Fra frihed til sundhed - en analyse af social ulighed i sundhed i et systemteoretisk perspektiv

Fra frihed til sundhed - en analyse af social ulighed i sundhed i et systemteoretisk perspektiv Copenhagen Business School Kandidatafhandling cand.soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse 08.05.2015 176.213 anslag Vejledt af Lena Mygdam Zwisler Udarbejdet af Simone Wrem Johannessen

INDHOLDSFORTEGNELSE ENGLISH ABSTRACT KAPITEL 1: INDLEDNING PROBLEMFORMULERING ARBEJDSSPØRGSMÅL BEGREBSAFKLARING KAPITEL 2: ANALYSESTRATEGI OPERATIONALISERING AF DEN KOMBINATORISKE ANALYSESTRATEGI AFGRÆNSNING EMPIRI LUHMANNS SYSTEMTEORI DEN SOCIALT ULIGE I ET SYSTEMTEORETISK PERSPEKTIV FOUCAULT OG AGAMBENS BIDRAG TIL ANALYSEN LUHMANN OG FOUCAULTS SUPPLERENDE KARAKTER KAPITEL 3: TEORETISK BEGREBSAPPARAT DET SEMANTISKE BLIK MENING I ET SYSTEMTEORETISK PERSPEKTIV BEGREB I ET SYSTEMTEORETISK PERSPEKTIV KOMMUNIKATION I ET SYSTEMTEORETISK PERSPEKTIV DE TRE MENINGSDIMENSIONER MORAL I ET SYSTEMTEORETISK PERSPEKTIV PARADOKSET FOUCAULTS BIOPOLITIK NORMEN SOM BIOPOLITIKKENS STYRINGSRATIONALITET AGAMBENS HOMO SACER OG DET NØGNE LIV REFLEKSION OVER AGAMBENS ANALYTISKE BIDRAG 2 4 7 7 8 11 13 15 16 18 20 22 24 25 25 26 27 27 29 30 30 33 35 37 39 KAPITEL 4: ANALYSE 1. DELANALYSE: SEMANTIKANALYSEN 40 DEN SAGLIGE KOMMUNIKATION OM SUNDHED 40 DEN SAGLIGE KOMMUNIKATION OM SOCIAL ULIGHED I SUNDHED 44 DEN SOCIALE KOMMUNIKATION OM SOCIAL ULIGHED I SUNDHED 52 DEN SEMANTISKE KOMMUNIKATION OM A OG B HOLD 60 SAMMENFATNING AF 1. DELANALYSE 62 2. DELANALYSE: BIOPOLITIK 66 BIOPOLITIK SOM STYRINGSRATIONALITET 66 40 DISKUSSION FRIHED TIL AT LEVE SUNDT KONKLUSION KILDELISTE 74 77 79 82-1-

ENGLISH ABSTRACT Feel free to be healty The main purpose of this thesis is to clarify how the Minister of Health observes and communicates about social inequality in health. Furthermore this thesis investigates the consequences of a political intervention that intents to reform the public health and minimizes the inequity. In recent years, health has increased on the public agenda and has increasing in the media. This trend has made most of the Danish population live a more healthy and smoke- free life. But as more become healthier the inequality increases and the gap between the group living a healthy life and the group living unhealthy life is emerging. Therefore, this social inequality in health received the health minister's attention, and take up more space on the political agenda. The Ministry of Health has set targets for the Danish population's health, and has launched a series of initiatives to improve the health of the most disadvantaged groups. In order to examine whether it has consequences for the group of people who are subject to this political intervention, the thesis analyzed the minister of health s communication about social inequalities in health, to understand how the health minister articulates the individuals who is said to be the unequal s. Though a semantically analysis and a bio- politically analysis, the thesis achieves following conclusions: Not only recognizes the Minister of Health problematic concerning the social inequality in health a matter of the individuals are at risk because of his own unhealthyness. The welfare society is also threatened because of the cost of unhealthy individuals that drains on the public funds. Because of the threat to the welfare state, the individuals' health has turned into a public matter, which the Health Minister could and should regulate, not only for the purpose of maintaining the individual's health, but also with the aim to maintain the welfare state. The communication of the Minister of Health clarifies furthermore that the socially unequal s are expected to be generally unhealthy and unskilled, whereas the 'socially equal s are observed to be more healthy and well educated. - 2-

More over it is the thesis conclusion that the Ministers are trying to normalize the population, by creating a more equal health among all individuals. In this intervention of the socially unequal s, it is the analysis realization that healthy and well- educated are given power and legitimacy, and the unhealthy and poorly educated deprives of their legitimacy in determining how his own good life, and deprives their freedom to live it. In conclusion this thesis places the question; do we rather compromise our equality or our freedom? - 3-

KAPITEL 1: INDLEDNING Sundhed er blevet så moderne som aldrig før. Stadig flere danskere lever sundere, mere økologisk og med respekt for deres krop. Fødevarer og produkter markeres i bred udstrækning af mærker, der tydeliggør varens sundhed og bæredygtighed. Trenden har endvidere gjort at stadig flere børnehaver er gjort økologiske og sukkerfri 1 (Website 1), lige som flere arbejdspladser tilbyder sundhed igennem ergonomiske kontormøbler, sundere kantiner og motion indlagt i arbejdstiden (Website 2) 2. For en stor del af den danske befolkning synes sundhed at være et brand, som giver indtryk af succes og overskud. Derfor postes løbeturen på Facebook, og der blogges om sund og stærk livsstil, med formålet at vise omverden at man er med på sundhedsbølgen. For at holde danskerne sunde og raske, iværksætter Sundhedsstyrelsen til stadighed nye kampagner for sund livsførelse, som kommunikerer klare anbefalinger til befolkningen om, hvordan det sunde liv skal leves. Slogans som; 6 om dagen (bilag 2) eller stop før fem det betaler sig (bilag 3), er blevet eksponeret igennem bander- reklamer på busserne, reklamer i TV og radio, samt som annoncer i dagblade og aviser. Disse anbefalinger for bedre sundhed akkompagneres med rygerlovgivningen (Website 3) 3 som har til formål at fremme folkesundheden. Disse kampagner for sundhed indgår i et samlet program for at styre individer imod et sundhedsideal, skabt af politikere og politiske organisationer. Kampagnerne, og særligt rygerlovgivningen, benytter sig af en regulerende strategi for at ændre bestemte individers livsstil og handlemønster. Men styringen synes at gå så langt som til at præge til en holdningsændring, der gør sundt acceptabelt og usundt uacceptabelt. Med baggrund i statistikkerne for befolkningens generelle sundhed, synes budskaberne om sundhed, at have vundet indpas blandt befolkningen. Siden 2008 er den gennemsnitlige dansker begyndt at spise knap 20 procent flere grøntsager (Website 4), lige som antallet af faste rygere er faldet fra 26 procent i 2005 til 17 procent i 2014 (Website 5). Ligeledes kommer danskernes interesse for sundhed til udtryk i form af den medieeksponering, som livsstilsprogrammer har fået de senere år: 1 Et eksempel på denne tendens er Valdemarshus Børneinstitution 2 Et eksempel på denne tendens er Statens Serum Institut 3 Et eksempel på en sundhedsfremmende lovgivning er loven om røgfri miljøer. - 4-

I 2009 sendte DR1 programmet By på skrump, hvor foredragsholder og Cand. Scient i Human Fysiologi Chris MacDonald havde til opgave at gøre en hel by sundere ved at lære den om motion og sunde kostvaner. I 2012 til 2014 sendte tv3 programmet Ekstremt fed et år til at redde livet, hvor Fysisk træner og cand.scient. idræt Henrik Duur påtog sig opgaven, at redde livet for en person med svær overvægt, der måtte gennemgå et træningsforløb med jævnlige vejninger og guiden til sunde kost og motionsvaner. I 2012 sendte DR1 programmerne Generation XL, som fulgte fem overvægtige børn, hvis største ønske var at blive slanke. Et tv- hold fulgte børnenes og forældrenes kamp mod overvægten, som medførte ensomhed og mobning (Website 6). Dette er blot et udsnit af de livsstilsprogrammer, som siden 2009 er blevet sendt i TV. Programmet By på skrump havde ugentligt omkring 718.000 seere 4 (Website 7), og programmet Generation XL omkring 630.200 seere hver uge 5 (Website 8). Foruden at pege på sundhedsbølgen som en stadig mere udbredt tendens, peger seertallene også på en anden tendens. At der er en gruppe mennesker, som ikke formår (eller ikke ønsker) at følge med på sundhedsbølgen, og som derfor adskiller sig fra normalen i en sådan grad, at der succesfuldt kan laves tv- programmer om dem. Når sundhedsidealet om en slank og røgfri krop er skabt, er det ikke vanskeligt at se, hvem der er sunde, og hvem der er usunde. Nogle holder måske vejret og ser anklagende på kollegaerne, der skaber en røgsky få meter fra indgangspartiet til arbejdspladsen, trækker på øjenbrynet af alkoholikerne der fester på Vesterbros torv klokken 12 en tirsdag og noterer sig den overvægtige dame, der spiser softice. Det er ikke nødvendigvis et tegn på foragt for disse mennesker, men ganske simpelt et tegn på at her er nogle, der skiller sig ud fra normalen. Sundhedssystemet omkranser danskerne, guider til opretholdelsen af et sundt liv, tilbyder rygestopkurser og slankeprogrammer - og som behandler borgeren hvis livsstilen alligevel gør ham syg. Politikernes forsøg på at holde befolkningen sund og rask, har tydeliggjort et skel mellem sund og usund, og netop dette skel tydeliggør, at der er social ulighed i sundhed. Social ulighed i sundhed har de senere år fået mere politisk bevågenhed, og i januar 2008 4 Seertallet stammer fra det gennemsnitlige seertal fra uge 44 (742.000), 45 (689.000), 46 (723.000). 5 Seertallet stammer fra det gennemsnitlige seertal fra uge 45 (587.000), 46 (632.000), 47 (629.000), 48 (644.000), 49 (659.000). - 5-

nedsatte den borgerlige regering Forebyggelseskommisionen, der havde til formål at hæve middellevetiden med 3 år og bryde uligheden i sundheden (Website 9). I den nuværende regering gjorde den tidligere minister for sundhed og forebyggelse, Astrid Krag (SF) social ulighed i sundhed til sin mærkesag og iværksatte i den forbindelse flere undersøgelser af fænomenet 6, hvor hun tog initiativ til en målrettet indsats mod bekæmpelsen af samme. Et af mine vigtigste mål som sundhedsminister er at sætte fokus på ulighed i sundhedsvæsenet, som stadig og i stigende grad gennemkløver vores samfund. En ulighed, der ikke kun handler om hjemløse, stofmisbrugere, prostituerede og andre udsatte borgeres sundhedstilstand. Det handler derimod om, at sundhed og helbred er ulige fordelt i befolkningen hele vejen igennem det socioøkonomiske spektrum, for eksempel fra den ufaglærte arbejder til juristen (Artikel 27: Krag). Nuværende Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har båret fanen videre, og har lige som Krag, gjort forsøg på at forbedre sundheden for dem, som er mest usunde, og alene Sundhedsministeriet står bag en anseelig mængde data og undersøgelser 7, der bekræfter den sociale ulighed i sundhed og tydeliggør problematikken. I denne forbindelse synes kampen for sundheden at blive en kamp for at gøre de socialt ulige sundere, således at den sociale ulighed i sundhed elimineres. Afhandlingens primære interesse er derfor begrundet i en undren: Er det muligt, at gøre den socialt ulige sundere, uden at foretage overgreb på individets frihed og legitimitet? For at få svar på denne undring, må afhandlingen undersøge, hvorledes sundhedsministrene iagttager og kommunikerer om social ulighed i sundhed i den offentlige debat. En erkendelse af sundhedsministrenes syn på denne form for ulighed er nødvendig for at forstå, hvad der ligger bag deres klare forsøg på at intervenere overfor individet. Dette leder til følgende problemformulering: 6 I Marts 2013 udgav sundhedsministeriet publikationen Ulighed i sundhed. Link til publikationen findes i kildelisten. 7 I kildelisten findes titler samt udgivelsesår på rapporter omhandlende social ulighed i sundhed siden 15.10.2011-6-

Problemformulering Hvordan skaber sundhedsministrene konsensus omkring social ulighed i sundhed, og hvordan skabes der på baggrund af kommunikation en biopolitisk styringsrationalitet, med konsekvenser for den socialt uliges frihed og legitimitet. Arbejdsspørgsmål Til at besvare denne todelte problemformulering, opstilles to arbejdsspørgsmål som desuden har til formål at strukturere analyserne. Arbejdsspørgsmål 1: Hvordan indlejrer sundhedsministrene Astrid Krag og Nick Hækkerup mening begrebet social ulighed i sundhed. Til besvarelse anvendes Niklas Luhmanns semantikanalyse med henblik på at iagttage, hvordan sundhedsministrene skaber og kondenserer mening ind i begrebet social ulighed i sundhed, hvormed det også bliver muligt at udpege konstitutive paradokser i kommunikationen Arbejdsspørgsmål 2: Hvordan etablerer sundhedsministrenes kommunikation et magtforhold, der påvirker individerne frihed og legitimitet med sigte på at forbedre den kollektive sundhed. Til besvarelse anvendes Michel Foucaults biopolitiske teoriapparat samt Georgio Agambens illustration om Homo sacer og det nøgne liv. Disse to teoretikere danner baggrunden for en analyse af, hvorledes biopolitikken påvirker individets frihed og legitimitet. - 7-

Begrebsafklaring Forud for den videre gennemgang af afhandlingens analysestrategi, er det nødvendigt at definere afhandlingens konstituerende begreber. På trods af at det i semantikanalysen tydeliggøres hvorledes begrebet den socialt ulige bliver tillagt mening, er det nødvendigt indledningsvis at foretage en definition af begrebet. Dette gøres ud fra to parametre: Den socialt ulige er personificeret igennem begrebet social ulighed i sundhed. Den socialt ulige erkendes af sundhedsministrene som forholdsmæssigt usundere end den generelle befolkning. Begrebet social ulighed i sundhed defineres af sundhedsstyrelsen således: De systematiske forskelle i sygdomsrisiko mellem befolkningsgrupper med forskellig social position i forhold til uddannelse (Sundhedsstyrelsen 1: 3). For at imødekomme læsbarheden, erstattes den fungerende titel Minister for Sundhed og Forebyggelse med betegnelsen; sundhedsministrene, som dækker over Astrid Krag (SF) der fungerede som minister for sundhed og forebyggelse fra 15.10.2011 til 15.06.2014, og nuværende minister for sundhed og forebyggelse Nick Hækkerup (S). I teksten vil begreberne social ulighed i sundhed og den socialt ulige indgå både som en del af sætninger og som begreber. For at eksplicitere at der er tale om et begreb, markeres det således; social ulighed i sundhed. Begrebet sundhedsnormen fremstår i afhandlingen som et konstituerende begreb. Sundhedsnormen antages at være konstrueret af to elementer: sundhed og norm. Sundhedsnormens betydning kommer af begrebet norm, som defineres således: Forventninger til og retningslinjer eller standarder for adfærden (Website: 10) - 8-

Sundhedsnormen er fikseret på fænomenet sundhed som defineres igennem Sundhedsstyrelsens KRAM faktorerne: Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Disse faktorer for sundhed ekspliceres igennem kampagner, tv- reklamer og radiospots, hvor de informerer om sundhed samt foreskriver retningslinjer for, hvorledes et sundt liv kan opnås. Således danner definitionerne af norm og sundhed grundlaget for afhandlingens behandling af begrebet sundhedsnormen. I tekstboksen på følgende side, konkretiseres KRAM faktorerne yderligere igennem sundhedsstyrelsens egen beskrivelse. - 9-

Kost En sund kost med et lavt indhold af mættet fedt og højt indhold af frugt og grønt, er med til at forebygge hjertekarsygdomme, type 2 diabetes, flere kræftformer og andre sygdomme forbundet med svær overvægt og fedme. Usund kost er en af de store syndere for udvikling af overvægt og fedme. Rygning Listen over sygdomme forårsaget af rygning er lang, herunder forhøjet blodtryk, lungekræft, hjertekarsygdomme og luftvejslidelser. Statistikken viser, at rygning tegner sig for 24% af alle dødsfald i Danmark, og at hver anden ryger dør af sin rygning. Rygere dør i gennemsnit 8-10 år tidligere end aldrig- rygere. På trods af et kortere liv må rygere forvente flere leveår med langvarig belastende sygdom end aldrig- rygere. Alkohol Alkohol er et nydelses- og beruselsesmiddel, som man kan blive afhængig af. Et stort alkoholforbrug er forbundet med en lang række følgesygdomme som skrumpelever, kronisk betændelse i bugspytkirtlen, kræft og hjertekarsygdomme. Personer, der drikker over genstandsgrænserne, dør i gennemsnit 4-5 år for tidligt. Et stort alkoholforbrug øger desuden risikoen for ulykker. 5% af alle dødsfald i Danmark kan tilskrives storforbrug af alkohol. Motion Fysisk aktive personer har et bedre psykisk og fysisk helbred og lever længere end inaktive personer. Fysisk inaktive dør i gennemsnit 5-6 år tidligere end fysisk aktive og må desuden forvente flere leveår med langvarig belastende sygdom. Fysisk inaktivitet tegner sig for 7-8% af alle dødsfald i Danmark. Derudover øger fysisk inaktivitet risikoen for blandt andet forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme, slagtilfælde, type 2 diabetes, brystkræft, knogleskørhed og faldulykker blandt ældre. (kilde: si- folkesundhed) KRAM faktorerne er yderligere specificeret i bilag 4. - 10-

KAPITEL 2: ANALYSESTRATEGI Afhandlingen tager videnskabsteoretisk afsæt i Luhmanns systemteori, hvilket indebærer, at der arbejdes med analysestrategi som et værktøj til at opnå erkendelsesinteressen. Dette valg er truffet, da analysestrategi frem for alt fordrer anden ordens iagttagelser og dermed danner fundamentet for, hvorledes afhandlingens blik skal formes og konditioneres. Dette giver mulighed for at iagttage sundhedsministrenes iagttagelse af social ulighed i sundhed, idet analysestrategi er en strategi for, hvordan man kan konstruere andres iagttagelser som objekt for egne iagttagelser (Andersen 1999: 14). Dette afsnit har til formål at skabe yderligere klarhed over de analysestrategiske overvejelser, som danner rammen for afhandlingens iagttagelsespunkt. Afhandlingen abonnerer på et konstruktivistisk kontinuum, der fordrer et nyt blik på den samfundsmæssige problemstilling, som problemformuleringen berører og byder afhandlingen at træde et skridt tilbage fra den gængse metodeforestilling. Systemteoriens konstruktivistiske karakter indskriver sig i særlig grad i den epistemologisk konstruktivistiske tilgang, hvilket medfører, at ontologien må stå radikalt adskilt fra erkendelsen (Luhmann 1993:33 i 2005 Andersen: 49). Dette implicerer en videnskabsteoretisk forskydning fra ontologi til epistemologi - og som følge heraf forskydes afhandlingens blik fra et første ordens niveau til et anden ordens niveau, hvilket indebærer at metode erstattes af analysestrategi (Andersen 1999:14). Denne empistemologiske tilgang nødvendiggør en deontologisering af afhandlingens genstand, hvilket implicerer en problematisering af alt det, der forekommer selvfølgeligt og muliggør derved en iagttagelse af, hvordan sundhedsministrene (systemet) iagttager den socialt ulige (sin omverden) i bestemte perspektiver, der får den socialt ulige til at fremstå på en bestemt måde. Som følge heraf umuliggøres en ultimativ sandhed, idet ethvert analysestrategisk valg medfører konsekvenser for erkendelsen (ibid). Hermed er det kun muligt at opnå en erkendelse om det, som afhandlingens analysestrategi tillader. Valget om at konstruere afhandlingen på baggrund af analysestrategi implicerer dog ikke et opgør med metode og metodologi, men er snarere et forsøg på at fastholde metode i et konstruktivistisk perspektiv, og dermed en alternativ måde at anskue metoden (Esmark et al. - 11-

2005: 9): Hvor traditionel metode bidrager til analyser på første ordens niveau, fordrer analysestrategi analyser på anden ordens niveau. Det medfører den forskel, at hvor en førsteordensanalyse vil have social ulighed i sundhed som genstand, har andenordens analysen kommunikation om social ulighed i sundhed som sin genstand (Knudsen 2010: 14). Niels Åkerstrøm Andersen 8 definerer analysestrategi som en strategi for, hvordan man vil konstruere andres iagttagelser som genstand for ens egen analyse (Andersen 1999: 14). Analysestrategien bidrager følgelig til afhandlingens undersøgelse af, hvorledes sundhedsministrene iagttager social ulighed i sundhed, samt hvorledes deres iagttagelse kan iagttages i deres kommunikation. Hvor førsteordensanalyser eksempelvis vil undersøge fænomenet social ulighed i sundhed, spørger denne afhandlings analyse ind til, hvordan begrebet bliver iagttaget af sundhedsministrene. Dette indebærer, at afhandlingen træder tilbage fra problemudpegninger, forklaringer og løsninger, og i stedet for, at spørge ind til hvad social ulighed i sundhed er, spørges der til hvordan sundhedsministrenes kommunikation udfolder sig om begrebet (Knudsen 2009: 10 og Andersen 1999: 14f). På baggrund heraf er afhandlingens perspektiv i udgangspunktet analytisk deskriptiv. Dette analysestrategiske bidrag indebærer det privilegium, at den rummer et kreativt potentiale, der gør det muligt at kombinere en pluralitet af teorier og strategier på en gang. Denne kreative frihed implicerer, at afhandlingen ikke underlægges nogen metodisk gennemgang af teorier, men i stedet baserer sig på en strategi for opklaring af afhandlingens erkendelsesinteresse (Knudsen 2009: 11ff). For at bevare fokus på empirien igennem afhandlingen, gribes analysen teoretisk eklektisk an, med henblik på at opnå en mere sensitiv behandling af empirien. Dette operationaliseres igennem et analysedesign, der sætter Luhmanns systemteori som den overordnede ramme for arbejdet med semantikanalysen og Foucaults magtbegreb. Således behandles en aktuel virkelighed igennem en teoretisk fremstilling. Dette tydeliggøres i følgende afsnit, hvor de to blikkes supplerende karakter uddybes. 8 Afhandlingen gør i bredt omfang brug af Andersens (1999) toneangivende tolkning af Luhmanns systemteori som analysestrategi. - 12-

Operationalisering af den kombinatoriske analysestrategi Afhandlingens 1. delanalyse, har til formål at besvare Arbejdsspørgsmål 1: Hvordan indlejrer sundhedsministrene Astrid Krag og Nick Hækkerup mening begrebet social ulighed i sundhed. Semantikanalysens fokus fordrer en undersøgelse af, hvordan sundhedsministrene skaber mening, som konditioneres ind i begreber, som tilsammen udgør et semantisk begrebsreservoir af meningsformer, der står til rådighed for kommunikationen (Andersen i Knudsen & Harste: 50f). Semantikanalysen som analysestrategisk redskab har i øvrigt den force, at den etablerer en nødvendig distance til den kommunikation, der undersøges, fordi den gør krav på at blive anvendt på andenordens niveau. Den semantiske analysestrategi udfoldes ved hjælp af to af Luhmann definerede, semantiske meningsdimensioner; sagsdimensionen og socialdimensionen. I semantikanalysen afsløres endvidere de kommunikative paradokser, som fremstår i sundhedsministrenes kommunikation, og som tydeliggøres igennem arbejdet med de semantiske strukturer. Dette sideløbende arbejde med paradoksudpegninger har til formål at påvise de kommunikative umuligheder, der fremkommer i sundhedsministrenes kommunikation om social ulighed i sundhed. 1. Delanalyse ender i en opsummering af analysens pointer og paradokser, der klargør de semantiske strukturer til den videre analyse med henblik på at undersøge, hvorledes kommunikationen former magtstrukturer, der omkranser den socialt ulige. Afhandlingens 2. delanalyse har de semantiske strukturer som genstandsfelt. Det vil sige, at den arbejder ud fra de semantikker, der tydeliggøres i 1. delanalyses og gør dem til genstand for en analyse baseret på Foucaults teori om biopolitik og Agambens forestilling om Homo sacer og det nøgne liv. Dermed anvendes den tekstnære semantikanalyse til at tydeliggøre og strukturere sundhedsministrenes kommunikation, således at den står til rådighed for Foucaults analyse af biopolitik. Hvor Luhmanns semantiske analyse tilbyder et teoretisk blik for strukturerne, tilbyder en analyse af biopolitikken et blik for helheden ved at trække de sprognære semantikker fra 1. delanalyse op på et mere fortolkende og meningsskabende niveau. Privilegiet herved er, at det således bliver muligt at diskutere de semantiske strukturer i praksis, samt at opnå en større grad af refleksion. I henhold til dette strategiske afsæt, anvender afhandlingen kun de dele af teorier, der synes anvendelige for en besvarelse - 13-

af problemformuleringen, ligesom der selvstændigt kombineres teorier og elementer af teorier, med henblik på at opnå en mere nuanceret besvarelse af problemformuleringen. Afhandlingens to delanalyser leder afslutningsvist til en samlet diskussion af konsekvenserne ved biopolitikkens styringsrationale. I diskussionsafsnittet bringes ny teori i spil, med henblik på at skabe en mere nuanceret og reflekterende diskussion. I dette diskussionsafsnit uddybes og udbredes afhandlingens erkendelser på et samfundsvidenskabeligt, niveau med henblik på at diskutere biopolitikkens indvirkning på befolkningen, og dermed inddrage en højere grad af praktisk tilknytning til besvarelsen af problemformuleringen. I følgende figur illustreres komplementariteten mellem afhandlingens to blikke og placerer således det teoretiske begrebsapparat i en analysestrategisk ramme. Disse teoretiske værktøjer har til formål at lede til afhandlingens erkendelsesinteresse. Figur 1: Operationalisering af den komplementære analysestrategi (Andersen i Harste & Knudsen: 46) - 14-

Afgrænsning Det er afhandlingens sigte at afdække, hvorledes den socialt ulige bliver iagttaget og italesat fra politisk hånd. Derfor er afhandlingens iagttagelsespunkt fastlagt på sundhedsministrenes kommunikation, hvilket nødvendiggør en klar afgrænsning fra andre aktører, der kunne have bidraget med interessante perspektiver til afhandlingens erkendelse. Først og fremmest har afhandlingen måtte afgrænses fra at anvende materiale omkring social ulighed i sundhed, der havde sundhedsstyrelsen som afsender. Dette forventes at kunne have foranlediget et bredere empirisk fundament for analyserne, og derfor en mere nuanceret erkendelse af hvorledes social ulighed i sundhed iagttages. Imidlertid er det netop den empiriske bredde, der ligger til grund for afgrænsningen, idet datakatalogets omfang ville blive for omfangsrigt i forhold til afhandlingens kapacitet. For at opnå en mere konkret erkendelse af sundhedsministrenes forsøg på intervention af individerne, kunne der med fordel være taget empirisk udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens KRAM kampagner. En sådan analyse er dog set før, og da formålet med nærværende afhandling er at skabe ny viden på et uudforsket felt, er også den tilgang fravalgt. Ydermere kunne afhandlingen have anlagt en kommunal vinkel, ved eksempelvis at inddrage sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns kommune, Ninna Thomsen (SF). Dette ville sandsynligvis have ført til et endnu bredere perspektiv på social ulighed i sundhed. Men idet det har været hensigten at arbejde teoretisk i dybden frem for empirisk bredt, har det været nødvendigt at afgrænse til et mindre bredt empirisk katalog. Ambitionen bag denne beslutning er at opnå en bred viden om et relativt snævert felt frem for en smal viden om et bredt empirisk felt. Endvidere er der foretaget en tidsmæssig afgrænsning i empiriindsamlingen, hvilket har betydet at kun Sundhedsministrene fra den indeværende regeringsperiode er inddraget. Mere konkret er afhandlingen afgrænset til perioden 03.10.2011 til 15.06.2014. Den tidsmæssige afgrænsning fordrer ligeledes en række teoretiske afgrænsninger. Idet iagttagelsesinteressen udelukkende fikseres på en fireårig periode, giver det ikke analytisk nogen mening at foretage tidsmæssige analyser, som semantikanalysen ellers fordrer. Dette indebærer naturligt, at enhver historisk analyse af hvorledes meningsindlejringen ændres over en historisk periode fraviges. Dette fravalg af en forholdsvis fremtræden del af - 15-

semantikken indebærer, at teorien ikke bibringer det blik som oprindeligt var tiltænkt, men i stedet kun bidrager der, hvor analysen har gavn af den. Ydermere fikseres afhandlingens blik udelukkende på sundhedsministrenes offentlige kommunikation. Dette valg er foretaget ud fra den præmis, at for at kommunikationen skal kunne iagttages at konstituere et magtforhold i forhold til befolkningen, må kommunikationen være offentlig tilgængelig. Ud fra denne erkendelse er personlige interviews med sundhedsministrene fravalgt. Det kunne dog argumenteres, at interviews ville bidrage til interessant ny viden, idet sundhedsministrenes kommunikation da ville kunne formes i anknytning til afhandlingens erkendelsesinteresse. Slutteligt er der foretaget en teoretisk afgrænsning fra at indrage en governmentalityanalyse i forlængelse af behandlingen af Foucaults magtbegreber. En governmentalityanalyse ville formentlig have bidraget til en dybere erkendelse af sundhedsministrenes forsøg på intervention af individerne, hvilket ville være interessant i forhold til afhandlingens konditionering. Konsekvenserne ved dette fravalg må blot erkendes, at kunne have bidraget et endnu et relevant blik i afhandlingens erkendelsesinteresse. Empiri Afhandlingens empiriske fundament tager afsæt i al offentlig tilgængelig kommunikation med Astrid Krag og Nick Hækkerup som afsender i perioden 3. Oktober 2011 til 15. Juni 2014. Udvælgelsen af det empiriske katalog er blevet foretaget ud fra en stringent metodisk tilgang, der har fordret en konsekvent gennemlæsning af al offentlig tilgængelig materiale og dermed et naturligt fravalg af det, der ikke er rettet mod offentligheden. Der er truffet det analysestrategiske valg, kun at iagttage de kommunikationer, som befolkningen har mulighed for at knytte an til, ud fra en præmis om at kommunikationen må være rettet mod befolkningen for at kunne forme en biopolitisk styringsrationalitet i forhold til dem. Af samme grund er kvalitative interviews med sundhedsministrene blevet fravalgt som en del af det empiriske fundament. - 16-

For at undgå inkonsistens i dataindsamlingen er denne blevet effektueret ud fra følgende to søgekriterier på Informedia: Astrid Krag + social ulighed + sundhed, samt datokriterierne 03.10.2011 til 03.02.2014 Nick Hækkerup + social ulighed + sundhed, samt datokriterierne 03.02.2014 til 15.06.2014. Idet DR og TV2 ikke er inkluderet i Infomedias søgemaskine, er disse ligeledes blevet gennemsøgt for artikler ved hjælp af deres egne søgefunktioner, også her blev kun artikler der indeholdt de skitserede søgekriterier inkluderet i datakataloget. Endvidere er al taletid i tv og i radio fra kanalerne DR og TV2 blevet inkluderet i datakataloget, såfremt de indeholdt søgeordene social ulighed + sundhed samt var tidsmæssig relevant. Foruden dataindsamling fra Informedia, blev der indsamlet kommunikation fra Astrid Krags og Nick Hækkerups Facebook og Twitterprofiler. Slutteligt er der blevet inddraget empiri fra åbne samråd på Folketinget.dk, såfremt også de overholdt de skitserede kriterier. Det omfattende datakatalog er herefter blevet gennemlæst med henblik på at udvælge citater til brug for analysen. Kun citater der direkte udtryk for Astrid Krag eller Nick Hækkerups kommunikation om social ulighed i sundhed, er blevet inddraget. I den proces blev datakataloget indskrænket fra 92 artikler til at inddrage citater fra 34 artikler. Det fulde datakatalog er tilgængeligt i Bilag 1. Det må i den forbindelse erkendes, at der er en sandsynlighed for, at relevant empiri er gået til grunde i selektionen eller simpelthen ikke er blevet opdaget i dataindsamlingen. Sundhedsministeriet har siden den nuværende regering tiltrådte den 3. Oktober 2011 haft to sundhedsministre; Astrid Krag og Nick Hækkerup. Astrid Krag, der var medlem af SF, fratrådte posten som sundhedsminister den 3. Februar 2014, hvor Nick Hækkerup, medlem af Socialdemokratiet, overtog posten. Endvidere holdt Astrid Krag tre måneders barsel i sin ministerperiode, hvor den daværende Handels- og Investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) varetog Astrid Krags opgaver. Dette har dog ingen reel betydning for empirien, idet Pia Olsen Dyhr ikke har indgået i, for erkendelsen, relevante kommunikative sammenhænge i den periode hun, vikarierede for Astrid Krag. - 17-

Luhmanns systemteori Luhmanns systemteori er en teori om samfundet som kommunikation. Det muliggør en analyse af sundhedsministrenes kommunikation, idet systemteorien fordrer en forståelse af samfundet som kommunikationssystemer (Andersen 1999:127). Udgangspunktet ved brugen af systemteorien er at den kan bidrage til en skarp analyse af et komplekst samfundsmæssigt problem. Særligt i kraft af systemteoriens andenordens perspektiv bliver det muligt at opnå et nyt perspektiv på social ulighed i sundhed. I systemteorien må enhver andenordens iagttagelse starte i valget af en ledeforskel, der bestemmer, hvad og hvordan der iagttages og dermed også, hvad der ikke kan iagttages (Andersen i Harste & Knudsen: 47). Med Luhmanns ord; al iagttagelse og selvbeskrivelse er i sidste ende en skelnen, en distinktiv operation. Verdens selvbeskrivelse må derfor karakteriseres gennem en lededifference (i afhandlingen: ledeforskel) (Luhmann 2000: 109). Det er denne ledeforskel der styrer andenordens iagttagelsen i en systemteoretisk analyse og derfor også valget af ledeforskel, der determinerer, hvad der træder frem for iagttagelsen. I 1. Delanalyse gøres der brug af semantikanalysen, som er konstrueret ud fra ledeforskellen begreb/mening. Denne ledeforskel former analysens blik på, hvordan mening kondenseres og tilvejebringer et reservoir af former, der står til rådighed for kommunikationssystemerne (Andersen 1999: 163). En ledeforskel vil i et systemteoretisk perspektiv være illustreret således: Grundtanken bag systemteorien er at betragte iagttagelser som operationer, der referer til forskelle og ikke til subjekter (Andersen 1999: 109). Iagttagelsesbegrebet må dermed, lige som alt andet inden for systemteorien funderes i en forskel. En forskel har altid en inderside og en yderside, og i det øjeblik noget iagttages, markeres den aktuelle side af forskellen, mens den anden side forbliver umarkeret. Det er således forskellen, der isolerer det, der markeres fra det, som forbliver umarkeret (Andersen 1999: 110). Denne forskel skaber begrænsninger for, hvad der kan iagttages som et system, og hvad der kan iagttages som dets omverden - 18-

(Luhmann 2000: 60). Kun igennem forskelstænkning bliver det muligt for en anden ordens iagttager, at erkende det som iagttages, eftersom distinktionen adskiller det iagttagede begreb fra sit modbegreb. Forskellen har en inderside og en ydreside, hvor det der iagttages (markeres) befinder sig på indersiden af forskellen, og alt andet forbliver umarkeret og placeres sig på forskellens yderside. Dermed fastholdes et begreb, lighed, kun i kraft af sit modbegreb, ulighed. Som følge af disse kondenserede iagttagelser af iagttagelser er det umuligt at få øje på det, som forskellen udelukker, og sondringen mellem det markerede og det umarkerede rum skaber således blinde pletter for iagttageren. Disse blinde pletter medfører, at man som iagttager ikke kan se, at man ikke kan se, hvad man ikke kan se, og dermed spaltes verden i det konditionerede bliks markerede og umarkerede side (Andersen 1999: 100f og Kneer & Nassehi 1997:104f). Denne blindhed afholder således analysen fra at se andet end det, som på forhånd er bestemt ud fra ledeforskellen og leder anden ordens iagttagelsen til en polykontekstturel verden, der medfører, at der findes en helhed af forskelle, som hverken kan overføres til hinanden eller sammenlignes. Dermed vil enhver anden iagttagelse kunne få øje på noget, som denne afhandlings blinde plet har holdt skjult, hvorfor illusionen om den korrekte iagttagelse forsvinder (Kneer & Nassehi 1997:107). Derfor indebærer det analysestrategiske valg om at anvende Luhmanns systemteori også de konsekvenser, at kommunikationen kun fremstår i det blik, der formes, hvorfor den udelukker alle andre måder at se på (Luhmann 2000:70). Systemernes lukkethed hænger sammen med den systemteoretiske præmis om, at alle systemer er autopoesiske. Det vil sige, at systemerne selv konstituerer, opretholder og reproducerer de elementer, som de består af. Systemerne har ingen omverdenskontakt og får derfor ingen input fra andet end deres eget system, hvorfor de defineres som operativt lukkede systemer (Luhmann 2000: 72). Lukketheden fremkommer som en følge af den ledeforskel, der adskiller de to sider fra hinanden, hvilket medfører at udefrakommende operationer kun kan knytte sig til forskellens inderside eller yderside (Andersen 2003:27). De må dermed vælge, om der skal knyttes an til systemet eller til dets omverden. Hvis en aktør placeres uden for det iagttagede system, tilhører denne uvægerligt systemets omverden, hvilket indebærer, at hvis et menneske ikke iagttages som værende sund, må han nødvendigvis være usund. - 19-

På trods af systemernes lukkethed, råder alle levende systemer over en omverdenskontakt, konstitueret ved en åbenhed, der kun er mulig via systemets lukkethed. Uanfægtet at dette fremstår som en selvmodsigelse, skal det forstås således, at lukketheden og åbenheden står i et betingelsesforhold til hinanden. Forskellen mellem system og omverden eksisterer udelukkende i systemets lukkede strukturer, der fastholder en skarp adskillelse af, hvad der indgår i systemet og hvad der ikke gør. Dermed er det autopoesiske systems lukkethed, en forudsætning for dets åbenhed (Kneer & Nassehi: 56). Et system er dermed kun et system i kraft af, at det ikke accepteres som sig selv og dermed konstitueres som systemets omverden. Bag valget om at lade nærværende afhandling fundere på en systemteoretisk platform, følger både udfoldelsesmuligheder og begrænsninger. Systemteorien giver i kraft af sit krav om andenordens iagttagelser, en strategi for at træde et skridt tilbage og spørge ind til semantikkerne og styringsrationalerne. Denne problematiserende struktur udgør systemteoriens primære funktion, rummer ifølge Andersen en større empirifølsomhed, end videnskaber på førsteordensniveau (Andersen 1999:182). En konsekvens af valget om at anvende systemteori er, at det er umuligt at forholde sig til den socialt ulige som et individ. For så vidt er mennesket ikke interessant for den systemteoretiske måde at anskue verden, hvilket afhandlingen må acceptere som en præmis for erkendelsen. Dog er pointen bag dette, at et sådan kontraintuitivt udgangspunkt kan åbne op for iagttagelser, som ellers var umulige. Ved ikke at tage sundhedsministrenes iagttagelse af de socialt ulige for givet, kan afhandlingen træde et skridt tilbage og i stedet etablere ministrenes iagttagelse af den socialt ulige som genstand for afhandlingen (Andersen & Born 2001: 13f). Dette uddybes i følgende afsnit. Den socialt ulige i et systemteoretisk perspektiv For at kunne foretage en semantisk kommunikationsanalyse er det nødvendigt at forstå, hvad begrebet mennesket vil sige i et systemteoretisk perspektiv. Selvom mennesket ikke eksisterer i sin egentlige form, kommer afhandlingen ikke uden om at måtte forholde sig til den socialt ulige forud for analysen. - 20-

Ud over sociale systemer som kommunikation er omsluttet af, eksisterer der en række andre systemer i det systemteoretiske univers. De primære systemer, som Luhmann skelner mellem, er foruden de sociale systemer, der skaber sig selv gennem kommunikation; organiske systemer, der skaber sig selv gennem liv og psykiske systemer, der skaber sig selv gennem mening. Den politiske verden anskues som et socialt system, hvorimod det enkelte individ - den socialt ulige - som et psykisk system (Andersen 1999: 120). Dermed accepteredes præmissen om, at mennesker ikke eksisterer på anden vis end som dele af systemer, og det er derfor ikke sundhedsministrene eller det socialt ulige individ, der undersøges i afhandlingen, men snarere det system de indskriver sig i. Der findes med udgangspunkt i systemteorien ikke noget helt menneske, men kun et sammensurium af forskellige systemer, der tilsammen udgør det, vi kalder mennesket (Andersen & Born 2001: 13). Derfor kan ministrene ikke gå i dialog med de socialt ulige, idet kun kommunikation kan kommunikere, og sundhedsministrene vil derfor aldrig kunne kommunikere med de socialt ulige men kun om dem. Psykiske systemer er, lige som sociale systemer, autopoesiske. Hvor de sociale systemer knytter kommunikation til kommunikation, former psykiske systemer bevidsthedssammenhænge ved at knytte tanker til tanker. Fordi de sociale og psykiske systemer begge er lukkede om hver sit element, vil disse altid være hinandens omverdener og vil derfor aldrig være i stand til at forstå hinanden, endsige kommunikere med hinanden. Ligesom psykiske systemer ikke kan kommunikere med hinanden, vil de aldrig kunne opnå en gensidig forståelse af debatten om social ulighed i sundhed (ibid 16f). Det politiske system, består som nævnt ikke af politikere, men af kommunikation. Derimod findes der i organisationen iagttagelser af de psykiske systemer (den socialt ulige), som udgør organisationens sociale omverden, og som organisationen kan anvende forskellige begreber til at kommunikere om. Igennem det politiske systems kommunikation om de psykiske systemer, kan disse blive tillagt nogle personligheds træk som; svag eller stærk, usund eller sund, syg eller rask, lavtuddannet eller veluddannet. Idet det politiske system tilskriver en gruppe mennesker at være svage eller socialt ulige, tilskriver de samtidig disse mennesker en bestemt verdensopfattelse, og tillægger de psykiske systemer menneskelige træk og giver dem personlighed. Således kan begrebet menneske gøre det muligt at adressere kommunikationen til et bestemt individualiseret system, til trods for at det, i et - 21-

systemteoretisk perspektiv, er kommunikationen, der kommunikerer om psykiske systemer (Andersen 2003: 21). Foucault og Agambens bidrag til analysen Michel Foucaults forståelse af biopolitik i interaktion med Giorgio Agambens forestilling om Homo sacer og det nøgne liv er udvalgt til at skabe rammen for delanalysens teoretiske fundament. På trods af kombinationen af Foucault og Agamben vil det være Foucaults begreb om biopolitik, der udgør det primære teoretiske udgangspunkt for analysen og dermed Foucault, som danner grundpillen i 2. Delanalyses teoretiske fundament. Dog konstruerer kombinationen af Foucault og Agamben et pluralt fokus på de biopolitiske magtfaktorer, som udspiller sig på baggrund af sundhedsministrenes kommunikation om social ulighed i sundhed. Foucaults magtbegreb er udvalgt til at danne rammen for analysen, idet den adskiller sig fra den traditionelle magttænkning. Traditionelt set tænkes magt som noget der kan erhverves, findes eller mistes. Denne opfattelse deler Foucault ikke, men beskriver i stedet magten som et allestedsnærværende fænomen, som intet individ kan være i fuld besiddelse af eller fuldt ud bevidst om. I Foucaults terminologi er magt et fænomen, som eksisterer i og gennemsyrer alle aspekter af menneskets adfærd (Richter 2011: 418). Med udgangspunkt i hans magtopfattelse, bliver det muligt at kaste et blik på de usynlige og ubevidste magtstrukturer, der gennemstrømmer relationen mellem sundhedsministre og befolkning. Agambens Homo sacer figur anskues i forlængelse af Foucaults teorier om magt i det moderne samfund, hvilket i udgangspunktet konstruerer en monomerisk teoretisk tilgang til biopolitikken. Denne teoretiske sammenhæng retfærdiggør brugen af Foucault og Agamben, som to enestående teoretikere, der tilsammen udgør en teoretisk helhed. Agambens teoretiske bidrag til analysen beror udelukkende på en videretænkning af Foucaults biopolitik, der har til formål at bringe teorien et skridt videre, end det lader sig gøre alene med Foucaults analyser. Agamben underbygger linket mellem sin forståelse af Homo sacer figuren og Foucaults biopolitik således: I first began to understand the figure of the Homo - 22-

sacer after I read Foucault s texts on biopolitics (Agamben i Snoek 2010: 47). Homo sacer skal dermed ikke betragtes som en selvstændig teori der forsøges presset ind i en kontekst, men som en naturlig videreudvikling af Foucaults biopolitiske teori der søger at finde svar på, hvorledes de socialt uliges frihed og legitimitet påvirkes i ministrenes forsøg på at forbedre den kollektive sundhed. Hvor Foucault tilbyder en teoretisk vej ind i den forståelse af biopolitik, fremstår Agambens teoretiske univers mere radikalt, end det teoretiske grundlag som Foucault tilbyder. Denne radikalitet ekspliciteres i særlig grad ved forståelsen af Homo sacer og det nøgne liv, som trækker tråde ud til en fortolkning af de moderne politiske strukturer der rækker videre og mere kontroversielt, end denne afhandling har som ambition (Agamben 1998: 74). 9 Foucaults blik er rettet mod udsagnene, som de dukker op og bliver til, og det er derfor afgørende, at der for Foucault kun findes ét plan at observere på; fremtrædelsens (Andersen 1999: 31). Det indebærer at analysen ikke må lade sig forfalde til et konkluderende niveau, men må forholde sig til de ord, begreber og sætninger, som fremkommer på baggrund af den semantiske analyse (Foucault i Madsen 1970: 146). Valget af Foucaults magtanalytik indebærer ligeledes ikke nogen enkelt vej til erkendelsen om de aktuelle magtforhold i samfundet, men bidrager i stedet med forholdsvis usystematiske tilgange til både diskursteorien og biopolitikken. Den usystematik, som synes at kendetegne Foucaults arbejde, ønskes fastholdt i arbejdet med 2. Delanalyse, idet der her efterstræbes den samme dynamik i analysen, som hersker i læsningen af Foucaults teorier. I arbejdet for at bevare dynamikken og fordi Foucaults tænkning omkring biopolitikken ikke er udformet som nogen egentlig teori, som kan anvendes på empirien, vil der i selve delanalysen inddrages elementer fra Foucaults teoretiske univers, som vil blive præsenteret for første gang. De teoretiske fragmenter, der introduceres direkte i analysen, vil dog høre under nogle overordnede og allerede beskrevne strukturer, ligesom disse teoridele vil blive krediteret med kildehenvisning. I læsningen af Foucaults biopolitiske værker, anvender han selv begreberne biopolitik og biomagt, hvilket virker iøjefaldende for læseren. Dog synes Foucault ikke selv at skelne mellem disse to begreber. Fogh Jensen udreder forskellen på de to begreber således: Det er 9 Der foretages en refleksion over Agambens radikale ståsted i afsnittet Refleksion over Agambens bidrag til analysen. - 23-

denne magt han selv en overgang i 1976 kalder biomagten, og som han senere foretrækker at kalde biopolitikken (Fogh Jensen 2013: 212). I denne afhandling anvendes termen biopolitik. Luhmann og Foucaults supplerende karakter Følgende afsnit har til formål at kaste lys over kombinationen af Luhmann og Foucault, der lader sig forene på trods af divergerende teoretiske udgangspunkter. Hos både Luhmann og Foucault forefindes en forskelstænkning, der lægger vægt på det kontingente, paradoksale og emergente (Borch & Larsen 2003: 9f). Foucaults egen målsætning er ikke at forklare eller fortolke magt, men at beskrive hvordan magten blev udøvet, og hvad den medførte dens virkninger og implikationer. Dermed undlader Foucault selv, ligesom Luhmann foreskriver det, at begive sig ud i metafysiske og ontologiske overvejelser om magten (Nilsson 2008: 81). I lighed med afhandlingens analysestrategiske valg om at anvende Luhmanns systemteori spørges der med Foucault ikke ind til hvad og hvorfor, men til hvordan. Således afsiger også Foucault sig fra at arbejde på et ontologisk niveau, men beskæftiger sig i stedet som Luhmann, med en epistemologisk tilgang til videnskaben, hvilket i lighed med afhandlingens analysestrategiske valg fordrer en analyse på andenordens niveau (Andersen 1999: 43f). Ligesom Luhmanns systemteori byder at deontologisere genstanden, er det med Foucault nødvendigt at sætte spørgsmålstegn ved diskursive selvfølgeligheder (Dean i Velody et al. 1998: 183). De to teoretiske perspektivers sammenfaldende erkendelsesteoretiske position danner grundlag for eklekticismen, som fordrer en stringent udvælgelse af teori og teoridele. Det analysestrategiske valg om, at lade afhandlingens teoretiske fundament bero på tre teoretikere; Luhmann, Foucault og Agamben indebærer følgelig, at kun en relativt lille andel af deres teoretiske begrebsapparater vil finde anvendelse i analysen. Konsekvensen herved kan være at relevante teoretiske perspektiver går tabt med en kritisk anderledes erkendelse til følge (Andersen 1999: 14). Dog er rationalet bag valget om eklekticisme, at det vil virke produktivt for den videnskabelige erkendelse. Beslutningen om at sammentænke semantik, biopolitik og Homo sacer, er således truffet med henblik på at skabe nye og - 24-

sammenhængende forståelseskategorier. Hver enkelt teori ville i sig selv kun bidrage til en del af afhandlingens genstandsfelt, hvorimod den teoretisk eklektiske tilgang kan udbrede afhandlingens erkendelse, og dermed føre til en mere nuanceret besvarelse af problemformuleringen (Sonne- Ragans 2012:33f). Der er nu etableret en ramme for, hvorledes afhandlingens analysestrategi har indstillet sit blik, således at det bliver muligt at opnå en erkendelse af hvorledes sundhedsministrene skaber konsensus omkring social ulighed i sundhed, og hvordan der på baggrund af deres kommunikation skabes en biopolitisk styringsrationalitet, med konsekvenser for den socialt uliges frihed og legitimitet. Dette leder nu til en fremstilling af det teoretiske begrebsapparat. KAPITEL 3: TEORETISK BEGREBSAPPARAT I dette afsnit redegøres der for hver af de udvalgte teorier samt for deres relevans i relation til afhandlingens erkendelsesinteresse samt, hvorledes teorierne konditioneres i analysen. Dermed har dette afsnit til formål, at skabe et overblik over de teoretiske elementer, som danner grundlag for afhandlingens to analyser. Det semantiske blik Med afsæt i semantikanalysen formes afhandlingens blik på, hvorledes sundhedsministrene kommunikerer om social ulighed i sundhed. Semantikker i en samfundsmæssig kontekst opbevares i begreber, i kulturelle betydninger og symboler samt i sproget (Kneer & Nassehi: 1997: 124). Et eksempel på et sådan symbol er en cigaret med en rød streg over. Denne illustration behøver ikke at tilbyde yderligere forklaring, idet symbolet rummer en mening som er kendt af de fleste mennesker. For at forstå, hvordan mening fikseres i sundhedsministrenes kommunikation, må de kondenserede former semantikken undersøges. - 25-