Indholdsfortegnelse. 1...Indledning Problemformulering Afgrænsning Metodevalg Opbygning... 2

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1...Indledning Problemformulering Afgrænsning Metodevalg Opbygning Definition af sorg og krise Børns opfattelse af døden Børns sorgreaktioner Børns sorgreaktioner De umiddelbare sorgreaktioner De almindeligste sorgreaktioner De andre mulige sorgreaktioner Samfundets påvirkninger Pædagogen i forhold til barnet Pædagogens handlefelt Pædagogens forudsætninger Et naturlig forhold til døden Sorgarbejdet De fire opgaver i sorgarbejdet De fire opgaver i sorgarbejdet i fht. barnet De fire opgaver i sorgarbejdet i fht. pædagogens handlemåde Forældresamarbejde Handleplan Personalesamarbejde Handleplan Konklusion Perspektivering Metodekritik Litteraturliste Bilag... 50

2 1. Indledning Vi har valgt, at skrive om dette spændende emne, da vi gerne vil vide noget mere om, hvad sorg hos børn er, og hvordan man kan handle i den aktuele situation, da vi føler, at vi ikke ved nok om dette. Alle har prøvet, at miste en nærstående person, også børn oplever svære og alvorlige tab. Hvert år mister minimum 4000 børn deres far eller mor og ca. 400 børn dør, før deres første leveår og yderligere mellem børn dør i alderen 1 17 år. I alt dør ca mennesker. Børn oplever at familiemedlemmer, legekammerater, venner og venners forældre dør. D.v.s. at i vores arbejde som pædagoger, kan vi ikke undgå, at møde sorgen på vores vej gennem arbejdet med børn. Døden er i dag blevet fremmedgjort for os alle, barn som voksen, og det er ikke noget man snakker om. Forældre, pædagoger og lærere prøver at beskytte børnene ved, at lægge låg på det skete, mens at børnene mest har brug for, at snakke med nogen om det. Man har en negativ opfattelse af døden og sorgen, som vi mener, at man er nødt til at få ændret. Børn i dag tilbringer så meget tid i institutioner, at de bliver udsat for en dobbeltsocialisering, som efter vores mening, stiller krav til os om at deltage aktivt i barnets sorgbearbejdelse. Men vi mener, også at man som pædagog har en forpligtigelse til at hjælpe barnet til, at få en bedre opfattelse af døden og dermed forberede det på even-tuelle dødstab. Meget af arbejdet med sorg og død, også det forebyggende, har med dialog mellem den voksne og barnet, at gøre. Barnet har brug for hjælp til, at komme igennem sorgen på en positiv måde, og vi mener derfor, det er vigtigt, at vi som pædagoger er bevidste om vores ansvar og dermed handle på vores bekymringer. 2. Problemformulering Hvordan kan vi som pædagoger bedst hjælpe børn i sorg?

3 3. Afgrænsning Vi har valgt, at tage udgangspunkt i børn i alderen 3-6 år, der har mistet den ene forælder, men stadig har den anden tilbage. Vi vil derfor ikke nævne noget om skilsmissebørn eller børn, der har været udsat for et mindre tab. Vi har valgt at beskæftige os med børn, der har en normal udvikling, da opgaven ellers vil blive for stor, hvis vi drager børn med en afvigende udvikling ind. Desuden er det en helt anden vinkel på det, end vi vil beskæftige os med. Ligeledes vil vi ikke gå ind i, hvad der kan ske, hvis barnet ikke kommer igennem sin sorg, på en positiv måde. 4. Metodevalg Vi har valgt, at arbejde med specialet på den måde, at vi først vil arbejde med den teoretiske del, og til sidst den empiriske, da den teoretiske del skal understøtte den empiriske. Vi har valgt, at bruge bøger om emnet, for at belyse den teoretiske del af op-gaven. Dette har vi brugt i forhold til forskellen mellem sorg og krise, børns sorg, de-res opfattelse af døden og deres sorgreaktioner m.v. Vi vil bruge bøgerne sideløbende med, at vi skriver specialet. Derudover vil vi evt. interviewe en pædagog, samt deltage i et foredrag om børn i sorg, som Kræftens Bekæmpelse arrangerer, for at indhente empirisk viden omkring hvordan man støtter et barn i sorg. 5. Opbygning Vi har valgt at dele opgaven op i 8 kapitler. I første kapitel har vi givet en Definition af sorg og krise, hvor vi går ind og definerer sorg og krise, samt kommer med vores egne kommentarer til definitionerne fra Psykologisk - pædagogisk ORDBOG. Vi har valgt at tage dette kapitel først, for at skabe et overblik over, hvad opgaven handler om.

4 Næste kapitel er Børns opfattelse af døden. Her skriver vi om Piaget s erkendelsesteori i forhold til børns opfattelse af døden. Dette kapitel har vi taget med her da vi mener, at før vi kan hjælpe et barn i sorg er det nødvendigt at vi forstår, hvordan de opfatter døden. Derefter kommer kapitlet om Børns sorgreaktioner, som vi har valgt at dele op i 4 afsnit for at skabe et overblik. Først beskæftiger vi os lidt med Bowlbys tilknytningsteori i forhold til børns sorgreaktioner. I de tre følgende afsnit skriver vi om de umiddelbare sorgreaktioner, de almindeligste sorgreaktioner og til sidst om de andre mulige sorgreaktioner. Vi har valgt at skrive dette kapitel her, da det er en del af den baggrundsviden, vi mener, at vi har brug for, før vi kan lave de pædagogiske handleforslag. Vi har nu afsluttet vores teoretiske del om børn og sorg, som vi har skrevet først, da vi mener, at vi var nødt til at have den viden, før vi kunne lave de pædagogiske handleforslag. I det næste kapitel skriver vi om Samfundets udvikling, hvor vi beskriver samfundet i forhold til børn og vores forhold til døden. Vi skriver om det her for at dokumentere, hvorfor det er pædagogens opgave at arbejde med børn i sorg. Derefter skriver vi om Pædagogen i forhold til barnet, hvor vi har delt kapitlet op i tre afsnit, som henholdsvis omhandler pædagogens handlefelt, hendes forudsætninger samt hvordan hun kan skabe et naturligt forhold til døden i institutionen. Vi har skrevet dette kapitel her, for at skabe en overgang fra den viden vi har fået om børn og sorg, til kapitlet om det specifikke sorgarbejde. Derpå skriver vi i kapitlet Sorgarbejdet om, hvordan pædagogen kan støtte et barn i sorg ud fra en model, der bliver brugt til voksne, hvilket vi derefter har tilpasset med den viden, vi har tilegnet os om børn og sorg. Derudover indeholder kapitlet et afsnit om forældresamarbejdet, som vi har valgt at tage med her, da det er den del af støtten af barnet. Kapitlet står her, fordi vi i det tidligere har fået nogle teorier, som vi sætter i forhold til, hvordan man kan arbejde med et barn i sorg. I det næste kapitel Handleplan skriver vi om hvorfor og hvordan man kan lave en handleplan i forhold til børn i sorg, samt om hvordan et personalesamarbejde fungerer bedst ved et barn i sorg. Kapitlet er skrevet her, fordi at vi mener, at det afslutter specialet, ved at give nogle ideer til, hvordan man kan arbejde videre med det.

5 Vi har valgt at lave denne opbygning af specialet, da vi derved først opnår en teoretisk viden om børn og sorg, for derefter at bearbejde den, i forhold til et barn i sorg, i vores pædagogiske handleforslag. 6. Definition af sorg og krise I dette kapitel vil vi komme med en definition af sorg og krise, da vi mener, for at kunne arbejde med sorgen, skal vi have en klar definition af hvad de er, samt hvordan de adskiller sig fra hinanden. Vi har taget krisen med i definitionen fordi, vi mener, at den er en del af sorgprocessen, men dette er ikke noget vi vil gå dybere ind i. Derudover har vi også taget krisen med, da man ikke kan påbegynde et sorgarbejde før krisen er overstået, og derfor er det nødvendigt, at vide hvornår en person er i krise. Sorg er en naturlig reaktion på tab og ingen vil gå igennem livet, uden at have lidt større eller mindre tab, da vi mener, at sorg er en del af livet, lige fra den tidlige barndom. Psykologisk pædagogisk ORDBOG definerer sorg som: Stærk, ubehagelig følelse af savn pga. objekttab, dvs. tab af person som man er emotionelt nært knyttet til 1. Som en uddybelse af ovennævnte definition, mener vi ikke, at det kun er tab af en person, man kan sørge over. F.eks. kan man også sørge over tabet af et kæledyr, en bamse eller en ting, som minder om en kærkommen person. Man siger, at tiden læger alle sår, men det er langt fra tilfældet. Man vil altid huske eller mindes det mistede ved f.eks. en bestemt lugt, lyd eller episode fra dengang. Sorg er ikke et tidsmæssigt begrænset forløb, men noget der kan vare i flere måneder eller år 2. Krise er en reaktion på en dramatisk begivenhed eller situation. Ordet krise, bliver tit brugt i flere sammenhænge, f.eks. økonomisk krise, krise på arbejdsmarkedet, midt- 1 Psykologisk-pædagogisk ORDBOG 2 Sorg og Krise s. 30

6 vejskrise m.v. Psykologisk pædagogisk ORDBOG definerer bl.a. krise som: 1) Truende forstyrrelse i et menneskes livssituation, hvor tidligere erfaringer og handlemåder er utilstrækkelige til at forstå og psykisk beherske den aktuelle situation; fremkaldt af en el. flere af flg. faktorer: a. voldsomme begivenheder, fysiske el. psykiske tab, fx brand, naturkatastrofer, krak, krig, død, skilsmisse 3. Vi mener, at en krise kan være med til at udvikle en som menneske, fordi man bliver tvunget til, at tænke anderledes og finde andre løsningsmodeller, end dem man startede med at have. Men samtidig kan en krise tynge en så meget ned, at man ikke kan se mulighederne for, hvordan man kan bearbejde den. Vi mener, at selvom tingene ikke har ændret sig omkring en, har det ændret sig inde i sig selv, derfor vil man altid være påvirket af, at have været ud i en krise. En krise er en kortvarig tilstand, der kan vare fra få timer og op til 6-8 uger 4. Når man taler om både sorg og krise, kan der i begge tilfælde være brug for, at man får hjælp fra enten familie eller venner og i nogle tilfælde fra professionelle. Men vi mener, at det har meget at gøre med, hvor stor en sorg/krise man kommer i, samt hvor godt rustet man er til at håndtere en sådan situation. En af fælderne i en sorg eller krise er, at man tilpasser sig den og derfor prøver at fortrænge den, i stedet for at arbejde med den. På dette tidspunkt er det op til familie og venner, at få en til at søge hjælp fra professionelle, hvis det er det, der skal til. Nu har vi givet en definition af, hvad sorg og krise er, da vi mener, at før at vi kan arbejde med sorgen, er vi nødt til at have en klar forståelse for, hvornår man er i sorg og hvornår man er i krise. Sorgen kan efter vores mening, godt afløse krisen, men man kan også godt komme i en krise, uden at man kommer i sorg bagefter. I det næste kapitel vil vi skrive om børns opfattelse af døden, da vi mener, at den har en betydning for deres sorg. 3 Psykologisk-pædagogisk ORDBOG 4 Sorg og Krise s s. 77

7 7. Børns opfattelse af døden I dette kapitel vil vi lave en beskrivelse af børns opfattelse af døden, kombineret med Piaget s erkendelsesteori, for at kunne få en forståelse af, hvorfor børn opfatter døden som de gør. Vi har valgt at taget dette med, da vi mener, at før vi kan hjælpe et barn i sorg er det nødvendigt, at vi forstår, hvordan barnet opfatter døden. Ifølge Piaget er barnets erkendelse noget, som er særegnet for det og ikke kun en u- fuldkommen udgave af de voksnes erkendelsesmuligheder. Han mener, at barnet udvikler sig på stadier, hvor det enkelte stadie forsøger at skabe en ligevægt, i forhold til individets behov og omverdens behov. Når den ligevægt så er opnået, vil barnet gå videre til det næste stadie. Piaget mener 5, at udviklingsstadierne er en medfødt udviklingsmulighed, som udvikles ved hjælp af barnets muligheder for fysisk og kropslig udfoldelse, samt det sociale samspil det indgår i. Desuden mener han, at de samfundsmæssige og kulturelle forhold har en afgørende betydning for udviklingen af erkendelsen. Barnets erkendelse har efter vores mening en betydning for, hvordan det opfatter døden. Vi har derfor i det følgende lavet en kombination af Piaget s erkendelsesteori og børns opfattelse af døden. 0-2 år: I denne periode mener vi ikke, at barnet har nogen opfattelse af døden. Dette mener vi, er fordi, at barnet ikke kan skelne mellem sig selv og omverdenen, samt at det ser sig selv som centrum, for alt hvad der sker. Barnet kan i denne periode ikke forholde sig til ting, der ikke er konkrete og som det ikke kan få i hånden, at holde og smage på. Da døden er en meget abstrakt ting, vil de derfor ikke kunne opfatte, hvad det vil sige at være død. For barnet kan personen lige så godt være ude at rejse. 2-6/7 år: Barnet opfatter ikke døden, som noget universelt, d.v.s. at barnet ikke opfatter, at det selv kan dø. Dette mener vi, er fordi, barnet ikke har gjort sig nogle erfaringer på området, hvilket ifølge Piaget har betydning for barnet erkendelse. Desuden kan det ikke forholde sig til, hvad død er, da det er et abstrakt begreb og barnet er i en periode, hvor det kun kan forholde sig til ting, der er konkrete. Dette er 5 Psykologibogen s. 81

8 også grun-den til, at barnet ikke kan forholde sig til, at det selv skal dø Jeg er levende, ergo skal jeg ikke dø. Det, at barnet ikke opfatter døden som universel, kan også hænge sammen med, at det ikke opfatter døden som uigenkaldelig. Barnet har i denne perio-de fået erfaring for, at far og mor går, men at de altid kommer tilbage igen. Når far eller mor så er død, vil de tro, at han/hun er ude at rejse og kommer hjem igen på et senere tidspunkt. Dette, samt at de ikke er i stand til at forholde sig til døden, mener vi er grunden til, at barnet ikke ser døden, som noget uigenkaldeligt. Barnet har ingen erfaringer for, at far/mor ikke kommer igen. Nogle gange kan barnet tro, at de tanker og følelser det har haft, er årsag til, at personen døde. Dette kan hænge sammen med at barnet, ifølge Piaget, stadig har en egocentreret tænkning, hvor det tror, at det selv er centrum for hele verdenen 6. Barnet i denne periode har en magisk tænkning, hvor tanker, følelser og drømme har en selvstændig eksistens og barnet kan derfor tro, at dets tanker eller følelser har været årsag til dødsfaldet. En anden grund til dette er, at barnet ifølge Piaget danner sin egen logik udfra det umiddelbart oplevede 7. Et barn som har mistet en nært stående person, personificere somme tider døden ved hjælp af dets fantasi, for bedre at kunne forholde sig til døden. Barnet bruger personificeringen i f.eks. fantasilege, for at skabe en form for forståelse for, hvad døden er, samt hvad det vil sige at være død. Et eksempel på en fantasileg kan være; En pige på 4 år, hvis mor har født et dødfødt barn, begynder at lege, at hun føder dødfødte børn 8. Hun prøver derved, at skabe en forståelse for, hvad der er sket, hvilket er hvad børn bruger fantasilegen til. Fantasilegen indeholder en form for symbolsk tankegang, hvor barnet arbejder med, f.eks. det at være død. På grund af den symbolske tankegang som barnet bruger i fantasilegen, er den en stor del af barnets udvikling af erkendelse og følelser. Som en del af denne periode kan barnet stille nogle direkte, konkrete og til tider vanskelige spørgsmål, hvilket er fordi, barnet ofte arbejder med det samme problem i flere dage, for at få skabt en form for forståelse af problemet. Spørgsmålene vil komme gradvist, men det vil for det meste være det samme problem, der søges en forståelse af. 6 Udviklingspsykologiske teorier s Udviklingspsykologiske teorier s OmSorg Når nogen man elsker dør s. 35

9 6/7-11/12 år: Barnet, i denne periode, begynder at få en gradvis forståelse for, at døden er uigenkaldelig og universel, i takt med at det får en abstrakt tænkning. Den abstrakte tænkning gør, at barnet kan bruge sine erfaringer fra tidligere perioder, men da tænkningen stadig er meget præget af det konkrete, kan barnet stadig ikke acceptere, at det selv kan dø. En anden årsag til at barnet nu kan se døden som uigenkaldelig, er at det nu erkender at ting, situationer og personer, kan forblive det samme. Alt-så hvis en person er død, kan det nu lettere erkende, at personen er død og ikke kom-mer igen. Det at barnet begynder at få en abstrakt tænkning, som er præget af det konkrete, gør også at det har svært ved at skelne mellem fantasi og virkelighed. Barnet kan ikke forholde sig til, at det kun er fantasi, hvis man fortæller det en spøgelseshistorie, og vil derfor kunne danne forestillinger om, at den døde går igen, hvilket kan give dem problemer med at sove (jf. 8.4.). I denne periode vil barnet få nogle mere abstrakte forestillinger af døden - som hos voksne, men det vil samtidig være optaget af, hvad sker bagefter man er død, samt retfærdigheden i at personen døde. Dette mener vi, er fordi barnet i denne periode internaliserer normer og værdier, da det nu kan tænke operationelt. Dette betyder, at barnet kan forstå normerne mere uafhængigt af den konkrete situation, det kan altså handle efter det, men det kan ikke gennemskue baggrunden eller sammenhængen. Grunden til at vi mener, det hænger sammen er, at da barnet har en mere operationel tænkning, vil det begynde at kunne se døden som den er. Men det vil ikke kunne gennemskue sammenhængen eller baggrunden for døden og vil derfor være optaget af, hvad der sker bagefter samt retfærdigheden i, at personen er død. Hvis et barn på dette alderstrin er ude for, at en vens ene forælder eller lignende dør, vil det kunne have medfølelse for dette barn, da det er på dette alderstrin, at det begynder at kunne se ting fra en andens synsvinkel. Dette vil især kunne ses på dets le-ge med andre, hvor det udvikler dets samarbejdsevne, dets moral, den gensidige respekt og sympati o.s.v. Dette tvinger også barnet til at sætte sig ind i de andre børns synsvinkler og synspunkter 9. Det at barnet kan se ting fra en andens synsvinkel, har også betydning for barnets magiske tænkning. Barnet vil nu begynde at kunne se, hvis man forklarer, at det ikke er barnets skyld, at mor eller far er død. 9 Udviklingspsykologiske teorier s. 296

10 11/12 15 år: Barnet, i denne periode, vil nu have en fuld forståelse for døden, som uigenkaldelig og universel. Dette, mener vi, er fordi, at nu vil det begynde at kunne forstå de mere abstrakte begreber, som f. eks. døden og hvad det vil sige at være død. Barnet forstår nu, at det også kan ske for det selv på et eller andet tidspunkt, da det i denne alder nu kan skelne helt mellem fortid, nutid og fremtid og sætte sig selv i forhold til dette og dermed indse, at det selv skal dø på et tidspunkt. På dette alderstrin er barnet ekstra påvirkede af de voksnes omtale af døden og vil derfor, hvis de fornemmer, at den er tabu, undgå at tale om den. Vi mener, at det kommer af, at barnet nu kan overveje, gennemskue og forstå normerne i familien, rent intellektuelt. Dette gør også, at barnet er i stand til at stille sig kritisk til disse normer, men dette kan også føre til en selvkritik, som kan give anledning til personlige kriser og konflikter, hvilket kan være årsag til, at barnet ikke vil tale om det, da mor/far er kede af det i forvejen. Det kan også være til stor sorg for barnet, at tænke på at den døde ikke kommer til at tage del i dets videre liv med eksamener, kærester og familie. Dette kan hænge sammen med, at barnet i denne periode udbygger sin personlighed og begynder derfor også at lægge en form for livsplan, hvilket er betinget af en formelt operationel tænk-ning. Når barnet så erkender, at far/mor ikke vil kunne opleve de videre skridt i livet, kan det føre til, at sorgen bliver større. Børn opfattelse af døden er som sagt betinget af deres erkendelse, men vi mener, at da børn udvikler sig meget individuelt, kan udviklingstrinet godt forskyde sig i forhold til alderstrinet og dermed kan børns opfattelse af døden også forskyde sig i forhold til alderen. Vi mener derfor, at man skal se de ovennævnte beskrivelser som en rettesnor og ikke som en opskrift, som børn skal følge. I det næste kapitel vil vi se på børns sorgreaktioner, da vi mener, de er nødvendige at kende til for at kunne arbejde med børn i sorg.

11 8. Børns sorgreaktioner I dette kapitel vil vi se på, hvordan børn reagerer i sorg og hvilken betydning Bowlbys tilknytningsteori har for reaktionen på en persons død. Derudover vil vi beskrive de forskellige former for reaktioner et barn i sorg vil få. Opdelingen der er lavet mellem de umiddelbare, de almindeligste og de andre mulige sorgreaktioner, er ikke en, som vi selv har lavet, men er taget fra Atle Dyregrov s bog Sorg hos børn Børns sorgreaktioner I dette afsnit vil vi drage Bowlby ind i forhold til børns reaktioner på sorg, da vi mener, at den tilknytning barnet har til den person, som dør, har betydning for hvilken reaktion der kommer. Dette gør vi, selv om vi godt er klar over, at der i dag er en dobbeltsocialisering (jf. kap. 9), som gør at Bowlbys tilknytningsteori skal ses i andre sammenhænge end dem, som Bowlby har brugt dem i. Vi har draget dette ind i specialet, da vi mener, at man ikke kan arbejde med et barn i sorg uden at kende lidt til dets tilknytning, samt hvilken betydning den kan have på barnets reaktioner. Ifølge Bowlby er tilknytningen til en eller flere primære personer det fundamentale i forhold til, at barnet danner en sikker base. Den sikre base gør, at barnet har større tillid til den primære person og vil derfor være mere villig til, at forlade denne person og udforske verdenen. Hvis et barn ikke har en sikker base, vil barnet ifølge Bowlby være mere klæbende og mindre udforskende end barnet med en sikker base. Det sikre tilknyttede barn: Barnet har fuld tillid til, at dets forældre/forældrefigur er til rådighed, vil reagere og hjælpe, hvis det kommer ud for modgang eller situationer, der gør barnet bange. Det ængstelige klæbende barn: Barnet er ikke sikker på, om forældrene vil være til rådighed og reagere og hjælpe, når det har brug for det. På grund af denne usikkerhed kan barnet udvise adskillelsesangst. Det ængstelige undvigende barn: Barnet tror ikke på, at der vil blive reageret hjælpsomt, når det søger omsorg, men forventer at blive afvist. Barnet forsøger at leve sit liv, uden andres kærlighed og støtte Sorg hos børn s En sikker base s

12 Når man ser på tilknytningen i forhold til sorg hos børn, mener vi, at den har en betydning for sorgen, men helt hvilken form for betydning og hvordan den vil kunne give sit udslag, er svært at konkretisere. Det er først når man har observeret nogle børn med de forskellige tilknytningsmønstre, der kommer ud for sorg, at man begynder at kunne danne sig et billede af, hvilken betydning tilknytningen har. Christina Grønbeck skriver i sit speciale 12 om nogle observationer, der er blevet gjort i forbindelse med børns sorg, samt tilknytningens betydning for dette. Der skriver hun, at de børn der havde en sikker tilknytning, syntes at have lettere ved, at genskabe det normale liv og komme videre, ved at knytte sig til andre mennesker. Hvorimod at de børn, der havde en ængstelig tilknytning, både de klæbende og undvigen-de, havde en større tendens til nogle patologiske variationer af sorgprocessen, og kunne derfor have svært ved, at skabe nogle nye bånd til en omsorgsperson. Ifølge Bowlby er der tre faser, som barnet vil gennemgå, når det er i sorg. Disse tre faser er: 1. Protest 2. Fortvivlelse 3. Afknytning. 1. Protest: I denne fase vil barnet søge efter den tabte omsorgsperson. Alle tanker, følelser og adfærd er koncentreret om den mistede. Barnet vil reagere med gråd og aggressive tanker og adfærd, som er rettet imod at få den tabte omsorgsperson tilbage. 2. Fortvivlelse: Håbet om at omsorgspersonen kommer tilbage, er i denne fase mindsket, selvom der stadig vil være en fremherskende længsel efter omsorgspersonen. Barnet vil i denne fase reagere med apati, tilbagetrukkenhed og gråd. 3. Afknytning: I denne fase vil barnet begynde at reorganisere sig ved, at søge efter nye relationer. Det vil have mistet al håb om, at den tabte omsorgsperson kommer tilbage. 12 Børns sørgen i et kognitivt, udviklingspsykologisk perspektiv s

13 I sin bog At knytte og bryde nære bånd beskriver Bowlby disse tre faser som barnet vil gennemgå, hvis dets nære omsorgsperson udebliver. Han ser dem, som en del af en sorgproces over et tab. Han har beskrevet disse faser udfra nogle observationer af børn i alderen måneder, men han siger også, at der er god grund til at tro, at de indgår i en hver persons reaktionsmønstre, når denne har lidt et tab. Tilknytning har betydning for barnets sorgreaktion, i hvilken grad kan man ikke sige konkret, men vi kan konstatere, at den har en betydning ud fra nogle undersøgelser, Christina Grønbeck har gjort. Dette, mener vi, er noget man må tage til efterretning, når man skal arbejde med et barn i sorg. I det næste afsnit vil vi gå mere ind i, hvordan et barn, der får at vide, en forælder er død, kan reagere De umiddelbare reaktioner Børn sørger oftest meget længere, end vi regner med. Man kan ikke sige, at der er en måde at sørge på, da børns sorgreaktioner kan være meget forskellige og meget varierende. Vi vil derfor i dette afsnit, komme med en beskrivelse af de mest almindelige reaktioner, lige efter et barn har fået at vide om et dødsfald. Vi mener, det er vigtigt at vide lidt om, hvordan et barn reagerer lige bagefter, for at vide hvordan man bedst kan hjælpe barnet. Chok og vantro Forfærdelse og protest Apati og lammelse Fortsættelse af sædvanlig aktivitet. Chok og vantro: Barnet kan ikke forstå, at det er sandt, at personen er død. Det tror ikke på, hvad den voksne fortæller det og holder hårdnakket på sit, for at holde smerten på afstand. Når barnet ikke umiddelbart reagerer med stærke følelser, kan det virke forvirrende for den voksne. Men dette er en normal chokreaktion, som sætter barnet istand til at kunne tåle stærke påvirkninger. Barnet forstår skridt for skridt,

14 hvad der er sket og bliver derfor ikke følelsesmæssigt overvældet lige med det samme. Forfærdelse og protest: Barnet vil med tårer og vrede forlange den døde tilbage og vil i starten virke optimistisk i forhold til dette. Apati og lammelse: Barnet kan virke ligegyldige, lukke sig ind i dens egen lille verden og fortsætte som intet var hændt. Men det kan også være så lammet og græde, u-den at være i stand til at sætte ord på det, der er sket. Fortsættelse af sædvanlig aktivitet: Barnet fortrænger det der er sket, fordi det ikke kan forholde sig til, at mor/far er død. (jf. kap. 7). Hvordan et barn reagerer, lige når det får at vide om et dødsfald vil, efter vores mening, afhænge af dets alder. Men man kan ikke konkret sige, hvordan et barn vil reagere, da det kan være en blanding af de forskellige reaktioner, hvilket, vi mener, man skal være opmærksom på, når man arbejder med et barn i sorg. I det næste afsnit vil vi beskrive de almindeligste sorgreaktioner, når barnet har erkendt, at den afdøde ikke kommer tilbage De almindeligste sorgreaktioner I dette afsnit vil vi beskrive, hvordan de mest almindelige sorgreaktioner for et barn er, hvad der kan være grunden til dem, samt lidt om hvordan de kommer til udtryk. Dette kan være nødvendigt for en pædagog at vide, for at kunne arbejde med et barn i sorg, da pædagogen ellers måske vil skyde skylde på andre ting, og derfor vil barnet ikke få den rette hjælp og støtte. Angst Stærke minder Søvnforstyrrelser Tristhed, længsel og savn Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd Skyld, selvbebrejdelser og skam Skolevanskeligheder Fysiske gener.

15 Angst: Når nogle af børns nærmeste dør, bliver trygheden i tilværelsen væk. Børns angst kan bygge på f.eks. hvis mor er død, kan far jo også dø. De er bange for hvad der kan ske med dem selv. Den angst og frygt børn oplever, kan være meget forskelligt. Mindre børn kan have svært ved at sove, da de ofte først rigtigt tænker på den døde, når de når det tidsrum på aftenen, hvor de skal i seng. Når børnene leger, er dette ikke så nært. Nogle børn sætter sig imod, at blive passet hos evt. bedsteforældre eller nære venner, da barnet frygter adskillelsen, bliver angste og kan derved blive klæbende og krævende, fordi det er bange for, at der skal ske noget med den tilbagelevende forælder. Børn som har været vidne eller fundet den døde, kan udvikle fobiske mønstre, såsom ikke at ville tale om det der er sket, af frygt for at der vil ske en ny ulykke. Stærke minder: Stærke minder, kan brænde sig fast hos børn. F.eks. en bestemt episode, trygheden den person gav, m.v. Indtrykkene kan fæste sig i alle sanser, så stærke hukommelsesspor dannes. Nogle gange danner børn deres minder i fantasien, for at afspille den som generende minder, f.eks. forstillingen om hvordan en bror blev dræbt. Inden tilegnelsen af sproget, kan de bære disse minder i sig, til de kan formidle det via sproget. På det tidspunkt kan de så fortælle om det meget detaljeret. Minderne kan være årsag til, at barnet får søvnproblemer. Søvnforstyrrelser: Det er meget almindeligt hos sørgende børn, at de har svært ved at sove. De kan vågne tit, have mareridt og være bange for at falde i søvn igen. Denne reaktion kan hænge sammen med, at de er bekymrede for deres forældre, at der skal ske det samme med dem. Om natten er der mere frit spil til tanker om den døde, end der kan være om dagen, hvor barnet er optaget af andre ting, såsom leg. Dette kan give anledning til, at barnet ikke får bearbejdet traumet om dagen og kan derfor give sig udtryk i mareridt og onde drømme om natten. Barnet tør måske ikke sove alene og kan derfor kræve, at sove sammen med dets forældre eller søskende. Tristhed, længsel og savn: Det er meget forskelligt, hvordan børn udtrykker dette. Nogle børn græder meget og er utrøstelige, nogle bliver indesluttede og isoleret, andre bliver mere indesluttet. Børn kan skjule deres tristhed for at undgå, at gøre forældrene kede af det og kan derved give andre ting skylden for, at de græder. Barnets savn kan omfatte alt fra den daglige hygge, trygheden, samværet med den afdøde m.v. Barnet har derfor et behov for, at snakke om den døde og være nær den afdøde, ved at se billeder igen og igen. Savnet kan også vise sig ved, at barnet søger efter den døde. Mindre børn kan gå fra værelse til værelse og lede efter den døde, der

16 hvor de plejede at være sammen. På den måde skabes en tryghedsfølelse, så barnet bedre kan forholde sig til tabet. Nogle børn forholder sig til tabet, ved at sove i den dødes seng, indsnuse lugten af den dødes tøj, overtage den stol som afdøde altid sad i o.s.v. Andre børn begynder ubevidst at identificere sig med den døde; er ligesom den døde, går lige som den døde, for at trøste andre overlevende familiemedlemmer, eller forsøger at opnå kærlighed, ved at ligne den døde. Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd: Det er en meget almindelig reaktionsform hos sørgende børn, at de udtrykker sig i protest, spark, slag m.v. mod forælderen. Andre gange kan barnets reaktion være et forsøg på, at rive forælderen ud af en bundløs sorg, ved ubevidst (og bevidst) at påtage sig rollen, som den der sørger for, at forælderen ikke går til grunde. Barnet kan også reagere med f.eks. en uacceptabel adfærd, så som at slå noget i stykker m.v., for på den måde, at gøre opmærksom på sig selv. Skyld, selvbebrejdelser og skam: Børn kan, på grund af deres magiske og egocentriske tankegang, have lettere end voksne ved at tro, at deres tanker, handlinger og følelser er skyld i dødsfaldet. De vil derfor bebrejde sig selv for det og føle skyld og skam ved deres tanker. De kan tænke på det, de ikke fik gjort eller det de ønskede, at der var tid til at gøre: Jeg ville gerne have sagt undskyld, Det sidste vi gjorde, var at skændes, Jeg vil gerne have sagt, hvor meget jeg elsker ham, hvis nu bare osv. Børn kan føle skam over tanker om den døde. F.eks. lettelse over, at slippe for at dele forældrenes opmærksomhed med den syge. Skolevanskeligheder: Sorgen kan medføre skoleproblemer, der kan vise sig ved koncentrationsbesvær samt problemer med opmærksomheden. Barnet kan også få en trægere tænkning, mindre energi og overskud. Disse ting samlet, kan medføre en generel nedgang i skolepræstationerne. Fysiske gener: Børns sorg kan give sig udtryk i fysiske gener, såsom hovedpine, mave-, tarmforstyrrelser, stive eller ømme muskler, o.s.v. Eks. En 3 årig pige havde kastet op og havde høj feber. Moderen var bekymret. Pigen spurgte moderen: ved du hvorfor jeg er syg? Moderen svarede, at det viste hun ikke, hvor på datteren svarede: det er fordi jeg er så ked af, at far er død. Det var mindre end 3 uger siden, at faren døde 13.

17 Som vi kan se, kan børns sorg komme til udtryk på mange måder. Hos nogle børn, vil man kunne se flere reaktioner på sorgen, andre vil man kun kunne se få. Vi mener, at man ikke kan gå ind og sige, at et barn mindst vil reagere med to eller fire af disse reaktioner, men som pædagog skal man være opmærksom på, at hvis et barn re-agerer voldsommere end normalt, kan det være en reaktion på sorgen over den afdøde. I det næste afsnit vil vi komme ind på, de mere ualmindelige sorgreaktioner hos et barn Andre mulige sorgreaktioner Når et barn sørger, kan det komme til udtryk på mange forskellige måder. De mest almindelige har vi beskrevet i det forrige afsnit, så vi vil i dette afsnit komme ind på det mere ualmindelige reaktioner, men stadig nogle reaktioner, som man skal være opmærksom på, da det kan betyde, at barnet er på vej ud i en usund sorgproces. Regressiv adfærd Social tilbagetrækning Fantasier Personlighedsforandringer Fremtidspessimisme Spekulationer over årsag og mening Vækst og modning. Regressiv adfærd: Børn i alle aldre, kan udvise forskellige former for regressiv adfærd. Mindre børn kan begynde, at blive mere klæbende, tisse i bukserne, hvor større børn f.eks. kan blive mere barnlige, tale babysprog eller tale med babytonefald. Social tilbagetrækning: Børn kan ofte trække sig tilbage, fordi de ikke bliver forstået af vennekredsen. Venner der ikke forstår, hvad der er sket og angriber ens svage punkt (det at man sørger), fordi de ikke har et forhold til døden/sygdommen som f.eks. far døde af. Dette, mener vi, kan give sig udslag i mobning. Nogle børn 13 Sorg hos børn s. 33

18 trækker sig tilbage, fordi de ikke ved, hvordan de skal håndtere den nye situation over for andre børn og voksne. Fantasier: Børn kan have fantasier om hvordan den døde ser ud, om den døde går igen, samt årsager til hvordan det skete m.v. Meget af det kan være fejlopfattelser, baseret på svigtende information fra de voksne. Personlighedsforandringer: Børn kan ændre karakter, efter at en elsket person er død. Dette kan vise sig ved, at barnet kan blive mere stille, tilbagetrukken eller mere vagtsom eller bange. Fremtidspessimisme: Børn kan opleve ekstrem stress, miste troen på egen fremtid og kan have svært ved at se, hvordan de selv skal vokse op, stifte familie og få børn. Denne reaktion kan ses hos børn i krigszoner, f.eks. børn i Afrika, men dette ses sjældent ved et almindeligt tab. Spekulationer over årsag og mening: Dette er noget som ofte fylder børns tanker. Hvorfor skete det? Hvorfor skete det lige for min mor? Guds mening og søgen efter forklaringer kan optage børn stærkt, både på kort og på lang sigt. Vækst og modning: Børn kan modnes og virke mere voksne i tiden efter forælderens dødsfald. Dette kan vise sig ved, at de f.eks. kan blive mere omsorgsfulde end de var før dødsfaldet. Dette hænger sammen med, at for at kunne håndtere dødsfaldet, er barnet nødt til, at skyde sig selv lidt i baggrunden, fordi det er for svært for barnet, at forholde sig til situationen. Børn har som tidligere nævnt mange måder at reagere på, når en nær person dør. De reaktioner, vi lige har beskrevet, er nogle reaktioner, som ikke er de mest almindelige, men vi mener, at det er muligt for et barn i sorg, at reagere ved et af disse. Vi har nu beskrevet, hvordan et barn i sorg vil reagere, samt skrevet lidt om, om tilknytningen har nogen betydning for barnets sorg. Dette har vi gjort udfra det grundlag, at vi mener, det er nødvendigt for en pædagog, at vide noget om det. I det næste kapitel vil vi gå ind og se lidt på samfundets udvikling, da det har en betydning for pædagogens rolle i forhold til barnet.

19 9. Samfundets udvikling For at vide mere om, hvorfor det er pædagogens opgave, at gå ind et sorgarbejde, vil vi her se nærmere på, hvordan samfundet er i dag og hvilken betydning dette har for vores forhold til døden. Til sidst vil vi komme ind på, pædagogens rolle i dag i forhold til barnet. Vi har valgt at tage dette med, da samfundets udvikling har haft en betydning for pædagogens rolle i forhold til barnet og har dermed udvidet pædagogens rolle til ikke bare at være pasning, men også en omsorgsyder, der også udvikler barnet. I dag lever vi i et industrisamfund, hvor karriere og valgfrihed er et af de store nøgleord. Vores hverdag er bl.a. præget af til- og fravalg, travlhed og arbejde. I kraft af dette mener vi, at samfundet i dag er præget af individualister. Mange mennesker vælger at få børn i en sen alder, og når barnet bliver født, er det som regel et ønskebarn. Forældrene har oftest et billede af, at tiden sammen med familien, er det vigtigste. Men når man ser på familier i dag, er de meget presset. Familie, arbejde, venner og fritid hænger pludselig ikke sammen. Ofte vælger forældrene det de kender, før de fik børn, nemlig karrieren, venner o.s.v. Men vi mener også, at så voldsomt kan man ikke dele det op. Man ser også familier i dag, hvor begge forældre er nødt til at arbej-de, men gerne ville have haft mere tid til hinanden og familien. Børn er længere tid i institutionerne. Den familiære base i hjemmet, er blevet anderledes, fordi begge forældre er udearbejdende. Vi mener, at familierne i dag, er blevet en slags aftalefamilier. Dette er bl.a. på grund af, at børnene også har deres egen hverdag uden for skolen, som venner, fritidsinteresser m.v. De mange skilsmisser i dag, gør også, at den reelle familie kan se helt anderledes ud, end vores opfattelse af den traditionelle kernefamilie med far, mor og barn/børn. I dag er det mere almindeligt, at have en stedmor eller stedfar. Dette mener vi, er kommet af vores valgfrihed, der gør, at mange mennesker i dag ikke føler en forpligtigelse til, at blive i et forhold, hvis det ikke fungere. Fødsel og død foregår ikke længere i hjemmet, dette hører i dag hospitalerne til. I kraft af dette, har vi i dag fået et unaturlig forhold til livets gang. Døden er blevet fremmedgjort for det moderne menneske, d.v.s. at mange af livets mest værdifulde sider også er blevet det, fordi livet og døden er hinandens forudsætning. Vi har i dag

20 en tendens til, at se alt det der er svært i livet, såsom ulykke, sorg og personlige problemer, som noget forkert, fordi det forstyrrer vores billede om at være lykkelige. Vi mener, at samfundet i dag, er blevet lidt et ekspertsamfund, hvor man går til en psykolog, hvis man evt. har problemer. Hvor er pædagogen i alt det her? I dag har vi i samfundet en industrialisering, som med indførelsen af lønarbejdet, satte kravene op til uddannelsen. Det er derfor nu nødvendigt, at man får en højere og længere uddannelse samt en dobbelt indkomst, for at kunne føre et familieliv, med vor tids typiske forbrugsvaner og krav. Dette har medført, at der er blevet en dobbeltsocialisering af barnet i dag, hvor omsorgen ikke kun foregår i hjemmet, men også i stor grad i institutionerne. Som følge af dette har institutionerne nu fået et større ansvar for den almene opdragelse af barnet, noget som tidligere hørte til i familien. Vi mener ikke kun, at det er opdragelsen og omsorgen for barnet vi har som opgave i dag, vi skal også udvikle barnets kompetencer. Vi mener, at vi er en del af livets skole, hvor vi er med til at uddanne barnet til det vi-dere liv. Men vi mener ikke, at vi skal overtage forældrenes rolle, som den primære opdrager, da institutionsverden aldrig kan erstatte den moderlige omsorg. Pædagogen har i dag en kompetence til, at videreudvikle barnet. Dette er bl.a. kommet i kraft af samfundets krav til det moderne menneske, så som højere og længere uddannelse o.a. I kraft af vores valgfrihed, ser familiestrukturen anderledes ud i dag. De nære familierelationer, vores forhold til døden er blevet fremmedgjort, og vi har derfor fået et unaturligt forhold til livets gang. I næste kapitel vil se på, pædagogen handlefelt og hvilke forudsætninger pædagogen skal have, for at kunne arbejde med børn i sorg. Derefter vil vi se på, hvordan man kan skabe et naturligt miljø i institutionen, omkring liv og død.

21 10. Pædagogen i forhold til barnet Pædagogens rolle er blevet anderledes, end den før har været og på grund af den dobbeltsocialisering der er i dag, er det blevet pædagogens rolle, at gå ind i barnets sorg. I de næste 2 afsnit vil vi komme ind på pædagogens handlefelt og hvilke forudsætninger pædagogen skal have, for at arbejde med børn i sorg. Derudover vil vi også komme ind på hvordan vi mener, man kan gøre døden til en mere naturlig del af barnets liv, så det ikke er så stort et chok, når en nærtstående person i omgangskredsen dør Pædagogens handlefelt I dette afsnit vil vi skrive om, hvorfor vi mener, at det er en del af pædagogens arbejde, at gå ind i barnets sorg og hjælpe det med at bearbejde den. Grunden til at vi har valgt, at tage dette afsnit med er, at vi mener, at det er vigtig for os som pædagoger, at være afklaret med, hvad vi mener, der er vores ansvar, i forhold til de børn der er i institutionerne i dag. En pædagog vil på et tidspunkt i sin karriere stå overfor et barn i sorg, og derfor er det vigtigt, at vi har fået afklaret, efter vores mening, om det er vores ansvar at gå ind i barnets sorg. Den overordnede grund til at det, efter vores mening, er vores opgave som pædagoger at hjælpe barnet i dets sorg, er at vi har et ansvar for, at barnet får et god udvikling med den del af omsorg, som det har brug for. Vi mener, at med den dobbeltsocialisering, der foregår i dag, hvor barnet tilbringer det meste af sin vågne tid i insti-tutioner, er det en stor del af vores arbejde at drage omsorg for, at barnet har det godt både fysisk og psykisk. Når vi så, som pædagoger står overfor et barn i sorg, mener vi, at det er vores ansvar, som en del af barnets trygge rammer, at være med til at sør-ge for, at barnet får bearbejdet sorgen på en sund måde. Som pædagog har vi i kraft af vores uddannelse en større viden om børn og deres udvikling, og vi mener, at vi derfor har lettere ved, at se når et barn ikke har det godt og sætte det i forbindelse med dets hverdag, enten derhjemme eller i institutionen, for bedre at kunne give den optimale omsorg for barnet. Vi mener, at en af grundene til, at det er vores opgave, at gå ind i barnets sorg er, at vi tilbringer så meget tid sammen med barnet, så det derved får en tillid og tiltro til

22 os. Det kan derfor have lettere ved at snakke med os om tingene, da den efterladte forælder måske ikke har overskud til at rumme barnets sorg. Og selv om vi er en omsorgsperson for barnet, er vi så neutrale i forhold til sorgen, at barnet vil kunne snakke med os om ting, det ikke kan snakke om derhjemme, da det føler, at det vil tynge/ gøre den efterladte forælder mere ked af det. Vi har i dette afsnit beskæftiget os med pædagogens handlefelt, og vi har her gjort os nogle overvejelser, om det er pædagogens opgave at gå ind i barnets sorg. Det er vores opfattelse, at vi som pædagoger, har et ansvar for barnets udvikling, såvel som psykisk som fysisk. Derfor mener vi, at det er institutionens ansvar, at gå ind i barnets sorg. Men for at man kan gå ind i barnets sorg, mener vi, at man skal have nogle forudsætninger herfor og dette vil vi se på i næste afsnit Pædagogens forudsætninger I dette afsnit vil komme ind på, hvilke forudsætninger vi som pædagoger skal have, for at kunne støtte et barn i sorg. Vi vil også se på, hvilken betydning vores egne forudsætninger og livserfaringer har, samt hvad bør vi vide og kunne i forhold til børn i sorg. For at man kan arbejde med et barn i sorg, mener vi, at man er nødt til at have nogle forudsætninger for det. Vi har derfor valgt, at bruge dette afsnit til at beskrive, hvilke forudsætninger vi mener, man skal have. For at gå ind i et barns sorg, er man nødt til at vide noget om, hvordan børn sørger, hvilke sorgreaktioner barnet kan have, for at kunne give barnet den optimale støtte i dets sorg og hjælpe det med, at give udtryk for dette. Man kan rekvirere materiale fra steder, hvor man arbejder med sorg, f.eks. Kræftens Bekæmpelse, Psykologisk, Pædagogisk Rådgivning eller deltage i kurser og foredrag om dette. Vi mener, at pædagogen skal turde handle på sine bekymringer, turde gå ind i barnets sorg og rumme den, selvom man ikke har viden nok omkring sorg i selve situationen, men mener vi, at man bør søge viden hos andre, for at kunne hjælpe barnet. Pædagogen skal kunne turde, at høre på det barnet siger og reagere på det, uden at være bange for at gøre barnet mere ked af det. For intet man siger eller gør, vil kunne gøre barnet mere ked af det, end det er i forvejen. Barnet har brug for, at kunne reagere på sorgen og relatere sig til det, der er sket.

23 Død og sorg, kan være et vanskeligt emne at gå ind i, fordi det følelsesmæssigt kan være svært for pædagogen, at håndtere. Vi mener derfor, at pædagogen bør være opmærksom på sin egen indre drivkraft, dvs. det som har påvirket en, til at handle, som man gør, samt de hæmninger og fortrængninger, der kan komme til udtryk i samspillet med barnet i sorg. Vi har den opfattelse, at før pædagogen kan give et barn den optimale støtte i sorgen, skal pædagogen have fuld forståelse for sig selv og sine reaktioner i situationen. Og for at kunne forstå barnet fuldt ud, skal pædagogen også have en selvindsigt og forståelse af sig selv først. Lene Lind skriver i en artikel 14 om syv punkter, som hun mener, er vigtige for, at en pædagog kan få en naturlig kontakt med barnet, så det kan få en normal udvikling. Hun mener, at når man har en selvindsigt i disse punkter, vil man bedre kunne se barnet i forhold til de samme syv punkter. Et af punkterne, som kan være vigtige i forhold til et barn i sorg, er at kunne forstå og acceptere egne behov og ønsker, da man først, når man har en forståelse for dette, ville kunne forstå og acceptere barnets behov og ønsker. Et gammelt kinesisk ordsprog siger; Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved, men du kan hindre dem i at bygge rede i det hår 15. Der mener vi, at pædagogen har en betydningsfuld opgave, fordi pædagogen har indsigt i og viden om barnet. Dette er nogle af de vigtige redskaber, man kan bruge, for at støtte barnet i sorgen. Men uden kollegial støtte og fælles målsætning omkring dette, vil støtten til barnet ikke blive optimal, derfor er det relevant at have en fælles handleplan for, hvad man gør, når man møder et barn i sorg. Grundlæggende skal pædagogen have en god egenomsorg, for at kunne støtte barnet 100%, samt kollegaer der vil lytte, støtte og give rum til, at pædagogen kan reflektere over egne følelser og handlinger i forhold til barnets sorg (jf. kap. 12). At vise ansvarlighed over for barnet er, også at turde sige fra, når det bliver for nært. Her er det nødvendigt for personalegruppen, at have en viden om, hvornår det kan blive nødvendigt, at have kontakt til en psykolog eller lignende. Vi har her set på, hvilken forudsætninger pædagogen skal have, for at støtte barnet i dets sorg og har erfaret, at der er mange forudsætninger herfor. Bl.a. er det vigtigt, at få en baggrundsviden om sorg, så pædagogen bedre kan have en forståelse for barnets reaktioner (jf. kap. 8) Og fordi pædagogen bruger sig selv i sit arbejde, mener 14 I kontakt med sig selv tæt på andre om selvudvikling i pædagogisk arbejde s OmSorg ; Når nogen man elsker dør s. 125

24 vi, at det er essentielt, at pædagogen drager en egenomsorg for sig selv, samt får støtte fra kollegaer, omkring støtten af barnet i sorgen (jf. afsnit 12.1.). I det næste afsnit vil vi komme ind på, hvordan vi som pædagoger kan hjælpe barnet til, at få en mere na-turlig holdning til døden Et naturligt forhold til døden Vi vil her se på, hvordan man i institutionen kan skabe et naturligt miljø, hvor man kan snakke med børnene omkring liv og død. Dette mener vi en del af det pædagogiske arbejde, da børn i dag har et unaturligt forhold til døden (jf. kap. 9). Vi har derfor valgt, at tage dette med i specialet, for at kunne give en inspiration til, hvordan vi selv, som pædagoger, kan arbejde med det. Mange voksne vil helst se barndommen som en sorgløs, og problemfri tid. Men vores erfaringer siger, at sådan forholder det sig ikke. Tab og modgang er en del af livet, også hos børn. Vi mener, at fordi barnet ikke er fuldt udviklet endnu, kan det ikke leve uden voksne, det kan spejle sig i og som kan drage omsorg for det. Derfor ser vi det som en del af vores opgave, at være barnets voksenmodeller. Børns følelsesliv er en alvorlig sag. Ikke mindst de følelser der handler om sorg, tab og død. Derfor mener vi, at det er en del af institutionens opgave, at skabe rum og tid for disse svære følelser. Ignorerer man barnets følelser, fordi man ikke ved hvordan man skal forholde sig, betragter vi det som omsorgssvigt. Derfor mener vi, at man skal skabe en kultur i institutionen, hvor man åbent kan tale med børnene om liv og død, samt følelser der kan udspringe af dette. Nogle af de måder man kan danne en naturlig indgangsvinkel til døden er, f.eks. hvis man finder et dødt dyr. Dette kan bidrage til en god samtale sammen med børnene. Som pædagog skal man være bevidst om sine egne holdninger omkring døden. Men det er lige så vigtigt, at man giver udtryk for sin egen forvirring og/eller frygt, end at give børnene det indtryk, at det er noget, man har en fuldstændig viden om og kontrol over. Børnene skal have lov til, selv at formulere deres spørgsmål, for selv at komme med deres egne forundring/frygt o.l., før man besvarer dem. Vi mener, at hvis man lægger ordene i munden på børnene, dræber man den nysgerrighed, der udspringer af det børnene ser. En anden indgangsvinkel for samtale om døden kan være, livets cyklus, os selv (liv/død), hvor man selv stammer fra,