1. Indledning Problemformulering Metode Afgrænsning og fravalg... 6

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning Problemfelt Problemstilling Problemformulering Metode Projektdesign Afgrænsning og fravalg Kildekritik Begrebsuddybning Coaching Social læringsteori og social kognitions teori Kognition Self-efficacy Response consequences Socialkonstruktionisme vs. Socialkonstruktivisme Teori Albert Banduras afsæt Selvets kognitive kontrol De fire kilder til mestrende selvtillid Kognitiv motivation Læringsmodellerne Modellering Mastery modeling Empiri

2 4.1. Artikelreferat Analyse Kritikpunkt 1. Målstyret aktivitet Kritikpunkt 2. Bedømmelse Kritikpunkt 3. Afhængighed Kritikpunkt 4. Sproglig bevidstgørelse Diskussion Handlemuligheder og menneskesyn Individets læring Coaching i et større perspektiv Konklusion Bibliografi Bøger Hjemmesider

3 1. Indledning 1.1. Problemfelt Individets selvhjælpsmuligheder er i dag, en aktualitet mere end nogensinde før. For blot 150 år siden var vejledning i følelsesmæssige, økonomiske, intellektuelle sågar tøjstilsmæssige problemer, overladt til den enkelte at håndtere. Muligheden og behovet for selvrealisering var en sjældenhed, da individdannelsen var underlagt de herskende sociale lag( og således en social stabil størrelse. Det moderne gennembrud i 1800-tallet gjorde, med sin urbanisering og industrialisering, op med disse socialt herskende normer hvorpå individets personlighed var afgjort af dets omgivelser. Sidenhen har mennesket på kort tid udviklet nye levemåder hvorpå det sociale bånd ikke længere strammer, og individuelle handlemuligheder og forfængelighed i langt højere grad er afgørende for ageren og væren livet ligger i individets hænder. Med dette i baghovedet, overrasker det derfor ikke, at hjælp til selvhjælp i dag er en multinational industri med en årlig indkomst på over 4 milliarder ( Coaching er en nutidig form for hjælp til selvhjælp. Oftes vil det involvere en coach der vejleder et frustreret individ i, til, gennem dets adfærd, at optimere og ændre situationen til en ønskede tilstand. Den ubeskyttede titel coaching spreder sig over mange genrer, bl.a. livscoaching, erhvervsoaching, sundhedscoaching, konfliktcoaching sågar datingcoaching, og dertil mange vejledningsmuligheder. Grundantagelsen for dem alle er dog, at mennesket besidder muligheden for positivt at ændre og optimere sin adfærd. Gennem den rette vejledning, kan dette potentiale frigøres, hvorved individet vil opnå en mere optimeret tilstand (Bilag 1: 3p). Flere praktiske brugere af coachingredskabet indenfor erhvervslivet, har udtrykket deres begejstring for de metoder og resultater det har produceret (Bilag 1: 4p). Hvem ville heller ikke være tiltrukket af tanken om, at vi hver især indeholder et potentiale, der, guidet igennem på den rigtige måde, kan fører os til en mere positiv livstilstand. Men kan man det? Har vi dette potentiale? Er det i virkeligheden en romantisk tanke, om en optimal effektiviseret verden, hvor alle yder 120 procent? Er coaching i virkeligheden blot et redskab hvorpå chefen sikrer de ansattes effektivitet, end et redskab til selvrealisering, selverkendelse og personlig udvikling. Kritikere som f.eks. Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillou plæderer, at coaching, lige meget hvor frihedsudøvende det er for individet, indebærer et subliminalt magtforhold hvor individets ageren er underlagt dels af 3

4 vejlederens/coachens moral, men også en konstant bevidsthed om dets uudnyttede potentiale. Alt afhænger dog af øjet der ser. Andre øjne, såsom psykolog Albert Bandura, ville se denne kritik for en ulegitim beskyldning mod et redskab, der netop varetager individets behov for selvudvikling, gennem sociale og mentale processer. Med udgangspunkt i denne problemstilling, er der lagt op til en undersøgelse og diskussion af coaching set ud fra flere psykologiske perspektiver Problemstilling Coaching er som sagt et redskab rettet mod individets udviklingsmuligheder, i et socialt samfund. Cand.mag. Mikkel Risbjerg samt lektor og cand.scient Peter Triantafillou benytter franske filosof og psykolog Michel Foucaults ( ) som udgangspunkt til, i deres artikel No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv, at yde kritik til coaching som et moralepålæggende styringsredskab til individets udvikling og handlen (Bilag 1: 2) er det så den endegyldige sandhed, kan man spørge. Ja for nogle. Men der vil også findes andre, såsom Albert Bandura med meget modsatte holdninger. Som teoretiker med tilknytning til de nyere skoler af psykologien(christensen 2002:71), argumenterer Bandura for en reciprok determinisme mellem sociale, følelsesmæssige og biologiske faktorer, hvorigennem individet er dannet, påvirket og udviklet. Men vigtigst af alt, siger Bandura, er at mennesket er et aktivt tænkende væsen, der med sin kognitivitet styrer dets handlen (Bandura 1977: 161). Således kan man forestille sig, at Banduras teoretisering snarer vil anskue coaching som en udviklingsmulighed for individet. Dette illustrerer tydelige modsætninger mellem artikelforfatternes syn på mennesket og dets ageren i samfundet. Ligeledes må der være betydelige forskelle at finde i deres anskuelse af coachingfænomenet. Det er denne kontrast der ligger til grundlag for min undren. Jeg ønsker at undersøge hvilke resultater man vil opnå, ved at betragte coaching fra Albert Banduras synsvinkel, og hvorledes denne vinkel kan påvirke artiklens konklusioner. Ved at redegøre for Banduras teorier og begreber vil jeg ud fra kritikpunkter i artiklen No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv belyse og diskutere teoretikernes forskelle i henhold til coaching. Med dette udgangspunkt, har jeg formuleret problemformuleringen nedenfor. 4

5 1.3. Problemformulering Hvordan kan coaching forstås ud fra Albert Banduras social kognitive teori, og hvorledes adskiller dette sig fra Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous social konstruktionistiske udgangspunkt? Hvilken effekt har disse forståelser på anskueliggørelsen af coaching som et individudviklende redskab? 5

6 2. Metode 2.1. Projektdesign Metode problemformulering Teori Albert Bandura Empiri Artiklen "No time for losers" Analyse Kritikpunkt 1 Kritikpunkt 2 Kritikpunkt 3 Kritikpunkt 4 Diskussion Forståelsesrammernes effekt Konklusion Konklusion 2.2. Afgrænsning og fravalg På grund af sidemæssige restriktioner, samt en bibeholdelse af den røde tråd gennem projektet, har jeg foretaget nogle afgrænsninger både teoretisk og empirisk. Det teoretiske perspektiv i opgaven, baseres udelukkende på Albert Bandura. Valget af Albert Bandura er baseret på flere forskellige faktorer. Dels finder jeg hans teori om det reciprokke forhold samt hans individdualistiske fokus interessant. Men især syntes han at være en spændende teoretiker til at modspille til artikelforfatternes udgangspunkt i Foucault, i diskussionen om coaching. Michel Foucault vil således kun refereres til gennem Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous artikel, hvori der redegøres for Foucaults synspunkter og begreber der anvendes som argumentationsgrundlag. Det skal derfor understreges, at Michel Foucault og hans teoretiske orientering ikke vil tilegnes stor opmærksomhed i selve projektet, men vil på grund af artiklens afsæt, sublimt vil være til stede gennem projektet. Havde der været færre restriktioner på projektets sidemæssige omfang, havde en mere omfattende inddragelse af Foucault dog været oplagt. Taget overstående i betragtning, har jeg ikke foretaget egen empirisk data, men har i stedet baseret det empiriske grundlag på artiklen No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv bragt i Tidskrift for Arbejdsliv i Hertil skal det igen understreges, at de sidemæssige forbehold umuliggør en dybdegående beskrivelse af 6

7 coaching, hvorved læseren henvises til artiklen eller artikelreferatet beskrevet i empiriafsnittet for information om coaching. Afslutningsvis har jeg fravalgt at skrive en perspektivering. Denne beslutning er baseret på opgavens karakter; min kritik tager udelukkende afsæt i den bestemte artikels konkrete problemstilling, hvorfor jeg, med kun 20 sider, ikke finder en perspektivering relevant nok til at optage den trænge plads Kildekritik Som nævnt, er projektets primærteoretiske grundlag udelukkende baseret på Albert Bandura. På trods af, at han anses som en af ophavsmændene bag social kognitivismen, er det givet at der vil være punkter hvor andre social kognitivister vil være uenige med hans tilgang. Desuden har Bandura gennem årene undergået en udvikling fra et social lærings teoretisk fokus til et social kognitivistisk fokus. Jeg har i primærlitteraturen dog ikke skelnet denne overgang, da det ikke syntes betydningsfuldt for projektet. Afslutningsvis kan man stille sig usikker på det empiriske grundlag, der er lagt for opgaven. Artikels forfattere, Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillou er begge akademikere hvorved man må antage at de har en vis form for teoretisk autoritet. Dog skal artiklen betragtes som sekundær litteratur, hvorved min diskussion og konklusion baseres på deres redegørelse, tolkning og diskussion af coaching, samt deres tolkning af Michel Foucaults begreber. Således er mine resultater baseret på deres udtalelser mere end emnet generelt, da jeg ikke mener at kunne levere det rette grundlag for at skabe sådanne påstande. I den sammenhæng vil jeg derfor argumentere for, at på trods af risikoen for at forfatterne læser og bruger Foucault på en måde hvorpå det matcher deres pointer, er anvendelsen af sekundær litteratur i denne situation ikke nødvendigvis en svaghed. Formålet med opgaven er netop at belyse hvorledes man kan anskueliggøre emnet alt efter hvilket synspunkt der benyttes. Derved er brugen af sekundære litteratur vigtig, da det ligger til grund for diskussionen Begrebsuddybning Meget af litteraturen benyttet i teoriafsnittet er engelsk, hvorfor jeg i det følgende vil redegøre for nogle af de mest anvendte begreber, således der ikke skabes tvivl om hvordan de skal forstås i denne opgave. Desuden vil jeg redegøre for de danske begreber, vis betydning kan tolkes på flere måder. 7

8 Coaching I indledningen blev det nævnt hvordan coaching kan anvendes i mange sammenhænge. Jeg vil dog i opgaven, hovedsageligt tage udgangspunkt i coaching som et erhvervs- og personlighedsmæssigt værktøj Social læringsteori og social kognitions teori Albert Bandura udviklede først den sociale læringsteori og tilsluttede sig senere hen social kognitions teori. Da jeg udelukkende benytter mig af Albert Banduras teoretiseringer, vil jeg, som tidligere nævnt, ikke skelne mellem disse teorier Kognition Ifølge Gads Psykologileksikon er kognition tænkning eller informationsbearbejdning af bevidst eller ubevidst art., når begrebet anvendes i teksten henvises der således til de tankemæssige refleksioner individets gør sig ved viden, indsigt og fortvivlelse (Bjerg 2004: 286) Self-efficacy Der er mange måder at oversætte et af Banduras mest populære begreber, self-efficacy. Ifølge ordbogen.dk kan det oversættes til virkeevne, gennemslagskraft, virkningsgrad m.m. Af danske versioner kan der nævnes mestrende selvtillid, selvkompetence, tro på egen gennemslagskraft, selvtillid og selveffektivitet (Bertelsen 2001: 70). Jeg har i min opgave valgt at benytte mig af det danske udtryk mestrende selvtillid, da læserytmen derved ikke forstyrres af engelske ord men forbliver intakt. Mestrende selvtillid syntes at ramme princippet om self-efficacy, men er stadig bredt nok til alle situationer. Da self-efficacy er svært at oversætte direkte til dansk, beder jeg derfor læseren have det engelske udtryk in mente hvis der skulle opstå situationer hvor det danske udtryk ikke syntes rammende Response consequences Begrebet anvendes af Bandura til at forklare en læringsform, hvorpå individet vælger sin adfærd alt efter de forventede konsekvenser. Response kan ifølge ordbogen.dk oversættes til svar, reaktion, respons m.m. Igen tager jeg mig det forbehold at benytte den danske oversættelse respons konsekvens, da dette giver læseren en bedre rytme. Her skal man ligeledes være opmærksom på oversættelsens betydning til dansk i forhold til engelsk, da ordene, på trods af deres ensartethed, kan tilegnes forskellige betydninger for hvert sprog. 8

9 Socialkonstruktionisme vs. Socialkonstruktivisme For at undgå misforståelser om disse to psykologiske retninger, vil jeg kort redegøre for min opfattelse og brug af socialkonstruktionismen. Gerd Christensen uddyber i Psykologiens Videnskabsteori at socialkonstruktionismen er en samlebetegnelse for en række psykologiske teorier, der filosofisk udspringer af socialkonstruktivismen (Christensen 2002: 71). I den forbindelse kobles Michel Foucault som inspirationskilde til denne retning som (Christensen 2002: 71). 9

10 3. Teori For at få en forståelse for Albert Banduras teoretiske udgangspunkt, vil der i følgende afsnit redegøres for hans perspektiver indenfor udviklings- og personlighedspsykologi. Der vil i dette afsnit blive lagt vægt på kognitiv udvikling og observerbar læring, da disse begreber er mest relevant for analysen og diskussion Albert Banduras afsæt Psykoanalysen blomstrede i 1890 erne, 30 år senere slog behaviorismen igennem som en ekstrem modpol til psykoanalysens lid i individets ubevidste og seksualdrift (Christensen 2002: 63). I erne opstod en ny strømning af kognitive og sociale læringsteorier. En af frontfigurerne indenfor området er canadiske Albert Bandura (1925) der med sin kritiske stillingtagen til foregående teorier, valgte at fokusere på både de sociale, biologiske og kognitive aspekter af individets læring, udvikling og væren (Bandura 1977: 16p). Reciprok Determinisme, er et begreb der indbefatter retningens kerne, og henviser til den gensidige interaktion mellem person og miljø, hvor mennesket gennem sine biologiske og kognitive forudsætninger, skaber og bliver skabt af de sociale omstændigheder (Bandura 1977: 9). Dermed er Banduras holdning, hverken at mennesket agerer gennem ubevidste drifter eller er født med en biologisk programmeret adfærd, men snarere udvikler sine adfærdsmønstre ved direkte erfaring og observation gennem kognitive overvejelser. Det pointeres i den sammenhæng, at man er født med visse biologiske forudsætninger der muliggør, eller umuliggør optagelsen og processeringen af sensorisk input. Individets bearbejdning og organisering af information afhænger derfor, af dets unikke neurale system (Bandura 1977: 72p). Dette betyder at biologiske faktorer ikke skabende for individet, men snarer har indflydelse i tilegnelsesprocessen. Skabelsen og udvikling er derfor kun begrænset af eksterne kræfter (samfundsnormer og moraler) samt individets egen vilje til at handle (Ibid.: 16p). Denne vilje, skabt af individets kognition, bærer stor betydning for Banduras teori, hvorfor der i det følgende vil blive redegjort for principperne heromkring Selvets kognitive kontrol Our behavior is influenced by the extent to which we believe that we can cope with the demands of a particular situation (Ewen 1998: 522) 10

11 Et af Albert Banduras mest kendte begreber er self-efficacy 1. Self-efficacy eller mestrende selvtillid er essentiel for individets selvudvikling i og med opfattelsen af dets egen mestrende selvtillid, dels påvirker hvilke aktiviteter/situationer det engagerer sig i, og dels påvirker processer såsom udholdenheden, motivationen, følelsesmæssige og tankemæssige reaktioner m.m.(pervin 2001: 447). Mestrende selvtillid er således en størrelse individet selv skaber gennem sin tankemæssige aktivitet kognitionen, samt erfaringer skabt i under sociale omstændigheder. Som Bandura formulerer det: den umiddelbare uoverensstemmelse mellem teori og praksis kan forsones ved at anerkende, at forandring formidles gennem kognitive processer, men at de kognitive omstændigheder bedst igangsættes og ændres af erfaringer fra succesfuld udførelse. (Bandura 1977: 79, min oversættelse) Her fremgår det hvordan han forsøger at skabe en teori der tilgodeser elementer af psykologien der før blev anset for værende adskilte, nu forenet i en reciprok determinisme. Dette forhold bevidner til Banduras moderne socialpsykologisk udgangspunkt, hvori individets kognitivisme er central for udviklingen og væren i det sociale samfund (Christensen 2002: 171). Social kognitionsteorierne lægger netop vægt på hvordan individet og dets sociale adfærd påvirkes af dets fortolkning, tænkning og kategorisering af omgivelserne. Individet er derfor et rationelt tænkende væsen vis mål er at danne mening ved et konstant samspil mellem sin egen og andres eksistens (Christensen 2002: 172). Denne position er vigtig at bide mærke i, da den bevidner til en anden måde at anskueliggøre coaching på, og dermed skaber en interessant kontrast til det argumentationsgrundlag Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillou i artiklen bygger, på baggrund af Michel Foucault De fire kilder til mestrende selvtillid Bandura frembringer fire forskellige kilder, hvorigennem mennesket vurderer og styrker sin mestrende selvtillid. Disse er som følger: Indsatsgennemførelse (Performance accomplishment). Skabes ved, at individet både opnår succes med sin adfærd, men også gennemgår prøvelser der styrker dets udholdenhed til at overkomme forhindringer. På den måde vil skuffelsen ved en negativ oplevelse være reduceret pga. den høje tro til ens ydeevne (Bandura 1977: 81) Andenhåndserfaring (Vicarious experience). Her fremstår styrken i den sociale sammenlignelsesproces hvis du kan, kan jeg også samt den guidede adfærd, der 1 Der henvises til begrebsuddybning i metodeafsnittet. 11

12 fungerer som et sikkerhedsnet for individets succesfulde ageren (Bandura 1989: 365). Verbal overtalelse (Verbal persuasion). Hvis individet er fortvivlet, kan det hjælpe at få opmuntring. Det er dog vigtigt at individet ikke opmuntres til at yde på et niveau der overstiger dets evner, da man derved kan risikere et større negativt udfald end hvad ens self-efficacy niveau kan bære. Bandura understreger derfor at succes ikke skal måles i sejre over andre, men i form af egenforbedring (Bandura 1989: 365). Fysisk tilstand (Physiological state). Ved at styrke sit fysiske helbred, styrker individet sit psykiske helbred, da man på den måde bliver bedre til at håndtere stress og andre spændingssyndromer, da mennesket ofte kobler disse syndromer med dårlig ydeevne. Menneskets mestrende selvtillid varierer derfor både i størrelse alt efter individets niveau vil det kun påtage sig oplevelser der passer med deres opfattelse af deres niveau, styrke jo stærkere tro på sin mestrende selvtillid jo sværere er den at slukke, og almindelighed nogle oplevelser skaber en generaliseret form for mestrende selvtillid, hvor andre situationer skaber en mere begrænset tro. Generelt gælder det dog, at jo stærkere vurdering af sit eget niveau er, jo større er sandsynligheden for succesfuldt at udføre negative eller truende opgaver (Bandura 1977: 85). Hvis individet dermed konsekvent ikke formår at opnå positive resultater, og udviser anormal adfærd eller få personlige problemer, kan dette ifølge Bandura tildeles fejl i modelindlæringen eller en for lav mestrende selvtillid. Vejen ud af disse problemer kan opnås gennem modelindlæring, der vil blive behandlet senere i afsnittet, samt ændringer af individets adfærdsmønstre. Hvordan disse ændringer kan forekomme vil blive fremvist i følgende afsnit Kognitiv motivation Som beskrevet i foregående afsnit, lægger Albert Bandura stor vægt på menneskets kognitive funktioner, hvori den kognitive aktivitet er motivationskernen for handling. Da individet dermed er i stand til at bevæge sig væk fra den nutidige situation og i stedet fundere over fremtidens mulige konsekvenser, bliver det fremtidig forventede resultat, en motivationsfaktor for handlen (Bandura 1977: 161). Ud over forventning som kognitiv funktion, er også individets målsætnings- og selvreguleringsprocesser. For at undergå forandring er det essentielt, at stille sin egen adfærd til revurdering, siger Bandura. Således henviser målsætnings- og selvreguleringsprocesser til individets evne til 1. at evaluerer sin nuværende situation, 12

13 erkende en vis utilfredshed i forhold til forestilling om hvordan situationen skal være 2. fremsætte mål for at sikre, at den utilfredsstillende situation ændres 3. genevaluering af situationen og vurdere om de givne mål har nogen effekt. Herved indgår individet i en konstant evalueringsproces med sig selv (Bandura 1977: 161). Det understreges dog, at målet i sig selv ikke skal anses som kilden til motivation, men snarer som en sikringsmekanisme for at opnå de ønskede ændringer. Effektiviteten af individets regulering af sin adfærd afhænger derfor i sidste ende dels af hvor specifik målet formuleres og dels hvor nærtliggende det er både tidsmæssigt og følelsesmæssigt. Her understreger Bandura, at jo mere følelsesmæssig inderligt målet er, jo mere umage vil individet gøre sig for at opnå det (Bandura 1977: 162). Banduras pointe er således at det overordnet set, er op til individet selv at erkende et behov for forandring og dermed ændre sin givne situation. Det naturlige rationale mennesket er opgjort af, gør den konstante kognitive evalueringsproces mulig, hvorpå et ønske om forandring af individets adfærd eller situationen, afhænger af dets praksis af forventnings-, målsætnings- og reguleringsprocesserne. Bandura plæderer yderligere, at mennesket ikke vil stoppe ved opnåelsen af dets egenmål, men altid søge højere dimensioner for dels at genskabe tilfredshedsfølelsen ved opnåelsen af målene, og dels at styrke sin mestrende selvtillid. Denne betragtning er særlig interessant, i og med det bevidner om et iboende ønske i individet for konstant forbedring. Denne holdning vil senere i opgaven blive betragtet og diskuteret i forhold til Foucault samt artikelforfatternes holdning til konstant selvforbedring. Disse kognitive strukturer og kontrolmuligheder Bandura fokuserer på, kommer til udtryk gennem de sociale foranstaltninger individet 3.3. Læringsmodellerne Albert Bandura mener at der overordnet findes to komponenter hvorigennem mennesket optager læring. Den første proces omtaler han som respons konsekvenser eller på engelsk response consequences, henviser til hvordan individet vælger sin adfærd alt efter hvilke (forventede) konsekvenser der følger. Er konsekvensen negativt vil denne adfærd fravælges, er udfaldet derimod succesfuldt vil individet forstærke denne adfærd (Bandura 1977: 17). Derved vil man kunne drage tydelige paralleller til behavioristerne, der med betragtninger 13

14 som trial & error og operant conditioning slog individet fast som værende udelukkende påvirket af eksterne faktorer. Bandura plæderer dog I den forbindelse at meget forskning peger på, at forstærkning [af adfærd, red.] I højere grad fungerer som en informations og motivationsgivende proces, end som en styrkelse af et mekanisk respons (Ibid: 21, min oversættelse). Her fremgår en tydelig afstandstagen til den behavioristiske opfattelse af individet som kognitivt og biologisk indholdsløst. Tværtimod skaber og forstærker den ydre stimuli, en indre stimuli samt et behov i individet, hvorved dets handling bliver baseret på immanente motiver og ikke blot er reduceret til mekanisk respons Modellering Albert Banduras anden komponent i menneskets læring, kaldes modellering, og lægger sig tæt op af princippet om respons konsekvens, men adskiller sig dog ved en betydelig faktor. Ved respons konsekvenslæring er det individet selv, der afprøver, overvejer og reagerer på stimuli. Modellering er derimod baseret på andenhåndserfaring, hvor læringen foregår gennem andre individer der fungerer som modeller og dermed skaber rammerne for observantens adfærd. Individet gennemgår fire processer ved modellering; opmærksomheds-, fastholdelses-, fysisk gendannelses- og motivations processen (Bandura 1977: 23). Bandura postulerer, at individet i første omgang observerer og fortolker omgivelserne, for efterfølgende at vedligeholde og huske de aspekter af adfærden individet har fundet interessant, i symbolske koder. Disse symbolske repræsentationer omdannes til derefter reel handling, hvorigennem individet tilpasser sin adfærd ud fra dets forestillinger om modellens adfærd(bandura 1989: 363). Det sidste stadie henviser til individets motivation for tilegnelse af adfærden. Bandura skelner således mellem adfærd tilegnet på grund af en iboende motivation, og adfærd tilegnet på grund af omgivelsernes krav(bandura 1977: 28). Ligesom med effekten af individets reguleringsprocesser (jf. afsnit ), afhænger tilegnelsen og styrken af den nye adfærd af, hvor nærtliggende adfærden er for individets personlighed Mastery modeling Bandura har siden hen viderebygget på teorien om modellering og udviklet en mere erhvervsorienteret model, der gennem et tretrinsprogram har til formål at videreudvikle sociale, intellektuelle og adfærdsmæssige færdigheder i(bandura 1989: 363). Første trin består i at lære generelle strategier, regler og grundlæggende færdigheder for den givne 14

15 adfærd, hvorpå individet selv skaber en generel forståelse reglernes anvendelses- og justeringsmuligheder på den måde får de ikke af vide hvad de skal gøre, men får redskaber til hvordan man kan gøre. Dernæst skal individet erfare og afprøve de nyerhvervede regler og strategier i sikre eller stimulerede miljøer, hvor der stadig er mulighed for at fejle og modificere sin adfærd uden at skade omgivelserne. Her er en vigtig faktor den feedback subjektet får fra modellerne, således at individet bliver guidet den rigtige vej. Sidste fase er aktiv udslusning i arbejdsmiljøet. Opgavernes sværhedsgrad øges gradvist for at individet bevarer og opbygger sin mestrende selvtillid. Ved at pålægge læringsprocessen (og dertil udviklingsprocessen) de sociale relationer, kommer den sidste faktor af Albert Banduras reciprokke determinisme til udtryk. Vi har således i de foregående afsnit set hvordan modellering og individets kognitive aktiviteter samt herskende biologiske strukturer, ligger til grund for individets skabelse og udvikling gennem de sociale strukturer en reciprok determinisme. Disse informationer vil i analysekapitlet benyttes til at anskueliggøre coaching ud fra Albert Banduras teori. Først vil jeg dog i følgende afsnit redegøre for min brug af empiri. 15

16 4. Empiri Følgende afsnit indeholder et artikelreferat af Bilag 1, for at tydeliggøre den empiriske basis, hvorpå analysen og diskussionen baseres på Artikelreferat Cand. mag. Mikkel Risbjerg og lektor ved RUC Peter Triantafillou problematiserer i artiklen No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv coaching (Bilag 1: 1). Hypotesen er, at der i interaktionen mellem coachen og den coachede, foregår en form for frihedsudøvelse, hvor den coachede henslængt får pålagt en moral, og dermed mister sin frihed. Denne moral har til hensigt at få individet til at præstere bedre, og i sidste ende blive mere konkurrencedygtig. Deres problemstilling lyder derfor således hvornår og hvor er coaching skabt, hvordan kan coaching begrebsliggøres, og hvilke mageffekter er coaching forbundet med? (Bilag 1: 2). Artiklen teoretiseres gennem Michel Foucault magt- og subjektiveringsbegreber, hvorigennem individet udvikles og skabes. Hypotesen og problemstillingen diskuteres gennem tre forskellige forståelser af coaching: hhv. magtfri dialog, illegitim magt og magt-via-frihed (Bilag 1: 3). Til sidst beskrives en ny gren af coaching ved coach Allan Holmgren, hvor de før kritiserede magtrelationer ved praksissen, anerkendes og integreres. Afslutningsvis konkluderer forfatterne gennem tre hovedargumenter, at coaching ud fra Foucaults begrebsliggørelser, skal betragtes som et sofistikeret magtinstrument, udviklet til at sikre medarbejdernes effektive ageren(bilag 1: 13p). Med Risbjerg og Triantafillous udgangspunkt i Foucault, kan man argumentere for, at de tager en socialkonstruktionistisk synsvinkel til coachingproblematikken. Foucault, der i høj grad er inspireret af socialkonstruktionismens fokus på individets sociale konstruktioner som subjektiverende, vil uddybes i følgende afsnit. 16

17 5. Analyse Artiklen No time for losers opstiller fire kritikpunkter, hvorigennem artikelforfatterne illustrerer deres skepsis til coachingens praksisser og underliggende magteffekter. Set i lyset af disse fire punkter, vil jeg i følgende afsnit udarbejde en analyse af, hvorledes disse kritikpunkter kan anskues gennem Albert Banduras begrebsliggørelser. Dette gøres, for at undersøge om man ud fra Banduras teoretiske synspunkt, ligeledes kan betragte disse punkter somcoachingens underliggende magteffekter. Herved ønsker jeg at skabe et grundlag for den senere diskussion. Risbjerg og Triantafillou diskuterer i artiklen afslutningsvis coaching som en poststrukturalistisk praksis. Heri fremstilles to områder hvorpå de mener, at coaching underspiller og forbigår magteffekter der påvirker subjektet. Dels argumenterer de for, at coaching altid vil være bundet til specifikke moralske koder, der favoriserer bestemte frihedspraksisser (især pligten til konstant selvforbedring) på bekostning af andre (Bilag 1: 11). Og dels argumenterer de for, at det ikke er hvilken som helst frihedspraksis der kan frigøres via coaching, men kun de praksisser, der har et mere eller mindre konkret mål (Bilag 1: 12). Ud fra disse bekymringer, opstiller forfatterne fire punkter hvorpå man kan anskue coachingens manglende forbehold for magtforholdene i praksissen (Bilag 1: 12) Kritikpunkt 1. Målstyret aktivitet Første kritik baseres på antagelsen om, at individet undergår en form for målstyret aktivitet, dvs. dets aktivitet udelukkende bliver målt i form af succes eller fiasko. På den måde skal individet opnå sine egne mål for at se sig selv som succesfuld. Ud fra redegørelsen af Albert Banduras psykologiske synsvinkel, kan man argumentere for, at den målstyrede aktivitet, snarere er en positiv proces for individet end et udtryk for omgivelsernes magtpåvirkning. Dette kan baseres på flere omstændigheder. Fra et socialkognitivistisk synspunkt, kan man først og fremmest betragte den målstyrede aktivitet, som et tegn på individets høje mestrende selvtillid en størrelse i konstant bevægelse, der guider individet videre i sin udvikling og selvrealiseringsproces. Sagt på en anden måde, er udgangspunktet, at individet med mestrende selvtillid naturlig vil søge nye områder hvorpå denne selvtillid kan styrkes (jf. afsnit ). Når individet gennemfører disse nye udfordringer, er dets selvtillid styrket og vil dermed være mere udholdende og 17

18 upåvirket af eventuelle barrierer, en proces Bandura betegner som indsatsgennemførsel (jf. afsnit 3.2.). Dermed kan den målstyrede aktivitet og individets mestrende selvtillid betragtes som gensidige størrelser, der konstant udfordrer individet til at søge nye veje. Dernæst kan man med Banduras teori i mente, argumentere for, at målstyret aktivitet er et udtryk for udnyttelsen af sit kognitive potentiale til forandring (jf. afsnit ). Som han udtrykker det i bogen Social Learning Theory, er incitamentet til handlen rodfæstet i kognitive aktiviteter (Bandura 1977: 161, min oversættelse). Dermed er målstyret aktivitet individets kognitive erkendelse af utilfredshed ved den iboende tilstand, i forhold til den tilstand individet ønsker at befinde sig i. Målet og forventningsdannelsen er derfor en sikringsmekanisme hvorpå individet baner sig vej ud af den misfornøjende situation, med de fremtidige konsekvenser som motivationsfaktorer for handlen. Albert Bandura plædere afslutningsvis, at individets succes skal måles i form af egenforbedring, og ikke i form af andres succes (jf. afsnit ). Dermed kan der drages tydelige paralleller mellem Bandura og coachingens syn på individets udviklingsproces. De pointerer, med hver deres begreber Bandura med hans principper om egenforbedring og kognitive motivation, coaching med deres principper om de- og rekonstruering og det frisættende potentiale at individet har et iboende ønske samt mulighed for konstant forbedring. Baseret på overstående, kan man ud fra et Banduraistisk synspunkt, ikke betragte målstyret aktivitet som en magteffekt pålagt individet og styret af sociale konstruktioner og herskende normer, men snarere et udtryk for individets immanente ønske om udvikling og anerkendelse Kritikpunkt 2. Bedømmelse Forfatterne kritiserer i 2. punkt problematikken forbundet med de individer der ikke ønsker coaching. Da coachingens udgangspunkt er, at mennesket har et uudnyttet potentiale som kan forløses via coaching, rationaliserer forfatterne, at de der ikke ønsker dette potentiale forløst er nogle tabere, idet de ikke engang kan/vil sætte mål for sig selv (Bilag 1: 12). Som tidligere pointeret er Albert Bandura af den overbevisning, at mennesket, givet dets aktivt tænkende karakter, konstant vil revurdere sin situation og søge at virkeliggøre sine mål. Eksisterer ønsket om målsætning ikke, kan det derfor ifølge Bandura tilegnes en for lav mestrende selvtillid eller fejlagtig modelindlæringen, hvorigennem individets degraderende tanker om dets egen værd blokerer for videreudviklingen (jf afsnit ). Disse negative 18

19 tanker kan yderligere forstærkes hvis individet er fysisk svækket, da modstandsdygtigheden for stress og dermed fornedrende tanker, vil være formindsket (jf. afsnit ). Således skal man ifølge Bandura ikke betragte denne situation som udtryk for, at individet er en taber, men i højere grad forstå manglen af målsætning som en ufrivillig stopklods opstået af individets negative tankestrøm og fysiske tilstand. Vejen ud af disse problemer er derfor knyttet til en forbedring af individets fysik, adfærdsmønstre og modelindlæring, tilvejebragt gennem verbal overtalelse, andenhåndserfaring og indsatsgennemførelse (jf. afsnit ). Således støttes individet dels mundtligt gennem sociale relationer, og dels praktisk gennem andenhåndserfaringen der øger chancen for individets succesfulde ageren, hvorved individet i sidste ende have styrket sin mestrende selvtillid og håndtering af barrierer Kritikpunkt 3. Afhængighed Tredje del af kritikken opsamler de to foregående kritikpunkter, ved at opstille en generel problemstilling i coaching forestillingen om, at individet vil gøre sig afhængig af coachingforholdet. Denne afhængighed, er skabt ud fra individets konstante opmærksom på sit uudnyttede potentiale og mer-effektivitet, således at der skabes en afhængighed til coachingens ekspertise for at hjælpe dette potentiale på vej. Som nævnt tidligere, indgår det kognitive individ i kontante evaluerings- og selvreguleringsprocesser, hvormed det gør sig bevidst om sin egen handlen. Albert Bandura plæderer i denne sammenhæng at de fleste succeser ikke bringer en vedvarende tilfredsstillelse; efter gennemførelsen af et givent indsatsniveau, vil individet som oftes ikke længere være tilfredsstillet, hvorfor det, i jagten på en betinget positiv selvstyrke, vil søge højere niveauer at opnå (Bandura 1977: 161, min oversættelse) Ovenstående citat underbygger coachingens princip om det uudnyttede potentiale, ved at argumentere for individets ønske om at styrke sig selv og sin psyke. Ud fra Banduras synspunkt, kan coachingens fokus og dermed individets fokus på det uudnyttede potentiale, således ikke betragtes som et afhængighedsforhold, i og med individet selv altid vil søge nye udfordringer, hvorved coachingen i højere grad skal betragtes som en guidende hjælp. Hertil kan forholdet mellem coachen og den coachede betragtes som løbende 19

20 modellering, hvorigennem den coachede finder inspiration til adfærd gennem coachens vejledning. Der forekommer imidlertid en betydelig forskel i hvorledes coaching og Albert Bandura betragter individets potentiale. Hvor Bandura mener at det er individets bevidsthed om at kunne klare mere og ønske mere, understreger coaching i højere grad et potentiale i alle mennesker. Sagt på en anden måde understøtter coaching det iboende potentiales fremkomst gennem coaching, hvor Bandura argumenterer for selvets egen forankring af potentiale (hvis lav mestrende selvtillid, intet potentiale), skabt gennem egne positive erfaringer og kognitive aktivitet. På den måde er Banduras individ i højere grad udgjort af et autonomt potentiale, end indebærer af et konstant potentiale. At bruge coachen som guide, kan derfor ud fra Banduras perspektiv også ses som et udtryk for en lav mestrende selvtillid hvorpå individet har brug for verbal overtalelse (jf. afsnit ) for at genoprette sin mestrende selvtillid og nå sine mål Kritikpunkt 4. Sproglig bevidstgørelse Afslutningsvis diskuterer Risbjerg og Triantafillou, samtalens struktur for individets videreudvikling. De taler for, at coachingens fokus på en sproglig de- og rekonstruering af individet, ikke tager forbehold for sociale relationers påvirkning, regelsæt og andre styringsforsøg. Albert Banduras brug af og fokus på sproglig bevidstgørelse for individudvikling, kommer svagt til udtryk i individets mestrende selvtillidsproces. Her fremstår det (jf. afsnit ) at individet i tilfælde af en lav mestrende selvtillid, igennem sociale relationer kan søge mundtlig støtte og dermed styrke sin mestrende selvtillid. Når det er sagt, kan man ud fra Banduras teoretiske perspektiv sætte sig enig i forfatternes påstand om coachingens manglende hensynstagen til sociale forhold, normer og regelsæt. Banduras teori om menneskets indlæringsprocesser, lægger netop vægt på individets læring gennem sociale processer, dels gennem andres adfærd men også gennem generelle strategier og regler omgivelserne sætter (jf. afsnit ). Dette sidste kritikpunkt er især interessant, da man kan argumentere for, at forfatterne her afviger fra deres tidligere måde at opfatte og kritisere coaching på. Således ændres forholdende mellem artiklens fortalers Bandura og artiklens kritikeres forfatterne og Foucault, syn på coaching. Hvor man i de andre kritikpunkter så en stærk overensstemmelse mellem coaching og Bandura versus forfatterne og Foucault, er der i dette punkt en større 20

21 forbindelse mellem Bandura og forfatterne, samt en ligeledes forbindelse mellem Foucault og coachingens syn på den sproglige bevidstgørelse. Denne ændring vil blive diskuteret i følgende kapitel. Gennem analysen, fremgår det tydeligt, at der er store forskelle på anskuelsen af coaching ud fra henholdsvis et socialkognitivistisk synspunkt og et socialkostruktionistisk synspunkt. Bandura fremstår overordnet set som fortaler for den individualistiske fremgangsmåde coaching benytter, hvorpå der er forståelse af individets dannelse og udvikling i selvet og gennem sociale processer. Foucault står med forfatternes i den anden ende, og mener med deres konstruktionistiske udgangsvinkel at coaching blot er en måde hvorpå individet underlægges gældende magters moral. Afslutningsvis argumenterer jeg dog for, at diskussionsdeltagernes (forfatterne, Foucault og Bandura) roller ikke nødvendigvis er så opdelt som ellers antaget. Følgende diskussion er baseret på disse observationer og delkonklusioner. 21

22 6. Diskussion Jeg skriver i problemstillingen, at alt afhænger af øjet der ser en talemåde der også gælder for illustreringen af coaching. Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous gennemgående argument for coaching som et negativt redskab til individdannelse og -udvikling, er således en måde at betragte coaching på. I analysen, fremstår anden måde at se coaching på, hvor overhængende ligheder mellem Albert Banduras socialkognitivistiske synspunkt og coaching kommer til udtryk. Jeg vil i det følgende diskutere årsagen til disse forskelle og deres effekt på anskueliggørelsen af coaching som et individudviklende redskab Handlemuligheder og menneskesyn I analysen ræsonnerede jeg, for paralleller mellem coachingens fokus på det uudnyttede potentiale og Banduras principper om individets evaluerings- og selvreguleringsprocesser (jf. afsnit 5.3.). På trods af en uenighed om det udviklende potentiales afsæt, syntes begge tilgange at betragte individets selverkendende muligheder, og dets ønske om konstant videreudvikling. Således kan man argumentere for at både coaching og Albert Bandura, arbejder ud fra en erkendelse af, at individets grundlæggende kognitive processer er et centralt element i udvikling og selvrealisering. Denne kognitivitet indgår i en vekselvirkning med de omkringliggende sociale relationer, hvori de to kræfter konstant påvirker hinanden. Derfor tilegnes individets motivation for adfærd og dermed kilden til handlen dets kognitive aktivitet og dets sociale interaktion. Den reciprokke determinisme vidner om et menneskesyn, baseret på en individualistisk tankegang, hvor selvet stilles til ansvar for sit eget liv og ageren, og skinner igennem som et individ i det sociale(christensen 2002: 172). På trods af relationernes indflydelse, vil individets adfærd og erkendelse således være forankret i dets egen kognitive opfattelse af verden et udtryk for en rationalisme hvorigennem selvets fornuft er vejen til erkendelse (Ibid: 33). Denne erkendelsesposition lægger en markant afstand til det udgangspunkt, artikelforfatterne baserer deres analyse og kritik af coaching på. Med ophav i Foucault, påtager Risbjerg og Triantafillou sig et konstruktionistisk menneskesyn, hvori individet ikke selv skaber sin egen erkendelse, men underligger magtsystemernes konstruerede sandhed der pålægger selvet en morale (Berg 2004: 182). Foucault, der anses som ledende inspirationskilde for poststrukturalismen og socialkonstruktionismen (Christensen 2002: 71), 22

23 er kendt for sine holdninger om mennesket, som en konstruktion skabt af magtsystemer, hvorpå individets handlen baseres på magten og omgivelsernes moralopfattelse (Bjerg 2004: 182). Individet undergår således selvdisciplinerende etiske praksisser 2 for at opnå en moralsk væren(bilag 1: 10). Effekten af disse differentierende menneskesyn, er således stærke modsættende opfattelser af coaching som individudviklende redskab. Elementer Foucault opfatter som uovervejede og underspillede magteffekter (Bilag 1: 12), vil Bandura opfatte som individets måde at sikre sin konstante udvikling, tilvejebragt gennem sin kognivitet. Betragter man eksempelvis coachingens postulat om det uudnyttede potentiale, vil artikelforfatterne og Foucault se dette som et udtryk for skjulte magtrelationer og selvdisciplinering. Bandura derimod vil, som tidligere argumenteret for, give medtag i princippet om et potentiale for merudvikling, tilvejebragt gennem konstant selvevaluering og -regulering. Det fremgår således hvordan disse essentielle erkendelsesforståelser, påvirker udgangsvinklen hvorpå coaching analyseres og kritiseres. Taget forholdet, mellem coaching, Bandura, artikelforfatterne og Foucault i betragtning, er det derfor ikke svært at forstå uoverensstemmelsen mellem coaching og artikelforfatterne ligesom det er heller ikke er svært at, forstå overensstemmelsen mellem Albert Bandura og coaching Individets læring Et andet relevantprincip er det mellem coaching og Albert Banduras teoretisering af individlæring. Man kan argumentere for, at ligheden her ligger i fremgangsmåden for individets læring og erkendelse, en fremgangsmåde der vidner om elementer af induktive fremgangsmåder(bilag 1: 6). Induktion er en slutningsform der bygger på princippet om at man ud fra få erfaringer kan drage generaliserende konklusioner (Christensen 2002: 210), hvorfor metoden ses relevant for både coaching og Bandura i og med de begge bygger læring og udvikling på en model, coach, guide, der gennem sine erfaringer, kan vejlede individet til højere erkendelse. Således er det tydeligt, at begge principper mener, at individet lærer gennem social interaktion. Som beskrevet i analysen (jf. afsnit 5.4.), er der dog en afgørende forskel mellem Banduras og coachingens individindlæring, nemlig sprogets betydning. Som vist i kritikpunkt 4, ændres forholdende mellem coachingens fortalere og kritikere - coaching og Foucault sidestilles, mod Bandura og artikelforfatterne, to grupperinger der i 2 Bilag 1 s. 10, beskriver en etisk praksis som de relationer, individet kan etablere med sig selv med udgangspunkt i de aktuelt gældende moralske koder 23

24 forhold til deres menneskesyn er dybt uforenelige. Således bliver der bliver skabt et fælles åndehul, en overensstemmelse, for disse ellers grundlæggende modstridende menneskesyn. Hvad man ydermere kan finde interessant i denne sammenhæng, er forfatterne delvist afvigelse fra deres ellers faste afsæt i Foucaults socialkonstruktionisme. Socialkonstruktionismen (og Foucault) argumenterer netop for sprogets essentielle betydning for det grundlag, hvorpå verden og selvet konstrueres (Christensen 2002: 71p). Det betyder derfor, at individet gennem den sproglige bevidstgørelse undergår de etiske praksisser, hvori individet forsøger at opnå en bestemt form for væren(bilag 1: 10). Således kan man diskutere hvorvidt forfatternes kritik af dette sidste punkt, er plausibelt i, da de syntes at modesige dem selv og deres overbevisning i det Foucaultske univers Coaching i et større perspektiv Diskussionen har indtil nu, foregået hovedsageligt ved at diskutere de forskellige overbevisningers holdninger til den konkrete artikel. Forståelsernes effekt på anskueliggørelsen af coaching, afhænger imidlertid også af de overlæggende niveauer teorier baseres på forholdet mellem individ, mikro, meso og makro 3. Man benytter i sociologisk teori disse fire begreber til at opdele samfundet i forskellige skalaer, for at få en bedre forståelse af hvilket niveau teorierne beskæftiger sig med, og dermed også hvilket størrelsesmæssigt omfang der problematiseres 4 - er det på individniveau, i lokalmiljøet, landsdækkende eller globalt. Mikro er niveauet for den daglige sociale omgang såsom familie, skolegrupper, interesse grupper m.m.. På mesoplan ses lokalsamfund og nabolag, i modsætning til makros fokus på byer eller samfund som helhed. Disse inddelinger er relevante for dette projekt i og med man kan argumentere for, at Bandura, Foucault og coaching behandler mennesket på tre forskellige niveauer. Albert Banduras teoretiseringer tager afsæt i psykologien på individ- eller mikroplan, da han plæderer for, at verden og selvet skabes gennem individets kognitive aktivitet, der udfordres af de omkringlignende sociale relationer. Når Bandura således er let sammenlignelig med coaching, er det et udtryk for, at de erkender verdens og selvets dannelse i sammen skala. I og med coaching dog både kan betragtes som et personlighedsudviklende redskab, og som et ledelsesredskab for medarbejdere, bevæger coaching sig mellem individ- og tilnærmelsesvis mesoniveauet. Således er i øjenfaldende, at ingen af disse to teoretiseringer

25 beskæftiger sig med individet og verden på makroniveau, og kun tilnærmelsesvis beskæftiger sig på mesoniveau. Når artikelforfatternes synspunkter derfor er svært forenelige med coachingens principper, kan man argumentere for, at deres afsæt i Foucaults begrebsliggørelser, er et ulige grundlag at bygge analysen på i forhold til den skala teorierne beskæftiger sig med det er som at sammenligne en mus med en elefant. Foucault tager, som tidligere bekendt, afsæt i verdenens og selvets skabes gennem omkringliggende sociale konstruktioner. Han argumenterer for at Sandhed og Magtsystemer er to gensidige elementer, der konstant danner og bekræfter hinanden (Bjerg 2004: 182). Dermed undergraves individets egen fornuft, og stræber i stedet at efterleve de gældende moraler. Herved adskiller Foucault sig endnu engang markant fra Bandura og coachingens udgangspunkter, med et menneskesyn der tager udgangspunkt i foranstaltninger eller magtsystemer på meso og makroniveau. Med udgangspunkt i psykologien, kan man derfor argumentere for, at Foucault I højere grad behandler sociologiske problemstillinger, hvorved han er ugyldig at bruge i betragtningen af coaching. 25

26 7. Konklusion Der blev i diskussionen forsøgt påvist, hvilke årsager der ligger til grund for de essentielle forskelle mellem Albert Bandura og artikelforfatterne Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous anskueliggørelser af coaching. Jeg argumenterede for, at forklaringen ligger i deres grundlæggende differentierende menneskesyn og betragtning af individets handlemuligheder. Efterfølgende diskuterede og påviste jeg hvordan teoriernes skalagrundlag, var af essentiel betydning i forhold til den givne problemstilling, og hvorledes dette kan forklare hvorfor Foucault og socialkonstruktionismen ikke er forenelige med coaching og Albert Bandura. Man kan af overstående udlede, at artikelforfatternes hypotese om, at coaching pålægger individet moralske koder, hvorpå den magtfri udvikling undertrykkes, ikke er en plausibel påstand, hvis man tager afsæt i Banduras social kognitivistiske teori. Denne iboende forskel mellem Michel Foucaults socialkonstruktionistiske synspunkt, og Albert Banduras social kognitivistiske synspunkt, skal derfor tildeles deres uidentiske menneskesyn samt den skala eller størrelse hvorpå de bygger deres problemstillinger og teorier. Man kan således konkludere, at betragtningen af coaching som redskab til individets frihedsudøvelse, afhænger af disse to essentielle faktorer. Dog er der en fremtrædende forskel i de sammenligningsmuligheder der skabes ved henholdsvis et uidentisk menneskesyn og et ulige skalaforhold. En sammenligning mellem to teorier med differentierende menneskesyn, giver både forfatteren og læseren et større perspektiv på teoriers grundlag og omfang. En sammenligning mellem to teorier med differentierende skalaforhold altså det individ, mikro, meso eller makroniveau de ønsker at betragte problemstilling ud fra giver imidlertid et sværere sammenligningsgrundlag, i og med der er stor forskel på, hvorledes man betragter roden til problemerne gennem samfundet eller i individet. Den største svaghed ved Mikkel Risbjerg og Peter Triantafillous artikel og dennes konklusioner om coaching, syntes således at være brugen af Foucault som modargument til coaching i og med de behandler individet på to forskellige niveau, hvorfor sammenligningsgrundlaget ikke er ligeså plausibelt som hvis de havde stemt overens. 26

27 8. Bibliografi 8.1. Bøger Bandura, A. (1977): Social Learning Theory, 1 st edition, Prentice-Hall, Inc., New Jersey, USA Bandura, A. (1989): Social Cognitive Theory of Organizational Management, The Academy of Management Review, Vol. 14, nr. 3 Bertelsen P. (2001): Personlighedspsykologi, 1. udgave, Frydenlund Grafisk. København Bjerg, J. Red. (2004): Gads Psykologileksikon, 1. udgave, G.E.C. Gads Forlag, København Christensen, G. (2002): Psykologiens videnskabsteori, 1. udgave, Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg Ewen R. (1998): An introduction to Theories of Personality, 5th edition, Lawrence Erlbaum Associates, Inc., Publishers, New Jersey, USA Pervin, L.A. og John O.P (2001): Personality: theory and reseach, 8. Udgave, 8th edition, John Wiley & Sons Inc., New York, USA Risbjerg, M. og Triantafillou, P. (2008): No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv, Tidsskrift for Árbejdsliv, Vol. 10, nr Hjemmesider

28

29 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv Mikkel Risbjerg & Peter Triantafillou No time for losers Cause we are the champions of the world Queen, 1977 It s not about the bike Lance Armstrong, 2000 Coaching har i de seneste år bredt sig som en steppebrand i det danske samfund både i og udenfor arbejdslivet. Med sit fokus på selvudvikling minder coaching om en række andre ledelsesværktøjer, der har vundet frem i dansk arbejdsliv gennem de seneste årtier. Ligeledes finder man både de som ser coaching som noget ubetinget positivt, og de som ser coaching som endnu et sofistikeret magtinstrument. Artiklen her tilhører den sidste gruppe om end vi understreger, at coaching ikke kan reduceres til undertrykkende (arbejdsgiver-)manipulation, men snarere bør anskues som en måde at styre på, der virker gennem den coachedes frihedsudøvelse. Når der alligevel er grund til bekymring, er det især, fordi denne frihedsudøvelse er baseret på en moral, der tilsiger, at vi gennem hele vores liv i alle dets aspekter arbejder med os selv med henblik på at præstere bedre, at blive mere konkurrencedygtige. Dette indebærer, at andre former for frihedsudøvelse anses som moralsk inferiøre. Et spøgelse går gennem dansk erhvervsliv coachingens spøgelse. Som et både for kætret og sexet billede på tidsånden de ler coaching indtil flere kerneegenskaber med det kommunistiske spøgelse, som Marx beskrev i manifestet: Begge er i opposition til de officielt sanktionerede former for ekspertviden; begge udgør en praksis, der spreder sig vildt og uhæmmet på trods af, hvad Marx ville kalde de gamle magters klapjagt ; og endelig er begge baseret på et budskab om en sandere og mere ægte form for sameksistens. Men i modsætning til Marx kommunistiske spøgelse varsler coach ingens spøgelse ikke det kapitalistiske sam funds undergang. Tværtimod er løftet, at netop vellykket coaching kan bringe men nesker i harmoni med det kapitalistiske systems hverdag. Dette skal ikke ske via klas sekamp eller kollektivt oprør mod fremmedgørelsen, men via findyrkelsen af individets arbejde med sig selv. Coaching, forstået som en måde hvorpå individet kan hjælpes til at arbejde med sig selv, slog for alvor igennem i sportens verden i USA i slutningen af 1970 erne og blev hurtigt adopteret af det amerikanske erhvervsliv (se nedenfor). I Danmark slog 10 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv

30 coach ingen først for alvor igennem i slutningen af 1990 erne, men der findes allerede et væld af distinkte traditioner (NLP-inspireret, systemisk teoretisk inspireret, inspireret af post strukturalisme, osv.). Disse er opstået hen ad vejen som både syntetisk orienterede videreudviklinger af og som kritiske reaktioner på den oprindelige amerikanske tradition for coaching. Følgelig er der stor forskel på præcis, hvordan coaching forstås, praktiseres, modtages, evalueres og anvendes. Dertil kommer, at coaching langt hen ad vejen fungerer i en virkelighed, hvor der allerede findes en række beslægtede tek nikker og terapier, som coaching uden tvivl ofte låner fra og smelter sammen med. Denne artikel søger ikke at kortlægge denne mangfoldighed, men søger i stedet at kigge på nogle centrale subjektiveringsmekanismer, som kan genfindes i de fleste måske alle? af de praksisser, der omtaler sig selv som coaching. Med udgangspunkt i Foucaults særlige fokus på, hvorledes subjektivitet bliver til i samspillet mellem magt og frihedspraksisser, ønsker vi at diskutere, hvad det indebærer, når en persons (f.eks. en leders eller en medarbejders) subjektivitet sættes i spil som noget, der skal spørges ind til, plejes og udvikles. Man kan med god ret hævde, at fokus på selvudvikling i en erhvervssammenhæng ikke er noget specielt nyt. Vi finder opmærksomhed omkring arbejderens sub jektivitet fra mentalhygiejne og T-gruppe træning i 1960 erne, over aktionsforskning og gruppedynamik i 1970 erne og det udviklende arbejde i 1990 erne (Bovbjerg 2001; Triantafillou 2003; Triantafillou & Abild trup 2005). Lignende tendenser, om end med stor variation, genfindes i andre lande (f.eks. Rose 1989). Med coaching bliver det imidlertid evident, at mere er på spil i beskæftigelsen med de ansattes subjektivitet end blot en raffineret form for udbytning af lige netop arbejderen. Coaching har nemlig både den menige medarbejder og chefen i fokus, både som potentielle objekter for coaching, men også som subjekter, dvs. som individer, der skal lære at fremføre sig selv på nye måder. Fra én vinkel er der ikke noget odiøst i, at man via coachingoptikken også har fået øje på, at lederen er en slags menneskelig ressource. Det manglede da bare, fristes man til at sige. Når der alligevel er grund til at kaste et kritisk blik på coaching, er det ikke mindst, fordi der bag den tilsyneladende uskyldige intention om at skabe bedre ledelse og gladere medarbejdere i erhvervslivet gemmer sig bredere og mere komplicerede problemstillinger. Vores ærinde i denne artikel er således at skitsere nogle af de historiske forudsætninger for coachingens indtog i den danske erhvervsmæssige virkelighed, at vise centrale træk ved kritikken af coaching og endelig at fremlægge nogle overvejelser over, hvordan vi kan opkvalificere denne kritik. Vores problemstilling lyder: Hvornår og hvor er coaching skabt, hvordan kan coaching begrebsliggøres, og hvilke magteffekter er coaching forbundet med? Vores hovedargument er, at coaching ikke (kun) er et middel for ledere til at styre ansattes adfærd i en for virksomheder profitabel retning. Coaching er samtidig en teknik, det enkelte individ (leder, medarbejder, privatperson) kan benytte til at lede sig selv både inden for og udenfor arbejdspladsernes mere eller mindre formaliserede hierarkiske magtrelationer. Det måske væsentligste problem ved coaching er, at teknikken synes forbundet med en moral, der tilsiger, at vi gennem hele vores liv i alle dets aspekter skal arbejde med os selv med henblik på at præstere bedre, at blive mere konkurrencedygtige. Andre former for frihedsudøvelse anses som moralsk inferiøre og risikerer derfor at blive undertrykt. Artiklen er bygget op således: Efter et kort rids af coachingens historiske baggrund følger et overblik over dens anvendelse i Dan- Tidsskrift for ARBEJDSliv, 10 årg. nr

31 mark. Derpå diskuterer vi tre forskellige forståelser af coaching: Magtfri dialog (naiv), illegitim magt (kynisk) og magt-via-frihed (inspireret af Foucault). Vi konkluderer ved at pege på nogle af de farer, som både den naive og kyniske forståelse af coaching overser. Coachingens fremvækst i USA Det fremføres ofte, at coaching er en praksis med rødder helt tilbage til de gamle grækere, som har været helt eller delvist forsvundet for nu af forskellige årsager at få en renæssance (Kirkeby 2006; Whitmore 2002). Frem komsten af coaching som moderne terapeutisk praksis med den brede befolkning som potentiel målgruppe må dog dateres til 1970 ernes USA. Her står W. Timothy Gallwey for et væsentligt bidrag. Gennem sit arbejde som instruktør i tennis, golf og ski løb udviklede Gallwey en undervisningsform, der var baseret på forestillingen om, at atletens vigtigste modstander er ham selv (og ikke ham på den anden side af nettet). Med The Inner Game of Tennis, der første gang udkom i 1972, fremførte Gallwey sit grundlæggende argument, at mennesker be sidder større potentialer til at foretage po sitive forandringer, end de som regel er klar over, samt at det traditionelle lærer/elev-forhold med dets hierarkiske struktur forhindrer realiseringen af dette potentiale (Gallwey 1974). Med en serie af bøger henvendt til sportsudøvere proklamerede Gallwey et både simpelt og fortryllende løfte: I have found a better way to change (Gallwey 2000, 3). Til forskel fra traditionelle undervis ningsmetoder var Gallweys kongstanke, at læreren skulle erstatte formanende og foreskrivende undervisningsteknikker med en grundlæggende erkendelse af, at eleven selv har svaret på, hvordan forandringen bedst opnås. Det viste sig hurtigt, at Gallweys teknikker til finjusteringen af det indre spil syntes relevante for andre end de, der ville forbedre deres baghånd. Således har coaching hurtigt spredt sig fra idrættens verden og etableret sig som et af de mest udskældte, men også mest populære skud på stammen i, hvad Robert Castel har kaldt terapi for de normale (Castel el al. 1982). Den mest interessante udvikling af coaching handler dybest set ikke om, hvorvidt der er plads til endnu en retning inden for det i forvejen mildest talt brogede og omdiskuterede marked for mere eller mindre lette former for terapi. Det handler snarere om, at erhvervslivet har fået øjnene op for teknikken, og at et eksplosivt voksende marked for coach ing i erhvervssammenhænge er sprunget op inden for de sidste år særligt med lederen eller mellemlederen som den, der enten selv skal coaches, eller som skal lære at coache andre. Coaching har haft særligt held til at finde vej til direktørgangen og har hermed medvirket til at rokke yderligere ved forestillingen om, at her bag de brede skriveborde finder man kun fødte ledere. Coachingens postulat er ikke, at alle kan blive erhvervsledere, men snarere at den selvsikkerhed og lethed, hvormed ledelse af en selv og af andre foregår mest effektivt, dels er et teknisk spørgsmål, men i lige så høj grad afhænger af viljen til at sætte sit selv i spil. Det er sigende for den første kobling mellem Gallweys coaching og det amerikanske erhvervsliv, at det var Archie McGill, daværende Vice President i marketingafdelingen i Telekommunikationsgiganten AT&T, der op søgte Gallwey på tennisbanen og ikke om vendt (Gallwey 2000, 19). I starten var det med no gen undren, at Gallwey indvil ligede i at præsentere nogle af sine træningskoncepter for ledelsesgruppen i AT&T, der på daværende tidspunkt stod overfor en stor omlægning af virksomheden. Han opdagede dog, ifølge ham selv, at han rent faktisk havde noget at tilbyde en virksomhed, hvis hovedproblem Gallwey identificerede 12 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv

32 som stive hierarkiske strukturer og fordummende arbejdsrutiner, der ikke var befordrende for medarbejdernes ansvarsfølelse og egen selvstændige udvikling (ibid.). Efterfølgende har Gallwey videreudviklet sin tilgang og har bl.a. arbejdet for Rolls Royce og Coca Cola. Coachingen kommer til Danmark Også i Danmark var det inden for idrættens verden, at coaching først begyndte at sætte sine spor. Tidligere håndboldtræner og seminarlektor cand.psych. Jens Hansen udgav allerede i 1986 bogen Kunsten at coache (Hansen 1986) og spillede en vigtig rolle for at udbrede forståelsen for betydningen af det mentale for idrætsudøvernes præsta tioner. Det er dog først med stiftelsen af Dansk Idrætspsykologisk Forum (DIFO) i foråret 1992 ( besigtiget 31/7 2007), at spredningen af coach ing i idrættens verden sættes i system. I takt med, at coaching vandt frem inden for idræt tens verden i Danmark, skulle det vise sig i løbet af 1990 erne, at teknikkerne også efter spurgtes inden for erhvervslivet. Som reaktion herpå fulgte en lang række publikationer med sigte på netop at introducere, anvende og evaluere coachingens erfaringer i erhvervssammenhænge (f.eks. Stelter 2002; Manning 2004; Judson 2005; Søholm et al. 2006; Kirkeby 2006). Koblin gen mellem idræt og erhvervsliv er da umiddelbart også ligetil. Dels er begge verdener i høj grad påvirket af konkurrencelogikker, og dels passer coachingens fokus på individets udvikling fint ind en række generelle ten denser i dansk erhvervsliv, hvor den individuelle medarbejders udvikling og ikke mindst omstillingsparathed er kommet i højsædet på bekostning af tidligere tiders højere vægtning af fagkompetencer (Andersen & Born 2001). Det er således oplagt at se coachingens store popularitet som led i en større bevægelse inden for det brede HRM-kompleks, hvor subjektive forhold, ikke kun blandt medarbejdere, men også blandt ledere, har fået stadigt større betydning (f.eks. Townley 1994). En kortlægning af denne brede bevægelse går dog ud over denne artikels rammer. Datagrundlaget for, hvilken indflydelse coaching har på de daglige forretningsgan ge og ledelsesmønstre i erhvervssammenhænge i Danmark, er endnu spinkelt. Man bør derfor være varsom i vurderingen af coachingens udbredelse herhjemme. En firmasøgning på De Gule Sider viste, at der pr. d. 22. oktober 2007 var 130 firmaer i Danmark, fra store verdensomspændende konsulentfirmaer som Mercuri Urval til små enkeltpersons foretagender. Kigger man imod de mere formelt organiserede coach-sammenslutninger som f.eks. International Coach Federation (ICF), var der pr. 22. okto ber ICF-certificerede coaches at finde i Danmark (hhv. 36 i Norge og 114 i Sveri ge). Og ifølge konkurrenten International Coach ing Community (ICC) kunne man samme dag finde 55 ICC-certificerede coaches i Danmark. Men omfanget af den coaching, der udbydes i Danmark, stopper langt fra her. Problemet med afgrænsningen er både, at titlen coach er ubeskyttet, og at coachingfænomenet siden starten i USA i 1970 erne (se nedenfor) har været præget af en hvis gør det selv -eufori, der ligger i forlængelse af coachingens opgør med det hierarkiske lærer/elev-forhold. Det er således ganske udbredt, at selvbestaltede coaches med yderst varierende baggrunde (tidligere eliteidrætsfolk, erhvervsledere, akademikere, jægersoldater, husmødre, psykologistuderende, osv.) blander sig med de coaches, der fungerer i mere formaliserede rammer. De mange forskellige udbydere synes at have et marked: Medarbejderne ønsker en coachende chef, og cheferne vil lære at coache, skrev redaktør Ulla Bechsgaard i Magasinet Tidsskrift for ARBEJDSliv, 10 årg. nr

33 Lederne i maj En ny generation af coaching hitter, skrev ErhvervsAvisen på lederplads d. 14. februar 2007 og påpegede, at især virksomhederne i Nordsjælland viste en altoverskyggende interesse for coaching. I en spørgeskemaundersøgelse baseret på svar fra ca danske ledere har Ledernes Hovedorganisation i 2007 fundet, at 3 ud af 10 ledere har prøvet at konsultere en coach. Samme undersøgelse viste at 9 ud af 10 ledere, som havde prøvet den type rådgivning, fandt, at det havde gjort dem til bedre ledere (nyhedsbrev fra lederne.dk, ). Man kunne muligvis have fået et ligeså positivt svar, havde man spurgt til effekten af andre management- og styringsteknikker, der for tiden er i vælten (som f.eks. Lean ). Og sådanne undersøgelser siger utvivlsomt mere om de adspurgte lederes ønske om at vise, at de er med på noderne, end de siger om den reelle anvendelse og oplevede effekt af coaching. Selvom vi således ikke kan afgøre, hvordan coaching står i konkurrencen med andre populære management-teknikker, så er der solide indikationer på, at coaching er et kendt fænomen blandt potentielle brugere, og at det med en vis sandsynlighed anvendes i ganske stor stil. I en undersøgelse baseret på FTF s lederpanel, der består af ca ledere fra offentlige og private virksomheder, var konklusionen således, at godt en tredjedel allerede havde prøvet eller var i gang med et forløb med en personlig coach, og hele 78 % af de adspurgte svarede, at de godt kunne tænke sig en personlig coach (Meinke 2007). Og det er ikke kun på de bonede gulve, at coaching efterspørges. I forbindelse med kommunalreformens omstruktureringer og institutionssammenlægninger slog BUPL s Lasse Bjerg for nylig fast, at: vores ledere [har] et stort behov for sparring, coaching og netværksdannelse (Meinke 2007). I samme forbindelse udtalte FTF s leder Bente Sorgenfrey, der repræsenterer ca offentligt og privat ansatte: Vi har stillet forslag om, at alle ledere får en anerkendt diplomlederuddannelse inden for de første to år, hvor de er ansat som leder. Brug af coach og opbygning af ledernetværk bør indgå i opbygningen af de her uddannelser (Bonde 2007). At coaching allerede anvendes systematisk som ledelsesredskab i større firmaer, er pengeinstituttet Nordea et glimrende eksempel på. Her er coaching et centralt led i personalepolitikken for alle medarbejdere i Norden (Gørtz 2006). Af de , der arbejdede i Nordea i januar 2006, var omkring 300 topledere og 3000 mellemledere. Alle disse har gennemgået et program, der gennem fire faser introducerede denne gruppe til coaching. Ideen var, at alle skal gennem gå og bestå fase 1, og at det herefter er frivilligt, om man vil gå videre til fase 2-4. Coaching and energising er således skrevet ind som én af fem officielle lederkompetencer i Nordea, og det eksplicitte formål med programmet, der har kørt siden efteråret 2004, er, at alle afdelings- og salgsledere skal benytte coaching som centralt værktøj i deres ledergerning, samt at der skal skabes en coaching-kultur i Nordea, hvor ikke bare chefer skal benytte sig af teknikkerne, men de skal sive ud og blive en integreret del af virksomhedskulturen (Gørtz 2006). Kort sagt, på trods af et meget ukomplet datagrundlag, er der relativt klare tegn på, at coaching er ved at få godt fat på såvel private som offentlige arbejdspladser. Coaching anskuet som magtfri dialog Som nævnt favner coachingbølgen allerede en lang række vidt forskellige praksisser, der trækker på varierende opfattelser af, hvordan man skal forstå begreber som terapi, udvikling, magt, selv og subjektivitet. Et samlende træk ved de mange forskellige 14 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv

34 tilgange er imidlertid, at samtalen opfattes som det centrale locus for udvikling. Selvom man hos f.eks. Whitmore (2002) ser ideen om selvcoaching fremført, er der oftest tale om en samtale mellem to personer, hvor hovedformålet er, at coachen skal stille sig selv til rådighed, således at fokuspersonen kan opnå noget. I modsætning til f.eks. en psykoanalytisk tilgang til samtaleterapi, hvor terapeuten forventes at styre terapiforløbet med udgangspunkt i en ganske bestemt epistemologi, er det ikke op til coachen at definere, hvad for noget fokuspersonen skal opnå. Det centrale ved coachingdialogen er, at det for coachen handler mere om at lytte end at tale, mere om at spørge end at svare. Coachen skal derfor tilstræbe en form for ikke-moraliserende position i det terapeutiske forhold, og der findes ingen særlige ønskværdige erkendelser. Tværtimod er coachens fornemmeste opgave blot at sørge for, at samtalen foregår, og at fokuspersonen i højest mulige omfang med egne ord og på egne præmisser sætter ord på sine problemer og laver en form for handlingsplan i relation til disse (hvis dette lader sig gøre). Det handler om at stille de rigtige spørgsmål, er titlen på Sofia Mannings bog om coaching fra 2004, og det følger, at der natur ligvis knytter sig en særlig disciplin, en særlig teknik, til coaching. At coache indebærer således en særlig bevidsthed omkring sig selv (og sine egne blinde pletter ) for netop at blive i stand til at træde i baggrunden og lade fokuspersonen få den centrale placering i dyaden (Olesen & Hansen-Skovmoes 2003). Så selvom det ikke er tilladt coachen at moralisere, er det samtidig oplagt, at den gode coach langt fra er passiv. Undervejs i samtalen benytter denne sig af forskellige samtaletekniske redskaber ( åbne spørgsmål, chok spørgsmål, hypotetiske spørgsmål osv.) for netop at sikre, at samtalen forløber og ikke går i stå. I denne forbindelse er spørgsmålet om timing helt centralt. Ifølge visse praktiserende coaches egen forståelse indvarsler coaching et gennembrud i arbejdslivet. I den amerikanske tradition hævdes det, at tidligere tiders hierarkiske og autoritative relationer mellem leder og medarbejder kan afvikles til fordel for en gensidigt udviklende samtalekultur med rod i de værdier, der ligger til grund for coach ing. En af coachingens grand old men, den tidligere racerkører John Whitmore, er således fortaler for, hvad han forstår som en fremtidens omgangstone i erhvervslivet (Whitmore 2002). Han ser coaching og den samtalekultur og det menneskesyn, der ligger til grund herfor, som den mest rationelle form at organisere det menneskelige samvær på. Med karakteristisk fremtidstro proklamerer han: Roll on the day when the word coaching disappears from our lexicon altogether, and it just becomes the way we relate to one an other at work, and elsewhere too (ibid. 18). Han er heller ikke ked af at krydse klinger med den etablerede fagkundskab udi den menneskelige psyke. Karakteristisk for hans uakademiske tilgang til coaching slår han fast: You don t need a degree in psychology in order to practice it (2000, 2). Hans version af coaching er karakteristisk induktiv: Han ved, at coaching virker, fordi han har prøvet det på sig selv, først som eliteidrætsmand og siden som professionel underviser. Og han behøver egentlig ikke fagkundskabens autoriteter og store teoriapparater til at sanktionere denne erfaring. Samme grundsyn synes at gå igen i det landkort over samtaleværktøjer, man kan finde på den danske coachingudbyder DIEU s hjemmeside ( Det interessante ved figuren er, at der arbejdes Tidsskrift for ARBEJDSliv, 10 årg. nr

35 med en forståelse af den ægte coachingsamtale som en magtfri relation mellem to mennesker, der lader sig definere og adskille i væsen fra en lang række andre samtaleformer, som f.eks. rådgivning og sparring. Spørgsmål Redskab Svar Instruktion Magtbaseret Vejledning Rådgivning Kilde: Lenstrup Supervision Sparring Mediation/ facilitering Coaching Mentoring Magtfri Relation Hos Peter Hansen-Skovmoes, der leder konsulentfirmaet Synergi HRM, og som iøvrigt hos DIEU anføres som inspirationskilden til ovenstående figur, finder man et bud på en nærmere kvalificering af, hvad der kunne ligge i forestillingen om den magtfri dialog. Her præsenteres idealet i coachingsamtalen som den coachende tilstand. I denne tilstand er det lykkedes coachen at indtage en ikke-vidende, ikke-fortolkende og ikke-vurderende position, der skaber den fornødne plads for, at den egentlige coachingproces kan gå i gang på den coachedes præmisser (Olesen & Hansen-Skovmoes 2003). Med forestillingen om den ligeværdi ge coachingdialog, der forløber på den coachedes præmisser, men er ansporet og hjulpet på vej af den engagerede (men selvudslettende) coach, har vi et godt billede på, hvordan coaching ofte begrebsliggøres. I erhvervssammenhænge bliver der tale om et forføren de simpelt stykke samtaleteknik, der synes at stille sig til rådighed for medarbejde re og ledere, der selv ønsker at gå forrest i deres individuelle udviklingsproces. Heraf følger også den særlige romantiske forestilling om, at denne proces kan være fri for magt, og at coaching qua denne egenskab overvinder den manipulationsproblematik, der knytter sig til tidligere generationer af psykologisk orienterede udviklingsteknikker i erhvervslivet. Coaching og det illegitime spil om magt Anskuelsen af coaching som et magtfrit redskab er imidlertid blevet stærkt kritiseret. I artiklen Ledelsescoaching har ledelsesforskerne Nielsen, Nørreklit & Sønderskov (2004) fremført det argument, at den magtfri coachingtilstand bærer på indtil flere skjulte forudsætninger, ikke mindst når coaching anvendes i erhvervssammenhænge. Ifølge forfatterne er ideen med coaching at åbne op for medarbejdernes indre potentialer og skabe en følelse af indre motivation og engagement, men selve rammen omkring coaching i erhvervslivet umuliggør, at der nogensinde kan blive tale om en magtfri zone. Snarere er der tale om et fordækt magtspil, der fungerer via forskellige retoriske former og iscenesættelsesdiskurser (Nielsen et al. 2004, 4). Kritikken sætter fokus på paradokset indeholdt i påstanden om, at en coachingdialog skal kunne flyde 100 % frit på fokuspersonens præmisser, når der samtidig er tale om et ansættelsesforhold og en arbejdssituation. Ole Fogh Kirkeby har i lignende kritisk ånd påpeget, at: [c]oaching er en metode til at effektivisere og kontrollere medarbejderne på en sådan må de, at de tror, at de arbejder i egen interesse coaching er derfor en forførelsesstrategi (Kirkeby 2003). I bogen Begivenhedsledelse og handlekraft forfølger han en lignende opmærksomhed for 16 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv

36 grænsedragningen mellem bevidste og ubevidste facetter af coachingen som spil: Dilemmaet for den instrumentelle coaching er, at den i langt de fleste tilfælde vil tvinges til at legitimere, at den hverken er hjernevask eller sindelagskontrol. Hvis spillet tematiseres alt for meget, bliver det virkningsløst (Kirkeby 2006, 269). Imidlertid bør det bemærkes, at Kirkeby aner kender, at visse af dramaets virkemidler kan bringes til konstruktivt brug, når coaching tilrettelægges og anvendes på den ifølge Kirkeby rigtige måde. Faktisk ser han flere lige linier mellem nutidens coach ing og de gamle grækeres begreb protreptik, en praksis der ifølge Kirkeby handlede om at vende et menneske mod forestillinger, tanker og handlinger, der er efterstræbelsesværdige for mennesket selv og for fællesskabet (citeret i Due 2007). Snarere end drømme om en helt magtfri tilstand og en opløsning af det terapeutiske spil plæderer Kirkeby for en tilgang, der til stræber en klargøring af magtrelationer, således at disse bliver så lidt asymmetriske som muligt. Der er flere andre eksempler på, hvorledes det, vi for nemheds skyld kan kalde magtargumentet, inkorporeres som yderligere kvalifikation i definition af det rette coachingforløb. I John Whitmores klassiske værk Coaching for Performance, der udkom første gang i 1992, var opmærksomheden på den coachende chefs dobbeltrolle allerede til stede: Here lies a paradox, because the manager traditionally holds the pay check, the key to promotion, and also the ax (2002, 20). Fra de hjemlige himmelstrøg kan man i bogen Ledelsesbaseret Coaching (Søholm et al. 2006) finde en særlig opmærksomhed på magt argumentet, der ligger fint i forlængelse af Whitmore. Bogens forfattere går i detaljer med, hvordan dobbeltrollen som både coach og formel leder kan forenes: Skal coach ing kunne fungere som et ledelsesværktøj, må det tilpasses de spilleregler, der gælder for arbejdskonteksten! Erkendelsen af, at det ideelle coachingforløb ikke nødvendigvis vil forme medarbejderen efter virksomhedens målsætninger, finder man da også artikuleret hos visse coachingudbydere. At vellykkede coachingforløb ligefrem kan medføre, at medarbejdere bliver bedre til at sige fra (eller ender med at sige op!) er velkendt, og hos Coach- Partner arbejder man i forlængelse af disse erkendelser med en klar adskillelse af coaching, som noget man kan bruge i sin personlige udvikling, og coaching som ledelsesredskab. Sidstnævnte anerkendes strengt taget ikke som coaching (interview med Coach- Partner, Nielsen & Frøkjær 2006). Den centrale virkemåde i den førstnævnte rigtige coaching-version er, at lederen ved selv at gennemgå et coachingforløb kan trække på erfaringer herfra til at ændre på sin ledelsesstil. Coaching ses hermed som noget, der har effekt på ledelsesstilen i en slags totrinsraket: Den egentlige coaching foregår i det rum lederen etablerer med sin personlige coach, og ledelsesstilen er en afledt effekt heraf. Hanne Jespersen, leder af 3 daginstitutioner i Ballerup Kommune, udtrykker det på denne måde: Det er ikke altid, at man har lyst til at lufte sit beskidte vasketøj over for en lederkollega i kommunen og sige, at man for eksempel har 10 utilfredse medarbejdere. Her er det fint med en neutral coach (Bonde 2007). Tidsskrift for ARBEJDSliv, 10 årg. nr

37 Den fødte leder er i denne tilgang resultatet af et konkret, målrettet stykke hjemmearbejde; hun er ikke coach overfor sine medarbejdere, men hun får styrke til at gøre det, hun skal gøre, ved at en udenforstående coach hjælper hende med at skærpe tankerne, sætte prioriteterne. Erkendelsen af, at coaching er en magtfyldt praksis, ændrer således på begrebsliggørelsen af processen, og i de mest konsekvente tilfælde adskilles coaching fra ledelse. Men dette medfører ikke nødvendigvis, at coaching opgives ej heller for ledere. Inkorporeringen af magtargumentet ses i stedet som en ansporing til at udvikle coachingpraksissen yderligere enten ved at tydeliggøre magtaspektet eller ved at individualisere spørgsmålet om coaching yderligere og henlægge selve coachingprocessen til personlige rum, der fysisk og psykisk opfattes som udenfor virksomhedernes direkte kontrol. Coaching bliver hermed snarere en reflekterende teknik, der søger at optimere virksomhedens ledelse via chefens ledelse af sig selv, end en teknik, der direkte søger at lede de ansattes adfærd. Parallelt og i samspil med kritikken af coachingens manipulerende potentiale kan man observere en stigende tendens til mere intern kontrol og selvjustits i visse dele af coaching-miljøet, og der ses flere initiativer til en egentlig akademisering af coachme tieren. Denne tendens ses f.eks. i de to store internationale forbund ICF og ICC, der via systemer med certifikater, som kan geninddrages, og etableringen af etiske kodeks hver især søger at øge kontrollen med, hvordan coaching udføres. At sådanne initiativer imidlertid også vil kunne ses som private organisationers forsøg på at markedsføre og fremhæve egne produkter på bekostning af alternativer, er indlysende. Et andet eksempel på akademisering symboliseres f.eks. ved professor Ole Fogh Kirkebys (CBS) medvirken i tilrettelæggelsen af en 2- årig master uddannelse i coaching ved Copenhagen Coaching Center (se hvor ambitionen netop er at hæve det akademiske niveau, så coaching-gerningen hives ud af det wild west - morads, der ifølge Kirkeby har givet kyniske plattenslagere alt for frit spil (se Due 2007). Coaching i Kirkebys protreptiske version er således et elitært projekt formuleret i direkte modstrid til den forestilling om en egentlig sekularisering af coaching-ekspertisen, der ligger i naturlig forlængelse af ikke mindst Whitmores tanker. Hos Kirkeby er traditionelle akademiske indlæringsforløb og meritsystemer idealet, og vi henvender os til en særlig målgruppe; nemlig de, der på en kvalificeret faglig bag grund har modet til at gå på tværs af er hvervssammenhængenes og organisationer nes særlige kapitalistiske logikker og sætte det mellemmenneskelige forhold i centrum. Der er mange interessante potentialer i forsøgene på en faglig opstramning i relation til coaching, om end man må betvivle, om det nogensinde vil lykkes at ensrette og tæmme coachingfænomenet. Det er dog vig tigt at holde sig for øje, at coaching selv i de mest magtbevidste udformninger stadig medfører og trækker på en række forestillinger om individuel udvikling; forestillinger som fortjener en kritisk opmærksomhed, og denne vil vi vende os mod i det følgende afsnit. Coaching anskuet som en frihedspraksis, der trækker på magtrelationer Selvom den kyniske forståelse af coaching leverer flere gode kritiske indsigter, så mener vi alligevel, den overser nogle væsentlige aspekter, herunder ikke mindst en række potentielle magteffekter. For at kunne belyse disse kræves en noget anden forståelse 18 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv

38 af magt end den, der fokuserer på, hvorvidt magten er legitim eller illegitim. I det følgende forsøger vi at diskutere relationen mellem coachingens frigørende potentialer og dens magteffekter ved at trække på Foucaults begreber om etik, moral, frihed og sub jektivitet. Sidst i sit forfatterskab introducerede Foucault (1982; 1994) en skelnen mellem moral og etik, og mellem magt og frihed. Moral defineres som de generaliserede koder, regler og love for menneskelig handlen, der gælder i en given historisk periode i et givent samfund. Etik defineres som de relationer, individet kan etablere med sig selv med udgangspunkt i de aktuelt gældende moralske koder. En etisk praksis kan således anskues som selvets handlinger overfor/på sig selv med det formål at opnå en bestemt form for moralsk væren (Foucault 1994, 282). Eksempelvis kan en persons forsøg på at arbejde med sig selv med henblik på at blive en bedre far med alle de moralske koder det indebærer ses som en etisk praksis. Der er således et samspil mellem det moralske og det etiske plan: Det moralske plan leverer de sociale adfærdskoder og det normative spillerum for de konkrete etiske praksisser, som individet udøver. Samtidig bidrager de etiske praksisser, gennem eksempelvis refleksion, efterlevelse, kritik og modstand, til at reproducere og eventuelt udfordre de gældende moralske koder. Hermed er vi nået til begrebet frihed, som hænger uløseligt sammen med definitionen af etik:...ethics is the considered form freedom takes when it is informed by reflection (Foucault 1994, 284). Frihed ses ikke som en tilstand eller en rettighed, men snarere som en aktivitet, som er indeholdt i det arbejde selvet udfører på sig selv. Hvis der ikke finder et etisk arbejde sted, er selvet således ufrit. Det klassiske eksempel på et ufrit individ er slaven, der i den oldgræske filosofi ikke var tilskrevet muligheden for at have en etik. Her er det væsentligt at skelne mellem frihed som et sæt af praksisser, som selvet udøver på sig selv, og frigørelse som en transformativ tilstand, hvorigennem der brydes med undertrykkende instanser. Pointen er, at mens (slavens) frigørelse gennem aktiveringen af forskellige etiske praksisser kan indebære et brud med undertrykkelse eller dominans og derved skabe rum for nye frihedsspil, nye etiske praksisser, så vil frigørelse per definition ikke indebære en frisættelse fra magtrelationer. Det skyldes, at individets etiske arbejde altid vil foregå i samspil med allerede eksisterende moralske koder for ønskelig adfærd samt forsøg på at handle på dets handlerum. Forsøgene på at udøve magt ved at handle på andres handlerum, dvs. deres etiske prak sisser, blev af Foucault kaldt for styring (gouvernement) (Foucault 1982, ). Foucault var imidlertid langt mindre interesseret i styring som udtryk for, hvordan folks handlinger kan dikteres (via dominans), end i, hvordan styring kan fungere ved, at individer anspores til at arbejde med sig selv i henhold til nogle bestemte moralske koder. Styring udgør med andre ord kontaktpunktet mellem forsøgene på at gøre noget ved andre (magtrelationer) og disse andres arbejde med sig selv (frihed/ etik). Med udgangspunkt i denne forståelse kan coachingens dialogiske proces anskues som en menneskelig teknologi, der sigter på at styre individer gennem deres udøvelse af en bestemt etisk praksis. Denne etik skabes og identificeres på baggrund af en eller flere moralske koder, der varierer alt efter hvilken sammenhæng, der er tale om. De adfærdsforventninger, der knytter sig til den nyansatte topleder, er anderledes end de, der gælder for den menige ansatte. Og den menige ansatte kan ligeledes betragtes gennem forskellige moralske optikker (tilhørende bestemt faggruppe, deltidsansat, medlem af religiøst mindretal, mellemleder, Tidsskrift for ARBEJDSliv, 10 årg. nr

39 osv.). Fælles for coachingen som menneskelig teknologi, hvor end den anvendes, og hvorvidt den er erklæret magtfri eller ej, er imidlertid, at den aktiverer forestillingen om en særlig etisk substans, der er fælles for alle mennesker, nemlig det uudnyttede potentiale. Coaching er i denne forstand et styringsteknisk bud på en frihedspraksis, hvor individet arbejder med sig selv med henblik på at formulere sine mål, identificere de relevante forhindringer, lave en handlingsplan og skabe sin egen væren. Det er på denne baggrund, at coaching kan anskues som en friheds- og styringsteknik. Coaching anskuet som poststrukturalistisk praksis Med afsæt i et foucauldiansk begrebsapparat har Allan Holmgren forsøgt at komme ud over både de naivistiske og de kyniske læsninger af coaching i et forsøg på at indfange, hvorledes en coachingtilgang, der fuldt ud anerkender de involverede magtrelationer, kan anskueliggøres. Holmgren problematiserer meget præcist antagelsen om et universelt kerneindivid med visse generelle potentialer for udvikling, der ofte gemmer sig i forestillingen omkring magtfri coaching. Med en forståelse af coaching som refleksioner over relationer til andre mennesker (Holmgren 2006, 46) er Holmgren fortaler for en tilgang, der sigter på en øget sproglig bevidstgørelse omkring de aspekter af hverdagen, der kan forekomme begrænsende for individet. Ikke fordi individet hos Holmgren opfattes som fra naturens side udrustet med et uudtømmeligt potentiale, der skal sættes fri, men fordi individet kan have gavn af en dekonstruerende tilgang til den diskursive (hvilket for Holmgren især betyder sproglige ) virkelighed, der definerer det. Hos Holmgren bryder man således klart med den amerikanske coach ing-tradition, idet man hverken tilstræber eller anerkender lighed mellem coach og fokusperson. Han betragter snarere vellykket coaching som en slags mesterlære, hvorigennem den coachede person hjælpes til gennem sproget at frigøre sig fra konstruerede konventioner, påbud og begrænsninger: Vi skaber os selv gennem de måder, vi definerer os selv på ved at anvende det sprog, de kategorier, de ord og modeller og former som kulturen tilbyder os gennem familien, skolen, vennerne, arbejdspladsen, osv. (ibid. 47). Når det som hos Holmgren, der selv virker som praktiserende coach, fremføres, at coach ing kan have et frigørende potentiale, så er vi enige i, at opmærksomheden på sproget meget vel kan medføre nye former for frihedsudøvelse og dermed ny subjektivitet. Det er ikke blot arrogant, men også metodisk set tvivlsomt en bloc at afvise op le velsen af et coachingforløb som frigøren de med henvisning til fordækt arbejdsgiver manipulation eller falsk bevidsthed hos den coachede. Coaching er mere end et spø gelse i dansk erhvervsliv. I det omfang coach ing-dialoger bidrager til at forandre individers selvforståelse, muliggøres også reelle, nye etiske praksisser for disse individer. Vores pointe er imidlertid, at selvom der nok kan være tale om en form for frigørelse, så vil denne altid være bundet til specifikke moralske koder, der favoriserer bestemte frihedspraksisser (især pligten til konstant selvforbedring) på bekostning af andre. Man kan også sætte spørgsmålstegn ved det rimelige i den læsning af Foucault, der hos Holmgren har en tendens til at nedvurdere eller helt overse, hvordan ikkesproglige forhold ofte vil begrænse effekterne af den erobring af sproget, som frigørelsen skal forløbe ad. Uden at fornægte sprogets betydning forekommer det os ligeså vigtigt at have blik for de konkrete magtrelationer, der bidrager til at påvirke den coachede persons valg. 20 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv

40 Her bliver det naturligvis vigtigt at gøre sig klart, hvordan coaching praktiseres konkret. Magtrelationernes udfoldelse vil således afhænge af, hvorvidt coaching bruges på arbejdspladsen eller udenfor. Det vil også have betydning, hvorvidt erhvervscoaching finder sted via eksterne coaches eller prak tiseres af en chef i sit daglige arbejde med sine medarbejdere. Endvidere findes der, som nævnt, en lang række varierende tilgange til coaching (NLP-inspireret, systemisk, osv.), hvoraf vi kun har berørt en hånd fuld i denne artikel. På trods af væsentlige forskelle er det værd at bemærke, at de alle tager udgangspunkt i en teknisk problematisering af, hvordan subjektiv udvikling kan finde sted, og at alle anerkender muligheden for at frisætte potentiale. Også i Holmgrens poststrukturalistiske coaching anerkendes den intersubjektive dyade som motor for egentlig personlig frigørelse, om end den moralske ramme, som danner baggrunden for denne frigørelse, efter vores mening underspilles. Set gennem coachingens optik er det en op nåelig tilstand at blive den fødte leder. Det forudsætter blot, at man som individ (bliv)er i stand til at se den frihedspraksis for sig som fører frem mod de ønskede (ønskværdige) mål. Skulle resultatet af coach ingseancen imidlertid være, at man opdager, at man i virkeligheden slet ikke ønsker sit lederjob, følger heraf blot, at man bør afstikke en anden, mere autentisk kurs for ens subjektive potentiale. På trods af denne spændvidde, må det i samme åndedræt understreges, at coaching ikke kan promovere en hvilken som helst frihedspraksis, men kun de, som har et mere eller mindre konkret mål. Og det er her, at vi kan få øje på nogle af de magteffekter, som den kyniske tilgang og formentlig også Holmgrens poststrukturalistiske coaching overser eller underspiller. For det første, at der er tale om en målstyret aktivitet, som per definition indebærer, at man skelner mellem succes og fiasko. Kun hvis man realiserer sit eget mål, er man en succes, ellers kan ens frihedspraksis både objektivt (af andre) og subjektivt (af den coachede selv) anses for en fiasko. For det andet, er der spørgsmålet om, hvordan personer, som ikke kan eller vil indgå i coach ing, skal bedømmes. Er sådanne personer dybest set ikke nogle tabere, idet de ikke engang kan/vil sætte (nok så moderate) mål for sig selv? En ting er at sætte et mål for sig selv og så ikke opnå det. Så har man i det mindste udvist initiativ og ildhu. Men personer, som ikke engang vil forsøge at definere et mål for sig selv, kan i den logik, som coaching arbejder indenfor, næppe ses som havende et værdigt liv. Hermed er vi nået frem til den tredje potentielle magteffekt, nemlig afhængighed. For den, som har indladt sig på coaching, vil det ofte være svært at forlade dette spil, der ikke længere er en forestilling (som kan tages af plakaten), men derimod kernen i et etisk forhold man har etableret til sig selv: Man er fanget i forestillingen om, at man indeholder et potentiale, der altid vil kunne forvaltes mere effektivt. I de tilfælde, hvor målet er svært at realisere, vil behovet for mere coaching være umiddelbart: Jeg har behov for hjælp til at komme videre. At hverdagen er fuld af barrierer eller udfordringer, der besværliggør en tilstand af fuld balance, er ikke noget egentligt problem for coachingen, der blot vil byde sig til med mere etisk arbejde. Selv i de tilfælde, hvor den coachede forholdsvist nemt når sit mål, vil dette blive set som en ansporing til at forfølge nye mål. Man skulle jo nødig gå i stå i sin personlige udvikling! En fjerde magteffekt følger af den særlige form for coaching, der vægter sproglig bevidstgørelse. Her sniger en heroisering af sub jektets konstante de- og rekonstruering af sin egen identitet sig ind ad bagdøren. Denne subjektets hermeneutik har ringe blik for, at subjektivitet ikke kun skabes Tidsskrift for ARBEJDSliv, 10 årg. nr

41 gennem individuelle sproglige handlinger, men også af andres vurderinger, styringsforsøg og sanktioner, der tager udgangspunkt i de til enhver tid fremherskende moralske adfærdskoder. Selvom man kan ændre på sproget, skal sproget stadig virke i en social kontekst, hvor der er bredere og ofte ret fast forankrede politiske rationaliteter, sociale normer, procedurer, og institutioner, der alle spiller med i de magtrelationer, hvorigennem subjektets status som moralsk individ kan etableres med men lige så ofte uden individets bevidste medvirken. Konklusion Coaching synes i sin nuværende form at være vokset frem i sportens verden i USA i løbet af 1970 erne. Coachingens mål var primært at få (elite-)sportsudøvere til at arbejde med sig selv mentalt og holdningsmæs sigt med henblik på at præstere bedre i konkurrencesammenhæng. Herfra har coach ing spredt sig til andre lande, til andre dele af samfundslivet og til andre opgaver. Coaching har især fundet et hastigt voksende marked i erhvervslivet, hvor teknikken i dag anvendes til at sætte lederes og medarbejderes selv i spil med henblik på positive forandringer. Coaching er blot en ud af mange teknikker, der søger at give et svar på den historisk aktuelle problemstilling: Hvordan kan jeg som individ bedst muligt håndtere de mange hastigt omskiftelige krav til mig i og udenfor arbejdet? (jf. Rose 1999). Det specielle ved coaching i forhold til mange andre ledelsesværktøjer er, at den potentielt synes at kunne udøves magtfrit, dvs. i et rum, hvor det udelukkende er den coachede selv, der bestemmer, hvad han eller hun vil gøre. Mange før os har påpeget, at den magtfri forståelse af coaching er naiv og fejlagtig. Men selv kynikerne, som med god ret fremhæver, at coaching anvendt i en ledelsessituation aldrig kan blive magtfri, og altid vil være et instrument, der søger at få medarbejderne til at rette ind efter organisationens overordnede målsætninger, overser væsentlige aspekter af coachingens effekter. For det første indebærer coaching delende effekter. Det vil sige, at udøvelsen af coaching indebærer en opdeling i de, som sætter mål for sig selv, og de, som ikke gør det. Den første gruppes handlinger valoriseres positivt af aktuelle moralske koder. De er aktive, entreprenøriske, omstillingsparate og fører et efterstræbelsesværdigt liv. Den anden gruppe er problematisk passive, uden egne mål i livet. I coachingens univers er denne livsindstilling i bedste fald irrationel, i værste fald moralsk forkastelig. I lyset af coachingens stigende udbredelse ikke mindst i erhvervssammenhænge må man spørge, om det stadig er uproble matisk at sige nej til den invitation til evig selvud vikling, der ligger i coaching. En anden delende effekt ved coaching opstår mellem de, som vinder, og de, som taber. Det vil sige mellem de, som realiserer deres mål, og de, som ikke lever op til de forventninger, de selv har opstillet. Vi har påpeget at uan set, hvor frivilligt disse mål er valgt, så vælges de med udgangspunkt i aktuelt gældende moralske normer for, hvad der er et godt liv (økonomisk selvforsørgende, aktiv, fysisk fit, lærende, omstillingsparat osv.), og hvad der ikke er det (økonomisk afhængig, passiv, overvægtig, ufleksibel, etc.). Kort sagt, coaching indebærer godt nok, at den coache de selv kan vælge, men det moralske udbud af ønskværdige handlinger er begrænset. For det andet virker coaching individualiserende. Det er en teknik, der er rettet mod individet og dets kapacitet til at skabe og forme sig selv som en person, der kan lede sig selv og derigennem også andre. Det betyder, at nederlag på arbejdspladsen og andre steder i livet bliver et individuelt anliggende. Det ligger ganske enkelt udenfor det problemfelt, coaching udøves i, at stille 22 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv

42 spørgsmål ved de bredere politiske logikker, moralske imperativer, procedurer og institutioner, som danner rammen for personens valg og liv. Derved placerer coaching sig i en bredere aktuel tendens til at gøre kritik til selvkritik (se også Willig 2007). For det tredje er coaching svær at tæmme eller regulere. Når en person først engagerer sig i en coachingproces, er behovet lige som for psykoanalysen nær uendeligt. Man kan og bør altid forbedre sig på det ene eller andet område af sit liv. Hvis man er færdig med at stille nye mål for sig selv, er man færdig som person (jf. Salomon 2007). Der er kort sagt god grund til at have en kritisk attitude, når coaching denne vinderens teknik promoveres som svaret på danskernes problemer i og udenfor arbejdslivet. REFERENCER Andersen, Niels Åkerstrøm & Asmund Born (2001): Kærlighed og omstilling, København, Nyt fra Samfundsvidenskaberne. Bonde, Annette (2007): Ledere ønsker deres egen coach, i Berlingske Tidende, 20. april 2007, 3. sektion s. 17. Bovbjerg, Kirsten Marie (2001): Følsomhedens etik, Hovedland, Højbjerg. Castel, Robert, Francoise Castel & Anne Lowell (1982): The Psychiatric Society, New York, Columbia University Press. Due, Brian (2007): The Dark Side of Coaching, i Kommunikationsforum.dk, 28. februar Foucault, Michel (1994): Ethics, Subjectivity and Truth Essential Works of Foucault , New York, The New Press. Foucault, Michel (1982): Afterword the subject and power, i H. L. Dreyfus & P. Rabinow: Michel Foucault Beyond Structuralism and Hermeneutics, New York, Harvester Wheatsheaf. Gallwey, W. Timothy (1974): The Inner Game of Tennis, New York, Random House. Gallwey, W. Timothy (2000): The Inner Game of Work, New York, Random House. Gørtz, Kim (2006): Coaching in Nordea Status, Findings and Future Challenges, Præsentation ved conference, Learning Lab Denmark, DPU, 22. september Hansen, Jens (1986): Kunsten at coache Idrætspsykologi og trænerens praksis, København, Nyt Nordisk Forlag. Holmgren, Allan (2006): Poststrukturalistisk coaching om coaching og ledelse, i Erhvervspsykologi, 4, 3, Judson, Kim (2005): Fra medarbejder til leder en grønspættebog for nye ledere, København, Børsens Forlag. Kirkeby, Ole Fogh (2003): Coaching i en global tidsalder, Rapport fra konferencen faglig globalisering, august 2003, LO-skolen, Helsingør, arbejdspapir. Kirkeby, Ole Fogh (2006): Begivenhedsledelse og handlekraft, København, Børsens Forlag. Lenstrup, Birgitte (2007): Der er gået inflation i coaching, i DIEU Nyhedsmail, Maj, D=1661, 16. november Manning, Sofia (2004): Coaching Det handler om at stille de rigtige spørgsmål, København, Aschehoug. Meinke, Marianne (2007): Ledere vil have deres egen coach, i Resonans, 18/4 2007, dk. Nielsen, Adam Risbjerg & Lau Frøkjær (2006): Coaching i arbejdslivet selvudviklingens frigørelse eller fatamorgana?, speciale, Roskilde Universitetscenter. Nielsen, Anne Ellerup, Hanne Nørreklit & Morten Sønderskov (2004): Ledelsescoaching et værktøj i kampen om det menneskelige engagement, i Rhetorica Scandinavica, 31, Olesen, Ulla & Peter Hansen-Skovmoes (2003): Coaching i praksis hvordan? i Erhvervspsykologi, 1, 4, Rose, Nikolas (1989): Governing the soul, London, Free Association Books. Rose, Nikolas (1999): Powers of Freedom, Cambridge, Cambridge University Press. Tidsskrift for ARBEJDSliv, 10 årg. nr

43 Salomon, Karen Lisa (2007): Selvmål, København, Gyldendal. Stelter, Reinhard (2002): Coaching læring og udvikling, København, Psykologisk Forlag. Søholm, Thorkil Molly et al. (2006): Ledelsesbaseret Coaching, København, Børsens Forlag. Townley, Barbara (1994): Reframing Human Resource Management. Power, Ethics and the Subject at Work, London, Sage. Triantafillou, Peter (2003): Psychological technologies at work: A history of employee development in Denmark, i Economic and Industrial Democracy, 24, 3, Triantafillou, Peter & Line Top Abildtrup (2005): Arbejdets autonomisering fra fremmedgørelse til neo-liberal styring, i GRUS, 75/76, Whitmore, John (2002): Coaching for Performance Growing People, Performance and Purpose, London, Nicholas Brealey Publishing. Willig, Rasmus (red.) (2007): Til forsvar for kritikken, København, Hans Reitzel. Mikkel Risbjerg er cand. mag [email protected] Peter Triantafillou, cand.scient og ph.d. er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC [email protected] 24 No time for losers coaching og det konkurrencedygtige selv