BULLETIN INFORMATION FRA FÆNGSELSLÆRERFORENINGENS BESTYRELSE Nr. 28 Oktober årgang

Transkript

1 BULLETIN INFORMATION FRA FÆNGSELSLÆRERFORENINGENS BESTYRELSE Nr. 28 Oktober årgang FLF-Bulletin udkommer nogle uger efter bestyrelsen har holdt møde. Bulletinens indhold bestemmes bl.a. af bestyrelsens diskussioner, hvad der er kommet af bidrag fra medlemmerne og hvad pressen skriver om fængselsundervisning. INDHOLD RAPPORT: BESTYRELSENS VURDERING VEJLEDER: PROJEKT VEJLEDNINGSKONTOR OPGAVE: MØGELKÆRMODELLEN OPGAVE LAVET AF KAREN WÜRTZ Side 1 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28

2 Bestyrelsens vurdering af Peter Koudahls rapport Kirsten Grønnebæk Hermed en opfølgning på punktet vedr. Peter Koudahls rapport. Peter Koudahl peger i rapporten på tre væsentlige problematikker: % af de indsatte kender ikke til fængselsskolens tilbud. 2. Kun 35 er i gang med en faglig uddannelse ud af 600 ønsker om dette. 3. Forskellen på fængslernes tilbud. 4. Utilfredsheden med fængselsskolernes tilbud Ovennævnte giver anledning til følgende refleksioner: Hvordan forbedres samarbejdet fængslerne imellem således, at de indsatte oplever kontinuitet i deres uddannelse? Hvad er det for personer, der ikke har Folkeskolens Afgangsprøve? Hvilket system identificerer problematikken? Hvordan etableres et formelt samarbejde med uddannelsesinstitutioner uden for murerne? Vi mangler viden om, hvorfor indsatte fravælger skolen. Ved vi, hvad de indsatte tænker? Gør vi det, ville dette kvalificere arbejdet. Gør vi de indsattes problemer til en del af det, vi gør? Hvordan vejleder vi således, at vi får de indsatte til at indse, at uddannelse og viden medvirker til ændring af personlighed/holdninger og dermed adfærd? Der er noget, vi gør forkert. FLF kan ikke sidde overhørig, at der er generel utilfredshed med fængselsskolernes tilbud. Det er massivt! Er fængselsskolerne klædt ordentlig på til opgaven. Hvad vil de indsatte giver vi dem det, de gerne vil have? Hvordan får vi kortlagt de indsattes behov? Dokumentation vi skal dokumentere, at det vi gør, har en værdi, ellers kommer vi ikke videre. Bruger vi værkstederne fornuftigt hvordan kan disse bedrage til kvalificering af de indsatte? Det er trods alt glædeligt, at 60 % kender til fængselsskolernes tilbud. Hvordan ville tallene se ud, hvis der bliver lavet en undersøgelse af værkstedernes tilbud? Begrænsninger for udførelsen af et kvalificeret lærerarbejde: Ressourcer Lokaler Computere Materialer Ordblindeundervisning Vejlederuddannelse gælder også for arresthuslærere Ventelister Arresthuslærerne er alene, og ikke en del af et team Begrænsningerne i forhold til frigang til uddannelse Begrænsede muligheder for indsatte i lukkede fængsler for videregående uddannelse via selvstudie og fjernundervisning Formalisering af et læringsnetværk Venlig hilsen Kirsten Projekt vejledningskontor Vejledningskontoret etableres i forbindelse med biblioteket, idet vejledningens konkrete del kræver adgang til en computer med internetopkobling, og en sådan er tilgængelig i dette område. Undervisningsministeriets vejledningsportal bliver et væsentligt værktøj for vejlederne og vil afløse en del ad de informationsmaterialer, opslagsværker og videnscenterfunktioner, som hidtil er blevet varetaget af R.U.E. Målgruppen er fortrinsvis unge kriminelle med sociale og personlige problemer. Det viser sig ofte, at det er dårlige skoleoplevelser, uafklarede afbrud fra ungdomsuddannelser og uhensigtsmæssige læringsvaner, der bevirker, at ansvar for egen læring løber af sporet. Unge og voksne kan ikke uden videre tage ansvar for egen læring, men selvstyring og selvansvar er kompetencer, der kan læres. Vejledningen vil tage udgangspunkt i den enkeltes behov, og uddannelsesforløb skræddersys efter specifikke mål, lyster og evner. Vejledningskontoret bliver således et åbent rum, hvor de indsatte selv bringes til at definere deres mål og retning. Det er ikke uproblematisk for vejlederen radikalt at fastholde denne grundholdning. De gode råd, den lette løsning ligger lige for. Det er så nemt at overtage styringen, lægge planer og sætte mål på andres vegne. Især når man sidder over for et menneske, der har svært ved selv at tage styringen over sit eget liv. Men det er helt afgørende at lade være. Vi henviser her til Kirkegård og Vance Peavy, som begge tager udgangspunkt i individet og vægter ligeværdigheden i dialogen, som det eneste brugbare udgangspunkt i vejledningsprocessen. I sagens natur og med den faktiske magtfordeling i fængslerne er ligeværd i samtaler ikke oplagt, men især lærernes placering i fængselsstrukturen samt lærernes uddannelsesmæssige baggrund muliggør, at vejledningen kan udføres efter de førnævnte principper. Vejlederen skal både teoretisk, fagligt og menneskeligt kunne håndtere Side 2 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28

3 principperne om ligeværd, hvilket bl.a. kræver en solid fundering i egen person. Dette fordi målet er at kunne stille op som med- og modspiller til de kritiske og sammensatte livssituationer, vejlederen møder i Kriminalforsorgen. Individuelle vejledningsforløb er ikke løsrevne og isolerede hændelser, men indgår i en række sammenhænge, som vejlederen må forholde sig til. Fængselssystemets krav og andre samarbejdspartneres tilbud bevirker, at vejlederen også er netværksskaber og informationsmedarbejder. De indsatte kan på vejledningskontoret søge støtte til: At afklare egen situation At finde ind til egne ressourcer ( styrker og svagheder ) At træffe relevante valg i forhold til sig selv og omgivelserne At opnå den nødvendige styrke og selvtillid med henblik på at iværksætte praktiske og relevante tiltag De indsatte kan endvidere søge støtte til: Afklaring af relevante uddannelsesmuligheder under afsoningen Forslag til detaljeret udarbejdelse af studieplaner Justering, tilføjelse og motivering til arbejdet med studieplanen Erkendelse, udvikling og læring Informationssøgning Jobansøgninger Samtaleteknik Vejledning i forbindelse med frigang til uddannelse, herunder hjælp til praktikophold Udslusningsforløb Kontakt til relevante behandlingssteder / fritidstilbud Kontakt til uddannelsesstedets vejleder Kontakt til arbejdspladsen Kontakt til sagsbehandler Andre specifikke problemer af uddannelsesmæssig karakter Udover selve vejledningsaftenerne anser vi det for værdifuldt, at vejledningskontoret er initiativtager i forbindelse med arrangementer af forskellig art, herunder inspirationsaftener med deltagelse af repræsentanter fra bl.a. uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og samfunds- og erhvervsudviklingscentre. Hvor er vi nu? Der forstår dog et stort arbejde med at fremme sagen hos ledelsen på fængslet og i Direktoratet for Kriminalforsorgen. Vi arbejder i et system, som bærer præg af at være en statslig institution af et vist omfang, hvorfor nye tiltag ikke let finder indpas. Vores projekt kræver tilførsel af midler, både til et forøget tidsforbrug i forbindelse med vejledningsprocessen og til etablering af de fysiske rammer med det nødvendige udstyr. Billedlig talt er Kriminalforsorgen som en supertanker, der bruger lang tid på en vending, og vi må konstatere at bestræbelserne p.t. går i retning af besparelse. Omvendt fokuserer man i Kriminalforsorgens udgivelser, herunder visionsfolderen og beskæftigelsesrapporten på, at der skal tages udgangspunkt i den enkelte indsattes situation, behov og ønsker for såvel afsoningstiden som fremtiden efter afsoningen. Vejledning på Statsfængslet Møgelkær af Karen Würtz Begrundelse for emnet: Med den nye straffuldbyrdelseslov fra 2001 blev det indført, at alle indsatte med en dom længere end 4 mdr. skal have lavet en handleplan for sin afsoning og meget gerne en der rækker udover løsladelsen. Der er nu kommet en evalueringsrapport fra Direktoratet for Kriminalforsorgen, hvor kritikken er til at få øje på, der er kun 10% af Møgelkærs handleplaner, der lever op til kravene, så derfor Problemformulering: Hvorledes kan jeg, som vejleder på Statsfængslet Møgelkær medvirke til, at arbejdet med uddannelsesplaner (handleplaner) forbedres i forhold til de skolesøgende på Møgelkær? Jeg vil herunder komme ind på, hvilke vejledningsstrategier jeg finder relevante for min specielle vejledningssituation. Afgrænsning af emnet: Et fængsel som arbejdsplads er kendetegnet ved, at vi er mange forskellige faggrupper, der skal samarbejde omkring den enkelte indsatte. Dette giver selvfølgelig mange muligheder for ansvarsforflygtigelse og dette kommer tydeligt til udtryk, når vi så massivt bliver angrebet ovenfra, Side 3 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28

4 som det var tilfældet med handleplanerne. Den diskussion er irrelevant i denne opgave, så jeg fokuserer udelukkende på, hvordan jeg gennem vejledning er i stand til at hjælpe den indsatte til at få en handleplan, han/hun kan føle et vist ejerskab til. Jeg mener nemlig, at en handleplan først har værdi, når ejermanden kan have et godt forhold til den. Som al anden vejledning er det et meget bredt spektrum af vejledningssøgende, jeg støder på i mit daglige arbejde. Det, der er specielt for min situation er, at vi er underlagt en lang række regler, der stort set ikke er til at diskutere med, det er derfor en kunst i sig selv, at strikke en uddannelsesplan sammen, der kan fungere. Dette er selvfølgelig lettere, når den indsatte på forhånd ved, hvad han/hun vil, mulighederne er mange, bl.a. fordi vi har tilladelse til internetadgang, i modsætning til de lukkede institutioner, hvor der i dag findes mange gode tilbud. Det er vejledningsmæssigt en større udfordring, når den indsatte et eller andet sted har et ønske om en uddannelse, men vedkommende har svært ved at formulere hvilken. Jeg har derfor valgt at bygge min opgave op omkring denne gruppe unge mennesker. Vi har på Møgelkær både mænd og kvinder, men for det første fylder drengene mest i denne før omtalte gruppe og for det andet er det ikke ret tit, vi har kvinderne på skolen. De fleste af de indsatte kvinder er stofafhængige, hvilket vanskeliggør indlæring, så jeg har også valgt at se bort fra denne gruppe i min opgave, da de kræver en helt anden indsats. Det skal dog tilføjes, at der i ny og næ dukker en pige op, der har et ønske om at forblive ude af stofferne, de er i samme situation, som disse drenge, de har jo også været forsømt i mange år, så de kan gå ind under samme vejledning og behandling. Hvem er de så? Blandt de indsatte har vi en gruppe unge mænd, de er typisk mellem 17 og 20 år, når jeg støder på dem første gang. De kommer med huen godt nede om hovedet og den første kommunikation foregår på den måde, at de kigger ud af vinduet, svarer med enstavelsesord og regner med, at jeg ordner verden. De har en del nederlag bag dem, de har svært ved at skrive, læse og regne, de har været forsømt gennem det meste af deres tilværelse og har ikke lært de mest basale ting for at kunne fungere i en sammenhæng med andre mennesker. De har typisk været de små voksne, der har taget vare på andre end sig selv og nu er de blevet til de voksne børn, der ikke har redskaber til at sørge for sig selv. Jeg synes også, de har det fællestræk, at de ikke er kriminelle fordi de vil, men er blevet det af tilfældige årsager, der bare er sket omkring dem. De recidiverer derfor ofte, da de stadig ikke føler, det har noget med dem at gøre. Når vi, som loven byder os, taler handleplan med disse unge menne- Side 4 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28

5 sker, har de typisk ikke nogle fremtidsplaner eller også har de så store planer, at det slet ikke er muligt for dem at gennemføre. Begge dele er uden ansvar fra deres side, da der ikke ligger konkret handling bag disse ønsker. De er på den ene side vant til at skulle klare sig selv, men har på den anden side aldrig prøvet at tage ansvar for sig selv. De er vant til at leve fra dag til dag, hvor det er svært nok at overskue den næste time, så det at tage stilling til ens egen fremtid er en udfordring, de ikke vil tage på sig. Man kan så spørge, hvorfor vælger de så at bede om at tale med skolen på Møgelkær! Svaret er, at af to onder vælger man det mindste, alternativet til skole er arbejde på en af arbejdspladserne. De har godt nok lidt mange nederlag i skolen, men den kender de i modsætning til en arbejdsplads, de har typisk aldrig prøvet at arbejde. Strategier. Det der kort sagt er min opgave som vejleder er, at komme ind bagved paraderne og prøve at få den indsatte til at ønske sig noget her i tilværelsen, som han er i stand til at gennemføre. Det vil sige får sig en handleplan han kan forholde sig til. Af de teorier jeg er blevet præsenteret for under min uddannelse, er Heinz Kohuts selvpsykologi, der senere er blevet til selvpædagogik, den teori der har vakt min interesse mest, når det er denne type unge mennesker, jeg arbejder med. De er meget jeg-svage, de er ikke vant til at blive taget seriøst, de er ikke vant til at blive udfordret i deres kompetencer, de er ikke vant til at fungere i et fællesskab (sandsynligvis er de eksperter i hierarkier) og de har som sagt ingen forestilling om, hvad de kan blive. 1. De sætninger der er vigtige at huske hos Kohut er: mig, som den jeg er 2. Udfordre mig uden at knægte mig 3. Lad mig være ligesom dig Vis mig, hvem 4. Se 5. jeg kan blive Jeg har, siden jeg blev præsenteret for denne teori, haft disse 4 sætninger i mit hoved, når jeg arbejder med de indsatte. Jeg kunne pludselig se en vej gennem paraderne, og kunne se, at det arbejde jeg indtil nu har præsteret på Møgelkær, ligger meget tæt op af denne teori. Jeg kunne også se, hvilket fremragende redskab det er, når jeg skal have den indsatte til at komme frem med sine inderste ønsker, det er bare naivt at tro, at det kommer frem ved første samtale. Det kræver tillid fra den indsatte og den skal først bygges op. Jeg kan også se, at teorien lægger op til, at man skal turde stille sin person til rådighed (være betydningsbærende forbillede). De unge, vi har med at gøre her, har jo typisk ikke haft en primær person, de har kunnet støtte sig til gennem deres opvækst. Det betyder, at man bliver primærperson en overgang og man må ikke være bange for at vise sin autoritet. Det har i øvrigt været gennemgående i de foredrag, vi har haft på vejlederuddannelsen omkring arbejdet med unge mennesker, at det kan have betydning senere, hvis det ikke giver pote i første omgang, at nogle voksne har turdet stille sin person og autoritet til rådighed. Et andet redskab, jeg faldt for, var Morten Hollers gennemgang af forskellige måder at stille spørgsmål på. Det er alment kendt stof, men jeg synes opstillingen gjorde det klart for mig, hvornår jeg skal bruge de forskellige slags spørgsmål. Jeg vil prøve i det efterfølgende at beskrive, hvordan jeg bruger og har brugt teorierne i mit arbejde med nogle af de indsatte. Side 5 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28

6 Hvad gør jeg som vejleder? Jeg har, hvilket jeg er særlig opmærksom på i mit arbejde på fængslet, den grund-læggende holdning, at vi alle er ligeværdige. De mennesker, jeg arbejder med, har alle lavet en eller anden form for kriminalitet, der er en dommer der har taget stilling til, hvor længe den enkelte skal afsone, så den del går jeg aldrig ind i, jeg er i princippet fuldstændig ligeglad med, hvad de har lavet. Dette betyder, at jeg altid møder dem der, hvor de er og jeg tager udgangspunkt i deres ønsker. (Se mig, som den jeg er) Når jeg starter vejledningen af disse unge mennesker, gør jeg i første omgang, hvad de indirekte beder mig om. Jeg stiller nogle få lineære spørgsmål, dette for at afklare de mest basale ting. Det være sig oplysninger om tidligere undervisning, hvor i landet de kommer fra, hvilket netværk de har (er meget vigtigt, hvis de er af anden etnisk baggrund) osv. Jeg har fundet ud af, at det er en god ide i første omgang at tage føringen, tage ansvaret for beslutningen om skolegang, men jeg forholder dem til skolens regler (møde til tiden, deltage i undervisningen, ikke indtage stoffer på skolen osv. ) og beder dem om at tage stilling til dem. Hvis de er indstillet på et samarbejde omkring disse ting, får de lov til at starte på skolen, når der er plads til dem. Det vil sige, at i første omgang har jeg taget ansvaret for de store beslutninger, men den indsatte er blevet stillet overfor et valg, der er overskueligt og som han kan tage ansvaret for og han ved, der er konsekvenser ved valget. (udfordre mig uden at knægte mig) Når de starter i skolen, bliver den første opgave næsten altid, at de skal øve sig i at komme til tiden om morgenen. Det er en fremmed verden for dem og det er meget vigtigt at lægge mærke til og vise, at vi er glade for, at det lykkes for dem efter et stykke tid. I den næste tid bruger vi den daglige undervisning og den daglige omgang med de indsatte til at udfordre deres kompetencer. Det viser sig ofte meget hurtigt, at de ikke har indlæringsvanskeligheder, hvad de næsten altid selv tror, så succesen er til at få øje på meget hurtigt. Vi gør en del ud af omgangstonen, vi vil ikke acceptere, at nogen gør nar af andre og vi bruger meget tid på at tale med dem. Vi lærer dem også at kunne grine af deres fejl og bruger rigtig meget tid på at hjælpe dem med at forstå og agere i den verden, der er blevet deres, som afsoner. (udfordre mig uden at knægte mig og lad mig være ligesom dig). Som daglig leder af skolen og som vejleder underviser jeg ikke, udover at jeg vikarierer for lærerne, men jeg har åben dør på kontoret og alle ved, at de kan komme og tale med mig, hvis de har brug for det og det er der rigtig mange der gør. Det er i disse samtaler, at jeg begynder at udvide repertoiret i mine spørgsmål. Jeg udvider først med de cirkulære (hvor sjovt er det lige at være her?, hvad kan du gøre for ikke at komme igen? osv.), den slags spørgsmål hjælper til, at give dem en forståelse for det ansvar, de har for deres kriminalitet. De har muligheden for at vælge fra, en tanke der på en eller anden måde ligger dem fjernt. Det er også i denne fase, jeg ind imellem oplever udløsningen af de inderste ønsker (jeg har faktisk altid godt kunne tænke mig at blive, jeg kunne også godt tænke mig at får en familie og leve et normalt liv osv.), så føler jeg, der er noget ved at gå på arbejde. De strategiske spørgsmål bruger jeg, hvis jeg kan se, at der er en, der har brug for et mere realistisk syn på sig selv. Som før nævnt har nogle af dem meget urealistiske planer, så det er vigtigt, at de selv er med til at ændre dem, så de bliver realistiske. (kan du godt se, at det kan blive svært for dig at gå så mange år i skole? osv.). De strategiske spørgsmål er ofte ledende, hvilket man hele tiden skal huske på, jeg har fået svar, som blev givet, fordi den indsatte troede, det var det, jeg ville høre. Når vi når til de refleksive spørgsmål, begynder det at blive sjovt. Det betyder nemlig, at den unge kan begynde at se sig selv i fremtiden (hvordan forestiller du dig, det bliver at komme hjem og stadig passe en skole?, hvad vil du gøre næste gang du har trang til at ryge en fed? osv.). På det her tidspunkt, ligger der ofte en realistisk uddannelsesplan, som oftest teknisk skole eller VUC, en uddannelse, som vi heldigvis har mulighed for at sætte i gang, mens den unge er indsat (frigang, det er noget, man får lov til under ansvar, hvilket er en fremragende øvelse for disse unge mennesker). I dette forløb, jeg nu har beskrevet, er der mulighed for at lave en realistisk handleplan, hvor den unge selv har ejerskab til den. Konklusion Konklusionen på dette her må være, at det godt kan lade sig gøre gennem vejledning og aftaler at hjælpe den indsatte, så han/hun bliver i stand til at formulere sine ønsker for fremtiden. Dette er et godt grundlag for at få en handleplan med mening. Jeg så helst at arbejdet med handleplanerne blev intensiveret, men at målene ikke var så store. Jeg tror på, at handleplanen er et godt værktøj, i det den indsatte bliver forpligtiget til at tage ansvar, hvilket de stort set alle sammen trænger til (det, at man skal øve sig i at stå op og møde på arbejdspladsen til tiden, er for mig en øvelse, der godt kan stå i handleplanen, for derefter at blive til et nyt mål, når det er lykkedes). Den måde at bruge handleplanen på passer fint med de 2 strategier, jeg har valgt at bruge her i opgaven. Det kan være svært at balancere mellem ansvarsfordelingen, hvis jeg giver den unge for meget ansvar til at starte med, kommer han ikke igen, hvis jeg ikke slipper i det rigtige tempo, overtager jeg handleplanen og dermed virker den ikke, så det er en problematik. Jeg skal have øje på hele tiden. Jeg synes, det har været spændende at prøve teorierne af, jeg er i dag ikke i tvivl om, at det er redskaber, jeg vil få glæde af i fremtiden. Vision I disse tider taler man meget om behandling i kriminalforsorgen, vi Side 6 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28

7 behandler stofmisbrugere, alkoholikere og aggressive mennesker (kognitiv skills) for at kunne leve op til vores mål om, at vi skal hjælpe de indsatte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse efter løsladelsen. Der flyder mange ressourcer til disse projekter, hvilket betyder, at vi andre ikke har mange penge at gøre godt med. Det er alt sammen meget godt, men jeg synes, denne gruppe unge mennesker, jeg beskriver her, bliver overset. De får i de fleste tilfælde lov til at prøve at overleve i fængslet, som de nu kan, de bruger langt hen ad vejen de samme overlevelsesmekanismer, som de bruger udenfor og vi løslader dem uden at have gjort noget for dem, ofte er de bare blevet endnu bedre kriminelle eller endnu mere stofafhængige. Som før nævnt recidiverer de ofte, også ret hurtigt. Vi plejer så bare at fortsætte arbejdet derfra, hvor vi var, sidst de var inde. De er dog mere åbne for de cirkulære spørgsmål, så arbejdet er altså ikke spildt, de ved godt nu, at det er deres eget valg, når de begår kriminalitet. Jeg har, i al min tid på Møgelkær syntes, at vi har en gruppe, hvor det kan diskuteres, om de burde sidde i fængsel, de har, som før nævnt, tydeligt været svigtet gennem mange år og kræver en anden indsats end at blive lukket inde. Jeg har i denne opgave prøvet at beskrive en måde, hvorpå de kan blive behandlet, så der måske er en mulighed for at blive normal igen. Dette arbejde foregår lidt tilfældigt og med de ressourcer, vi nu har til rådighed på skolen. Vi skal på skolen servicere mange grupper af studerende (universitetsstuderende, ingeniørhøjskolestuderende, akademimerkonomer, analfabeter osv.), desuden har vi ansvaret for samarbejdet med de skoler udenfor, hvor vi har folk på frigang, så der er ikke meget plads til disse unge mennesker. Det hjælper dog noget, at vi har en produktionsskole på Møgelkær, hvor de nogen gange kommer hen i første omgang (der er hårdt pres på pladserne på skolen). Det er her, de i første omgang kan få en fornemmelse af, at de er i stand til at lave noget, der kan bruges, så de er i gang med deres udvikling der fra. Min vision vil derfor være, at det også blev muligt at anerkende dette arbejde som behandling. Jeg kunne forestille mig 2-3 medarbejdere ansat, hvor man i højere grad også var i stand til at træne dem i almindelige hverdagsting, som for eksempel at lave morgenmad, sidde ordentligt ved bordet, alm. rengøring osv. Det kan også være godt at kunne tage dem med på kulturelle oplevelser, det viser sig, at hvis vi vælger at gå en tur i skoven en dag, er der frygtelig modstand imod det i første omgang, men de har en fantastisk oplevelse ud af det, når de er der, de kendte det bare ikke. Det er ret vigtigt, at der er mindst 2 primære personer, helst en mand og en kvinde (mor og far), da det kræver meget stabilitet. Det er vigtigt, at mindst en af primærpersonerne er tilstede og personale har det med at ville holde ferie og blive syge. Jeg tror ikke man behøver at indrette særafdeling (er meget normalt i kriminalforsorgen) for en af øvelserne er, at de skal kunne klare sig blandt andre mennesker og de skal lære at kunne sige fra, ellers dumper de bare i igen, når de bliver løsladt. Der er en del undervisning i det, så jeg forestiller mig behandlingen i tæt samarbejde med skolen, hvor skolens lærere kan forestå undervisningen. Litteraturliste. Jeg har hovedsagelig brugt plancher udleveret af Hanna Hunt Nørgaard VUC Randers og Morten Holler Cand. Psych. samt egne noter fra deres foredrag. Side 7 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28

8 EUROPARÅDET RESOLUTION NR. R(89)12 1. Alle indsatte skal have muligheden for at blive undervist i almindelige skolefag, erhvervsrettede fag, kulturelle og kreative aktiviteter, fysisk udfoldelse og sport, sociale færdigheder samt have adgang til et bibliotek. 2. Indsattes undervisning skal ligne den, de kan få uden for fængslet for tilsvarende aldersgrupper, og skal tilrettelægges, så den giver størst bredde i indlæringsmulighederne. 3. Uddannelsen i fængslet skal have som formål at udvikle det hele menneske, idet den tager hensyn til den enkeltes sociale, økonomiske og kulturelle baggrund. 4. Alle ansatte i fængslerne skal så vidt det er muligt støtte fængselsundervisningen og medvirke til at fremme den. 5. Undervisning i fængslerne må ikke have en ringere status end almindeligt arbejde, og indsatte, som deltager i undervisning, må ikke stilles ringere økonomisk eller på anden måde blive underprioriteret i forhold til anden beskæftigelse. 6. Man skal gøre sig anstrengelser for at opmuntre indsatte til at deltage i alle aspekter af undervisning. 7. Der skal skabes udviklingsprogrammer som sikrer at undervisningspersonalet benytter sig af tidssvarende undervisningsmetoder som gælder inden for voksenuddannelsen. 8. Der skal gives speciel opmærksomhed til indsatte med særlige vanskeligheder og især indsatte med læse- og skriveproblemer. 9. Den erhvervsrettede undervisning skal sikre en alsidig uddannelse af det enkelte individ og skal følge udviklingen på arbejdsmarkedet. 10. Indsatte skal mindst en gang om ugen have direkte adgang til et velassorteret bibliotek. 11. Kropslig udfoldelse og sport skal støttes, og indsatte skal have mulighed for at deltage i sådanne aktiviteter. 12. Der skal lægges særlig vægt på kreative og kulturelle aktiviteter, som hjælper indsatte til bedre at udvikle og udtrykke sig. 13. Den sociale uddannelse skal indeholde praktiske elementer, som gør hverdagen i fængslet lettere og hjælper til, at indsatte bliver bedre rustet til en tilbagevenden til samfundet. 14. Når det er muligt, skal indsatte have tilladelse til at deltage i undervisning uden for fængslet. 15. Når udannelse skal ske i fængslet, skal samfundet udenfor i størst muligt omfang inddrages. 16. Der skal gøres foranstaltninger, så indsatte kan fortsætte en uddannelse efter løsladelsen. 17. Økonomiske midler, teknisk udrustning og lærerpersonale skal stilles til rådighed, så indsatte sikres en passende uddannelse. COUNCIL OF EUROPE RECOMMENDATION REC(2006)2 ON THE EUROPEAN PRISON RULE Education 28.1 Every prison shall seek to provide all prisoners with access to educational programmes which are as comprehensive as possible and which meet their individual needs while taking into account their aspirations Priority shall be given to prisoners with literacy and numeracy needs and those who lack basic or vocational education Particular attention shall be paid to the education of young prisoners and those with special needs Education shall have no less a status than work within the prison regime and prisoners shall not be disadvantaged financially or otherwise by taking part in education Every institution shall have a library for the use of all prisoners, adequately stocked with a wide range of both recreational and educational resources, books and other media Wherever possible, the prison library should be organised in cooperation with community library services As far as practicable, the education of prisoners shall: a. be integrated with the educational and vocational training system of the country so that after their release they may continue their education and vocational training without difficulty; and b. take place under the auspices of external educational institutions. Side 8 af 8 flf@flf.dk 5. årgang / Oktober 2007 Nr. 28