21. FEBRUAR 2011 LANDSRETSKENDELSE OM SAGSOMKOSTNINGER - DOM OM FORSIKRINGSPRÆMIE En ny landsretskendelse støtter det synspunkt, at der ved fastsættelse af sagsomkostninger ikke længere ses "slavisk" på sagens økonomiske værdi; men i højere grad tages højde for omfanget af det faktisk udførte, nødvendige arbejde ved retssagen. I samme sag fastslog retten i Odense, at forsikringstageren havde bevisbyrden for, at de aftalte vilkår for nedsættelse af forsikringspræmien var opfyldt. Ved fornyelse af forsikring for industrivirksomheden A stillede forsikringsselskabet F som forudsætning, at sikringskrav knyttet til forbedring af sprinklersystemet skulle gennemføres. Det aftaltes, at "såfremt alle sikringskrav ikke er udført senest den 15. august 2005", skulle A betale en tillægspræmie på 10.000 kr. pr. dag. Der opstod efterfølgende tvist mellem A og F om, hvornår denne forudsætning for tillægspræmie var bortfaldet. A gjorde gældende, at skrivelser af 20/9 og 23/9 2005 fra det firma, der skulle godkende sprinklerinstallationen, var tilstrækkelig til, at forudsætningen var opfyldt. F opkrævede imidlertid ekstra tillægspræmie frem til 2/12 2005, hvor det pågældende firma afgav 1. inspektionsrapport, hvoraf fremgik, at der var konstateret et antal mindre fejl og mangler, der ikke havde nogen væsentlig betydning. Retten i Odense fandt ved dom af 23. november 2010, at A var forpligtet til at betale tillægspræmie som krævet af F. Retten lagde til grund, at A skulle godtgøre, hvornår installationsarbejdet var endeligt implementeret. De af A påberåbte skrivelser fra september 2005 kunne ikke opfattes som en godkendelse af hele anlægget. Da det pågældende firma først 2/12 2005 konstaterede anlægget mangelsfrit (i det væsentlige), fandt retten, at A ikke havde godtgjort, at anlægget på noget tidligere tidspunkt var færdigmonteret og fuldt funktionsdygtigt. Frem til denne dato skulle A derfor
2/3 21. FEBRUAR 2011 betale ekstrapræmie på i alt 556.000 kr. som krævet af F. ---ooooo--- Byretten pålagde samtidig A at betale sagsomkostninger på i alt 142.401 kr. til F. Heraf vedrørte 60.000 kr. det advokatoriske arbejde, mens resten dækkede F's udgifter til retsafgift og skønsmand. F kærede denne afgørelse til landsretten og gjorde gældende, at sagsomkostningsbeløbet burde forhøjes til ca. 177.000 kr., svarende til 95.000 kr. for det advokatoriske arbejde. og skøn under retssagen indebærer sædvanligvis, at salæret udmåles i den øverste halvdel af intervallet. F bemærkede herved, at der var afgivet et stort antal processkrifter fra begge parters side, samt at der var afgivet fire skønserklæringer. Østre Landsret var enig med F i, at sagsomkostningerne skulle forhøjes betydeligt og imødekom stort set F's påstand. Ved kendelse af 21. december 2010 fandt landsretten, at A skulle betale 175.000 kr. i sagsomkostninger til F; svarende til ca. 93.000 kr. for det advokatoriske arbejde. F anførte, at efter retspræsidenternes vejledende retningslinjer for sagsomkostninger (proceduretaksterne) for en sag med en økonomisk genstand mellem 0,5-1 mio. kr. skulle sagsomkostningerne (for det advokatoriske arbejde) fastsættes inden for salærintervallet 46.875 kr. - 103.125 kr. Under henvisning til betænkning 1436/2004 gjorde F gældende, at når en konkret sag én gang er placeret inden for et bestemt salærinterval, har sagens værdi ikke længere relevans. Det er således ikke afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt salæret skal beregnes i bunden, midten eller i toppen af det pågældende salærinterval, om sagens værdi er høj eller lav. Med betænkningens ord: "Salæret er altså principielt det samme, hvad enten sagens værdi eksempelvis er 50.001 eller 200.000 kr." 1 Afgørende for, om salæret for den konkrete sag skal udmåles i bunden, midten eller toppen af det pågældende salærinterval, er de klassiske salærparametre: Sagens omfang og art, det med sagen forbundne arbejde, sagens betydning for klienten, etc. Hovedkriteriet for udmålingen inden for tabellens intervaller er ifølge betænkningen det med sagen forbundne arbejde. Gennemførelse af syn 1 Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004 om reform af den Civile Retspleje III, side 278-279. A var repræsenteret af advokat Jes Anker Mikkelsen, mens F var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Kommentar: Landsretskendelsen illustrerer, at domstolene ikke - som før sagsomkostningsreformen - "slavisk" skal lade sagsomkostningerne stå i direkte forhold til sagens økonomiske værdi således, at f.eks. en sag med en værdi i bunden af det pågældende salærinterval skal tilkendes sagsomkostninger svarende til minimumssalæret, mens en sag med en økonomisk værdi i toppen af det pågældende salærinterval skal tilkendes sagsomkostninger på niveau med maksimumsalæret. Som foreskrevet i betænkningen skal retten derimod foretage en konkret vurdering af omfanget af det faktisk udførte, nødvendige arbejde ved retssagen. I den konkrete sag havde dette arbejde ikke været større eller mindre afhængigt af, om sagen vedrørte 550.000 kr., 750.000 kr. eller 950.000 kr. Principielt skal salæret derfor være det samme - for det samme udførte arbejde - for sager, der ligger inden for samme salærinterval. Det bemærkes, at Østre Landsret også i kendelserne FED 2007.16 Ø og FED 2009.63 V - hvor jeg gjorde tilsvarende synspunkter gældende - forhø-
3/3 21. FEBRUAR 2011 jede salæret væsentligt, nogenlunde svarende til forsikringsselskabets påstand. Byretsdommen vedrørte en konkret problemstilling; men fastslog dog, at når der er aftalt særvilkår for præmieberegningen, har forsikringstageren bevisbyrden for, at forudsætningen for nedsættelse af præmien er opfyldt. Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til landsretskendelsen eller byrettens dom. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Frederiksberggade 16, 1459 København K Tel 33 11 45 45 Fax 33 11 80 81 www.nnlaw.dk