Prædiken til 1.s.i fasten søndag d. 5. marts 2017 v/ Brian Christensen. Fjellerup valgmenighed og Lemvig Bykirke Tekst: 1 mos 3,1-19; Matt 4,1-11 Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.«men han svarede:»der står skrevet: Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund. «Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham:»hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.«jesus sagde til ham:»der står også skrevet: Du må ikke udæske Herren din Gud. «Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham:»alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.«da svarede Jesus ham:»vig bort, Satan! For der står skrevet: Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene. «Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.
Døden kom ind i verden. Den var der ikke fra begyndelsen. Gud skabte menneskene til at leve evigt. Det var meningen, at vi altid skulle række hånden ud og spise af frugten fra Livets træ. Guds skabertanke, da han formede Adam af jordens muld og af hans ribben formede Eva, så de begge lignede Ham, var at vi skulle vandre med Gud i Edens have dag efter dag, år efter år og dele glæden over livet med Ham. Guds hensigt. Guds vilje med menneske var, at de kun skulle opleve det gode og aldrig komme i en situation, hvor de kunne kende forskel på godt og ondt. Men, siger vi kloge mennesker så: Hvis det var Guds vilje, hvorfor plantede han så et træ ved siden af livet træ: Træet til kundskab om godt og ondt. Hvis han nu ikke have plantet dét træ, så han var han ikke nødt til at udstede et forbud.
Og var der jo ikke noget bud, som Adam og Eva kunne overtræde, så kunne de jo heller ikke synde og så var døden aldrig kommet ind i vores verden. Så var al verdens lidelse og nød undgået. Sådan tænker vi kloge mennesker. Og det er godt tænkt. For det er jo sandt. Havde Gud ikke givet et bud, så var der ikke noget at overtræde. Men lad os så gå ind på tankegangen og spørge: Kunne Gud havde ladet være med at plante Kundskabens træ? Svaret må være nej. Gud måtte plante dét træ og måtte give Adam buddet. For på den måde blev Adam et frit menneske. Først ved at give Adam buddet og dermed muligheden for at være ulydig, blev Adams skabelse i Guds billede fuldendt. Den som er tvunget til at være lydig er egentlig ikke lydig. Den som er tvunget til at elske, elsker egentlig ikke.
Lydighed, Troskab, Kærlighed, Respekt alt det giver først mening, hvis det er noget, som jeg har valgt at være og valgt at gøre. Man kan ikke være trofast, hvis man er tvunget til det. Så er det ikke troskab. Man viser ikke nogen respekt, hvis man tvinges til at bøje nakken. Vi elsker ikke, hvis vi tvinges til det. Det er menneskets adelsmærke det er det, som gør os forskelligt fra dyrene det er den måde vi ligner Gud på: at vi elsker i frihed. Kærlighed er at vælge at give sig selv hen til den man elsker. Og kærligheden tvinger heller ikke den elskede til at elske tilbage. Hvad er det værd, at blive elsket af én, som er tvunget til at gøre det? Det giver ikke mening. Hvis jeg nu sagde til min kone når vi om et par måneder har bryllupsdag: Tak for at du har elsket mig i 28 år og hun så svarede: Ja, men det har jeg jo være tvunget til. Så ville jeg føle mig krænket og svigtet, forrådt.
På samme måde med mine børn. Jeg oplever, at de elsker mig og det glæder mig særligt fordi ingen har tvunget dem til det. Så derfor måtte Gud plante Kundskabens træ. Derfor måtte han give Adam buddet. Fordi han elskede Adam og ville elskes tilbage af et frit menneske, der ville elske og ære og glæde sin skaber. Men da Eva og Adam blev fristet, så valgte de det modsatte. De valgte at bryde buddet og vende ryggen til Gud. De vendte ryggen til Livet. De valgte døden. 1. del Lige siden Edens have, siden de første mennesker satte foden på den jord, der nu var helt forandret på grund af dem, så har vi mennesker haft det samme valg som dem. Buddet kender vi. Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele din styrke, af hele dit sind og din næste som dig selv.
Og hver eneste dag vælger vi at være ulydige og vende os fra Gud, fra Livet, vende os mod døden. Vi kan sige som Eva og Adam, at vi blev fristet. Ja, det bliver vi. For Satan har lige siden syndefaldet haft travlt med at stille spørgsmål ved Guds bud og lyve om konsekvenserne ved at bryde dem. Han frister os hver eneste dag. Men alligevel kan vi ikke bare skyde skylden på Den onde. Eller på andre mennesker, fordi de frister os eller lokker os til at gøre det forkerte. Vi har stadig et valg. Det er mig, der bryder Guds bud. Derfor er det min skyld, at jeg overtræder Guds bud. Det er mig, der vender mig fra det gode og mod det onde. Skylden slipper jeg ikke for. Derfor er beretningen om syndefaldet, som vi har hørt i dag evig aktuel. Den er fortællingen om menneskets frihed.
Gud har skabt os i kærlighed med frihed til at tro og lyde ham eller at gøre det modsatte. Det kan godt være at der er mange i vores tid, som ikke kender så meget til kristendommen og som ikke rigtig ved om de skal tro på Gud. Men syndefaldet aktualiserer de alligevel dag for dag i deres eget liv, ligesom jeg gør det i mit. Det er den daglige fortælling om, at vi vælger at sætte os selv i Guds sted. At skabningen ophøjer sig selv over Skaberen. Og hvilke forfærdelige konsekvenser det har fået og vil få for os. For syndens løn er døden (Rom 6,23). Men syndefaldet er mere end en forkyndelse af Guds lov og Guds bud: at vi står til ansvar over for Ham. Det er også en forkyndelse af evangeliet. For da Gud fældede dom over slangen og Eva og Adam, så gav han dem et løfte. En dag vil der komme én, et menneske i Evas slægt og han skal knuse slangens hoved.
Det løfte opfyldte Gud selv, da Jesus blev menneske. Da han døde på korset, så tog han min skyld og knuste dødens magt. Derfor fortsætter Paulus: Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre. Enhver som tror på Ham, Evas søn og Guds søn, Jesus Kristus, skal ikke frygte hverken skyld eller dom. For jeg er død og opstået igen med Ham. Og en dag skal døden ikke være mere. 2. del Men kan jeg så ikke leve, som det passer mig? Jeg bliver skyldig Ja men Jesus er død for min skyld og tilgiver mig det hele. Så kan jeg jo egentlig bare leve mit liv som jeg vil. Gøre godt, når jeg har lyst og hvis jeg gør ondt, ja, så bliver det jo tilgivet. Jeg gør det så godt jeg kan, Gud. Jo, det kunne jeg måske godt hvis det ikke lige var for Helligånden. Guds Ånd.
For Guds Ånd bor i mig. Guds Ånd bor i enhver der er døbt og tror på Jesus og Han lader mig ikke slippe så let. For det første minder han mig om, hvad tro på Jesus er: Tro er at elske Jesus. Den som tror på Jesus vil gerne glæde Jesus, holde hans bud og bliver faktisk både frustreret og ulykkelig og ked af det, hver gang det ikke lykkes. Helligånden hjælper mig til at angre synden og bekende den for Gud. For det andet, så er Guds ånd hver dag i gang med at forandre mit sind og mit hjerte, så jeg mere og mere kommer til at ville og gøre det gode. Og hver dag hjælper han mig til at sige nej til alt det som er Gud imod, alt det som jeg fristes til at gøre. Helt konkret hjælper han mig til at ligne Jesus, så jeg også kan afvise den Onde, når han kommer for at friste mig. Det kan godt være at Satan frister os på en anden måde og med andre ting end han fristede Jesus med, men grundlæggende, så er vi i samme situation som
Jesus. Og vi har den samme mulighed for at sige Nej til den Onde som Jesus gjorde. For ligesom Jesus blev fyldt af Helligånden ved sin dåb, sådan er vi også blevet det. Så lad os nu prøve at se på de fristelser, som mødte Jesus. Så vil jeg komme med nogle aktuelle eksempler på, hvordan vi kan blive fristet i dag. Den første fristelse handler om brød. Jesus er sulten efter 40 dages faste og Satan frister ham til at skaffe sig brød på en nem måde ved at gøre stenene til brød. Det er jo ikke lige det som Satan vil friste os til vi kan jo ikke lave sten om til brød. Det som han frister os med, kan i stedet være det modsatte. Vi har nemlig fået rigeligt med brød, altså mad, tøj, penge, velstand og materielle goder. Vi har brød og nu frister Satan os til at beholde det for os selv. Han hvisker os i øret. Du har virkelig arbejdet for alt det som du har.
Du har arbejdet godt eller også har dine forældre det og det er ikke mere end rimeligt, at du selv får lov til at nyde dit brød. Han siger: Hvis du deler det med andre, så bliver de bare dovne. eller Der er alt for mange, der sulter i verden, så det nytter alligevel ikke noget, det som du kan give, Behold dit brød og spis dig mæt.. Hvad skal vi svare Satan på det? Vi skal svare det samme som Jesus: Mennesket lever ikke af brød alene, men af hvert ord der udgår af Guds mund. Jo, vel har vi brug for brød, men vi har rigeligt. Vi er nu begyndt på fastetiden. 40 dage fra Askeonsdag (i onsdags) og indtil palmesøndag (eller indtil påskedag, hvis man springer søndagene over). Måske vi skulle bruge fastetiden i år til at øve os på det her. Hvad med om vi hver dag i fasten lagde en krone til side til vores YM-projekt her i kirken. Nej, en krone er for lidt.
2 kroner hver dag i 40 dage og putter dem i en lille bøtte derhjemme. Så når vi holder gudstjeneste påskedag, så har vi samlet 80 kroner sammen hver i fastetiden og så kan vi give dem til vores YM-projekt. Nu er der så gået 5 dage i fasten, så vi må begynde med at putte 10 kroner i bøtten i dag. Men er vi 80 personer, som gør det, så bliver det til over 6000 kroner. Men hvad lærer jeg af at give 2 kroner om dagen? Det er jo så lidt. Ja, men fastetiden er en tid, hvor jeg kan give afkald på noget af det som betyder noget for mig, f.eks. mine penge. Og den daglige mønt i bøtten kan godt lære mig, at jeg ikke skal være afhængig af penge og der måske er nogen, som har mere brug for dem end jeg. Satans fristelser må afvises dagligt. Det som virkelig kan mætte min krop og min sjæl er at leve af Guds ord og leve nær ved ham.
Den anden fristelse var en udfordring til at Jesus skulle kaste sig ud fra et højt sted og lade sig gribe af Guds engle. Og Jesus svarede: At han ikke ville udæske Gud, altså teste Gud, udfordre Gud. Hvad kan være et nutidigt eksempel på det? Hvordan frister Satan os til at udfordre Gud til at gribe ind? Det kunne være den form for religionsblanderi, som man ser flere og flere eksempler på, hvor Islam inviteres ind i de kristne kirker. Gad vist, hvor længe Gud vil finde sig i, at man inviterer falske religioner ind i Guds hus? Selvfølgelig skal vi tale pænt om hinanden og jeg synes det giver rigtig god mening at bruge tid og kræfter på dialog og skabe kontakter på tværs af kulturer. Mellem flygtninge og indfødte danskere. Mellem muslimer og kristne. Der er had nok i verden og krige, som handler om forskellige i tro.
Det er f.eks. helt tåbeligt, at en mand i Nordjylland brænder en koran af og lægger en video af det ud på Facebook. Men vi skal ikke være så venlige eller være så bange for at støde nogen, at vi ikke tør sige sandheden. Og sandheden er, at Allah ikke er den samme som Jesu Kristi Far. Muhammed blev ikke sendt af Gud og taler ikke på Guds vegne, for han vil ikke sige at Jesus er Guds søn. Derfor hører koranens ord ikke hjemme i en kirke og derfor skal en Imam ikke prædike i kirke, for han kan ikke forkynde evangeliet om Jesus Kristus, som Guds søn og verdens frelser. Her sidst i marts måned går en præst og Imam i Vejle sammen om at invitere til fredagsbøn og gudstjeneste. Og sidste år udtalte én af Folkekirkens biskopper, at hvis den afdøde har nedfældet et ønske om, at han gerne vil have læst et stykke fra Koranen til en begravelse, så skal man have lov til det.
Det er vor tids fristelse for kristendommen i Danmark. At vi ikke tør tale sandt om forskellen på Islam og Kristendommen. Det må siges klart og tydeligt: Jesus er den eneste vej til frelse og evigt liv. Den tredje fristelse for Jesus var det afgørende spørgsmål: Vil du tilbede Satan? Og han svarede: Der står skrevet Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.. Hvem frister Satan os til at tilbede? Meget sjældent ham selv satanisme er ikke særlig udbredt og jeg tror ikke, at han ville komme så langt med at få os til at blive satanister. Så hvem fristes vi til at tilbede? Hvem er det vi knæler ned for. Forestil dig en statue, som står med et hvidt klæde over. Den er endnu ikke afsløret. Hvem vil være afbilledet på statuen som du og jeg er mest fristet til at tilbede?
Jeg tror det vil være et billede af os selv. Af mennesket. Vi er blevet så dygtige, at vi kan sende turister rundt om Månen. Vi kan snart få taget en blodprøve uden det gør ondt. Vi kører allerede rundt i førerløse biler og snart flyver de såmænd også. Vi falder på halen for menneskers kundskab. Og sådan kunne man fortsætte med lang række områder, hvor vi synes at mennesket gør det rigtig godt. Og det gør vi da men vi skal ikke lade os friste til at ophøje os selv og alt det vi er og kan. For vi er intet uden Gud. Det er ham, der har givet os livet. Det er Ham vi skylder tak for alt det vi er og kan. Med Helligåndens kraft og med den visdom, som han giver, kan vi altså afvise den ondes fristelser. Hvad enten det er fristelsen til krampagtigt at beholde vort eget brød, fristelsen til at udfordre Gud ved at
fornægte sandheden om Jesus eller fristelsen til at tilbede og ophøje mennesket. Afslutning Til sidst skal vi standse ved den lille bemærkning af Mattæus, som indleder vores tekst til i dag. Jesus blev af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Det var Ånden der førte Jesus derud. Hvorfor det? Var der en mening med at Jesus skulle fristes? Og hvad var den mening? Det ved vi ikke det siger Mattæus ikke noget om. Men det føder jo et andet spørgsmål, som kan være mere vigtigt for os: Er der en mening med at jeg befinder mig i en ørken? Uanset om den ørken så er forskellige former for modstand, kriser eller tab.
Er der en mening med den sygdom, som jeg har eller min arbejdsløshed, min livskrise, mine forældres skilsmisse eller hvad det nu kan være? Prøver vi at finde en mening, så kan det svar vi kommer frem til være: at det vi oplever er så meningsløst svært og så ondt at vi ikke magter at se nogen mening med det. I alt fald ikke lige nu. Det kan også være at vi finder en mening. At vi i vores nød vender os til Gud og finder trøst og hjælp og vejledning i hans ord. Den modstand eller krise eller tab vi oplever, kan klæde os af, så vi står helt nøgne tilbage. Vi har frihed til at vende Gud ryggen og fristelsen kan være stor til det, i den tørre og varme ørken men bliver vi stående overfor Ham. Alene overfor Gud. Og dér søger svaret på, hvem vi selv er og hvem Gud er. Så får vi svaret: Du er jord. Af jord er du kommet og til jord skal du blive. Det er sandheden om os.
Men dér alene med Gud lyder det dernæst til os: Af jorden skal du igen opstå. For den som tror på Jesus og sætter alt sit håb til ham, han er gået over fra døden til livet. Gud vil rejse enhver der er knust og nedbøjet. Rejse os til et nyt liv. Amen