1 Prædiken til palmesøndag 13. april kl. 10.00 i Engesvang. Musikgudstjeneste Palmesøndag 1. april kl. 10.00 3 dåb 176 Se hvor nu Jesus træder 57 Herre, fordi du (NT læsning) 192 Hil dig frelser og forsoner Håbstango Nadversalme: 217 min Jesus lad mit hjerte få 201 Det hellige kors Opfordrer kristentroen til ødselhed eller til nøjsomhed? Det spørgsmål åbnes der for i dagens fortælling om en kvinde, der - få dage før Jesu død kommer og hælder en mængdevildt kostbar olie ud over ham. Og netop kritiseres for ødselhed og fråseri. Den fine nardus olie kunne være solgt for en årsløn og givet til de fattige. Er kristendommen til ødselhed eller til nøjsomhed? Det ikke er sådan at blive klog på. På den ene side kender vi til kristne asketer, som har hengivet sig til Gud og givet afkald på alt det, mennesker ellers finder glæde og fornøjelse i, og fra Biblen og kirkeåret ved vi, at det at faste har
2 været en tyk tråd i en kristen, religiøs praksis. Og vi har mange fortællinger i Nt, hvor Jesus kritiserer stor rigdom. På den anden side har vi jo altså dagens historie om kvinden, der fråser i dyr olie. Og får ros for det af Jesus. Og vi har fortællinger fra Jesu mund om fest og fedekalve, der slagtes, og vi husker da, Jesus lavede var det ikke 600 l vand til vin ved brylluppet i Kana. Og der er jo også GT, hvor f.eks. profeten Esajas skriver om den dag, da Gud vil holde festmåltid på sit hellige bjerg uden smalle steder med marvfede retter og ædel, lagret vin. For slet ikke at tale om ordene om skaberværkets skønhed og overflod. Det er ikke nemt at blive klog på, om kristendommen opfordrer til ødselhed eller nøjsomhed. Og det er der en god grund til, nemlig den at i troen findes begge dele. Til hver sin tid og altid i en vurdering af situationen. Der er tid til nøjsomhed og tid til ødselhed, alting har sin tid. Man har uret, hvis man siger, at kristendommen maner til nøjsomhed og streng holden hus med det, man har, så man har noget at dele ud af. Men man har
3 ligeså meget uret, hvis man siger, at kristendommen er ødselhed og det bare gælder om at bruge løs af Guds gaver. Vorherre opfordrer os både til at være nøjsomme og til at være ødsle, men hver ting til sin tid. Fordi alting har sin tid. - Og fordi troen er både og. Det kristne univers begreber er som en snor, der er spændt ud mellem modsætninger og i dag altså ødselhed på den ene side og nøjsomhed på den anden. Den snor skal altid være stram, der skal trækkes lige meget i begge ender af den. Ellers bliver snoren slap og spændingen forsvinder. Hvis spændingen forsvinder, så bliver tingene fordrejede, forenklede, forsnævrede. Og det uanset om det gælder ødselhed og nøjsomhed eller det gælder begreber om, hvem Jesus er og hvem vi er. Kristendommens tænkning er både og. Altid to ting på samme tid, og vel at mærke to helt modsatte og uforenlige ting som Jesus, der både er Gud og menneske, og os, der på én og samme tid er
4 uperfekte og dog helt som vi skal være, og troens krav til os om at elsket ubetinget på den en side og tilsagnet om, at alt er gjort, vi skal ikke noget på den anden. Og hele tiden snoren, der er stramt spændt ud mellem de to modsætninger. Spændingen. Men fjerner man spændingen, mister man det hele, for så indsniger der sig en fladhed eller en todimensionalitet, som forråder evangeliet. Derfor er en kristen tydning af livet hverken nøjsom eller ødsel, den er begge del. De ligger i hver sin ende, en snor er spændt stramt ud mellem dem. Og snoren skal være spændt. Det er ikke hverken eller, men både og. Og den spænding er bydende nødvendig, hvis vi tager den væk, bliver kristendom til en art manualbaseret lovreligion og vore liv meget små. Men det meget påtrængende spørgsmål er så, hvordan man kan vide, hvornår det er tid til nøjsomhed og hvornår det er tid til ødselhed? For man kan jo ikke være både nøjsom og ødsel på én gang. Hvornår ved man, om det er tid for det ene eller det andet?
5 Det ved man heller ikke med sikkerhed. Der er ikke andet svar, end at vi så godt vi forstår det, må prøve at manøvre i det ved hele tiden at spørge os selv, hvordan det tjener Gud og næsten og dernæst, om det gør livet større eller mindre og om det sker på nogens bekostning. For det, der sker på nogens bekostning, bør altid give én betænkeligheder. Dagens beretning om kvinden der kommer og hælder dyr olie ud over Jesus og på én gang salver ham til konge, som man kendte fra den jødiske historie og salver ham til begravelse, er en beretning om, at nogen gange er det tid til ødselhed. Uden at det betyder, at man må glemme de fattige. Nogen gange er det tid til ødselshed. Jo, også fordi Guds selv er ødsel med alt godt og ikke særlig nøjeregnende eller smålig med nogen ting, mindst af alt med sin kærlighed. Nogle gange er det tid til ødselhed. Som f.eks. her om foråret, hvor det er Gud, der er ødsel. Det er jo ikke nødvendigt med alle de forårsblomster og påskeliljerne, dem kunne man nu godt have sparet, det er ikke nødvendigt med så megen
6 fuglesang, man kunne klare sig med mindre, det er ikke nødvendigt med alt det hvide lys, der svæver over jorden og heller ikke med stjernerne der skinner så klart, når mørket falder på, ja det er overhovedet ikke nødvendigt med så mange stjerne, vi bruger dem jo alligevel ikke til noget - Nej, det er ikke nødvendigt Men nogle gange er det tid til ødselshed, for også den er ét af Gudsriget tegn, det at ting umiddelbart ikke tjener et formål, men blot giver glæde. Og fylder huset med liflig lugt. Som den dag, kvinden hældte dyr olie over Jesus, så han på én gang blev salvet til konge og til sin begravelse.