Kontroverser om regulering af forskning - Forskning som risiko eller fare

Transkript

1 Kontroverser om regulering af forskning - Forskning som risiko eller fare Paper til Samhällets Diskurser i Stockholm, 18-21/ Arbejdsgruppe 2: Medier og politik Maja Horst mh.lpf@cbs.dk Institut for Ledelse, Politik og Filosofi Handelshøjskolen i København Blågårdsgade 23 B DK-2200 København N Abstract og læsevejledning Følgende paper er et udkast til et delelement af en phd.afhandling om offentlig meningsdannelse om kontroversielle genteknologiske innovationer. Afhandlingen bygger på et større datamateriale i form af mere end 1600 avisartikler indsamlet i en periode på 8 år fra 5 større dagblade i Danmark. Disse avisartikler er i første omgang analyseret kvantitativt og lagt i en database, hvorfra der så i anden omgang udvælges cases til kvalitative analyser af konkrete forskningsspørgsmål. Det følgende paper udgør begyndelsen på en analyse af en konkret case, nemlig problematiseringer af muligheden for human kloning og forestillinger om, hvordan forskning skal reguleres med henblik på at undgå denne mulighed. Paperet analyserer problematiseringen af human kloning som udtryk for en kontrovers mellem to forskellige typer af argumenter benævnt håb-retorik og frygt-retorik. Der argumenteres for, at de trækker på forskellige forståelser af muligheden for at kontrollere forskningens uønskede konsekvenser. Hvor håb-retorikken opfatter disse bivirkninger som en risiko opfattes de i frygt-retorikken som en fare. Samtidig er paperet et led i en begrebsudvikling. Som det vil fremgå er min primære analysestrategi en Foucauldiansk diskursanalyse, men eftersom jeg forsøger at tillempe den til en bestemt type diskurser offentlige forskningsbaserede kontroverser - ser jeg det som en opgave at udvikle et begrebsapparat, der retter sig mod netop denne type diskursanalyse. I denne begrebsudvikling trækker jeg på både retorik og videnssociologi. Det væsentlige i denne sammenhæng er, at der ikke er tale om begrebs-eksegese. Jeg anvender Foucaults diskursanalyse som et udgangspunkt for en analysestrategi, men spæder til med værktøjer fra andre værktøjskasser. Kunsten er naturligvis at undgå en eklekticisme, der har indre uoverensstemmelser, og det er i det lys jeg gerne vil lægge op til en diskussion af begrebsanvendelsen i den konkrete kontekst. 1

2 Inledning Bioteknologisk forskning i sundhed og sygdom er et område, der opnår stor opmærksomhed på den offentlige dagsorden. Jævnligt koncentrerer opmærksomheden sig om konkrete kontroverser om en ny teknologi eller lignende, men ud fra et overordnet perspektiv kan man sige, at der har været løbende opmærksomhed om området i hvert fald siden årene omkring 1980, hvor nye biomedicinske reproduktionsteknologier (fosterdiagnostik og reagensglasbefrugtning) gradvist blev indført som rutinetilbud i sundhedsvæsenet. Det er kendetegnende for mange disse kontroverser, at de har været ledsaget af en eksplicit formuleret forventning om, at indførelsen af kontroversielle forskningsbaserede innovationer bør underlægges demokratisk dvs. forskningsekstern - styring og kontrol. Ønsket om demokratiske beslutningsprocesser var blandt andet baggrunden for, at man i 1987 nedsatte Det Etiske Råd som en rådgivende instans i sundhedspolitiske spørgsmål. 1 Den lovgivningsmæssige intention med rådet var at skabe et forum for dialog mellem eksperter og lægfolk. Forslaget byggede således på en model for dialog, hvor forventningen var, at man gennem diskussion og afvejning af faglig viden overfor almene samfundsmæssige hensyn kunne skabe konsensus om, hvordan de bioteknologiske innovationer legitimt kunne anvendes i det danske sundhedsvæsen. 2 Det Etiske Råds historie afspejler imidlertid væsentlige problemer med denne konsensusmodel, hvor rådets medlemmer har haft svært ved at nå til enighed om kontroversielle innovationer. Frem for at nå til enighed har rådsmedlemmernes synspunkter ofte været delt og en væsentlig del af disse konflikter har handlet om grundlæggende opfattelser af forskningsbaseret viden og denne videns anvendelse i samfundet (Horst, 1996). Således er spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan man skal sætte grænser for forskning et helt centralt tema. Kan det overlades til forskningen selv at regulere sin egen adfærd eller skal samfundet sætte restriktioner for den fri forskning, Og hvis samfundet skal sætte grænser, hvordan skal disse grænser så fastlægges er det fx et etisk eller et politisk spørgsmål at afgøre hvor grænsen skal gå. Disse spørgsmål er jævnligt rejst ved forskellige anledninger i løbet af 1990erne også i den offentlige debat uden for Det Etiske Råd. I 1997 blev de igen aktualiseret af oplysningen om fremstillingen af det første voksenklonede får, Dolly, der satte gang i en masse spekulationer om muligheden for i fremtiden at klone mennesker med henblik på reproduktion. Spørgsmålet havde været rejst før 3, men fik 1 Lov nr. 353 af 3. juni 1987 om oprettelse af et etisk råd og regulering af visse biomedicinske forsøg. 2 Oprettelsen af Det Etiske Råd er beskrevet i Horst (1996). Her findes også en Habermasiansk inspireret analyse af rådets efterfølgende arbejde med at opnå konsensus. 3 Blandt andet i den proces der førte frem til nedsættelsen af Det Etiske Råd, se fx Indenrigsministeriets betænkning om Fremskridtets pris fra

3 tilsyneladende sprængkraft på dette tidspunkt, fordi det med Dolly rent faktisk var lykkedes at klone et stort pattedyr og derved bragte det muligheden for reproduktiv human kloning inden for rækkevidde. Jeg vil i det følgende bruge denne kontrovers om regulering af kloning til at undersøge offentligt medierede forestillinger om regulering af forskning. Min interesse for forestillinger om regulering skal ses på baggrund af den antagelse, at udsagn (herunder argumenter om hvad der er problemer og løsninger i spørgsmålet om kontroversiel forskning) altid kun fungerer som udsagn i en bestemt kontekst. Det giver således kun mening af spørge om, hvor grænsen for forskning skal gå, når man argumenterer indenfor en bestemt kontekst, der blandt andet tager for givet, at forskning er en aktivitet, der skal begrænses. I dette paper vil jeg kalde denne form for kontekst for en rationalitet og det er min hypotese, at konflikter mellem forskellige forestillinger om regulering af forskning kan analyseres som konflikter mellem forskellige rationalitetsformer. Det centrale spørgsmål for paperet er dermed at undersøge hvilke rationaliteter der sættes i spil i kontroverserne om, hvordan man skal styre kontroversiel genteknologisk forskning. Når jeg her vælger begrebet sættes i spil er det på baggrund af en antagelse om, at rationaliteterne ikke optræder eksplicit i kontroverserne. For at uddybe dette er en yderligere begrebsafklaring nødvendig. Diskursanalyse af forskningsbaserede kontroverser Begrebet kontrovers er hentet fra en videnssociologisk tradition, der satte sig for at studere forskningsbaserede kontroverser som en bestemt tilgangsvinkel til videnskabssociologiske studier. (Brante 1990, Brante & Elzinga 1988 og Engelhardt & Caplan 1987). Med kontrovers mener jeg i det følgende en stridighed eller en tvist, hvor forskellige aktører interagerer i en synlig og udtalt modsætning. 4 Begrebet får mening, når det sættes i forhold til begrebet offentlig meningsdannelse og tilsammen fungerer disse to begreber som min analysestrategiske håndtering af begrebet diskurs. Diskursbegrebet er i mine øjne så mangefacetteret, at det er svært at anvende som analytisk redskab. Det skal dog fastslås at jeg i det følgende forstår diskursanalyse som en analysestrategi, der beskæftiger sig med mønstre i spredning af udsagn (Foucault 1992, Andersen 1999), men i stedet for diskurs anvender jeg altså to andre begreber om de sociale størrelser, jeg analyserer. Begrebet offentlig meningsdannelse dækker en uafgrænset strøm af offentligt fremsatte udsagn om et givent emne. Der er tale om det råstof som diskursanalyser kan benytte sig af, men offentlig meningsdannelse er ikke diskurs højst måske diskursivitet forstået som udsagn, der relaterer sig til hinanden i en stadig produktion af nye udsagn. Hermed understreges et processuelt perspektiv på offentlig meningsdannelse, idet begrebet netop dækker en fortløbende aldrig afsluttet proces. Jeg kan altså tale om den offentlige 4 Det interessante ved kontroverser er, at de rummer synlige konflikter og dermed aktualiserer spørgsmål om magt og viden på en meget eksplicit måde i forhold til mange andre typer diskurs. Dette er en pointe, som jeg meget gerne vil diskutere og folde ud. 3

4 meningsdannelse om genteknologisk forskning og med det mene alle offentligt fremsatte udsagn om genteknologisk forskning. Men jeg har ikke dermed et datamateriale, eftersom materialet er uden form og i øvrigt uafgrænseligt. Begrebet om offentlig meningsdannelse er nødvendigt for at understrege kontroversernes kontekst men det er ikke et forhold jeg i det følgende vil gøre mere ud af. I stedet vil jeg sætte fokus på kontroverser forstået som afgrænsede offentligt medierede diskussioner. Kontroverser har en kerne, som gør at man kan tale om dem som en fælles mængde af udsagn. Hvordan denne kerne skal konciperes er et spørgsmål for den konkrete analyse, det kan fx være en bestemt type af objekt, fx en gen-teknologi eller en vidensform, men der kan også være tale om en konkret begivenhed i form af et lovforslag. Dermed er en kontrovers ikke det samme som en diskursformation, der hos Foucault defineres som en fremanalyseret regularitet i et spredningssystem af udsagn (Foucault, 1992:38). Diskursformationen er således et analyseresultat, mens kontrovers er en observerbar størrelse. Kontroversen er direkte iagttagelig i form af argumenter, der modsiger hinanden ved at konstruere problemer og problemløsninger forskelligt. Væsentligt er det imidlertid, at der er tale om et problem som sættes eksplicit på den offentlige dagsorden som et problem. Jeg har i den følgende analyse valgt at fokusere på en konkret offentlig kontrovers om problematisering af muligheden for human kloning. Det vil sige at analysen principielt beskæftiger sig med alle udsagn, der forholder sig til muligheden for human kloning. Men før jeg går nærmere ind i beskrivelsen af den konkrete kontrovers skal der siges et par ord om, hvordan sådanne kontroverser kan analyseres. Kontroverserne består af konflikter mellem argumenter, der opstiller forskellige sammenhænge mellem problemer og problemløsninger i opfattelsen af forskning som en samfundsmæssig aktivitet med henblik på at overbevise et givent publikum om en bestemt opfattelse af sagen. Begrebet argument er hentet fra retorikken 5, men jeg skal straks slå fast, at jeg tænker begrebet diskursanalytisk. Der er tale om en tilpasning af Foucaults begreb om udsagn 6 til den konkrete analyse, idet jeg med argument mener den type udsagn, som kan konstrueres som udsagn i en kontrovers. Når jeg således taler om argumenter som sammenkædning af problemer og problemløsninger så er det implicit, at der ikke er tale om ontologisk givne størrelser, men konstruktioner. Forbud mod kloning kan således både konstrueres som en problemløsning fordi det forhindrer en uønsket forskning, men det kan også konstrueres som problem fordi det i sig selv er et angreb på den frie forskning. At jeg vælger at benytte begrebet argument frem for udsagn skyldes, at jeg eksplicit sætter fokus på udsagn, der har til formål at overbevise et givent publikum om et sagsforhold udsagn, der indskriver sig i en kontrovers, hvor der kan identificeres modstridende opfattelser 5 Særligt fra den nye retorik som formuleret af Perelman & Olbrechts-tyteca (1969) 6 Andersen (1999) bruger udsagn som den danske oversættelse af ennoncé. 4

5 af hvad der udgør henholdsvis problemer og problemløsninger. Jeg anvender altså begrebet argument, fordi det kan gives en mere præcis indholdsdefinition end begrebet udsagn. En kontrovers er kun en kontrovers, fordi der hersker modstridende opfattelser af sagen og de enkelte argumenter fremsættes med henblik på at overbevise et givent publikum. Det er en vigtig pointe, at der med begrebet om et givent publikum ikke nødvendigvis er tale om en defineret modtager men i retorikkens forståelse vil et hvilket som helst retorisk udsagn altid indeholde forestillingen om en modtager. Hvis der ikke er tale om specifikke modtager(e), hvad der typisk ikke er i udsagn fremsat i den offentlige debat, så henvender argumentet sig til det universelle publikum. At tale om at argumenterne fremsættes foran et givet publikum rummer altså ikke forestillinger om, at der nødvendigvis kan identificeres en afgrænset målgruppe. Begrebet om det universelle publikum skal på den anden side altid forstås som en konstruktion hos den der fremsætter argumentet. Der er således ikke noget almengyldigt universelt ved det universelle publikum. Hos Foucault (1992:86) defineres udsagnet som en funktion, der gør det muligt at grupper af tegn eksisterer og giver mening og dermed er det altid indskrevet i et diskursivt felt (Foucault 1992:99). Man kan også sige, at når man analyserer udsagn bliver det altid som udsagn for en bestemt diskurs (Andersen 1999). Jeg vil ikke gå længere ind i denne teoretiske diskussion, men blot konstatere, at det, der i denne sammenhæng kan klassificeres som et argument naturligvis også har en kontekst. Et argument er netop ikke altid et argument, men kræver en bestemt sammenhæng for at fungere som sådan, og det er præcis denne sammenhæng, der er analysens genstand i det følgende. Christensen & Andersen (1999:25) skriver om diskursanalysers genstand: Det som her konstrueres som vores overordnede genstand, er, hvad vi har valgt at kalde diskursive strategier. Med diskursiv strategi menes en afgrænset meningsfuld regularitet af udsagn. Inden for en strategi findes enighed om, hvad man strides om. Inden for en strategi findes der en mening med stridighederne. Strategien definerer så at sige meningen med kampen mellem et antal aktør, der kan besidde forskellige positioner, som meningsfuldt kan relateres til hinanden. Mellem strategierne findes imidlertid ikke én mening med kampen. Det, der kendetegner relationer mellem strategier, er en uforenelighed m.h.t. hvad man overhovedet kan strides om, hvad en evt. kamp kan handle om, hvilket også vil sige hvilke regler, der gælder for acceptabilitet, hvilke problemer, der er problemer osv. Den følgende analyse lægger sig tæt op ad denne begrebsanvendelse, idet formålet netop er, at finde mønstre i den måde argumenter kan fremsættes som fornuftige på. Jeg har dog valgt at benytte ordet rationalitet i stedet for diskursiv strategi. I forbindelse med forskningsbaserede kontroverser giver strategi-begrebet for mange konnotationer i retning af intentionalitet uanset at Christensen & Andersen netop ikke bruger begrebet på denne måde. Rationalitet skal i det følgende forstås som det fremanalyserede mønster i, hvordan argumenterne kan fremsættes som meningsfulde. Med henvisning til argumentationsteori kan man sige, at rationalitet her beskriver den hjemmel, som argumentet implicit henviser til, hvis det skal fungere som argument for en bestemt opfattelse af problem og problemløsning (Toulmin, 5

6 1958). Når human kloning afvises, med den begrundelse at det er en usikker teknik som man ikke har nok viden omkring, så indeholder dette argument implicit en hjemmel om, at usikkerheden (og dermed kontroversen) kan afgøres ved hjælp af viden: Når vi har mere viden om kloningsteknikken vil vi vide, hvordan vi kan anvende den på en god og sikker måde. Dette argument konstruerer problemet som mangel på viden og problemløsningen som mere forskning. Man kan dermed sige, at argumentet konstrueres på grundlag af det man kunne kalde en videnskabelig rationalitet. Den fungerer som en grundlæggende og implicit hjemmel som argumentet forudsætter for at give mening, men den skal dermed ikke forstås som en given størrelse, der eksisterer uden for argumenterne. Der er ikke tale om en facitliste, som analytikeren kan henvise til som en bagvedliggende virkelighed, der kan afdækkes. Rationaliteten eksisterer implicit i argumenterne, og kan fremanalyseres ved at lede efter mønstre i den måde hvorpå argumenterne konstrueres som meningsfulde udsagn om problemer og problemløsninger. Sammenfattende kan man altså sige at det empiriske grundlag udgøres af den offentlige kontrovers om regulering af forskning i human kloning. Min analyseenhed er argumenter, der analyseres med henblik på at finde mønstre i konstruktionen af problemer og problemløsninger. Disse mønstre kalder jeg rationaliteter. Formålet er at undersøge, hvordan forskning problematiseres som en samfundsmæssig aktivitet, der kan eller skal reguleres. Det gøres ved at stille følgende forskningsspørgsmål til det empiriske materiale: Hvilke subjektpositioner etableres i kontroversen om human kloning? Hvad italesættes som objekter for regulering? Hvordan konditioneres spørgsmålet om regulering ved hjælp af begreber og modbegreber, fx fri forskning kontra offentlig regulering? Det empiriske materiale Offentlig meningsdannelse skal principielt forstås som alle de udsagn, der fremsættes i det offentlige rum om et givent emne. Det er imidlertid en afgrænsning, som det er næsten umuligt at operationalisere i praksis. I det følgende har jeg valgt at erstatte offentlig med massemedieret, således at det er massemedierede tekster, der udgør det empiriske grundlag for analysen. Den rummer tilsyneladende nogle problemer, fordi meningsdannelsen dermed underlægges et redigerende blik, der har sine egne praksisser og logikker. Hvilke subjektpositioner, der fx kan etableres i kontroverserne om human kloning formes således (også) af journalistiske praksisser for hvordan massemedierede tekster udformes. Imidlertid er det et problem som ikke virker påtrængende, hvis analysens ambition er at se på, hvordan der i massemedierne kan tales om forskningsbaserede kontroverser. Ambitionen er her netop at se på udsagnene i deres positivitet uden at forsøge at forklare dem med henvisning til deres tilblivelsespraksis. Desuden må man konkludere, at eftersom en meget stor del af den offentlige meningsdannelse i Danmark foregår massemedieret, så er det redigerende blik et uundgåeligt vilkår, som må medtænkes som produktivt element fremfor irriterende filter i 6

7 analysen. Journalister fortolker begivenheder, men de gør det ikke uafhængigt af andre fortolkninger. Det er imidlertid en diskussion, jeg ikke vil forfølge her. 7 I forbindelse med mit phd.projekt har jeg indsamlet artikler om genteknologi i sundhedsvæsenet fra 5 forskellige dagblade i Danmark: Politiken, Jyllandsposten, Ekstra Bladet, Information og Aktuelt. Artiklerne er udvalgt gennem den kommercielle database Polinfo ved at fritekst-søge på mere end 30 søgeord, der til sammen har givet et meget stort datamateriale. Det er efterfølgende blevet sorteret kvalitativt efter et kriterium om, at genteknologisk forskning eller teknologi skulle have en relativt fremtrædende plads i artiklen. Artiklerne er indsamlet fra perioden mellem 1993 og 2000, men den er komplet for alle fem aviser i en periode fra august 1997 til juli 2000, hvorimod den kun rummer artikler fra dagbladet Politiken i perioden frem til august Der er indsamlet i alt 1219 artikler, som i første omgang er analyseret ved hjælp af en kvantitativ indholdsanalyse i form at et kodeskema, der har givet et overblik over datamaterialet. Blandt andet er artiklerne kodet for, hvilke teknologier de omtaler og det er således muligt at udvælge alle de avisartikler, der handler om human kloning enten som hovedtema eller som bare nævner denne mulighed i forbindelse med andre emner. Der er tale om i alt 233 artikler. Kontroversen er udvalgt strategisk fordi kloning udgør den teknologi, som i løbet af de seneste år i særlig grad har sat spørgsmålet om regulering af forskning på dagsordenen. Noget der blandt andet har vist sig i min kvantitative indholdsanalyse, hvor kloning er den teknologi, der oftest beskrives i forbindelse med spørgsmål om offentlig regulering. Det er væsentligt at være opmærksom på, at artiklen ikke udgør analyseenhed det gør derimod argumentet og der kan sagtens være flere argumenter på spil i en enkelt artikel. Af de 233 artikler er det heller ikke alle, der omtaler spørgsmål om regulering, fx handler flere artikler om dyrekloning og nævner muligheden for menneskekloning en passant. De 233 artikler udgør således datamaterialet, men den enkelte artikel præsenterer et forskelligt antal argumenter. 8 Human kloning Da nyheden om det klonede får Dolly i foråret 1997 kom på dagsordenen satte det gang i en lang række spekulationer om muligheden for også at klone et menneske. Disse diskussioner fik ny næring, da Richard Seed, en amerikansk forsker, i januar 1998 erklærede, at han var 7 Jeg er begyndt at diskutere denne problematik i et paper med titlen Kloner og sensationer indleveret til The 15 th nordic conference on media and communication research in Reykjavik, august Hermed adskiller diskursanalysen af argumenter sig fra andre indholdsanalyser, der typisk anvender den enkelte artikel som analyseenhed. Se fx Lund (1997 og 2000), Pedersen og Horst (2000) og Hjarvard (1999). At bruge artiklen som analyseenhed er relevant, når forskningsspørgsmålene fx drejer sig om at undersøge mediernes praksis, fx journalistiske vinklinger af historier. Men det er ikke så oplagt, når forskningsspørgsmål i stedet drejer sig om at forstå massemedierede tekster som udtryk for en offentlig meningsdannelse. Her lades de jounalistiske tilblivelsesvilkår mere ude af fokus. 7

8 klar til at oprette en kommercielt drevet klinik for human kloning med henblik på at hjælpe barnløse, hvis han vel at mærke kunne få rejst de økonomiske midler. 9 Dette gav anledning til en omfattende massemedieret dækning af spørgsmålet om kloning, der let kan iscenesættes som en sensationel begivenhed, fordi det kan fortolkes i en ramme af fundamentale omvæltninger. Der tales således om at mennesket er ved at gøre sig til herre over liv og død: I begyndelsen skabte mennesket Dolly. 10. Langt de fleste argumenter, der blev fremsat i kontroversen støtter det synspunkt, at det er forkasteligt at klone mennesker med henblik på at lave nye børn (kloner). Der er således udpræget enighed om at fordømme den amerikanske forsker som uansvarlig, til gengæld er der ikke enighed om, hvor grænsen for det uansvarlige går, og hvilke midler man skal tage i brug for at forhindre den uansvarlige forskning. Overordnet kan man skelne mellem to forskellige typer af argumenter, der italesætter forskere og forskningens samfundsmæssige placering på hver sin måde. Inspireret af Michael Mulkay (1993), der har analyseret kontroverser om forsøg med fostre i det britiske parlament, vælger jeg i det følgende at kalde disse to typer for henholdsvis håb-retorikken og frygt-retorikken. De kan adskilles fordi de placerer forskning som henholdsvis problemløsning og problem i argumentationen. Håb-retorikken præsenterer forskning som problemløsning, fordi den bringer effektive redskaber til at kontrollere naturen. Frygt-retorikken præsenterer derimod forskning som problem, fordi den udvikler sig uden nogen form for samfundsmæssig kontrol eller sikring af en overordnet fornuft og dermed kan medføre uønskede og uoverskuelige konsekvenser for individ og samfund. Håb-retorikken kan karakteriseres ved at opfatte Richard Seed som en forskningsmæssig outsider, der ikke har nogen reel mulighed for at klone mennesker, og som dermed kan afvises som useriøs. Der er i denne type argumenter en klar afstandtagen fra den slags useriøs videnskab, således bliver en dansk formand for et internationale videnskabeligt selskab for kloning af husdyr (IETS) citeret for at: den grundlæggende opfattelse [på en kongres] var, at selve teknikken ud fra en videnskabelig vinkel er alt for usikker til brug på mennesker dels udvikler kun ganske få af de klonede fostre sig, og dels risikerer man af flere årsager at lave defekte børn. Hverken IETS eller de danske forskere på området ønsker at stå bag denne form for risikable forsøg med mennesker 11 9 Jeg er ikke nået så langt som jeg gerne ville med den empiriske analyse. Foreløbig bygger det følgende primært på den del af kontroversen, der udfolder sig omkring den amerikanske forskers udmelding i Jeg har i paperet nævnt i note 7 analyseret historien om kloning som en journalistisk sensationshistorie. 11 Politiken: Ny kurs i kloning, 2. februar Jeg skal understrege at min anvendelse af citater skal forstås eksemplarisk. Der er ikke tale om nogen former for forsøg på bevisførelse. 8

9 Afvisningen af kloning går altså på usikkerheden ved teknikken og den manglende viden. Men dermed ligger det også i luften, at den dag man ved tilstrækkeligt om teknikken til at kunne anvende den sikkert, så er der ikke nogen videnskabelig begrundelse for at undlade at klone mennesker. Det centrale for denne type argumentation er at de faglige fordele ved at udføre kloningen skal være større end ulemperne ved at gøre det. At bruge kloning til reproduktive formål falder i denne type argumentation i kategorien uden fagligt begrundet formål. Derimod indføres begrebet terapeutisk kloning som betegnelse for en anvendelse af kloningsteknikken, der sigter mod at skabe nye organer eller væv til sygdomsbehandling og denne anvendelse opfattes langt mere positivt: Kloningen skal ikke lave kopier af hele mennesker, men lave reservedele til for eksempel folk med Parkinsons Syge eller en dårlig nyre. ( ) En af Danmarks førende genforskere, professor Torben Greve fra Landbohøjskolen, ser en tilladelse til kloning af befrugtede menneskeæg som en fordel. - Det at få raske celler til at udkonkurrere syge celler af da et rimelig fornuftigt formål. Jeg ved ikke hvorfor man ikke skulle tillade det, hvis det foregår under overvågning. Denne metode kan hjælpe folk af med sygdomme, forklarer Torben Greve. 12 Der indføres således en differentiering mellem de ønskede og de uønskede anvendelser. Forskningen opdeles i forskellige områder, hvor der så kan tages konkret stilling til hver enkelt delelement på baggrund af en afvejning af praktiske formål og mulige ulemper. Der bliver tale om en instrumentel regulering, hvor det vigtige er at finde en balance, så man ikke forhindrer de positive muligheder i bestræbelserne på at udrydde det uønskede: Den umiddelbare reaktion ved nyheden om, at forskere vil forsøge med menneskelig kloning til forplantning, er at indføre et totalt forbud mod kloning. Men det kræver en videnskabelig definition af, hvor grænserne går for, hvad der er acceptabel eksperimenteren i kampen mod genetiske sygdomme, og så vidt er vi ikke endnu. 13 Denne afventende holdning finder derimod ingen plads i frygt-retorikken. Her ses kloning som en ulykke, der for alt i verden må undgås alene muligheden for at forskere kunne begynde at overveje kloning er nok til at der bør indføres regulering. Alene det forhold, at kloning principielt er muligt bør føre til, at man vedtager en regulering: På samme måde understregede EU's forskningsministre på deres møde i marts, at penge fra EU's forskningsprogram ikke må bruges til forskning, der har til hensigt at 12 Jyllandsposten: Danske forskere ønsker klonings-forsøg, 4. april En WHO-ekspert i etiske spørgsmål i Jyllandsposten: WHO: kloning af mennesker forkastelig, 9. januar

10 ændre på den menneskelige arvemasse. Videre fastslog forskningsministrene, at forskning i menneskelige fosterceller heller ikke kan støttes, hvis den har kloning for øje. Europaparlamentet mener imidlertid ikke, at formuleringerne om forskning i menneskefostre er tilstrækkeligt stramme. - Det betyder, at eksperimenter med menneskefostre under visse omstændigheder kan tillades inden for programmet. Det er første skridt på vejen mod kloning af mennesker. Derfor må vi have strengere regler siger den tyske Europaparlamentariker Peter Liese. 14 I frygt-retorikken kan det ikke overlades til forskerne selv at sørge for at forskningen er i overensstemmelse med samfundets normer for hvad der er acceptabelt. Forskeres normer adskiller sig nemlig fra samfundets og forskning udgør derfor i sig selv et problem. Forskerne er kun optaget af at skaffe ny viden og tænker ikke på, hvilke konsekvenser denne viden kan have for samfundet blandt andet fordi de er i lommen på virksomhederne: Den gammeldags nysgerrighed, som vi tidligere kendte hos videnskabsmanden, er blevet afløst af de store multinationale selskabers økonomiske interesser. Det, der kan betale sig, forskes der i, og videnskabsmændenes spontane etik er utilitarisme, altså størst mulig lykke for størst mulig antal mennesker, men den form for etik er slet ikke gearet til at vurdere, om der er uønskede konsekvenser af den forskning, der foretages 15 Forskning skildres som en aktivitet, der er uden for almindelig samfundsmæssig kontrol og kun ved eksplicitte forbud kan man forhindre at forskere vil gøre det, som samfundet finder uacceptabelt. I denne type argumenter er det derfor heller ikke så vigtigt om den amerikanske forsker, Richard Seed rent faktisk er i stand til at foretage kloning. Han er nemlig blot et symbol, og andre vil komme efter ham. På et tidspunkt skal det nok lykkedes for forskere at klone mennesker, med mindre det inden da bliver eksplicit forbudt. Derfor er det også nødvendigt, at man arbejder for et globalt forbud: Frygten er udbredt for, at videnskabsmænd blot vil flytte til lande uden kontrol og uden stramme etiske regler, hvis de vil udforske teknikken. - Man løser ingenting ved at forbyde visse fremgangsmåder i et land, hvis forskere og læger har ret til at udvikle dem andre steder. Det er på internationalt niveau, at man skal forbyde kloning og genetiske manipulationer, som kan ændre menneskehedens karaktertræk, sagde den franske præsident, Jacques Chirac Politiken: EU mod kloning, 25. juli Medlem af etisk råd i Information: Interview: Sigurd Olesen, 25. marts Jyllandsposten: Europa til kamp mod kloning, 13. januar

11 Frygt-retorikken beskæftiger sig også med usikkerheden omkring den ny genteknologiske viden, men hvor der hos håb-retorikken spores en forventning om, at usikkerheden gradvist kan blive afløst af sikker viden, så er denne forventning ikke til stede i frygt-retorikkens argumenter. Her er usikkerheden et argument for helt at holde sig fra den type forskning. Hvor håb-retorikken tegner et optimistisk billede af en fremtid, hvor forskningen bringer fremskridt, tegner frygt-retorikken et pessimistisk billede af en fremtid, hvor forskningen truer det gode samfund. Man kan sige, at hvor håb-retorikken ultimativt er utopisk er frygtretorikken dystopisk, og forskningen er således selve problemet, fordi forskerne ikke frygter fremtiden: Alligevel er der videnskabsmænd, der i begæret efter ny viden og international anerkendelse kaster sig ud i hasarderede eksperimenter med mennesker uden at kende konsekvenserne. Og der er følgagtige politikere, der af frygt for nationens konkurrenceevne eller efter pres fra bekymrede forældre, giver efter for eksperimenter, der er mere end risikable og ud fra en moralsk synsvinkel er stærkt angribelig. Det er oprørende, hvor hovmodigt mennesket er blevet. 17 På denne baggrund argumenterer frygtretorikken for, at det er samfundet, der skal påtage sig at begrænse forskningen. Forskningen kan ikke styre sig selv, men må underlægges demokratiske begrænsninger, i form af konkrete indiskutable forbud: Svaret på kloning skal bare være nej, siger formanden for Etisk Råd, professor Linda Nielsen, ( ). Hun frygter, at man med kloning vil stå over for samme pres for at rokke ved de etiske grænser, som det har været tilfældet ved andre videnskabelige fremskridt f.eks. inden for kunstig befrugtning. "Kloning er noget fundamentalt, og jeg håber på, at man er i stand til at opretholde et forbud. Det strider imod den grundlæggende opfattelse af, at ethvert menneske er enestående. Ved kloning reduceres mennesket til et produkt, man kan skabe og bruge efter behov, og det er skræmmende af forstille sig, hvad kloning kunne blive misbrugt til 18 Her argumenteres ikke for at man skal finde en balance, men i stedet for at der skal skabes et absolut forbud. Human kloning overskrider en grænse som er absolut. Ligegyldig hvilke fordele denne form for forskning kan medføre, så skal det ikke tillades. Vurderingen af kloning er ikke instrumentel som i håb-retorikken, for det giver ikke mening at vurdere fordele overfor ulemper. Tværtimod er afvisningen værdibaseret. Uanset hvilke fordele der måske kan komme af kloning, så skal det afvises. Forskning som risiko eller fare 17 Informations leder: Almægtige menneske, 29. november Jyllandsposten: Europa til kamp mod kloning, 13.januar

12 De to typer af retorik er således enige om at forkaste reproduktiv kloning af mennesker som uansvarligt. Men der er forskel på, hvordan de forstår denne uønskede mulighed. Håbretorikken placerer den som en slags uønsket bivirkning ved forskning, der i øvrigt opfattes som et gode et redskab til at gøre samfundet bedre. I frygt-retorikken opfattes muligheden derimod ikke som en bivirkning, men som et symbol på, hvorfor forskningen et problem. Man kan sige, at de to retorikker fortolker forskningens uønskede konsekvenser som henholdsvis en risiko og en fare. Det risikobegreb, som her inddrages er Luhmanniansk og bygger på en iagttager-bundet skelnen mellem risiko og fare (Luhmann, 1990). Risiko betegner her et perspektiv som betragter en potentiel ulykke, som noget iagttageren har mulighed for at behandle rationelt og evt. tage forholdsregler imod. Derimod betegner fare det perspektiv, hvor iagttageren er uden mulighed for selv at tage forholdsregler og ulykkens eventuelle indtræffen er at sammenligne med skæbnens tilfældige sammentræf. I håb-retorikken skildres genteknologisk forskning som en aktivitet, der grundlæggende er i overensstemmelse med det øvrige samfund, selvom den rummer muligheden for misbrug. Problemet er således ikke forskning generelt, men konkret misbrug af forskningsbaseret viden. Men det er på den anden side en konkret risiko ved forskning, som man må tage med, når man vil nyde godt af de goder som forskningen også frembringer. Dette skal forstås på samme måde som at trafikdræbte er en risiko vi løber, fordi fordelen ved biltrafik trods alt opfattes som større end ulemperne i form af ulykker og drab. På samme måde er forskning i dette perspektiv grundlæggende et gode, men den rummer dog risici, fx risikoen for, at en ikke-ansvarlig forsker vil misbruge forskningsbaseret viden til fx at fremstille menneskelige kloner. Det væsentlige er, at det er en risiko man kan forholde sig til, idet man på forskellige måder kan gribe ind for at forebygge, at den potentielle ulykke (misbruget af viden) forekommer. Midlerne til denne indgriben kan være flere. Der kan fokuseres på mulighederne for at skabe en professionel selv-regulering i form af fagligt-professionelle etiske standarder for god forskning og fordømmelser af forskere, der ikke opfører sig ansvarligt, dvs. lever op til disse standarder. Eksempler på dette er fx når der fremføres argumenter som at Det mest effektive våben [mod misbrug] er dog debat og modstand i offentligheden samt eventuel fordømmelse fra videnskabelige kolleger. 19 Et andet middel kan være en pragmatisk og instrumentelt begrundet konkret politisk regulering, der forhindrer bestemte anvendelser af forskning. I så fald bliver udformningen af et forbud tilsyneladende den samme som i frygt-retorikken, se nedenfor. Men forskellen er, at i håb-retorikken ses forbudet ikke som en absolut afgrænsning af forskning, men som en pragmatisk løsning der skal være hensigtsmæssig, så den ikke forhindrer ansvarlig forskning, der kan give os positive resultater. Tankegangen er således, at man må vurdere forskning instrumentelt for at undersøge, om den fører til noget positivt eller noget negativt, og dernæst 19 Jyllandsposten: WHO: kloning af mennesker forkastelig, 9. januar

13 må man vedtage en regulering, der så præcist som muligt rammer grænsen mellem de to. Den centrale strategi bliver dermed en differentiering mellem uønskede og ønskede anvendelser, hvor det uønskede udgøres af det unyttige, usikre og dermed uforsvarlige, hvorimod det ønskede udgøres af det nyttige, videnskabeligt forsvarlige. Den faglige viden og ansvarlighed bliver således afgørende for definitionen af, hvad der er ønskeligt og i det omfang forskere følger den faglige disciplinerings definitioner er de ansvarlige og udøver ønskelig forskning. I frygt-retorikken skildres gen-teknologisk forskning derimod som et problem i sig selv, der udgør en trussel mod det gode liv. Denne type argumentation skelner ikke mellem forskellige former for forskning eller forskellige anvendelsesmuligheder af kloning, således at noget kan accepteres, mens andet må forkastes. Modstanden mod kloning kan ikke gradbøjes, for der er ikke nogle former for kloning, der er mere acceptable end andre. Hvis et menneske klones er det uopretteligt og forfærdeligt. Det fremhæves at forskningens interne logik automatisk vil føre til, at de vil forsøge at gøre det, der er teknisk muligt og overladt til sin egen logik er det derfor kun et spørgsmål om tid, før menneskekloningen er en realitet. Menneskekloning fremstilles dermed som en næsten uundgåelig ulykke. Og forskning skildres dermed som en aktivitet, der ikke er risikabel, men farlig. Med placeringen af forskning som en aktivitet, der følger andre regler end de samfundsmæssigt ønskværdige fortolkes forskningens uheldige konsekvenser som farer potentielle ulykker, der ligger udenfor muligheden for kontrol og rationelle forholdsregler i selve processen. Samfundet har ikke så meget kontakt med de interne processer i forskningen, at man løbende kan forholde sig til muligheder og konsekvenser, med henblik på at tage forholdsregler overfor de potentielle ulykker. I stedet formuleres modstanden mod forskningens bivirkninger som forbud. Men forbudet har ikke karakter af en pragmatisk grænse for den gode og den dårlige forskning. Tværtimod må modstanden være absolut der skal vedtages et forbud som ikke kan overskrides. I risiko-perspektivet forstås forskning - som samfundsmæssig aktivitet - positivt, samtidig med at den opfattes som noget, der grundlæggende set er styrbart og muligt at kontrollere med henblik på at opnå en fornuftig og effektiv samfundsudvikling. Derimod forstår fareperspektivet basalt set forskning som problematisk, dels fordi den opfattes som moralsk forkert og dels fordi systemets autoritet ikke anerkendes. I stedet skildres forskning som noget, der forløber uden en overordnet fornuftig logik. Selvom det måske kan lade sig gøre at skabe midlertidig orden i et afgrænset område, så er denne orden altid truet og kan når som helst bryde sammen som følge af en ustyrlig og uhensigtsmæssig udvikling. Rationalitetsformer og closure Grundlæggende er disse to retorikker (eller perspektiver) uenige om, hvad der kan konstrueres som problem og hvordan dette problem kan løses og jeg vil derfor argumentere for, at de argumenterer inden for rammerne af hver sin rationalitetsform. For at karakterisere disse 13

14 rationalitetsformer mere præcist, vil jeg tage udgangspunkt i, at de abonnerer på hver deres model for problemløsning. I håb-retorikken, der opfatter forskningens bivirkninger som en fare, findes løsningen på en kontrovers ved at man søger mere viden indtil der er opnået tilstrækkelig indsigter til at den fornuftige, sande, gode og rigtige løsning viser sig. Eksperter er således altafgørende, eftersom det er dem, der forventes at bidrage med den afgørende indsigt. Der er tale om en hierarkisk fordeling af roller således at eksperten har indsigten, mens lægmænd er afhængige af eksperternes viden. Denne model trækker åbenlyst på klassiske forestillinger om videnskabelige forestillinger om videnskabens betydning for samfundet, og jeg vil i det følgende kalde denne rationalitet for en videnskabelig rationalitet. I frygt-retorikken tildeles faglig viden derimod ikke nogen privilegeret position. Her tæller alle statsborgeres argumenter principielt lige meget, og den fornuftige løsning afgøres af, hvad vi via demokratiske procedurer (fx samtale eller afstemning) kan blive enige om. I mangel af et bedre ord, har jeg foreløbig valgt at kalde denne model for den parlamentariske rationalitet 20. I modsætning til den videnskabelige rationalitet, er der ikke tale om en hierarkisk fordeling af roller. Tværtimod er udgangspunktet at alle er lige og fx lige kompetente til at udtale sig om hvad der er etisk rigtigt i forbindelse med ny kontroversiel teknologi. Principielt tæller fru Jensens stemme lige så meget som overlægens, og dermed bliver spørgsmålet om offentlig regulering også stillet helt anderledes i den parlamentariske rationalitet. Hvor det for den videnskabelige rationalitet handler om at regulere forskningen således at der skabes størst mulig viden og dermed effektive problemløsninger, så handler reguleringen i den parlamentariske rationalitet om at sørge for, at forskningen beskæftiger sig med de emner, der opfattes som samfundsmæssigt acceptable. Man kunne måske sige, at hvor der er tale om en instrumentel orientering i den videnskabelige rationalitet, så er orienteringen værdibaseret i den parlamentariske rationalitet. I den videnskabelige model findes det rigtige ved at spørge til, hvad der er sandt, mens det i den parlamentariske model findes ved at spørge til, hvad vi kan blive enige om. Kontroversen om human kloning kan dermed beskrives som en kontrovers mellem to rationalitetsformer, der konstruerer muligheden af at en forsker vil skabe en menneskelig klon på to forskellige måder. Håb-retorikken trækker på en videnskabelig rationalitet og konstruerer muligheden som en uønsket bivirkning ved en forskning, der grundlæggende set rummer fordele for samfundet. Men der er tale om en risiko, som man med en instrumentelt afvejet regulering kan forsøge at undgå. Frygt-retorikken konstruerer derimod muligheden for 20 Inspireret af Koch & Zahle (1997) begrebet kan diskuteres, jeg vil gerne finde et begreb, der præciserer at den parlamentariske rationalitet lægger vægt på procedurer for hvordan vi kan blive enige om, hvad der er det rigtige at gøre. 14

15 en human klon som et symbol på, hvorfor forskning er en fare i sig selv og trækker på en parlamentarisk rationalitet i forestillingen om at skabe et forbud, der kan sætte en grænse for forskningen. Som en lille krølle på denne konklusion vil jeg bemærke, at de videnssociologiske studier i kontroverser har beskæftiget sig en del med spørgsmålet om, hvordan kontroverser afgøres. Afgørelsen skal i den tradition forstås som en observerbar udvikling, hvor det analytisk kan fastslås, om kontroversen nu er blevet løst (at parterne finder frem til en sandhed alle kan acceptere) eller om den blev lukket (afgjort ved en ekstern beslutning) 21. Med et diskursanalytisk perspektiv bliver denne problemstilling stillet en smule anderledes idet man ikke kan tale om, at kontroverserne afsluttes ved en eller anden begivenhed. Der er således ikke noget overordnet fælles udgangspunkt, som man kan referere til med hensyn til at finde ud af, om kontroversen er blevet løst eller lukket. Det betyder imidlertid ikke, at spørgsmålet om afgørelse af kontroversen er irrelevant men det må stilles på en anden måde, nemlig som et spørgsmål om, at det jeg ovenfor kalder modeller for problemløsning er en iboende del af de fremsatte argumenter. Forestillinger om muligheden for at opnå afslutning (closure) er således en væsentlig del af rationaliteten i argumentet spørgsmålet er om rationalitet er det samme som en model for problemløsning? Her bevæger jeg mig dog ind i spørgsmål, som jeg ikke har overblik over på nuværende tidspunkt. Det vigtige i denne sammenhæng er, at man må forstå forestillinger om problemløsning som en integreret del af kontroverserne frem for at forsøge at bruge forskellige forestillinger som et analytisk redskab til at dømme lukning eller løsning af en kontrovers. 21 Den tredje mulighed er glemsel, se fx Brante (1990). 15

16 Litteratur Andersson J & Furberg M, 1975: Sprog og påvirkning, om argumentationens semantik. København: Nyt nordisk forlag Arnold Busck. Andersen, N Å, 1999: Diskursive analysestrategier Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann. København: Nyt fra samfundsvidenskaberne. Andersen, N Å, 1997: Udlicitering strategi og historie. København: Nyt fra samfundsvidenskaberne. Brante T, 1990: Kontroversstudier - ett forskningsprogram, del 2. I VEST 1990, nr. 4:3-17. Brante T & Elzinga A, 1988: Kontroversstudier, förslag till ett forskningsprogram. I VEST 1988, nr.5-6: Christensen G & Andersen N Å, 1999: Spisningens sygeliggørelse. I Grus 1999, nr.59: Engelhardt HT & Caplan A (eds), 1987: Scientific controversies. Cambridge University Press. Fafner J, 1977: Retorik. Klassisk og moderne. København: Akademisk Forlag. Foucault M, 1992: The archaeology of knowledge. London: Routledge. Hjarvard S, 1999: TV-nyheder i konkurrence. København: Samfundslitteratur. Horst M, 1996: Jagten på konsensus og offentlig debat om fosterdiagnostik. Speciale fra Kommunikation og Forvaltning på Roskilde Universitetscenter. Koch L & Zahle H, 1997: Et etisk Råd af sagkyndige og lægfolk. I Juristen, nr. 8, Luhmann N, 1997: Risiko og fare. I Luhmann N: Iagttagelse og paradoks essays om autopoietiske systemer. København: Nyt nordisk forlag. Lund AB (ed.), 2000: Først med det sidste en nyhedsuge i danmark. Århus: Forlaget Ajour. Lund AB & Horst M, 1999: Den offentlige debat Mål, Middel eller Mantra? København, Fremad. Lund AB, 1997: Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. København: Munksgård. Mulkay M, 1994: Science and Family in the Great Embryo Debate. I Sociology, vol.28x(3)p Mulkay M, 1993: The Rhetorics of Hope and Fear in the great embryo debate. I Social Studies of Science 1993,vol.23(4) Nelkin D (ed.), 1984: Controversy, Politics of Technical Decisions. California. Sage Publications. Pedersen OK & Horst M, 2000: Den selvstændige journalistik. I Pedersen OK et al.: Politisk journalistik. Århus: CFJE og Forlaget Ajour. Perelman C & Olbredhts-Tyteca L, 1969: The new Rhetoric. London: University of Notre Dame Press. Toulmin SE, 1958: The Uses of Argument. Cambridge University Press. Weingart P, 1999: Scientific expertise end political accountability: paradoxes of science in politics. I Science and Public Policy 1999, vol 26(3)