Som Kristus er Guds levende Søn, så er vi Kristi brødre og søstre at få fortalt, at man er mere, end man véd af prædiken til 5. s. e. trin. efter 2. tekstrække: Matt 16,13-26 i Lønne og Henne kirker den 20/7 2014. Ved Jens Thue Harild Buelund. Søde ven. Eller lille ven. Eller min egen. Eller ligefrem Elskede. Alle gode navne får vi af nogen andre end os selv. Det er også derfor, det er tungt for de allerfleste at miste deres forældre selv når de er gamle, og man selv er blevet grå. Fordi der ingen andre er, der siger ens navn med den bestemte ømhed i stemmen. Ingen andre, der kunne finde på at kalde én for Lille ven. Ingen andre, der ser på én som et elsket barn. Så kan man være så privilegeret, at der er andre stemmer, der kalder én ved andre navne med en anden ømhed. At man får lov til at være nogens ven eller nogens elskede, nogens søster eller bror, nogens mor eller far. Fordi det i virkeligheden er det vigtigste, der er at sige om os: Ikke hvem vi er hver for sig, men hvem vi er for nogen andre end os selv. Det er sådan, vi får vores identitet og bliver dem, vi er. Sproget afslører det: Vi siger ikke, at vi tager en identitet; så er det i hvert fald en falsk identitet noget med skæg og blå briller. Nej; vi får en identitet. Den får vi selvfølgelig gennem det, vi lærer, og det, vi kan, og det, vi gør; men vi får den først og sidst gennem de navne, andre kalder os, og gennem de øjne, de ser os med. På godt og ondt. Alle, der har oplevet det, véd, hvor opbyggeligt det er at blive set med milde øjne og kaldt ved gode navne. At være nogens ven. Alle véd også, hvor nedbrydende det er at blive set på med kølige øjne og få hæftet prædikater på sig, man ikke genkender. Det er rystende; for hvem er jeg så egentlig? At navne ikke er noget, vi tager, men noget vi får af hinanden, og at identitet ikke er noget, vi har i os selv, men noget, der opstår i forholdet mellem os det er omdrejningspunktet i dagens evangelium; for det er ét langt spil om identitet. Eller om identiteter. Hvem er du, og hvem er jeg i dine øjne? Lige så lidt som vi kan de andre finde sig selv uden hinanden. Ligesom vi har de brug for de navne, de andre giver os. Vorherre selv er ingen undtagelse. Hvem siger folk, at jeg er, spørger Han, som vi kunne have spurgt, og får til svar, at folk ser Ham som en ny Johannes Døber eller som en af de gamle profeter. Og det må Han tage til efterretning; men I, hvem siger I, at jeg er? fortsætter Han. Det er det springende punkt. Hvordan ser de på Ham de, der ikke betragter Ham på bekvem afstand, men på nærmeste hold har set enhver hånd, Han har rakt ud, og hørt ethvert ord, Han har sagt?
Du er Kristus, siger Peter minsandten, den levende Guds Søn. Så store ord tager Peter i munden, at det er lige, så de små hår rejser sig i nakken. Som når vi for første gang hører nogen sige: Jeg elsker dig. Det er overvældende, og man véd, at når de ord først er sagt, bliver verden aldrig mere den samme. Det gør den heller ikke for hverken Peter eller for Jesus, da den bekendelse først er aflagt. For første gang får Jesus de vældige navne, vi for længst har vænnet os til. De går bestemt ikke ind ad det ene øre og ud af det andet, da Peter udtaler dem; for de bliver sagt til en mand fra Nazareth, der står med begge ben på jorden ansigt til ansigt med Peter og ligner og er også et almindeligt menneske. Og ordene bliver sagt af en mand, der ikke just er kendt for at formulere de dybeste sandheder tværtimod. Men i et øjebliks klarsyn har Peter set, hvad ikke mange andre har set, og sat de eneste dækkende ord på det. I Jesu hænder har han set Gud række hånden ud efter skrøbelige mennesker. I Jesu ord har han hørt Gud kalde nyt liv frem i tilværelser, der lå i ruiner. Mennesket over for ham er slet og ret Guds Søn. Anderledes kan Peter ikke udtrykke det. Manden fra Nazareth er den himmelske konge, de har ventet på. Aldrig så snart har Peter givet Jesus nye navne, før Jesus giver igen. Du er Peter, siger Han til disciplen, der egentlig hedder Simon, og kan betyde noget som den lyttende. Var Simon altid det monstro? Peter betyder noget mere overvældende en klippe! Hvis det ikke var, fordi de ord stod mejslet i meterhøje bogstaver i Peterskirkens kuppel for ens indre blik, ville man trække på smilebåndet; for hvis der er noget, Peter ikke er, så er det en klippe. Han er en sammensat natur, der bærer al sin gode vilje og al sin vildrede uden på tøjet. Det ene øjeblik beder han Jesus gå bort. Det næste øjeblik lader han alting ligge og går med. Det ene øjeblik kan han gå på vandet. Det næste øjeblik kan han ikke tro, at det er det, han gør. Det ene øjeblik vil han aldrig svigte, om så alle andre svigter dig!, som han siger. Det næste øjeblik fornægter han sin mester. Han er såre menneskelig. Da den opstandne Mester dukker op ved Genesareth Sø, er det Peter, der ikke kan vente, men springer på hovedet og svømmer i land. Klippefast? Det ville være synd at sige. Ingen bliver så hurtigt bevæget som Peter. Han er ikke for fastholdere. Ikke før Vorherre giver ham et nyt navn og en ny identitet. Ser ham som noget andet og mere, end vi véd, han er. Og da kan alt ske, hvis man bliver set med nye øjne. Af de bestemte øjne bliver Peter set som en klippe. Ikke i kraft af sit letbevægelige væsen, men i kraft af den bekendelse, han lige har aflagt: Du er Kristus, den leven-
de Guds Søn. Det er med de ord i munden, at Peter er den klippe, Vorherre kan bygge sin kirke på. Det er de ord, kirken hviler på og lever af og er ramme om. Men aldrig så snart har Peter fået sit nye, fine navn, før han får endnu et: Vig bag mig, Satan, siger Jesus. Ordene rammer som et svirp over nakken på den, der for et øjeblik siden fik at vide, at han var en klippe. Han er ikke en klippe (i enhver situation); han er også en Satan intet mindre; for aldrig så snart er Klippen og Kristus kommet overens med deres nye, store navne, før Jesus afslører, hvad der venter Ham i Jerusalem. Det er som om, Han ikke kan unde sine ledsagere at hvile på laurbærene og den nye bekendelse bare en halv dag. Straks skal det nye navns indhold korrigeres. Straks skal det præciseres, at vel er Han Kristus; men Han er det ikke, sådan som de tror. Det er ikke en kongelig modtagelse, der venter Ham i Jerusalem, men lemlæstelse og død. Det er ikke triumftog, de skal være med i, men et begravelsestog; for det ender ved den grav, hvor Han skal ligge. Ikke så sært, at den, der i et øjebliks klarsyn har set sandheden, må protestere. Ordene flyver ud af Peters mund: Sådan må det aldrig gå dig. De er båret af rystelse, indignation, kærlighed; men de bliver mødt med et piskesmæld: Vig bag mig, Satan! For i al sin uforstand gør Peter Jesus til en anden Kristus end den, Gud vil have. Peter ser af gode grunde Jesus som den konge, der skal triumfere og sejre. Det er det, mennesker vil se. Det, vi ønsker for dem, vi holder af måske blot i mindre målestok. Men det er ikke det, Gud vil. Det er en fristelse, og derfor er Peter en Satan, når han siger sådan; for i Guds øjne er Jesus den kongesøn, der skal lide og dø for at dele skæbne med alle lidende og døende mennesker. Her er to identiteter i spil under samme navn. Kristus betyder konge, men hvilken konge? Den sejrende eller den døende? Er det Gud eller mennesker, der har ret? Det er naturligvis Gud; for Jesus taler og handler aldrig som sig selv, men som sin Fars Søn. Han kredser aldrig om sig selv og sine egne fornemmelser. Derfor optræder der ikke fornærmelse, grådighed, bitterhed eller forurettelse i Hans historie; Han kredser om sin Fars vilje, handler i sin Fars ånd som sin Fars Søn fra det første åndedrag til det sidste. En klog mand har sagt, at i Jesus finder Gud sted her på den jord, hvor vi går og står. Hele Hans identitet hviler i forholdet til den himmelske Far, der har kaldt Ham sin egen Søn og givet Ham en ganske bestemt vej at gå. Det er sandheden om Ham enten Peter kan se det eller ej. Hans identitet står og falder ikke med, hvad menne-
sker kalder Ham. Hvorfor er det så så vigtigt, hvem de siger, at Han er? Det er det for deres egen skyld. Hvis de ikke opdager, at i det bestemte menneske finder Gud sted, og hvis ikke de ser, på hvilken forunderlig måde Han gør det, så gør det ingen forskel i deres liv. Hvis ikke de hænder, Han rækker dem, og de ord, Han siger til dem, vækker deres tro og håb og kærlighed og giver dem mod til at leve, er det hele forgæves. De skal stole på, at fra nu af er Gud selv til stede lige her midt i deres liv. Og midt i vores. Det er Ham, vi er samlet om i dag midt i vores liv. Vi er samlet for, at også vi skal se de hænder, Han rækker os, når der er dåb ved døbefonten, og når der er nadver ved alterskranken. Vi skal høre de ord, Han siger, og stole på, at sådan finder Gud sted lige her hos os. I en handling, der giver næring, et ansigt, der løftes og lyser over os og en stemme, der kalder os noget andet og mere, end vi kan sige os selv. Vi får fortalt om os selv mere, end vi véd af: Elskede børn af den himmelske Far intet mindre. Andre kan se på os med milde øjne og give os alle gode navne og gøre os til dem, vi er; men hvem er vi, når deres stemmer forstummer, og deres øjne lukkes? Atter andre kan se på os med kølige øjne og kalde os ved navne, vi ikke kan kende. Og det er rystende, hver gang det sker; for det slår dybe skår i vores opfattelse af os selv. Hvem er vi, når det er sådan, vi bliver set? Først og sidst er vi børn af den himmelske Far. Søskende til den levende Guds Søn. Det bliver vi i samme sekund, vi tager imod den hånd, Han rækker os, og de ord, Han siger, og vi bekender, at det er dét, Han er: På én gang vores Bror og den levende Guds Søn; for er den levende Guds Søn blevet vores Bror, så er den levende Gud også blevet vores Far. Det er det vigtigste navn, vi har. Før vi hedder noget andet, hedder vi Guds elskede sønner eller Guds elskede døtre. Det hedder vi, og det er vi uanset hvordan andre ser på os. Og det hedder vi stadig, når vi ikke hedder noget for nogen andre mere. Til den identitet knytter der sig et forunderligt løfte. Dødsrigets porte skal ikke få magt over os. De fik ikke magt over det menneske, Gud så som sin egen Søn. Da Peter og de andre troede, at alt var forbi, blev dødsrigets porte brudt op, så sollyset strømmede ind, og Sønnen kunne gå lige ud i forårsdagen. Hvis vi skulle have glemt det, så fortæller dåben os, at Gud ser på os, som Han så på Ham: Som sine elskede børn. Det er det, Han kalder os. Og derfor kan vi stole på, at dødsrigets porte heller aldrig skal få magt over os - hverken her og nu, så vi i stedet kan se en håbefuld fremtid for os med Gudsrigets komme i glimt i glimt på den anden side af,
hvad der måtte fremkalde dødsangst eller angst for livet hos os eller når døden vil melde sig hos os, at vi dér kan tro på, at Vorherre også rækker ud efter os, som faderen gjorde det over for den hjemvendende søn (jf. Marianne Frank Larsen, 2012). Amen. Salmerne: 745, 391, 332 54 (i Henne nadver med 474 til sidst) og 318.