1. Indledning Problemformulering Metode Afgrænsning og fravalg... 6

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemfelt Problemstilling Problemformulering Metode Projektdesign Afgrænsning og fravalg Kildekritik Begrebsuddybning Coaching Social læringsteori og social kognitions teori Kognition Self-efficacy Response consequences Socialkonstruktionisme vs. Socialkonstruktivisme Teori Albert Banduras afsæt Selvets kognitive kontrol De fire kilder til mestrende selvtillid Kognitiv motivation Læringsmodellerne Modellering Mastery modeling Empiri

2 4.1. Artikelreferat Analyse Kritikpunkt 1. Målstyret aktivitet Kritikpunkt 2. Bedømmelse Kritikpunkt 3. Afhængighed Kritikpunkt 4. Sproglig bevidstgørelse Diskussion Handlemuligheder og menneskesyn Individets læring Coaching i et større perspektiv Konklusion Bibliografi Bøger Hjemmesider

3 1. Indledning 1.1. Problemfelt Individets selvhjælpsmuligheder er i dag, en aktualitet mere end nogensinde før. For blot 150 år siden var vejledning i følelsesmæssige, økonomiske, intellektuelle sågar tøjstilsmæssige problemer, overladt til den enkelte at håndtere. Muligheden og behovet for selvrealisering var en sjældenhed, da individdannelsen var underlagt de herskende sociale lag( og således en social stabil størrelse. Det moderne gennembrud i 1800-tallet gjorde, med sin urbanisering og industrialisering, op med disse socialt herskende normer hvorpå individets personlighed var afgjort af dets omgivelser. Sidenhen har mennesket på kort tid udviklet nye levemåder hvorpå det sociale bånd ikke længere strammer, og individuelle handlemuligheder og forfængelighed i langt højere grad er afgørende for ageren og væren livet ligger i individets hænder. Med dette i baghovedet, overrasker det derfor ikke, at hjælp til selvhjælp i dag er en multinational industri med en årlig indkomst på over 4 milliarder ( Coaching er en nutidig form for hjælp til selvhjælp. Oftes vil det involvere en coach der vejleder et frustreret individ i, til, gennem dets adfærd, at optimere og ændre situationen til en ønskede tilstand. Den ubeskyttede titel coaching spreder sig over mange genrer, bl.a. livscoaching, erhvervsoaching, sundhedscoaching, konfliktcoaching sågar datingcoaching, og dertil mange vejledningsmuligheder. Grundantagelsen for dem alle er dog, at mennesket besidder muligheden for positivt at ændre og optimere sin adfærd. Gennem den rette vejledning, kan dette potentiale frigøres, hvorved individet vil opnå en mere optimeret tilstand (Bilag 1: 3p). Flere praktiske brugere af coachingredskabet indenfor erhvervslivet, har udtrykket deres begejstring for de metoder og resultater det har produceret (Bilag 1: 4p). Hvem ville heller ikke være tiltrukket af tanken om, at vi hver især indeholder et potentiale, der, guidet igennem på den rigtige måde, kan fører os til en mere positiv livstilstand. Men kan man det? Har vi dette potentiale? Er det i virkeligheden en romantisk tanke, om en optimal effektiviseret verden, hvor alle yder 120 procent? Er coaching i virkeligheden blot et redskab hvorpå chefen sikrer de ansattes effektivitet, end et redskab til selvrealisering, selverkendelse og personlig udvikling. Kritikere som f.eks. Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillou plæderer, at coaching, lige meget hvor frihedsudøvende det er for individet, indebærer et subliminalt magtforhold hvor individets ageren er underlagt dels af 3

4 vejlederens/coachens moral, men også en konstant bevidsthed om dets uudnyttede potentiale. Alt afhænger dog af øjet der ser. Andre øjne, såsom psykolog Albert Bandura, ville se denne kritik for en ulegitim beskyldning mod et redskab, der netop varetager individets behov for selvudvikling, gennem sociale og mentale processer. Med udgangspunkt i denne problemstilling, er der lagt op til en undersøgelse og diskussion af coaching set ud fra flere psykologiske perspektiver Problemstilling Coaching er som sagt et redskab rettet mod individets udviklingsmuligheder, i et socialt samfund. Cand.mag. Mikkel Risbjerg samt lektor og cand.scient Peter Triantafillou benytter franske filosof og psykolog Michel Foucaults ( ) som udgangspunkt til, i deres artikel No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv, at yde kritik til coaching som et moralepålæggende styringsredskab til individets udvikling og handlen (Bilag 1: 2) er det så den endegyldige sandhed, kan man spørge. Ja for nogle. Men der vil også findes andre, såsom Albert Bandura med meget modsatte holdninger. Som teoretiker med tilknytning til de nyere skoler af psykologien(christensen 2002:71), argumenterer Bandura for en reciprok determinisme mellem sociale, følelsesmæssige og biologiske faktorer, hvorigennem individet er dannet, påvirket og udviklet. Men vigtigst af alt, siger Bandura, er at mennesket er et aktivt tænkende væsen, der med sin kognitivitet styrer dets handlen (Bandura 1977: 161). Således kan man forestille sig, at Banduras teoretisering snarer vil anskue coaching som en udviklingsmulighed for individet. Dette illustrerer tydelige modsætninger mellem artikelforfatternes syn på mennesket og dets ageren i samfundet. Ligeledes må der være betydelige forskelle at finde i deres anskuelse af coachingfænomenet. Det er denne kontrast der ligger til grundlag for min undren. Jeg ønsker at undersøge hvilke resultater man vil opnå, ved at betragte coaching fra Albert Banduras synsvinkel, og hvorledes denne vinkel kan påvirke artiklens konklusioner. Ved at redegøre for Banduras teorier og begreber vil jeg ud fra kritikpunkter i artiklen No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv belyse og diskutere teoretikernes forskelle i henhold til coaching. Med dette udgangspunkt, har jeg formuleret problemformuleringen nedenfor. 4

5 1.3. Problemformulering Hvordan kan coaching forstås ud fra Albert Banduras social kognitive teori, og hvorledes adskiller dette sig fra Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous social konstruktionistiske udgangspunkt? Hvilken effekt har disse forståelser på anskueliggørelsen af coaching som et individudviklende redskab? 5

6 2. Metode 2.1. Projektdesign Metode problemformulering Teori Albert Bandura Empiri Artiklen "No time for losers" Analyse Kritikpunkt 1 Kritikpunkt 2 Kritikpunkt 3 Kritikpunkt 4 Diskussion Forståelsesrammernes effekt Konklusion Konklusion 2.2. Afgrænsning og fravalg På grund af sidemæssige restriktioner, samt en bibeholdelse af den røde tråd gennem projektet, har jeg foretaget nogle afgrænsninger både teoretisk og empirisk. Det teoretiske perspektiv i opgaven, baseres udelukkende på Albert Bandura. Valget af Albert Bandura er baseret på flere forskellige faktorer. Dels finder jeg hans teori om det reciprokke forhold samt hans individdualistiske fokus interessant. Men især syntes han at være en spændende teoretiker til at modspille til artikelforfatternes udgangspunkt i Foucault, i diskussionen om coaching. Michel Foucault vil således kun refereres til gennem Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous artikel, hvori der redegøres for Foucaults synspunkter og begreber der anvendes som argumentationsgrundlag. Det skal derfor understreges, at Michel Foucault og hans teoretiske orientering ikke vil tilegnes stor opmærksomhed i selve projektet, men vil på grund af artiklens afsæt, sublimt vil være til stede gennem projektet. Havde der været færre restriktioner på projektets sidemæssige omfang, havde en mere omfattende inddragelse af Foucault dog været oplagt. Taget overstående i betragtning, har jeg ikke foretaget egen empirisk data, men har i stedet baseret det empiriske grundlag på artiklen No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv bragt i Tidskrift for Arbejdsliv i Hertil skal det igen understreges, at de sidemæssige forbehold umuliggør en dybdegående beskrivelse af 6

7 coaching, hvorved læseren henvises til artiklen eller artikelreferatet beskrevet i empiriafsnittet for information om coaching. Afslutningsvis har jeg fravalgt at skrive en perspektivering. Denne beslutning er baseret på opgavens karakter; min kritik tager udelukkende afsæt i den bestemte artikels konkrete problemstilling, hvorfor jeg, med kun 20 sider, ikke finder en perspektivering relevant nok til at optage den trænge plads Kildekritik Som nævnt, er projektets primærteoretiske grundlag udelukkende baseret på Albert Bandura. På trods af, at han anses som en af ophavsmændene bag social kognitivismen, er det givet at der vil være punkter hvor andre social kognitivister vil være uenige med hans tilgang. Desuden har Bandura gennem årene undergået en udvikling fra et social lærings teoretisk fokus til et social kognitivistisk fokus. Jeg har i primærlitteraturen dog ikke skelnet denne overgang, da det ikke syntes betydningsfuldt for projektet. Afslutningsvis kan man stille sig usikker på det empiriske grundlag, der er lagt for opgaven. Artikels forfattere, Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillou er begge akademikere hvorved man må antage at de har en vis form for teoretisk autoritet. Dog skal artiklen betragtes som sekundær litteratur, hvorved min diskussion og konklusion baseres på deres redegørelse, tolkning og diskussion af coaching, samt deres tolkning af Michel Foucaults begreber. Således er mine resultater baseret på deres udtalelser mere end emnet generelt, da jeg ikke mener at kunne levere det rette grundlag for at skabe sådanne påstande. I den sammenhæng vil jeg derfor argumentere for, at på trods af risikoen for at forfatterne læser og bruger Foucault på en måde hvorpå det matcher deres pointer, er anvendelsen af sekundær litteratur i denne situation ikke nødvendigvis en svaghed. Formålet med opgaven er netop at belyse hvorledes man kan anskueliggøre emnet alt efter hvilket synspunkt der benyttes. Derved er brugen af sekundære litteratur vigtig, da det ligger til grund for diskussionen Begrebsuddybning Meget af litteraturen benyttet i teoriafsnittet er engelsk, hvorfor jeg i det følgende vil redegøre for nogle af de mest anvendte begreber, således der ikke skabes tvivl om hvordan de skal forstås i denne opgave. Desuden vil jeg redegøre for de danske begreber, vis betydning kan tolkes på flere måder. 7

8 Coaching I indledningen blev det nævnt hvordan coaching kan anvendes i mange sammenhænge. Jeg vil dog i opgaven, hovedsageligt tage udgangspunkt i coaching som et erhvervs- og personlighedsmæssigt værktøj Social læringsteori og social kognitions teori Albert Bandura udviklede først den sociale læringsteori og tilsluttede sig senere hen social kognitions teori. Da jeg udelukkende benytter mig af Albert Banduras teoretiseringer, vil jeg, som tidligere nævnt, ikke skelne mellem disse teorier Kognition Ifølge Gads Psykologileksikon er kognition tænkning eller informationsbearbejdning af bevidst eller ubevidst art., når begrebet anvendes i teksten henvises der således til de tankemæssige refleksioner individets gør sig ved viden, indsigt og fortvivlelse (Bjerg 2004: 286) Self-efficacy Der er mange måder at oversætte et af Banduras mest populære begreber, self-efficacy. Ifølge ordbogen.dk kan det oversættes til virkeevne, gennemslagskraft, virkningsgrad m.m. Af danske versioner kan der nævnes mestrende selvtillid, selvkompetence, tro på egen gennemslagskraft, selvtillid og selveffektivitet (Bertelsen 2001: 70). Jeg har i min opgave valgt at benytte mig af det danske udtryk mestrende selvtillid, da læserytmen derved ikke forstyrres af engelske ord men forbliver intakt. Mestrende selvtillid syntes at ramme princippet om self-efficacy, men er stadig bredt nok til alle situationer. Da self-efficacy er svært at oversætte direkte til dansk, beder jeg derfor læseren have det engelske udtryk in mente hvis der skulle opstå situationer hvor det danske udtryk ikke syntes rammende Response consequences Begrebet anvendes af Bandura til at forklare en læringsform, hvorpå individet vælger sin adfærd alt efter de forventede konsekvenser. Response kan ifølge ordbogen.dk oversættes til svar, reaktion, respons m.m. Igen tager jeg mig det forbehold at benytte den danske oversættelse respons konsekvens, da dette giver læseren en bedre rytme. Her skal man ligeledes være opmærksom på oversættelsens betydning til dansk i forhold til engelsk, da ordene, på trods af deres ensartethed, kan tilegnes forskellige betydninger for hvert sprog. 8

9 Socialkonstruktionisme vs. Socialkonstruktivisme For at undgå misforståelser om disse to psykologiske retninger, vil jeg kort redegøre for min opfattelse og brug af socialkonstruktionismen. Gerd Christensen uddyber i Psykologiens Videnskabsteori at socialkonstruktionismen er en samlebetegnelse for en række psykologiske teorier, der filosofisk udspringer af socialkonstruktivismen (Christensen 2002: 71). I den forbindelse kobles Michel Foucault som inspirationskilde til denne retning som (Christensen 2002: 71). 9

10 3. Teori For at få en forståelse for Albert Banduras teoretiske udgangspunkt, vil der i følgende afsnit redegøres for hans perspektiver indenfor udviklings- og personlighedspsykologi. Der vil i dette afsnit blive lagt vægt på kognitiv udvikling og observerbar læring, da disse begreber er mest relevant for analysen og diskussion Albert Banduras afsæt Psykoanalysen blomstrede i 1890 erne, 30 år senere slog behaviorismen igennem som en ekstrem modpol til psykoanalysens lid i individets ubevidste og seksualdrift (Christensen 2002: 63). I erne opstod en ny strømning af kognitive og sociale læringsteorier. En af frontfigurerne indenfor området er canadiske Albert Bandura (1925) der med sin kritiske stillingtagen til foregående teorier, valgte at fokusere på både de sociale, biologiske og kognitive aspekter af individets læring, udvikling og væren (Bandura 1977: 16p). Reciprok Determinisme, er et begreb der indbefatter retningens kerne, og henviser til den gensidige interaktion mellem person og miljø, hvor mennesket gennem sine biologiske og kognitive forudsætninger, skaber og bliver skabt af de sociale omstændigheder (Bandura 1977: 9). Dermed er Banduras holdning, hverken at mennesket agerer gennem ubevidste drifter eller er født med en biologisk programmeret adfærd, men snarere udvikler sine adfærdsmønstre ved direkte erfaring og observation gennem kognitive overvejelser. Det pointeres i den sammenhæng, at man er født med visse biologiske forudsætninger der muliggør, eller umuliggør optagelsen og processeringen af sensorisk input. Individets bearbejdning og organisering af information afhænger derfor, af dets unikke neurale system (Bandura 1977: 72p). Dette betyder at biologiske faktorer ikke skabende for individet, men snarer har indflydelse i tilegnelsesprocessen. Skabelsen og udvikling er derfor kun begrænset af eksterne kræfter (samfundsnormer og moraler) samt individets egen vilje til at handle (Ibid.: 16p). Denne vilje, skabt af individets kognition, bærer stor betydning for Banduras teori, hvorfor der i det følgende vil blive redegjort for principperne heromkring Selvets kognitive kontrol Our behavior is influenced by the extent to which we believe that we can cope with the demands of a particular situation (Ewen 1998: 522) 10

11 Et af Albert Banduras mest kendte begreber er self-efficacy 1. Self-efficacy eller mestrende selvtillid er essentiel for individets selvudvikling i og med opfattelsen af dets egen mestrende selvtillid, dels påvirker hvilke aktiviteter/situationer det engagerer sig i, og dels påvirker processer såsom udholdenheden, motivationen, følelsesmæssige og tankemæssige reaktioner m.m.(pervin 2001: 447). Mestrende selvtillid er således en størrelse individet selv skaber gennem sin tankemæssige aktivitet kognitionen, samt erfaringer skabt i under sociale omstændigheder. Som Bandura formulerer det: den umiddelbare uoverensstemmelse mellem teori og praksis kan forsones ved at anerkende, at forandring formidles gennem kognitive processer, men at de kognitive omstændigheder bedst igangsættes og ændres af erfaringer fra succesfuld udførelse. (Bandura 1977: 79, min oversættelse) Her fremgår det hvordan han forsøger at skabe en teori der tilgodeser elementer af psykologien der før blev anset for værende adskilte, nu forenet i en reciprok determinisme. Dette forhold bevidner til Banduras moderne socialpsykologisk udgangspunkt, hvori individets kognitivisme er central for udviklingen og væren i det sociale samfund (Christensen 2002: 171). Social kognitionsteorierne lægger netop vægt på hvordan individet og dets sociale adfærd påvirkes af dets fortolkning, tænkning og kategorisering af omgivelserne. Individet er derfor et rationelt tænkende væsen vis mål er at danne mening ved et konstant samspil mellem sin egen og andres eksistens (Christensen 2002: 172). Denne position er vigtig at bide mærke i, da den bevidner til en anden måde at anskueliggøre coaching på, og dermed skaber en interessant kontrast til det argumentationsgrundlag Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillou i artiklen bygger, på baggrund af Michel Foucault De fire kilder til mestrende selvtillid Bandura frembringer fire forskellige kilder, hvorigennem mennesket vurderer og styrker sin mestrende selvtillid. Disse er som følger: Indsatsgennemførelse (Performance accomplishment). Skabes ved, at individet både opnår succes med sin adfærd, men også gennemgår prøvelser der styrker dets udholdenhed til at overkomme forhindringer. På den måde vil skuffelsen ved en negativ oplevelse være reduceret pga. den høje tro til ens ydeevne (Bandura 1977: 81) Andenhåndserfaring (Vicarious experience). Her fremstår styrken i den sociale sammenlignelsesproces hvis du kan, kan jeg også samt den guidede adfærd, der 1 Der henvises til begrebsuddybning i metodeafsnittet. 11

12 fungerer som et sikkerhedsnet for individets succesfulde ageren (Bandura 1989: 365). Verbal overtalelse (Verbal persuasion). Hvis individet er fortvivlet, kan det hjælpe at få opmuntring. Det er dog vigtigt at individet ikke opmuntres til at yde på et niveau der overstiger dets evner, da man derved kan risikere et større negativt udfald end hvad ens self-efficacy niveau kan bære. Bandura understreger derfor at succes ikke skal måles i sejre over andre, men i form af egenforbedring (Bandura 1989: 365). Fysisk tilstand (Physiological state). Ved at styrke sit fysiske helbred, styrker individet sit psykiske helbred, da man på den måde bliver bedre til at håndtere stress og andre spændingssyndromer, da mennesket ofte kobler disse syndromer med dårlig ydeevne. Menneskets mestrende selvtillid varierer derfor både i størrelse alt efter individets niveau vil det kun påtage sig oplevelser der passer med deres opfattelse af deres niveau, styrke jo stærkere tro på sin mestrende selvtillid jo sværere er den at slukke, og almindelighed nogle oplevelser skaber en generaliseret form for mestrende selvtillid, hvor andre situationer skaber en mere begrænset tro. Generelt gælder det dog, at jo stærkere vurdering af sit eget niveau er, jo større er sandsynligheden for succesfuldt at udføre negative eller truende opgaver (Bandura 1977: 85). Hvis individet dermed konsekvent ikke formår at opnå positive resultater, og udviser anormal adfærd eller få personlige problemer, kan dette ifølge Bandura tildeles fejl i modelindlæringen eller en for lav mestrende selvtillid. Vejen ud af disse problemer kan opnås gennem modelindlæring, der vil blive behandlet senere i afsnittet, samt ændringer af individets adfærdsmønstre. Hvordan disse ændringer kan forekomme vil blive fremvist i følgende afsnit Kognitiv motivation Som beskrevet i foregående afsnit, lægger Albert Bandura stor vægt på menneskets kognitive funktioner, hvori den kognitive aktivitet er motivationskernen for handling. Da individet dermed er i stand til at bevæge sig væk fra den nutidige situation og i stedet fundere over fremtidens mulige konsekvenser, bliver det fremtidig forventede resultat, en motivationsfaktor for handlen (Bandura 1977: 161). Ud over forventning som kognitiv funktion, er også individets målsætnings- og selvreguleringsprocesser. For at undergå forandring er det essentielt, at stille sin egen adfærd til revurdering, siger Bandura. Således henviser målsætnings- og selvreguleringsprocesser til individets evne til 1. at evaluerer sin nuværende situation, 12

13 erkende en vis utilfredshed i forhold til forestilling om hvordan situationen skal være 2. fremsætte mål for at sikre, at den utilfredsstillende situation ændres 3. genevaluering af situationen og vurdere om de givne mål har nogen effekt. Herved indgår individet i en konstant evalueringsproces med sig selv (Bandura 1977: 161). Det understreges dog, at målet i sig selv ikke skal anses som kilden til motivation, men snarer som en sikringsmekanisme for at opnå de ønskede ændringer. Effektiviteten af individets regulering af sin adfærd afhænger derfor i sidste ende dels af hvor specifik målet formuleres og dels hvor nærtliggende det er både tidsmæssigt og følelsesmæssigt. Her understreger Bandura, at jo mere følelsesmæssig inderligt målet er, jo mere umage vil individet gøre sig for at opnå det (Bandura 1977: 162). Banduras pointe er således at det overordnet set, er op til individet selv at erkende et behov for forandring og dermed ændre sin givne situation. Det naturlige rationale mennesket er opgjort af, gør den konstante kognitive evalueringsproces mulig, hvorpå et ønske om forandring af individets adfærd eller situationen, afhænger af dets praksis af forventnings-, målsætnings- og reguleringsprocesserne. Bandura plæderer yderligere, at mennesket ikke vil stoppe ved opnåelsen af dets egenmål, men altid søge højere dimensioner for dels at genskabe tilfredshedsfølelsen ved opnåelsen af målene, og dels at styrke sin mestrende selvtillid. Denne betragtning er særlig interessant, i og med det bevidner om et iboende ønske i individet for konstant forbedring. Denne holdning vil senere i opgaven blive betragtet og diskuteret i forhold til Foucault samt artikelforfatternes holdning til konstant selvforbedring. Disse kognitive strukturer og kontrolmuligheder Bandura fokuserer på, kommer til udtryk gennem de sociale foranstaltninger individet 3.3. Læringsmodellerne Albert Bandura mener at der overordnet findes to komponenter hvorigennem mennesket optager læring. Den første proces omtaler han som respons konsekvenser eller på engelsk response consequences, henviser til hvordan individet vælger sin adfærd alt efter hvilke (forventede) konsekvenser der følger. Er konsekvensen negativt vil denne adfærd fravælges, er udfaldet derimod succesfuldt vil individet forstærke denne adfærd (Bandura 1977: 17). Derved vil man kunne drage tydelige paralleller til behavioristerne, der med betragtninger 13

14 som trial & error og operant conditioning slog individet fast som værende udelukkende påvirket af eksterne faktorer. Bandura plæderer dog I den forbindelse at meget forskning peger på, at forstærkning [af adfærd, red.] I højere grad fungerer som en informations og motivationsgivende proces, end som en styrkelse af et mekanisk respons (Ibid: 21, min oversættelse). Her fremgår en tydelig afstandstagen til den behavioristiske opfattelse af individet som kognitivt og biologisk indholdsløst. Tværtimod skaber og forstærker den ydre stimuli, en indre stimuli samt et behov i individet, hvorved dets handling bliver baseret på immanente motiver og ikke blot er reduceret til mekanisk respons Modellering Albert Banduras anden komponent i menneskets læring, kaldes modellering, og lægger sig tæt op af princippet om respons konsekvens, men adskiller sig dog ved en betydelig faktor. Ved respons konsekvenslæring er det individet selv, der afprøver, overvejer og reagerer på stimuli. Modellering er derimod baseret på andenhåndserfaring, hvor læringen foregår gennem andre individer der fungerer som modeller og dermed skaber rammerne for observantens adfærd. Individet gennemgår fire processer ved modellering; opmærksomheds-, fastholdelses-, fysisk gendannelses- og motivations processen (Bandura 1977: 23). Bandura postulerer, at individet i første omgang observerer og fortolker omgivelserne, for efterfølgende at vedligeholde og huske de aspekter af adfærden individet har fundet interessant, i symbolske koder. Disse symbolske repræsentationer omdannes til derefter reel handling, hvorigennem individet tilpasser sin adfærd ud fra dets forestillinger om modellens adfærd(bandura 1989: 363). Det sidste stadie henviser til individets motivation for tilegnelse af adfærden. Bandura skelner således mellem adfærd tilegnet på grund af en iboende motivation, og adfærd tilegnet på grund af omgivelsernes krav(bandura 1977: 28). Ligesom med effekten af individets reguleringsprocesser (jf. afsnit ), afhænger tilegnelsen og styrken af den nye adfærd af, hvor nærtliggende adfærden er for individets personlighed Mastery modeling Bandura har siden hen viderebygget på teorien om modellering og udviklet en mere erhvervsorienteret model, der gennem et tretrinsprogram har til formål at videreudvikle sociale, intellektuelle og adfærdsmæssige færdigheder i(bandura 1989: 363). Første trin består i at lære generelle strategier, regler og grundlæggende færdigheder for den givne 14

15 adfærd, hvorpå individet selv skaber en generel forståelse reglernes anvendelses- og justeringsmuligheder på den måde får de ikke af vide hvad de skal gøre, men får redskaber til hvordan man kan gøre. Dernæst skal individet erfare og afprøve de nyerhvervede regler og strategier i sikre eller stimulerede miljøer, hvor der stadig er mulighed for at fejle og modificere sin adfærd uden at skade omgivelserne. Her er en vigtig faktor den feedback subjektet får fra modellerne, således at individet bliver guidet den rigtige vej. Sidste fase er aktiv udslusning i arbejdsmiljøet. Opgavernes sværhedsgrad øges gradvist for at individet bevarer og opbygger sin mestrende selvtillid. Ved at pålægge læringsprocessen (og dertil udviklingsprocessen) de sociale relationer, kommer den sidste faktor af Albert Banduras reciprokke determinisme til udtryk. Vi har således i de foregående afsnit set hvordan modellering og individets kognitive aktiviteter samt herskende biologiske strukturer, ligger til grund for individets skabelse og udvikling gennem de sociale strukturer en reciprok determinisme. Disse informationer vil i analysekapitlet benyttes til at anskueliggøre coaching ud fra Albert Banduras teori. Først vil jeg dog i følgende afsnit redegøre for min brug af empiri. 15

16 4. Empiri Følgende afsnit indeholder et artikelreferat af Bilag 1, for at tydeliggøre den empiriske basis, hvorpå analysen og diskussionen baseres på Artikelreferat Cand. mag. Mikkel Risbjerg og lektor ved RUC Peter Triantafillou problematiserer i artiklen No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv coaching (Bilag 1: 1). Hypotesen er, at der i interaktionen mellem coachen og den coachede, foregår en form for frihedsudøvelse, hvor den coachede henslængt får pålagt en moral, og dermed mister sin frihed. Denne moral har til hensigt at få individet til at præstere bedre, og i sidste ende blive mere konkurrencedygtig. Deres problemstilling lyder derfor således hvornår og hvor er coaching skabt, hvordan kan coaching begrebsliggøres, og hvilke mageffekter er coaching forbundet med? (Bilag 1: 2). Artiklen teoretiseres gennem Michel Foucault magt- og subjektiveringsbegreber, hvorigennem individet udvikles og skabes. Hypotesen og problemstillingen diskuteres gennem tre forskellige forståelser af coaching: hhv. magtfri dialog, illegitim magt og magt-via-frihed (Bilag 1: 3). Til sidst beskrives en ny gren af coaching ved coach Allan Holmgren, hvor de før kritiserede magtrelationer ved praksissen, anerkendes og integreres. Afslutningsvis konkluderer forfatterne gennem tre hovedargumenter, at coaching ud fra Foucaults begrebsliggørelser, skal betragtes som et sofistikeret magtinstrument, udviklet til at sikre medarbejdernes effektive ageren(bilag 1: 13p). Med Risbjerg og Triantafillous udgangspunkt i Foucault, kan man argumentere for, at de tager en socialkonstruktionistisk synsvinkel til coachingproblematikken. Foucault, der i høj grad er inspireret af socialkonstruktionismens fokus på individets sociale konstruktioner som subjektiverende, vil uddybes i følgende afsnit. 16

17 5. Analyse Artiklen No time for losers opstiller fire kritikpunkter, hvorigennem artikelforfatterne illustrerer deres skepsis til coachingens praksisser og underliggende magteffekter. Set i lyset af disse fire punkter, vil jeg i følgende afsnit udarbejde en analyse af, hvorledes disse kritikpunkter kan anskues gennem Albert Banduras begrebsliggørelser. Dette gøres, for at undersøge om man ud fra Banduras teoretiske synspunkt, ligeledes kan betragte disse punkter somcoachingens underliggende magteffekter. Herved ønsker jeg at skabe et grundlag for den senere diskussion. Risbjerg og Triantafillou diskuterer i artiklen afslutningsvis coaching som en poststrukturalistisk praksis. Heri fremstilles to områder hvorpå de mener, at coaching underspiller og forbigår magteffekter der påvirker subjektet. Dels argumenterer de for, at coaching altid vil være bundet til specifikke moralske koder, der favoriserer bestemte frihedspraksisser (især pligten til konstant selvforbedring) på bekostning af andre (Bilag 1: 11). Og dels argumenterer de for, at det ikke er hvilken som helst frihedspraksis der kan frigøres via coaching, men kun de praksisser, der har et mere eller mindre konkret mål (Bilag 1: 12). Ud fra disse bekymringer, opstiller forfatterne fire punkter hvorpå man kan anskue coachingens manglende forbehold for magtforholdene i praksissen (Bilag 1: 12) Kritikpunkt 1. Målstyret aktivitet Første kritik baseres på antagelsen om, at individet undergår en form for målstyret aktivitet, dvs. dets aktivitet udelukkende bliver målt i form af succes eller fiasko. På den måde skal individet opnå sine egne mål for at se sig selv som succesfuld. Ud fra redegørelsen af Albert Banduras psykologiske synsvinkel, kan man argumentere for, at den målstyrede aktivitet, snarere er en positiv proces for individet end et udtryk for omgivelsernes magtpåvirkning. Dette kan baseres på flere omstændigheder. Fra et socialkognitivistisk synspunkt, kan man først og fremmest betragte den målstyrede aktivitet, som et tegn på individets høje mestrende selvtillid en størrelse i konstant bevægelse, der guider individet videre i sin udvikling og selvrealiseringsproces. Sagt på en anden måde, er udgangspunktet, at individet med mestrende selvtillid naturlig vil søge nye områder hvorpå denne selvtillid kan styrkes (jf. afsnit ). Når individet gennemfører disse nye udfordringer, er dets selvtillid styrket og vil dermed være mere udholdende og 17

18 upåvirket af eventuelle barrierer, en proces Bandura betegner som indsatsgennemførsel (jf. afsnit 3.2.). Dermed kan den målstyrede aktivitet og individets mestrende selvtillid betragtes som gensidige størrelser, der konstant udfordrer individet til at søge nye veje. Dernæst kan man med Banduras teori i mente, argumentere for, at målstyret aktivitet er et udtryk for udnyttelsen af sit kognitive potentiale til forandring (jf. afsnit ). Som han udtrykker det i bogen Social Learning Theory, er incitamentet til handlen rodfæstet i kognitive aktiviteter (Bandura 1977: 161, min oversættelse). Dermed er målstyret aktivitet individets kognitive erkendelse af utilfredshed ved den iboende tilstand, i forhold til den tilstand individet ønsker at befinde sig i. Målet og forventningsdannelsen er derfor en sikringsmekanisme hvorpå individet baner sig vej ud af den misfornøjende situation, med de fremtidige konsekvenser som motivationsfaktorer for handlen. Albert Bandura plædere afslutningsvis, at individets succes skal måles i form af egenforbedring, og ikke i form af andres succes (jf. afsnit ). Dermed kan der drages tydelige paralleller mellem Bandura og coachingens syn på individets udviklingsproces. De pointerer, med hver deres begreber Bandura med hans principper om egenforbedring og kognitive motivation, coaching med deres principper om de- og rekonstruering og det frisættende potentiale at individet har et iboende ønske samt mulighed for konstant forbedring. Baseret på overstående, kan man ud fra et Banduraistisk synspunkt, ikke betragte målstyret aktivitet som en magteffekt pålagt individet og styret af sociale konstruktioner og herskende normer, men snarere et udtryk for individets immanente ønske om udvikling og anerkendelse Kritikpunkt 2. Bedømmelse Forfatterne kritiserer i 2. punkt problematikken forbundet med de individer der ikke ønsker coaching. Da coachingens udgangspunkt er, at mennesket har et uudnyttet potentiale som kan forløses via coaching, rationaliserer forfatterne, at de der ikke ønsker dette potentiale forløst er nogle tabere, idet de ikke engang kan/vil sætte mål for sig selv (Bilag 1: 12). Som tidligere pointeret er Albert Bandura af den overbevisning, at mennesket, givet dets aktivt tænkende karakter, konstant vil revurdere sin situation og søge at virkeliggøre sine mål. Eksisterer ønsket om målsætning ikke, kan det derfor ifølge Bandura tilegnes en for lav mestrende selvtillid eller fejlagtig modelindlæringen, hvorigennem individets degraderende tanker om dets egen værd blokerer for videreudviklingen (jf afsnit ). Disse negative 18

19 tanker kan yderligere forstærkes hvis individet er fysisk svækket, da modstandsdygtigheden for stress og dermed fornedrende tanker, vil være formindsket (jf. afsnit ). Således skal man ifølge Bandura ikke betragte denne situation som udtryk for, at individet er en taber, men i højere grad forstå manglen af målsætning som en ufrivillig stopklods opstået af individets negative tankestrøm og fysiske tilstand. Vejen ud af disse problemer er derfor knyttet til en forbedring af individets fysik, adfærdsmønstre og modelindlæring, tilvejebragt gennem verbal overtalelse, andenhåndserfaring og indsatsgennemførelse (jf. afsnit ). Således støttes individet dels mundtligt gennem sociale relationer, og dels praktisk gennem andenhåndserfaringen der øger chancen for individets succesfulde ageren, hvorved individet i sidste ende have styrket sin mestrende selvtillid og håndtering af barrierer Kritikpunkt 3. Afhængighed Tredje del af kritikken opsamler de to foregående kritikpunkter, ved at opstille en generel problemstilling i coaching forestillingen om, at individet vil gøre sig afhængig af coachingforholdet. Denne afhængighed, er skabt ud fra individets konstante opmærksom på sit uudnyttede potentiale og mer-effektivitet, således at der skabes en afhængighed til coachingens ekspertise for at hjælpe dette potentiale på vej. Som nævnt tidligere, indgår det kognitive individ i kontante evaluerings- og selvreguleringsprocesser, hvormed det gør sig bevidst om sin egen handlen. Albert Bandura plæderer i denne sammenhæng at de fleste succeser ikke bringer en vedvarende tilfredsstillelse; efter gennemførelsen af et givent indsatsniveau, vil individet som oftes ikke længere være tilfredsstillet, hvorfor det, i jagten på en betinget positiv selvstyrke, vil søge højere niveauer at opnå (Bandura 1977: 161, min oversættelse) Ovenstående citat underbygger coachingens princip om det uudnyttede potentiale, ved at argumentere for individets ønske om at styrke sig selv og sin psyke. Ud fra Banduras synspunkt, kan coachingens fokus og dermed individets fokus på det uudnyttede potentiale, således ikke betragtes som et afhængighedsforhold, i og med individet selv altid vil søge nye udfordringer, hvorved coachingen i højere grad skal betragtes som en guidende hjælp. Hertil kan forholdet mellem coachen og den coachede betragtes som løbende 19

20 modellering, hvorigennem den coachede finder inspiration til adfærd gennem coachens vejledning. Der forekommer imidlertid en betydelig forskel i hvorledes coaching og Albert Bandura betragter individets potentiale. Hvor Bandura mener at det er individets bevidsthed om at kunne klare mere og ønske mere, understreger coaching i højere grad et potentiale i alle mennesker. Sagt på en anden måde understøtter coaching det iboende potentiales fremkomst gennem coaching, hvor Bandura argumenterer for selvets egen forankring af potentiale (hvis lav mestrende selvtillid, intet potentiale), skabt gennem egne positive erfaringer og kognitive aktivitet. På den måde er Banduras individ i højere grad udgjort af et autonomt potentiale, end indebærer af et konstant potentiale. At bruge coachen som guide, kan derfor ud fra Banduras perspektiv også ses som et udtryk for en lav mestrende selvtillid hvorpå individet har brug for verbal overtalelse (jf. afsnit ) for at genoprette sin mestrende selvtillid og nå sine mål Kritikpunkt 4. Sproglig bevidstgørelse Afslutningsvis diskuterer Risbjerg og Triantafillou, samtalens struktur for individets videreudvikling. De taler for, at coachingens fokus på en sproglig de- og rekonstruering af individet, ikke tager forbehold for sociale relationers påvirkning, regelsæt og andre styringsforsøg. Albert Banduras brug af og fokus på sproglig bevidstgørelse for individudvikling, kommer svagt til udtryk i individets mestrende selvtillidsproces. Her fremstår det (jf. afsnit ) at individet i tilfælde af en lav mestrende selvtillid, igennem sociale relationer kan søge mundtlig støtte og dermed styrke sin mestrende selvtillid. Når det er sagt, kan man ud fra Banduras teoretiske perspektiv sætte sig enig i forfatternes påstand om coachingens manglende hensynstagen til sociale forhold, normer og regelsæt. Banduras teori om menneskets indlæringsprocesser, lægger netop vægt på individets læring gennem sociale processer, dels gennem andres adfærd men også gennem generelle strategier og regler omgivelserne sætter (jf. afsnit ). Dette sidste kritikpunkt er især interessant, da man kan argumentere for, at forfatterne her afviger fra deres tidligere måde at opfatte og kritisere coaching på. Således ændres forholdende mellem artiklens fortalers Bandura og artiklens kritikeres forfatterne og Foucault, syn på coaching. Hvor man i de andre kritikpunkter så en stærk overensstemmelse mellem coaching og Bandura versus forfatterne og Foucault, er der i dette punkt en større 20

21 forbindelse mellem Bandura og forfatterne, samt en ligeledes forbindelse mellem Foucault og coachingens syn på den sproglige bevidstgørelse. Denne ændring vil blive diskuteret i følgende kapitel. Gennem analysen, fremgår det tydeligt, at der er store forskelle på anskuelsen af coaching ud fra henholdsvis et socialkognitivistisk synspunkt og et socialkostruktionistisk synspunkt. Bandura fremstår overordnet set som fortaler for den individualistiske fremgangsmåde coaching benytter, hvorpå der er forståelse af individets dannelse og udvikling i selvet og gennem sociale processer. Foucault står med forfatternes i den anden ende, og mener med deres konstruktionistiske udgangsvinkel at coaching blot er en måde hvorpå individet underlægges gældende magters moral. Afslutningsvis argumenterer jeg dog for, at diskussionsdeltagernes (forfatterne, Foucault og Bandura) roller ikke nødvendigvis er så opdelt som ellers antaget. Følgende diskussion er baseret på disse observationer og delkonklusioner. 21

22 6. Diskussion Jeg skriver i problemstillingen, at alt afhænger af øjet der ser en talemåde der også gælder for illustreringen af coaching. Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous gennemgående argument for coaching som et negativt redskab til individdannelse og -udvikling, er således en måde at betragte coaching på. I analysen, fremstår anden måde at se coaching på, hvor overhængende ligheder mellem Albert Banduras socialkognitivistiske synspunkt og coaching kommer til udtryk. Jeg vil i det følgende diskutere årsagen til disse forskelle og deres effekt på anskueliggørelsen af coaching som et individudviklende redskab Handlemuligheder og menneskesyn I analysen ræsonnerede jeg, for paralleller mellem coachingens fokus på det uudnyttede potentiale og Banduras principper om individets evaluerings- og selvreguleringsprocesser (jf. afsnit 5.3.). På trods af en uenighed om det udviklende potentiales afsæt, syntes begge tilgange at betragte individets selverkendende muligheder, og dets ønske om konstant videreudvikling. Således kan man argumentere for at både coaching og Albert Bandura, arbejder ud fra en erkendelse af, at individets grundlæggende kognitive processer er et centralt element i udvikling og selvrealisering. Denne kognitivitet indgår i en vekselvirkning med de omkringliggende sociale relationer, hvori de to kræfter konstant påvirker hinanden. Derfor tilegnes individets motivation for adfærd og dermed kilden til handlen dets kognitive aktivitet og dets sociale interaktion. Den reciprokke determinisme vidner om et menneskesyn, baseret på en individualistisk tankegang, hvor selvet stilles til ansvar for sit eget liv og ageren, og skinner igennem som et individ i det sociale(christensen 2002: 172). På trods af relationernes indflydelse, vil individets adfærd og erkendelse således være forankret i dets egen kognitive opfattelse af verden et udtryk for en rationalisme hvorigennem selvets fornuft er vejen til erkendelse (Ibid: 33). Denne erkendelsesposition lægger en markant afstand til det udgangspunkt, artikelforfatterne baserer deres analyse og kritik af coaching på. Med ophav i Foucault, påtager Risbjerg og Triantafillou sig et konstruktionistisk menneskesyn, hvori individet ikke selv skaber sin egen erkendelse, men underligger magtsystemernes konstruerede sandhed der pålægger selvet en morale (Berg 2004: 182). Foucault, der anses som ledende inspirationskilde for poststrukturalismen og socialkonstruktionismen (Christensen 2002: 71), 22

23 er kendt for sine holdninger om mennesket, som en konstruktion skabt af magtsystemer, hvorpå individets handlen baseres på magten og omgivelsernes moralopfattelse (Bjerg 2004: 182). Individet undergår således selvdisciplinerende etiske praksisser 2 for at opnå en moralsk væren(bilag 1: 10). Effekten af disse differentierende menneskesyn, er således stærke modsættende opfattelser af coaching som individudviklende redskab. Elementer Foucault opfatter som uovervejede og underspillede magteffekter (Bilag 1: 12), vil Bandura opfatte som individets måde at sikre sin konstante udvikling, tilvejebragt gennem sin kognivitet. Betragter man eksempelvis coachingens postulat om det uudnyttede potentiale, vil artikelforfatterne og Foucault se dette som et udtryk for skjulte magtrelationer og selvdisciplinering. Bandura derimod vil, som tidligere argumenteret for, give medtag i princippet om et potentiale for merudvikling, tilvejebragt gennem konstant selvevaluering og -regulering. Det fremgår således hvordan disse essentielle erkendelsesforståelser, påvirker udgangsvinklen hvorpå coaching analyseres og kritiseres. Taget forholdet, mellem coaching, Bandura, artikelforfatterne og Foucault i betragtning, er det derfor ikke svært at forstå uoverensstemmelsen mellem coaching og artikelforfatterne ligesom det er heller ikke er svært at, forstå overensstemmelsen mellem Albert Bandura og coaching Individets læring Et andet relevantprincip er det mellem coaching og Albert Banduras teoretisering af individlæring. Man kan argumentere for, at ligheden her ligger i fremgangsmåden for individets læring og erkendelse, en fremgangsmåde der vidner om elementer af induktive fremgangsmåder(bilag 1: 6). Induktion er en slutningsform der bygger på princippet om at man ud fra få erfaringer kan drage generaliserende konklusioner (Christensen 2002: 210), hvorfor metoden ses relevant for både coaching og Bandura i og med de begge bygger læring og udvikling på en model, coach, guide, der gennem sine erfaringer, kan vejlede individet til højere erkendelse. Således er det tydeligt, at begge principper mener, at individet lærer gennem social interaktion. Som beskrevet i analysen (jf. afsnit 5.4.), er der dog en afgørende forskel mellem Banduras og coachingens individindlæring, nemlig sprogets betydning. Som vist i kritikpunkt 4, ændres forholdende mellem coachingens fortalere og kritikere - coaching og Foucault sidestilles, mod Bandura og artikelforfatterne, to grupperinger der i 2 Bilag 1 s. 10, beskriver en etisk praksis som de relationer, individet kan etablere med sig selv med udgangspunkt i de aktuelt gældende moralske koder 23

24 forhold til deres menneskesyn er dybt uforenelige. Således bliver der bliver skabt et fælles åndehul, en overensstemmelse, for disse ellers grundlæggende modstridende menneskesyn. Hvad man ydermere kan finde interessant i denne sammenhæng, er forfatterne delvist afvigelse fra deres ellers faste afsæt i Foucaults socialkonstruktionisme. Socialkonstruktionismen (og Foucault) argumenterer netop for sprogets essentielle betydning for det grundlag, hvorpå verden og selvet konstrueres (Christensen 2002: 71p). Det betyder derfor, at individet gennem den sproglige bevidstgørelse undergår de etiske praksisser, hvori individet forsøger at opnå en bestemt form for væren(bilag 1: 10). Således kan man diskutere hvorvidt forfatternes kritik af dette sidste punkt, er plausibelt i, da de syntes at modesige dem selv og deres overbevisning i det Foucaultske univers Coaching i et større perspektiv Diskussionen har indtil nu, foregået hovedsageligt ved at diskutere de forskellige overbevisningers holdninger til den konkrete artikel. Forståelsernes effekt på anskueliggørelsen af coaching, afhænger imidlertid også af de overlæggende niveauer teorier baseres på forholdet mellem individ, mikro, meso og makro 3. Man benytter i sociologisk teori disse fire begreber til at opdele samfundet i forskellige skalaer, for at få en bedre forståelse af hvilket niveau teorierne beskæftiger sig med, og dermed også hvilket størrelsesmæssigt omfang der problematiseres 4 - er det på individniveau, i lokalmiljøet, landsdækkende eller globalt. Mikro er niveauet for den daglige sociale omgang såsom familie, skolegrupper, interesse grupper m.m.. På mesoplan ses lokalsamfund og nabolag, i modsætning til makros fokus på byer eller samfund som helhed. Disse inddelinger er relevante for dette projekt i og med man kan argumentere for, at Bandura, Foucault og coaching behandler mennesket på tre forskellige niveauer. Albert Banduras teoretiseringer tager afsæt i psykologien på individ- eller mikroplan, da han plæderer for, at verden og selvet skabes gennem individets kognitive aktivitet, der udfordres af de omkringlignende sociale relationer. Når Bandura således er let sammenlignelig med coaching, er det et udtryk for, at de erkender verdens og selvets dannelse i sammen skala. I og med coaching dog både kan betragtes som et personlighedsudviklende redskab, og som et ledelsesredskab for medarbejdere, bevæger coaching sig mellem individ- og tilnærmelsesvis mesoniveauet. Således er i øjenfaldende, at ingen af disse to teoretiseringer

25 beskæftiger sig med individet og verden på makroniveau, og kun tilnærmelsesvis beskæftiger sig på mesoniveau. Når artikelforfatternes synspunkter derfor er svært forenelige med coachingens principper, kan man argumentere for, at deres afsæt i Foucaults begrebsliggørelser, er et ulige grundlag at bygge analysen på i forhold til den skala teorierne beskæftiger sig med det er som at sammenligne en mus med en elefant. Foucault tager, som tidligere bekendt, afsæt i verdenens og selvets skabes gennem omkringliggende sociale konstruktioner. Han argumenterer for at Sandhed og Magtsystemer er to gensidige elementer, der konstant danner og bekræfter hinanden (Bjerg 2004: 182). Dermed undergraves individets egen fornuft, og stræber i stedet at efterleve de gældende moraler. Herved adskiller Foucault sig endnu engang markant fra Bandura og coachingens udgangspunkter, med et menneskesyn der tager udgangspunkt i foranstaltninger eller magtsystemer på meso og makroniveau. Med udgangspunkt i psykologien, kan man derfor argumentere for, at Foucault I højere grad behandler sociologiske problemstillinger, hvorved han er ugyldig at bruge i betragtningen af coaching. 25

26 7. Konklusion Der blev i diskussionen forsøgt påvist, hvilke årsager der ligger til grund for de essentielle forskelle mellem Albert Bandura og artikelforfatterne Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous anskueliggørelser af coaching. Jeg argumenterede for, at forklaringen ligger i deres grundlæggende differentierende menneskesyn og betragtning af individets handlemuligheder. Efterfølgende diskuterede og påviste jeg hvordan teoriernes skalagrundlag, var af essentiel betydning i forhold til den givne problemstilling, og hvorledes dette kan forklare hvorfor Foucault og socialkonstruktionismen ikke er forenelige med coaching og Albert Bandura. Man kan af overstående udlede, at artikelforfatternes hypotese om, at coaching pålægger individet moralske koder, hvorpå den magtfri udvikling undertrykkes, ikke er en plausibel påstand, hvis man tager afsæt i Banduras social kognitivistiske teori. Denne iboende forskel mellem Michel Foucaults socialkonstruktionistiske synspunkt, og Albert Banduras social kognitivistiske synspunkt, skal derfor tildeles deres uidentiske menneskesyn samt den skala eller størrelse hvorpå de bygger deres problemstillinger og teorier. Man kan således konkludere, at betragtningen af coaching som redskab til individets frihedsudøvelse, afhænger af disse to essentielle faktorer. Dog er der en fremtrædende forskel i de sammenligningsmuligheder der skabes ved henholdsvis et uidentisk menneskesyn og et ulige skalaforhold. En sammenligning mellem to teorier med differentierende menneskesyn, giver både forfatteren og læseren et større perspektiv på teoriers grundlag og omfang. En sammenligning mellem to teorier med differentierende skalaforhold altså det individ, mikro, meso eller makroniveau de ønsker at betragte problemstilling ud fra giver imidlertid et sværere sammenligningsgrundlag, i og med der er stor forskel på, hvorledes man betragter roden til problemerne gennem samfundet eller i individet. Den største svaghed ved Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous artikel og dennes konklusioner om coaching, syntes således at være brugen af Foucault som modargument til coaching i og med de behandler individet på to forskellige niveau, hvorfor sammenligningsgrundlaget ikke er ligeså plausibelt som hvis de havde stemt overens. 26