Den kapitalistiske fredstese

Transkript

1 Aarhus Universitet, sommer 2010 Institut for Statskundskab Speciale i International Politik Specialeskriver: Jonas Pedersen Årskortnr.: Vejleder: Professor Georg Sørensen Den kapitalistiske fredstese - Hvordan den globale kapitalistiske struktur forbinder stater og stormagter i en mere fredelig og samarbejdspræget verdensorden. Antal ord i specialet:

2 Indholdsfortegnelse 1. Abstract Indledning Problemstilling og svar Fremgangsmåde Afgrænsninger og definitioner Realismens og magtbalanceringsteoriens forklaringsproblem Klassisk og neoklassisk realisme Neorealisme systemteoriens indtog Den hårde magtbalancering Den bløde magtbalancering Magtbalanceringsteoriernes anvendelighed i den nuværende verdensorden Konklusion: Realismen som samlende teori? Liberalismen og problemer med den liberale honeymoon Liberalismens kerneelementer Fukuyama s End of History og den liberale Honeymoon Hvor liberal er verden egentlig anno 2010? Individrelationer og den frie globale kommunikation Demokratiske værdiers udbredelse Liberale institutioner Økonomi og stormagternes gensidige afhængighed Konklusion: Liberalismen som samlende teori? En alternativ forklaring på de nuværende stats- og stormagts-relationer Én samlende teori, der kan forklare de nuværende stats- og stormagtsrelationer? Engelsk skole og global kapitalisme som en primær institution Konklusion: Vejen ud af den teoretiske stilstand Den globale kapitalistiske markedsstruktur Det globale kapitalistiske marked Den globale kapitalismes toneangivende dynamikker Fra jord og råstoffer til viden og teknologi Den dybe integration: Multinationale selskaber og globale produktionsprocesser Den dybe integration: Finansielle markeder og kapitalbevægelser Side 1 af 80

3 6.3. Kapitalisme som en struktur, der sætter rammer for staternes ageren Staternes nye rolle i den globale kapitalistiske struktur Globale udfordringer skaber behov for globale løsninger Konklusion: Statens rolle og den globale kapitalistiske struktur som skaber af fredeligere stats- og stormagtsrelationer Revideret engelsk skole som teoretisk ramme om den nye verdensorden Engelsk skole og primær institutionernes centrale rolle Den globale kapitalistiske struktur som primær institution Inklusion af global kapitalisme og vægtningen af de primære institutioner Fredeligere relationer mellem stater baseret på udvidet fællesskab Konklusion: Den kapitalistiske fredstese kontra den demokratiske fredstese Konklusion: Den globale kapitalistiske fred Den kapitalistiske fredstese: En relativt fredelig verdensorden præget af samarbejde Litteraturliste: Side 2 af 80

4 1. Abstract The Capitalist Peace. -How the Global Capitalist Structure connects States and Great Powers in a more Peaceful and Cooperative World Order. This thesis explores the concepts of world order and the predominantly peaceful relations among states and great powers in current international relations. In doing so it is concluded that neither the realist nor liberalist approach can provide satisfactory explanations to current state relations. On one hand realism is generally confined to Asia, but even in Asia it is not the only force at work. At the same time realism provides poor explanations when it comes to peaceful state relations. On the other hand the liberalist explanation concerning peaceful relations is closely connected to democracy, thus it poorly explains relations involving non-democracies. However, liberalists do have a point concerning the growing effects of the global economy. Subsequently this thesis presents the argument that a global capitalist structure connects all important actors in international relations, and that this structure has the effect of increasing the incentive for states to act more peacefully in relations to one another. Because capitalism is the best provider of the economic wealth that is the base of influence internationally; all states with a desire to be influential must organize themselves according to capitalist principles. While global capitalism has grown in size it has also become global and deeply integrated. Therefore neither states nor great powers can stand alone and remain unaffected by the negative fluctuations that are inherently connected with capitalism. Therefore the need to organize according to capitalist principles to gain international influence translates into the need for cooperation among states and great powers in regulating global capitalism. To capture these insights theoretically it is proposed to redefine the traditional international society approach to contain global capitalism as a primary institution along with Bulls original five. It is the argument that not only does global capitalism fit well into this categorization, it also comes at the expense of traditional realist inspired primary institutions war and balance of power. Thus global capitalism brings state cooperation around a global set of values and principles instead of liberalisms mainly western oriented democratic values. Thus it is concluded that after the cold war and the reign of realist rooted insights in international relations, the more peaceful cooperation among stats and great powers globally is due to a global spread of deeply integrated capitalism rather than liberal democracy. Side 3 af 80

5 2. Indledning Siden den kolde krigs afslutning har der verseret en heftig debat blandt forskere inden for international politik (IP). Hvad er kendetegnende ved en post-kold-krigs-verden? Er det overhovedet muligt at tale om én samlet verdensorden, eller skal udenrigs- og sikkerhedspolitik opfattes regionalt eller måske endda lokalt? Den uenighed er afspejlet i, hvordan først liberale teoretikere i starten af 1990 erne proklamerede en fredelig demokratisk verden, som siden har ført til realisternes modsvar og ytringer omkring magtbalanceringens og anarkiets fortsat determinerende rolle i staters relationer. Dertil kan så lægges de regionale og lokale perspektiver, hvor diskussionen af den internationale terrorisme af mange ses som udtryk for de diffuse udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer. Visse forfattere har endda udfordret statens traditionelle rolle som den primære aktør i internationale relationer. Debatten har selvsagt været heftig, og konsensus omkring kendetegnene ved den nuværende verdensorden er bestemt ikke nået. Således er der i IP ikke skabt enighed om, hverken hvordan verden ser ud (empirien), eller hvordan denne skal behandles rent teoretisk Problemstilling og svar Det er i disse oprørte vande, at dette speciale vil give et bud på, hvad det er for en verdensorden, som kan observeres, samt hvad verdensordenens karakteristika betyder for relationerne mellem stater og ikke mindst stormagter. Helt overordnet søger specialet altså en forklaring på de ret fredelige relationer, der har været mellem stater og ikke mindst stormagter siden Sovjetunionens kollaps. Specialets bidrag til diskussionen af verdensordenen forstået som stats- og stormagtsrelationer er i den forbindelse todelt. For det første argumenteres der for, at den globale kapitalisme har udviklet sig i en retning, der fordrer mere samarbejde mellem staterne. Dvs. en empirisk forklaring på de relativt fredelige statsrelationer. For det andet præsenteres en teoretisk indramning af de karakteristika ved verdensordenen, som specialet argumenterer for. Denne proces involverer en diskussion af de klassiske positioner realisme, liberalisme og engelsk skole, hvorefter der argumenteres for en revision af den engelske skole. Ved at inkludere den globale kapitalisme i et lidt ændret engelsk skole setup, er det specialets argument, at ikke blot den nuværende verdensorden kan forklares gennem udviklingen af en global kapitalistisk struktur, som betyder et større fællesskab mellem staterne og deraf fredeligere stats- og stormagtsrelationer. Der tegner sig samtidig en historisk udvikling i stats- og stormagtsrelationerne før og efter Sovjetunionens kollaps, som kan indeholdes i én samlet teori. På den baggrund forklarer specialet den relativt fredelige verdensorden via argumentet omkring den kapitalistiske fredstese, hvor den globale kapitalistiske struktur forbinder stater og stormagter i en mere fredelig og samarbejdspræget verdensorden. Side 4 af 80

6 Herigennem søger specialet at bringe diskussionen af verdensorden og statsrelationer ud af det dødvande, som det fortsatte slag mellem de to lejre realisme og liberalisme har udviklet sig til Fremgangsmåde Her i kapitel 2 vil der udover den ovenstående indledning og formulering af specialets problemstilling også følge en præsentation af specialets argument i afsnit 2.2. Efterfølgende vil der i afsnit 2.3. blive diskuteret væsentlige antagelser og forhold, som er afgørende for at udstikke specialets rammer. Disser er centrale for at gøre det klart, hvilke spørgsmål specialet kan besvare, og ikke mindst, hvilke det ikke kan besvare. I kapitel 3 behandles realismens bud på stats- og stormagtsrelationerne i dag. Det er her specialets formål at vise, at teorien ikke er særligt anvendelig som forklaring i dag. På globalt plan er den klassiske hårde magtbalancering ikke særligt dominerende, og realisternes forsøg med teorier om blød balancering udvander i bedste fald en ellers stringent teoris forklaringskraft. Det medgives dog, at realismen i dens traditionelle konfiguration har en vis relevans i Asien, men at det ikke er sammenligneligt med tidligere tiders eksempler på magtbalancering. Det er de nuværende relationer mellem især verdens stormagter simpelthen for fredelige til. I kapitel 4 behandles liberalismens bud på de nuværende stats- og stormagtsrelationer. Det konkluderes, at liberalismen heller ikke er en tilfredsstillende beskrivelse af verdensordenen. Især er det liberalisternes fokus på fællesskabet omkring de liberale demokratiske normer og værdier, der står for skud. Det er en glimrende forklaring til at beskrive de fredelige relationer mellem verdens demokratiske stater, men det udelader væsentlige aktører som Kina og Rusland. Disse afgørende aktører er ikke demokratiske, og derfor kan deres relativt fredelige relationer ikke forklares af liberalismen. I gennemgangen findes det dog interessant, at den gruppe af liberalister, der diskuterer interdependens, altså gensidig økonomisk afhængighed mellem staterne, ser den globale økonomi som en ny og central faktor. Dette er en indsigt, som i høj grad støttes i specialet, men der er dog problemer. Interdependens-liberalisterne formår ikke at afskære sig fra det generelle fokus på demokratiers fredelige relationer, som beskrevet i den demokratiske fredstese, og det gør deres forklaringer problematiske i forhold til en beskrivelse af ikke demokratiske stater. I kapitel 5 opsummeres den situation, der opstår, når de to store teorier realisme og liberalisme ikke tilfredsstillende kan forklare de nuværende relativt fredelige stats- og stormagtsrelationer. Det pointeres, at en teori, der skal søge at give et samlet billede af verden, må kunne forklare 1) de relativt fredelige relationer mellem især stormagterne 2) at realismen fortsat har nogen relevans, men hovedsageligt i Asien 3) at liberalismen og demokrati-diskussionen passer godt på Vesten, men ikke på afgørende stormagter som Kina og Rusland og 4) at der er en central opgave i at få undersøgt den globale økonomis betydning for stats- og stormagtsrelationerne. Side 5 af 80

7 På den baggrund præsenteres den lidt mindre udbredte teori den engelske skole (International Society Approach) som et muligt teoretisk ståsted, der kan bringe verdensordensdiskussionen videre. Dette valg er ikke umiddelbart så oplagt, idet engelsk skole teoretikere ofte har haft fokus på retfærdighed i internationale relationer. Og derigennem har diskussionen af menneskerettigheder og humanitære interventioner fået meget plads. Samtidig har engelsk skole-teoretikere brugt forvindende lidt energi på at diskutere den globale økonomis betydning for staternes relationer. Specialet vil dog trække den engelske skole tilbage til Hedley Bulls udgangspunkt, og dermed tilbage til diskussionen af orden (strukturerede rammer) i statsrelationerne i stedet for diskussionen af retfærdighed. Teorien har nemlig den klare fordel, at den netop indtager en position mellem realismen og liberalismen, hvor både realistiske dyder som f.eks. magtbalancering kobles med fredelige statsrelationer uden brug af demokratiske værdier. De store spørgsmål bliver så: Hvad karakteriserer den globale økonomi? Hvordan kan den globale økonomi integreres i den engelske skole? Hvad det betyder for forholdet mellem magtbalance, konfrontation og militær på den ene side og mere fredelige statslige samarbejdsrelationer på den anden? I kapitel 6 præsenteres specialets analyse og efterfølgende karakteristik af den globale økonomi. Det er konklusionen, at den globale kapitalisme fungerer som en struktur, der i væsentlig grad præger staternes relationer. Den globale kapitalistiske struktur har afgørende effekter på konstruktionen og formen af staternes rationelle og irrationelle handlinger i relationen til hinanden. Samtidig er stater og stormagters status og internationale indflydelse i høj grad bundet til økonomisk formåen, og historien har vist, at kapitalismen er den potentielt største skaber af økonomisk vækst. Derfor er stater med ønske om indflydelse nødt til at spille med på den globale kapitalismes præmisser. Staters og stormagters accept af kapitalismens præmisser betyder følgende, at det irrationelle i krig og militære konfrontationer stiger. For det første fordi skabelsen af værdi i høj grad er flyttet fra landbrug og råstoffer over i teknologi og viden, der ikke let lader sig erobre gennem militære konfrontationer. For det andet er den globale kapitalisme i høj grad synliggjort ved multinationale selskaber, der har investeret i globaliserede produktionsprocesser. Disse investeringer er naturligvis afhængige af en stabilitet, der ødelægges af udsigt til militære konfrontationer mellem staterne. Det vil sige, at staterne tvinges til at producere stabile forhold omkring deltagelsen i den globale kapitalisme og dermed afstå fra at bruge de traditionelle militære og magtpolitiske redskaber. For det tredje er den globale kapitalisme kendetegnet ved et stort flow af kapital i form af finansielle ydelser, valutahandel og investeringer, som både har et volumen og en hastighed, der kan bringe de enkelte stater og stormagters nationale økonomier i knæ. Den globale kapitalisme lokker altså staterne med udsigten til økonomisk vinding og indflydelse internationalt, men bagsiden af medaljen er kapitalismens naturlige ustabilitet, der potentielt kan ruinere staterne. I modsætning til tidligere nationalt forankret kapitalisme, hvor staten gennem reguleringer har afbødet kapitalismens negative effekter på samfundet, tvinger den globale kapitalisme staterne til at regulere rammerne for verdensøkonomien i fællesskab. Eller sagt på en Side 6 af 80

8 anden måde; Gode relationer og samarbejder med de øvrige stater bliver den enkelte stats eller stormagts forsikring, hvis/når de globale markedskræfter viser deres skyggeside. I forhold til den globale kapitalistiske struktur vil den, der står alene, også falde alene. Den globale kapitalisme bringer altså staterne sammen i et fællesskab omkring skabelse af stabilitet til gavn for økonomien. Både af hensyn til staternes selv, men også for at sikre en velfungerende global struktur for den globale økonomi. Det vil sige, at der dannes et fællesskab omkring de regler og normer, som ligger til grund for de globale økonomiske relationer. Det konkluderes dermed, at der i den nuværende verdensorden er skabt en global kapitalistisk struktur, hvor der eksisterer en kompleks gensidig afhængighed mellem aktører og struktur. Den kapitalistiske struktur er nødvendigvis afhængig af staternes fortsatte opbakning, men samtidig er staternes afhængighed af forsat økonomisk vækst, og dermed indflydelse, med til at fastholde deres interesse i en velfungerende struktur. Og når strukturen er aktør-skabt, så betyder det også, at der skabes gensidig afhængighed i aktørernes indbyrdes relationer. Sagt mere direkte, så er det konklusionen, at den globale kapitalisme øger staternes incitament til fredelige relationer i en grad, der fjerner fokus fra de traditionelle realistiske dyder magtbalance og militær, og samtidig skaber et globalt fællesskab omkring strukturens normer og værdier en sammenhængskraft, der ikke er determineret af fælles demokratiske værdier. I kapitel 7 sammenkobles de indsigter omkring den globale kapitalismes strukturelle og samarbejdsskabende effekter med den engelske skole. Konklusionen er, at den globale kapitalisme meget vel kan fungere som en primær institution på linje med de klassiske institutioner, som Bull præsenterede. Den globale kapitalismes samarbejdsskabende effekter betyder dog, at den engelske skoles diskussion af fredelige statsrelationer må flyttes mere i retning af samarbejde mellem staterne og ikke blot være på sameksistens trods forskellighed, som er Bulls klassiske argument. Udover at formulere en teoretisk kontekst omkring den globale kapitalistiske struktur, så finder specialet gennem den engelske skoles diskussion af pluralisme og solidarisme i staternes relationer, at der kan konstrueres en teoretisk sammenhæng mellem de eksisterende teorier realisme, klassisk engelsk skole, den reviderede engelske skole, som specialet præsenterer, og liberalismen. Alle er konfigurationer af statsrelationer, som går fra mindre (intet) fællesskab til mere fællesskab mellem staterne. Dette er selvfølgelig et setup, der er set gennem en engelsk skole-linse, men specialet argumenterer for, at verdensordenen netop via den globale kapitalisme bevæger sig i retning af mere fællesskab og fredeligere stats- og stormagtsrelationer. Det vil sige, at specialets forklaringer omkring den globale kapitalisme samt den teoretiske ramme kan forklare den mindre udbredte hårde magtbalancering, de fredeligere relationer, samt tillader, at demokratiske værdier skaber ekstra fællesskab mellem vestligt orienterede stater. I kapitel 8 rundes der af med en konklusion på specialet, som søger at samle den historiske kontekst fra under og efter den kolde krig og frem til verdensordenen i dag. Baseret på de præsenterede teorier og ikke mindst den sammenhæng, der argumenteres for i kapitel 7, så bliver Side 7 af 80

9 det muligt at se en gradvis udvikling i stats- og stormagtsrelationerne mod mere fredelige relationer. Samtidig bliver det tydeliggjort, at de teoretiske tilgange til opfattelsen af statsrelationer måske ikke skal ses så opdelt som tidligere. De er i højere grad produktet af forskellige verdensordenskonfigurationer med deres egne logikker, som samtidig er en del af et større spektrum af konfigurationer af statsrelationer, som går fra mere anarkiske og voldelige til samarbejdsprægede og fredelige. Det konkluderes dermed, at den globale kapitalisme er en meget dominerende faktor i den nuværende verdensordenskonfiguration. Og det betyder samtidig en tendens til mere fredelige statsrelationer globalt set, og ikke kun mellem demokratiske stater Afgrænsninger og definitioner Verdensorden og stats- og stormagtsrelationer er store emner, og derfor vil følgende afsnit præsentere nogle væsentlige antagelser og rammer for specialets argumentation. Disse antagelser og forbehold vurderes at være rimelige, men bliver grundet specialets fokus ikke gjort til genstand for selvstændige undersøgelser. For det første, i henhold til specialet fokus på at karakterisere den nuværende verdensorden, er det ikke formålet direkte at diskutere begrebet verdensorden. Det er i stedet formålet at beskrive nogle karakteristika ved verden i dag, som på et overordnet niveau har en afgørende og strukturerende effekt i forhold til staternes indbyrdes relationer. Verdensorden og globale effekter i forhold til stats- og stormagtsrelationer bliver derfor behandlet som ens størrelser. Samtidig er det dog væsentligt, at selvom verdensordenen og diskussionen af globale effekter i princippet inkluderer alle stater, så vil begreberne blive brugt til at beskrive strukturelle forhold, som har global rækkevidde. Det vil sige, ikke alle stater behøver at deltage i den globale kapitalisme, for at de strukturelle effekter er til stede. Specialets argument er dog, at ikke deltagelse medfører tab af indflydelse internationalt, og dermed vil den pågældende stats rolle i verdensordenen aftage. For det andet er det specialets argument, at staterne stadig spiller en absolut central rolle i IP, og dette understøttes af et bredt udsnit af teoretikere (bl.a. Kagan, 2008; Sørensen, 2006a; Buzan, 2004a; Paul, 2004; Slaughter, 2004; Ikenberry, 2002; Mearsheimer, 2001). Dog synes der at være en svagt stigende opbakning til den liberale lejrs øgede fokus på institutioner og ikke statslige aktører (Jackson & Sørensen, 2003: ). At andre aktører end stater også har relevans, vil specialet også tilslutte sig, men kun i det omfang at der kan tales om gensidig afhængighed mellem staterne og de ikke statslige aktører. Således tilslutter specialet sig ikke argumenter om, at staterne er blevet overflødige (Anderson, 2007). For det tredje ser specialet, ligesom realister og engelske skole teoretikere, stormagter som en hel særlig kategori af stater, som i spørgsmålet om verdensorden spiller en afgørende rolle. Disse staters indbyrdes relationer har afgørende indflydelse på den samlede orden, alene givet omfanget Side 8 af 80

10 af stormagternes relationer. Specialet vil igennem dets argumentation understege, at stormagtsstatus i højere grad skal ses som økonomisk formåen end militær, da det økonomiske fundament anses for nødvendigt for at skabe militær magt. Der vil ikke blive foretaget nogen selvstændige undersøgelser af hvilke stater, der er stormagter, eller hvordan de skal rangeres indbyrdes. Fokus er på de generelle sammenhænge i relationerne mellem stater og stormagter, og der er det tilfredsstillende at bruge de stater, der er bredt accepterede som nuværende og kommende stormagter. Det vil sige, specialets argumentation vil være koncentreret omkring relationer mellem stormagterne USA, EU og Japan, samt Brasilien, Rusland, Indien og Kina (BRIC-landene) (Purushothaman, 2003; Paul m.fl., 2004). Det betyder dog ikke, at den enkelte stormagts forhold og karakteristika vil blive behandlet indgående. Forhold, der vedrører stormagternes indbyrdes relationer, vil blive inddraget løbende for at understøtte specialets argumentation. Og fordi stormagterne anses som absolut centrale i diskussionen af verdensordenen, så generaliseres de indsigter, som der argumenteres for omkring stormagternes relationer, til også at gælde for statsrelationer generelt. 3. Realismens og magtbalanceringsteoriens forklaringsproblem I dette kapitel er det formålet først at give et kort historisk tilbageblik på realismens kernebegreber i den kontekst, de er udtænkt i. Denne fremførelse af teoriens pointer og sammenhænge er fokus i afsnit 3.1. til 3.2., og det leder til præsentationen af den traditionelle hårde magtbalancering i afsnit 3.3. Disse afsnit er bevidst komprimeret, da det er velkendte pointer. Gennemgangen er dog nødvendig, fordi det er centralt at få klarlagt realismens kerneantagelser og kernebegreber, med henblik på den senere diskussion af teoriens anvendelighed i en karakteristik af den nuværende verdensorden. Teoriens anvendelighed er omdrejningspunkt i afsnit 3.4 og , og i den forbindelse er det nødvendigt med en mere dybdegående behandling af begrebet blød balancering (afsnit 3.4). Endelig rundes kapitlet af med en konklusion i afsnit 3.5. Over kapitlets forløb og via nogle nedslagspunkter i det realistiske teoriapparat er formålet indledningsvist at understrege, hvordan teorien historisk set har haft stor forklaringskraft (bl.a. under den europæiske koncert og under den kolde krig). Dernæst er det målet at vise, hvordan teorien møder væsentlige problemer i forsøget på at karakterisere verdensordenen i første halvdel af det 21. århundrede. Det er specialets pointe, at den hårde magtbalancering ikke er særligt dominerende, og at realisternes forsøg på at inddrage begrebet blød balancering ikke bringer mere klarhed. Tværtimod bringer det uklarhed og teoretiske problemer ind i en ellers stringent teori. I det følgende kapitel er det således formålet at vise, hvordan udviklingen i verdensordenen på nogle områder er løbet fra realismen, og at teorien følgelig mister en del af dens traditionelle forklaringskraft. Derfor er det relevant at afsøge alternative teorier, som kan forklare relationerne mellem stater og stormagter i starten af det 21. århundrede. Side 9 af 80

11 3.1. Klassisk og neoklassisk realisme Fælles for alle grene af realismen står nogle basisantagelser, som sætter udgangspunktet for realismens teoriapparat. Grundlæggende anlægges et pessimistisk syn på menneskelige relationer, sådan forstået, at menneskers relationer generelt er præget af konflikt. Denne antagelse overføres af klassiske og neoklassiske realister til også at gælde staters interaktioner internationalt, således disse også er konfliktfyldte. Den logiske konsekvens for realisterne bliver derfor, at konfliktfyldte relationer er uundgåelige, og den ultimative løsning på konflikterne bliver vold og i sidste ende krig mellem staterne. Disse to antagelser betyder dels, at national sikkerhed og statens overlevelse bliver det centrale element i politisk ledelse, og dels at der er meget lidt tiltro til, at internationale relationer kan bevæge sig i en mere fredelig retning (Jackson & Sørensen, 2003: 68). Disse pointer er centrale, da det er her, specialet vil argumentere for, at verdensordenen i dag har bevæget sig væk fra realismen (jf. kapitel 7). Den klassiske realisme har sine rødder helt tilbage fra antikkens Grækenland, hvor Thukydid første gang formulerede den klassiske antagelse om, at forholdet mellem (by-)stater er præget af anarki. Således er det naturens gang, at de stærke handler, som de har magt til, mens de svage er tvunget til at acceptere dette (Thukydid, 1972: 406). I renæssancen formulerer Machiavelli sine teorier. Disse er ligeledes præget af tanken om menneskets natur og anarkiet mellem politiske størrelser. Machiavelli tilføjer dog en væsentlig pointe, nemlig at politiske ledere, og det fællesskab de er ledere af, alle er i samme båd. Det vil sige, at Machiavelli pointerer, at politiske ledere har ansvaret for det politiske fællesskabs overlevelse i de konfliktfyldte relationer med andre politiske fællesskaber (Jackson & Sørensen, 2003: 72-74). Tanken om det politiske fællesskab tages også op af Hobbes, der i udgangspunktet også ser menneskets handlinger som konfliktfyldte i naturtilstanden. For Hobbes bliver vejen ud af det totale anarki den suveræne stat, som vi kender den i dag. Staten skaber en sikkerhed for individet mod overgreb fra andre individer (Oakeshott, 1975: 36). Samtidig giver statsdannelser anledning til sikkerhedsdilemmaet, fordi stater kun giver sikkerhed for inkluderede grupper af individer, og derved eksisterer problemet med anarki mellem grupper/stater stadig. Da Hobbes afviser muligheden for en overordnet global statsdannelse, ses relationerne mellem stater altså som anarkiske af natur, og her er konflikt og krig uundgåeligt, når uoverensstemmelser mellem stater skal afgøres (Jackson & Sørensen, 2003: 74-75). I den neoklassiske realisme, som den præsenteres af Morgenthau, findes der tydelig inspiration fra de tidligere tænkere. Morgenthau ser således også menneskets naturlige higen efter magt, statsfællesskabet i en anarkisk verden og kampen for overlevelse som det centrale. Menneskets egeninteresse bliver, i Morgenthaus optik, kanaliseret som en fælles national interesse i statens overlevelse. Dette mål skal uden undtagelser forfølges af statens politiske ledelse, hvilket vil sige, at alle andre hensyn er underlagt dette mål. På den baggrund ser Morgenthau international politik Side 10 af 80

12 som et magtspil, hvor det centrale er balancering af magt, således staterne kan sikre deres egne interesser, dvs. overlevelse (Jackson & Sørensen, 2003: 76-79) Neorealisme systemteoriens indtog I 1979 argumenterer Waltz i Theory of International Politics for en radikal ændring i realismens opfattelse af international politik, selvom han stadig fastholder vægten på anarki, stater, overlevelse og magtbalancering. Hvad der adskiller Waltz fra den klassiske og neoklassiske realisme, er et skift i fokus fra menneskets natur og statsmænd som aktører til et syn på international politik som et system. For Waltz bliver staterne således grundstenene i et internationalt anarkisk system, hvor staternes interne politiske forhold er afkoblet fra analysen. Det vil sige, at staterne er fundamentalt samme entitet, med det formål at sikre egen overlevelse i en anarkisk struktur af statsrelationer. Kernen i Waltz argument er, at staterne reelt er slaver af det anarkiske system, og derfor bliver det systemet/relationerne til andre stater, der afgør den enkelte stats handlemuligheder, frem for de politiske lederes evner, sådan som den klassiske realisme foreskriver (Waltz, 1979). Trods Waltz fokus på det anarkiske systems jerngreb og det, at alle stater i udgangspunktet er ens, så er han meget opmærksom på staternes indbyrdes størrelse og magtforhold samt staternes rolle i at handle i overensstemmelse med systemets regler. Således ser Waltz stormagter som centrale for at fastholde systemet i en magtbalance, hvor ingen enkelt stat/stormagt bliver for dominerende. Netop fordi de øvrige stater har interesse i at skabe alliancer mod dominans (den europæiske koncert er et eksempel på et sådant system). Gennem balancering af magt kan det indlejrede konfliktpotentiale i systemet i nogen grad kontrolleres, hvilket betyder, at krig kan undgås (Waltz, 1979: 195) Den hårde magtbalancering Efter den korte tour de force i realismens historiske udvikling, er det således muligt at udkrystallisere teoriens kerneantagelser. Her vil specialet dog fokusere lidt mere på den neorealistiske tradition end de klassiske, da det er denne opfattelse, der vurderes at være den mest udbredte blandt realistiske teoretikere i dag. Det vil sige, mere fokus på system og mindre på individer/statsmænd. Samtidig vil specialet også fremlægge en strukturel forklaring på verdensordenen i dag (jf. kapitel 6 og 7), og det er derfor centralt at kunne præsentere, hvor specialets forklaring afviger fra de allerede eksisterende teorier og forklaringer. Antagelsen for realisterne er altså, at den suveræne stat er den centrale aktør i et anarkisk system, hvor det for den enkelte stat handler om selvhjælp og overlevelse. For staterne handler det om at balancere andre staters magt, således man ikke bliver truet på egen overlevelse. Denne magtbalancering bliver Side 11 af 80

13 derfor et nøglebegreb i realismen, fordi det er den eneste måde at sikre overlevelse på, uanset om man som Waltz mener, at stormagterne skal skabe en fredelig balance, eller man som Mearsheimer mener, at den enkelte stat hele tiden søger at øge sin relative magt på bekostning af de andre i systemet (Mearsheimer, 2001: 29; Waltz, 1979: 195). Givet disse karakteristika, som realisterne opstiller for staterne i det anarkiske system, så bliver den magtbalancering, som er staternes væsentligste opgave i internationale relationer, kendetegnet ved militær magtbalancering. Denne såkaldte hårde balancering betyder, at staterne hele tiden skal opretholde militære kapabiliteter, i form af eget militær eller via alliancer, for at sikre deres overlevelse (jf. tabel 3.1.). Lidt firkantet sagt så er det gennem denne linse, realister ser internationale relationer. Og derfor vil realisterne også altid se internationale relationer som værende konfliktfyldte og præget af magt, militær og krig. Realismen er derfor historisk set en konfliktteori, hvilket også afspejles i den virkelighed, som de ovennævnte teoretikere har søgt at forklare. Både Thukydid og Machiavelli har levet og skrevet i en verden bestående af mindre bystater og deres kamp for overlevelse. Hobbes har skrevet i en verden, hvor staten skabte ro og stabilitet internt, men samtidig fortsatte den interstatslige konflikt. Slutteligt har de mere moderne realister været præget af den europæiske koncert, første og anden verdenskrig og især den kolde krig. Dette har været et naturligt fokus, fordi teorierne har skullet forklare dels staternes historisk set meget konfliktfyldte relationer, og dels staternes fokus på militær, som det primære værktøj i at skabe sig plads på den internationale scene. Historisk set er realismen altså glimrende til at forklare verden frem til Sovjetunionens kollaps, men som de følgende kapitler vil vise, så har især stormagtsrelationerne ændret sig i en retning, der ikke helt kan passes ind i realismen Den bløde magtbalancering De to væsentligste problemer for realismen, som den er behandlet i de foregående afsnit, er, at stats- og stormagtsrelationerne ikke længere bærer synderligt præg af hård balancering, og at der i stigende omfang ser ud til at være relativt ordnede forhold mellem stormagterne i stedet for anarki. Denne tendens ses bl.a. i antologien Balance of Power, hvor der i kapitlerne 1-9 og konkluderes, at magtbalancering i traditionel forstand ikke er så dominerende. Retfærdigvis skal det dog siges, at kapitlerne 10 og 11 argumenterer for, at der i Asien stadig ses noget traditionel balancering bl.a. mellem Kina-Indien og Kina-USA (Paul m.fl., 2004). Erkendelsen af at den hårde militære balancering ikke er så dominerende som tidligere, deler realisterne i to lejre. Den ene holder fast i, at balancering vil vende tilbage i sin traditionelle forstand. Således er stormagtsrelationerne i dag blot inde i et intermezzo, inden det internationale systems anarkiske orden vil bringe den hårde militære magtbalancering tilbage (Kagan, 2008; Mearsheimer, 2001). De realister, som ligger i den anden lejr, ser ændringen i stormagternes relationer som noget mere permanent og søger derefter at reformulere realismen, så den passer til de nye stats- og stormagtsrelationers karakteristika. Det betyder, at mange realister er begyndt at Side 12 af 80

14 reformulere magtbalancering i retning af blød balancering. Realisterne søger altså et alternativ til ekstern balancering, hvor der søges alliancer for at modgå en truende stormagt og intern balancering, hvor egen styrke søges opbygget (jf. tabel 3.1.) (Brawley, 2004: 81-85). Svaret kommer delvist i form af Stephen Walts Balance of Threat -teori, som er forløberen til den nutidige diskussion af blød balancerings betydning i international politik. Walt argumenterer for, at stater kun vil balancere mod en stat, de opfatter som truende. Dvs. magtbalancering bliver her reformuleret til at handle om intentioner og opfattelsen af intentioner, uanset det militære styrkeforhold staterne imellem (Walt, 1985). Denne logik er videreført i de bløde balanceringsteorier Bandwagoning, Buck-Passing og Appeasement (jf. Tabel 3.1), der er kendetegnet ved begrænset militær oprustning og et vist samarbejde mellem staterne. Realisterne ser dog den bløde balancering, som noget der potentielt kan udvikle sig til hård balancering (eller måske rettere returnere til hård balancering) (Paul, 2004: 3; Brawley, 2004: 81-85). Tabel 3.1 Balanceringsstrategier Balanceringsstrategi: Økonomiske elementer: Militære elementer: Hårde balanceringsstrategier: Ekstern balancering Styrke sig selv og allierede økonomisk. Finde allierede, træde ind i den svagere alliance. Intens rivalisering, relative gevinster centrale, våbenkapløb og alliancer. Intern balancering Styrke sig selv økonomisk. Oprustning, Våbenkapløb. Bløde balanceringsstrategier: Ikke synlig rivalisering, mindre fokus på relative gevinster, begrænset oprustning, ad hoc samarbejde i og udenfor internationale institutioner. Bandwagoning Buck-Passing Knytte bånd til den dominerende magt, afvente fremtiden, søge at øge egen økonomisk magt. Free-ride, søge at opbygge egen økonomisk magt. Træde ind i den dominerende magts alliance, afvente fremtiden. Neutralitet overfor dominerende magt. Appeasement Gøre indrømmelser overfor dominerende magt; søge at øge økonomisk magt på længere sigt. Gøre indrømmelser overfor dominerende magt. Note: Sammensat på baggrund af Paul (2004: 13) og Brawley (2004: 85). Side 13 af 80

15 Realisterne ser generelt strategierne Buck-Passing, at man lader andre om at balancere den dominerende magt, og Appeasement, at man gør indrømmelser og eksisterer på den dominerende magts nåde, som værende mindre relevante. Dels fordi de ses som særligt udbredte, og dels fordi de ud fra realisternes logik ikke er særligt rationelle (jf. antagelsen om anarki). Buck-Passing er irrationelt, fordi staten vil stå alene overfor en dominerende magt, der kan forventes på et tidspunkt at opføre sig aggressivt. I en Appeasement-strategi vil man stå sammen med den dominerende magt, men samtidig eksistere på dennes nåde, dvs., staten er således ude af stand til at agere suverænt. Samtidig vil strategierne i realiteten blot forøge den dominerende stats relative magt, på bekostning af de svagere i systemet (Brawley, 2004: 81-85). Derfor er kun Bandwagoning forklaringen tilbage, når stats- og stormagtsrelationerne skal forklares gennem blød balancering. Kendetegnene ved teorien er den påfaldende tendens til at følge den dominerende magt og i videst muligt omfang søge at profitere af den stabilitet, som den dominerende magt skaber. Denne forklaring har en del tilhængere, og bruges i vid udstrækning til at forklare, hvorfor der ses meget lidt traditionel balancering mod især USA (Art, 2004; Barletta & Trinkunas, 2004; Brawley, 2004; Ross, 2004; Thomas, 2004; Wohlforth, 2004). Med andre ord er det blandt verdens stormagter kun i relationen USA-Kina og i mindre grad i relationen Kina-Indien, at der ses enkelte tegn på traditionel hård balancering. Interessant er det dog, at økonomisk vækst er nødvendigt, for at Kina kan blive en reel udfordrer, og den vækst skabes i øjeblikket ved økonomisk integration (Economist, 2009: 3-4; Østergaard, 2008 & 2006; Ross, 2004;) Magtbalanceringsteoriernes anvendelighed i den nuværende verdensorden Ud fra gennemgangen af de hårde og bløde balanceringsstrategier er det naturligvis relevant at opsummere deres relevans i den nuværende verdensorden. Som det følgende afsnit vil vise, så støder både den hårde og den bløde magtbalancering, forstået som Bandwagoning, ind i væsentlige problemer både empirisk og teoretisk. Fastholdelsen af realismen i traditionel forstand med fokus rettet mod den hårde balancering har den klare fordel, at teorien ikke udvandes. På den anden side er argumentet om et intermezzo i internationale relationer, inden den hårde balancering vender tilbage, ved at være lidt tyndt, når den hårde balancering ikke har været dominerende i snart 20 år - svarende ca. halvdelen af den kolde krig! Intermezzo-argumentet afvises altså i specialet, fordi der ikke er tegn på hård balancerings genkomst som globalt dominerende, og fordi det ikke er rimeligt at behandle snart et kvart århundrede som en irrelevant anormalitet. Side 14 af 80

16 Med undtagelse af en lille gruppe teoretikere som Kagan og Mearsheimer, så erkender de fleste realister da også, at den hårde balancering ikke er en særlig god forklaring på stormagtsrelationerne i dag (2009, Nexon: 353; Paul, 2004: 3; Fortmann, Paul & Wirtz, 2004: ). En undtagelse er dog Kinas relationer, hvor der i nogen grad balanceres på traditionel vis, men det er påfaldende, at de teoretikere, der ser Kina som en stormagt med evner og vilje til at balancere alle skriver om en mulig fremtid i anden halvdel af det 21. århundrede (Kagan, 2008; Ross, 2004: ). Det traditionelle fokus på hård militær balancering har altså en stor styrke i at forklare konflikt, våbenkapløb og krig, men det halter enormt, når det ikke er det, der præger verdensordenen (Rohdes, 2004: ). Derfor hænger langt de fleste realister altså deres hat på den bløde balancering, og især Bandwagoning-forklaringen. Med andre ord siger realisterne, at når stormagterne ikke balancerer lige nu (forstået som de seneste 20 år + den nærmeste fremtid), så er det fordi, stormagterne blot venter på et opportunt øjeblik, hvor de kan overrumple deres modstandere (jf. logikken i det anarkiske system). Dette argument lider dog under, at der ikke er nogen, der kan forudsige den hårde magtbalancerings tilbagevenden, og derved opnås et teoretisk dødvande, som dårligt beskriver de nuværende stats- og stormagtsrelationer. Den bløde balancering er altså realisternes bedste bud på en beskrivelse af verdensordenen i starten af det 21. århundrede, og selv om det selvfølgelig helt ikke kan afvises, at de øvrige stormagter blot lurepasser overfor USA, så har teorien klare svagheder. Anlægges, udover den empiriske kritik, en videnskabsteoretisk kritik af teoriapparatet, så fungerer diskussionen af blød balancering, en hvis relevans af institutioner og den globale økonomis gradvist større betydning, som hjælpehypoteser, der skal understøtte en teori, som i sin originale form ikke passer på verden anno Det vil sige, realismen befinder sig i en situation, der minder meget om den situation, Lakatos beskriver. I stedet for at overveje om kernebegreberne i teorien stadig er valide sammenholdt med empirien, så søger realisterne en reformulering af perifere antagelser (redefinition af balanceringsbegrebet) og ad hoc forklaringer, der kan redde teoriens kerneantagelser (Brawley, 2004: 78; Chalmers, 1999: ). Fortsættes det videnskabsteoretiske spor, så gør realisternes ad hoc forklaring omkring fraværet af hårde balancering som en anormalitet (der kan køre på ubestemt tid) samt nødløsningen i den bløde balancering, at teorien reelt er umulig at falsificere (jf. Popper). Det betyder altså, at teorien har et fundamentalt problem, da den ikke længere kan forklare verdensordenen så klart og stringent som tidligere, uden at den bliver alvorligt udvandet (Nexon, 2009: ; Chalmers, 1999: 59-73). På den baggrund er det heller ikke overraskende, at der kan konstateres en stor begrebsforvirring i den realistiske lejer. Balanceringsteori er, i et forsøg på at få teori og empiri til at passe sammen, således blevet defineret og redefineret i henhold til denne eller hin ad hoc forklaring, og det svækker tydeligvis klarheden om, hvad der egentlig skal forstås ved balancering (Fortmann, Paul & Wirtz, 2004: 368). Side 15 af 80

17 Den teoretiske forvirring afspejler sig således også i forhold til de forklaringer, realisterne giver på den nuværende orden. Jf. kapitel 7 og 8 i (Paul m.fl., 2004), så fremhæves det, at både EU og Rusland fører en bandwagonstrategi med USA. Det vil sige i teoriens optik sammenlignelige relationer. Dette lyder meget forenklet, for der kan ikke være uenighed om, at båndene mellem USA og EU er stærkere og mere institutionaliserede, end de er mellem USA og Rusland. Denne forskel giver hverken hård eller blød balancering nogle fornuftige forklaringer på, og det er en væsentlig mangel på sammenhæng mellem teori og empiri. Således er der altså forhold mellem stater og stormagter, hvor realismens forklaringer kommer til kort, og hvor svarene umiddelbart ser ud til at skulle findes i den liberale lejr. Dette forhold afspejles også i et stadigt stigende antal realister, der kort nævner, at der måske er noget med økonomi, liberalisering og institutioner, som vi bør være opmærksomme på i forhold til den videre diskussion af magtbalancering (Fortmann, Paul & Wirtz, 2004: ). Svaret på afsnittets indledende spørgsmål må således blive, at den traditionelle hårde balancering i nogen grad kan forklare nogle statsrelationer i Asien, men at resten af stormagtsrelationerne reelt ikke er præget af hård balancering. Denne anden virkelighed søges forklaret gennem teorien om blød balancering, men denne teori bidrager reelt blot med mere forvirring end forklaringskraft. Det vil sige, realismen må siges at have væsentlige forklaringsproblemer. På baggrunden af ovenstående diskussion er det også klart, at der blandt de realistiske teoretikere, trods teoriens forklaringsproblemer i den nuværende orden, ikke er nogen ansats til at diskutere teoriens kerneantagelser omkring det anarkiske system, staternes kamp for overlevelse mv. Dette forbehold for at ændre ved teoriens kerne vil specialet tilslutte sig, netop fordi disse antagelser historisk har skabt en stringent teori med stor forklaringskraft. Men samtidig pointeres det, at realisterne lader sig forblænde af en tro på, at stats- og stormagtsrelationer ikke kan flytte sig bort fra disse kerneprincipper. Derfor er der også grund til at forvente, at den liberale tradition i IP har nogle væsentlig pointer, der kan bidrage til en bedre forståelse af den nuværende verdensorden. Derfor vil specialet, efter en opsummerende konklusion i afsnit 3.3., behandle den liberale lejers argumenter for en mere fredelig verden. Trods fornuftige elementer kan det dog allerede afsløres, at denne forfatter heller ikke er udpræget overbevist om muligheden for at forklare de nuværende stats- og stormagtsrelationer alene gennem den meget optimistiske liberale position Konklusion: Realismen som samlende teori? I en konklusion på realismens samlende forklaringskraft og relevans i en beskrivelse af verdensordenen, må teoriens og dens kerneelementers historiske relevans fremhæves. Der kan således fremdrages gode eksempler på realismens betydning i internationale relationer fra den kolde krigs afslutning og helt tilbage til de græske bystater i antikken. Overordnet har teorien i dens grundelementer således været meget dominerende, men som flere forfattere har påpeget, så Side 16 af 80

18 markerede den kolde krigs afslutning også enden på Europas dominerende rolle i verden, og måske er udviklingen i verden løbet fra en relativt eurocentreret teori (Levy, 2004: 44-46; Thomas, 2004: 305). I modsætning til denne lidt bastante påstand, er det relevant at påpege forholdene i Asien, hvor der trods alt ser ud til at være nogen form for traditionel militær magtbalancering, der kører sideløbende med en tilnærmelse til vestens økonomiske samarbejdsstrukturer. Dog må de udpræget realistisk funderede teoretikere undre sig over, hvor den traditionelle hårde balancering dog bliver af som dominerende faktor i IP. I den nære fremtid ser der ikke ud til at være de forsøg på at balancere mod USA, som teorien ellers foreskriver. Mange realister ser derfor den nuværende verdensorden som kendetegnet ved den bløde balanceringsstrategi Bandwagoning, hvor de øvrige stormagter overvejende følger i USA s kølvand i håb om at nyde godt af den stabilitet, dette giver. Dog fastholdes kerneantagelserne om anarki, selvhjælp og overlevelse, og Bandwagoning-strategien bliver således et midlertidigt fænomen, inden den hårde balancering vender tilbage. Problemerne hober sig dog op for denne forklaring. For det første kan ingen give et klart svar på, hvornår hård balancering i givet fald vender tilbage, dvs., den nuværende verdensorden er en anormalitet der kører på ubestemt tid. For det andet: Den bløde balancering fungerer reelt set som en ad hoc forklaring på, hvorfor teoriens kerne, nemlig den hårde balancering, midlertidigt udebliver. Således bliver realismen reelt umulig at falsificere. Samtidig betyder blød balancering, at en ellers klar teori udvandes, og der skabes unødig uklarhed om centrale begreber som f.eks. indholdet af begrebet magtbalancering. For det tredje er ingen af teorierne særligt gode til at forklare den øgede økonomiske og politiske interaktion imellem stormagterne, som foregår på relativt fredelige præmisser. Det er for tyndt blot at argumentere for, at stormagterne lurepasser for at kunne dominere de andre senere, og det uden at investere ret meget i analysen af disse ovennævnte interaktionsprocesser. Konklusionen på realismens anvendelsesmuligheder er altså, at den traditionelle realisme, med den hårde balancering og fokusset på militær, er solid teoretisk og har stor forklaringskraft historisk. Problemet for teorien i dag er blot, at hård balancering, med undtagelse af en smule i Asien, ikke eksisterer. Der er altså ikke længere den overordnede sammenhæng mellem teori og empiri, som der f.eks. var under den kolde krig. Den bløde balancerings tilhængere søger følgende at forklare denne tilstand, men i stedet for mere klarhed skabes blot altfavnende teorier og konceptuel forvirring. Hvad der dog er endnu værre, så søger realisterne meget overfladisk at behandle det faktum, at fredelige interaktioner mellem stater og stormagter faktisk finder sted. Denne undersøgelse af fredelige interaktioner på det politiske og økonomiske plan er det liberale teoriapparat på papiret langt bedre rustet til at behandle, netop fordi liberalismen ikke er bundet til præmisser om anarki, konflikt, selvhjælp, magtbalancering mv. Det er altså specialets argument, at realisme i den traditionelle forstand må fastholdes, fordi det alene giver teoretisk mening. Empirisk lider forklaringen dog under at være begrænset til at have Side 17 af 80

19 nogen forklaringskraft i Asien, og den kan altså ikke give en samlet karakteristik af den nuværende verdensorden. Den bløde magtbalance giver på overfladen mening empirisk, men teoretisk er den i bedste fald usammenhængende, og ved nærmere eftersyn er det en løselig behandling af fakta, der bedre analyseres i det liberale begrebsapparat. Realismen i traditionel forstand kan altså forklare lidt af forholdet mellem stormagterne i starten af det 21. århundrede, men den kan ikke stå alene, fordi teoriens styrke ligger i at forklare magtbalance og militære konfrontationer, men ikke fred. 4. Liberalismen og problemer med den liberale honeymoon Formålet med det følgende kapitel 4. er at opridse den liberale forklaring for at kunne diskutere liberalismens forklaringskraft i dag. Herved er det muligt at fremdrage de svagheder, som en lang række, især realistisk prægede, forfattere har peget på. Hvad, der dog er mere væsentligt, er, at den kraftige kritik af Fukuyama s End of History, der i mange henseender må karakteriseres som hovedskriftet i 1990 ernes liberale optimisme, godt kan medvirke til at overskygge de dele af liberalismen, som faktisk er meget relevante i forståelsen af den nuværende verdensorden. I afsnittet 4.1. er det formålet at give en meget kort introduktion til liberalismens væsentligste pointer. Denne introduktion holdes så kortfattet som muligt, da det blot vil være gentagelser af allerede kendt teori. I afsnit 4.2. vil den liberale optimisme i starten af 1990 erne blive behandlet. Her vil de overordnede problemer blive fremstillet som oplæg til afsnit 4.3. til , hvor det undersøges mere indgående, hvilken rolle de liberale teorier spiller i en forståelse af verdensordenen anno Afsnittet omkring liberalismen afrundes med en konklusion i afsnit 4.4, omhandlende liberalismen som mulig samlet forklaring i forhold til de nuværende stats- og stormagtsrelationer. Det er specialets argument, at liberalisterne har fat i noget meget relevant omkring international økonomi, men at deres forklaringer baseres i værdier som menneskerettigheder, individrelation og ikke mindst demokrati, der er relevante i en diskussion af vestligt orienterede stormagter, men som ikke med rimelighed kan behandles som dominerende for de samlede stats- og stormagtsrelationer. Denne fremgangsmåde leder således op til, at der udsondres væsentlige problemer ved teoriens anvendelse. Og sammenholdt med kritikken af realismen gøres der dermed plads til specialets egen teoretiske position og behandling af kendetegnene ved verdensordenen i de efterfølgende kapitler 5. til Liberalismens kerneelementer Liberalisme-traditionen i IP indeholder forskellige grene, der hver især har deres egen formulering af, hvordan liberale værdier påvirker internationale statsrelationer. I nyere tid har dette spørgsmål følgelig delt forskerne indenfor liberalismen i fire overordnede lejre, der hver især fremhæver visse Side 18 af 80