1. Problemfelt... 1 1.1 Problemformulering... 3 1.2 Hypotese... 3 1.3 Begrebsforklaring... 3

1. Problemfelt... 1 1.1 Problemformulering... 3 1.2 Hypotese... 3 1.3 Begrebsforklaring... 3 2. Kapitelgennemgang... 5 3. Metode... 6 3.1 Valg af metode... 6 3.2 Empiriindsamling... 9 3.3 Videnskabsteori... 10 3.4 Valg af teori... 12 4. Teori... 14 4.1 Innovation... 14 4.1.1 Introduktion... 14 4.1.2 Udviklingen fra Schumpeter til den moderne innovationsforskning... 15 4.1.3 Privat/offentlig innovation... 18 4.1.4 Typer af innovation... 20 4.2 Den mekaniske og organiske organisationsform... 22 4.2.1 Indledning... 22 4.2.2 Mekanisk organisationsform... 24 4.2.3 Organisk organisationsform... 26 4.3 Interdependensteori... 28 5. Redegørelse af Det Kriminalpræventive Råd... 31 5.1 Formelle organer... 31 5.2 Historisk gennemgang med fokus på omstruktureringen i 2007... 32 6. Analyse... 36 6.1 Forretningsudvalget... 36 6.2 Udvalgene... 36 6.3 Sekretariatet... 38 6.4 Medlemmerne... 46 6.5 Samlet organisatorisk karakteristik af DKR på baggrund af analysen... 49 6.6 DKR s innovationskapabilitet... 51 7. Konklusion... 56 8. Litteraturliste... 58 0

1. Problemfelt Innovation, forstået som en mere eller mindre intenderet og proaktiv proces, der udvikler, implementerer og diffuserer nye og kreative ideer og skaber forandring (Sørensen & Torfing 2011: 29), har altid været anset som afgørende for private virksomheders overlevelse på markedet gennem økonomisk vækst. Innovation har i stigende grad også vundet indpas i den offentlige sektor, dog med et andet fokus da økonomisk vækst ikke på samme måde gør sig gældende her, blandt andet med udtryk i Kvalitetsreformen fra 2007 og Globaliseringsrådets arbejde (mm.dk) 1. Grunden til at innovation er kommet på dagsordenen skal findes i de stigende forventninger til den offentlige service i befolkningen, komplekse problemer, der ikke kan løses ved standardløsninger og de tiltagende udfordringer, som et resultat af globaliseringen (Sørensen & Torfing 2011: 24-26). Innovation forstås ikke her som et resultat af et geni, en opfinder eller leders arbejde, men snarere som en målrettet og systematisk indsats i innovationssystemer, hvor flere aktører med forskellige erfaringer, kompetencer, viden m.m. mødes under gunstige betingelser og udvikler nye ideer. Innovation bliver i det øjemed skabt gennem optimale strukturelle betingelser med andre ord organisering. Der eksisterer flere teoretiske organisationsformer, som hver især har forskellige egenskaber og er hensigtsmæssige alt efter hvad organisationen tilstræber og har som mål. Burns & Stalker opererer med to idealtypiske organisationsformer henholdsvis den mekaniske og organiske organisering, der anses som hinandens modpoler, hvor førstnævnte er effektiv i stabile omgivelser er sidstnævnte det i omgivelser, der hele tiden forandrer sig. Af den grund anses den organiske organisering, som ideel til at skabe innovation, hvorfor det er relevant at tage udgangspunkt i de to idealtyper for at undersøge om en flad struktur, lav formalisering og oprettelsen af ad hoc projektgrupper skaber de bedste betingelser for innovation eller om der er visse begrænsninger ved denne organisering. Sammenhængen mellem hvordan offentlige organisationer er organiseret og deres formåen til at udvikle og implementere nye innovative løsninger er 1 Mandag Morgens hjemmeside 1

dermed interessant at undersøge, hvilket gøres med udgangspunkt i Det Kriminalpræventive Råd (DKR). Rådet er delvist offentlig finansieret og består af en lang række aktører inden for det kriminalpræventive område, som hver især besidder en højt specialiseret viden. I innovationslitteraturen er der bred enighed om, at specialiseret viden og en pluralistisk inddragelse af aktører ofte skal være til stede i en innovativ proces. Derudover giver rådet selv udtryk for et ønske om at være mere nytænkende og nyskabende (Aagaard 2011: 300), hvilket udmøntede sig i en strategiplan, der skulle øge rådets innovationskapabilitet - altså deres evne til at implementere nye innovative løsninger, som blev udrullet i årene 2006-07. Strategiplanen førte blandt andet til en omstrukturering af rådets arbejde, som blev delt op i to dele. På den ene side er der fire stående udvalg, som arbejder med hver sit tema og er opdelt i By og Bolig, Borger, Erhvervs- og arbejdsmarked samt Børn og Unge, hvor horisontal vidensdeling og erfaringsudveksling blandt andet skal føre til udformning af nye projekter (Aagaard 2011: 312). På den anden side en projektorganisering, der er forankret i DKR s sekretariat og som har til formål at arbejde med konkrete projekter og forankring i lokalområder. Som beskrevet her er der en række faktorer til stede i DKR, som, i teorien, burde øge rådets innovationskapabilitet som højt specialiseret viden fra forskellige aktører, der interagerer gennem en horisontal organisering, ad hoc struktur omkring projekter og muligheden for at arbejde med konkrete lokale cases tæt på brugere/borgere. På trods af den ellers lovende struktur, har det, efter de første par år, ikke medført en forøgelse af rådets antal af succesfulde projekter. Tværtimod har det vist sig, at DKR i mindre grad har været i stand til at udvikle og implementere nye tiltag. Det findes derfor relevant at undersøge sammenhængen mellem deres organisering og evnen til at være nytænkende og nyskabende og omsætte det til konkrete projekter, hvilket leder os frem til følgende problemformulering: 2

1.1 Problemformulering Hvordan kan Det Kriminalpræventive Råds organisering karakteriseres og hvordan kommer det til udtryk i deres innovationskapabilitet? 1.2 Hypotese En organisation med en flad og fleksibel organisering, som arbejder projektorienteret, har lettere ved at interagere med sine omgivelser og skabe innovation i samfundet. 1.3 Begrebsforklaring Innovation Innovation betegner en intenderet og proaktiv proces, som udvikler, implementerer og spreder nye og kreative idéer, der skaber kvalitativ forandring i en given kontekst (Sørensen & Torfing 2011: 29). Innovation forstås som en ide, der omsættes til praksis og giver værdi til samfundet. Da projektets genstandsfelt er den offentlige sektor forstås kvalitativ forandring, eller med andre ord værdi som; højere produktivitet, bedre service, styrkede resultater, styrket demokrati, legitimitet og retssikkerhed (Bason 2007: 55). Innovationskapabilitet Innovationskapabilitet betegner dueligheden i en organisation til at skabe outcome, med andre ord at omsætte idéer til praksis. Sondringen mellem kapacitet og kapabilitet er relevant for forståelsen af begrebet. Kapacitet betegner interne og eksterne ressourcer, som potentielt kan skabe innovative idéer, hvor kapabiliteten skal forstås som evnen til at få omsat idéerne til praksis. 3

Organisation En organisation er en social enhed, der arbejder mod det samme mål. Betegnelsen vil i denne undersøgelse primært henvise til DKR, der som social enhed, er en organisation. Organisering Med organisering forstås de formelle organisatoriske rammer, som påvirker aktørers adfærd og handlen og hermed muligheden for at skabe innovation i organisationen. 4

2. Kapitelgennemgang Problemfelt Kapitlet introducerer innovationsbegrebet og hvorfor innovation er kommet på dagsordenen. Innovation finder i stigende grad sted gennem gunstige organisatoriske betingelser med udtryk i den organiske organisationsform, hvilket vil undersøges på baggrund af DKR som casestudie. Til slut kommer projektets problemformulering. Metode I kapitlet gennemgås projektet valg af metode. DKR undersøges gennem et single casestudie og fordele og ulemper ved dette valg forklares. Endvidere gennemgås afgræsning og teorivalg i form af innovations-, organisations- og interdependensteori. Teori Innovation gennemgås med fokus på begrebet, dets udvikling, typer af innovation og sættes ind i en offentlig kontekst. Endvidere gives der en karakteristik af den mekaniske og organiske organisationsform og deres mangler. Til slut gennemgås interdependensteorien med fokus på gensidig afhængighed og hvilke balancerende hensyn, der skal være til stede i et netværk. Redegørelse Her redegøres der for DKR s stiftelse, forskellige enheder, deres omstrukturering gennem deres Strategiplan fra 2007 og endvidere behandles deres samarbejde med Trygfonden. Analyse I kapitlet analyseres de forskellige enheder i forhold til projektets teori med henblik på at give en karakteristik af DKR. Dernæst analyseres DKR s innovationskapabilitet. Konklusion Der konkluderes på projektets problemformulering. 5

3. Metode Indledning I dette afsnit vil undersøgelsens metodiske tilgang og overvejelser blive fremlagt. Løbende vil der blive præsenteret alternative tilgange, der sætter den valgte metodik i perspektiv. I den forbindelse vil der blive præsenteret argumenter, der understøtter undersøgelsen valg af metode. Derudover vil undersøgelsens empiriske kilder blive gennemgået. 3.1 Valg af metode Undersøgelsen af innovationskapabiliteten i en organisation tager udgangspunkt i DKR og er en case undersøgelse. Valget af case studiet som undersøgelsesdesign beror på, at undersøgelsen ønsker at teste hypotesen om, at en flad organisering i en organisation kombineret med projektarbejde kan skabe gode betingelser for at lave innovation. Det er betingelserne og forudsætningerne og ikke værdien i forhold til implementeringen og spredningen af innovative løsninger gennem den offentlige sektors fire bundlinjer i form af højere produktivitet, bedre service, styrkede resultater og styrket demokrati, legitimitet og retssikkerhed, der er fokus i undersøgelsen. Ved at vælge casestudiet, er det muligt at afdække, hvordan hypotesen udfordres i en konkret kontekst, som her er DKR. Alternativt kunne undersøgelsen have valgt at benytte andre undersøgelsesdesigns, som for eksempel tværsnitsanalyse, forløbsundersøgelse eller opstilling af et eksperiment, hvilket hver især kunne have haft sine fordele. En tværsnitsundersøgelse kunne med fordel være benyttet til at beskrive DKR s nuværende tilstand og kan give et forholdsvis præcis billede af organisationens tilstand (De Vaus 2011: 194). Omvendt kan valget af denne metode dårligt forklare årsagen til, hvorfor DKR s tilstand er som den er. Ved at benytte en forløbsundersøgelse, ville det have været muligt at undersøge DKR s arbejde over et længere tidsrum og derved opfange eventuelle nye trends, forandringer eller stabilitet (De Vaus 2011: 113). Men som ovenstående indikerer kræver en forløbsundersøgelse, at den fornødne tid er til rådighed, hvilke rammerne for 6

denne undersøgelse ikke giver mulighed for. Det vil ligeledes være vanskeligt at opstille et eksperiment, da det først og fremmest kræver, at DKR er villige til at lade undersøgelsen intervenere i deres arbejde, for derigennem at teste nye metoder til at oprette og implementere kriminalpræventive projekter (De Vaus 2011: 71). Såfremt det var muligt at isolere specifikke faktorer i et eksperiment, ville denne tilgang kunne give forklaringer på, hvilke faktorer, der styrker en organisations innovationskapabilitet (Ibid.). Når valget er faldet på et casestudie af DKR, er det ud fra vurderingen af, at et casestudie er i stand til at levere en mere helhedsorienteret forståelse af, hvilke faktorer der påvirker en organisations innovationskapabilitet. Ligeledes er valget en afvejning af de alternative undersøgelsesdesigns har visse naturlige begrænsninger, der vil hindre en tilbundsgående undersøgelse. I det følgende vil der blive set nærmere på casestudiet. Casestudier karakteriserer sig ved dybdegående analyser af en bestemt case, hvor informationerne fra den konkrete kontekst, hvori casen eksisterer, har betydning for forståelsen af den kausale proces (De Vaus 2011: 51). Undersøgelsen arbejder ud fra hypotesen om, at der er en positiv sammenhæng mellem 1) En flad hierarkisk organisering af organisationen kombineret med projektarbejde der inddrager relevante aktører og 2) En organisations innovations kapabilitet. Det vil altså sige, at casestudiet ønsker at teste denne hypotese med DKR som kontekst. Undersøgelsen er et single case studie, hvilket skyldes DKR s unikke sammensætning og forhold til sine omgivelser. DKR er en semi- offentlig netværksorganisation bestående af mange forskellige private og offentlige aktører. Det kan derfor være vanskeligt at finde en case, med en sammenlignelig struktur og aktørsammensætning. DKR kan derfor karakteriseres som værende en ekstrem case (De Vaus 2011: 226). Betegnelsen ekstrem case bruges også i andre sammenhænge om fænomener som økonomiske kriser, naturkatastrofer eller folkemord. Betegnelsen ekstrem case kan derfor have en vis negativ klang, hvilket ikke bør smitte af på DKR. En mere passende karakteristik for DKR kan derfor være en kompleks case. 7

Alternativet til et single casestudie ville være et multi casestudie, der, som begrebet antyder, tager flere case eksempler med i betragtning. Dette egner sig særligt til case objekter, der er sammenlignelige. Det kunne være skoler eller jobcentre, der stort set leverer den samme ydelse og består af de samme subenheder (De Vaus 2011: 227). Da dette ikke er tilfældet med DKR er valget landet på et single casestudie. Undersøgelsen vil betragte DKR ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv gennem DKR s organisering og samtidig inddrage interdependensteori, som en forklaring på hvorfor aktørerne vælger at samarbejde eller ej gennem et rationale om gensidig afhængighed mellem egennyttemaksimerende aktører. Undersøgelsen afgrænser sig fra at inddrage en lang række aktører fra DKR, det være sig sekretariatets enkelte medarbejdere samt lokale aktører, der inddrages i de kriminalpræventive projekter, men holder sit primære fokus på ledelsen. Generelt afstås der fra at undersøge de uformelle strukturer, som ville kræve en mere sociologisk og individorienteret tilgang gennem undersøgelse af opførsel, følelser, overbevisning, tilhørsforhold og selv- identificering. Denne afgrænsning kommer til udtryk i undersøgelsens kilder til empiri, som hovedsageligt vil tage udgangspunkt i DKR s Strategiplan fra 2007, interviews med ledelsen og inddragelse af dokumenter om DKR blandt andet referater af møder og samarbejdsaftaler med eksterne aktører. Kritik af casestudiet Casestudiet som undersøgelsesdesign er gennem tiden blevet kritiseret for sin manglende eksterne validitet. Kritikken fokuserer hovedsageligt på, at undersøgelsen af en case udelukkende forklarer casen, og ikke har mulighed for at bidrage til en overordnet generalisering, der rækker ud over casen (De Vaus 2011: 237). Casestudiet undersøger en for snæver population til at kunne generalisere konklusionen, hvilket heller ikke ville kunne lade sig gøre, havde undersøgelsen været et multi casestudie med for eksempel 10 cases. Pointen med case studiet er ikke at opnå en statistisk generalisering, da det vil kræve en langt større population. I stedet forsøger casestudiet at bidrage med en teoretisk generalisering. Dette betyder, at undersøgelsen af DKR har til hensigt at uddybe 8

og udvikle undersøgelsens hypotese, og stiller derfor spørgsmålet, hvad kan casestudiet fortælle os om teorien(ibid.)? 3.2 Empiriindsamling Undersøgelsen er hovedsageligt bygget op om to centrale kilder til empiri. Først vil der blive foretaget en analyse af DKR s Strategiplan fra 2007(Bilag 4), som både indeholder en undersøgelse af medlemmernes vurdering af rådets arbejde på det pågældende tidspunkt og en detaljeret plan for, hvordan rådet skal udvikle sig på sigt. Dokumentanalysen vil bidrage med en forståelse af, hvorfor rådet har valgt at organisere sig på en ny måde. Ligeledes vil dokumentanalysen af rådets strategiplan give et øjebliksbillede af, hvilke holdninger ledelsen i 2007 havde. Dette øjebliksbillede vil være svært at genkalde gennem interview da både tid og udskiftning af centrale aktører kan have ændret og formet ledelsens opfattelse af situationen. Dernæst vil undersøgelsen interviewe sekretariatschefen Anna Karina Nickelsen (Bilag 1), som er tilknyttet DKR s sekretariat og både var med ved omorganiseringen af DKR i 2007 og er leder af den daglige drift. Der blev forespurgt interviews med projektlederne, som er ansat til at lede og koordinere projekter, men blev henvist til sekretariatschefen, der som leder må siges at have det største overblik og indsigt i DKR, hvilket bør anses som en styrke i forhold til få de mest fyldestgørende informationer og beskrivelser, hvor en projektleder måske ville fortabe sig i detaljen, være mindre reflekteret og have mindre viden om de generelle og overordnede linjer for eksempel i forhold til organiseringen i DKR. Det ville dog have været en styrke for projektets empiri, hvis interviewet med sekretariatschefen kunne komplementeres med interviews af projektlederne for at forstå, hvordan der ledes i projekterne. Indeværende undersøgelse bygger på den antagelse, at DKR s mulighed for at være innovativ, særligt ligger i deres projekter, hvor de i samspil med relevante aktører forsøger at implementere nye tiltag, der vil have en kriminalpræventiv effekt. Ved at indsamle empiri fra interviewet med sekretariatschefen, giver det mulighed for at undersøge følgende: Hvordan oprettes der projekter? Hvor hurtigt går processen? Hvilke drivkræfter er der i projekterne? Hvilke barrierer er der i 9

projekterne? Hvordan agerer medlemmerne i projekterne? Hvordan integreres projekterne i lokalområderne? Og hvem er den overordnede drivkraft og initiativtageren i DKR? 3.3 Videnskabsteori 10 Der findes flere forskellige metodologiske tilgange indenfor de videnskabelige discipliner i forhold til, hvordan data og viden bør indsamles og hvordan det efterfølgende kan analyseres for at opnå erkendelse om genstandsfeltet. Ikke alle videnskaber arbejder ud fra det samme verdensbillede og deler de samme antagelser. Mellem de videnskabelige discipliner har der længe været en diskussion om, hvor grænsen fra god videnskab til pseudovidenskab går (Fuglsang & Olsen 2009: 9). Kernen i diskussionen går ud på, hvordan videnskaben kan og skal betragte ontologi, altså det genstandsfelt som videnskaben ønsker at undersøge. Ud af denne diskussion er der gennem tiden fremkommet en række forskellige videnskabsteoretiske grene, som overordnet kan deles op i to lejre, henholdsvis realister og konstruktivister. Kort fortalt mener realisterne, at der uafhængigt af erkendelse, findes universelle lovmæssigheder i virkeligheden, så som tyngdeloven, der skal opdages og begrebsliggøres af videnskaben. Omvendt mener konstruktivisterne, at disse lovmæssigheder ikke kan betragtes uafhængigt af erkendelsen, da de er vedhæng til begreber og teorier, som videnskaben har formet gennem historiens teknologier og ikke mindst den sociale kontekst (Fuglsang & Olsen 2009: 12). Det har altså betydning for undersøgelsen af et givent genstandsfelt, hvilket videnskabsteoretisk udgangspunkt undersøgelsen har i forhold til, hvilke erkendelser man kan nå frem til. Nærværende undersøgelse ønsker dog ikke at bekende sig til en bestemt videnskabelig tradition, men overlader dette til de valgte teorier, da de hver især bygger på forskellige antagelser. Ved at betragte genstandsfeltet gennem teoriernes forskellige ontologiske briller, åbner det op for flere forskellige fortolkningsmuligheder. Burns & Stalker fokuserer i deres arbejde på de overordnede formelle strukturer hos en organisation og mener, at der er visse organisationsformer, der er at foretrække alt afhængig af omgivelserne(jf. teori kapitel). De abonnerer

på et verdensbillede, hvor man som forsker kan finde generelle tendenser. De mener ikke at disse tendenser kan betegnes som universelle lovmæssigheder, da den konkrete kontekst udgør en afgørende faktor. De lægger sig op af den kritisk realisme, der accepterer at virkelighed er en realitet, men at der bagved eksisterer transcendente fænomener (Fuglsang & Olsen 2009: 147). Virkeligheden betragtes som foranderlig, hvilket beskrives meget sigende af Heriklit, som udtalte at vi ikke bader i den samme flod to gange (Ibid.), hvilket betyder, at videnskaben, ifølge den kritiske realisme, hele tiden er nødsaget til at tage udgangspunkt i empiriske studier, da tidligere studier ikke længere afspejler den virkelighed forskeren befinder sig i (Ibid.). Det teoretiske afsnit om innovation benyttes til at beskrive den innovationsdagsorden, der hersker i dag og bidrager med en teoretisk gennemgang af, hvordan feltet har udviklet sig med tiden. Afsnittet er skrevet ud fra flere forskellige teoretikere og kan derfor ikke placeres i en videnskabsteoretisk kasse. Generelt for innovationsteorien, som benyttes i denne undersøgelse er, at den abonnerer på en forståelse af, at systematiserede intersubjektive processer kan tøjle og fremme innovation, som skal bryde med de gængse måder at tænke løsninger på (Sørensen & Torfing 2011: 34). Innovationsteorien forholder sig både til de overordnede rammevilkår (Waldorff 2011:3 21) og de mere konkrete innovationsprocesser internt i organisationer (Aagaard 2011: 299). Overordnet kan det siges at teorien er kontekst afhængig, da innovation defineres som ny viden og funktion i en konkret kontekst. Til at forklare hvorfor aktørerne i DKR har valgt at gå sammen i et netværk, har undersøgelsen valgt at benytte interdependensteorien. Teorien betragter aktørerne som værende egennyttemaksimerende og indgår udelukkende i samarbejde med andre for at få adgang til nye ressourcer, der ellers ville være uden for rækkevide. Teorien tager udgangspunkt i den enkelte aktør, hvis adfærd kan forklares ud fra bestræbelserne på maksimere sine egeninteresser. Aktørernes interesser og deres kamp med andre aktører for at opnå dem påvirkes og påvirker den institutionelle kontekst de befinder sig i (Sørensen & Torfing 2009: 39). 11

Teorien kritiseres for ikke klart at forklare hvornår aktørenes adfærd skyldes egeninteresse eller institutionaliseret sporafhængighed eller hvordan de to tilgange kan kombineres. Derudover kritiseres den for ikke at inddrage et kulturperspektiv, der vil kunne forklare de manglende konflikter i netværk, hvor aktørerne ikke har en høj grad af interdependens (Sørensen & Torfing 2009: 60). Undersøgelsen af DKR undlader af samme årsag at bruge teorien til at forklare kulturen, men holdes sig til de overordnede strukturer. Teorien er en samling af forskellige forskeres bidrag til begrebet governance, som alle abonnerer på den samme aktøropfattelse og tager sit udspring i den historiske institutionalisme (Sørensen & Torfing 2009: 40). Den historiske institutionalisme har primært fokus på de formelle regler og beskæftiger sig i mindre grad med at forklare, hvilke underliggende årsager, som ligger bag den enkelte aktørs adfærd. Denne tilgang afspejler sig i indeværende undersøgelsestilgang, der ligeledes forholder sig til de mere formelle strukturer og afholder sig fra at gå ned og undersøge de enkelte aktører særskilt i DKR. 3.4 Valg af teori I undersøgelsen af DKR s organisatoriske rammer og hvordan disse er medvirkende til at skabe innovation, er der i projektet valgt innovations-, organisations- og interdependensteori til at belyse denne problemstilling, som her vil blive gennemgået. 12 Da innovation er projektets analyseenhed er der inddraget innovationslitteratur i form af Bason (2007), Sørensen & Torfing (2011), Fagerberg (2005) og Hagedoorn (1996) til at belyse og beskrive innovationsbegrebet, dets udvikling og de betingelser, som den offentlige sektor er underlagt. Hensigten med dette teorivalg har været at definere innovationsbegrebet, forklare begrebets udvikling fra Schumpeter og frem til den moderne innovationsteori og dermed give en forståelse af, hvorfor projektet har fokus på de organisatoriske rammer og give en forklaring på hvorfor samarbejdsdrevet innovation, og innovation generelt, i stigende grad ses som løsningen på de samfundsmæssige problemer.

Projektet har som nævnt de organisatoriske rammer som hovedfokus i forhold til, hvordan innovation sker igennem en række optimale organisationsstrukturer. Til at karakterisere og afdække organisationsstrukturernes betydning for innovation inddrages Burns & Stalker (1994), som opstiller to idealtypiske organisationsformer henholdsvis den mekaniske og organiske organisationsform. I den forbindelse suppleres de af Morgan (1986) og Sørensen (2000) i forhold til en præcisering og uddybning af de to organisationsformer. Inddragelsen af Burns & Stalkers hovedværk skal være medvirkende til at give en karakteristik af DKR s formelle strukturer og benyttes analytisk til at undersøge, hvorvidt en organisk organisationsform, i forhold til projektets empiri, er optimal til at skabe innovation. Derudover inddrages interdependensteori (Sørensen & Torfing 2009), som hører ind under netværksteorien. Grunden til inddragelsen af denne teorigren skyldes, at DKR betegnes som en netværksorganisation, hvor en horisontal sammenknytning og mangfoldighed af relevante offentlige og private aktører indenfor området frivilligt interagerer med hinanden, men samtidig kan forlade organisationen, hvis de ønsker det. Interdependensteorien er derfor inddraget for at give en karakteristik af DKR og være med til at belyse og forklare, hvorfor aktørerne i DKR vælger at samarbejde eller undlader det. Teorien betoner den gensidige afhængighed mellem aktørerne som en grundbetingelse for samarbejde, hvorfor samarbejde og innovation ikke opstår ved blot at bringe forskellige aktører sammen, og dermed kan være med til at skabe en forståelse af, hvorfor samarbejdsdrevet innovation eller mangel på samme finder sted. Fremkomsten af netværk, som medfører en stigende grad af aktører, der medvirker til løsninger på offentlige problemer kan siges at harmonere med den valgte innovationsteori, der netop også påpeger at flere aktører er med i innovationsprocessen. Teorien benyttes både som en overordnet ramme for en forklaring og dybere forståelse af hvorfor flere aktører inddrages, som tilfældet er i DKR og samfundet generelt, men ligeledes opstiller gensidig afhængighed som en grundbetingelse for at samarbejdsdrevet innovation bærer frugt, hvilket kan være med at forklare hvorfor innovation i DKR finder sted eller ej. 13

4. Teori 4.1 Innovation 4.1.1 Introduktion Der eksisterer et utal af definitioner af innovation og det bruges, som begreb, til at betegne alt fra udviklingen af et nyt produkt, som et TV, til omorganiseringen af ledelsesgange i den offentlige sektor. Innovation er dermed (med rette) blevet beskyldt for at være mere varm luft end reel substans (Bason 2007: 27), hvorfor nogle foretrækker at tale om nytænkning og udvikling da det på mindre dramatisk vis italesætter forsøgene på forandring. Dog kan innovation ikke betegnes som nytænkning og udvikling da det ikke i tilstrækkelig grad indkapsler, hvad begrebet indeholder. Udvikling, rent sprogligt, kan betone noget, som sker, uden at vi gør noget for det og nytænkning fører nødvendigvis ikke til konkrete forandringer. Innovation handler derimod om at gøre en målrettet indsats for skabe noget nyt, som gør en forskel for kvaliteten af den offentlige service og problemløsning (Sørensen &Torfing 2011: 20-21). Sørensen & Torfing definerer innovation som: en mere eller mindre intenderet og proaktiv proces, som udvikler, implementerer og spreder nye og kreative ideer, der skaber kvalitativ forandring i en given kontekst (Sørensen & Torfing 2011: 29) Dette harmonerer med Christian Bason s, den danske innovationschef for MindLab 2, definition som er følgende: Nye ideer der giver værdi for samfundet (Bason 2007: 27) 14 Begge betoner, at innovation er mere end nye ideer eller kombination af eksisterende viden og ressourcer, da før man kan tale om innovation, skal nytænkningen omsættes i praksis implementeres og have en effekt. Innovation er derfor ikke kreativitet, som det ofte forudsættes i 2 MindLab er en tværministeriel udviklingsenhed, som involverer borgere og virksomheder i at skabe nye løsninger, der giver værdi for samfundet.

hverdagssproget, da innovation skal implementeres, hvor kreativitet kun er den gode ide. Denne distinktion omtales i litteraturen mellem invention og innovation, hvor invention er idéen til et produkt eller en proces og sidstnævnte betegner kommercialiseringen af selve idéen (Fagerberg 2005: 2). Det kan nogle gange være svært at adskille de to begreber indenfor for eksempel bioteknologi, hvor opfindelsen af et medicinpræparat næsten øjeblikkeligt vil blive kommercialiseret eller skabe værdi. I andre tilfælde vil der være et betydeligt forhold i tid mellem inventionen og innovationen. Derudover er det ikke sikkert at inventioner resulterer i innovation, hvorfor det er væsentligt at skelne mellem dem (Fagerberg 2005: 2). Det bør derfor være tydeligt, at innovation er et komplekst og rummeligt begreb, som både er gammel vin på nye flasker, ny vin på genbrugte flasker og ny vin i nye beholdere (Digmann Et. Al. 2006: 13). Afsnittet her vil derfor forsøge at skitsere nogle af begrebsmæssige problemstillinger indenfor forskningsfeltet om innovation blandt andet, hvordan det som begreb har udviklet sig, hvad det mere specifikt indebærer, innovationsbegrebet i den offentlige sektor og hvordan det bedst understøttes, hvilket skal gøre fokusset på samarbejdsdrevet innovation igennem strategisk organisation og valget af netværksteori klart. 4.1.2 Udviklingen fra Schumpeter til den moderne innovationsforskning Der kan argumenteres for at innovation er lige så gammel som menneskeheden selv, idet der er en tendens iboende i mennesket, som gør at vi tænker på nye og bedre måder at gøre tingene på og derefter prøver dem i praksis. Verden havde med andre ord været fundamentalt anderledes, hvis mennesket ikke havde været innovative. På trods af dette har innovation ikke fået den videnskabelige opmærksomhed som det måske har fortjent (Fagerberg 2005: 1). Joseph Schumpeter, der betegnes som en pionér indenfor innovationsteorien, var den første økonom, som fremhævede innovation som afgørende for økonomisk udvikling idet innovation driver samfundsudviklingen fremad og er måden hvorpå kapitalismen fornyer sig. Fokus er hos det dynamiske menneske 15

eller den dynamiske virksomhed. Hvor førstnævnte er hovedaktøren i Schumpeters tidlige arbejder, er sidstnævnte det da han reviderer sin forestilling (Lundvall 2011: 49). Ifølge den tidlige Schumpeter finder innovation sted gennem entreprenøren et individ, som kan og tør tage nye initiativer. Entreprenøren anses som personificeringen af innovation idet det er enkeltpersoner, som skaber innovation gennem nye kombinationer af ideer, hvorfor entreprenøren ikke skal anses som opfinderen, men som med hjælp fra banker og andre finansielle institutioner sikrer, at disse ideer bliver omsat til praksis (Lundvall 2011: 48). Dermed bliver entreprenøren den eneste agent, som kan skabe økonomisk udvikling. Dette skyldes at Schumpeter, teoretisk, anser opfindelser/ideer som værende en eksogen faktor i den økonomiske udvikling mens det at sammensætte forskellige elementer og ideer til praksis, med andre ord innovation, er en endogen faktor og det som fører til økonomisk vækst (Hagedoorn 1996: 889). Schumpeter placerer sig som en af fortalerne for distinktionen af begreberne invention og innovation, hvorfor innovation følger en lineær innovationsproces, hvor en ide opstår (invention), ideen gøres anvendelig og implementeres (innovation) og skaber værdi eller ideen spredes (diffusion). Denne måde at tænke innovation på, må siges at være udtryk for at Schumpeter går ned på mikro- niveau, idet entreprenøren har ansvaret for innovationen, hvorfor processen kan indkapsles i en simpel model som ovenstående bevidner (Jæger 2011: 87). Schumpeter reviderede senere sit syn på den individuelle entreprenør som hovedaktøren og drivkraften for samfundets udvikling og økonomiske vækst da han blev bevidst om det manglende organisatoriske aspekt i hans tidlige arbejde (Fagerberg 2005: 6). Han betoner i stigende grad det kollektive entreprenørskab, hvor innovation, i hans nye model, skal forstås som noget, der fremkommer på baggrund af store virksomheders investeringer i forskning og udvikling, som dominerer den kapitalistiske udvikling og teknologiske fornyelse (Lundvall 2011: 49). Skiftet skyldes grundlæggende, at kapitalismen ændrer karakter idet Schumpeter opererer med to perioder, hvor vi går fra en entreprenant kapitalisme over til en moderne kapitalisme, hvor den individuelle entreprenør i stigende grad mister sin funktion da de store virksomheder bliver 16

den primære kilde til innovation (Hagedoorn 1996: 889). Den teknologiske udvikling, som i Schumpeter tidlige arbejde var en eksogen faktor, bliver i den moderne kapitalisme med de store virksomheders research- og udviklingsafdelinger en endogen faktor, hvorfor innovationen finder sted der og medfører at samarbejde mellem entreprenører i virksomhederne skaber innovation (Lundvall 2011: 49). Innovation bliver derfor gradvist reduceret til rutiner og systematiseret, da den teknologiske udvikling i stigende grad bliver opgaver for trænede specialister. Schumpeter påpeger derfor som Max Weber at rationalisering og bureaukratisering gennemsyrer det kapitalistiske samfund og at den økonomiske udvikling bliver upersonlig og automatiseret (Hagedoorn 1996: 890). Da innovation i stigende grad foregår internt i organisationer bliver samarbejde mellem entreprenører af stor betydning, men grundet samarbejdet bliver entreprenørens rolle analyseret i forhold til funktionen i organisationen og ikke som en fysisk person (Hagedoorn 1996: 891). Schumpeter har inspireret den moderne innovationsforskning, men den er på mange måder også kritisk overfor hans arbejde og har udviklet nye perspektiver. En af kritikpunkterne er kommet til udtryk i opgøret med den lineære forståelse af innovationsprocessen sted, hvor man nu ser innovation som en interaktiv proces med koblinger fra markedet og potentielle brugere til produktionen, hvorfor evnen til at innovere afspejler de relationer og sammenspil, der finder sted mellem individer, organisationer og institutioner (Lundvall 2011: 51). Hvor Schumpeters senere forestilling om at innovation opstod internt i organisationer og at de interne kilder dermed var afgørende for organisationens evne til at være innovativ, flyttes fokus i moderne innovationsforskning så innovation ikke foregår løsrevet fra det omgivende samfund og at det ikke er nok at fokusere på innovationskraften, som findes hos enkeltaktører. Tværtimod er det i mødet mellem aktører med forskellige erfaringer, kompetencer og viden, der giver grobund for en forstyrrelse af vanetænkning og udvikling af nye ideer og praksisser (Sørensen & Torfing 2011: 21). Derfor er åbenhed overfor nye ideer, løsninger osv. af afgørende betydning for innovation, hvilket, sat på spidsen, skyldes at innovation består af nye kombinationer af eksisterende ideer, kapabiliteter, kompetencer og ressourcer, 17

hvorfor en større variation af disse må skabe flere muligheder for nye kombinationer, som blandt andet kan forklares ved at populationen i Eurasien har været mere innovative end små, isolerede populationer. Den stigende kompleksitet i samfundet, som for eksempel kommer til udtryk ved det voksende antal wicked problems medfører at innovationsaktiviteter i virksomheder må søge viden eksternt og ikke kun internt (Fagerberg 2005: 7). Entreprenøren, i Schumpeter forstand, eksisterer af den grund stadig, men aktører, som er medvirkende til at skabe innovation bliver bredt ud så både videnskabsmænd, ingeniører, reklamefolk, politikere, græsrodsbevægelser, brugere m.m. inddrages i innovationsprocessen (Jæger 2011: 88). At få de eksterne relationer og stigningen i antallet af aktører med forskellige ideer, værdier, normer, kompetencer osv. til at samarbejde for at skabe innovation er derfor en kompleks affære og ikke blot opstår ved at føre aktører sammen. Tværtimod skal der opbygges organisatoriske rammer, som giver aktører indenfor organisationen tilstrækkelig frihed til at med at udefrakommende viden og aktører kan inddrages og faciliteres i processen (Fagerberg 2005: 8). Med andre ord skabe gunstige betingelser for samarbejdsdrevet innovation. 4.1.3 Privat/offentlig innovation Ovenstående har i vid udstrækning haft innovation i den private sektor som udgangspunkt, hvilket skyldes at store dele af innovationslitteraturen har haft den sektor som sit primære fokus. Dette skyldes blandt andet, at den private sektor har satset stort på innovation da udvikling og anvendelse af nye og kreative produkter, processer og koncepter har været nøglen til lavere omkostninger, større indtjening - overordnet set overlevelse på markedet. Formålet med innovation i de to sektorer adskiller sig markant fra hinanden, hvor formålet med innovation i den private sektor er at skabe profit, er der i den offentlige sektor flere bundlinjer i form af højere produktivitet, bedre service, styrkede resultater og styrket demokrati, legitimitet og retssikkerhed (Bason 2007: 55). Værdi i den private sektor kan derfor sige at være mere entydig, hvorimod der er en række aspekter indenfor den offentlig sektor, der kan betegnes som værdi, hvilket gør at innovation bliver mere diffust og gør det 18

svært at være innovativ da disse værdier ofte vil være modstridende og som er den egentlige udfordring i offentlig innovation (Bason 2007: 56). Det er først gennem de senere år, at innovation er blevet sat på dagsordenen og at der er kommet et bredt ønske om at arbejde systematisk med innovation i den offentlige sektor. Hvor den private sektor altid er blevet anset som dynamisk og innovativ, har der været tegnet et billede af den offentlige sektor som præget af stilstand, hierarki og bureaukrati, hvilket der med rette har været en vis sandhed i (Sørensen & Torfing 2011: 23). Alligevel har der været forandringer og fornyelser i den offentlige sektor, hvilket der på sin vis altid har været, men disse har i høj grad været udtryk for en tilfældig tilgang til udvikling og innovation, som er problematisk blandt andet fordi den offentlige sektor ikke er rustet til at møde de udfordringer den står over for, og at det sender et signal om at udvikling og nytænkning ikke tages alvorligt (Bason 2007: 149). Sørensen & Torfing påpeger, at der er tre hovedårsager til den stigende interesse for innovation i den offentlige sektor. For det første er der på den ene side, opstået et krydspres mellem stigende forventninger til den offentlige services kvalitet, omfang og effektivitet fra borgere og virksomheder. På den anden side er der begrænsede offentlige midler, der skyldes strukturelle og konjunkturelle forhold, hvorfor innovation kan være løsningen på at gøre tingene smartere og mere effektivt (Sørensen & Torfing 2011: 25). For det andet er der sket en vækst i antallet af wicked problems, der grundet deres kompleksitet ikke kan løse gennem standardløsninger. Disse, som for eksempel mindskning af kriminalitet, er komplekse, åbne for fortolkning og har ikke nogen oplagt løsning (Bason 2007: 16). Fælles for disse problemer er at de efterspørger innovative, vidensbaserede løsninger, som tager højde for problemernes kompleksitet. For det tredje medfører globaliseringen, at den strukturelle konkurrenceevne skal styrkes for, at Danmark kan klare sig i den globale konkurrence, der blandt andet skal ske gennem en mere kreativ og innovativ offentlig sektor med andre ord en offentlig sektor i topform (Sørensen & Torfing 2011: 26). 19

Som nævnt ovenfor adskiller formålet med innovation sig mellem den private og offentlige sektor, men derudover eksisterer der en række ugunstige betingelser for innovation i det offentlige, som er værd kort at gennemgå. For det første eksisterer der ikke en klar bundlinje i de offentlige budgetter, som gør det muligt at registrere gevinsten ved innovation. Dette skyldes i særdeleshed, at efterspørgslen og indtægten ikke stiger, når den offentlige service i ældreplejen forbedres. På trods af stigningen i konkurrenceudsættelse er der for det andet mangel på økonomiske incitamenter til at skabe innovation i den offentlige sektor, da offentlige ledere og medarbejdere kan ikke være sikre på, at de bliver belønnet for at innovative tiltag. Tværtimod vil en offentlig organisation, som har haft held med innovative tiltag og derigennem sparet ressourcer, være et oplagt sted at lave besparelser, fordi den har vist sig at kunne klare sig med færre ressourcer. Dermed kan det siges, at risikoen for besparelser er større i innovative offentlige organisationer end i organisationer med mangel på samme, hvilket ikke er fordrende for at skabe innovation. For det tredje er offentlige serviceydelser og reguleringsformer komplekse og rettighedsbaserede, hvilket gør dem svære at ændre uden grundlæggende aspekter af opgavevaretagelsen går tabt. For det fjerde er der i den offentlige sektor helt andre krav om retssikkerhed, offentlighed og kontrol end i den private sektor. Med andre ord hersker der i den offentlige sektor værdier om stabilitet, åbenhed og ligebehandlinger, hvilket kan hæmme mulighederne for innovation. Til sidst er den offentlige sektor politisk ledet, hvorfor der er en høj grad af risiko- aversion, fordi mindretals politikere og oppositionen vil være opmærksomme på innovationer som slår fejl, hvilket mindsker innovationsdrivkraften, fordi politikere vogter over hinanden og at fejlslagne innovationer vil kunne bruges under et kommunal- eller folketingsvalg (Sørensen & Torfing 2011: 26-27). 4.1.4 Typer af innovation Ovenstående har behandlet innovation generelt og ikke klassificeret forskellige typer af innovation, hvilket må anses som nødvendigt for den generelle forståelse, men ligeledes fordi DKR med deres strategiplan har valgt at innovere deres organisering for at skabe produkt- og serviceinnovation, hvorfor 20

man med rette og i tråd med Digmann mfl. kan sige at procesinnovation foregår samtidig med produkt- og serviceinnovation (Digmann et. Al: 2006: 14). Det følgende vil derfor præcisere og adskille de forskellige typer af innovation og kort berøre graden af nyskabelse, som den gældende innovation medfører indenfor den offentlige sektor. Schumpeter sondrede mellem fem forskellige typer af innovation, hvor afsnittet vil behandle tre af disse; henholdsvis nye produkter (produktinnovation), nye metoder af produktion (procesinnovation) og nye måder at organisere erhvervslivet (organisatorisk innovation) (Fagerberg 2005: 4). Produkt- og service innovation forandrer en offentlig ydelses form og indhold som en organisation tilbyder eksterne brugere og kunder. Denne definition skal dermed forstås bredt da den både omhandler innovation af fysiske produkter, men ligeledes serviceydelser. Serviceinnovation i den offentlige sektor overstiger produktinnovation, hvilket skyldes opgavevaretagelsen, som i høj grad er velfærdsservice som sundhed, uddannelse og sociale ydelser samt politisk service (Bason 2007: 48). Serviceinnovation foregår derfor i højere grad i praksis, hvor produktinnovation typisk foregår i laboratorier gennem udvikling af prototyper og test. Hertil skal det dog påpeges, at serviceinnovation også er afhængig af prototyper og test før det implementeres (Digmann Et. Al: 2006: 13). Procesinnovation forandrer den måde, som en given service eller produkt produceres og leveres (Sørensen & Torfing 2011: 30). Man kan dermed sige at den har sigte på organisationernes indre liv i forhold til hvordan organisationens struktur, arbejdsprocesser og arbejdsrutiner tilrettelægges, så de bidrager bedst muligt til de produkter eller serviceydelser som organisationen lever af (Bason 2007: 48). Organisatorisk innovation forandrer de organisatoriske rammer for produktionen og leveringen af offentlig service og regulering (Sørensen & Torfing 2011: 30). Denne form for innovation kan siges at være mere gennemgribende, da det omhandler helt nye måder at organisere produktionen og distributionen på og dermed ændrer den underliggende forretnings- eller 21

servicemodel (Fagerberg 2005: 5, Bason 2007: 49). Hvor de to første innovationstyper omhandler innovation af produktet eller servicen og den dertil tilhørende proces, er den organisatoriske innovation af mere indirekte karakter da det omhandler hvordan innovation skabes gennem arbejdsprocesser, metoder og organisering (Reff & Johansen 2011: 101). Endvidere kan innovation finde sted som systeminnovation, der betegner en innovation, som forandrer den offentlige sektors rolle, identitet og relationer til omgivelserne og som strategisk policy- innovation, som forandrer det grundlæggende rationale i offentlige politikker ved at ændre problemopfattelsen og redefinere mål og midler (Sørensen & Torfing 2011: 30). Udover innovationstyper skelnes der mellem inkremental og radikal innovation. Inkrementel innovation vil ofte være en kvalitativ forbedring af eksisterende processer eller servicer, hvor radikal innovativ er kendetegnet ved helt nye processer og servicer og dermed udtryk for kvantespring og store forandringer, hvorfor der vil være større usikkerhed ved denne grad af innovation (Bason 2007: 51). Som udgangspunkt kunne man foranlediges til at tro, at radikal innovation har haft den største indvirkning på samfundet i forhold til at skabe værdi, men det anses bredt, at inkremental innovation har haft samme indvirkning, og måske endda større, hvorfor små forandringer ud fra en længere tidshorisont ikke bør undervurderes (Fagerberg 2005: 5). 4.2 Den mekaniske og organiske organisationsform 4.2.1 Indledning 22 Dette afsnit vil redegøre for den teoretiske opdeling af organisering i henholdsvis det mekaniske og organiske organisationsform. Grundlaget for dette er, at en organisations formelle struktur har betydning for understøttelsen af innovation idet innovation ikke længere teoretisk anses som skabt gennem geniets opfindelser, men gennem organisatoriske rammer, som fordrer innovation. Derfor gennemgås i det følgende to forskellige organisationsformer for at udlægge, hvilke organisatoriske rammer, som kan være medvirkende til at skabe innovation.

En organisation eksisterer med det formål at udføre en given opgave, hvorfor der som udgangspunkt, er beskæftiget et antal mennesker til udførelsen af opgaven. Disse mennesker er hver især tildelt specifikke opgaver, som igennem organisering koordineres og skaber samarbejde for at sikre opfyldelse af organisationens mål. Organisering skal hermed forstås en tilstand, hvori der er defineret og bestemt hvilke rettigheder og forpligtelser hvert enkelt medlem har i organisationen (Burns & Stalker 1996: 97). Organisering i denne forbindelse betegner de formelle organisatoriske strukturer og hvordan det enkelte medlem er et middel til at opnå et fastsat mål. Det er dog problematisk kun at have blik for de formelle strukturer idet individer kan søge at realisere andre mål end organisationens qua deres identiteter og at der i organisationer uundgåeligt opstår interaktioner mellem individer, hvorfor der indenfor den formelle struktur eksisterer en uformel struktur (Burns & Stalker 1996: 99). Den uformelle struktur kan kompensere for mangler i den formelle struktur ved at oprette uformelle kommunikationslinjer eller varetage opgaver, som ikke er individets ansvar, og ligeledes kan det være et supplement eller modarbejde den formelle struktur. Den uformelle struktur, som kan undersøges gennem opførsel, forholdene aktørerne imellem, følelser, overbevisning, tilhørsforhold og selv- identificering, kan ikke adskilles fra den formelle struktur og de har begge betydning for organisationens handlen (Burns & Stalker 1996: 99). Sondringen mellem disse to strukturer er af varierende betydning i de to organisationsformer, som vil blive præsenteret. I den mekaniske organisationsform med dets stringente fokus på autoritet og ansvar vil aktørerne følge anvisningerne fra ledelsen og udføre de opgaver, som de er blevet sat til idet organisationen er rationel, logisk og upersonlig, hvorfor organisationen fungerer bedst når personlige karakteristika ikke forstyrrer organisationens aktiviteter (Burns & Stalker 1996: 107). Uformelle strukturer vil, som udgangspunkt, anses som forstyrrelser af den formelle struktur og vil derfor anses som skadelige for opnåelsen af organisationens mål. Omvendt må det siges at sondringen mellem den formelle og uformelle struktur udviskes indenfor den organiske organisationsform. Dette skyldes at der er mangel på 23

formel struktur og at individets engagement til organisationen er mere omfangsrigt og at koordineringen finder sted gennem gensidig tilpasning i horisontale kommunikationskæder, hvorfor det i mindre grad bliver muligt at adskille de to strukturer (Burns & Stalker 1996: 122). Hertil skal det nævnes, at den uformelle struktur ikke får mindre betydning, snarere tværtimod, da koordineringen i den mekaniske organisationsform finder sted gennem specificerede kommunikationskanaler, hvilket mangler i den organiske organisationsform, træder de institutionaliserede værdier, overbevisninger, handlen m.m. i stedet for den manglende struktur (Burns & Stalker 1996: 122). Selvom det er svært at adskille de to strukturer, er projektets fokus de formelle strukturer, med andre ord den tilsigtede og intentionelle organisering af DKR i forhold til at skabe innovation og ikke de uformelle relationer og strukturer, som er af mere sociologisk karakter. Burns og Stalker argumenterer i deres bog The Management of Innovation for at organisationers effektivitet og succes afhænger af deres evne til at tilpasse sig de ydre omstændigheder. Dermed lægges der afstand til forståelsen af én ideel organisationsmåde, men at det tværtimod er de givne omstændigheder og hvilke slags opgaver som organisationen skal udføre, der er afgørende for valget af organisering (Burns & Stalker 1996: 96). Begge idealtyper, henholdsvis betegnet som den mekaniske og organiske organisationsform, anses dermed som værende rationelle idet de er skabt og fastholdt til at udnytte de gældende ressourcer mest efficient samtidig med blik for de ydre omstændigheder (Burns & Stalker 1996: 119) og anses samtidig som værende hinandens modsætninger. 4.2.2 Mekanisk organisationsform Den mekaniske organisationsform er karakteriseret ved en specialiseret, differentieret og specificeret opdeling af opgaver, hvor organiseringen er udtænkt som et netværk af små interdependente enheder, som komplementerer hinanden og er forbundet gennem en vertikal kæde af over- og underordnelsesrelationer og kommandoer. Dette medfører en centraliseret og stiv organisationsstruktur idet der arbejdes gennem faglig specialisering og 24