KRISEN I ASIEN - ÅRSAGER OG KONSEKVENSER

Side 1 MS formål er at fremme mellemfolkelig forståelse og solidaritet for gennem et samarbejde over nationale og kulturelle grænser at bidrage til en bæredygtig global udvikling og en retfærdig fordeling af jordens rigdomme. Debat & Baggrund papirerne er udspil til debat med henblik på senere at udforme en egentlig MS politik på området. Kommentarer er meget velkomne. KRISEN I ASIEN - ÅRSAGER OG KONSEKVENSER Det mener MS Omfanget af krisen i Asien skyldes i høj grad spekulation, selvforstærkende mekanismer og kædereaktioner. Krisen har udstillet hvor utilstrækkelig laissez-faire økonomien er og hvor nødvendigt det er med globale reguleringer og aktive politikker i de enkelte lande. Dertil kommer at de internationale institutioner, særligt Den Internationale Valutafond (IMF), begik en række alvorlige fejl i forløbet. På den baggrund er der brug for: Bedre kontrol med det internationale finanssystem, bedre overvågning af de internationale kapitalstrømme og det nationale finanssystem, og større gennemsigtighed i den nationale økonomiske politik og i de internationale institutioner. Fælles spilleregler for international banker og investeringsselskaber, der kan synliggøre og dæmme op for de mest groteske spekulationer. Begrænsninger på de kortsigtede investeringer. På kort sigt skal det enkelte land have langt friere hænder til at indføre restriktioner på og kontrol med kortsigtede kapitaloverførsler. På længere sigt skal der internationalt indføres en Tobin skat, der kan dæmpe svingningerne og give et internationalt provenu, der skulle bruges til at finansiere det internationale udviklingssamarbejde. Reformer i de internationale institutioner, særligt IMF, der kan sikre langt større åbenhed og demokratisk forankring samt at bæredygtig udvikling, social retfærdighed og miljøbeskyttelse bliver de centrale målsætninger. Krav til fattigdomsbekæmpelse og overholdelse af menneskerettigheder bør være centrale i håndteringen af økonomiske kriser. Langt bedre koordinering og koherens i de rige lande imellem den kortsigtede stabiliseringspolitik, der anbefales i IMF, og den langsigtede udviklingspolitik. Det gælder også i Danmark mellem bl.a. Udenrigsministeriet og Økonomiministeriet. At der etableres mekanismer, der sikrer at de fattigste ulande kompenseres for de tab de oplever under internationale økonomiske kriser, særligt gennem faldende råvarepriser. At der indkaldes til en ny Bretton Woods konference, der, med denne dagsorden, bør indlede det nye årtusinde og forme de globale økonomiske institutioner i det næste århundrede. Krisens forløb De første krisetegn viste sig i starten af 1997. Den 23 januar gik et af de førende sydkoreanske konglomerater (Hanbo Steel) konkurs med en gæld på cirka seks milliarder dollar. Kort efter fulgte endnu et sydkoreansk kæmpefirma, Sammi Steel. Langsomt begyndte tilliden til det asiatiske eventyr at falde. Kurserne på thailandske baht og filippinske peso kom under pres. 3. juli 1997 tog krisen for alvor fart, da Thailand måtte opgive at forsvare kursen på landets valuta. Valutareserverne var stort set brugt op, og resultatet blev at kursen raslede ned med omkring 20 procent i løbet af ganske kort tid. Det gav dønninger til Filippinerne, Indonesien og Malaysia. Disse lande havde også

Side 2 forsøgt at holde en fast kurs overfor dollar eller overfor en kurv af valutaer med dollar som den toneangivende. Malaysia gav op den 14. juli. Kort efter fulgte Filippinerne. Indonesien bøjede sig den 14. august. Krisen bredte sig også hurtigt til de mere velstillede asiatiske lande Hong Kong, Sydkorea og Singapore. Singapore måtte devaluere den 17. juli. Verdens 11. største økonomi, Sydkorea, gav op den 17. november. Samlet set dykkede kurserne i de fleste lande med 30-40 procent, og i Indonesien med ikke mindre end 70 procent. Samtidig strømmede kapitalen ud. Hvor de nye økonomier i Asien modtog en årlig kapitaltilstrømning i 1996 og starten af 1997 på godt 100 milliarder US$, strømmede pengene ud i anden halvdel af 1997 (se tabel 1). Tabel 1. Kapitalstrømme til Asien, faktisk og estimeret (nettotal, milliarder US$) 1994 1995 1996 1997 1998 1999 Private kapital 63.1 91.8 102.2 38.5 1.5 58.8 strømme - Direkte 43.3 49.7 58.5 55.4 40.6 43.7 investeringer - Portefolio 11.3 10.8 10.2-2.2-7.0 5.3 investeringer Andre 8.3 31.3 33.5-14.7-32.1 9.8 investeringer Officielle 6.2 5.1 9.3 17.7 24.7 7.0 overførsler Kilde: IMF, 1998a. Krisen ramte derefter landenes virksomheder og økonomier med fuld styrke. Aktiekurserne raslede ned, og virksomhederne fik svært ved at klare sig. I november 1997 blev seks indonesiske banker lukket, og Japans fjerde-største børsmæglerfirma Yamaichi Securities krakkede. Måneden efter lukkede den thailandske regering 56 finansielle virksomheder. Som ringe i vandet bredte krisen sig ud i landene. I dag er millioner af mennesker kastet ud i fattigdommen, og antallet vokser fortsat. Værst ser det ud i Indonesien, hvor hver femte arbejdsplads er forsvundet og mellem fire og fem millioner mennesker kastet ud i arbejdsløsheden. Den officielle arbejdsløshedsprocent er tredoblet på et år og ligger nu på 15 procent (se tabel 2). I Thailand er arbejdsløsheden også næsten tredoblet, og selv i Sydkorea er arbejdsløsheden steget, fra 2.3 procent til 8.4 procent indenfor et år. Endnu værre ser fattigdommen ud. Ifølge den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) er de seneste tyve års fattigdomsbekæmpelse gået tabt. I Thailand var det lykkedes at nedbringe andelen af fattige fra 39 procent i slutningen af 1960erne til 13 procent i 1992. I dag efter krisen er 28 procent af befolkningen igen faldet under fattigdomsgrænsen. Tabel 2. Stigningen i arbejdsløshed (i procent) Før krisen Seneste opgørelse Indonesien 4,9 (Aug. '97) 15,0* Thailand 2,2 (Feb. '97) 6,0* Sydkorea 2,3 (Okt. '97) 8,4 (Sept. '98) Malaysia 2,6 (Dec. '97) 5,2* Hong Kong 2,4 (Dec. '97) 5,0 (3. kvartal '98) Singapore 1,8 (Dec. '97) 4,5 (Sept. '98) * Estimat. Kilde: ILO, 1998. I Indonesien var andelen af fattige faldet fra 57 procent i 1970 til 15 procent i 1990. Efter krisen skønnes omkring 20 procent af befolkningen, svarende til 40 millioner mennesker, at leve i direkte fattigdom. Andre skøn siger, at op mod halvdelen af befolkningen ikke har råd til at dække deres basale behov. I Sydkorea var det kun fire procent af befolkningen, der levede under fattigdomsgrænsen i 1984. I dag er det tal steget til 12 procent (ILO, 1998; Griffith-Jones, 1998). I alle lande er der ingen eller meget svage sociale sikkerhedsnet, og de hjælpeprogrammer der er sat i gang skønnes at være utilstrækkelige. Social uro og konflikter er fuldt i kølvandet på krisen i en række af landene. Krisen har således haft meget store økonomiske virkninger, og dens udvikling er blevet sammenlignet med det kaosteoretikere kalder sommerfugle-effekten : En sommerfugl, der vippede med vingerne i Sydkorea (konkurserne) eller i USA (rentestigningen), udløste en sand økonomisk flodbølge. I den sammenligning var de økonomiske kriser i Mexico og Argentina kun mindre krusninger på verdensøkonomiens vandspejl.

Side 3 Væksten i verdensøkonomien skønens at være næsten halveret i 1998 i forhold til 1997 - fra 3.2 til 1.8 procent. De berørte asiatiske økonomier forventes at få markant negativ vækst i 1998. I Indonesien forventes produktionen at falde med ikke mindre end 12-15 procent og i Sydkorea og Thailand med 5-8 procent (ifølge UNCTAD/IMF). De fattigste ulande rammes også hårdt. En betragtelig del af den internationale økonomiske krise overføres til de fattigste ulande gennem faldende råvarepriser. Prisen på olie faldt med omkring 25 procent i 1998 og prisen på andre råvarer med omkring 15 procent. Det rammer ikke mindst Afrika hvor næsten 80 procent af eksporten udgøres af råvarer. Væksten i Afrika syd for Sahara ventes at falde fra 3.5 procent i 1997 til 2.4 procent i 1998 (Verdensbanken, 1998). Og selv i verdens rigeste lande, OECD landene, skønnes det at væksten i økonomien bliver ½ procent point lavere i 1998 og ¼ procent point lavere i 1999 på grund af krisen i Asien. I Danmark bliver effekten dog kun halvt så stor, da vi ikke er knyttet så tæt til de asiatiske markeder som tilfældet er for eksempelvis Japans eller USA s vedkommende (Økonomiministeriet, 1998). Krisens årsager Det er svært præcis at sætte fingeren på hvorfor krisen opstod. De berørte lande er meget forskellige, hvilket i sig selv antyder at en hel del af årsagen skal findes i spekulation og selvforstærkende mekanismer (læs: hysteri). Et grundlæggende træk har dog været en vis overophedning i økonomierne. Det har betydet, at priserne er steget mere end i for eksempel USA. Da landenes valutakurser var bundet tæt til den amerikanske dollar, blev de asiatiske varer derfor langsomt dyrere i forhold til amerikanske varer. Landene mistede konkurrenceevne, og væksten i eksporten begyndte at aftage. Dertil kom at de fleste af landene havde ganske store underskud på betalingsbalancens løbende poster, fordi der er investeret mere i den private sektor end landene har sparet op. En del af den økonomiske vækst skete ganske enkelt på kredit, og udlandsgælden voksede. Endelig var der svaghedstegn i den finansielle sektor, hvor bankerne lånte penge til stadigt mere risikable investeringer. Langsomt begyndte tilliden til det østasiatiske mirakel derfor at falde, og investorerne forventede at landene måtte devaluere for at genskabe konkurrenceevnen. Den slags forventninger kan blive selvforstærkende, ikke mindst i lande med relativt lav økonomisk og politisk troværdighed. Hvis rygtet om en devaluering breder sig, vil investorerne nemlig prøve at trække kapital ud af landene (da pengene vil blive mindre værd, hvis landet devaluerer). Det forstærker presset på valutaerne, og det bliver sværere at undgå en devaluering. Dertil kommer, at en række investorer ligefrem vil indlede et spekulativt angreb på valutaerne. Profetien bliver derfor selvopfyldende. Det udløser dernæst en kædereaktion. For når Thailand devaluerer, bliver de øvrige asiatiske landes konkurrenceevne endnu dårligere i forhold til udlandets. Og så sætter det næste angreb ind. Krisen er dernæst blevet forstærket af, at en stor del af de udenlandske investeringer har været kortsigtede og risikobetonede investeringer (læs: spekulation), som er meget mobile. Når der er udsigt til en dårligere forrentning af pengene, strømmer den type kapital lynhurtigt ud af landene igen (se tabel 1), mens de direkte, langsigtede investeringer er langt mere stabile. Den internationale finansielle sektor har med andre ord et vigtigt ansvar for krisen. Endnu en faktor bevirkede, at krisen ramte særligt hårdt: Den finansielle sektor i landene selv var for skrøbelig, og reguleringen og overvågningen af den finansielle sektor var meget mangelfuld. En række banker og virksomheder havde lånt for meget i udlandet. Devalueringerne gjorde det nu umuligt for dem at betale deres udlandsgæld tilbage. Krisen fik derfor hurtigt en række banker og investeringsselskaber til at gå konkurs, og det sendte stærke dønninger ud i resten af økonomien. Der er intet som er dårligere for tilliden til en økonomi end krakkede banker. Endelig er det sandsynligt, at korruption og nepotisme [eller kammeratlig kapitalisme som det har heddet i debatten] samt en meget uklar opdeling mellem staten og den

Side 4 private sektor i en række lande har forstærket investorernes skepsis og uddybet problemerne. Det internationale samfunds rolle og reaktion Det er svært at forudsige, hvordan det var gået uden globaliseringen af vare- og kapitalmarkederne og uden dereguleringen af kapitalstrømmene. En økonomisk krise kunne stadigt være opstået. Men der havde helt sikkert været færre urentable projekter, mindre mobil kapital og flere muligheder for at gribe ind i de enkelte lande. Dereguleringen har dermed gjort krisen værre. Omvendt har den internationale kapital jo i en periode bidraget positivt til landenes økonomiske vækst. Landene har derfor oplevet de mest markante aspekter af globaliseringen både de positive og de negative. Tilsvarende er der positive og negative sider af det internationale samfunds rolle og reaktion. Sammenlignet med 30ernes krise i Europa er der sket fremskridt. I 30erne reagerede landene med at skære ned på de offentlige budgetter og hæve toldsatserne overfor omverdenen i et forsøg på at beskytte sig mod krisen. Ingen internationale institutioner trådte hjælpende til. I dag er beredskabet større. IMF har givet betydelige lån til de trængte økonomer, og sammen med bilaterale og multilaterale donorer er der stablet ikke mindre end 117,7 milliarder dollar på benene (se tabel 3). IMF står i spidsen for forsøget på at afdæmpe den aktuelle valutakrise, og Verdensbanken står i spidsen for den langsigtede genopbygning. Og da landene har bundet deres toldsatser i Verdenshandelsorganisationen, har verden undgået protektionistiske tilbageslag, som ellers kunne have forværret krisen. På mange måder har det internationale system derfor fungeret, som det var tænkt, da det blev skabt på Bretton-Woods konferencen i 1944. Meget tyder på, at dette system af internationale organisationer har afhjulpet krisen, og endnu mere tyder på, at de vil være vigtige i den genopbygning, som nu er i gang. Tabel 3. Tilsagn om økonomisk støtte i forbindelse med krisen i Asien (milliarder US$) IMF Multi- Bila- I alt lateral* teral Indonesien 11,2 10,0 21,1 42,3 Thailand 4,0 2,7 10,5 17,2 Sydkorea 20,9 14,0 23,3 58,2 I alt 36,1 26,7 54,9 117,7 * Verdensbanken og den Asiatiske Udviklingsbank. Kilde: IMF, 1998. Men mens mange er overbevist om, at IMF har afhjulpet krisen med deres økonomiske hjælp, så er der tilsvarende mange der mener, de har forstærket krisen med deres primitive politiske anbefalinger. Blandt kritikerne er fremtrædende økonomer som Paul Krugman fra MIT, Jagdish Bhagwati fra Columbia University, Jeffrey Sachs fra Harvard og endda Verdensbankens cheføkonom Joseph Stiglitz. For at citere Jeffrey Sachs, professor i økonomi og chef for Institut for International Udvikling på Harvard University: IMF har en tendens til at gøre tingene værre frem for bedre, og det har skabt en meget alvorlig krise for det globale system.. Uanset hvad IMF gør preller kritikken af. Det er ufatteligt Information, 1998b IMF brugte ikke sine økonomiske ressourcer til langsigtet udvikling, men til at bevare de frie markeder og de frie kapitalstrømme. IMF-midlerne blev anvendt til et mislykket forsøg på at stabilisere valutaerne. Dermed udsatte de kursfaldet og gav investorerne bedre tid til og bedre muligheder (højere kurser) for at trække deres penge ud. Pengene har dermed gavnet kreditorerne, og langt mindre de asiatiske lande. Støtten fra IMF har måske tilmed givet kreditorerne mod på at prøve igen i nye lande. For hvis det går galt, så betaler de nationale regeringer og de internationale institutioner jo! IMF bidrog desuden direkte til krisen ved officielt at udbasunere, at de berørte økonomier led af strukturelle svagheder. I den periode hvor netop de private investorers tillid var altafgørende fik IMF den til at smuldre. Og lukningen af seks banker i Indonesien,

Side 5 som følge af IMF programmet, sendte en bølge af negative signaler til markedet. Dertil kommer at IMF havde påtvunget landene liberaliseringer af de finansielle overførsler i et tempo, som langt overgik hvad vi har oplevet i de rige lande, og som ikke blev fulgt op af de nødvendige reformer af det finansielle system i landene. Dermed blev en svag finansiel sektor eksponeret til spekulationerne fra udenlandske investorer. Men vigtigst af alt forstærkede IMF krisen ved at kræve offentlige finanspolitiske stramninger (nedskæringer), højere rente og en stram pengepolitik som respons på krisen. Stort set den samme pakkeløsning som IMF havde anbefalet i Mexico og Argentina under den såkaldte peso-krise i 1994-95. Men IMF overså, at de asiatiske økonomier er meget forskellige fra Latinamerika. Hvor Latinamerika op til peso-krisen havde store offentlige underskud og høj inflation, er tigerøkonomierne kendetegnet ved overskud på de statslige budgetter og lav inflation. Hvor peso-krisen drejede sig om offentlig gæld, så handler krisen i Asien især om privat gæld hos banker og firmaer. Og hvor peso-krisen handlede om overforbrug, så handler krisen i Asien mere om overproduktion. IMFs anbefalinger mindede også om reaktionen i 30ernes krise i Europa, hvor landene reagerede på krisen ved at spænde livremmen ind. Men når livremmen spændes ind, kan landene komme endnu mere i klemme, og dermed forstærkes krisen. Ikke mindst de meget høje rentesatser, der var resultatet af IMFs anbefalinger, kastede de mange virksomheder med høj gæld ud i økonomiske problemer og konkurs. Og manglen på finanspolitiske lempelser (øgede offentlige udgifter til at stimulere efterspørgslen) gjorde situationen endnu værre. Langsomt erkendte IMF fejlen og indså at krisen i stedet skulle være blevet mødt med offentlige investeringer, støtte til de arbejdsløse for at stimulere efterspørgslen og afbøde de sociale konsekvenser og et stop for tilbagebetalingen af landets udlandsgæld. Men den erkendelse kom meget sent. Løsninger og strategier Som beskrevet skyldes krisens omfang i høj grad spekulation, selvforstærkende mekanismer og kædereaktioner. Selv om der var gode grunde til at valutakurserne i de asiatiske lande skulle falde, så var det faktiske dyk langt voldsommere end hvad der kunne begrundes i forskellene i prisudvikling mellem landene og USA. Alt tyder med andre ord på, at hysteriet og spekulationen gjorde situationen langt værre end nødvendigt. Alene det forhold at Præsidents Suhartos sygdom i december 1997 fik en markant negativ indflydelse på krisen i Indonesien viser hysteriets omfang. Der er ingen økonomiske teorier eller modeller, der kan forklare krisen til bunds. Udfaldet af krisen var, som fremført, af Finansmanden George Soros i hans nye bog, ganske enkelt uforudsigeligt. Derfor er der brug for langt bedre kontrol med det internationale finanssystem. Første skridt skal være bedre overvågning af de internationale kapitalstrømme, og større gennemsigtighed i den nationale økonomiske politik og i de internationale institutioner. Der skal udvikles et sæt spilleregler for international banker og investeringsselskaber, der kan synliggøre og dæmme op for de mest groteske spekulationer. Andet skridt skal være begrænsninger på de kortsigtede investeringer. Stort set alle er enige om at det er usundt at tiltrække så store mængder af kortsigtede investeringer som det skete i Asien. Den oplagte konklusion er derfor, at den frie bevægelighed for kortsigtede investeringer må begrænses, så investeringer i højere grad kommer til at afspejle langsigtede frem for spekulative formål. Det nærliggende instrument til at begrænse de kortsigtede investeringer er Tobinskatten. En lille skat på internationale kapitaloverførsler ville dæmpe svingningerne og tvinge kapitalen til søge seriøse investeringer frem for risikofyldte, højprofitable og kortsigtede mål. Samtidigt kunne Tobin-skatten give et internationalt provenu, der skulle bruges til at finansiere det internationale samarbejde for at modvirke økonomiske kriser. Mens Tobin skatten etableres, må det enkelte land have langt friere hænder til at indføre restriktioner på og kontrol med kortsigtede kapitaloverførsler. Det anvender en række i- og u-lande allerede med held.

Side 6 Malaysia har således reageret på krisen ved at indføre kontrol med udgående kapitalstrømme. Indien har trods markant pres gennem flere år fra blandt andet IMF fastholdt begrænsninger på kortfristede kapitallån. Selv et ultraliberalistisk land som Chile har restriktioner (i form af en afgift) på kortsigtede indgående investeringer. Også økonomer som Paul Krugman, Jagdish Bhagwati og andre er stærke tilhængere af kontrol med kortsigtede investeringer. Og hvis der skal liberaliseres, skal det foregå meget forsigtigt og i den rigtige rækkefølge. Men i IMF har denne erkendelse ikke fundet grobund: Deregulering og liberalisering af de internationale kapitalstrømme er fortsat blandt IMFs vigtigste målsætninger. Derfor må krisen i Asien føre til alvorlige overvejelser omkring målsætningerne og den demokratiske forankring af de internationale institutioner. Krisen har udstillet hvor utilstrækkelig laissez-faire økonomien er og hvor nødvendigt det er med globale reguleringer og aktive politikker i de enkelte lande. For at citere George Soros: I realiteten er markedsmekanismen ikke i stand til at understøtte politiske og sociale mål, som for eksempel fair konkurrence og stabilitet på finansmarkederne for ikke at glemme miljø og social retfærdighed. Information, 1998b Sagt med en vis vægt af en mand som med sine spekulative angreb har været med til at kaste millioner af mennesker ud i fattigdom. Derfor er det helt fejlslagent, at Valutafonden, Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen alle, i større eller mindre udstrækning, har gjort markedet og markedsmekanismen til et mål i sig selv. Mål som bæredygtig udvikling, social retfærdighed og miljøbeskyttelse er stort set ikke eksisterende i en organisation som IMF. Der er ingen krav til IMF om, at de først og fremmest skal beskytte de fattigste og mest udsatte befolkningsgrupper og heller ikke at de skal kræve de grundlæggende menneskerettigheder overholdt i håndteringen af krisen. Derfor er der en påtrængende lærestreg fra krisen i Asien: IMF skal lære at lytte til det stille flertal: De arbejdsløse, de fattige, de marginaliserede. Kun ved at sætte deres liv på dagsordenen på de bonede gulve i Washington er der håb om, at Valutafondens målsætninger og anbefalinger kommer til at handle om mennesker - og ikke kun om markeder. Derfor skal IMF demokratiseres og åbnes op. IMF skal direkte i kontakt og dialog med nationale parlamenter, fagforeninger, forbrugerbevægelser, miljøorganisationer og udviklingsorganisationer. Kun gennem demokratisering og åbenhed vil de internationale organisationer blive lydhøre overfor almindelige menneskers problemer og muligheder. Det gælder også i de rige lande, hvor der er brug for en langt større koordinering mellem den kortsigtede stabiliseringspolitik som landene anbefaler, når de møder op i IMF og den langsigtede udviklingspolitik, de påberåber sig i samarbejdet med u-landene. Det gælder også i Danmark hvor det er Økonomiministeren, der repræsenterer Danmark i IMF. Koordineringen mellem Udenrigsministeriet/Danida og Økonomiministeriet i f.eks. spørgsmålet om den asiatiske krise er alt for dårlig. Endelig har det internationale system været meget mangelfuldt i håndteringen af krisen i andre lande end dem der rammes direkte. En betragtelig del af krisen overføres til de fattigste u-lande blandt andet gennem faldende råvarepriser, men de lande lades i stikken. Der er nødvendigt, at etablere en mekanisme, så de fattigste u-lande kompenseres for de negative effekter af internationale økonomiske kriser. De elementer bør være centrale på dagsordenen for en ny Bretton Woods konference, der bør indlede det nye årtusinde og forme de globale økonomiske institutioner i det næste århundrede. Kilder Bullard, Nicola (1998): Taming the IMF: How the Asian crisis cracked the Washington consensus. Foredrag ved konferencen: The economic crisis in East Asia and the impact on local populations. Roskilde Universitetscenter, 29-30 oktober 1998.12.07 Camdessus, Michel. (1998a): From the Asian Crisis Toward a New Global Architecture. Adress to the Paliamentary Assembly of the Council of Europe. Tilængelig på http://www.imf.org/external/newsa.htm

Side 7 Camdessus, Michel. (1998b): The IMF and its critics. The Washington Post, Nov.10, 1998. Fischer, Stanley (1998): Reforming World Finance - Lessons From a Crisis. The Economist. October 3rd-9rd, 1998. Griffith-Jones, S. (1998): The East Asian Financial Crisis: A reflection on its Causes, Consequences and Policy Implications. With Jacques Cailloux and Stephan Pfaffenzeller, IDS Discussion Paper No 367. Tilgængelig på: http://www.ids.ac.uk/ids/research/easwkshp.html Heltberg, R. (1998): Systemernes fejl i Asienkrisen. Kronik i Information, 7/1 1999. ILO (1998): Lee. E., The Asian Financial Crisis: The challenge for social policy. International Labour Office, Geneva, 1998. IMF (1998a): World Economic Outlook, May 1998. Tilgængelig på http://www.imf.org/external/pubs/ft/weo/weo1098 /index.htm IMF (1998b): The IMF's Response to the Asian Crisis, Tilgængelig på: http://www.imf.org/external/np/exr/facts/asia.htm Information (1998a). Interview med Jagdish Bhagwati, 24-25. oktober 1998 side 10 (ved Martin Burcharth). Information (1998b). Temaside 2. december 1998 (ved Martin Burcharth). UNCTAD, Trade and Development Report 1998. United Nations Conference on Trade and Development, Geneva. Verdensbanken, Global Economic Prospects and the Developing Countries, 1998. Økonomiministeriet (1998): Økonomisk Oversigt, København, juni 1998. Oversigt over kilder vedr. krisen i Asien se: http://www.stern.nyu.edu/~nroubini/asia/asiaho mepage.html