11. seftrin. Luk 18,9-14. Det er en vidunderlig tekst vi her har for os. Og når vi arbejder med denne tekst om tolderen og farisæeren, der var gået op i templet for at bede, så opdager vi, at vi automatisk kommer til at arbejde med os selv med vores eget selvbillede. Vi mennesker ved ikke hvem vi egentlig selv er. Og det er påfaldende, at hver gang mennesker mødte Jesus og kom i snak med ham, så skete der noget. Det billede af sig selv, de kom med, det blev korrigeret, vendt op og ned på i løbet af samtalen med Jesus. Det er sådan, at når man møder Jesus, så møder man på en måde også altid sig selv. Eller rettere sagt: når man konfronteres med Jesu ord, så konfronteres man også altid med sig selv. Der sker noget med ens selvbillede i mødet med Jesus. Og man går derfra som en anden end man kom. Vi tror, vi kender os selv. Men det gør vi i virkeligheden ikke. Vi er ofte nogen andet, end det vi går og tænker om os selv. Ofte er vores billede af os selv meget mere lyserødt end det virkeligheden fortæller. Når vi sammenligner os med andre, så sammenligner vi ofte det bedste hos os selv med det værste hos andre. Og så er det jo klart, at billedet vi danner af os selv bliver skævt. Og vi bliver ganske langsomt viklet ind i det falske selvbillede. Et eksempel er apostlen Paulus, som vi læste et stykke fra for lidt siden. I det stykke reflekterer han over adskillige år senere, hvordan det kunne gå til, at han dengang, han forfulgte de kristne kunne mene, at han tjente Gud ved det. Dengang Paulus
forfulgte de kristne og fik den sat i fængsel og slået ihjel, så mente han virkelig, at han tjente Gud. Men da han på et tidspunkt mødte den opstandne Jesus, som spurgte ham, hvorfor han forfulgte ham, så var det som om et tørklæde blev revet af Paulus og han indså, at han havde taget helt fejl. Og bagefter måtte han ofte spørge sig selv: hvordan kunne jeg tage så gruelig fejl? Her i sidste uge så vi på tv hvordan imamen Ahmed Akkari stod frem og undskyldte, at han tog så forfærdelig fejl, da han under Muhammed krisen rejste rundt i Mellemøsten og piskede en hadsk stemning op imod Danmark og mod hele den vestlige verden. Nu tager han afstand fra de fundamentalistiske kredse, han dengang identificerede sig med. Akkari har ligesom kristendomsforfølgeren Paulus måttet revidere sit selvbillede og tage afstand fra sine tidligere handlinger. Der forlyder dog ikke noget om, at Akkari har mødt Kristus. Men hvis han havde, ville resultatet højst sandsynlig have været det samme: han måtte revidere sit eget selvbillede. Vi møder her to mennesker. De befinder sig begge i Templet i Jerusalem. De er begge gået derop med det samme formål nemlig for at bede. De står lidt fra hinanden men de har højst sandsynligvis kunnet se hinanden alligevel. Men kun Jesus vidste hvad der foregik inde i hovedet på dem og hvordan deres bøn lød. Farisæeren stod der som det menneske, der mente, at han var i sin gode ret til at stå der. For han overholdt i det ydre de skrevne såvel som de uskrevne regler i både det civile og det religiøse
samfund. Han stod der som den, hvis liv lykkedes den hvis liv hang sammen. Tolderen stod der også men stort set kun på tålt ophold. Han var en forræder en landsforræder, der arbejdede sammen med den romerske besættelsesmagt. Og hvis han da ellers var i besiddelse af nogenlunde almindelig anstændighed, har han sikkert også været i konflikt med sig selv. Her gik han rundt i byens gader og besøgte sine landsmænd. Og så krævede han skat ind til den fælles fjende romerne. Selv de fattigste familier vred han armen rundt på, og hvis de ikke havde rede penge, så tog han måske den eneste ged, familien ejede og som var deres eneste indtægtskilde. Det er klart, at han ikke altid har sovet godt om natten. Han må have indset: det her holder jo ikke i længden. Mit liv hænger jo ikke sammen. Jeg kan ikke blive ved med at se mig selv i spejlet. Var det mon derfor, han var gået op i templet den dag. Fordi han var nået frem til den konklusion: mit liv hænger ikke sammen jeg kan ikke fortsætte på den her måde. Hvad er det, som gir os dette falske billede af os selv? Hvad er det, der gør, at vi kan tage så katastrofalt fejl af hvem vi er? Jo, det er stoltheden det er selvretfærdigheden det er selvglæden det er selvtilfredsheden der gør, at vi har det selvbillede som vi har. Og i dag udfordrer Jesus os så til at vedkende os den indre farisæer. Svinehunden i os selv. Den selvglade den fede selvglæde.
Og den her selvglæde den kan slippe ind af selv den mindste sprække i et menneskes selvbevidsthed. Tænk sig hvis tolderen som slog sig selv for brystet og bad Gud om at være ham nådig tænk sig hvis han på et tidspunkt under sin samtale med Gud var kommet til at se farisæeren ud af øjenkrogen? Og i det øjeblik han så farisæeren stå der i samme øjeblik løb tanken gennem hans hoved: men tak Gud, fordi jeg trods alt ikke er som ham der. I det øjeblik ville tolderens bøn falde sammen som en slatten klud. Hans relation til Gud ville være forpestet. Og Jesus ville aldrig have sagt om ham, at han gik retfærdiggjort hjem. I det ydre var han måske milevidt forskellig fra farisæeren. Men inde der inde hvor det virkelig tæller der ville han være nøjagtig som farisæeren. Selvretfærdigheden sniger sig ind overalt og omklamrer vores sind. Vi slipper aldrig af med den vi bliver den aldrig helt kvit. Men vi kan gøre noget andet vi kam bekæmpe den. Vi kan være i en konstant proces, hvor vi gøre op med den hver gang den melder sig på banen. Men sådan tænkte tolderen ikke. Det at han stod her i templet var måske kulminationen på en lang proces. Han var ikke særlig velkommen der højst tålt. Og han har sikkert taget tilløb til at gå derop mange gange. Og nu var han så kommet frem til den konklusion: mit liv fungerer jo ikke det holder jo ikke en meter den måde, jeg har indrettet mig på. Det her er ikke sådan mit liv skulle have været. Og til sidst er uroen i sindet og længselen efter at få sat ord på sin situation blevet så stor, at han har vovet sig op i templet.
Han har måske forberedt en lang tale til Gud ikke en forsvarstale men dog en forklaring på, hvordan han var endt her hvor han var. Men da han så står der, så kan han kun fremstamme den ene sætning: Gud vær mig synder nådig. Alle forklaringerne, de mange velvalgte ord og sætninger dur ligesom ikke mere. Kun denne ene sætning: Gud vær mig synder nådig kun denne ene sætning gir mening i situationen. Denne ene sætning. Men det er også denne ene sætning, der sætter ham fri. Den der aflaster hele hans hidtidige historie. Med den sætning placerer han sig et eneste sted: I Guds arme i Guds vold. Det mest sikre og trygge og befriende sted at befinde sig. Og lad os nu gøre et tankeeksperiment mere. Hvis tolderen havde bedt: Gud, du kender mit liv. På overfladen ser det fint og velfungerende og perfekt ud. Andre respekterer mig og agter mig meget højere end ham tolderen der står derhenne. Men Gud, du ved nøjagtig hvordan det hænger sammen. Du kender mig i dybden, du ved hvordan jeg i virkeligheden er. Du ved, hvor svært jeg har ved ikke at foragte denne tolder og sammenligne mig med ham. Du ved, hvor svært jeg har ved at elske andre. Du ved, hvor stor ulyst jeg har til at bede til dig selv om jeg gør det i det ydre. Og folk tror, jeg er en from mand. Men Gud, du kender mig jo. Du ved, hvordan der ser ud inde i mig. Derfor: Gud, vær mig synder nådig. Hvis farisæeren havde bedt den bøn, så ville der have været fællesskab i templet. Fællesskab mellem de to bedende farisæeren og tolderen. De havde hver deres historie men de var forenet i bønnen: Gud, vær mig synder nådig.
Det er et sådant fællesskab vi er kaldet til at være i den kristne menighed. Et fællesskab, hvor vi ikke måler vores forskellighed men det vi har til fælles nemlig at vi over for Gud og over for hinanden ikke har andet at sige end: Gud, vær mig synder nådige. Vores fællesskab handler ikke om at måle vores forspring frem for andre men om, at vi er fælles med alle om at være skyldnere i forhold til Gud og til hinanden. Jesus viser os i dag en vej ind i ydmyghed og åbenhed over for andre. Ydmyghed at vi ikke måler os selv med andre og leder efter det forspring vi måtte finde. Åbenhed at vi ser alt det vi har til fælles i stedet for at fokusere på den lille forskel mellem os. At gå den vej ind i ydmyghed og åbenhed det hedder anger. At angre er at lade sig indhente af ens fortid. Ikke skyde fortiden fra sig men lade sig indhente af den uanset om fortiden så hedder for 30 år siden eller den hedder i dag. AT angre og at lade sig indhente af fortiden - det har noget at gøre med at få et nyt billede af sig selv i mødet med Kristus. At indse: hvordan kunne jeg sige sådan og mene sådan og gøre sådan? Hvor har jeg været blind. Men nu kan jeg se. Det fortælles om den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer, der sad i fængsel pgra. sin aktive modstand imod Hitler, at han i fængslet blev set op til som et stort forbillede. Mange af fangerne så op til ham. Men selv kom han mere og mere i tvivl hvem han var inderst inde. Når sådan noget sker, kommer et menneske nemt til at svinge mellem selvforelskelse og selvforagt. Og begge dele er lige galt. Bonhoeffer skrev et digt om denne situation. Og så slutter han digtet med disse ord: Hvem end jeg er, oh Gud, så er jeg din.
Pendulet kan svinge for os mennesker mellem selvforelskelse og selvforagt. Men det falder til ro, når jeg indser: hvem end jeg, oh Gud, så er jeg din. Min glæde er ikke, hvem jeg er. Min glæde og fred og tryghed er, hvem jeg tilhører. Både når jeg fristes til selvforelskelse og når jeg fristes til selvforagt i begge tilfælde, så er min glæde ikke, hvem jeg er, men hvem jeg tilhører. Den bevægelse fra hvem jeg er til hvem jeg tilhører, den bevægelse må vi foretage hver dag. Så det afgørende er ikke, hvem du ligner farisæreren eller tolderen. Det vigtigste er, om du beder bønnen: Gud, vær mig synder nådig i stedet for at skele ud af øjenkrogen og i dit stille sind enten takke eller bede: men tak Gud, fordi jeg ikke er som ham der. Det afgørende er ikke om dit liv på overfladen ligner farisæerens polerede facade eller det ligner tolderens liv med de mange ridser i lakken. Dvs du kan være her i kirken både som den fromme kirkegænger gennem et langt liv og som den ukirkelige og ufromme, der endelig har vovet sig ind i kirken. Derfor er der ikke forskel på os, når vi knæler ned ved nadverbordet. Her kommer det kristne fællesskab for alvor til syne. For her knæler den fromme farisæer, der ganske vist i det ydre lever et poleret liv men han ved alligevel, hvor beskidt der er inden i. Her knæler han ned sammen med ham som er beskidt både udvendig og indvendig. Og deres fællesskab opstår i det øjeblik de begge knæler ned og deres hjerte er fuld af bønnen: Gud, vær mig synder nådig.
Ikke det lille forspring jeg takker dig for, at jeg ikke er som dem ikke det lille forspring er basis for vores fællesskab men det, vi har til fælles. Nemlig bønnen: Gud, vær mig synder nådig. Er fællesskabet i vores menighed præget af denne bøn, så er det et fællesskab der dufter af ydmyghed og åbenhed. Og et sådant fællesskab er et tegn på Guds rige. Og det var et sådant fællesskab, Jesus kom for at oprette her på jorden. Jesus vil i dag vise os, at det vigtigste, det er ikke, hvem du er, men hvem du tilhører.