Genopretning i Portlandmosen

Transkript

1 Genopretning i Portlandmosen Aalborg Universitet - Geografi - Christoffer Kirk - Henriette Rantzau Almtorp - Marvin B. S. Meyer - Mia Rix

2

3 Genopretning i Portlandmosen Tema: Landskabet - dynamik og processer Projektperiode: Forårssemestret 2009 Deltagere: Christoffer Kirk Strandgaard Henriette Rantzau Almtorp Marvin B. S. Meyer Mia Rix Vejledere: Morten Lauge Pedersen Claus Köser Oplagstal: 7 Sideantal: 101 (110 inkl. bilag) Bilagsantal og -art: 5 (heraf en cd) Afleveret: 4. juni 2009 Synopsis: Aage V. Jensen Fondene gennemfører i et genopretningsprojekt for at genskabe Portlandmosen som højmose efter tørvegravning og dræning. Omdrejningspunktet i dette projekt er at se kritisk på mulighederne for succesfuld naturgenopretning i Portlandmosen. Gennem feltundersøgelser undersøges tilstanden i Portlandmosen i dag mht. ph, koncentration af nitrat, nitrit, ammonium og fosfat, atmosfærisk våddeposition af næringsstoffer, vandindhold i tørven, og derudover gennemføres en vegetationsundersøgelse. I projektets første del redegøres for den naturlige balance i højmoser, og hvordan den forstyrres. I anden del fremlægges undersøgelsens resultater, der viser store geografiske forskelle i Portlandmosen. Ud fra resultaterne vurderes mulighederne for genopretning i forskellige dele af Portlandmosen. De vigtigste konklusioner og anbefalinger i projektet er, at kun den østlige del af mosen kan genopstå som fungerende højmose, at der bør skabes kantskov/lagg mod øst, at de mindste gravebaner i mosen bør gro til, og at mosens vestlige del bør anvendes som buffer mellem den østlige del af mosen og landbruget mod vest. Rapportens indhold er frit tilgængeligt, men offentliggørelse (med kildeangivelse) må kun ske efter aftale med forfatterne

4 2 Genopretning i Portlandmosen

5 Forord Forord Dette projekt med titlen Genopretning i Portlandmosen er udarbejdet af en projektgruppe på 4. semester på geografi-uddannelsen, Aalborg Universitet. Projektet er udfærdiget i perioden mellem den 10. marts og den 4. juni Udgangspunktet for projektet er semestrets tema, Landskabet - dynamik og processer, og rammerne er Lille Vildmose i Nordjylland. Projektets formål er ifølge studieordningen at skabe en forståelse for de naturlige processer, der skaber og påvirker landskabet (Studieordningen 2008). Med baggrund i dette er valgt, at projektet skal handle om mulighederne for genopretning i højmoser og projektgruppen fandt genopretningstiltagene i Portlandmosen særligt interessante. Portlandmosen har lidt under den menneskelige udnyttelse og er i dag forstyrret af mange forhold i og omkring mosen. Motivationen bag projektet er at se kritisk på de genopretningstiltag, Aage V. Jensen Fondene gennemfører i mosen. I rapporten er referencehenvisninger angivet efter Harvard-metoden. Bilag med bl.a. dokumentation på observationer findes bagerst i rapporten, og endvidere er der vedlagt en CD med et gennemført interview. Hvor intet andet er angivet, er billeder i rapporten taget i maj måned af projektgruppen. I arbejdet med projektet har projektgruppen modtaget hjælp fra forskellige sider. Der skal rettes en særlig tak til Aage V. Jensen Fondenes driftsleder i Lille Vildmose Jacob Palsgaard Andersen, der stillede op til et interview, samt Lille Vildmosecentret, der lod gruppen besøge udstillingen om Lille Vildmose. 3

6 Genopretning i Portlandmosen Indholdsfortegnelse FORORD INTRODUKTION LILLE VILDMOSE Indvinding af sphagnum Landbrug PORTLANDMOSEN GENOPRETNING I LILLE VILDMOSE OG PORTLANDMOSEN PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING METODE METODOLOGI METODIK UDTAGELSE AF VANDPRØVER MÅLING AF PH MÅLING AF NÆRINGSSTOFKONCENTRATIONER Konvertering af næringsstofkoncentrationer ATMOSFÆRISK DEPOSITION AF NÆRINGSSTOFFER BASEMÆTNINGSGRAD BESTEMMELSE AF N/P-FORHOLD VEGETATIONSUNDERSØGELSE VANDINDHOLD HØJMOSENS OPBYGNING HØJMOSENS DANNELSE Dannelse ved tilgroning Dannelse ved forsumpning HØJMOSENS HYDROLOGI VEGETATION I HØJMOSEN VEGETATION I PÅVIRKEDE HØJMOSER INDIKATORER PÅ HØJMOSENS TILSTAND PH I HØJMOSER JORDENS ORGANISKE MATERIALE NEDBRYDNING OG OPHOBNING AF ORGANISK MATERIALE Aerobe og anaerobe forhold ph Temperatur Indirekte faktorer DANNELSE AF TØRVEJORDER

7 Forord 8 NÆRINGSSTOFFER I HØJMOSEN VEGETATION OG NÆRINGSSTOFFER I HØJMOSEN Eutrofiering PH PÅVIRKER NÆRINGSSTOFFERNE OPSAMLING - SAMMENHÆNGE I HØJMOSEN RESULTATER... FEJL! BOGMÆRKE ER IKKE DEFINERET PH I PORTLANDMOSEN NÆRINGSSTOFFER I PORTLANDMOSEN Nitrat og nitrit Ammonium Fosfat N/P-forhold Basemætningsgrad ATMOSFÆRISK VÅDDEPOSITION AF NÆRINGSSTOFFER VANDINDHOLD I JORDEN VEGETATIONSUNDERSØGELSE Indikatorer på Portlandmosens tilstand DISKUSSION AF ANALYSE, FEJLKILDER OG USIKKERHEDER OPSAMLING PÅ UNDERSØGELSENS RESULTATER BARRIERER FOR GENOPRETNING PH KVÆLSTOF OG FOSFOR NITRIFIKATION I PORTLANDMOSEN FOSFOR ATMOSFÆRISK DEPOSITION AF NÆRINGSSTOFFER VEGETATION OBSERVEREDE MINUSSTRUKTURER OPSAMLING - BARRIERER FOR GENOPRETNING MULIGHEDER FOR GENOPRETNING DEN ØSTLIGE DEL AF PORTLANDMOSEN DEN VESTLIGE DEL AF PORTLANDMOSEN GRAVEBANERNE I PORTLANDMOSEN SAMMENHÆNG I GENOPRETNINGEN KONKLUSION OG ANBEFALINGER LITTERATURLISTE

8 6 Genopretning i Portlandmosen

9 Introduktion 1 Introduktion I Danmark er moser og enge blandt de mest interessante plantesamfund, fordi de rummer mange arter, der i andre naturtyper er truede, sårbare eller ikkeeksisterende. Denne plantesammensætning er med til at gøre disse naturtyper uvurderlige for den danske biodiversitet, men det er også sårbare naturtyper, der ikke tåler voldsom forstyrrelse fra omgivelserne. Det er især opdyrkningen af kulturlandskabet, der truer den naturlige balance, som moser og kær hviler i (Vinther 1985). I dag udgør landbrugsjord 78 % af det danske landskab (CORINE). Stigningen i mængden af opdyrket land har betydet kraftig tilbagegang i udstrækningen af moser og enge. I år 1800 er det estimeret, at moser udgjorde 25 % af Danmarks areal; i dag udgør de kun lidt over 2 % (Skov- og Naturstyrelsen 2000, a, Danmarks statistik 1996). En af de typer af mose, hvor udbredelsen er mindsket, er højmose. Det hænger sammen med, at højmose er en af de naturtyper, der er allermest sårbare overfor landbrugets påvirkninger (Skov- og Naturstyrelsen 2003 (a)). Engang var højmoser udbredt i store dele af landet, men i de sidste to-trehundrede år har denne naturtype oplevet kraftig tilbagegang. Således er der sket en reduktion i antallet af højmoser fra 668 højmoser større end 5 ha i 1919 til 13 i En af konsekvenserne er, at der er risiko for, at nogle af de karakteristiske højmoseplantearter kan uddø i Danmark (Vinther 1985, s31ff). Derfor er det vigtigt, at der er fokus på at bevare og genoprette højmoser i Danmark. 1.1 Lille Vildmose Højmoserne er nogle af Danmarks yngste naturtyper, dannet efter den sidste istid. En højmose er et klimakssamfund; området udvikler sig gennem mange år fra en anden naturtype, indtil det når slutstadiet i udviklingen og bliver højmose. Lille Vildmose er dannet, fordi en lang række faktorer har været gunstige for det forløb en højmose skabes igennem. Datidens klima har haft stor betydning for, at udviklingen har kunnet ske, ligesom topografien og geologien i området har haft betydning. Lille Vildmose trivedes, så længe området lå relativt uberørt hen uden indblanding fra mennesker (Vinther 1985, s1). 7

10 Genopretning i Portlandmosen Underlaget for højmosetørven i Lille Vildmose er kystaflejringer afsat i Littorinahavet i Atlantisk tid ( år før nu) og Subboreal tid ( år før nu). For omkring år siden begyndte landet at hæve sig pga. den isostatiske landhævning, og området blev langsomt afspærret fra Kattegat, og på den måde blev det tidligere havområde forvandlet til en brakvandslagune. Efterhånden som lagunen blev helt afskåret fra havet, omdannedes den til en lavvandet sø, hvori der var en stor vækst af tagrør. Skov med el, birk, eg og fyr indvandrede på den østlige barriere, fordi den lå lidt højere end resten af området. Vegetationen ændrede karakter som følge af et mere fugtigt klima. Ophobning af organisk materiale fra bl.a. tagrør samt dannelse af gytje gjorde på et tidspunkt, at tilstrømningen af grundvand blev afskåret, og den ombrogene vandtilførsel resulterede i, at området omdannedes til et surt, næringsfattigt miljø. Derefter indvandrede den karakteristiske højmosevegetation tilpasset de næringsfattige og fugtige vilkår, blandt andet sphagnumarter, tranebær, hedelyng, klokkelyng, revling og tue-kæruld, og omkring år 500 e.kr. var højmosen dannet (Andersen og Sjørring 1992, Miljøministeriet 1989). Lille Vildmose er den største højmose i Danmark og en af de bedst bevarede lavlandshøjmoser i Nordvesteuropa. Figur 1 viser et oversigtskort over Lille Vildmose. Området er ca. 14 km på den længste led fra Solbjerg Enge i syd til Høstemark i nord, og der er ca. 5 km fra kridtbakkerne ved Kongerslev i vest til Dokkedal i øst. Det flade landskab, der ligger 6-8 meter over havets overflade, står i stor kontrast til de omkringliggende morænebakker, hvis skrænter hæver sig meter over havet (Miljøministeriet 1989). Ud over højmose er der også naturskov i Lille Vildmose. På grund af de husdyr, der tidligere har gået på græs, og i dag kronhjortenes fødesøgning, har naturen stadig en særegen karakter. Ifølge Jakob Konnerup, naturvejleder ved Lille Vildmosecentret, ejes 75 % af Lille Vildmose i dag af Aage V. Jensen Naturfond, og de sidste 25 % er delt mellem forskellige ejere, primært landmænd, Skov- og Naturstyrelsen og Aalborg Kommune. Lille Vildmose udgør Danmarks største fredede område (Lille Vildmose u. å. (a)) 8

11 Introduktion. Figur 1: Lille Vildmose Lille Vildmose har gennem tiden været udsat for mange begivenheder og påvirkninger, som har haft betydning for højmosevegetationen Indvinding af sphagnum Engang blev Lille Vildmose betragtet som ufrugtbart jord, der ikke kunne anvendes til landbrug og derfor ikke havde stor værdi (Lund 2006, s7). Denne opfattelse ændredes dog, da det blev klart, at tørven kunne anvendes til brændsel. Efter 1. Verdenskrig begyndte flere cementfabrikker, bl.a. Aalborg Portland, at grave tørv til brændsel i den nordvestlige del af Lille Vildmose (nuværende Portlandmosen og Paraplymosen). Denne produktion steg meget under 2. Verdenskrig, da krigen gav et øget behov for brændsel, og produktionen af kul ikke kunne følge med. I 1960 erne erstattedes indvindingen af tørv til brændsel af sphagnumindvinding til forskellige jordforbedringsprodukter (Lund 2006). Indtil 2010 foregår der stadig sphagnumindvinding syd for Portlandmosen (Andersen Samtale 2009). Således blev højmosen omdannet fra værdiløst jord til en værdifuld naturressource. Denne forandring har haft stor betydning for mosen. Tørvegrave og dræningskanaler fra tørvegravningen har drænet bl.a. Portlandmosen og Paraplymosen og skabt huller i højmosevegetationen, som gør mosen sårbar overfor forstyrrelse (Riis 2004, s44). 9

12 Genopretning i Portlandmosen Udnyttelsen af naturressourcer i Lille Vildmose har medført, at mange aktive højmoseområder er blevet nedbrudt i en sådan grad, at de ikke længere kan karakteriseres som aktiv højmose (Nygaard et. al. 1999) Landbrug Som nævnt i det indledende afsnit er opdyrkningen af kulturlandskabet med til at forværre tilstanden af højmoseområderne i Lille Vildmose. Allerede i midten af 1700-tallet forsøgte ejeren af Lindenborg Gods at afvande området, så det kunne dyrkes. Her blev hovedkanalen, der afvandede Tofte Sø, grundlagt. I 1950 erne blev der etableret en række statshusmandsbrug for at opdyrke store arealer af mosen. Introduktion af hjælpemidler som kunstgødning og flere ressourcer til landbrugsmaskiner gjorde opdyrkningen lettere. Det har haft en stor betydning for den reducering, der er sket af højmosearealet i Lille Vildmose frem til i dag (Lund 2006, Miljøministeriet 1989). På figur 2 ses et kort over arealanvendelsen i området omkring Portlandmosen. Det ses, at landbrug er dominerende. Figur 2: Arealanvendelse omkring Portlandmosen (DMU). Selvom det tilbageværende højmoseareal ikke længere forsøges omlagt til dyrkningsegnede arealer, bliver højmosen stadig påvirket negativt af landbruget. Den menneskelige påvirkning er øget de seneste 50 år som følge af en intensivering af det danske landbrug. Den negative påvirkning sker i form af dræning og tilførsel af næringsstoffer. 10

13 Introduktion Dræningen sker for, at produktionen i de landbrugsområder, der ligger i nærheden af de bevarede højmosearealer ikke skal blive mindre på grund af for høj vandstand i jorden. Det betyder bl.a., at vestsiden af Portlandmosen drænes for at holde markerne vest for Portlandmosen dyrkningsegnede, og at Haslevgaard Å graves dybere for at skabe tilstrækkelig afvanding af de omkringliggende marker (Riis 2004, s44). Tilførsel af næringsstoffer skader de naturligt næringsfattige højmoseområder, fordi det giver dårligere vilkår for den naturlige vegetation. Tilførsel af næringsstoffer, dvs. eutrofiering, kommer især fra gødskning af omkringliggende marker og via luften fra fordampning af ammoniakforbindelser fra svinefarme til højmoserne (Skov- og Naturstyrelsen 2003 (a), Sand-Jensen 2000). 11

14 Genopretning i Portlandmosen 1.2 Portlandmosen Portlandmosen er et af de områder i Lille Vildmose, der i høj grad er påvirket af den menneskelige aktivitet. Mosen er rektangulær og ligger i den nordvestlige del af Lille Vildmose-området (se kortet, figur 1). Den fremstår meget præget af den indvinding af tørv, der fandt sted fra 1919, da Aalborg Portland etablerede sig i mosen og frem til 1963, hvor tørveproduktionen ophørte. Fra nord til syd er Portlandmosen gennemskåret af lange gravebaner, der er nummereret fra vest mod øst 9, 10/11, 12 og 13. Disse gravebaner er omkring 5300 meter lange og meter brede. Dobbeltgravebanen 10/11 er 60 meter bred og regnes for en af Nordjyllands længste søer. Ud over gravebanerne gennemskæres mosen også af 26 øst/vestgående dræningskanaler (Riis 2006, s18ff). Portlandmosen har været udsat for massiv afvanding fra dræningskanalerne og tørvegravningen, og i dag fremstår hele mosen ikke længere som uforstyrret højmose. Der er områder med skovbevoksning som gran, bøg og lignende i den vestlige del (se figur 3) og områder med selvsået birk midt i mosen og omkring dræningskanalerne. I den østlige del af mosen er der åbne områder, hvor den oprindelige højmosevegetation delvis er til stede endnu (Riis 2006, s18ff). Figur 3: Skovbevoksning i den vestlige del af Portlandmosen. 1.3 Genopretning i Lille Vildmose og Portlandmosen Den omfattende anvendelse af moseområdet til tørvegravning, indvinding af sphagnum og landbrug har betydet, at op mod 2/3 af højmosearealet i Lille Vildmose er forsvundet, og det tidligere sammenhængende område er blevet fragmenteret. Tofte Mose er den største højmosedel; den har været udsat for forskellige dræningsforsøg, men alligevel er den bevaret og udgør i dag sammen med Tofte Sø og Tofte Skov et reservat med 400 krondyr (Riis 2006, Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a)). Derudover er der også intakte højmoseområder i dele af Portlandmosen, Paraplymosen og Høstemark Mose, om end Paraplymosen og Portlandmosen er stærkt præget af afvanding og tørvegravning (Lille Vildmose u.å. (b)). Lille Vildmoses højmoseområder er beskyttet gennem Naturbeskyttelsesloven, der beskytter moser med arealer større end 2500 m 2. Lovens formål er at værne landets natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelse af dyre- og plantelivet (Miljøministeriet 2008). Det betyder, at der ikke må foretages ændringer i mosers tilstand; de må altså ikke opdyrkes, opfyldes eller tilplantes. Det er kommunerne og 12

15 Introduktion Miljøministeriets miljøcentre, der varetager opgaverne på lokalt niveau (Miljøministeriet 2008). Aage V. Jensen Fondene gennemfører fra 2007 til 2010 forskellige genopretningstiltag i Portlandmosen (Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a)). I den østlige del af mosen, dvs. øst for gravebane 10/11 fældes birk og andre træer systematisk. På nuværende tidspunkt er træerne i den sydøstlige del fældet, og i løbet af 2010 fældes træerne i den nordøstlige del. Vest for gravebane 10/11 fokuserer Fondene på at fælde invasive arter som sitkagran, så disse ikke spredes til den østlige del af mosen (Andersen Samtale 2009). Den hydrologiske genopretning foregår primært ved at opsætte spuns i dræningskanalerne, så dræningen af moseområderne mindskes (se figur 4). Strategien er at hæve vandstanden tilstrækkeligt til, at træerne i fremtiden ikke kan reetablere sig på højmosefladen (Riis 2006). For at få vandet til at blive i mosen så lang tid som muligt i stedet for at løbe direkte ud af mosen tilstræbes det at skabe et serieforbundet afstrømningsmønster. Et kort over de forskellige tiltag ses i bilag 1. Figur 4: Tilskodning af tværgående dræningskanal med spuns i Portlandmosens østlige del. 13

16 Genopretning i Portlandmosen 14

17 Problemformulering 2 Problemformulering Ud fra ovenstående problemintroduktion formuleres følgende problemformulering, der vil være omdrejningspunkt for dette projekt: Hvordan er mulighederne for, at der gennemføres en genopretning af højmoseområderne i Portlandmosen, set i lyset af mosens nuværende tilstand med hensyn til vegetation, ph og næringsstoffer? For at besvare problemformuleringen opstilles følgende tre undersøgelsesspørgsmål: 1. Hvordan er højmosen dannet og opbygget, og hvad forstyrrer den naturlige balance, der eksisterer mellem højmosens vegetation og de kemiske og hydrologiske processer? 2. Hvilke forstyrrelser er der i Portlandmosens naturlige balance ift. vegetation, ph, tilstedeværelse af nitrat/nitrit, ammonium og fosfat, og hvordan er de geografiske variationer? 3. Hvilke barrierer er der for, at der i de forskellige dele af Portlandmosen kan udvikles større sammenhængende højmosevegetation, og bør der være differentierede genopretningsstrategier i forskellige dele af mosen? 15

18 Genopretning i Portlandmosen 2.1 Afgrænsning For at præcisere problemformuleringen foretages i det følgende afsnit en afgrænsning af projektet, hvor der redegøres for, hvilke fravalg der er foretaget. Projektets problemformulering er formuleret således, at der fokuseres på mulighederne for at genskabe større områder med sammenhængende højmosevegetation i Portlandmosen. Mulighederne for at dette lykkes, påvirkes af mange forskellige faktorer som økonomi, politik, udviklingen i landbruget og den aktuelle tilstand i mosen. I dette projekt fokuseres der ikke på de økonomiske og samfundsorienterede faktorer, men primært på de faktorer, der er relateret til naturgeografien - naturen og de biologiske, kemiske og hydrologiske forhold. Det betyder, at de vurderinger, projektet indeholder, ikke tager højde for eksempelvis økonomi eller den gældende lovgivning på området. Der tages udgangspunkt i Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag, og da Fondene ikke medtager muligheden for at inddrage de omkringliggende landbrugsarealer i genopretningen (ud over en mindre del af en enkelt mark, hvor dræn afbrydes), vælges der i dette projekt også at se bort fra denne mulighed. Genopretning er en proces, der tager tid. Når det skal vurderes, hvordan mulighederne er for at skabe større sammenhængende højmosevegetation i Portlandmosen, er det nødvendigt at definere et tidsperspektiv. I dette projekt fastsættes tidsperspektivet til 30 år, fordi naturtypen nedbrudt højmose i Søgaard et. al (2003) defineres ud fra, at genopretning kan finde sted inden for en periode på netop 30 år. Dette tidsperspektiv betyder, at der afgrænses fra at se på de påvirkninger, der ligger uden for denne tidsramme; det vil sige, at der eksempelvis ikke ses på klimaforandringers mulige påvirkning af Portlandmosen, da dette har et længere tidsperspektiv. 16

19 Metode 3 Metode Dette metodeafsnit vil redegøre for de overvejelser, der ligger bag denne projektrapport, ligesom de valg, der er truffet i forhold til udformningen af projektet, vil blive begrundet. Afsnittet deles i metodologi og metodik. Metodologien omhandler de overordnede overvejelser omkring den analyse, der foretages, altså med andre ord hvilken analysestrategi, der anvendes. Metodikken omhandler den forskningsteknik, der anvendes i projektet, dvs. den konkrete metode, hvormed man indsamler og behandler data (Olsen og Pedersen 2004). 3.1 Metodologi Projektet er overordnet opbygget af tre dele; hver del tilpasset et af de tre undersøgelsesspørgsmål. Efter de første to dele af projektet udarbejdes opsamlinger, der samler op på undersøgelsesspørgsmålene, inden en ny del af projektet påbegyndes. Der anvendes undersøgelsesspørgsmål i projektet af flere årsager. Først og fremmest er undersøgelsesspørgsmålene en hjælp til at klarlægge, hvilke emner, der i projektet skal undersøges for at problemformuleringen kan besvares fyldestgørende. Undersøgelsesspørgsmålene fungerer endvidere som delmål i arbejdsprocessen og er på den måde med til at strukturere projektgruppens arbejdsproces. Slutteligt giver undersøgelsesspørgsmålene læseren af projektet en større indsigt i, hvad projektets forskellige dele indeholder. Projektets første del har til formål at skabe en gennemgående forståelse for hvilke forhold, der gør sig gældende for højmoser, og hvilke processer, der finder sted i højmoser. Spørgsmålet besvares gennem et litteraturstudie, hvor projektgruppen trækker på skriftlige kilder. I denne del af projektet ligger det primære fokus på at forstå, hvordan uberørte højmoser fungerer, for herudfra at kunne forstå, hvordan økosystemet forstyrres. Denne basisviden er nødvendig for, at gruppen kan besvare undersøgelsesspørgsmål to og tre og dermed problemformuleringen, idet der trækkes på litteraturstudiet gennem resten af projektet. I projektets anden del er fokus på den indsamlede empiri. Der er indsamlet data for ph, næringsstofforhold og vandindhold, ligesom der foretages vegetationsundersøgelser i Portlandmosen. Formålet med anden del er at give en forståelse for, hvordan tilstanden er i Portlandmosen i dag. Det er udgangspunktet for at tage forskellige problemstillinger op til diskussion i tredje del af projektet. I tredje del af projektet identificeres de barrierer, der påvirker mulighederne for at skabe større sammenhængende højmosevegetation i Portlandmosen. 17

20 Genopretning i Portlandmosen Barriererne ses i sammenhæng med Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag. Herudfra vurderes det hvilke muligheder, der er for genopretning i forskellige dele af Portlandmosen. I projektet trækkes på data, der er indsamlet af gruppen i projektperioden. Der er sket meget i Portlandmosen siden efteråret 2008, og derfor er det nødvendigt, at de data som anvendes i projektet er nyindsamlede. Der er nogle begrænsninger ved indsamling af egne data. Først og fremmest er der nogle ressourcemæssige begrænsninger. Større institutioner kan anvende økonomiske ressourcer på at indsamle data, og ved at anvende sekundære data kan projektgruppen udnytte, at andre har indsamlet en langt større mængde relevant data. Projektgruppens egne data er endvidere begrænset af projektets tidsramme, fordi indsamlingen maksimalt kan strække sig over den tid, der går fra projektet startes op, til det afsluttes. Det er altså ikke muligt at få adgang til serier af data, der strækker sig over længere perioder, med mindre der anvendes sekundær data. Derfor anvendes der i projektet ikke udelukkende egne data, men der inddrages sekundære data, hvor det findes nødvendigt. Det er især data, som kræver store ressourcer og lang tid at indsamle; her tænktes eksempelvis på ortofotos, årlig atmosfærisk deposition af næringsstoffer og lignende. Projektets data er som skrevet indsamlet i maj På dette tidspunkt var Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag delvist gennemført. Det betyder, at projektets konklusioner bygger på, hvordan mosen så ud, før alle genopretningstiltagene var helt gennemført. Da perioden op til udtagning af målinger var fattig på nedbør, og den hydrologiske genopretning dermed ikke nåede at få stor effekt, er projektets udgangspunkt en mose med lavt vandindhold på grund af dræning. Denne situation vil dog hurtigt ændres ved en periode med mere nettonedbør. 3.2 Metodik Indsamlingen af data gennemføres med det formål at undersøge forholdene i Portlandmosen. I forbindelse med indsamlingen skal det besluttes hvor mange punkter, der skal foretages målinger i, og hvordan de skal fordeles i området. Dette kan gøres på flere måder. Hvis der var flere ressourcer til udarbejdelse af projektet, ville området kunne dækkes af målepunkter spredt over hele arealet med forholdsvis lille afstand mellem hvert målepunkt. Denne metode ville være meget tidskrævende, både i forhold til indsamlingen af data og den efterfølgende databehandling i laboratoriet. Derfor vælges en alternativ løsning, nemlig at lægge målepunkterne i tre øst/vestgående transekter i Portlandmosen; et i den nordlige ende, et i den sydlige ende og et midt i mosen (se figur 5). Disse transekter giver ikke et samlet overblik over hele mosen, men de kan give et billede af, hvordan de geografiske variationer er i mosen, idet der forventes forskelle mellem den nordlige og den sydlige del af mosen og mellem den vestlige og den østlige del. Ud fra tre transekter er det ikke 18

21 Metode muligt at generalisere, men det vil være muligt at udpege de tendenser, der er i den geografiske variation. Med dette i tankerne vurderes det, at tre øst-vestgående transekter er en relativt fyldestgørende måde at foretage undersøgelserne på. Der er nu redegjort for, hvilke overvejelser der ligger bag udformningen af undersøgelsen. I det følgende vil de konkrete metoder blive beskrevet. Der er foretaget feltundersøgelser i Portlandmosen over to dage. Der undersøges ph, indhold af nitrat, nitrit, ammonium og fosfat. Endvidere foretages vegetationsundersøgelser. Disse undersøges i felten, mens de andre forhold er bestemt i laboratoriet ud fra vandprøver taget i felten. Slutteligt foretages en måling af næringsstofdeposition i nedbøren. Figur 5: Målinger i Portlandmosen. (COWI 2004) 3.3 Udtagelse af vandprøver For at gennemføre undersøgelserne udtages vandprøver i Portlandmosen i de tre transekter. Der udtages ni prøver i transekt A og B og ti i transekt C. At der er en ekstra måling i transekt C skyldes, at mosen er bredere i den sydlige ende. For placering af vandprøver, se figur vandprøver udtages med en sprøjte i overfladevandet i dræningskanalerne langs transekterne og overføres til 15 ml autoklaveglas. I laboratoriet filtreres vandprøverne gennem en membranpumpe for at fjerne jordog plantepartikler. Herefter foretages de enkelte undersøgelser. 19

22 Genopretning i Portlandmosen 3.4 Måling af ph Vandprøvernes ph-værdi bestemmes i laboratoriet med ph-meter. ph-metret kalibreres inden brug for at målingerne er så præcise som muligt; til dette anvendes to bufferkoncentrationer med kendt ph-værdi, hhv. 4,01 og 7,01. Bestemmelsen af næringsstoffer gennemgås i det følgende afsnit. 3.5 Måling af næringsstofkoncentrationer Nitrat (NO 3 -) og nitrit (NO 2 -): Koncentrationerne af nitrat og nitrit bestemmes vha. indikatorstrips, der nedføres i vandprøven i et sekund. Efter 1-2 minutter sammenlignes farven på stripsen med den medfølgende farveskala, og koncentrationen bestemmes. Farveskalaen har følgende intervaller for nitrat: 0, 10, 25, 50, 100, 250, 500 mg/l, og for nitrit: 0, 1, 5, 10, 20, 40, 80 mg/l. Ammonium (NH 4 +) Fra en vandprøve overføres ca. 5 ml vand til to måleglas. Det ene måleglas placeres i position A i sammenligningsholderen. I det andet måleglas tilføres 10 dråber af stof I, og dette blandes. Derefter tilføres der en afmålt mængde stof II, og blandingen rystes og hviler i fem minutter, hvorefter der tilføres fire dråber af stof III og rystes. Efter syv minutter placeres blandingen i position B i sammenligningsholderen, og koncentrationen af ammonium findes ved at aflæse, hvornår farven i glas A og glas B er ens (se figur 6). Den anvendte skala er 0; 0,2; 0,3; 0,5; 0,7; 1; 2; 3. Figur 6: Aflæsning af koncentration af ammonium Fosfat (PO 3 -) Der udtages ca. 5 ml af hver vandprøve til bestemmelse af fosfatkoncentrationen. Derefter tilføres fem dråber af stof I og en afmålt mængde af stof II. Blandingen rystes let, og efter to minutter sammenlignes med farveskalaen, og derudfra kan koncentrationen bestemmes. Der anvendes en skala med følgende værdier: 0; 0,25; 0,5; 0,75; 1; 1,5; 2; 3 mg/l. På figur 7 ses det samlede udstyr anvendt til bestemmelse af næringsstoffer og ph. 20

23 Metode Figur 7: Det i undersøgelsen benyttede udstyr (phmeter, strips og kit til måling af ammonium- og fosfatkoncentrationer) Konvertering af næringsstofkoncentrationer De fundne koncentrationer af nitrat, nitrit, ammonium og fosfat konverteres for at finde koncentrationen af hhv. N og P uden de resterende stoffer i forbindelserne. Til dette anvendes følgende omregning: ( ) = ( ) ( ) ( ) hvor A er næringsstofforbindelserne (nitrat, nitrit, ammonium, fosfat), B er selve næringsstoffet (dvs. N eller P), c er koncentration i mg/l, M er den molare masse (g/mol). 3.6 Atmosfærisk deposition af næringsstoffer Den atmosfæriske deposition af næringsstoffer bestemmes i tre nedbørsprøver opsamlet i en opsat beholder ved hhv. transekt A, B og C. Koncentrationerne bestemmes som gennemgået ovenfor. 21

24 Genopretning i Portlandmosen De fundne koncentrationer konverteres til kg N/ha/år. Først omregnes fra mg/l til mg/m 3, dernæst bestemmes tilførslen i kg/m 2 og slutteligt omregnes til kg N/ha/år. Formlerne ses nedenfor. ( ) = ( ) 1000 ( ) ( ) = å 1 10 å ( ) h å = ( ) h å Hvor ( ) er tilførslen af kvælstof og P er den gennemsnitlige nedbør i området. 3.7 Basemætningsgrad Basemætningsgraden og mængden af basekationerne har en teoretisk sammenhæng. Denne undersøges i analysen. Basemætningsgraden er udregnet efter ph ved følgende formel: æ =100 ( 4)/4 (Efter Borggaard et. al. 2007) 3.8 Bestemmelse af N/P-forhold Forholdet mellem kvælstof og fosfor bruges til at finde frem til det begrænsende næringsstof for planterne. Det beregnes ud fra følgende formel: N/P forhold = ( ) ( ) N/P-forholdet er ikke defineret for c(p) = 0, men der kan dog stadig siges om forholdet, at det er P, der er begrænsende, idet det svarer til et uendeligt højt N/Pforhold: lim ( ) ( ( ) ( ) )= De steder dette forekommer, vil i resultaterne være vist med betegnelsen id. 22

25 Metode 3.9 Vegetationsundersøgelse Kortlægningen sker ved at notere fundne arter og arternes udbredelse. Langs de 30 meter noteres hvilke arter, der er til stede. Kortlægning af arternes udbredelse sker i tre cirkler med et areal på 0,5 m 2, se figur 8. Der anvendes tre inddelinger inspireret af den anerkendte skala DAFOR (DMU 2004, s6). De tre inddelinger er D (anvendes, når en art vurderes at dække mere end 60 % af arealet), F (anvendes, når en art vurderes at dække mellem 5 % og 60 % af arealet) og R (anvendes, når en art dækker under 5 % af arealet, men stadig er til stede) Vandindhold I forbindelse med vegetationsundersøgelsen udtages jordprøver i de ni punkter. Jordprøverne overføres til plastikposer, der lukkes tæt for at undgå fordampning. I laboratoriet bestemmes vandindholdet. Først vejes den våde jord i en foliebakke. Derefter stilles jordprøverne i en 105 C varmeovn i timer, hvorefter de nedkøles til stuetemperatur i ekssikkator for at undgå, at jordprøven optager fugt fra luften. Prøverne vejes igen, og differencen mellem tør og våd vægt bestemmes. Vandindholdet beregnes ud fra følgende formel: = 100 % (Lund 1981) Figur 8: Opstilling til vegetationsundersøgelse. hvor W er vandindholdet i procent, Ww er vægten af vandet i jordprøven. og Ws er vægten af den tørrede jord. Naturligt forekommende jorders vandindhold kan ligge mellem nul og flere hundrede procent. 23

26 Genopretning i Portlandmosen 24

27 Højmosens opbygning 4 Højmosens opbygning I den følgende beskrivelse af en højmoses opbygning tages udgangspunkt i en idealiseret højmose for at give en generel forståelse af højmosen. I naturen vil der være afvigelser fra de principskitser, afsnittet indeholder. Der tages endvidere udgangspunkt i danske forhold. En højmose består horisontalt af tre zoner: højmoseflade, kantskov og lagg. Højmosefladen er hævet flere meter over resten af terrænet, og vandtilførslen er udelukkende ombrogen, dvs. mosen modtager kun vand fra nedbør og ikke fra grundvandet. Det ombrogene vand er næringsfattigt, og højmosen er derfor også næringsfattig (Sand-Jensen og Vestergaard 2007). Vegetationen på højmosefladen er derfor begrænset til arter, der er tilpasset disse forhold, eksempelvis forskellige sphagnum-arter, soldug, lyng og lignende. Kantskoven er et få meter bredt område mellem højmosefladen og laggen, der skråner. Kun den yderste del af kantskoven modtager minerogent vand (dvs. grundvand), og derfor rummer kantskoven foruden en del af de plantearter, som også findes på selve højmosefladen, også nogle arter, der pga. en smule mere næring kan trives her. At vegetationen er anderledes end på højmosefladen, skyldes også et mindre vandindhold i kantskoven på grund af hældningen (Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a), Böcher et. al. 1969). Laggen, der er mellem 5 og 20 meter bred, er højmosens ydre kant, og den grænser op til kantskoven. Området modtager både nedbør, grundvand og udsivende vand fra højmosen. Plantearter med større behov for næring kan derfor vokse her, da det minerogene vand indeholder mere næring end det ombrogene. Vegetationen ændrer sig altså i højmosen alt efter vandtilførslen; om den udelukkende er ombrogen, eller der også er tilstrømning af minerogent vand (Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a), Böcher et. al., 1969). På figur 9 ses højmosens opbygning med lagg, kantskov og højmoseflade. 25

28 Genopretning i Portlandmosen Figur 9: Højmosens horisontale opbygning med lagg yderst, kantskov på det skrånende område op mod selve højmosefladen og egentlig højmose på højmosefladen (Efter Sand-Jensen og Vestergaard 2007). Vertikalt kan højmosen overordnet opdeles i to zoner: akrotelmen og katotelmen. Akrotelmen er den øverste del af højmosen, og katotelmen er området fra akrotelmen til den underliggende mineraljord. Det, som adskiller akrotelmen fra katotelmen er indholdet af ilt i jorden. Akrotelmen er aerob, mens katotelmen er anaerob. Grænsen mellem de to zoner er altså den dybde, hvor forholdene ændres fra aerobe til anaerobe. Katotelmen, der findes mellem akrotelmen og det mineralske materiale i undergrunden, indeholder % vand, hvilket gør forholdene anaerobe (dette hænger sammen med, at vandfyldte porer leder ilt dårligere end luftfyldte porer med en faktor 10 4 (Miljøstyrelsen 2006 (a)). Katotelmen kan være flere meter tyk alt efter hvor meget tørv, der er ophobet i tidens løb. Tørv ophobes i katotelmen, fordi omsætningen af organisk materiale er meget lav som følge af anaerobe forhold, lav ph og meget få næringsstoffer. Den nederste del af katotelmen, der er i kontakt med grundvandspejlet, rummer dog tørv, som er kraftigt påvirket af det minerogene vand og derfor mere omsat (Rydin et. al. 2006). Ud over at tørven er stærkt omdannet, er det nederste tørvelag også hårdt presset sammen pga. det materiale, der er akkumuleret oven på det. Det betyder, at der i katotelmen skabes et impermeabelt lag, som bremser tilførslen af minerogent vand til den overliggende del af jordsøjlen (Böcher et. al. 1969). I stedet dannes et sekundært vandspejl i højmosen, der strækker sig op til grænsen mellem akrotelmen og katotelmen. Akrotelmen, der udgør højmosens top, er cm tyk og øverst præget af levende vegetation. Derunder er der organisk materiale, der endnu gennemgår aerob nedbrydning. Akrotelmen har en nogenlunde konstant tykkelse, for når højmosen vokser, er det katotelmen, der bliver tykkere, efterhånden som sphagnumplanterne akkumuleres som tørv. Akrotelmen er ikke så kompakt som katotelmen, så vandtransporten er hurtigere her, og det ombrogene vand siver derfor relativt hurtigere igennem denne zone, hvorfor vandindholdet også er lavere. Højmosens fordampning sker primært fra akrotelmen, da det er her, der er kontakt til luften (Rydin et. al. 2006). 26

29 Højmosens opbygning Akrotelmens overflade udgøres af et system af tuer og høljer (Vinter 1985). Dette er illustreret på figur 10. Tuer er mindre forhøjninger på selve højmosefladen, og de har en udbredelse på mellem 2 og 50 m 2. Tuerne kan vokse til en højde på op til 50 cm over det sekundære vandspejl, da cm er den maksimale afstand, sphagnumplanternes kapillærkræfter kan løfte vand op (Böcher et. al. 1969). Høljer er lavninger mellem tuerne, og de er oftest vandfyldte. Forskellene mellem tuer og høljer giver variation over højmosen, blandt andet i vandmætning og lysindfald. Tuerne modtager mere sollys end høljerne, og det medfører en øget fordampning herfra. Større fordampning kombineret med det faktum, at tuerne ligger højere end høljerne, gør, at vandmætningen er mindre. Vegetationen varierer fra de tørre tuer til de våde høljer, hvilket giver højmosen dens mosaikagtige struktur på overfladen (Böcher et. al. 1969). Figur 10: Højmosens opbygning med tuer og høljer (Böcher et. al. 1969, s481). Tue-høljesystemet er med til at bremse overfladeafstrømningen i højmosen, da tuerne udgør forhindringer for vandet, og høljerne udgør små bassiner, hvor vandet opsamles (Böcher et. al. 1969, s475). 27

30 Genopretning i Portlandmosen 4.1 Højmosens dannelse Højmoser kan dannes ved to forskellige succesionsforløb 1, nemlig tilgroning og forsumpning. De to forløb adskiller sig fra hinanden, men fælles for dem er, at vand og plantevækst har en stor betydning for dannelsen af en højmose. I begge forløb opstår en form for kær, inden klimaksformationen 2 højmose indfinder sig. Beskrivelsen af højmosens dannelse er ikke kun gældende i så store områder som Lille Vildmose. Det er de samme forløb, der vil finde sted i forbindelse med eksempelvis genopretning af sphagnumvegetation i nedbrudte højmoser som Portlandmosen Dannelse ved tilgroning Dannelse af en højmose ved tilgroning er, når en sø gror til og bliver til højmose. Det kan ske på to måder, enten ved opfyldning eller overgroning. De to forløb minder meget om hinanden, og princippet er det samme: en sø fyldes op, og sphagnum begynder at hæve overfladen, indtil en egentlig højmose er dannet. Forskellen mellem de to forløb er, hvorledes tilgroningen af søen sker (Sand-Jensen og Vestergaard 2007, Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a)). Opfyldning sker ved, at søen over tid fyldes med organisk materiale fra planter og uorganisk materiale fra sedimenter. Forløbet ses på figur 11. Der kommer vækst af tagrør, og søen ændrer sig herved til en rørsump. Dette skete i forbindelse med dannelsen af Lille Vildmose. Successionsforløbet fortsætter med dannelse af et kær eller en mose. Vandtilførslen er på dette stadium stadig minerogen. Nogle sphagnumarter trives i kærets næringsfattige områder, og de begynder at akkumuleres, såfremt forholdene er til det. På et tidspunkt afskæres tilførslen af grundvand af et stærkt omsat, kompakt lag tørv eller gytje, og vandtilførslen bliver udelukkende ombrogen. Samtidig vil sphagnumplanterne gøre jorden mere sur. Mange plantearter kan ikke overleve i et surt og næringsfattigt miljø, og derfor vil nogle særlige arter tilpasset disse forhold blive dominerende. Akkumulation af organisk materiale vil på sigt få højmosen til at hæve sig højere end det omkringliggende område. Figur 11: Opfyldningsforløbet fra sø til rørsump til kær til højmose (Skov- og Naturstyrelsen 2009 (b)). 1 Et succesionsforløb betegner den tidsmæssige udvikling, der sker i et naturområdes fauna og flora (Den Store Danske 2009, (a)) 2 Klimaksformationen er betegnelsen for det stabile slutstadium i et successionsforløb. Betegnelsen gælder for det stadium der over lang tid stort set ikke ændrer struktur og artssammensætning (Den Store Danske 2009 (b)). 28

31 Højmosens opbygning For at der kan ske en opfyldning, skal søens vand være relativt stillestående, da en høj vandcirkulation vil begrænse planternes evne til at vokse fra søens bund (Sand- Jensen og Vestergaard 2007, Skov- og Naturstyrelsen, 2009 (a)). Dannelsen af højmose ved opfyldning vil kunne finde sted i gravebanerne i Portlandmosen. Nogle af disse er allerede i dag præget af vækst af tagrør og sphagnum, og der er dermed mulighed for, at der på sigt kan dannes mere moselignende forhold. Det kræver dog, at forholdene kemisk og hydrologisk er rigtige. Den anden måde, hvorpå der kan ske en tilgroning, er overgroning. Forskellen mellem opfyldning og overgroning er, at der ved overgroning dannes en hængesæk (princippet er vist på figur 12). Hængesækken, der består af en blanding af flere plantearter, især sphagnumarter, vokser fra søens sider og ind over søen, indtil den til sidst dækker hele Figur 12: Overgroning (Efter Skov- og Naturstyrelsen 2009 (b)). vandoverfladen (en begyndende hængesæk ses på figur 13). Dødt organisk materiale fra hængesækken vil synke og akkumuleres på søens bund, og over tid vil søen fyldes helt op. Herved skabes der et kær, og resten af forløbet frem mod egentlig højmose foregår ligesom ved dannelse af højmose ved opfyldning (Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a)). Overgroning vil ligesom opfyldning kunne finde sted i nogle af Portlandmosens tørvegrave, men der er dog nogle faktorer, der kan forhindre dette. Overgroning forudsætter i endnu større grad end opfyldning stillestående vand. Det betyder, at vandstanden i søen ikke må overskride 0,5 meter (Riis 2006, s8). Højere vandstand vil skabe for stor vandcirkulation på grund af bølgedannelse og strømninger skabt af vandets temperaturforskel mellem overflade og bund. Vandstanden kan skabe problemer for dannelse af hængesæk i flere af Portlandmosens gravebaner. Et andet kriterium for en overgroning er, at søens miljø er næringsfattigt, så sphagnumplanterne trives og ikke bliver udkonkurreret. Dette kan muligvis også give problemer i Portlandmosens gravebaner (Sand-Jensen og Vestergaard 2007, Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a)). 29

32 Genopretning i Portlandmosen Figur 13: Begyndende hængesæk i den nordlige del af gravebane 12 i Portlandmosen Dannelse ved forsumpning Dannelse af højmose ved forsumpning sker, når et tørt område udsættes for en stigning af grundvandsspejlet. Stigningen kan have flere naturlige årsager; det kan ske ved en stigning af havspejlet, ændringer i nedbør og fordampning eller en landsænkning. Den øgede vandmængde i jorden hæmmer omsætningen af organisk materiale, hvilket gør jorden mere næringsfattig, da planteresternes indhold af næringsstoffer ikke frigives. Det medfører en ændring af vegetationssammensætningen. Forbindelsen til det næringsrige grundvand afskæres af et stærkt omsat lag tørv, og ophobning af organisk materiale vil derefter ligesom ved tilgroning føre til, at højmosefladen hæver sig over det omkringliggende område (Sand-Jensen og Vestergaard 2007, Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a)). Det er på denne måde, højmosevegetationen kan genindvandre på de tørre, drænede områder af Portlandmosen, hvis forholdene tillader det. 30

33 Højmosens opbygning 4.2 Højmosens hydrologi Højmosen er en våd naturtype, og den ophobede tørv fungerer som en svamp, der holder vandet inde på mosen. Hydrologien er essentiel for højmosens funktion; eksempelvis afhænger vegetationen og ophobningen af tørv i høj grad af hydrologien. Også højmosens opbygning er påvirket af mosens hydrologi; de forskellige zoner, lagg, kantskov og højmosefladen, opstår netop på grund af forskellige hydrologiske forhold (Rydin et. al. 2006). Vandbalanceligningen på højmosefladen er udtrykt ved ligningen: Hvor W = P E R L - D Figur 14: Højmosens vandbalance (Efter Rydin et. al. 2006). P = nedbør, E = Aktuel fordampning, R = Overfladisk afstrømning, L = underjordisk afstrømning, D = den vertikale vandnedsivning, W = Ændring i højmosens vandindhold (Rydin et. al. 2006). De forskellige led i ligningen er illustreret på figur 14. Mængden af vand i højmosen er bestemt af forholdet mellem nedbør og fordampning samt mosens evne til at holde på vandet og dermed forhindre afstrømning, både overfladisk, under overfladen og vertikalt. Når højmosen drænes, vil det betyde, at afstrømningen øges, og dermed mindskes mosens evne til at holde på vandet. Det påvirker de processer, der finder sted i højmosen (Rydin et. al. 2006). 31

34 Genopretning i Portlandmosen 32

35 Vegetation i højmosen 5 Vegetation i højmosen Højmosen som økosystem er et miljø, hvor kun få arter kan trives, fordi der er et højt vandindhold i jorden, lav ph og få næringsstoffer til stede. I højmosen er artsdiversiteten derfor lav. Ifølge Risager (u.å, (a)) er der kun naturligt forekommende højere planter, dvs. blomsterplanter (se tabel 1). De plantearter, der er på højmosen, er oligotrofe arter, dvs. de kan klare sig med meget lidt næring. Vegetationen i højmosen er ikke karakteristisk for den naturtype, da en lignende vegetation findes i beslægtede naturtyper. Derimod er højmosen i høj grad karakteriseret ved, hvilke plantearter der ikke er til stede. Højmosen er eksempelvis den eneste naturtype i Danmark, hvor der ikke naturligt forekommer græsser (Skovog Naturstyrelsen 2009 (a)), ligesom der naturligt heller ikke skal være højere træer på selve højmosefladen. Tabel 1 er en oversigt over de arter, der findes på højmoserne. Basisarter (delt i sphagnumarter og karplanter) er de planter, der naturligt bør forekomme på en højmose (Nygaard et. al. 1999). Tabel 1: Basisarter af karplanter og Sphagnum (efter Nygaard et. al. 1999). Basisarter karplanter Hedelyng Basisarter Sphagnum Sphagnum Magellanicum Klokkelyng Sphagnum Tenellum Rosmarinlyng Revling Tranebær Sphagnum Compactum Sphagnum Cuspidatum Sphagnum Rubellum Smalbladet kæruld Sphagnum Capillifolium Tue-kæruld Sphagnum Fuscum Tue-kogleaks Hvid næbfrø Sphagnum Papillosum Sphagnum Molle Rundbladet soldug Sphagnum Augustifolium Liden soldug Sphagnum Imbricatum ssp. Austinii Langbladet soldug Sphagnum Subnitens Multebær 33

36 Genopretning i Portlandmosen De mest almindelige sphagnumarter er den kraftige, røde Sphagnum Magellanicum (dansk: rød tørvemos), den mere spinkle, røde Sphagnum Rubellum (dansk: kohorns-tørvemos), den langbladede grønne Sphagnum Cuspidatum (dansk: pjusket tørvemos) og den grønne Sphagnum Tenellum (dansk: skebladet tørvemos) (Nygaard et. al. 1999). De fire nævnte sphagnumarter illustreres på figur 15. Sphagnum Cuspidatum Sphagnum Magellanicum Sphagnum Rubellum Sphagnum Tenellum Figur 15: Sphagnum-arter (Danmarks Fugle og Natur 2009 (c)). Foto: Mogens Holmen (S. Cuspidatum, S. Rubellum, S. Tenellum) og Lennarth Skov Jensen (S. Magellanicum) Sphagnumplanterne gror ved strækningsvækst. Det vil sige, at det er den øverste del af planten kaldet hovedet, som vokser. Efterhånden dør de nederste dele af planten, og det døde materiale ophobes som tørv. Planterne har smalle klorofylceller med grønkorn, hvori fotosyntesen sker, og tomme og farveløse hyalinceller, der giver sphagnumplanterne deres evne til at holde på vand. Hyalincellerne opsuger vand gennem porer i cellevæggen og kan derefter gemme vandet i cellerne. En særlig opbygning af cellerne gør, at denne evne ikke forsvinder, når cellerne dør (Sand- andre Jensen og Vestergaard 2007). At sphagnumplanterne ikke har rødder eller plantedele, som effektivt kan transportere vand, gør dem særligt udsatte for 34

37 Vegetation i højmosen udtørring. Der kan dog ske osmose, hvorved næring og vand kan transporteres fra de døde plantedele i katotelmen til de levende i akrotelmen (Mossing og Hug 2005). Det er igennem hyalincellerne at sphagnumplanterne optager næringsstoffer. Disse celler har en stor overflade, hvilket giver sphagnumplanterne en god evne til at optage næringsstof-ioner fra jordvandet. Det gør, at sphagnumplanter kan leve i næringsfattige miljøer. Ved optagelse af næringsstoffer udskiller sphagnumplanterne sphagnoler (en type phenol), en syre der gør det svært for andre plantearter at trives i området (Risager u.å. (b)). De udskiller også uronsyre, der har samme virkning. Disse syrer giver sphagnumplanterne en særlig stor evne til at forsure jordbunden ift. anden vegetation (Ritter 2009). De i højmoser hjemmehørende sphagnumarter kan ikke gro, hvor der er for meget næring. Sphagnum Fallax er ikke at finde i uberørte højmoser, men findes i stedet naturligt i ekstremfattigkær, hvor der tilføres minerogent vand og dermed flere næringsstoffer. Det skyldes, at denne art trives bedre med mere næring. Det har den konsekvens, at denne art trives bedre i næringsstofpåvirkede højmoser (Risager 2005, Vinther 1985). Der findes forskellig vegetation på tuerne og i høljerne. I tabel 2 er vist de arter, der er mest karakteristiske for hhv. tuer og høljer. Tabel 2: Vegetation i tuer og høljer (efter Skov- og Naturstyrelsen 2009 (b), Sand-Jensen og Vestergaard 2007 og Risager 2005). Arter karakteristiske for tuer Lyng (rosmarinlyng, klokkelyng, hedelyng) Revling Tranebær Tue-kæruld Sphagnum Rubellum Sphagnum Magellanicum Arter karakteristiske for høljer Soldug (rundbladet, langbladet og liden) Hvid næbfrø Smalbladet kæruld Sphagnum cuspidatum Nygaard et. al. (1999) inddeler ikke blot vegetationen i tuer og høljer, men identificerer fire samfund, navngivet efter tilstedeværelsen af forskellige sphagnumarter. 35

38 Genopretning i Portlandmosen Højmosevegetationen er delt op i 4 samfund. Et Sphagnum cuspidatum-samfund i højmosens høljer. Et Sphagnum cuspidatum/sphagnum tenellum-samfund hvor dværgbuske er i færd med at brede sig ind i høljerne. Et Sphagnum magellanicum/s. rubellum/s. fallax-samfund hvor vegetationen ikke er differentieret i tuer og høljer, og et Sphagnum rubellum/s. magellanicum/calluna vulgaris-samfund [calluna vulgaris er den latinske betegnelse for hedelyng] på højmosens tuer, hvor hedelyng, klokkelyng og revling er hyppige (Nygaard et. al, 1999, s73). 5.1 Vegetation i påvirkede højmoser Ovenstående beskrivelse af vegetationen er knyttet til en uberørt højmose, hvor der er oligotrofe forhold (dvs. få næringsstoffer), lav ph og stor vandmætningsgrad. Mange af højmoserne i Danmark fremstår imidlertid ikke uberørte, men er i høj grad påvirket af omgivelserne. Det giver ændringer i vegetationen med indvandring af invasive arter (Sand-Jensen 2000). Mange danske højmoser er udsat for dræning på grund af landbrugsaktiviteter, tørvegravning etc.. Når mosen tørrer ud, vil væksten af sphagnum aftage, da sphagnum er særlig følsom over for udtørring. Op imod 90 % af arealet vil blive dækket af lyngarter. Hvis mosen udtørres yderligere, vil lyngen forsvinde, og der er mulighed for vækst af birk, bævreasp, røn og vild kaprifolie, senere også blåbær og tyttebær. Ligeledes kan der indvandre nåletræer som rødgran og sitkagran (Mikkelsen 1980, s86f). En anden årsag til at højmosevegetationen ændres, er en øget mængde plantetilgængelige næringsstoffer. Det kan ændre konkurrenceforholdene, så invasive arter udkonkurrerer den oprindelige vegetation. Typiske invasive arter i danske højmoser er foruden de ovennævnte forskellige star-arter, cypresmos og græsser (Nygaard et. al s73ff). 5.2 Indikatorer på højmosens tilstand Højmosen er defineret ud fra hvilken vegetation, der er til stede, og især hvilke planter der ikke er til stede. Invasive arter er et tegn på, at højmosen ikke er i balance, men påvirkes i negativ retning. Således kan vegetationen afspejle en højmoses generelle tilstand. Nygaard et. al. (1999) identificerer plusarter og plusstrukturer samt tilsvarende minusarter og minusstrukturer, og tilstedeværelse af disse kan indikere, hvilken tilstand højmosen er i, se tabel 3. Forholdet mellem plusarter og -strukturer og minusarter og -strukturer kan give en ide om, hvilken retning højmosen udvikler sig i, herunder om der vil ske en forværring af højmosens tilstand. 36

39 Vegetation i højmosen Tabel 3: Plus- og minusarter og -strukturer, der indikerer, hvordan højmosens tilstand er (Efter Nygaard et. al. 1999). Plusarter Plusstrukturer Minusarter Minusstrukturer Arter af sphagnum Høljer Sphagnum Cuspidatum Hvid næbfrø Naturlig lagg Fravær af træer på højmosefladen Øvrige arter, der ikke er basisarter. Stor ændring i dominans for f. eks. Revling Trævækst Tørvegrave Grøfter og dræning Arter af soldug Tykt tørvelag Græsning Kørsel Fodring af dyr Alle typer af sphagnum er plusarter. Især fund af Sphagnum Cuspidatum er et tegn på, at højmosens tilstand er god. Ligeså er det med fund af hvid næbfrø og soldug. Det skyldes, at disse planter er særligt følsomme for udtørring, næringsstofpåvirkning og lignende forstyrrelser. Alle invasive arter er minusarter. Revling og lignende ses også som minusarter, såfremt de bliver for dominerende på højmosefladen, og dermed udkonkurrerer de andre hjemmehørende arter. Dette kan ske, hvis højmosens naturlige tilstand forstyrres på grund af udtørring og øget tilgængelighed af næringsstoffer. De i tabellen udpegede plusstrukturer er alle relateret til opbygningen af uberørte højmoser; det ses, hvis listen sammenholdes med figur 9 (afsnit 4), der viser højmosers opbygning. Grøfter, tørvegrave og dræning er alle minusstrukturer, idet det er med til at forstyrre mosens hydrologi. Hvis mosen ikke kan holde på vandet, vil det give dårligere levevilkår for de hjemmehørende arter, og der kan ske indvandring af invasive arter. Eksempelvis kan der på mosefladen indvandre træarter, især birk. Træer er yderligere med til at udtørre mosen, fordi de optager meget vand. De resterende minusstrukturer (græsning, kørsel og fodring af dyr) er negative, fordi det skaber slitage på den sårbare højmosevegetation (Nygaard et. al. 1999). 37

40 Genopretning i Portlandmosen 38

41 ph i højmoser 6 ph i højmoser Et af de punkter, hvor højmosen adskiller sig fra andre naturtyper, er surhedsgraden. Højmosen er karakteriseret ved, at ph ligger mellem 3,2 og 4,5 (Risager efter Mossing og Hug 2005). I tabel 4 ses typiske ph-værdier for forskellige danske jordtyper, og det ses, at tørvejorder generelt har lave ph-værdier sammenlignet med andre jorder. Tabel 4: ph-værdier i forskellige jorder (efter Blume 1992). Der er flere forklaringer på, at en højmose (og dermed Portlandmosen) er en sur naturtype. At højmosen ikke modtager grundvand betyder, at vand i højmosens hydrologiske kredsløb ikke er i kontakt med kalkrige områder, fordi kalk befinder sig i mineraljorden, hvorfra vandtilførslen er afskærmet pga. det impermeable lag. Tilstedeværelse af kalk ville neutralisere ph ved nedenstående reaktion. CaCO 3 + H 2CO 3 Ca(HCO 3) 2 (efter Petersen 1994) Nedbør har desuden generelt en lavere ph end grundvand (Berthelsen og Fenger 2005). Det skyldes, at en række stoffer, som er tilgængelige i atmosfæren, danner syrer i forbindelse med vand. I atmosfæren reagerer nedbøren (enten på dampform eller efter vandet er fortættet) med disse stoffer, som er til stede på gasform, og der dannes syrer. Eksempelvis kan CO 2 danne kulsyre i kontakt med vand, og når kulsyren spaltes i vandig opløsning, frigives en H + -ion og der sker forsuring. Reaktionen er vist nedenfor i to trin (Berthelsen og Fenger 2005). CO 2 + H 2O H 2CO 3 H 2CO 3 H + + HCO 3 - (Efter Berthelsen og Fenger 2005, s98) Udover CO 2 er andre stoffer også med til at forsure nedbøren. Det gælder stoffer som salpetersyre (HNO 3), svovlsyre (H 2SO 4), saltsyre (HCl) og svovlbrinte (H 2S). Det 39

42 Genopretning i Portlandmosen skal endvidere nævnes, at reaktionerne også kan foregå i selve jordbunden, hvis stofferne er til stede her. Det er særligt relevant for reaktionen, hvor CO 2 og H 2O danner syre. Jo mere CO 2, der er tilgængeligt, desto større forsuring vil der kunne ske (Berthelsen og Fenger 2005, s98). Vegetationen er i sig selv med til at forsure jordbunden, idet der udskilles H + -ioner ved optagelse af næringsstoffer. H + stammer fra forskellige former for syrer, det kan både være simple organiske syrer og komplekse vandopløselige, organiske syrer. De simple organiske syrer har ikke den store betydning, da de let nedbrydes af mikroorganismer. De komplekse vandopløselige, organiske syrer er modstandsdygtige over for nedbrydning og kan udvaskes fra jorden i forbindelse med stoffer, der ellers holder jordens ph oppe, så det vil forsure jorden. Særligt sphagnumplanterne skaber en betydelig forsuring af jordbunden på grund af udskillelse af sphagnoler og uronsyre fra cellevæggene (Ritter 2009). ph i højmosen kan forstyrres, hvis der sker ændringer i de processer, der er beskrevet ovenfor. Det kan være, hvis højmosen modtager minerogent vand, typisk gennem dybe tørvegrave, hvor det impermeable lag er brudt, og der er skabt adgang til grundvand og dermed kalk. En anden årsag kan være, at sphagnumplanterne forsvinder det vil mindske den forøgede tilførsel af H +. Slutteligt kan det også have betydning, hvis der kommer færre syreproducerende gasser i atmosfæren. 40

43 Jordens organiske materiale 7 Jordens organiske materiale Den hvælvende form en naturlig højmose har, skyldes ophobning af organisk materiale, som produceres af planterne på højmosen, og som på grund af særlige forhold ikke nedbrydes. Jorden tilføres organisk materiale fra vegetation på overfladen; materialet er dannet ved fotosyntese i planter og kan tilføres direkte til jorden eller indirekte gennem dyr, der har spist af planterne. En del af det organiske materiale vil hurtigt blive omsat til uorganisk materiale. Den del af biomassen, der ikke omsættes, vil ende som SOM (Soil Organic Matter) dette afhænger af forskellige egenskaber i jordbunden (Petersen 1994, s29f). Forløbet kan beskrives ved følgende ligning: Dødt organisk stof + O 2 CO 2 + SOM (Efter Petersen 1994, s29). Jordens indhold af SOM består af bl.a. humus, dvs. organisk materiale, der er omsat så meget, at der ikke længere er synlige fiberstrukturer, og af detritus, som er dødt dyre- og plantevæv, hvor makroskopiske fiberstrukturer stadig kan observeres. Endvidere består SOM af forskellige biomolekyler som kulhydrater og aminosyrer (Berthelsen og Fenger 2005, s184ff). Kemisk er SOM opbygget af forskellige typer forbindelser, både letomsættelige som aminosyrer og sværtomsættelige som lignin i halm o. lign. og kitin i insekters ydre skelet (Berthelsen og Fenger 2005). Det organiske materiale i jordbunden har stor betydning for jordens egenskaber og for hvilke processer, der sker i jordbunden, fordi organisk stof udgør langt den mest reaktive del af jordbunden (Berthelsen og Fenger 2005, s184). 7.1 Nedbrydning og ophobning af organisk materiale Mineralisering betegner en fuldstændig nedbrydning af SOM til uorganiske bestanddele så som CO 2, H 2O og salte (Berthelsen og Fenger 2005, s190). Det vil sige, at gennem mineralisering nedbrydes de komplekse organiske forbindelser til mindre komplekse, uorganiske forbindelser. I denne proces frigives de næringsstoffer, der er bundet i organisk materiale på en form, der ikke er plantetilgængelig. De omdannes til uorganiske forbindelser, hvorefter det er muligt for planterne at optage dem. Det organiske materiale udgør dermed en 41

44 Genopretning i Portlandmosen næringsstofpulje, hvorfra der kan frigives vigtige plantenæringsstoffer. I højmosen er denne næringsstofpulje mindre end i andre naturtyper, da planter, der indeholder få næringsstoffer (sphagnum og andre oligotrofe arter), også frigiver få næringsstoffer, når de omdannes (Berthelsen og Fenger 2005). I de jorde, hvor der er balance mellem tilførsel og fraførsel af SOM, og hvor der derfor ikke ophobes organisk materiale, gælder følgende ligevægt, hvor k er en hastighedskonstant, der betegner andelen af SOM, der mineraliseres pr. år: Tilførsel af SOM pr. år = mineralisering pr. år = k. (indhold af SOM) (efter Berthelsen og Fenger 2005, s191) Det er altså hastighedskonstanten k, der er afgørende for, hvor lang gennemsnitslevetiden er for SOM (idet 1/k betegner gennemsnitslevetiden for SOM). I en uforstyrret højmose er der ikke balance mellem tilførsel og fraførsel af SOM, fordi der sker en ophobning af tørv. I stedet kan ligningen udtrykkes som følger: Tilførsel af SOM pr. år > mineralisering pr. år = k. (indhold af SOM) Af ligningen ovenfor følger, at der er to faktorer, der har betydning for, om der i en jordbund bliver ophobet organisk materiale, nemlig hvor meget SOM, der tilføres, og hvor meget, der mineraliseres. I en uforstyrret højmose er produktionen af biomasse ikke ret stor på grund af de næringsfattige forhold i økosystemet. De hjemmehørende arter vokser langsomt pga. lavt stofskifte, og de producerer ikke nær så meget biomasse som de arter, der er tilpasset næringsrige økosystemer. Ophobningen sker altså ikke på grund af en stor produktion af organisk materiale (Berthelsen og Fenger, 2005). I stedet er årsagen, at rigtig mange forhold virker hæmmende på nedbrydningen af SOM i højmoser, hvilket giver en meget mindre k- værdi end i andre naturtyper. Makroorganismer (rødder, insekter, regnorme etc.) har en vis betydning for mineraliseringen, men processerne er primært drevet af mikroorganismer (bakterier, svampe, protozoer etc.) (Berthelsen og Fenger 2005). Heraf følger, at en lille k-værdi i højmoser i høj grad hænger sammen med, at der er få mikroorganismer, og at de har dårlige forhold. Der er flere årsager til dette Aerobe og anaerobe forhold En af de ting, der påvirker mikroorganismernes betingelser for at omdanne SOM er, hvorvidt der er ilt tilstede. En stor del af mikroorganismerne, eksempelvis aktinomyceter, kan ikke fungere under iltfattige forhold, og de fleste bakterier er aerobe, dvs. de har brug for O 2 for at kunne omsætte organisk materiale, idet de får energi fra oxygenrespiration (proces nr. 1, tabel 5). Der findes dog også anaerobe bakterier, hhv. obligat anaerobe, der anvender andre stoffer end O 2 i forbrændingen (nr. 2-6 i tabel 5) og fakultativt anaerobe, der både kan fungere under aerobe og 42

45 Jordens organiske materiale anaerobe forhold (Berthelsen og Fenger 2005). Hvordan de forskellige omdannelser sker, ses i tabel 5. Tabel 5: Energigevinst ved forskellige reaktioner. Organisk materiale betegnes CH2O (efter Berthelsen og Fenger 2005, s110). Nr. Proces Reaktionsskema Energigevinst (kj ækv. -1 ) 1 Oxygenrespiration CH 2O + O 2 CO 2 + H 2O Denitrifikation CH 2O + 2 NO H + CO 2 + N H 2O 3 Manganreduktion CH 2O + 2 MnO H + CO Mn H 2O 4 Jernreduktion CH 2O + 4 FeOOH + 8 H + CO Fe H 2O 5 Sulfatreduktion 2 CH 2O + SO H + 2 CO 2 + HS H 2O 6 Methanproduktion 2 CH 2O CO 2 + CH 4 23 Når SOM omdannes under gode, aerobe forhold, dannes der CO 2 og vand og forskellige organiske forbindelser. Denne proces vil resultere i dannelse af muld eller mor (afhængig af ph og næringsstofforholdene) (Berthelsen og Fenger 2005, s191). I vandholdige jorder som uforstyrrede højmoser vil luften i jordvandet imidlertid hurtigt opbruges af organismerne, og en langsom tilførsel af ny luft gør, at forholdene bliver anaerobe. Derefter vil anaerobe bakterier dominere, og i stedet for oxygenrespiration vil der ske denitrifikation, manganreduktion eller en anden proces. Hvilken proces, der forløber, afhænger af hvilke stoffer, der er tilgængelige i naturen. Den proces, der har den største energigevinst, vil dominere, så længe stoffet er til stede (dog vil omdannelse af jern og sulfat ske sideløbende pga. næsten ens energigevinst) (Berthelsen og Fenger 2005, s110f). Reaktionsligning nr. 6 viser, at der i meget næringsfattige jorder med anaerobe forhold kan dannes methan; det kan også være andre simple organiske forbindelser som ethylen, mælkesyre eller citronsyre. De anaerobe bakterier nedbryder altså kun delvist det organiske materiale, og samtidig er de anaerobe bakterier mindre effektive, fordi energigevinsten er mindre ved forbrænding af andre stoffer end ilt, jævnfør tabel 5 (Berthelsen og Fenger 2005, s110f). Resultatet vil være ophobning af tørv i stedet for dannelse af muld eller mor som under aerobe forhold ph ph-forholdene i jorden påvirker jordens mikroorganismer forskelligt. De bakterier, som aerobt nedbryder SOM, er ph-følsomme; deres aktivitet mindskes i sure jorde. Heller ikke aktinomyceter, en anden gruppe af jordbundens mikroflora, trives under sure forhold. Også mængden af jordbundsfauna som regnorme, der har stor 43

46 Genopretning i Portlandmosen betydning for iltning af jorden og opblanding af jordmaterialet, påvirkes negativt af lav ph (Petersen 1994, s100f). Det er dog ikke alle mikroorganismerne i jorden, der trives dårligt ved lav ph. De fleste svampe kan nedbryde SOM lige så godt ved høj ph som ved lav ph. Det betyder, at i sure jorder (og dermed i højmoser) er omdannelsen primært betinget af svampes aktivitet. Forskellen på nedbrydning med svampe og bakterier er C/N-forholdet i det materiale, der dannes. En omdannelse af SOM med svampe giver et højt C/N-forhold, fordi det organiske materiale kun omsættes svagt. Til gengæld giver omsætning med bakterier et lavere C/N-forhold (typisk omkring 10), idet det organiske materiale omsættes bedre (Berthelsen og Fenger 2005). Det betyder, at C/N-forholdet i en højmose vil være meget højt, da omsætningen er meget dårlig. En stor del af jordens næringsstoffer vil derfor stadig være bundet i SOM. C/N-forhold: Når organisk materiale nedbrydes, falder indholdet af C og N; indholdet af C falder dog relativt mere end N. Jo bedre omsat jorden er, jo lavere vil C/N-forholdet derfor være. Ud over omsætningsgraden afspejler C/N-forholdet også jordbundens planteernæringstilstand, idet et højt C/N-forhold tyder på, at en stor del af jordens næringsstoffer stadig er organisk bundet og dermed ikke er plantetilgængelige (Berthelsen og Fenger 2005) Temperatur De klimatiske forhold påvirker mikroorganismernes aktivitet, og dermed påvirker klimaet også omsætningen af organisk materiale i jorden. Temperaturen må hverken være for høj eller for lav; begge dele vil hæmme mikroorganismernes vækst. Temperaturen i Danmark er generelt lidt lavere end der, hvor de fleste mikroorganismer opnår den optimale aktivitet, hvilket betyder, at en temperaturstigning sandsynligvis generelt vil øge omsætningen af SOM (Petersen 1994, s91) Indirekte faktorer Der er forskellige faktorer, der indirekte har betydning for omdannelsen af SOM i jorden. Med indirekte menes, at de ikke direkte har betydning for mikroorganismernes aktivitet, men at de i stedet påvirker et andet element, der så påvirker aktiviteten af mikroorganismerne. De vigtigste indirekte faktorer gennemgås i det følgende. Af indirekte faktorer er topografien i området vigtigt. En jord på en skråning vil opleve hurtig dræning på grund af tyngdekraften, mens en jord der ligger i en lavning i landskabet vil opleve ophobning af vand (Skinner et. al. 2004). Denne dræning har betydning for, hvor vandmættet jorden er, og dermed for hvor meget ilt der er til stede, som mikroorganismer kan anvende i omdannelsen af SOM. Det 44

47 Jordens organiske materiale betyder, at højmoser mest sandsynligt vil findes i dale eller på flad bund, hvor dræningen er lille. Nedbør har også indirekte betydning for omsætningen af SOM, idet meget nedbør og et deraf følgende højt vandindhold i jorden vil betyde anaerobe forhold i jorden, hvilket som vist ovenfor er hæmmende på mikroorganismernes aktivitet. Højmoser trives derfor i et vådt klima. I Danmark må udgangsmaterialet også tilskrives en indirekte betydning. Med udgangsmateriale menes det materiale, hvorpå jordbunden er dannet. Mange steder i Danmark består undergrunden af kalk (CaCO 3). Tilstedeværelse af CaCO 3 i jorden vil påvirke ph-værdien for jorden på den måde, at det vil modvirke forsuring af jorden. Dermed har udgangsmaterialet indirekte en betydning for, hvordan mikroorganismernes aktivitet er (GEUS 2004). 7.2 Dannelse af tørvejorder I ovenstående afsnit er nu gennemgået de vigtigste årsager til, at aktiviteten hos mikroorganismerne er lav i højmoser, og omdannelsen derfor er dårlig. Slutteligt sammenfattes årsagerne til, at der dannes tørvejorder eller mere specifikt hvorfor der ophobes SOM i højmosen. Ophobningen af organisk materiale i højmosen sker, fordi omdannelsen af SOM sker meget langsomt på grund af følgende faktorer (idet der tages udgangspunkt i en uforstyrret højmose): Højmoser dannes i områder, hvor der er ret stor nedbør og hvor topografien ikke skaber hurtig overfladeafstrømning. Samtidig kan sphagnumplanterne holde på vandet. Det betyder, at højmosen indeholder mellem 95 og 98 % vand i katotelmen, hvorfor forholdene i en meget stor del af jorden er anaerobe. Det giver dårlige vilkår for mikroorganismerne, så omdannelsen sker langsommere og mere ufuldstændigt end ved aerobe forhold (Petersen 1994, Boul et. al. 2003, s280). De sure forhold i højmosen virker kraftigt hæmmende på bakteriers og aktinomyceters aktivitet, hvorfor det primært er svampe, der er aktive. Det giver en mindre omsætningsgrad, afspejlet i et højt C/N-forhold, og samtidig er det tegn på dårlig planteernæringstilstand. De få næringsstoffer kan i sig selv være hæmmende på mikroorganismernes aktiviteter (Ritter 2009). 45

48 Genopretning i Portlandmosen 46

49 Næringsstoffer i højmosen 8 Næringsstoffer i højmosen Fordi forskellige planter har tilpasset sig forskellige næringsstofforhold. Det er med til at skabe biodiversitet i Danmark, i det der i landskabet er varierende tilgængelighed af næringsstoffer. Imidlertid er der i den danske natur en tendens til, at den naturlige balance i mængden af næringsstoffer forstyrres, hvilket har betydning for biodiversiteten. I det følgende afsnit vil der først blive redegjort for nogle generelle forhold omkring næringsstoffer. Derefter vil der blive fokuseret på næringsstof-forholdene i højmoser specifikt, og slutteligt vil afsnittet omhandle ændringer i næringsstofbalancen i højmoserne og de konsekvenser, der ses af dette. Der findes en række essentielle plantenæringsstoffer, som de fleste planter har brug for. Disse kan opdeles i makro- og mikronæringsstoffer jævnfør tabel 6. Makronæringsstoffer har planterne brug for i større mængder, og disse optages af planterne i kilo/ha/år. Mikronæringsstofferne har planterne kun brug for i mindre mængder, og de optages i gram/ha/år (Petersen 1994). Tabel 6: Makro- og mikronæringsstoffer fra luften og jordvandet (efter Petersen 1994, s146). Makronæringsstoffer Mikronæringsstoffer Fra luften C Carbon O Oxygen H Hydrogen - Fra jordvandet N Nitrogen (omtales Fe Iron kvælstof i det følgende) P Phosphor (fosfor) K Kalium Ca Calcium Mg Magnesium S Sulfur Mn Mangan Cu Cupper Zn Zink B Boron Mo Molybdenum Cl Chlorine Enkelte næringsstoffer optages fra luften, mens langt de fleste næringsstoffer optages fra jorden og jordvandet. Næringsstoffer i jorden udgør en gruppe kationer, som planterne kan optage. Kationerne er enten opløst i jordvandet eller adsorberet. Adsorption betyder, at et stof, A, bindes til overfladen på et fast stof, F, eller at A indlejres i det faste stof F s tredimensionale struktur (Berthelsen og Fenger 2005, s249f). De adsorberede kationer er bundet til negativt ladede kolloider (særligt små partikler); det kan være lerpartikler, hvor den negative ladning skyldes isomorf 47

50 Genopretning i Portlandmosen substitution. Også humusforbindelser kan have negativ ladning og dermed binde næringsstoffer; her skyldes ladningen karboxylgrupper (COOH), der fraspalter H + (Petersen 1994, s106f). Når adsorberede kationer bindes til negativt ladede jordpartikler som ler eller humus sker adsorptionen pga. forskellig ladning. Planterne optager næringsstofferne fra jordvandet gennem kationbytning. Det sker ved, at en plante afgiver H + til jordvandet for at kunne optage en kation; ex. afgives to H + for at optage en Ca 2+ -ion. Derefter sker endnu en kationudveksling, denne gang mellem jordvandet og kolloiderne, så kolloiderne modtager de to H + og til gengæld udskiller et andet næringsstof, ex. to K + eller endnu en Ca 2+ -ion. Dermed er ligevægten genoprettet mellem jordvandet og kolloiderne (Petersen 1994). Ligevægten kan illustreres således: Kolloidpartikel Jordvand Planter (Efter Petersen 1994) Kolloider: Særligt små partikler, ex. lerpartikler (Berthelsen og Fenger, 2005, s124f)). CEC: Cation Exchange Capacity. Et mål for hvor meget negativt ladet overflade, en jord indeholder pr. 100 gram. CEC afspejler, hvor mange adsorberende kationer, der kan ionbytte. CEC er afhængig af ph, og derfor bør en jord CEC opgives sammen med ph (Petersen 1994). Jo mere negativt ladet overflade, der er i jorden, desto større er jordens evne til at binde kationer. Dette afspejles i jordens CEC-værdi. Der er forskellige kilder til næringsstoffer i jorden. Mange af næringsstofferne stammer fra jordens uorganiske bestanddele, dvs. fra kemisk forvitring af mineraler. Eksempelvis kan kalium stamme fra nedbrydning af Kali-feltspat (KAlSi 3O 8) eller en mica. Forvitring af mineraler er også kilden til Calcium, Mangan, fosfor og jern (Skinner et. al. 2004, s396). Disse næringsstoffer føres ofte til planterne med grundvand, der har været i kontakt med udgangsbjergarten, da den blev udsat for forvitring. Kvælstof er ikke at finde i betydelige mængder i mineralerne i jordbunden, men findes i stedet i det organiske materiale i jordbunden. Planterne kan dog ikke optage kvælstof i organisk form, men kun i uorganisk form, hvilket vil sige kvælstof som nitrat eller ammonium. Det organiske materiale nedbrydes af jordens mikroorganismer gennem en mineralisering, hvorved der frigives ammonium, der gennem nitrifikation omdannes til nitrat. I højmoser begrænses nitrifikationen pga. anaerobe og sure forhold, og planterne optager dermed primært ammonium (Berthelsen og Fenger 2005). Fosfor er også til stede i organiske forbindelser, og det kan ligesom kvælstof omdannes til uorganiske forbindelser (fosfat) og dermed optages af planterne. Fosforholdige mineraler er dog en vigtigere kilde end de organiske forbindelser (Petersen 1994, s147ff). Ud over kvælstof og fosfor er svovl 48

51 Næringsstoffer i højmosen (S) også primært til stede i organiske forbindelser i jordbunden, selvom en lille del også er i uorganiske forbindelser. En anden vigtig kilde til næringsstoffer i dag er den handels- og husdyrgødning, der spredes på den danske landbrugsjord for at give de mest optimale vækstbetingelser for planter. Det er især kvælstof (i form af enten nitrat eller ammonium), der stammer fra denne kilde, men husdyrgødning kan også indeholde fosfor og kalium (Ministeriet for Fødevarer 2007). 8.1 Vegetation og næringsstoffer i højmosen Højmosen er et næringsfattigt økosystem, der i den naturlige tilstand kun modtager næringsstoffer fra luften og regnvandet. Den begrænsende vækstfaktor i et økosystem er typisk det plantenæringsstof, der er relativt mindst af (dvs. i forhold til hvor meget planterne behøver af det givne stof). I en højmose vil det typisk være enten kvælstof eller fosfor (Sand-Jensen 2000, s363), afhængig af N/P-forholdet. Vegetationen på en højmose er tilpasset disse næringsfattige, dvs. oligotrofe forhold. Det vil sige, at de arter der naturligt vokser på en højmose har et lavt næringsstofbehov. I Grimes C-S-R-system 3 er højmosevegetationen en del af gruppen af stress-tolerante arter (S), eller med andre ord arter tilpasset mangel på ressourcer og kun lille forstyrrelse. Karakteristisk for denne gruppe er flerårige planter med lavt stofskifte og langlivede blade og skud, og som effektivt og uden stort tab kan optage næringsstoffer fra en næringsfattig jord. Under næringsfattige forhold vil disse arter have konkurrencefordele frem for andre arter, og derfor kan de klare sig i det oligotrofe miljø i højmosen (Sand-Jensen 2000, s337ff) Eutrofiering Eutrofiering er betegnelsen for øget tilførsel af næringsstoffer; begrebet anvendes primært om antropogen påvirkning, det vil med andre ord sige menneskeskabt næringsstofberigelse (Agger et. al. 2002, s6). Og det har betydning for naturen: Det leder til ændring af vegetationen og efterfølgende også dyrelivet. På heder, moser og overdrev ændres sammensætningen af planter og dyr, når kvælstof regner ned fra oven; sjældne planter erstattes af mere trivielle arter (Agger et. al. 2002, s6). Eutrofiering har altså konsekvenser for biodiversiteten i højmoserne. Generelt er problemet i det danske landskab, at det lukkede kredsløb, som næringsstofferne tidligere indgik i, ikke er lukket længere dels fordi der importeres gødning og foder til landbruget og dels fordi landbrugsdriften er mere intensiv end tidligere. Og det har konsekvenser for højmosevegetationen. Når en højmose udsættes for eutrofiering, vil det ændre på konkurrenceforholdene mellem de oprindelige, oligotrofe arter på højmosen og invasive arter tilpasset 3 Grimes system placerer planterne i tre grupper efter hvor tilpasset de er til hhv. høj/lav ressourcetilgængelighed og høj/lav forstyrrelse. 49

52 Genopretning i Portlandmosen eutrofe (næringsrige) forhold. Den naturlige vegetation vil kun i meget begrænset omfang være i stand til at udnytte en øget mængde næringsstoffer til øget vækst. Derimod vil eutrofe arter tilpasset næringsrige forhold have bedre mulighed for at udnytte en øget mængde næringsstoffer, hvilket vil give dem en konkurrencefordel i forhold til den oprindelige vegetation. En sådan konkurrencefordel kan på længere sigt betyde, at den naturlige højmosevegetation fortrænges og højmosefladen vokser til. Sand-Jensen (2000) giver følgende eksempel på, hvordan konkurrencefordele forskydes i en højmose: Soldug er en slægt med kødædende planter med tre arter i Danmark ( ). Ved at fange insekter i en klæbrig slim udskilt af kirtelhår på bladene skaffer soldug sig ekstra kvælstof og fosfor. Fordelen ved denne strategi falder bort, når moserne [højmoserne] beriges med næringssalte. Andre plantearter overvokser soldug (Sand-Jensen 2000, s364). De arter, der indvandrer på danske højmoser, er højere end den oprindelige vegetation og vokser hurtigere. Der er tale om forskellige græsser, buske og træer, f.eks. birk, star og eg. Eutrofiering kan skyldes tilførsel af forskellige næringsstoffer. Det er særligt problematisk med det næringsstof, som er den begrænsende faktor i økosystemet. Som nævnt tidligere er det i en højmose oftest kvælstof eller fosfor. Tilførsel af kvælstof giver problemer mange steder, dels fordi det er den begrænsende faktor i mange højmoser, og dels fordi tilførslen er meget højere end højmosens tålegrænse. Den naturlige tilførsel af kvælstof til højmoser ligger på 2-3 kg N/ha/år, og grænseværdien er sat til 5 kg N/ha/år. Denne grænseværdi var i 2000/2001 overskredet på alle 3000 km 2 højmose i Danmark. Gennemsnitligt ligger tilførslen på 15 kg N/ha/år (Agger et. al. 2002). På figur 16 er det vist, hvordan kvælstofbelastningen påvirker højmoser. Figur 16: Kvælstofbelastning i højmoser (Skov- og Naturstyrelsen 2003 (b)). 50

53 Næringsstoffer i højmosen Der er forskellige kilder til den forøgelse af næringsstoffer, der er med til at forandre konkurrenceforholdene på højmosen og dermed true biodiversiteten i de danske højmoser. En af årsagerne kan være tilførsel af næringsholdigt vand. Det hænger i mange tilfælde sammen med tørvegravning i højmoserne. Hvis der graves dybt i højmosetørven igennem det impermeable lag, kan det resultere i opvældende grundvand, der som tidligere beskrevet indeholder mange næringsstoffer. En anden kilde til næringsholdigt vand er tilstrømning af drænvand fra omkringliggende arealer, som kan strømme ind i højmoser, hvor højmosefladen er brudt af gravegange eller lignende. Hvis drænvandet stammer fra landbrugsarealer med intensiv gødskning, vil det i særlig høj grad være medvirkende til ændringer i højmosevegetationen. Mange danske højmoser er blevet drænet, nogle med den tilsigtede effekt at gøre moserne så tørre, at de er anvendelige som landbrugsjord. Andre steder har dræningen været en afledt effekt af andre aktiviteter i mosen som tørvegravning, oppumpning af vand, ændringer i vandløbsmorfologi etc. Dræningen medfører, at der bliver aerobe forhold længere ned i mosetørven, hvilket øger omsætningen af organisk materiale, så der frigives nitrat eller ammonium. Samtidig skaber det sætninger i mosen, som kan medføre øget tilstrømning af vand fra omkringliggende arealer (Riis 2004, s44). Kilderne til eutrofieringen af højmoserne er bl.a. luften. Der er eksempelvis ammoniakfordampning fra landbruget og tilførsel af svovldioxid og kvælstofforbindelser fra både bilers udstødning og røg fra kraftværkerne. Hovedparten af disse næringsstoffer omdannes til syreforbindelser i atmosfæren, som tilføres højmosen som en del af syreregn, mens de resterende næringsstoffer afsættes direkte fra luften. Syreforbindelserne forsurer både højmoser og andre naturtyper som skove, søer, heder og lavmoser (Skov- og Naturstyrelsen 1997). Det næringsstof, hvor tilførsel fra luften har størst betydning er N (Skov- og Naturstyrelsen 1997). Ammoniak (NH 3) er en gasart, som hovedsagligt kommer fra landbrugsbedrifter. Ammoniak dannes under nedbrydning af urea i gylle, ved fordampning fra bl.a. staldgulve og gylle i stalde. Ammoniak kan afsættes til jorden gennem tørdeposition. Ammoniak reagerer med sur regn i atmosfæren og omdannes til ammoniumpartikler. Disse ammoniumforbindelser (NH 4 +) kan transporteres over store afstande, før de igen føres tilbage til jorden. For at begrænse udledningen af ammoniak er der i Vandmiljøplan III (VMP III) fastlagt en beskyttelseszone på 300 meter rundt om alle højmoser, søer, heder over 10 hektar samt ved andre særligt sårbare naturtyper i Natura 2000-områder (Pedersen 2005). 8.2 ph påvirker næringsstofferne Næringsstofferne forekommer som nævnt som adsorberende kationer. Disse kan opdeles i to grupper, sure kationer og base-kationer. Dette skal ikke forstås således, at kationerne er hhv. syrer eller baser. Denne opdeling og navngivning skyldes, at koncentrationen af de sure adsorberede kationer vil være størst i en sur jord, mens 51

54 Genopretning i Portlandmosen der i en basisk jord vil være flest adsorberede base-kationer. H + -ionen tilhører de adsorberende sure kationer, sammen med Al 3+ og Fe De adsorberede basekationer er de ioner, som ikke er sure, dvs. eksempelvis Ca 2+, Mg 2+, K +, Na +. I sure jorder fortrænges base-kationerne fra kolloiderne af H +, og de vil derefter kunne udvaskes fra jorden. Årsagen til at koncentrationen af de sure ioner er mindre i basiske jorder er, at de hydroxider, som disse ioner danner i forbindelse med OH - (dvs. ved basisk reaktion) er tungtopløselige og dermed udfældes. De basiske ioners hydroxider er ikke nær så tungtopløselige og bliver derfor i jorden (Petersen 1994). Hvor stor en del af kationerne i en jordbund, der er hhv. sure og basiske kan estimeres ud fra ph, fordi sammenhængen er tilnærmelsesvis lineær. Estimeringen laves ud fra jordens basemætningsgrad, og formlen er angivet nedenfor. Basemætningsgrad = 100. (ph 4)/4 (Efter Borggaard et. al. 2001, s61) Basemætningsgraden er defineret som den brøkdel af den samlede mængde adsorberede kationer (kationadsorptionskapaciteten), som udgøres af adsorberede baser (Petersen 1994, s120). En jord med en lav basemætningsgrad vil have størst koncentration af sure kationer (og omvendt). I en højmose, hvor miljøet er surt, vil de sure kationer som: Fe 3+, Mn i forskellige ionformer, B 3+ og Al 3+, have de største koncentrationer og er derfor fremherskende, mens basekationerne; N 3-, Ca 2+, P 3-, K +, Mg 2+, Na + m.v. vil forekomme i mindre koncentrationer. De sure kationer, ex. aluminium, er giftige i for store koncentrationer for nogle planter, men arter, som befinder sig godt i jordbunde med lav ph-værdi, er mere modstandsdygtige overfor højere aluminiumkoncentrationer (Mikkelsen 1980, s35). 4 Også hydroxylgrupper med Al 3+ og Fe 3+ regnes til de sure kationer 52

55 Opsamling 9 Opsamling - Sammenhænge i højmosen De kemiske og hydrologiske processer samt de mekanismer, der foregår i højmosen, hænger alle sammen. De hydrologiske forhold er grundlæggende for mange af højmosens egenskaber. Højmosen tilføres udelukkende ombrogent vand, hvilket er medvirkende til at ph-forholdene sænkes til mellem 3,2 og 4,5, og at jorden er næringsfattig. Det sidste skyldes også, at mineraliseringen af organisk materiale begrænses af anaerobe forhold (pga. vandmætning) og lav ph, begge ting skaber dårlige forhold for mikroorganismer. Den lave ph gør endvidere, at basekationerne vil have svært ved at bindes i jorden. Fugtige, næringsfattige og sure forhold gør, at en højmose kun indeholder få, oligotrofe arter, når den er uforstyrret. Højmosens mekanismer er sammenflettet og påvirker hinanden både direkte og indirekte. En forstyrrelse af systemet vil derfor sætte en kædereaktion i gang som kan forandre højmosen. Et eksempel er hydrologien. Falder vandindholdet vil de aerobe nedbrydningsprocesser foregå i dybere lag i højmosen. Mere SOM vil mineraliseres, og flere næringsstoffer vil frigives. Invasive plantearter vil, hvis der frigives næring nok, kunne indvandre til højmosen. Disse arter vil fortrænge dele af den karakteristiske højmosevegetation, og den nye vegetation vil yderligere kunne påvirke miljøet. Ud fra de fundne sammenhænge i litteraturstudiet illustreres de kædereaktioner, der formodes at finde sted i Portlandmosen på figur 17. Figuren tager udgangspunkt i det præsenterede litteraturstudie, og det vil det derfor ikke have selvstændige kildehenvisninger. 53

56 Genopretning i Portlandmosen Figur 17: Kædereaktioner i Portlandmosen. Portlandmosen er en nedbrudt højmose, der har været påvirket af forskellige faktorer igennem længere tid. En af de vigtigste årsager til Portlandmosens nuværende tilstand har været dræning. Som det ses ud fra figur 17 vil det give flere næringsstoffer i jorden, hvilket kan bevirke, at der indvandrer flere invasive arter som for eksempel birk og forskellige græsser. Træerne kan bevirke en kraftigere dræning og mere næring (pga. løvfald), der igen forbedrer forholdene for mikroorganismerne. I Portlandmosen ses, hvordan denne negative spiral har påvirket især områderne i den vestlige del af mosen, hvor der flere steder er decideret skovbund, og det er i dette område ikke til at se, at det tidligere har været en højmose (se appendiks a). Portlandmosens dræning skyldes i høj grad tørvegravene og dræningskanalerne. De dybe tørvegrave har også påvirket mosen på anden vis, idet der kan være forbindelse til det næringsrige grundvand, hvilket vil påvirke omgivelserne, fordi der kommer flere næringsstoffer, og det vil desuden hæve ph-værdien. 54

57 Resultater 10 Resultater I det følgende afsnit fremstilles resultaterne af de foretagne undersøgelser i Portlandmosen. Resultaterne giver et indblik i, hvordan forholdene er i Portlandmosen på nuværende tidspunkt på en række områder. Målinger af ph fremstilles først og derefter præsenteres resultaterne fra måling af næringsstoffer (nitrat, nitrit, ammonium og fosfat); alle disse resultater stammer fra vandprøver taget i de tre øst-vestgående transekter A (i nord), B (i midten) og C (i syd). Herefter præsenteres de resultater, analysen af nedbørsprøver viser. Resultater fra vegetationsundersøgelsen og målinger af jordens vandindhold følger derefter, og slutteligt præsenteres observationer af plus- og minusarter og strukturer. Det gælder for alle resultater fra analyser af vandprøver i transekterne, at prøverne 1-9 er fra transekt A, er fra transekt B, og er fra transekt C. For placering af de enkelte målinger, se afsnit 3.2. Der skal knyttes en generel kommentar til de grafiske afbildninger af resultaterne, som afsnittet indeholder. X- aksen repræsenterer et øst-vestgående snit i Portlandmosen, hvorpå de tre transekter afbildes. Her tages ikke hensyn til, om målingerne i transekt A, B og C ligger præcist på samme længdegrad, men rækkefølgen og placeringen i forhold til gravebanerne er korrekt. Den indbyrdes afstand mellem punkterne i det enkelte transekt antages også at være den samme, hvilket er en forenkling. 55

58 Genopretning i Portlandmosen 10.1 ph i Portlandmosen Tabel 7 (til højre) viser de ph-værdier, der er målt i Portlandmosen. Endvidere er temperaturen, hvorved ph-værdierne er aflæst, angivet; dette dokumenterer, at der kun er små temperatursvingninger mellem prøverne (2-3 C), hvilket betyder, at temperaturvariation ikke har haft indflydelse på resultaternes sammenlignelighed. Målingerne fra tabel 7 videreføres til en grafisk fremstilling, der vises i figur 18. Ud over transekterne A, B og C viser figuren også den maksimale ph-værdi i uforstyrrede højmoser. Der er geografiske variationer i ph-værdierne. I transekt A, det nordlige transekt, ligger alle målinger af ph under den maksimale ph for uforstyrrede højmoser, bortset fra målingen, der er foretaget i gravebane 10/11 og i gravebane 13 tæt ved Ny Høstemarkvej (se figur 18). I transekt C, det sydlige transekt, er ph naturligt lav inde på højmosefladerne, men i gravebane 10/11 og gravebane 13 samt i den vestligste del af mosen måles højere ph end de 4,5 som er det maksimale, der observeres i uforstyrrede højmoser. ph-målingerne i transekt B viser relativt store udsving i forhold til A og C. Ligesom ved A og C måles høje ph-værdier i gravebane 10/11 og 13. Det er det eneste transekt, hvori der er målt høj ph på den østlige højmoseflade, og også i den vestlige del af mosen måles de højeste ph-værdier i transekt B; de ligger omkring 6. Samtlige målinger foretaget i gravebane 10/11 har en ph-værdi på ca. 5,5, dvs. højere end hvad der forekommer i uforstyrrede højmoser. For gravebane 13 ses også høje ph-værdier i alle transekter, dog er målingen i C-transektet lige på grænsen for, hvad der er naturligt i højmoser. 56

59 Tabel 7: ph-målinger i Portlandmosen foretaget maj 2009 Vandprøve ph Temperatur( C) Vandprøve ph Temperatur( C) 1 3,6 22,1 15 5,4 22,6 2 3,9 22,3 16 4,2 23,2 3 5,6 22,5 17 4,2 21,3 4 3,9 22,6 18 6,1 22,8 5 4,0 22,5 20 5,1 21,9 6 4,0 22,6 21 4,7 22,7 7 4,1 22,6 22 3,7 23,3 8 3,9 22,4 23 3,8 22,7 9 6,0 22,3 24 5,3 22,9 10 6,1 22,8 25 3,8 22,7 11 6,0 22,9 26 3,8 22,9 12 5,5 22,7 27 3,8 22,7 13 4,1 23,1 28 3,8 22,5 14 5,4 22,5 29 4,6 22,7 ph 6,5 6,0 5,5 5,0 4,5 4,0 3,5 3,0 2,5 ph i Portlandmosen ift. naturlig ph Transekt A Transekt B Transekt C Max. naturlig ph i højmoser Figur 18: ph-variationerne i Portlandmosen sammenholdt med den maksimale naturligt forekommende ph i højmoser (Risager efter Mossing og Hug 2005) 57

60 Genopretning i Portlandmosen 10.2 Næringsstoffer i Portlandmosen I det følgende afsnit vil det fremgå, hvor store næringsstof-koncentrationer, der er fundet i overfladevandet i Portlandmosen Nitrat og nitrit Tabel 8 viser nitrat- og nitritkoncentrationerne i de 28 vandprøver, bestemt ved måling med strips. Der angives foruden nitrat og nitrit-koncentrationer også en konverteret værdi for koncentrationen af kvælstof i nitrat i vandprøven, NO 3-N. Figur 19 illustrerer den geografiske variation i NO 3-N koncentrationerne. Den gennemsnitlige koncentration af NO 3-N er 1,13 mg/l. Måling 12 har en koncentration på 5,6 mg/l NO 3-N og ligger altså over gennemsnittet. Hvis denne måling ikke medregnes i gennemsnittet, findes et gennemsnit på 0,96 mg/l NO 3-N. Der ses ingen tydelige geografiske sammenhænge i nitrat-koncentrationerne. Det bliver dog alligevel klart, at udsvingene i transekt C er mindst, dog med en stigning i den vestlige del. Transekt B viser størst udsving, fra 0 til 5,6 mg/l NO 3-N. I gravebane 10/11 er der tilsyneladende ingen sammenhæng i indholdet af nitrat, det svinger fra 0 i C (syd) til 5,6 mg/l i transekt B (i midten) og 2,3 mg/l i transekt A (nord). I gravebane 13 er der ingen målbare koncentrationer af nitrat. Ingen af vandprøverne indeholder målbare nitrit-koncentrationer. 58

61 Tabel 8: Målinger af nitrat og nitrit i Portlandmosen. Alle værdier er angivet i mg/l Vandprøve Nitrit Nitrat/ NO 3- Vandprøve Nitrit/ Nitrat/ NO 3- / NO 2 - NO 3 - N NO 2 - NO 3 - N , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , ,0 6,0 NO 3 -N i transekterne 5,0 NO 3 -N (mg/l) 4,0 3,0 2,0 1,0 0,0 Transekt A Transekt B Transekt C Figur 19: Geografisk variation i NO 3-N koncentration i Portlandmosen 59

62 Genopretning i Portlandmosen Ammonium Tabel 9 viser vandprøvernes ammoniumkoncentration. moniumkoncentration. Tabellen rummer både de aflæste ammoniumkoncentrationer er og de konverterede koncentrationer af kvælstof bundet i ammonium, NH 4-N. På figur 20 er resultaterne afbildet grafisk. Den gennemsnitlige koncentration af NH 4-N i Portlandmosen er 0,18 mg/l. Koncentrationen af NH 4-N giver kun få større udsving; der er primært små udsving i alle tre transekter. I transekt B er der to målinger, der har et særligt højt indhold af NH 4-N; den vestligste måling samt en måling lige øst for gravebane 10/11. I gravebane 10/11 måles intet indhold af NH 4-N. Tabel 9: Ammoniumkoncentrationer samt koncentrationer af NH4-N. N. Alle værdier er angivet i mg/l. Vandprøve Ammonium NH 4 4-N Vandprøve Ammonium NH 4-N /NH 4 + /NH ,0 0, ,2 0,16 2 0,2 0, ,5 0,41 3 0,0 0, ,2 0,16 4 0,3 0, ,0 0,00 5 0,0 0, ,0 0,00 6 0,2 0, ,0 0,00 7 0,0 0, ,0 0,00 8 0,0 0, ,3 0,25 9 0,0 0, ,0 0, ,0 0, ,0 0, ,2 0, ,3 0, ,0 0, ,0 0, ,5 2, ,2 0, ,0 0, ,2 0,16 Figur 20: Den geografiske variation af NH 4-N koncentrationen i Portlandmosen. 60

63 Fosfat Tabel 10 viser koncentrationen af fosfat i vandprøverne fra Portlandmosen samt koncentrationenn af PO 3-P, fosfor bundet i fosfat. Figur 21 viser resultaternes geografiske variation. Den gennemsnitlige koncentration af PO 3-P er 0,016 mg/l. Indholdet af PO 3-P er ret forskelligt for de tre transekter. I transekt C er der ingen målbare koncentrationer af PO 3-P, mens dehøjeste koncentrationer af PO 3-P er målt i de to vestligste prøver i transekt B, hhv. 0,3 og 0,8 mg/l PO 3-P. For den resterende del af B-transektet og hele transekt A er der mindre variationer. Tabel 10: Koncentrationer af fosfat og PO3-P i Portlandmosen. Alle resultater er angivet i mg/l. Vandprøve Fosfat PO - 3 PO 3-P Vandprøve Fosfat PO - 3 PO 3-P 1 0,00 0,0 15 0,00 0,0 2 0,00 0,0 16 0,00 0,0 3 0,25 0,1 17 0,25 0,1 4 0,25 0,1 18 0,25 0,1 5 0,00 0,0 20 0,00 0,0 6 0,00 0,0 21 0,00 0,0 7 0,00 0,0 22 0,00 0,0 8 0,25 0,1 23 0,00 0,0 9 0,00 0,0 24 0,00 0,0 10 2,00 0,8 25 0,00 0,0 11 0,75 0,3 26 0,00 0,0 12 0,00 0,0 27 0,00 0,0 13 0,00 0,0 28 0,00 0,0 14 0,25 0,1 29 0,00 0,0 Figur 21: Den geografiske variation af PO 3-P koncentrationen i Portlandmosen 61

64 Genopretning i Portlandmosen N/P-forhold N/P-forholdet beregnes i de forskellige vandprøver for at give en indikation af, hvad der er det begrænsende næringsstof i Portlandmosen. Resultaterne ses i tabel 11, der endvidere viser den samlede koncentration af kvælstof fra ammonium og nitrat. Det gennemsnitlige N/P-forhold er beregnet til 21,5 ud fra en gennemsnitlig PO 3-Pkoncentration på 0,016 mg/l og en gennemsnitlig koncentration af NO 3-N og NH 4-N på 1,313 mg/l Basemætningsgrad I en jord er der sammenhæng mellem basemætningsgraden og mængden af basekationer. Det forventes, at denne sammenhæng kan måles i jordvandet, da der er ligevægt mellem jordvandet og kolloiderne. Idet det antages, at sammensætningen af vandet i dræningskanalerne stemmer relativt godt overens med jordvandet i mosen, undersøges i det følgende, om resultaterne og teorien omkring basemætningsgrad stemmer overens. Basemætningsgraden svinger fra -10,5 til 53 i de udtagne prøver. Der er ikke observeret en sammenhæng mellem basemætningsgrad og koncentrationen af nitrat (NO 3 -) eller ammonium (NH 4 +). Der ses heller ikke en sammenhæng mellem basemætningsgrad og mængden af kvælstof i disse forbindelser (NO 3-N hhv. NH 4-N) eller den samlede mængde af kvælstof (NO 3-N + NH 4-N) eller den samlede mængde kvælstof og fosfor (NO 3-N + NH 4-N + PO 3-P). Der kan dog erkendes en vis sammenhæng mellem basemætningsgrad og PO 3 -. Dette ses på figur 22. Det er ikke en tydelig sammenhæng, men figuren viser dog, at der ikke forekommer høj koncentration af PO 3 -, hvor basemætningsgraden er lav. Det er dog problematisk, at der ikke er mange prøver, der har høj koncentration af fosfat; det ville kunne give mere sikkerhed om, hvorvidt der er en sammenhæng. 62

65 Tabel 11: N/P-forhold i Portlandmosen. Værdien id angiver de værdier, der ikke kan beregnes pga. division med nul (se evt. afsnit 3.8). Vandprøve NH 4-N prøve NH NO 3-N + PO 3-P N/P Vand- NO 3-N+ PO 3-P N/P 4-N 1 1,1 0,0 id 15 1,1 0,1 11,5 2 0,2 0,0 id 16 0,2 0,0 id 3 2,3 0,1 23,0 17 2,7 0,0 id 4 2,5 0,1 25,6 18 1,3 0,1 13,2 5 1,1 0,0 id 20 0,0 0,1 0,0 6 2,4 0,0 id 21 1,1 0,0 id 7 1,1 0,0 id 22 2,3 0,0 id 8 0,0 0,1 0,0 23 1,1 0,0 id 9 0,0 0,0 id 24 0,2 0,0 id 10 4,2 0,8 5,4 25 0,0 0,0 id 11 1,3 0,3 4,4 26 0,0 0,0 id 12 5,6 0,0 id 27 0,2 0,0 id 13 4,3 0,0 id 28 0,0 0,0 id 14 1,1 0,0 id 29 0,2 0,0 id PO 3 -(mg/l) 2 1,8 1,6 1,4 1,2 1 0,8 0,6 0,4 0,2 0 Basemætningsgrad og PO Basemætningsgrad Figur 22: Sammenhæng mellem basemætningsgrad og fosfor bundet i fosfat. 63

66 Genopretning i Portlandmosen 10.3 Atmosfærisk våddeposition af næringsstoffer Resultaterne fra undersøgelserne af nedbørsprøver er sammenfattet i tabel 12. Det drejer sig om måling af ph samt koncentration af nitrat/nitrit og ammonium. Det endelige resultat er et gennemsnit af to målinger. Den gennemsnitlige kvælstofdeposition er 0,64 kg N/ha/år. Depositionen er størst i den nordlige del af Portlandmosen (0,83 kg N/ha/år) og mindst i den midterste og sydlige del af mosen (0,55 kg N/ha/år). Den gennemsnitlige ph-værdi i nedbøren er 4,28. Jo længere mod syd i mosen, desto højere ph-værdi er der målt. Tabel 12: Næringsstofkoncentrationen i nedbørsmålinger fra Portlandmosen. Nedbør ph Nitrat Nitrit NH 4-N PO 3-P Kvælstof (mg/l) (mg/l) (mg/l) (mg/l) (kg/ha/år) A 1 4, ,00 0 0,00 A ,23 0 1,58 Gennemsnit A ,12 0 0,83 B 1 4, ,00 0 0,00 B ,16 0 1,10 Gennemsnit B ,08 0 0,55 C 1 4, ,16 0 1,10 C ,00 0 0,00 Gennemsnit C ,08 0 0,55 Samlet gennemsnit 4, ,09 0 0, Vandindhold i jorden Vandindholdet er undersøgt i tre punkter i hver af måleserierne a, b og c, der ligger vinkelret på transekterne. Resultaterne fremgår af tabel 13. Det undersøges, om der er sammenhæng mellem vandindhold og afstand fra dræningskanalerne i måleserierne, dette afbildes i figur 23. Ud fra punkterne undersøges den lineære sammenhæng matematisk ved at beregne determinationskoefficienten, R 2. Determinationskoefficienten illustrerer i hvor høj grad variationerne i vandindhold kan forklares ud fra variationerne i afstanden til dræningskanalen (1 = fuldstændig sammenhæng, 0 = ingen sammenhæng). R 2 varierer for de tre måleserier a, b og c. For måleserien b er determinationskoefficienten 0,957. Det vil sige, at variationen i vandindhold særdeles godt kan forklares ud fra afstanden til dræningskanalen. I både a og c er determinationskoefficienten så langt fra 1, at der ikke er tale om en klar 64

67 sammenhæng. Hvis determinationskoefficienten beregnes for alle ni punkter samlet, findes en R 2 værdi på 0,059. Det betyder, at der ikke findes en lineær sammenhæng mellem afstanden fra dræningskanalerne og vandindholdet. Det er ligeledes undersøgt, om der findes en eksponentiel eller logaritmisk sammenhæng, men dette er heller ikke tilfældet. Det undersøges også, om mosefladens højde hænger sammen med vandindholdet. Derfor undersøges sammenhængen mellem kote (målt ift. DVR90) og vandindhold. Der findes heller ikke her nogen entydig sammenhæng, men i måleserie b stiger vandindholdet, når koten falder fra punkt b I til b II. Således er det sandsynligvis kombinationen af højdeforskelle og afstand fra dræningskanalen, der gør at der ses et mønster i måleserie b. Tabel 13: Vandindhold i måleserierne, afstand fra dræningskanalerne og kote. Måleserie/ Afstand fra Vandindhold Kote punkt dræningskanal DVR90 (m) a I 2 m 526 % 5,2 a II 15 m 468 % 5,2 a III 30 m 546 % 5,3 b I 2 m 346 % 5,7 b II 15 m 760 % 5,4 b III 30 m 989 % 5,5 c I 2 m 528 % 6,2 c II 15 m 636 % 6,3 c III 30 m 248 % 6, Vandindhold og afstand fra dræning Vandindhold (%) A B C Afstand fra dræningskanal (m) a R² = 0,0853 b R² = 0,9572 Figur 23: Sammenhæng mellem vandindhold og afstand fra dræningskanal. c R² = 0,

68 Genopretning i Portlandmosen 10.5 Vegetationsundersøgelse Dette afsnit vil præsentere resultaterne fra vegetationsundersøgelsen. Tabel 14 viser hvilke af højmosens basisarter, der er fundet langs de tre måleserier, hvor undersøgelsen er foretaget, dvs. 30 meter. Endvidere viser tabellen hvilke invasive plantearter, der er fundet. Dokumentation findes i bilag 2. Langs måleserie a er fundet ni forskellige arter, hvoraf fem er basisarter og tre er invasive plantearter, og derudover er der fundet Sphagnum Fallax 5. Langs måleserie b er der 12 plantearter, og fordelingen mellem basisarter og invasive arter er syv til fire. Resultaterne for måleserie c er 12 arter, heraf seks basisarter og fem invasive arter. Der er flest basisarter i resultaterne fra den midterste del af mosen og færrest i den sydlige, dog er forskellene generelt små. Der findes også færrest invasive arter i den sydlige måling; heller ikke her er forskellene dog markante. Der er flere basisarter, der slet ikke observeres i vegetationsundersøgelsen. Det er soldug, tue-kogleaks, hvid næbfrø og multebær og desuden flere sphagnumarter. De fleste af de i resultaterne fraværende arter ville normalt være til stede i høljer (se tabel 2). Til gengæld er mange af de arter, der normalt forekommer på tuer, dvs. lyngarter og lignende, til stede langs alle linjerne. For hver af måleserierne a, b og c er der i en afstand af 2, 15 og 30 meter fra dræningskanalen foretaget vegetationsundersøgelser inden for et areal på 0,5 m 2. Tabel 15 viser de enkelte arters udbredelse inden for arealet. Hedelyng og cypresmos er de mest udbredte arter, og også klokkelyng og smalbladet kæruld observeres i relativ stor grad. Disse resultater underbygger den tendens, at tuevegetationen er mest udbredt. 5 Sphagnum Fallax er ikke en basisart, men da fund af sphagnum generelt er positivt for Portlandmosen vælges det ikke at regne denne art med som en invasiv art, da dette ville være misvisende. 66

69 Tabel 14: Vegetationsundersøgelse i Portlandmosen. 1 indikerer, at arten er fundet, 0 at den er fraværende langs den aktuelle måleserie, hhv. a, b og c. Planteart a b c Planteart a b c Hedelyng Multebær Klokkelyng S. Mangellanicum Rosmarinlyng S. Fallax Revling S. Rubellum Tranebær S. Cuspidatum Soldug Dunbirk Smalbladet kæruld Smalbladet kæruld Tue-kæruld Græs Tue-kogleaks Cypresmos Hvid næbfrø Rensdyrlav Tabel 15: Vegetationsundersøgelse i ni punkter, tre langs hver måleserie, over et areal på 0,5 m2. Dokumentation findes i bilag 2. Planteart a I aii aiii bi bii biii ci cii ciii Hedelyng R D D 0 F D F F F Klokkelyng 0 F R 0 F F R R R Rosmarinlyng 0 R 0 0 R R 0 R 0 Revling D F 0 Tranebær R 0 0 R R Soldug Smalbladet kæruld R F R 0 F R R R F Tue-kæruld 0 0 F F 0 0 Tue-kogleaks Hvid næbfrø Multebær S. Mangellanicum S. Fallax D S. Rubellum S. Cuspidatum Birk 0 R R 0 0 Græs D F 0 Cypresmos 0 D D 0 D 0 F D F Rensdyrlav F 67

70 Genopretning i Portlandmosen Undersøgelserne viser ingen tydelige sammenhænge mellem afstand fra dræningskanaler og observation af hhv. basisarter og invasive arter. I måleserie b, hvor der blev fundet en sikker sammenhæng mellem afstand fra dræning og vandindhold, ændres den dominerende vegetation fra græs over cypresmos til Sphagnum Fallax, når afstanden øges fra dræningskanalen. Desuden falder koten fra punktet b I til punktet b II. Her ses altså en sammenhæng mellem afstand fra dræning og vegetation, men det er mere sandsynligt, at forklaringen er, at der er sammenhæng mellem vegetation og vandindhold i jorden. Denne sammenhæng er gennemgående i resultaterne. I det punkt i måleserierne, der er tørrest, findes hyppig hedelyng, smalbladet kæruld, cypresmos og rensdyrlav, og derudover sjælden klokkelyng og tranebær. I det vådeste punkt findes hedelyng, klokkelyng, rosmarinlyng og Sphagnum Fallax. Det vådeste punkt er endvidere det eneste punkt, hvor der er observeret sphagnum. I punkterne a III og c I er der fundet næsten det samme vandindhold, og vegetationen er også næsten ens (samme arter, bortset fra hhv. sjælden og ingen birk, og nogenlunde ens fordeling af de forskellige arter). Til sammenligning adskiller vegetationen sig på flere punkter mellem det vådeste og det tørreste punkt (b III og c III). Der observeres altså en sammenhæng mellem vandindhold i jorden og vegetation Indikatorer på Portlandmosens tilstand I afsnit 5.2 er der redegjort for, hvorledes nogle særlige arter og strukturer kan indikere, hvilken tilstand en højmose er i. Disse kan både være positive og negative. Med udgangspunkt i ovenstående vegetationsundersøgelse samt de generelle observationer gruppen har gjort i området (og dokumenteret vha. billeder) vil tabel 16 sammenfatte, hvilke plus- og minusarter og -strukturer, der er observeret i Portlandmosen generelt og hhv. øst og vest for gravebane 10/11. Dokumentation findes i bilag 3. Observationerne viser, at der er flest minusarter og -strukturer i den vestlige del af mosen og flest plusarter og -strukturer i den østlige del. 68

71 Tabel 16: Observationer af plus- og minusarter og -strukturer i Portlandmosens østlige og vestlige del. Dokumentation i bilag 3. Plusarter Vest for 10/11 Øst for 10/11 Arter af sphagnum S. Fallax i mindre grad S. Fallax og S. Rubellum Sphagnum Cuspidatum Ikke observeret Ikke observeret Hvid næbfrø Ikke observeret Ikke observeret Arter af soldug Ikke observeret Ikke observeret Høljer Ikke observeret Ja Naturlig lagg Ikke observeret Ikke observeret Fravær af træer på Nej Syd for transekt B højmosefladen Tykt tørvelag Trævækst, dræning og tørvegravning har Stagnation i tørvedannelsen. sandsynligvis mindsket Forholdene er bedre end i tørvens tykkelse. den vestlige del. Øvrige arter, der ikke er Ja, dominerende Ja, færre basisarter Stor ændring i dominans for f. eks. revling. Trævækst Tørvegrave Grøfter/dræning Stor dominans af ikkebasisarter, f.eks. bregner og cypresmos I høj grad, også ældre træer. Nåletræ, birk, bøg, bævreasp mv. Kun fældning af invasive sitkagraner. Gravebane 9. I den sydlige trekant også grave fra manuel tørvegravning. Stærkt drænet mod markerne vest for mosen af dræningskanaler og tørvegrave. Revling og lyng er dominerende. I kanten, omkring dræningskanaler, i den nordlige ende. Resterende træer fældes Ja, kun nord-sydgående. Gravebane 12 og 13 (grøft mod Ny Høstemarkvej). 27 øst-vestgående kanaler, der tilskoddes for at standse dræningen. Græsning Nej Nej Kørsel Ikke observeret Ikke observeret Fodring af dyr Ikke observeret Ikke observeret 69

72 Genopretning i Portlandmosen 10.6 Diskussion af analyse, fejlkilder og usikkerheder Efter præsentation af resultaterne tages en kort diskussion af resultaternes gyldighed, herunder de faktorer der kan have påvirket resultaterne. Dette er nødvendigt for at kunne anvende resultaterne i resten af projektet. Alle vandprøver er taget i dræningskanaler eller andet overfladevand på højmosefladen og altså ikke i selve jordvandet. Det vurderes overordnet, at prøver i overfladevandet afspejler forholdene i det nærliggende område godt nok til, at resultaterne kan godtages. Det kan dog have påvirket resultaterne i mindre grad, da eksempelvis nedbør i teorien kan ændre vandkemien. Udtagning af vandprøverne foregik over to døgn den 05/05 og den 06/05. Natten til den 06/05 faldt der ca. syv mm nedbør (DMI 2009). Der ses dog ingen konsekvent forskel på prøverne fra de to dage. Målingerne i transekt B viser generelt store udsving i forhold til de to andre transekter. Den østlige del af transekt B (øst for gravebane 10/11) er placeret langs den gamle brandvej ind i Portlandmosen. I dag er der anlagt en gangsti, der anvendes af turister. Den forhøjede aktivitet kan have skabt/skabe forstyrrelser i området, hvilket kan være årsag til forhøjede værdier netop her. Der kan dog også være naturlige forklaringer på, at nogle prøver giver særligt store udsving, eksempelvis ekskrementer fra dyr. Undersøgelsen af kvælstofdeposition ud fra nedbørsprøverne blev kun foretaget over to døgn. Den målte deposition er lav i forhold til den af DMU (2007) målte kvælstofdeposition i Lille Vildmoseområdet, der i år 2007 var kg N/ha. Der er flere forklaringer på, hvorfor der er stor variation på disse to tal. I dette projekt er det kun våddeposition, der er målt, men der er også en tørdeposition, der ikke kan måles direkte, men skal estimeres ud fra bl.a. koncentrationen i luften. Tørdepositionen af kvælstof består primært af ammoniak, hvor fordampning fra landbrug er en vigtig kilde. Samtidig er de udførte målinger kun foretaget over et enkelt døgn, og de kan derfor ikke give et fyldestgørende billede af, hvordan depositionen er hele året med de svingninger, der er i vejr og landbrugsdrift. Slutteligt tilføres højmosen andre kvælstofforbindelser end nitrat og ammonium, som alle bør medregnes, når den samlede kvælstoftilførsel udregnes (DMU 2007, s17). Konklusionen på dette er, at de beregnede 0,641 kg N/ha/år vurderes at være en usandsynlig deposition. Selvom koncentrationen ikke kan anvendes i projektet, er det stadig et brugbart resultat, at målingerne viser forskel på depositionen i Portlandmosens nordlige og sydlige ende; der er dog knyttet en vis usikkerhed til dette også, i lyset af at de målte koncentrationer er så meget lavere, end DMU angiver. 70

73 Ud over selve udtagelsen af prøverne er der også forskellige usikkerheder og fejlkilder relateret til laboratoriearbejdet, der bør nævnes. De anvendte metoder til bestemmelse af næringsstofkoncentrationer tillod ikke en præcis bestemmelse af koncentrationen, da intervallerne var relativt store. Geografiske forskelle mindre end disse intervaller er dermed sandsynligvis til stede, uden at de afspejles af resultaterne. Kvælstofkoncentrationerne er bestemt ved aflæsning på farveskala. På grund af indhold af organisk materiale havde de fleste vandprøver (men ikke alle) en brunlig farve, hvilket kan have påvirket muligheden for at aflæse præcist. Dette var især tilfældet ved bestemmelse af fosfat-koncentrationen. Her var det nemlig ikke muligt at anvende en del af den oprindelige prøve som sammenligningsgrundlag, da vandmængden i prøverne ikke var tilstrækkelig stor. 71

74 Genopretning i Portlandmosen 10.7 Opsamling på undersøgelsens resultater I Portlandmosen er der undersøgt koncentrationerne for ammonium, fosfat, nitrat og nitrit samt ph i vandprøver fra dræningskanaler og nedbørsmålinger. Der er desuden udført vegetationsundersøgelser for den østlige del af mosen. ph-værdien er flere steder højere end de 4,5 der er den maksimale værdi, der forekommer i uforstyrrede højmoser. Det gælder gravebane 10/11 samt de yderste dele af mosen, både mod vest og øst. På selve højmosefladerne er ph lav i nord og syd, mens ph også er høj på selve højmosefladen i det midterste transekt. Der er generelt stor variation for næringsstoftilgængeligheden i Portlandmosen både mellem de tre transekter og mellem de enkelte punkter i transekterne. I enkelte tilfælde ses en tendens til højere næringsstofkoncentration jo længere mod vest, målingerne er foretaget; det er dog ikke gennemgående. Nitrat- og ammoniummålingerne i transekt B viser særligt store udsving. Luftens gennemsnitlige kvælstofdeposition for ammonium og nitrat er målt til 0,641 kg N/ha/år i Portlandmosen. Denne måling er sandsynligvis lavere end den egentlige kvælstofdeposition og vurderes uanvendelig videre i projektet. I den nordlige ende af mosen er der målt højere kvælstofdeposition end i den sydlige. Vegetationen er præget af lyng, revling og andre plantearter, der vokser på tuer. Af sphagnumarter er der primært fundet Sphagnum Fallax, der ikke naturligt forekommer i højmoser, og en mindre forekomst af Sphagnum Rubellum. Der er ikke fundet typisk høljebevoksning i undersøgelsen. Der ses som forventet en sammenhæng mellem vegetationen og vandindholdet i jorden. Der er observeret geografiske forskelle af vegetationen i Portlandmosen. Der findes flest minusarter og strukturer vest for gravebane 10/11 i forhold til øst for den, hvor der endvidere observeres flere plusarter og -strukturer. Den vestlige del er dækket af trævækst, hvor den østlige del primært fremstår som åben højmoseflade efter træfældning. 72

75 Barrierer for genopretning 11 Barrierer for genopretning Mulighederne for succesfuld genopretning i Portlandmosen afhænger af, hvor store barrierer genopretningen skal overvinde. Med udgangspunkt i de fremførte resultater diskuteres derfor i det følgende afsnit, hvilke barrierer der er tale om i Portlandmosen. Der fokuseres på de barrierer, der er knyttet til de gennemførte undersøgelser. Resultaterne suppleres med andre data, hvor det vurderes relevant ph Det varierer, hvor surt der er i Portlandmosen. De målte ph-værdier viser en variation fra 3,58 til 6,12; til sammenligning er den naturlige ph i højmoser mellem 3,2 og 4,5 (Risager efter Mossing og Hug 2005). Der ses generelt højere ph i yderkanten af mosen. Eksempelvis måles den højeste værdi (6,12) i den vestligste måling i transekt B. At der er højere ph i yderkanterne af mosen formodes at hænge sammen med, at der sker en påvirkning fra den omkringliggende landbrugsdrift, idet der sandsynligvis tilstrømmer næringsholdigt eller kalket vand med højere ph-værdi end naturligt for moser. Ifølge Riis (2006, s8) er dette også tilfældet i gravebanerne 9 og 13. Samtidig kan en del af forklaringen være, at der er en meget begrænset forekomst af sphagnum i den vestlige del af mosen, dvs. vest for gravebane 10/11. Det kan dog ikke forklare de høje ph-værdier i den østlige del af Portlandmosen, da der, bl.a. i gravebane 13, gror sphagnum. I den nordvestlige del af mosen er ph under 4, også ude ved kanten af mosen. Da målingerne er taget tæt på landbrugsområderne vest for mosen, havde det været forventet, at ph som i de andre transekter ville være påvirket af de nærliggende landbrugsarealer. Dette ser imidlertid ikke ud til at være tilfældet. Der er i området få basisarter til stede og nærmest ingen forekomst af sphagnum, så dette kan ikke være årsagen til, at jorden er sur. I stedet er den nordvestlige del af mosen domineret af bl.a. sitkagran og birk. Sitkagraner lever fint under næringsfattige og fugtige forhold, og ligesom andre graner forsurer de jorden mere end almindelig vegetation, så den lave ph kan hænge sammen med dette (Kjær u.å. (b)) kombineret med den ombrogene vandtilførsel. Lave ph-værdier er generelt et sundhedstegn i højmoser, men ph kan ikke ukritisk betragtes som et sundhedstegn for denne del af mosen. 73

76 Genopretning i Portlandmosen Ud over målingerne i gravebane 13 måles også forhøjede ph-værdier flere steder i transekt B, der løber langs den tidligere brandvej ind i Portlandmosen, hvor der nu er anlagt en gangsti (board-walk). De høje ph-værdier skyldes muligvis, at der er sket en forstyrrelse af området ved anlæggelse af gangstien eller ved det efterfølgende øgede antal besøgende på mosen. Forstyrrelsen kan dog også være skabt længere tilbage i tiden i forbindelse med brandvejen. Dette ændrer dog ikke ved, at det er menneskelig færden/påvirkning, der er skyld i forstyrrelsen. Det er ellers et område af mosen, hvor der i dag er relativt stor forekomst af sphagnum og basisarter. Forstyrrelsen har altså ikke umuliggjort vækst af sphagnum, men der bør være opmærksomhed omkring, at problemet ikke forværres nu, hvor stien er blevet mere offentlig. Der ses forskel på ph målt i hhv. dræningskanalerne og gravebanerne. I de yderligt liggende gravebaner kan forklaringen på høje ph-værdier være tilstrømning af overfladevand med højere ph. Der er imidlertid også en anden mulig forklaring for de største af gravebanerne. Gravebane 9 (den sydlige del) og gravebane 10/11 er så store, at de bør betragtes som næringsfattige ferskvandssøer i stedet for en del af højmosefladen, idet det forventes, at kemien og den biologiske aktivitet i søen mere minder om, hvad der findes i søer end i moser. Den biologiske aktivitet kan påvirke ph, hvilket kan forklare resultaterne i gravebane 10/11 og delvist i gravebane 9 (Københavns Universitet u.å.). En anden mulig forklaring på de forhøjede ph-værdier er, at der på grund af tørvegravenes dybde kan tilstrømme vand nedefra, der har været i kontakt med kalk i undergrunden, såfremt det impermeable lag af gytje er svækket. De høje ph-værdier er ikke i sig selv et problem for de basisarter, der hører til på højmosefladen. Sphagnum kan selv forsure jorden, og det kan godt gro på andet end sur jordbund. Men problemet med forhøjede ph-værdier er, at der kan indvandre højmosefremmede arter, idet sure forhold ikke længere holder de arter ude, der ikke trives ved lav ph (Sand-Jensen 2000). Herudfra vurderes det at være særligt problematisk, at ph er høj i de yderste dele af mosen, da det er her, ikke-basisarter kan indvandre. Hvis ph-forholdene forvrider konkurrencen mellem basisarter og invasive arter, kan ph udgøre en mindre barriere for genopretningen af Portlandmosen. Der er dog ikke generelt målt for høje ph-værdier ift. naturligt i højmoser, og samtidig mindskes barrieren af, at øget vækst af sphagnum langsomt vil forsure jorden igen. ph-forholdene i yderkanterne af mosen bør dog ses som en indikation på, at der sker en påvirkning fra de omkringliggende arealer, hvilket er problematisk på grund af andre problemstillinger som tilførsel af næringsstoffer og lignende Kvælstof og fosfor I højmoser er kvælstof og/eller fosfor de(t) begrænsende næringsstof(fer). Hvis der observeres forhøjede værdier af disse næringsstoffer, er det derfor særligt problematisk, da det vil betyde, at invasive planters vækst kan øges. Det kan de fleste hjemmehørende arter ikke, da de er tilpasset næringsfattige områder og 74

77 Barrierer for genopretning derfor har lavt stofskifte (Sand-Jensen 2000). Eutrofiering med kvælstof og fosfor vil dermed forvride konkurrenceforholdene i højmosen med risiko for dominans af invasive arter og tilbagegang af basisarterne som resultat. Kvælstof Den gennemsnitlige koncentration af kvælstof bundet i nitrat, dvs. NO 3-N er 1,13 mg/l i Portlandmosen. Søgaard et. al. (2003 s100) angiver, at der i højmoser ikke bør være en koncentration på mere end 0,03 mg/l NO 3-N. Gennemsnitligt ligger forekomsten af kvælstof i nitratforbindelser altså væsentligt over denne grænse i Portlandmosen (3667 % højere), og flere steder i mosen er forekomsten højere end den gennemsnitlige koncentration. Den gennemsnitlige koncentration af NO 3-N er endvidere klart højere end den koncentration, Risager (2005, s50) angiver som typisk for ekstremfattigkær, nemlig 0,008 mg/l NO 3-N og NO 2-N. Risager (2005) og Søgaard et. al. (2003) angiver ikke som for nitrat typiske værdier for ammoniumkoncentration i højmoser. Risager (2005, s50) angiver, at ammonium- og ammoniakkoncentrationen i ekstremfattigkær typisk kan være 0,19mg/l og 0,28 mg/l. Disse tal er altså koncentrationen af ammoniak og ammonium samlet, ligesom det er typiske mål for ekstremfattigkær, en naturtype, der naturligt er lidt mere næringsrig end højmosen pga. minerogen vandtilførsel (Böcher et. al. 1970, s372f). I Portlandmosen ligger målingerne mellem 0 mg/l og 2,06 mg/l. Den gennemsnitlige koncentration af NH 4-N i Portlandmosen, 0,18 mg/l, ligger tæt på, hvad Risager angiver som normalt i ekstremfattigkær, dog er de 0,18 mg/l kun kvælstof fra ammonium og ikke også fra ammoniak. Da ekstremfattigkær er lidt mere næringsrige end højmoser, kan dette ses som et tegn på, at ammoniumkoncentrationen er højere end naturligt for højmoser. Der er dog en vis usikkerhed knyttet til at drage denne konklusion, da samme kilde, Risager (2005), angiver 0,008 mg/l som typisk koncentration af kvælstof fra nitrat og nitrit i ekstremfattigkær, mens Søgaard et. al. (2003) angiver 0,03 mg/l som den maksimale grænse i højmoser; der er altså forskel på de to kilder. Forklaringen kan dog være, at Risager angiver typiske værdier for uforstyrrede ekstremfattigkær, mens Søgaard et. al. angiver smertegrænser for hvor store koncentrationer, der kan forekomme i en højmose, uden det går ud over dennes bevaringsstatus. Det havde været interessant at kunne sammenligne tal for ammonium-koncentration fra begge kilder, men Søgaard et. al. (2003) medtager ikke ammonium. Der kan være flere årsager til, at der måles høje koncentrationer af uorganisk, plantetilgængeligt kvælstof. En del af kvælstoffet kommer fra den atmosfæriske deposition. En anden kilde kan være tilstrømmende drænvand fra landbrugsområder, hvor der gødskes med nitrat og/eller ammonium. Det kan være forklaringen på, at der i transekt C måles højere koncentrationer i den vestlige del af mosen, som støder op til dyrkede landbrugsområder. Ud fra denne betragtning burde der dog også forekomme forhøjet mængde N i eksempelvis gravebane 13, der ifølge Riis (2006) modtager næringsholdigt vand fra omgivelserne, men her måles hverken høj koncentration af nitrat eller ammonium. 75

78 Genopretning i Portlandmosen Der er flere problemer forbundet med den høje koncentration af plantetilgængeligt N i Portlandmosen. Først og fremmest er det et tegn på, at der sker mineralisering af højmosetørven, hvilket betyder at opbygningen af tørvelaget er standset, og der i stedet nedbrydes tørv. Så længe der ikke ophobes mere SOM end der nedbrydes, vil højmosen ikke blive gendannet. Den øgede nedbrydning resulterer sandsynligvis i et lavere C/N-forhold, end hvad der naturligt findes i højmoser. Fire målinger viser et N/P-forhold på under 7, hvilket indikerer, at kvælstof i disse punkter er det begrænsende næringsstof (Berthelsen og Fenger 2005, s142f). Mineralisering og deraf følgende større kvælstoftilgængelighed er dermed sandsynligvis en del af forklaringen på, at der findes invasive plantearter i Portlandmosen, fordi disse arter ikke trives ved lavere kvælstofkoncentrationer. Derudover er høje kvælstofkoncentrationer et problem, idet det kan være giftigt for nogle sphagnumarter. Således kan for høj koncentration af kvælstof være en del af forklaringen på det begrænsede sphagnumdække i Portlandmosen, selvom lavt vandindhold i jorden må tilskrives den største betydning. De høje næringsstofkoncentrationer kan på kort sigt få betydning for indvandringen af sphagnum, efter vandstanden i mosen bliver hævet. Problemet vil dog sandsynligvis løse sig selv på længere sigt, da de sphagnumarter, der kan trives ved lidt højere næringsstofkoncentrationer, vil danne et bunddække og langsomt give mulighed for indvandring af de mere næringsfølsomme arter, når mineraliseringen bremses pga. forsuring og sphagnumplanternes evne til at holde på vandet (Risager 2005). På baggrund af forholdene i Portlandmosen, her tænkes især på dræningen, vurderes det, at en stor del af forklaringen på de høje koncentrationer af uorganisk kvælstof er en forøget mineralisering af det organiske stof i jorden (ift. naturligt i højmoser), fordi mikroorganismerne i jorden får bedre forhold ved højere ph og aerobe forhold længere ned i jorden. Nitrifikation i Portlandmosen Forekomst af nitrat i Portlandmosen er et særligt stort problem, fordi der ikke naturligt bør være nitrat tilgængeligt. Nitrat dannes ved nitrifikation af ammonium med nitrit som mellemled, og omdannelsen sker kun, hvor der er aerobe forhold. Samtidig dannes nitrat ikke under for sure forhold, da processen er syredannende (Sand-Jensen 2000, s358). I sure jorder (som højmoser) er det derfor naturligt, at ammonium vil være den dominerende kvælstof-ion, og at nitrat vil være fraværende, da nitrifikationen bremses. Imidlertid er koncentrationen af nitrat højere end koncentrationen af ammonium. Nitrat i vandprøverne indikerer, at den naturlige balance i højmosen er brudt, fordi det betyder, at nitrifikationen ikke længere bremses, sandsynligvis pga. for høj ph og aerobe forhold. Resultaterne viser dog ikke sammenhæng mellem høj ph og fund af nitrat, som det ud fra teorien ville være forventet. Dette kan have flere forklaringer; den mest sandsynlige vurderes at 76

79 Barrierer for genopretning være, at prøverne er taget i dræningskanalerne og dermed ikke i selve jordvandet, hvor forholdene forventes at være mere uforstyrrede. Vegetationen i højmosen er tilpasset de sure forhold og fungerer derfor fint ved at optage ammonium. Tilstedeværelse af nitrat betyder, at ikke-hjemmehørende arter tilpasset ikke-sure naturtyper, der fungerer bedst ved at optage nitrat, får mulighed for at trives på højmosefladen, hvilket sammen med dræning kan skabe vegetationsændringer. Nitrat er i modsætning til ammonium negativt ladet og bindes derfor dårligt i jorden, da kolloiderne også er negativt ladet. Det betyder, at der er risiko for udvaskning af nitrat fra højmosefladen til gravebanerne, hvor en for høj nitrat-koncentration giver risiko for forringet vandkemi pga. eutrofiering. Der bør være særlig opmærksomhed omkring gravebane 10/11, hvor både målingerne vest for og øst for indeholder høj koncentration af nitrat. I forhold til den gennemsnitlige nitratkoncentration er der dog stadig en relativt lav koncentration af nitrat i selve gravebanerne, hvor fosfor endvidere er det begrænsende næringsstof. Fosfor På højmosefladerne måles generelt lave koncentrationer af fosfor (0-0,1 mg/l). Der er dog to prøver, hvor indholdet af fosfor skiller sig ud, nemlig de to vestligste punkter i transekt B, hvor der måles hhv. 0,78 og 0,29 mg/l PO 3-P. Disse to høje fosfor-koncentrationer kan være et tegn på, at der sker en tilførsel fra de omkringliggende landbrugsarealer, hvor der sandsynligvis tilføres fosfor for at optimere dyrkningen. Forhøjede fosfor-koncentrationer er især et problem i forhold til vandmiljøet i højmosen. Ved et N/P-forhold over 10 er fosfor det begrænsende næringsstof for algevækst i søer (Berthelsen og Fenger 2005, s142f). I Portlandmosen er det gennemsnitlige N/P-forhold 21,5. For gravebane 10/11 er der ikke en målbar fosforkoncentration, mens kvælstofmængden er 2,42 mg/l (NO 3-N og NH 4-N). Således er N/P-forholdet altså over 10. Forøget tilførsel af fosfor vil dermed give øget algevækst (Sand-Jensen 2000, Berthelsen og Fenger 2005). Der opstilles af Søgaard et. al. (2003) en grænse på 0,025 mg/l for den totale fosformængde i kalk- og næringsfattige søer. Sand-Jensen (2000) angiver 10 mg/m 3, dvs. 0,01 mg/l, som det naturlige i næringsfattige søer. Gravebanerne i Portlandmosen må antages at være nogenlunde sammenlignelige med denne naturtype, hvorfor værdierne kan bruges som indikator for, om de målte koncentrationer er høje eller lave. Den anvendte målemetode kan ikke måle koncentrationer under 0,1 mg/l, men i alle de prøver, hvor metoden har kunnet måle en koncentration, er indholdet af PO 3-P over de angivne grænser. Den gennemsnitlige fosfor-koncentration er 0,06 mg/l, hvilket er over de af Søgaard et. al. og Sand-Jensen angivne koncentrationer. Ligesom nitrat er fosfat ph-afhængig, således at der ved højere ph vil være større mængde plantetilgængeligt fosfat 77

80 Genopretning i Portlandmosen (Berthelsen og Fenger 2005, s341). Der ses dog ikke en direkte sammenhæng mellem fosfat- og ph-målingerne, hvilket anses for at have samme forklaring som angivet under nitrat Atmosfærisk deposition af næringsstoffer Næringsstofkredsløbet i højmoser bør være et relativt lukket system, men som nævnt ovenfor er systemet i Portlandmosen ikke lukket. Der tilføres forskellige næringsstoffer fra atmosfæren. Et af dem er fosfor. Der er dog ikke målt våddeposition af fosfat i resultaterne for Portlandmosen med de anvendte målemetoder (mindste målbare koncentration 0,25 mg/l). Der måles dog en atmosfærisk deposition af kvælstof i Portlandmosen. Målsætningen for hvor meget kvælstof højmoser må modtage fra atmosfæren er fastsat som en tålegrænse. Tålegrænser er defineret som den belastning ( ) under hvilken væsentlige skadelige effekter på udvalgte følsomme elementer af natur og miljø ikke vil forekomme (Agger et. al. 2002, s20 efter Nilsson og Grenfelt 1988). For højmoser er tålegrænsen sat til 5-10 kg N/ha/år (Agger et. al. 2002, s22), svarende til grænsen for hvor meget næring sphagnumplanterne kan udnytte. DMU (2007) målte i 2007 en deposition af kvælstof i Portlandmosen på kg N/ha. Dette tal overskrider højmosens tålegrænse og bryder dermed målsætningen for maksimal kvælstoftilførsel til den danske natur. De gennemførte undersøgelser antyder, at depositionen af kvælstof er større i den nordlige ende af mosen i forhold til den sydlige del af Portlandmosen. Dette giver anledning til at undersøge den geografiske placering af potentielle kilder til den atmosfæriske deposition af kvælstof i Portlandmosen. Kilderne til den atmosfæriske deposition af kvælstof er især punktkilder som svinefarme, hvor ammoniakdampe opstår fra fordampning af urea (se afsnit 8.1.1). En indikator på sådanne punktkilder er, hvis der observeres gylletanke i området. På figur 24 er vist, hvor i området nær Portlandmosen der er gylletanke at se, samt hvor langt der er fra punktkilderne til Portlandmosen (Nærbilleder er i bilag 4 som dokumentation). Det kan ikke garanteres, at der ikke findes andre kilder i området, ligesom det ikke er helt sikkert, at gylletankene er i anvendelse. Alligevel vurderes det, at metoden giver en god indikation af, hvor der er potentielle kilder til fordampning af ammoniak 78

81 Barrierer for genopretning Figur 24: Afstand fra punktkilder (gylletanke) til Portlandmosen. Der findes tre gylletanke nordvest, tre vest og syv sydøst for Portlandmosen. Figuren viser, at afstanden til punktkilderne er mindst i den nordlige del af mosen (mindre end 2 km), mens afstanden mellem Portlandmosen og de sydlige punktkilder er 3 km. Dette kan være en del af forklaringen på, at depositionen er størst i den nordlige del af Portlandmosen. Kvælstofdepositionen bæres af vinden, og vindens retning og hastighed har derfor betydning for hvor meget kvælstof, der deponeres i Portlandmosen fra de mulige kilder. På figur 25 ses to vindroser fra henholdsvis Aalborg Lufthavn og Tirstrup Lufthavn. Portlandmosen ligger mellem disse to punkter, og vindroserne kan derfor benyttes til at give et billede af vindforholdene i området. 79

82 Genopretning i Portlandmosen Figur 25: Vindroser ( ) for henholdsvis Aalborg Lufthavn (til venstre) og Tirstrup Lufthavn (til højre). Den dominerende vindretning i Portlandmosen estimeres til vest-sydvest, da vinden kommer fra denne retning ca. 40 % af tiden i både Aalborg og Tirstrup. Også fra øst blæser det relativt ofte begge steder. De kraftigste vinde (over 10,8 m/s) kommer i Aalborg mest fra vest-sydvest og nogle gange fra øst eller øst-sydøst, og i Tirstrup mest fra vest og vest-nordvest. Kvælstofdepositionens primære bevægelsesretning er altså fra vest mod øst og også delvist fra øst mod vest. Sammenholdt med figur 25 understøtter dette forklaringen på, at den nordlige del af Portlandmosen modtager størst atmosfærisk deposition af ammonium, idet en vestenvind vil bære kvælstofforbindelser ind over mosen fra punktkilderne vest for den nordlige del af mosen. Kvælstofdepositionen varierer i forhold til ruheden i et område, således at områder med stor ruhed modtager større deposition end fladere områder. Ruhed kan skyldes vegetation, eksempelvis skov, læhegn etc. En skovbevokset højmoseflade modtager dermed mere atmosfærisk deposition af næringsstoffer end en åben højmoseflade. Depositionen er særligt høj på steder, hvor ruheden stiger pludseligt, dvs. ved skifte fra eksempelvis flad mark til skov, men den vil falde igen jo længere inde i skovområdet, der måles (Skov- og Naturstyrelsen 2003 (a)). Mellem Portlandmosen og punktkilderne øst for mosen, er der ikke nogen skovbevoksning, men flade marker (de gamle Mou- og Møllesø-fenner), spredte levende hegn og lidt bevoksning omkring Lillesø. Det betyder, at den første betydelige ruhed vest-nordvest for disse punktkilder er bevoksningen omkring gravebane 10/11, hvor der sandsynligvis vil være forøget afsætning af kvælstofforbindelser. Det er dog tre km væk fra punktkilderne, hvilket mindsker betydningen. 80

83 Barrierer for genopretning Mellem punktkilderne vest for mosen og den nordlige del af Portlandmosen er der meter brede skovbevoksede områder (de gamle gravebaner 4-5 og 6-7 (Riis 2006)), men den første større ruhed er Portlandmosens vestlige grænse ca. 1,5 km væk Vegetation Undersøgelserne viser en sammenhæng mellem vandindhold og vegetation, blandt andet findes sphagnum kun i det vådeste punkt. Det viser, at sphagnumarter og høljearter som soldug og hvid næbfrø sandsynligvis vil opnå større udbredelse, når det sekundære vandspejl i mosen hæves som følge af Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag. At høljerne igen får en naturlig udbredelse i Portlandmosen vil være med til at forbedre biodiversiteten i området, fordi det især er i høljerne, vegetationsændringer slår igennem, når højmosen forstyrres af dræning (Risager 2003). Indvandring af sphagnum Der er i næringsberigede højmoser, hvilket Portlandmosen på baggrund af foregående afsnit må vurderes at være, mulighed for indvandring af Sphagnum Fallax. Denne ekstremfattigkærs-art kan klare forhøjede mængder af kvælstof ift. andre sphagnumarter og har desuden stor mulighed for at danne vækst i områder med åbent vand (Risager 2005). Derfor er det sandsynligt, at den dominerende sphagnumart den første periode bliver S. Fallax, eventuelt sammen med S. Rubellum uden for områderne med åbent vand. Sphagnum Rubellem trives under tørrere forhold end andre sphagnumarter. Det betyder ikke, at S. Rubellum trives i meget tørre områder som eksempelvis den vestlige del af Portlandmosen, blot at den relativt bedre tåler mindre vandindhold i jorden, hvorfor den også i uforstyrrede højmoser ses på tuer. Denne art observeres i Portlandmosen i dag, på trods af at området er stærkt drænet, og den vil sammen med S. Fallax sandsynligvis være med til at gendanne sphagnum-dækket i Portlandmosen. S. Rubellum vil sandsynligvis være at finde på tuerne og S. Fallax i høljerne og evt. i de mindre gravebaner 12 og 13 i en hængesæk. De resterende sphagnumarter, som er mere sårbare, har lettere ved at etablere sig, når jorden i forvejen er bevokset af sphagnum (Risager 2005). Da vil successionen gå i retning af mere naturlige højmoseforhold; der vil ske forsuring og næringsstofkoncentrationen vil mindskes. Derfor vil en spredning af S. Fallax og S. Rubellum give bedre forhold for andre sphagnumarter, der så vil spredes i Portlandmosen, når forholdene bliver mere gunstige. Den egentlige tørveproduktion kan igen sættes i gang, når mineraliseringen bremses ved vandstandshævning og de mere tørvedannende sphagnumarter som S. Magellanicum bliver udbredt (Risager 2005, s89). Hvis de tørvedannende processer er i gang igen, betyder det, at udviklingen er på vej mod naturlig tilstand igen. 81

84 Genopretning i Portlandmosen 11.5 Observerede minusstrukturer De minusstrukturer, som er observeret, er trævækst, tørvegrave samt grøfter og dræning. Det er alle nogle ting, der er blevet etableret for år tilbage, og som Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag mindsker den skadelige virkning fra. Græsning, kørsel og fodring af dyr ses ikke i Portlandmosen, og her skal det nævnes, at Aage V. Jensen Fondene stiller skrappe krav til bygherrerne på genopretningsprojekterne i forhold til hvor stor en belastning, de må påføre højmosefladen (Andersen, samtale 2009). Ud over den tilbageværende dræning fra dræningskanaler og tørvegrave samt påvirkning fra omkringliggende arealer er situationen i Portlandmosen i dag stabil. Birk i mosen Næsten hele Portlandmosen er eller har været præget af opvækst af birk. Det eneste, der holder birken væk fra uforstyrrede højmoser, er et højt vandindhold i jorden. Så snart der sker en dræning af højmosen, kan birken indvandre, og det er netop det, der er sket i Portlandmosen. Hverken lav ph og få næringsstoffer holder birken væk, da den kan gro på meget næringsfattig jord på grund af en særlig svamp i rødderne, der tilfører birken næringsstoffer, og træet trives også på sur jordbund (Kjær u.å. (a)). Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag indebærer et større projekt omkring fældning af træer, især birk, i Portlandmosen (øst for gravebane 10/11 fældes alle træer). Projektet er i dag halvt gennemført; der mangler stadig den nordlige halvdel af den østlige del af mosen. Fondene forventer ikke, at træfældningen skal gentages med års mellemrum, da det er et bekosteligt indgreb (Andersen, samtale 2009). Da det ifølge Andersen slider på højmosefladen, selvom der anvendes maskiner specialdesignet til ikke at lægge for stort pres på tørven, bør det heller ikke gentages jævnligt. Hvis det skal lykkes at holde birken permanent ude af den østlige del af Portlandmosen, kræver det at vandstanden bliver tilstrækkelig stor til, at birken ikke kan indvandre. Det er sandsynligt, at dette kan lade sig gøre på selve højmosefladen, men på de skrånende områder ind mod gravebanerne og langs dræningskanalerne er der risiko for, at der på trods af tilskodningerne og hævningen af det sekundære vandspejl stadig vil være lavt vandindhold i jorden, fordi hældningen giver en større overfladisk og underjordisk afstrømning (jævnfør afsnit 7.1.4). Samtidig er der langs nogle af dræningskanalerne en forhøjning, hvor det opgravede materiale fra kanalen blev placeret ved udgravningen, så der vil fortsat være en højderyg, som vil have et relativt lavere sekundært vandspejl og dermed mindre vandindhold i jorden end resten af højmosefladen. Koten på de tre målepunkter i måleserien ved transekt B dokumenterer dette (se figur 26). Det betyder, at der langs dræningskanalerne og gravebanerne er risiko for, at trævækst igen vil få fat, selv efter vandstandshævningen. 82

85 Barrie erer for genopretning Figur 26: sammenhængen mellem afstand fra dræningskanalenn og højden i måleserie b. Indvandring af sitkagran Ud over birk indvandrer sitkagraner også på højmoseflader, der drænes. Sitkagran findes ikke naturligt i Danmark, men er importeret fra Nordamerika og plantet i plantager i Høstemark Skov, Tofte Skov og mange andre steder i Danmark, men den er ikke ønsket i højmoserne, da den forringer den øvrige natur, bl.a. ved at mindske biodiversiteten. Sitkagran har ikke naturlige fjender i Danmark, da hverken store eller små dyr i skoven spiser den (Kjær u.å. (b), Andersen, samtale 2009). Frøene spredes med vinden, så derfor er det svært at holde sitkagranerne væk fra højmosefladen, og kun et forøget vandindhold i jorden kan være med til at holde dem ude af Portlandmosen. Vandindholdet vil dog sandsynligvis kun blive højt nok på den østlige del af mosen, og sitka vil stadig kunne gro vest for gravebane 10/11. For at undgå frøspredning fra vest mod øst (hvilket der er risiko for, da vest er den fremherskende vindretning, se figur 25) indgår det i Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag at fjerne sitkagraner i den vestlige del af mosen. Dette vil ske i 2009 og 2010 ( Andersen, samtale 2009). Da det er usandsynligt, at vandindholdet i den vestlige del af mosen bliver højt nok til at holde sitkagranerne borte, bør der efter endt træfældning være opmærksomhed omkring, at sitka ikke igen slår rødder. Det gælder også for de områder af den østlige del af Portlandmosen, der efter vandstandsstigning vil være tørre nok til at sitka kan gro. Dyr i mosen Det indgår i Aage V. Jensen Fondenes overvejelser at udsætte dyr, eksempelvis kronvildt eller vildsvin, i Portlandmosen i forbindelse med et projekt i hele Lille Vildmose. Her bør det overvejes, hvilken belastning det vil være for højmosefladen. Dyrene kan have en gavnlig effekt ved at holde trævæksten nede på højmosen, og det vil være en måde at sikre, at birk ikke vil genindvandre på højmosefladen. I den vestlige del af mosen ses imidlertid spor efter slid i lyngvegetationen, sandsynligvis dyreveksler alternativt fra menneskelig færdsel. Hvis dette dannes på den østlige side af gravebane 10/11 kan det forringe mulighederne for at få en fuldstændig genopretning af højmosen, fordi slitagen er skadelig for vegetationen og især det sphagnumdække, der gerne skulle etableres. Derfor bør de positive og negative konsekvenser opvejes i forhold til hinanden, inden der eventuelt udsættes dyr på højmosefladen i Portlandmosen. Eventuelt kan det overvejes, hvilke dyr der 83

86 Genopretning i Portlandmosen pålægger mosen mindst slid, så vildsvin eksempelvis fravælges frem for mindre dyr som bævere (Lille Vildmose u.å. (a)). Naturlig opbygning Portlandmosens opbygning svarer ikke længere til det, man vil finde hos naturlige og uforstyrrede højmoser. Mosens vertikale opbygning er forstyrret af dræningen. I den vestlige del af mosen observeres ikke længere naturlige høljer, dertil har dræningen og sætningerne været for store. Der ses dog variationer i højden pga. de manuelle tørvegrave, men i stedet for naturlig høljevegetation giver det særligt tørre forhold på de forhøjede områder, se figur 27. I den østlige del af mosen er udbredelsen af høljerne heller ikke stor, det er tuevegetationen, som dominerer. Dette forventes dog at ændre sig, når vandstandshævningen efter genopretningsprojektet bliver en realitet. Det vil give bedre forhold for høljevegetationen. Figur 27: Manuelle tørvegrave i den sydvestlige del På en drænet højmose strækker akrotelmen sig unaturligt langt ned i jorden, fordi det sekundære vandspejl står for lavt. Vandstandsstigningen vil hæve det sekundære vandspejl og dermed grænsen mellem akrotelmen og katotelmen. Det vil betyde, at forudsætningerne for vækst i tørvens tykkelse igen er til stede (idet ophobningen af SOM er større under anaerobe forhold pga. mindre mineralisering). Det forudsætter dog, at de særligt tørvedannende sphagnummosser indvandrer (Risager 2005). Der observeres ingen naturlig laggzone eller kantskov. Portlandmosen er en del af et stort område, der tidligere har været dækket af mose, og det er kun pga. opdyrkning og udnyttelse af det omkransende område, at mosen fremstår isoleret og i den form, den har i dag. Det betyder, at mosen ikke har naturlig lagg og kantskov. Langs den østlige del strækker højmosefladen sig helt ud til gravebane 13. Nord for mosen ligger skelgrøften, der modtager den overfladiske afstrømning fra Portlandmosen. Vest for gravebane 10/11 er der stadig skov, og længere mod vest ud mod de 84

87 Barrierer for genopretning tilstødende marker løber flere drængrøfter, der afvander markerne og noget af den skovbevoksede del af mosen. Der er altså ingen naturlig overgangszone omkring Portlandmosen. Da træerne i den vestlige del af mosen ikke bliver fældet i første omgang, giver det mosen en del af den afskærmning, den mangler fra naturlig kantskov. Det gør dog ikke Portlandmosen mere naturlig; mosen mangler stadig de naturlige omkringliggende zoner. Når mosen genfinder den naturlige balance, efter Aage V. Jensen Fondenes genopretning er fuldført, og vandstanden er hævet, vil det være muligt, at udvikle den østlige del af Portlandmosen til en form for laggzone og kantskov, som vil medfører en opbygning mere lig højmosens naturlige horisontale opbygning. I stedet for at forvente at højmosefladen vil strække sig helt ud til Ny Høstemarksvej, er det overvejende sandsynligt, at der dannes en naturlig kantskov på den skråning, der udgør kanten af mosen og støder op til gravebane 13. Her vil det sandsynligvis ikke være muligt at holde vandindholdet i jorden så højt, at trævæksten ikke indfinder sig igen, og dermed kan der igen opstå kantskov. Selvom trævækst generelt er uønsket, er kantskoven ikke nødvendigvis et problem. Kantskoven har nogle vigtige funktioner, bl.a. som afskærmning/beskyttelse (Skovog Naturstyrelsen 2003 (a)). Problemet kan dog være, hvis træerne har for stor drænende effekt inde på selve højmosefladen, eller hvis de spredes længere indad med tiden. Målingerne i gravebane 13 viser ikke umiddelbart høje næringsstofkoncentrationer, men Riis (2006) påpeger, at gravebanen modtager næringsholdigt vand, og ligeledes fremstår den med vækst af liden andemad og tagrør, hvilket er tegn på næringsstofberigelse. I lyset af dette er det sandsynligt, at denne udvikler sig til en form for lagg-område. Laggen er karakteriseret af planter, der trives med lidt mere næring end højmosens basisarter, og de vil kunne indvandre i gravebane 13. Gravebane 13 fremstår i dag delvist bevokset med træer, og derfor er det muligt, at der vil opstå en udefinerbar grænse mellem lagg og kantskov. Forstyrrelser Transekt B følger den gamle brandvej i Portlandmosen og den nyligt anlagte gangsti (board-walk) ind til gravebane 10/11. Området fremstår umiddelbart sundt med høljer med sphagnumvækst og er generelt præget af hjemmehørende basisarter, men der er tegn på slid omkring stien, og resultaterne viser størst udsving i næringsstofkoncentrationer langs dette transekt. Det tyder på, at der er sket en forstyrrelse langs dette transekt. Forstyrrelsen kan være sket for år tilbage i forbindelse med brug af brandvejen, men det kan også skyldes arbejdet med at anlægge gangstien og den øgede færdsel i området. Ifølge Andersen (samtale 2009) er fordelen ved gangstien, at man kan styre de besøgende, så det ikke er et større område af højmosefladen, der udsættes for slid, men kun den anlagte gangsti og området umiddelbart i nærheden af denne. Imidlertid viser resultaterne, at der er risiko for, at det alligevel giver relativt stor forstyrrelse i området. Det vides ikke, om forstyrrelserne skyldes brandvejen, anlæggelsen af gangstien eller de mange 85

88 Genopretning i Portlandmosen besøgende turister, men dette bør undersøges nærmere, hvis fremtidige gangstier overvejes etableret i Lille Vildmoses andre moser Opsamling - barrierer for genopretning For at sammenfatte hvad de største barrierer er for genopretning af Portlandmosen er der ud fra undersøgelsens resultater og den opstillede figur over kædereaktioner i Portlandmosen (figur 17) opsat en prioritering af de barrierer, der er undersøgt. Dræning må vurderes at være den største barriere for genopretning, da der er mange afledte effekter deraf. Lavere vandindhold i jorden betyder færre basisarter i området, og især mængden af sphagnum påvirkes. Dræning muliggør indvandring af træer, hvilket forværrer dræningen. Samtidig øges mineraliseringen i jorden, hvilket bremser ophobningen af tørv og frigør næringsstoffer. Mange af de skadelige effekter i Portlandmosen hænger altså sammen med dræning. Efter dræning vurderes øget koncentration af næringsstoffer at være det, som påvirker mulighederne for genopretning mest. Det forvrider konkurrenceforholdene mellem basisarter og invasive arter, og særligt høje koncentrationer kan være giftige for nogle sphagnumarter. Årsagerne til den øgede mængde næringsstoffer er større omsætning og den atmosfæriske deposition. For høje ph-værdier udgør en mindre barriere, da det naturligt reguleres pga. lav ph i regnvand og sphagnumarternes forsuring af jorden. Det kræver dog tilstedeværelse af sphagnum. ph har en teoretisk sammenhæng med mineraliseringshastigheden, men en sådan sammenhæng spores ikke i resultaterne, hvilket yderligere underbygger, at det kun er en mindre barriere. Invasive arter kan forværre forholdene for basisarterne pga. konkurrence og evt. dræning. Det er dog ikke en direkte barriere, men en afledt effekt af de ovennævnte barrierer. 86

89 Muligheder for genopretning 12 Muligheder for genopretning Formålet med den følgende diskussion er at vurdere mulighederne for succesfuld genopretning i Portlandmosen af de barrierer for genopretning, der er blevet påpeget i de forrige afsnit. For at kunne tale om succesfuld genopretning, er det nødvendigt at vide, hvad målet med genopretningen er. Ifølge Perrow og Davy (2002) er der forskellige måder at forstå genopretning på. De udpeger fire betegnelser, der primært anvendes, hvoraf de tre er relevante i denne sammenhæng: restoration, rehabilitation og reclamation. Restoration er at bringe et økosystem tilbage til (eller tilnærmelsesvis tilbage til) den tilstand, det var i, før det blev forstyrret. Hvis der skal være tale om restoration, skal økosystemet være selvregulerende efter indgrebet er færdigt. Rehabilitation er at bringe et økosystem tilbage til en tidligere tilstand. Til forskel fra restoration behøver rehabilitation ikke at bringe økosystemet helt tilbage til den oprindelige tilstand, men kun en del af vejen; det kan med andre ord betegnes som alle slags forbedringer i økosystemets tilstand, der bringer det tættere på det oprindelige uden at være restoration. Reclamation er at bringe et økosystem til en bedre tilstand. Det er ikke nødvendigvis den oprindelige tilstand, men i stedet en anden tilstand, der også er god. Det vil sige, at resultatet adskiller sig fra det oprindelige økosystem (Perrow og Davy 2002). Når ordene restoration, rehabilitation og reclamation anvendes, er det med fokus på målet med genopretningen (altså målet med genopretningsprocessen). Når ordet genopretning anvendes, dækker det over processen at genoprette, dvs. det skal forstås som et middel og en proces i stedet for et mål. Det er i øvrigt den betydning, Perrow og Davy (2002) tillægger det fjerde ord, de nævner, nemlig remediation. En vurdering af mulighederne for genopretning er i høj grad afhængig af, hvad udgangspunktet for genopretningen er. Portlandmosen kan ikke betragtes som et homogent areal, da forholdene varierer meget i forskellige dele af mosen. Det er 87

90 Genopretning i Portlandmosen derfor valgt at opdele Portlandmosen i tre overordnede habitater. Disse habitater er den østlige del, den vestlige del og gravebanerne. Den østlige del af mosen henligger i dag som et åbent område efter træfældning. Der er observeret Sphagnum Fallax og Sphagnum Rubellum og kun få invasive arter, og høljestruktur er til stede i mindre grad. Den vestlige del af mosen fremstår skovbevokset. Flere steder observeres træer, som vurderes at være mindst år gamle (se evt. figur 3). Træerne er typisk fyr, birk, bævreasp og bøg. Det tredje habitat, der observeres i Portlandmosen, er gravebanerne. Især gravebane 10/11, men også til dels gravebane 9 kan som nævnt til dels betragtes som ferskvandssøer med de processer, der er knyttet dertil. Gravebane 10/11 fremstår dels med åbent vand, dels med bevoksning af tagrør. Gravebane 9 er stærkt bevokset med tagrør og omkranset af skov. Gravebane 12 og 13 er smallere end de to andre og bevokset med buske, træer, tagrør og begyndende hængesæk i nogle områder. Tre så forskellige habitater befordrer, at mulighederne for genopretning vurderes i relation til habitaterne separat i stedet for at give en samlet vurdering for hele Portlandmosen Den østlige del af Portlandmosen Den østlige del af mosen vurderes at være den mindst forstyrrede i forhold til naturlige højmoser. ph-forholdene vurderes ikke at give problemer for indvandring af højmosevegetation. Der er kun observeret få invasive arter og efter træfældning er der begrænset trævækst. Jævnfør figur 17, der viser sammenhængene i en højmose, kan der være en sammenhæng mellem lav ph og få invasive arter. Det skyldes, at lav ph holder invasive arter ude af mosen, så det undgås, at forholdene forringes for sphagnumplanterne, hvilket især sker ved indvandring af træer. Når sphagnumplanterne trives, vil ph holdes lav. Det vurderes ikke, at tilgængeligheden af næringsstoffer skaber stor forvridning af konkurrenceforholdene mellem basisarter og invasive arter, og problemet mindskes yderligere ved vandstandshævning. Disse resultater tyder på, at der er relativt naturlige forhold og dermed en vis balance i den østlige del af Portlandmosen. Alligevel fremstår mosen ikke som uforstyrret højmose, og især de arter, der er knyttet til høljerne på højmosefladen observeres ikke, mens tuevegetationen klart dominerer, med lyngarter og revling som de mest udbredte arter. Ud fra dette konstateres, at den primære barriere for at få gendannet naturlig højmosevegetation i den østlige del af mosen er et for lavt vandindhold i mosen. 88

91 Muligheder for genopretning Med Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag i Portlandmosen har der indtil videre været størst fokus på den østlige del af mosen, især fordi tilstanden i denne del er mindst forstyrret. Formålet med genopretningen i denne del af mosen er en restoration. Der er igangsat fældning af træer samt opsætning af spuns for at stoppe dræningen, så vandet bliver i mosen. Det er især dræningen ind mod gravebane 10/11, i den sydlige del ud mod Vildmosevej og ud mod Ny Høstemarkvej på østsiden langs de største dræningskanaler (se bilag 1), der er stoppet. Det betyder, at Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag ved at bremse dræningen (både fra træer, dræningskanaler og gravebaner) har mindsket det, der vurderes som den største barriere for, at der kan gennemføres en fuldstændig restoration. Genopretningen er imidlertid ikke afsluttet endnu, og perioden fra genopretningen begyndte, har været meget tør (se afsnit diskussion af analyse, fejlkilder og usikkerheder). Derfor er det endnu ikke muligt at vurdere, hvor stor en effekt de opsatte spuns vil have på mosens vandindhold. Det er dog sandsynligt, at de ikke fuldstændigt vil opveje de dræningsmæssige problemer, som Portlandmosens fragmenterede opbygning giver, idet der stadig internt i mosen og mellem mosen og omgivelserne er højdeforskelle på op imod 1,5 meter inden for få meter (se figur 28). Idet der stadig forekommer niveauforskelle og skrånende partier på højmosefladen, er der på grund af større afstrømning mulighed for trævækst. Den fremtidige udvikling i området afhænger af om den naturlige balance kan genskabes. Det betyder, at habitatet igen skal fungere som et relativt isoleret system uden dræning til omgivelserne og uden betydelig tilførsel af næringsstoffer fra omgivelserne, herunder også den atmosfæriske deposition. Hvis det lykkes, vil en restoration være mulig, dvs. at genskabe store områder med sammenhængende højmosevegetation i Portlandmosens østlige del uden, at det vil være nødvendigt med fortløbende pleje. Figur 28: Niveauforskel mellem Portlandmosen og det omkringliggende landskab. Hvis vandstanden imidlertid ikke bliver høj nok, vil det betyde, at den ønskede naturlige balance ikke indfinder sig. Derfor vil der være risiko for, at det vil være nødvendigt at fælde træer med få års mellemrum for at mosen ikke gror til igen. Hvis dette er nødvendigt er en restoration ikke mulig, fordi økosystemet dermed ikke er selvregulerende efter afslutning af indgrebet. Selvom vandstanden er vurderet til at være den primære barriere, er det nødvendigt at være opmærksom på, at andre barrierer ikke må forøges til et skadeligt niveau 89

92 Genopretning i Portlandmosen samtidig med, at vandstanden hæves. Det skal dermed undgås, at der strømmer næringsholdigt vand ind i mosen fra omkringliggende arealer, når vandstanden hæves. Overordnet er der store muligheder for restoration i den østlige del af mosen, med de nuværende tiltag Den vestlige del af Portlandmosen I den vestlige del af mosen er forholdene langt fra uberørt højmose. Der er meget begrænset forekomst af sphagnum og ikke nogen naturlig tue-høljestruktur. I stedet er området dækket af lyng og varierende bevoksning med forskellige træer. ph stiger i udkanten af mosen (bortset fra transekt A, hvor sitkagran kan være årsagen til forhøjet forsuring). Det kan være en indikation på, at der er påvirkning fra de vestligt liggende landbrugsarealer, ikke kun påvirkning af ph, men også tilførsel af næringsstoffer. Tendensen ses også delvist i næringsstof-målingerne. På trods af den mulige påvirkning fra landbrugsarealerne og de få basisarter er den største barriere for genopretning af den vestlige del af Portlandmosen den store grad af dræning, der har skabt og er skabt af indvandring af træer. Dræningen er med til at skabe andre problemer, mineralisering, indvandring af højmosefremmede arter, færre basisarter osv.. Mulighederne for genopretning af denne del af Portlandmosen er dårligere end i den østlige del, især inden for en 30-årig periode. I denne del af højmosen vurderes restoration til ikke at være en mulighed. Det ville være nødvendigt at eliminere de største barrierer, dvs. at dræningen af området skal stoppes, og den nuværende skovbevoksning skal fjernes. Det er problematisk at standse dræningen, fordi de omkringliggende landbrugsarealer ikke er disponible, og de skal derfor stadig kunne dyrkes. Ved en fortsat dræning og samtidig tilførsel af næring fra vest vurderes det ikke være muligt at undgå, at træer vil genindvandre efter skovning. Andersen (samtale, 2009) forventer heller ikke, at der i denne del af mosen vil opstå egentlig højmosevegetation. Der er kun opsat få spunser i denne del af mosen, men vandindholdet i dele af området vil dog blive øget, når vandstanden i gravebane 9 og 10/11 hæves. Der er igangsat træfældning af sitkagraner i området; dette sker i Disse ting gøres primært for at undgå yderligere negativ påvirkning af den østlige del af mosen gennem dræning og frøspredning. 90

93 Muligheder for genopretning Figur 29: Granbevoksning i den vestlige del af Portlandmosen I lyset af de store barrierer for, at en restoration kan lykkes, virker det fornuftigt, at Aage V. Jensen Fondene ikke igangsætter massive genopretningstiltag i denne del af mosen. For at der kan være tale om en genopretning af hele Portlandmosen, vurderes det nødvendigt, at Fondene tager stilling til, hvad målet er i den vestlige del af mosen, når restoration ikke overvejes. Det bør derfor vurderes, om der kan opnås en anden form for genopretning i denne del af mosen. Rehabilitation vurderes at være muligt, dvs. forholdene kan godt forbedres i denne del af mosen, selvom der ikke sker en fuldstændig restoration. Det vil sandsynligvis ske i forbindelse med vandstandshævningen, hvor det forventes, at der indvandrer mere højmoselignende vegetation i de lavestliggende dele af området, der bliver vådest. Alternativt kan der formuleres andre mål med området. Det kan ske ved, at der udføres reclamation, altså genopretning med et andet mål end den oprindelige tilstand. Der kunne eksempelvis fokuseres på at skabe en mere naturlig skovbevoksning. I lyset af den samlede situation i Portlandmosen virker det mest fornuftigt at definere, at der i den vestlige del af mosen ikke må foretages indgreb, der vil påvirke den østlige del af mosen negativt. Det bør accepteres, at denne del af mosen har til 91

94 Genopretning i Portlandmosen formål at fungere som buffer for den østlige del, hvor restoration formentlig kan gennemføres. Den vestlige del af mosen bliver påvirket af de omkringliggende landbrugsarealer, både fra luften og fra tilstrømmende drænvand. Den kraftige skovbevoksning skaber ruhed, hvorfor der sandsynligvis er øget deposition af luftbåren kvælstof her. Det bør undersøges, om der er risiko for, at der skabes større deposition af kvælstof i den østlige del af mosen, hvis træerne i den vestlige del fældes Gravebanerne i Portlandmosen Aage V. Jensen Fondenes genopretningstiltag har i forhold til gravebanerne primært fokus på de afledte effekter, en vandstandshævning vil have på de omkringliggende, drænede højmoseflader. Gravebane 9 deles i to bassiner for at kunne hæve vandstanden til kote 4,7 i den sydlige ende mod 3,8 i den nordlige del (Riis 2006, s43ff). Gravebane 10/11 deles ligeledes i to bassiner, så vandstanden i den sydlige del kan hæves til kote 5,0 (50-80 cm mere end i dag) og den sydlige til kote 4,7. Der er altså ikke fokus på egentlig genopretning af gravebanerne. Gravebanerne er dog en stor del af det, som gør, at Portlandmosen fremstår fragmenteret. Ideelt set vil det være godt for højmosen, hvis gravebanerne gror til, fordi det vil give mulighed for et større sammenhængende areal med højmosevegetation, der ikke afbrydes og påvirkes af gravebanerne. At genoprette alle gravebaner er ikke muligt inden for 30 år, men det bør dog overvejes, om nogle gravebaner kan komme tættere på den oprindelige tilstand. Hvis der skal dannes højmosevegetation i gravebanerne, skal det foregå ved tilgroning, idet de fremstår med åbent vand. Tilgroning kan finde sted ved overgroning dvs. dannelse af hængesæk eller ved opfyldning, hvor en gravebane vil fyldes op med organisk materiale fra tagrør og lignende. Der er forskellige barrierer, der bremser tilgroning af gravebanerne. Den umiddelbare barriere i de brede gravebaner (dvs. 10/11 og delvist 9) er, at der er for høj vandstand og dermed for meget cirkulation og bølgevirkning. Især hængesækken er sårbar over for dette, men heller ikke vækst af tagrør vil trives godt ved for meget vandbevægelse og for dybt vand. I de smalle og lavvandede gravebaner (12 og 13) observeres begyndende dannelse af hængesæk, ligesom der observeres vækst af tagrør og andet (se figur 30). Det betyder, at udviklingen imod tilgroning her er på vej (ved en kombination af tilgroning og opfyldning). 92

95 Muligheder for genopretning Figur 30: Tilgroning af gravebane 13 Mængden af tilgængelige næringsstoffer påvirker også muligheden for tilgroning. Dannelsen af hængesæk kræver sphagnumplanter, og de fleste af disse trives ikke, hvis der er for mange næringsstoffer i miljøet (det gælder dog ikke S. Fallax) Det kan dermed ligesom for høj vandstand udgøre en barriere for overgroning af dræningskanalerne. I gravebane 12 observeres der allerede hængesæk, men denne rummer ikke store næringsstofkoncentrationer. I gravebane 9 og 13 viser de fundne næringsstofresultater ikke store udsving, men ifølge Riis (2006) er der tilstrømning af grundvand fra de omkringliggende arealer og dermed tilstrømning af næring. Der observeres begyndende opfyldning af især gravebane 13 og delvist også gravebane 9. De højere mængder af næringsstoffer virker ikke hæmmende på en begyndende opfyldning med organisk materiale da ikke-hjemmehørende arter på højmosen vil trives der og dermed producere mere biomasse ved bedre næringstilstand (Danmarks Fugle og Natur 2009 (e)). Det er især Sphagnum Fallax, tagrør og lignende. Det er sandsynligt, da sphagnum ifølge Risager (2005) kan indvandre og danne en sammenhængende bundvegetation i en tagrørsbevoksning. Gravebane 10/11 er en ca. to meter dyb og 60 meter bred, næringsfattig sø. På grund af søens dybde og bredde er tilgroning usandsynligt. Barriererne er for store til, at det er sandsynligt at gennemføre en restoration uden yderligere tiltag end det, der er planlagt nu udgangspunktet er for langt fra det oprindelige. Rehabilitation vurderes heller ikke at være den rette løsning, da der er for meget forskel på den 93

96 Genopretning i Portlandmosen nuværende og den oprindelige tilstand. Der bør i stedet tages udgangspunkt i gravebane 10/11 som en næringsfattig ferskvandssø i stedet for nedbrudt højmose med mulighed for genopretning. Der skal være fokus på at bevare et godt vandmiljø, herunder at koncentrationerne af kvælstof og især fosfor ikke bliver for høje, så der kommer øget vækst af alger. Det findes sandsynligt, at der i gravebane 12 kan finde rehabilitation sted, evt. restoration på længere sigt. Gravebanen kan gro til ved en kombination af opfyldning og overgroning. Tidshorisonten er relativt lang, sandsynligvis ud over de 30 år, men der er ingen barrierer, der umiddelbart vil forhindre det. Vandstandshævningen i Portlandmosen vil være positiv for denne proces, idet hængesæk, der allerede er dannet, blot vil blive løftet og dermed ikke tage skade. Vandstandshævningen kan dog have en vis negativ indvirkning, idet der er risiko for, at det umuliggør dannelse af hængesæk i den del af gravebane 12, hvor det endnu ikke er opstået. Her kan der dog stadig ske en opfyldning. Det er ikke muligt at sige noget samlet for hele gravebane 9, da den fremstår meget forskelligt i hhv. den nordlige og den sydlige ende. I den nordlige ende af gravebane 9 vurderes forholdene at være nogenlunde ligesom den nordvestlige del af mosen med invasive arter, trævækst o. lign.; dog mindre drænet. I den sydlige del af gravebane 9 minder forholdene mere om det, der ses i gravebane 12. Her fremstår gravebane 9 med vækst af tagrør. På lang sigt vurderes det muligt at gennemføre en rehabilitation, da der er observeret delvis tilgroning med tagrør og mosser, og der er dermed muligheder for, at sphagnum kan indvandre. Der er dog længere tidshorisont end for gravebane 12. Det er umiddelbart ikke relevant at overveje restoration af gravebane 13, for så længe den fungerer som grøft for Ny Høstemarksvej, kan den ikke ændres uden at vejen bliver ufarbar. Her er det udelukkende nødvendigt at fokusere på at mindske dræningen fra den østlige del af mosen. Gravebane 13 og området omkring kan med tiden med fordel udvikles hen imod en blanding af kantskov og lagg; dvs. en reclamation Sammenhæng i genopretningen Det er blevet klart ovenfor, at det er nødvendigt at se på genopretningsmulighederne for de enkelte dele af mosen hver for sig. Der er meget stor variation i Portlandmosen på flere punkter, og derfor er kun en differentieret strategi for genopretning fyldestgørende. Som supplement til den differentierede opdeling vil der afslutningsvis blive set på, hvordan de tre forskellige habitater og genopretningstiltag indbyrdes er forbundet. Selvom de tre habitater med tilknyttede genopretningstiltag er beskrevet isoleret, fungerer de ikke sådan i virkeligheden. En ændring i et habitat kan dermed få betydning i de andre habitater. 94

97 Muligheder for genopretning På nuværende tidspunkt fungerer skovbevoksningen i mosens vestlige del som en bufferzone ind mod den østlige del af mosen. Reduceres skovbevoksningen i den vestlige del af mosen, vil det betyde, at denne buffer reduceres, og det betyder risiko for, at den østlige del af mosen vil modtage større atmosfærisk deposition af næringsstoffer. På den måde er de to habitatområder relateret til hinanden og genopretningstiltag i den ene del af mosen kan påvirke den anden. Hvis der i fremtiden lægges nye planer for genopretningen af den vestlige del af mosen, bør dette tages med i overvejelserne. Den hydrologiske genopretning i Portlandmosen har til formål at øge vandindholdet i mosen ved at holde vandet inde i mosen så lang tid som muligt; dette gøres ved at skabe et serieforbundet afstrømningsmønster. Der er mange positive effekter af dette tiltag, og mange af disse er nævnt i de foregående afsnit. Der er imidlertid også risici forbundet med genopretningen, som der bør være opmærksomhed omkring. En højere vandstand og øget vandcirkulation rundt i Portlandmosen risikerer at skabe en spredning af næringsstoffer. Riis (2006, s8) påpeger, at det næringsholdige vand i gravebane 9 og 13 ikke bør spredes rundt i Portlandmosen. Det kan øge koncentrationen af næringsstoffer i de områder, hvor der er få næringsstoffer tilstede. Der er også andre problemer relateret til vandstandshævningen. Spredningen af næringsstoffer kan også få betydning for udviklingen i gravebane 10/11, der på nuværende tidspunkt fremstår som en næringsfattig sø. Da N/P-forholdet i den nordlige ende er 23,5, og fosfor derfor er det begrænsende næringsstof, vil øget koncentration af fosfor give risiko for bl.a. øget algevækst i gravebanen. Umiddelbart vest for gravebanen måles høje koncentrationer af fosfor, og ved vandstandshævning bør det derfor undersøges, om dette kan spredes til gravebanen. Det er uvist, hvor stort et problem den mulige spredning af næringsstoffer er, men sådanne risici ved de planlagte genopretningstiltag bør undersøges nærmere, idet Riis (2006, s8) fremhæver det som et muligt problem. 95

98 Genopretning i Portlandmosen 13 Konklusion og anbefalinger Portlandmosen var en gang en del af det sammenhængende højmoseareal i Lille Vildmose, men på grund af tørvegravning og dræning fremstår mosen i dag som nedbrudt højmose. Aage V. Jensen Fondene ønsker at genoprette Portlandmosen, så der igen opstår aktiv højmose i området. Dette er udgangspunktet for projektets problemformulering: Hvordan er mulighederne for, at der gennemføres en genopretning af Portlandmosen, set i lyset af mosens nuværende tilstand med hensyn til vegetation, ph og næringsstoffer? For at kunne bedømme mulighederne for genopretning i Portlandmosen er det nødvendigt at vide, hvad udgangspunktet for genopretningen er, dvs. om den naturlige balance er forstyrret og i hvilken grad. Det vil vise hvilke barrierer der er for, at en genopretning kan lykkes. Undersøgelserne i Portlandmosen viser, at mosen på flere områder er forstyrret fra den naturlige tilstand. Området er drænet af dræningskanaler og gravebaner, hvilket har givet mulighed for indvandring af træer. Der måles også for høj ph flere steder, forhøjede næringsstofkoncentrationer og vegetationsændringer som dominans af tuevegetation og tilstedeværelsen af invasive arter. De forandringer i vegetationen, næringsstofkoncentrationerne og ph-værdierne, der er skabt af dræning i Portlandmosen (i forhold til uforstyrrede højmoser), dokumenterer hvordan en højmoses vegetation og de kemiske og hydrologiske processer er sammenhængende. På baggrund af de i undersøgelsen fundne forstyrrelser identificeres nogle overordnede barrierer for genopretning af Portlandmosen. Dræning vurderes at være den største barriere for at skabe større sammenhængende højmosevegetation i mosen, men Aage V. Jensen Fondenes hydrologiske genopretning indebærer en vandstandshævning, der dermed vil mindske dræningen af Portlandmosen. For høje næringsstofkoncentrationer og delvis også for høj ph kan udgøre en barriere for genopretning, men vandstandshævningen vil også mindske disse barrierer. Den atmosfæriske deposition af kvælstof er højere end tålegrænsen for højmoser. Dette er derfor en barriere, der kan påvirke muligheden for succesfuld genopretning. Ud fra disse overordnede barrierer vurderes mulighederne for genopretning i Portlandmosen. Der er så store variationer på de forskellige dele af mosen, at 96

99 Konklusion og anbefalinger mulighederne for genopretning ikke kan vurderes samlet, men i stedet vurderes for tre overordnede habitater. De udvalgte habitater er området øst for gravebane 10/11, området vest for gravebane 10/11 og gravebanerne. Øst for gravebane 10/11 vurderes det, at højmosen er nogenlunde i balance. Den eneste store barriere er dræning, hvilket bl.a. kommer til udtryk ved, at tuevegetation dominerer, mens høljevegetationen er sjælden. Den hydrologiske genopretning som Aage V. Jensen gennemfører, standser dræningen. Det vil bremse mineralisering af tørven, forhindre indvandring af birk og skabe mere høljevegetation, hvilket vil forbedre ph-forholdene. Derfor vurderes det, at der er mulighed for, at der opstår større områder med sammenhængende højmosevegetation, dvs. at der gennemføres en restoration, hvor området bringes tilbage til naturlig tilstand. Dette kræver dog, at processerne i mosen kan fungere relativt isoleret. Det betyder, at der ikke må være stor atmosfærisk deposition af næringsstoffer i mosen. Den vestlige del af Portlandmosen fremstår tilgroet og langt fra udgangspunktet. Denne del af mosen vurderes at være påvirket af barrierer som trævækst, dræning, forøget mineralisering og påvirkning fra landbrugsarealer i en sådan grad, at området ikke kan genoprettes som højmoseflade. Det vurderes nødvendigt, at der fra Aage V. Jensen Fondenes side tages stilling til, hvilket alternativt mål der skal være med genopretningen i denne del af mosen. Et muligt mål er, at områdets tilstand bringes tættere på udgangspunktet, som er højmoseflade (dvs. der gennemføres en rehabilitation). En anden mulighed er at fokusere på at forbedre tilstanden i området uden at fokusere på at gendanne det som højmose (reclamation). Her kan det anbefales, at området skal fungere som buffer for den østlige del af mosen. På den måde afskærmes den østlige del fra påvirkningen fra markerne vest for mosen og den atmosfæriske deposition af kvælstof. Det kan eksempelvis kombineres med et mål om at genskabe området som en form for naturskov. Den tredje type habitat, der observeres i Portlandmosen, er gravebanerne. De fremstår forskelligt og dermed også med forskellige muligheder for genopretning. Gravebane 10/11 er den største gravebane, og det vurderes ikke muligt, at den kan gro til. Det anbefales i stedet, at målet med genopretningen bør være at fokusere på gravebanen som en næringsfattig sø. Det bør sikres, at der opretholdes lav næringsstofkoncentration så stor algevækst undgås. Det samme gælder den sydlige del af gravebane 9. Det vurderes muligt, at gravebane 12 delvist kan genoprettes inden for 30 år, da gravebanen er smal, og der allerede i dag ses en begyndende tilgroning. Det anbefales derfor, at den begyndende tilgroning ikke bremses ved træfældning, så gravebane 13 sammen med den yderste skrånende (og dermed drænede) del af mosefladen udvikles til en form for laggzone og kantskov, da det vil give Portlandmosen en horisontal opbygning mere lig det, der ses i uforstyrrede højmoser. 97

100 Genopretning i Portlandmosen 14 Litteraturliste Agger, P., Christensen, P., Reenberg, A. og Aaby, B. 2002, Det Fede Landskab Landbrugets næringsstoffer og naturens tålegrænser, Niche, [Tåstrup]. Agger, Peder, Christensen, Per, Reenberg, Annette og Aaby, Bent 2002, Det Fede Landskab, Niche, [Tåstrup]. Andersen, J. P. 2009, samtale, Lille vildmosecentret den 20. maj Vedlagt som bilag 5. Andersen, S. og Sjørring, S. 1992, Geologisk set Det nordlige Jylland, En beskrivelse af områder af national geologisk interesse, Geografiforlaget, Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen [København]. Andersen, U. R. 2005, Pilotprojekt Lille Vildmose Nationalpark, COWI A/S. Berthelsen, Marianne og Fenger, Jes 2005, Naturens Kemi, Processer og Påvirkninger, Gyldendal, [København]. Blume H.P., Schachtschabel P., Brümmer G., Hartge K.H., Schwertmann U. 1992, Scheffer/Schachtschabel Lehrbuch der Bodenkunde, 13. udgave, Ferdinand Enke Forlag, Stuttgart. Borggaard, O. K., Raalund-Rasmussen, K., Skyllberg, U. 2001, ph buffering in acidic soils developed inder Picea abies and Quercus robur effects of soil organic matter, adsorbed cations and soil solution ionic strength, Biogeochemistry, vol. 56, nr. 1. Buol, S. W., Southard, R. J., Graham, R. C., og McDaniel, P. A. 2003, Soil Genesis and Classification, Iowa State Press, [Ames, Iowa]. Böcher, Tyge W., Nielsen, Christian Overgaard, Schou, Axel 1969, Danmarks Natur, De Ferske Vande, Bind 5, Politikens Forlag, [København]. CORINE Land Cover COWI COWI 2009, program hentet på: maj Danmarks Fugle og Natur 2009 (a) Billedsøgning efter arter Sphagnum Cuspidatum, URL: [set den ]. Danmarks Fugle og Natur 2009 (b) Billedsøgning efter arter: Sphagnum Magellanicum, URL: [set den ]. Danmarks Fugle og Natur 2009 (c) Billedsøgning efter arter Sphagnum Rubellum, URL: [set den ]. Danmarks Fugle og Natur 2009 (d) Billedsøgning efter arter: Sphagnum Tenellum, URL: [set den ]. Danmarks Fugle og Natur 2009 (e) Billedsøgning efter arter: tagrør, URL: e&felt, [set den ]. Danmarks statistik 1996, FRED1: Beskyttede naturtyper (ha) efter område (amt)(afsluttet), Danmarks statistik, URL: [set den 29/5 2009]. 98

101 Litteraturliste Davy, J. og Perrow, M. R. 2002, Handbook of ecological restoration, Volume 1, Principles of restoration, Cambridge University, [Cambridge]. Den Store Danske 2009 (a), Succession, Gyldendal, URL: ht=succession, [set den 29/5 2009]. Den Store Danske 2009 (b), Klimaksformation, Gyldendal, URL: _og_dyregeografi/plantegeografi/klimaksformation, [set den 29/5 2009]. Den Store Danske 2009 (c), Cellulose, Gyldendals, URL: [set den 29/5 2009]. Den Store Danske 2009 (d), Lille Vildmose, Gyldendal, URL: d/lille_vildmose, [set den 29/5 2009]. DMI 2009, Vejrarkiv, URL: [set den 29/5 2009]. DMU 2004, Overvågning af hedepletvinge, URL: [set den 25/5 2009]. DMU 2007, Kort over Kvælstofdeposition (Afsætning af kvælstof),, URL: 6.htm, [set den 29/5 2009]. GEUS 2004, Den dyrebare olie findes i kalken, URL: [set den 26/5 2009]. Kjær, Torben u.å. (a), Træer i skoven, Birken, URL: [set den 19/5 2009]. Kjær, Torben u.å. (b), Træer i skoven, Sitkagran, URL: [set den 19/5 2009]. Københavns Universitet u.å., Ferskvandsbiologisk Laboratorium og Afdeling for Fykologi Biologisk Institut, Sø- og Vandløbsøkologi, URL: [set den 1/6 2009]. Lille Vildmose u.å. (a), Velkommen til Lille Vildmose, URL: [set den 19/5 2009]. Lille Vildmose u.å. (b), Mosens dannelse, URL: [set den 19/5 2009]. Lund, Thorkild 2006, Lille Vildmose, Sejlflod Kommune, [Sejlflod Kommune]. Lund, Willy P. 1981, Vejledning i udførelse af geotekniske klassifikationsforsøg, URL: [set den 1/6 2009]. Mikkelsen, V. M. 1980, Planteøkologi og Danske Plantesamfund, DSR Forlag, Den KGL. Veterinær- og Landbohøjskole, [København]. Miljøministeriet 1989, Lille Vildmose, Tørveindvinding og naturgenopretning, forlag ej angivet. 99

102 Genopretning i Portlandmosen Miljøministeriet 2008, Bekendtgørelse af lov om Naturbeskyttelse, URL: [set den 19/5 2009]. Miljøstyrelsen 2006, Forceret udvaskning på Hjørring Gasværk Afslutningsrapport, URL: kationer/2006/ /html/kap04.htm, [set den 19/5 2009]. Ministeriet for Fødevarer 2007, Vejledning om gødsknings- og harmoniregler, URL: [set den 19/5 2009]. Mossing, Casper og Hug, Victor 2005, Bevaringsstatus for danske højmoser, URL: [set den 29/5 2009]. Nilsson og Grenfelt 1988, Critical loads for sulphos and nitrogen, Report Skokloster, [Sverige]. Nygaard, B., Mark, S., Baattrup-Pedersen, A., Dahl, K., Ejrnæs, R., Fredshavn, J., Hansen, J. Lawesson, J., Münier, B., Møller, P.F., Risager, M., Rune, F., Skriver, J. & Søndergaard, M., 1999, Naturkvalitet kriterier og metodeudvikling, Danmarks miljøundersøgelser [København]. URL: [set den 19/4 2009]. Olsen, Poul B. og Pedersen, Kaare 2004, Problemorienteret Projektarbejde, en værktøjsbog, Roskilde Universitetsforlag, [Roskilde]. Pedersen, Poul Ammoniak og lugt. Ammoniakfordampning. URL: [set den 19/4 2009]. Petersen, Leif 1994, Grundtræk af Jordbundslæren, DSR Forlag, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Kemisk Institut, [København]. Riis, Niels, Hinge-Christensen, S. og Aaby, B. 2004, Muligheder for naturgenopretning i og omkring Lille Vildmose, Skov- og Naturstyrelsen, Buderupholm Statsskovdistrikt og Nordjyllands Amt, Teknik og Miljø. Riis, Niels 2005, Påvirkning af højmosearealer i Lille Vildmose fra afvanding og tørvegravning, COWI. Riis, Niels 2006, Sikring af højmosearealers gunstige bevaringstilstand I Lille Vildmose, Masterplan med skitseprojekt, Aage V. Jensen Fonde. Risager, Mette 2005, Sphagnum- og lyngforsøg på tidligere tørveindvindingsareal i Lille Vildmose, Norjyllands Amt, URL: [set den 25/5 2009]. Risager, Mette u.å. (a), Højmosen er et artsfattigt økosystem, Lille Vildmose. URL: [set den 25/5 2009]. Risager, Mette u.å. (b) Naturen i Lille Vildmose, Højmoser opbygges af forskellige sphagnumarter, URL: es/mrhojmosenopbygges.htm, [set den 25/5 2009]. Risager, Mette u.å. (c), Den mærkelige tørvemos, Lille Vildmose, URL: [set den 25/5 2009]. Risager, Mette 2003, Vedrørende offentlig høring af forslag til NOVANA: det nationale naturog miljøovervågningsprogram, ViSKon A/S, URL: C BBF40B2279F625EB8/0/viskon.pdf+ph+i+h%C3%B8jmoser&cd=3&hl=da&ct=clnk&gl= dk&client=firefox-a, [set den 25/5 2009]. Ritter, Eva 2009, Mailkorrespondance den 14. maj

103 Litteraturliste Rydin, Håkan, Jeglum, J.K. og Hooijer, Aljosja, The Biology of peatlands, Oxford University Press, [Oxford]. Sand-Jensen, Kaj og Vestergaard, Peter 2007, Det Åbne Land, Gyldendal, [København]. Sand-Jensen, Kaj 2000, Økologi og biodiversitet, 1. udgave, Gads Forlag, [København]. Skinner, Brian J., Porter, Stephen C. og Park, Jeffrey 2004, Dynamic Earth, An Introduction to Physical Geology, John Wiley & Sons, Inc., [USA]. Skov- og Naturstyrelsen 1997, Luften, URL: [set den 19/4 2009]. Skov- og Naturstyrelsen 2000, Handlingsplan for bevaring af den truede planteart Gul Stenbræk (Saxifraga hirculus), URL: [set den 29/5 2009]. Skov- og Naturstyrelsen 2003 (a), Manual vedr. vurdering af de lokale miljøeffekter som følge af luftbårent kvælstof ved udvidelse og etablering af større husdyrbrug, URL: [set den 20/5 2009]. Skov- og Naturstyrelsen 2003 (b), Bilag 3: Forventede intervaller for danske naturtypers følsomhed for belastning med atmosfærisk N, URL: /html/app03.htm, [set den 20/5 2009]. Skov- og Naturstyrelsen 2009 (a), Vildmosen skal holde bedre på vandet: Naturgenopretning i Portlandmosen URL: m, [set den 20/5 2009]. Skov- og Naturstyrelsen 2009 (b), Om højmoser beskrivelse af naturtypen højmose, URL: /, [set den 20/5 2009]. Skov- og Naturstyrelsen 2009 (c), Typiske arter, URL: /typiskearter/, [set den 20/5 2009]. Stenild, Jesper, 2009, Højmoseprojektet, Skov- og Naturstyrelsen [Købenahavn], URL: [Senest opdateret ]. Søgaard, B., Skov, F., Ejrnæs, R., Nielsen, K.E., Pihl, S., Clausen, P., Laursen, K., Bregnballe, T., Madsen, J, Baatrup-Pedersen, A., Søndergaard, M., Lauridsen, T.L., Møller, P.F., Riis-Nielsen, T., Buttenschøn, R.M., Fredshavn, J., Aude, E. & Nygaard, B. 2003, Kriterier for gunstig bevaringsstatus. Naturtyper og arter omfattet af EF-habitatdirektivet & fugle omfattet af EFfuglebeskyttelsesdirektivet., 2. udgave. Danmarks Miljøundersøgelser. 462 s. Faglig rapport fra DMU, nr. 457, URL: ww.pdf Vinther, Erik, 1985, Moseplejebogen, Fredningsstyrelsen [København]. Aage V. Jensen Fondene u.å., Naturområder, URL: [set den 20/5 2009]. 101

104 Bilag 1: Genopretningstiltagene i Portlandmosen (Efter Riis 2006, bilag 1 og 2). Projektkort, udarbejdet til Aage V. Jensen Fondene 102

105 Bilag 2: Vegetationsundersøgelser foretaget 6/ Måleserie a, punkt I (2 m) Måleserie b, punkt I (2 m) Måleserie a, punkt II (15 m) Måleserie b, punkt II (15 m) Måleserie a, punkt III (30 m) Måleserie b, punkt III (30 m) 103

106 Måleserie c, punkt I (2 m) Måleserie c, punkt II (15 m) Måleserie c, punkt III (30 m) 104

107 Bilag 3: Observationer i Portlandmosen Vestlig del af Portlandmosen. De høje birketræer Sydvestlig del af mosen. Mange birketræer og der indikerer at højmosevegetationen i flere årtier bævreasp. Jordbunden er dækket af brombær har været forstyrret af invasive arter. og forskellige græsser. Sydvestlig del af Portlandmosen. Tørvegrave, med Sydvestlig del af mosen. Tue Kæruld og spredte høje birketræer. Desuden ligger der meget birketræer, højmosearter forekommer i denne løvfald på højmoseoverfladen. del af mosen. 105