cand.humaniora.bruges.til.noget? - en undersøgelse af humanioras anvendelse i vidensamfundet-

cand.humaniora.bruges.til.noget? - en undersøgelse af humanioras anvendelse i vidensamfundet- Kandidatspeciale af Line Sørensen Moderne Kultur og Kulturformidling Institut for Kunst og Kulturvidenskab Københavns Universitet Juni 2014 Vejleder: Anders Ib Michelsen Omfang, faktisk: 190.965 anslag = 79,6 NS. Omfang, tilladt: 60-80 NS.

Abstract This thesis examines the purpose of the humanities in the age of the knowledge economy and further it looks into how the modern danish university keeps up with society s challenge of change. In the knowledge society, innovation and entrepreneurship is on top of the political agenda. Thus we create economic growth from our ideas and creativity. As opposed to the industrial age, our work life is no longer based on machines but on human beings and this affects the way we run and manage businesses. It also affects the way our university system is organized. So far the educations in the humanities have been lacking a focus on application to secure that our nation educates candidates with adequate societal value. This has caused many difficulties for students in this field who are having a hard time correlating the obtained qualifications with the needs of the modern jobmarket. This problem has given rise to a lively debate in the media concerning the legitimacy of the humanities in a world of primary growth orientation. In the knowledge economy, universities have been given the responsibility to develop an entrepreneurial mindset in the population which should help prevent future economic crises. The research of this thesis points to whether Denmark s largest institution of tertiary education: The University of Copenhagen, lives up to this responsibility. 2

INDHOLDSFORTEGNELSE 1 INDLEDNING... 5 1.1.1 Problemformulering... 6 1.1.2 Problemstilling... 7 1.1.3 Struktur og metode... 8 1.1.4 Teori og empiri... 9 2 HUMANIORA... 10 2.1.1 Hvad er humaniora?... 10 2.1.2 Den hermeneutiske metode... 11 2.1.3 Humaniora vs. naturvidenskab... 12 2.1.4 Bourdieu og refleksiv sociologi... 13 2.1.5 Konstruktivisme... 16 2.1.6 Humanistiske kernekompetencer... 19 2.1.7 Symbolbehandling... 19 2.1.8 Humanisten bidrag til værdiskabelse... 22 2.1.9 Dannelsesbegrebets udvikling... 23 3 VIDENSAMFUNDET... 27 3.1.1 Udvikling fra industri- til vidensamfund... 27 3.2 Videnbegrebet... 31 3.2.1 To typer videnproduktion... 34 3.2.2 Kontingens og hyperkompleksitet i vidensamfundet... 37 3.2.3 Kvalifikation vs. kompetence... 40 3.3 Innovationsbegrebet... 42 3.3.1 Akademisk kapitalisme... 43 3.3.2 Magt og mening... 44 3.3.3 Brugerdreven innovation... 47 3.4 Organisations- og ledelsesbegrebet... 49 3.4.1 Rollemodellen Ford... 50 3.4.2 Værdibasering i erhvervslivet... 52 3.4.3 Et systemisk perspektiv på organisationen... 52 3.4.4 Humaniora og systemisk tænkning... 54 3.4.5 Ledelse i den lærende organisation... 54 3.4.6 Forskellige perspektiver på organisation og ledelse... 57 3.4.7 Det modernistiske perspektiv... 58 3

3.4.8 Det symbolsk fortolkende perspektiv... 59 3.4.9 Det postmodernistiske perspektiv... 60 3.5 Opsamling kapitel 2 og 3... 62 4 CASESTUDIE... 63 4.1 Den politiske bane kridtes op... 64 4.1.1 Den danske regerings visioner... 64 4.1.2 EU visioner... 66 4.1.3 OECD visioner... 67 4.1.4 Universitetets rolle i vidensamfundet... 68 4.2 Innovation og entreprenørskab på rektoratniveau... 69 4.2.1 Fokus på uddannelse i KU s strategi 2016... 69 4.2.2 Uddannelsesprojektet Innovation og Entreprenørskab 2016... 70 4.2.3 Styrket internt samarbejde og fælles identitet på KU... 71 4.2.4 Styrket samspil med omverdenen... 71 4.2.5 Hvordan gør man på RUC?... 73 4.3 Innovation og entreprenørskab på fakultetniveau... 76 4.3.1 TEACH og Katalyst... 76 4.3.2 Humanioras legitimering... 79 4.3.3 Hvordan gør man på AU og AAU?... 82 4.4 Innovation og entreprenørskab på Institutniveau... 84 4.4.1 Institut for Medier, Erkendelse og Formidling... 84 4.4.2 Evaluering af innovationsdidaktik... 87 4.5 Opsamling kapitel 4... 89 5 PERSPEKTIVERING... 91 5.1.1 Globalisering og neoliberalisme... 91 5.1.2 Symbolsk vold i uddannelsessystemet... 92 5.1.3 Universitetet i det neoliberalistiske paradigme... 94 5.1.4 Det globale universitets- rangfølgesystem... 95 5.1.5 Nationale vs. globale interesser... 96 5.1.6 Fanget i rationalitetens jernbur... 98 6 KONKLUSION... 100 LITTERATURLISTE... 102 4

1 INDLEDNING Medierne har de seneste år tegnet et billede af et paradigmeskift på det danske arbejdsmarked. Udviklingen i den politiske agenda afspejler, at det overordnede grundlag for samfundets økonomi har flyttet sig fra industriel vareproduktion til immateriel videnproduktion 1. Vi lever nu i et globaliseret vidensamfund karakteriseret ved kontingens og hyperkompleksitet (Qvortrup 2004). I fremtiden vil der ses en stigende efterspørgsel på refleksive medarbejdere og forandringsparate virksomheder, som kan håndtere denne form for kompleksitet. Det kræver bl.a. en mere nuanceret forståelse af organisations- og ledelsesbegrebet end hidtil defineret. Kommodificering af viden skaber således et behov for innovation og nytænkning i samfundet, men det er ikke tilstrækkeligt, at innovationen iværksættes på arbejdsmarkedsniveau. Den skal implementeres allerede på uddannelsesniveau, så den bliver en fast del af dannelsesbegrebet. Man bygger på den måde en innovationsforståelse med universitetet i centrum, og hvis Danmark skal klare sig som konkurrencedygtig nation, må vi sikre os, at vi uddanner de folk, der er brug for (Regeringen 2002: 11). Det er derfor vigtigt, at vores universitetssystem fokuserer på en mere målrettet og anvendelsesorienteret uddannelse. I takt med samfundets udvikling må hvert fag tages under lup og tilrettelægges ift. relevans sådan, at uddannelserne bidrager til at producere viden, der direkte kan omsættes til værdi i forhold til vidensamfundets aktuelle udfordringer. Dette er ikke mindst en udfordring for humaniora, hvor mange studerende hiver sig i håret af fortvivlelse over ikke at kunne se sammenhængen mellem opnåede kompetencer og det virkelige liv ude på arbejdsmarkedet 2. Humanisternes legitimitet i det danske erhvervsliv har således længe givet anledning til en stor debat. På den ene side er der en stor gruppe, der mener, at 1 Se f.eks. Erhvervsministeriet/Kulturministeriet (2000), Regeringen (2005) og Videnskabsministeriet (2005b) 2 Det viser bl.a. en studielivsundersøgelse foretaget af DJØF, se Christensen, E. B. (2013) 5

Danmark uddanner alt for mange humanister i forhold til samfundets egentlige behov 3. På den anden side afspejler Humanistundersøgelsen 2007 og Kandidatundersøgelsen 2013, at det går rigtig godt for humanisterne, som har klaret sig gennem krisen uden højere dimittendarbejdsløshed, og hvor ca. 50% af de færdige kandidater i dag er ansat i private virksomheder. Kritikken af humaniora synes derfor i en vis grad at hænge sammen med den stigende globale neoliberalisme, hvis vækst- idealer ikke altid er i stand til at favne humanisternes værdibidrag. De modstridende argumenter, ift. en kobling mellem humaniora og erhvervslivet, gør det til et interessant og aktuelt emne at udforske for det første fordi, man i kølvandet på finanskrisen bør vurdere, om samfundets ressourcer anvendes mest hensigtsmæssigt ift. at uddanne kandidater, der kan bidrage til værdi og vækst; for det andet fordi, vi lever i et komplekst vidensamfund, hvor ikke alting kan måles og vejes som i industritiden, derfor bør værdierne, som vi baserer vores arbejdsliv på tage udgangspunkt i mennesket, ikke maskinen. Det er derfor i dette krydsfelt mit speciale tager sit udgangspunkt. 1.1.1 Problemformulering Min problemformulering ønsker at besvare følgende spørgsmål: 1) Hvad er humanioras anvendelse i vidensamfundet? Og i forlængelse heraf: 2) Hvordan spiller de humanistiske uddannelser på et moderne dansk universitet sammen med det innovative videnssamfund? Problemformuleringen beskæftiger sig således med to overordnede perspektiver: På den ene side redegør den for, hvad humaniora er og, hvilke kernekompetencer, humanister uddannes i, mens den på den anden side søger at 3 Se f.eks. Ejsing (2013), Produktivitetskommissionen (2014) samt Danmarks Akkrediteringsinstitution (2014) 6

beskrive konsekvenserne ved overgangen til vidensamfundet, herunder udviklingen af organisations- og ledelsesbegrebet. I specialets analysedel (casestudie) undersøger jeg i hvilket omfang og på hvilke måder en implementering af innovation og entreprenørskab lykkes på Humaniora på Københavns Universitet. 1.1.2 Problemstilling Det er et stort samfundsproblem, at mange humanister ikke ved, hvordan deres specifikke faglige kompetencer kan omsættes til værdi på arbejdsmarkedet. Problemet manifesterer sig på flere niveauer: Først og fremmest viser en landsdækkende undersøgelse, foretaget af Danmarks Akkrediteringsinstitution, november 2013, at humaniora topper ift. andre videnskabelige områder, når det gælder frafald 4. Der kan være mange årsager til, at et studie ikke fuldføres, men en udpræget årsag på humaniora er, at de studerende savner en meningsskabende kontekst at forholde de humanistiske metoder til (Frølund et al. 2009). En anden del af problemet manifesterer sig i, at hvis uddannelserne ikke målrettes ift. en praksisdimension og et aftagerpanel, så ender kandidaterne måske alligevel i arbejdsløshed, selv om de var dygtige studerende der går simpelthen inflation i uddannelserne, da optaget er rekordhøjt i disse år. Der findes efterhånden instanser, der beskæftiger sig med innovation og entreprenørskab på alle danske universiteter, så man bevæger sig altså i retningen af en mere anvendelsesorienteret opfattelse af fagligheden. Men alt tyder på, at der i år 2014 stadig eksisterer uoverensstemmelser omkring, hvad humaniora egentlig skal bruges til. De to modstridende opfattelser af universitetet, med hhv. rollen som sandhedssøgende, alment dannende institution (den Humboldtske universitetslogik) på den ene side og den mere moderne opfattelse af universitetet som en socialt ansvarlig ramme for kontekstorienteret, problemfokuseret og tværfaglig videnskabelse (Modus- 2 universitetet) på den anden side, lever i bedste velgående og er begge repræsenteret i det danske universitetssystem. 4 Danmarks Akkrediteringsinstitution (2013) 7

1.1.3 Struktur og metode Specialet er inddelt i seks kapitler: 1. Første kapitel indeholder: Indledning, problemformulering, problemstilling, struktur og metode, teori og empiri. 2. For at kunne sætte humaniora ind i en videnøkonomisk kontekst må jeg først undersøge, hvad humaniora egentlig er og hvilke humanistiske kernekompetencer, der er tale om. Til dette formål anvender jeg bl.a. Bourdieus teori om refleksiv sociologi og kaster et blik på konstruktivismen. Derudover undersøger jeg dannelsesbegrebet med dets udvikling fra den klassiske til den senmoderne universitetslogik. 3. Her uddybes konsekvenserne ved overgangen fra industri- til vidensamfund. Det sker med udgangspunkt i en teoretisk diskussion, hvor jeg undersøger udviklingen hos de faktorer, der danner grundlag for vores økonomi i dag og, som har indflydelse på vores uddannelsessystem. Faktorerne omfatter innovations-, viden-, organisations- og ledelsesbegrebet. 4. Dette kapitel udgør specialets analysedel, hvor jeg, gennem behandling af et casestudie: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet, undersøger, hvordan de politiske satsninger på innovationsområdet helt konkret bliver implementeret i uddannelsessystemet og, om de overhovedet har nogen værdi for de studerende og samfundet. 5. Specialets næstsidste kapitel fungerer som en perspektivering, hvor jeg kobler globale perspektiver med nationale interesser. Jeg undersøger i den forbindelse konsekvenserne af neoliberalismen og det globale universitets rangfølgesystem og ser på, om det i virkeligheden gavner Danmark og vores universiteter at være en del af et verdensomspændende vidensamfund. 6. Til sidst opsummerer jeg specialets resultater i en konklusion. 8

1.1.4 Teori og empiri Mit speciales teoretiske grundlag er forankret i en mangfoldig vifte af fagområder, der bl.a. omfatter sociologi, psykologi, design, økonomi, kunst og innovation. Derudover gør jeg brug af en række politiske rapporter og avisartikler. Jeg uddyber litteraturen undervejs i specialet i de enkelte kapitler. Igennem hele specialet anvender jeg dannelses-, viden-, innovations-, organisations- og ledelsesbegrebet som analytisk fundament, når jeg undersøger humanistens evne til værdiskabelse i det moderne vidensamfund. Mine faglige metoder til indsamling af empiri foregår både via kvalitativ og kvantitativ metode. 9

2 HUMANIORA Til at udforske, hvad humaniora er, anvender jeg bl.a. empiri fra bogen Humaniora Erhvervslivets nye grundstof. Den indeholder en række interviews med humanister, der alle er ansatte i erhvervslivet. Bogen afdækker, hvordan humanisterne sætter deres specifikke faglige kompetencer i spil i forskellige virksomheder og derved bidrager til værdiskabelse i samfundet. Derudover er Bourdieus begrebsapparat centralt for min undersøgelse af humaniora. I den forbindelse fokuserer jeg på hans relationelle metode og den specielle form for refleksiv sociologi, som hans teorier udspringer af. Disse metoder lægger sig tæt op ad humanistens arbejdsgang, derfor er det væsentligt at se på, hvordan hhv. en subjektivistisk og en objektivistisk epistemologi ift. forskning kan skabe klarhed for humanisters måde at sætte kompetencer i spil på. I forlængelse af Bourdieu kaster jeg et blik på, hvad konstruktivisme er for en størrelse, og til den opgave anvender jeg Mary Jo Hatchs symbolsk fortolkende og postmodernistiske perspektiver på videnproduktion og forholder dem til den humanistiske metodik. Herefter undersøger jeg den udvikling, dannelsesidealet har gennemgået fra at være baseret på en klassisk videnmodel (Humboldt) til nu at være baseret på en senmoderne videnmodel (Modus 2). 2.1.1 Hvad er humaniora? Termen humaniora anvendes i dag som samlebetegnelse for de uddannelser og videnskabsområder, der beskæftiger sig med forståelsen af mennesket som tænkende, følende, kommunikerende og handlende væsen (Frølund et al. 2009: 12). Udgangspunktet for den humanistiske empiri er mennesket og dets frembringelser, hvad enten der er tale om konkrete kulturprodukter eller immaterielle idéer/handlinger. Man ser således på mennesket med holistiske briller, og videnskaben udspringer af læren om mennesket som et komplekst væsen, der agerer på mange forskellige arenaer og i et netværk af relationer - i politikken, i familien, i virksomheden, i kærligheden osv. Da humaniora tager 10

udgangspunkt i individet, er identitet, psyke, bevidsthed, moral, etik, værdier og normer væsentlige elementer at inddrage i studiet. Samtidig er historiens bølgegange med dens forbigående idéer og tendenser meget central for de humanistiske fag, dermed tages der højde for, at vi er væsner, der er bevidste om, at vi eksisterer i tid og derved får en stor del af vores identitet ved at forholde os til historien. I forlængelse af den ovenstående klassiske opfattelse af humaniora, kan man argumentere for, at det humanister uddannes i, er at bidrage til fortolkning og forståelse af menneskets kulturarv og identitet ved at analysere, perspektivere og reflektere over den humanistiske empiri. Humanisten forsøger altså at lave en kobling mellem, hvorfor mennesket handler, som det gør nu og her og kulturhistoriens betydning for, hvem vi er. Verden bliver mere og mere kompleks, og vi mennesker har til stadighed brug for en dybere forståelse af os selv, hinanden og de faktorer, som udvikler de sociale systemer, vi befinder os i (Frølund et al. 2009: 119). Humaniora er nøglen til denne forståelse. 2.1.2 Den hermeneutiske metode Der er mange retninger og skoler indenfor humanistisk teori og metode, da de mange forskellige fag, som humaniora omfatter, har forskellige behov. Der er stor forskel på, om man f.eks. skal analysere et digt, en teaterforestilling eller en politisk demonstration, derfor er metoderne mangfoldige. Men den generelle metode indenfor humaniora er hermeneutikken. Ordet stammer fra græsk og betyder fortolkning. Udgangspunktet er, at menneskets handlinger kan forklares ved at forstå meningen bag handlingerne. På den måde bliver alle handlinger meningsfulde hvilket ikke er ensbetydende med, at de er fornuftige eller hensigtsmæssige (Føge & Hegner 2006: 56). Gennem fortolkning (hermeneutik) når man frem til en almen og gyldig forståelse af en tekst. Fortolkningen er først og fremmest afhængig af den forklaringsramme, man anvender, f.eks. historisk, feministisk, psykoanalytisk etc. Forklaringsrammen fungerer som den brille, forskeren læser teksten eller begivenheden med (Hildebrandt 2009). Derudover er fortolkningen personafhængig, dvs. når man udfører den fortolkende handling, inddrager man 11

samtidig den viden, forståelse og de fordomme, man har med sig i bagagen fra sit liv. Dette kaldes forforståelsen (Føge & Hegner 2006: 56). Man taler om den hermeneutiske spiral, som giver et klart billede af, hvordan humanistisk metode virker: For at opnå en forståelse indenfor et område, skal man fortolke. For at kunne fortolke anvender man sin forforståelse, som man tidligere har opnået vha. fortolkning, som man har bygget på sin forforståelse, som man.etc. Og sådan fortsætter den hermeneutiske metode med at lade hver fortolkning følge en cirkelstruktur i en nedadgående spiralbevægelse. Man kan således fortolke en allerede fortolket tekst og få endnu mere indsigt, da man anden gang har en ny forforståelse med sig. Man læser således frem og tilbage i en tekst og vender tilbage til udgangspunktet, blot med en ny forståelse og dermed nye forudsætninger for fortolkning hver gang. Essensen i denne form for fortolkning er, at delen forudsætter helheden, og helheden forudsætter delen (Føge & Hegner 2006: 56). 2.1.3 Humaniora vs. naturvidenskab For at undersøge, hvad humaniora er, kan det hjælpe at sætte den humanistiske videnskab i opposition til naturvidenskaben. Humaniora er i kraft af dens metoder en forståelsesvidenskab. Det handler om at komme ind i hovederne på folk (Frølund et al. 2009: 24). Humanisten beskæftiger sig med individet, som har en fri vilje, en kultur og en kontekst til fortiden, og der er fokus på det unikke og det historisk enestående dét, som kun sker én gang. Med andre ord er humanvidenskaberne ideografiske, da de bygger på skildringer af enkeltstående tilfælde, altså uden generalisering ift. almene naturlove (Hildebrandt 2009). Derfor arbejdes der heller ikke med standardløsninger indenfor humaniora, da hver arbejdsopgave kræver en individuel perspektivering. I direkte modsætning til humaniora står naturvidenskaberne, som er forklarende discipliner, da de interesserer sig for en objektiv forklaring af det generalisérbare og universelle lovmæssige dét, som sker hver gang. Hvilket vil sige, at naturvidenskaberne er nomotetiske. På baggrund af dette kan man sige, at naturvidenskaberne kun undersøger de ting, man kan finde svar på, mens humaniora både er interesseret i at undersøge spørgsmål, som har et svar og 12

spørgsmål, som ikke har et svar eksempelvis diskussionen om meningen med tilværelsen. 2.1.4 Bourdieu og refleksiv sociologi I kraft af hermeneutikken bygger humaniora ikke decideret på neutral forskning. Til forskel fra naturvidenskabsfolk har humanister ikke en forestilling om, at verden eksisterer objektivt, som den nu engang gør, uafhængigt af, hvem der betragter den. Tvært imod er det humanisternes forståelse for verden og det, den indeholder, der er væsentlig, og denne forståelse er ikke neutral, men derimod knyttet til alle de tanker og oplevelser, vi har haft igennem hele vores liv (forforståelsen). Derfor findes der ingen entydige svar i humaniora, kun subjektiv fortolkning, da alting er kontekstafhængig. I sin teori forsøgte Bourdieus at bygge bro mellem en subjektivistisk og en objektivistisk epistemologi og derved at nedbryde traditionelle faggrænser. Hans teori er meget aktuel i dag, da den lægger op til en diskussion omkring processerne for, hvordan vi håndterer samfundets videnproduktion. Bourdieus teori fokuserer på, hvordan mennesker handler i praksis, og han advokerer for, at subjektivisme og objektivisme er komplementære indfaldsvinkler til det sociale liv (Wilken 2011: 43). Det meste af Bourdieus forfatterskab kan ses som en reaktion mod strukturalismens systemtænkning, hvor han forsøger at genindføre handlende agenter i analysen af det sociale rum uden at fornægte betydningen af sociale strukturer (Wilken 2011: 39). Strukturalismen, som har en objektivistisk tilgang til forskning, tager udgangspunkt i, at agenternes sociale adfærd er automatiseret og styret af underliggende strukturer i samfundet, der kodes gennem sociale (skrevne som uskrevne) regler og love. Derved er det de objektive strukturer, der skaber grundlaget for agenternes liv uafhængigt af, hvordan de selv forstår det (Wilken 2011: 117). I modsætning til strukturalismen, så går konstruktivismen, som Bourdieu tilhører og, som har en subjektivistisk tilgang, ud fra, at aktørerne selv producerer/reproducerer de sociale systemer, de indgår i gennem deres opfattelse og handlinger. Den 13

subjektivistiske tilgang er altså interesseret i agenternes egen forståelse af det liv, de lever (Wilken 2011: 117). Bourdieus kritik af strukturalismen gik på, at man ikke er i stand til at forstå den sociale praksis, hvis man udelukkende fokuserer på strukturelle eller objektive forhold, da folk forholder sig til den virkelighed, de lever i. Det er nødvendigt, at forskeren også interesserer sig for, hvordan de indfødte selv forstår deres samfund og, hvordan de selv forklarer deres handlinger og valg (Wilken 2011: 29). I sin brobyggende metodik, som Bourdieu kalder for den relationelle metode eller refleksiv sociologi, påpeger han, at det er vigtigt, forskeren stiller sig analytisk over for sin egen position, når det kommer til videnproduktion. Han skelner mellem et emisk og et etisk perspektiv, som forskeren kan indtage i et feltstudie. Det emiske perspektiv (subjektivistisk) er baseret på forestillingen om, at forskeren kan beskrive de indfødtes verden indefra på en måde, som de indfødte selv oplever den. Den etiske synsvinkel (objektivistisk) derimod bygger på forestillingen om, at forskeren kun kan udlede betydningen af de indfødtes verden ved at betragte den udefra (Wilken 2011: 30). Bourdieu kritiserer begge synsvinkler, da de begge er problematiske ifølge ham. Den første kalder han naiv, da forskerens forståelse for de indfødtes liv aldrig kan være præcis den samme som de indfødtes egen forståelse. Det hænger sammen med, at forskeren sjældent har noget på spil i studiet. Den sidste kritiserer han, fordi man gennem den ignorerer eller overser det videnproducerende subjekt (forskeren). Han sammenfatter kritikken ved at påpege, at begge indfaldsvinkler negligerer den afgørende forskel på forskerens og de indfødtes relation til studiet: De indfødtes relation er praktisk, mens forskerens relation er teoretisk. Bourdieu understreger vigtigheden af, at man som forsker forholder sig til denne forskel og dermed til dens betydning for den viden, der produceres (Wilken 2011: 31). Bourdieu foreslår, at nøglen til forståelsen af, hvordan socialt liv organiseres i samfundet og, hvorfor mennesker handler som de gør, opstår i relationen mellem subjektivisme og objektivisme (emisk/etisk perspektiv) (Wilken 2011: 129). Han accepterer således, at der findes en objektiv virkelighed, som eksisterer uafhængigt af det enkelte individs bevidsthed. Denne objektive 14

virkelighed omfatter både den fysiske verden med træer, fugle, bjerge og sol på himlen og derudover også den sociale verden med finanskrise, hustruvold, børnefødselsdage og homofobi. Det Bourdieu ikke kan forene sig med er objektivismens antagelse af, at man er i stand til at forstå folks handlinger udelukkende gennem et studie af den objektive sociale virkelighed, uden interesse for, hvordan folk selv opfatter den verden, de er en del af: Produktion og reproduktion af det sociale liv er nemlig nok betinget af objektive strukturer, men det er også betinget af subjektive forståelser af den sociale virkelighed og af agenternes praktiske sans for at handle i verden (Wilken 2011: 116). Derudover er Bourdieu heller ikke enig i objektivismens antagelse om den neutrale forsker, som vha. sin forskning er i stand til at blotlægge objektive problemstillinger. Grunden er for det første, at forskeren selv fremtræder som social agent i og med, at han/hun har en social baggrund, som han/hun anvender i sin forforståelse i fortolkningsprocessen. For det andet vil forskeren altid have en relation til de personer, han/hun undersøger. For det tredje kan forskeren endvidere betragtes som social agent i det akademiske felt, hvor der kæmpes om magt, anerkendelse og indflydelse (Wilken 2011: 117). Dette er overvejelser, man må tage med sig, når man vurderer den viden, som frembringes af forskningen. Helt i tråd med Bourdieus teori, kommer det humanistiske feltarbejde og dets metoder i sig selv til at påvirke det miljø, det undersøger, da humanisten investerer sin sociale viden og sætter sine praktiske sociale erfaringer i spil i forskningen. Bourdieu tog sine egne erfaringer og kanaliserede indsigten derfra over i en selvbevidst refleksion, som han så omsatte til teoretiske begreber (Wilken 2011: 21). Jævnfør den hermeneutiske metode, hvor man anvender sin forforståelse i fortolkningen. Den humanistiske fortolkning ender således med at sige noget både om teksten (det tolkede), om humanisten selv og den forskningsproces, han/hun indgår i (Hildebrandt 2009). Dermed fremstår humanistens analyse som et meget subjektivt resultat. Bourdieus relaterende tilgang (refleksiv sociologi) sætter således fokus på de præmisser, humanister producerer viden ud fra. 15

2.1.5 Konstruktivisme I dette afsnit uddyber jeg, hvad konstruktivisme er, da denne videnskabsteori ufornægteligt hænger sammen med Bourdieus begreber og humanioras perspektiver på videndannelse. Mary Jo Hatch fremlægger i sin bog Organization Theory (1997) tre forskellige perspektiver på, hvordan der produceres viden i en organisation: Et modernistisk, et symbolsk fortolkende og et postmodernistisk perspektiv. Konstruktivismen hører til under det symbolsk fortolkende og det postmodernistiske perspektiv, som er tæt beslægtede. Konstruktivismen har vundet indpas i samfundsdebatten i løbet af de seneste 40 år, og især indenfor humaniora er begrebet blevet populært (Ebdrup 2011). Det hænger sammen med, at humanistisk forskning ikke bygger på generelle naturlove, men derimod tager udgangspunkt i, at det er forskerens forståelse for verden og det den indeholder, der er relevant i analysearbejdet. Konstruktivismen antager, at verden er en social konstruktion og dermed subjektivt defineret. Dvs. at viden ikke kan testes på den virkelige verden, da denne er konstrueret af det enkelte menneskes erfaringer, idéer, opfattelser osv. (Hatch 1997: 8). Forskellige menneskers perspektiver konstruerer forskellige virkeligheder, som så kan være komplementære eller modstridende, og derfor findes der ingen universelle standarder ifølge konstruktivismen. Således er det svært at sige, om noget er godt eller ondt, da virkeligheden eksisterer i kraft af den måde, vi beskriver den på, og derfor vil den altid være historisk, kulturelt og socialt betinget. Der findes indenfor konstruktivisme intet endeligt sandhedspatent, da der altid vil eksistere flere perspektiver på en sag. Selv naturvidenskab er for konstruktivister en social konstruktion, da den bæres af et bestemt perspektiv på verden, som i sidste ende er menneskeskabt. Dermed forelægger der i princippet altid en usikkerhed ift. forskning, og konstruktivister mener, at det, vi godtager som sandheder, er noget, vi som samfund er blevet enige om, kan gælde som viden (Ebdrup 2011). Hatchs symbolsk fortolkende perspektiv på organisationsteori lægger sig tæt op af den konstruktivistiske tankegang. Nedenfor nævnes to teorier i den sammenhæng: 16

Den amerikanske organisationsteoretiker Karl Weick introducerede i 1969 sin teori om enactment. Ifølge den skaber man det fænomen, man søger at udforske, f.eks. en virksomhed, igennem sin tale og handlinger (Hatch 1997: 41). Weick forklarer betydningen bag termen enactment i en organisationsmæssig sammenhæng: managers construct, rearrange, single out, and demolish many objective features of their surroundings. When people act they unrandomize variables, insert vestiges of orderliness, and literally create their own constraints (Weick 1979: 243). Når vi angiver en interesse for et felt og etablerer et sprog til at tale om dette, sker der en reifikation af det udforskede subjekt. Man gør så at sige fænomenet virkeligt ved at italesætte og handle ift. det. Vi kan dermed få et miljø, en kultur, en strategi eller en organisation til at opstå, men når det sker, så er forskellen mellem vores frembringelse og virkeligheden meget lille (Hatch 1197: 41). Weicks arbejde overlapper med teorien om social construction of reality skabt af de tyske sociologer Peter Berger og Thomas Luckmann. Teorien bygger på en forestilling om, at vi mennesker skaber mening ud af vores aktiviteter gennem fortolkning, og dernæst antager vi, at de mønstre, som vi har pålagt verden, eksisterer uafhængigt af de fortolkninger, som producerede dem i første ombæring (Hatch 1997: 42). Hatch giver et eksempel på, hvordan et konstruktivistisk og symbolsk fortolkende perspektiv kommer til udtryk i en organisationsmæssig kontekst: Hvis vi indsamler og analyserer data om arbejdsmiljøet i en organisation for at få en forståelse af det miljø (som vi tror er objektivt), så er det faktisk vores aktiviteter (enactment/social construction of reality) ift. indsamling og analyse af data, der konstruerer miljøet, og ikke som vi tror miljøet, der har genereret et behov for analysen. Vi opfinder og fastholder således meningen bag termer (f.eks. kultur, hierarki, miljø) og bruger dem til at forstå verden med, men vores forståelse af virkeligheden bliver dermed forståelsen af en konstrueret virkelighed (Hatch 1997: 42). I den forbindelse er Bourdieus metode ift. refleksiv sociologi nyttig, da forskeren i forbindelse med disse forskningsaktiviteter holder sin egen position centralt for øje. Dermed bliver studiet i sig selv en metode, der skal bevidstgøre forskeren (Wilken 2011: 125). 17

Essensen i konstruktivistisk tankegang er altså, at vores opfattelse af omverden ændres alt efter, hvordan vi enacter ift. denne. Tag som eksempel ADHD, som mange børn i det moderne samfund bliver stemplet med. Den udbredte diagnose findes ifølge konstruktivister kun fordi vi taler om den. Det er nemlig hovedsageligt gennem sproget, at mennesker tillægger ting en mening, derfor kan vores ord også ændre den virkelighed, vi lever i. På den måde kan humanistisk forskning blive en form for frigørelsesprojekt, da det kan sætte os fri af uhensigtsmæssig vanetænkning ved at udvikle metoder og analyser, der kan give os flere perspektiver på verden. Metoder og analyser, der kan beskrive kompleksiteten i den sociale og kulturelle verden (Ebdrup 2011). I forbindelse med postmodernisme taler Hatch om dekonstruktivisme (Hatch 1997: 46), som kan ses i forlængelse af ovenstående frigørelsesprojekt. Hun påpeger, at postmodernisme og dekonstruktivisme kan hjælpe mennesket med at tilpasse sig samfundets forandringsprocesser og den ukendte fremtid. Det første, vi må lære, er ikke at tage noget for givet at dekonstruere hver påstand, som udgiver sig for at være sand, for på den måde at afgøre, om en særlig måde at se på eller argumentere for verden, kan være fordelagtig. Postmodernister påstår således at: the desconstructions you perform will free you from your former totalizing habits of mind (e.g., searching for one right answer, or believing that everyone thinks or should think as you do) and allow you some critical distance from your socially and culturally defined ways of seeing the world (Hatch 1997: 46). Hatch nævner selvrefleksivitet, som en postmodernistisk egenskab, der kan hjælpe mennesket, i en Foucaultsk forstand, med at disappear man (Hatch 1197: 47). Dvs. man må smide sin årelange opfattelse af sig selv og verden ud for, at markant anderledes måder at se og være på kan finde vej til ens forestillingsevne. De postmodernistiske synspunkter ift. dekonstruktivisme går fint i spænd med humaniora, da humanisterne qua de humanistiske analysemetoder er vant til at forholde sig kritisk til alt, hvad de ser og hører. Den hermeneutiske metode er i sig selv en dekonstruktion af en tekst, og som jeg tidligere nævnte i afsnittet om Bourdieu, er humanister vant til, at en analyse ikke nødvendigvis leder til ét korrekt svar der kan være mange løsningsmuligheder ift. humanistisk 18

forskning. Endvidere er selvrefleksivitet en humanistisk kernekompetence, som jeg også beskrev i Bourdieu afsnittet. 2.1.6 Humanistiske kernekompetencer Humanistiske fag tilbyder en række forståelsesrammer og - modeller ift. de spændingsfelter og kontekster, som mennesket indgår i her i verden. I kraft af disse er humanisten i stand til at analysere, nuancere, perspektivere og reflektere ift. den humanistiske empiri sagt på en anden måde, så kan humanisten søge information i en kilde, trække essensen ud og omsætte den til noget håndgribeligt og praktisk (Frølund et al. 2009: 38). Med sin fundamentale holistiske forståelse for kultur og mennesket som komplekst væsen er humanisten i stand til at udforske, erkende og håndtere levende systemer og helheder (Frølund et al. 2009: 88), at navigere i komplekse processer (Frølund et al. 2009: 66), at genere refleksivitet (Frølund et al. 2009: 132), at konceptualisere viden (Frølund et al. 2009: 66) og at fremkalde mening gennem symbolbehandling (Hatch 1997: 218). Ved hjælp af disse kompetencer kan humanisten se mennesket agere i verden på nye måder og finde nye løsningssammenhænge f.eks. mellem menneskelige udviklingsprocesser og bundlinjen i en virksomhed (Frølund et al. 2009: 67). 2.1.7 Symbolbehandling Til at analysere en kultur (altså forstå helheder, tænke systemisk, navigere i kaos og håndtere kompleksitet) fortolker humanisten de symboler, vi er omgivet af overalt i samfundet, i organisationen, i hjemmet osv. Humanisten laver en kulturanalyse ud fra overbevisningen om, at kulturen er en social konstruktion. Jævnfør citatet af den amerikanske kulturantropolog Clifford Geertz: Man is an animal suspended in webs of significance he himself has spun, I take culture to be those webs, and the analysis of it to be therefore not an experimental science in search of law but an interpretive one in search of meaning (Geertz 1973: 5). Citatet udtrykker til fulde essensen af humanistens konstruktivistiske tilgang, samt det symbolsk fortolkende perspektiv, da betydningen af det er, at vores sociale virkelighed konstrueres og defineres af de associationer og forståelser, 19

der opstår mellem mennesker (Hatch 1997: 218). De webs of significance, som Geertz omtaler, er skabt af en række symboler, der giver kulturen mening. Et symbol er, hvad som helst, der repræsenterer en bevidst eller ubevidst association med et større koncept eller en større mening. Således består et symbol både af en håndgribelig form og en dybereliggende mening (Hatch 1997: 219). For at tage et klassisk eksempel er en hvid due et anerkendt symbol for fred. I symbolet består den håndgribelige form af selve billedet af duen, mens meningen, som rækker ud over denne form, er fred. Symboler kan have mange former, men falder generelt indenfor disse tre kategorier: Fysiske objekter, adfærdsmæssige begivenheder og verbale udtryk (Hatch 1997: 220). Humanisten behandler altså symbolerne i sin søgen efter mening, og ikke mindst fornemmer han/hun, hvilken betydning symbolerne har for andre mennesker. Til det symbolfortolkende arbejde anvender humanisten f.eks. den etnografiske metode (observation og interviews). Det er i den sammenhæng nyttigt at inddrage organisationspsykologen Edgar Scheins model ift. organisationskultur fra starten af 1980 erne. Teorien bygger på, at kultur eksisterer på tre niveauer: På det dybeste niveau findes overbevisninger og formodninger, i midten finder man værdier og normer, og på overfladen findes artefakter (Hatch 1997: 210). Jeg beskriver kun kort de to første niveauer, da det er det overfladiske niveau (artefakter), der er interessant ift. humanistisk symbolbehandling, men teorien i sin helhed giver et indtryk af, hvordan humanisten griber arbejdet an ift. at analysere en kultur. Overbevisninger og formodninger udgør kernen i en kultur. De repræsenterer det, kulturens medlemmer tager for givet og antager for at være virkeligheden, og som derfor påvirker deres opfattelse og, hvordan de føler og tænker. Overbevisninger og formodninger eksisterer endvidere udenfor menneskets ordinære erkendelse, og er som oftest ikke tilgængelige for bevidstheden. En type formodning kunne f.eks. dreje sig om den menneskelige natur: Hvis man formoder, at mennesket er interesseret i vækst, så vil man drive ledelse ud fra et økonomisk perspektiv (neoliberalisme); formoder man derimod, at mennesker er symbolbehandlende væsner, så driver man ledelse ud fra et meningsskabende perspektiv (Hatch 1997: 211). 20