Indledning Dette er mit sidste almindelige semesterprojekt og dermed den sidste mulighed for for alvor at fordybe mig i et enkelt emne inden påbegyndelsen af specialeskrivning. For både at udfordre mig selv og at tage fat i et aktuelt emne, har jeg valgt at gå ud fra sociologen Henrik Dahls kritik af studiet Humanistisk informatik. I løbet af sommeren og efteråret 2013 har der været en del kritik af og debat vedrørende studiet Humanistisk Informatik. Særlig prominent i denne debat har sociolog, forfatter og censor ved Aalborg Universitet Henrik Dahls kritik været. Som studerende på Humanistisk Informatik må man naturligvis overveje denne kritik, da en kritik af et studie på sin vis også er en kritik af de studerendes faglighed og dermed ens egen. Dog mener jeg ikke (og jeg er allerede her muligvis uenig med Henrik Dahl, da han i sit indlæg på Kommunikationsforum.dk skriver, at han mener at meninger er som røvhuller; alle har et, men ingen vil have noget med andres at gøre bortset fra muligvis ens mor (se bilag: K-forum) at man ukritisk skal tage kritikken til sig. Henrik Dahl baserer de kritiske udtalelser i Politiken (se bilag) på resultaterne for de studerende, der af en eller anden grund har udskudt deres kandidateksamener til efteråret. Disse studerende kan efter min mening ikke være et repræsentativt udsnit af en studieårgang. Forelæsningerne på AAU er i høj grad inspiration til selvstudier i hvert fald ud fra mine autoetnografiske erfaringer på området. Det er i projektarbejdet, at læringen for alvor finder sted. Derfor må det være den enkelte studerendes ansvar ikke i alle sine projekter blot at vælge at beskæftige sig med eksempelvis hermeneutisk videnskabsteori igennem hele sin studietid, for så får kritikere som Henrik Dahl jo ret i, at vi studerende kun kender til én fremgangsmåde. Med ovenstående for øje har jeg derfor valgt at fordybe mig et udsnit af videnskabsteorien, som jeg aldrig tidligere har beskæftiget mig med som metode. 3
Opgaveformulering Da denne opgave som nævnt giver mig en sidste mulighed for at fordybe mig i et fagligt område inden specialesemesteret, har jeg med inspiration fra Henrik Dahls kritik af studerendes videnskabsteoretiske færdigheder valgt, at fordybe mig i semiotikken som metodisk tilgang. Min opgaveformulering lyder som følger: Opgaverapportens struktur Hvad er semiotik? Hvilke videnskabsteoretiske tanker ligger til grund for denne videnskab? Hvordan kan semiotikken anvendes som metode? Som ovenstående opgaveformulering viser, er denne rapport en opgaverapport og ikke en projektrapport. Jeg arbejder i denne opgave ikke ud fra en problemformulering, men derimod ud fra en opgaveformulering. Dette betyder, at denne rapport har til formål at undersøge et fagligt område, nemlig semiotikken, frem for at løse et problem. Med andre ord er denne opgaves formål deskriptivt frem for operativt. Dette er grunden til, at du som læser måske vil finde et detaljeret teoriafsnit og et mindre diskussionsafsnit. I teoriafsnittet beskriver jeg Saussures semiologiske begreber og derefter Peirces teorier om semiotik. Dette har jeg valgt at gøre for at illustrere sammenhænge og forskelle mellem de to tænkeres tilgange til videnskaben om tegn. Da semiotikken er det primære interesseområde for mig i denne opgave, vil afsnittet om Peirces tegnteorier og tilgang til fænomenologien være mere uddybet end afsnittet om Saussures tegnteori. Et diskussionsafsnit følger teoriafsnittet. Her vil jeg diskutere den beskrevne teori især med henblik på anvendelse af semiotikken som metode frem for som teori. Blandt andet vil jeg komme ind på muligheden for anvendelse af Peirces tegnbegreb som en alternativ kommunikationsmodel. Jeg har valgt at lave et kort afrundingsafsnit, hvor jeg kort vil opridse opgavens væsentligste pointer. Til slut følger litteraturliste samt bilag. 4
Teori I dette afsnit vil jeg beskæftige mig med semiotikken og teorien bag den. Jeg vil i dette afsnit gøre rede for den semiologiske tilgang til videnskaben om tegn med fokus på den schweiziske lingvist og grundlægger af strukturalismen, Ferdinand de Saussure. Selvom denne opgave har semiotikken som sit primære fokus, har jeg alligevel valg også at beskæftige mig med semiologien, da denne er en del af den semiotiske videnskab. Jeg synes desuden, at det er ganske relevant at gøre rede for henholdsvis Saussures forståelse af sproget og hans dertilhørende tegnbegreb for at undersøge forskellene mellem semiologien og den almene semiotik. Senere i dette teoretiske afsnit vil jeg især beskæftige mig med semiotikeren Charles Sanders Peirces tilgang til tegnvidenskaben. Charles Sanders Peirce (1839-1914) var egentlig uddannet kemiker, men betragtede sig selv som logiker og semiotiker og betragtes i dag som grundlæggeren af den moderne semiotiske videnskab. Hans far var matematikprofessor og opfordrede sin søn til fra en tidlig alder at interessere sig for matematik og logik. Peirce var ganske produktiv og hans offentliggjorte arbejder nærmer sig 10.000 sider på trods af, at han aldrig i sin levetid fik udgivet en bog. I dag er mange af Peirces manuskripter endnu ikke udgivet, men flere af hans offentliggjorte arbejder er blevet udgivet i bogform. (Kjørup, 2002). Udover at henvise til filosofferne Saussure og Peirce, vil jeg i nedenstående afsnit citere flere forfattere, som har beskæftiget sig med den semiotiske videnskab. Blandt andet den danske filosof Søren Kjørup, som er tidligere professor i videnskabsteori ved Roskilde UniversitetsCenter. Derudover bruger jeg citater fra professor ved Århus Universitet, Anne Marie Dinesens bog om Peirce. Sidst men ikke mindst har jeg beskæftiget mig med den italienske filosof, semiotiker og forfatter Umberto Ecos bog om semiotik; Kant og næbdyret. Semiologien og semiotikken Ferdinand de Saussure er kendt som tænkeren bag den strukturalistiske semiotik, som han også kaldte semiologien. En af strukturalismens grundideer er, at der bag de fænomener, som træder frem for os i verden, er en struktur; et system. Et system er, som Kjørup formulerer det et sæt af elementer og et sæt af relationer mellem elementerne (Kjørup, 2002, 16). Man kan sige, at den primære semiologiske interesse er, at undersøge og bestemme, hvilke tegn sproget består af og hvordan de relaterer sig til hinanden. Sprogsystemet er dybest set ren form ( ) det består slet og ret af forskelle. Ethvert element i systemet defineres udelukkende gennem strukturen af forskelle fra andre elementer, eller gennem reglerne for hvordan det pågældende element optræder i 5
forhold til de andre. Sprogets lyde er fx ikke de konkrete akustiske fænomener (svingningerne i luften), men de oplevede, og specielt de oplevede forskelle mellem fx stemt og ustemt. (Kjørup, 2002, 15) Ud fra ovenstående citat se vi hvordan Saussure mener, at et sprogligt tegn ikke har værdi i sig selv, men udelukkende ved relationen til andre tegn. Ifølge Saussure er sprogsystemet at sammenligne med et skakspil. I et skakspil er spillets struktur det, der definerer spillet. Hvis man mister en brik, vil man ifølge Saussure kunne erstatte brikken med et tilfældigt andet objekt. Det er altså ikke selve brikken, der er vigtig for spillet, men de regler, som brikken må følge og dermed den struktur, som brikken indgår i. Dette kan ses som en parallel til sproget. (Kjørup, 2002, 16). Ovenstående skakmetafor viser, at det ud fra et strukturalistisk perspektiv er uhyre vigtigt at vide, hvordan et tegn placerer sig i sprogsystemet. Strukturalisternes interesse er at finde veldefinerede mindsteenheder, altså enheder som ud fra givne kriterier er de mindste byggestene af en art (Kjørup, 2002, 16). Hvad er så den mindste betydningsbærende enhed i sproget? De mindste enheder er bogstaver, tal, grammatiske enheder som eksempelvis udråbstegnet eller kommaet. Dog kan man ikke sige, at disse tegn er bærere af betydning, men snarere af information om, hvordan et ord skal udtales, eller hvordan en sætning skal læses. Sprogets mindste betydningsbærende enhed kaldes i den lingvistiske tradition et morfem. Et morfem er ikke nødvendigvis et ord, men et ord består altid af et eller flere morfemer. (Drotner, Jensen, Poulsen og Schrøder, 1996, 183). Sætningen hunden fangede bolden består af tre ord, men af seks morfemer. Ordene hund, fange og bold er alle ordrødder med hver deres betydning, altså er de morfemer. Dog er ordenes endelser -en, -de og -en også morfemer, da endelserne hver især tilfører betydning til det ord, som de er knyttet til. Endelsen -en i ordet hunden viser, at der er tale om substantivet hund i bestemt form, ental ligeledes er tilfældet med -en i ordet bolden. Endelsen -de i ordet fangede viser, at der er tale om verbet at fange i datid. Ordene er altså ikke den mindste betydningsbærende enhed i sproget, da ord ofte kan inddeles i mindre betydningsbærende enheder. Det er disse enheder, som kaldes morfemer. Ifølge Saussure, kan vi som aktører i sprogsystemet ikke på forhånd kende systemets regler - må først må studere sproget. Dog mener Saussure, at vi ikke umiddelbart kan studere sproget, da det er for uoverskuelig en størrelse og da det har bund i forskellige videnskaber som eksempelvis historien, psykologien, sociologien, med flere. Han skelner mellem to former for sprog; Langue og Parole. Langue er sprogsystemet, altså noget abstrakt, hvorimod Parole er det dagligdags talte sprog, altså de ytringer som konkret kommer til udtryk i vores dagligdags tale. (Kjørup, 2002, 15). Da selve sproget i et 6
bredt perspektiv som sagt er vanskeligt, hvis ikke umuligt at studere, kan vi ifølge Saussure studere det dagligdags talte sprog; Parole for at forstå det abstrakte sprogsystem som Saussure kalder Langue. Saussures todelte tilgang til sproget finder vi også på tegnplan. Her skelner semiologen også mellem to dele af det hele, som tegnet består af. Signifiant, som betyder det betydende og signifié, som betyder det betydede. Det betydende henviser til tegnets akustiske eller visuelle udtryk. Det betydede henviser til selve tegnets betydning. (Kjørup, 2002, 17). For at eksemplificere, hvad Saussures todelte tegnbegreb betyder, kan vi se på ordet mand. De fire trykte bogstaver i ordet mand eller lyden af ordet mand når det udtales er signifiant; det betydende. Det visuelle eller akustiske tegn mand er jo ikke det samme som fænomenet mand, som findes i verden. fænomenet mand er i dette eksempel det betydede, signifié. Tegnet for mand, signifiant, henviser altså til fænomenet mand, signifié. Den danske strukturalistiske lingvist Louis Hjelmslev (1899-1965) foreslog anvendelsen af betegnelserne udtryk for det franske signifiant og indhold for signifié på dansk. (Kjørup, 2002, 17). Forholdet mellem tegnenes udtryk og indhold er ifølge Saussure fuldstændigt arbitrært, det vil sige tilfældigt valgt. Der er ikke en særlig grund til, at tegnet for en mand er ordet mand. Denne sammenhæng, mener Saussure, bygger helt og aldeles på sociale konventioner. (Kjørup, 2002, 17). Som tidligere nævnt er sammenhængen mellem begreberne semiologi og semiotik, at semiotikken er den generelle videnskab om tegn, mens semiologien er den strukturalistiske tilgang til denne videnskab. Dog er der visse forskelle mellem semiologen Ferdinand de Saussures definition af tegnbegrebet og det semiotiske tegnbegreb som Peirce definerer. Hvor Saussure forholder sig til tegnbegrebet som todelt i form af udtryk og indhold, er tegnbegrebet hos semiotikeren Charles Sanders Peirce derimod tredelt. Derudover mener Peirce ikke, at forholdet mellem et tegns udtryk og dets indhold nødvendigvis er arbitrært og baseret på konventioner. Dette vil jeg komme nærmere ind på i det efterfølgende afsnit. Definition af et tegn Semiologien og semiotikken er begge videnskaber som beskæftiger sig med tegn. Som afsnittet ovenfor viser, er der dog flere forskellige definitioner af tegnbegrebet. Saussure arbejder med en definition af tegn som sprogets mindste betydningsbærende enhed, altså morfemet. Ligeledes forstår semiotikeren Peirce tegnbegrebet, som noget der er bærer af betydning. Dog kan vi i nedenstående citat se, at Peirce i modsætning til Saussure inddrager den person, der formidles information til i sine overvejelser omkring et tegns betydning. 7
Hvis der findes noget, som formidler information og alligevel absolut ingen relation eller reference har til noget som helst, som den person, der formidles information til, har den mindste kendskab til, direkte eller indirekte, når han forstår den information og det ville være en meget mærkelig slags information så bliver vehiklet for den slags information ikke kaldt et tegn i denne bog. (Peirce, 1994, 97) Peirces tredelte tegnbegreb At Charles Sanders Peirces tegnbegreb som nævn inddrager tegnets fortolker eller modtager i sin egen definition af et tegn, er en ganske betydningsfuld forskel mellem de to tænkere. Et tegn eller repræsentamen er noget, der for nogen står for noget i en vis henseende eller egenskab. Det taler til nogen, det vil sige skaber et ækvivalent tegn i den pågældende persons bevidsthed, eller måske et mere udviklet tegn. Det tegn, som det skaber, kalder jeg for interpretanten af det første tegn. Tegnet står for noget, dets objekt. (Peirce, 1994, 94) Ovenstående citat beskriver det grundlæggende for Peirces tredelte tegnbegreb. Det, som Peirce i ovenstående citat kalder et repræsentamen, kaldes også blot tegn, da det er repræsentamenet, som henviser til objektet og som er grundlag for interpretanten. Peirce skelner altså her mellem repræsentamenet, som er selve tegnet som fænomen og tegnbegrebet i en bredere sammenhæng; altså det tredelte tegn, eller Semiosen. Det, at et tegn er noget, der står for noget, kan ifølge Søren Kjørup tolkes i to forskellige retninger. Dels i den retning, som kendetegner den populære læsning af Peirce; nemlig at et tegn, som Peirce selv formulerer det står for noget, det vil sige, at et tegn er noget, der henviser til en genstand. Dels kan man tolke Peirces formulering i en strukturalistisk retning, hvilket indebærer, at et tegn ikke står for noget, men derimod består (som vi så det hos Saussure) af et udtryk og et indhold. Det vil sige, at tegnet ikke henviser til noget uden for sig selv, men at der er indeholdt en betydning i selve tegnet. Kjørup formulerer det således: Det strukturalistiske tegn er ikke noget der står for noget andet, eller henviser til en eller anden genstand; det er ( ) en enhed af et udtryk og et indhold, noget akustisk eller grafisk kombineret med en betydning (Kjørup, 2002, 21) 8
Model: Peirces tredelte tegnbegreb Billede fra www.brandbase.dk Et tegn er altså ifølge Peirce et triadisk begreb bestående af repræsentamen, objekt og interpretant. Det skal her understrages, at et tegn således ikke består af et udtryk (repræsentamenet), et indhold (objektet) og en fortolker (interpretanten), men at interpretanten derimod er et billede eller et ækvivalent tegn i fortolkerens bevidsthed. (Kjørup, 2002, 21). Repræsentamen Repræsentamenet er selve tegnet som det optræder for nogen. Dette være sig fonetisk som i talesprog eller grafisk som i skriftsprog eller billeder. Peirce bruger indimellem ordet tegn i stedet for repræsentamen, hvilket vil sige, at han skelner mellem definitionen af et tegn som en triadisk sammensætning af repræsentamen, objekt og interpretant og definitionen af et tegn; et repræsentamen som ét af de tre aspekter af det triadiske tegnbegreb. Hvis et tegn er noget andet end sit objekt, må der eksistere, enten i tanken eller i udtrykket, en forklaring eller et argument eller en anden kontekst der viser, hvordan på hvilket system eller af hvilken grund tegnet repræsenterer det objekt eller den mængde objekter, som det gør. (Peirce, 1994, 96) Ovenstående citat fortæller om sammenhængen mellem et repræsentamen og dets objekt. Hvis man sammenligner Peirces begreb repræsentamen med Saussures begreb signifiant eller udtryk og ligeledes sammenligner Peirces begreb objekt med Saussures begreb signifié eller indhold, kan vi se endnu en forskel mellem de to tænkeres tegnbegreber. Hvor Saussure mener, at forholdet mellem et tegns indhold og udtryk er arbitrært og konventionelt vedtaget, funderer Peirce over sammenhængen mellem repræsentamen og objekt. Senere i teoriafsnittet vil jeg beskæftige mig med sammenhængen mellem forskellige typer tegn og deres objekter. 9
Tegnet kan kun repræsentere objektet og fortælle om det. Det kan ikke befordre kenskab til eller genkendelse af det pågældende objekt; for det er det, der menes i denne bog med et tegns objekt; nemlig det, som det forudsætter kendskab til, for at kunne formidle yderligere information om det (Peirce, 1994, 97) Ovenfor kan vi se, at det i Pierces tegnbegreb er afgørende, at man som tegnfortolker har viden om eller kender til det objekt, som et tegns repræsentamen står for. Hvis ikke jeg som tegnfortolker kender til det objekt, som repræsentamenet står for, bærer tegnet ikke nogen betydning for mig og dermed er tegnet ifølge Pierce ikke et tegn. Et ord, som er skrevet med bogstaver fra det romerske alfabet, vil udgøre et tegn for de fleste, som kan læse, i den vestlige verden. For en russer, som kun har lært at læse russiske bogstaver, vil dette ord derfor ikke være et tegn. Objekt Objektet er det fænomen, som repræsentamenet henviser til. Et tegn kan henvise til flere objekter og disse objekter kan tolkes som et samlet objekt. Peirce selv beskriver det således: Et tegn kan have mere end ét objekt. Således refererer sætningen Kain dræbte Abel mindst lige så meget til Abel som til Kain, selv hvis man ikke betragter den, som man burde, som havende et mord som et tredje objekt. Men mængden af objekter kan betragtes som udgørende ét samlet objekt. (Peirce, 1994, 96) Med Søren Kjørups strukturalistiske tolkning af tegnet som stående for noget in mente, er fænomenet ikke et tegn uden for repræsentamenet, men et indhold, som er indlejret i det tegn, som repræsentamenet ligeledes er en del af. Objekt, repræsentamen og interpretant er ikke adskilte tegn, men tre aspekter af det samme tegn. Tegnet står for noget, dets objekt. Det står for objektet ikke i alle henseender, men i reference til en slags ide, som jeg undertiden har kaldt det pågældende repræsentamens grund. idé skal her forstås i en slags platonisk forstand; meget lig dagligsprogets; jeg mener i den forstand, som når vi siger, at den ene mand griber den anden mands ide, eller hvis vi siger, at når en mand genkalder sig det, han på et tidligere tidspunkt tænkte på, så genkalder han sig den samme ide, eller når en mand bliver ved med at tænke på noget, i for eksempel en tiendedel sekund for så vidt som tanken bliver ved med at stemme overens med sig selv i det tidsrum, dvs. at have det samme indhold, er det den samme idé -og ikke en ny idé i hvert øjeblik af det tidsrum. (Peirce, 1994, 94) 10
Ifølge Anne Marie Dinesen skal begrebet grund forstås som en slags idemæssig stabilisator. (Dinesen, 1991, 102). Anne Marie Dinesen mener altså, at det er repræsentaments grund, som afgør hvilke interpretanter, der affødes i tegnfortolkerens bevidsthed. Man kan huske en masse forskellige ting, men man erindrer i almene ideer, hvortil tingene knytter sig. (Dinesen, 1991, 102). Ud fra henholdsvis Dinesens og Peirces egen definition af et repræsentamens grund, forestiller jeg mig et eksempel, hvor jeg bliver opmærksom på det grafiske tegn for hund i en avisartikel om den nyligt indførte hundelov. Repræsentamenet hund står for objektet hund. I denne situation er ideen om en hund end idé om noget farligt. Derfor vil dette repræsentamen afføde en interpretant i min bevidsthed, som svarer til ideen om en hund som noget farligt. Eksempelvis erindringer om at være bange for en hund. I modsat fald ville det grafiske repræsentamen hund i en artikel om hundehvalpe afføde en interpretant i min bevidsthed, som trækker på ideen om en hund som noget sødt og sjovt. Eksempelvis erindringer om selv at lege med en hundehvalp. Ud fra denne tolkning kan begrebet grund stå for en slags kontekst i hvilken, tegnet sanses af tegnfortolkeren. Dermed er tegnets grund ikke en del af selve tegnbegrebet (der i så fald ville være firedelt), men en omstændighed uden om tegnet, som har betydning for interpretanten. Interpretant Interpretanten er det ækvivalente eller mere udviklede tegn (Peirce, 1994, 94), som tegnets fortolker i mødet med repræsentamenet skaber i sin bevidsthed. Som ovennævnte afsnit fortæller, er interpretanten afhængig af tegnets objekt og repræsentamen. Der er et temporalt aspekt i Peirces tegnbegreb, som ikke må overses. Selvom de tre aspekter; repræsentamen, objekt og interpretant alle er dele af det samme tegn, er interpretanten afhængig af repræsentamenet og dermed objektet på den måde, at der nødvendigvis må være et repræsentamen for at afføde en interpretant. Den uendelige semiosis Semiosis er et andet navn for Peirces tredelte tegnbegreb. Som nævnt ovenfor er der et temporalt aspekt i Pierces tegnbegreb. Ifølge Peirce er det triadiske tegn nemlig ikke blot et tegn, men en proces denne proces kaldes semiosis. Et repræsentamen står for et objekt, som skaber en interpretant hos tegnfortolkeren. Denne ækvivalente eller mere udviklede interpretant er et tegn i sig selv, hvilket vil sige, at den er et repræsentamen, som peger på et objekt, som afføder en interpretant hos fortolkeren. Denne proces kaldes den uendelige semiosis, da et tegn i princippet kan blive ved med at afføde nye tegn i det uendelige. (Peirce, 1994, 94). 11
Tegntrikotomier Peirce ikke blot opstiller en triadisk tegnproces, men definerer også forskellige typer af tegn. Tegnene opstiller han i grupper af tre; de såkaldte tegntrikotomier. Tegntrikotomierne er nært forbundet med Peirces tanker om fænomenologi, eller faneroskopi, som han selv benævner den. Denne faneroskopi vil jeg beskæftige mig med sidst i teoriafsnittet. Den præsenterede teori i afsnittet om tegntrikotomier og tegnklasser er baseret på Peirces bog, Semiotik og pragmatisme fra 1994, side 98-134. Peirce beskriver kort selv sin inddeling af tegntrikotomier: Tegn kan inddeles i tre trikotomier; for det første efter om tegnet i sig selv er en blot og bar kvalitet, er faktisk eksisterende eller en almen lov; for det andet alt efter om tegnets relation til dets objekt består i, at tegnet besidder en egenskab i sig selv, eller en vis eksistentiol relation til objektet, eller i dets relation til en interpretant; for det tredje alt efter om interpretanten repræsenterer det som et tegn på en mulighed eller som et tegn på et faktum eller som et fornufts-tegn. (Peirce, 1994, 98-99) Den første orden Inden for den første tegntrikotomi, forholder Peirce sig som nævnt i citatet ovenfor til, om et tegn er 1.ren kvalitet, 2. en begivenhed eller noget eksisterende eller 3. alment gældende/lov. Dermed er denne trikotomi en direkte parallel til Peirces faneroskopi. Denne orden vedrører den spekulative grammatik. (Dinesen, 1991, 123). 1.1: Kvalitegn Et kvalitegn er ifølge Peirce en ren følelseskvalitet, der optræder som et tegn. Tegnet kan ikke virke som et tegn, medmindre det er legemliggjort (Peirce, 1994, 99). En ren følelseskvalitet kunne eksempelvis være farven gul, eller en duft af roser. Den rene følelseskvalitet behøver ikke at være knyttet til en bestemt sansning, men kan også være et matematisk bevis, en melodi før de analyseres i deres komponenter (Peirce, 1994, 14) et kvalitegn kan kun være et tegn i kraft en vis lighed med sit objekt. Derfor er kvalitegnet ligeledes et ikon. eftersom en kvalitet er en logisk mulighed, kan den ydermere kun fortolkes som et væsenstegn, det vil sige et ikon (Peirce, 1994, 104). 1.2: Sintegn Sintegn er en faktisk eksisterende ting eller begivenhed, som er et tegn. Det kan det kun være gennem sine kvaliteter; så det indebærer et kvalitegn eller snarere adskillige kvalitegn. (Peirce, 12
1994, 99). Anne Marie Dinesen beskriver sintegnet som et enkelt eksistentielt faktum som tegn (1991, 123) 1.3: Legitegn Peirce beskriver et legitegn som værende en lov som er et tegn ( ) Ethvert konventionelt tegn er et legitegn [men ikke omvendt] (Peirce, 1994, 99). Peirce nævner ordet det som et legitegn, idet tegnet har fået sin betydning gennem konventioner. Den anden orden Den anden trikotomi beskæftiger sig med, hvordan tegnene relaterer sig til deres objekter. Denne orden vedrører logikken. (Dinesen, 1991, 123) 2.1: Ikon Ikoniske tegn ligner de objekter, som de står for; det refererer til sit objekt i kraft af sine egne egenskaber. (Peirce, 1994, 100). Eksempelvis er landkort og piktogrammer ikoner, da de søger at efterligne deres objekter. 2.2: Indeks Et indeksikalsk tegn har en nærheds- eller årsagsforbindelse med sit objekt. Indekset bliver påvirket af sit objekt og derfor er der visse ligheder imellem dem. Et indeksikalsk tegn er tegn på noget. Et fodspor er eksempelvis tegn på den, der har sat sporene. 2.3: Symbol De symbolske tegn henviser til deres objekter i kraft af konventioner i det aktuelle sprogsamfund. Det kan også være via en lovmæssighed/ association/vane (Dinesen, 1991, 123). Altså er symboler en form for legitegn. Den tredje orden Denne orden vedrører retorikken. (Dinesen, 1991, 123) 3.1: Rhem Et rhem er et tegn, der for dets interpretant repræsenterer en mulighed og et muligt objekt. Peirce kalder denne form for tegn væsenstegn (Peirce, 1994, 104). 3.2: Dicitegn Peirce beskriver dicitegnet som et tegn, der for dets interpretant er et tegn på faktisk eksistens. (Peirce, 1994, 101). 3.3: Argument Ifølge Peirce kan et argument beskrives således: Et argument er et tegn hvis interpretant repræsenterer dets objekt som yderligere et tegn gennem en lov, nemlig loven om at overgangen fra denne type præmisser til konklusioner bevæger sig i retning af sandheden. (Peirce, 1994, 108) Et arguments tegn er alment, altså er det også et symbol. 13
Fælles for disse trikotomier er, at man kan sige om dem, at den første tegnklasse er svagest og den sidste er stærkest. Den første orden, som vedrører den såkaldt spekulative grammatik, indeholder 1.1: en følelse, 1.2: en faktisk eksisterende ting og 1.3: en lovmæssighed. Den anden orden, som vedrører logikken, refererer til virkeligheden gennem 2.1: en lighed, 2.2: en nærhed eller 2.3: en konvention. Den tredje orden, som vedrører retorikken indeholder 3.1: en mulighed, 3.2: en faktisk eksistens og 3.3: en lovmæssighed. Faneroskopi Charles Sanders Peirce s videnskabsteoretiske tilgang til semiotikken er en form for fænomenologi, som han selv betegner som faneroskopi efter det græske faneros, som betyder det åbenbare eller det tydelige. Lektor i informationsvidenskab ved Århus Universitet, Anne Marie Dinesen, beskriver Peirces tilgang til fænomener. Hvor andre filosoffer har tvivlet på fænomeners eksistens, endda på deres egen eksistens, er Peirce overbevist om, at der findes noget; fænomener, som ikke kan betvivles: Når man kan omtale noget, eksisterer det naturligvis. Benægtelse af et fænomens eksistens er som oftest udelukkende et spørgsmål om, at fænomenet evt. ikke indtager den placering i tænkningen, som man havde forestillet sig. (Dinesen, 1991, side 21) Den italienske filosof, forfatter og semiotiker, Umberto Eco gør sig i bogen Kant og næbdyret tanker om semiotik og dens fænomenologiske grundlag. Eco gør sig i den forbindelse nogle kritiske tanker om den almindelige brug af ordet være. Eco mener, at vi konstant bruger former af ordet at være. Han mener, at man må overveje, hvad det egentlig vil sige at være, siden vi i vores sprogbrug måske uden at tænke over meningen med ordene beskæftiger os med væren. Eco påpeger den indlejrede cirkelslutning i et menneskes stillen spørgsmål ved sin egen væren. For når man er i stand til at stille spørgsmålstegn ved sin egen eksistens, så må man nødvendigvis eksistere! (Eco, 1997, 37). Dermed er de to semiotikere Eco og Peirce enige om, at man kan påvise objektiv viden, eksempelvis den menneskelige eksistens. På dette punkt adskiller de sig markant fra en anden filosofisk tilgang til viden, nemlig socialkonstruktivismen. Socialkonstruktivister benægter eksistensen af objektiv viden, idet de mener, at al erkendelse sker som sociale konstruktioner inden for kulturelle og sociale rammer. 14
Tidligere i opgaverapporten har jeg beskrevet, hvordan semiosen ikke blot er et tegnbegreb, men også en proces. Dette temporale element, hvor tegnbegrebets tre elementer sker én efter én er dog ifølge Charles Sanders Peirce ikke mulig i praksis. På dette punkt er han uenig med den tyske filosof Emmanuel Kant, som ellers var en af Peirces store inspirationskilder. Kant foretog en absolut adskillelse af observation og logisk refleksion, således at man først observerer, dernæst begynder at tænke logisk. Men for Peirce er observationen og den logiske refleksion to samtidigt virkende principper, der ligner hinanden til forveksling, idet de er baseret på logiske slutninger af forskellig karakter. ( ) Det er i den forstand observation og logisk refleksion ikke kan adskilles absolut. Adskillelsen af dem foregår som en analytisk proces. (Dinesen, 1991, side 25) Som en del af Peirces faneroskopi findes de tre former for følelseskvaliteter: førstehed, andethed og tredjehed, som Peirce kalder dem. Navnene antyder muligvis en vis temporal orden mellem de tre former for følelseskvaliteter. Charles Sanders Peirces mening adskiller her, som citatet ovenfor viser, fra forbilledet Emmanuel Kants. Kant fremsætter nemlig, at mennesket i sin perception af verden først observerer et fænomen og dernæst logisk reflekterer over det. Modsat mener Peirce, at man som menneske i praksis ikke kan undgå at reflektere over et fænomen samtidigt med, at det opleves. Ikke desto mindre må man som fænomenolog tilstræbe at adskille disse følelseskvaliteter. Følelseskvaliteterne er i deres tredeling både formmæssigt og indholdsmæssigt ganske tæt forbundne med de tre tegntrikotomier, som jeg tidligere har beskrevet. Førstehed Førstehed er den rene følelseskvalitet. Det kan være følelses af en farve eller en duft. Denne følelseskvalitet knytter sig ikke nødvendigvis til en sansning, men er ren perception på den facon, at fortolkeren ikke analyserer, tolker eller vurderer denne følelse. Peirce beskriver, hvordan denne følelseskvalitet, for at være førstehed, udfylder hele bevidstheden. Peirce understreger, at denne følelse af førstehed ikke nødvendigvis skal være oplevet, men ligeledes kan være forestillet. Jeg kan forestille mig en bevidsthed, hvis hele liv, hvad enten den er lysvågen, døsig eller drømmer, ikke består af noget som helst andet end en violet farve eller stanken af rådden kål (Peirce, 1994, 36). Førsteheden er kvalitativ. Andethed Andethed er en følelskvalitet, der indeholder førsteheden. Hvor førsteheden er følelsen af noget for sig, er andetheden følelses af noget i forhold il noget andet. Andethed vedrører kendsgernin- 15
ger, det vil sige noget, som faktisk finder sted i verden. Og ikke uden et element af kamp mellem de førsteheder, som andetheden indeholder. Hvis blå er den rene følelseskvalitet, så kommer der, når denne følelseskvalitet opstår som kendsgerning, kontraster til den blå farve. Andetheden består af det eksisterende; det vi kan opleve. Vi har altså allerede her en kontrast mellem det mulige og det faktiske. Andetheden er kvantitativ idet den kan sanses. Trediehed Peirce beskriver følelseskvaliteterne som det, det forbinder de to første sansekvaliteter. Hvis førsteheden er følelsen og andetheden er sansningen, så er tredjeheden den forståelse, der skaber bro imellem de to første kvaliteter. Disse tre slags følelseskvaliteter kan forbindes med Peirces tegnbegreb. Førsteheden er en parallel til repræsentamenet; den umiddelbare oplevelse eller sansning af noget. Andetheden er en parallel til objektet, altså manifestationen af førsteheden. Tredieheden er parallel til interpretanten, hvor fortolkeren trækker på erfaringer for at danne nye tegn og semiosen opstår. 16
Diskussion: Semiotik som metode Interpretanten og det oplevede fænomen Det triadiske tegn indeholder både tegn, interpretant og objekt. Ligeledes indeholder et fænomen både det perciperede og det forestillede så længe der er tale om et fænomen. Man kan undre sig over, hvorfor Peirce adskiller repræsentamenet og interpretanten i og med, at hans faneroskopi ikke differentierer mellem et fænomen som det optræder i verden og et fænomen som det optræder i en bevidsthed. han kalder simpelthen begge for fænomener. Dog er repræsentamenet jo netop en del af en triadisk helhed, hvilket modsat argumenterer for, at Peirce netop ikke adskiller det oplevede og det forestillede fænomen. I Peirces tegnbegreb er interpretanten desuden affødt af repræsentamenet og dermed måske ikke sammenligneligt med et forestillet fænomen, da et forestillet fænomen ikke nødvendigvis er affødt af et repræsentamen. En tredelt kommunikationsmodel? Ud fra et fænomenologisk synspunkt kan afsenderen af et budskab ikke være en del af en kommunikationsmodel som andet end en del af meddelelsen. Man kunne kalde en sådan tilgang til kommunikation antiintentionalistisk, da afsenderens intention for så vidt ikke eksisterer ud fra en fænomenologisk tilgang i og med at den ikke optræder som et eksplicit fænomen. Dog må man gennem logiske tolkninger alligevel kunne slutte noget om afsenderen idet afsenderens valg og fravalg af eksempelvis paradigme vil optræde implicit som en del af meddelelsen. I for eksempel en reklame vil afsenderens firmanavn, logo eller slogan ofte optræde som en del af budskabet og man vil derfor ud fra en fænomenologisk tilgang til kommunikation også kunne inddrage afsenderen i sin kommunikationsanalyse. Et eksempel fra den (næsten) aktuelle politiske debat kunne være da Villy Søvndal for nyligt overdrog udenrigsministerposten til partifællen Holger K. Nielsen. Her overrakte Holger K. Nielsen Søvndal en hængekøje samt en CD med cubansk musik med en bemærkning om, at Søvndal nu kunne drømme sig væk til det cubanske paradis. Bemærkningen vakte røre, da oppositionen med Søren Pind i spidsen betragtede udtalelsen som et udtryk for sympati med Cubas kommunistiske styre. Modsat mente udenrigsministerens partifæller og regeringspartnere, at bemærkningen måtte være en hentydning til den afgående ministers forkærlighed for de cubanske sandstrande. Ud fra et fænomenologisk synspunkt kan man ikke fastslå, om Holger K. Nielsens intention var at henvise til det kommunistiske styre eller til de hvide sandstrande, da denne intention ikke træder frem som et fænomen. 17
Semiose som kommunikationsmodel? 9.semesteropgave: Semiotik som metode I et kommunikationsfagligt perspektiv kunne man forestille sig at anvende Peirces tredelte tegnmodel som kommunikationsmodel. Traditionelt arbejder man i disse modeller med variationer over afsender, modtager og budskab. I stedet kunne man se på et repræsentamen som selve kommunikationen eller meddelelsen, objektet som de budskab, man henviser til og interpretanten som den respons, modtageren møder meddelelsen med. I forbindelse med arbejdet med virksomhedskommunikation kunne man forestille sig at bruge Charles Sanders Peirces triadiske tegnbegreb som model for kommunikation. 18
Afrunding Efter at have arbejdet med semiotikken, mener jeg i høj grad at det er muligt at anvende den som metodisk tilgang til projekter. Det at semiosen lægger op til at man som fortolker oplever et tegn, som henviser til et fænomen og som bagefter giver anledning til fortolkning. Denne tilgang, hvor man efter fænomenologisk forskrift forsøger at fralægge sig egne fordomme, erindringer og meninger, for i første instans blot at beskrive et fænomen, er en tilgang, jeg som studerende er bekendt med. Dog er det semiotiske perspektiv på metoden noget ganske nyt for mig. At opleve et fænomen og gøre sig klart at det repræsentamen, som man oplever står for et fænomen, men ikke nødvendigvis er det samme som dette fænomen, mener jeg lægger op til at være særligt kritisk over for egne observationer. Bevidstheden om, at fænomenet (objektet), det oplevede fænomen (repræsentamenet) og ens egne logiske slutninger ikke kan adskilles i det øjeblik, fænomenet opleves, men må adskilles på analytisk niveau sidenhen, tænker jeg, kan gøre, at man i øget grad bliver bevidst om, på hvilket niveau man oplever et fænomen. Med andre ord, hvilke følelseskvaliteter, der er i spil. De observerede fænomener/faneroner er ikke nødvendigvis fysiske, eksisterende i verden, men kan ligeledes være fænomener, man som observerende oplever i sit sind. Peirce skelner ikke imellem disse to, hvilket gør, at man som undersøger ikke udelukkende selv skal opdage fænomener, men at man ligeledes kan undersøge fænomener i andres forestilling, ved hjælp af for eksempel selvevaluering. 19
Litteraturliste Dinesen, A. M. (1991). C. S. Peirce: Fænomenologi, semiotik og logik. Nordisk sommeruniversitet: Nordisk sommeruniversitet Drotner, K., Jensen, K. B., Poulsen, I., Shrøder, K. (1996). Medier og kultur: En grundbog i medieanalyse og medieteori. Borgens Forlag Eco, U. (1997) Kant og næbdyret. Forum Kjørup, S. (2002). Semiotik.: Roskilde universitetsforlag Peirce, C. S. (1994). Semiotik og pragmatisme. Gyldendal Web-adresser Hjortdal, M. (2013, 28. november). Populært studie får dumpekarakter. Lokaliseret d. 30. december 2013 på: http://politiken.dk/indland/uddannelse/ece2146272/populaert-studie-faardumpe-karakter/ Dahl, H. (2013, 25. juni). Hjælpeløse studerende i videnskabsteoretisk kaos: Den massehumanistiske trosbekendelse. Lokaliseret d. 2. januar 2014 på: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/hjaelpeloese-studerende-i-videnskabsteoretiskkaos Billede fra: Hermansen, J. En, to, tre tjek på branding. Lokaliseret d. 2. januar 2014 på: http://www.brandbase.dk/artikler/en-to-tre-tjek-paa-branding/ 20
Bilag 21