Liste over prioriterede grænsehindringer fra arbejdsmarkedets parter

Transkript

1 Liste over prioriterede grænsehindringer fra arbejdsmarkedets parter Kommissorium Danmarks minister for nordisk samarbejde, Carsten Hansen, tog i oktober 2014 initiativ til nedsættelsen af en uformel rådgivningsgruppe bestående af arbejdsmarkedets parter, der repræsenterer virksomheder og arbejdstagere, der agerer på tværs af de nordiske lande og som oplever barrierer. Formålet var først og fremmest at sikre, at den nordiske indsats for at fjerne grænsehindringer foregår i et tæt samarbejde med de aktører, der berøres af disse væksthindringer. Arbejdet er en opfølgning på de nordiske statsministres deklaration fra oktober 2013 om grænsehindringer, strategien og handlingsplanen for nordisk mobilitet og tager afsæt i Danmarks formandskabsprogram Vækst, Velfærd og Værdier, hvor der i 2015 fokuseres på vækstpotentialet i Norden. Både små og mellemstore virksomheders - men også større virksomheders - erfaringer og muligheder for at kunne gennemføre forretninger i de nordiske lande udgør et centralt omdrejningspunkt i arbejdet under formandsskabsperioden. Derudover vil arbejdsmarkedets behov for at arbejdskraften kan fungere over grænserne være et emne, der vil blive arbejdet med i Gruppen består af repræsentanter fra LO, FTF, 3F, DJØF, CO Industri, DA, DI, Dansk Erhverv, Håndværksrådet og Dansk Byggeri med sekretariatsbistand fra Udenrigsministeriet og Nordisk Ministerråds sekretariat. Formanden for Grænsehindringsrådet Ole Stavad indgår ligeledes i gruppen. Gruppens første opgave har været at udpege de største grænsehindringer for hhv. virksomheder og lønmodtagere i Norden og dermed udarbejde en prioriteret liste over indsatsområder. Til dette formål har gruppen skulle koordinere med sit nordiske netværk. Den prioriterede liste blev præsenteret den 30. april 2015 på formandskabets konference Norden som rollemodel vækstkonference om grænsehindringer, og det er formandskabets ønske, at listen kommer til at danne udgangspunkt for den kommende tids fokuserede indsats rettet mod væksthindringer.

2 Indholdsfortegnelse 1. Overordnede synspunkte 1. Generelt informationsbehov 2. Forebyggende indsats 2. Grænsehindringer relateret til rekruttering 1. Manglende anerkendelse af autorisationer (certifikater) til arbejde, herunder anerkendelse af opnået uddannelse 2. Manglende mulighed for at opnå praktikplads i et andet nordisk land og anerkendelse af uddannelsesdokumenter og uddannelsesniveau 3. Forskellige arbejdsudlejeregler hæmmer fri bevægelighed 4. Manglende mulighed for at ledige kan komme i arbejdspraktik eller få ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land 5. Manglende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer 3. Grænsehindringer relateret til etablering 1. Digitalisering af det offentlige er ikke inter-operabelt på tværs af grænser 4. Grænsehindringer relateret til salg og handel 1. Forskellige nationale produktkrav, herunder produktgodkendelser 2. Forskelligartede krav til mærkning af medicinalvarer og langsomme godkendelsesprocedurer 3. Uensartede standarder og certificeringer 5. Grænsehindringer relateret til administrative vanskeligheder 1. Norsk administration af moms er både tung og dyr 2. Utilstrækkelig funktion af nordiske dobbeltbeskatningsaftaler (administration af skat i Norge) 3. Skatteproblemer 4. Lange sagsbehandlingstider i forbindelse med ansøgning om arbejdsløshedserstatning eller anden kompensation 6. Overordnede indsatsområder prioriteret af arbejdsmarkedsparterne 1. Mangel på klar information om regler/love i andre nordiske lande 2. Etablering af et nordisk forum for arbejdsmarkedets parter

3 1. Overordnede synspunkter 1.1 Generelt informationsbehov Som overordnede anbefalinger til Nordisk Ministerråd mener organisationerne som det også vil fremgå af de konkrete anbefalinger til løsning på de prioriterede grænsehindringer at der generelt er behov for bedre information om reglerne til virksomheder og personer, der ønsker at arbejde og/eller handle over grænserne. Ofte er de enkelte landes regler (læs særregler) ikke klart nok formuleret og/eller erkendt i de forskellige situationer, som virksomheder kommer ud for, både i forbindelse med tjenesteydelser og ved handel med fysiske produkter over grænserne. 1.2 Forebyggende indsats Der bør etableres et tættere samarbejde mellem myndighedernes eksperter over grænserne, eventuelt via de eksisterende ekspertgrupper under Nordisk Ministerråd. Dette gælder særligt for at sikre ensartet implementering af EU-regler. Det vil dog også være hensigtsmæssigt at afklare de enkelte landes særregler, inden nye særregler vedtages i det enkelte land. I en konsekvensberegning af særlige nationale regler bør det således indgå, hvorledes kravene vil påvirke handlen over grænserne, ikke alene til Norden, men også generelt i det indre marked.

4 2. Grænsehindringer relateret til rekruttering 2.1 Manglende anerkendelse af autorisationer (certifikater) til arbejde, herunder anerkendelse af opnået uddannelse Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer Inden for flere brancheområder opstår der unødvendige udfordringer med forskellige nationale krav om, at arbejde ikke må påbegyndes, før der er opnået en national autorisation i arbejdslandet. Autorisationen bruges som en godkendelse af medarbejderens og virksomhedens kvalifikationer og udstedes af de nationale myndigheder, før medarbejderen må påbegynde arbejde i landet. De nationale autorisationer er påkrævet, selvom medarbejderen allerede har autorisation fra sit hjem- og uddannelsesland. Dette gælder også, når vedkommende kommer fra et andet nordisk land. Sagsbehandlingstiden for at opnå autorisationer opleves af arbejdsgiveren og medarbejderen som meget lange, og ansøgningsprocessen opleves som svær og bureaukratisk. Problemstillingen opleves især begrænsende for den fri bevægelse af arbejdskraft og tjenesteydelser imellem de nordiske lande inden for byggebranchen, transportbranchen og social- og sundhedssektorerne. I dag bestemmer hvert land selv kravene til uddannelse og øvrige kompetencer, før en medarbejder kan opnå autorisation. I EU-retten er der bestemt vedrørende tilladelsesordninger, at der skal ske overholdelse af servicedirektivets bestemmelser i artikel 5 omkring forenkling af procedurer. I 5.3 bestemmes, at hvis en tjenesteyder skal fremlægge et certifikat el.lign. til dokumentation af et krav, skal medlemsstaterne acceptere ethvert dokument fra en anden medlemsstat, der tjener samme formål, eller hvoraf det fremgår, at det pågældende krav er opfyldt. Det fremgår yderligere af artikel 9, at en eventuel tilladelsesordning skal være begrundet i et tvingende alment hensyn. Arbejdsgivere inden for især byggebranchen, transportbranchen og social- og sundhedssektorerne, der ønsker at arbejde i et andet nordisk land eller ønsker at ansætte medarbejdere fra et andet nordisk land. Således skal f.eks. lokomotivførere, elinstallatører, VVS-arbejdere og andre medarbejdere med håndværksfaglig uddannelse opnå national autorisation, før arbejde over grænser kan begyndes, ligesom der kan være særlige krav for at få adgang til arbejdsarealer. Som eksempel kan nævnes krav til truckførere, der betyder, at en chauffør ikke må køre på en eventuel medbragt truck på et fabriksareal, hvor godset skal afleveres, uanset at han med sit nationale kørekort kan køre overalt med sin lastbil. Økonomiske konsekvenser af hindringen Beregning af de økonomiske konsekvenser er ikke umiddelbart foretaget, da det kræver en omfattende analyse, der omfatter: dels den tid og administration, der foregår både for myndigheder og virksomheder/medarbejdere; dels de samfundsmæssige omkostninger, den mindre konkurrence medfører; og dels hvad mistede projektmuligheder betyder for den enkelte virksomhed.

5 Forslag til løsning Indsatsen skal fokusere på at vurdere om eksisterende krav om autorisationer/certifikater er berettigede ud fra tvingende almene hensyn eller mere skyldes tradition i den pågældende branche sikre en harmonisering af eksisterende ordninger, og ikke at indføre nye ordninger i lande eller på fagområder, hvor autorisationer og/eller særlige krav ikke findes i dag. Der er et generelt behov for, at de nordiske landes respektive fagministerier sætter sig sammen og gennemgår de regelsæt, der ligger til grund for at udstede nationale autorisationer, og kortlægger ligheder og forskelligheder i uddannelserne/kravene. Ministerierne bør også undersøge, i hvilket omfang de nordiske lande måske vil kunne udstede autorisationer, der kan være gyldige for arbejde i hele Norden på områder, hvor uddannelserne og de nationale krav til autorisation er sammenlignelige. Der er også et generelt behov for, at landene i fællesskab vurderer, hvilke kompetencer medarbejderen skal have for at kunne opnå autorisation og udføre arbejde i de forskellige nordiske lande, såfremt der er væsentlige forskelle i niveauet ved de kompetencegivende uddannelser/kurser.

6 2.2 Manglende mulighed for at opnå praktikplads i et andet nordisk land og for anerkendelse af uddannelsesdokumenter og uddannelsesforløb Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer Når unge på en erhvervsuddannelse skal ansøge om arbejdspraktikplads er mulighederne begrænsede. Begrænsningen skyldes, at de nationale regler hovedsagligt bygger på, at praktik skal gennemføres i hjemlandet. I Finland og Sverige begrænses reglerne til, at praktikanten kan indgå praktik i udlandet, hvis den praktikantansvarlige er en juridisk finsk eller svensk person. I Norge udelukkes muligheden for praktik i andre nordiske lande, fordi det bestemmes, at praktikken skal gennemføres i Norge. I Danmark er der to muligheder for at tage praktik i udlandet gennem PIU-ordningerne. Det er ved udstationering igennem en dansk virksomhed, eller ved skoleudsendelse, hvis praktikanten ikke har en dansk praktikplads. Island har ingen begrænsning i muligheden for at gennemføre praktik i udlandet. Nordiske borgere der ønsker at indgå praktikaftale i et andet nordisk land. Økonomiske konsekvenser af hindringen Organisationerne har ikke foretaget en beregning af de økonomiske konsekvenser af hindringen. Begrænsninger for at tage praktisk i udlandet kan i sidste ende betyde, at der mangler veluddannede unge mennesker i bestemte fagområder. Forslag til løsning Generelt mangler der en anerkendelse af uddannelser og uddannelsesforløb på tværs af de nordiske grænser. Årsagerne til, at de nordiske lande vælger at have forskellige ordninger, hænger sammen med politiske prioriteter og nationale udfordringer. Derfor er der et tvingende behov for, at de enkelte lande får analyseret konsekvenserne af at begrænse deres praktikanters mulighed for at udføre deres praktik i et andet land. Der er et generelt behov for, at de nordiske landes uddannelsesministerier og arbejdsmarkedets parter sætter sig sammen og bliver enige om de regelsæt, der kan ligge til grund for at kunne gennemføre praktik i en virksomhed uden for det land, hvor skoleperioderne er gennemført. Der er også et generelt behov for, at landenes uddannelsesministerier opgør, hvilke kompetencer praktikanten skal opnå i skoleperioderne for at kunne opnå praktik plads i et andet nordisk land.

7 2.3 Forskellige arbejdsudlejeregler hæmmer fri bevægelighed Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer Reglerne for beskatning af arbejdsudleje er forskellige i Norden, og der hersker usikkerhed om fortolkningen. Det hæmmer arbejdskraftens frie bevægelighed og arbejdsgivernes og arbejdsmarkedets fleksibilitet. Som beskrevet i Nordisk Ministerråds prioriterede hindring nr Beskattning av uppdragstagare i bemanningsföretag (vikarbureauer), kan vikarbureauer med sæde på den svenske side af Øresund ikke udleje arbejdskraft til en dansk virksomhed og samtidig benytte sig af den svenske montørregel. Den danske indlejer skal i stedet trække en bruttoskat på 30 %, og dette gælder fra første dag. Modsat vej, altså fra Danmark til Sverige, gælder tilsyneladende den nordiske skatteaftales 183-dages regel, som giver den udlejede arbejdstager ret til at forblive under dansk skat. Som eksempel nævnes en sygeplejerske. Samtidig synes der at gælde andre regler, når arbejdsudlejen sker i forbindelse med byggeprojekter i Sverige og Norge. For detaljer i det svensk-danske eksempel med arbejdsindleje af en sygeplejerske henvises til beskrivelsen af hindring nr Beskattning av uppdragstagare i bemanningsföretag (vikarbureauer). Nedenfor beskrives problemstillingen ud fra situationen i byggebranchen, hvor det ser ud til, at der er forskel på, hvorvidt udlejen sker til en virksomhed i samme land, som efterfølgende tager medarbejderne med til et andet nordisk land på et midlertidigt projekt, eller om udlejen sker direkte til en arbejdsgiver med sæde i det andet nordiske land. Også vurderingen af den faktiske instruktionsbeføjelse ser ud til at spille ind. Disse tre eksempler viser, hvor uklare reglerne i realiteten er: 1. En dansk virksomhed A aftaler at udleje nogle af sine medarbejdere til en anden dansk virksomhed B, der skal udføre en entrepriseopgave i Norge. Virksomhed B tager også sine egne folk med til Norge, og da der er tale om en kort opgave på under 183 dage, bliver folkene ikke skattepligtige til Norge. De indlejede folks beskatningssituation følger samme model. 2. En dansk virksomhed aftaler at udleje nogle af sine medarbejdere til en norsk virksomhed. De udlejede folk skal sidestilles med de norske fastansatte medarbejdere, også skattemæssigt, så her er der norsk indkomstskat fra første dag. 3. En dansk virksomhed A aftaler at udleje nogle af sine medarbejdere til en anden dansk virksomhed B, der skal udføre en entrepriseopgave i Sverige. Her kan der være tale om en udstationering, altså arbejde, der udføres for arbejdsgiverens regning hos en anden virksomhed, der arbejder i Sverige. Sonderingen beror på, om det er arbejdsgiveren selv, der leder arbejdet, f.eks. hvis en arbejder udlejes og leder arbejdet for de øvrige ansatte. Hvis det derimod er kunden, der leder arbejdet på stedet, er der stor risiko for, at det ikke betragtes som udstationering, men som en lokal ansættelse. Denne hindring påvirker alle nordiske virksomheder, der ønsker at udleje arbejdskraft på tværs af grænserne i Norden. Arbejdsudleje giver virksomhederne en større grad af fleksibilitet, så de kan sammensætte det optimale team til den konkrete opgave. Samtidig undgår ansatte i mange tilfælde en fyreseddel/ hjemsendelse på grund af manglende arbejde.

8 Økonomiske konsekvenser af hindringen Det vil kræve et større analysearbejde at beregne de konkrete økonomiske konsekvenser af hindringen. Forslag til løsning Der er brug for en kortlægning af, hvorledes reglerne er, og hvordan de administreres i de forskellige nordiske lande. Ligeledes er der brug for klare og fælles definitioner af, hvornår der er tale om arbejdsudleje, hvornår der er tale om lokal ansættelse, og hvordan dette behandles skattemæssigt. Arbejdsgivere og medarbejdere har i højere grad, end det sker i dag, brug for konkret information og vejledning, som er udarbejdet og korrigeret i forhold til forskellige variationer af ansættelsesforhold. Vejledningen bør som minimum omfatte skatteforhold, social sikring, bopælspligter, arbejdsgiverafgifter, pligt til registreringer i arbejdslandet, forsikringsforhold og andre regler, der relaterer sig til arbejde over grænser, herunder indflydelse af udstationeringsdirektivet. Vejledningen bør være udarbejdet på de forskellige nordiske sprog.

9 2.4 Manglende mulighed for at ledige kan komme i arbejdspraktik eller få ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land Prioriteret af arbejdstagerorganisationer I dag er det ikke muligt for ledige at få arbejdspraktik eller ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land. Lovgivning, øvrige regler og forvaltning af arbejdspraktik eller ansættelser med løntilskud for arbejdsløse er forskellige mellem de nordiske lande, hvilket medfører at mange hindringer skal løses. Eksempelvis bør der være hjemmel i lovgivningen til at udføre sin arbejdspraktik eller ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land og de nordiske lande bør samarbejde for at finde løsninger i forhold til forvaltningen af løntilskud over grænser. Forsikringsdækning af den enkelte er et vigtigt krav. Reglerne for personskade og gruppelivsforsikringer bør derfor undersøges, så det sikres, at den enkelte er tilstrækkeligt forsikret i forbindelse med arbejdspraktik. Gøres det muligt at få arbejdspraktik og ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land, bliver det naturligvis vanskeligere for hjemlandet at sikre kvaliteten af indsatsen for den ledige. De nordiske lande må derfor finde løsninger, der sikrer kvaliteten for den ledige og fremmer et velfungerende arbejdsmarked. Det skal for eksempel undgås, at arbejdspraktik og ansættelse med løntilskud fører til, at arbejdsløse udnyttes som gratis arbejdskraft, der konkurrerer med og fortrænger ordinære job. Arbejdsløse i Norden, særligt i grænseområderne. Økonomiske konsekvenser af hindringen Formålet med arbejdspraktik er at hjælpe ledige hurtigere i arbejde og tilbyde kompetenceudvikling. Der kan derfor være mange gevinster ved at gøre det muligt for ledige at komme i praktik eller få ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land. For eksempel kan det bidrage til øget mobilitet i Norden, øget udbud af praktikpladser og løntilskudsstillinger samt bedre muligheder for, at den enkelte kan finde en praktikplads eller et job med løntilskud, der matcher dennes kompetencer og interesser. Borgere, der igennem kortere eller længere perioder står uden arbejde, bør også kunne drage nytte af det fælles nordiske arbejdsmarked. Arbejdspraktik eller ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land kan for ledige være en mulighed for at prøve at bo og arbejde i et nyt land og bruge et ny sprog. Samtidig kan den ledige få nye kontakter på arbejdsmarkedet. Arbejdspraktik eller ansættelse med løntilskud kan derfor blive afgørende for ledige, der har overvejet at søge arbejde og flytte (i nogle tilfælde med hele familien) til et andet nordisk land, men ikke har taget skridtet på grund af usikkerhed angående beskæftigelse, bolig og andre praktiske barrierer. Forslag til løsning Da grænsehindringen indeholder så mange spørgsmål og forskellige hindringer, der må løses af forskellige lande og institutioner, bør arbejdet indledes med en åben og inkluderende proces, hvor arbejdsmarkedets parter og relevante institutioner i de nordiske lande drøfter løsninger ud fra et helhedsperspektiv. Dette bidrager også til at modvirke, at der træffes beslutninger om løsninger, der forringer de nationale regelsæt om arbejdspraktik i de enkelte lande.

10 Reglerne om forsikringsdækning varierer fra land til land i dag. Det er ikke kun spørgsmålet om erstatningsansvar, der skal revideres, men også indholdet af forsikringsdækning. Det ville naturligvis være helt uacceptabelt, hvis en ledig, som er i arbejdspraktik eller ansat med løntilskud i et andet nordisk land, skulle ende med en dårlig eller slet ingen forsikring Et vigtigt element i at sikre kvaliteten i indsatsen er, at de nationale myndigheder, der koordinerer arbejdspraktik eller ansættelse med løntilskud gennemfører en dialog med arbejdsgiverorganisationer og faglige organisationer, inden der træffes afgørelse om indsatser der forgår på de enkelte arbejdspladser. Dette vil sikre, at kvaliteten på arbejdspladsen fastholdes, samt beskytte arbejdstagers interesser. Alene at ændre reglerne, så arbejdspraktik eller ansættelse med løntilskud i et andet nordisk land bliver muligt, får ikke nødvendigvis den konsekvens, at mange vil udnytte muligheden i praksis. Derfor bør det overvejes at skræddersy information og løsninger til de grupper, der kan forventes at være interesserede f.eks. ledige i grænseområderne, langtidsledige og unge ledige. De nationale myndigheder burde på denne baggrund overveje at tilbyde yderligere kompensation for rejseomkostninger med henblik på at sikre, at det ikke kun er de mest ressourcestærke, der kan gennemføre arbejdspraktik i et andet land.

11 2.5 Manglende anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer Prioriteret af arbejdstagerorganisationer og arbejdsgiver-/erhvervsorganisationer Nogle arbejdstagere i Norden har ikke mulighed for at arbejde på tværs af grænserne, fordi deres faglige kvalifikationer ikke er godkendt i et andet nordisk land. Dette gælder særligt inden for lovregulerede erhverv, men uformelle barrierer, især egenreguleringen i forskellige brancher, der til tider træder ind i stedet for lovregulering, udgør også en stor hindring for mobiliteten. Der mangler generelt en gensidig anerkendelse af uddannelser og uddannelsesforløb på tværs af de nordiske grænser, og den manglende anerkendelse gælder for alle uddannelsesniveauer. En rapport udarbejdet af konsulentfirmaet DAMVAD (september 2013) har påvist, at det i de nordiske lande er meget forskelligt, på hvilke områder landene har indført autorisationer, og yderligere meget lidt sammenfald i øvrigt af lovregulerede erhverv ved sammenligning af områderne mellem landene to og to. Samme rapport peger også på behovet for at undersøge branchens egenregulering, der træder i stedet for lovregulering. Et eksempel er krav til specielle norske og svenske kurser på betonområdet, som er udviklet af branchen i samsvar med nationale standarder for kvalitet og sikkerhed på arbejdspladsen, og som indgår som naturlig del af udbudsmaterialet. Danske kurser eller bevis for erfaring accepteres ikke. Personer i flere lovregulerede erhverv, der har studeret og/eller arbejdet i et nordisk land, men ønsker at arbejde i et andet. Virksomheder, der ønsker at tilbyde tjenesteydelser på tværs af grænserne i Norden, påvirkes også. Økonomiske konsekvenser af hindringen Grænsehindringen svækker mobiliteten på det nordiske arbejdsmarked. Den kan desuden føre til, at folk, der flytter til et andet nordisk land, ikke kan få løn og beskæftigelse, der matcher deres kvalifikationer og/eller erfaringer. Prisen for tjenesteydelse, der tilbydes af en virksomhed fra et andet nordisk land, bliver højere, når der skal gennemføres lokale kurser, eller hyres en lokal ekspert med rette papir, uagtet at virksomheden har stor erfaring fra hjemlandet med netop denne type tjenesteydelse. Forslag til løsning De relevante institutioner og faglige organisationer bør gennemgå de lovregulerede erhverv med henblik på at finde løsninger. Kravene for erhvervsmæssige kvalifikationer i de nordiske lande bør drøftes med arbejdsmarkedets parter inden for hvert erhverv. Dette skal sikre, at faktorer som vilkår, kvalitet og sikkerhed inden for erhvervet ikke påvirkes negativt. Et eksempel på, at branchen selv søger en løsning er projektet Skandinavisk Infrastrukturkompetens, hvor den er gået sammen med norske og svenske offentlige udbydere om at udvikle en model for anerkendelse af erhvervskvalifikationer (se mere på:

12 3. Grænsehindringer relateret til etablering, evt. midlertigt 3.1 Digitalisering af det offentlige er ikke inter-operabelt på tværs af grænser Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer : I de nordiske lande er der fra det offentliges side efterhånden udviklet en række brugbare digitale værktøjer til brug for mødet mellem det offentlige og virksomheder. Imidlertid er disse forskellige systemer ikke inter-operable dvs. at de ikke er bygget til at snakke sammen. Det betyder, at en stor del af de e-government ydelser, som er på plads i de enkelte nordiske lande, alene bliver gældende, og dermed en fordel, for de nationalt baserede/etablerede virksomheder. En lang række e-instrumenter såsom e-signaturer, e-identifikation mv. (eksempelvis Nem-ID) er bygget på nationalt plan, hvor de skal lette administrative byrder, reducere omkostninger, forkorte behandlingstider og spare borgere/virksomheder for værdifuld tid. Problematikken med disse e-instrumenter opstår, når man som udenlandsk virksomhed vil ind på et givent marked, men af forskellige årsager ikke har adgang til at få et givent e-instrument. Dette kan skyldes, at man skal møde op personligt, være bosat/etableret juridisk eller lignende for at få adgang til instrumentet. I visse tilfælde vil det slet ikke være muligt, hvorfor det søgte markeds e-government infrastruktur bliver helt uanvendeligt for den udenlandske virksomhed/borger. I disse tilfælde vil en form for gensidig anerkendelse af e-instrumenterne være nødvendig. I praksis vil dette være gennem inter-operable digitale systemer i de nordiske lande. Alle virksomheder og borgere, som skal bruge e-government værktøjer i andre nordiske lande. Økonomiske konsekvenser af barrierer Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt beregninger på dette område sekluderet og inden for Norden alene. Det vurderes dog, at der kan laves beregninger/estimater på området, såfremt der findes ressourcer til dette. Forslag til løsning Det foreslås, at man i Norden sikrer at landenes e-instrumenter bliver inter-operable, således at en dansk virksomhed eksempelvis kan bruge sit danske e-instrument i Norge eller Finland. Fremadrettet vil det naturligvis være ideelt, om e-government løsninger generelt diskuteres i et nordisk samarbejde. Det vil ikke kun medføre de ovenstående fordele, men også medføre driftsbesparelser samt mulighed for bedre og billigere indkøb, når det sker til et større nordisk område.

13 4. Grænsehindringer relateret til salg og handel 4.1 Forskellige nationale produktkrav, herunder produktgodkendelser Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer Forskellige nationale produktkrav, herunder eventuelle krav om særlige godkendelser, skaber usikkerhed omkring markedsmulighederne. Det er for virksomhederne ofte svært at få klar information, f.eks. om de tests, der kræves, og det forsinker eller umuliggør markedsføring af nye og innovative produkter. Yderligere betyder forskellige produktkrav, at virksomhederne ikke kan nyde gavn af stordriftsfordele. Det er på flere områder muligt for landene i det indre marked at indføre egne regler. Kravet er dog, at de er berettigede og proportionale med målet. Berettigelsen for, at forholdene i det pågældende land er så forskellige fra de øvrige lande, at det er nødvendigt at have den pågældende regel, er oftest ikke dokumenteret, og konsekvenserne for erhvervslivet er ikke beregnet i forbindelse med beslutningen. EU-forordning 764/2008 præciserer, at myndighederne skal forholde sig til de konkrete produkters karakteristika og ikke blot henvise til en national teknisk forskrift. Samtidig opstiller forordningen tidsfrister for kommunikationen med virksomhederne. Konkrete sager viser imidlertid, at disse frister ikke overholdes. Et særligt område, der skaber løbende problemer er byggevareområdet, hvor bygningsreglementet i de forskellige lande skal følges obligatorisk. Forskelligheder kan være velbegrundede, f.eks. i forskelligt klima, men f.eks. omkring tilgængelighed synes der ikke at være gode argumenter for at have forskellige regler. Som eksempel kan også nævnes forskellige krav til, hvornår en dør skal være en branddør, eller hvornår en dør skal leveres med sikkerhedsglas. Også forskellige krav til, hvorledes produkter/materialer skal håndteres på byggepladsen, synes ikke berettigede ud fra et objektivt synspunkt. Generelt er det en udfordring at lancere nye, innovative produkter. Dels kan konkrete standarder være så specifikke, at produktet ikke kan videreudvikles, og dels kan en eventuel godkendelse besværliggøres, fordi de respektive myndigheder ikke kender teknologien, og derfor ikke vil tage en beslutning. To konkrete eksempler på dette forhold har været til behandling via SOLVIT-systemet uden at finde en løsning. I begge tilfælde, der konkret drejer sig om Sverige, har det taget flere år at få en afgørelse. I første række har det konsekvenser for de pågældende virksomheder, der ikke kan drage nytte af den fri bevægelighed. Konsekvensen af dette kan være, at man opgiver det pågældende marked eller tilpasser produktet til de pågældende krav uden, at det tilfører en reel værdi for samfundet. Ved krav om produktgodkendelser betyder langsom sagsbehandling fra myndighedernes side, at markedsføringen forsinkes. Dette er i sig selv en ekstra belastning for en virksomheds likviditet. I næste række har det konsekvenser for samfundet som helhed, idet nationale særkrav betyder mindre konkurrence og dermed højere priser og mindre udbud. Dette hæmmer væksten i Norden generelt set. Økonomiske konsekvenser af barrierer De økonomiske konsekvenser hænger sammen med, hvorledes virksomhederne reagerer, når de møder barrierer. Det er klart, at omkostningerne også afhænger af betydningen af det/de ekstra krav, og hvor vigtigt det pågældende marked er for virksomheden. En europæisk undersøgelse vedrørende gensidig anerkendelse viser, at 72% af virksomhederne ikke møder barrierer. 18% søger at imødekomme barriererne, det vil sige, at de ændrer/tilpasser produktet eller sørger for ekstra tests m.v. 10% forsøger at kæmpe for sine rettigheder eller vælger at lade være med at sælge produktet på det pågældende marked.

14 I en analyse, som Copenhagen Economics har udarbejdet for Dansk Industri i 2007, opstilles to negative effekter af barrierer (uanset om de er lovlige eller ulovlige ): 1. Barrierer øger varernes markedspris/virksomhedens overhead (ud over de faktiske omkostninger), fordi konkurrencen reduceres, og de virksomheder, der allerede er på markedet, kan tage en højere pris. På lang sigt kan mindre konkurrence også betyde lavere produktivitet. 2. Barrierer øger de direkte produktionsomkostninger for producenterne, fordi produkterne skal testes og/eller ændres i forhold til kravene. Også manglende adgang til klar information og/eller langsom sagsbehandling øger omkostningerne gennem mere administration og søgning af relevant information hos forskellige kilder. Det bemærkes i analysen, at den første effekt med stigende markedspris, er størst, når virksomheder beslutter at opgive markedet, mens den anden effekt med øgede direkte omkostninger er størst, når virksomhederne tilpasser produkter eller forsøger at kæmpe imod kravet. Omkostningerne har i flere konkrete tilfælde været på op mod 8% af varens pris. Det er især de mindre og mellemstore virksomheder, der forholdsmæssigt belastes mest af barrierer. Forslag til løsning Der bør fra højt politisk niveau udgå en melding om, at princippet om gensidig anerkendelse og tidsfrister m.v. fastlagt i forordning 764/2008 skal respekteres. Norden bør gå foran som et område inden for EU, der viser, hvordan princippet kan fungere i praksis. Der bør sikres klar information om nationale særregler. Eksisterende informationscentre bør markedsføres bedre, så virksomhederne ved, hvor de kan henvende sig for at få nærmere information. Det Indre Marked Center, som det er etableret i Danmark, kan være en model. Hvert land bør foretage en screening af egne særregler på udvalgte områder med betydning for vækst i samhandlen og dermed i samfundet for at vurdere berettigelsen og konsekvenserne af sådanne regler. Det foreslås, at de nordiske lande i højere grad samordner lovgivning på produktområdet. Byggesektoren vurderes umiddelbart at være et oplagt emne, idet leverancer til byggeprojekter over grænserne har et stort potentiale. De kompetente myndigheder på området bør mødes for at uddybe kendskabet og dermed tilliden til de øvrige landes bygningsreglementer med henblik på at sikre gensidig anerkendelse af produkterne. Princippet om gensidig anerkendelse bør inkorporeres i den nationale lovgivning, og der bør etableres et fælles forum de eksisterende nordiske ekspertgrupper kan eventuelt anvendes hvor virksomheder kan henvende sig med konkrete sager, der ikke løses i SOLVIT-systemet. Der bør fastsættes en tidsfrist for, hvornår klagesager skal være besvaret.

15 4.2 Forskelligartede krav til mærkning af medicinalvarer og langsomme godkendelsesprocedurer Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer Inden for Norden varierer kravene til mærkningen, og dermed emballagen/indpakningen, af medicinalvarer fra land til land på trods af, at der ikke skulle være objektive kriterier for, hvilke oplysninger en forbruger har brug for. Det betyder, at selv hvor der måtte være harmoniserede regler for selve medicinen, skal den stadig overholde forskellige lovmæssige krav i de forskellige lande med hensyn til mærkning og indlægssedler, bl.a. på grund af krav om fem forskellige sprog. Virksomhederne skal således ikke kun oversætte i nødvendigt omfang, men også helt re-designe og sikre legal compliance af deres produktindpakning. En arbejdsgruppe bestående af repræsentanter for sundhedsstyrelserne i landene har udarbejdet en Guideline on Nordic packages ( ), som kan downloades fra Läkemedelsverkets hjemmeside. Det betyder, at der altså er et arbejde i gang for at hjælpe virksomhederne med at anvende nordiske pakninger. Der er imidlertid stadig nationale særregler, f.eks. i den såkaldte Blue Box, som er tilladt i henhold til det europæiske regelsæt. Det betyder, at det alligevel bliver umuligt at have fælles pakninger for mindre doser, f.eks. til tabletter, hvilket fører til øgede omkostninger til både godkendelse af pakningen og til design, som skal ske på fem frem for ét marked. Ud over den konkrete mærkning anfører industrien, at det er en ekstra omkostning og en administrativ byrde at skulle ansøge om de særlige nordiske varenumre, der ud over førstegangsbetalingen også medfører et årligt gebyr. Der er yderligere typisk store forskelle på, hvor hurtigt nationale variationer bliver godkendt og på de forskellige implementeringsdeadlines i landene. Det kan derfor være svært at nå at opdatere en fælles nordisk pakning. Hvis der kommer en hurtig godkendelse i Finland, og den trækker ud i Danmark og først kan sendes til Island efter en dansk godkendelse, betyder det, at man ikke kan benytte samme pakning, idet kravet er, at en ændring skal være implementeret på markedet inden for 6 mdr. efter myndighedsgodkendelsen. Som eksempel på en særregel kan nævnes, at Finland ønsker en orange trekant i sin Blue Box, mens den ikke må forefindes i Blue Box i Sverige. Det betyder, at man ikke kan udnytte fordelen af, at man kan have svensk/finsk sprog i en fælles pakning. Hvis løsninger med påklistring af labels for at dække f.eks. en advarselstrekant vælges, betyder det ekstra produktionsomkostninger på grund af ekstra handling. Medicinalindustrien og forbrugerne i form af hhv. højere produktions-, design- og complianceomkostninger og højere slutpriser. Yderligere betyder det, at vareudbuddet bliver mindre. Der er simpelthen medicinalvarer, det ikke kan betale sig at lancere på de små markeder. Økonomiske konsekvenser af barrierer Der foreligger ikke på nuværende tidspunkt konkrete økonomiske beregninger for, hvad det betyder for producenterne, forhandlerne og samfundet som helhed. Det vil imidlertid være muligt at få overslag fra de berørte producenter, hvis der afsættes ressourcer til udarbejdelsen af en sådan analyse, og dette skønnes nødvendigt for at få løst problemstillingen.

16 Forslag til løsning Det foreslås, at man i Norden samarbejder regulatorisk for at finde frem til ét fælles sæt mærkningsregler for medicinalvarer. Et sådant samarbejde vil harmonisere de omtalte krav, og det vil stort set kunne fjerne de ovenfornævnte unødvendige transaktionsomkostninger (undtaget sprogoversættelser i det omfang disse er nødvendige inden for Norden). Som et minimum foreslås det, at man sikrer koordinering med hensyn til nye medicinalvarer. De nordiske varenumre bør erstattes af de internationale GTIN numre (Global Trading International Numbers), som gælder på de fleste andre markeder. Dette bør samtidig være et mål på EU-niveau. Klar og bedre information om særregler og muligheder for fravigelser bør kommunikeres til producenterne.

17 4.3 Uensartede standarder og certificeringer Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer På trods af det europæiske standardiseringssamarbejde, er standardiseringsarbejdet inden for Norden som i resten af EU - fortsat nationalt baseret, hvorfor der som udgangspunkt ikke er en sammenhæng mellem nationale standarder inden for Norden. Særligt i tilfælde, hvor standarder bliver en del af et regulatorisk kompleks, som f.eks. for byggevarer i bygningsreglementer, betyder det de facto, at der ikke er et fælles marked for disse produkter i Norden. Inden for andre standardiseringsområder, herunder servicestandarder, betyder den nationale tilgang, at der i markedet er forventninger om efterlevelse eller levering af ydelser efter den nationale standard, hvis en sådan findes. Dette hæmmer handlen med services såvel som varer over grænserne. Det samme gør sig gældende inden for certificeringer i servicesektoren, der også typisk udvikles nationalt, hvormed ordningerne ikke nødvendigvis harmonerer eller åbner for gensidig anerkendelse. Standardiseringsarbejdet er historisk set baseret på en bottom-up tilgang, hvor det nationale niveau har været førende på udvikling af standarder. Efterhånden findes der en lang række europæiske standarder (disse bør som udgangspunkt være at foretrække, og hvor disse eksisterer, bør nationale standarder tilbagetrækkes). Udfordringen i, at arbejdet drives fra det nationale niveau er, at der opstår en naturlig og indbygget fragmentering af markedet. Den fragmenterede standardisering bliver særligt et problem, når standarderne bliver obligatoriske igennem forskellige lovkomplekser. Her skaber standarderne pludselig reelle regulatoriske barrierer, selvom markedet burde fungere efter princippet om gensidig anerkendelse. Inden for certificering er mønsteret det samme. Den regulatoriske barriere opstår dog mere direkte, da certificeringer ofte er en forudsætning for at operere fast eller levere en midlertidig tjenesteydelse i et givent land. Her fører divergerende certificeringsordninger ofte til afslag på ønsker om gensidig anerkendelse. Virksomheder, der producerer, indkøber til videresalg eller er slutbrugere af varer, hvor der er divergerende standarder imellem de nordiske lande særligt hvor standarderne er integreret i lovgivningen. Desuden virksomheder, der leverer tjenesteydelser på tværs af grænser inden for sektorer, hvor certificeringsordninger og standarder er en del af de enten ikke-regulatoriske eller regulatoriske rammer, som sektoren opererer under. For samfundet og kunderne betyder hindringen i sidste ende mindre konkurrence og dermed højere priser og mindre udbud af varer og tjenesteydelser. Økonomiske konsekvenser af barrierer Der foreligger ikke beregninger/estimater på dette område. Det vurderes at være svært/særligt ressourcekrævende at lave sådanne beregninger/estimater.

18 Forslag til løsning Det foreslås, at man i højere grad tænker standardiseringsarbejdet ind i en nordisk kontekst. Dette kunne være udarbejdelse af nordiske standarder, hvor europæiske eller internationale standarder ikke eksisterer. Europæiske/internationale standarder er dog altid at foretrække. Optimalt vil man i Norden kunne lave fælles standarder som udgangspunkt og eventuelt som input til senere europæisk arbejde på området, og dermed helt omgå det nationale niveau. Dette gælder også for certificeringsarbejdet. Det foreslås samtidig, at man i Norden forpligter sig til ikke at indarbejde divergerende nationale standarder i national lovgivning men i stedet i videst mulige omfang bruger nye nordiske standarder. Under alle omstændigheder bør en standard ikke indgå som en obligatorisk del af lovgivningen, men i stedet som en reference for at lægge et niveau, således som det også anvendes som udgangspunkt i New Legislative Framework. Hvor nordiske standarder vil være hensigtsmæssige som reference i forbindelse med national lovgivning, fordi der ikke findes europæiske/internationale standarder, bør myndighederne undersøge mulighederne for at få udviklet sådanne nordiske standarder. Endelig foreslås det, at man som forsøg igangsætter et arbejde inden for særligt problematiske områder, f.eks. byggeprodukter eller inden for servicesektorer, hvor certificeringer udgør en væsentlig hindring. De nordiske standardiseringsorganisationer skal involveres i arbejdet, der bør støttes af myndighederne.

19 5. Grænsehindringer relateret til administrative vanskeligheder 5.1 Norsk administration af moms er både tung og dyr Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer Nordiske virksomheder, der ønsker at tilbyde tjenesteydelser i Norge og i den forbindelse indføre materialer, værktøj eller materiel rammes af et administrativt krævende og omkostningstungt system. Når en nordisk byggevirksomhed ønsker at tilbyde midlertidige tjenesteydelser i Norge, er den forpligtet til at momsregistrere sig i Norge ved en norsk momsrepræsentant og via momsrepræsentanten at foretage momsindberetninger hver anden måned, uanset om der i den pågældende periode er sket en omsætning i Norge, eller ej. Derudover rammes virksomhederne hårdt på likviditeten ved midlertidig import af arbejdsmaskiner (beskrevet i hindringen nr Norske tull- og momsregler för nordiske företag). Denne hindring påvirker virksomheder fra Danmark, Finland, Grønland, Færøerne, Sverige, Island og Åland, der ønsker at udføre entreprenøropgaver i Norge. Desuden påvirker det omkostningsniveauet og produktiviteten for norske entreprenører, der hyrer underentreprenører fra andre nordiske lande. Økonomiske konsekvenser af hindringen Med udgangspunktet i en case, hvor en virksomhed skal udføre én entrepriseopgave på fem uger, er der indhentet en række tilbud fra norske momsrepræsentanter. Den gennemsnitlige omkostning ligger på NOK ekskl. moms. De danske virksomheders erfaringer viser dog, at dette beløb på årsbasis ofte bliver noget større. Forslag til løsning At indføre reverse charge efter EU-modellen, hvor udenlandske entreprenørvirksomheder, der udfører tjenesteydelser for norske virksomheder ville kunne fakturere uden moms, og momspligten ville overgå til modtageren af tjenesteydelsen. Moms ved indfortoldningen af arbejdsmaskinen til brug ved et midlertidigt entrepriseprojekt ville i denne løsningsmodel kunne erstattes af et ATA-carnet.

20 5.2 Utilstrækkelig funktion af nordiske dobbeltbeskatningsaftaler (administration af skat i Norge) Prioriteret af arbejdsgiverside/erhvervsorganisationer Danske virksomheder, f.eks. inden for byggebranchen, oplever store administrative byrder forbundet med midlertidige opgaver i Norge, uagtet, at opgaven måske kun varer tre måneder og har éngangskarakter. Hovedparten af disse administrative byrder kan føres direkte tilbage til emnet skat, og virksomhederne oplever, at de norske skattemyndigheder administrerer ud fra interne norske regler og ikke ud fra den nordiske skatteaftale. For danske virksomheder er konsekvensen, at to ud af tre opgiver at bevæge sig ind på det norske marked enten med det samme, eller i løbet af det første år. Principperne i den nordiske skatteaftale er, at f.eks. en dansk entreprenør, der udfører en midlertidig byggeopgave, først bliver skattepligtig i Norge, hvis det enkelte entrepriseprojekt overstiger 12 måneder. En midlertidig udsendt medarbejder bliver først skattepligtig, når dennes ophold overstiger 183 dage i løbet af 12 måneder. Disse to væsentlige regler i skatteaftalen skal fremme den frie bevægelighed i Norden. Disse grundprincipper bliver dog tilsidesat af norsk intern skattepraksis: De udsendte ansatte tvinges til at søge om et norsk skattekort fra dag ét. Og både virksomheden og de ansatte skal indlevere norsk selvangivelse til trods for at der måske kun er tale om et enkelt kortvarigt projekt i Norge. Regelsystemet i Norge er blevet så omfattende, at en dansk virksomhed og dennes udsendte arbejdstagere skal have kontakt med mindst fire forskellige skattekontorer i Norge, op til flere gange, uanset at der ikke forventes at opstå norsk skattepligt. Det vedrører indledningsvist anmeldelse, ID-kontrol, tildeling af D-numre m.v. i forskellige skattekontorer, og herefter er der krav om løbende a-melding til skattekontoret, samt endelig selvangivelse og årsopgørelse. Regelsættet antages at gælde for alle nordiske entreprenørvirksomheder, der søger ind på det norske marked. Økonomiske konsekvenser af hindringen Reglerne er så komplicerede, at virksomhederne er tvunget til at købe assistance af norske rådgivere, f. eks. regnskabsbureauer og advokater. En række tilbud fra sådanne norske rådgivere viser en omkostning på mellem og NOK ekskl. moms, baseret på en case, hvor der er tale om én byggeopgave på tre uger, og der er udsendt fem medarbejdere. I realiteten oplever virksomhederne dog, at den samlede omkostning mangedobles. Forslag til løsning 1. At de ansatte, som kun udsendes på midlertidige opgaver i Norge, og hvor der ikke forventes at indtræffe norsk skattepligt, slipper for et norsk skattekort. En NT1 fra Danmark udstedt i henhold til den nordiske skatteaftale må være tilstrækkelig. 2. At ansatte enten helt slipper for den personlige ID-kontrol (i andre lande foretages ID-kontrol ved myndighedsbesøg på byggepladsen), eller alternativt, at kontrollen kan gennemføres på nærmeste politistation. 3. At det norske D-nummer tildeles ligesom tidligere på baggrund af RF-1199 og kopi af pas.