang til noget, og at 34 Bauman, 2003: 19-25 35 Bauman, 2004: 43 36 Bauman, 2003: 90 Side 29 af 81
det er gratis, symboliserer at markedet ikke gider bruge ressourcer på at producere ydelsen. Den har så at sige en negativ symbolværdi. Dette vil dog få de bedre stillede i samfundet til så vidt muligt at undgå disse ydelser, ved at betale sig til en bedre og mere udbygget ydelse gennem den private sektor. Her kunne det være en bil i stedet for offentlig transport eller privatskoler i stedet for de offentlige. Bauman skriver at dette skaber en ny opdeling i samfundet, hvor der er dem der ikke har ressourcerne til at komme udenom de offentlige midler, og så er der dem der har. 37 5.2.2 Ulrich Beck Selvom Ulrich Becks teori om risikosamfundet ikke direkte omhandler individualisering, vil vi alligevel forklare om risikosamfundet, da det er tæt forbundet med hans individualismeteori. I hans teori om risikosamfundet, forklarer Beck om overgangen fra klassesamfundet, hvor fordeling af goder var fokus, til det nuværende risikosamfund, og om individets nye ansvar for at tilpasse sig. Individet har i risikosamfundet fået ansvaret for at holde sig informeret omkring, og undgå de risici, der bliver beskrevet i hans teori om risikosamfundet, i stedet for klassesamfundets kamp for ligelig fordeling af goder. I hans teori om risikosamfundet, forklarer han også, at de risici der bliver fokuseret på i vores samfund ikke begrænser sig til bestemte klasser eller bliver fordelt efter økonomisk indkomst. Da samfundets fokus ikke længere er bestemt efter indkomst, men er kollektivt, og fordelingen af goder er blevet fuldført tilfredsstillende, er der ifølge Beck ikke længere belæg for at have en klassekamp. Ulrich Beck er en tysk professor i sociologi, og har beskæftiget sig med begrebet individualisering. I sin bog Risikosamfundet beskrev han samfundsudviklingen. Den omhandlede overgangen fra et industrisamfund til et risikosamfund, hvor man med en nyanskaffet overflod af midler, koncentrerede sig om fordeling af onder i stedet for fordelingen af goder. Han lægger i denne tese vægt på, at samfundet er blevet mere informeret, og at samfundets rolle har ændret sig fra at kæmpe for at få dækket borgernes faste materielle basale behov til kampen om at fordele risici blandt borgerne. De forskellige onder er karakteriseret ved at være utilsigtede effekter af industrisamfundet, så som forurening af havene, haver, luften fra kemikalier brugt i landbrug og anden industri, eller global opvarmning, huller i ozonlaget og radioaktive nedsmeltninger. Social status defineres ifølge Beck ikke længere efter, hvorvidt man tilhører en bestemt klasse, eller 37 Bauman, 2003: 98-99 Side 30 af 81
efter hvor mange ressourcer man har til rådighed. Denne defineres efter hvorvidt man er bevidst om, og undgår risici. Forurening er ikke noget der kun er i arbejderkvarterer, men rammer alle i samfundet på tværs af klasser og sociale skel. Da Beck understregede, at det var risici der bestemte ens status, kommer dette argument om en såkaldt demokratisk forurening til at betyde at samfundet er klasseløst. For at undgå risici kræver det også en del viden fra menneskets side. De fleste ved, at en fabrik forurener luften, eller at kunstgødning af marker kan være forurenende, men hvordan bestemmer man hvilken mængde forurening der er farligt eller uønsket, og hvordan undgår man at drikke forurenet drikkevand? Man kan definere, hvad der bliver forurenet med, og hvor store kvoter hver virksomhed bruger, men mængden af forurening der skal tillades, kommer op til diskussion mellem forurenende virksomheder, videnskabsfolk og den almene borger, hvis mening er afhængig af udtalelser fra både fabrikant og lægmand. For at forbyde et kemikalie skal der først fremføres videnskabelige beviser på hvilke egenskaber kemikaliet har, og hvad det gør ved menneskets helbred. Dette kan ifølge Beck føre til, at man griber for sent ind over for risici, så de allerede har gjort en del skade før de kan afværges. 38 Risikosamfundet er ifølge Beck ikke kun en effekt af konkrete eller uspecificerede risici for miljøet. Den har også relationer til den stigende sekularisering, aftraditionalisering og den stigende individualitet, der giver os flere valg, omkring hvordan vi vil leve vores liv. Disse faktorer medvirker til at afskaffe klassesamfundet, og andre politiske fællesskaber. Samtidig kan det dog skabe et problem, i form af et forøget krav om selvdefinering til det punkt, hvor det enkelte menneske ikke altid kan magte ansvaret for at have et formål med livet. Dette bliver også kaldt en eksistentiel krise. Levestandarten er steget i kraft af at reallønnen er steget markant, så vi ikke sulter mere. Vi har et statsstyret sikkerhedsnet, der går ind og erstatter det civile sikkerhedsnet fra klassesamfundet, og vi bliver til stadighed bedre uddannet til at videreføre vores samfund. Vi har fået et frit valg omkring hvilken karriere vi vil forfølge, hvilken identitet vi vil påtage os og hvordan vi vil definere vores liv. Vi er med andre ord pålagt en refleksiv identitet, hvor vi selv skal definere vores person. 39 Beck definerer: Det refleksive individ kan beskrives som et individ der aktivt og kritisk tager stilling og handler ud fra en bevidsthed om, at vedkommende både kan vælge frit men også har et medansvar overfor verdens udvikling og overfor andre individer. 40 Her henvender Beck sig til sin 38 Andersen, 2005: 464-467 39 Andersen, 2005: 470-475 40 Beck m.fl. 1994: 13 Side 31 af 81
tese om, at mennesket deltager refleksivt i samfundet, altså at mennesket også drager overvejelser om omverdenen til at bestemme hvilke handlinger de vil tage. Ulrich Beck videredefinerer betydningen af begrebet individualisering i år 2000, hvor han lægger vægt på, at begrebet beskriver en strukturel, sociologisk ændring af sociale institutioner og individets forhold til samfundet. Han lægger også her vægt på, at individualiseringen har været i gang gennem hele menneskets historie i forskellige former, men udtrykker at han anvender begrebet individualisering til at undersøge, hvordan man klarer overgangen fra en samfundsopbygning til en anden, med hensyn til identitet og bevidsthed ud fra hvordan behov ændres. Der er ikke plads til kassetænkning med at inddele folk i de gamle klasser, roller og systemer, men der skabes et paradoksalt kollektivt krav om individualitet. Det rejser et spørgsmål om, at man kan have en kollektiv identitet, altså om man kan føle tilhørsforhold til en gruppe af mennesker på den samme måde, som man havde i klassesamfundet. Ulrich Beck understreger, at man godt kan have sociale relationer selvom de, som et resultat af individualiseringen, er blevet mere løse end de tidligere har været. Forskellen fra tidligere er, at man selv udvælger sin omgangskreds, ud fra hvilke egenskaber man beundrer eller gerne selv vil påtage, frem for hvilken arbejdsbaggrund eller politisk overbevisning de har, selvom de egenskaber også kan være en kilde til et kontaktønske. 41 Ulrich Beck beskriver individualisering som et led i frigørelsen fra industrisamfundets klassesamfund. Opløsningen af sociale sikkerhedsnetværk i de forskellige klasser som garant for velfærd, fører til individuelt ansvar for velfærd, hvilket paradoksalt nok er blevet overført til staten, da der ikke længere findes en klassekamp. Den klassebestemte afhængighed bliver med andre ord erstattet af en institutionel afhængighed, med kollektive krav om forbrug, uddannelse, arbejde og ensretning, men samtidig opfordrer folk til individuelt at finde ud af hvordan de opfylder de kollektive krav. 42 5.2.3 Anthony Giddens Den engelske sociolog Anthony Giddens, er som beskrevet i afsnit 4.2.3 meget optaget af moderniteten eller aftraditionaliseringen. Det er da også ud fra denne sammenhæng, han behandler individualiserings-begrebet positivt. Giddens opererer med tre hovedbegreber indenfor individualisme, nemlig refleksivitet, ontologisk sikkerhed og intimitetens forandring. Giddens 41 Williams, 2002: 61-108 42 Andersen, 2005: 472 Side 32 af 81
mener først og fremmest ikke, at individualiseringen vil resultere i et moralsk ophør. Tværtimod er yngre generationer opdraget til en mere moralsk tankegang, de henfører da ikke de moralske handlinger til traditionen, hvilket er den største forskel på generationerne. 43 Derudover har Giddens i kontekst til det senmoderne samfund en opdeling af individets sfære, den institutionelle sfære og den personlige sfære, hvor den institutionelle er på samfundsniveau. 44 Refleksivitet er resultatet af aftraditionaliseringen. Denne er muliggjort af flere faktorer, bl.a. forøget teknologi, der fører til udlejringen af sociale relationer. Refleksiviteten medvirker, at individet i højere grad en nogensinde før, skriver sin egen biografi eller kan skabe sit jeg. Denne refleksivitet medfører også en usikkerhed og tvivl, da eksistentielle træk er formbare og under konstant revision. Derfor er den ontologiske sikkerhed essentiel for individet. Med ontologisk sikkerhed mener Giddens tillid. Denne udvikling af tillid sker ved fødslen, påvirkes gennem hele livet, og tilliden (eller beskyttelsesværnet) influerer på alle beslutninger og valg individet træffer. Derfor er tillid essentielt for Giddens. 45 Intimitetens forandring er Giddens indførelse af begrebet det rene forhold, som er behandlet kort i afsnit 4.2.3, har refleksiviteten også indflydelse på intime forhold. Individer vedholder også kun et intimt forhold, i fald det får noget konstruktivt ud af det, eller vedkommende lever på til forventningerne. Dette har da betydning for individets ontologiske sikkerhed, der kommer i en risikozone, da disse intime forhold ikke er garanteret vedvarende grundet refleksiviteten. Dette fører igen tilbage til Giddens hovedfokus på tillid, som er essentielt også i de intime forhold. 46 Dette bliver også et problem i den institutionelle sfære, hvor opbakningen, ifølge Giddens, også er styret af tilliden til systemet. Giddens ser flere muligheder end begrænsninger ved individet som et refleksivt projekt. Individet bliver i højere grad end nogensinde før frit, og kan som sagt skabe sig selv. Derudover er individet grundet udlejningen af sociale relationer samt udviklingen af det rene forhold, fritaget af begrænsninger af rum og tid samt faste bindinger, hvilket forstærker refleksiviteten yderligere. Dette bevirker netop til individualiseringsprocessen af individet. 43 Giddens, 1998: 36 44 Andersen m.fl., 2005: 440 45 Andersen m.fl., 2005: 441 46 Andersen m.fl., 2005: 442 Side 33 af 81
5.2.4 Sammenskrivning af teoretikere Projektgruppe 13 De tre teorier har forskellige udgangspunkter for, hvorfor udviklingen foregår, som den gør. Resultatet er dog nogenlunde det samme: Det, at være fri for påtvungne fællesskaber og derved være i stand til at skabe sine egne. Det, at have muligheden for, at kunne skabe sin egen personlige identitet, at kunne være et individ i samfundet. Dog er der nogle små forskelle, som jeg kort vil opridse. Giddens beskæftiger sig ikke med hvordan den enkelte skaber sit eget individ, men konstaterer blot at dette er blevet en reel mulighed. Beck beskriver mulighederne i de valg man tager. Herunder hvilken uddannelse man følger og hvilke fællesskaber, man indgår i. Det der er humlen i det er, at det ikke bare er en mulighed for at vælge, men at man både har et ansvar for og en pligt til at vælge. Dette adskiller sig ikke synderligt fra Bauman, der dog tager den endnu længere idet han bringer forbruget ind i billedet, og ser ikke kun relationer og karrierevalg som essentielle valg man skal tage, men ser hele individets forbrug 47, som en indikator for den frihed man har til at vælge. Baumans udgangspunkt er forbrugersamfundet. Og den teknologiske udvikling Becks udgangspunkt er risikosamfundet og den teknologiske udvikling Giddens udgangspunkt er globaliseringen og den teknologiske udvikling Det man kan spørge sig selv om, er hvorvidt det er forskellige dele af samme sag. Er det muligt at tage fat i Becks risikosamfund, og se det som en konsekvens af Baumans forbrugersamfund og Giddens syn på globaliseringen. Her varetager staten de opgaver, der har negativ symbolværdi, der kunne ses forurening som en risiko, i en tidsalder hvor det ikke er muligt at lukke sig inde i sit eget lille samfund. Man kunne også se på forbrugersamfundet, som gennem det marked der driver det har åbnet op for verden, men samtidig producerer risici, da det er opretholdt ved et uendeligt og evigt forøget forbrug. Der er en fællesnævner i den teknologiske udvikling. Denne har muliggjort kommunikation og bevægelighed over store afstande og har derved åbnet op for muligheder der førhen var udenfor vores rækkevidde. Med muligheder mener vi muligheden for at indgå i fællesskaber, der ikke nødvendigvis er i individets nærmeste omkreds, herunder arbejde og familie. Men at man er blevet i stand til at indgå i fællesskaber med de individer man har lyst til at identificere sig med og som 47 forbrug er beskrevet nærmere i afsnittet om Bauman Side 34 af 81
interesserer en. 5.3 Opperationalisering af begrebet Når Bauman skriver om de offentlige ydelser og deres negative symbolværdi for forbrugeren, kan vi ikke overføre hans tanker direkte, da han tager udgangspunkt i den Engelske velfærdsstat, da denne hører til i Esping-Andersens Liberale velfærdsmodel, og det offentlige system er konstrueret på en helt anden måde end det danske. I England er de offentlige ydelser kun for de fattigste, hvilket derfor står i modsætning til dem, der er i det danske samfund, hvor alle har ret til de offentlige ydelser. Vi vil dog se det ud fra det perspektiv, at et system der ikke bliver brugt, vil ikke blive reproduceret ifølge Giddens. Dette kunne skade den tillid, der ville være til det offentlige, hvilket ville give de offentlige en yderligere negativ symbolværdi. Rent praktisk vil vi kigge på, hvorvidt borgeren i Danmark ønsker at have større medbestemmelsesret gennem brugerbetaling, eller gennem fritvalgsordninger. Vi mener, at disse ordninger vil muliggøre ovenstående scenarium, hvor det ikke vil være staten, der vælger hvilken institution man bliver behandlet af, og om man skal behandles. Med behandle mener vi ikke nødvendigvis hospitaler og sygehuse, det kunne også være dagpengekontorer eller andre offentlige instanser. Vi vil desuden se på den øgede refleksivitet, der er i befolkningen ved at undersøge hvorvidt borgerne er tilfredse med de ydelser deres skattepenge går til. Sagt på an anden måde, hvorvidt deres skattepenge skal gå til fx sundhedsvæsnet, nye veje eller hjælp til barnløse. Forskellen på disse ydelser er at for sundhedsvæsnet og vejenes vedkommende kommer det størstedelen af befolkningen til gode, og med hensyn til hjælp til befrugtning af barnløse er det en meget lille del af befolkningen, der har glæde af skattekronerne. 5.4 Delkonklusion Det er i dette kapitel blevet klart, at øget refleksivitet og individualisering er to sider af samme sag; Det sker ud fra en forventning om, at individualiseringen betyder større personlig frihed, som indbefatter en øget refleksivitet. Der er med andre ord tale om, at vi lever i et samfund, hvor vores livsbetingelser i stigende grad er et resultat af vores egne handlinger. Dette har nødvendiggjort, at den enkelte overvejer de handlinger individet udfører, og hvilke mål individet ønsker, da der ikke længere er nogle faste retningslinjer. Det er i stigende grad individets egen skyld hvis det fejler. Side 35 af 81
Kravet og behovet for refleksivitet er dog ikke kun i forhold til den enkelte, men i stedet et krav der stilles til alle niveauer i samfundet. Samfundet er ligeledes nødsaget til at vurdere mål og handling i forhold til de omkringliggende samfund og i forhold til borgerne i samfundet. Det er vigtigt at påpege, at individualisering ikke absolut medfører en rendyrket egoisme, idet moral ifølge Giddens ikke forsvinder. Ej heller vil individualiseringen føre til det isolerede individ, der ikke kan kommunikere med de omkringværende mennesker, da forbrugeren ifølge Bauman vil søge accept for sine valg i et fællesskab. Vi vil i analysen undersøge, hvorvidt den enkelte borger er refleksiv i dets forhold til velfærdsstaten. Med det menes der, at den enkelte borger fx gerne vil have medbestemmelse over, hvad deres skattekroner skal bruges til, og hellere selv vil betale for ydelsen. Vi vil også uundersøge dette ved at se på, hvad befolkningen mener, at det er relevant at betale skat til, og hvorvidt de er tilfredse med den service, de får ved de forskellige ydelser. Side 36 af 81
Kapitel 6: Gösta Esping-Andersens velfærdsmodeller 6.1 Begrebsafklaring og historisk baggrund Dette afsnit indeholder en kort forklaring af hvad velfærdsmodeller er, og hvad disse bruges til. Vi finder det vigtigt, at benytte os af nogle udvalgte modeller, da disse forventelig vil hjælpe til en bedre forståelse af hvordan den danske velfærdsstat i dag er udformet. Vi giver endvidere en redegørelse for, hvorfor disse kan forstås som idealtyper. Velfærdsstaten fik for alvor sin udbredelse efter 2.verdenskrig. Begrebet velfærdsstat kan dog spores tilbage allerede i forbindelse med de socialforsikringer, som Bismarck etablerede i 1880 erne i Tyskland 48. Selve begrebet velfærdsstat bliver imidlertid brugt i mange forskellige sammenhænge og indeholder ikke en klar entydig eller definition. Begrebet knytter sig til forskellige modeller og teorier. Derfor kan stater og samfund, som ellers adskiller sig politisk, økonomisk og på en lang række andre punkter, stadig blive kategoriseret under samme betegnelse velfærdstat. Velfærdstaten handler overordnet set om hvordan ansvaret for solidariteten håndteres 49. Af denne grund påtager velfærdsstaten sig en række serviceopgaver. Men det er forskelligt fra land til land hvordan disse opgaver løses afhængig af hvilken velfærdsmodel man følger. Der er udviklet en række europæiske velfærdsmodeller, som alle tager afsæt i grundideerne fra den Bismarckianske og Beveridgeanske model. Begge er udviklet i det 19.århundrede 50. Vi vil ikke uddybe disse, men blot skitsere deres overordnede træk; Førstnævnte model er opkaldt efter den tyske forbundskansler Bismarck og blev introduceret i 1880 erne. I denne model er idéen, at den enkelte skal opnå sikring gennem en aktiv deltagelse på arbejdsmarkedet. Den er ophav til det der senere kaldes den korporative model. Modellen Beveridgean er introduceret i midten af 1900-tallet og er opkaldt efter William Beveridge, som er grundlægger af efterkrigstidens engelske reformer. Grundlæggende handler modellen om, at individet selv skal sørge for sin sociale sikring. Denne er ophav til det der senere kaldes den liberale model. Der er siden hen blevet udviklet flere forskellige velfærdsmodeller, hvor vi har valgt at gøre brug af Gøsta Esping-Andersens, da vi finder disse relevante og anvendelige i forhold til vores projekt. Det er imidlertid vigtigt, at disse modeller skal forstås som idealtyper. Hermed menes ikke, at en 48 Andersen, 2005: 160 49 Ploug, 1999: 47 50 Abrahamson, 2006: 395 Side 37 af 81
idealtype er en beskrivelse af virkeligheden, men i stedet skal opfattes som en teoretisk konstruktion, som virkeligheden kan tilnærme sig. Den bruges af forskeren som et instrument, når han forsøger at fange virkelighedens mangfoldighed, som Weber forklarer sin idealtypemetodologi 51. Modellerne udspringer af samfundsmæssige erfaringer, som er et produkt af den menneskelige fornuft. Følgende modeller kan altså bruges som parametre eller midler til, at skaffe sig viden om hvorledes fx Danmarks velfærdsstat har udviklet sig og reelt ser ud i dag, samt give et fingerpeg om, hvorvidt den faktiske udvikling går imod eller væk fra en udvalgt model. Da der er tale om idealtyper, er der i princippet intet land, som vil have en samfundsmæssig opbygning der er identisk med en af de nedenstående modeller. 6.2 Gennemgang af modeller med fokus på solidaritet Danskeren Gøsta Esping-Andersen fremførte i 1990 sin idé om velfærdsstatsregimer i den banebrydende bog The Three Worlds of Welfare Cap, som er blevet et standardværk indenfor velfærdsstatslitteraturen. Esping-Andersen differentierer over begrebet velfærdsstat og skelner mellem forskellige typer af velfærdsstatsmodeller: den liberale-, den korporative- og den socialdemokratiske velfærdsmodel 52. Hans teorier har vundet enorm udbredelse indenfor velfærdsstatsforskningen. Esping-Andersens 3 velfærdsmodeller er en videreudvikling af Titmuss begreber om forskellige Velfærdsprincipper. Disse vil vi dog ikke komme ind på i rapporten. 6.2.1 Den liberalistiske velfærdsmodel (Eller den anglosaksiske/residuale model) Denne er kendetegnet ved en prioritering af det frie marked og et forholdsvist lille statsapparat. Sociale overførelsesindkomster er beskedne og begrænset, men kan i princippet modtages af alle. Hovedtesen er, at det skal kunne betale sig at arbejde uanset graden af lønnen, hvorfor ydelserne er lave. Nøjsomme socialforsikringssystemer er af samme grund forbeholdt de erhvervsaktive 53. Velfærden er baseret på individuelle, private forsikringsordninger, og ideologien i den liberalistiske model er at den enkelte skal sørge for sig selv og sin familie 54. Staten skal så vidt muligt holde sig tilbage og kun gribe ind og støtte de økonomisk dårligst stillede grupper. Man kan derfor sige, at 51 Anderse m.fl., 2005: 93 52 Andersen, 2005: 162 53 Andersen, 2005: 162 54 Kvist, 2002: 43 Side 38 af 81
solidariteten er rettet mod netop denne gruppe. Dog pointerer Esping Andersen, at der ikke tages hånd om de svageste i samfundet i den liberalistiske model. Han fremhæver, at der vil opstå en stratifikation gennem socialpolitikken, som i stedet vil marginalisere de svageste og give den mere privilegerede klasse bedre forhold. Arbejdsmarkedet er præget af den liberalistiske ideologi om et stærkt marked og en stærk privat sektor. Derfor er det sociale sikkerhedsnet baseret på privat finansiering og markedets individualisering. Esping-Andersen understreger, at det er den privilegerede middelklasse, som begunstiges og derfor dem, som velfærden tilfalder i den liberalistiske velfærdsstatsmodel. 6.2.2 Solidaritetsform i den liberalistiske velfærdsmodel Individerne i denne model arbejder i høj grad mod at sikre sig selv. Derfor kunne man hævde, at der her er en tilbøjelighed til, at egeninteresser prioriteres højere end kollektivet, hvilket mulig kunne belyse en vis individualiseringsproces. Da vi har defineret solidaritet, som værende i direkte disharmoni med egeninteresse(jf. 4.1), kan man umiddelbart udlede, at solidariteten i denne model er begrænset. Om end ikke, så er den institutionaliserede solidaritet mindsket, idet staten besidder en minimal magt og ikke anses for værende garant i henhold til udbydelsen af sociale ydelser. Men hvis vi anskuer denne model ud fra Jodi Deans solidaritetsteorier, så tegner der sig ikke et billede af at solidariteten i denne model er mindsket. Solidariteten har blot en anden form end den vi kender til i Danmark(jf. 4.1). Individualiseringen resulterer derfor ikke nødvendigvis i, at ens handlinger præges udelukkende af individets egeninteresse. I stedet afspejler ens handlinger en ubegrænset refleksiv solidaritetsform, som respekterer individers forskellige interesser, hvorfor solidariteten af denne grund kan omfatte flere mennesker(jf.4.2.2). Som følge af en mindre stat, inddrages civilsamfundet i langt højere grad. Ifølge Giddens har den enkelte derfor mulighed for at opnå empowerment(jf. 4.2.3) og en større selvrådighed, hvorfor individet skal være i stand til at tage ansvar for sig selv. Solidariteten er af denne grund ikke er et offentligt anliggende, hvorfor den personlige solidaritet er mest udbredt. 6.2.3 Den korporative velfærdsmodel (Eller den konservative/kontinentaleuropæiske model) Denne model er centraliseret omkring arbejdsmarkedet, idet at socialforsikringsordningerne er arbejdsmarkedstilknyttet. Den enkelte skal i tiden som erhvervsaktiv gennem opsparing selv sørge Side 39 af 81
for sociale forsikringer. Derfor er ydelserne afhængige af ens indkomst og den tid man befinder sig på arbejdsmarkedet 55. Hermed fastholdes stratifikationen 56 og velfærdsrettigheder bliver afhængige af social status og klasse. Den korporative model søger desuden at opretholde det traditionelle familiemønster med manden som eneforsørger. Ikke-arbejdende hustruer ekskluderes fra socialforsikringssystemerne 57. Det er typisk private organisationer og kirken, der fungerer som udbydere af ydelser på omsorgsområdet fx børne- og ældreomsorg. Derfor er den offentlige omsorgssektor underudviklet og staten træder først til hvis familiens forsørgelsesevne er udtømt og af denne grund er ude af stand til at klare sig selv. 6.2.4 Solidaritetsform i den korporative velfærdsmodel Solidariteten eksisterer inden for enkelte dele af arbejdsmarkedet, hvilket udmønter sig i et opsplittet socialforsikringssystem, som derfor ikke er dækkende for hele befolkningen 58. Da forsikringerne og ydelser er tilknyttet arbejdsmarkedet, tages der fra statens side ikke hensyn til en stor del af de svage i samfundet, og den institutionaliserede og konventionelle solidaritet forekommer relativt begrænset. Samtidig kan man argumentere for, at individet i kraft af et større ansvar oplever en større frihed og refleksivitet. Således oplever vi som i den liberalistiske model også her en øget individualisme, idet man arbejder for sig selv. Dette kan betyde, at der udvikles en mere personlig solidaritet, som ikke standardiseres af velfærdsydelser. Solidariteten i den korporative model minder derfor på flere områder om solidaritetsformerne i den liberalistiske model. Derudover har staten ikke overtaget familiens primære funktioner, af hvilken grund det traditionelle familiemønster opretholdes, hvilket afspejler en affektionel solidaritet(jf.4.2.2), som ikke ses på samme måde i den liberalistiske model. 6.2.5 Den socialdemokratiske velfærdsmodel Denne er også kaldet den skandinaviske velfærdsstatsmodel og er karakteriseret som værende 55 Andersen, 2005: 162 56 Ordet stratifikation hentyder til lagdeling. Esping-Andersen bruger begrebet til at beskrive den måde et samfund udvikler sig på, hvormed der opstår forskellige sociale klasseopdelinger, hvad Esping-Andersen betegner, som social stratifikation. 57 I teorien kunne den hjemmegående i dag også være manden. Man kunne i denne forbindelse argumentere for, at dette kunne motivere kvinderne til, at komme ud på arbejdsmarkedet, idet det jo er det eneste sted, som man kan sikrer sig socialforsikringsordninger. 58 Ploug, 1999: 49 Side 40 af 81
universel 59. I modsætning til de to ovenstående modeller er de sociale ydelser ikke selektivt eller regressivt finansieret. De sociale ydelser er derimod progressivt finansieret gennem skatterne og er samtidig universelle, hvilket betyder, at de skal gælde for alle. Som navnet antyder, bærer modellen præg af, at socialdemokratiske regeringer har været dominerende for sociale reformer i velfærdstaten. Modellen baseres derfor på en traditionel socialdemokratisk ideologi, med en relativ magtfuld arbejderbevægelse. Solidaritet er kernen i samfundet, forstået som en moralsk forpligtelse mellem mennesker - et bånd, der integrerer folk som medlemmer af et fællesskab 60. Staten er aktiv og griber ofte ind og baserer sig på, at de styrende politikker skal imødegå, sociale problemer såsom arbejdsløshed og fattigdom. Staten sørger samtidig for, at de universelle ydelser bliver ligeligt fordelt mellem alle. Det er her at de-commodificeringen 61 kommer til udtryk; Staten yder en solidarisk garanti, idet at alle der står uden for arbejdsmarkedet garanteres offentlig forsørgelse. Den sociale stratifikation udlignes i den socialdemokratiske velfærdsstatsmodel gennem de høje skattetakster og høje sociale ydelser. Der sikres hermed et socialt netværk for alle, og den offentlige omsorgssektor er derfor yderst udviklet og stor. Staten påtager sig ansvaret for at passe børn, ældre og hjælpeløse, hvilket bl.a. giver kvinderne adgang til arbejdsmarkedet. Der opnås en høj grad af mobilitet på arbejdsmarkedet i og med afhængigheden hertil ikke er så stor. Visionen er at alle skal have mulighed for at arbejde og ikke er låst fast. Idealet er fuld beskæftigelse, hvilket også kan ses som en nødvendighed; De store ydelsesomkostninger kræver en høj beskæftigelse og et mindst muligt antal borgere på social bistand, hvis et solidarisk, universelt velfærdssystem med minimale sociale problemer skal kunne opretholdes. Alle ydelserne kanaliseres gennem staten og ikke af private organisationer eller virksomheder 62. 6.2.6 Solidaritetsform i den socialdemokratiske velfærdsmodel Solidariteten fremhæves som kernen i velfærdsstaten, og fremstilles endvidere som knyttet til de individer der eksisterer inden for nationen. I denne model er solidariteten altså ikke tilknyttet klasse men nationen. Man kan sige, at solidariteten i denne model i en hvis forstand består i, at alle uanset 59 Abrahamson, 2006, s. 359 60 Juul, 2002, s.364 61 De-commodificering refererer til en af-vareliggørelse af arbejdskraften. Her gøres borgeren relativ uafhængig af arbejdsmarkedet, idet denne besidder sociale rettigheder, som især knytter sig til arbejdsmarkedsmæssige og socialpolitiske foranstaltninger. 62 Andersen, 2005: 163 Side 41 af 81
indkomst får den samme ydelse, idet solidariteten baseres på en omfattende offentlig sektor. Denne solidaritetsform skal ses i forhold til universalismen og herunder det udbyggede statslige sikkerhedsnet som alle betaler til, hvilket afslører et bredt og samlet fællesskab inden for nationen. Som følge af en progressiv skatteordning og et universelt servicesystem udlignes forskelle, hvilket svarer til Søren Juuls refleksive institutionaliserede solidaritetsform, som i sidste ende viser sig gennem befolkningens villighed til at betale skat. Man kan dog diskutere om der overhovedet er tale om refleksivitet, idet borgerne er forpligtet til at betale skat, hvorfor det måske er mere fornuftigt, at tale om blot en institutionel solidaritetsform, som sættes lig med den offentlige sektor i velfærdsstaten. Det er diskutabelt hvorvidt den personlige solidaritet er gældende i denne model, idet staten påtager sig størstedelen af det moralske ansvar. Der kan argumenteres begge veje; individet kan enten opleve et større overskud som følge af den tryghed og sikkerhed, staten forsikrer. Dermed vil individet være i stand til at udøve en større og bredere solidaritet, idet solidaritet ifølge Søren Juul typisk er en overskudssolidaritet(jf. 4.1). Individet kan derimod også få en følelse af at blive fritaget fra sit moralske ansvar. Da solidariteten er betinget af en moralsk forpligtelse, vil den personlige solidaritet sålunde være minimal. Modellen bærer desuden præg af Deans konventionelle solidaritetsform, som er baseret på kollektivet, fælles værdier og fælles interesser. Solidaritetsformen i den socialdemokratiske model står i skarp kontrast til de to ovenstående modellers solidaritetsformer, som er mere lig hinanden. 6.3 Delkonklusion De 3 velfærdsmodeller adskiller sig på en lang række punkter. Det er dog i øjenfaldende, at den socialdemokratiske model skiller sig mest ud, hvorimod de to andre modeller på flere steder ligner hinanden. I den socialdemokratiske velfærdsmodel tages det for givet, at sociale ydelser så vidt muligt skal udligne uligheder. I den konservative og i den liberalistiske fokuseres primært på udryddelsen af den mere radikale fattigdom. Grundlæggende baserer den socialdemokratiske model sin velfærd på en stærk offentlig sektor, som tilsikrer det universalistiske princip om lige fordeling af rettigheder og serviceydelser. De socialdemokratiske velfærdsstater kendetegnes i denne sammenhæng ved en institutionel solidaritetsform, som opretholdes gennem en progressiv skatteordning. Den liberalistiske og korporative model tilsigter derimod mindre indflydelse fra statens side og opfordrer til et større Side 42 af 81
ansvar hos den enkelte og en empowerment af borgerne. Det medfører en større refleksivitet i samfundet og en større personlig solidaritet. Refleksiviteten kan i denne sammenhæng også række udover nationen. Problemet er dog her ifølge Juul, at denne refleksivitet ikke nødvendigvis udmunder i en ubegrænset solidaritetsform 63. Refleksiviteten i disse modeller kan tværtimod fører til, at man i større grad fravælger at være solidarisk med folk man ikke besidder nogen interesse for. Af den årsag efterlyser Juul en refleksiv personlig solidaritet, som ikke kun indebærer et ansvar for sig selv, men også et moralsk ansvar overfor andre. 64 Man kunne da også sagtens argumentere for, at denne netop fandtes i både den liberalistiske og korporative model; Mange mener, at solidariteten i den socialdemokratiske model betales over skattebilletten, hvorfor man ikke behøver at udvise sin solidaritet på andre måder dvs. besidde et moralsk ansvar overfor andre i andre tilfælde. Man kan ikke des mindre også diskutere hvorvidt det overhovedet er solidarisk at betale skat, men denne diskussion vender vi tilbage til i analysen. 63 Juul, 2002: 292 64 Juul, 2002: 292 Side 43 af 81
Kapitel 7: Den danske velfærdsstat 7.1 Indledning Vi finder det vigtigt at kunne redegøre for de forudsætninger, som har dannet grobund for opkomsten af velfærdsstaten særlig med henblik på udviklingen af den skandinaviske velfærdsmodel og derunder den danske velfærdsstat. At have kendskab til hvordan og under hvilke forhold, de skandinaviske velfærdsstater blev etableret, vil hjælpe til en bedre forståelse af den danske velfærdsstats udformning, samt give en bedre forståelse af dennes udfordringer, som gør sig gældende i dag. Vi vil i denne sammenhæng undersøge solidariteten som et grundlæggende element i velfærdstaten. 7.2 Historisk baggrund Udviklingen af de skandinaviske velfærdsstater skal ses i forhold til de samfundsmæssige forandringer, som var en konsekvens af den moderniseringsfase, som alle de nordiske lande gennemgik i starten af det 20.århundrede. Denne moderniseringsfase medvirkede til industrialisering, demokratisering, integration i verdensøkonomien, rationalisering af staten, sekularisering og en kulturel frisættelse af traditioner. 65 Disse strukturændringer afspejler nogle særlige tendenser, som har haft afgørende betydning for udformningen af bl.a. den danske velfærdsstat. En afgørende begivenhed i USA, som også havde indflydelse i Europa og dermed Skandinavien, var børskrakket i Wall Street i 1929. Krakket var årsag til en omfattende økonomisk krise i vesten, som var medvirkende til at også politiske og sociale konflikter opstod. De skandinaviske lande, som i forvejen var præget af arbejdsløshed, mærkede en yderligere ekspansion og forværring af denne tilstand, som følge af verdenskrisen. Dette havde markante følger for bl.a. levevis og forholdet mellem klasserne. Mange selvstændige landmænd, fiskere og små erhvervsdrivende stod på randen af konkurs. Der måtte findes en vej ud af denne krisetilstand. Da de borgerlige partier ikke kunne finde nogen klar løsning på krisen, indgik bondepartierne og socialdemokratiets arbejderparti en alliance de såkaldte rød-grønne alliancer. 66 Trods klasseforskelle begyndte samarbejdet og der blev arbejdet hen imod en fælles kriseløsningspolitik, som blev dannet på baggrund af adskillelige kompromisser 65 Gudmundson, 1997: 9 66 Gudmundson, 1997: 11 Side 44 af 81
og alliancer. 67 Det endte ud i nogle politiske aftaler, som blev grundstenene i de skandinaviske/den danske velfærdsstat. Disse aftaler blevet implementeret i Danmark ved indførelse af socialreformen. 68 Denne handlede ikke kun om at skabe en bæredygtig økonomi, men inkluderede også politiske og sociale interesser. Socialreformen var opdelt i 4 dele. En ulykkesforsikring, en arbejdsløshedsforsikring og folkeforsikring, som samlet kaldes forsikringslovgivningen, og derefter loven om offentlig forsorg, hvor særhjælp, kommunehjælp og fattighjælp gik ind under. 69 Allerede inden socialreformen havde Danmark i 1899, som det første land i Norden, fastsat regler og rammer for arbejdslivet, hvilket betød at fagforeninger blomstrede op og vandt anerkendelse i samfundet som ligeberettigede forhandlingspartnere. Fagforeninger fik med socialreformen endnu mere indflydelse på tiltag og forandringer i det danske samfund. Kriseløsningsmodellerne byggede på en stabilisering af arbejdsmarkedet, som bl.a. skulle sikres gennem en Keynesiansk inspireret økonomisk politik, hvor bl.a. fastholdelse af et højt lønniveau og en forhøjelse af understøttelsen til arbejdsløse var centrale midler. Der blev også lavet støtteordninger til landbrug og fiskeri. Socialreformerne og vedtagelsen af en lang række sociallove lagde dermed grunden til velfærdsstaten, og dermed udviklingen af en betydelig offentlig sektor. Det offentlige fik en central rolle og ansvar i forhold til at sikre borgernes velfærd, og samfundet og staten blev nærmest synonymt med hinanden. Det offentliges rolle får således en væsentlig betydning for udformningen af solidariteten i det danske samfund. Et centralt element i reformen og et afgørende punkt for udformningen af den danske velfærdsstat, var at pension, fattighjælp, sundhedsvæsen og uddannelse i fremtiden skulle finansieres over skatterne. Det betød, at det socialdemokratiske universalistiske princip blev indført. Disse sociale kontrakter har således været med til at danne rammerne for de politikker, som gjaldt i efterkrigstiden. De danner dermed udgangspunkt for den samfundsudvikling, som ikke kun i Danmark men også i resten af norden, var med til at tegne et billede af de skandinaviske velfærdsstater. 67 Det er især kendetegnende, at der har været langt større enighed mellem de politiske fløje om udviklingen af velfærdsstaten, end det har været tilfældet i mange andre europæiske lande. Der har været interesse i at nå til enighed, hvilket afspejler sig i velfærdsstaten. Man kunne derfor hævde, at der er etableret et velfærdssystem, som er mere harmonisk og på en række områder mere omfattende end i de fleste andre lande i verden.(ploug, Niels m.fl., 2004: 13) 68 1933www.social.dk/ministeriets_omraader/det_frivillige_danmark/Fakta_om_frivilligt_socialt_arbejde/historisk_rids _denfrivilligesocialesektoridanmark.html 69 www1998146.thinkquest.dk/sover.html Side 45 af 81
Målet blev at sikre befolkningen tryghed og trivsel, som skulle ske gennem udviklingen af nogle omfattende sikringssystemer. Således opstod der gradvis en voksende kollektiv ansvarlighed blandt befolkningen, som kom til udtryk i erkendelsen af at menneskene i samfundet anså sig selv som afhængige og knyttede til hinanden. En afhængighed som rækker langt ud over de nære og intime fællesskaber, man ellers også indgår i. Der er i større grad tale om fællesskabet inden for nationen. Det er denne afhængighed, der integrerer individerne som medlemmer af et socialt fællesskab, hvori den eksisterende solidaritetsform kan forstås. Udviklingen af en velfærdsstat blev anset som værende en nødvendig forudsætning for et solidarisk samfund. På samme måde kan solidariteten anses som værende en forudsætning for velfærdsstaten baseret på hovedsagligt nogle sociale og universelle medborgerskaber. Hermed ændrer solidariteten form i Danmark. Tanken om at også de svage skal tilgodeses, og at staten skal fungere som grundlag for alle er også med til at tegne et billede af solidaritetsformen i Danmark. Det sociale sikkerhedsnet opnås med en stor offentlig sektor, som skal udbyde en vis mængde universelle ydelser. Heraf ses, at den danske velfærdsstat udvikler mange af de samme karaktertræk, som er at finde i den socialdemokratiske velfærdsmodel 70. Den offentlige sektor og de universelle principper kobles således sammen med og karakteriserer, hvad Juul kalder den institutionaliserede solidaritet. Alle forpligtes i velfærdsstaten til at understøtte det offentlige system gennem skat. De sociale og moralske forpligtelser bliver mindre personlige i velfærdsstaten, og på den måde angår solidariteten også folk man ikke kender. Grundlæggende har man i lang tid kunnet betragte den danske velfærdsstat som en institutionaliseret solidaritet 71. Men spørgsmålet er om denne tese stadig gælder i dag, taget den senere udvikling i betragtning? Har den institutionaliserede solidaritet ændret form grundet individualisering, samt en evt. mindre tilknytning til fællesskabet indenfor nationen? Og hvad har denne evt. ændring af betydning for den danske velfærdsstat? 70 Der kan argumenteres for at socialdemokratiet har været den stærkeste drivkraft i forhold til udviklingen af velfærdsstaten. Men det er vigtigt at påpege at, når den danske velfærdsmodel til tider benævnes den socialdemokratiske model er det imidlertid misvisende. Udviklingen af den danske velfærdsstat er et resultat af stort set alle politiske partier, som har bidraget til udformningen de sidste 100 år. Derfor repræsenterer velfærdsstaten ikke blot en socialdemokratisk ideologi, men et nationalt, politisk kompromis om, hvordan man organiserer og finansierer de sociale og de sundheds- og uddannelsesmæssige ydelser, som man politisk har besluttet at stille til rådighed for befolkningen. 71 Juul, 1995, s.91 Side 46 af 81
7.3 Placering af den danske velfærdsstat Den danske velfærdsstat har i lang tid været anset for at følge Esping-Andersens socialdemokratiske model(jf. 7.2). Det er trods adskillige forandringer i det danske samfund også stadig denne model, som ligner den danske velfærdsstat mest. Skattetaksten er i Danmark stadig en af de højeste i verden hvilket sikrer et omfattende socialt netværk for alle. Den offentlige omsorgssektor er stadig yderst udviklet og stor, og staten påtager sig bestandigt et stort ansvar og har således stadig en stor rolle i samfundet, hvilket også er kendetegnende for den socialdemokratiske model. Universalisme er stadig et grundprincip i den danske velfærdsstat 72. Der garanteres således en lang række ydelser i form af diverse indkomstoverførelser og serviceydelser som fx daginstitutioner, uddannelse, omsorgsområdet og sundhedssektoren. Man kan derfor stadig argumentere for en politik der stiler mod en forholdsvis lige fordeling, som er en af grundidéerne i den socialdemokratiske model, hvilket karakteriseres som et noget for ingenting princip. Men til gengæld er der også tendenser som peger i en modsat retning. Dette kan anskueliggøres med de liberale tilbøjeligheder, som har præget det danske samfund over den seneste årrække. Peter Abrahamson argumentere for at Danmark både under SR- og VK-regeringen har bevæget sig længere væk fra den socialdemokratiske model 73. Det viser sig i adskillige stramninger i sociale ydelser og større inddragelse af private organisationer i den danske socialpolitik. Det har bl.a. bevirket at Staten har fået en mindre intervenerende rolle, hvilket kunne antyde, at vi nærmede os den liberale model. Målinger viser, at uligheden i Danmark er blevet større under VK-regeringen. 74 Der tales i dag meget om det delte Danmark og om den nye underklasse i det danske samfund. Fx har politikerne valgt at fastholde kontanthjælpsloftet og den såkaldte starthjælp, der indebærer markant lavere sociale ydelser til en række grupper. Ideen, om at det skal kunne betale sig at arbejde, har vundet større fodfæste, og der tales i større grad end før om noget for noget princippet. Ens livsvilkår udenfor arbejdsmarkedet afhænger til dels af det man har opnået på arbejdsmarkedet, hvilket kan belyses med nedskæringerne i dagpenge og efterløn. Derfor kan man også tale for, at den danske velfærdsstat besidder nogle korporative karaktertræk. 72 tidsskrift af Jørgen Goul Andersen fra: http://vbn.aau.dk/ws/fbspretrieve/93842/35031997_6.pdf 73 Abrahamson, 2006, s.357 74 Fra: Nyhedsbrev fra AErådet fundet på nr. 1 http://www.aeraadet.dk/media/filebank/org/aebladet-1-2007.pdf Side 47 af 81
7.4 Solidaritetsform i den danske velfærdsstat 50 erne og 60 erne karakteriseres ofte som den danske velfærdsstats guldalder: Her dominerede troen på, at man ved tankens og fornuftens kraft kunne håndtere samfundets sociale problemer gennem udformede offentlige systemer, og på denne måde sikrer solidariteten i samfundet. Denne holdning er imidlertid delvist afløst af en søgen efter andre måder at sikre solidariteten på, og derved andre måder at fordele ansvaret på. Det private har i stort omfang overtaget mange af de forhenværende offentlige opgaver. Man diskutere ud fra dette aspekt om en øget liberalisme og individualisme har medført/medfører en ændring af den konventionelle danske solidaritet. I forhold til diskussionen om hvorvidt solidariteten er ændret, er på retur eller ligefrem har ophørt sin eksistens, er der i denne sammenhæng opstået bekymring om den danske velfærdsstat fortsat kan bestå. Socialforskningsinstituttet slog i en rapport fast at der ikke var belæg for sådanne bekymringer: 75 De ændringer, der løbende er foretaget i de europæiske velfærdsstater, bryder på ingen måde med de principper, som velfærdsstaterne er etableret på. De peger ikke i en retning af en nedlæggelse af velfærdsstaten men i retning af en tilpasning til ændrede forhold økonomisk, i familierne og på arbejdsmarkedet. 76 Men hvordan er solidariteten så udformet i den danske velfærdsstat? Som vi har redegjort for i afsnit(7.2), så har den danske velfærdsstat i lang tid bygget på en institutionaliseret solidaritetsform. Denne er forenelig med den socialdemokratiske velfærdsmodel. Men solidaritet og ansvar i den danske velfærdsstat bygger ikke alene på den socialdemokratiske model, men beskrives bedst ved en kombination af de forskellige velfærdsmodeller 77. De fleste træk ved den danske velfærdsstat minder som sagt stadig mest om den socialdemokratiske model. Men der er de senere år en tendens til, at vi bevæger os i en retning, som mere og mere forener træk fra den liberalistiske og den korporative model. Den institutionelle solidaritet betragtes i dag i flere sammenhænge, som en undergravning af personlige former for ansvar og solidaritet. Vi har i Danmark af samme grund været vidne til en bevægelse der går mod mindre stat, mere marked og mere civilsamfund. Det forudsætter, at solidariteten har ændret form og træk. Om der er lidt et tab af solidariteten kan diskuteres ud fra de forskellige teorier om solidaritet. Ifølge Durkheim ville man formentlig kunne argumentere for, at solidariteten i det danske samfund er under pres som følge af en begyndende individualiseringsproces og en mindsket interdependens. Velfærdsstaten må 75 Rapporten bygger på en målrettet selektion af resultater fra et 4-årigt forskningsprogram, som omfattede ca. 35 forskningsprojekter. 76 Ploug, 1999, s.51 77 Ploug, 1999, s.50 Side 48 af 81
dog antageligvis stadig besidde en organisk solidaritetsform, da den stadig relative store offentlige sektor kan belyse en form for et centralt fællesskab, hvori man hjælper hinanden finansielt. Men vil retningen da være mod en opløsning af solidariteten? Solidariteten vil ifølge Jodi Dean og Giddens ikke være i fare, da solidariteten blot er i en omformningsfase, hvormed solidariteten ændre karakter og kan karakteriseres som en mere refleksiv solidaritetsform. Her vil solidariteten være mere åben, hvilket betyder, at solidariteten ikke behøver være tilknyttet nationen og aflukkede fællesskaber. Man kunne dog i den forbindelse sætte spørgsmålstegn ved velfærdsstatens beståen som et nationalt projekt. Denne problemstilling forholder Giddens sig til, og argumentere derfor for en fornyelse af velfærdsstaten(jf. 4.2.3). Denne skulle tage udgangspunkt i en øget refleksivitet med større inddragelse af civilsamfundet. Den refleksive solidaritet kunne med en fornyelse af velfærdsstaten ifølge Dean medføre en positiv udvikling. Det være sig en ubegrænset solidaritet som kunne gå på tværs af territorielle grænser og foranledige til en mere international sammenhængsfølelse. 7.5 Delkonklusion Som vi har redegjort for i afsnit 7.1, så overtog den danske stat under udviklingen af velfærdsstaten mange af de funktioner, der tidligere blev varetaget af civilsamfundet familien og det nære samfund. Den danske velfærdsstat har gennem strategien om den universalistiske velfærdspolitik haft til opgave, at sikre alle borgere tryghed og trivsel samt, at modvirke markedets ulighedsskabende mekanismer. Den danske velfærdsstat har til en vis grad bevæget sig fra en noget for ingenting diskurs til en noget for noget diskurs, hvilket har påvirket den institutionaliserede solidaritet; Med tanken om borgernes sociale ansvar udlægges en større del af ansvaret til markedet. Det påpeger at civilsamfundet får større indflydelse, og at den enkelte borger må tage et større ansvar for sin egen situation. Med skattelettelser skal man sikre sig selv endnu mere gennem arbejdet, hvilket fordrer til større selvhjælp. Der er en tendens til at dæmpe forventningerne om, at velfærdsstaten skal sørge for store dele af borgerens liv ved, at lægge et større ansvar over på borgeren. Det har indflydelse på solidaritetsformen. Vi vil dog påpege, at Danmark stadig minder mest om den socialdemokratiske model, og derfor til stadighed bygger på et universalistisk princip og besidder en institutionel solidaritetsform. Men vi oplever samtidig en øget refleksivitet, i kraft af et større ansvar og frihed til at træffe egne valg. Side 49 af 81
Derfor er det også relevant at tale om en refleksiv og personlig solidaritetsform i den danske velfærdsstat. Hvordan vi helt konkret vil præcisere solidaritetsformen i den danske velfærdsstat, vil vi komme ind på i analysen. Side 50 af 81
Kapitel 8: Sammenkædning af teoribegreber 8.1 Indledning Som vi skrev i kapitel 3, er der en stærk sammenhæng mellem vores tre hovedbegreber, hvilket komplicerer vores problemstilling. I dette kapitel vil vi lave sammenkædningen mellem de teoribegreber, som vi har gennemgået i de foregående kapitler. 8.2 Individualiseringens indflydelse på solidariteten og velfærdsstaten De samfundsmæssige- og socialpolitiske udviklingstendenser, som vi har haft fokus på i opgaven, peger bl.a. på en individualisering, som fordrer refleksivitet hos borgerne. Hvis individualisme kunne karakteriseres som egoistisk adfærd, ville individualiseringen utvivlsomt medføre et tab i solidariteten, idet solidaritet grundlæggende er baseret på uegennyttige handlinger(jf. 4.1). Denne simple definition af individualiseringen har vi som bekendt ikke fundet frem til. Begreberne indeholder en langt større kompleksitet. Ikke desto mindre er der i forbindelse med individualiseringen stadig en tilbøjelighed til at handle ud fra egeninteresser(jf. 4.2.3) Det belyser da også et vist spændingsforhold mellem individualiseringen og solidaritet. Individualiseringen er udtryk for, at samfundet og individerne bliver mere refleksive. Dermed oplever individet at afhængigheden af institutionelle forhold som fx staten er mindsket. Individualiseringen er med andre ord udtryk for, at individet selv er i stand til at vælge hvilke fællesskaber det ønsker at deltage i. Det samme kunne gælde for velfærdssamfundet i form af til og fravalg af diverse ydelser. Med individualiseringen og øget ansvar for ens eget liv, kan man derfor stille det spørgsmål, om udviklingen bevæger sig væk fra de forpligtende fællesskaber, og i stedet centreres om individet? Da man kan karakterisere den institutionelle solidaritet i den danske velfærdsstat som udtryk for et forpligtende fællesskab, vil der uden tvivl være konsekvenser forbundet med dette. Det vil betyde, at det fællesskab man før kendte, og den solidaritet, som før var gældende, nu gradvis forsvinder. Men omvendt kan der konstateres nye søgebevægelser, der søger, at danne nye former for fællesskab. Den øgede refleksivitet betyder nemlig, at vi selv kan vælge vores fællesskaber, hvilket også gælder på tværs af nationale grænser. Det medfører, at velfærdsstaten som et nationalt projekt er under pres. Men er den øgede individualisme da overvejende positiv eller negativ? Det kommer selvfølgelig an Side 51 af 81
på, hvad man ser det i forhold til, hvorfor det er svært at komme med entydigt svar på det spørgsmål. Det er med hensyn til vores problemstilling selvfølgelig relevant at overveje i forhold til solidariteten i velfærdsstaten. Man kan da spørge om en konventionel eller institutionel solidaritetsform overhovedet er mulig at opretholde, under forudsætning af at individualismen også er til stede. Er solidariteten som forudsætning for velfærdsstaten i denne sammenhæng truet? SFI skriver: Der er ikke meget, der tyder på, at det solidariske grundlag for velfærdsstaten er på retur her i landet. Det er hovedkonklusionen i en række undersøgelser fra Socialforskningsinstituttet om holdninger til velfærdsstaten ( ) og holdninger til fællesskab og solidaritet 78 Citatet er hentet fra et tidsskrift fra 1999 og virker således mindre aktuelt i forhold til vores problemstilling, som henvender sig til forholdende i dag. Ikke desto mindre er det et yderst interessant postulat, som kan sammenlignes med vores delkonklusion i analysen. Det underbygger også vores foregående delkonklusioner, som overordnet anfører at solidariteten i Danmark ikke er forsvundet, men blot har ændret form. Dette vil blive yderligere behandlet i analysen ved brug af nyere og mere opdateret statistik. Det er imidlertid vigtigt at have for øje, at individualisme og solidaritet ikke behøver at blive opfattet som to adskilte dimensioner, da man kan argumenterer for at individualismen og refleksiviteten er en del af en bestemt solidaritetsform. 8.3 Delkonklusion Da individualisering er udtryk for, at borgeren bliver mere i stand til at tage vare på sig selv, medfører det antageligvis, at individet bliver mindre afhængigt af velfærdsstatens styrende offentlige servicesystem og sikkerhedsnet. Det bevirker, at solidariteten knyttet en stor omfattende sektor vil svækkes. Individualiseringen indeholder som sagt en øget refleksivitet hos borgeren i form af en større personlig frihed, som viser sig i at ens handlinger afspejler en større selvstændighed, og at det i større grad er blevet muligt at forfølge egne mål. Denne refleksivitet har indflydelse på solidariteten og er med til at skabe nye former for solidaritet. Når vi behandler individualiseringens indflydelse på solidariteten, er det essentielt, at man kan fokusere på en samfundsstrukturel individualisering og solidaritet som kendetegnes ved hvordan velfærdsstaten er indrettet. På den anden side kan man fokusere på, hvorledes befolkningen i det hele taget ønsker individualisering, samt hvilken solidarisk indstilling den danske borger reelt besidder? Dette er væsentligt at have for øje, når vi i analysen undersøger befolkningens opbakning til velfærdsstaten, da den solidaritetsform som karakteriserer den danske velfærdsstat ikke 78 Ploug, 1999: 53 Side 52 af 81
nødvendigvis afspejler solidariteten hos den generelle dansker. Dette er essentielt at overveje i forhold til hvor meget velfærdsstaten præger ens handlinger og derved den solidaritet man udøver? Eller hvorvidt man, som følge af en evt. individualisering, fx ønsker at gå uden om velfærdsstatens grundlæggende principper. Netop denne problemstilling vil vi undersøge i analysen. Kapitel 9: Argumentation for valg af casestudy 9.1 Opperationalisering af valg Vi vil i vores analyse anvende forskellige indikatorer til at belyse vores problemstilling, inspireret af Søren Juul. Vores casestudy er en analyse af befolkningens opbakning til velfærdsstaten, hvorved vi vil vurdere solidaritetsfølelser i den danske befolkning. Derudover vil vi se på forskellige ændringer indenfor velfærdsstaten fra den socialdemokratiske model til en mere liberalistisk, og analysere hvorvidt opbakningen til denne ændring eksisterer, og hvorledes solidariteten er ændret. Samtidig vil vi forsøge at argumentere for individualismens indflydelse på ovenstående udvikling. Vi har derfor valgt hovedsageligt at beskæftige os med forskellige holdningsundersøgelser, der omhandler velfærdsstaten og opbakningen til denne. Vi tager i analysen udgangspunkt i Jørgen Goul Andersens spørgeundersøgelser i forbindelse med folketingsvalgene fra henholdsvis år 2001 og år 2005, hvor formålet var, at få indblik i danskernes opbakning til velfærdsstaten. Derudover inddrager vi Søren Juuls kvantitative undersøgelse fra 1997 i forbindelse med hans bog Modernitet, solidaritet og velfærd. Vi inddrager da også i analysen en meningsmåling foretaget af Eponion, omhandlende befolknings tilfredshed med skattetrykket. Disse undersøgelser vil tilsammen give et mere komplekst billede af virkeligheden. Vores overemner i analysen er da skattetrykket, tillid til medborgere, befolkningens tilfredshedsniveau med offentlige ydelser og deres prioritering og omfordeling og brugerbetaling, som vil fungere som overskrifter. Vi vil da argumentere for, hvorledes disse hovedemner kan være indikatorer til besvarelsen af vores problemformulering. Man kan hævde, at befolkningens villighed til at betale skat, er en indikator for opbakningen til velfærdsstaten. Hvorledes man kan videreføre dette på solidaritetsbegrebet, er Side 53 af 81
da mere kompliceret, da man kan postulere, at skat ikke er en solidarisk handling, da den er tvungen. Man kan dog argumentere for, at solidariteten netop kan måles ved villigheden til at betale skat, og i hvilket omfang. Dette er da også en indikator for, hvorvidt den danske befolkning eventuelt ønsker en ændring af den nuværende velfærdsstat. Tillid til andre medborgere medtages grundet Anthony Giddens teori om tillid som en forudsætning for solidaritet, som igen er en forudsætning for velfærdsstaten. Derudover har vi medtaget flere holdningsundersøgelser med overemnet tilfredshed med de offentlige ydelser og deres prioriteringer, da det muligt viser om den institutionelle solidaritet er svækket eller forstærket i befolkningen. Kapitel 10: Analyse af holdningsundersøgelserne 10.1 Indledning Flere undersøgelser har på det seneste peget på, at den danske velfærdsstat generelt har haft stor tilslutning 79. I dag hører man dog en del kritiske røster både om, at velfærdsstaten er for dyr, og at den ikke løser opgaverne godt nok, hvorfor den fortsatte opbakning bag velfærdsstaten tænkes usikker. Med inspiration fra Søren Juul, tænker vi, at det kunne være relevant hvis vores empiri indeholdte nogle indikatorer, som tilstræbte at måle den folkelige opbakning til den danske velfærdsstat. Ved hjælp af flere forskellige undersøgelser vil vi søge at udlede hvilken solidaritetsform, som eksisterer i den danske velfærdsstat? Samt hvordan individualismen kommer til udtryk og har indflydelse på solidariteten. 10.2 Skattetryk Vi har fundet en meningsmåling foretaget af Epinion, som undersøger befolkningens holdning til skattetrykket i Danmark. Om det for højt, passende eller om det evt. godt kunne være højere? Undersøgelsen strækker sig over 15 år (1990-1998 - 2005). Da den institutionelle solidaritet udtrykkes gennem en stor skattefinansieret offentlig sektor, som producerer en lang række universelle ydelser, tænker vi at en undersøgelse af danskernes holdninger til skattespørgsmålet kan være en udmærket indikator for opbakningen til den danske velfærdsstat? Man kan da samtidig argumentere for, at solidariteten netop kan måles ved at måle borgernes villighed til, at betale til fællesskabet gennem skattebilletten. Er det nuværende skattetryk i Danmark for højt, passende eller kunne det evt. godt være højere? 79 Juul, 2002: 322 Side 54 af 81
30. nov. 2005 06.30 Politik Opdat.: 30. nov. 2005 14.19, En undersøglese Epinion har lavet for DR Nyheder Online. Som det fremgår af undersøgelsen, er danskerne i år 2005 mere tilfredse med skatten end tidligere. To ud af tre danskere mener, at det nuværende skattetryk er passende, mens kun 29 procent mener, at de betaler for meget i skat. Der ses en markant stigning af tilfredshed siden starten af 90'erne. I år 1990 og år 1998 viste målinger, at henholdsvis 63 procent og 41 procent af danskerne mente, at det daværende skattetryk lå for højt. Den store andel, som i 2005 svarer at skattetrykket er passende (62%), og dem som samme år svarer, at det kunne være højere(9%), kan opfattes som en bevidsthed om, at de velfærdsstatslige ydelser har en pris, de er villige til at betale. Det kunne tyde på, at danskerne ønsker at opretholde et skattefinansieret velfærdssamfund, som langt hen af vejen bygger på en institutionel solidaritetsform. Dog skal man have i mente, at VK-regeringen siden 2001 har indført et skattestop, som har resulteret i diverse skattelettelser. Derfor kan den stigende tilfredshed i at bidrage finansielt til den danske velfærdsstat i stedet være et udtryk for, at folk er tilfredse med, at skatten falder. I denne sammenhæng blev professoren Jørgen Goul 80 fra Ålborg Universitet, som i lang tid har undersøgt danskernes holdning til skat og velfærd, interviewet af DR nyhederne: Skattestoppet er en af Foghs genistreger. Det er utrolig populært, for det har den samme kvalitet som velfærden: Det giver tryghed, siger Goul Andersen. I 1980'erne og 90'erne blev skattereglerne lavet om konstant, og især de grønne afgifter vakte stigende irritation. Men nu opfattes skatterne som retfærdige, og folk ved, hvad de har at holde sig til 81 Men hvad siger dette så om opbakningen til den danske velfærdsstat og solidariteten deri? Ud fra Goul Andersen, så gives der et billede af, at danskerne er tilfredse med skattelettelser på bekostning af velfærden. Det kunne afsløre en vis refleksivitet og individualisme, som udmønter sig i en 80 Jørgen Goul Andersen har foretaget de resterende undersøgelser i vores projekt. 81 http://www.dr.dk/nyheder/politik/2005/11/30/200511301419.htm Side 55 af 81
modvilje mod de begrænsninger som pålægges den enkeltes udfoldelsesmuligheder gennem en for høj skat. Til gengæld må opbakningen til velfærdstaten ifølge denne undersøgelse siges at være til stede, idet størstedelen ikke ønsker yderligere skattelettelser. Overordnet set peger undersøgelsen altså på at folk sætter deres lid til, at det er muligt at skabe et retfærdigt samfund gennem en styrende stat. Denne lid og støtte anser vi som værende en institutionel form for solidariteten. Samtidig viser undersøgelsen, at danskerne har gjort sig visse overvejelser, idet den overvejende tilfredshed først viser sig, da skatten har nået et vist niveau før det accepteres. Vi konkluderer derfor, at den danske befolkning bakker op om en velfærdsstat, som fortsat bygger på en institutionel solidaritetsform, men bør måske i dag i kraft af bl.a. individualismens indflydelse, karakteriseres som en refleksiv institutionel solidaritetsform. Man kan ikke videre slutte, at de som ønsker en højere skat er mere solidariske, da solidaritet som bekendt er komplekst. Hvis man fx betragter den gruppe, der ønsker at hæve skattetrykket yderligere, så er det helt essentielt, at fastslå hvordan skattetrykket i så fald skal hæves. Er der fx tale om et ønske om højere topskat, flere grønne afgifter eller noget helt tredje? Dette er vigtigt at have for øje, for at kunne karakterisere vælgernes solidaritetsform, da et ønske om højere topskat, fra en vælger der ikke selv betaler topskat, ikke nødvendigvis er en solidarisk handling, men tværtimod en egoistisk handling. Man kunne da også tale for, at der i dette tilfælde ville være tale om Deans konventionelle solidaritetsform, idet alle de, der ikke betaler topskat, udgør et fællesskab sammen, som forudsætter en dem/vi diskurs. Eftersom der kan være mange forskellige motiver for, at ønske en ændring af skattetrykket, så giver denne undersøgelse i sig selv på ingen måde et præcist billede, af det vi vil undersøge. Derfor har vi også valgt at inddrage en række undersøgelser, som forholder sig mere detaljeret til spørgsmålet om opbakningen til velfærdsstaten, med det håb, at disse vil kaste et klarere lys over vores problemstilling. 10.3 Tilfredshed med den danske velfærd og dens prioriteringer Vi vil i dette afsnit behandle borgernes syn på forskellige offentlige sociale ydelser, og da også mere perifere offentlige udgifter som fx ulandsbistand eller kulturel støtte. Dette vil vi gøre, idet vi anser betalingsvilligheden som indikator for opbakning til velfærdsstaten. Først vil vi se på befolkningens mening om rimeligheden til at betale skat til et givent område, hvorefter vi vil Side 56 af 81
sammenligne med deres tilfredshed med fordelingen af skattekronerne. Herefter vil vi ud fra Søren Juuls undersøgelser i forbindelse med hans bog, vurdere hvorvidt borgerne er tilfredse med de forskellige ydelser. Denne analyse skal anvendes til, at danne et overblik over prioriteringen af ydelserne for at diskutere universalitetsprincippets udbredelse i kontekst til solidaritetsfølelser hos befolkningen. Hvad borgerne finder det helt rimeligt, delvis rimeligt og urimeligt at betale skat til. Pct. 1997 HELT RIMELIGT DELVIS RIMELIGT URIMELIGT VED IKKE I ALT OFFENTLIGE SYGEHUSE 98 2 0 0 100 HJEMMEHJÆLP TIL SVAGE ÆLDRE 98 2 0 0 100 UDDANNELSE OG UNDERVISNING 95 4 1 1 101 BØRNEHAVER OG VUGGESTUER 89 7 3 1 100 EFTERLØN 76 15 6 2 99 BEHANDLING AF NARKOMANER 64 22 11 3 100 FREDSBEVARENDE STYRKER I ANDRE LANDE 55 23 18 4 100 YDELSER VED FORÆLDREORLOV OG UDDANNELSESORLOV 55 22 18 4 100 INTERNATIONALE BISTANDSPROJEKTER, FX ET VANDINGSANLÆG I TANZANIA 50 24 21 5 100 Side 57 af 81
KULTUR, FX TEATER, FILM OG MUSEER 39 36 23 2 100 HJÆLP MOD BARNLØSHED 32 27 35 6 100 82 Jeg vil nu spørge om Deres syn på det offentliges udgifter til forskellige formål. Jeg vil læse nogle offentlige opgaver op, og jeg vil gerne bede Dem sige mig for hver opgave, om De mener, det offentlige bruger for mange penge, passende, eller for få penge til disse opgaver? OFFENTLIG OPGAVE FOR MANGE PENGE PASSENDE FOR PENGE FÅ VED IKKE PROCENT OPDELT ÅR 2001 2005 2001 2005 2001 2005 2001 2005 FORSVARET? 27 33,5 57,7 53,9 8,1 6,8 7,1 5,8 SUNDHEDSVÆSNET? 2,5 1,9 24,9 28,4 70,4 67,7 2,2 2 FOLKEPENSIONEN? 1,3 1,9 47 54,9 46,5 38 5,2 5,3 KULTURELLE FORMÅL? 39,7 29,3 49 55,7 7,9 10,3 3,4 4,6 BØRNEHAVER OG VUGGESTUER? 3,9 2,4 51,2 44,5 37,4 46 7,4 7,1 ARBEJDSLØSHEDSUNDERSTØTTELSE TIL DEN ENKELTE? 13,3 9,2 67,3 65,7 12,4 17,1 7 8 BISTANDSHJÆLP TIL DEN ENKELTE? 24,5 16,1 53,1 53,5 10,9 18,2 11,5 12,2 ULANDSBISTAND? 42,4 21,1 44,9 49,2 9,5 25,4 3,2 4,4 HJEMMEHJÆLP? 0,9 0,7 24,6 24,3 69,6 70,6 4,8 4,3 UDDANNELSE? 2,2 1,5 46,5 34 47,6 61,2 3,7 3,4 FLYGTNINGE OG INDVANDRERE? 45,2 30,8 39 43 11,9 20,4 3,8 5,8 82 Juul, 2002: 328 Side 58 af 81
BARSELSORLOV? 12,7 62,5 15,9 8,8 ØKONOMISKE VILKÅR FOR BØRNEFAMILIER? 8,1 64 20,5 7,4 83 Det skal tages i mente i følgende gennemgang, at tallene er fra 1997, hvorved vi alligevel mener, de viser en tendens i det danske samfund. Samtidig kan vi derved nemmere belyse udviklingen, idet vi har empiri fra 1997 til 2005. Der ses i læsningen af den øverste ovenstående tabel et klart skel mellem befolkningens prioritering af de sociale ydelser og så de mere perifere offentlige udgifter, hvor de sociale ydelser, fx sygehusvæsnet og daginstitutioner, bliver vægtet højst med 89-98% i feltet helt rimeligt at bruge skatten til. Her udtrykker befolkningen altså en stor institutionel solidaritet, hvor altså opbakningen til velfærdsstaten er stor. Der ses generelt en stor opbakning til de basale universalistiske og offentlige ydelser. Opbakningen bliver dog mindre på andre områder som fx barnløshed og kultur, hvor henholdsvis 32 og 39% finder det helt rimeligt. Der er altså tale om en ændring i befolkningens opbakning alt efter hvorvidt velfærdsydelserne omhandler alle, og falder i takt med antallet af individer ydelsen omhandler, hvorfor barnløshed i denne tabel rangerer lavest, og scorer endda højere på urimeligt, nemlig 36%. Dette kan være udtryk for, at universalitetsprincippet prioriteres, idet man ifølge undersøgelsen mener, at ydelser bør gælde alle. Modsat kan man argumentere for, at egeninteresser ligger til grund for dette resultat, da man selv blot ønsker at få del i ydelserne. Derudover udtrykker tabellen befolkningens solidaritet med andre lande, da både ulandsbistand og internationale fredsstyrker ligger på omkring 50% i helt rimeligt, hvor 18% og 21% finder det urimeligt. Dette kan skyldes, at de danske borgere generelt kan betegnes som ressourcestærke borgere (jf. 4.1), og derved kan overskue den større globale sammenhæng og udvise netop Deans refleksive solidaritet. Goul Andersens undersøgelse af hvilket syn befolkningen har på de offentlige udgifter underbygger Juuls undersøgelse, hvilket understreger den første undersøgelses relevans på trods af årstallet. Også i Goul Andersens undersøgelse finder vi en stor opbakning til de basale velfærdsydelser. Fx mener 24,9% i 2001 at udgifterne til sundhedsvæsenet er passende, mens 70,4% mener, at der stadig bruges for få penge, i modsætning til et fåtal som enten mener, der bliver 83 Redigeret ved fravælgelse af irrelevante data, http://www.surveybank.aau.dk/ Side 59 af 81
brugt for mange penge, eller som ikke tager stilling. De samme tal gør sig stort set gældende i 2005 med undtagelse af nogle små afvigelser. I forhold til børnehaver og vuggestuer ser vi, en forholdsvis tydelig stigning på 37,4% i 2001 til 46% i 2005 i andelen, som mener, at der burde bruges flere penge på dette område. Altså kan man se en stor utilfredshed med ydelserne på dette område, da borgerne mener, at der bliver brugt alt for lidt skattekroner på netop disse. Det tegner et billede af, at danskerne priser en velfærdsstat, hvor det offentlige påtager sig ansvaret for sikkerhed, tryghed og omsorg for den enkelte, hvilket karakteriserer en institutionel solidaritetsform. Den personlige solidaritet træder ikke særlig tydeligt i karakter i følge denne undersøgelse, idet man på en lang række punkter fralægger sit ansvar over på velfærdsstaten. Individualiseringen, hvor den enkelte ønsker større frihed i form af øget ansvar for sit eget liv, er derfor svær at spore. I forhold til den institutionelle solidaritet er det også relevant at se på, hvordan danskerne prioriterer overførelsesindkomster. Hvis vi kigger på arbejdsløsheds-understøttelsen og bistandshjælpen, så ser vi at størstedelen finder støtten til ydelserne passende, hvor tallene fra 2001 og 2005 næsten er identiske. Det viser at solidariteten også udvises i forhold til de svage borgere, og at niveauet i disse ydelser er passende. Derudover kan man ligesom i den foregående undersøgelse konstatere, at den danske befolkning føler en relativ solidaritet med andre lande i følge deres opbakning til ulandsbistanden. Her ses i denne sammenhæng to interessante perspektiver. Det er tydeligt på tabellen, at der sker en ændring fra år 2001 til år 2005, i for få penge til bistandshjælp, fra 9,5% til 25,4%. Nedskæringen i hjælpen efter regeringsskiftet i 2001 har altså trods alt ført til en betydelig utilfredshed, selvom tilfredshedsniveauet ligger på 49% i år 2005. Om dette udtrykker den refleksive solidaritet, eller et ønske om, at Danmark tager sig godt ud globalt, er umuligt at svare på. Samtidig er det interessant at se, hvorledes danskerne opfatter skattekroner til flygtninge og indvandrer som rimelige. Her ser man en tendens fra 2001 til 2005, hvor solidariteten med disse er stigende, hvor der i år 2001 var 45,2%, der mente der blev brugt for mange penge, hvor tallet faldt til 30,8% i år 2005. Det bliver tydeligere hvis man medtager, procentandelen, der mener, der bliver brugt for få, hvor andelen i år 2005 er oppe på 20,4%. Igen kan man se befolkningens reaktion på regeringsskiftet, hvorved man kan konkludere en vis solidaritet med ulande og indvandrere og flygtninge i hvert fald i takt med nedskæringer på begge områder. Side 60 af 81
Der tyder alt i alt på en relativ stærk opbakning bag den danske velfærdsstat, særligt på de basale universalistiske kerneområder. Herved kan man konstatere, at den institutionelle solidaritet er velbevaret i det danske samfund. Men ser dog en nedtrapning i opbakningen, jo færre individer ydelserne omhandler, hvorfor man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt opbakningen skyldes solidaritet eller beskyttelse af egeninteresser. Derfor man måske i højere grad tale om en mere konventionel solidaritet eller slet ingen. Den refleksive solidaritet er forholdsvis veludviklet i det danske samfund, da man kan se et ønske og forståelse omhandlende behovet for ulandsbistand og skattekroner til flygtninge/indvandrer. Altså kan man konstaterer, at der i den danske velfærdsstat forekommer en refleksiv institutionel solidaritet dog med visse forbehold. Som det fremgår af de to ovenstående undersøgelser i dette afsnit, så støtter de danske borgere op omkring de offentlige udgifter til basale velfærdsydelser som daginstitutioner, offentlige sygehuse, uddannelse etc. Men spørgsmålet er hvordan de egentlig synes, at udbydelsen af de velfærdsstatslige ydelser fungerer. I forhold til den refleksive institutionaliserede solidaritet, så er det særdeles relevant at beskæftige sig med tilfredsheden med disse ydelser, idet refleksiviteten bl.a. kan tydeliggøres i hvordan borgeren oplever kvaliteten af ydelserne 84. Så vil jeg gerne høre, hvor godt du synes, at den offentlige service fungerer på en række områder: OFFENTLIG SERVICE UDMÆRKET GANSKE GODT IKKE GODT HELT DÅRLIGT VED IKKE PROCENT OPDELT ÅR 2001 2005 2001 2005 2001 2005 2001 2005 2001 2005 BIBLIOTEKER? 52,9 46,5 36 39,2 2,2 2,2 0,4 0,4 8,5 11,7 SYGEHUSE? 10,2 14,8 32,5 38,9 43,7 35,6 11,5 7,5 2,1 3,1 FOLKESKOLEN? 6,1 4,3 38,6 30,4 40,4 44,8 7,2 9,2 7,7 11,2 BØRNEHAVER VUGGESTUER? OG 8 5,2 53,1 44,8 21,7 26,8 3,2 4,6 14 18,6 HJEMMEHJÆLPEN? 3 3 19,4 20,2 50,2 47,7 19,1 18,8 8,3 10,3 84 Juul, 2002: 341 Side 61 af 81
AKTIVERINGSSYSTEMET FOR LEDIGE? 4,6 18,9 32,4 29,2 14,9 85 Tabellen viser at størstedelen finder, at en række offentlige ydelser og indsatser ikke fungerer helt godt. Der er dog overhovedet ikke enighed om dette, da der også er en ganske stor andel, som svarer, at den offentlige service fungerer ganske godt. Spørgsmålet er hvordan man skal fortolke danskernes overvejende utilfredshed med kvaliteten af den offentlige service? Om den er udtryk for, at tilslutningen til den danske velfærdsstat står for fald? Hvis vi ser på de offentlige sygehuse, så er der en overvejende del, som mener at disse ikke fungere helt godt. Det kan muligt forklare den store andel i forrige undersøgelse om danskernes syn på hvad de offentlige udgifter bør gå til som mener, at der bruges for få penge på dette område og andre basale ydelser. Dette må indebære en tillid til, at det offentlige kan varetage borgernes tryghed og trivsel, hvis blot det offentlige har de fornødne økonomiske ressourcer at kunne gøre brug af. Denne tillid kan ses som et godt fundament for en stærk solidaritet ifølge Giddens. Af denne grund kan vi i dette afsnit, ud fra de 3 undersøgelser, konkludere at opbakningen stadig findes, og at den ikke står for fald. 10.4 Universalitetsprincippet Det universalistiske princip, om at alle borgere får den ydelse, tilsikres bl.a. igennem en progressiv skatteordning, som sikrer en udjævning af realindkomsten. Derfor er det essentielt at undersøge befolkningens holdning til indtægtsforhold, da det siger noget om danskernes syn på universalitetsprincippet. Man kan deraf også søge at udlede hvilken solidaritetsform, som danskerne udøver. Så har vi et spørgsmål om levestandard og indtægtsforhold. A siger: Forskellene i indtægter og levestandard er stadig for store i vores land. Derfor burde folk med mindre indtægter få en hurtigere forbedring af levestandarden end dem med højere indtægt. B siger: Indtægtsudjævningen er gået tilstrækkeligt langt. De indtægtsforskelle som endnu findes, bør stort set bibeholdes. Procent opdelt år Mest enig med A Mest enig med B Ikke enig med nogen af parterne Ved det ikke 85 http://www.surveybank.aau.dk/ Side 62 af 81
2001 48,3 43,3 6,2 2 2005 54,8 38,4 4 2,9 86 Tallene i tabellen viser både for år 2001 og år 2005, at størstedelen af den danske befolkning mener, at forskellene i indtægtsforhold og levestandarder er for store, hvilket kunne tyde på, at danskerne støtter op omkring universalitetsprincippet. Det er fremdeles bemærkelsesværdigt, at der er sket en stigning fra 48,3% i 2001 til 54,8% i 2005, som finder, at der burde være mere omfordeling. Grunden til dette er måske at finde i regeringens skattestop, som givetvis har resulteret i en mere ulige fordeling og dermed en større forskel i levestandard. Det kan bevidne, at danskerne til stadighed prioriterer en velfærdsstat, som langt hen af vejen bygger på den socialdemokratiske velfærdsmodel, hvori der eksisterer en udbredt institutionel solidaritetsform. Det viser samtidig, at danskerne forholder sig refleksivt til denne solidaritetsform, da de tilsyneladende er bevidste om, hvad skattelettelserne har medført. Hvis vi udelukkende forholder os til ovenstående undersøgelse må vi fastslå, at opbakningen til den danske velfærdsstat, forventes større hvis den i højere grad baserer sig på tanken om et universalistisk princip og en institutionel solidaritetsform. 10.4.1 Sociale ydelser Der er for mange, der får sociale ydelser, uden at de trænger til det. Procent pr år 2001 2005 Helt enig 26,9 21,6 Nærmest enig 26,2 28,6 Hverken/ eller 17,6 19,6 Nærmest uenig 15,4 16,7 Helt uenig 7,1 5,9 Ved ikke 6,9 7,5 87 I år 2001 er 53,1% af den opfattelse, at der er for mange der får sociale ydelser uden at de trænger 86 http://www.surveybank.aau.dk/ 87 http://www.surveybank.aau.dk/ Side 63 af 81
til det, og i år 2005 er tallet 50,2%. Det viser sig, at undersøgelsen fra år 2001 ikke adskiller sig markant fra undersøgelsen i år 2005, hvorfor vi tillader os at give samme konklusion for begge årstal. Kritikken af den danske velfærdsstat kan i mange tilfælde anses for at være en kritik af universalitetsprincippet, som tilsigter, at alle får de samme sociale ydelser uanset indkomst. Kritikken kunne fx rettes mod, at velstillede familier får børnechecks, selvom de i realiteten ikke har brug for denne ydelse. Tabellen viser, at en sådan kritik delvist er gældende for den danske befolkning. Dette siger endvidere noget om, at den institutionelle solidaritet, som knytter sig til det universalistiske aspekt (jf. 6.2.5), tilsyneladende er mindsket. Man kan derfor overveje om befolkningens opmærksomhed på området, i så fald er et udtryk for et ønske om en samfundsreform til en velfærdsstat der bygger på nogle andre værdier end den socialdemokratiske? Det er imidlertid interessant, at en forholdsvis stor andel hverken er enig eller uenig, hvorfor refleksiviteten omkring netop denne problemstilling synes relativt begrænset. Det ville betyde, at befolkningen ikke handler ud fra Juuls refleksive institutionelle solidaritetsform. Der er måske derfor i højere grad tale om en personlig solidaritet, idet man ikke ønsker at solidariteten standardiseres af universelle og kongruente velfærdsydelser. Altså ses en beskyttelse af egeninteresser i modsætning til en den holdning, som tager udgangspunkt i et flertallet, hvilket igen tegner et billede af en afstandstagen fra den institutionelle solidaritetsform. Den manglende stillingtagen kunne dog også være et udtryk for en vis tvetydighed i hvordan spørgsmålet skal opfattes; Denne tabel kan fx også opfattes, som hvorvidt befolkningen nærer en mistro til deres medmennesker, ved fx at snyde sig til sociale ydelser. Det kunne være, at man mistror folk for at udnytte det sociale sikkerhedsnet, ved at udgive sig for at være uarbejdsdygtig, og dermed på en falsk baggrund tiltusker sig sociale ydelser. Selvom der er tale om et fald på 2,9 procentpoint, så illustrerer tabellen i denne forbindelse, at en relativ stor del af befolkning nærer mistro til deres medmennesker. Spørgsmålet er så hvorvidt denne mistillid påvirker den solidaritet, som danskerne udøver overfor deres medmennesker? Da Giddens hævder, at tillid er en forudsætning for solidariteten, må solidariteten af denne grund tænkes at være svækket generelt. På baggrund af denne undersøgelse konkluderer vi med forbehold i undersøgelsens tvetydighed og deraf manglende gyldighed, at den danske befolkning til dels tager afstand fra Side 64 af 81
universalitetsprincippet. Spørgsmålet er da om denne afstandstagen afspejler en svækkelse af solidariteten? Man kan argumentere for at dette ikke er tilfældet, da utilfredsheden med universalitetsprincippet i stedet er udtryk for Deans refleksive solidaritet, hvorfor man i større grad ønsker forhold som baseres på den korporative og liberalistiske velfærdsmodel (jf 6.2.2 og 6.2.4). 10.5 Brugerbetaling Det er interessant at kigge på befolkningens holdning til brugerbetaling, da det muligvis kan give et indblik i den solidaritet, der hersker i det danske samfund, og den solidaritet befolkningen ønsker at implementere i velfærdsstaten. Årsagen til, at vi mener at kunne beskrive dette ud fra spørgsmålet om brugerbetaling, er at en øget brugerbetaling har direkte indflydelse på den institutionelle solidaritet. Brugerbetaling bevirker, at offentlige ydelser sandsynligvis bliver noget man vælger fra eller til, alt efter hvor ressourcestærk man er. Brugerbetaling leder derfor i en eller anden forstand til universalitetsprincippets opløsning, da brug af offentlige ydelser bliver afgjort på baggrund af et konkret fra eller tilvalg. Konsekvensen vil ligesom med alle andre typer af afgifter være, at afgiften, i dette tilfælde brugerbetaling, vil ramme de økonomisk dårligst stillede relativt kraftigere end de økonomisk velstillede, med mindre brugerbetalingen er progressivt finansieret. Dette bidrager til at øge den sociale ulighed, da den giver de velstillede bedre muligheder for at gøre brug at de offentlige ydelser. Det interessante spørgsmål er derfor, hvorvidt brugerbetaling er et udtryk for, at befolkningen ønsker, at den danske velfærdsstat skal udvikle sig i retning af den liberalistiske velfærdsstatsmodel. Solidariteten i den liberalistiske velfærdsstatsmodel tager netop udgangspunkt i idealet om det frie individ som selv har mulighed for, at vælge og prioritere i sin tilværelse. Det diskuteres også, om der bør indføres mere brugerbetaling i den offentlige sektor. A siger: Der bør i langt større grad end nu indføres brugerbetaling i den offentlige sektor. B siger: Bortset fra enkelte, ubetydelige områder bør der ikke indføres mere brugerbetaling. Procent Mest enig med A Mest enig med B Ikke enig med Ved det ikke opdelt år nogen af parterne 2001 25,1 67 5,2 2,7 2005 21,5 73,8 2,5 2,3 88 88 http://www.surveybank.aau.dk/ Side 65 af 81
Spørgsmålets formulering og besvarelsen af samme er interessant, hvilke konklusioner kan man reelt drage på baggrund af ovenstående skema? Det fremgår at befolkningen i år 2001 mente, at der skulle indføres mere brugerbetaling end befolkningen i år 2005 mente. Det interessante er derfor, hvad det er for nogle årsager der ligger til grund for befolkningens holdning til brugerbetaling? Som udgangspunkt har vi overvejet fire motiver til enten at være for eller imod brugerbetaling. Et af motiverne for kan være, at man er af den overbevisning, at brugerbetaling vil mindske det ressource spild der opstår, når staten betaler for overflødige samfundsydelser. Her tænkes konkret på det spild, der opstår når man tilbyder et antal ydelser, der ikke modsvarer det reelle behov. Denne holdning tager derfor udgangspunkt i en solidarisk overbevisning, om at velfærdsstaten i kraft af brugerbetaling vil kunne bruge dens begrænsede midler på en for samfundet som hele mere effektiv måde. En anden årsag til at stemme for mere brugerbetaling kan være, at de velstillede i samfundet betaler relativt mere for de offentlige ydelser, som de modtager, fordi de betaler mere i skat end dem der er ringere stillet. Det sagt, så er man nød til at medtage det faktum, at langt størstedelen af den danske befolkning betaler topskat. Fordi denne befolkningsgruppe betaler så meget i skat, så vil det formodentlig betyde, at gruppen som helhed vil kunne spare penge i forbindelse med etablering af mere brugerbetaling. Forudsætningen for dette er dog, at skattetrykket bliver lettet i takt med den øgede brugerbetaling. Derfor kan man argumentere for, at denne liberalt orienterede samfundsgruppe, som udgangspunkt ønsker at begrænse den institutionelle solidaritet. Med hensyn til den del af befolkningen, der er imod en optrapning af brugerbetaling, så er der som vi ser det, også her to muligheder. Modviljen kan for det første skyldes, at befolkningen, i modsætning til den før nævnte gruppe, frygter at skattetrykket ikke vil mindskes proportionalt med brugerbetalingens implementering, hvilket vil resultere i større udgifter for den enkelte, dette er et udtryk for Jodi Deans konventionelle solidaritet. For det andet kan modviljen skyldes, en frygt for, at mere brugerbetaling vil skabe større social ulighed i samfundet. Derfor skyldes den mindskede opbakning til brugerbetaling, at befolkningen er solidarisk med de svageste i samfundet, som naturligvis vil blive ramt relativt hårdere af enhver form for afgift. Dette kan være udtryk for, at denne form for solidaritet også bærer præg af at være refleksiv. Men hvilken solidaritetsform er da den mest udbredte på baggrund af denne undersøgelse? Det fremgår af tabellen, at over 60 % af befolkningen og en stadigt stigende andel mener, at man så vidt muligt bør undgå at øge omfanget af brugerbetaling. Vi har ovenfor Side 66 af 81
argumenteret for forskellige incitamenter til, at være imod brugerbetaling. Da det ikke fremgår af undersøgelsen, hvilke motiver deltagerne har, for at stemme som de gør, så er det svært at konkludere noget konkret. Hvad vi imidlertid kan konkludere, det er at et flertal af befolkningen ikke ønsker brugerbetaling. Dette vil vi mene er et udtryk for, at befolkningen ikke ønsker, at udvikle den danske velfærdsstat i retning af den liberalistiske model. Vi kan derimod ikke konkludere, hvorvidt modviljen til brugerbetaling er et udtryk for den refleksive institutionaliserede solidaritet eller ej, da der også er mulighed, at holdningen har grund i den konventionelle solidaritet. 10.6 Det private eller det offentlige Vi har valgt at se på valgfriheden mellem det offentlige og det private, da vi mener at det kan vise os noget om borgernes individualisering. Altså hvorvidt den danske borger har et større ønske om, at bestemme over sit eget liv, eller for at vise en utilfredshed med den offentlige ydelse ved at vælge private løsninger. Vi vil i det følgende afsnit behandle to meningsmålinger. Den ene fra år 2001, der viser hvorvidt befolkningen ønsker valgfrihed indenfor sygehusvæsenet, da denne var den første af fritvalgsordningerne. Den anden er fra år 2005 og beskriver befolkningens generelle holdning til valgfrihed inden for det offentlige. I år 2005 var ordningen om frit valg af sygehus accepteret i befolkningen, og det ville ikke give mening at spørge befolkningen om, hvorvidt de ønskede at være mindre frie til at træffe valg. Derfor var man nødt til at spørge om, hvorvidt de ønskede en større valgfrihed. Men der er også et problem med selve spørgsmålet om valgfrihed; Hvilken person vil svare nej til større frihed? Man skal ikke regne med, at den almindelige borger gør sig klar over, hvilke konsekvenser det har for den offentlige sektor, at borgeren får mulighed for at vælge dette fra. Man kan derfor ikke se denne undersøgelse som en rettesnor for, hvad den danske befolkning ønsker af velfærdsstaten. Men den kan bruges til at beskrive hvorvidt frihed er et af de idealer, der er i samfundet. Man diskuterer også valgfrihed mellem offentlige hospitaler og privathospitaler. A siger: Pengene bør følge patienten, så patienterne selv kan vælge, om de vil have behandlingen udført på et offentligt hospital eller et privat hospital (f.eks. hvis de står på venteliste). B siger: Hvis vi begynder at give mulighed for at vælge behandling på privathospitaler, bliver det alt for dyrt for samfundet og kan betyde en forringelse af det offentlige sygehusvæsen. Procent Mest enig med A Mest enig med B Ikke enig med Ved det ikke Side 67 af 81
opdelt år nogen af parterne 2001 62,5 29,2 5,8 2,5 89 Hvis man i år 2001 spurgte den danske borger, om de skulle have mulighed for at vælge et privathospital frem for et offentligt, ville 62,5% af befolkningen være enige i dette udsagn. Dette kan være et tegn på befolkningens ønske, om at få et større ansvar over sit eget liv. Det skal dog tages i betragtning, at det offentlige sundhedsvæsen havde store problemer med ventelister, og det frie sygehusvalg var muligvis et forsøg på at nedsætte disse ventelister. Derfor kan denne betragtelige mængde positivt indstillede borgere ses i lyset af en enorm mediebevågenhed, og et pres fra befolkningen, der krævede handling. Der er dog 29,2% af befolkningen, der ikke mente at det frie sygehusvalg var den optimale løsningsmodel. De mente, at de offentlige sygehuse ville lide under dette, da befolkningen ville vælge et privat hospital frem for det offentlige og derved tvinge det offentlige til enten at bruge flere penge på sundhedssektoren eller nedprioritere de offentlige sygehuse. Man diskuterer også større valgfrihed for borgerne, f.eks. mellem offentlige og private leverandører af serviceopgaver, eller mellem forskellige offentlige institutioner. A siger: Der bør i væsentligt højere grad end nu indføres valgfrihed i den offentlige sektor. B siger: Valgfriheden for borgerne er tilstrækkelig i dag. Procent opdelt år Mest enig med A Mest enig med B Ikke enig med nogen af parterne 2005 56,4 36,7 2,8 4,1 90 Ved det ikke I år 2005 blev befolkningen spurgt, hvorvidt man generelt burde indføre en øget valgfrihed i det offentlige system. På dette tidspunkt var det frie sygehusvalg fuldt implementeret. Der var 56,4% af befolkningen, der mente at man burde forøge valgfriheden i det offentlige system. 36,7% valgte at sige, at valgfriheden er tilstrækkelig som den er i dag. Her skal det dog tages i betragtning, at de adspurgte ikke har haft en direkte mulighed for at mene, at der skulle være mindre valgfrihed. Men har kun haft mulighed for at være uenig med begge parter. 89 V56 af valgundersøgelserne fra 2001på www.surveybank.dk 90 V139 af valgundersøgelserne fra 2005på www.surveybank.dk Side 68 af 81
Som ovenfor skrevet, har vi brugt denne analyse til at beskrive, hvorvidt borgerne vil have mulighed til at vælge det offentlige fra og derved få større frihed og ansvar. Man kan fristes til at svarer ja til dette udsagn, da over halvdelen af befolkningen mener dette. Men som skrevet ovenfor, har alle de adspurgte overvejet spørgsmålet grundigt nok? I år 2001 var det problemet med ventelisterne, der kan have haft indflydelse på de adspurgte, og i begge undersøgelser bliver begrebet frihed brugt uden noget modstykke. Det er ikke blevet gjort klart, at modsætningen ikke er ufrihed, men manglen på valg. Og at konsekvenserne for at give denne frihed i sidste ende kan betyde en dårligere service for den enkelte. Dette er borgerne dog godt klar over, hvilket spørgsmålet nedenstående, om hvorvidt man bør udlicitere statens opgaver til det private, viser. Her svarer 53% af befolkningen i år 2005, at velfærdsstatens opgaver bør blive på offentlige hænder. Dette harmonerer dog ikke med spørgsmålet om valgfrihed. Man vil gerne have valgmuligheden mellem det offentlige og det private, men det private bør ikke overtage det offentliges opgaver. Så er der spørgsmålet om udlicitering af velfærdsstatens opgaver, f.eks. børnepasning, hjemmehjælp eller sygehusbehandling A siger: Man bør i højere grad end nu udlicitere velfærdsstatens opgaver til private, hvis de kan konkurrere på pris og kvalitet. B siger: Velfærdsstatens opgaver bør forblive på offentlige hænder i mindst samme grad som nu. Procent Mest enig med A Mest enig med B Ikke enig med Ved det ikke opdelt år nogen af parterne 2005 41 53 3 3 91 De to første undersøgelser i dette afsnit viser, at de danske borgere til dels mener, at det offentlige fratager den enkeltes frihed til selv at kunne vælge, hvilket belyser en vis individualisering, og måske en efterlysning af flere private løsninger. Til gengæld viser den sidste undersøgelser, at ønsket om en større valgfrihed ikke må blive på bekostning af, at det offentlige system frasiger sig at varetage velfærdsstatens opgaver. Flertallet går derfor ikke ind for yderligere privatisering og udlicitering i denne sammenhæng. 10.7 Tillid til medborgere Giddens opfatter tillid til den umiddelbare omgangskreds som en forudsætning for solidaritet jf. hans teori om det rene forhold. Man indleder ifølge Giddens ikke sociale bånd, hvis man ikke nærer tillid til modparten. Tilliden er altså en grundlæggende forudsætning for solidariteten, og da solidariteten er en forudsætning for velfærdssamfundet, så må tilliden derfor være en forudsætning 91 V140 af valgundersøgelserne fra 2005på www.surveybank.dk Side 69 af 81
for velfærdssamfundet. Det sagt, så er det yderligere en forudsætning for velfærdsstaten, at der hersker en tillid til systemet i sig selv jf. kap 5.2.3 Når vi nu har fastlagt tilliden som grundlag for den danske velfærdsstat, så vil det være interessant, at undersøge tilliden i blandt danskerne. Jørgen Gouls spørgeundersøgelser behandler blandt andet danskernes tillid, og ud fra hans undersøgelser vil vi søge, at argumentere for danskernes opbakning til velfærdsstaten. 1) Hvis man ikke passer på, vil andre udnytte én. Procent pr år 2001 2005 Helt enig 25,1 25,2 Nærmest enig 24,5 25,5 Hverken/ eller 19,5 18,7 Nærmest uenig 15,9 17,2 Helt uenig 13,5 10,1 Ved ikke 1,5 3,3 92 I de to undersøgelser er henholdsvis 49,6 og 50,7% er i en eller anden udstrækning bekymret for, at andre mennesker vil udnytte dem. Modsvarende er henholdsvis 29,4 og 27,3% uenige, og er altså ikke bekymrede for at blive udnyttet af andre mennesker. Altså kan man, om end der kun er tale om en mindre stigning, konstatere at deltagerne nærer mindre tillid til deres medmennesker i år 2005 end i år 2001. Det er dog i alle omstændigheder interessant at halvdelen af befolkningen i denne undersøgelse er bekymrede for at blive udnyttet. 2) Der er få mennesker, som man kan stole fuldt og helt på. Procent pr år 2001 2005 Helt enig 23,2 19,3 Nærmest enig 22,3 24,8 Hverken/ eller 15,1 13,6 Nærmest uenig 21,8 26,3 92 http://www.surveybank.aau.dk/ Side 70 af 81
Helt uenig 16,6 13,9 Ved ikke 1,0 2,1 93 Hvorvidt man kan stole på andre mennesker, så mener 45,5 og 44,1% at der i et eller andet omfang er få mennesker som man kan stole. Modsætningsvis mener 38,4 og 40,2% det modsatte. 3) Synes De, man kan stole på de fleste mennesker, eller synes De ikke, man kan være forsigtig nok i omgangen med andre mennesker? Procent pr år 2001 Stole på de fleste 67,4 Kan ikke være forsigtig nok 25 Ved ikke 5,6 Ubesvaret 2 94 Den sidste undersøgelse er desværre kun udført i år 2001, men vi har valgt at inddrage den alligevel da den illustrerer en tillid til sine medmennesker, som står i stærk kontrast til de to andre undersøgelser. Nu mener 67,4% af befolkningen pludseligt, at man sagtens kan stole på andre mennesker. Denne divergerende adfærd inden for den samme overordnede undersøgelse leder til konklusionen, at deltagerne enten skifter mening i processen, eller, at den konkrete udformning af spørgsmålene er helt essentiel. Spørgsmålenes sproglige udformning er essentiel, da den kan være ledende, og derfor som i dette tilfælde kan resultere i en misvisende besvarelse. Hvad kan vi da konkludere på baggrund af denne undersøgelse? Sammenfattende er det essentielt, at alle svarmulighederne inden for hvert spørgsmål er hinanden modsætninger, der lægges således op til en sort, hvid besvarelse af spørgsmålene. Dette er imidlertid et problem, da det er svært at besvare sådanne spørgsmål så sort hvidt, hvorfor deltagerne højst sandsynligt har været mest tilbøjelige til, at svare hvad der lå nærmest deres egen holdning. Resultatet er et fingerpeg om befolkningens holdning, men ikke noget konkret anvendeligt, da vi vil argumentere for at mennesker er for forskellige til at kunne inddeles, i noget så begrænset som to kategorier. Set i bagklogskabens lys ville man nok kunne have draget fordel af en spørgeundersøgelse med mulighed for en mere differentieret besvarelse, i hvert fald inden for dette område, da svarene som vi ser dem ikke nødvendigvis kan relateres direkte til de spørgsmål der er 93 http://www.surveybank.aau.dk/ 94 http://www.surveybank.aau.dk/ Side 71 af 81
stillet. Konklusionen er således, at vi på baggrund af tillidsundersøgelsens konkrete spørgsmål ikke kan konkludere noget konkret om tilliden i den danske befolkning. Dog vil vi argumentere for, at undersøgelsen alligevel er nyttig, under forudsætning af, at deltagerne i undersøgelsen fordi de har været tvunget til at svare sort hvidt på komplekse spørgsmål. Vi har som sagt argumenteret for, at resultaterne af de to første spørgsmål illustrerer at danskerne ikke nærer en uhæmmet tillid til deres omgivelser, da dette som vi ser det i sort hvid forstand ville forudsætte en ligeså uhæmmet naivitet. Men idet omfang, at man ser besvarelsen af spørgsmål tre hvor flertallet udtrykte tillid, som et udtryk for, at befolkningen generelt opfatter sig selv som tillidsfulde i forhold til deres medmennesker, så viser undersøgelsen at befolkning udøver tillid med omtanke. En kvalitet vi ikke ser som negativ, men som en naturlig konsekvens af samfundsudviklingen, og et udtryk for refleksiv solidaritet. Side 72 af 81
Kapitel 11: Diskussion af analysens hovedpointer 11.1 Indledning Vi vil i det følgende kapitel diskutere vores hovedpointer i analysen. For at finde ud af, hvorledes man kan måle danskernes opbakning til den danske velfærdsstat, er det vigtigt at gøre sig klart, hvori opbakningen består? Vi mener, at opbakningen består i, at man støtter op omkring den måde, som den danske velfærdsstat i dag er udformet. Som vi har konkluderet i kapitel 7, så bygger den danske velfærdsstat til stadighed hovedsaligt på en socialdemokratisk velfærdsstatsmodel (j.f.7.4) med en institutionel solidaritetsform. Der er dog træk fra både den liberalistiske og korporative model, som igennem de seneste år er blevet tydeligere i den danske velfærdsstat, hvormed det private i stort omfang har overtaget flere af de forhenværende offentlige opgaver. Det betyder, at den institutionelle solidaritet til dels er blevet svækket til fordel for en mere refleksiv og personlig solidaritet. Derfor beskrives velfærdsstaten bedst ved en kombination af de forskellige velfærdsmodeller, men hvor den socialdemokratiske models principper altså stadig er de mest gældende. Hvis opbakningen derfor skal påvises, så skal borgerne støtte op omkring velfærdsstatens store offentlige servicesystem, som bestandig indeholder et universalistisk princip og bygger på en institutionel solidaritetsform. Til gengæld skal vi også kunne måle en vis tilfredshed med tiltag, som bygger på principper fra den liberalistiske og korporative model, som indeholder en refleksiv og personlig solidaritet. 11.2 Sammenhængen mellem danskernes syn på de offentlige udgifter(10.3) og skattetrykket(10.2) I undersøgelsen fra 10.3 viser det sig, at befolkningen synes, at der bliver brugt for lidt af de offentlige udgifter til offentlige basale ydelser som fx sygehusvæsenet. Der vises her, at borgerne nærer tillid til det offentlige system under den forudsætning, at velfærdsstaten har de fornødne ressourcer. Ud fra denne undersøgelse, finder danskerne derfor, at velfærdsstaten burde ligne den socialdemokratiske model endnu mere, idet mange af de offentlige udgifter til basale velfærdsydelser burde hæves. Behovet for tilstrækkelige økonomiske ressourcer til at sikre velfærden i samfundet, kan imødekommes igennem en effektivisering af velfærdsstaten, under den forudsætning, at der er et spild i velfærdsstaten; Det vil sige, at man ikke bruger ressourcerne i Side 73 af 81
velfærdstaten på den mest hensigtsmæssige måde, hvorfor en effektivisering er nødvendig. En anden måde, ville være at forhøje skattetrykket, hvilket ville fordre en stærkere institutionel solidaritet. Men som vi ser i 10.2, så er der ikke noget, der tyder på, at danskerne ønsker skatten hævet. Tværtimod er folk tilfredse med det nuværende skattetryk. Det viser, at der måske er en forskel på hvad danskerne ønsker, og hvad de er villige til at betale for. Dog slog vi i undersøgelse 10.2 fast, at befolkningens opbakning kunne udtrykkes som en refleksiv institutionel solidaritetsform, da villigheden til at betale skatten jo stadig er til stede under forudsætning af, at skattetrykket hverken stiger eller falder. Vi kan ud fra disse overvejelser udlede, at opbakningen til den nuværende velfærdsstat er forholdsvis stor, da der ses en villighed til at betale den påkrævede skat. Skattelettelser fordrer til en vis grad, at man selv skal sikre sig gennem arbejdet, dette kunne være private sygehusforsikringer eller ansættelseskontrakter der sikre ens arbejde, hvilket fordrer en større selvrådighed. Der kan derfor være tale om, at individualiseringen af borgeren har resulteret i en fortsat opbakning til den danske velfærdsstat, selvom denne tenderer til, at forene flere af sine principper med den liberalistiske og korporative model. Der er en dæmpet forventning til, at velfærdsstaten skal sørge for størstedelen af borgerens liv, da man ser tendenser til, at lægge et større ansvar over på borgeren. 11.3 Hvilken retning? (10.3 og 10.4 og 10.4.1 og 10.2) Undersøgelse 10.4 viser, at størstedelen af borgerne ønsker yderligere omfordeling og dermed en opretholdelse af universalismen. Der vises på samme måde som i undersøgelse 10.3, at danskerne til stadighed besidder en stærk institutionel solidaritetsform, og finder at velfærdsstaten har bevæget sig for langt væk fra den socialdemokratiske model, hvorfor opbakningen er svækket, i takt med en samfundsstrukturel individualisme. Hvis vi derfor udelukkende forholder os til undersøgelse 10.4, så tyder det på, at opbakningen til den danske velfærdsstat, forventes større hvis den i højere grad baserer sig på tanken om et universalistisk princip og en institutionel solidaritetsform. Dette modsvares dog af 10.4.1, som viser, at de fleste synes, at der er for mange, som får sociale ydelser uden at de trænger til det. Det betyder i modsætning til 10.4, at man tager afstand fra universalitetsprincippet. Det peger imidlertid i en helt anden retning, som priser den personlige solidaritet, hvorfor velfærdsstaten burde bygge mere på en liberalistisk og korporativ model. Hvis vi vender tilbage til undersøgelse 10.4, så ligger denne sig meget op af vores første Side 74 af 81
undersøgelse, som omhandler tilfredsheden med skattelettelser 10.2. Det kan derfor være interessant, at sammenligne med denne. Epinions undersøgelse (10.2) viser, at to ud af 3 danskere, mener at skattetrykket i år 2005 er passende. Det forekommer, at der ikke er nogen videre sammenhæng mellem de to undersøgelser, da danskerne på den ene side er tilfredse med de skattelettelser, som regeringen har foretaget, men samtidig ønsker en større omfordeling. Dog skal man passe på at konkludere, at de to undersøgelser ikke stemmer overens, da tilfredshed med skattelettelser ikke nødvendigvis afspejler en tilfredshed med ulige omfordeling. Skatten dækker, som sagt over flere aspekter, hvorfor man selvfølgelig skal have øje for visse forbehold. 11.4 Velfærdsstatens rolle, borgerens frihed og den institutionelle solidaritet(10.3 og 10.4 og 10.5 og 10.6) I undersøgelse 10.5 kan vi som i undersøgelse 10.3 og 10.4 givetvis slutte, at den danske borger ikke ønsker en velfærdsstat, som på sigt baserer sine principper yderligere på den liberalistiske velfærdsmodel. Dette konkluderes, da klart størstedelen i undersøgelse 10.5 ikke ønsker, at der indføres mere brugerbetaling i den offentlige sektor. På den anden side viser delundersøgelse 10.6, at den generelle borger ønsker større valgfrihed, hvilket er udtryk for en individualisering, som finder at den socialdemokratiske model med en stærk og styrende stat, fratager borgerens ansvar og frihed. Spørgsmålet er da om borgerne finder, at den institutionelle solidaritet i dag i flere sammenhænge undergraver de personlige former for ansvar og solidaritet? Dette er der imidlertid ingen af undersøgelserne, der giver et entydigt svar på. Dog kan den sidste undersøgelse i 10.6 bruges til at understøtte undersøgelse 10.5, idet de fleste borgere mener, at velfærdsstatens opgaver bør forblive på offentlige hænder i samme grad som nu, hvilket taler for en klar opbakning til den nuværende danske velfærdsstat. 11.5 Alle undersøgelser sammenfattet Det er bemærkelsesværdigt, at undersøgelserne på mange områder modsiger sig selv, hvorfor det er svært at konkludere noget ud fra de enkelte undersøgelser, og derved kompliceret, at komme med en endelig konklusion vedrørende borgernes opbakning til den danske velfærdsstat. Der er måske i virkeligheden udtryk for en vis ambivalens hos borgeren, der på den ene side ønsker Side 75 af 81
et samfund, der er baseret på et bredt fællesskab inden for nationen med lige rettigheder. Men samtidig ønsker borgeren, at staten ikke bliver for styrende og fratager ansvaret for deres eget liv, hvilket påpeger en dualisme i den individualiserede borger. At han på den ene side søger sikkerhed og anerkendelse gennem velfærdsstaten, men på den anden side ønsker frihed over sit eget liv. Man kan finde flere eksempler på, at individualiseringen på mange områder har præget solidaritetsformen hos den enkelte borger. På visse områder i det offentlige system har individualiseringen medført en øget opbakning bag velfærdsstaten, mens man andre steder ser en svækkelse af opbakningen. Man kan derfor argumentere for, at individualiseringen har betydet en øget refleksivitet og et ønske om større ansvar hos den enkelte borger, hvorfor man kan forvente, at opbakningen fortsat er til stede, selvom velfærdsstaten på sigt bevæger sig væk fra den socialdemokratiske model. Derimod er der også et antal overvejende undersøgelser, som viser, at borgerne ikke ønsker, at individualiseringen resulterer i en yderligere bevægelse væk fra den socialdemokratiske model og en institutionel solidaritetsform. Man skal endvidere være klar over det vanskelige i, at fastslå hvilken solidaritet, som ligger bag svarene i de forskellige undersøgelser, da solidaritetsformen udelukkende måles på baggrund af borgerens motiver. Det samme svar kan derfor godt være udtryk for flere forskellige solidaritetsformer. Det positive er dog, at vi derved næsten med sikkerhed kan konkludere, at der på ingen måde findes en ren solidaritetsform i velfærdsstaten. Vi vil da alligevel prøve at komme med et overordnet bud; På baggrund af alle undersøgelser, så må en opbakning bag velfærdsstaten, som fortsat bygger på en institutionel solidaritet, overordnet siges at være til stede i befolkningen. Opbakningen kan da også ses i forhold til tendensen i den danske velfærdsstat, som fodrer at civilsamfundet inddrages mere og mere, idet borgerne på flere områder priser det øgede ansvar, som velfærdsstaten i flere tilfælde pålægger borgeren. Det er dog bemærkelsesværdigt, at befolkningen visse steder giver grund til at konkludere, at den danske borger finder, at velfærdsstaten har bevæget sig for langt væk fra de oprindelige grundprincipper knyttet til en stærk institutionel solidaritet. På baggrund af hele analysen konkluderer vi endeligt, at der ikke er noget som tyder på, at velfærdsstaten står for fald i forhold til solidaritet og individualisering. Side 76 af 81
Side 77 af 81
Kapitel 12: Konklusion Projektgruppe 13 Vores projekt skal besvare vores problemformulering som er: Hvorvidt kan man tale om en ændring af solidariteten som følge af individualiseringen, og hvorledes påvirker denne eventuelle ændring befolkningens opbakningen til velfærdsstaten? Vi har igennem projektet gjort rede for, at solidaritetsbegrebet hovedsageligt skal ses ud fra en moralsk vinkel. Desuden forekommer solidaritet i forskellige former, hvilket individualiseringen bl.a. har været medvirkende til. Individualiseringen betyder, at individet oplever en større personlig frihed, som indbefatter en øget refleksivitet. Individualiseringen har i denne sammenhæng haft stor indflydelse på opståelsen af nye solidaritetsformer, som eksempelvis har resulteret i den refleksive og personlige solidaritet. I forhold til vores problemformulering kan man altså godt tale om en ændring af solidariteten, som følge af individualiseringen. Vores analyse har vist, at de danske borgere på en række områder er refleksive i deres forhold til velfærdsstaten. Det viser sig fx, at den enkelte borger gerne vil have øget ansvar og valgfrihed, hvorfor man i nogle tilfælde hellere selv vil betale for diverse ydelser. Det er dog sværere, at konkludere, hvorvidt danskernes svar på spørgsmålene i de forskellige undersøgelser, er udtryk for eksempelvis en særlig personlig eller refleksiv solidaritet. Da solidaritet baseres på moral, har vores konklusioner i analysen bygget på skøn af, hvad der ligger bag borgerens svar. Det er derfor vigtigt, at fastslå, at vores konklusioner ikke dækker over entydige svar. Vi mener dog heller ikke, at der findes et sådant. I forhold til analysen har vi, foruden behovet for øget ansvar, også konkluderet, at der fortsat udtrykkes en relativ stor opbakning til den danske velfærdsstat, som i stort omfang stadig bygger på en institutionel solidaritetsform. Denne solidaritetsform kommer til udtryk gennem skattebilletten, hvorfor vi har sat spørgsmålstegn til hvorvidt, det at betale skat, overhovedet er en solidarisk handling, idet den er påtvunget. Vi har i denne forbindelse konkluderet, at en sådan handling må anses for værende solidarisk, under den forudsætning, at borgeren har forholdt sig til hvad han betaler til. Det betyder, at det igen er svært at udlede, hvorvidt befolkningens svar er udtryk for solidaritet. Vi har imidlertid erkendt, at sådanne overvejelser ikke forhindrer os i, at fastslå at en ændring, som følge af individualiseringen, har fundet sted. Vi har derfor forsøgt at give et kompetent svar på, hvad denne ændring af solidariteten har betydet for opbakningen til den danske velfærdsstat. Side 78 af 81
Da den danske velfærdsstat stadig hovedsaligt baserer sin velfærd på den socialdemokratiske model med en stærk offentlig sektor, valgte vi i et vist omfang at måle opbakningen i forhold til denne models principper. Vi har derfor undersøgt, om borgerne støtter det universalistiske princip om lige fordeling af rettigheder og serviceydelser, som opnås gennem en progressiv skatteordning. Man kunne nemt tænke, at den øgede individualisering har fjernet borgeren fra disse ovennævnte principper. Det er der dog imidlertid ikke meget, der tyder på. På nogle områder ønsker borgeren tværtimod, at få genindført mange af de forhenværende principper, som knytter sig til den socialdemokratiske model. Men da vi endvidere har konkluderet, at velfærdsstaten gennem de sidste år har udviklet sig i en retning mod den liberalistiske og korporative model, ser vi derfor ikke borgernes ønske om en genindførelse af de forhenværende principper, som en opbakning til velfærdsstaten. Den liberalistiske og korporative model tilsigter mindre indflydelse fra statens side og opfordrer til et større ansvar hos den enkelte borger. Derfor har individualiseringen af borgerne til dels også medvirket til en opbakning af velfærdsstaten. Men hvorvidt det er en øget personlig solidaritet, som medfører dette, er igen svært at svare på. Vi har for så vidt skønnet, at individualiseringen har resulteret i, at den institutionelle solidaritet er blevet mere refleksiv. Det indebærer endvidere, at det er nemmere at argumentere for, at det at betale skat er en solidarisk handling, da folk nu i større grad forholder sig til hvad de betaler til og langt hen af vejen accepterer det, hvorfor opbakningen synes mere reel. At det er svært at tyde hvilken solidaritet, som gør sig gældende i den danske befolkning, munder også ud i, at undersøgelsernes resultater på mange måder modsiger hinanden. Man skal i denne forbindelse medtage det forbehold, at det kan være udtryk for, at spørgsmålene er formuleret på en uhensigtsmæssig måde, så man har forvirret eller manipuleret med borgeren. Trods dette forbehold konkluderer vi, at undersøgelsernes modsigelser er udtryk for en udbredt ambivalens hos borgerne. Den enkelte borger udøver forskellige former for solidaritet afhængig af hvilken situation, borgeren befinder sig i, hvilket individualiseringen givetvis har resulteret i. Da individualiseringen har gjort op med mange af de faste ritualer, vaner og traditioner, overvejer vi om danskerne overhovedet har fundet sig til rette med de nye forhold i det senmoderne samfund, hvilket afspejler, at solidariteten hos borgeren forekommer at besidde en relativistisk karakter. Vi ender vores hovedkonklusion med at konkludere, at individualiseringen ikke har medført en mindre opbakning til velfærdsstaten. Den ændrede solidaritet, som følge af individualiseringen, har Side 79 af 81
således heller ikke medført en tilsyneladende svækkelse i opbakningen. Det fremgår af analysen, at der fortsat udvises megen solidaritet igennem velfærdsstaten. Men hvilke solidaritetsformer, som reelt ligger bag den stadig eksisterende opbakning til velfærdsstaten forekommer tvetydigt. Individualiseringen har forskellige konsekvenser for forskellige befolkningsgrupper, hvorfor individualiseringen ikke resulterer i en bestemt solidaritetsform hos borgeren. Blandt andet af denne grund, er det problematisk at bedømme udviklingen af velfærdsstaten som absolut ønsket eller uønsket, hvorfor vi ikke vil give et endeligt svar på om den fortsatte opbakning tænkes sikker. Side 80 af 81
Kapitel 13: Litteraturliste Projektgruppe 13 Bøger: Modernitet, Velfærd og Solidaritet, 2002, Søren Juul, Hans Reitzels forlag Om den sociale arbejdsdeling, 1889 (printet år 2000), Émile Durkheim, Hans Reitzels forlag Klassisk og moderne samfundsteori, 2005 (3. udgave), Heine Andersen, Hans Reitzels forlag Frihed eller kapitalisme samtaler med Ulrich Beck, 2002 (2. oplæg), Ulrich Beck, Johannes Williams, Hans Reitzels forlag The Third Way, 1998 (3. oplæg), Anthony Giddens, Polity press Reflexive modernization, 1994, Ulrich Beck, Anthony Giddens og Scott Lash, Polity press, Cambridge. Frihed, 2003, Zygmunt Bauman, oversat fra engelsk af Tom Haveman efter Freedom 1988, Hans Reitzels Forlag Arbejde, forbrugerisme og de nye fattige, Zygmunt Bauman, 2002, oversat fra engelsk af Tom Haveman og Susanne Arends efter work, Consumerism and the new poor, 1998, Hans Reitzels forlag Sociologi En grundbog til et fag, 2004 (3. udgave) Heine Andersen, Hans Reitzels forlag Den nordiske model, 1993 (1. udgave), Gestur Gudmundsson, Nordisk sommeruniversitet, National identity and the varities of capitalism: The national experience, Peter Abrahamsom, John Camble, John Hall, Ove K. Pedersen 2006, Montreal: McGill University press Undersøgelser: Valgundersøgelserne fra 2001på http://www.surveybank.aau.dk/ Valgundersøgelserne fra 2005på http://www.surveybank.aau.dk/ Linket til begge valgundersøgelser er http://www.surveybank.aau.dk/, da de fra aau ikke har lavet separate links til undersøgelserne. Klik på Gå til forskningssiden for valgundersøgelserne og klik derefter på kodebog under undersøgelserne fra 2001 og 2005 for at se undersøgelserne. Tidsskrifter: Velfærdssamfundets fremtid, 1999, Niels Ploug, Jørgen Søndergaard, Socialforskningsinstituttet 99:17 Søren Juul: Solidaritet i velfærdssamfundet, in: Social Forskning, temanummer, 1995, s.90-97 Jon Kvist: Socialpolitik under forandring, in: Socialforskningsinstituttet, nr.18, 2002, s.s.40-51 Mads Meier Jæger: Socialpolitik under forandring, in: Socialforskningsinstituttet, nr.18, 2002, s.s.52-67 Hjemmesider: Nyhedsbrev fra AErådet fundet på Side 8 : http://www.aeraadet.dk/media/filebank/org/aebladet-1-2007.pdf Senest tjekket for ændringer 01.06.2007 Tidsskrift af Jørgen Goul Andersen fra: http://vbn.aau.dk/ws/fbspretrieve/93842/35031997_6.pdf Senest tjekket for ændringer 01.06.2007 1933www.social.dk/ministeriets_omraader/det_frivillige_danmark/Fakta_om_frivilligt_socialt_arbejde/historisk_rids_d enfrivilligesocialesektoridanmark.html Senest tjekket for ændringer 01.06.2007 http://www.dr.dk/nyheder/politik/2005/11/30/200511301419.htm Senest tjekket for ændringer 01.06.2007 www1998146.thinkquest.dk/sover.html Senest tjekket for ændringer 01.06.2007 http://www.gyldendal.dk/webapp/wcs/stores/servlet/online_leksikon+10001+10002+1000+onlineleksikon Senest tjekket for ændringer 01.06.2007 Side 81 af 81