En introduktion til filmanalyse det digitale perspektiv I dette materiale gives en introduktion til hvordan man kan analysere de film som i dag formidles på digitale medieplatforme som Vimeo og YouTube. Der tages udgangspunkt i den analysemodel til traditionelle spillefilm som er blevet udviklet af AVU- medier og herudfra beskrives de ændringer som karakteriserer de digitale film, og hvordan man kan beskrive dem med de filmanalytiske værktøjer. Målgruppe: Lærere ved folkeskoler og ungdomsuddannelser Fag: Dansk, Mediefag, Filmkundskab Den filmanalytiske metode: samspillet mellem story, plot og stil I vores filmanalytiske model betegner begrebet story en fortællings kronologiske råmateriale, den historie som vi udleder af de begivenheder, som vi præsenteres for på lærredet (hvilket betegnes plot). Story er altså begivenhederne i den rækkefølge, de reelt har udspillet sig, mens plot er organiseringen af begivenhederne i en fortælling (og her kan der være både tidsoverspring, flashbacks og andre former for tidslig manipulation). Plottet er altså det vi direkte bliver præsenteret for af fortællingen (ex. Mads Andersen Skjern der ankommer til Korsbæk i tv- serien Matador), og plot præsenterer også elementer fra fortælleplan: underlægningsmusik, fortællerstemme, mellemtekster med tegninger etc. som kan være med til at give os informationer om fortællingen. Vi udleder så hele den kronologiske fortælling (story) på baggrund heraf og mange af disse elementer vil selvfølgelig kun eksistere i vores fantasi. Intet plot præsenterer alle story- elementer: En prinsesse fødes og i næste scene er hun 25 år gammel. Og herved antyder fortællingen umiddelbart, at der ikke er sket noget betydningsfuldt i disse år bortset fra at hun er blevet voksen. Og dette kan også bruges til at manipulere vores fantasi: Filmen Supersize me (2004) viser hvad der sker med en person når man lever af McDonalds mad i en
måned og i en scene ser vi konsekvenserne af at instruktøren spiser en supersize quarter pounder - med det resultat at han brækker sig ud af vinduet! Supersize me (Morgan Spurlock, 2004). Men vi ser det faktisk ikke, vi ser en redigeret sekvens hvor en person tager et par mundfulde af en burger og gumler lidt og derefter brækker sig. Hele indtagelsen af måltidet, som må formodes at tage mindst 20 minutter, er klippet ud af sekvensen og lever kun i vores fantasi. Vi formoder at prinsessen vokser op på slottet Fortællerstemme fortæller at prinsessen har en lykkelig barndom Vi ser prinsesse blive født og vi ser hende som 25- årig Illustration 1. Story og plot
Illustration 2: Eksempel på forholdet mellem plot og story i filmen En kongelig affære: Vi starter med at se dronningen skrive et brev i 1775 og herefter klippes tilbage til 1766 hvor hovedhandlingen tager sit afsæt. Resten af filmen er en kronologisk beskrivelse af forholdet mellem Struense og dronningen.. Se analyse af filmen på fagportalen.avumedier.dk Øvelse: At kunne skelne mellem plot og story er grundlæggende i den analytiske tilgang til filmfiktion og et grundlæggende værktøj der forklarer os hvordan film er skruet sammen. En øvelse i denne sammenhæng kan være at lade elever udfylde et skema over filmens (ofte ukronologiske) plotelementer og herefter ved siden af beskrive story (historien) i sin kronologi. Plot Segment 1 (det kunne være slutningen på filmen) Story Segment 2 Segment 3 Segment 4 Segment x Fortællingen i sin kronologiske helhed Illustration 3: Model over plot og story
Formen Når vi yderligere skal beskrive hvordan plottet konstrueres kan vi med fordel anvende narrative modeller fx berettermodellen. Formanalysen beskriver forholdet mellem filmens enkelte dele, hvilket også benævnes dramaturgi. Det der fokuseres på her er hvordan fortællingen udfolder sig (er filmen kronologisk, er afsnittene tæt forbundne, er filmen overvejende episk eller dramatisk etc.). I analysen af filmens afsnit skelner vi mellem følgende elementer: Den mindste enhed, man arbejder med i filmanalysen, kaldes en indstilling, det der befinder sig mellem to klip. De forskellige indstillinger kombineres til en sammenhængende handling, en såkaldt scene, der bevarer tiden og rummets enhed. Den filmiske scene er altså kendetegnet ved, at den foregår på samme tid og sted. Flere scener udgør en sekvens der er en række scener der bevarer handlingens enhed, altså har en handlingsmæssig sammenhæng. Når man skal begynde analysen af en film, er det bedst først at skabe sig et overblik. Rent praktisk ser man filmen igennem et par gange og tager notater med henblik på i første omgang at registrere filmens generelle mønster: dens gentagelser og de eventuelle brud på dette mønster, der måtte forekomme. Specifikt i forhold til den narrative struktur drejer det sig om at kortlægge hvordan scenerne hænger sammen, dvs. hvordan fortælleelementer og indhold skaber fremdrift. Det dramaturgiske forløb bliver således mere virkningsfuldt og velkomponeret, når det rummer flere såkaldte set up- og pay off- elementer. En replik, en rekvisit eller måske en hel scene tidligt i filmen kan vise sig senere at få stor betydning, når den vender tilbage. Et set up kan virke som et varsel, men ofte er det sådan, at man først i et pay off bliver opmærksom på, at der har været et set up. Et af de grundlæggende analytiske elementer handler om at beskrive sammenhængen og motivationen mellem filmens enkelte afsnit og i denne sammenhæng skelner man mellem en løs og en stram komposition. Den stramt komponerede film består af afsnit der stort set alle er relevante for intrigen, dvs. er kompositionelt motiverede og hvor hver scene leder hen til den næste. Det er
således meget typisk for den stramt komponerede film, især actionfilm, at intet præsenteres i plottet som ikke har betydning for handlingen. Når vi eksempelvis meget nøje ser vores helt McClane tage sko og strømper af i indledningen til Die Hard er det ikke fordi instruktøren vil berolige os med at helten nu har luft til fødderne. Det er derimod for at introducere endnu en forhindring for vores helt, der selvfølgelig senere i filmen kommer til at vade rundt i glasskår. Den løst komponerede film er derimod karakteriseret ved at de enkelte afsnit ofte ikke er forbundne med hinanden, der er ofte tidsoverspring og de enkelte afsnit fungerer som miljø- eller persontegning eller har en mere symbolsk/tematisk karakter. Dette er i litteraturen karakteristisk for fx udviklingsromanen og i filmkunsten ser vi det i værker der episk skildrer rejser eller livsforløb som fx Udvandrerne (Troell, 1971) og Citizen Kane (Welles). Modeller og skabeloner i beskrivelsen af dramaturgien De teorier vi bruger til at beskrive fortællinger med, udspringer for størstedelen af den strukturalistiske narratologi og afledte modeller: aktantmodellen, plot point- modellen, berettermodellen m.fl., hvor især berettermodellen er blevet et grundlæggende værktøj i filmanalysen. Fortællingens forløb Moderne dramateori betoner at fortællingens kerne er en konflikt eller et brud på en grundlæggende harmoni og der er i de sidste 100 år udviklet en lang række modeller der opstiller kompositionsforløb for dramaet med udgangspunkt i denne tese med grundlæggende elementer som indledning stigning højdepunkt fald eller vendepunkt katastrofe (eller klimaks). Berettermodellen strukturerer eksempelvis netop fortællingen i en række forskellige faser funderet omkring hovedkonflikten:
1. Anslag værkets tema anslås (appetitvækker) 2. Præsentation af personer og intrige (kerneoplysninger) 3. Uddybning konflikt og tema foldes ud (nuancer) 4. Point of no return vendepunkt for hovedperson her er ingen vej tilbage 5. Konfliktoptrapning konflikten intensiveres 6. Klimaks - det afgørende slag (højdepunkt) 7. Udtoning - en ny orden etableres, eller den gamle orden genoprettes (forløsning og eftertanke) Illustration 4: Berettermodellen. Modellen kan anvendes som udgangspunkt for diskussion af hvordan en film opbygger spænding. Modellen er blevet brugt til at beskrive og producere stort set alle narrative kulturfænomener fra sæbereklamer til valgkampagner. Det er imidlertid også dens svaghed: den er af naturlige årsager generaliserende og fokuserer på veldefinerede, unuancerede personer og deres konflikter i et fremadskridende forløb. Modellens dramaturgiske dogmatik er da også i filmkulturen blevet udfordret af bl.a. Robert Altman, Coen- brødrene og Quentin Tarantino.
Brud på den klassiske fortælling Den klassiske fiktionsfilm præsenterer tilskueren for en lukket og logisk forbundet fortælling skabt omkring en bærende og målrettet karakter og formidlet gennem stilen (gennem fx fortællende klipning, kamerabevægelser, voice over etc.) som gør det let for at få mening ud af det hele. Den klassiske filmform som vi her har beskrevet karakteriserer de klassiske filmgenrer (westerns, action, komedier m.v.), men der findes også filmgenrer der bryder med fortælleformen. Fx er mere kunstnerisk orienterede film af von Trier karakteriseret ved ikke at fokusere så meget på en hovedpersons projekt, men mere på hans udvikling, eller rejsen hen til målet. Det væsentlige her er måske ikke så meget den stringente handling, men samspillet mellem stilen og så de mere abstrakte temaer som filmen skildrer. Og problemerne er ofte af en eksistentiel karakter hvor et hurtigt kys eller en bilbombe ikke løser konflikten, Men måske netop fordi vi ikke får serveret løsninger kan filmene danne stof til eftertanke. Stilen har også betydning Historien konstrueres ikke alene på baggrund af filmens plot, men også gennem dens stil: filmens mønstre i brug af fx kamera og klipning. Stilen er det som tidligere ofte blev benævnt æstetik og som eksempel på typiske stiltræk kan nævnes Orson Welles berømte brug af frøperspektiv i Citizen Kane (1940) der er med til at underbygge filmens beskrivelse af hovedpersonen som et magtsygt menneske.
Illustration 5: Et sigende nærbillede: Nærbilleder bruges ofte i filmen The Revenant til at skabe identifikation med hovedpersonens lidelser og til sidst i filmen får vi et nærbillede af hovedpersonen der (måske?) bryder med den fjerde væg og kigger direkte ud på os. Øvelse: Samspillet mellem stil og handling er det helt afgørende element i det filmanalytiske arbejde, og det er en god idé at øve elevernes iagttagelsesevne og analytiske sans for stilen ved at bede dem beskrive udvalgte stilelementer i kortere filmsekvenser, fx brugen af musik i en gyser eller brugen af nærbilleder i et melodrama De filmiske virkemidler stilen bidrager i lige så høj grad som plottet til at bære handlingen frem. De filmiske virkemidler bestemmer den tekniske fremstilling af handlingsforløbet gennem kameravinkler, kameraføring, lyssætning, klipning, lyd og teknisk postproduktion. Det er en god tommelfingerregel i stilanalysen at forestille sig hvordan værket kunne være fortalt alternativt og herved fokusere på de stilistiske valg. Er filmen holdt i meget nære, sort- hvide billeder, kan man således spørge til effekten af at samme historie var blevet fremstillet ved hjælp af farverige, totale indstillinger.
Lyd Lyd er en vigtig del af filmfortællingen og har faktisk været det siden stumfilmens æra. Stumfilmen var således oftest akkompagneret af musik og lydeffekter, der allerede her spillede en afgørende rolle for spændingsopbygning. Ligeledes spiller lyden en vigtig rolle som kontinuitetsskabende element, idet krydsklip og klip inden for samme handlingsrum oftest gengives som én sammenhængende lydsekvens med enslydende atmosfære og nærhed i dialogniveau, mens skift i rum eller tid i fortællingen traditionelt understøttes med lydbroer. Endelig er lyd realistisk motiveret, dvs. er med til at gøre billederne autentiske og levende og fraværet af lyd kan således være med til at betone fraværet af virkelighed - som i Mission Impossible 3 (Abrams, 2006) hvor Ethans bevægelse over i dødsriget markeres gennem fravær af lyd. Øvelse: Lad eleverne se en gyserfilm uden lyd. Dette medvirker til at gøre eleven bevidst om lydens og musikkens betydning. Klipning og montage Indstillingen er stadig filmens mindsteenhed, og et klip betegner en sammenføjning af to indstillinger. Vi taler i den mest rendyrkede form om et rent klip, men klip kan også markeres via forskellige overgange (fades, overtoninger etc.). Vi skelner mellem 4 forskellige former for relationer mellem indstillinger i klipning: grafiske relationer, rytmiske relationer, rumlige relationer og tidslige relationer. Grafiske og rumlige relationer har at gøre med billedet, mens tidslige og rytmiske relationer omhandler tiden. Øvelse: Udvælg en sekvens på ca. 5 minutter fra en kendt action film (fx Indiana Jones) og lad eleverne forsøge at tælle klip. De fleste vil blive forbavset over at en tilsyneladende let forståelig dramatisk scene på 5 minutter kan indeholde over 100 klip.
Mise- en- scene (iscenesættelse) Mise- en- scene betegner iscenesættelsen af alt det, der sker inden for indstillingen dvs. kostumer, make- up, lyssætning, skuespilvalg/casting, kulisser og omgivelser m.m. Mise- en- scene omhandler med andre ord, det vi kan se i billedet (bortset fra computergeneret materiale), og er et vigtigt begreb for eleverne, da det betoner at alt hvad der indgår inden for billedrammen er udtryk for et velovervejet valg. Øvelse: Udvælg en åbningssekvens fra en kendt film og giv en detaljeret beskrivelse af billedet (farver, komposition, personer). Det er en opmærksomhedskrævende øvelse, hvorfor det vil være en fordel at kunne fryse billederne i undervisningssituationen. Igen kan det være nyttigt at tage afsæt i en åbningssekvens, dels fordi disse ofte kondenserer handling, stil, tema og især personbeskrivelse, men også fordi disse ikke kræver at eleven har set hele filmen. Fotografering og kamera Valg af beskæring (det billedudsnit som indstillingen viser fra super- total til ultra- nær) er en slags grammatik, der kan sammenlignes med vores dagligdags interpersonelle relationer, dvs. de konventioner der findes for, hvor tæt vi tillader andre mennesker at komme. Nærbilledet er således forbundet til ntimt kendskab og samvær, halvnær svarer fx til relationen mellem en handlende og butiksassistenten, mens totalbillede svarer til afstanden mellem mennesker som ønsker at forblive fremmede for hinanden. I filmanalysen kan det således være nyttigt at skelne mellem intim, personlig, social og offentlig distance i forhold til kameraet udsnit. Fotografering indebærer også valg af vinkel og perspektiv, fx fugleperspektiv og frøperspektiv, og de betydninger der ligger heri er velkendte. Et fugleperspektiv på en person vil ofte få personen til at virke ubetydelig, mens frøperspektiv ofte vil få personer til at virke magtfulde. Et af de mest karakteristiske elementer ved film og billeder er selvfølgelig at man kan observere fænomener i bevægelse men fra et æstetisk synspunkt er
det i lige så høj grad betydningsfuldt at billedrammen kan bevæge sig. Hermed bringes et virkemiddel i spil som adskiller sig fra både maleri, teater og foto og som slet ikke har sin analogi i litteraturen. Kameraet bevæger sig bl.a. i form af panorering (horisontalt), tilt (vertikalt) og tracking/travelling (kørsel). Kamerabevægelsen kan have flere funktioner på samme tid, og det kan analytisk være et ganske komplekst område at beskrive dette element. Hvad med film på digitale medier? Ovenstående model for analyse af film er udviklet med udgangspunkt i traditionelle spillefilm som er skabt til sening i tv eller i biografen men vi oplever i stigende omfang at film nu ses på digitale platorme som YouTube og Vimeo. Det betyder at vores oplevelse og brug af filmen ændres fordi vi simpelthen har en anden adfærd foran skærmen end i biografen. Skærmoplevelse på computer er mindre forførende end hvad vi oplever i biografen og foran et stort tv og vi kan hele tiden spole, klikke og interagere med filmen. Vi ser derfor ofte disse film på en lidt mere adspredt måde og man kan også opleve at film målrettet nettet er kortere om mere bygge på små highlights end på en længere dramatisk udvikling. Illustration 6: Vimeo- filmen Slash in the box (Nick Everhart 2011) er en traditionel slasher/gyserfilm fortalt på under 10 minutter og den kan bruges som udgangspunkt for at beskrive hvordan det er muligt at lave traditionelle genrefilm med alle genreelementer for den digitale generation.
I filmanalysen kan man med fordel tage udgangspunkt i små YouTube film: hurtige småklip selfies, skjult kamera og minihistorie, ofte rent følelsesmæssige film uden fortælling. Man kan inddrage disse film og for at belyse hvordan de nye film på nettet adskiller sig fra den kendte fortællende film vi kender fra film og tv. I en film som First Kiss af Tatia Plieva ser vi små klip af 20 par som er hentet ind fra gaden og skal kysse hinanden for første gang. Og filmen Her Morning Elegance af Oren Lavie bygger kun på små effekter: filmen anvender en meget populær teknik I YouTube film, stop motion, en teknik, hvor man animerer dukker (eller andre ting). Teknikken fungerer ved at der tages et billede, objektet flyttes og der tages endnu et billede, objektet flyttes og der tages endnu et billede etc. Til sidst samles billederne i et program. Illustration 7: Ny filmkunst fra YouTube; First Kiss af Tatia Plieva: 20 par er hentet ind fra gaden og skal kysse hinanden for første gang.
Illustration 8: Ny filmkunst på YouTube: Her Morning Elegance af Oren Lavie anvender en meget populær teknik i YouTube film; stop motion, en teknik, hvor man animerer dukker (eller andre ting) at Teknikken fungerer ved at der tages et billede, objektet flyttes og der tages endnu et billede, objektet flyttes og der tages endnu et billede etc. Til sidst samles billederne i et program. Øvelse: For at inddrage produktion i undervisningen kan du lade eleverne selv producer deres egen lille stop motion- film hvilket kun kræver en mobiltelefon med kamera og et filmprogram som fx imovie (på Mac). Brud i spillefilm inspiration fra det digitale Stilen i de små fragmenterede værker præger også de traditionelle spillefilm hvor vi ofte oplever at bade fortælling og stil er inspireret af det digitale. I den traditionelle spillefilm er det ofte plottet, der er dominerende og bestemmer stilen og stilen er ofte usynlig. Fx bruges musikken i gyserfilm ofte til at underbygge dramatiske sekvenser. Omvendt er den computer- inspirerede stil i Lola Rennt (Tom Tykwer, 1998) ikke direkte knyttet til handlingen, men tjener nok mere til at markere filmens inspiration fra computerspillet og på den måde tiltrække et yngre publikum. Desuden bryder Lola Rennt og fx også Peter Howitts Sliding Doors (1998) med den traditionelle måde at opbygge en
handling i høj grad inspireret af det digitale og ikke mindst computerspil. Dette sker ved at filmene skildrer en hovedpersons skæbneforløb i flere forskellige versioner. I Lola Rennt får Lola mulighed for at gennemløbe det samme handlingsforløb med forskellige variationer, som man kender det fra computerspil, mens der i Sliding Doors gives to muligheder: enten når Helen toget, eller også når hun det ikke, og hendes handlinger har afgørende betydning for forløbet. I den ene historie fører tilfældigheder samt de valg, hun træffer, til at hun dør, i den anden at hun overlever. I begge film udfordres tilskueren i forhold til konstruktionen af en sammenhængende story, fordi der gives flere muligheder men det fører også til overvejelser omkring, hvilken storyline man skal vælge. Når man analyserer sådanne alternative fortællinger må vi naturligvis tage hensyn til at vi ikke på samme måde kan anvende de skabeloner, som vi ellers har beskrevet, fx berettermodellem. I film med flere personer er filmen således sjældent fokuseret på én persons mål, og handlingen og temaet udvikles ofte omkring samspillet mellem personerne. Berettermodellen er her en noget stivbenet og langsommelig model, i forhold til fortælleformer som har udviklet sig i kølvandet på digitaliseringen af filmkulturen. Man kan her med fordel anvende lidt hurtigere fortællemodeller, fx hvor den langsommelige præsentation og opbygning nedtones, fx Plot- point- modellen.
Illustration 9: I plotpoint- modellen er værket delt i tre akter, hvor 1. og 2. akt kulminerer i plot points (forskellen på plot- point modellen og berettermodellen er altså at plot- point modellen indeholder to vendepunkter) og hvor hver enkelt akt består af en start, et mellemstykke og en slutning. 1. akt Ekspositionen: præsenterer personer, deres forhold og konflikter, miljøer og fremdriftsmidler. Ikke i berettermodellens stramme form, men mere som en grød af en række scener, der så koger op til en kulmination i 1. plot point: Alle vigtige komponenter er lagt frem, konflikten er åbenlys, kaos truer, hvis ikke hovedpersonen skrider til handling. 2. akt Konfrontationen: hovedpersonerne handler videre ud fra de konflikter, der blev fremlagt i 1. akt. Konfrontationerne fører frem til 2. plot point, hvor det hele koger over. Her er filmens egentlige højdepunkt, der skal føre over i... 3. akt Udfaldet: hvor der drages konsekvenser af plot point 2, og hvor de oprindelige konflikter fra 1. akt løses eller afvikles, så en ny orden kan etableres. Inddrag digitale og sociale medier når du analyserer film Inddragelse af sociale medier i selve analysen og filmvisningen kan ske ved fx ved at lade eleverne chatte med læreren på en social platform og spørge til handling eller andet - og på denne måde skabe motivation og dialog.