VETERANPOLITIK I DANMARK

Transkript

1 VETERANPOLITIK I DANMARK OLG Anne Marie Fenger Vejleder Niels Bo Poulsen Forsvarsakademiet Stabskursus Forsvarsakademiet Center for Militærhistorie

2 Abstract In 1920, according to the Versailles treaty, Denmark regained a part of Northern Germany that they lost in At the same time they accepted the responsibility for the training and support off many disabled persons and widows. This period is compared to today s veteran policy, and the laws of modern welfare. These last couples of years, Denmark have had several wounded soldiers coming home, and no formulated policy in the area. In autumn 2010 most parties in the parliament agreed on a policy. But since everybody is equal to the law, no group of people can get any advantage towards other groups. When comparing the two periods in Danish history, you have to bear in mind that society was different in 1920, where they did make special laws, which gave the veterans better conditions than the rest of the Danes The analysis shows that, when formulating a clear intension in veteran politics, there can be an impact on related groups in society, such as persons with psychiatric diseases, and physical disabled with a strong mind to fight for then selves, their families and what they believe in. 1

3 Resumé Når regeringen i efteråret 2010 har fremlagt den første veteranpolitik i nyere tid, og med bred tilslutning fra næsten alle partier i Folketinget, bliver det gjort på baggrund af en velfærdsstats lovgivning, som stiller alle lige, og giver samme ydelser til personer med samme behov. Derfor bliver de nye tiltag en videns indsamling, formidling og en mulighed for at udbygge allerede eksisterende tiltag, samtidig med at man forsøger at styrke de private tilbud, for kun her kan man gøre forskel, da de private fonde ikke bliver styret af staten Danmark har tidligere lavet en samlet indsat på et sammenligneligt område, det var i 1920, hvor man skulle rehabilitere et større antal krigsinvalider, der var blevet skadet i tysk tjeneste i 1. Verdenskrig, og som vendte hjem til Danmark efter den nye grænsedragning. Dengang blev der afsat betydelige summer på finansloven og lavet særlove, som stillede sønderjyderne bedre end resten af den danske befolkning, men det blev gjort på en anden social og politiks baggrund. Staten havde en mere formynderisk rolle. Dette studie gennemgår og sammenligner lovgivningen på rehabiliteringsområdet, og hvilke rettigheder den sårede veteran havde i 1920 og har i dag. Det bliver holdt op mod veteranens stilling i samfundet og udviklingen af en velfærdsstat. Det konkluders at Regeringen, ved at få formuleret en klar veteranpolitik, sætter fokus på andre grupper i samfundet, som er relateret til krigsskadede, selvom de ikke direkte er nævnt i programmet. Der er i dag ikke tale om en række af love, som giver visse grupper særbehandling, for det kan man ikke, når alle er lige for loven, men man samler fokus om grupper som psykisk sårede og fysisk handikappede, og derved bliver de mere eksponerede og kan profilere sig. Samtidig ligestiller veteranpolitikken psykisk og fysisk skade. Dette havde ikke kunne lade sig gøre i 1920, hvor samfundet viden og indstilling til psykisk syge ikke var den samme som i dag. Så på dette område er veteranpolitikken fremsynet og vil måske kunne ændre samfundet indstilling til psykisk syge, så de i fremtiden er reelt ligestillede og ikke kun i forhold til loven. 2

4 Indholdsfortegnelse Abstract... 1 Resumé... 2 indholdsfortegenelse... 3 Indledning... 5 Motivation og relevans... 5 Problemformulering... 6 Metode og afgrænsning... 7 Teori Velfærdsstatens udvikling Veteranbegrebet og veteranens stilling i samfundet Krigsinvalidernes forhold Baggrund Tyske og Danske regler Invaliderådet og invalidenævnet Krigsrentens mulighed for forsørgelse Invalideskolen i Sønderborg Protester og modstandere Veteranpolitik og sociallovgivning Baggrunden

5 Lovgivningen Erstatning/satser Hvad bliver der ellers gjort Uddrag af Veteranpolitikken Analyse Konklusion Citerede værker

6 Indledning Denne opgave er et speciale skrevet ved Forsvarsakademiets stabskursus , Center for Militær Historie, og tager udgangspunkt i emne nummer 76 i emnekataloget: kampskadede soldater (Rehabilitering). Motivation og relevans Danmark modtager i disse år flere sårede soldater end de har gjort i nyere tid. Mange mennesker står sammen om at yde en indsats for at få disse hovedsageligt unge mænd, tilbage i sammenfundet, og rigshospitalets ortopædkirurgiske afdeling indledte et historisk samarbejde med den kongelige balletskole i sommeren 2010 med henblik på genoptræning af soldater med amputerede underekstremiteter 1. Aftalen blev indgået på baggrund af en henvendelse fra Den Kongelige Balletskole og der er mange andre lignende initiativer, i både offentligt og privat regi. Under litteratursøgning om emnet dukkede en artikel op skrevet af August Bournonville i 1849, med titlen: Hvad bør Danmark gjøre for sine invalide krigere? 2 I denne artikel gør den kendte balletmester rede for at man skal ære sine sårede, og det er nationens pligt, at yde den støtte soldaterne har brug for, når de nu har sat liv og lemmer på spil for at tjene etaten. Han taler også varmt for at oprette et egentlig krigsinvalidehjem, hvor man kan pleje og ære den krigsinvalide, som man havde tradition for i udlandet. Det vil sige at i 1849 var der en interesse i andre samfundslag, for hvordan staten og krigsministeriet behandlede krigsinvalider, og måske er samarbejde med balletskolen slet ikke så historisk igen. Regeringen fremlagde i efteråret 2010 en veteranpolitik, der har bred tilslutning blandt de fleste partier i folketinget. Denne politik skal være retningsgivende for hvordan veteraner, inklusiv de kampskadede, og deres pårørende skal støttes i de kommende år. 1 Fremlagt på seminar oktober 2010 på Bispebjerg Hospital 2 (Bournonville, 1849) 5

7 Der har ikke været formuleret en politik på området i den tid Danmark har været i krig i henholdsvis Irak og Afghanistan, og flere interesseorganisationer har forsøgt at få en koordineret indsats på området med henblik på at lette den skadedes adgang til systemet og for at får samlet al den viden man har, med henblik på at hjælpe bedst muligt 3. Den nye politik lægger netop vægt på indsamling af viden og deling af erfaringer og er samtidig en retningslinje for en koordineret indsats 4. Et historisk eksempel på at der blev udført en koordineret indsats på et sammenligneligt grundlag, var i Sønderjylland efter 1.verdenskrig, hvor Danmark arvede de krigsinvalider der fik dansk indfødsret efter den nye grænsedragning i Dengang blev der lavet en samlet indsats på området med lovgivning, finansiering og koordinering med andre interessegrupper, arbejdet var rettet mod flere områder, og fulgt op af jævnlige rapporter. Samtidig ligger perioden inden der kom et generelt socialt sikkerhedsnet, som først kom med kanslergadeforliget i 1933 og skal ses i denne kontekst. Dermed havde indsatsen måske en markant social virkning om end en anden end den samme eller en lignende indsats ville have i dag, og det virker rimeligt at holde erfaringer fra dengang, som blev ydet af både staten, og private fonde, op mod den indsats der ydes i dag fra både private initiativer og den sociale lovgivning, samt de ambitioner der ligger i regeringens formulerede politik Problemformulering Med baggrund i erfaringerne fra tiden efter 1. verdenskrig og holdt op imod regeringens veteranpolitik, den sociale lovgivning og det sikkerhedsnet der gælder for alle i Danmark skal denne opgave 3 (Hesselberg, 2009) 4 (Regeringen, 2010) 6

8 Beskrive de lovmæssige og private initiativer der definerer situationen for den kampskadede (og hans familie) i 1920 og i nutiden. Jeg vil derved belyse hvilke ændringer der er sket i Danmark siden 1920 inden for rehabilitering af kampskadede soldater/krigsinvalider og analysere om en klart formuleret veteranpolitik har indflydelse på indstillingen til relaterede grupper i samfundet. Metode og afgrænsning At vælge tiden efter 1. verdenskrig, betyder at der er tale om en afgrænset gruppe i både tid og geografi, og derfor et relativ velbeskrevet område. Det gør en sammenligning med i dag enklere. Desuden er det på grund af tidsperspektivet en gruppe der er afsluttet. Der er ikke flere tilbage i denne gruppe som stadig får pension, idet de er døde af alderdom. 5 Dette skulle samlet give et solidt grundlag for en sammenligning med nutidig indsats på området og afsluttende en vurdering af om regeringens formulerede politik på området virkelig er velfunderet og om elementer af lessons learned fra dengang med fordel kunne bruges i dag, måske med lette tilpasninger i forhold til tiden og konteksten. Jeg kunne have valgt at sammenligne nutiden med andre perioder i dansk veteranpolitik. Men perioden efter 1945 er meget mere broget i sin sammensætning af personer som bliver begunstiget, der var ikke en regulær frontkamp, men man tilgodeser i lovgivningen alle der har været interneret på baggrund af race, politiske forhold eller fordi de var ansat i forsvaret eller ved politiet, og alle der kunne bevise at de havde kæmpet mindst 6 måneder som frihedskæmper. Dem der havde tjent på den forkerte side, blev holdt helt uden for mulighed for rehabilitering eller erstatning. 6 Dette vil gøre billedet mere komplekst, og sværere at sammenligne. 5 (Markmann, 2005) 6 (bekendtgørelse, 1995) 7

9 Siden 1945 har en samlet dansk veteranpolitik været stort set fraværende. Vores soldater blev udsendt til andre typer af opgaver og kæmpede ikke direkte mod en fjende i hjemlandet, det var mest til fredsbevarende missioner og under international kommando. Først med missionerne i det tidligere Jugoslavien, og siden Irak og Afghanistan blev missionerne mere krigslignende og med støtte i FN charter kapitel VII med nødvendig magtanvendelse og dermed en egentlig kampindsats, i stedet for som tidligere hvor man mest havde opereret under FN charter kapitel VI med ret til selvforsvar 7. Dette har gjort behovet for en veteranpolitik større, men da den først er kommet i 2010, er det ikke en periode hvor der er en samlet indsats man kan sammenligne med. Ved at vælge 1920 skal man dog hele tiden holde sig for, at samfundet var anderledes, at der i Sønderjylland var tale om en landbobefolkning med andre vilkår og krav til den daglige livsførelse, end man ser hos den almindelige befolkning i dag. Det var tiden inden den sociale reform som kom med kanslergadeforliget i 1933, men samtidig var det en tid, hvor der skete meget i samfundet. Kvinder havde fået valgret nogle år tidligere, den russiske revolution lå som en skygge over hele Europa, og man havde netop afsluttet en verdenskrig. Det vigtigste må have været at få det daglige liv til at fungere igen, at få lokalsamfundet og dermed resten af samfundet til at fungere. For resten af den danske nationalstat, var det vigtigt, at man igen havde fået en bid af storhed, at man kunne trække sig ud af skyggen af nederlaget fra Når jeg i problemformuleringen skriver at jeg vil se på rehabilitering, så taler jeg om de muligheder lovgivningen lægger op til og den personlige og økonomiske støtte der bliver givet, ikke den mulighed der ligger i lægevidenskaben for proteser og træning. Denne del er kun brugt som eksempler til at forklare retslige sammenhænge. Denne opgave er bygget op som et sammenlignende studier mellem en periode i fortiden og den nuværende lovgivning på samme område. Jeg vil kort gennemgå de muligheder for rehabilitering og forsørgelse der var til stede for de krigsinvalider Danmark overtog i Sønderjylland ved genforeningen i Der vil blive redegjort for den danske lovgivning på området, og de tyske regler der lå til grund for de 7 S.11 (Hesselberg, 2009) 8

10 første midlertidige love. Med beskrivelsen af den sociale og økonomiske situation landsdelen var i efter krigen, vil jeg skabe et grundlag for beskrivelsen af dynamikken mellem veteranen og samfundet han er en del af. Herefter skal den samme situation beskrives efter nuværende regler og lovgivning. I dag er der ikke lavet særlove for veteraner og kampskadede, men de indgår på lige vilkår med andre danskere som har samme behov for hjælp og støtte. Derfor vil jeg i dette afsnit fokusere på gennemgang af de relevante dele af den sociale lovgivning som er aktuel for den soldat, der er kommet til skade i kamp og hans familie. Ud over lovgivning er der allerede en række tiltag fra forsvarets side, og fra private initiativer, som jeg også kort vil beskrive. Som afrunding på dette kapitel skal fokusområder for regeringens veteranpolitik gennemgås, og hvilken type af tiltag der specielt fokuseres på. I det afsluttende kapitel vil jeg sammenholde de to perioder i dansk veteranpolitik, og holde dem op mod udviklingen af velfærdsamfundet, specielt med fokus på hvordan veteranens stilling i samfundet har været. Jeg vil fokusere på den sårede, kampskadede veteran og hans familie, og på de efterladte, fordi et samfund beskrives bedst ved at beskrive hvordan de tager sig af de svageste. Dette samspil mellem samfundets syn på veteranen og udviklingen i velfærdssamfundet, har også en berettigelse i dag. Har man lært af fortiden og hvad man kan forvente at fremtiden lærer af den nuværende politik? Er det muligt at en klart formuleret veteranpolitik kan sætte fokus på en gruppe i samfundet som for eksempel psykisk syge eller handikappede og derved ændre samfundets syn på denne gruppe. eller er det den anden vej rundt, at man kun kan sætte fokus på disse grupper fordi samfundet har ændret sig? Et par udtryk der skal klarlægges Når jeg bruger udtrykket han om en soldat er det ikke ud fra en sexistisk indstilling, men fordi der er flest personer af hankøn blandt soldater. I mange af de tekster jeg har læst bruges flere forskellige betegnelser for området mellem kongeåen og den nuværende grænse til Tyskland, jeg vil herefter omtale dette område som Sønderjylland. Et sidste udtryk der er brug for at belyse, er brugen af ordet rente, der både i tysk og dansk lovgivning fra slutningen af 1800-tallet angiver et beløb udbetalt fordi man har 9

11 investeret noget andet. I Tyskland får man aldersrente eller sygerente, når man i en årrække har været medlem af en sygekasse. Den danske lovgivning overtager dette begreb i lovgivningen om alderdomsunderstøttelse i 1891, hvor staten udbetaler en rente til folk som pga. alder ikke kan tjene til livet opretholdelse. Brugen af ordet rente henviser til at folk har ydet noget til staten fordi de har arbejdet gennem et langt liv, og man kan ikke få aldersrente hvis man har modtaget fattighjælp. Teori For at kunne holde udviklingen op mod nogle begreber, er det nødvendigt at se på udviklingen af velfærdssamfundet i grove træk og defineres hvad velfærd og social sikring er. I bogen dansk velfærdshistorie bind et defineres 3 begreber i forbindelse med sociale sikring: 8 Forsikring er dækning af risiko med udbetaling af en ydelse, man kan få ved at være medlem af en forsikringskasse. Det vil sige, man betaler en præmie, og kassen dækker så den risiko der er for at enkelte medlemmer kan rammes af sygdom, alderdom, invaliditet eller lignende. Ydelsen fastsættes efter hvor stor risiko man har for at blive ramt af den hændelse man forsikrer sig imod. Der er tale om en privat kontrakt mellem medlemmet og kassen. Hvis mange medlemmer har en lille risiko, kan der være nogen som ikke vil betale en høj præmie, fordi de så betaler til de andre, dette kan reguleres ved at give statstilskud på præmien. Præmiefri Social sikring er når alle udgifterne til præmie dækkes af det offentlige med beskatning som kilde. Denne ydelse adskiller sig fra det tredje begreb Offentlig forsorgen, ved at der i sidstnævnte tages hensyn til trang og den kan have retslig virkning som ingen af de andre kan have. For eksempel kan der være krav om tilbagebetaling når vilkårene bliver bedre eller man kan miste politiske rettigheder så som valgret. 8 S (Jørn Henrik Petersen, 2010) 10

12 Velfærdsstatens udvikling. I den tidlige kristendom hvor alle var katolikker var de fattige en del af samfundet på den måde at de var en del af den obligatoriske aflad der blev brugt til at skaffe sig syndsforladelse og dermed godkendelse til at komme i himmeriget i stedet for i helvede. Efter reformationen blev de fattiges stilling anderledes, det var ikke længere en naturlig del af gudstjenesten at give til de fattige, selvom man blev opfordret til at give det samme som man tidligere gav til sørgemesser, var der ikke længere en personlig fordel i at give, og der var ingen klostre med munke og nonner til at yde lægehjælp og mulighed for et måltid mad til dem, der ikke kunne klare sig selv. Luther får stor indflydelse idet han prædiker at de enkelte byer skal forsørge deres egne fattige. Dette brugte mange stater i Nordeuropa som ved reformationen overtog den katolske kirkes rigdomme. Egentlig skulle man forvente, at når de fik pengene, skulle de også overtage den katolske kirkes forpligtigelse over for de fattige. Men i stedet udstedes der regler for hvordan den sociale bistand skal udføres på det lokale område, kirken har en pligt til at indsamle ydelser ved kirkelige helligdage, men det er kongens pligt at organisere fattigforsorgen. 9 Det betyder at det de næste år er sognerådet og præsterne der står for uddeling af fattighjælp dog inden for den lovgivning der dikteres af staten. I slutningen af det 18-ende århundrede sker der med den franske revolution og den amerikanske uafhængighedserklæring en ændring af synet på mennesket som man nu mener, har visse grundlæggende rettigheder og en forpligtigelse til at underbygge sin egen moralske opbygning. Den enkelte skal medvirke til forandringer og forbedringer. Samtidig er der specielt i England en debat om at visse personer kunne komme i en situation hvor de havde brug for hjælp, uden at de selv var skyld i det, man inddelte dermed de fattige i to grupper: dem der var værdigt trængende og de uværdigt trængende som selv var årsag til deres ulykke. 10 Dette betød i praksis at fattige blev inddelt i 3 grupper: syge, invalider, forældreløse børn, gamle og andre der ikke kunne forsørge sig selv, skulle forsørges i fattighuse. Arbejdsløse der ikke kunne finde et arbejde, skulle af det offentlige tilbydes et 9 S (Jørn Henrik Petersen, 2010) 10 s.53 (Jørn Henrik Petersen, 2010) 11

13 sådan, i nærheden af deres bopæl eller have et beløb (eller naturalier) der sikrede at de kunne blive boende. Og arbejdssky personer skulle idømmes strafarbejde. Disse tanker fra England vandt bred tilslutning i Danmark, og i den danske lovgivning adskiller man også værdigt og uværdigt trængende, ved at de sidstnævnte idømmes fattighjælpsvirkninger helt frem til 1961, men ikke de første. Til de værdigt trængende hører også familier hvis forsørger var indkaldt til militærtjeneste. Forud for indførelse af grundloven i 1849 var der kraftigt debat om ordlyden omkring forsørgelse af de der ikke kunne forsørge sig selv. Blandt andet præsten N.F.S. Grundtvig mente at ordlyden indbød til at arbejdssky personer ville lade sig forsørge af staten, men alligevel fastslår grundloven at : Den, som ikke selv kan ernære sig og Sine, er berettiget til at erholde hjælp fra det Offentlige.. ved at underkaste sig de Forpligtigelser, som Lovene herom paabyde. Op gennem afslutningen af 1800-tallet var der flere forsøg på at opnå en fattiglov, men det blev i første omgang alderdomsunderstøttelsen man blev enig om i Danmark. Den blev gennemført i 1891 og adskiller sig fra tidligere lovgivninger ved at være helt uden fattigdomsvirkning. Hvis der var et behov kunne man få aldersunderstøttelse hvis man i de sidste 10 år havde haft ophold i landet, ikke havde modtaget fattighjælp i samme periode, var fyldt 60 år, ikke ved dom var fundet skyldig i vanærende handling uden at have fået æresoprejsning (afsonet sin straf) eller hvis man ikke selv var skyld i sin nød. Ydelsens størrelse blev vurderet og administreret kommunalt og der blev ydet statstilskud. 11 Senere fulgte loven om sygekasserne i1892 som var et frivilligt medlemskab, det vil sige en forsikringsordning med statstilskud Den sidste af de 3 retningsgivende love i Danmark var ulykkesforsikringen fra 1898, som pålagde arbejdsgiver en erstatningspligt hvis der efter den 13. sygeuge stadig var nedsat erhvervsevne. Danmark var tidlig med aldersdomsunderstøttelse, mens invalideforsikringen først kom til i 1921 og var betinget af et medlemskab af en sygekasse. Dermed havde Danmark 3 grundlæggende love, som byggede på hvert sit princip. 11 S.351 (Jørn Henrik Petersen, 2010) 12

14 Sygekasserne var en forsikring, alderdomsunderstøttelsen var en præmiefri social sikring, og fattigloven en offentlig forsorg. I 1933 ved kanslergadeforliget samlede man de sociale love under betegnelsen folkeforsikringer. Folkeforsikringer omfatter sygdom, barsel, invaliditet og alder, og at det er en forsikring betyder at det er en ret der ydes i forbindelse med indtrædelse af objektive begivenheder. Forsikringen var obligatorisk for alle over 21 år. Sygekasserne var stadig private foreninger med statstilskud- der blev ydet understøttelse til lægehjælp, jordemor, medicin og tandlægeudgifter. Hvis man var medlem af en sygekasse kunne man få invaliderente ved en erhvervsevne på under en tredjedel af det normale, og aldersrente hvis man var over 65 år, og havde været medlem i mindst 25 år, samt ikke havde modtaget fattighjælp i de seneste 3 år. Den lovpligtige arbejdsgiverbetalte ulykkesforsikringen blev udvidet til også at omfatte visse sygdomme, og blev udbetalt som et løbende beløb i stedet for et engangsbeløb. Fattighjælpen blev inddelt i tre kategorier 1. kommunehjælp som blev uddelt efter trang og uden fattighjælpsvirkning. Hjælpen var tilbagebetalingspligtig men kunne eftergives efter tre år, men hvis man svigtede ville der komme fattighjælpsvirkning. 2. Særhjælp som blev ydet til de værdigt trængende dvs. døve blinde sindssyge, og syge der havde opbrugt sygekassepengene. Denne hjælp blev udbetalt uden fattigdomsvirkning 3. Denne hjælp blev udbetalt med fattighjælpsvirkning til de uværdigt trængende arbejdssky, drankere og lignende. Denne gruppe skulle fremover være den mindste, og det skal siges at der i 1930 var som fik egentlig fattighjælp med tab af valgret mens der i 1945 var 2500 samt som fik kommunehjælp med fattighjælpsvirkning. 12 I 1964 blev der indført en generel folkepension for alle. Det var et fast beløb, som havde en fornuftig størrelse og samtidig blev alderen hævet til 67 år for mænd og 62 år for kvinder der blev også indført en invalidepension. Samme år blev der nedsat en socialkommission, som med sin anden betænkning i 1972, og på baggrund af kommunalreformen 1970, gav grundlaget for bistandsloven.: -et enstreget system der forvaltes af den kommunale socialforvaltning - helhedsorientering, hvor man ser på hele familiens forhold 12 S 33 (Mossin, 2002) 13

15 -hjælpen skal have en størrelse så man ikke starter en nedadgående spiral - tidlig indsats for at forebygge en social deroute -Revalidering: en person der har et handicap, skal ved genoptræning støtte og uddannelse have mulighed for at klare sig selv Bistandsloven betød at sygekasserne blev nedlagt, og kun arbejdsløshedsunderstøttelse lå stadig i fagforeningernes regi, selvom både sygekasser og arbejdsløshedskasser havde historisk forankring i det gamle lavssamfund- nu var det kommunerne der havde ansvaret for forsørgelsen, og udgifterne blev dækket ved indkrævning af skatter, der var tale om en ren social sikring af alle i Danmark. I serviceloven som er gældende lov på området i dag (sidst revideret væsentligt i 2005), er principperne fra bistandsloven bevaret. Det er helheden og personen der er i centrum for den hjælp der skal ydes. Veteranbegrebet og veteranens stilling i samfundet Veteran, kampskadet eller krigsinvalid- tre begreber der på hver sin måde beskriver en tidligere soldat. Krigsinvaliden er det gamle begreb, man brugte om en soldat der i kamp havde fået skader som kom til fysisk udtryk. Den kampskade er det nye udtryk der bliver introduceret i sproget med regeringens veteranpolitik i efteråret 2010, og som beskriver den soldat der er skadet fysisk eller psykisk under en udsendelse i en international mission. Ordet veteran har en bredere betydning, det kommer af vestus, som betyder gammel på latin, her en gammel soldat, men gammel kan også betyde tidligere, og ifølge foreningen De Blå Baretter, er det tidligere blev forbundet med et billede af en gammel mand med klap for øjet og træben, der har deltaget i en verdenskrig. 13 Men en veteran behøver ikke være en skadet soldat. I de nordiske lande, er veteran et alment begreb der defineres som en person, der har deltaget i en militær operation som en del af sit lands væbnede styrker. Det vil sige, at en veteran heller ikke behøver at være gammel, og langt de fleste af de soldater, vi får hjem fra internationale missioner, er unge mænd i starten af tyverne, og det er kun få af dem der har en diagnosticeret psykisk eller fysisk skavank. 13 (Hesselberg, 2009) 14

16 Samfundet har ikke altid betragtet veteranen som en skadet person. Indtil 1914 blev soldatertjeneste og det at deltage i specielt krig, set som en selvudviklende proces, der hvor man trådte i karakter som person. Man viste sig enten som helt eller kujon. 14 Og mens opfattelsen af at drenge har godt af militær tjeneste og at komme væk fra mors forklæde, nok ikke helt er forsvundet fra befolkningen, er der det sidste århundrede sket en ændring i folks opfattelse af veteranen. Indtil enevældets ophør med underskrivelsen af grundloven 5. juni 1849, var det kongen der stod for krigene og hæren, der var til dels tale om lejehære, og de der havde værnepligt, kunne betale for at en anden person stillede. Dette betød at det var kongen man var tro mod. Ved demokratiets indførelse, blev nationalstaten vigtig, man havde en pligt til at stille op for sit land, og yde noget for den frihed man havde. Man kæmpede for at bevare nationalstaten og de rettigheder man havde i denne. Samtidig skulle samfundet så yde noget for dig, hvis du ikke kunne forsørge dig selv efterfølgende. Denne tendens havde man også set efter de amerikanske krige, at veteranerne forlangte en kompensation når de var kommet hjem fra krig. Efter 1. verdenskrig kulminerede det i store demonstrationer. Soldaterne kom hjem og så, at andre havde taget deres job, og den store inflation, betød at den aftrædelsesløn, de havde fået, ikke rakte ret langt. Det endte med at veteranerne slog sig ned i pjaltebyer i Washington, som så blev ryddet ved magt af politiet. For at undgå lignende tilstande i forbindelse med 2. verdenskrig, blev der allerede tidligt i gennemført lovgivning der sikrede at folk kunne få deres job tilbage, hvis de bad om det inden for et vist tidsrum efter hjemsendelse fra militæret. Det var historisk at disse love blev gennemført allerede inden landet var i krig, men det havde også været den første gang man havde været nødt til at indkalde mænd til militær tjeneste i fredstid. Loven om at man havde ret til sit job blev senere fulgt op af en række af andre love, som gav økonomiske fordele, sygehjælp, rehabilitering af invalide og ret til betalt uddannelse, en samlet pakke, der blev kaldt the GI bill of Rights. Specielt uddannelses muligheden blev 14 (Poulsen, 2009) 15

17 meget brugt idet 7,8 millioner veteraner (ca.51 %) udnyttede at de kunne få en uddannelse. 15 I de efterfølgende krige forsøgte man at følge op med lignende love, veteranorganisationerne ønskede de samme muligheder, men med et stigende antal af veteraner, blev det dyrere og dyrere. Det er dog altid lykkedes at få en eller anden veteranlov igennem, fordi der var tale om værnepligtige hære, det vil sige unge menneske, der kæmpede for deres lands overbevisning. Selv når der skulle spares på statsfinanserne i USA, blev der sjældent skåret ned på veteranprojekterne, der var stadig tale om mange mennesker og dermed vælgere, i hele landet. 16 Samtidig voksede modviljen i befolkningen mod vietnamkrigen, og denne modvilje blev vendt mod veteranen. Mediedækningen, som viste den forråede soldat, bidrog til at stemningen i befolkningen blev vendt mod veteranen, og opfattede ham som afstumpet, krigerisk og psykisk påvirket, han var ikke længere en helt der kæmpede mod fascismen. Demonstrationer mod vietnamkrigen var også almindelige i Europa, og fremstilling af soldaten i aviser, fjernsyn, Hollywoodfilm og lignende, bidrog til den almindelige opfattelse af den psykisk ustabile soldat. I samme periode kæmpede veteranforeninger for at få anerkendt sygdomme, som fulgte brugen af Agent Orange, eller at den psykiske påvirkning, soldaten var udsat for, havde følger, han ikke selv var skyld i. Lægevidenskaben bidrog til opfattelsen, af at veteranen blev opfattet som psykisk forstyrret, ved at fokusere på et mindretal med diagnoser, men har samtidig været med til at øge den gennerelle viden om hvordan personer opfører sig i pressede situationer og efter psykisk belastning, fordi veteranerne stillede sig til rådighed for undersøgelser, som veteranforeninger så kunne bruge til at dokumentere en årsagssammenhæng. En nylig publiceret rapport fra danske militærpsykologer angiver at over 80 % kommer styrkede hjem, 17 og en rapport udgivet af det nationale forskningscenter for velfærd, angiver at mange kommer ændrede hjem, men ikke på en dårlig måde, de har en højere 15 S. 29 (Lawrence j. korb, 2009) 16 S. 43 (Lawrence j. korb, 2009) 17 (USPER-PSYK, 2010) 16

18 bagatelgrænse, der er ting som de ikke gider tage sig af, og de er mere fokuserede på det der er vigtigt for dem 18. Dermed kan det være at samfundet begynder at acceptere veteranen som en person med udvidede kompetencer, 18 (Kofoed, 2010) 17

19 1920 Krigsinvalidernes forhold Den 15. juni 1920 blev Sønderjylland igen dansk, i hvert fald den del der havde stemt ja ved afstemningen efter 1. verdenskrig. Afstemningen var fastlagt i Versailles traktaten, som også fastslog at Danmark skulle have ansvaret for de krigsinvalider, enker og andre efterladte, der var bosiddende i de omtalte områder. Danmark overtager fra den 15. Juni 1920 at regne en fyldestgørende forsorgen for sådanne Krigsinvalider og disses efterladte, der i medfør af Versaillestraktatens art.112 er blevet danske statsborgere Baggrund Den landsdel, som Danmark overtog, var udsultet, lige som resten af Tyskland. Der havde været mangel på alt, og de fleste ting var rationeret. På gårdene manglede der selvfølgelig især arbejdskraft, idet alle mænd i den våbenføre alder helt ned til årgangene født år 1900 havde været indkaldt til militærtjeneste, men også mangel på kunstgødning og dyrefoder samt udskrivning af dyr til miltæret, betød at produktionen af fødevare var væsentlig lavere end før krigen, 19 Situationen forværredes af at tyskerne, i bytte for det kvæg der blev sendt sydpå, ikke som aftalt sendte kul og sukker op til at forsyne Nordslesvig generelt. I stedet lod de sendinger af flæsk og kul komme til Flensborg og Tønder, som var de områder, hvor der var mest åbenhed om udfaldet af valget. På mange gårde valgte man også at holde korn og lignende gemt i lader, for at få en bedre pris, eller at smugle det over grænsen og sælge det til danske priser og få pengene i danske kroner og ører. Allerede i Høsten 1919, et halvt år inden afstemningen, blev den danske stat nødt til at gribe ind over 19 S i (Haandbog i det slesvigske spørgsmaals historie , 1938) 18

20 for smuglingen. Der blev i finansministeriet afsat 4. millioner kroner til opkøb af korn der blev afleveret rettidigt, og det blev betalt til danske priser. Hvis bønderne afleverede senere blev de betalt i mark og til tyske priser. 20 Forskellen på den danske krone og den tyske mark var et problem, og inden afstemningen i 1.zone, lå der et forslag fra Rigsdagens Sønderjyske udvalg om en udligningskasse, der kunne afhjælpe denne forskel. Derved kom de svagest stillede som var afhængig af en rente (pension) ikke i klemme ved omstilling fra tysk til dansk valuta. Dette var specielt vigtigt for krigsinvaliderne og de faldnes efterladte, som indirekte fik en tilkendegivelse fra den danske stat om, at deres rente ville blive udbetalt til parikurs (9M =8kr). Der havde også været en del social uro efter krigen affslutning. Revolutionen i 1918 blev slået ned og afløst af en socialdemokratisk regering med administrativ baggrund i de gamle statslige institutioner. Der havde under hele krigen været ubegrundede fængslinger af Dansksindede, og alle havde været udskrevet til militær tjeneste, også dem som inden krigen havde været statsløse. På grund af et hul i lovgivningen efter 1864, var der personer, som hverken var tyske eller danske statsborgere. Disse hjemløse var inden krigen blevet frataget deres rettigheder som tyskere, men da mange af dem havde aftjent preussisk værnepligt, blev de indkaldt til militærtjeneste ved krigens start. Da man ikke var sikker på den nordslesvigske befolkningens loyalitet under krigen havde der været strenge forordninger som for eksempel forbud mod at mødes i forsamlinger, rejseforbud, og censur af aviserne- og lige som resten af Tyskland, blev mangelvare konfiskeret til krigsbrug. (orgelpiber, kirkeklokker, messinghåndtag, skilte, læder, gammelt tøj osv.) i alt blev der i 1917 udstedt 882 forordninger og love der omhandlede det Nordslesvigske område. Den befolkning som blev genforenet med Danmark var vant til at kæmpe for deres ret, både mod social ulighed, politisk forskellighed og helt bogstavelig i krig! 20 S (Annette Østergaard Schultz, 2002) 19

21 Tyske og Danske regler Strømninger i Europa i midten af 1800-tallet viste en tiltagende bekymring for politik, der skabte fattigdom og dermed grobund for socialistiske bevægelser, og en strømning der mente at kun en stærk statsmagt kunne forhindre at denne socialistiske tankegang fik overhånd. Det fik den tyske rigskansler Bismarck til at indføre en række sociale love som tvangsforsikrede specielt de lavest lønnede, inden for syge- ulykkes- alders- og invalideområderne. 21 Forsikringerne var selvfinansierede med 2/3 betalt af arbejderen og 1/3 af arbejdsgiver. Den statslige forpligtigelse ved forsørgelse af krigsinvalider og deres størrelse, blev fastlagt i en lov om Versorgung der Kriegsinvalieden und Kriegswitwen og Militärhinterbliebenegesetz henholdsvis maj 1906 og maj Og umiddelbart inden genforeningen, i maj 1920, trådte en lov om dyrtidstillæg i kraft. Dermed var Tyskland, med Bismarck i spidsen, foregangsmand for de sociale forsikringer i Europa, men tvangsprincippet blev meget diskuteret i andre lande. I Danmark ville man hellere lovgive med mere frivillige ordninger, en hjælp til selvhjælp. Staten skulle have en opdragende funktion, der tilskyndede til at arbejderen levede under velordnede forhold og selv sparede op til dårlige tider. Dette var baggrunden for oprettelse af sygekasser baseret på friheden til selv at vælge om man ville være medlem. De tidligere laugskasser og svendekasser, der var blevet slået sammen i regionale kasser i starten af 1860 erne, havde frivillighed som grundlæggende princip og varierende præmie, efter alder og familieforhold, samt en minimums medlemstid før også familien var fuldt forsikret (3år). I 1880 erne forsøgte flere partier at gøre disse sygekasser statslig anerkendte og med en mulighed for statsligt tilskud til de sygekasser der havde ubemidlede medlemmer, et forslag blev endeligt vedtaget 12. april 1892 og dermed var den første lov om anerkendte sygekasser vedtaget. Medlemskab af en sygekasse var frivillig, man var medlem som enkeltperson, og skulle have været medlem i 6 uger for at opnå fri lægehjælp, sygehusbehandling og dagpenge. Staten ydede et årligt tilskud som blev fordelt efter medlemstal og medlemsbidrag dog måtte statstilskuddet maximalt udgøre 1/5 af medlemsbidraget. Der var intet arbejdsgiver- 21 S 89 (Jørn Henrik Petersen, 2010) 22 (Schneider, 1916) 20

22 bidrag. Hvem der kunne blive medlem var hjelmet i sygekassens vedtægter og ved tvivl blev det afgjort af et lokalt udvalg. Hvis ikke man var medlem af en sygekasse, var man henvist til fattighjælp. Enhver der ikke kunne forsørge sig selv eller sin familie havde ret til hjælp mod at underkaste sig fattighjælpens retsvirkninger. Dette princip blev fastholdt i fattigloven af 1892 og faldt først helt væk med indførelse af folkepensionen i Fattighjælpens retsvirkninger omfattede ud over skammen ved at modtage hjælp, mistet ret til at vælge eller opstille til rigsdagen, man var underlagt kontrol af kommunen og kunne idømmes straf af politimesteren uden en domstol, man skulle have samtykke til at indgå ægteskab, hvis man inden for de sidste 5 år havde modtaget fattighjælp, og kunne blive hjemsendt til sin fødekommune, som var den kommune der havde forsørgelsespligten- og den var tilbagebetalingspligtig, derfor blev den fattiges ejendele registreret og stemplet. Der var i dyrtidsperioder i midten af 1850 erne blevet gennemført love med midlertidig virkning som gav ret til hjælp uden fattighjælpsvirkning, og 1948 var det desuden blevet sikret at hjælp til familier til dem der gjorde militær tjeneste ikke fik fattighjælps virkninger 23. Der var lokale tendenser til at hjælpen ikke altid medførte fattigdomsvirkning, men krigsinvalider var ikke undtaget for disse virkninger ved nogen love. Der var i Danmark i 1920 ingen egentlig invalidelov, den kom først i 1921, men invalider kunne ifølge fattigloven modtage hjælp fra fattigkassen uden fattighjælpsvirkning, da de hørte til de værdigt trængende. Hvis man var blevet invalid som følge af deltagelse i krig for landet, så havde man ret til forsørgelse ved støtte fra invalidefonden, hvis ens arbejdsevne var væsentligt forringet 24. Desuden havde man ret til en pension der blev tildelt efter hvor lang tid man havde været i tjeneste 1/20 af det beløb pr år, som fast ansatte havde ret til hvis de havde været ansat i 20 år og ens tjeneste skulle have været dadelfri 25 Beløbene blev udelt efter skøn, fra en bestyrelse som var udnævnt af kongen med indstilling fra henholdsvis finansministeren, krigsministeren og marineministeren, der var desuden tilknyttet en lægelig konsulent. De havde dog ikke helt råderet, da invaliderne 23 S.323 (Jørn Henrik Petersen, 2010) 24 (lov om invalideforsørgelse m.m, 1876) 25 (Lov om pensionering af Underbefalingsmænd og menige samt de med med disse klasser ligestillide i hæren og søværnet m.m., 1876) 21

23 var inddelt i 3 grupper efter evnen til at klare sig selv, og der var sat minimum og et maksimum på de enkelte gruppers pension. Der kunne også bevilges krigsenkepension og børnepension, men kun hvis der var trang. Det var på denne baggrund at Sønderjylland blev dansk, og man var nødt til at tage stilling til forsørgelsen af de efterladte og krigsinvaliderne. Den danske regering havde prøvet at fremføre, at de sønderjyske krigsinvalider havde tjent i det preussiske militær, og at den tyske stat derfor var forpligtet til at bidrage til understøttelsen. For at stå bedre over for Tyskland når der skulle forhandles traktat ville Danmark ikke forpligte sig ved at lave en lov. Derfor blev der i første omgang indført en midlertidig lov: Lov om midlertidig understøttelse til militære invalider og disses efterladte i de sønderjyske landsdele. Denne lov nr. 740 blev vedtaget 1. december 1920, og byggede hovedsageligt på de rentesatser og tillæg som var gældende i Tyskland pr 5. maj Denne lov blev den 20. december 1920 efterfulgt af Lov om sygehjælp for militære invalider i de sønderjyske landsdele. At man fra danske side valgte at lave særlove byggede på, at den danske sociale lovgivning adskilte sig fra den tyske, hvor hjælpen blevet givet som en rente, uden hensyn til trang. 27 Man ønskede at slå fast at der stadig var et økonomisk krav til den tyske stat, samtidig kunne man lette overgangen til dansk system ved direkte at overføre de renter der allerede var afgjort fra tysk side og lade dem udbetale via posthusene. Udbetaling og tildeling af renter, var betinget af dansk statsborgerskab. Det vil sige at man skulle have opnået eller ansøgt (option) om dansk statsborgerskab, inden man kunne tildeles en rente. Alle der havde bopæl i Sønderjylland den 20. juni 1920 havde ret til at søge dansk statsborgerskab. Med hensyn til ansøgning om tildeling af invaliderente eller efterladterente, var der i den første (midlertidige) lovgivning ingen frist for ansøgning. Ved den endelige lovgivning i 1924, sættes der en frist på 1 år som siden blev forlænget, fordi der var problemer med at anskaffe et bevis fra kommunerne på at man havde ansøgt om 26 S. 389 (Annette Østergaard Schultz, 2002) 27 S.29 punkt 18 (Schneider, 1916) 22

24 statsborgerskab. Faktisk blev der helt op i 1950 erne stadig afgjort invalidesager og den sidste ansøgning kom i 1970, men den blev afvist pga. fristforsømmelse 28. I 1922 fik man endelig forhandlet en traktat igennem med tyskerne, som ud over spørgsmålet om forsørgelse af krigsinvalider, også omhandlede alt andet der havde med den nye grænse at gøre. Danmark fremlagde sine krav om tilbagebetaling. De havde opgjort alle udgifter og angav et krav på 10 millioner kroner, som på det tidspunkt svarede til 106 millioner mark, for understøttelse af krigsinvalide og enker. Dette beløb fik de ikke medhold i, idet man måtte forpligtige sig til at overtage al forsørgelse fra d. 15.juni 1920 det vil sige forsørgelse af krigsinvalider, som var erklæret invalider i forhold til tysk lov, og pension til alle der havde været tjenestemandsansatte, både civilt og militært. 29 Til gengæld fik man lovning på at overtage pengene i sygekasserne og ulykkesforsikringer, som jo var tvangssygekasser, dog måtte de ikke inddrages af den danske stat, men skulle bruges efter de love som den danske stat fremsatte på sygeområdet. Det betød at da man indførte de danske frivillige sygekasser i Sønderjylland, var der rigtig bred tilslutning meget hurtigt, for folk følte allerede, at de penge de havde opsparet under tysk styre, stod i sygekasserne. På et enkelt område fik man ikke aftalt en deling af kasser og det var for privatfunktionærernes pensionskasser. Der opstod en underlig situation, som forhandlingsmæssigt blev trukket ud og endte med at privatfunktionærer der allerede var medlem af pensionskassen, fik ret til at fortsætte denne indbetaling til de tyske kasser, selvom de boede i Danmark- dette fortsatte også efter 2. verdenskrig. De økonomiske krav fik man ikke meget ud af for det der blev udbetalt fra sygekasser og pensionskassers formuer, blev ædt af den tyske inflation, ved en afregning i 1924 på 11 billioner mark blev denne betalt med 168 kroner 30. Men for Danmark var der alligevel tale om store pengebeløb der blev brugt på understøttelse i den nye landsdel. Nu havde Danmark ikke længere nogen undskyldning for ikke at gennemføre en lovgivning for området, men det tog næsten 2 år at afslutte forhandlingerne, og det blev en 28 S.22 (Markmann, 2005) 29 (bekendtgørelse om mellem Danmark og Tyskland afsluttet traktat angående ordning af de som følge af overgangen til Danmark af suveræniteten over Nordslesvig opståede spørgsmål, 1922) 30 S.418 (Annette Østergaard Schultz, 2002) 23

25 særlov for krigsinvaliderne og deres efterladte. Med lov nummer 100 af marts , blev de fleste af de ting man havde fastlagt i de foreløbige love fastholdt. Der var tale om en rente der blev udbetalt efter faste regler og efter tysk forbillede, og ikke som i Danmark på baggrund af en vurdering af behovet og et skøn fra ministeriet. Staten overtog alle økonomiske forpligtigelser, også for sygehjælpen, som i de midlertidige love havde ligget i kommunalt regi. 32 Enker fik stadfæstet at de havde ret til affindelsessummer og forældreforsørgelsen blev lidt dårligere, men til gengæld havde man jo i Danmark en aldersrente for alle, så det var ikke ret mange der mistede forsørgelsen på denne bekostning, og der hvor det var et problem stillede det Sønderjydske fond sig velvillig til at hjælpe 33 Invaliderådet og invalidenævnet Efter tysk lov blev erhvervsudygtighed bedømt på basis af en lægeerklæring der indeholdt en gennemgang af den invalide historiske data(anamnese), en objektiv undersøgelse og en udtalelse om der var tale om en skade forårsaget af kamphandling, det sidstnævnte gav tillæg. Disse erklæringer blev sendt til bataljonen sammen med et skøn over erhvervsevnetabet (Erwerbsunfägigkeit). Det var bataljonen der fastsatte renten. Afgørelsen kunne ankes gennem 3 retslige instanser på henholdsvis kreds-, amts-, og rigsniveau (Militärversorgungsgericht, Hauptversorgungsgericht og Reichsversorgungsgericht) Renten bestod af et grundbeløb, fastsat ud fra denprocentvise nedsættelse af arbejdsevnen, eventuelt suppleret af et krigstillæg (Kriegszulage) når skaden var sket ved kamphandling og et svær-skadetillæg (Verstümmelungszulage). Personer over 55 år kunne få et alderstillæg. Ifølge den danske lovgivning indsendte den invalide en ansøgning til Finansministeriet sammen med en udtagelsen fra ministeriets lægekonsulent, og så fik man tildelt en rente 31 (lov om Forsørgelse af Militære Invalider og saadannes afterladte i de sønderjydske Landsdele, 1924) 32 (Lov om sygehjælp for Invalider i de søndejydske landsdele, 1920) 33 S.445 (Annette Østergaard Schultz, 2002) 24

26 ud fra finansministeriets skøn 34 en enkel metode som dog udelukkende beroede på et skøn, og modstanderne af denne metode, hovedsageligt læger og sønderjyder, ville have en gennemskuelig metode, med tydelig mulighed for klager Med oprettelse af invalidenævnet som sagsbehandlende enhed lagde man sig med lov nr. 740/1920 tæt op af den tyske model, i hvert fald i selve sagsbehandlingen, men der var kun én klageinstans, nemlig invaliderådet og ingen af disse var retslige instanser. Dette forsøgte man at råde bod på ved at have repræsentanter for de invalide og læger i både råd og nævn. Invalidenævnet bestod i starten af 5 personer der var udpeget af ministeriet, først finansministeriet, og fra 1924 hørte nævnet under socialministeriet, som formand sad en amtsmand fra et af de sønderjyske amter, desuden var der en repræsentant for invaliderne, og af de 3 resterende medlemmer skulle en være læge og en have dommerkompetence. Desuden var der tilknyttet både en kirurgisk og en medicinsk lægekonsulent. Invaliderådet var kongeligt udnævnt og bestod af to personer med dommerkompetence, en læge og en repræsentant fra invaliderne. Rådets afgørelse var endelig, og kunne derfor principielt ikke klages videre, men i praksis blev der klaget både til folketinget, statsministeren og til kongen, hvilket kunne betyde at sagen blev genoptaget i rådet og fik et andet udfald. Invalidenævnet overtog i 1920 administrationen af invaliderenter og efterladterenter, som allerede var afgjort fra tysk side 35. I tide frem til rådet nedlæggelse i 1990 havde det behandlet omkring sager S. 404 (Annette Østergaard Schultz, 2002) 35 (Wisse, 1945 (1)) 36 (Markmann, 2005) 25

27 Krigsrentens mulighed for forsørgelse Den rente der blev udbetalt var, som efter tyske regler, inddelt i et grundbeløb og flere tillæg. Grundbeløbet var udregnet på baggrund af den fastsatte erhvervsevnenedsættelse i procent, og de beløb der var fastlagt i de tyske love, som var gælden i maj I starten var man i Sønderjylland bekymret for de højere danske priser og omregningsfaktoren til parikurs (9 mark =8 kroner), men med inflationens himmelflugt i Tyskland i 1923, var man glad for de danske tariffer. En sammenligning af rentesatser i 1926, hvor den tyske mark havde stabiliseret sig, viste da også at sønderjyderne kunne være tilfredse 37. I de fleste tilfælde blev tabet af legemsdele bedømt til en lidt højere procentsats i Danmark end i Tyskland (et underben 60 % i Danmark % i Tyskland, og et overben 75-80% i Danmark og 60-80% i Tyskland). Dog fandtes der hverken i Danmark eller Tyskland helt faste procentsatser, idet også tidligere erhverv og personlige forhold blev taget i betragtning I Tyskland var det lederen af forsørgelseskontoret ved bataljonen, der bestemte hvor stor renten skulle være, mens det i Danmark var invalidenævnet med en stemmeflertal, der fastsatte rente. Desuden kunne man i Tyskland først få en rente udbetalt ved invaliditet over 25 % mens der i Danmark allerede var renteudbetaling fra 10 % erhvervsevnetab. Selvom tallene ikke er helt sammenlignelige, kan man med gennemsnitstal for en gift invalid med 3 børn se, at man i Danmark fik udbetalt 2-3 gange så meget som ved samme forhold i Tyskland lige gyldig hvilken procentsats han var tildelt. 38 Ved en 100% erhvervsevnetab fik han og familien 280 koner pr måned i Danmark og 95 kroner i Tyskland, og det skal holdes op mod en gennemsnitlig timeløn på ufaglært arbejde 1-2 kroner pr time 39 og dermed en ugeløn på mellem 60 og 100 kroner og en landarbejder fik mellem kroner i halvårsløn plus kost og logi. 40 Så man må anse at familien faktisk var i stand til at leve af beløbet. Det var selvfølgelig sværere hvis man ikke fik fuldt beløb, men her var grundlaget at man kunne supplere sin rente med en vis indtægt. 37 (J.C.Kock, 1926) 38 (J.C.Kock, 1926) 39 Dansk statisk årbog fra S.104 (Landbrugets priser , 1958) 26

28 Renten var ikke afhængig af indtægt eller formue og i begge lande var der mulighed for at kapitalisere renten., i Danmark galt det kun de små beløb, det vil sige invaliditetsgrader under 25 % og når der var tale om en simpel kirurgisk skade. Der skulle ansøges og samtidig forklares hvad pengene skulle gå til, så det kunne vurderes, om det var en fordel for ansøgeren, ellers ville man få afslag. Samtidig opsagde man retten til i al fremtid at få forsørgelse for sig selv og sine efterladte, men så kunne man også få udbetalt renten efter en skalaberegning om forventet levetid. Man havde stadig ret til gratis sygehjælp og bandager, selvom renten var kapitaliseret. I Tyskland, kunne alle renter kapitaliseres, også de store, men til gengæld kun til 2/3 af den forventede livrente. Sygehjælpsordningen var bedre i Danmark, idet sygehjælpen i Tyskland var bundet op til sygekasser og man derfor selv skulle yde tilskud til for eksempel medicin. I de tyske bestemmelser var der også en regel om at sygdommen skulle være relateret til invaliditeten og at behandlingen skulle bedre invaliditeten, ellers blev der ikke ydet tilskud. Dette satte specielt de kronisk syge i en dårlig situation, da de ikke kunne hospitaliseres, men i stedet kunne der ydes et plejetillæg ved pleje i hjemmet. I det hele taget var der med tysk grundighed regler for alting, mens der fra dansk side typisk var en mere bred regulering, så som at sygehjælp var gratis for alle invalider, uanset sygdom eller graden af erhvervsevnetab. Tysk lov var meget detaljerig og det ses for eksempel at de danske midlertidige love var på i alt 5 sider, mens de tyske love der omhandlede samme områder fylder 340 sider. Proteser og hjælpemidler blev i begge lande udleveret efter behov, men i Tyskland skulle man selv betale for eksempel fodtøj til den ikke skadede fod og genanskaffelse og reparation af proteser og ortopædisk fodtøj, måtte man selv betale. I Danmark kunne reparationer og genanskaffelser, udføres via invalideskolen og uden omkostninger for den invalide. Hvis man ser på enke og børneforsørgelse, ligger de danske beløb cirka dobbelt så højt som i Tyskland, men for begge lande gælder at enkerenten, maximalt kan udgøre 2/3 dele af grundbeløbet for en rente ved 100% invaliditet. Svær-skade-tillæg eller lignende indgik 27