D E T S A M F U N D S V I D E N S K A B E L I G E F A K U L T E T K Ø B E N H A V N S U N I V E R S I T E T ANALYSE AF RIGSFÆLLESSKABETS ARKTISKE UDENRIGSPOLITIK 2004-11 - Fremad! Den, der raster, ruster. Louise Hjuler Mikkelsen & Lars Middelboe Pedersen Vejleder: Lektor Birthe Hansen Institut for Statskundskab, Københavns Universitet Afleveret: 20/08/12 Ord: 48.993
Side 2 af 184
Summary With the melting of the Arctic cap, a new ocean is opening up. The warming Arctic Ocean thus offers access to resources that are in short supply on a ravenous world market, it opens up new sea lanes and its approaches have become popular with adventurous cruise tourists. This new accessibility also brings great dangers such as great power competition over resources, environmental disaster as a result of resource extraction and human disaster if a lone cruise ship were to capsize in the icy Arctic Ocean. With all its promises and perils, the Arctic captures the attention and interest of players both within and outside of the region. However, some Arctic littoral states have been more active than others. Thus, Denmark, in spite of a forceful display of foreign policy activism in more distant parts of the world, has been rather late in officially acknowledging the Arctic as a strategic area of priority. This was emphasized by the fact that the Danish Arctic Strategy was only published in December 2011, almost 6 years after that of Norway. We explore the underlying reasons for Denmark s apparent caution in the Arctic in the period from 2004-2011 using a neoclassic realist framework and involving Norway as control case. Initially, we uncover the structural constraints experienced by Denmark in the Arctic and complement the explanation thereof by involving within-state variables, i.e. existing conditions within the wider Danish Realm consisting of Denmark and Greenland (and the Faroe Islands). We summarize our findings in a narrative, outlined by historical institutionalism to which classic strategic concepts are applied. We conclude the thesis with an extensive discussion and evaluation of the track record of the Danish Realm in the Arctic in the chosen timeframe and offer a perspective of possible future challenges. We conclude that Denmark s foreign policy in the Arctic has been characterised by a low level of activity, not due to structural constraints but due to both the uncertainty of Greenland s future status as part of the Danish Realm and Denmark s lack of experience in thinking strategically about the Arctic since for practical purposes, this area has historically been delegated to the protection and disposal of the United States. We note however, that both Denmark and Greenland will be likely to benefit from the addressing of current and future issues concerning the Arctic regardless of whether Greenland will become an independent nation or remain part of the Danish Realm. Side 3 af 184
Side 4 af 184
Indholdsfortegnelse SUMMARY 3 1. INDLEDNING 7 1.1. PUZZLE OG PROBLEMFORMULERING 8 1.2. ET POLITOLOGISK STUDIUM OG VIDENSKABSTEORI 10 1.3. AFGRÆNSNING 11 1.4. SPECIALETS OPBYGNING 14 1.5. LITTERATURREVIEW 15 2. METODE 19 2.1. KILDEMATERIALE 19 2.2. CASE OG KONTROLCASE 20 2.3. ET KOMPARATIVT STUDIUM 22 2.4. METODISKE UDFORDRINGER 24 3. TEORI 26 3.1. NEOKLASSISK REALISME 27 3.2. DEN SYSTEMISKE VARIABEL 29 3.3. DEN INDENRIGSPOLITISKE VARIABEL 35 3.4. DEN UDENRIGSPOLITISKE VARIABEL 40 3.5. TEORETISKE UDFORDRINGER 45 4. OPERATIONALISERING 48 4.1 INDIKATORER FOR HYPOTESE 1 49 4.2 INDIKATORER FOR HYPOTESE 2 51 4.3 INDIKATORER FOR HYPOTESE 3 52 4.4. OPSUMMERING 53 5. REDEGØRELSE 54 5.1. HISTORISK REDEGØRELSE 54 5.2. FASTLÆGGELSE AF EFFEKTVARIABEL 57 5.3. OPSUMMERING 61 6. FØRSTE DELANALYSE: DEN SYSTEMISKE UAFHÆNGIGE VARIABEL 63 6.1. ARKTISK(E) STORMAGT(ER) 63 6.2. THE SCRAMBLE FOR THE ARCTIC ET SIKKERHEDSDILEMMA. 65 6.3. ARCTIC FIVE OG KINA 70 6.4. OPSUMMERING 82 Side 5 af 184
7. ANDEN DELANALYSE: DEN INDENRIGSPOLITISKE MEDIERENDE VARIABEL 85 7.1. HISTORIENS SKYGGER 85 7.2. OLIEN OG ØKONOMIEN 89 7.3. RIGSFÆLLESSKABETS ORGANISERING. 96 7.4. OPSAMLING 104 8. TREDJE DELANALYSE: DEN UDENRIGSPOLITISKE AFHÆNGIGE VARIABEL 107 8.1. NORGES CAN DO! -TILGANG TIL ARKTIS 107 8.2. RIGSFÆLLESSKABETS WHAT TO DO? -TILGANG TIL ARKTIS 109 8.3. ARKTIS STRATEGISKE BETYDNING KØBEKRAFT I KINA? 112 8.4. OPSAMLING OG BALANCESTRATEGI 115 9. DISKUSSION OG VURDERING 119 9.1. SIKKERHEDSDILEMMAET FRYGT ELLER STRATEGI? 119 9.2. FÆLLESSKAB STYRKER RIGSFÆLLESSKABET 122 9.3. STRATEGISK HØJSTATUS ELLER PERIFERI SIKKERHEDSPOLITIK SOM MOTOR FOR RIGSFÆLLESSKABET 126 9.4. SJÆLDNE JORDARTER 133 9.5. DANMARK SOM STRATEGISK AKTØR 139 9.6. GRØNLAND SOM DEN 51. STAT? 141 9.7. AFRUNDING 144 10. KONKLUSION 145 10.1. PERSPEKTIVERING 148 10.2. TEORETISKE OG EMPIRISKE REFLEKSIONER 150 11. LITTERATURLISTE 152 APPENDIKS A: JURIDISKE DOKUMENTER AFTALER, ERKLÆRINGER OG KONVENTIONER 178 A.1. SVALBARD-TRAKTATEN (THE SPITSBERG TREATY) AF 9. FEBRUAR 1920: 178 A.2. FORSVARSAFTALEN AF 27. APRIL 1951 178 A.3. THE UNITED NATIONS CONVENTION ON THE LAW OF THE SEA (UNCLOS) AF 16. NOVEMBER 1994 179 A.4. ITTILEQ-AFTALEN AF 14. MAJ 2003 180 A.5. IGALIKU-AFTALEN AF 6. AUGUST 2004 180 A.6. ILULISSAT-ERKLÆRINGEN AF 28. MAJ 2008 181 A.7. SELVSTYRELOVEN AF 12. JUNI 2009 182 A.8. AFTALE OM FÆLLES ARKTISK EFTERSØGNINGS- OG REDNINGSBEREDSKAB AF 12. MAJ 2011: 183 BILAG (KLAUSULERET) 184 Side 6 af 184
1. Indledning Den danske statsminister mødte den amerikanske præsident og diskuterede det. Den amerikanske udenrigsminister besøgte Grønland og indgik aftaler om det. Den grønlandske råstofminister rejste til Kina og blev modtaget som en statsleder på grund af det. Og senest har den kinesiske præsident aflagt officielt besøg i Danmark, hvor vi må formode, at det har været et afgørende punkt på dagsordenen. Det handler naturligvis om Arktis. Europas erobring af de syv verdenshave og etablering af handelsstationer og kolonier i fjerne egne har længe været hjemmehørende i historiebøgerne, men i takt med afsmeltningen af den arktiske havis åbner sig for første gang i menneskehedens historie et nyt verdenshav. Ishavet risikerer derved ikke blot at blive bærer af et arkaisk navn, det vil også blive tilgængeligt på en måde, som fortidens polarforskere og Den kolde Krigs ubådskaptajner næppe kunne have drømt om. Nye ruter bliver sejlbare, store forekomster af eftertragtede naturressourcer såsom sjældne jordarter og forventeligt også olie bliver tilgængelige, og nye grænser skal fastlægges. Denne udvikling er allerede i gang, og de arktiske kyststater samt andre stater og organisationer med arktiske interesser har i de senere år haft et stadigt voksende udenrigspolitisk fokus på regionens potentiale og udfordringer. Rigsfællesskabets engagement har bl.a. givet sig udslag i øget patruljering højt mod nord, etableringen af en Arktisk Kommando samt mellemstatslige initiativer såsom Ilulissat-erklæringen. Mest omtalt har dog været Kongeriget Danmarks nyligt formulerede Arktis-strategi samt den forudgående ratificering af FNs Havretskonvention (UNCLOS), som betyder, at Rigsfællesskabet senest i 2014 skal indlevere videnskabeligt bevis for sit retmæssige søterritorium til FNs Kommission for Kontinentalsoklens Grænser (CLCS) i Paris 1. Arbejdet med indsamlingen af denne dokumentation har været pågående siden ratificeringen i 2004 og er organiseret som et dansk-grønlandsk samarbejde (Kontinentalsokkelprojektet 2011). Kun i kraft af den folke- og statsforfatningsretslige samhørighed med Grønland kan Danmark på vegne af Kongeriget Danmark nemlig hævde prædikatet arktisk kyststat. Som havisen er dog heller ikke 1 Det bemærkes, at indleveringen af videnskabeligt data er en fortløbende proces. Således indleverede Rigsfællesskabet allerede d. 2. december 2010 materiale vedrørende Færøernes søterritorielle grænser ikke mindst i forhold til Rockall Plateauet (UN CLCS 2011) og så sent som d. 14. juni 2012 materiale vedrørende farvandet syd for Grønland (UN CLCS 2012) Side 7 af 184
Rigsfællesskabet en statisk størrelse, og Grønland er på færre end 60 år gået fra at være en dansk koloni over et ligeværdigt amt med indførelse af hjemmestyre i 1979 til siden 2009 at være en stadig mere selvstyrende konstituerende rigsdel. Udenrigs- og sikkerhedspolitisk udgør Rigsfællesskabet stadig et skæbnefællesskab, men med Itilleq-aftalen fra 2003 indtager Grønland også en selvstændig rolle i internationale spørgsmål af betydning for Det grønlandske Selvstyre. Med omvæltningerne i Arktis og udsigten til potentielle koncessionsområder og kortere sejlruter har også andre aktører meldt sig på banen. Arktisk Råd, som ved siden af de fem kyststaters sammenhold funderet i Ilulissat-erklæringen og betegnet Arctic Five er den primære mødeplads for arktiske stater og interessenter, er derfor blevet genstand for interesse fra såvel EU som Kina. Disse samt andre stater ellers normalt forbundet med betydeligt varmere farvande har derfor hidtil forgæves søgt om permanent observatørstatus i Arktisk Råd. 1.1. Puzzle og Problemformulering Uagtet den megen opmærksomhed og Rigsfællesskabets historiske og geografiske tilstedeværelse i Arktis er det vores indtryk, at Kongeriget Danmark i sin arktiske udenrigspolitik ikke har opretholdt det aktivitetsniveau, som ellers kendetegner den aktivistiske linje i udenrigspolitikken efter Den kolde Krig. Set i lyset af de mange engagementer siden Golfkrigen er det derfor påfaldende, at Danmark som den anden sidste kyststat ratificerede UNCLOS. Mindre påfaldende bliver det ikke, når vi tager i betragtning, at den sidste ikke-ratificerende kyststat er USA, der jo kun sjældent ratificerer FN-traktater, hvorimod Danmark har en stærk tradition for netop at ratificere disse. Tilsvarende efterlader et indledende studium af det tilgængelige videnskabelige materiale omhandlende Arktis ikke den mindste tvivl om, at langt størstedelen har canadiske og norske forskere og forskningsinstitutioner som ophav (jf. 1.5.), samt at der kun forefindes en yderst begrænset mængde nyere litteratur med et dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk fokus på Arktis. Skuer vi mod nord og kaster et blik på vores norske broderfolk, hvis arktiske historie vi i høj grad deler på godt og ondt, konstaterer vi, at Norge foruden det store antal videnskabelige publikationer allerede i 1996 ratificerede UNCLOS og i 2006 indgav sit territorielle krav for CLCS (UN CLCS 2009). Sammenlignet med Norge synes potentialet for vores aktivitetsniveau i Arktis ikke umiddelbart at være blevet realiseret, men omvendt kan vi fremhæve, at Rigsfællesskabet vitterligt har ratificeret UNCLOS, og at Rigsfællesskabet med Per Stig Møller som udenrigsminister indtog Side 8 af 184
en vigtig rolle i tilblivelsen af Ilulissat-erklæringen i 2008. Interessant er det også, at Rigsfællesskabet for blot tre år siden oplevede en omfattende indenrigspolitisk forandring i Arktis med Grønlands overgang fra hjemmestyre til selvstyre, hvilket markerede en ny ansvarsfordeling mellem Danmark og Grønland. Med polarforskeren Knud Rasmussens valgsprog Fremad! Den, der raster, ruster i erindring (Breum 2011A:9) og sammenholdt med den danske aktivisme under sydligere himmelstrøg finder vi det påfaldende, at Arktis tilsyneladende ikke har spillet en større rolle i dansk udenrigspolitik i en periode, hvor områdets betydning ellers er vokset markant og har fået stor opmærksomhed fra en række andre stater både i og uden for regionen. Denne undren afleder uvægerligt spørgsmålet om, hvilke forhold der har været bestemmende for dansk udenrigspolitisk aktivisme, siden denne således har udfoldet sig i stor stil langt fra hjemlandet, men til gengæld forekommer at have været særdeles tilbageholdende i direkte dansk interesseområde. På den baggrund ønsker vi at forklare Rigsfællesskabets udenrigspolitik i Arktis og dennes aktivitetsniveau, hvorfor vi opstiller følgende problemformulering for vores empirisk drevne speciale: Hvorfor førte Kongeriget Danmark en arktisk udenrigspolitik med et lavt aktivitetsniveau i perioden fra 2004 til 2011? Det skal i forhold til ovenstående bemærkes, at vi skriver Kongeriget Danmark, fordi vi sondrer mellem Kongeriget Danmark, som synonym for Rigsfællesskabet (Danmark, Grønland og Færøerne i forening), og Danmark som Rigsfællesskabets sydligste konstituerende del. Denne sondring vil blive håndhævet fremdeles i specialet 2. Dernæst skal det bemærkes, at vi følger Hudson og definerer udenrigspolitik som [t]he strategy or approach chosen by the national government to achieve its goals in its relations with external entities. This includes decisions to do nothing (2008:12). Vi ser følgelig udenrigspolitik som et bredt policyfelt indeholdende f.eks. sikkerhedspolitik og forstår altså aktivitetsniveau inden for dette felt som et udfald på statsniveau, og i forlængelse af vores sondring vedrører dette udfald hele Rigsfællesskabet, som udgør vores case. Endelig skal det bemærkes, at vi ikke definerer aktivitetsniveauet som begreb, da specialets 2 Det skal i øvrigt også bemærkes, at denne sondring kun gør sig gældende for Kongeriget Danmark. Vi vil således ikke skrive hverken Kongeriget Norge, Den russiske Føderation eller lign. Bemærkes skal også, at vi hovedsageligt vil anvende den semiformelle betegnelse Rigsfællesskabet. Side 9 af 184
sigte er empirisk og niveauet derfor skal ses komparativt. Dette og det deraf følgende behov for Norge som kontrolcase vil vi berøre nærmere i forbindelse med specialets afgrænsning (jf. 1.3.) og i det separate metodekapitel (jf. 3.). Det skal som afrunding understreges, at dette speciale ikke et juridisk, men et empirisk drevet politologisk speciale, og formålet er følgelig ikke en juridisk analyse af internationale arktiske traktater og den dansk-grønlandske kompetencefordeling. De særegent juridiske aspekter af disse forhold er derfor kun overordnet berørt i specialets juridiske appendiks (jf. Appendiks A), mens vi med udgangspunkt i vores forståelse af Rigsfællesskabet og definition af udenrigspolitik beskæftiger os med de politologiske perspektiver. 1.2. Et politologisk studium og videnskabsteori Inden vi fortsætter med at afgrænse specialets sigte, bør vi tilkendegive vores videnskabsteoretiske position. Som skrevet er specialet empirisk drevet med formålet at forklare Rigsfællesskabets arktiske udenrigspolitik med sit aktivitetsniveau. Som studerende må vi spørge os selv, om dette eksplanative studium ikke snarere er hjemmehørende i historiestudiet end i politologien. Vi afviser dog, at det er tilfældet, for vi tilslutter os Erling Bjøl, når han fremhæver statskundskabens mål som erkendelsen af [ ] de mønstre, der er karakteristiske for staternes indbyrdes adfærd (1967:7). Bjøl mener, at [e]nhver historisk begivenhed er original. Men visse strukturer i begivenhederne gentager sig. Det er disse strukturer, statskundskaben primært interesserer sig for, fordi den ved at identificere og studere dem håber at nå ind til en dybere forståelse af det politiske system og dets funktion (1967:8). Som det fremgår af vores puzzle ovenfor er formålet med dette speciale da heller ikke blot at svare på problemformuleringen, men derigennem at bidrage med ny viden om dansk udenrigspolitik i lyset af aktivismen. Politologien adskiller sig altså fra historiestudiet i sit fokus på blotlæggelsen af kausalitet (Van Evera 1997:75), og vi tilslutter os Karl Popper og den kritiske rationalisme i deres brug af falsifikationskriteriet og synet på det umulige i opnåelsen af den endegyldige sandhed (Vengsgaard 2010:92). Med afsæt i det eksplanative sigte anlægger vi derfor en hypotetisk-deduktiv tilgang til besvarelsen af problemformuleringen, hvor de udledte hypotetiske forklaringer på baggrund af analysens resultater vil bidrage med ny viden om årsagerne til et lavt aktivitetsniveau i Rigsfællesskabets førte arktiske udenrigspolitik. Side 10 af 184
1.3. Afgrænsning En forudsætning for den hypotetisk-deduktive tilgang er dog en indsnævring af specialets fokus i tid og rum samt en afgrænsning i forhold til teorien, vi vil inddrage som udgangspunkt for vores hypoteser, og endelig af studiets undersøgelsesdesign. 1.3.1. Empiri Som det fremgår af problemformuleringen har vi tidsmæssigt valgt at afgrænse studiet til perioden fra 2004, hvor Danmark den 16. november underskrev UNCLOS, til 2011. Vi anser denne periode for en ideel afgrænsning, da ratificeringen af UNCLOS giver den kontraherende stat ti år til at udrede sine søgrænser, hvorfor Danmark altså senest i 2014 skal have indsamlet tilstrækkelig med dokumentation og indbringe denne for CLCS. Perioden indfanger også større udenrigs- og indenrigspolitiske begivenheder i Arktis i form af Ilulissat-erklæringen fra 2008 og indførelsen af grønlandsk selvstyre i 2009. Det skal bemærkes, at vi har valgt at afgrænse os analytisk til slutåret 2011, hvorfor nyere udvikling falder uden for dette speciales analytiske sigte, men i forbindelse med diskussionen af analysens resultater vil vi dog kaste et blik fremad på Rigsfællesskabets arktiske udfordringer og mulighed for at imødekomme disse (jf. 9.). I forhold til det geografiske rum skal det bemærkes, at vi i problemformuleringen skriver Kongeriget Danmark, men vælger at fokusere på Danmark og Grønland frem for Færøerne. Dette fravalg skyldes flere overvejelser. For det første afgjorde Ilulissat-erklæringen, at Island uagtet medlemskabet af Arktisk Råd ikke regnes som en kyststat, hvorfor Færøerne ligeledes uagtet sine nordatlantiske interesser næppe heller kan opfattes som en arktisk kyststat. For det andet er Færøerne i forhold til UNCLOS ikke et arktisk problemfelt, men en udfordring for Rigsfællesskabets relationer til Storbritannien, Irland og Island. Og endelig har Færøerne haft en ganske anden statsforfatningsretlig udvikling end Grønland med opnåelsen af autonomi langt tidligere, hvorfor det historiske dansk-færøske forhold er et ganske andet end forholdet til Grønland 3. Vi vil dog inddrage Færøerne såvel som andre relevante empiriske nuanceringer, hvor det synes hensigtsmæssigt. 3 Her kan nævnes folkeafstemningen om løsrivelse efter krigen og det senere oprør i Klaksvig (Scocozza & Jensen 2004:402-405). Side 11 af 184
1.3.2. Teori Specialet er empirisk drevet, og til forklaring af udenrigspolitikken vil vi anvende den neoklassiske realisme som en ramme for vores teoriapparat. Denne nyere variant af realismen har som udlagt ved Gideon Rose (1998) den afgørende fordel, at den i sin kausalmodel inkluderer det strukturelle pres som systemisk uafhængig variabel og den indenrigspolitisk virkelighed bag formulering af udenrigspolitikken som en medierende variabel. Med inddragelsen af begge forhold i udenrigspolitikkens tilblivelse kan vi dels fokusere på Arktis som hjemsted for staters interaktion, men også åbne Rigsfællesskabet op og netop inddrage det dansk-grønlandske forhold med de forskellige opfattelser og interesser. Vi anvender dog en udfyldningsstrategi (Antonsen m.fl. 2000:47), så den neoklassiske realistiske ramme vil blive fyldt ud med henholdsvis, strukturel realisme, historisk institutionalisme samt strategi- og adaptionsteori. Dette har vi forsøgt at indfange med Figur 1.1., hvor vi ser vores forklaringsmodel følge neorealismens kausalmodel og samtidig præcisere den enkelte teori, som vi inddrager (se næste side). Vi har desuden skitseret de empiriske forhold, som vil være genstand for vores hypoteser og dermed også vores analyse. Vi vil således fokusere på henholdsvis de regionale arktiske og det dansk-grønlandske forhold og endelig på aktivitetsniveauet som udfald af foregående. Det skal bemærkes, at de nærmere indikatorer, vi konkret beskæftiger os med i analysen, vil fremgå af specialets operationalisering, samt at vi i forhold til kontrolcasen Norge vil fokusere på Norges tilsvarende indenrigspolitiske forhold, hvilket vi berører nedenfor. Side 12 af 184
Figur 1.1. Forklaringsmodellen Variabelled Neorealisme Historisk institutionalisme Strategisk teori og adapationsteori Systemisk uafhængig variabel De regionale arktiske forhold Indenrigspolitisk medierende variabel Det dansk-grønlandske forhold Udenrigspolitisk afhængig variabel Rigsfællesskabets arktiske aktivitetsniveau Kilde: Egen tilvirkning Det skal bemærkes, at denne figur vil blive modereret og genanvendt fortløbende i specialet. 1.3.3. Undersøgelsesdesign Vi ønsker med teorien at forklare variationen i vores afhængige variabel, som er den førte udenrigspolitik. Her skal vi altså behandle aktivitetsniveauet, som vi i forlængelse af problemformuleringen bevidst valgte ikke at definere som begreb til fordel for et komparativt sigte. Foruden vores case i form af Rigsfællesskabet arktiske udenrigspolitik i perioden fra 2004 til 2011 vælger vi derfor at inddrage en kontrolcase i form af Norges arktiske udenrigspolitik i samme tidsrum. Norge er en betydningsfuld kontrolcase, fordi landet, som det fremgik af vores puzzle, ratificerede UNCLOS langt tidligere end Rigsfællesskabet og har haft et langt stærkere fokus på de arktiske udfordringer, mens vi i Danmark har været aktive under andre himmelstrøg. Dette er interessant, da Norge er arktisk nabo til Rusland, og Rigsfællesskabet er arktisk nabo til USA og Canada, samt at Side 13 af 184
ligesom USA har Thule Air Base på Grønland, således er Rusland om end ikke militært så dog stadig tilstede på Svalbard i henhold til Svalbard-traktatens muligheder for kontraherende staters brug af øerne (jf. Appendiks A). Af størst interesse for os er dog det indenrigspolitiske forhold, at Svalbard er en langt stærkere integreret del af Norge, end Det grønlandske Selvstyre er (og Hjemmestyret var) knyttet til Danmark inden for Rigsfællesskabet. Værdien på Norges afhængige variabel den norske udenrigspolitik i Arktis kommer derved til at fremstå som en målestok for den danske udenrigspolitik og dennes aktivitetsniveauet, hvilket er en del af fundament i vores undersøgelsesdesign og dermed afgørende for, at vi kan besvare problemformuleringen. Den anden del af fundamentet ligger i, at Norge som kontrolcase også spiller en rolle i forhold til de andre variable i sammenligningen med Danmark, hvilket vi vil vende tilbage til i metodekapitlet (jf. 2.). 1.4. Specialets opbygning Specialet vil i sin opbygning bestå af tre hoveddele, som skitseret i Figur 1.2. til højre. Specialets første del består af fire kapitler, som foruden Indledningen udgøres af Metodekapitlet, hvor vi opstiller undersøgelsesdesignet og studiets metoder med udgangspunkt i George og Bennett (2005), Teorikapitlet, hvor vi behandler den ovenfor præsenterede teori samt udleder hypoteser forklarende udenrigspolitikken med aktivitetsniveauet, og endelig Operationaliseringen, hvor vi operationaliserer de teoretisk deducerede hypoteser. Specialets anden og langt den mest omfangsrige hoveddel udgøres af selve studiets analyse. Denne del indledes med en redegørelse, hvor variationen i det arktiske udenrigspolitiske aktivitetsniveau mellem Rigsfællesskabet og Norge dokumenteres, hvilket tjener som afsæt for selve analysen. Denne falder i tre delanalyser, hvor den første beskæftiger sig med den systemiske påvirkning, den anden med den indenrigspolitiske mediering af førnævnte, og den tredje vender tilbage til redegørelsens dokumentation og forklarer udfaldet i udenrigspolitikken. Specialets sidste del består af en kombineret Diskussion og vurdering, som Figur 1.2. Specialet Indledning Metode 3. Delanalyse nuancerer analysens resultater og retter blikket mod fremtidige udfordringer og Rigsfællesskabets mulighed for at imødegå disse med afsæt i analysen resultat. Endelig afrundes ikke blot specialets I. Del Teori Operationalisering II. Del Redegørelse 1. Delanalyse 2. Delanalyse III. Del Diskussion og vurdering Konklusion og perspektivering Side 14 af 184
tredje hoveddel, men hele specialet af en Konklusion og perspektivering, hvor vi også vil reflektere over teoretiske og empiriske problemstillinger for specialet og Arktis som videnskabeligt felt. Det skal i øvrigt bemærkes, at specialet indeholder et Juridisk appendiks, som kan konsulteres med henblik på juridiske aftaler med betydning for Arktis. 1.5. Litteraturreview Som afrunding på specialets indledning vil vi foretage et litteraturreview med det formål at kortlægge det nyere videnskabelige materiale, der er til rådighed for besvarelsen af problemformuleringen, og som vil illustrere vores pointe ovenfra at Arktis fra et nyere dansk udenrigs- og sikkerhedspolitisk synspunkt er et underudforsket felt. Feltet Arktis er ellers ganske velbeskrevet, og adskillige forfattere og journalister har dækket emnet fra vinkler, der har understreget alt fra varetagelse af oprindelige kulturer i området (Heininen 2011) over isbjørnens vilkår under forhold med en tiltagende afsmeltning af havisen (Batson & McDowell 2007) til Gorbatjovs tale om afspænding i de nordlige områder (Lamie 2008). Der er både teoretiske motiverede artikler og empiriske værker, og det righoldige materiale antager såvel videnskabelig som populær karakter. Vi har således identificeret i omegnen af 400 videnskabelige artikler, rapporter fra tænketanke og organisationer samt enkelte bidrag fra dagblade og nyhedsbreve, og ud fra disse tegner der sig et billede, som kan opdeles i fire overordnede fokusområder, hvoraf de to først kan betegnes som først og fremmest tekniske, og de sidste to kan anskues som mere politiske i karakteren. Det første område, som udgør en meget stor del af dækningen af Arktis, omhandler klimaet. Dette fokus er oplagt og udgør på sin vis hele grundlaget for de andre tilgange og diskussioner, idet det netop er regionens stigende tilgængelighed, der ligger som præmis for disse. Inden for klimatilgangen er der dog mange forskellige synsvinkler, der lægger vægt på så forskellige ting som potentialet inden for energi- og råstofudvinding (Halpern 2007), åbningen af nye sejlruter (Christensen 2009; Mendez 2010), risikoen for det unikke miljø og økosystemer i Arktis (Brown & McLeman 2009; Nilsson 2007; Penikett 2008) samt det tunge ansvar inden for overvågning og redning (Charron 2005; Kraska 2009). Side 15 af 184
Det andet område er den legalistiske tilgang, der fokuserer på udfordringerne forbundet med grænsedragning og suverænitet, og som primært forholder sig til de juridiske aspekter, der gør sig gældende i et tiltagende isfrit Arktis. Således findes der et rigt udvalg af tekster, der konkret vurderer Canadas og USA s disput om definitionen af Nordvestpassagens juridiske status (Charron 2005; Kraska 2009), og vurderinger af Ruslands territorialkrav (Jørgensen 2004; Trenin 2009). Langt det overvejende flertal af de tekster, vi har stiftet bekendtskab med, forholder sig positivt til de nuværende folkeretslige vilkår og konkluderer, at havretten er veldefineret og velafprøvet, og at der i det store hele ikke vil være så meget at rafle om med henblik på grænsedragning og territorietildelingen, når først juraen har talt (Dodds 2010; Østreng 2010; WOR 2010). De mere politiske anskuelser deler sig op i det, der kan betegnes som henholdsvis et soft power fokus og et hard power fokus. Sidstnævnte tilgang har fokus på de arktiske staters militære formåen og parathed, og afsenderen er i flere tilfælde nationale flåde- og forsvarsakademier (Holtsmark 2010; Titley 2010). Denne tilgang har også fokus på de enkelte staters intentioner, kapabiliteter og mulighed for at nyttemaksimere deres arktiske status (Morozov 2009; Rudd 2010). Flere af disse tekster lægger endvidere vægt på faren forbundet med dynamikken i sikkerhedsdilemmaet, mens andre slår en mere alarmistisk tone an og fokuserer på konfliktpotentialet i regionen (Kefferpütz 2009; Osica 2010). Inden for soft power tilgangen er der imidlertid lige så mange stemmer, som slår til lyd for øget samarbejde (Augustsson 2012; Byers 2010), betydningen af institutioner, organisationer og regimer i området (Mariussen 2000; Young 200;) samt vigtigheden af at inddrage oprindelige folk, miljøhensyn og de eksisterende samfund i vurderingen og udviklingen af regionen (Lindroth 2006). Et blik på litteraturen afslører også, at fokus på Arktis i geopolitiske termer og som region med regionale dynamikker og identitet er voksende (Huebert 2008; Sciullo 2008; Wegge 2010B), samt at interessen for denne region omfatter andre aktører end blot de arktiske kyststater. Således analyserer flere tekster Kinas og EU s interesser i Arktis (Breum 2011A; EU Parlamentet 2011; Grindheim 2009; Jakobson 2010; Offerdal 2010), og det fremgår ligeledes, at lande med interesser i Arktis såsom Island og Sverige også behandler emnet grundigt (Bergh & Oldberg 2011; Gudmundsson 2010; Hallsson 2010). Side 16 af 184
Endelig er der, hvad vi kunne definere som et femte fokusområde, fordi det indeholder elementer af de fire ovenfor behandlede tilgange. Dette er de mange bidrag, der har et nationalt fokus. Her markerer især Canada, Norge og Rusland sig, mens Danmark og USA får mindre opmærksomhed (Baker 2010; Jensen & Rottem 2010; Lackenbauer 2009; Macnab 2009; Matz-Lück 2009). Et eksempel herpå er, at Danmark tit nævnes som aktør qua Grønland uden at implikationen af dette forhold undersøges i dybden (Wignes 2009). Ligeledes findes der langt flere vurderinger af de fire øvrige arktiske kyststater, deres formåen og strategi end af Danmarks tilsvarende. Dette finder sandsynligvis sin forklaring dels i Danmarks relative lidenhed og dels i det faktum, at Danmark først for nylig har fået en Arktis-strategi, og at Danmark ikke lige som flere af de andre stater har tænketanke med fokus på den nordlige dimension eller deciderede polarinstitutter. Der har dog været danske forfattere, som har beskæftiget sig indgående med Arktis, herunder i særdeleshed Nikolaj Petersen, der har stået bag en lang række publikationer og bidrag til antologier og andet omhandlende Arktis. Også Hans Mouritzen, seniorforsker ved DIIS, beskæftiger sig med jævne mellemrum med Arktis-relaterede spørgsmål, men det er ikke hans hovedfokus. Ligeledes har også andre specialestuderende beskæftiget sig med Danmark og Arktis, og nævnes her skal Mikkel Stein Knudsen (2009), hvis analyse af udenrigspolitikken forståeligt ikke beskæftiger sig med tiden efter 2009, hvor Det grønlandske Selvstyre blev indført. På det seneste har der dog været flere eksempler på publikationer med fokus på Arktis herunder fra Center for Militære Studier (CMS) med Forsvaret i Arktis Suverænitet, Samarbejde og Sikkerhed (Rahbek-Clemmensen m.fl. 2012), Atlantsammenslutningens Sikkerhedspolitisk Info om Sikkerhedspolitik i Arktis en ligning med mange ubekendte (Wang 2012A), Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med Perspectives on Security in the Arctic Area (Rosamond 2011) og naturligvis Udenrigsministeriet med Kongeriget Danmarks Strategi for Arktis 2011-2020 (2011). Hertil kommer journalisten Martin Breums bog Når isen forsvinder (2011A), der fremstiller Danmark som en potentiel stormagt i Arktis, og som med udgangspunkt i Danmarks polare historie og videnskabelige ekspeditioner til det høje nord fremstiller Danmark som en særdeles aktiv arktisk aktør. Vi kan således anføre, at Danmark er vågnet op til dåd, hvad angår i hvert fald et videnskabeligt blik på den arktiske del af Rigsfællesskabet. Vi mener dog at se en stor relevans for supplerende Side 17 af 184
vinkler, når det kommer til Rigsfællesskabets rolle og indflydelse i Arktis. Især mener vi, at en analyse af udviklingen af dansk udenrigspolitik i forhold til Arktis i takt med det, at forholdet mellem Danmark og Grønland har ændret sig med Selvstyreloven af 2009, vil være et nyt og relevant aspekt at få belyst, ligesom et bidrag af mere komparativ karakter vil kunne medvirke til at forklare forskelle i Rigsfællesskabets og vores tætte nabo Norges tilgang til Arktis og derved undersøge de faktorer, der er afgørende i udformningen af Rigsfællesskabets arktiske udenrigspolitik. Side 18 af 184
2. Metode Med udgangspunkt i specialets afgræsning og vores litteraturreview vil vi i dette kapitel beskæftige os med den metode, vi anvender i besvarelsen af problemformuleringen. Dette vil ske med en præsentation af kildematerialet til rådighed og et uddybende argument for den nødvendige funktion, Norge udgør som studiets kontrolcase. Til sammenligning mellem Rigsfællesskabet og Norge vil vi konkret anvende den strukturerede-fokuserede sammenligning som præsenteret hos George og Bennett (2005) og supplere denne med deres kongruensmetode og process-tracing. Disse vil alle kort blive behandlet i dette kapitel, som desuden vil blive afrundet med en overvejelse af studiets metodiske udfordringer. 2.1. Kildemateriale Som det fremgik af litteraturreviewet, er der en gryende interesse for udenrigs- og sikkerhedspolitisk forhold vedrørende Rigsfællesskabet i Arktis, men udbuddet af nyere litteratur er på nuværende tidspunkt sparsomt. De præsenterede rapporter, videnskabelige artikler og populære værker om Arktis vil dog med deres varierende perspektiver udgøre en del af kildematerialet for dette empirisk drevne studium. Derudover har vi også haft adgang til en række offentligt tilgængelige regeringsdokumenter såsom nationale strategier, oplæg til disse, defence reviews o. lign. fra såvel Rigsfællesskabet som andre arktiske aktører. Som supplement til disse har vi gennemført to indledende interviews med embedsmænd henholdsvis i Udenrigsministeriet og på Grønlands Repræsentation, men lovet anonymitet til de interviewede personer. Udenrigsministeriet udleverede dog en række dokumenter forbundet med Arktis-strategiens tilblivelse, og hvor interviewene tjente det formål at skabe overblik over feltet Arktis med udgangspunkt i opfattelser og meninger hos de to sider i det dansk-grønlandske forhold, vil noget af det udleverede materiale finde direkte anvendelse. Dette udleverede materiale udgøres af strategiudkast til høring med følgebreve og vil indholdet taget i betragtning kunne udleveres gennem en almindelig aktindsigtssag 4. Grundet tidsperspektiverne for en sådan proces fravalgte vi denne mulighed til fordel for at få udleveret materialet mod en fuld anonymisering af personer i materialet. Interviewpersoner og det udleverede materiale fremgår af et særligt bilag, som efter 4 Det fremgår bl.a. af dokumenternes klassifikation, at de er uklassificerede. Side 19 af 184
aftale med interviewpersonerne og Københavns Universitet kun stilles til rådighed for eksaminator og censor. 2.2. Case og kontrolcase Når vi skal besvare problemformuleringen, vælger vi at gennemføre studiet som et casestudium. Der findes et ganske uoverskueligt antal definitioner af casestudiet afhængig af definitionen af en case og antallet af cases (Gearing 2009:17), og skulle vi sammenfatte dem alle, ville flere givetvis være gensidigt udelukkende. Vi er imidlertid enige med Yin (2009:19), når han opsamlende skriver, at [s]ingle- and multiple-case studies are in reality but two variants of case study designs, og vi tilslutter os George og Bennett, når de definerer en case som [ ] an instance of a class of events (2005:17). I forhold til vores studium af den arktiske udenrigspolitik har det flere konsekvenser, men inddragelsen af Norge som kontrolcase påvirker dog ikke det faktum, at Rigsfællesskabet med sin udenrigspolitik i Arktis i vores afgrænsede periode er vores case. Vores hovedfokus ligger på Kongeriget Danmark herunder særligt Danmark og Grønland, og Norge vil derfor ikke indtage en ligeså central placering i analysen. Følgelig har vi i forhold til kildematerialet da også fravalgt muligheden for at rette henvendelser til det norske Utenriksdepartamentet eller Sysselmanden på Svalbard i stil med vores kontakt til Udenrigsministeriet og Grønlands Repræsentation. Definition af vores case har derimod konkret betydning for Norges rolle som kontrolcase. I afgrænsningen forestillede vi Norges arktiske udenrigspolitik i perioden fra 2004 til 2011 som målestokken for Rigsfællesskabets aktivitetsniveau (jf. 1.3.3.) og skabte dermed variationen i den afhængige variabel. Hele studiet er altså baseret på vores indtryk af Rigsfællesskabets urealiserede udenrigspolitiske potentiale i Arktis, som i vores teoriapparat tilskrives en systemisk uafhængig variabel og en indenrigspolitisk medierende variabel. Norge indtager som kontrolcase derfor også en afgørende rolle i forhold til analysen af de enkelte variables betydning for den førte udenrigspolitik og altså aktivitetsniveauet. Side 20 af 184
2.2.1. Variable, variation og analyseenhed Lad os grave et spadestik dybere. Når rigsfællesskabets arktiske udenrigspolitik i perioden er vores case, er der med tre variable et rigt udfaldsrum ikke mindst taget i betragtning, at ingen af variablene uden videre lader sig reducere til dikotomier. Skulle vi således besvare problemformuleringen som et single casestudium, ville det være svært at vurdere betydningen af den enkelte variabel for aktivitetsniveauet i udenrigspolitikken. Der er selvfølgelig en temporal variation with-in case på tværs af perioden (Geering 2004:342-344), da vi allerede i indledningen har beskrevet systemiske og indenrigspolitiske forandringer fra 2004 til 2011, men dette ville forårsage, at periodens enkelte år ville blive vores analyseenhed. Dette mener vi ikke er hensigtsmæssigt, for det ville skabe et meget opbrudt billede af udenrigspolitikken, da vi ville være tvunget til at bruge 2004 som år nul og dermed lade udenrigspolitikkens aktivitetsniveau dette år være målestokken for aktivitetsniveauet i de følgende år. Med inddragelsen af den norske arktiske udenrigspolitik undgår vi at skabe et potentielt uhensigtsmæssigt omfattende antal N i analysen, men udelukker netop ikke at analysere periodens udvikling med staten som analyseenhed. Med inddragelsen af Norge som kontrolcase anvender vi derimod en klassiske logik om to ligninger med to ubekendte 5. Uagtet hvordan den systemiske uafhængige variabel og den indenrigspolitiske medierede variabel måtte variere, så kan vi ved at sammenholde de to landes variabelværdier vurdere effekten på aktivitetsniveauet i udenrigspolitikken. Vi kan således f.eks. afgøre, hvilken rolle Det grønlandske Selvstyre fik for den førte udenrigspolitik ved at sammenholde med Norges førte udenrigspolitik og udviklingen i denne. De metodiske problemstillinger forbundet med udvælgelsen af Norge som kontrolcase, vil vi behandle sidst i kapitlet. Selve analysen vil vi i forlængelse af specialets afgrænsning af den inddragede teori derfor opsplitte i tre delanalyser, som dækker hver sit variabelled under brug af en udfyldningsstrategi. Vi foretager således ikke blot to analyser dækkende hver stat, men analyserer derimod Rigsfællesskabet og Norge sideløbende med et fokus på deres respektive variabelværdier. I stedet for år nul har vi tilsvarende variabelværdier for Norge i hver delanalyse, og vi foretager endvidere en redegørelse 5 Det skal som sagt ses med forbeholdet, at variabelværdierne næppe lader sig reducere til dikotomier! Side 21 af 184
inden selve analysen for empirisk at konstatere, at Norge vitterligt havde et højere aktivitetsniveau end Rigsfællesskabet. 2.3. Et komparativt studium Vores overordnede kvalitative undersøgelsesdesign antager altså en komparativ karakter bl.a. fordi vi har fravalgt et omfattende antal N (Lijphart 1971:685-691), men vi tilslutter os som George og Bennett (2005:11), at den kvalitative og den kvantitative metode, hvad angår inferenslogikken i den hypotetisk-deduktive tilgang, i udgangspunktet er den samme (King m.fl. 1994:3-7). Det skal i øvrigt bemærkes, at selvom vi ikke anvender statistisk inferens, gør vi i analysen brug af deskriptiv statistik, hvilket altså på ingen måde er et brud med vores anlagte kvalitative metoder (Mahoney & Goertz 2006:245). Med denne forståelse i baghovedet vælger vi den strukturerede-fokuserede sammenligning til analysen af Rigsfællesskabet og Norges respektive arktiske udenrigspolitik og inddrager desuden kongruensmetoden og process-tracing. 2.3.1. Struktureret-fokuseret sammenligning I forhold til den komparative analyse vil vi altså anvende den strukturerede-fokuserede sammenligning (George & Bennett 2005:67-72). Med strukturerede menes, at vi systematisk beskæftiger os med de samme aspekter af begge stater, og med fokuserede menes, at vi kun kigger på visse teoretisk relevante aspekter af staterne (George & Bennett 2005:67). Konkret betyder det, at vi i teorikapitlet skal udlede en række hypoteser for hvert variabelled i forhold til vores case, og at vi vil beskæftige os med tilsvarende hypoteser for vores kontrolcase i de respektive delanalyser. Når vi derfor vil undersøge en række forhold for Rigsfællesskabet, som i henhold til teorien har indflydelse på udenrigspolitikken, vil vi kigge på de samme forhold for Norge for at identificere forskellen mellem staterne altså variationen med det forbehold, at Norge er en kontrolcase og derfor ikke vil blive behandlet ligeså dybdegående som Rigsfællesskabet. Baseret på en eksperimentlogik fra John Stuart Mill skulle dette være første skridt på vejen mod en falsifikation af variablenes hypotetiske indflydelse på aktivitetsniveauet i udenrigspolitikken (Van Evera 1997:56-58). Side 22 af 184
2.3.2. Kongruensmetoden Ét er dog at kunne identificere relevante forskelle mellem Danmark og Norge på en række værdier, men noget andet er at falsificere disse. Vi er derfor nødt til at inddrage kongruensmetoden, da netop denne metode er velegnet til at søge overensstemmelse mellem deducerede hypoteser og empiri i form af historiske data og fremstillinger (George & Bennett 2005:181-185). I forbindelse med de teoretiske hypoteser må vi derfor udlede en række forudsætninger, der skal til for skabe den pågældende variation i aktivitetsniveauet, og som følgelig skal være opfyldt for ikke at falsificere hypotesen. På baggrund af en operationalisering af disse hypoteser med deres forudsætninger vil vi altså kunne vurdere deres sammenfald kongruens med empirien (George & Bennett 2005:181-185; George & McKeowan 1985:29-31). Kongruensmetoden har den fordel, at vi kan vurdere kausale forhold, men modererer Mills eksperimentlogik (George & Bennett 2005:181-182), der i vores optik stiller for høje krav til bestemte variabelværdier på tværs af casene (George & Bennett 2005:151-160). Med denne metode fokuserer vi altså på betydningen af de strukturerede-fokuserede sammenligninger, og vi vurderer denne på baggrund af forholdene inden for den enkelte stat. Med George og Bennetts kongruensmetode kan det dog være svært at overskue omfanget af kongruens, hvorfor vi i operationaliseringen vil søge at systematisere den skematisk. 2.3.3. Process-tracing Som vi argumenterede for, da vi udlagde vores videnskabsteoretiske position, så adskiller vores politologiske speciale sig fra det historiske speciale i det afgørende fokus på de bagvedliggende strukturer. Vi inddrager derfor et omfattende teoriapparat i analysen af Rigsfællesskabets arktiske udenrigspolitik fra 2004 til 2011, netop for at undgå den utydelige kausalitet, der kan præge historiske forklaringer (Van Evera 1997:75). Vores komparative metodiske tilgang har derfor såvel et kontekstorienteret som et variabelorienteret præg i den forstand, at vi forholder os til casen Kongeriget Danmark i en kontekst af f.eks. den aktivistiske linje i udenrigspolitikken, men samtidig fokuserer på specifikke teoretiske variable rettet mod Arktis (Andersen & Burau 2007:257). Som en validering triangulerer vi derfor studiet med inddragelsen af process-tracing (George og Bennett 2005). Side 23 af 184
Process-tracing finder typisk anvendelse i komparative casestudier med især et kontekstorienteret præg, men også med et variabelorienteret præg (Andersen & Burau 2007:257), og antager mange former afhængig af til rådighed værende kildemateriale (George & Bennett 2005:210-212). Kernen i process-tracing er et forsøg på at kortlægge den historiske kausalproces i forklaringen på variation i effektvariablen. Sagt med andre ord så sandsynliggør vi vores analyse, hvis vi ikke blot konkluderer på baggrund af kongruens, men også narrativt kan afdække den kæde af hændelser, som har forårsaget det lave aktivitetsniveau i Rigsfællesskabets udenrigspolitik 6 (George & Bennett 2005:219,223-224). Vi anvender derfor process-tracing i analysen som modvægt til analysens opsplitning i variabelled ved at skabe et samlet billede af kausalmekanismen og betydningen af variablernes variation mellem Rigsfællesskabet og Norge. Mere specifikt vil vi anvende den form for process-tracing, som George og Bennett betegner som analytical explanation (2005:211). Denne afart af process-tracing [ ] converts a historical narrative into an analytical causal explanation couched in explicit theoretical forms (George & Bennett 2005:211), hvorved vi netop kan gennemføre analysen under forløbende inddragelse af ikke blot den teoretiske ramme i form af neoklassisk realisme, men også anden teori i henhold til udfyldningsstrategien, og derved anvende process-tracing til at underbygge forklaringsmodellens kausalitet som præsenteret tidligere. 2.4. Metodiske udfordringer Som afrunding på kapitlet vil vi kortfattet overveje metodiske udfordringer med afsæt i en klassisk trunkeringsproblematik og en overvejelse af studiets reliabilitet og validitet. 2.4.1. Trunkering En kritik, der kan fremføres af vores metode, er valget af kontrolcase, hvor vi i høj grad fokuserer på den afhængige variabel således tjener Norge jo som målestok. Denne udvælgelse kunne opfattes som en trunkering (King m.fl. 1994), hvilket skulle være et problem i forhold til vores opfattelse af den fælles inferenslogik i såvel kvalitative som kvantitative metoder. Det er imidlertid værd at huske på, at vi er både variabel- som kontekstorienterede, så vores teoriapparat vil givetvis 6 Dette er funderet i en baysiansk logik (George & Bennett 2005:219), som vi ikke vil berøre nærmere. Side 24 af 184
også kunne finde anvendelse i andre udenrigspolitiske analyser, men de udledte hypoteser sigter udelukkende imod Rigsfællesskabets arktiske udenrigspolitik. Det er altså ikke vores mål at generalisere til alverdens småstater eller alle de arktiske kyststater for den sags skyld. Vores formål er udelukkende at forklare det lave aktivitetsniveau i Kongeriget Danmarks arktiske udenrigspolitik fra 2004 til 2011, hvorfor trunkering ikke er et problem. 2.4.2. Reliabilitet og validitet En allestedsnærværende udfordring for politologiske studier knytter an til forholdet mellem reliabiliteten og validiteten. Med den strukturerede-fokuserede sammenligning tydeliggør vi, hvad vi kigger efter, hvilket styrker studiets reliabilitet, fordi det er tydeligere på hvilken baggrund, vi gør vores konklusion (Yin 2009:45). Havde vi valgt en tilgang, hvor vi skulle kode alt vores empiriske materiale som i grounded theory på baggrund af en kodningsmanual, ville studiet have været endnu lettere at gentage for andre med samme metoder, hvorfor reliabiliteten ville have været endnu større. Vi har dog fravalgt denne tilgang under hensyntagen til den konstrukte validitet (Yin 2009:41-42), da vi ikke mener, at antallet af et bestemt ord i f.eks. et strategiudkast er et validt mål for baggrunden for den førte udenrigspolitik i Arktis. Side 25 af 184
3. Teori Formålet med dette kapitel er at opbygge et teoriapparat omkring den neoklassiske realisme, som forklarer Rigsfællesskabets førte udenrigspolitik. Opbygningen vil tage udgangspunkt i en overvejelse af styrker og svagheder i den neoklassiske realisme, som fremstillet hos Rose (1998), og vi vil i forlængelse deraf argumentere for inddragelsen af yderligere teori for at kunne levere en tilstrækkelig forklaring af det lave aktivitetsniveau og efterprøve denne i analysen. Vi vil således benytte os af en udfyldningsstrategi for på den måde at afdække flere aspekter af specialets problemstilling ved at lade flere teoretiske tilgange supplere hinanden (Antonsen m.fl. 2000:47). Vi vil nedenfor fremføre hovedargumentet for de forskellige teorier, som vi supplerer den neoklassisk realistiske ramme med, men selve inddragelsen af yderligere teori vil ske fortløbende i kapitlet. Som præsenteret i det foregående metodekapitel vil vi opsplitte vores analyse i tre delanalyser dækkende systemet, indenrigspolitikken og udenrigspolitikken, hvorfor vi også vil følge denne tredeling i suppleringen med yderligere teori. I forhold til hver variabel vil vi altså inddrage relevant teori til analysen af udenrigspolitikken, og da vi har anlagt en hypotetisk-deduktiv tilgang til studiet, vil hver af disse udfyldninger blive afrundet med udledningen af en hypotese afspejlende vores forventninger til variabelværdien, som for Rigsfællesskabet førte til et lavt aktivitetsniveau i Arktis. Problemer forbundet med inddragelsen af yderligere teori vi vil behandle fortløbende i opbygningen af den teoretiske forklaringsmodel, og ligeledes vil kapitlet blive afrundet med nogle generelle overvejelser om styrker og udfordringer for vores teoriapparat. Det skal dog bemærkes, at vi i valget af suppleringsteori har udvalgt teori, der er kompatibel med hinanden uden større udfordringer. Således tilskriver Rose historien en stor betydning for indenrigspolitikkens mediering af det strukturelle pres, men er uklar omkring anarkiet i det internationale system og dets ophav (Rose 1998:154). Når vi i øvrigt inddrager strukturel realistisk teori som beskrivende den uafhængige variabel, synes det åbenlyst, at det afkræver os et særligt fokus på netop den uafhængige variabel. Vi er opmærksomme på, at dette kan give indtryk af et disproportioneret teoriafsnit, der favoriserer den uafhængige variabel på bekostning af den medierende og den afhængige variabel, men forsvarer den forfordeling af de to andre variable som en teoretisk betinget Side 26 af 184
nødvendighed uden at dette dog skal være ensbetydende med en større ekskurs i realismens historie. 3.1. Neoklassisk realisme Selvom neorealismen tilbyder en nyttig ramme for at forstå internationale dynamikker og magtforhold, så er neorealismens snævre fokus på strukturer og synet på stater som sorte bokse en væsentlig ulempe, idet det har vist sig at være en problematisk forsimpling, når den har været overført til samfundsvidenskaberne, der ikke i samme grad som kvantitative videnskaber såsom økonomi lader sig indpasse i logiske kriterier (Lobell m.fl. 2009:17). Et andet ofte fremført kritikpunkt er, at neorealisme ikke kan bruges til hverken at forudsige eller forklare staters adfærd og udenrigspolitik 7. Selveste neorealismens grundlægger Kenneth Waltz er dog åben for, at det kan være meningsfuldt at inddrage enhedsvariable under det systemiske niveau, hvis man ønsker at sige noget om staters udenrigspolitik eller sikkerhedspolitik. Siden har der været udviklinger med udgangspunkt i neorealismen, som har sigtet mod netop at gøre dette. Overordnet går disse nyere udviklinger af realismen under betegnelsen betinget realisme, idet de hævder, at man for at forklare, hvordan stater benytter deres handlerum og reagerer på systemisk pres, bliver nødt til at inddrage yderligere variable (Lobell m.fl. 2009:4). Således ønsker betingede realister både at sige noget om fællestræk og forskelle i staters handlen. Det strukturelle niveau og den objektive virkelighed fra neorealismen er imidlertid stadig centralt. Hovedargumentet er, at der findes enhedsvariable, som kan begrænse de strukturelle imperativer (Lobell m.fl. 2009:16). Således skal universel og betinget realisme ikke nødvendigvis stilles op som modsætninger, men nærmere betragtes som en videreudvikling. Hvor neorealismens ambition er at forklare et system og dets logik, i henhold til hvilket stater handler, så er neoklassisk realisme i højere grad udviklet med henblik på at kunne forklare staters udenrigspolitik uden af den grund at ofre den stringens, som neorealismen udmærker sig ved. Derved kommer neoklassisk realisme til at fungere både som en videreudvikling af realismen, men også som en brobygger mellem den klassiske realisme, der fokuserede på staters magtudøvelse i et anarkisk system, men som manglede en fælles strukturel 7 Det skal rimeligvis nævnes, at det heller aldrig var Waltz ambition. Side 27 af 184