Kinas økonomiske vækst En analyse af Kinas vej til høj økonomisk vækst, og hvorvidt vækstfaktorerne er midlertidige eller permanente?

Transkript

1 Kinas økonomiske vækst En analyse af Kinas vej til høj økonomisk vækst, og hvorvidt vækstfaktorerne er midlertidige eller permanente? Af Christina Nielsen HA(Int) Vejleder: Erik Strøjer Madsen Institut for Nationaløkonomi (NAT) Handelshøjskolen Århus Universitet

2 1. Abstract China has had an economic growth boom since 1978 where the policy of the country started changing drastic from an economy being very closed to an economy opening up for the world. Lots of changes have been made during the last 30 years, resulting in a new China. The interesting thing about this is now, whether the economy can sustain its high growth path, or if the high growth sooner or later will fail. The purpose of this assignment is therefore to describe Chinas high economic growth and whether the growth factors are sustainable or just temporarily? The assignment is theoretical, and will base its methodical framework on the neoclassic growth theory including the Solow-Swan model. Explaining the neoclassical growth theory, it can be found that an economy cannot base its growth rate on inputs (investing in capital) in the long run, since the economy sooner or later will reach its steady state. Instead, the only source to sustainable growth in this steady state is an improvement in the efficiency through technological progress given from outside, as the country catches up with other countries. The assignment furthermore describes the different growth factors, both from inside the country as well as the ones given from the extern world, and how they have played an important role in the economic development. First of all, the chapter finds that China depends too much on its exports and investments through its high savings, and that it is necessary to get the consumption up. Since 1995 Chinas total factor productivity (TFP) has decreased and Chinas growth now depends highly on capital accumulation and this is not a sustainable growth factor in the long run according to the neoclassic theory. Furthermore this chapter finds that the opening up for the world has been an important factor and that FDI, exports, Chinas membership of WTO all have contributed to the high growth so far. Next, the focus is put on Japan and the 4 tiger economies (Singapore, Hong Kong, South Korea and Taiwan), and will look at the growth development in these countries. It finds that all five countries have experienced a high growth period, but that none of them have succeeded in keeping this high growth. Especially the growth of the 4 Asian Tigers is remarkable since their high growth rates highly depended on capital accumulation, which 2

3 was the reason why the growth rate couldn t sustain high. With Chinas high growth rates has also followed a range of consequences, such as a growing inequality, corruption and high pollution, These problems will only get worse if the government doesn t prevent it. Furthermore the central government will face lots of other transitional challenges in the future, which can prevent the growth. Lastly, the assignment looks briefly at endogenous growth theory. This theory argues that, if used to invest in human capital (education and R&D projects), it actually is possible for an economy to have growth in the long run from savings. The assignment ends up concluding that Chinas growth factors are only temporary, and that Chinas growth sooner or later will slow down due to neoclassical growth theory concerning the reach of the steady state. Technological catching up will therefore be important for Chinas further growth, and furthermore the country should invest in more human capital in order to grow, when capital accumulation will stop contributing. By investing more in education the government can also help getting the labour force participation rate up, and prevent the growing inequality. 3

4 2. Indledning Kinas økonomi har i løbet af de sidste 30 år været i kraftig vækst, og landet har gennemgået en stor omstillingsproces. Økonomisk udvikling har været i fokus, og landet har implementeret en udviklingsmodel med høje investeringer og endnu højere opsparing og eksport til industrilandene. Kina har åbnet op for samhandel med omverdenen og i 2001 blev landet medlem af WTO, og dette medlemskab bidrager således også stort til den samlede globale vækst. Også en række økonomiske reformer samt et markant overskud på landets betalingsbalance har medvirket til den enorme vækst. Rent økonomisk kan alt umiddelbart se ud til at køre på skinner for verdens folkerigeste nation, men kigger man nærmere vil nogle mene at væksten er ubalanceret og at Kina før eller siden ligefrem vil kollapse. En af grundene hertil er for eksempel Kinas meget lukkede politiske styre, samt det faktum at Kina evt. står overfor en række andre strukturelle forhindringer for væksten, som for eksempel nødvendigheden af et højere indenlandsk forbrug samt en bedre udnyttelse af landets ressourcer så som arbejdskraft og miljøet. 2.1 Problemformulering På baggrund af Kinas høje økonomiske vækst de sidste 30 år har denne opgave til formål at analysere Kinas vej til denne vækst, og hvorvidt den vil fortsætte. Følgende hovedspørgsmål opstilles derfor: Hvorvidt er vækstfaktorerne der driver Kinas vækst, midlertidige eller permanente? Til at belyse ovenstående problemstilling, vil opgaven blive opdelt i en række kapitler, med forskellige formål: Første del starter med at kigge nærmere på overgangen fra Maos planøkonomi til et fokus på en markedsøkonomi i 1978 og frem. Derudover vil der blive set nærmere på økonomien i tal, samt Kinas generelle situation og plads i verdensøkonomien. Dette afsnit fokusere altså på at give et overordnet billede af Kina og landets økonomi og ligeledes udviklingen af denne. 4

5 Afsnittet efter vil demonstrere den neoklassiske vækstteori og beskriver Solow-Swans vækstmodel, samt begreberne konvergens og catching up. Derefter vil de forskellige faktorer som influere Kinas vækst blive identificeret og undersøgt, og der vil herunder endvidere blive kigget på, hvilken måde disse vækstfaktorer har bidraget/bidrager til væksten og hvorvidt det er noget de fortsat vil gøre? Dette afsnit vil være opdelt i to, med henholdsvis et afsnit of interne faktorer samt et afsnit med eksterne faktorer. Dernæst vil opgaven fokusere på Japan samt de 4 tigerøkonomier (Hong Kong, Singapore, Taiwan og Sydkorea) og kigge på hvordan disse har catchet up, og hvor de er nu. Endelig vil der, ud fra det gennemgåede, blive fokuseret på, hvilke konsekvenser den økonomiske udvikling har medført og hvad betydning disse vil få for Kinas fremtidige økonomiske udvikling? Til slut vil opgaven beskrive endogen vækstteori samt kigge på hvordan Kinas fremtid i det hele taget ser ud og hvilke fremtidige udfordringer landet står over for? De 6 dele vil blive behandlet i 6 kapitler og har til sammen formålet at besvare den overordnede problemstilling. 2.2 Afgrænsning og definitioner: Opgaven vil til start give en kort beskrivelse af tiden før 1978 for at give læseren en baggrundsforståelse, men vil primært tage udgangspunkt i Kinas økonomi efter 1978 til i dag, da det er denne periode at den høje vækst er fremkommet. Yderligere vil der også blive kigget på fremtidsbilledet, for at kunne give et præcist svar på problemformuleringen. Der vil blive undersøgt både interne samt eksterne vækstfaktorer, da begge sider har stor betydning for væksten. Macau og Hong Kong vil ikke blive medtaget, eftersom disse ses som selvstændige, og ikke på lige fod med resten af Kina, da deres økonomier er meget længere i udviklingsprocessen. 5

6 Det valgt at sammenligne Kinas vækst med netop de 4 tigres og Japans af flere grunde. Disse lande er blandt andet blevet udvalgt fordi de ligger på samme kontingent, men mest af alt fordi alle fem økonomier har gennemgået en høj-vækst periode. Den økonomiske vækst vil blive målt i BNP vækst. BNP er ifølge Verdensbanken en god basis for at måle den overordnede økonomiske vækst. BNP er i sig selv dog ikke et godt mål på velfærd, da økonomisk vækst ikke nødvendigvis bevirker at flertallet får et bedre liv ( Hertil skal det dog nævnes at Kinas officielle BNP mål muligvis overdriver væksten og at den reelle BNP vækst nærmere er 7,9% frem for 9,6% i perioden Der kan generelt være problemer med troværdigheden af Kinas statistikker. (OECD, 2007; 11). Når man skal måle et lands placering i verdensøkonomien kan der forekomme stor forvirring eftersom der findes en række forskellige metoder med vidt forskellige resultater. Verdensbanken anbefaler at man måler og sammenligner de nationale økonomiers størrelse ved hjælp af BNI i US$ Atlas metoden. Dataene er i løbende US dollars, som er omregnet fra det pågældende lands respektive nationale valuta ved hjælp af Atlas metoden, som bruger et 3-årig gennemsnit af vekselkursen (worldbank.org) 2.3 Metodetilgang og teori: Opgaven er en teoretisk opgave og opgaveskriveren har til hensigt at benytte eksisterende teorier og litteratur til en analyse af det pågældende emne. Der vil tages udgangspunkt i en række bøger, tidsskrifter, artikler samt internetsider, som alle er relevante for til slut at kunne give et svar på problemstillingen. Anvendt teori spænder bredt for at få et varieret synspunkt på problemstillingen, og OECD samt Verdensbanken er i høj grad brugt. Endtvidere er The World Factbook også brugt en hel del når det har omhandlet nøgletal for økonomien. Opgaveskriveren har gennem opgaven forholdt sig kritisk til det anvendte litteratur, lige fra de anvendte teorier til de anvendte tidsskrifter som bruges i gennem opgaven. Opgaven indeholder et teoriafsnit omhandlende neoklassisk vækstteori, hvori Solow-Swan modellen bliver beskrevet grundigt og hvor der ligeledes bliver redegjort for hvad cathing-up og konvergens vil sige. Solow-Swan modellen er anvendt eftersom det er en berømt vækstteori, som ofte bliver brugt. Yderligere vil endogen vækstteori blive kort 6

7 berørt i opgavens slutning, for også at have en anden teoretisk vinkel med på problemstillingen. 3. Vejen til vækst Generel udvikling. Der er sket rigtig meget med Kina de sidste 30 år, og udviklingen samt væksten har været helt enorm. Dette afsnit lægger fokus på at give et kort indblik i tiden før 1978 samt se på den udvikling landet har gennemgået, og i hvilken position landet på nuværende tidspunkt befinder sig i. Afsnittet vil således give et overblik over Kinas situation, samt position i verdensøkonomien. Afsnittet hjælper ligeledes læseren med at forstå baggrunden for den høje vækst. 3.1 Fra Maos planøkonomi til Deng Xiaopings høje fokus på økonomisk udvikling: Et stort portræt af Mao Zedong ( ) hænger stadig over indgangen til den forbudte by ved den himmelske fredsplads i Beijing. Samtidig kan man på den himmelske fredsplads også besøge et mausoleum hvori Maos legeme ligger til skue. Mao Zedong er for de nuværende magthavere i Kina stadig et stort forbillede, som befriede og samlede Kina. Kigger man realistisk på Maos regeringstid og væk fra magthavernes propaganda er billedet dog et andet. Folkerepublikken Kina blev oprettet d. 1. Oktober 1949 med Mao i spidsen. Ideologien var at opnå et klasseløst kommunistisk samfund, a la den sovjetiske model. I årene under Mao var levestandarden enormt lav, staten ejede alle virksomheder, og hver enkelt individ tilhørte en bestemt enhed. Det var altså ikke muligt at skifte job, eller flytte fra land til by eller fra by til land bare sådan uden videre. Der var kontrol med alt og alle. Statens ejerskab af virksomheder gjorde også at arbejdsfordelingen mellem administration og ledelse ofte var meget uklar. Alt dette resulterede i lav produktivitet, samt lav kreativitet, initiativtagen og entusiasme fra de ansatte. Ud over dette, var Kina et lukket og isoleret land for omverdenen. Tiden under Mao kostede utallige menneskeliv bl.a. under Det Store Spring Fremad i slutningen af 1950 erne hvor millioner af mennesker mistede livet pga sult. Også kulturrevolutionen fra 1966, hvor folk med uddannelse og kompetence blev dræbt eller 7

8 skulle til genopdragelse i flere år hos bønderne, var Maos værk. Mao Zedong opfordrede befolkningen til at forplante sig mest muligt, hvilket resulterede i et befolkningstal på 937 mio. kinesere ved hans død i 1976, hvilket var næsten en fordobling fra da han overtog nationen i 1949 med godt 500 mio. indbyggere. Den økonomiske udvikling under Mao var meget svingende, og da Mao døde i 1976 efterlod han et land i ubalance. Pr. indbygger indkomst steg dog betydeligt i Maos regeringsperiode, men blev dog som sagt af og til afbrudt af skandaløse økonomiske samt sociale eksperimenter samt krig med Korea, Indien og Vietnam. BNP steg ligeledes kraftigt i Maos regeringstid. Kina pr. capita vækst som var på 2,3% var i samme periode i gennemsnittet større i den samlede verdensøkonomi hvor den var på 2,6% I 1978 kom Deng Xiaoping til magten, hvilket i mange kinesers øjne var en kæmpe lettelse, og Kina gik således ind i en reformperiode, med en lang række forandringer på dagsordenen. Modsat tiden under Mao, udtalte Deng Xiaoping bl.a. at Fattigdom er ikke socialisme. Det er storslået at være rig og Det er i orden at nogle bliver rige før andre. Deng Xiaoping havde høj fokus på at stabilisere landets økonomi og levestandard. Han førte et politisk program ved navn de fire moderniseringer hvilket lagde op til fornyelse og modernisering af landbruget, af industrien, af videnskab og teknologi samt af militæret. Et meget vigtig mål på længere sigt for den kinesiske regering er, at skabe et kommunistisk samfund hvor alle borgere skal være lige stillet i næsten enhver forstand. Derudover skal levestandarden også forbedres. Centralstyret har brugt en række forskellige redskaber i den økonomiske udvikling gennem tiden, hvilket bla. er følgende (Østergaard, 2004): Kina har åbnet dørene op for udlandet. Særlige økonomiske zoner, hvor investorer lokkes med særlige gunstige vilkår. Decentralisering af økonomisk ansvar samt beslutningskompetence i de statsejede virksomheder, således at det nu er en fabriks ledelse der forvalter virksomheden, investeringerne samt lønforholdene, modsat for hen hvor det var den lokale partikomite. Prisreformer med variable priser markedskræfterne skulle nu til at bestemme priserne (udbud og efterspørgsel) frem for centralt bestemte 8

9 priser på madvarer, transport, husleje osv. Den livslange forsørgelsespligt for folk i byerne er droppet. Førhen gik denne ud på at man sikrede den enkelte borger livsvarig ansættelse på en arbejdsplads, et sted at bo, skolegang, sundhedspleje og mad ved hjælp af rationeringskuponer. Lokale myndigheder og private virksomheder bestemmer nu i høj grad hvad der må importeres, hvor det førhen var staten og statsvirksomheder. En friere løndannelse, som især på det private arbejdsmarked har ført til både lønstigninger og større lønforskelle. En række reformer i landbruget, som har resulteret i at det nu er muligt for den enkelte bondefamilie at sælge overskud af ris, grøntsager osv på det private marked, i stedet for det kollektive produktionssystem fra førhen. Det er blandt andet kombinationen af alle disse tiltag som har medvirket til Kinas utrolige vækst de seneste 30 år. I figur 1 ses væksten fra reformernes start og hvordan den på trods de flotte rater også har været præget af volatilitet gennem vækstperioden. Tre af perioderne med høje udsving ramler alle ind i perioder med nye reformer. Reformer som har medført et mere liberaliseret Kina. Først og fremmest landbrugsreformerne i 1980 erne, dernæst de økonomiske reformer i 1990 erne og endelig Kinas medlemskab af WTO i Figure 1: Den økonomiske vækst Kilde: Lo, C., 2007;

10 2.2 Økonomiske tal. Kina er som sagt gradvist skiftet fra at føre en socialistisk planøkonomi til at føre en socialistisk markedsøkonomi, hvilket selvfølgelig har været en meget stor omstillingsproces for rigtig mange kinesere. Andelen af primær industris bidrag til BNP er fx faldet fra 28% i 1978 til 10,9% i 2009 grundet modernisering og økonomisk fremgang med større bidrag fra sekundær og tertiær industri ( Dog er den primære industris produktivitet som følge af effektiviteten steget væsentlig. Industriskiftet har selvfølgelig resulteret i at rigtig mange har mistet deres daværende arbejdspladser, men til gengæld er der ved moderniseringen og de mange udenlandske investeringer i landet også skabt en del nye. Industriens bidrag til BNP var i ,6% og serviceindustriens bidrag 48,6% (world fact book) Den hurtige udvikling har yderligere medvirket til at pr. indbygger indkomsten er steget 6,6 % pr år i perioden , hvilket er et tal der er fire gange så stort som den gennemsnitlige årlige pr. indbygger indkomst i verden i samme periode (OECD, 2007). Kigger man derimod på brutto national indkomst (BNI) per indbygger, er Kina dog en hel del længere nede på ranglisten med en plads i 2008 som nr. 130 med et gennemsnit på 2770 US$ pr indbygger ifølge Atlas metoden. Kina er derfor stadig et relativt lav middel indkomst land (The World Fact Book), og til sammenligning var landets pr. capita indkomst i % af USA's og 23% af Japans (OECD, 2007) Nedenfor ses en tabel over BNP væksten fra 1961 til Her kan man tydelig se en bedre stabilisering af økonomien efter 1978, hvor tiden før det, viser store udsving som fx en BNP på -30 i 1961, efter det mislykkede store spring fremad eller i efter Maos kulturrevolution hvor væksten i BNP var på henholdsvis -6 og

11 Figure 2: Kinas årlige BNP vækst GDP growth (annual %) Kilde: worldbank.org. Table 1: Kapital samt TFPs bidrag til vækst Kilde: Zheng, Jinghai et al, 2009; 875 Ovenstående tabel viser, at der er sket et bemærkelsesværdigt fald i total faktor produktivitetens bidrag til BNP i perioden , sammenlignet med produktivitetens bidrag i perioden Kinas vækst har derfor i stigende grad været baseret på kapitalakkumulering. En grund til faldet i TFP kan bl.a. skyldes en lav udvikling af 11

12 indkomsten på landet samt ineffektivitet i industien. (Zheng, Jinghai et al, 2009; 875) Som konsekvens af landets økonomiske reformer siden 1979 med åbningen for omverdenen, blev Kina i 2001 også medlem af WTO, efter mange års forhandlinger. Kigger man på Kinas BNI regnet ved hjælp af atlas metoden, så lå Kinas økonomi i 2008 på en 3. Plads, kun overgået af Japan og USA (se tabel nedenfor) Table 2: Kinas BNI 2008, Atlas metoden. Rank, økonomi: Millioner, US dollars: 1. USA Japan Kina Tyskland England Frankrig Kilde: worldbank.org Ser man på BNP målt i købekraftsparitet i 2008 vil man kunne se, at Kina lå på en anden plads, kun overgået af USA. Målt i købekraft var Kinas BNP i % af USA's, og mere end dobbelt så stor som Japans. (OECD, 2007) 2.3 Politisk situation. Magten i Kina i dag er stadig centraliseret med det kinesiske kommunistparti (KKP) på den ledende rolle. Landets økonomiske system har siden starten af 1980 erne været en kombination af fiskal decentralisering og politisk centralisering, hvor lokale ledere udvælges dog er det altid centralregeringen der har det sidste ord, og dermed også som sagt fuld autoritet. Kinas statsoverhoved hedder Hu Jintao, og regeringslederen Wen Jiabao (The World Fact Book). Der findes foruden KKP 9 andre partier, som samarbejder under kommunistpartiets ledelse, og som diskuterer fælles problemer i det der kaldes Chinese Peoples Consultative Conference ( 12

13 Åbningen for omverdenen samt de øvrige reformer, der har præget Kinas vej mod at blive mere markedsorienteret, har naturligvis gjort økonomien mere kompleks og landet mere moderniseret. Regeringens kontrol er dermed også blevet en smule mindre omfattende, og den enkelte borgers økonomiske samt sociale frihed er steget. Endvidere er borgerne med udviklingen også blevet mere bevidste både om deres politiske og om deres sociale rettigheder. Åbningen over for omverdenen bliver af magthaverne opfattet som en god strategi for den økonomiske udvikling. Kinas åben dørs politik har bl.a. inkluderet følgende: liberalisering af handel, liberalisering af FDI (foreign direct investments), udenlandske lån, eksport af arbejdskraft til bygningsarbejde i udlandet, udviklingen af specielle økonomiske zoner samt udviklingen af turistindustrien. Også flere medlemskaber og højt aktivitetsniveau i en række internationale organisationer vægter Kina højt. Det, at Beijing blev valgt som værtsby for OL 2008, må endvidere også siges at være et symbol på Kinas større åbenhed for omverdenen, samt landets vigtigere plads i verdensøkonomien. Økonomisk vækst har stadig høj prioritet på den politiske dagsordenen, men regeringen er også blevet mere opmærksom på de problemer der er opstået med den økonomiske vækst, og har i stigende grad planer om at tilgodese disse punkter. Problemerne omfatter blandt andet nødvendigheden af bedre social lighed, bedre miljøpolitikken samt fortsat bekæmpelse af korruption. 3.4 Demografi og geografi Kina er det fjerde største land I verden med et areal på kvadrat kilometer (The World Fact Book) Endvidere er Kina det land i verden med det største befolkningsantal, som I 2009 lå omkring mennesker (The World Fact Book). En stram befolkningspolitik, har dog resulteret i, at der i dag er ca. 1,3 mia. kinesere i stedet for de 1,7 mia. som uden den stramme befolkningspolitik ville have været. Formålet med befolkningspolitikken var, at Kina skulle kunne brødføde sig selv og skabe forudsætningerne for en ordentlig opvækst for alle Kinas børn. Kinas et-barns-politik har medført, at Kina er et af de lande med det hurtigst voksende antal af ældre. Dette kan nemt gå hen og blive et problematisk på længere sigt, eftersom landet nemt får et problem med at forsørge de mange ældre. Kina er et kæmpe land og de regionale forskelle i Kina er store. 13

14 Blandt Kinas regioner, træder Yangtze River Delta (YRD) og Pearl River Delta(PRD) frem som værende de to mest dynamiske regioner i Kina. Disse regioner er nemlig de hurtigst voksende både hvad angår BNP performance samt FDI. De to regioner tilsammen udgør blot 1,4% af Kinas totale areal, og 7,7% af den samlede population. Alligevel bidragede de to regioner i gennemsnittet henholdsvis 12,3% og 27,4% til BNP i , samt havde i gennemsnittet 26,2% og 36,1% af de udefrakommende FDI i Kina i perioden (Tuan, Chyau, 2009) 4. Vækstteori Denne del af opgaven lægger vægt på at beskrive vækst ud fra neoklassisk vækstteori, og i denne sammenhæng hvordan vækst opfører sig samt hvilke faktorer der spiller ind. Først vil der blive kigget på den neoklassiske Solow-Swan model, eftersom denne er anerkendt, og ofte brugt. Dernæst vil der blive gennemgået hvordan udviklingslande kan og vil catche up med og konvergere mod de rigere lande. 4.1 Solow-Swan modellen Det var Robert Solow og Trevor W. Swan der i 1956 skrev de artikler, som i dag ligger til grund for den neoklassiske vækstteori, heriblandt Solows artikel A contribution to the Theory of Economic Growth. Robert Solow modtog i 1987 Nobel prisen for sit storslåede arbejde omkring vækst. Kort og godt går neoklassisk vækstteori ud på, at produktionen i en økonomi, skal ses som en funktion af teknologiske fremskridt og som en funktion af de to produktionsfaktorer, arbejdskraft og kapital. I det lange løb er væksten eksogent givet, hvilket vil sige at væksten bestemmes udenfor modellen. Ifølge Solow modellen vil et land ikke kunne basere sin økonomiske vækst i det lange løb på blot at investere i flere maskiner og infrastruktur. Input-drevet vækst er altså begrænset på længere sigt. Men hvordan kan et land så blive ved med at have økonomisk vækst? Svaret er en forbedring i effektiviteten via teknologi som dermed vil føre til en 14

15 stigning i total faktor produktivitet (TFP). Robert Solow har igennem sine studier konkluderet at 80% af USA's vækst i indkomst pr. indbygger stammer fra teknologisk fremgang og kun de resterende 20% fra stigende investeringer i kapital (Krugman, Paul;173). Et andet godt eksempel på at input-drevet vækst ikke vil holde i det lange løb, er det tidligere Sovjet Unionen. Økonomiske analyser har nemlig vist at Sovjets høje økonomiske vækst i 1960erne var et resultat af en hurtig vækst i inputs; massive investeringer i fysisk kapital, højere uddannelsesniveau og større arbejdsstyrke. Sovjet Unionen var villig til at spare op og holde forbruget nede alt sammen til fordel for fremtiden. Men desværre for Sovjet Unionen gik der ikke længe før væksten var faldende (Krugman, Paul; 173) Neoklassisk vækstteori demonstrerer som sagt forholdet mellem få inputs og outputs, men går ikke som sådan i dybden med hvordan og hvorfor. Derfor er neoklassisk vækstteori indimellem blevet kritiseret for at reducere menneskelige og sociale dimensioner, at undervurdere den institutionelle kontekst og ikke at opfange mange af de andre kræfter som måske også spiller ind. 4.2 Den aggregerede produktionsfunktion. Den aggregerede produktionsfunktion viser hvordan vækstfaktorerne bidrager til produktionen på og dermed forholdet mellem det aggregerede output og input i en produktion, og ser således ud: Y = F (K,N) I denne funktion viser (Y) det aggregerede output, som afhænger af kapital (K) og arbejdskraft (N). Selve den aggregerede produktionsfunktion F bestemmer således hvor meget output der produceres for en given mængde kapital samt en given mængde arbejdskraft. Ifølge neoklassisk vækstteori er det et lands teknologiniveau der bestemmer hvor meget output der kan produceres for en given mængde input, nemlig kapital og arbejdskraft, og F afhænger derfor af økonomiens teknologiniveau. Produktionsfunktionen forudsættes at udvise konstant skalaafkast, hvilket betyder at hvis mængden af kapital og arbejdskraft fordobles, så vil produktionen også blive fordoblet dette ses i den følgende ligning: 15

16 xy = F(xK, xn) Derudover er funktionen opbygget således, at stigninger i kapital, givet konstant arbejdskraft, fører til mindre og mindre stigning i outputtet. På samme måde fører stigninger i arbejdskraft, ligeledes til mindre og mindre stigninger i outputtet. Marginalproduktet henfører til denne ændring der opstår i outputtet når mængden af produktionsfaktorer øges med én enhed, og marginalproduktet antages derfor at være faldende, hvilket er et vigtigt punkt for hele den neoklassiske vækstteori. Derfor afhænger output pr. arbejder (Y/N) altså ligeledes af kapital pr arbejder (K/N) og stigninger i kapital pr arbejder fører altså til stigninger i output pr arbejder, dog mindre og mindre: Y/N = F(K/N,N/N)=F(K/N,1) (Blanchard, 2006) 4.3. Vækst fra kapital akkumulation Vækst fra kapitalakkumulation kan deles op i to. Først og fremmest fra fysisk kapital som akkummules igennem fysiske investeringer og derudover vækst fra menneskelig kapital som opnås gennem uddannelse og træning. Formuleret på en anden måde, skyldes kapitalakkumulation altså fysisk kapital pr arbejder (K/N) plus menneskelig kapital pr arbejder (H/N). En række vigtige antagelser for dette afsnit opstilles: Økonomiens befolkningsstørrelse, beskæftigelse og arbejdsløshedsrate alle er konstante og dette medfører at arbejdskraften (N) derfor også vil være være konstant (Konstant skalaafkast) Produktionsfunktionen F ændrer sig ikke over tid, og derfor at der ingen teknologiske fremskridt. Økonomiens investeringer er lig med dens private opsparing (I=S) Faldende marginalprodukt. 16

17 Vækst fra kapital akkumulation kan ikke i sig selv føre til vedvarende vækst ifølge neoklassisk vækstteori. Dette er grundet antagelsen omhandlende det faldende marginalprodukt på et tidspunkt vil økonomien ikke kunne forøge kapitalen yderligere, og output pr arbejder vil derfor stoppe med at vokse. Kapitalapparatets grænseprodukt vil altså blive mindre og mindre. En økonomi vil altid konvergere mod dens steady state uanset hvor den starter. Indtil den når dette punkt, vil afskrivningerne overgås af investeringerne, og kapital pr. arbejder samt output pr. arbejder vil derfor fortsat være stigende. Når en økonomi endelig når dens steady state, betyder det at afskrivningerne nu er blevet lig med investeringerne. Ligeledes har kapital pr. arbejder nået K*/N og output pr. arbejder nået Y*/N, og dermed er de nu begge på deres ligevægtsniveau, hvilket altså også vil sige at y og k er konstante. En stigning i et lands opsparingsrate, vil dog resultere i et vedvarende højere output, men kan stadig ikke bevirke en permanent høj vækstrate i det lange løb. Figure 3: Højere opsparing medfører højere steady state output. Kilde: Selvkonstrueret med inspiration fra Blanchard 2006;

18 I Figur 3 ses det, at når output pr arbejder stiger grundet en stigning i opsparing, vil der være en periode med positiv vækst, men denne vækst vil stoppe når økonomien når sin nye højere steady state. Kigger man på sammenhængen mellem opsparing og forbrug, vil en forhøjelse af opsparingen føre til lavere forbrug i en periode, men højere forbrug på længere sigt. Outputtet afhænger ligeledes af menneskelig kapital (uddannelse), og kobles dette på ser produktionsfunktionen nu således ud: Y/N = f ((K/N),(H/N)) Dermed afhænger output pr arbejder i det lange løb altså af, hvor meget samfundet opsparer, og hvor meget der investeres i uddannelse, men disse faktorer kan ikke resultere i en høj permanent vækst. En økonomi vil altså ikke kunne have en positiv vækst i det lange løb uden teknologisk fremgang og befolkningsvækst. Yderligere er et stort problem med denne form for økonomisk vækst via kapitalakkumulation, at opsparing er en nødvendighed, og at denne opsparing i nogle landes tilfælde opnås ved at udskyde forbruget. Til gengæld kan en stigning i produktiviteten via teknologisk fremgang føre til vækst uden at ofre forbruget. Det følgende underafsnit vil gå nærmere i dybden med dette. (Blanchard, 2006) 4.4 Vækst fra teknologisk fremgang Ifølge Solow modellen er det eneste, der kan holde væksten i gang på længere sigt, teknologisk fremgang. Hermed menes der altså, at desto højere teknologisk fremskridt er, desto mere produktiv er arbejdskraften, hvilket ses i Figur 4, som demonstrerer en stigning i output pr. arbejder med en forbedring i teknologien. 18

19 Figure 4: En forbedring i teknologien fører til en stigning i output pr. arbejder Kilde: Blanchard s, 218, Figur 10-6 Antagelserne er de samme som før, bortset fra forudsætningen omhandlende nul teknologiske fremskridt. I stedet antages der nu at der er teknologiske fremskridt, men at de er udefra givet (eksogen) Måske kan det synes underligt at sondre mellem kapitalapparatet og teknologiske fremskridt, eftersom det ofte er gennem investeringer i kapitalapparatet at teknologiske fremskridt og dermed også viden, omsættes til forbedringer i produktiviteten. Dertil kan teknologiske fremskridt dog tolkes bredt, og kan således også omfatte forbedringer i ledelsen samt i organisationen og forbedringer inden for afsætning, markedsføring osv. I moderne økonomier vil teknologisk fremgang dog oftest være forsknings- og udviklingsaktiviteter inden for et firma. Teknologisk fremgang A tilføjes nu den tidligere beskrevne produktionsfunktionen, som dermed kommer til at se således ud: Y = F (K,AN) 19

20 I denne funktion afhænger outputtet stadig af kapital (K) og arbejdskraft (N), men nu er teknologi (A) også blevet afgørende. Teknologi kan reducere det antal arbejdere der er brug for, til at producere en given mængde output, og derfor kan man i stedet sige, at output Y er en funktion af to faktorer, nemlig kapital K og effektiv arbejdskraft, AN, som ovenstående ligning viser. Det næste bliver nu at kigge på output pr effektiv arbejder og kapital pr effektiv arbejder, som begge er konstante. Output pr effektiv arbejder er her en funktion af kapital pr effektiv arbejder. Funktionen ser således ud: (Y/AN) = f (K/AN) Yderligere er raten af teknologisk fremskridt lig ga, befolkningsvæksten er gn og afskrivning på kapital er. Vækstraten pr effektiv arbejder, AN, bliver således lig med ga + gn. I økonomiens steady state vokser outputtet med samme rate som AN, og er derfor også uafhængig af opsparingsraten når økonomien har nået dette punkt. For at opretholde et givent kapitalniveau pr effektiv arbejder kan det nødvendige investeringsniveau derfor repræsenteres ved følgende opadgående linie: ( + ga + gn) K/AN. I en økonomi med teknologisk fremgang og konstant befolkningssvækst vil output altså vokse over tid. Når økonomien når dens steady state, hvor væksten er balanceret, er output pr effektiv arbejder og kapital pr effektiv arbejder konstante. I denne steady state vokser output pr arbejder og kapital pr arbejder nu kun med samme rate som den teknologiske fremgang. (Blanchard, 2006) 4.5 Konvergens og catching up. Stiglitz kom i 1969 frem til at under den forudsætning, at individer sparer en konstant andel af deres indkomst op, vil fattige før eller siden catche up med de rige (Dowrick, Steve, 2004; 20) 20

21 Ligeledes vil de fattige lande have en tendens til at catche up med/konvergere mod de rigere lande i verden. For at kunne catche up er udviklingslandene nødt til at vokse med en meget højere vækstrate, end de advancerede økonomier. Kigges der nærmere på konvergens mellem lande, findes der to grundlæggende kilder hertil. Først og fremmest har fattigere lande mindre kapital til at starte med og er derfor fattigere. Disse lande vil med tiden akkumulere kapital hurtigere, fordi de bedre kan gøre brug af kapitalen end rigere andre lande, og der skabes på denne måde konvergens. En anden grund er, at fattige lande ikke har så høj teknologisk udvikling, men med tiden vil dette også komme, enten fordi de importerer teknologi fra højere udviklede lande, eller udvikler deres egen teknologi (Blanchard, 2004; 209) En hurtig stigning i total faktor produktiviteten hos udviklingsøkonomier vil også ofte være et resultat af evnen til at flytte sig hurtigt mod internationel best practice og denne praksis kaldes for produktivitetsbaseret catching up (Verdensbanken, 2008) Derfor er åbenhed for omverdenen også vigtigt for de fattigere lande i deres udviklingsproces. Når teknologisk udvikling konvergere så vil output pr arbejder gøre det samme. Økonomier som har samme opsparing, populationsvækst og samme produktionsfunktion vil i deres steady state have samme output, og samme vækstrate y/y = g. Dette betyder altså at økonomier vil konvergere mod samme indkomstniveau såfremt de har samme opsparingsrate, samme vækst i arbejdsstyrken, samme afskrivning samt samme vækst i produktiviteten. For økonomier der har forskellig opsparing, men samme populationsvækst og samme produktionsfunktion vil der være betinget konvergens, med forskellig output steady state, men stadig samme vækstrate (y/y = g). Vækstraten vil være den samme fordi opsparing ikke er medbestemmende for vækstraten y/y i steady staten (Blanchard, 2004) 4.6 Delkonklusion Ud fra ovenstående neoklassiske vækstteori kan det konkluderes at nøglen til permanent vækst er permanent teknologisk fremgang. Uden teknologisk fremgang samt vækst i befolkningen kan en økonomi altså ikke blive ved med at have positiv vækst for evigt. Økonomisk vækst kan dog også være et resultat af kapitalakkumulation, men dette vil dog som nævnt ikke være en vækstfaktor i det lange løb grundet forudsætningen om, at 21

22 kapitalapparatets marginalprodukt er aftagende med tiden, og at økonomien vil før eller siden vil opnå sin steady state. Et land som opsparer mere og bruger mere på uddannelse vil dog kunne opnå et højere output pr arbejder, men altså ikke en permanent højere vækst heraf. Fattige lande vil før eller siden konvergere mod de rigere lande. Dette skyldes både catching up gennem kapitalakkumulering samt teknologisk catching up. 5. Kinas vækstfaktorer Selve Kinas vækst er primært baseret på eksport og på investeringer finansieret af landets høje opsparing. Men en række andre faktorer har ligeledes gennem de sidste mange år bidraget og bidrager fortsat til Kinas intensive vækst. Dette afsnit fokuserer på at identificere de forskellige vækstfaktorer og undersøge på hvilken måde de bidrager til væksten og hvorvidt de fortsat vil gøre det. Afsnittet om Kinas vækstfaktorer vil være opdelt i to. Nemlig et afsnit om de interne faktorer til at starte med, efterfulgt af et afsnit omhandlende de mere eksterne vækstfaktorer Investering, opsparing og forbrug I dagens Kina findes både private virksomheder, fællesejede virksomheder og statsejede virksomheder. Kigger man nærmere, vil man som tidligere nævnt opdage at kineserne har en meget høj opsparingsrate som faktisk ligger helt oppe omkring de 50% af BNP (Zheng et al, 2008; 877). Enkelte husstande, myndighederne og virksomheder står bag denne høje opsparingsrate. Kina er ikke et land der er god til at inddrive og fordele skatter, og derudover er den kinesiske befolkning generelt dårlige til at betale til fælles kasser. Derfor sparer kineserne op ja, de sparer faktisk en hel del op - i gennemsnittet en fjerdedel af deres indkomst (Holm, Mette, 2006; 110). Nogle sætter pengene i banken, mens dem der ikke stoler på bankerne, beholder dem indenfor hjemmet. Disse penge gemmer folk til tider med fx uventet hospitalsophold, medicin, uddannelse og pension. For modsat vores danske velfærdssystem, tager staten i Kina sig ikke af éns forskellige udgifter gennem livet. Dog er det ikke husholdningerne der har været skyld i den stigende opsparingstilbøjelighed, eftersom kineserne altid har lagt penge til side til hårde tider, og husholdningernes 22

23 opsparingsniveau derfor er konstant og stabilt omkring de 25%. I stedet er det virksomhederne og staten der har været skyld i den stigende opsparing. Virksomhederne har gennemlevet en årrække med høje profitter, og dette er kombineret med en svag udviklet finansiel sektor. Derfor sparer virksomhederne ofte op til investeringsprojekter på egen hånd, i stedet for at lånefinansiere. Disse faktorer har tilsammen medført den stigende opsparing hos virksomhederne. Kina er altså et opsparings-orienteret land, og størstedelen af den høje opsparingsrate bruges på at investere internt i landet investeringsraten var i 2009 på 42,60 % af BNP (The World Fact Book), hvilket gjorde den til den tredje højeste i verden. Til sammenligning var USA's investeringsrate i 2009 på 12,50% af BNP (The World Fact Book). I figur 5 ses en oversigt over udviklingen i Kinas opsparinger, investeringer samt forbrug fra 2000 til Heraf fremgår det at opsparingskvoten faktisk har været stigende og forbrugskvoten dermed faldende. Investeringskvoten har været lidt stigende og så nogenlunde stabil. Figure 5: Opsparing, investering og forbrug - andel af BNP Kilde: Elkjær, Thomas at al, 2009 Den høje opsparing er typisk for lande som Kina med en økonomi, der er meget afhængig af eksport, og som mangler de sociale sikkerhedsnet, der frigør folk til at få et højere forbrug. Kinesernes beskedne forbrug har derfor heller ikke på nogen måde kunnet følge med den 23

24 høje produktion, hvilket er skidt, for efterhånden som en økonomi vokser og bliver mere velstående, vil indenlandsk forbrug ofte spille en vigtig rolle for den fortsatte økonomiske vækst (Verdensbanken 2008). Hvis de offentlige tårnhøje investeringer ikke modsvares af vækst i privat investeringer kan det ende galt i from af kæmpe underskud og gældssætning (Nielsen, 2004; 129). Afhængigheden af investeringer og eksport, vil desuden heller ikke føre til en permanent vækst i det længere løb. Trusler mod væksten fra disse faktorer kan blandt andet være at uregelmæssige investeringer styret af centralregeringen kan føre til volatilitet. Yderligere kan det være farligt at blive for afhængig af eksport eftersom chok i efterspørgslen fra omverdenen således også kan påvirke landet. En god ting ved det høje investeringsniveau for Kinas vækst er dog, at de mange investeringer på længere sigt bør resultere i at efterspørgslen øges internt, og til dels også fra udlandet. Kinas regering er opmærksom på problemet omkring afhængigheden og er klar over at en stigning i det indenlandske forbrug er nødvendig for fortsat vækst. Derfor besluttede man i 2006 at gøre noget ved problemet og lagde som top-prioritet en politik rettet mod at få forbruget op og opsparingerne ned. Regeringen har blandt andet investeret i infrastruktur og elnet på landet for at styrke forbruget der, og samtidig også for at bekæmpe den ulighed, som vil blive beskrevet senere i opgaven. Andre faktorer som i fremtiden højst sandsynligt vil hjælpe forbruget på vej vil også være det voksende indkomstniveau, den større urbanisering samt den voksende middelklasse som alle er stigende med den økonomiske vækst. Regeringen er klar over at det i fremtiden også er nødvendigt at forbedre det indenlandske sociale sikkerhedsnet samt at opstille flere landbrugsreformer, for at få forbruget yderligere op. Hvis forbruget i Kina ikke vokser, vil der yderligere opstå store problemer for eksempelvis bilindustrien, med mange nye tilkomne fra udlandet, som satser på den store befolkning i Kina. En sådan overvurdering kan i værste tilfælde resultere i priskrig, faldende profit reducerede investeringer og dermed også faldende vækst i den private sektor (Nielsen, 2004; 129) Omvendt, hvis kinesernes forbrug ryger op på linje med det forbrug vi har i vesten, vil dette dog også medføre alvorlige konsekvenser for eksempel for miljøet. Som tidligere beskrevet i den neoklassiske vækstteori kan et land altså ikke basere sin vækst i det lange løb på opsparing, da dette ikke vil medvirke til en permanent høj vækst. 24

25 Dog vil det kunne medføre et permanent højere output. Lad os igen kigge på Solowmodellen, og hvor i denne, Kina cirka befinder sig: Figur 6: Kinas kapitalapparat i forhold til avancerede økonomier. Kilde: Selvkonstrueret med inspiration fra Blanchard, I figur 6 ses det, at Kina befinder sig i et helt andet stadie end de fleste i-lande, som har nået en balancerede vækst i deres steady state. Disse i-lande har en vækst langt lavere end Kinas, som primært er baseret på teknologisk fremgang. Derudover har landene et større kapitalapparat med højere output- og investeringsniveau, men også et højere afskrivningsniveau. Faktisk er Kinas kapitalapparat kun ca. 1/10 del af i-landenes. I Kinas tilfælde er kapitalapparatet og outputtet altså stadig meget lavt og investeringer pr. arbejder overgår afskrivninger pr. arbejder. Kinas kapitalapparat er dog hurtigt voksende, og landet vil på et tidspunkt nå en balanceret vækst i dets steady state, hvor det ikke længere er muligt at basere væksten på opsparing, hvilket også bevidner om nødvendigheden af at få forbruget op. I Figur 7 vises yderligere en illustration af effekten ved en stigning i opsparingsraten. Det ses at stigningen medfører en midlertidig høj vækst indtil økonomien når sit nye 25

26 balancerede vækst-punkt. Eftersom Kinas opsparingsrate er høj, og landets vækst det samme, må det antages at Kinas økonomi befinder sig et sted imellem A og B. Kina vil altså på et tidspunkt nå til outputniveau B, hvor opsparingsraten ikke længere kan bevirke en fortsat høj vækst. Figure 7: Opsparing, output og økonomisk vækst Kilde: Egen konstruktion med inspiration fra Blanchard, 2006; Teknologi, viden og uddannelse (fra FDI og internt) Kina er et stykke bagefter når det kommer til teknologi, viden og uddannelse. Hvis landet ønsker fortsat økonomisk vækst når den input-drevede vækst begynder at falme, er Kina nød til at catche up med I-landenes teknologi. Som vi så i Solow modellen er innovation og nye ideer er et vigtigt punkt for vækst, og primært det, som de mere advancerede økonomiers fremgang afhænger af (Verdensbanken, 2008). Kinas produktion er halvt så effektiv som mange af I-landenes, og lige nu er Kinas vækst primært input-drevet og svært arbejdsintensiv. Når Kinas teknologiske udvikling konvergerer mod I-landenes, vil output pr. arbejder stige. Figuren demonstrerer Kinas output i forhold til I-landenes. 26

27 Figure 8: Kinas teknologisk catching up. Kilde: Selvkonstrueret med inspiration fra Blanchard, Teknologi og know-how overføres til Kina på flere måder gennem udenlandske direkte investeringer (FDI). Tilstedeværelsen af store udenlandske konkurrenter, kan for eksempel opmuntre indenlandske firmaer i samme industri til hurtigere innovation end ellers. Derudover kan teknologioverførslen ske ved, at de indenlandske firmaer efterligner de store multinationale koncerner, at personale fra de udenlandske virksomheder ansættes i de indenlandske firmaer eller at know how bliver overført via nye ledelsesmetoder. Den udviklingseffekt som FDI har på teknologisk catching up, specielt for udviklingslande, vil i mange tilfælde være vigtigere end den kapital FDI tilfører værtslandet. FDI bevirker endvidere at landets tilvænningsproces til ny teknologi forkortes, og der således på denne måde opnås et højere produktivitetsniveau. Ikke blot gennem FDI overføres der know-how til Kina. Blandt andet uddannelse fra udlandet har nemlig ligeledes vist sig også at være en god kanal for vidensoverførsel. Kina har for eksempel gjort god gavn af eksperter fra udlandet, samt har lært de kinesiske 27

28 ledere om markedsøkonomien og dens gang. Yderligere rejser en stor del kinesiske studerende til udlandets universiteter og uddanner sig der. Internt i Kina er der mindre opmærksomhed end der burde være, på områderne omhandlende uddannelse og teknologiudvikling i landet og forskning og udvikling står heller ikke højt på dagsordenen hos Kinas virksomheder (Østergaard; ) OECD påpeger ligeledes at Kinas generelle uddannelsessystem mangler store forbedringer, og fremtiden ser ud til at bestå af et lille antal forskningsuniversiteter i toppen og et stort antal gymnasier og universiteter i bunden (OECD) Dog er der de seneste år fremkommet en del forbedringer og regeringen har planer om at forbedre undervisningen yderligere gennem investeringer og reformer de kommende år ( Et af regeringens mål for 2015 er, at alle børn skal tilmeldes folkeskolen denne tilmeldingsrate var i 2003 på 98,7%. Kigger man på de sidste 50 år har Kina også gjort væsentlige fremskridt når det kommer til analfabetisme. I 1949 havde landet en analfabetisme på ca. 80%, og denne var i år 2000 blevet reduceret til 9,5% i 2000 (OECD?) Kina er som sagt rigtig godt på vej til at skabe forsknings universiteter i verdensklasse og tildeler denne process mange ressourcer samt god planlægning. På trods af en række udfordringer, er sandsynligheden for at Kina i fremtiden udvikler international konkurrencedygtige forskningsuniversiteter stor, og også at Kina muligvis kommer til at ligge højt på listen over store forsknings-producerende lande, hvis nuværende trends fortsætter. (OECD) Kina bruger en relativ lille del af sin BNP på uddannelse målet for 2007 for grundskolen var at bruge 4%, men tallet var helt nede på 2,86% (Peoples daily), hvilket sammenlignet med mange andre udviklingslande er lavt. Dette er grundet at familierne og lokalsamfundene betaler en stor del af udgifterne til uddannelse igennem brugerbetaling. For at opnå lighed på skoleområdet mellem land og by er der siden 2001 indført en række reformer. Det er dog nødvendigt, at Kina yder en højere finansiel støtte til højere uddannelse i fremtiden (OECD) 28

29 Det kinesiske uddannelsessystem har bl.a. til formål at tjene den økonomiske udvikling og samtidig bibeholde et udemokratisk samfund 1. Uddannelsessystemet har fokus på kontrol og modernisering, hvilket er to lidt modstridende mål. I stedet for udenadslære burde systemet måske fokusere en smule mere på kritisk tænkning og initiativ hvilket der højest sandsynligt vil blive brug for jo mere moderne Kina bliver og ikke mindst brug for, hvis Kina skal catche up med I-landene, og dermed få en vedvarende økonomisk vækst.????? 2. Verdensbanken påpeger at de sektorer i Kina, hvor viden og uddannelse er en nødvendighed, er hurtigt fremskridende. Sammen med Kinas arbejdsintensive sektorer, er disse sektorer de vigtigste. Centralregeringen er fastbesluttede på at udvide og forbedre højere uddannelse og forskning, for at Kinas arbejdskraft kan matche den stadigt stigende efterspørgsel på menneskelig kapital. (Verdensbanken; 83) Efterhånden som Kina udvikler sig til en kæmpe økonomi i verden, er det også vigtigt at landet udvikler universiteter der kan konkurrere globalt. Ligeledes følger der med den høje vækst også en voksende middelklasse som har penge til at betale for uddannelse derfor vil efterspørgslen på højere uddannelse sandsynligvis ligeledes være fortsat stigende. (OECD??) Endelig påpeger OECD nødvendigheden af et langt bedre uddannelsessystem for fremtidens fortsatte høje vækst, for efterhånden som økonomien bliver mere sofistikeret, vil den kræve et stadigt højere antal uddannede arbejdskraft samt bedre forskning. En stigning i disse samt af antallet af institutioner forventes da også, men det der er mere usikkerhed omkring er hvorvidt kvaliteten heri ligeledes vil stige! Desuden vil et land som oplever hurtig teknologisk fremgang have brug for en højere uddannede arbejdsstyrke, fordi en sådan arbejdsstyrke bedre kan tilvende sig hertil. Tilsidst bør det nævnes at beskyttelse af patentrettigheder ikke er noget Kina vægter særlig højt (Holm, Mette, 2006; ) Dette er typisk for lande som er mindre teknologisk udviklede, fordi disse ofte er forbrugere af ny teknologi frem for producenter. En stor del af disse landes forbedringer i produktivitet kommer fra tilvendelsen til udenlandske 1 Artikel: Western and chinese development discouses 2 Artikel: Chinas labor market performance and challenges. IMF 29

30 teknologier. Derfor gør de ikke eksisterende patentrettigheder det muligt for indenlandske firmaer at bruge og tilvende sig udenlandsk teknologi, uden at skulle betale i dyre domme til de udenlandske firmaer som har udviklet teknologien, og dette er til fordel for landet. (Blanchard, 2006). Kina er dog nødt til at forbedre patentrettighederne i fremtiden, af hensyn til sit ansvar over for resten af omverdenen samt sit medlemskab i WTO Privatisering Privatisering betegnes som overførslen af offentlig virksomhed til privat virksomhed. I Kina er der de seneste år sket et boom i væksten af den indenlandske private sektor, og antallet af statsejede virksomheder er således faldet. Åbningen for udenlandske direkte investeringer (FDI) samt medlemskabet i WTO har ligeledes resulteret i, at der inden for mange industrier er sket et generelt skift af virksomhedernes ejerskab væk fra statens monopol og over til privatisering. Som konsekvens af medlemskabet i WTO vil det for eksempel i fremtiden ses mere og mere at udenlandske banker begynder at operere i Kina en industri som staten ellers ejede og kontrollerede førhen. Kina har lagt stor vægt på denne privatiseringsprocessen, men landet har dog ikke lagt så meget vægt på selve udviklingen af den private industri endnu. De statsejede virksomheder vil dog få svært ved at følge med i fremtiden efterhånden som flere og flere internationale virksomheder træder ind på det kinesiske marked. I 1980 erne blev TVEs (Township and Village Enterprises) det helt store hit som del af reformerne. Centralregeringen videregav kontrollen af de statsejede virksomheder til lokalregeringerne. Virksomhederne var alle ikke-landbrugsvirksomheder på landet og lå indenfor industri- og servicesektorerne. Endvidere var de små og arbejdsintensive. Noget af det gode ved TVEs var, at de skabte en masse arbejdspladser for landboerne. Endvidere var de en økonomisk succes fordi arbejdskraften var billig, og fordi de havde en høj profitrate som resultat af statens egne højt fastsatte varepriser. Derudover var der en række andre fordele fra centralregeringen så som lav skat. TVEs var foruden også til fordel for lokalsamfundene de gjorde det muligt for lokalsamfundene at beholde sin kontrol over billig arbejdskraft, billig jord, naturressourcer og eksisterende virksomheder, og de gjorde det muligt at få en indkomst ud af virksomhederne uden at være nød til at skulle privatisere. Strukturen af ejerskabet i den kinesiske industri i 1997 var således at 42% var fuldt ud 30