Kirkelig Infor ÅRSSTÆVNE K S B B NR. 4 2003 38. ÅRGANG ISSN 0902-9735. www.ksbb.dk INDHOLD:

K S B B NR. 4 2003 38. ÅRGANG ISSN 0902-9735 Kirkelig Infor mation Kirkelig Information Kirkelig Information www.ksbb.dk INDHOLD: ÅRSSTÆVNE 1 FORMANDSBERETNING BISPEVALGET I RIBE 7 ABORT 7 VORDE ELLER BLIVE 9 FRA USA 10 LÆST 10 TILBAGE TIL VESTKYSTEN LÆST 12 VID TIDENS HJÄRTA LÆST 13 DET GAMLE BUDSKAB.. LÆST 14 NØR OG DÅBSSAGEN NELAS ÅRSMØDE 15 ÅRSSTÆVNEGLIMT 15 ADRESSER 16 ABONNEMENT: Kirkelig Information udkommer 4-6 gange årligt. Prisen for 2003 er 90 kr. Studerende og pensionister 60 kr. Abonnement bestilles hos redaktion eller ekspedition og løber indtil afbestilling. I Danmark og på Færøerne melder abonnenter flytning til posthuset, som sender meddelelse til ekspeditionen. Abonnenter i udlandet melder flytning til ekspeditionen. ÅRSSTÆVNE Pastor Hartvig Wagners formandstale ved årsstævnet i Århus 2003 HELLIG I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. 3 Mos 19,2 Det forløbne år siden sidste årsstævne har budt på livlig debat om mange emner vedrørende kristendom og folkekirkens forhold. Året har også været fuldt af nyt og megen aktivitet i KSBB. I en årsberetning skal der siges noget om begge dele, både om det som rører sig i kirken og om aktiviteten i KSBB. Men skal debatter, problemer og aktiviteter bedømmes, må der fastlægges et grundlag og en målestok, hvor ud fra det kan ske. Hvad der har rørt sig i årets løb, har gjort det nærliggende at holde sig det anførte skriftord for øje. Det er hentet fra 3. Mosebog, det vigtigste skrift i den jødiske Bibel og tro. Derfor er det dog ikke mindre relevant i kristen sammenhæng, så sandt Jesus ikke er kommet for at nedbryde loven, men for at opfylde den (Matt 5,17). Verset fra 3. Mosebog er da også i NT ordret citeret som basis og mål for kristenlivet (1 Pet 1,14-16) og kan i grunden siges at ligge bag hele NTs budskab. Det valgte skriftord udtrykker også det centrale tema i vor lutherske bekendelse, hvorefter kristen tro og livsførelse er bestemt af både lov og evangelium. De fire ord: Jeg, Herren jeres Gud er et glædeligt budskab, er evangelium. Tænk, den højt ophøjede, som troner for evigt, og hvis navn er Hellig er vor Gud, som tilbyder sig med alt, hvad der er hans, uanset hvordan det er fat med os. Selv om han bor og troner i det høje og Udgivet Kirkens af Kirkelig Ja og Nej Samling om Bibel og Bekendelse 1

2 hellige, hvortil intet menneske kan svinge sig op, bor han dog samtidig på ufattelig vis tillige hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte (Es 57,15). Tænk, denne højt ophøjede og hellige, som handler så ufatteligt og underfuldt tilbyder sig os! Jeg, Herren er jeres Gud, Det er evangelium. Men dette evangelium kan vi ikke tage til os uden samtidigt at gå ind under et påbud: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig! Her møder vi loven, uløseligt bundet til evangeliet, sådan som netop vor lutherske bekendelse fastholder lov og evangelium, uden adskillelse, men også uden sammenblanding. Netop fordi vi i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse vil fastholde og indordne os under såvel Bibelen som vor lutherske bekendelse, kan vi gøre ordet fra 3. Mosebog til motto, grundlag og målsætning for såvel bedømmelsen af folkekirkens situation som vort eget arbejde. Lov og evangelium, som hele Bibelens hovedsum skal bestemme og lægges til grund for alt: forkyndelse, sakramentforvaltning, undervisning, diakoni og kirkeordning. Vi har i KSBB været tilbøjelige til at beskæftige os særligt meget med de negative sider i folkekirken og på den tiltagende afkristning. Det skal alt sammen tages alvorligt. For det er virkelig alvorligt, som tingene udvikler sig. Dog går det ikke an at lade sig lamme af alt det. Op imod det må vi frem for alt have blikket rettet mod den højt ophøjede Herre, som troner evigt, samtidig med at han tilbyder sig som vor Gud, der ønsker at oplive alt det knuste. Vi har et forunderligt evangelium at tage til os og at gå ud i en forvildet, fortabt verden med. Nu kunne det synes, som om KSBB er ganske overflødig, når det gælder evangelieforkyndelse. For evangeliet om Guds kærlighed forkyndes nu om stunder tilsyneladende så flittigt og højlydt i folkekirken som næppe før. Lyt bare til, hvad der siges fra prædikestole og skrives i kirkelige blade og bøger. Men læg så også vel mærke til, hvad der ikke - eller kun yderst sjældent bliver sagt og skrevet. Der mangler noget, som gør, at det evangelium, der forkyndes, slet ikke er EVANGELIET. For den højt ophøjede, hellige Gud har koblet sit sande, frelsende evangelium sammen med et helligt bud, loven: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. Forties dette bud, er der heller ikke forkyndt evangelium, selv om der bliver talt varmt om Guds kærlighed og nåde. Om Guds nåde siger Den hellige Skrift to ting, som klart er udtrykt i Titusbrevet kap. 2, hvor det hedder: Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker, men så hedder videre om denne frelsende nåde: og opdrager os til at sige nej til al ugudelighed og verdslige lyster og leve besindigt og retskaffent og gudfrygtigt i denne verden, mens vi venter på, at vort salige håb skal opfyldes og vor store Gud og frelser, Jesus Kristus, komme til syne i herlighed. Det kan tales om en nåde, som slet ikke er Guds nåde. For om den gælder, at den både frelser og opdrager til et helligt liv og levned. Hvor man ikke vil forkynde og efterleve det sidste har man ikke forkyndt, men fornægtet det første. Det er Bibelens klare tale.

Lige så klart talte Luther om samme sag. Derfor rettede han et skarpt, alvorligt angreb mod folk, der også den gang nok ville prædike nåde, men ikke om et helligt liv og levned. Nok ville prædike evangelium, men ikke lov. Derfor kaldte han disse folk for antinomer. Om dem sagde han, at de prædikede Kristus imod Kristus og dermed forholdt mennesker frelsen. Hør blot et citat fra Luthers skrift Om koncilierne og kirken : Kristus har ikke alene fortjent os nåden, men også Helligåndens gave, for at vi ikke alene må have syndernes forladelse, men også syndernes ophør. Den, som nu ikke ophører med synderne, men bliver i sit forrige, onde væsen, han må af antinomerne få en anden Kristus. Den sande Kristus er ikke dèr, om så alle engle skreg: Kristus alene, Kristus alene! De må fordømmes med deres nye Kristus Luthers skrifter i udvalg, bind II s. 361. Herhjemme havde Brorson syn for den samme alvorlige fare for en falsk evangelieforkyndelse, en falsk nådesforkyndelse. Det er næppe tilfældigt, at følgende vers blev pillet ud af salmen Du kære sjæl, som vanker i verdens mørke om (DDS53 nr. 534): Den onde levemåde, den kødets gamle stil, om Himlen og Guds nåde at bære ingen tvil, og dog foruden Ånd og kraft så sikker at gå i Satans strikker har taget overhånd Troens rare Klenodie nr. 165 Den onde levemåde, kødets gamle stil, antinomismen, er stadig på spil og udgør måske folkekirkens alvorligste fare at ende som en antikirke. Det er, som antinomismen siver ind ad alle sprækker og truer ikke bare den folkekirkelige bredde, men også organisationer, som ivrer for mission og diakoni. Vi er alle truet og risikerer frafald fra Bibel og Bekendelse, ja fra den levende, hellige Gud. For at imødegå denne alvorlige fare, har vi til stævnet medbragt eksemplarer af et lille hæfte, udgivet i 1987 af Konvent for Kirke og Teologi med titlen: ANTINOMISMEN, En vranglære i folkekirken og med vægtige bidrag af Peter v. Legarth, Edvin Larsson, Ulrich Asendorf og Regin Prenter. Med denne indledning som baggrund, skal jeg nævne nogle af de sager, der har optaget os i KSBBs bestyrelse. 1. HOMOFILIDEBATTEN Den har fået ny næring i anledning af, at giftefogeder har medvirket ved såkaldt kirkelig velsignelse af homofilt partnerskab. Nogle biskopper har vendt sig imod denne praksis. Dette sikkert velmente forsøg på opbremsning har i Kristeligt Dagblad fået denne hilsen fra KSBB: Defekte bremser Mange vil med tilslutning have bemærket, at visse biskopper nu ønsker at bremse den trafik, nogle præster har indført, nemlig at lade den borgerlige registrering af homofiles samliv foregå i kirken sammen med en kirkelig velsignelse af det pågældende par. Man bør blot ikke i den forbindelse overse, at de pågældende biskopper har svækket deres egen bremseevne i en så 3

alvorlig grad, at trafikken uden tvivl vil fortsætte, som biskoppen i Århus offentligt har spået med personlig tilslutning. De biskopper, som nu træder på bremsen, har selv pillet bremseklodserne af, da de i 1997 med egen underskrift har givet grønt lys for en gudstjenestelig handling i forlængelse af indgåelse af registreret partnerskab og ved at undlade at kalde homoseksuelt samliv en overtrædelse af klare bibelske udsagn om sådant samliv. Den forsøgte opbremsning vil kun kunne fremstå som konsekvent og meningsfuld, dersom den ledsages af et forbud mod gudstjenestelig fejring af partnerskab og en tilsvarende bekendelse til det bibelske syn på homoseksualitet. Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse skal derfor opfordre alle biskopper til at benytte sig af den givne anledning til at få orden på bremserne og således få rettet op på den tillid, der led et alvorligt knæk i 1997. Overordnet må det fortsat hævdes med styrke, at biskopperne med deres accept af gudstjenestelig fejring i anledning indgåelse af registreret partnerskab har bragt sig i farlig modstrid mod hellighedsbudet i 3. Mosebog og er faldet ind under den evangelisk-lutherske afvisning af antinomisme som en vranglære, der bringer selve frelsen på spil. 2. GROSBØLLSAGEN Sagen har naturligvis beskæftiget os intenst, men her kan ikke gås ind på den i detaljer. I stedet henvises til en saglig gennemgang af teologien bag Grosbølls udmeldinger i sin bog og i pressen, skrevet af pastor emer. Olav Fog og udlagt 4 på vor nye hjemmeside: www.ksbb.dk. I et indlæg i Kristeligt Dagblad den 14.8. har bestyrelsesmedlem, sognepræst Jens Kristian Holmgaard slået til lyd for, at der rejses præstesag mod Grosbøll. Vi har drøftet præsteret i bestyrelsen og vejet både for og imod. Vi ser en risiko for, at en præsteret kunne risikere at give Grosbøll og hans fortsatte virke medhold, idet hans teologi er så infiltreret i folkekirken, at dette kunne få indflydelse på dommens udfald. På den anden side finder vi det uholdbart og farligt bare at lade sagen falde, og skulle udfaldet af en præsteret blive til Grosbølls fordel, vil det igen være et signal, som måske kunne vække flere op til at indse, hvor langt folkekirkens er kommet bort fra Bibel og Bekendelse. Der er således ikke truffet endelig beslutning om aktiv indsats for en præsteretsag, men i nærmeste fremtid skal KSBB tage stilling til en anmodning om at medvirke til en landsomfattende underskriftindsamling med krav om præsteretssag mod Grosbøll. Men der skal ikke herske mindste tvivl om, at KSBB finder Grosbølls og ligesindedes teologi i klar modstrid med det bibelske gudsbillede, sådan som det kommer til udtryk bl.a. i de nævnte skriftord fra 3. Mosebog og hos profeten Esajas og i folkekirkens evangelisklutherske bekendelse. Vi finder det ufatteligt, at Grosbøll fortsætter som præst i folkekirken, og at Lise-Lotte Rebel har forsømt sin embedspligt ved at lade Grosbøll fortsætte alene med henvisning til, at hans teologi i praksis allerede er tilkendt hjemstedsret i folkekirken, i stedet for at prøve teologien på Bibel og Bekendelse. En sådan holdning er undergravende og et signal om, at folke-

kirken svigter sit eget fundament og bidrager til, at alvorlige kristne forlader den. 3. STAT OG KIRKE Den livlige diskussion om dette emne har også beskæftiget os indgående, som det vil fremgå af det fremlagte og offentligt tilgængelige papir om sagen. Vi har gennemarbejdet mange aspekter og vejet for og imod en adskillelse af stat og kirke. Der er ikke draget en endelig konklusion. Der må fortsat overvejelser til. Med papiret har vi dels villet tilkendegive, at KSBB er med på banen og betragter den folkekirkelige situation med største alvor, dels gøre det klart, at det største problem ikke er af organisatorisk, men af læremæssig art. En folkekirkeordning løsrevet fra staten vil ikke i sig selv føre til de nødvendige ændringer, med mindre folkekirken forpligtes på at være og i praksis faktisk bliver Bibel- og bekendelsestro. 4. ORDINATIONSORDNING I det forløbne år har det på ny vist sig, hvor påtrængende nødvendigt det er, at der etableres en lovfæstet ordinationsordning, så kandidater med Kirkens klassiske syn på præsteembedet ikke skal tvinges ud i lammende, urimelige samvittighedskonflikter i forbindelse med ordination. Her er en opgave flere må engageres i. Trods flere fejlslagne forsøg gennem årene opgiver vi ikke. Det må heller ikke slå os ud, at flere allerede har givet op. Vi må kæmpe videre bl.a. af hensyn til kandidater, der ikke tør søge embede i folkekirken, fordi de ikke kan få en ordination, som ikke anfægter samvittigheden. I kampen for dem og for Kirkens klassiske syn, som må fastholdes ikke bare i ord, men også i handling, forventer vi en klarere opbakning og målbevidst indsats fra MF og DBI. KSBB har nedsat et udvalg, som arbejder for sagen i første omgang med særligt fokus på håndslagets betydning, som tolkes forskelligt af biskopperne med uklarhed og forvirring til følge. 5. BISPEVALGET I RIBE I tråd med ordinationsproblemet har KSBB med stor opmærksomhed fulgt valgkampen i Ribe Stift. Vi havde gerne set en bekendelseskandidat med Kirkens klassiske embedssyn opstillet. Da det ikke skete har vi vist forståelse for opstilling af sognepræst Anders Kingo for på den måde at skabe mulighed for at undgå en kvinde på bispestolen. Som situationen nu er, hvor valget uundgåeligt vil falde på en kvinde, tager vi ikke i betænkning at anbefale aflevering af blank stemmeseddel. Der er brug for et klart signal i hele folkekirken, som viser, at der endnu er en rest, der ikke kan få sig til at prioritere organisatoriske og taktiske hensyn højere end Kirkens klassiske lære, bundet til Bibel og Bekendelse. Mange blanke stemmer er også en forudsætning for at kunne komme igennem med en tålelig ordinationsordning. Derfor påhviler der vælgere med baggrund i Indre Mission, Luthersk Mission, MF og DBI et særligt ansvar i sidste omgang af bispevalget. 6. KOMMUNIKATION Der har ofte i forskellig sammenhæng været givet udtryk for, at folkekirkens helt store problem er kommunikationen med befolkningen som helhed. Det skal 5

gerne indrømmes, at præster, menighedsråd og kirkeligt engagerede kan have brug for at blive dygtigere til at nå ud til folk. Men det hele og det væsentlige drejer sig nu ikke bare om kommunikative færdigheder. Når kirken ikke bliver hørt og isoleres, er en primær årsag dertil en vildrede med, hvad det overhovedet vil sige at være kirke, og manglende klarhed over kirkens centrale budskab som lov og evangelium. Hvor begge dele prædikes myndigt og klart, vil der som regel være stor kirkegang og respekt om kirkens arbejde langt ud i sognet også hos folk, der ikke er flittige kirkegængere. Selv de lytter og hæfter sig ved det kirkelige arbejde, som gøres. Hvis der derimod fra prædikestolen og i kirkeblade kun høres og læses, hvad alle folk går rundt og forestiller sig om en god og kærlig Gud, hvorfor så ulejlige sig hen i kirken om søndagen? Ihærdige forsøg fra præsters side på at komme moderne tider i møde kan antage en tvivlsom karakter, hvis det rent ud glemmes, at det sande kristne budskab ikke er af denne verden og i grunden slet ikke kan fattes: uden din, den gode Ånd, vil sit lys i os optænde, som vi synger i en kendt salme. Der er virkelig noget, der hedder evangeliets hemmelighed, som må åbenbares, ikke ved teologiske forklaringer, men ved et Guds under.loven derimod er forståelig for enhver og vækker til umiddelbar reaktion. Du må ikke gå i seng med en andens kone! Sådan tale vækker enten afvisning eller ydmygelse. Her behøves ikke retoriske kunstgreb. Men hvor lovens tale forstummer, og dens virkning udebliver, vil al anden forkyndelse være enten uforståelig eller uinteressant. Skal kirken blive hørt, må den vove at tale til hele den danske menighed og sige: I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig. 6 To generationer samtaler under årsmødet Efter regnskabets afslutning for år 2003 tiltræder den nye kasserer: Knud Erik Tobiasen, Skovbakken 5, 6971 Spjald. Fra 1. januar tiltræder Jørgen Bækgaard Thomsen som ny formand, og sognepræst Karsten Christensen som næstformand.

HANS OLAV OKKELS BISPEVALGET I RIBE Ved bispevalget blev der valgt en kvinde til at være biskop. Med tilladelse fra sognepræst Jens Jensen i Burkal bringer vi her, hvad han udtalte til Menighedsfakultets Venneblads novembernummer: Jeg har ikke bedt om en kvindelig biskop. Jeg har stemt blankt i sidste valgrunde. Det er en bedrøvelig situation at komme i, og jeg må overveje, hvilke konsekvenser det får. - Jeg har ikke tænkt mig at stoppe som sognepræst. I det daglige mærker jeg ikke noget til min biskop, det har jeg aldrig gjort. Biskoppen mister sin autoritet, når skrift- og bekendelsesforpligtetheden tilsidesættes. Jeg håber på en gensidig respekt, men der kan opstå konfliktsituationer i forbindelse med særlige gudstjenester, hvor biskoppen per tradition deltager, det kan blive svært at takle. Det største problem er imidlertid ordinationen af fremtidige MF- og DBIkandidater. Personligt ville jeg ikke kunne lade mig ordinere af en kvindelig biskop, og det er tragisk, hvis der nu bliver lukket af for unge dygtige kandidater i Ribe Stift. Der er grund til at bede om visdom til at gøre det rigtige for opretholdelse af embedet i Ribe stift. Man må med bedrøvelse konstatere, at det store flertal af de præster og menighedsrådsmedlemmer, som havde stemmeret til bispevalget ikke gjorde noget for at bevare det mindretal, som i forpligtethed på Skriften ikke kan affinde sig med en kvindelig biskop. Det mest glædelige ved bispevalget var de godt 70 blanke stemmer. HOO OLE TECHOW OM ABORT Af lektor i idræt og biologi Ole Techow, Agerskov, medlem af bestyrelsen. På et havbiologisk kursus i Frederikshavn mødte jeg en anden kristen biologistuderende, og det blev indledningen til et venskab. Fra den dag læste vi sammen og hjalp hinanden med studierne. Ofte diskuterede vi ud fra hver vores kristne synsvinkel forskellige biologiske og kristelige emner. Således også Loven om fri abort, hvor man ville lovliggøre abortindgreb, eller fosterdrab, som vi kaldte det - ja undertiden brugte vi betegnelsen barnemord. Vi var enige om, at vi måtte gøre noget, og vi deltog derfor aktivt i en underskriftindsamling - jeg husker ikke, hvem der havde foranstaltet den. Vi gik på gaden i Valby, hvor vi i nogle dage standsede folk og spurgte, om de ville skrive under på en protest mod Loven om fri abort. Vi havde fabrikeret et stativ, svarende til dem man bruger til løbesedlerne for BT og Ekstrabladet, hvor vi opfordrede til protest og underskrift mod en lov om fri abort. Selvfølgelig fik vi nogle underskrifter i 7

hus, men alt i alt var det faktisk en meget deprimerende oplevelse. Ud fra vores samtaler med de folk vi mødte, kunne vi, hvis dem vi standsede og talte med var repræsentative for det danske folk, opdele det danske folk i tre grupper. Først den lille gruppe, som med glæde satte deres underskrift på sedlen, og hvor mange takkede for og opmuntrede os til at fortsætte kampen mod fri abort. Så var der de gamle - de var nu ikke nødvendigvis så gamle igen, men det var dem, der havde fået de børn de skulle - altså dem i alderen fra ca. 40 år og opefter. Det var karakteristisk, at de ligesom skubbede det ubehagelige problem væk med et det-er-ikke-vores-bord-svar. De fleste svarede med sætninger som det må de unge selv rode med, det er ikke vores problem, det vil vi ikke blande os i, det må blive de unges sag o.l. Den sidste gruppe var dem i den fødedygtige alder. De angav flere grunde til, at de ønskede loven om ret til fri abort indført. Jeg vil her nævne et par af dem, vi oftest fik at høre. Mange angav som grund, at kvinden skulle have lov til at bestemme over egen krop. Biologisk set er og var det jo noget værre vrøvl, men argumenterne prellede af, som vand på en gås. Andre sagde ligeud, at dels ville de foretrække ønskebørn og dels ønskede de ikke at betale mere i skat, så det gjaldt om at finde så mange af de handicappede fostre som muligt, så de kunne aborteres. Jeg husker endnu, som var det i går, samtalen med den sidste, jeg standsede - en herre midt i trediverne. På forespørgslen om en underskrift mod fri 8 abort svarede han, at det ville han ikke skrive under på. Jeg spurgte ham, om han kunne acceptere, at man bare sådan uden videre skulle have lov til at slå små mennesker ihjel. Så protesterede han, det var jo ikke mennesker, men en slimklat, man fjernede. Nej svarede jeg, der tager du fejl, det er virkelig små mennesker. Det skal du ikke belære mig om, sagde han så, jeg står faktisk hver dag og foretager den slags, det er kun en slimklat. Det var faktisk svært for mig, at bevare besindelsen. Jeg havde få måneder i forvejen været til embedseksamen i det stof, der bl.a. omfatter embryologien, altså fosterudviklingen, så jeg vidste jo, at han stod der lige foran mig og løj. Når du er læge, så véd du også, hvornår fosterets hjerte begynder at slå - hvornår gør det det? - spurgte jeg ham. Han svarede ikke! Jeg fortsatte, er det ikke før kvinden venter menstruationen, altså før det er 14 dage gammelt? Jeg så ham lige ind i øjnene. Hans blik var ikke så fast mere. Jo - svarede han, mens rødmen steg op i kinderne. Jeg fortsatte med at spørge til nogle andre organer, og hans blik flakkede mere og mere, og han blev efterhånden meget rød. Jeg spurgte ham derefter, hvorfor han sagde til de kvinder, han foretog aborten på, at det blot var en slimklat, der skulle fjernes. Han svarede, at det var, fordi han ville undgå, at de fik skyldfølelse bagefter! Jeg er ikke i tvivl om, at lægen var ærlig, og at han ærligt forsøgte at beskytte de kvinder, der ønskede at få foretaget er abort. Hvis man ser, hvad det vi kalder en abort, er blevet kaldt før, ser vi tydeligt, hvordan man forsøger at minimere problemet. Fra fosterdrab til fjernelse af svangerskabsprodukt. Men jeg synes, at vi skal kalde en skovl for en

skovl og en spade for en spade og et svangerskabsprodukt for et menneske, for det er præcist, hvad det er. Man kan undre sig over, at en institution som DR, med den PR-forpligtigelse den har, ikke for lang tid siden har produceret en udsendelse til brug i skolerne om fosterudviklingen. Faktisk kan lægerne også i dag bilde kvinder ind, at svangerskabsproduktet blot er en slimklat - og så længe de kan det, har de lært for lidt i skolen om fosterudviklingen. Jeg er helt overbevist om, at øget viden om fosterudvikling, vil få aborttallet til at falde, og det er vi faktisk rigtig mange, der er interesserede i, hvis man skal tro udmeldingerne fra de politiske partier. HANS OLAV OKKELS VORDE ELLER BLIVE I den nye bibeloversættelse ændrede man Fadervor således, at den 1. bøn kom til at lyde Helligt blive dit navn i stedet for det nedarvede Helliget vorde dit navn. I ritualbogen står begge formuleringer side om side, fordi der var betænkelighed ved uden videre at godtage den nye bibeloversættelses formulering. Man hører da også begge formuleringer anvendt. Men ikke mindst i missionsforeningerne synes mange helt ureflekteret at acceptere den nye formulering. Der er da heller ingen tvivl om, at ordet blive virker mere moderne og umiddelbart forståeligt end ordet vorde. Og mange vil da også tænke, at de, der fastholder vorde, gør det af ren konservatisme og uvilje mod alt nyt. Imidlertid er ordet vorde jo stadig anvendt i udtrykket en vordende mor. Og just her har man også nøglen til at forstå, at de to ord ikke betegner det samme. De fleste piger er blivende mødre, for så vidt de på et eller andet tidspunkt føder et eller flere børn, men vordende mor er en kvinde kun i de ni måneder, hun venter et barn, som allerede eksisterer som foster i moderlivet. Vorde betegner, at man er ved at udfolde en allerede eksisterende væren, men man bliver noget, som man endnu ikke er. Altså hvis Jesus ville forkynde en ny gud, ville det passe med ordet blive. Hvis derimod Luthers forklaring i Den lille Katekismus: Det vil sige: Guds navn er vel helligt i sig selv; men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os, er rigtig, så passer det fint at fastholde vorde. Ville man endelig modernisere, kunne man måske bruge formuleringen Helligt være dit navn, men hvorfor ændre noget, som er i levende brug? Man kan sige, at med ordet vorde fastholder man noget væsentligt i kristendommen dens spænding mellem et allerede og endnu ikke. Vi kan tænke på dåbsbefalingens Mig er givet al magt Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple. Eller man kan læse Rom 6 og se, hvordan et imperativ hviler i et indikativ. Vi formanes til at leve det liv, som allerede er. Således beder vi om, at Guds navns allerede eksisterende hellighed må træde mere og mere frem. HOO 9

HANS OLAV OKKELS FRA USA - OG LIDT FRA SVERIGE Det er almindelig kendt fra medierne, at den episkopale kirke i New Hampshire har valgt en praktiserende homofil mand til biskop trods protester fra store dele af det anglikanske fællesskab. Det er navnlig de fattige kirker i Afrika og Asien, som finder det uforeneligt med Skriften at acceptere homoseksuel adfærd. Når det i den danske debat er blevet påpeget, at det ikke er første gang, en praktiserende homofil er blevet biskop, så er det en sandhed med modifikationer. På Luthers tid skal der have været en homoseksuel praktiserende pave, hvilket Luther tog kraftig afstand fra og så som et forfaldstegn. Det nye er, at man hævder, at det er i orden at leve på den måde. Det hævdes som en menneskeret. Fra en sædvanligvis velunderrettet kilde i USA har vi modtaget oplysning om, at den svenske ærkebiskop K.G. Hammar har sendt denne lykønskning til den homofile biskop: Fra Svenska Kyrkan. Hilsen og lykønskninger til, at du er blevet valgt til ny biskop af New Hampshire. Vi vil huske dig på den store dag i vore bønner til Gud, som kalder dig. I vor kirke er 2. november Alle Helgens dag. Jeg vil dele med dig epistelen til den dag: 1 Joh 3,13 I Kristus K G. Hammar Ærkebiskop Samme kilde oplyser, at K.G. Hammar gerne ville have deltaget i handlingen. Det samme var tilfældet med biskop Christina Odenberg i Lund. Men det endte med, at biskop emer. Krister Stendahl, som bor i USA, skulle repræsentere Svenska Kyrkan. Alt dette taler for sig selv. Det er sørgeligt, at en mand, der beklæder det højeste kirkelige embede i Svenska Kyrkan føler sig kaldet til at støtte nedbrydende og bibelstridige handlinger i en anden kirke. Når de nedbrydende kræfter arbejder sammen på tværs af nationale og konfessionelle grænser, må gammeldags kristne også sørge for at opretholde en vis kontakt med hinanden i andre kirker. HOO PASTOR POVL DAHL, HERNING LÆST Poul Ulsdal: Tilbage til Vestkysten. Minder fra Hemmet og Sdr. Vium. Eget Forlag 2003, 77 sider. Kr. 80,00 + forsendelse. Salg: Pastor Poul Ulsdal, Kirkegade 88, 6700 Esbjerg. Tlf. 75138105. I forordet skriver Ulsdal, at han med dette skrift ikke blot vil fortælle om de 15 år fra 1966-81, da han var præst i Hemmet og Sdr. Vium, men han vil også i taknemmelighed mindes de sogne og den verden, som det blev hans gode lod at være en del af sammen med sin familie i den dejlige præstegård. 10

Når Ulsdal har givet sit skrift titlen Tilbage til Vestkysten, skyldes det, at han har levet sin barndom og første ungdom på Vesterhavsøen Fanø. Efter i 23 år at have været præst i Østjylland, i HejIs, var flytningen til Hemmet-Sdr. Vium noget af en tilbagevenden til en kendt verden. Skriftet er delt op i 10 kapitler, hvori han skildrer menighedslivet, gudstjenestelivet og præstegårdslivet i pastoratet. I et kapitel giver Ulsdal en beskrivelse af de to smukke middelalderkirker, han gennem de mange år har tjent i: Hemmet og Sdr. Vium kirker. I et andet kapitel fortæller han om to nadverprædikener, nemlig de prædikener, altertavlerne i hans to kirker holder om, hvad der er vor evangelisk-lutherske, ja, hele den gamle kirkes lære om nadveren. Endelig bringer skriftets sidste kapitel den prædiken, Ulsdal holdt ved Sdr. Vium kirkes genindvielse i 1981. Skal jeg fremhæve et enkelt af bogens kapitler, må det blive kapitel 4 om menighedslivet, som må interessere mange flere end medlemmerne af de menigheder, der berettes om, idet Ulsdal her foretager en sammenligning mellem det grundtvigske sogn Hejls, som han kom fra, og de missionske sogne i Hemmet og Sdr. Vium. Han skriver: Det hører med til rigdommen i mit liv som præst på nært hold at have oplevet to i den danske kirkehistorie betydningsfulde vækkelser - men også smerten ved at se dem svinde hen. Ulsdal, som nok kan skrive kritisk om sine missionske sogne, er dog overvejende positiv i sin beskrivelse og noterer i taknemmelighed den vældige offervilje i menighederne, den gode kirkegang og missionsfolkenes store frisind. Et enkelt kapitel mere må i denne sammenhæng fremhæves, nemlig kapitel 7 med overskriften: En kamp mod bagtalelse. I to forkortede kronikker bringes Ulsdals forsvar for Indre Mission i Hemmet. Bagtaleren er radiomedarbejderen Egon Clausen, som er født og opvokset i Hemmet. Som ganske ung gjorde han oprør imod sin missionske far og Indre Mission, blev grebet af 68- oprøret og har nu kun foragt tilovers for sit hjem og Indre Mission, om hvilken bevægelse han bringer en række sladderhistorier i sine bøger. Ulsdal skriver, at hvert eneste eksempel, hver historie, han kommer med, giver et næsten totalt fortegnet billede af Indre Mission og sognet. Poul Ulsdal har et stort forfatterskab bag sig, som man kan se på skriftets første side, hvor alle tidligere udgivelser er noteret. Men det er særlig imponerende, at han i en alder af næsten 90 år har haft helbred og kræfter til at få også dette skrift udgivet. Vi kipper med flaget i anledning af hans 90 års fødselsdag den 22. november og takker ham så hjerteligt for hans mangeårige kamp for fornyelse af vor kirke. Tillykke og Guds velsignelse med dagen! 11

POUL ULSDAL LÆST HVAD SKER DER EGENTLIG I SVE- RIGE? Christian Braw: Vid tidens hjärta. Häglunds Förlag. Her er julegaven, som man bør ønske sig! Det er Christian Braws roman Vid tidens hjärta - i mine øjne skrevet på et smukt, men samtidig let forståeligt svensk. Braw er theologisk doktor, kapellan i et landsogn i Småland og docent ved det svenske Åbo Akademi i Finland. Han har skrevet et utal af bøger: theologiske, kulturanalytiske og en lang række fine romaner. Jeg spurgte engang en lærd svensk biskop, hvad han mente om denne forfatter, og han svarede med en hovedrysten: Han er så begavet! Og nu forbyder svensk kirkelovgivning, at han kan opnå en forflyttelse fra denne kapellanstilling, trods et forfatterskab, der måske er det mest omfattende i sin kirke... Denne romans stil må vel kaldes usædvanlig, idet den som i et skuespil indledes med en lang liste over bogens personer. Der er kun få beskrivelser af personernes udseende og de steder, hvor romanen foregår. Og dog står en række af dem lyslevende for os, karakteriseret blot ved deres ofte få ord og handlinger. Om det, der sker i den nu fra staten frie kirke, er der næsten ingen udredninger, men oftest kun meget indholdsrige replikker og få korte forklaringer. Det, der med så få sætninger og korte antydninger gør en lang række fænomener så troværdige for en dansk læser, er ikke mindst, at man genkender 12 så meget fra dansk kirkeliv, selvom alt er mere hårdt i den svenske kirke. Hovedpersonen, Jakob er en ung theolog, betegnet som en stor begavelse, der skulle få en fremtid som forsker. Men han opgiver det alt sammen, flytter fra universitetet til en mindre provinsby med sin kone, Malin, der forsker i litteratur. Han fortsætter nu i en militær uddannelse og overlever økonomisk ved at køre taxa i sin fritid. Alt dette er forårsaget af, at han tænker forkert om ordination af kvinder et fænomen, som næsten ikke omtales direkte i bogen, men kun er underforstået. Han er blevet kendt uegnet af sin biskop, ja vi får en kort skildring af en gudstjeneste, hvor nogle kandidater skal overvåges, om de går til alters hos den kvindelige præst. Han er egentlig endnu ikke selv afklaret i spørgsmålet, men da hans højkirkelige ven, som sidder ved siden af ham, ofrer sin fremtid som præst ved ikke at gå op til alteret, bliver også Jakob siddende. Det er, som om situationen med et sådant misbrug af Herrens nadver overbeviser ham, så han giver op og rejser. (Det minder mig om, at min egen forståelse af dette spørgsmål først rigtig blev vakt, da biskop Bauns nej blev udsat for den groveste hetz). Oftest i ret få linjer nævnes bl.a. bagtalelse for at være kvindehader - læserbreve og anden forfølgelse i pressen adresse mod en person med det forkerte syn, selv om Jakob aldrig tager til genmæle.

Vi møder andre velkendte ting: en professors suk over den ringe standart hos sine elever - og hos os, hvor en professor må vide, at halvdelen af hans elever giver op på halvvejen! Vi møder den flinke præst, der er gengift med sin hjælpepræst, og som har alverdens sækulare ting at være optaget af og bliver belønnet med en udnævnelse til provst! Helt det samme kender vi hos os, hvor det er ukorrekt at spørge, hvordan man får tid til at være præst sammen med alle de andre jobs! - Vi møder også en kvinde i hendes første måneder som hjælpepræst, hvor hun oplever, at intet fra hendes praktikanttid : en rejse til Filipinerne, arbejde med kvindegrupper og feministtheologi kan bruges til noget i et sogn. Hendes første sætning i manuskriptet til en fastelavnsprædiken begynder: I dag starter fastemarcherne rundt omkring i verden... og hun kommer ikke videre. Den højkirkelige ven bliver lektor på et gymnasium, og i få sætninger møder vi også genkendelige ting fra den verden.- Men pludselig er vi inde i noget yderst aktuelt, som vi just i denne tid kan læse om i visse svenske blade: lektoren og enkelte andre udelukkede kandidater kan få embede uden for landets grænser, hvor der er biskopper, der vil ordinere dem! I en vis forstand er alt det her nævnte - og som er årsag til min overskrift kun notitser eller replikker i en meget lødig fortælling især om et ægteskab mellem Jakob og Malin i en verden så nutidig, at vi overalt mærker tidens og hjertets puls. Det eneste, jeg har imod bogen, er, at jeg er spændt på en fortsættelse, der vist ikke kommer! I øvrigt har jeg svært ved at fatte, at en så ærlig bog kan blive trykt. Poul Ulsdal HANS OLAV OKKELS LÆST Helge Haystrup: Det Gamle Budskab Indsigelse til opbyggelse. C. A. Reizels Forlag, 108 sider Forfatteren vedkender sig, at bogen er en protest mod en tendens i tiden til at samle mennesker ved underholdning og gøgl og en protest mod en kirkelig udvandingsproces, som pågår i tiden. Bogen er skrevet i et enkelt og forståeligt sprog og er samtidig præget af forfatterens store viden og grundige forskning. Her fremstilles god, gammeldags apostolsk og reformatorisk kristendom. Bogen rummer tre hovedafsnit. Det første om Kristus, Guds Søn og vor frelser. Afsnittet handler bl.a. om troens bekendelse og evangeliernes Kristusbekendelse. I det andet afsnit om menighedens fællesskab og fare, vil jeg fremhæve et afsnit om Hovedtanker i Paulus` brev til Efeserne, ligesom det er værdifuldt at læse om Helgener og martyrer i den gamle kirke. Her fremgår det bl.a., at martyrerne betragtede det som et privilegium at blive agtet værdige til at lide for Jesu skyld. 13

I tredje del om Kristenlivets ansvar og risiko, gør Haystrup op med tanken om, at enhver bliver salig på sin facon. Yderst aktuel er også en gennemgang af det 1. Guds bud i dagens Danmark. For mig har det været opbyggelig læsning, og bogen anbefales på det bedste. HOO Tilføjelse til anmeldelse af Barsøe-bogen. I Kirkelig Information 2003/2 oplystes, at udtrykket skue de skønne Herrens gudstjenester findes i Christian IV s Bibel som note til Ps 27. Dr. theol. Helge Haystrup har været så venlig at oplyse, at udtrykket stammer fra Luther-Bibelen. HANS OLAV OKKELS LÆST Pastor Nør og Dåbssagen. Udgivet af Jan Pierre Jensen på Forlaget Lyngholm Business, 46 sider, kr. 59. 14 Det er absolut fortjenstfuldt, at dokumenterne fra Nør-sagen bliver udgivet. Frank Nør ville understrege, at barnedåben forudsætter villighed til, at de døbte børn også oplæres i den kristne tro. Det medførte, at Nør i visse situationer afviste at døbe børn af forældre, som ikke ville lade deres barn få en kristelig oplæring. Det førte endvidere til, at biskop Erik Jensen indledte en sag imod Nør. Heftet rummer bl.a. Nørs meget dygtige erklæring om, hvorfor han måtte indtage det standpunkt, han indtog. Heftet rummer også støtteerklæringer fra såvel præster som studenter ved Menighedsfakultetet. Der er næppe tvivl om, at en velbegrundet og bibelsk forankret kritisk indstilling til talen om præsters ubetingede dåbspligt, er det mest troværdige værn omkring barnedåben. Og selvom biskop og kirkeminister gik imod Nør, er der næppe tvivl om, at han har været med til at bane vejen for den udvikling, at der føres flere dåbssamtaler end tidligere. Før Nørs tid var det ikke ualmindeligt i store byer, at man bestilte dåb på kirkekontoret og slet ikke kom i kontakt med den præst, som skulle døbe. For mig at se, viste Nørsagen, at det er svært at gå op imod folkekirkelig slendrian, men også, at man ikke for tidligt skal konkludere, som udgiveren gør det, at evangelisk-lutherske frimenigheder eller evangelisk- lutherske frikirker, er den eneste vej, hvor en præst, kan forvalte sakramenterne efter Bibelens og bekendelsesskrifternes anvisning med god samvittighed. ( s 43). Sagen er jo den, at der efter Nør langsomt, men sikkert vokser en erkendelse frem omkring sammenhængen mellem dåb og oplæring. Kirkekampen må fortsætte på dette område som på andre. Det kan føre til, at det bliver nødvendigt at bryde med folkekirkeordningen, men det kan også føre til, at der vokser menighedsfællesskaber frem i kirken, som fastholder apostolsk og reformatorisk kristendom. Det er også ganske tankevækkende at se, hvilke kredse, der ydede Nør støtte, bl.a. i hvor høj grad Menighedsfakultetets studenter engagerede sig side om side med Kirkelig Samling og dette blad. HOO

NORDEUROPÆISK LUTHERAKADEMI (NELA) Nordeuropæisk Lutherakademi indbyder til symposium i dagene 12.-15. august 2004 i Oslo. Program følger senere. GLIMT FRA ÅRSSTÆVNET I ÅRHUS Den 26.-27. september 2003 blev minderige dage i Kirkelig Samling om Bibel og Bekendelse. Årsstævnet blev afholdt i Sct. Pauls Kirkes Menighedslokaler i Århus under temaet: Apostlenes og profeternes grundvold. Blandt årsmødedeltagerne var også repræsentanter fra Sverige og Norge. Missionssekretær Bengt Birgersson, Göteborg i samtale med Olav Myklebust fra Norge. Missionssekretær Bengt Birgersson, på talerstolen. Lørdag eftermiddag var han inviteret til at tale over ordene: Når grundvolden vakler, hvad gør da den retfærdige? (Sl. 11,3) Fra Norge blev der bragt hilsner til KSBB og fortalt om den kirkelige situation. Formand for FBB (For Bibel og Bekendelse) i Norge, Olav Myklebust på talerstolen. 15

K S B B RESERVERET POSTVÆSNET FORMAND Pastor Hartvig Wagner Revlingens Kvarter 74, 7400 Herning Tlf. og fax 97 21 52 27 E-mail: hartvig_wagner@get2net.dk KASSERER Direktør Leo Dalum Kristensen Bysvinget 18A, Borum, 8471 Sabro Tlf. 86 94 87 51 E-mail: leo.dalum@post.tele.dk Postgiro 6 01 16 16 Kassereren modtager gaver til Kirkelig Samling og betaling for bogkøb. BOGEKSPEDITION Erik Okkels Lemvej 17 B, 6940 Lem St. Tlf. 86 10 08 10 KIRKELIG INFORMATION Ansvarshavende redaktør: Sognepræst Hans Olav Okkels Lundsmarkvej 55, Roager, 6760 Ribe Tlf./fax 75 44 36 34 Nr. 4 2003 38. Årgang 16 I redaktionen i øvrigt: Sognepræst Svend Erik Larsen, Kærlundsvej 14, 9000 Ålborg Pastor Poul Ulsdal, Kirkegade 88, 6700 Esbjerg Pastor Hartvig Wagner, Revlingens Kvarter 74, 7400 Herning Sognepræst Villy Klit-Johansen, Skolegade 32, Hellevad, 6230 Rødekro Lærer Sten F. Mortensen, Langsigparken 17, 6740 Bramming Ekspedition: Kirkelig Samlings kasserer Adr.: Se ovenfor!