Projekt Menneske er en dansk forsøgsinstitution

Transkript

1 ANNAUSE KONGSTAD &JAN UMBORG MADSEN DNarkobehandlingen i "Projekt Menneske" i Danmark er opbygget med udgangspunkt i en italiensk behandlingsmodel. I denne artikel beskrives filosofien bag og principperne i denne model, som kaldes Ce.l.S. Forfatterne sammenfatter hovedprincippet som "Respekt for mennesket". Ce.I.S. - italiensk inspiration til narkobehandlingen i Danmark 1 Projekt Menneske er en dansk forsøgsinstitution på narkobehandlingsområdet, som arbejder med udgangspunkt i en behandlingsmodel udviklet af Centro Italiano di Solidarieta (Ce.I.S. - udtales "tjæis") i Rom. Etableringen af projektet startede, da det danske socialministerium uformelt henvendte sig til Københavns Kommune i foråret I Socialministeriet mente man, at der var brug for et alternativ til den Minnesota-behandling (I2-trins behandling), der på det tidspunkt var næsten enerådende indenfor døgnbehand Hng for narkomaner i Danmark. Socialministeriet søgte at realisere regeringens narkotikapolitik, som den havde fundet udtryk i en redegørelse, som den danske regering afgav til Folketinget i Her blev der lagt vægt på, at narkotikapolitikken bl.a. skulle sikre en bred vifte af behandlingstilbud til narkomanerne Oustitsministeriet m.fl. 1994). Projekt Menneske indskriver sig i en mangeårig forsøgstradition på det sociale område i Danmark. Forsøgsvirksomheden på det sociale område er et af udtrykkene for en omfattende omstillings- og ændringsstrategi, der må ses som en politisk reaktion på de problemer, den danske velfærdsstat løb ind i i starten af firserne. Den første store satsning var Socialministeriets Udviklingsmidler (SUM) , hvor der blev uddelt i alt 350 mio. kr. Med senere puljer har målet især været at tilgodese svagt stillede grupper, som det har været svært at tilgodese på lokalt niveau (se mere om forsøgsvirksomhed i Hegland (1994)). På narkotikaområdet vedtog Folketinget i 1994 at opruste behandlingssiden gennem fordeling af en pulje på 340 mio. kr. over en fireårig periode. Ved fordelingen af puljen tilgodesås såvel de kommunale behandlingssystemer som en række projekter, der blev fasdagt af Socialministeriet. Projekt Menneske var et af de centralt fasdagte initiativer, og der blev afsat knap 30 mio. kr. til projektet. 304 [ NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL ( 5-6)

2 Inspirationen til at anvende netop Ce.I.S som forbillede kom bl. a. fra en studierejse til Italien som Socialministeren og Folketingets socialudvalg foretog i Man besøgte en række narkobehandlingsinstitutioner, herunder Ce.I.S. Det er ikke første gang, at behandlingsmodeller- og erfaringer fra udlandet søges anvendt i dansk narko behandling. Den i Danmark vidt udbredte 12-trins behandling henter hovedsagelig sin inspiration i USA I forhold til anvendelsen afce.i.s.' behandlingsmodel i Danmark mener vi, at det er vigtigt at se nærmere på nogle af de fundamentale træk ved behandlingsrnodellen, ikke mindst set i lyset af, at den af forsøgsmagerne opfattes som et alternativ til netop 12-trinsbehandlingen. Vi vil derfor redegøre for hvordan italienerne selv ser på de vigtigste principper i Ce.I.S' behandlingsprogrammer - bl.a. den erklærede filosofi, sådan som den udtrykkes i opfattelsen af mennesket og af stofmisbrugeren. 3 Herudover vil vi give nogle eksempler på, hvordan de har generaliseret deres erfaringer med behandlingen af stofmisbrugere. Vi vil koncentrere os om den del af programmet, der skal overføres til Danmark, nemlig døgn behandlingen i bofællesskab og de dertil hørende motivations- og udslusningsfaser. Ce.I.S.' historiske udvikling Ce.I.S. startede for knapt 30 år siden som en løs sammenslutning af frivillige. På initiativ af præsten Mario Picchi, der arbejdede på Roms hovedbanegård, blev organisationen formelt stiftet i Ce.LS havde oprindelig ikke en narkobehandlingsinstitution, men var, hvad organisationens nuværende vicepræsident Juan Corelli kalder, et emergency-program: Aktiviteter rettet mod unge der begik 'mikrokriminalitet' og unge med prostitutionserfaringer samt deres familier.4 At Ce.I.S. påbegyndte arbejdet med narkomaner skyldtes først og fremmest to begivenheder. For det første at Vatikanets 2. konvent opfordrede til, at kirken skulle være konkret i det sociale arbejde og tage fat på problemernes årsager. For det andet at stofferne blev spredt i samfundet som et ledsagefænomen til 68- oprøret og hippiebevægelsen. I slutningen af70'erne oprettede Ce.I.S. sit første terapeutiske bofællesskab for narkomaner, San Carlo. Inspirationen til døgnbehandlingen blev hentet i den amerikanske Daytopmodel. Daytop blev ret direkte overført, og amerikanske rådgivere opholdt sig i en lang periode i Italien. I dag beskrives Daytop af Andrea Pilloni fra Ce.I.S som meget struktureret, meget hierarkisk og ret militaristisk.5 Naturligt nok, da Daytop var udviklet til at behandle vietnamveteraner, som var blevet afhængige af stoffer under krigen. Pilloni siger, at Daytop, der var udviklet i et temmelig konkurrencepræget og individualistisk samfund som det amerikanske, fungerede mindre godt i Italien, hvor familie og netværk spiller en større rolle. I forbindelse med en international konference i 1984 for terapeutiske samfund kom Ce.I.S. i kontakt med en gruppe behandlere, der med inspiration fra den engelske psykiater Maxwell Jones, havde udviklet en anden model for terapeutiske bofællesskaber. Som en reaktion på den stærke strukturering i Daytop-perioden, blev Daytop så at sige vendt på hovedet, således at den enkelte (mis)bruger blev det centrale omdrejningspunkr i sit eget behandlingsprojekt. Der blev lagt stor vægt på brugerinvolvering, på fleksibilitet og på individuelle udviklingsprocesser. Men opmærksomheden var i en periode koncentreret inden for bofællesskabets rammer, og de samfundsmæssige og sociale strukturer gled i baggrunden. Ce.I.S.' behandling har på baggrund af de tidligere erfaringer gradvist ændret sig til den nuværende. I dag er de terapeutiske bofælles- NORDISK ALKOHOL- & NARKOT1KATJDSKR1FT VOl (5-6) 1305

3 skaber mere åbne i forhold til brugernes verden udenfor. De kan efter en vis tid tage på weekendbesøg hos deres familie, og der sker en gradvis udslusning eller tilbagevenden til samfundet. Ce.I.S: nuværende behandlingsmodel betragtes ikke som endelig men som en model, der er under stadig udvikling. Denne udvikling sker vel at mærke under hensyntagen til den italienske kultur og den samfundsmæssige udvikling - herunder udviklingen på narkoscenen. I Ce.I.S. er narkoproblemet som samfundsfænomen genstand for stadig opmærksomhed og analyse, og den aktuelle analyse er, at misbruget er blevet stadig mere omfattende, stadig mere skjult og udbredt til stadig bredere kredse i befolkningen. Dem vi i Danmark tænker på, når vi taler om narkomaner, er de tungt belastede, som mere eller mindre lever på gaden, og som i vid udstrækning ernærer sig af kriminalitet og prostitution. Ce.I.S: billede af narkomaner er langt mere nuanceret. Misbrugeren findes i dag overalt. Hjemmegående husmødre misbruger psykofarmak-3., forretningsfolk misbruger kokain for at holde den gående, og en stor gruppe bruger stoffer til rekreative formål i weekenden. Som en følge af Ce.I.S: nuancerede billede af stofmisbrugere, ses disse ikke som en ensartet gruppe - narkomaner - men som individer, der af forskellige årsager misbruger stoffer. Ce.I.S. forholder sig også kritisk til de fremherskende problemløsningsstrategier. Aktuelt er offentlige metadonprograrnmer vokset eksplosivt i omfang i de senere år i Italien, og hos Ce.I.S. er man stærkt skeptiske over for denne udvikling (De Dominicis 1996). Metadonprograrnmerne opfattes hos Ce.I.S. som udtryk for, at der gives afkald på at opnå radikale forbedringer af misbrugernes sociale og eksistentielle situation, og man er bekymret for, at de positive elementer i harm reductionstrategien (afstandtagen fra moralske korstog og realistisk tilnærmelse til problemet) kan overskygges af de negative. Sideløbende med den "normalisering" af misbruget, der finder sted qua metadonprogrammerne, risikerer man at sænke solidaritetstærsklen overfor mennesker i vanskeligheder. Forsvaret for individets ret til at bruge stoffer peger ikke mod (samfunds)forandring, men kun mod tilpasning. Parallelt med dette ses de elementer af social kontrol, der indgår i metadonprogrammerne, som et tegn på, at formålet først og fremmest er at sikre borgerne fred og ro. Samfundet er ifølge Ce.I.S. i stadig større omfang blevet påvirket af stoffer. Eksistentielle kriser behandles med kemiske stoffer, og problemer bedøves med alkohol. Sabina Ruberto taler om den anden bølge af den store indespærring.6 I modsætning til tidligere, hvor indspærringen var fysisk, er der nu tale om en kemisk indespærring, der dels kan ses som kontrol fra samfundets side, dels som selvkontrol eller selvmedicinering. Som svar på den samfundsmæssige og sociale udvikling er der sket en omfattende differentiering af Ce.I.S.' behandlingsprogram. Ud over behandling i bofællesskab - hvoraf der nu er to - omfatter Ce.I.S: program i dag tilbagefaldsbehandling, et metadonprogram, et aftenprogram især rettet mod i øvrigt socialt velintegrerede personer, et program for unge, der dropper ud af skolen, et program for unge, der er psykisk syge, et program for stofmisbrugere fra fængsler, som udgør en stigende del af Ce.I.S: klientel, familiebehandling, træningsskole for behandlere samt hjælpearbejde i tredjeverdenslande. Opfattelsen af mennesket og misbrugeren Filosofien bag Ce.I.S: programmer formuleres af organisationen selv således: "The Ce.I.S. network of programs and services is based on a few common principles: that each per NORDISK ALKOHOL & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL. 14, 1997 (5 6 )

4 son is ultimately responsibie for himself and can - with help - find within himself the resources necessary for recovery and growth; that families and communities share the accountability for destructive problems that overtake the more vulnerable persons in our society and have a proper - and necessary - part to play in resolving these problems; that services offered through Ce.I.S. therapeutic-educational and community programs must be sufficiently flexible and individualized to meet the varying needs of persons and groups.... [E]ffofts go far beyond the fight against drugs. They aim at better human relations, healthier living and more meaningful communication with oneself and others." (Engelsksproget folder om Ce.I.S. 1995) Ce.I.S. er altså en hjælpeorganisation, og den primære målgruppe er ikke narkomaner, men mennesker med sociale og psykiske problemer. Hvad er mennesket da i følge Ce.I.S.? For det første må det siges, at den grundlæggende filosofi aldrig er blevet klart formuleret på grund af en vis modstand mod teoretisk fokusering og institutionens stærke orientering mod det konkrete (De Dominicis 1996). De Dominicis forsøger at rette op på dette forhold ved at lave en historisk analyse af forholdet mellem ideer og praksis i Ce.I.S. Han anfører, at Ce.I.S: grundlæggende udgangspunkt er en humanistisk eksistentialisme i forbindelse med det at hjælpe. Dette er centralt i hele institutionens historie. Som Pacchiarotti udtrykker det, lægges der hos Ce.I.S. vægt på det gådefulde og sammensatte i menneskets væsen i modsætning til andre mere forklarende og reducerende opfattelser (Pacchiarotti 1996). Dette menneske er lidende, og netop i lidelsen - eller rettere i forsøget på at undgå den - finder vi årsagen til misbruget. Med ideen om det lidende menneske finder vi også koblingen til den kristne tradition, der står stærkt i socialt hjælpearbejde i Italien. På grund af Ce.I.S: meget konkrete orientering mod selve behandlingen, har der i takt med udviklingen af modellen været en spænding mellem den grundlæggende filosofi og de konkrete behandlingspraktikker. De Dominicis inddeler Ce.I.S: udviklingshistorie i tre perioder, med hver sin menneskemodel. Den første periode falder sammen med institutionens opståen. Det var en tid, som var præget af eksistentielle og sociale spændinger, af diskussioner om de dominerende og autoritære værdier og af opdagelsen af nye horisonter. Udstødelsen af samfundet opstod som begreb og blev objekt for forskning og indgreb. Teorierne om indlæring og miljøets indflydelse vandt indpas og pegede på en model af et menneske med stækkede vinger. En model der - helt i pagt med tidsånden - placerede årsagerne til problemerne udenfor personen i den samfundsmæssige og sociale struktur. Den anden periode indledes med, at en del af medlemmerne af Ce.I.S. begynder at søge efter en praktisk metode, der kan anvendes i behandlingen af stofmisbruget. Valget faldt på Daytop-modellen, og det fik vidtrækkende konsekvenser for Ce.I.S: behandling. Den hierarkiske struktur indførtes i behandlingskollektivet San Carlo, og placeringen i hierarkiet var afhængig af hvor lang tid vedkommende havde tilbragt i behandlingen. øverst ledelsen, nederst de brugere, der lige var ankommet. Med Daytop indførtes Ms traditioner, hvor der ifølge De Dominicis blev lagt vægt på selvanklagen, ringe selvværd og skabelse af tilhørsforhold til gruppen gennem identifikation, og hvor alt intellektuelt blev betragtet med en vis aversion (De Dominicis 1996). Overtagelsen af sygdomsmodellen betød, at løsningen på misbruget anbragtes uden for selvet, og svaret på problemet bliver rehabilitering - at ændre opførsel til det traditionsbundne. De Dominicis mener, at menneskemodellen i denne fase var dybt negativ, streng og anklagende og alligevel samtidig storslået. Splittelsen mellem behandlingsmetoderne og institutionens grundlæggende idealer NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL ( 5-6) 1307

5 forstærkedes. Den stærke strukturering af behandlingen, vægten på effektiviteten og fokus på menneskets gøren på bekostning af menneskets væren, bragte efterhånden organisationen meget langt væk fra de oprindelige rødder - men skabte også forudsætningerne for det efterfølgende forløb. Den tredje periode - som Ce.I.S. stadig befinder sig i - karakteriseres som en fase af eksperimenterende modenhed. Med en afstandtagen fra flere af Daytopmodellens grundbegreber - f.eks. at alle misbrugere lider af den samme forudbestemte sygdom - introduceres en generel afslappethed over for en udvidelse af de grundlæggende teorier, og en åbenhed overfor forskellige forløb - både hvad angår de ydelser klienterne tilbydes og uddannelsesmæssigt for behandlerne. Den analytisk-individualiserende tilgang, som Maxwell Jones var eksponent for, var en slags modvægt til den foregående fase, men i det hele taget skete der det, at Ce.I.S. indledte en søgen efter sin egen model. Denne søgen er ikke afsluttet, men man kan overordnet sige, at Ce.I.S. i dag bygger på en pædagogisk model, hvor stofmisbruget ses i et læreproces perspektiv med forskellige udviklingsetaper, som misbrugerne har gennemlevet med ringe succes. Stofmisbrugerne er sårbare personer med sociale og relationelle problemer i forhold til familie, skole, arbejde og venner. I dag arbejdes der derfor med de problemer, der ligger bag misbruget, og med at styrke personerne til at kunne håndtere disse under devisen: Enhver skal finde sin egen vej. Principperne i behandlingsprogrammet En række karakteristika ved Ce.I.S: behandlingsbofællesskaber er allerede beskrevet af Skinhøj (1994). Det drejer sig blandt andet om, at man arbejder med en faseopdeling af behandlingen, at behandlingen kan være af varierende, men ofte lang varighed, og om at bofællesskaberne retter sig mod forskellige typer af klienter. Herudover har Skinhøj beskrevet reglerne, dagsprogrammet, og nogle af de terapeutiske teknikker, herunder den store vægt, der lægges på gruppen som terapeutisk redskab. Derfor skal vi her søge at uddybe nogle af de mere generelle principper omkring behandlingen. Det mest overordnede princip kan udtrykkes meget kort: respekt for mennesket. Denne respekr bør altid være til stede, derfor taler man på Ce.I.S. altid om forslag i respekt for det valg, brugerne selv foretager. Brugerne foreslås og opfordres til at deltage i forløb, hvor deres bevidsthed om handling og viden om, hvem de selv er, kan udvikles. Målet med programmerne er at skabe de bedste betingelser for mellemmenneskelig kontakt for at bidrage til en udvikling, der går i den retning, som personen selv ønsker. Ce.I.S: programmer - især bofællesskaberne - giver en bruger mulighed for at eksperimentere inden for beskyttede rammer. I øvrigt er der kun tre regler: ingen stoffer, ingen alkohol og ingen vold. Brugerens deltagelse foregår under fuld anonymitet over for omverdenen, og det er således forbudt gæster at ftlme eller fotografere under besøg i Ce.I.S.' institutioner. Dette er begrundet i, at de enkelte brugere i fremtiden frit skal kunne vælge, om de vil fortælle, at de har haft et stofmisbrug. Kernepunktet synes at være, at man ønsker at hjælpe brugerne til at finde en mening med tilværelsen, eller opdage den mening, der allerede er der? En grundlæggende ide er at koncentrere opmærksomheden om menneskets evne til at indhente erfaringer, og til selv at kunne finde betydningen af de gennemlevede erfaringer. Man taler hellere om opdragelse end om behandling, der skal fjerne visse fejl hos en person: "En opdragende terapi søger ikke at forandre personen, men søger at gøre udviklingen nemmere og NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL ( 5-6 )

6 [forbedre] evnen til at stå imod den psykosomatiske dimension på en måde, så personen kan acceptere sig selv og forbedre sig ud fra sit virkelige jeg." (Pacchiarotti 1996) Frem for at arbejde med at tilpasse personen til en bestemt behandlingsmodel, anses ethvert individ for at være unikt. Selve afhængigheden er ikke målet for behandlingen, det er derimod arbejdet med det, som værdsættes af brugerne - deres værdisystem. Stofmisbrugere har en hierarkisk rangordning af værdier, hvor stoffet står øverst. Andre værdier som familie, arbejde mv. er altid underordnede, eller måske helt fraværende. Alle mennesker er imidlertid afhængige af det, de værdsætter. Uafhængighed eksisterer ikke i de levendes verden, som Massimo Caci- 010 udtrykker det.8 Har vi mennesker en meget hierarkisk værdiorientering, og fjernes det vigtigste i vores liv (feks. ægtefællen eller karrieren), vil vi alle - uanset hvem vi er - komme i en krise. Målet i programmerne er derfor ikke primært at fjerne afhængigheden, men at erstatte den hierarkiske værdiorientering med en horisontal værdiorientering - det ene værdsatte erstattes af de mange værdsatte. Et andet resultat af udviklingsprocessen i Ce.I.S. er, at der er sket en rekonstruktion af behandlerens rolle. Pacchiarotti hævder, at man i dag i praksis har forladt det synspunkt, man tidligere havde, at behandleren er hævet over alle fejltagelser. I dag er det opfattelsen, at behandleren ikke skal være den styrende i forhold til den person, han skal hjælpe, men "i øjenhøjde" med personen (Pacchiarotti 1996). I arbejdet med at udvikle de praktiske retningslinier for behandlernes arbejde har især den amerikanske psykolog Carl Rogers været inspirator9. Tidligere sås stofmisbrugerne som umodne og uansvarlige personer, der hele tiden skulle have besked om, hvad de skulle gøre. Det anvendte terapeutiske redskab var konfrontationssamtalen, men den gav anledning til stor modstand fra brugernes side og resulterede i et stort frafald. Nu kan hjælpeforholdet karakteriseres ved, hvad Chialant kalder en terapeutisk alliance (Chialant 1996b). Brugerne ses som personer, der har løsningerne på problemerne i sig. Derfor bliver opgaven for behandlerne at skabe et klima, hvor brugerne kan udtrykke deres eget jeg, hvilket betyder at hjælpe brugerne til at realisere sig selv og til selvevaluering. Den empatiske lytten er sat i stedet for konfrontation. Den empatiske lytten kræver, at behandleren kan indleve sig i den andens følelser, som var det hans eller hendes egne. Dette kræver, at behandleren befrier sig fra sine egne værdier, normer og fordomme og dermed tillader den anden at være den, han eller hun er. Denne ændring af behandlernes funktion i relation til brugerne har også haft betydning for, hvordan Ce.I.S. nu opfatter motivationsprocessen. Ce.I.S. arbejder med udgangspunkt i Miller og Rollnicks teori (Miller & Rollnick 1991), at motivation er en dynamisk tilstand, hvilket vil sige, at den hele tiden ændres, og at den er svingende. IO Når en bruger henvender sig til Ce.I.S., har han eller hun oftest ingen klar fornemmelse af sit problem. Behandlerens første opgave er derfor at hjælpe brugeren til selv at erkende dette, og dernæst at hjælpe vedkommende til at tage en beslutning om at ændre sit liv. Dette sker gennem såkaldte motivationssamtaler. Diego Chialant understreger, at motivationssamtalen er det stik modsatte af en konfrontationssamtale. I takt med at brugerne bliver bevidste om deres problemer, vil de opleve en ambivalens, der kan beskrives som konflikten mellem at tilfredsstille en impuls (trangen til at tage stoffer) og nødvendigheden af at kontrollere denne impuls. Ambivalens - jeg vil/jeg vil ikke - opfattes på Ce.I.S. ikke som patologisk. Behandlerens opgave er at understøtte brugerne NORDISK AlKOHOl- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOl ( 5-6) 1309

7 i at træffe en beslutning om ændringer. Når en bruger træffer en beslutning om at ændre på sit liv, vil han ofte være modvillig over for at foretage ændringer på det konkrete plan og kun gå frem med små skridt. Behandlerens opgave bliver derfor at hjælpe brugeren med at finde en ændringsstrategi. Hvis dette lykkes, indtræder der en fase, hvor brugeren i konkrete handlinger - f.eks. måder at tale på og opføre sig på - forsøger at ændre sig. Behandleren skal her hjælpe brugeren med at virkeliggøre og fastholde ændringerne. I den efterfølgende fase prøver brugeren selv at fastholde de konkrete ændringer. Lykkes dette, er behandlerens opgave slut, lykkes det ikke, er det behandlerens opgave at opmuntre brugeren til at gå i gang igen. En bruger gennemgår normalt de forskellige faser i processen flere gange, ligesom tilbagefald til stofmisbrug er reglen frem for undtagelsen. De enkelte faser i behandlingsforløbet De enkelte faser i behandlingen kan illustreres ved nedenstående skema. 11 Vi skal knytte nogle uddybende kommentarer hertil. Indledningsvis må det understreges, at forløbet er idealtypisk, og at den enkelte brugers forløb kan afvige herfra. I øvrigt er der en glidende overgang mellem de enkelte faser. Målet med første fase, som foregår ambulant på Via Ambrosini i Rom, er at fremme motivationen hos brugerne til at ville ændre deres liv. Der skal skabes "en reel motivationsproces", der stimulerer brugerne til at fortsætte med at arbejde med deres indre værdier. Det andet formål med første fase er det Ce.I.S. kalder "orientering", som består i at brugerne - efter nærmere og fælles overvejelser - får det tilbud, der anses for bedst for netop dem. I løbet af den første fase indgås der en kontrakt mellem Ce.I.S. og brugerne, hvor rettigheder og pligter aftales. I den anden fase bor brugerne i et af bofællesskaberne, som ligger uden for Rom. Målet med denne fase er, at brugerne arbejder med deres følelser gennem dybtgående personligt arbejde. Der arbejdes ikke med at ændre brugernes følelser, men med at lære dem at administrere deres følelsesliv, således at følelser ikke fører til uhensigtsmæssige handlinger. Indgreb sker altid i forhold til adfærden, ikke i forhold til følelserne. 12 Det terapeutiske bofællesskab bygger på tre principper: l) at alle har en fælles målsætning - stoffrihed 2) at alle har været socialt udstødte - de skal derfor lære at elske sig selv og 3) at alle skal kende alles problemer - der skal være åbenhed omkring konflikter og konfrontationer såvel internt i gruppen som med samfundet udenfor. Tiden i bofællesskabet ses som en overgangsfase fra livet som stofmisbruger til livet i samfundet. Denne overgangsfase er sværere for nogle brugere end for andre, og bofællesskabet skal derfor give den tid og det rum, der er nødvendig for den enkelte. Jo mere lukket et bofællesskab er i forhold til omverdenen, jo mere besværlig er overgangen til livet udenfor imidlertid, fordi brugerne bliver afhængige af strukturen i bofællesskabet. Derfor er der brug for en fleksibel struktur, der er åben mod samfundet. Dette bringer imidlertid brugerne i permanent krise, så de tvinges til at tænke og finde nye måder at overleve på. De måder, brugerne håndterer forskellige situationer på, hjælper behandlerne til at vurdere brugernes forhold til omverdenen. I bofællesskabet arbejdes der ikke så meget med at forebygge kriser, som med at arbejde i selve krisen, idet det er her udviklingen foregår. Det vil derfor f.eks. være absurd med et forbud mod forelskelse inden for bofællesskabets rammer. Pardannelse og sex er derimod ikke tilladt, idet dette anses for at være en flugt fra egne problemer. I stedet arbejder man med de kri- 310 I NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL. [4. [997 (5-6)

8 Brugerens forløb i Ce.I.S: bofællesskabsprogram Struktureltforløb Brugerens adfærd Brugerens sproglige udtryk Personlig tilstand/ forhold til andre Indgrebsmulighed Terapeutiske redskaber Mål l.fase: Er i forsvars- Ingen kan Lukket om sit Regler Samtaler/ Motivation position forstå mig indre/tilpasning grupper og orientering Vrede Det er de Bevidsthed om Give mulighed Fællesskabsfor andres skyld nogle følelser ad udtrykke dynamikker vrede og fysisk arbejde At "få fat" motivation og orientering Selvbevidsthed 2.fase: Viser Ingen Åben Give mulighed Roller i den Orientering Dybt person- smerten selvrespekt for at træffe valg sociale struktur mod fremtiden ligt arbejde Kender problemet Jeg er Definerer At skulle træffe Gruppedynamikker At give mening (sig selv) ansvarlig sit ansvar nye beslutninger og samtaler til eget liv 3.fase: Påtager sig sit Jeg kan gøre Vil være uafhengig At give lov til Udslusning "gamle" ansvar noget andet af strukturen at fejle Flere samtaler, færre grupper Jeg er okay, de andre er okay Total uafhængighed af strukturen ser, som næsten altid opstår i kølvandet på kærligheden. Den selvindsigt, brugerne får i den anden fase, opstår ikke først og fremmest på grund af den terapi, de eventuelt deltager i, men fordi bofællesskabet i sin helhed er terapeutisk. Ifølge Ce.I.S. er de vigtigste dynamikker og relationer, de der kan opstå mellem personerne i en sådan gruppe. Det vil sige, at det er den sociale struktur, der i sig selv virker terapeutisk. Bofællesskabet kan opdeles i en arbejdssektor og en terapeutisk sektor, og den gruppe, den enkelte bruger deltager i, er den samme i arbejdssektoren og den terapeutiske sektor. Yderligere er der grupper for brugere med fælles problemer - kvindegrupper, partnergrupper, forældregrupper etc. - og der er grupper for brugernes familie. Derudover deltager nogle brugere efter individuel vurdering i specielle terapigrupper f.eks. New Identity Processing, logo terapi eller psykodrama. Angelika Sollami fra bofællesskabet San Carlo beskriver strukturen som en cirkel, ikke som en pyramide. 13 Brugerne vælger selv hvilke arbejdsopgaver, de vil have i bofællesskabet, men valget skal dog godkendes af de andre medlemmer af bofællesskabet. Strukturen er fleksibel og tilpasser sig brugerne. Man ser på det enkelte individs historie, på hvilket problem han er en del af og på hvilke faglige kompetencer, han kan tilføre fællesskabet. Den tredje fase er opdelt i to stadier, hvor brugerne i det første stadium stadig bor i et bofællesskab og i det andet bor udenfor. I den første del af tredje fase arbejder brugerne som gruppeledere for nytilkomne brugere i modtagelsen i Via Ambrosini i Rom. Der er flere formål med dette. For det første møder brugerne stofmiljøet igen under kontrollerede forhold, for det andet får de mulighed for at give noget af det igen, som de har flet, for det tredje fungerer de som rollemodel for de nytilkomne, og for det fjerde afhjælpes Ce.I.S.' økonomiske og ressourcemæssige situation. I anden del af tredje fase startes jobsøgning, og der findes egen bolig. Deltagelse i aktivite- NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOl (5-6) 1311

9 ter i Ce.I.S. nedtrappes over en periode, fra tre gruppemøder om ugen indtil møder og samtaler ikke længere er nødvendige. Det endelige mål er selvstændighed, som af Ce.I.S. defineres som evnen til at være sammen med andre (Pilloni 1996). Integrationsprocessen i det omgivende samfund kan tage ganske lang tid, idet hele den periode, hvor brugerne deltager i behandlingsprogrammet, kan vare fra to til fire år. 14 I øvrigt har man - i forhold til i megen anden stoffri behandling - et ret pragmatisk forhold til alkohol. Vin anses for at være en så rodfæstet del af hverdagskulturen i Italien, at det er nødvendigt at lære brugerne at omgås alkohol på en fornuftig måde efter behandlingen. Denne læreproces kan indebære, at brugerne helt må afholde sig fra at drikke. Ca. 70 pct. afce.i.s.' brugere må vælge denne løsning efter behandlingen. De restende 30 pct. kan drikke uden at blive afhængige af alkohol. Brugere, der efter behandlingen udvikler egentlig alkoholisme, henvises til at søge støtte i Ms fællesskaber. (ej. S.' famiiieprogram Siden begyndelsen af firserne, da man begyndte at arbejde med selvhjælpsgrupper for familiemedlemmer til stofmisbrugere, har arbejdet med familien bredt sig til alle de forskellige programmers faser. Ce.I.S. har i dag opbygget en selvstændig organisatorisk enhed, der tager sig af familiearbejdet i alle de forskellige programmer. Der er nogle grunde til, at arbejdet med familier har fået så stor en vægt i Ce.I.S.' programmer. Mennesket opfattes ikke kun som et individ, men også som en del af en gruppe, familien og samfundet. Familien anses for at være den del af samfundsstrukturen, hvor den grundlæggende socialisering foregår. Familien viderebringer kulturens grundlæggende værdier (Mele 1996). Der er også nogle strukturelle årsager til, at familiearbejdet vægtes højt. Milvea del Ghinda oplyser15, at i Italien er det almindeligt, at børn bliver boende hos forældre, indtil de gifter sig. I Rom er der mangel på boliger, og de, der findes, er dyre, endvidere er arbejdsløsheden høj. Dette kommer til at betyde, at der er en del, som gifter sig forholdsvist sent, så hjemmeboende "børn" kan være op til år gamle. Mange af de stofmisbrugere, som kommer til Ce.I.S., lever derfor i en familie, og de vender tilbage til den efter behandlingen. Spørgsmålet om hvordan familien fungerer i Italien besvares af Fabrizio Brauzzi med, 'at det er svært at klassificere familier'16, men at der tit er problemer med autoritet (forældrene har enten en laissez faire-holdning eller er for autoritære), og at der er besværligheder med kommunikationen i familien. Ce.I.S. vurderer, at den måde familien fungerer på i det moderne Italien, er årsagen til mange unges problemer med stoffer. Mange unge er usikre eller forvirrede omkring, hvad de skal identificere sig med. Den tidligste ungdom trækker i dag ofte i langdrag, det samme gør de symbiotiske bånd til familien, og dette gør det vanskeligt for den enkelte at selvstændiggøre sig. Unge søger efter modeller uden for familien at identificere sig med, at gribe fat i eller støtte sig til. De unge, der danner par i den overbevisning, at de kan hjælpe hinanden med vanskelighederne i overgangen til selvstændighedsperioden, vil ofte opleve, at deres problemer lægges oven i hinanden i stedet for at løses. Målet med Ce.I.S.' familiearbejde er at ændre på de bevidste og ubevidste sider af familiens liv, der vanskeliggør samlivet, kommunikationen og børnenes harmoniske opvækst (Mele 1996). Familien skal gøres til en med-behandler og spille en hovedrolle i misbrugerens forvandling. For at nå frem til dette må man få fami NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOl (S-6)

10 lien til at acceptere sin egen og misbrugerens sociale utilpassethed, og fa bevidstgjort familien om de problemer, der gik forud for narkoproblemet. Stofmisbrug ses som et symptom. Årsagen hertil skal afdækkes, således at de enkelte familiemedlemmers roller og de indre grænser i familiesystemet kan genoprettes. Ved behandlingens afslutning må familien hjælpes med at bryde forbindelsen til programmet og med at genoprette forbindelserne til det naturlige sociale netværk. Ce.I.S.' familiearbejde omfatter også parforhold, hvor den ene part i et forhold er stofmisbruger. Arbejdet med par anses for meget vigtigt, både hvad angår partnere til brugere i behandling, som f.eks. skal lære ikke at påtage sig en forældrefunktion i forhold til stofmisbrugeren. Også brugere, der har børn, som de har forsømt under deres misbrugsperiode, og tidligere brugere, der forbereder sig på at blive forældre, kan fa hjælp. Arbejdet med de pårørende foregår efter de samme principper som arbejdet med brugerne, det vil sige ud fra grundreglen om respekt for mennesket. Som i Ce.I.S.' øvrige programmer anses arbejdet med gruppen - ikke den individuelle terapi - for at være det vigtigste. Der er en række forskellige familiegrupper, såvel selvhjælpsgrupper - der ledes af pårørende, der har gennemlevet et behandlingsforløb - som grupper, der er ledet af behandlere fra Ce.I.S. Gruppernes indhold tilpasses deltagernes forudsætninger og de problemer, der opstår på forskellige tidspunkter i behandlingsforløbet. Ce.I.S. arbejder med klart definerede men alligevel fleksible roller og opgaver for familien omkring behandlingsforløbet. Ligesom det er tilfældet med brugerne, indgås der i motivationsfasen en kontrakt med familien. Kontrakten indebærer blandt andet, at familien til de brugere, der lever sammen med familien, hver morgen skal følge brugeren til Ce.I.S.' modtagelses center på Via Arnbrosini i Rom og hente vedkommende om aftenen Igen. I modtagelsesfasen deltager brugeren og dennes familie ikke i de samme grupper. Formålet med adskillelsen er at blokere de negative dynamikker, der har udviklet sig i familien. Når en bruger kommer ind i bofællesskabsfasen, sker der - især i begyndelsen - en indskrænkning i kontakten til familien. Begrundelsen herfor er, at mange familier har negative erfaringer med tidligere behandling. Derfor må kontakten vente, til der er sket solide ændringer hos brugeren. Herudover er det vigtigt, at familien deltager i programmet først og fremmest for sin egen skyld og ikke af hensyn til brugeren. Lidt om CeJ.S.' organisation Det er let at blive fascineret af Ce.I.S. Det er en tilsyneladende velfungerende organisation med et veluddannet, kompetent og kvalificeret personale. Ce.I.S. har som meget andet socialt arbejde i Italien sit udspring i tre former for social organisering: den katolske kirkes hjælpearbejde, den frivillige sammenslutning og familien. Ce.I.S. er altså ikke nogen offentlig institution underlagt traditionel politisk og forvaltningsmæssig styring. Ce.I.S. har nok et udstrakt samarbejde med offentlige myndigheder, men disse har ikke nogen overordnet myndighed i relation til organisationens interne forhold eller eksterne politik. Organisationen har på en lang række områder - fra konkrete forhold i dagligdagen til strategiske satsninger - et temmelig stort råderum. Ce.I.S.' samarbejdsrelationer er nærmere et ligeværdigt partnerskab end en hierarkisk relation, og dette gælder såvel offentlige myndigheder som andre organisationer såsom kirken, faglige organisationer, virksomheder. Et meget afgørende forhold er, at Ce.I.S. - med enkelte undtagelser - selv bestemmer, hvem man ønsker at tage i behandling. Bru- NORDISK AlKOHOl- & NARKOTIKATIDSKRIFT VDL (S-6) 1313

11 gere kan henvises fra offentlige myndigheder, men der foretages en konkret vurdering af den enkelte og dennes muligheder for at få gavn af den behandling, Ce.I.S. kan tilbyde. T æt sammenhængende med spørgsmålet om autonomi er spørgsmålet om, hvordan Ce.I.S.' forskellige aktiviteter finansieres. En del af pengene kommer fra Roms kommune og fra den offentlige sygesikring. Herudover kommer der frivillige bidrag fra private virksomheder og fra privatpersoner (Skinhøj 1994). Det kan hertil føjes, at bygninger i et vist omfang stilles til rådighed af kirken, og at en stor del af det internationale arbejde finansieres af EU- og FN-programmer. Brugernes arbejde er, som tidligere anført, vigtigt for organisationens økonomi, men også det frivillige arbejde - som er organiseret omkring Ce.I.S.' familieforening med medlemmer - har stor betydning. Familiemedlemmer til nuværende og tidligere brugere spiller en vigtig rolle som hjælpere på alle mulige niveauer lige fra chauffører og receptionister til organisatorer af materiel og økonomisk støtte. l? Den relative autonomi er formodentlig en af årsagerne til, at organisationen virker så dynamisk og indstillet på stadige forandringer. Dette er ikke ensbetydende med fravær af struktur. Vores besøg hos Ce.I.S. efterlader en klar fornemmelse af hierarki i organisationen, men strukturen er bygget op omkring feedbackprocesser, såvel op og ned gennem hierarkiet som på tværs af dette. Læreprocesser er således et centralt tema i organisationen både for kollektivet og på individniveau. Det er i denne forbindelse vigtigt at nævne, at der bruges mange ressourcer på uddannelse og supervision af personalet. En stadig personlig udvikling betragtes som en vigtig forudsætning for at være behandler i Ce.I.S. Alle ansatte trænes i en eller anden form for terapi, ikke primært for at de skal kunne arbejde med terapi, men for at give dem redskaber og styrke i deres arbejde. Den personlige udviklingsproces spiller også en vigtig rolle for holdningen til inddragelse af eksmisbrugere i behandlingen. De anses for at være vigtige og nødvendige som rollemodeller. Som tidligere omtalt hjælper brugere i udslusningsfasen brugere i tidligere faser. Ce.I.S. har også ansat eksmisbrugere, der arbejder som egentlige behandlere. Dette forudsætter dog, at de får en terapeutisk uddannelse og gennemgår en personlig udviklingsproces. I modsat fald er der risiko for, at de er for tæt på deres egne misbrugsproblemer. (ej.s.' behandlingsmodel i Danmark Når Ce.I.S. beskriver deres opfattelse af det internationale samarbejde, lyder det som følger: "The basic value which is the underpinning for Ce.I.S. international interventions is respect for the specific needs and culmres of each population. This calls for sensitivity to varying traditions, religions, priorities and the shifting rythms of each socio-economic context." (Engelsksproget folder om Ce.I.S. 1995). Ce.I.S.' måde at forholde sig til samarbejde med andre lande ligger altså helt på linie med den måde, de forholder sig til stofmisbrugere på. Da vi besøgte Ce.I.S., vidste en del af dem vi talte med, at vi havde til opgave at evaluere det danske Projekt Menneske. Flere af dem gav udtryk for, at Ce.I.S.' narko behandlingsmodel ikke direkte kan kopieres i et andet land. Vi mener det er et råd, som det er vigtigt at lytte til. Den komparative velfærdsstatsforskning har peget på, at vi i Danmark generelt set har en anden tradition end italienerne for, hvordan vi organiserer løsningen af de sociale opgaver, herunder behandlingen af stofmisbrugere (se Abrahamson 1993). Ansvaret for og udførelsen af det sociale arbejde i Italien ligger hovedsageligt på familien og på de lokale NORD[SK AlKOHOl- & NARKOTlKAT[DSKR[FT VDL [4. [997 (5-6)

12 netværk, herunder det kirkelige sociale arbejde og de frivillige hjælpeorganisationer. Den statslige og kommunale indsats er et supplement til dette. I Danmark anses socialpolitikken i høj grad for at være et statsligt og især kommunalt ansvar, både med hensyn til udførelse og fmansiering. Det danske system er professionaliseret, forstået på den måde, at det i høj grad er offentligt ansatte der forvalter og implementerer socialpolitikken. Selvom denne opfattelse af socialpolitikken i høj grad er blevet udfordret i de senere år,18 er en væsentlig faktor man må tage højde for når Ce.I.S.' behandlingsmodel skal anvendes i Danmark, at den samfundsmæssige organisering af det sociale arbejde er ret forskellig fra Italien. Et andet - og hermed sammenhængende - forhold er de forskellige familiemønstre i de to lande. I Rom er det ikke ualmindeligt at 'børn' bor sammen med deres forældre indtil års alderen, mens unge danskere ofte flytter hjemmefra i 20-års alderen. Tilknytningen til den biologiske familie har således for unge danske ofte en anden karakter, end den har for italienerne. Misbrugere med mange års misbrug bag sig vil ofte have afbrudt kontakten til familien eller have relationer til familien, der ikke kan bygges på i en behandlingsmæssig sammenhæng. Er der et stoffrit netværk vil det ofte være NA (Narcotics Anonymous). Indledningsvis nævnte vi, at Projekt Menneske p.t. er midt i forsøgsperioden. Mange forhold har spillet ind ved etableringen af institutionen. Der har været tale om en socialt kompliceret proces, hvor meget gensidigt har forudsat hinanden. Nogle forhold, hvor projektet adskiller sig fra Ce.I.S., er allerede synlige i projektet og i dets umiddelbare omverden. Det er forhold som brugergruppens baggrund, personalets sammensætning og uddannelse, familiernes betydning for og funktion i forholdet til brugerne, forholdet til det øvrige behandlingssystem (specielt omkting visitation af brugerne), projektets økonomi og øvrige ressourcer samt projektets struktur og organisation. I øjeblikket kunne meget tyde på, at det der kan overføres fra Ce.I.S.' behandlingsmodel er ideerne ogfilosofien, især ideen om at sætte det enkelte menneske i forgrunden, frem for misbruget. Jørgen Jepsen har i artiklen "Italiensk narkobehandling - på dansk?" Qepsen 1994) allerede været inde på dette (om end på et tidspunkt, hvor det endnu ikke var besluttet at oprette en dansk institution med forbillede i Ce.I.S.). Han diskuterer bl.a. forskelle mellem Italien og Danmark og finder, at den vigtigste lære fra italienerne ikke så meget ligger i den konktete opbygning af institutionen og behandlingsprogrammet som på et holdningsmæssigt og politisk plan: "Vi må lære dels af italienernes tålmodighed og tillid til menneskets potentiale, dels af deres medmenneskelige indstilling til også denne mest udstødte gruppe i samfundet. Det forekommer mærkværdigt, om mafiaens hjemland skulle være så meget bedre end den danske velfærdsstat til at præstere praktisk solidaritet med de svageste i samfundet. Den kommende udfordring til den danske narkobehandling er derfor primært af kulturel og humanistisk art. Vores samfund er ikke materielt fattigere end det italienske. Om det er åndeligt og kulturelt fartigere vil de kommende måneder og år vise." Oepsen 1994, 101) Der synes på den baggrund ikke at være megen fornuft eller rimelighed i, at Ce.I.S.' behandlingsprogram direkte anvendes som målestok for en vurdering af det danske forsøgs succes eller fiasko. I evalueringen må der tages højde for de særlige betingelser i den danske og københavnske virkelighed som forsøget skal fungere på. NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VOL ( 5-6) 1315

13 NOTER l. Artiklen er en revideret udgave af et arbejdspapir udsendt af Center for Rusmiddelforskning, Aarhus Universitet (Kongstad & Madsen 1997). 2. Det skal nævnes i denne forbindelse at behandling af stofmisbrugere i Danmark anses for at være en socialpolitisk foranstaltning, og altså hører under Socialministeriets resortområde. Andre dele af narkotikapolitikken hører under andre ministeriers resorter. F.eks. hører kontrolpolitikken under Justitsministeriet, mens den forebyggende indsats hører under Sundhedsministeriet. 3. Redegørelsen bygger bl.a. på et besøg vi foretog på Ce.I.S. i Rom i perioden 29. februar til 5. marts Redegørelsen bygger også på deltagelse i et intensivt 14-dages kursus, som Ce.I.S. afholdt i juni 1996 i København for personale og andre med tilknytning til Projekt Menneske. Se endvidere Jepsen (1994) og Skinhøj (1994). 4. Juan Corelli på møde hos Ce.I.S., Rom, 27. februar Mundtligt oplæg ved kursus om Ce.I.S. i København, 3. juni Mundtligt oplæg ved kursus om Ce.I.S. i København, 14. juni Ruberto definerer den første bølge af indespærring som den, hvor de, der var anderledes, blev indespærret i forskellige institutioner: sindsygehospitaler, anstalter for åndsvage etc. OvE Foucault m.fl.). 7. Inspirationen til denne forståelse er først og fremmest hentet fra den østriske psykiater Victor Frankl. Under et tre års ophold i Auschwitz havde han erfaret, at de, der overlevede, var dem som havde et mål eller en fremtid, de orienterede sig mod - de der kunne se en mening med livet (Frankl 1993, 29). På grundlag heraf udviklede Victor Frankllogoterapien. Samme konklusion er senere nået af andre, og som Frankl konstaterer, er spørgsmålet om meningen med tilværelsen centralt for det moderne menneske, også i situationer hvor det ikke er selve eksistensen, der står på spil. 8. Mundtligt oplæg ved kursus om Ce.I.S. i København, 7. juni Chialant (1996a) opstiller med udgangspunkt hos Rogers 12 punkter, som hindrer kommunikationen, når en person befinder sig i en problematisk situation. Man bør ikke: 1) Give ordrer, kommandere, dirigere 2) True, formane, advare 3) Moralisere, prædike 4) Tilbyde løsninger, råd, vejledninger 5) Argumentere, overtale med logik 6) Dømme, kritisere, bebrejde 7) Rose, vise tilfredshed 8) Latterliggøre, sætte etiket på, bruge klicheer 9) Tolke, analysere, diagnostisere 10) Forsikre, trøste 11) Undersøge, opspore 12) Skifte samtaleemne, bagatellisere, ironisere. 10. Mundtligt oplæg ved Diego Chialant på Ce.I.S.-kursus i København, 11. juni Gengivet efter oplæg af Massimo Caciolo på kursus om Ce.I.S. i København, 7. juni Ifølge Massimo Caciolo (ibid.) har mennesket fem grundlæggende følelser: vrede, kærlighed, nydelse, angst og glæde. 13. Angela Solami på møde i bofællesskabet San Carlo, 28. februar Der er tillige - selvom man er helt udsluset af programmet - mulighed for at vende tilbage til fællesskabet i en kortere eller længere periode. 15. Møde den 29. februar 1996 i Rom. 16. Mundtligt oplæg på kursus om Ce.I.S. i København, 4. juni Et af bofællesskaberne fik således gratis leverancer af kyllinger i tre år, idet en af brugernes forældre var indehaver af en større fødevarekoncern. 18. Et af formålene med den i indledningen omtalte forsøgsvirksomhed på det sociale område - herunder Projekt Menneske - er netop at bringe andre aktører på banen i det sociale arbejde: familie, lokale netværk, brugere, frivillige organisationer etc. HENVISNINGER Abrahamson, Peter (1993): Socialpolitikmodeller i Europa: forskelle og konvergens. Nordisk Sosialt Arbeid 1/93 Centro Italiano di Solidarieta, Rom (1995). Engelsksproget folder om Ce.I.S. Chialant, Diego (1996 a): Hindringer i kommunikationen. Skriftligt oplæg til kursus om Ce.I.S. i København, juni Centro Italiano di Solidarieta, Rom Chialant, Diego (1996 b): Karakteristik af et hjælpeforhold. Skriftligt oplæg til kursus om Ce.I.S. i København, juni Centro Italiano di Solidarieta, Rom De Dominicis, Andrea (1996): Ideen, forskningen og arbejdsånden. Skriftligt oplæg til kursus om Ce.I.S. i København, juni Centro Italiano di Solidarieta, Rom Frankl, Victor (1993): Det overhørte råb om NORDISK ALKOHOL & NARKOTIKATIDSKRIFT VDl (5-6 )

14 mening. Gyldendal Hegland, Tore Jacob (1994): Fra de tusind blomster til en målrettet virksomhed. Forlaget AL FUFF, Aalborg Universitet Jepsen, Jørgen (1994): Italiensk narkobehandling - på dansk? Skrifter fra Center for Rusmiddelforskning, Supplement I, Aarhus Universitetsforlag Justitsministeriet, Socialministeriet og Sundhedsministeriet (1994): Regeringens narkotikapolitiske redegørelse til Folketinget. 16. marts 1994 Mele, Francisco (1996): Ce.I.S. familieinstitution. Skriftligt oplæg til kursus om Ce.I.S. i København, juni Centro Italiano di Solidarieta, Rom Miller, William R. & Rollnick, Stephen (1991): Motivational interviewing : preparing people to change addictive behavior. New York: Guilford Press Pacchiarotti, Paolo (1996): Programmets teoretiske base. Skriftligt oplæg til kursus om Ce.I.S. i København, juni Centro Italiano di Solidarieta, Rom Pilloni, Andrea (1996): Tilbage til kaos. Den sociale tilbagevenden. Skriftligt oplæg til kursus om Ce.I.S. i København, juni Centro Italiano di Solidarieta, Rom Skinhøj, Kirsten Thue (1994): Behandlingen af stofmisbrugere i San Patrignano og Ce.I.S. Skrifter fra Center for Rusmiddelforskning, Supplement I, Aarhus Universitetsforlag. NORDISK ALKOHOL- & NARKOTIKATIDSKRIFT VDL (5-6) 1 317