Aarhus byråds journalsager (J. Nr )

Transkript

1 Aarhus byråds journalsager (J. Nr ) Originalt emne Forskellige Næringsdrivende Næringsvæsen Indholdsfortegnelse 1) Byrådsmødet den 1. oktober ) Byrådsmødet den 4. oktober 1928 Uddrag fra byrådsmødet den 1. oktober side 1 Klik her for at åbne den oprindelige kilde Til første side (J. Nr ) Henvendelse fra Aarhus Privatbank, om Aarhus Kommune eller Aarhus Havn vil deltage i en paatænkt Rekonstruktion af Aarhus Oliefabrik. Fra A/S Aarhus Privatbank forelaa følgende Skrivelse: "Hoslagt tillader vi os at fremsende Driftsregnskab og Status pr. 1/ tilligemed Ekstractafskrift af en af Højesteretssagfører David, der er Formand for Bestyrelsen for A/S Aarhus Oliefabrik, udarbejdet Indberetning til Kjøbenhavns Privatbank. Af denne Beretning vil det ses, at Præference-Aktiekapitalen paa de 8 Mill. Kroner og den almindelige Aktiekapital paa 6 Mill. Kroner maa betragtes som tabt, desuden er der i saa Fald et Underskud paa Kr Af Præference-Aktiekapitalen ejes Kroner af 10 forskellige Margarinefabrikker samt Fælles-Oliemøllen, medens Kjøbenhavns Privatbank ejer fem Sjettedele, Aarhus Dette dokument er fra Side 1 af 24

2 Privatbank den ene Sjettedel af Resten. Prioritetsgælden paa de 10 Mill. Kroner amortiseres med Kr. om Aaret, gennem Udtrækning pr. 1. Juli og 1. Januar, f. G. 1/ Privatbanken i Kjøbenhavn er nu indgaaet paa at afskrive sin Del af Præference- Aktiekapitalen og nedskrive sit almindelige Tilgodehavende med 8 Mill. Kroner, samt lade sit Tilgodehavende paa separat Konto amortisere gennem en Aarrække paa følgende af Kjøbenhavns Privatbank og de Banker, der deltager idennes Rekonstruktion, stillede Betingelser: 1) Aarhuus Privatbank kvitterer sin Andel i Præference-Aktiekapitalen. 2) De ordinære Aktier og de resterende Præference-Aktier nedskrives til 5 %. 3) Der nytegnes en saa stor Aktiekapital, at denne bliver paa indtil 10 Mill. Kroner. 4) Der træffes med Bankerne Aftale om en Remburskredit paa op til ) Samtidig hermed vil der være at træffe en Overenskomst med Sønderborg Oliefabrik. Efter hvad Højesteretssagfører David meddeler, er de under Post 4 og 5 nævnte Vilkaar opfyldte, medens der er Udsigt til at faa tegnet den fornødne Aktiekapital, hvorved bemærkes, at Aktieselskabet Det østasiatiske Comp. har tegnet en større Aktiepost, medens Aarhus Privatbank vil søge Repræsentantskabets Tilladelse til, at Banken kvitterer sin Andel i Aarhus Oliefabriks Præference-Aktiekapital og nytegner 2 Millioner Kroner Aktier mod, at Aarhus Havn eller Aarhus Kommune ligeledes nytegner 2 Millioner Kroner. Hvorledes de 8 Millioner Kroner, Københavns Privatbank afskriver, tænkes anvendt, er der endnu ikke truffen nogen Bestemmelse om. Antagelig vil 5 Millioner Kroner være at anvende til Nedskrivning af Fabrikkens Anlæg, der herved kommer til at staa Aarhus Oliefabrik i 10 Millioner Kroner, hvad der er en ret lav Vurdering. Fabrikken vil saa have 3 Millioner Kroner til Anvendelse paa anden Maade. Vi nærer den Overbevisning, at Aarhus Oliefabrik, hvis den foreslaaede Rekonstruktion gennemføres, fremtidig vil være i Stand til at drive en lønnende Virksomhed til Gavn for Aarhus Havn og Aarhus By, til Gavn for den Befolkning, hvis Levebrød direkte eller indirekte er knyttet til Aarhus Oliefabrik, ligesom den forhaabentlig fremtidig vil være i Stand til at forrente den nye Aktiekapital paa passende Maade, samtidig med at Aarhus Oliefabrik yderligere konsolideres gennem Virksomhedens Overskud. Da det har voldt store Vanskeligheder at faa bragt foranstaaende Ordning i Stand, og det kan tænkes, selvom det ikke i dette Øjeblik er sandsynligt, at der bliver at foretage enkelte Ændringer i Rekonstruktionsplanen, vil vi sætte Dette dokument er fra Side 2 af 24

3 Pris paa, om Aarhus Havn, saafremt man kan tænke sig at gaa ind paa Tegningen, vil gøre dette uden andre Betingelser, end at Aarhus Kommune tegner samme Beløb som Aarhus Privatbank og paa samme Betingelser som denne". Borgmesteren aabnede Mødet med en Undskyldning, fordi det havde været nødvendigt at sammenkalde Byraadet med saa kort Varsel; men det var en ret alvorlig Situation, der forelaa. Taleren havde sidste Fredag været i København og fik da Meddelelse om, at Københavns Privatbank var lukket, og Tanken maatte da straks gaa til Aarhus Oliefabrik med de mange Tusinde Mennesker, der har deres Beskæftigelse der, og Taleren var straks klar over, at Bankens Lukning kunde faa alvorlige Følger for Aarhus By. Efter Hjemkomsten havde Taleren en Samtale med Direktør Andersen, Aarhus Privatbank, som udtalte Muligbeden af, at man ovre i København kunde faa i Sinde at spænde Oliemøllen og nogle andre Virksomheder ud af Københavns Privatbank. Det vilde blive en frygtelig Situation for Aarhus By; man maatte derfor med Velvilje overveje, hvad der kunde gøres for at hindre dette, og der blev i den Forbindelse Tale om, at det maaske kunde blive nødvendigt, at Byen eller Havnen stiller en Garantikapital til Raadighed. Taleren fik senere telefonisk Forbindelse med Departementschef Martensen-Larsen og spurgte ham, hvorledes han tænkte sig, at Ministeriet vilde stille sig dertil, hvis denne Situaton kom til at foreligge. Han svarede dertil, at hvis Ministeriet skulde tænke sig at tillade noget saadant, vilde man sikkert kræve en enstemmig Beslutning fra Byraadets Side. Derefter havde Taleren en Samtale med Oliefabrikkens Ledelse og henstillede meget til dem at søge Sagen løst uden Kommunens Medvirken, men bad tillige Højesteretssagfører David gaa op i Ministeriet og tale med Departementschefen, for at Ministeriet kunde faa saa fyldige og nøgterne Oplysninger som muligt. Lørdag Eftermiddag havde Taleren igen en Telefonsamtale med Departementschefen, som nu havde talt med Indenrigsministeren, men Taleren fik ikke andet at vide, end der vilde blive krævet en fuldstændig enstemmig Beslutning, hvis Sagen overhovedet skulde gennemføres. Ved Samtalen med Oliefabrikkens Ledelse blev ogsaa det Spørgsmaal berørt, hvem der var mest interesseret i Fabrikkens Bestaaen, enten Byen eller Havnen, og man var paa det rene med, at begge Parter var meget interesseret deri, idet ca Familier direkte havde deres Levebrød af Fabrikken, og mange flere indirekte, og skulde alle disse Mennesker miste deres Erhverv, blev det en frygtelig Situation for Byen. Da Kommunen nu stod og skulde laane Penge for at klare sine Finanser, vilde Taleren anse det for heldigst, at det i paakommende Tilfælde blev Havnen, der tegnede Garantien. Selvfølgelig havde Taleren ikke i mindste Maade gjort noget i Dette dokument er fra Side 3 af 24

4 Retning af at binde Aarhus By; Budgetudvalget havde haft Møde i Eftermiddag, hvor der blev talt lidt om Sagen, men da forelaa der endnu intet fra Oliefabrikkens Side, saa Budgetudvalget havde ikke haft Lejlighed til at tage Stilling til Sagen, og først efter Udvalgets Møde kom der Henvendelse fra Aarhus Privatbanks Ledelse, hvori man bad om at faa Byraadet sammenkaldt til Møde i Aften. Taleren ansaa det i og for sig for det behageligste, at Budgetudvalget ikke havde beskæftiget sig dermed; nu fik alle Medlemmerne Tingene fra første Haand og kunde hver for sig tage sin Stilling til den foreliggende Sag. Taleren oplæste foranstaaende Henvendelse fra Aarhus Privatbank og bad derefter Bankdirektør C. Andersen give en Redegørelse for Sagen. Bankdirektør C. Andersen indledede med at sige, at naar man fra Aarhus Privatbank havde henvendt sig til Borgmesteren og Byraadet, var det foranlediget af den Situation, der opstod ved Lukningen af Københavns Privatbank. Selv om man havde forudset Muligheden af, at Banken kunde komme i Vanskeligheder, havde man næppe tænkt sig, at denne skulde komme i en saa kritisk Situation, hvorved Aarhus Oliefabrik blev bragt i en endnu større Fare, saafremt den skulde udskydes fra Københavns Privatbank og henlægges til Landmandsbankens Afviklingskasse. Selv om dette fra Regeringens Side kun var tænkt som en ganske midlertidig Foranstaltning, vilde det dog virke meget uheldigt for Fabrikken, hvis den skulde sammenlignes med Virksomheder som Kroghs Fabrikker eller Oversøisk Kompagni; det vilde let give det Indtryk, at Aarhus Oliefabrik var noget, man kunde smide ud paa Møddingen, og som ikke var noget værd. Dette Spørgsmaal var nu blevet et Kardinalpunkt fra Københavns Privatbanks Side, og det havde taget en saadan Form, at Aarhus By var kommet frem i første Række, selv om man jo kunde sige, at naar Banken havde et Tab paa 70 Mill. Kr., var Tabet ved Oliemøllen kun en ringe Del deraf. Teutoniakatastrofen havde maaske faaet Bægeret til at flyde over, men bortset herfra vilde Katastrofen i Banken alligevel være kommen, om end i mindre Omfang. Det var almindelig bekendt, hvorledes Oliemøllen var kommet i Vanskeligheder, dels maaske ved egen Skyld, dels ved at den under Krigsperioden kom til at spænde over mere, end den kunde magte, og det var gaaet her som altid, at naar Krisen kommer, saa rammer den paa det mest uheldige Tidspunkt; Fabrikken laa med et mægtigt Lager, købt til meget dyre Priser, og saa kom der et Prisfald, hvorved Copra gik ned fra 65 til 19 i Løbet af 3 Maaneder; det maatte nødvendigvis give uhyre Tab. Desuden havde forskellige Personer svigtet eller misforstaaet deres Opgave, og Kontrollen kom for sent til at afbøde Tabet. Rekonstruktionen af Oliefabrikken i 1923 var i Virkeligheden ikke nogen Rekonstruktion, for det kunde ikke Dette dokument er fra Side 4 af 24

5 overses paa det Tidspunkt, og der var heller ikke Penge dertil. Da man gerne vilde bevare noget af den gamle Aktiekapital, beholdt man for 6 Mill. Kr. af denne, skønt der ikke var Dækning for dem. Dertil kom saa, at Oliemøllen havde maattet indgaa en Kontrakt med Oversøisk Compagni om Tonnage, hvorefter Fabrikken skulde deltage i Amortisationen af Skibene, og dette Forhold kunde heller ikke kapitaliseres i Det blev slidt af i de kommende Aar, men slugte hele Fabrikkens Overskud, naar der var et saadant. De saakaldte Russiske Fabrikker i Warschau og Libau mistede deres Værdi, da Randstaterne og og Polen blev skilt fra Rusland, men Fabrikkerne blev dengang staaende bogført til deres oprindelige Værdi. Det var altsaa ingen virkelig Rekonstruktion, og siden den Tid havde Præference-Aktierne maattet bære Fabrikken frem og lægge Ryg til; men det havde været en Skærsild, hvor den ene Skuffelse kom efter den anden. Endelig i 1927 syntes Fabrikken at være kommen ind i en mere sund og rentabel Drift, og saa kom Teutonias Sammenbrud, som bevirkede, at det blev umuligt for Aarhus Oliefabrik at køre igennem ved egen Hjælp. Man havde derfor været klar over, at der maatte en Rekonstruktion til, og Privatbanken i København var ogsaa indstillet derpaa, men saa kom den selv ud for endnu større Vanskeligheder og maatte lukke, og der var nu stillet den Betingelse, at Privatbanken kun kan genaabnes, hvis der kan finde en Ordning af Aarhus Oliemølles Forhold Sted. Saaledes laa Landet sidste Fredag, og dermed var Tyngdepunktet flyttet fra København til Aarhus, saa man nu her maatte klare for sig selv, om man ønskede denne Virksomhed holdt i Gang. Taleren vilde her indskyde, at for 3 Uger siden blev der fra Københavns Privatbank rettet Anmodning til Højesteretssagfører David om at give en Redegørelse for Oliefabrikkens Stilling, og denne Redegørelse vilde Taleren gerne give et Resumé af. Fabriksanlægene stod opført til 15 Mill. Kr., men der var i Løbet af 10 Aar anvendt 10½ Mill. Kr. af Driften til Vedligeholdelse, saa det var faktisk en successiv Fornyelse af hele Anlæget, og Værdien var derfor ikke sat for højt. Foruden de øvrige Ejendomme og Pladser i Byen havde Oliefabrikken en lille Filial i Danzig, der var anlagt paa Grund af Toldbeskyttelsen der, og den gik saa godt, at Anlæget hurtigt kunde afskrives. Varebeholdningen var optagel til rimelige Priser, og der tiltrængtes ikke nogen ekstraordinær Afskrivning derpaa. Interesser i fremmede Selskaber paa 11 Mill. maatte væsentlig betragtes som tabt og var ogsaa praktisk talt afskreven. Tre Stationer i Østen og en enkelt i Afrika var afviklede, og kun Stationerne i Kolombo og Makassar var tilbage, men de kunde fuldstændig hvile i sig selv, og der var ikke Grund til at foretage Afskrivning paa dem. M. H. t. Debitorer maatte her afskrives et Tab i Teutonia paa 2. 8 Mill. Kr., idet man Dette dokument er fra Side 5 af 24

6 kun regnede med en Dividende paa 30 %. Værdien af de russiske Fabrikker var nedskreven til 0; men det var ikke udelukket, at de senere kunde faa nogen Værdi. Det blev ialt en Afskrivuing paa Kr., og til Imødegaaelse heraf fandtes en Reserve paa Kr. samt Overskudet for den forløbne Del af Aaret paa 1 Mill. Kr. og det beregnede Overskud for Resten af Aaret paa Kr., altsaa Kr., hvorved det til Rest blev Kr. Dette Beløb mente Højesteretssagfører David skulde afskrives, og til Dækning heraf havde man en Aktiekapital paa 14 Mill. Kr., som kvitteres, hvorefter der bliver Kr. til Rest. Saaledes stod Sagerne for 14 Dage siden, men nu kom altsaa Privatbankens Lukning, og da denne Bank skulde og maatte genaabnes, var det nødvendigt at skille den af med Oliemøllens Engagement. De var derfor villige til at strække sig langt for at opnaa dette, og Hr. David havde derfor forelagt Banken en Plan, hvorefter den skulde løses fra Engagementet imod foruden sin Del af Oliemøllens Aktiekapital at kvittere 6 Mill. Kr., og det gik Banken ind paa. Højesteretssagføreren begyndte derefter et ihærdigt Arbejde for at skaffe ny Aktiekapital til Oliemøllen; han havde gennem Aat ene gjort et fortræffeligt Arbejde for Fabrikken uden personlig Interesse; nu tegnede han sig selv form Kr. og Direktør Lausen for Kr.; ialt havde Bestyrelsen tegnet sig for ca. 1 Mill. Kr. Aarhus Privatbank vilde foreslaa Repræsentantskabet, at Banken tegner sig for 2 Mill., og en Del gode Mænd i København har tegnet sig for betydelige Beløb, saa man mente nu at have ca. 8 Mill. sikret. Ogsaa Østasiatisk Compagni havde tegnet en større Aktiepost, men dog ikke saa stor, at Selskabet faar nogen Indflydelse paa Fabrikkens Ledelse, og de havde heller ikke forlangt at blive repræsenteret i Ledelsen. Selvfølgelig var Ø. K. s Penge lige saa gode som andres, og der havde i de sidste 6 Aar bestaaet et godt Forhold mellem Oliefabrikken og Ø. K, saa den ødelæggende Konkurrence fra tidligere Tid nu var forbi. Der var saa forhandlet med Nationalbankerne og Hovedbankerne i København om en Remburskredit paa , thi Aarhus Privatbank kunde ikke alene magte dette; havde Banken ikke holdt sig tilbage i 1918, havde den nu ligget som Københavns Privatbank. Hovedbankerne krævede en ny Aktiekapital paa 12 Mill. Kr.; men det afviste Højesteretssagføreren og truede med at afbryde Forhandlingerne, hvis man fastholdt dette Krav; man blev da enig om at nøjes med 10 Mill. Kr., og tillige gik Privatbanken ind paa at kvittere 8 Mill. Kr. i Stedet for 6 Mill. Sagen laa derefter saaledes, at hvis Aarhus By eller Havn vil tegne sig for 2 Mill., er alt i Orden. De var nu fordelt mellem Københavns Handelsbank og Landmandsbanken samt et mindre Beløb til Aarhus Privatbank og eventuelt til den ny Privatbank i København. Endelig var der truffet den Ordning, at Dette dokument er fra Side 6 af 24

7 Sønderborg Oliefabrik, som financieres af Københavns Handelsbank, skulde ophæves mod visse Godtgørelser, hvilket jo var en Fordel for Aarhus Oliefabrik, og naar saa samtidig Østasiatisk Kompagni indtræder som Aktionær, var der Grund til at tro, at Aarhus Oliefabrik kunde gaa en rolig og jævn Udvikling i Møde uden nogen ødelæggende Konkurrence, i hvert Fald for Indlandets Vedkommende. Oliemøllen havde fra 1923 til 1/ indtjent 11 Mill. Kr. eller 2,1 Mill. om Aaret; det viste, at Fabrikken er fuldtud levedygtig, naar den blot ikke har andet at slæbe paa, og med sin nuværende Organisation og sin hæderlige og dygtige Ledelse vilde den kunne klare sig i Konkurrencen. En Nedskrivning til 10 Mill. Kr. var lavt sat, og til Sammenligning var Soyakagefabrikken opført til 13 Mill. Angaaende Aarhus Privatbanks Tab ved Oliemøllen, saa kunde man se derpaa med Sindsro; de Kr. i Præference-Aktier var i Forvejen nedskrevet til Kr., og dette Beløb kunde dækkes af overført Saldo fra i Fjor uden at berøre det egentlige Regnskab. Skulde Fabrikken komme til at lukke, havde Banken Pant i Varelageret, men det vilde selvfølgelig være en overordentlig stor Katastrofe for Aarhus By, hvis det gik saaledes, og derfor kom man nu til Byraadet og forelagde Situationen, idet man bad om Aarhus Kommunes Støtte. Som Forholdene nu laa, havde Taleren den bestemte Tro, at Aarhus Oliefabrik kunde klare sig og blive en god Støtte for Aarhus By og Havn, og Taleren vilde meget indtrængende henstille til Byraadet at give Sagen sin Støtte. D Hrr. vilde sikkert kun faa Tak fra Aarhus By derfor, selv om smaalig Kritik jo aldrig kunde undgaas. Overretssagfører P. Stampe kunde fuldstændig slutte sig til Bankdirektør Andersens Udtalelser. Taleren understregede den Betydning, som Aarhus Oliefabrik havde for Aarhus Havn, idet 28 % af Havnens Omsætning vedrørte Oliemøllen. Skulde Fabrikken lukke, betød det, at dens Virksomhed i det væsentlige gik til Udlandet, hvilket vilde være et stort Tab for Danmark. Med den Nedskrivning, der nu fandt Sted, stod Fabrikken udmærket rustet til at optage Konkurrencen med Udlandet og havde i det hele taget økonomisk Basis til at drive en lønnende Forretning. Hvis Aarene ikke bærer imod, vilde Fabrikken samtidig konsolidere sig, saa der ikke igen kommer saadanne Katastrofer. Disse havde jo deres Grund i den store Verdenskrig, som ingen kunde forudse, og det derefter følgende mægtige Prisfald. Taleren gennemgik derpaa, hvorledes Fabrikkens Stilling vilde blive efter den paatænkte Rekonstruktion og udtalte som sin Overbevisning, at den financielle Stilling nu maatte betragtes som saa gunstig, at man kunde imødese Fremtiden med Sindsro, og hvis Byraadet vilde gaa med til denne Haandsrækning, fik det sikkert en stor Tak derfor. Det vilde samtidig kunne blive en god Forretning for Kommunen, selv om man naturligvis Dette dokument er fra Side 7 af 24

8 ikke med Sikkerhed kunde sige noget derom. Borgmesteren erklærede, at hvis nogen ønskede at rertte Forespørgsler til de to Repræsentanter for Oliemøllen, vilde det nu kunne lade sig gøre, hvorefter Taleren tænkte sig, at Byraadsgrupperne hver for sig vilde drøfte Spørgsmaalet. Efter at det var sket, vilde Forhandlingerne blive fortsat i det samlede Byraad. Vald. Pedersen kunde godt tiltræde Borgmesterens Henstilling, men der var maaske ogsaa Anledning til at sige et Par Ord til den Institution, som var repræsenteret ved Mødet, og som jo ikke var Aarhus Byraad helt ukendt. Nu kom man i den 11. Time og lagde Kortene paa Bordet, men der var jo ingen Garanti for, at Beregningerne holdt Stik, og der kunde maaske heller ikke garanteres noget i den Retning. Den Administration, der var foregaaet i Aarhus Oliefabrik, var saaledes, at mange havde ventet et Krak for længe siden, og Bankdirektør Andersen erkendte det selv ved sin Udtalelse om, at Fabrikken havde paataget sig langt mere, end den kunde gabe over. Selv om Folk ikke var direkte interesseret i Oliemøllen, var der alligevel mange i Byen, der beskæftigede sig med dens Forhold, og de Dispositioner, der var foretaget i de senere Aar, var saaledes, at man maatte værge sig ved at tro derpaa. Naar Direktør Andersen nu hævder, at der ikke skete nogen Rekonstruktion i 1923, saa udtalte Højesteretssagfører David lige det modsatte. For faa Dage siden skrev selve Oliemøllens Ledelse angaaende Teutonia-Affæren, at man blot skulde være rolig, for Oliemøllens Skorsten skulde nok vedblive at ryge. Nu meddeler Højesteretssagføreren, at der kun bliver 30 % Dividende ved Teutonia, medens han tidligere næsten vilde garantere for 60 %. Ogsaa Aarhus Privatbank havde meddelt Offentligheden, at den Smule Tab i Teutonia kunde man sagtens bære. Men Ledelsen maatte hellere straks have taget Tyren ved Hornene og sagt, hvorledes Landet laa, i Stedet for at holde Folk hen med Snak og saa i sidste Øjeblik at komme til Kommunen med Krav om dens Medvirkning. Det var glædeligt, hvis det virkelig passede, at den store Kamp mellem Ø. K. og Oliemøllen var hørt op, men Taleren vilde dog først se det. Naar Ø. K. havde tegnet en Aktiepost, kunde det maaske ogsaa betyde, at der var Udsigt til, at dette Selskab nu spiser Aarhus Oliefabrik. Angaaende Kroghs Fabrikker, saa var det meddelt over det ganske Land, at Fabrikken i Viborg ikke var berørt af Historien, det var blot Papirfabrikken, der maatte likvidere. Det var ikke uden Interesse at mødes her med Privatbankens øverste Ledelse, som jo ogsaa repræsenterede Oliemøllen. Taleren havde haft Lejlighed dertil et Par Gange tidligere, men da var Tonen en anden; da satte man sig paa den høje Hest overfor Aarhus Kommune. Selv om Oliemøllen har stor Betydning for Aarhus, saa laa det alligevel noget udenfor en Kommunes Opgave at give sig til at være Dette dokument er fra Side 8 af 24

9 Aktionær i en saadan Virksomhed, og Taleren stillede sig paa det nuværende Tidspunkt meget skeptisk til Tanken. Der maatte sikkert kunne findes en anden Form for Støtte. Aarhus Kommune skyldte Privatbanken ca. 5 Mill. Kr., og da den nu skulde have sine Finanser ordnede ved et Laan, kunde det maaske tages saa stort, at Gælden til Privatbanken kan betales; i saa Fald kunde Banken jo overtage 4 Mill. i Oliemøllen i Stedet for 2 Mill., saa Kommunen ikke behøver at træde til. Flertallet i Aarhus Byraad repræsenterede Arbejderne, og hvis Kommunen nu blev Aktionær i Foretagendet, kunde Kritikken let blive saa stor, at det blev vanskeligt at staa for den. Arbejderne var ikke ukendt med Forholdene paa Oliemøllen, og det maatte sætte ondt Blod, naar de i de daarlige Aar skulde nøjes med en Sulteløn, medens Direktørernes Gager laa omkring Kr. Naar en Forretning var saa langt ude som Oliemøllen, var der ikke Raad til at betale den Slags Gager. Ja, man kunde gaa længere ned i Rækken og pege paa Folk, som oppebar Gager paa Kr., uden at nogen kunde sige, hvad vedkommende bestiller. Disse Forhold maatte kritiseres, og naturligvis kunde Ledelsen selv om, hvorvidt den vilde tage Hensyn til Kritikken; men hvis Kommunen blev Aktionær, maatte d Hrr. tage Skeen i en anden Haand og tage Hensyn til, hvad der anføres, og Arbejderne vilde sikkert kræve at faa Del i Fabrikkens Ledelse. Taleren haabede, at Aarhus Oliemølle kunde køre videre, men der var ikke nogen Garanti derfor, og gik det saa alligevel galt, havde Aarhus Kommune ofret 2 Mill., for at d Hrr. kunde vedblive at boltre sig derude. M. Brammer udtalte, at det var en meget stor Sag, som man pludselig blev stillet overfor; men i Aarhus maatte man vist nærmest være glad ved, at det hele saaledes kom styrtende paa een Gang, da det nu kunde give Anledning til en Ordning af hele Forholdet i Aarhus Oliefabrik. Et Sammenbrud af Oliefabrikken vilde betyde et saa uhyre Tab for Aarhus By og Havn, at det var forstaaeligt, naar man kom ind paa den Tanke, at Aarhus Havn i et saadant Tilfælde maatte træde til og være med til at danne en ny Aktiekapital. Det Grundlag, som Fabrikken vilde komme til at hvile paa efter den paatænkte Rekonstruktion, var saa solidt, at den sikkert kunde gaa en rolig Udvikling i Møde, og det maatte hilses med den største Glæde. Skulde Fabrikken standse, vilde der komme en saa stor Forøgelse af Arbejdsløsheden i Aarhus, at disse Penge vilde gaa alligevel. Aarhus Oliemølle blev efter Forslaget, saavidt man kunde se i en Hast, stillet ret gunstig i Fremtiden; den vilde faa Sympati ogsaa fra Sider, hvor den ikke tidligere havde haft det, og den fik tilstrækkelig Kapital at arbejde med, saa der kan fremkomme et Udbytte, naar hele Fortjenesten ikke mere skal anvendes til Forrentning. Taleren forstod ikke rigtig Vald. Pedersens Udtalelse om, at Kommunen i saa Fald var Dette dokument er fra Side 9 af 24

10 ganske uden Indflydelse paa Fabrikkens Ledelse, for som Aktionær erhvervede man sig jo en vis Indflydelse paa Ledelsen og kunde fremsætte sine Forslag paa de aarlige Generalforsamlinger. Selv om Fabrikkens Betydning var størst for Aarhus, havde den tillige en meget stor Betydning for hele Landet, og nu havde Sagen tilmed udviklet sig saaledes, at ogsaa Opretholdelsen af Københavns Privatbank var afhængig af Oliemøllens Forhold. Taleren ansaa det derfor under disse Forhold som en Pligt for Byraadet nøje at overveje, hvad der kan gøres, og at give hele Sagen det Skub fremad, som kan faa den til at glide. Det var en stor Gevinst for Aarhus By at faa en Ordning af Oliemøllens Forhold, saa den truende Sky, der saa" længe havde ligget over denne Virksomhed, kunde lette, og det kunde næppe ske paa en heldigere Maade end efter det foreliggende Forslag til Rekonstruktion. Af disse Grunde ansaa Taleren det for Byraadets Pligt at medvirke til, at denne Ordning kan komme i Stand snarest muligt, og vilde meget anbefale, at Byraadet gaar med dertil. Bernt Jensen betonede, at Aarhus Kommune her var stillet overfor et ejendommeligt Forhold, for i al Almindelighed laa det jo udenfor en Kommunes Opgaver at blive Aktionær i store Selskaber. Det var ogsaa ret pludseligt, man blev stillet overfor dette Spørgsmaal. Man havde nu fra Bankdirektør Andersens Side faaet forelagt et Driftsregnskab for det sidste Halvaar og en Redegørelse for, hvordan Fabrikkens Status formentlig staar. Redegørelsen var skrevet af Bestyrelsens Formand, Højesteretssagfører David, og det havde selvfølgelig mindre Betydning, derimod havde det en hel Del at sige. hvem der har lavet Opgørelsen, for udenforstaaende kunde næppe se igennem hele dette Forhold, tilmed naar man, som det var sagt "ikke kunde regne med store Tal". Men en Kommunalbestyrelse maatte vel have nogen Garanti for, at de opstillede Beregninger og Opgørelser er rigtige, før man gaar med til et saadant Forslag, Aarhus By var selvfølgelig stærkt interesseret i at opretholde Oliefabrikken, men maaske ud fra noget forskellige Synspunkter. For Byraadets Flertal var det nogenlunde ligegyldigt, om det er det nuværende Aktieselskab eller et andet, der skal drive Fabrikken videre; Flertallets Interesse drejede sig om Byens Befolkning, specielt Arbejderne, som er beskæftiget paa Fabrikken. Oliemøllen havde vel nok været en god Institution for Aarhus By, men Hensynet fra Fabrikkens Side var selvfølgelig det rent forretningsmæssige; andre Institutioner havde ogsaa i de senere Aar været i Trængsel, det samme havde Aarhus Kommune været, særlig som Følge af Arbejdsløsheden, men her havde man aldrig fra Oliemøllen sporet nogen Interesse for Kommunen, idet Fabrikken altid havde hentet en hel Del af sine Folk ude fra Landet, til Trods for, at en stor Del af Kommunens Arbejdere gaar ledige. Det var et Dette dokument er fra Side 10 af 24

11 Forhold, som man maatte have Opmærksomheden henvendt paa, hvis Byraadets Flertal gaar med til Forslaget. Der var ogsaa et andet Forhold at lægge Mærke til, nemlig at Aarhus Privatbank stiller som Betingelse for at tegne 2 Mill. Kr., at Aarhus Kommune gør det samme. Taleren vidste ikke, om der laa noget derunder, ellers maatte man synes, at Privatbanken kunde være lige glad, om Aarhus tegner Restbeløbet, eller andre gør det; men det var maaske en tilfældig Bemærkning. Saa stod der til Slut i Forslaget, at man vil sætte Pris paa, at Aarhus By eller Havn vil gøre det paa samme Betingelser som Aarhus Privatbank. Men man havde ikke hørt noget om, hvilke Betingelser Banken vil stille, og saa kunde man næppe paa Forhaand binde sig dertil. Taleren gik ud fra som en Selvfølge, at for saa vidt Aarhus Kommune gaar med, faar den en Repræsentant i Fabrikkens Ledelse. Taleren vilde dog sætte mere Pris paa, at man faar nogen Indflydelse paa den daglige Drift; men det kunde maaske ikke lade sig gøre. Det var ganske uholdbart i disse vanskelige Tider at betale Lønninger paa Kr. eller mere, og hvis Kommunen ikke kunde faa Indflydelse paa dette Forhold, vilde Taleren være betænkelig ved at gaa med til hele Historien. Man maatte ogsaa tænke paa Konsekvenserne, for Aarhus By havde mange andre Fabrikker, som man var interesseret i at holde i Gang, og hvis disse kom i Vanskeligheder, vilde de maaske ogsaa komme til Kommunen om Hjælp; derfor maatte man være meget varsom med den Slags Dispositioner. Men først og fremmest maatte det klarlægges, i hvilket Forhold Kommunen kom til at staa til Fabrikkens Ledelse, saafremt man gik med til at tegne Kommunen for et saadant Beløb. H. P. Christensen antog, at det nu var Skæbnetimen, som var inde for Aarhus Oliefabrik, hvor det skulde afgøres, om den vedblivende kan bestaa, eller om den maa nedlægges eller eventuelt overtages af andre. Alle var sikkert enige om, at det vilde være en Ulykke for Aarhus By, hvis den maatte standse, særlig under de nuværende Forhold med den store Arbejdsløshed, og det var uforstaaeligt, at man fra Statens Side følte sig forpligtet til at medvirke til en Løsning af hele Spørgsmaalet, særlig da man tidligere havde gjort det overfor Landmandsbanken, hvor det drejede sig om en langt større Garanti. Her gjaldt det ganske vist ikke København, men Aarhus, men alligevel var det en Sag, som angik hele Landets Befolkning, og saa maatte det ogsaa være Samfundets Pligt at medvirke ved en Genrejsning; det burde ikke overlades til en enkelt By. Man maatte forudsætte, at de 2 Mill. Kr., der var Tale om, eventuelt kan tabes, og derudfra maatte man handle. Taleren vilde da dertil sige, at saafremt det skulde vise sig, at alle andre Veje er lukkede, og at det var den eneste Betingelse for, at Aarhus Oliefabrik kan opretholdes, saa vilde Taleren hellere gaa med til Dette dokument er fra Side 11 af 24

12 Forslaget end tage Ansvaret for en Lukning af Fabrikken. Aarhus Kommune var for Tiden haardt spændt for, medens Havnen var mere velstillet; det vilde derfor være naturligt, at det blev Havnen, som eventuelt tegnede Kapitalen. En Standsning af Oliemøllen vilde koste langt mere end 2 Mill. Kr.; det blev et Tab for Kommunen, der ikke kunde opvejes i en Aarrække. Dette Ansvar kunde Aarhus Byraad næppe tage. Man kunde kritisere Ledelsen af Fabrikken og det, der var sket under Krigsperioden, og man kunde kritisere, at Oliefabrikken antog en Direktør, som man mente havde Begreb om Forholdene, men som gjorde det endnu værre. Der havde i de sidste 3-4 Aar været Uro om Københavns Privatbank, og man havde vel i nogen Grad været klar over, at det til Dels skyldtes Aarhus Oliemølle i Forbindelse med Fabrikken i Harburg. Men en Kritik af alle disse Forhold klarede ikke Sagen. Hvis der kunde stilles de Garantier, som Kommunen maatte kræve for at træde til, kunde Aarhus By ikke forsvare at sige nej. Naturligvis vilde Taleren bøje sig for en Beslutning fra Gruppens Side, men alle indenfor Gruppen følte sikkert det Ansvar, der kom til at hvile paa Byraadet, saafremt Fabrikken en skøn Dag maatte lukke. Om Aarhus Privatbank vilde Taleren sige, at dens Ledelse havde optraadt meget forsigtigt i denne Sag og ikke vovet sig for langt ud, til Trods for, at Direktøren sad i Oliefabrikkens Ledelse. Naar Banken ikke var haardere engageret, kunde man synes, at den var stærk nok til at tegne de 4 Mill., som manglede, saa Kommunen blev fri for at være med; men Privatbanken var en selvejende Institution, som man ikke kunde paalægge noget. Men Kommunen havde saa store Interesser i Sagen, at man næppe overfor Arbejderbefolkningen i Aarhus kunde tage det Ansvar at være medvirkende til Fabrikkens Standsning. J. Chr. Møller havde egentlig tænkt sig, at man blot skulde rette Forespørgsler til Oliemøllens Repræsentanter, hvorefter Grupperne hver for sig kunde forhandle om Sagen. Det nyttede jo ikke, at det eventuelt blev vedtaget med et Flertal, Indenrigsministeriets Sanktion dertil skulde indhentes, og der vilde sikkert blive krævet en enstemmig Beslutning fra Byraadets Side. Borgmesteren: Ensaadan Beslutning kan ikke faas, da enkelte Medlemmer er fraværende! J. Chr. Møller mentesaa, atenvidere Diskussion om Sagen var ret ørkesløs. Nogen egentlig Garanti kunde man næppe faa, naar man tegnede Aktier, kun samme Garanti som de øvrige Aktionærer, at hvis det gaar godt, faar man sit Udbytte, og gaar det daarligt, faar man intet, og en Risiko vilde der altid være derved. Der var talt en Del om Direktørgager, men Taleren tvivlede meget om, at de løber op til 100,000 Kr., selv om Tantieme medregnes. Naar Taleren vilde anbefale at gaa med til Forslaget, var det hverken for Aktionærernes Skyld eller for Oliemøllens Skyldsom saadan, men for Aarhus Bys Skyld. H. P. Christensens Dette dokument er fra Side 12 af 24

13 Udtalelservar rigtige,at Aarhus ikke kan taale en Standsning af Oliemøllen. Hvad vilde det ikke koste i Arbejdsløshedsunderstøttelse Uge efter Uge, det vilde blive langt mere end de 2 Mill. Kr., og det var Penge, som man ikke fik noget som helst for, medens der her dog var en Mulighed for at faa Pengene forrentet. Det var naturligvis vanskeligt i saa kort Tid at sætte sig ind i et saadant Regnskab, og skulde man gaa i Detailler, vilde det vare alt for længe; men Taleren kunde ikke se rettere, end at det var opstillet nogenlunde nøgtern; særlig var det en Fordel, at de 11 Mill. Kr., hvormed man var interesseret i udenlandske Selskaber, nu blev udslettet. Det, man havde her i Landet, kunde nogenlunde overses, medens Interesserne i Udlandet var meget vanskelige at overse, og det var ogsaa der, at Tabene særlig var fremkommen. Det kunde ikke nægtes, at Oliefabrikken havde tabt mange Penge paa forskellige Maader; om det ved en klog Ledelse kunde være undgaaet, vidste Taleren ikke; man kunde jo altid bedst se Fejlene bagefter. Tiden efter Krigen med de store Konjunktursvingninger havde været meget vanskelig, og alle Virksomheder havde været udsat for store Tab, saa de, der ikke havde tilstrækkelig Kapital til at modstaa Tabet, maatte give op. Det værste Stød her var vel Teutonia-Affæren, og hvis den ikke var kommen, kunde Oliefabrikken maaske have redet Stormen af. Det var selvfølgelig en usædvanlig Situation, der forelaa for Byraadet, men man kunde næppe sige nej til at gaa med. Hvis man i Morgen fik at vide, at nu var Københavns Privatbank lukket, og Oliemøllen med, saa vilde man sikkert være ked af det Ansvar, man derved havde paataget sig. Det kunde være rigtigt, at i saadanne Forhold, hvor det drejer sig om hele Samfundet, burde Regeringen være traadt lidt hjælpende til; men det var vel Sporene fra Landmandsbanken, der skræmte, og det var forstaaeligt, at Regeringen var betænkelig ved at vove sig længere ud ad den Vej. 'taleren mente altsaa ikke, at Byraadet kunde undslaa sig ved at gaa med, og vilde henstille, at det bliver Aarhus Havn, der tegner Kapitalen, selv om det naturligvis var Byraadet der stod bagved. Man kom næppe videre med en Diskussion, før Grupperne havde talt sammen og eventuelt blev enige om en Fællesoptræden, enten man saa siger ja eller slaar det i Stykker. Holst-Knudsen udtalte, at Aarhus By maatte være Aarhus Privatbank taknemlig, fordi den ikke var kommen længere ud i Forholdet til Oliemøllen. Naar man tænkte paa de Auspicier, under hvilke Aarhus Oliefabrik blev startet, maatte det siges, at Aarhus Privatbank havde vist en saadan Klogskab og Maadehold, at Aarhus By kan takke dens Ledelse for, at Byen ikke i Dag staar i en meget vanskelig økonomisk Situation. Taleren troede ligesom Dr. Brammer, at man maatte være glad ved, at der nu var Udsigt til at faa en virkelig økonomisk Basis for Byens største og vigtigste private Dette dokument er fra Side 13 af 24

14 Virksomhed. Det maatte kræves, at det virkelig bliver en sund og for Fremtiden absolut tilstrækkelig Nedskæring, der sker. Her maatte man stole paa de Personer, der stod bagved, og særlig maatte man lægge Vægt paa, at de to Mænd, som var til Stede, og som begge var gode Aarhusborgere, udtalte som deres Overbevisning, at den foreslaaede Ordning vilde være tilstrækkelig for Fremtiden. Taleren havde forstaaet Regnskabet saaledes, at Fabriksanlægene nedskrives fra 17 til 10 Mill., Interesser i fremmede Selskaber paa 11 Mill. afskrives fuldstændig, Debitorer i fremmed Valuta nedskrives med 2,1 Mill. og i Kroner med Kr., medens det fra tidligere Aar overførte Underskud paa Kr. helt afskrives. Afskrivningen paa Kontoen for Debitorer var ikke sælig stor, og Taleren ønskede gerne d Hrr. s Ord for, at de resterende store Beløb er solide og gode Fordringer, som efter alt, hvad der kan skønnes, ikke vil bringe yderligere Tab. Taleren havde gerne set, at Prioriteterne var bleven afløst af tilsvarende Aktiebreve, da det maaske var noget uheldigt for en Fabrik at have en Prioritetsgæld. Rembursgælden var 3 Mill. større end Beholdningen, men det maatte vel forstaas saaledes, at den overskydende Rembursgæld stammer fra forbrugte Varer. Angaaende Diverse Kreditorer gik Taleren ud fra, at det var det Beløb, der svarer til løbende Mellemværender, og ikke gamle Poster, som burde deltage i Saneringen. Endelig vilde Taleren sige, at naar Aarhus Privatbank afskriver hele sin Præference-Aktiekapital og nytegner Aktier for 2 Mill. Kr., saa havde Banken dermed taget en Andel i Saneringen, der stod i passende Forhold til den Andel, som Københavns Privatbank havde taget, og den Andel, som man kunde forlange efter det Forhold, hvori Banken er interesseret i Aarhus Oliefabrik. Borgmesteren antog, at Bankdirektør Andersen vilde svare paa de forskellige Spørgsmaal, der var stillet, og maaske ogsaa oplyse, hvorledes Forholdet laa for Kroghs Fabrikkers Vedkommende. Vald. Pedersens Tanke om de 4 Mill. Kr., som Banken eventuelt kunde tegne, stammede vist fra nogle Udtalelser, der var falden i Budgetudvalgets Møde i Eftermiddag, hvor man drøftede Laanesagen. Der faldt da en Bemærkning om, at man eventuelt kunde fremskaffe saa stort et Laan, at Banken fik 3-4 Mill. Kr. til Disposition. Vald. Pedersen og Bernt Jensen var ogsaa inde paa at tale om, at Kommunen bør have Andel i Ledelsen, og Taleren vilde gerne høre Bankdirektørens Stilling dertil. Det var rigtigt, som Bernt Jensen udtalte, at det kunde medføre Konsekvenser for Kommunen, hvis andre af Byens Fabrikker kom i Vanskeligheder, og af den Grund vilde Taleren endnu en Gang henstille til Fabrikkens Ledelse at undersøge, om der ikke skulde være andre Veje at gaa end at komme til Aarhus Kommune eller Havn om Støtte. Det samme havde Taleren indtrængende henstillet til de Dette dokument er fra Side 14 af 24

15 ledende Mænd allerede i Lørdags og vilde gerne høre, om Bankdirektøren ansaa enhver anden Mulighed for udelukket. Bankdirektør C. Andersen oplyste i Anledning af Vald. Pedersens Udtalelser, at de russiske Fabrikker i sin Tid havde været et udmærket Aktiv, hvorpaa der var tjent store Penge, og paa et vist Tidspunkt kontrollerede Aarhus Oliemølle 1/5 af Verdensproduktionen i Copra. Men ved den russiske Revolution socialiceredes Fabrikkerne i det egentlige Rusland, og da Randstaterne skiltes fra, mistede Fabrikken i Libau sin Kapacitet. Den havde derfor ingen Værdi i Øjeblikket og var nedskrevet til 0, men det var ikke udelukket, at maaske en Del af Pengene senere kunde reddes. Naar Hr. Vald. Pedersen i Anledning af Teutonias Dividende kritiserede Højesteretssagfører David, var det ikke berettiget; det var Meningen, at Fabrikken skulde sælges, og saa satte man den ikke for lavt, men gik ud fra den bogførte Værdi. Men der var gjort umaadelig Skade ved Skriverier i Bladene om Teutonias Forhold, saa Tyskerne blev bange for at give noget for Fabrikken, og derfor var Dividenden senere sat ned til 30 % for at være paa den sikre Side. Taleren frygtede ikke for, at Ø. K. skal æde Oliefabrikken; den Mulighed laa nu fjernere end nogen Sinde før, naar Oliefabrikken nu blev saa stærk, og Ø. K. nærede næppe noget Ønske derom. Angaaende Likvidationen af Kroghs Fabrikker, saa var Forholdet det, at en Fabrik var solgt til Tobakshandlerne, og den gik godt nok; Talerens Bemærkning gjaldt Papirfabrikken og nogle Grunde, der skulde sælges. Til Udtalelsen om, at Privatbanken eventuelt kunde tegne 4 Mill. Kr., vilde Taleren sige, at Banken havde strakt sig meget vidt i denne Sag, saafremt Repræsentantskabet gik med til de 2 Mill. Oliemøllen var udsprungen af Aarhus By, og Privatbanken betragtede det som sin Opgave at lægge Ryg til, naar det gjaldt Byens Virksomheder, og ud fra det Synspunkt vilde man anbefale Repræsentantskabet at tegne 2 Mill. Kr., selv om det egentlig laa lidt udenfor en Banks Virksomhed saavel som en Kommunes at tegne Aktier i et Foretagende. Men mere end 2 Mill. vilde Taleren ikke tage Ansvaret for, og man maatte ikke glemme, at Banken havde udækket Tilgodehavende paa 1,8 Mill. Kr. Privatbanken strakte sig altsaa meget vidt, men det viste, at man har Tillid til Foretagendet, ellers vilde man hellere straks have taget et Tab, som kunde overses. Hvorvidt der alligevel vilde blive Tab, maatte Fremtiden vise, men Banken mente i hvert Fald, at det var en forsvarlig Anbringelse af Pengene, blot Tiden blev normal i Danmark, og forhaabentlig vilde d Hrr. saa ogsaa vurdere Betydningen af, at Banken heller ikke i 2. Omgang vover sig længere ud, end det kan overses; det betød meget for en By, at dens Bank bevarer sin Styrke. Til Hr. Bernt Jensens Udtalelser vilde Taleren sige, at Redegørelsen havde været forelagt for Bestyrelsen, men Taleren troede, at Dette dokument er fra Side 15 af 24

16 den dækker Bestyrelsens Opfattelse, og Direktionen havde udarbejdet en Redegørelse, der falder nøje sammen med Højesteretssagfører Davids. Højesteretssagføreren var fuldstændig inde i alle Oliemøllens Forhold, og Taleren vilde godt sammen med ham garantere for, at hans Redegørelse var rigtig. Angaaende den omtalte Bemærkning i Skrivelsen, saa var det selvfølgelig ikke i den Forstand en Betingelse for Bankens Tegning, at Kommunen ogsaa skal gaa med, og vilde en Mand tegne de 2 Mill., kunde jo ingen have noget derimod, men han blev vist ikke let at finde. Paa den anden Side vilde Banken naturligvis hellere have Aarhus By som Aktionær end en hvilken som helst anden, for Aarhus Bys og Aarhus Privatbanks Interesser faldt nøje sammen, og Aktiemajoriteten skulde ogsaa nødig gaa bort fra Aarhus By. Detvaren Selvfølge, at hvis Byen gaarmed, faardenen Repræsentant i Bestyrelsen, men derimod vilde det vist være uheldigt med en Repræsentant i den daglige Ledelse; her maatte Direktionen have fri Hænder, men den stod jo til Ansvar overfor Bestyrelsen. Hr. Landsretssagfører Holst-Knudsens Opfattelse af de forskellige Nedskrivninger var rigtig, men der kunde maaske komme enkelte mindre Ændringer deri. Naar Debitorerne ikke var nedskrevet med et større Beløb, vilde Taleren sige, at denne Postvar megetnøjegennemgaaet, og man mente atkunne sigegodfor Resten. Der blev ikke Raad til at ombytte Prioriteterne med Aktier, men man fik nu en Kapital paa 8-10 Mill., der modsvarer dette Beløb, og Varebeholdning og Debitorer dækkede hele Gælden. Under Diverse Kreditorer fandtes sikkert ingen gamle Poster, for der var renset ud Aar efter Aar og stadig skarpere. Hvad Spørgsmaalet om andre Veje angik, saa var der vist prøvet alt muligt baade her og i København, og Taleren kunde ikke i Øjeblikket tænke sig andre Muligheder. Københavns Privatbank var lukket, og den skulde aabnes igen Onsdag Morgen; skulde man derfor udsætte Sagen og forsøge andre Veje, vidste man ikke, hvorledes det hele vilde gaa. Naar der stod i Skrivelsen, at Kommunen skulde tegne samme Beløb og paa samme Betingelser som Privatbanken, saa var det kun en Formalitet; maaske vilde der blive enkelte mindre Ændringer i Rekonstruktionsplanen, og saa var der muligvis ikke Tid til at indhente Byraadets Sanktion derpaa; andet laa der ikke bagved. Hvilke Betingelser Banken vil stille, vidste Taleren ikke, før Repræsentantskabet havde haft Møde i Morgen; men Aarhus By og Aarhus Privatbank stod stærkest, naar man stillede samme Betingelser. Overretssagfører P. Stampe fandt det rigtigst at oplyse, at den Aktiepost, som Ø. K. havde tegnet, ogsaa var paa 2 Mill. Kr. Det var maaske rigtigt, at der ikke hidtil fra Ø. K. s Side havde blæst en særlig gunstig Vind overfor Oliemøllen, og i den Forbindelse kunde det maaske ogsaa have Betydning, at Dette dokument er fra Side 16 af 24

17 Aarhus Privatbank og Aarhus Kommune staar sammen. Der var ikke stillet nogen som helst Vilkaar fra Ø. K. s Side for Tegningen, men om Selskabet eventuelt vilde forlange at faa en Repræsentant i Bestyrelsen, hvis Aarhus Kommune faar det, vidste Taleren ikke. Et Samerbejde med Ø. K. vilde have meget stor Betydning for Oliemøllen, f. Eks. ved de store Transporter. Taleren ansaa ogsaa Højesteretssagfører Davids Opgørelse for absolut holdbar, dog at man ikke bestemt kunde vide, hvorledes det vilde gaa med Teulonia. Her var Tilgodehavendet paa 3 Mill. Kr. nedskrevet til Kr., og om det var tilstrækkeligt, eller man kunde nøjes med mindre, kunde ikke siges. Efterhaanden som Tiden var gaaet, var Udsigterne for en Afhændelse ikke saa gode, men der var naturligvis Selskaber, som laa og lurede paa at kunne købe Fabrikken billigt. Der var enkelte andre Ting, som ikke rigtig kunde beregnes, men det var kun Smaaposter, der ikke kunde ændre Billedet. Naar man gerne saa en ubetinget Tegning uden Betingelser, skyldtes det især en Henstilling fra Højesteretssagfører David, idet Krav om særlige Vilkaar maaske kunde slaa det hele i Stykker. Noget andet var, hvis der fra København blev stillet Vilkaar, saa maatte det naturligvis atter forelægges for Byraadet. Taleren vilde derfor henstille, at Byraadet nedsætter et svævrere Udvalg, som har Bemyndigelse til at give Svar, saafremt der skulde komme Ændringer i Betingelserne. M. Brammer mente, at det i hvert Fald maatte være en absolut Betingelse, at det Beløb, som Aarhus Kommune eller Havn skal tegne, ikke overstiger 2 Mill. Kr., selv om Privatbanken vil strække sig til et noget større Beløb. Taleren spurgte, om den Aftale, der var truffet med Bankerne om Kredit for Oliemøllen, kan anses for betryggende for Fremtiden, eller om den kun gjaldt for kortere Tid. Bankdirektør C. Andersen fandt det rigtigt, at Byraadet nedsætter et saadant Udvalg, der kan overveje de eventuelle Betingelser. Det var naturligvis en Selvfølge, at Summen ikke kunde overstige 2 Mill. Kr. Men hvis Byraadet i Aften vedtog en bestemt Beslutning om at deltage med de 2 Mill., kunde Sagen betragtes som fuldstændig løst, og der vilde da ikke blive stillet nye Krav fra nogen Side. Angaaende Remburskreditten, saa havde man naturligvis ikke faaet nogen Garanti for, at Hovedbankerne altid vil stille en saadan til Raadighed, men naar Ordningen var lavet under Regeringens Medvirkning og under Førerskab af Nationalbanken, vilde Taleren mene, at det var tilstrækkelig Garanti. Det var næppe vanskeligt at faa udenlandsk Remburs, men en saadan var altid usikker, idet den let vilde blive trukket tilbage i Tilfælde af Krigsrygter o. l. Men Forholdet var bygget paa en bred og sund Basis, der giver gode Løfter for Fremtiden. Borgmesteren mente ikke, man opnaaede noget ved en fortsat Diskussion; enhver maatte tage sin Stilling udfra det foreliggende. Nu vilde Grupperne hver Dette dokument er fra Side 17 af 24

18 for sig tale om Sagen. Taleren ønskede ikke at deltage i nogen af Gruppemøderne og skulde heller ikke kritisere Gruppernes Beslutning. Efter en halv Times Pause aabnede Borgmesteren atter Mødet og gav først Ordet til Formanden for den borgerlige Gruppe. J. Chr. Møller erklærede, at Gruppen nu havde behandlet Sagen, og alle Medlemmerne var ikke lige glade derved, navnlig var der udtalt Betænkelighed ved, at Afskrivningerne maaske ikke var store nok. Paa den anden Side turde man ikke tage Ansvaret ved at sige nej i det Øjeblik, hvor det drejede sig om baade Oliemøllen og Københavns Privatbank. Gruppen vilde derfor tiltræde Forslaget paa den Maade, at Aarhus Havn tegner en Aktiekapital paa 2 Mill. Kr. Angaaende eventuelle Smaaændringer i Planen mente man, at det kunde overlades til Kasse- og Regnskabsudvalget at afgøre dette. Det var ikke med særlig Glæde, Medlemmerne gik med, men som Sagen ligger, mente man ikke at kunne tage Ansvaret for en Standsning af Oliefabrikken. Borgmesteren oplyste, at det maatte forme sig saaledes, at Byraadet paa Havneudvalgets Vegne anmoder Ministeriet om Tilladelse til, at Havnen rejser en saadan Kapital og tegner denne Aktie. Bernt Jensen erklærede, at den socialdemokratiske Gruppe ogsaa forstod Ansvaret og derfor nødig vilde give et blankt Afslag, saafremt der absolut ikke var andre Udveje. Men der var visse Krav, som man maatte stille af Hensyn til den partimæssige Stilling. Oliefabrikken havde ret ofte været ud i Arbejdskonflikter, men naar Kommunen nu skulde være Aktionær og tegne 1/5 af Aktiekapitalen, maatte man søge at forhindre dette, og man stillede derfor den Betingelse, at Aarhus Oliefabrik udmelder sig af Arbejdsgiverforeningen. J. Chr. Møller bemærkede hertil, at man i saa Fald vel maatte stille den samme Betingelse til Fabrikens Arbejdere, at de ikke maa være Medlem af nogen Fagforening. Borgmesiteren kunde ikke klare, hvad der vil ske i Tilfælde af Uenighed mellem Grupperne om et eller andet Spørgsmaal, og havde i Pausen talt med Bankdirektør Andersen om den Betingelse, Flertallet stillede. Bernt Jensen mente, at der var en væsentlig Forskel paa, om der opstaar Uenighed mellem Oliemøllen og dens Arbejdere, eller om Oliemøllen ved en uvedkommende Konflikt i andre Fag kunde blive tvunget til at standse Arbejdet. Leonhard Hansen gjorde opmærksom paa, at det ikke var Arbejderne, der var ude for at tegne Aktier, og det var en stor Forskel. Oliemøllen havde tidligere staaet udenfor Arbejdsgiverforeningen og klarede sig udmærket, og eventuelle Rivninger havde altid kunnet ordnes mellem Parterne. Kommunen maatte naturligvis som Aktionær værne sig imod, hvis Arbejdsgiverforeningens Ledelse til Foraaret smider Skotøjs- eller Tekstilarbejderne ud, at det saa kommer til at berøre den Virksomhed, som Kommunen Dette dokument er fra Side 18 af 24

19 eventuelt skal være Aktionær i. Holst-Knudsen henstillede til Flertallet at sætte partipolitiske Interesser til Side for hele Aarhus Bys Vel. D Hrr. maatte kunne indse, at det var meget vanskeligt at akceptere et saadant Forslag; det kunde betyde, at Gruppens Ja blev til et Nej, og det var et stort Ansvar at paatage sig. Hvad vilde der f. Eks. ske i Tilfælde af Generalstrejke. Bernt Jensen svarede, at det var ikke Arbejderne, der var stærkest interesseret i Oliemøllens Rekonstruktion, og hvis et saadant Ønske skulde være en Hindring for Sagen, tydede det ikke paa, at der var noget særlig brændende Ønske om at faa en Ordning. J. Chr. Møller indsaa ikke, hvorledes dette Spørgsmaal kunde afgøres her, og Direktør Andersen havde næppe Bemyndigelse til at give Tilsagn derom paa Bestyrelsens Vegne. Hvis man tænkte sig en Strid indenfor andre Fag til Foraaret, vidste Leonhard Hansen jo godt, at til den Tid kunde Oliemøllen ikke være ude af Arbejdsgiverforeningen, men at der skulde 1 Aars Varsel til. De to Ting kunde ikke blandes sammen. Naar Arbejderne var organiserede, var det dog sin Sag at stille det Krav, at den anden Part ikke maa være det. Taleren antog ikke, hvis der kom en Arbejdsmandsstrejke, at saa Oliemøllens Arbejdere vilde undlade at deltage i denne, og naar Oliemøllen kunde blive udsat for en Strejke, maatte der dog være en Modvægt i en eventuel Lockout. Holst- Knudsen gjorde opmærksom paa, at overfor Arbejderne plejede man at stille Kapitalen, men her var Kapitalen gaaet ind paa at afskrive sit Tilgodehavende til det, som man mener, Fabrikken er værd, Kapitalens Interesser bestod nu kun i at forhindre et yderligere Tab, som kunde forventes, saafremt Fabrikken skal likvidere. De, som var mest aktuelt interesserede, var i Virkeligheden de 800 Familier paa Oliemøllen og derefter alle Byens Borgere. Af disse Grunde vilde Taleren meget henstille, at man i Byens Interesse undlader at stille en Betingelse, som meget vanskeligt kan akcepteres. Borgmesteren spurgte, om man ikke kunde tænke sig at forespørge Ministeriet om Tilladelse til at tegne denne Aktie og saa bagefter forhandle med Oliemøllens Ledelse om det andet Spørgsmaal. H. J. Baden udtalte, at det var gaaet her som saa ofte tidlige, at naar Kapitalen havde kørt Vognen i Grøften, kom den til Samfundet og bad om en Haandsrækning. Samfundet kunde jo undertiden være interesseret i at yde en saadan, men paa den anden Side skulde man ikke i dette Tilfælde stille det hele an som Veldædighed, for de Folk, der fra Kapitalens Side arbejdede paa at holde Oliemøllen i Gang, gjorde det vist ikke udelukkende for Arbejdernes eller for Aarhus Bys Skyld, men vel ogsaa for at redde en Del af Stumperne. Naar man nu her henvendte sig til det snævrere Bysamfund om Assistance, maatte der vel ogsaa kunde gøres en lille Indrømmelse. Hvis Arbejdernes Repræsentanter i Byraadet gik Dette dokument er fra Side 19 af 24

20 med til Forslaget, kunde man ikke udsætte sig for at være medvirkende til at smide Arbejderne paa Gaden ved en eventuet Lockout; derfor var Flertallets Krav et Principspørgsmaal, som man ikke kunde frafalde. Leonhard Hansen vilde under ingen Omstændigheder være med til at hjælpe et storkapitalistisk Firma paa Benene, hvis der ikke stod saa store Interesser paa Spil for Arbejdernes og for Aarhus Bys Vedkommende. Taleren troede dog ikke, at Aarhus Oliefabrik blev lukket, selv om Byraadet sagde nej; de 2 Mill. vilde nok blive skaffet fra anden Side ligesom ved Københavns Privatbank. Flertallet i Byraadet var her gaaet udover sine Principper og vilde senere komme til at staa til Ansvar derfor, og saa maatte man kræve den nævnte Betingelse, som Oliemøllens Ledelse jo let kunde gaa ind paa. At forhandle derom etter Tegningen nyttede ikke, og selv om Byraadet fik en Repræsentant i Bestyrelsen, kunde han jo ikke sætte noget igennem alene. Flertallet i Byraadet vilde komme i en meget uheldig Situation, hvis Arbejdsgiverforeningen dikterer en Storlockout, og Oliemøllen skal med, derfor maatte d Hrr. kunne forstaa, at dette Krav ikke kunde fraviges. Taleren ansaa det iøvrigt for ganske ligegyldigt for Oliemøllen, om den stod i Arbejdsgiverforeningen eller ikke. N. C. Christiansen forstod ikke, at organiserede Mennesker kan stille et saadant Krav. Der kunde saa med samme Ret stilles det samme Krav til Arbejderne, men man burde dog fra begge Sider respektere hinandens Organisationer. Det var et ganske illoyalt Forlangende, og Taleren, kunde absolut ikke tænke sig, at man fra den anden Side nogen Sinde vil gaa med dertil. Bankdirektør C. Andersen kunde ikke tage Stilling til dette Spørgmaal, som man var ganske uforberedt paa. Der var for Tiden ikke nogen kompetent Forsamling, der kunde træffe Afgørelse for Oliefabrikens Vedkommende, for naar man stod overfor en Rekonstruktion, skulde der jo vælges en ny Bestyrelse. Taleren fandt det ret mærkeligt at rejse et saadant Spørgsmaal og kunde ikke overse Konsekvenserne deraf. Man kunde jo tænke sig Muligheden af en Lockout, hvorved Aarhus Oliefabriks Konkurrenter fik Arbejdslønnen sat ned, og hvis Oliefabrikken her saa skulde bliye staaende ved det samme,, kunde den jo ikke konkurrere. Hovedsagen ved Forslaget var, at Aarhus By kunde staa enig, for hvis der skulde gaa Politik i Sagen, var Hjælpen straks mindre værd. Naar man gaar ind i et Aktieselskab, maa man jo underkaste sig dettes Love, men de kunde til enhver Tid forandres, saa nogen Garanti i dem Retning var det vist umuligt at give. Alle andre var gaaet med uden Betingelser, og det var sikkert den eneste Maade, Sagen kunde løses paa. Det andet Spørgsmaal kunde rejses senere. Bernt Jensen var klar over, at naar man havde givet sin Tilslutning, maatte man rette sig efter Selskabets Vedtægter; men endnu var man ikke Dette dokument er fra Side 20 af 24