UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG

Transkript

1 UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG Afsagt den 7. juni 2013 af Østre Landsrets 18. afdeling (landsdommerne Steen Mejer, Ulla Staal og Kinna Eidem (kst.)). 18. afd. nr. B : A (advokat Noaman Azzouzi) mod Udenrigsministeriet (Kammeradvokaten v/advokat Niels Banke) Under denne sag, der er anlagt den 29. april 2010 ved Københavns Byret, og som ved byrettens kendelse af 15. februar 2011 i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1, er henvist til behandling ved Østre Landsret, har sagsøgeren, A, nedlagt endelig påstand om, at sagsøgte, Udenrigsministeriet, fra den 1. juli 2010 og til hans død skal betale principalt en løbende månedlig ydelse svarende til årligt norske kr. brutto, således at de månedlige ydelser reguleres hver den 1. maj i henhold til den norske folketrygdlov, og således at ydelserne fra første udbetaling til endelig dom tillægges procesrente, subsidiært en løbende månedlig ydelse efter rettens nærmere bestemmelse med procesrente fra sagens anlæg. Udenrigsministeriet har endeligt påstået frifindelse. Sagen drejer sig om, hvorvidt Udenrigsministeriet i pensionsmæssig henseende er forpligtet til at stille A, som om der under hans ansættelse ved den danske ambassade i Oslo var betalt bidrag for ham til den norske folketrygdordning (folkepensionsordning).

2 - 2 - Sagsfremstilling Ved brev af 20. december 1964 fra den danske ambassade i Oslo blev A pr. 1. januar 1965 tilbudt en stilling som vagtmester og hans hustru en stilling som rengøringsmedhjælper ved ambassaden. Om ansættelsesvilkårene fremgik bl.a.: Ansættelsesvilkårene for vagtmesteren er følgende: Løn pr. måned no.kr , % for gift stand 142, børnetillæg à no. kr. 35,- 70, ,- - leje af tjenestebolig 85,- no.kr ,-... Ud over den kontante løn ydes der vagtmesteren fri elektricitet og varme samt uniform og refusion af udgifter til sygekasse og folkepension. Som nævnt i opslaget om stillingen vil omkostningerne ved rejse og flytning for Dem og Deres familie ikke blive afholdt af Ambassaden eller Udenrigsministeriet. A accepterede ansættelsestilbudet. I en notits af 16. februar 1966 fra ambassaden i Oslo hedder det om As ansættelsesvilkår bl.a.: I ambassadens skrivelse af til oversergent A, Aabenraa, anføres det under ansættelsesvilkårene: Ud over den kontante løn ydes der vagtmesteren fri elektricitet og varme samt uniform og refusion af udgifter til sygekasse og folkepension. Da dette blev skrevet, regnedes der med, at A måtte betale præmie for den fulde trygd altså også for folkepensionen, for hvilken præmien normalt betales sammen med præmien for sygetrygden. Dette har imidlertid vist sig ikke at være tilfældet, idet vagtmesteren som dansk statsborger ansat ved den danske ambassade kun skal betale præmie for sygetrygden, jf. Rikstrygdeverkets rundskriv 151 S. af 16. marts 1963, hvori det hedder at utsendt personell ved diplomatiske eller konsulære representasjoner fra de øvrige nordiske land, og annet personell ved representasjonene samt arbeidstakere

3 - 3 - i personlig tjeneste hos representasjonenes personell, dersom vedkommende er statsborger i det land representasjonen tilhører og ikke har fast bopel i Norge, (kan) opptas i syketrygden uten samsamtidig plikt til at å betale premie til andre trygder her i landet. Spørgsmålet bliver da, om den omstændighed, at der kun betales præmie for sygetrygden forskertser vagtmesterens mulighed for eventuelt til sin tid at få folkepension her i landet. Dette kan ikke antages at være tilfældet. Ifølge den nordiske konvention om social tryghed artikel 4 er statsborgere fra et af de kontraherende lande i et andet af landene på samme betingelser og efter samme regler som landets egne statsborgere berettiget til aldersrente med tillægsydelser, såfremt pågældende har opholdt sig i sidstnævnte land uafbrudt i mindst 5 år umiddelbart før begæring om folkepension fremsættes. Da pensionsalderen her i landet i hvert fald indtil videre er 70 år, synes spørgsmålet under alle omstændigheder ikke at kunne blive aktuelt, før A når en alder af 65 år. I en notits af 21. august 1969 fra ambassaden i Oslo hedder det om As skattemæssige stilling bl.a.: A henvendte sig for nogle dage siden til mig for at forhøre sig nærmere om indførelsen af kildeskat i Danmark kunne få indflydelse på hans skattemæssige stilling. Forholdet er i dag det, at A, der tiltrådte sin nuværende stilling den 1. januar 1965, ikke svarer skat i Danmark og ej heller i Norge. Han har opgivet sin faste bopæl i Danmark, og argumentationen for, at han ikke betaler skat i Norge, hviler på synspunktet, at han ikke har fast bopæl her, fordi han til forskel fra Ambassadens øvrige lokalt ansatte danske statsborgere kom hertil med det udtrykkelige og ene formål at overtage vagtmesterstillingen ved Ambassaden, og fordi han kun agter at forblive i Norge, så længe han beklæder denne stilling. A synes ikke at falde ind under den kreds af personer, som ifølge kildeskattelovens 1 er skattepligtige i Danmark. Han har ikke bopæl i Danmark og har heller ikke haft sådan bopæl inden for de sidste 4 år. Da han er lokalt ansat, falder han heller ikke ind under 1, nr. 5, der omhandler personer, der er udsendt af den danske stat Ganske vist fandt de forberedende forhandlinger om hr. As ansættelse ved Ambassaden sted ved Udenrigsministeriets foranstaltning, og ganske vist var det eneste formål med hans rejse til Norge at overtage vagtmesterstillingen, men uanset dette opfylder hr. A betingelserne for, at han kan være lokalt ansat. Han betalte selv rejsen herop og er forpligtet til også at betale tilbagerejsen, og kontrakten er indgået med ambassaden. Dette spørgsmål har telefonisk været forelagt sekretær Egebjerg i Udenrigsministeriet, der efter at have konfereret med sine foresatte har bekræftet, at A efter

4 - 4 - gældende retningslinier ikke er omfattet af kildeskattelovens 1. Hr. Egebjerg oplyste, at man ved afgørelsen af de forskellige tvivlsspørgsmål, der var opstået, havde været nødt til at anlægge stærkt formalistiske fortolkninger, og man havde herunder ved afgørelsen af, om medarbejdere kunne betragtes som lokalt ansatte eller udsendte, lagt vægt på, om deres løn blev anvist af Udenrigsministeriet eller af repræsentationerne, og hr. As løn anvises som bekendt af Ambassaden. I et brev af 7. februar 1970 til Udenrigsministeriet anmodede ambassaden i Oslo om, at A blev optaget i Udenrigsministeriets sygerefusionsordning. I brevet anførtes bl.a.: Ambassadens vagtmester, hr. N.A. A, har forespurgt, om der måtte være mulighed for at blive optaget i udenrigsministeriets sygerefusionsordning. Bidragene til hr. As norske sygekasse er hidtil i henhold til ansættelsesvilkårene blevet betalt af ambassaden. De er med virkning fra 1. januar d.å. sat op og andrager nu ca ,- kr. årligt. Selv om hr. A er lokalt ansat, er hans ophold i Norge alene begrundet med hans ansættelse som vagtmester ved ambassaden. Man tillader sig derfor at indstille, at hans anmodning efter omstændighederne imødekommes, således at han optages i sygerefusionsordningen med virkning fra 1. februar d.å. Da det som nævnt påhviler ambassaden at afholde udgifterne til vagtmesterens sygeforsikring, vil der i givet fald ikke blive afkrævet ham det i Instruksen for Udenrigstjenesten fastsatte bidrag. I et brev af 28. september 1972 indstillede ambassaden i Oslo til Udenrigsministeriet, at A blev ansat som lokalt ansat kancellist. I brevet hedder det bl.a.: Til posten som lokalt ansat kancellist ved ambassadens handelsafdeling fra 1. oktober 1972 vil ambassaden som omtalt over for direktøren for Udenrigsministeriet tillade sig at indstille vagtmester A.... Med hensyn til lønfastsættelse og -regulering forudsætter man, at hr. As lave husleje (p.t. kr. 85,00 om måneden) opretholdes, idet den ses som kompensation for ovennævnte pligter uden for kontortid, at lønnen skal omfatte sædvanligt overarbejde i handelsafdelingen, at der ikke som i den nuværende vagtmesterløn regnes med ægteskabs-, børne- og momstillæg,

5 - 5 - at hr. A fortsat vil være skattefri, jfr. herom brev af 21. august 1969 fra ambassaderåd Aasberg-Petersen til fuldmægtig Egebjerg, hvilket formentlig kan opretholdes, hvis bolig i tilknytning til kancelliet bevares. Ved vurdering af skattefrihedens betydning må det tages i betragtning, at skattepligt til Norge ville medføre børnetillæg og skattepligt til Danmark til sin tid til en højere folkepension. Som retningslinie for kancellistens løn finder man den norske lønaftale for forsikringsfunktionærer mest velegnet, dels fordi kravene til denne funktionærgruppe (og til bankfunktionærer, der ligger på samme lønniveau) kan sammenlignes med de krav kancellisten bør opfylde, og dels af praktiske grunde, idet ambassadens øvrige lokalt ansatte kontorpersonale lønnes efter nævnte aftale. Hr. As nuværende løn som vagtmester andrager kr om året, jfr. Amber 895 af 22. september Han ville i denne egenskab pr opnå en årsløn på kr Det foreslås, at hr. A som kancellist indplaceres i lønklasse 5.2. i ovennævnte skema (årlig løn kr ), og at der foreløbig gives ham adgang til avancement med èt løntrin hvert andet år til klasse 6.4. (kr ) efter 8 år. A vil være indforstået med de foreslåede ansættelsesvilkår. Hans ansættelse som kancellist vil nødvendiggøre ansættelse af en efterfølger i vagtmesterstillingen, et spørgsmål ambassaden vil vende tilbage til snarest mulig. Ved brev af 24. oktober 1972 bemyndigede Udenrigsministeriet ambassaden i Oslo til at ansætte A som lokalt ansat kancellist på de af ambassaden skitserede vilkår, idet det bl.a. bemærkedes, at A indtil videre kunne bevare boligen til den gældende husleje. I brev af 5. september 1996 fra Udenrigsministeriet til ambassaden i Olso hedder det om lokaltansatte medarbejdere på danske repræsentationer med diplomat- eller tjenestepas, herunder A, bl.a.: 1. På foranledning af en konkret sag blev Protokollen for nogen tid siden opmærksom på, at et antal lokaltansatte medarbejdere på danske repræsentationer tilsyneladende igennem årene er blevet udstyret med, subsidiært har fået lov til at beholde deres danske diplomat- eller tjenestepas, formentlig i forbindelse med de pågældendes overgang til lokalansættelse. Som det fremgår af Instruks for Udenrigstjenesten, (bd. 3, kap. XIV, afsnit A og B), er lokaltansatte medarbejdere på repræsentationerne ikke opført blandt de personer, som kan erholde diplomat- eller tjenestepas På ovenfor anførte baggrund, samt henset til at Protokollen, af såvel principielle som praktisk-administrative grunde, ser et udtalt behov for at stadfæste gældende

6 - 6 - regler, er det i samråd med Fællessekretariatet resolveret at indstille udstedelsen af dipolmat- eller tjenestepas (med de anførte undtagelser under ganske særlige omstændigheder) til lokaltansatte medarbejdere på danske repræsentationer. Fremdeles er det besluttet at annullere de diplomat- og tjenestepas, som allerede er i omløb hos medarbejdere i denne kategori For repræsentationens vedkommende berøres følgende lokaltansatte medarbejdere af ovenstående resolutioner: Handelsmedarbejder A Tjenestepas S 526, udløbsdato I et udateret Notat vedrørende inddragning af mit tjenestepas har A bl.a. anført: Som nævnt under samtalen er jeg af den opfatning, at en kollektiv afstraffelse med begrundelse i, at enkelte andre har misbrugt sin stilling eller arbejdsgivers tillid, næppe kan siges at være saglig begrundelse for at inddrage mit tjenestepas. Det vil stille mig i en helt uoverskuelig vanskelig situation, uanset at ministeriet evt. påtager sig at udligne en beregnet beskatning af min lønindtægt. Den nævnte mulighed for fortsat skattefrihed med henvisning til skattelovens 28 og forskrift af 8. september 1967, 1, pkt. e, jfr. korrespondance med europakommissionens kontor i Oslo, er ikke korrekt, eller mangelfuld på oplysninger, der lægges til grund for skattemyndighedernes svar til kommissionens kontor. For det første var det samme forskrift som udløste skattepligt for ambassadens øvrige lokalt ansatte i 1967 efter en note fra herværende UD (og som samtidig ikke lod i tvivl, at jeg opfyldte betingelserne for fortsat skattefrihed og tilmelding i UD som teknisk administrativt personale). For det andet er teksten så klar, at den ikke kan fejltolkes: Formues- og inntektsskatt til stat og kommune kan ikke pålegges personer som tilhører den administrative eller tekniske personale ved fremmed stats diplomatiske stasjon eller fremmed stats konsulære stasjon, forutsatt at vedkommende ikke er norsk borger eller er fast bosatt i riket. Efter ordene er skattefrihed betinget af - at man ikke er norsk borger og ej heller er bosat i Norge, jfr. også indberetning nr af vedrørende skattepligt til Norge for ambassadens tekniske og administrative personale. En inddragning af tjenestepasset vil betyde, at tilmeldingen i UD bortfalder, og jeg derved skal tilmeldes folkeregisteret i Norge og dermed har fast bopæl i Norge. Der er næppe nogen smuthul for at undgå dette, eftersom en sletning af tilmeldingen i UD umiddelbart vil medføre, at mine nummerplader på bilen skal

7 - 7 - afleveres, og at jeg for at få nye ordinære nummerplader skal fremvise et norsk CPR-nummer, altså fast bosat i riget og dermed skattepligtig, Jeg kan for øvrigt ikke se på hvilken måde min nuværende tilmelding evt. skulle være i strid med Wienerkonventionen, loven og forskriften, der henvises til, blev jo netop fattet med henvisning til Norges ratifikation af Wienerkonventionen. Jeg har aldrig haft og har ikke fast bopæl i Norge (er ikke tilmeldt folkeregisteret) og har til hensigt at vende tilbage til Danmark når tjenesten afsluttes, For at belyse den situation jeg vil komme i ved skattepligt kan jeg anføre følgende: I de forløbne år har jeg måttet bære en del udgifter som direkte har negativ tilknytning til skattefriheden (ikke bopæl). Den tungeste del har været 3 børns videregående skoleuddannelse. De har ikke kunnet opnå studielån, hverken fra danske eller norske kilder. Jeg har direkte måttet betale for uddannelse. Det har været en betydelig ekstra udgift, og de private lån jeg optog til disse formål var jeg færdig med at betale for blot fire år siden. Nu kommer så endelig årene, hvor jeg skal lægge til side til pensionsalder. Jeg er uden bopæl ikke berettiget til pension de første tre år af pensionisttilværelsen, og efter den tid vil jeg kun opnå mindstepension. Jeg må med andre ord selv sørge for at kunne overleve i denne tilværelse, hvilket jeg har været indforstået med i alle år. For at klare dette har jeg placeringsindtægter til supplering af opsparingen. Ved skattepligt vil denne del også blive beskattet og indebære, at jeg uanset en godtgørelse til dækning af skat på lønnen ikke kan opspare tilstrækkelige midler i den forholdsvis korte tid der er til dette. Jeg vil uanset ændret status aldrig kunne opnå mere end mindstepension, som også antydet i ansættelsesvilkårene. Sagt med andre ord, når der endelig kommer bedre tider med opsparingsmulighed, så trækkes tæppet bort under fødderne og åbenbart uden saglig eller legal formalitet som grundlag for at opsige den eksisterende ansættelsesaftale. As tjenestepas blev ikke annulleret, og det blev senere fornyet, men i 2002 opstod på ny spørgsmålet om, hvorvidt A kunne opretholde sit tjenestepas. I anledning heraf udarbejdede A den 23. juli 2002 NOTITS til ambassadøren vedrørende inddragelse/fornyelse af mit blå tjenestepas, hvori han bl.a. anførte: Jeg flyttede fra Danmark til stillingen på ambassaden, og i mere end 37 år fra min ansættelse pr. 1. januar 1965 har jeg været tilmeldt UD som Teknisk Administrativt personale uden bopæl i Norge (ikke tilmeldt folkeregisteret) og med en skattefri nettoløn. Ambassaden/UM har i de forløbne godt 37 år flere gange valgt at bibeholde denne ansættelsesform for mit vedkommende.

8 Første gang i 1967/68, da lokalt ansat personale ved en kgl. resolution blev skattepligtige til Norge. Frem til dette tidspunkt var alle lokalt ansatte på ambassaden aflønnet med en skattefri nettoløn. Efter dette tidspunkt kunne skattefrihed kun gælde for Teknisk Administrativt personale ved fremmede staters repræsentationer, såfremt vedkommende ikke er norsk statsborger eller er fast bosat i riget. Jeg var den eneste der ikke var fast bosat i riget. Det var foranlediget af et ønske fra ambassaden ved min ansættelse, at jeg ikke afleverede flyttemelding til det lokale norske folkeregister, men alene blev tilmeldt UD. - Anden gang i 1972 i forbindelse med min overgang til ny stilling i ambassadens handelsafdeling, hvor der blev indgået en ny ansættelsesaftale. - Tredje gang i 1991, hvor UD for første gang anmodede om at få fremlagt tjenestepas i forbindelse med fornyelse af mit blå ID-kort. UM kunne alle gange have valgt at gå over på en skattepligtig ansættelsesordning og endnu på et tidspunkt, hvor jeg stadig kunne have nået at oparbejde visse fordele ved skattepligtig ansættelse, specielt i form af folkepension, men UM valgte hver gang den for UM bedste og billigste ansættelsesløsning. Når UM vælger at inddrage mit tjenestepas efter 37 års hævd og på et tidspunkt, hvor jeg har maksimalt 6 års tjenestetid tilbage af mit arbejdsliv, er det vanskeligt at tolke dette som andet end et ønske om at bruge denne metode som værktøj til at få mig fjernet fra stillingen, efter som en inddragning af passet på et så sent tidspunkt i min arbejdskarriere er det samme som at trække skjorten af mig rent økonomisk af følgende ikke selvforskyldte årsager: - Min skattefrie ansættelse uden bopæl i Norge betyder, at jeg i de første tre år af min pensionsalder ikke vil få udbetalt nogen pension ud over ATP på ca ,00 kr. pr. måned, og at jeg efter tre års forløb kun vil være berettiget til mindstepension. - Jeg er med andre ord nødt til selv at finde en løsning der giver mulighed for at overleve, hvilket jeg også har været indstillet på i alle år, men selvfølgelig med forudsætningen at jeg ville få de år der indgår frem til pensionsalder til at imødekomme denne nødvendighed. - Når de sidste år også er nødvendige at få med som forberedende mulighed til at overleve som pensionist skyldes det ikke mindst, at UM har valgt den skattefrie ansættelsesform i alle år, eftersom dette også har betydet, at jeg selv har måttet bære betydelige udgifter gennem alle årene til skolegang og uddannelse for mine tre børn, idet reglerne for sådant tilfælde indebærer, at de hverken har kunnet få studielån eller stipendier som andre studerende har mulighed for at opnå hverken fra dansk eller norsk side. De har end ikke haft samme krav på studieplads på skolerne som andre fastboende har. Dette forhold har i betydelig grad reduceret mine muligheder for systematisk opsparing og hensættelser til pensionsordninger, og har endog nødvendiggjort optagelse af private lån, der først for nogle få år tilbage var færdig afviklet. Dette har medført, at det var de sidste, nu maksimalt seks år af mit arbejdsliv der skulle sikre min overlevelsesmulighed. UM trækker nu tæppet væk under mig, hvilket med sikkerhed vil medføre, at jeg resten af min tilværelse vil være henvist til at overleve som socialklient.

9 - 9 - I et brev af 30. september 2002 indstillede ambassaden i Oslo til Udenrigsministeriet, at As status fortsatte uden ændringer. I brevet anførtes bl.a.: A. A kom til ambassaden fra Danmark som vagtmester i 1965 udstyret med et almindeligt dansk pas, d.v.s. længe før de blev rødbedefarvede. Han blev anmeldt over for det norske udenrigsministerium som Teknisk-Administrativ Medarbejder, og fik som følge heraf tildelt et blåt norsk ID-kort. Derimod blev han efter ønske fra ambassaden ikke tilmeldt det norske folkeregister. I 1967/68 blev lokalt ansatte medarbejdere ved ambassaderne i Oslo gjort skattepligtige i Norge. For den danske ambassades vedkommende betød det, at de lokale medarbejdere ikke længere kunne aflønnes med en skattefri nettoløn. Da A imidlertid ikke var tilmeldt det norske folkeregister, valgte det danske Udenrigsministerium at letforståelige økonomiske grunde at opretholde hans særstatus og aflønne ham med en løn, baseret på, at han ikke var skattepligtig i Norge. Oprindelig var A som nævnt udsendt som vagtmester, men i 1972 blev han tilknyttet ambassadens handelsafdeling som handelsmedarbejder, og der blev indgået en ny ansættelseskontrakt med ham. Den indebar, at han fortsat modtog nettoløn, selv om det ved den lejlighed havde været både muligt og naturligt at ligestille ham med de øvrige lokalt ansatte medarbejdere. I 1991 forlangte det norske udenrigsministerium, at lokalt ansatte medarbejdere ved udenlandske ambassader i Oslo, som var indehavere af blå ID-kort, skulle have mindst tjenestepas, såfremt de skulle bevare deres blå ID-kort og dermed deres skattefrihed i Norge. I første omgang lykkedes det af få fornyet As ID-kort uden fremlæggelse af et blåt tjenestepas, men det norske udenrigsdepartement gjorde det ved udstedelsen klart, at der ved den næste fornyelse som minimum skulle foreligge et tjenestepas som forudsætning for fornyelse af ID-kortet.... Den 3. juli 1992 anmodede ambassaden i amber 151 om udstedelse af det blå pas til A, og dette blev fremsendt af Protokollen den 8. juli 1992 uden betingelser eller kvalifikationer af nogen art. Det blå pas blev således ikke udstedt som et frynsegode for A, men som et middel til at begrænse lønsumsudgiften for Udenrigsministeriet. I forbindelse med udstedelsen af det første blå ID-kort under det nye regime blev A afkrævet et mundtligt løfte af det norske udenrigsdepartements Protokol om, at han ville forlade Norge, når hans ansættelsesforhold ved den danske ambassade ophørte. Den skjulte dagsorden herved var naturligvis, at den norske stat ikke ville hænge på (folke)pensionsforpligtelser for en person, som aldrig havde bidraget med skatteindbetalinger til den norske statskasse, uanset hvor legal situationen end måtte være. Jeg skal ikke gøre mig til ekspert på de nordiske socialbeskyttelsesaftaler, og det er derfor muligt, at det norske krav ikke vil holde i Byretten, men det er nu engang den faktuelle situation i sagen. Det blå pas og som følge heraf det blå ID-kort giver ikke A privilegier eller immuniteter i det norske samfund. Værdien af skattefriheden indkasseres jo af Udenrigsministeriet gennem lønfastsættelsen.

10 Da Udenrigsministeriet i 1996 som bekendt besluttede at inddrage lokale medarbejderes røde eller blå pas, var spørgsmålet naturligvis også relevant for A, uanset at baggrunden for tildelingen af det blå pas nok var forskellig fra de fleste andre tilfælde. Korrespondancen i sagen er omfangsrig, og jeg skal derfor ikke repetere eller rekapitulere den i dette u.h.brev. Udfaldet af korrespondancen blev, at As blå pas blev forlænget til juli 2002, men det blev samtidig tilkendegivet, at det ville være sidste gang, det skete. Hans blå ID-kort gælder til marts Hertil bør imidlertid føjes det menneskelige element. A er 61 år. Såfremt han måtte blive tvunget til at fratræde i den nærmeste fremtid, ville han hverken være (folke)pensionsberettiget i Norge eller Danmark. Norge vil formentlig under henvisning til det aftvungne mundtlige løfte forlange, at han forlader landet, hvor han som nævnt i overensstemmelse med Udenrigsministeriets ønske om at holde lønsumsudgifterne i ave aldrig har været folkeregistertilmeldt eller skattebetaler, men ikke desto mindre har tjent ambassaden og Kongeriget trofast i snart 38 år. I Danmark vil han lige så lidt være berettiget til folkepension før om nogle år. Jeg skal derfor indtrængende opfordre til, at man ser økonomisk og pragmatisk på situationen, og lader As status fortsætte i overensstemmelse med status quo, indtil han om et begrænset antal år kan overgå normalt og værdigt til (folke)pensionistens rækker. Det vil i disse budgetmæssigt så stramme tider betyde, at ambassadens lønsumsudgifter ikke forøges uden anden begrundelse, end hensyntagen til et sikkert i andre tilfælde fornuftigt princip om, at lokale medarbejdere ikke kan have blåt pas. Det vil også indebære, at ambassadens eksportfremmearbejde ikke kommer til at lide skade, og en imødekommende holdning vil tillige give os tid til at opbygge en alternativ IT-ekspertise. A bibeholdt sit tjenestepas, indtil han med udgangen af juni 2007 som 65-årig fratrådte sin stilling ved ambassaden i Oslo og flyttede tilbage til Danmark. I et brev af 3. december 2008 rettede A henvendelse til Udenrigsministeriet vedrørende optjent pension og pensionsudbetaling. I brevet anførte han: Jeg var ansat ved ambassaden i Oslo i 42½ år frem til 30. juni 2007 med status som lokalt ansat, uden tilmelding i det lokale folkeregister, men med tilmelding i det norske Utenriksdepartement (på blå pas med status som teknisk administrativt personale). Min løn blev udbetalt som en nettoløn, beregnet ud fra princippet om samme løn for tilsvarende stilling med skattepligt til Norge, men hvor min skattedel blev beholdt af Danmark/Udenrigsministeriet (DK/UM). Med andre ord: Samme ansættelse og lønvilkår for samme stilling i henhold til Instruksens kapitel III, pkt. A.2. Lokalt ansat personale, om løn og pension.

11 I personskattedelen af den sammenlignelige norske aflønning indgår der 7,8 % af beskatningsgrundlaget til Folketrygden (syge- og pensionsordning). Ved udbetaling af min nettoløn er denne del til bl.a. pensionsordning beholdt af DK/UM. Ligeledes indgår der ved den sammenlignelige norske aflønning en lovpligtig arbejdsgiverafgift på 14,1 % af bruttolønnen til Folketrygden. Denne lovpligtige afgift indgår også som en del af det sammenlignelige aflønningsvilkår for tilsvarende stilling og skal sikre pensionsudbetaling fra fyldte 67 år. Denne lovpligtige afgift til bl.a. pensionsdel for mit vedkommende er også beholdt af DK/UM. Når min tidligere kollega i tilsvarende stilling og aflønningsberegning går på pension om få måneder får denne udbetalt en årlig pension på ca. kr ,00 til en beskatning på 28 % - altså en årlig nettopension på ca. kr ,00. Til sammenligning er min pension fra fyldte 67 år beregnet til en årlig pension på kr ,00 til en beskatning på 41 % - altså en årlig nettopension på kr ,00. Min pensionsudbetaling udgør således ca. 30 % af den pension, der udbetales til tilsvarende stilling med samme ansættelses- og aflønningsvilkår, og hvor min indbetalingsandel til pension tilsvarer den samme norske indbetaling, men er beholdt af DK/UM. Jeg skal på ovenstående grundlag bede DK/UM om at drage omsorg for, at min pension bringes på et sammenligneligt niveau med det grundlag jeg i min ansættelse og aflønning er sidestillet med, og som jeg på samme grundlag har bidraget til med de af DK/UM beholdte indbetalinger til ordningen. Ved brev af 23. april 2009 besvarede Udenrigsministeriet As henvendelse med bl.a. følgende: Det fremgår af Deres skrivelse, at De sammenlignet med Deres kollega, som i sit ansættelsesforløb var tilmeldt det norske folkeregister og fik udbetalt en bruttoløn, hvorfra der blev trukket skat og socialafgifter, modtager en betydeligt lavere årlig pension. Imidlertid har De valgt at indgå i et ansættelsesforhold som lokalansat på ambassaden i Oslo på vilkår, hvorefter De ikke var tilmeldt folkeregisteret i Norge og, hvorefter der ikke skulle betales skat eller arbejdsgiverafgifter til den norske stat. Det norske udenrigsministerium har på forespørgsel oplyst, at det forventer, at en ambassadeansat med status som Teknisk Administrativt Personale (TAP), således som De havde, er omfattet af udsenderstatens ordninger. Ambassaden har følgelig hverken været forpligtet til eller haft mulighed for at indbetale til (de offentlige) norske sociale sikringsordninger. En forudsætning for, at ambassaden ville have kunnet indbetale arbejdsgiverbidrag til de norske sociale myndigheder, ville have været, at De havde været almindelig lokalt ansat og dermed tilmeldt det norske folkeregister med skattepligt til følge. Dette var som nævnt ikke forudsætningen for Deres ansættelse.

12 De fik under Deres ansættelse på ambassaden udbetalt en skattefri løn (nettoløn), der modsvarede den løn, Deres lokalansatte skattebetalende kolleger fik udbetalt. Ud over denne løn fik De fra 1979 til 2008 stillet en treværelses lejlighed til rådighed mod en betaling på 2½ % af Deres løn samt fik dækket udgifter til el, herunder varme, og blev fritaget for årlig bilafgift i en årrække. De var iflg. ambassadens akter indstillet på, at ansættelsesformen indebar en lavere folkepension til sin tid, men samtidig indebar andre økonomiske fordele som de ovennævnte. Det var til enhver tid muligt for Dem at indbetale til en frivillig pensionsordning. Der foreligger ikke oplysninger om, at De i løbet af Deres ansættelse skulle have fremsat krav eller ønske om at overgå til fuld lokal status med registrering i norsk folkeregister og skattepligt til Norge til følge (og dermed bedre pensionsvilkår), idet det alene fremgår, at De har nævnt det uhensigtsmæssige i den valgte ansættelsesordning. Udenrigsministeriet beklager, at De befinder Dem i en situation, hvor De modtager lavere pensionsudbetaling end Deres tidligere kollega. På baggrund af ovenstående er det imidlertid ikke Udenrigsministeriets opfattelse, at Udenrigsministeriet har været eller er forpligtet til at drage omsorg for at bringe Deres pension op på et niveau, der kan sammenlignes med en kollegas ansat på andre vilkår. Under sagens behandling i landsretten har der til de norske myndigheder været fremsendt anmodning om oplysning om fremmed ret. Af det norske Utenriksdepartements besvarelse heraf af 12. september 2012 fremgår bl.a.: "Utenriksdepartementet vil innledningsvis bemerke at A skal ha arbeidet ved den danske ambassaden i Oslo fra 1965 til I henhold til Det norske utenriksdepartements register har A vært tilmeldt Det norske utenriksdepartement som utsendt funksjonær (administrativt/teknisk personale) ikke lokalt ansatt fra til , og fikk i den perioden utstedt identitetskort (ID-kort) fra Det norske utenriksdepartementet. Som tilmeldt funksjonær med tjenestepass var han unntatt fra kravet om betaling av skatt til Norge, og unntatt fra pliktig medlemskap i folketrygden, jf. folketrygdloven 2-11 (tidligere lov 1-3), Nordisk konvensjon om sosial trygghet av 1955 (artikkel 26) og 1981 (artikkel 9) og forordning (EØF) nr. 1408/71 artikkel 13 nr. 2 bokstav d. Det fremgår at ambassaden på et tidspunkt selv har ført ham opp på sine lister over lokalt ansatte, men dette har etter det Det norske utenriksdepartementet kan se ikke hatt konsekvenser for vurderingen av A som utsendt funksjonær. For Det norske utenriksdepartementet er det usikkert om han har hatt tjenestepass hele perioden. Det fremgår imidlertid at Det norske utenriksdepartements Protokollavdeling på et tidspunkt anmodet om fremleggelse av tjenestepass, og at dette ble gjort i Når det gjelder anmodningen om opplysning om fremmed rett av 4. juli 2012, fremsatt i medhold av Den europeiske konvensjon av 7. juni 1968 om opplysnin-

13 ger om fremme rett, har Advokatfirmaet SJ Law definert syv spørgsmål knyttet til As trygdeforhold. 1. Var A (heretter NAA) under sitt opphold som lokalt ansatt ved den danske ambassade i Oslo pliktig medlem av Trygden i henhold til Folketrygdloven samt EU-forordning 1408/71? Svar: Situasjonen før 1. januar 1994: "På tidspunkt for tiltredelse eksisterte det ingen generell trygdeordning i Norge som NAA kunne ha blitt medlem av, men Nordisk konvensjon om sosial trygghet av 1955 fikk anvendelse. Artikkel 26 bestemte bl.a.: "Utsendt personell ved diplomatiske eller konsulære representasjoner omfattes av lovgivningen i det land som representasjonen tilhører. Det samme gjelder annet personell ved representasjonen samt arbeidstakere i personlig tjeneste hos representasjonens personell, dersom vedkommende er statsborger i det land som representasjonen tilhører." Fra 1. januar 1982 var NAA omfattet af Nordisk konvensjon om sosial trygghet av 1981, og ordlyden i dagjeldende artikkel 9 var: "Denne konvensjon berører ikke de bestemmelser i Wien-konvensjonen om diplomatisk samkvem av 18. april 1961 og Wien-konvensjonen om konsulært samkvem av 24. april 1963 som angår den lovgivning som er nevnt i artikkel 2 nr. 1. Særskilte regler om rett til naturalytelser er fastsatt i tredje del, kapittel 1. I tredje del var det fastsatt i artikkel 15 at personer som etter artikkel 9 ikke skulle være omfattet av lovgivningen i det land hvor de tjenestegjør, likevel skulle være berettiget til helsetjenester ved sykdom og fødsel uten at det skulle innkreves avgifter for dette i tjenestegjøringslandet. I tilknytning til denne konvensjonen ble det utarbeidet felles nordiske veiledende kommentarer til konvensjonens enkelte artikler, som bl.a. bygger på forarbeidene til konvensjonen. I pkt Til artikkel 9 - Diplomater mv. er det i andre ledd uttalt at bestemmelsen medfører at en rekke persongrupper ved diplomatiske og konsulære stasjoner er unntatt fra mottakerstatens bestemmelser om sosial trygghet. I pkt. 3.4 tredje ledd nr. 4) uttales følgende: "Medlemmer av stasjonens administrative og tekniske personale samt de medlemmer av deres familie som tilhører deres husstand, og medlemmer av stasjonens hjelpepersonale, forutsatt at de ikke er borgere av mottakerstaten eller er fast bosatt i denne." Videre vises det til at Wien-konvensjonen ikke utelukker frivillig deltagelse i mottakerstatens sosiale trygghetsordninger, og at adgang til slik deltagelse finne i dansk og norsk lovgivning. Til slutt påpekes det at den diplomatiske eller konsulære stasjon har de samme forpliktelser som øvrige arbeidsgivere for de arbeidstakere som blir omfattet av mottakerstatens lovgivning. I nasjonal lovgivning fikk folketrygdloven 17. juni anvendelse fra 1. januar 1967 (da loven trådte i kraft): "Unntatt fra trygden er utenlandsk statsborger som er lønnet arbeidstaker hos fremmed stat..." Efter samme lov 1-4a) med forskrifter var det mulig for den enkelte arbeidstaker å søke om frivillig medlemskap.

14 Situasjonen etter 1. januar 1994 Fra 1. januar 1994 er NAA omfattet af EØS-avtalen og forordning 1408/71 fikk anveldelse. Artikkel 13 nr. 2 bokstav d) som på dansk lyder:"... er tjenestemænd og dermed ligestillede personer omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, i hvis administration de er beskæftiget". Dersom NAA hadde vært lokalt ansatt ved den Danske ambassaden i Norge følger lovvalget artikkel 16 nr. 1. Artikkel 16 i forordning 1408/71 får anvendelse på hjelpepersonale ved diplomatiske stasjoner, fortolket som lokalt ansatte. Hovedregelen etter nr. 1 er at de skal være omfattet av arbeidslandets lovgivning, men etter nr. 2 har statsborgere av senderstaten muligheten til å velge å være omfattet av lovgivningen i senderstaten. Slik valgadgang kunne utøves hvert kalenderår. 2. Hvis NAA var pliktig medlem af Trygden: Var det ambassaden som arbeidsgiver eller NAA selv som var ansvarlig for tilmelding og innbetaling til Trygden? Svar: Dersom NAA hadde vært lokalt ansatt skulle ambassaden som arbeidsgiver ha innrapportert arbeidsforholdet til Trygdeetaten/NAV Lokalt og trygdeavgiften/arbeidsgiveravgift skulle da vært innbetalt til lokalt NAV kontor (NAV Internasjonalt etter 2009). Det er ikke registrert noen innbetaling for NAA, så norske myndigheter har som nevnt lagt til grunn at NAA ikke var lokalt ansatt. En arbeidsgiver plikter å registrere seg i arbeidsgiverregisteret og sende melding til arbeidstakerregisteret om inntak av en arbeidstaker, jf. folketrygdloven Efter 23-2 i samme lov har arbeidsgiver plikt til å betale arbeidsgiveravgift av lønn som han plikter å innberette. 3. Hvilken betydning hadde NAAs lovpliktige folkepensjon i Danmark for NAAs mulighet for å bli medlem av Trygden? Svar: Der vises til svaret under pkt. 1. Det er et vanlig prinsipp at en person skal være underlagt lovgivningen i ett land av gangen for samme periode. Dette fremgår av forordning 1408/71 artikkel 13 nr. 1. Er en person pliktig medlem i trygdeordningen i Danmark for en periode, kan ikke vedkommende være pliktig medlem i norsk trygdeordning for samme periode. 4. Hvilken betydning har det, at det ikke er utarbeidet en blankett E 103 eller E 101? Hvem sitt ansvar er det å utfylle blankettene E 103 eller E 101? Svar: Rettighetene følger av bestemmelsene i forordningen og ikke av selve blanketten. Det avgjørende er hvilke bestemmelser som får anvendelse. Etter artikkel 13 nr. 2 i forordning 574/72 (om regler for gjennomføring av forordning 1408/71) er det arbeidstakeren som skal underrette institusjonen utpekt av den kompetente myndighet i den medlemsstat hvis lovgivning vedkommende har valgt og på samme tid underrette sin arbeidsgiver om det. Etter artikkel 13 nr. 3 skal institusjonen utpekt av den kompetente myndighet i den medlemsstat hvis lovgivning vedkommende har valgt, utstede en attest som bekrefter at vedkommende er omfattet av

15 denne medlemsstatens lovgivning mens vedkommende er ansatt ved den aktuelle diplomatiske eller konsulære stasjon. For dette formålet har blanket E 103 vært benyttet. Det fremgikk av blanketten at arbeidstaker skulle fylle den ut og levere et eksemplar til arbeidsgiver samt sende to kopier til rette institusjon i det landet hvis lovgivning vedkommende hadde valgt. Sistnevnte institusjon skulle fylle ut del B i blanketten som bekreftelse på trygdeforholdet. For nærmere utredning af hans medlemskap fra 1994 og om det foreligger E 103 fra Danmark må NAV Lokalt kontaktes som rett myndighet. 5. Hvor stort beløp ville NAA ha mottatt fra Trygdeordningen i pensjon, hvis det hadde vært innbetalt til trygdeordningen for NAA? Svar: Det må i så fall først forutsettes at innbetaling av avgift er skjedd på grunnlag av pliktig medlemskap i en gitt periode. For en beregning av eventuell pensjonsopptjening må mer informasjon om opptjeningsår og inntekt foreligge. 6. Såfremt spørgsmål 5 forutsetter kjennskap til NAAs lønn under ansettelsen, anmodes De om å opplyse, hvilke opplysninger De har bruk for med henblikk på å beregne det opptjente beløp? Svar: En forespørgsel om beregning må sendes til NAV Pensjon i Norge. Da han er født i 1941 gjelder gammelt regelverk for pensjonsopptjening. 7. Har det noen betydning for pensjonsavgjørelsen at NAA ble ansatt i 1965? Svar: Se svaret til spørgsmål 1." Forklaringer A har i landsretten forklaret bl.a., at han er handelsuddannet, og at han efter fire års ansættelse i militæret med en slutstilling som oversergent søgte stillingen som vagtmester på ambassaden i Oslo. Som vagtmester skulle han varetage chaufføropgaver og budtjeneste samt udføre diverse forefaldende arbejder, og efter en ansættelsessamtale, der foregik i Udenrigsministeriet med deltagelse af ambassaderåd fra ambassaden i Oslo, fik han stillingen på de i Udenrigsministeriets brev af 20. december 1964 angivne vilkår. Aflønningen af ham var en skattefri nettoløn, i lighed med hvad der dengang gjaldt for øvrige lokalt ansatte ved ambassaden, og den lave husleje for boligen på ambassaden var navnlig begrundet i, at han ikke fik honorering for overarbejde. Den eneste fordel for ham ved skattefri nettoaflønning var, at han ikke skulle betale vægtafgift.

16 Han var ikke bekendt med ambassadens notits af 16. februar 1966 om hans manglende betaling af præmie til folketrygden. Indtil han i 1970 på ambassadens foranledning blev overført til Udenrigsministeriets sygesikringsordning, betalte han hver måned et beløb til trygdekontoret, som han efterfølgende fik refunderet af ambassaden, men han var ikke klar over, hvad beløbet dækkede over. Han var således ikke klar over, at han ikke var optaget i folketrygdeordningen. I 1972 overgik han til ansættelse som kancellist ved ambassaden, fordi han var overkvalificeret i stillingen som vagtmester. Som kancellist arbejdede han primært i handelsafdelingen med opgaver af eksportfremmende karakter, men han var bl.a. også driftsansvarlig for ambassadens IT. I de sidste år af sin ansættelse havde han ca. 400 timers årligt overarbejde uden for ambassadens åbningstid bl.a. med hjælp til nødstedte danskere og kørsel for ambassadøren. Da han skrev notitsen af 23. juli 2002 om inddragelse/fornyelse af tjenestepas, gik han ud fra, at han fik pension fra Udenrigsministeriet. Han ønskede at bevare sit tjenestepas, da en inddragelse heraf ville betyde, at han ikke kunne bevare sit blå ID-kort, og i så fald skulle han tilmeldes det norske folkeregister, hvorved han ville blive skattepligtig i Norge. Dette ville ændre hans pensionsforhold radikalt, da han herved i stedet for pension fra Udenrigsministeriet ville blive optaget i den norske folketrygdeordning, hvor han kun i få år ville kunne optjene pension, inden han skulle pensioneres. Hans brev af 3. december 2008 til Udenrigsministeriet var foranlediget af, at han i september 2012 i forbindelse med at han fyldte 67 år mod forventning konstaterede, at han ikke fik udbetalt pension udover dansk folkepension. Hans hustru, der under opholdet i Norge også havde arbejde uden for ambassaden, modtager både dansk og norsk folkepension. Procedure A har navnlig gjort gældende, at det af hans ansættelseskontrakt fremgik, at der udover den kontante løn ville ske refusion af udgifter til bl.a. folkepension. Som lokalt ansat ved ambassaden i Oslo var han ligestillet med sine lokalt ansatte kollegaer, og gennem årene svarede hans nettoløn nøjagtig til den nettoløn, som en lokalt ansat skattepligtig kollega i en tilsva-

17 rende stilling modtog. For denne kollega betalte Udenrigsministeriet arbejdsgiverafgift, og vedkommende modtager i dag pension fra folketrygden. Bidrag til folketrygden er en løndel, idet bidraget skal anses for et pensionsbidrag, der udgør en så sædvanlig og naturlig del af arbejdsaftalen og det samlede vederlag, at det er en fast del af lønnen, jf. U H. Det følger tillige af Udenrigsinstruksen, at ministeriet er forpligtet til at ligestille ham med øvrige lokalt ansatte, idet instruksen foreskriver, at nettolønnen til de lokalt ansatte skal være den samme, uanset om de pågældende er skattepligtige eller ej. Som lokalt ansat var han tillige omfattet af norsk lovgivning, herunder arbejdsmiljøloven, som forbyder ulige behandling af medarbejdere i relation til blandt andet løn og arbejdsvilkår. Han kunne således heller ikke på denne baggrund stilles ringere end sine lokalt ansatte skattepligtige kollegaer, der udførte tilsvarende arbejde. Det var ambassaden, der valgte at anmelde ham til Utenriksdepartementet i Norge som teknisk administrativt personale med bopæl på ambassaden og uden tilmelding til det norske folkeregister. Dette valg indebar, at ministeriet kunne undlade at betale skat af hans løn til den norske stat, og med mere end 40 års ansættelse medførte dette en betydelig økonomisk besparelse for ministeriet. Valget var udelukkende til ministeriets fordel, idet skattefritagelsen ikke gav ham økonomiske fordele af betydning, da hans løn blev beregnet som en nettoløn svarende til nettolønnen for øvrige lokalt ansatte med tilsvarende arbejde som hans. Den lave husleje for hans bolig på ambassaden var fastsat under hensyn til, at han skulle yde en arbejdsindsats, der lå udover, hvad stillingen som kancellist indebar. Udenrigsministeriet har på intet tidspunkt før denne sag over for ham tilkendegivet, at han efter ministeriets opfattelse ikke var berettiget til pension, uanset at han flere gange i ansættelsesforholdet gav udtryk for, at han mente sig berettiget hertil. Udenrigsministeriet ved den daværende danske ambassadør i Norge tilkendegav tværtimod udtrykkeligt i 1966, at han ville være berettiget til folkepension i Norge. Udenrigsministeriet var i henhold til de nordiske konventioner om social tryghed, Wienerkonventionen, EU-forordning 1408/71 og EØS-aftalen forpligtet til at sikre, at han var omfattet af bopælslandets sociale sikringsordninger. Ministeriet har ved sin adfærd bevidst tilsidesat sine kontrakt- og lovgivningsmæssige forpligtelser og har herved pådraget sig et er-

18 statningsansvar over for ham. Hans krav er ikke bortfaldet ved passivitet eller forældelse, da han på grund af ministeriets adfærd har været i faktisk vildfarelse om sit pensionskrav, og da hans krav tidligst forfaldt, da han fyldte 67 år. Udenrigsministeriet har navnlig gjort gældende, at parterne på intet tidspunkt har aftalt, at der ville blive indbetalt bidrag for A til folketrygdordningen, og at A har været bekendt med, at sådanne bidrag ikke blev indbetalt. Ministeriet har endvidere efter norsk ret ikke været forpligtet til at indbetale folketrygdbidrag for A, da han uden norsk folkeregistertilmelding ikke blev beskattet i Norge. As ansættelsesmæssige situation adskilte sig således væsentligt fra de øvrige lokalt ansatte, idet de var tilmeldt det norske folkeregister og betalte skat til Norge. Af As udaterede notat og notits af 23. juli 2002 om inddragelse af hans tjenestepas fremgår, at han ønskede at bibeholde tjenestepasset for dermed at opretholde de fordele, der var forbundet med skattefriheden frem til pensionsalderen, og som ifølge ham selv muliggjorde placeringsindtægter til supplering af opsparinger. Ministeriet har på intet tidspunkt stillet A i udsigt, at han ved pensionering ville være berettiget til en pension i den størrelsesorden, som han nu kræver. Ingen kan i samme periode optjene pension efter to landes lovgivninger, og A har optjent ret til fuld folkepension i Danmark, idet hans ansættelsestid ved ambassaden er medgået hertil, jf. 8, stk. 1, nr. 3, i lov om social pension. As krav er under alle omstændigheder bortfaldet ved passivitet og/eller forældelse. A var således ved sin ansættelse i 1972 som kancellist fuldt ud bekendt og indforstået med, at hans ansættelse ved ambassaden skete uden betaling af skat til den norske stat og uden indbetaling af bidrag til den norske folketrygdordning. Ved først at rejse kravet i 2010 har A udvist en sådan passivitet, at ethvert krav er bortfaldet. Retsgrundlag Af bekendtgørelse nr. 60 af 2. oktober 1956 om Danmarks ratifikation af Konvention mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om social tryghed fra 1955 fremgår bl.a.: Artikel 1.

19 Denne konvention omfatter ydelser, som efter den i vedkommende land til enhver tid gældende sociale lovgivning og i forbindelse hermed stående bestemmelser udredes ved alderdom, nedsat erhvervsevne, sygdom, ulykkestilfælde og erhvervssygdomme, arbejdsløshed, svangerskab og fødsel samt til børn, efterlevende og trængende. Artikel 4. Statsborgere fra et af de kontraherende lande er i et andet af landene på samme betingelser og efter samme regler som landets egne statsborgere berettiget til aldersrente med tillægsydelser, såfremt pågældende har opholdt sig i sidstnævnte land uafbrudt i mindst 5 år, umiddelbart før begæring om aldersrente fremsættes. Artikel 26. Udsendt personale ved diplomatiske eller konsulære repræsentationer omfattes af lovgivningen i det land, som repræsentationen tilhører. Det samme gælder andet personale ved repræsentationen samt de i personlig tjeneste hos repræsentationens personale ansatte, dersom de pågældende er statsborgere i det land, som repræsentationen tilhører. Sådanne personer kan dog ansøge den øverste forvaltningsmyndighed i det land, hvor de gør tjeneste, om, at lovgivningen i dette land skal komme til anvendelse med hensyn til en eller flere af de i denne konvention omhandlede ydelser, idet der i størst mulig udstrækning skal tages hensyn til de af ansøgerne udtrykte ønsker. Af bekendtgørelse nr. 107 af 11. november 1968 af Wienerkonventionen af 18. april 1961 om diplomatiske forbindelser samt de dertil knyttede to fakultative protokoller af samme dato om erhvervelse af statsborgerret og om tvungen bilæggelse af tvistigheder fremgår bl.a.: Artikel 1 I denne konvention har nedennævnte udtryk følgende betydning: a)»repræsentationschefen«er den person, som udsenderstaten har pålagt at virke som sådan; b)»repræsentationens medlemmer«er repræsentationschefen og repræsentationens personale; c)»repræsentationens personale«udgøres af det diplomatiske personale, det administrative og tekniske personale samt tjenestepersonalet;

20 f) det»administrative og tekniske personale«udgøres af de medlemmer af repræsentationens personale, der er beskæftiget med repræsentationens administrative og tekniske opgaver; Artikel Med forbehold af bestemmelserne i denne artikels stykke 3 skal en diplomatisk repræsentant i udøvelsen af sin tjeneste for udsenderstaten fritages for de i modtagerstaten eventuelt gældende bestemmelser om social tryghed De ved denne artikels stykke 1 og 2 hjemlede fritagelser skal ikke udelukke frivillig deltagelse i modtagerstatens sociale tryghedsordning, såfremt en sådan deltagelse er tilladt af denne stat. Artikel Medlemmer af repræsentationens administrative og tekniske personale samt de familiemedlemmer, der tilhører deres husstand, skal, såfremt de hverken er statsborgere i modtagerstaten eller har fast bopæl i denne, nyde de i artikel 29 til 35 omhandlede forrettigheder og immuniteter, idet dog den i artikel 31, stykke 1, omhandlede immunitet med hensyn til modtagerstatens borgerlige retspleje og dens administrative myndighedsområde ikke skal gælde handlinger foretaget uden for de pågældendes tjeneste. De skal tillige nyde de i artikel 36, stykke 1 anførte forrettigheder for så vidt angår effekter indført ved første indflytning. I bekendtgørelse nr. 50 af 21. april 1982 af nordisk konvention af 5. marts 1981 om social tryghed hedder det bl.a.: Artikel 1 I denne konvention betyder udtrykket k)»bopæl«, at en person har bopæl i et land efter landets folkeregister, medmindre særlige grunde fører til et andet resultat. Artikel 2