Økonomisk vækst i Danmark over det lange sigt

Transkript

1 Ingrid Henriksen KØBENHAVNS UNIVERSITETS ØKONOMISKE INSTITUT Januar 2003 Økonomisk vækst i Danmark over det lange sigt Kapitel 1 i bind I af Sv. Aage Hansen, Økonomisk vækst i Danmark og det lille afsnit af Peder J. Pedersen, side i Crafts og Toniolo, Economic Growth in Europe since 1945, skal danne baggrund for de følgende gennemgange, hvor der ses mere detaljeret på afgrænsede tidsperioder og på afgrænsede temaer. Bemærk det mest benyttede vækstmål fra SAH, vækst i real BFI pr. capita. De første estimater for historiske BFI-tal i Danmark fra 1820 langt mere pålideligt dog fra Bemærk i PJP, tabel 17.1, at Danmarks position blandt verdens rigeste lande (her i BNP pr. capita) synes nærmest stationær på det meget lange sigt. Bemærk også figur 17.1, log BNP pr. capita i Danmark : hvilke delperioder er atypiske i den ene eller den anden retning og hvilke delperioder ligger på trendlinjen? Delafsnittene om det førindustrielle Danmark (SAH pp og 19-23) uddybes særligt i den første dobbelttime. Bemærk at en del problemstillinger vedrørende førindustrielle økonomier i almindelighed er mere indgående behandlet i det internationale pensum i anden semesterhalvdel. Den følgende uddybning indgår som egentligt pensum i den danske del. 1. Tiden frem til 1784 Datidens økonomi var generelt præget af begrænsninger i markedernes udstrækning, jf. Adam Smith 1776 om sammenhængen mellem arbejdsdelingen og markedets udstrækning. Begrænsningerne gjaldt både markederne for varer og tjenester og markederne for produktionsfaktorerne arbejdskraft, kapital og landbrugsjord. Eksempler på disse begrænsninger er: Stavnsbåndet fra 1733, der forhindrede bønderne i at flytte fra det gods, hvor de var født, uden tilladelse fra godsets ejer. Den bagvedliggende årsag til dets oprettelse var en landbrugskrise i

2 1730 erne. De politisk indflydelsesrige godsejere ønskede ikke, at arbejdskraften skulle være mobil og flytte hen på de godser, der tilbød de bedste vilkår for fæste (= forpagtning af gårde) eller flytte til byerne. Sagt med andre ord gjorde ordningen arbejdskraften relativt billigere. Den betød også at arbejdskraften kunne blive fastholdt på ineffektive godser, selvom vilkårene her var ringere end andre steder. Der var således både en fordelingseffekt til fordel for jordejerne og en negativ allokeringseffekt af stavnsbåndet. Datidens kreditformidling var højst ufuldkommen og foregik for de fleste menneskers vedkommende kun i de nære relationer, jf. noten om penge og kredit. Desuden var udlån af penge officielt underlagt en gammel bestemmelse om maximalrente (selv om man ikke ved i hvor stor udstrækning den blev overholdt) Omkring 90 pct. af landbrugsjorden var ejet af private godsejere, resten af staten. De allerstørste godsejere (på de såkaldte stamhuse) var dog underkastet begrænsninger i deres dispositionsret over jorden. De kunne ikke sælge ud af jorden, hverken helt eller delvis, eller låne kapital mod pant i jorden. Der ud over var der indtil 1784 et skattemæssigt incitament for de noget mindre godsejere til ikke at sælge ud af jorden. Traditionelt var den del af jorden (hovedgårdsjorden), der dyrkedes direkte under godset og altså ikke var forpagtet ud, skattefri, hvis den var af en vis størrelse. Det var statens betaling for godsernes aktive deltagelse i lokaladministrationen i form af skatteopkrævning, udskrivning af soldater, opretholdelse af ro og orden mv. Blev hovedgårdsjorden for lille var man skattepligtig. Netop dyrkningen af hovedgårdsjorden gav anledning til en anden type allokeringsmæssigt tab. Som en del af betalingen for at forpagte jord stillede fæsterne arbejdskraft, oftest tjenestefolk og voksne børn, samt heste og redskaber til rådighed for hovedgården for hele dage ad gangen. Selvsagt rummede dette hoveri-arbejde, som det kaldtes, ikke incitament til at gøre nogen særlig indsats. Samtidige kilder anfører, at hoveriet kostede fæsterne 2-3 gange så meget som det godsejerne fik ud af det. Også foretagsomhed som produktionsfaktor blev pålagt begrænsninger, mest tydeligt i byerhvervene. Retten til at nedsætte sig som selvstændig håndværker eller handlende blev 2

3 reguleret af byernes laug indenfor de enkelte professioner. Laugene bestemte desuden produkternes kvalitet og pris samt uddannelsen af håndværkere. På landet blev foretagsomheden, mener man i hvert fald, bremset noget af det såkaldte landsbyfællesskab (eng. open fields, se også den internationale del af pensum). Da de afhøstede markeder hvert år blev åbnet for græsning samtidig, var den enkelte nødt til at følge nogenlunde samme produktionsmønster som andre i landsbyen. For så vidt angår varemarkederne lå der en begrænsning i de såkaldte købstadsprivilegier. Byernes håndværkere og handlende havde langt tilbage i tiden fået det privilegium, at der ikke måtte oprettes konkurrerende værksteder og udsalg af varer i et bredt bælte uden om byerne. I landsbyerne måtte kun de mest nødvendige håndværkere som landsbysmeden drive virksomhed. Afstandene hindrede derfor en hurtigere udvikling af arbejdsdelingen mellem landbrug og byerhverv. F.eks. fremstillede bønderne selv mange af deres landbrugsredskaber, deres møbler, husgeråd, tøj, mad og drikke frem for at sælge landbrugsvarer og købe disse andre varer i fremstillingssektoren. Man taler her om en selvforsyningsøkonomi eller naturalieøkonomi. Der er en nøje sammenhæng mellem denne type af økonomi og den ringe udbredelse af pengeøkonomien. Pengeøkonomi er til syvende og sidst en betingelse for en effektiv arbejdsdeling. I en stor del af 1700-tallet hvor antallet af bytter eller transaktioner var få i landbrugssektoren, klarede man sig ofte uden penge. Bønderne betalte deres forpagtningsafgift, deres skat, deres medhjælperes løn ja sågar ofte også deres købmandsregning i naturalier. Pengeøkonomien havde sin udbredelse i byerne, i byerhvervenes transaktioner med godserne og med udlandet. Spørgsmålet om handelen med udlandet havde en lidt anden karakter i 1700-tallet end i dag. Det danske monarki omfattede udover nutidens Danmark også bl.a. Norge (indtil 1814) og hertugdømmerne Slesvig-Holsten (indtil 1864). Norge havde af ressourcemæssige årsager et mere differentieret erhvervsliv end Danmark og det slesvig-holstenske landbrug og håndværk stod på et højere teknologisk stade end det danske. Udover handel med andre dele af 3

4 monarkiet havde Danmark også en vis eksport især af korn og levende dyr til det egentlige udland, selvom eksportens andel af den samlede produktion var betydeligt lavere end den skulle blive fra midten af 1800-tallet. Derudover var skibsfarten en betydelig indtjeningskilde, ikke mindst i de perioder hvor andre søfartsnationer lå i krig med hinanden. Handelspolitikken var, mest udpræget i perioden , domineret af merkantilismens tankegang. Et overskud i samhandelen med udlandet var en betingelse for at skabe vækst i ædelmetalreserven. Denne ansås som nødvendig for statens magt og nationens overlevelse. For at øge overskuddet forsøgte man at holde andre landes forarbejdede varer ude ved hjælp af importforbud eller høje toldmure, mens man samtidig forbød eksport af råvarer, der kunne forarbejdes her i landet og i øvrigt støttede de indenlandske byerhverv mere direkte. Merkantilistisk politik i forskellige udgaver kendes fra andre europæiske lande tilbage fra 1500-tallet. Den danske merkantilisme, som er omtalt her, var et forholdsvis sent fænomen. Allerede i 1750 erne havde en økonom som Hume rejst kritik af handelsbalancepolitikken. En indstrømning af ædelmetaller førte til en udvidelse af pengemængden (jf. noten om penge og finansielle institutioner). Efter disse økonomers opfattelse ville en større pengemængde blot betyde et højere prisniveau og dermed en forværret konkurrenceevne overfor udlandet. Ræsonnementet betegnes price-specie-flow teoremet. Keynes havde omvendt den opfattelse, at produktionen i så fald ville øges mens priserne var forholdsvis ubevægelige. I General Theory 1936 argumenterer han således for, at handelsbalancepolitikken kunne have været rationel, givet det begrænsede antal instrumenter i datidens økonomiske politik. 2. Tiden fra 1784 til ca Det er almindeligt at lægge en skillelinje i netop 1784 fordi der da forekom et skift i personkredsen omkring den enevældige monark, selvom selve forfatningen var uforandret. De nærmest følgende år blev præget af en række reformer, som skulle få betydning langt ud over samtiden. Reformatorerne var inspireret af den udenlandske debat ikke mindst om landbrugets forhold. De var også efter alt at dømme lige som merkantilisterne motiveret af en forestilling om at det gjaldt om at øge nationens rigdom. Vejen til større rigdom gik nu mere i retning af at øge beskatningsgrundlaget bl.a. gennem at skabe bedre incitamenter. Spørgsmålet er imidlertid, hvilke underliggende økonomiske faktorer, der lå bag reformerne. 4

5 Her er det mest nærliggende at nævne befolkningsudviklingen. I den internationale del af pensum er det nærmere diskuteret hvorvidt der, som hævdet af en samtidig økonom, var en positiv sammenhæng mellem indkomsten pr. capita og befolkningsvæksten. Ifølge denne såkaldte malthusianske befolkningsteori (efter Thomas Robert Malthus, An Essay on Population 1798) ville befolkningstilvæksten nærme sig en steady state på 0. Det dyrkbare landbrugsareal var begrænset og teknologiske fremskridt af betydning forekom ikke. I Danmark såvel som i andre europæiske regioner oplevede man ikke desto mindre over lange perioder og således også i sidste halvdel af 1700-tallet en svag men positiv vækst i befolkningen. Teknologiske fremskridt forekom i landbruget, f.eks. indførelse af nitratbindende afgrøder som kløver og lucerne og afvanding af sumpede arealer. Desuden var det ikke nødvendigvis sådan at den marginale hektar jord, der blev opdyrket, var af dårligere kvalitet end de allerede opdyrkede. I Danmark var i øvrigt forholdet mellem det dyrkbare areal og befolkningens størrelse gunstigere end i de fleste af vore nabolande. Ikke økonomiske forhold som større immunitet overfor tilbagevendende epidemiske sygdomme kan desuden have påvirket dødeligheden i nedadgående retning. På trods af det forholdsvis store dyrkbare areal i Danmark ændrede befolkningsstigningen her og i vore nabolande på forholdet mellem prisen på jord og prisen på arbejdskraft. Når arbejdskraft blev relativt rigeligere og derfor billigere var det ikke længere nødvendigt at stavnsbinde arbejdskraften og stavnsbåndet blev derfor ophævet i Befolkningsstigningen var en anledning til at se nærmere på de arrangementer, der traditionelt havde reguleret forholdet mellem jordens ejere, godsejerne, og forpagterne eller fæstebønderne. Det synes som om begge parter ville vinde gennem en afskaffelse af hoveriarbejdet. Det var for dyrt for fæstebønderne og det var for lidt effektivt for godsejerne. I stedet opstod der nu et alternativ, nemlig lønarbejdere. Med stigende befolkning voksende gruppen af jordløse eller næsten jordløse landarbejdere, som var billig og motiveret arbejdskraft fordi alternativerne var få. En nærliggende årsag til hoveriets tilbagegang var naturligvis at en hel del forpagtere, ca. 60 pct. af samtlige, købte den jord de tidligere havde forpagtet af godsejerne, godt hjulpet af prisstigningerne på landbrugsprodukter. Godsejernes motiv for at sælge var formentlig, 5

6 udover hoveriets ineffektivitet, at man ønskede en kapitaltilførsel for at drage størst muligt udbytte af prisstigningerne. Det skulle ske gennem at modernisere og effektivisere driften af den del af jorden, der blev drevet direkte under godset. Godsejerne havde nemlig ikke tilladelse til at inddrage den bortfæstede, skattepligtige jord under godset. Set fra de nye selvejeres side var der et større incitament til at foretage langsigtede investeringer i deres ejendom. Landsbyfællesskabet blev også påvirket af befolkningsstigningen, jf. igen en nøjere gennemgang i den internationale del. Det stigende antal mennesker og det stigende antal dyr forøgede udnyttelsen af den fælles ressourcebase, den såkaldte overdrevsjord (eng. commons ), der lå uden om landsbyernes marker. Her havde man hentet brændsel til boligen og græsning til dyrene. Ved ureguleret adgang var der risiko for en overudnyttelse, forstået sådan at tilvæksten i græs og buske ville falde langt under det optimale niveau. Den ultimative løsning var at privatisere denne fælles ressource og fordele overdrevene mellem gårde og godser. Det skete da også samtidig med at landsbyfællesskabet blev opløst. De mange smalle strimler jord, der havde hørt til hver enkelt gård, blev samlet omkring gårdene. Denne såkaldte udskiftning af jorden accelererede fra slutningen af 1780 erne og var næsten tilendebragt omkring Den regnes i et europæisk perspektiv for at have været forholdsvis hurtig og vellykket. Den efterlod en forholdsvis stor gruppe af landbrugere med middelstore, vel arronderede brug. Reformerne skete i nært samspil med en stigning i pengeøkonomiens betydning, jf. noten om penge og finansielle institutioner. Fra slutningen af 1700-tallet betaltes en stigende del af skatter, afgifter, lønninger og varekøb mv. i penge. Hvis man skal opsummere, indeholdt reformerne flere elementer, der alt andet lige må have forøget den beskedne men positive vækstrate noget. Produktiviteten må være blevet forøget gennem en mere efficient allokering af produktionsfaktorer og gennem de skalafordele, der opstod ved stigende arbejdsdeling. Desuden skete der som allerede nævnt tekniske fremskridt. Det væksttal på 2 pct. årlig vækst i landbrugsproduktionen , der refereres på side 14 i Sv. Aage Hansens kap. 1 er dog givetvis alt for højt. Hvis man sammenholder den 6

7 eksisterende viden, herunder sammenligner med væksttal for det engelske landbrug, ligger et mere realistisk bud mellem 0,4 og 0,7 pct. total vækst i landbrugsproduktionen om året. Det vil også sige en smule højere end befolkningstilvæksten. Samlet set blev befolkningen på landet altså lidt bedre stillet. Fremgangen tilfaldt dog alene dem der ejede eller forpagtede jord, mens landarbejderne, der netto var købere af fødevarer må være blevet dårligere stillet på grund af de højere priser. Begivenhederne omkring valutasammenbruddet i 1813 og den efterfølgende krise er nærmere behandlet i noten om penge og finansielle institutioner. 3. Kornsalgsperioden ca Her tages udgangspunkt i den iagttagelse at den stigende integration mellem forskellige landes markeder kan aflæses i prisbevægelserne, jf. grafen side 20. Jo mere forbundne med hinanden markederne er, desto mere bevæger priserne sig parallelt. Hvis der f.eks. var en overnormalt stor høst i Sverige og Danmark men en meget lille høst i England, kunne der blive opkøbt billigt korn i Skandinavien som så kunne blive videresolgt til højere priser i England. I datidens økonomi havde prisudviklingen på en basisvare som korn en større afsmittende effekt på andre priser, end det ville være tilfældet i dag. Markedsintegration er meget indgående behandlet i den internationale del af pensum. Bag den stigende integration i verdens økonomi lå først og fremmest den teknologiske udvikling i kommunikation (telegraf) og transport (jernbaner og senere dampskibe), der for alvor begyndte at gøre sig gældende fra 1850 erne. Omtrent på samme tidspunkt banede en række internationale aftaler vej for en liberalisering af handelen i form af betydelige toldnedsættelser. Mest kendt er den såkaldte Cobden-Chevalier aftale 1860 mellem Storbritannien og Frankrig. Den havde form af en såkaldt mestbegunstigelsestraktat (eng. most-favoured-nation ). Det indebar at senere og større toldnedsættelser som Frankrig måtte garantere f. eks Det tyske toldforbund automatisk også kom til at gælde for Storbritannien. Danmark var i forvejen efter toldlove i 1797 og 1838 en frihandelsvenlig nation og indgik derfor ikke i nogen traktater men havde gavn af de liberaliseringer, der skete. Efter konjunkturomslaget i 1870 erne sås igen en stigende protektionisme i nogle europæiske lande 7

8 som Tyskland, Frankrig og Sverige. Den nåede dog på ingen måde det niveau, der senere skulle lamme den internationale økonomi i mellemkrigstiden. Når man som her ser på priserne på årsbasis nærmer bevægelserne sig derfor stærkt til hinanden fra omkring Fra det tidspunkt er England blevet Danmarks vigtigste eksportmarked med korn som vigtigste vare. Dengang som nu afspejler svingningerne i enkelte år oftest virkningen af internationale konflikter. I enkelte år som 1846 har der været tale om misvækst i landbruget, der ramte en større gruppe lande samtidig. For Danmarks vedkommende ses følgende mere langsigtede tendenser: Fra omkring slutningen af 1820 erne stabiliseres priserne og fra midten af 1840 erne ses en stigende tendens. Den væsentligste årsag er, at den industrielle vækst i England forstærkes i denne periode. Stadigt flere englændere forlader landbrugssektoren for at arbejde i byerhvervene og derfor stiger efterspørgslen efter importerede fødevarer. Omsvinget i midten af 1870 erne er generelt for alle sektorer men mærkes i en økonomi som den danske tydeligst som en landbrugskrise. Det kornproducerende landbrug i Nordvesteuropa blev umiddelbart hårdt ramt af konkurrencen fra billigere korn importeret fra USA og Østeuropa. Det sidste vendepunkt omkring midten af 1890 erne kan, hvis man stadig fokuserer på landbrugsvarerne, forklares ved at såvel Tyskland som USA nu har bevæget sig ind i en fase af endnu højere industriel vækst end tidligere. Igen fører det til en øget fødevareefterspørgsel fra den voksende bybefolkning. Vender man tilbage til den danske korneksport til England omkring midten af 1800-tallet er den en udmærket illustration af en pointe i såkaldt klassisk handelsteori. Det er velkendt at engelsk industri var langt mere effektiv end den danske og Danmark importerede da også industrivarer fra bl.a. England. Men det var ikke sådan, at dansk landbrug dengang var mere effektivt end det engelske, målt f.eks. som produktionen pr. mand pr. dag, tværtimod. Det som under disse omstændigheder skabte en gevinst ved handel for begge parter var derfor såkaldt komparative eller relative fordele. Man kan, nogenlunde realistisk, forestille sig at prisen på industrivarer i Danmark var høje målt i prisen på landbrugsvarer på grund af den endnu ikke så effektive danske industri. Danmark havde altså en komparativ fordel i landbrugsvarer. I England med en meget udviklet industri var prisen på industrivarer målt i 8

9 landbrugsvarer lavere. Det vil sige at en dansk landbrugsproducent skulle opgive færre enheder af sin egen vare for at købe en enhed industrivare, hvis han handlede med England. Ræsonnementet gælder naturligvis omvendt når man ser på den engelske industriproducents motiv for at sælge sin vare i Danmark. Sagt med andre ord kunne det betale sig at købe en vare der, hvor offeromkostningerne ( opportunity costs ) var lavest. 9