Arbejdsmarkedsudvalget AMU alm. del - Svar på Spørgsmål 39 Offentligt Arbejdsmarkedsstyrelsen Samrådstale i forbindelse med spørgsmål fra Anne Baastrup (SF): Ministeren bedes uddybe sine udtalelser om socialchefernes kompetence og socialrådgivernes muligheder for at udføre deres arbejde Indledning Den 31. oktober i år var jeg inviteret til at holde tale på årsmødet i socialchefforeningen i Danmark. Socialcheferne havde valgt,... at sætte fokus på vores eget ledelsesmæssige ansvar som socialchefer, vores ledelsesmæssige udfordringer og det råderum, der skal bringe os i stand til at nå disse mål. Under den overskrift fandt jeg det passende at ridse nogle af mine tanker om socialchefernes ansvar op. Jeg sagde bl.a., at det for mig var afgørende, at der var fokus på job gennem hele samtaleforløbet med den enkelte ledige. Ikke fordi det skal være et tomt mantra, men fordi alle analyser viser at det er det der virker. Og jeg sagde at når man ser på en lang
Side 2 række af analyserne på dette område, så står det klart, at jobfokus bestemt ikke er noget man prioriterer lige højt alle steder. Jeg er blevet bedt om at uddybe mine udtalelser om socialchefernes kompetence og socialrådgivernes muligheder for at udføre deres arbejde. Det vil jeg naturligvis gerne gøre og til uddybning af mine udtalelser vil jeg gerne dels referere en sag fra den virkelige verden, dels referere en udtalelse fra Ole Pass, der er formand for Socialcheferne i Danmark og dels gøre rede for en række fakta, bl.a. fra en nylig undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet (SFI). En sag fra den virkelige verden Som det måske er nogle bekendt har man i Ebeltoft K ommune besluttet, at give personer i match 4 og 5 en minimumsindsats i form af et kollektivt tilbud om fællesmøder hver tredje måned. Det er ikke noget man bare har fundet på, det er noget man etablerer, som følge af en erfaringsudveksling med en anden kommune (Fåborg). Tillad mig at citere fra beslutningsprotokollen fra Det sociale Udvalg i Ebeltoft Kommune: Ideen bag en stand-by- gruppe er, at et antal borgere, der er vurderet til ikke at kunne profitere af et tilbud, placeres i denne gruppe og indkaldes kollektivt til opfølgning hver 3. mdr. På dette møde kan kontakten tages kollektivt, og man kan her give
Side 3 tilbud til de pågældende borgere om at aftale tid med deres sagsbehandler, såfremt de har ønsker til videreudvikling. De borgere, der ikke har ønsker til en videre jobplan, er fulgt op ved at komme til fællesmødet. På den måde tages en stor del sager på en gang og opfølgningerne kan registreres Citat slut. Jeg vil gerne gentage den sidste sætning: På den måde tages en stor del sager på en gang og opfølgningerne kan registreres Her er man efter min opfattelse i gang med at afskrive mennesker. Vi ved at netop denne gruppe har brug for støtte og hjælp til at komme videre. Og det, man tilbyder dem er at blive indkaldt til massemøder, uden reelt indhold. Jeg mener simpelthen ikke, at en ansvarlig og seriøs socialchef opgiver borgere på denne måde. Og når man agerer på denne måde er det for mig at se mere et spørgsmål om holdninger end om regler. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvorvidt man vil parkere disse mennesker på passiv offentlig forsørgelse, eller om man vil give dem konkrete tilbud, der retter sig mod at få dem tilbage til arbejdsmarkedet og dermed selvforsørgelse igen. Hvis det er det signal, en socialchef sender til sine medarbejdere, så forstår jeg måske lidt bedre, at de agerer som de gør. Vil hellere arbejde med børn og unge
Side 4 Ole Pass, der er formand for Socialcheferne i Danmark, har til LO s Ugeblad A4 sagt, at Det er lettere at få socialrådgivere til at arbejde med børn og unge end med at bringe ledige i job. Det er den upopulære del, og der er ingen prestige i det Hvis det virkelig er holdningen hos langt hovedparten af socialchefernes medarbejdere, så har socialcheferne i hvert fald ikke løftet deres ansvar godt nok i forhold til deres egne medarbejdere. At give andre en hjælpende hånd, så de igen kan tage ansvar for eget liv og blive selvforsørgende, er da noget af det vigtigste man kan gøre. Det starter med en vurdering af den enkelte Første skridt i forhold til at hjælpe ledige kontanthjælpsmodtagere tilbage til arbejdsmarkedet er at vurdere, om den enkelte pt. er arbejdsmarkedsparate. Det er en opgave for kommunerne. Hvis kommunen vurderer at den enkelte er arbejdsmarkedsparat, skal pågældende tilmeldes til AF. Der er meget stor forskel på i hvor høj grad den enkelte kommune finder at deres kontanthjælpsmodtagere er arbejdsmarkedsparate. I gennemsnit er det hver femte kontanthjælpsmodtager, der vurderes som arbejdsmarkedsparat, men der er stor spredning i tallene.
Side 5 I f.eks. Skævinge Kommunetilmeldes 42,3 % af alle kontan t- hjælpsmodtagere til AF, mens det tilsvarende tal i Kolding er helt nede på 5,8 %. I Sorø Kommune tilmeldes 34,1 % til AF, mens det tilsvarende tal i Næstved Kommune er 11,7 %. Og sådan kunne man blive ved. Jeg tror ikke, at der er så stor forskel på kontanthjælpsmodtagerne i Skævinge, Kolding, Sorø eller Næstved. Jeg tror at det langt hen ad vejen er de samme problemer de slås med. Jeg tror derimod langt mere på, at der er en betydelig forskel i holdningen til hvordan man hjælper kontanthjælpsmodtagere. Og det er den holdning, som jeg gerne vil ændre på. Taler man så om job med de ledige? For kort tid siden fik jeg resultaterne fra en analyse som Socialforskningsinstituttet (SFI) havde lavet. En af de mere markante konklusioner fra undersøgelsen er, at der er mindre fokus på job og på jobsøgning i kommunernes kontakt med ledige end tilfældet er hos AF. Som bekendt står vi i en situation, hvor der er historisk gode muligheder for at få ledige i job. Og i en sådan situation er det efter min opfattelse simpelthen ikke godt nok, at det kun er i hver femte af samtalerne at den ledige præsenteres for et konkret job.
Side 6 Endnu værre bliver det efter min mening, når det i kommunerne kun er i 39 % af samtalerne, at man taler om at den ledige skal hurtigt i job (i AF er det 65 % af samtalerne). Og i hele 16 % af samtalerne i kommunerne er målet slet ikke beskæftigelse, hverken på kort eller lang sigt (i AF er det 6 % af samtalerne). Det er AF og kommunernes fornemmeste opgave at sikre at ledige kommer i beskæftigelse. Nogle vil formentlig forklare den mindre jobfokus hos kommunerne med de forskellige grupper af ledige, som har deltaget i samtalerne. Men her er det værd at huske på, at det altså kun drejer sig om personer, der er arbejdsmarkedsparate. Der er tale om personer, som kommunerne faktisk selv har vurderet som arbejdsmarkedsparate. Det gør det endnu mere besynderligt, at man ikke har job og jobsøgning langt mere på nethinden, når man taler med den enkelte borger. Det er helt afgørende, at sagsbehandlerne i kommunerne forstår at udnytte den arbejdsmarkedssituation, vi står i lige nu. Vi ved fra vores analyser, at der flere steder i landet er mangel på arbejdskraft samtidig med, at der i området findes ledige med de efterspurgte kvalifikationer. Udfordringen i forhold til flygtninge/indvandrere
Side 7 Vi ved, at ledige med indvandrerbaggrund har sværere ved at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Det gør det endnu mere afgørende, at de kommunale sagsbehandlere ikke taber jobsigtet af syne, når de sidder overfor denne gruppe. Derfor er det altså noget af en gåde for mig, at det stik modsatte tilsyneladende gør sig gældende. Vi ved ligeledes fra analyser, at et job er den bedste vej til integration det er en viden, som alle der arbejder med området bør have. Alligevel ser vi, - at jobfokus i kommunernes kontakt med ledige indvandrere er svagere end i forhold til resten af gruppen af ledige - at aktiveringsindsatsen svinger voldsomt i kommunerne - at de 10 dårligste kommuner slet ikke har tilmeldt en eneste af deres indvandrere til AF De dårligste kommuner aktiverer kun indvandrerne i mellem 4 og 11 % af tiden over et år, mens de bedste kommuner aktiverer indvandrerne mellem 40 og 63 % af tiden over et år, selvom talrige analyser viser, at aktivering har en positiv effekt på den ne gruppes mulighed for at blive selvforsørgende. Opgaven med at få indvandrere i beskæftigelse er en af de helt store udfordringer, vi står overfor. Vi har efter min opfattelse i misforstået godhed forsømt at stille krav til den gruppe. Hvis vi ikke griber chancen, nu hvor konjunkturerne er gunsti-
Side 8 ge, forspilder vi en enestående chance til at gøre noget for både denne gruppe, men jo i høj grad også noget for hele samfundet. Men det kræver, at man i kommunerne forholder sig til den enkelte, at man stiller krav og ikke blot opfinder minimumstilbud, som fastholder den enkelte i passivitet. Jeg syntes det er bekymrende, hvis man i kommunerne ikke deler denne opfattelse, og noget tyder jo altså på, at det gør man ikke.