Guide til. narrativ dokumentation i socialt arbejde

Transkript

1 Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde

2 Forord Denne guide til narrativ dokumentation er produceret af Den Korte Snor, Center for Udsatte og Kriminalitetstruede Unge, Københavns Kommunes Socialforvaltning. Den Korte Snor har som overordnet formål at være med til at sænke ungdomskriminaliteten i Københavns Kommune i forhold til unge fra ti til atten år, der er involveret i personfarlige, truende og uroskabende adfærdsformer og relaterede kriminelle aktiviteter. De primære indsatsområder er familieliv og ungeliv. I familieindsatsen arbejdes der med familiens ressourcer og handlekompetencer, hvor den unges behov for støtte til forandring og udvikling er i fokus. I indsatsen omkring ungeliv arbejdes der med den unges deltagelse i uddannelsessammenhænge og fritidsaktiviteter samt den unges venskabsog fællesskabsrelationer. I Den Korte Snor arbejdes der ud fra ideen om, at mennesker er intentionelle og søger at realisere ønsker og visioner for deres liv. Med dette udgangspunkt tager det metodiske grundlag for indsatsen afsæt i anerkendende, løsningsfokuserede og narrative teorier og metoder. Denne guide er således et resultat af flere års fokus på og udviklingsarbejde omkring arbejde med socialt udsatte unge og deres familier i et narrativt perspektiv. Ideen til at skrive guiden udsprang af, at kontaktpersoner og socialrådgivere i Den Korte Snor efterspurgte noget mere konkret på skrift omkring narrativ dokumentation for socialarbejdere noget om, hvordan man gjorde. Noget, der kunne inspirere, hvis man ikke lige selv havde en idé. Vi undersøgte, hvad der var af skriftligt materiale, men syntes ikke, vi fandt noget, der for alvor ramte det, der blev efterspurgt. Så vi skrev vores egen guide. Vi betragter den som et foranderligt bud på, hvad en sådan guide skal byde ind med. Foranderligt, fordi vi mener, at en sådan guide til praksisformer med jævne mellemrum skal filtreres gennem praksisfeltets teorier, erfaringer, behov og refleksioner for at forblive relevant. Guiden er selvsagt ikke udviklet i et vakuum, men er et produkt af de bidragende sammenhænge, vi hver især har været en del af. Derfor vil vi takke fagfæller, undervisere og kolleger i Socialforvaltningen og Den Korte Snor for deres inspiration, viden, tips, tricks og gode råd til narrativ dokumentation gennem tiden. Sidst men ikke mindst en særlig tak til Steven Bendtsen, leder af Den Korte Snor, for at støtte op om udviklingsarbejde af denne art. På vegne af Den Korte Snor Mikkel Krog-Toft, Rosa Vikmann Pedersen og Mette Helweg Andersen, psykologer og supervisorer i Den Korte Snor Maj 2013 Indhold Forord Indledende ord Narrativ dobbeltlytning: at finde frem til det, vi dokumenterer Dokumentationens virkning Ungeperspektivet Den faglige vurdering Inddragelse Fortælleformer og kontekst Forberedelse og efterbearbejdning Visuelt materiale Generelt om visuelt design Om tegninger Om billeder Den unges bog: en foto- og tekstfortælling over tid Afskedsbogen Billeder og tegninger, der opsummerer samtalen Det rykker! - interview med Søren Om film breve til de unge Breves indhold Det er helt vildt, du gør det her - interview med Jane Breves delelementer og form Typer af breve Bevidningsbreve Postkort og korte breve til den unge SMS til den unge Det milde udtryk i pigens ansigt - interview med Terese breve til andre personer Breve til andre personer i den unges netværk Breve til andre unge uden for den unges netværk andre skriftlige dokumenter Positionserklæringer Bedigtning Beviser og diplomer Ressourceorienteret registrering Kontinuerlige logbøger for flere unge Lister Huskekort narrativ dokumentation og arbejdet med den unges historie Præsentation ud fra ting, der betyder noget for den unge Albummet med familiefotos Tidslinje Livets træ (Tree of life) narrativ dokumentation og betydningsfulde genstande dokumentationsleg narrativ dokumentation og unge i grupper sammenhæng mellem flere former for dokumentation Vi gør det som team - interview med Anja og Rob troubleshooting litteratur 50 side 2 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde

3 Indledende ord Som en del af indsatsen I Den Korte Snor arbejdes der med de fortællinger, som de unge og familierne har om sig selv. Udgangspunktet for dette er ideen om, at menneskers identitet og selvopfattelse er sociale konstruktioner, der skabes og udvikles i relationerne mellem mennesker. De børn og unge, der er i Den Korte Snors målgruppe, har ofte dominerende negative fortællinger og forståelser af, hvem de er, og hvad de formår. Fortællinger, der har stor indflydelse på deres liv og den måde, de tænker om sig selv. Det er vores opfattelse, at der altid findes alternative og mere konstruktive fortællinger det der i et narrativt perspektiv kaldes foretrukne fortællinger. Det narrative perspektiv indebærer, at identiteten er skabt gennem historier; at alt det, der sker i vores liv, får mening gennem den fortælling, vi har om det. Det er ved at finde disse foretrukne fortællinger og udvikle dem til klare og detaljemættede fortællinger sammen med de unge og familierne, at vi baner vejen for alternative handlemuligheder og mere konstruktive selvforståelser. Derfor har vi gennem de seneste års undervisning beskæftiget os med fortællinger, og hvordan man kan arbejde med disse gennem narrativ dokumentation. Narrativ dokumentation udvikler, fastholder og forstærker de foretrukne fortællinger. Det giver en højere grad af sammenhæng, detaljer og livskraft til de alternative og positive selvfortællinger. Dette er grunden til, at vi har forsøgt at skrive en guide til narrativ dokumentation. Nogle af de former for narrativ dokumentation, der beskrives i guiden, får teoretiske overvejelser med på vejen, mens andre ikke gør. Vi har valgt dette frem for et egentligt teoriafsnit, da dette er en guide rettet mod praksis. Dog vil vi i det følgende kort beskrive en række punkter, man med fordel kan skele til, når man som sagsbehandler og kontaktperson skal arbejde med narrativ dokumentation. Narrativ dobbeltlytning: At finde frem til det, vi dokumenterer Den narrative praktiker er optaget af at lytte efter det, der er i spil for den eller dem, han arbejder med. Lytte efter, hvor det er, at noget bliver svært eller dilemmafyldt for den enkelte. Den narrative praktiker lytter også efter det, der kommer frem om, hvad personen giver værdi til, kan lide og ønsker, og efter hvad personen får sagt om det, han eller hun allerede gør og kan i forhold til at håndtere det svære eller livet i al almindelighed. Således lytter den narrative praktiker både efter problemer og deres indflydelse på menneskers liv, og efter sprækker og undtagelser til problemhistorien. Denne praksis udspringer af ideen om, at der også er andre historier og måder at leve livet på, som de unge foretrækker, og som samtidig passer med det, vi som kommunalt ansatte socialarbejdere ønsker. I Den Korte Snor er vi interesserede i at hjælpe de unge til at få øje på, at deres problemhistorier ikke dækker hele livet, og vi er interesserede i at udfolde og udvikle foretrukne fortællinger, gerne mange af slagsen. Det er denne måde at være sammen med den unge og familierne på, som den narrative tilgang kalder for dobbeltlytning : Imens den unge/ familien fortæller om problemerne og deres indflydelse, lytter den narrative praktiker efter sprækker og undtagelser, som kunne vidne om andre identitetsfortællinger end de negative fortællinger, som er blevet dominerende. Vi er interesserede i at udvide antallet af tilgængelige historier, så de foretrukne historier, der levendegør foretrukne erfaringer og gode oplevelser, får en større plads i de unges liv som en ballast, de kan trække på, når problemerne angriber. Men hvis de unge skal gøre sig fri af de problematiske historiers indflydelse, rækker det ikke blot at fortælle en alternativ historie. Der er brug for måder, hvorpå disse alternative historier kan fortælles righoldigt og tykt. Og narrativ dokumentation er en af måderne, hvorpå historierne kan gøres tykkere, rigere og mere levedygtige. Den narrative tilgang handler derfor ikke om at negligere problemerne og bare fortælle positive historier. Det handler heller ikke om at opfinde nye historier, men at få øje på spirerne til andre historier, som allerede eksisterer, men som er meget tynde. Det er disse tynde, mere foretrukne historier, som vi vil hjælpe den unge med at tykne og gøre mere tilgængelige. Problemer skal have respekt og opmærksomhed. Men det handler om at komme væk fra kun at have én enkelt problemmættet historie om sig selv og sit liv, og i stedet at have flere historier og endda historier, som passer bedre med de værdier, håb og intentioner, som man har. Ofte kan problemhistorierne vise vejen til de foretrukne historier, men vejen til foretrukne fortællinger går ikke nødvendigvis gennem en problemhistorie. Når vi arbejder med narrativ dokumentation, er vi interesserede i alt det, den unge gør og giver værdi til, som problemhistorien ikke kunne have forudsagt; dvs. i undtagelserne, der kan synes små og usynlige, men som giver os hints om den unges færdigheder og værdier. Man kan dog ind imellem også vælge at dokumentere noget andet end undtagelserne, og således i stedet dokumentere dele af problemhistorien. Dette bør ske i en eksternaliseret form, således at det, vi dokumenterer, er det eksternaliserede problem, dets effekter på den unges liv og den unges evaluering af disse effekter. En gentagelse af eksternaliseringen medfører øget bevidsthed om problemets styring af den unge. Samtidig gøres det mere muligt at indtage en Side 4 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 5

4 position i forhold til denne styring: Det er ok, det er ikke ok, det er irriterende, det er sårende osv. Dokumentationens virkning Narrativ dokumentation kan have mange effekter, men fællesoverskrifterne er som antydet, at narrativ dokumentation bidrager til: Udfoldelsen af foretrukne identitetsfortællinger Fastholdelse af disse foretrukne fortællinger Dokumentationen støtter de unge i at huske og fremkalde oplevelser og erkendelser og at holde fast i og tykne spæde, mere foretrukne identitetsfortællinger, og den narrative dokumentation fungerer således som kontra-dokumenter til den problemfyldte dokumentation, der ofte tidligere er blevet udfærdiget om de unges liv. Her nedenfor er udspecificeret nogle af de måder, hvorpå dokumentationen opnår sine effekter: Dokumentationen kan skabe sammenhæng: Dokumentationens materielle og fysiske form gør det muligt at tage det med sig ind i et nyt livsrum (f.eks. fra skolen og ind i familien) og skabe kontinuitet og sammenhængende fortælletråde i overgangen mellem disse livsrum. Det hjælper den unge til at formidle sine oplevelser i forskellige kontekster. Dokumentation kan fungere som bevidning: Tykningen af historien sker bl.a. fordi, dokumentet er en form for bevidning: Der er et andet menneske, der har set den side af den unge, som han er glad for og gerne vil have til at fylde mere i sin identitetsfortælling. Man kan også udvide bevidningsskaren ved at sende dokumentation om den alternative side, man har set hos den unge, til f.eks. en forælder eller en lærer. Når den unge får flere vidner til sin historie, gøres den stærkere. Dokumentation kan udvide de ideer eller historier, som kom frem, da man mødtes: Dokumentationen kan som beskrevet opsummere erkendelser eller emner, der er blevet talt om eller oplevet. Men herudover kan dokumentationen også medføre, at den alternative identitetsfortælling får endnu flere nuancer og facetter, end den måske havde, da man mødtes. Dette kan f.eks. ske ved, at man i et brev stiller åbne, refleksive spørgsmål spørgsmål, der stilles i forhold til at afsøge endnu flere undtagelser til problemer, eller spørgsmål vedrørende de potentielle værdier, som knytter sig til de handlinger, man har set hos den unge. (se afsnittet om Bevidningsbreve) Dokumentation kan give oplevelse af agency: Det kan give en oplevelse af intentionalitet og hermed handleevne hos den unge, når han gøres opmærksom på, at han har handlet i overensstemmelse med sine værdier, når der sættes fokus på en undtagelse til problemhistorien; det kan give følelsen af, at det er mig der bestemmer mine handlinger, og jeg vælger dem ud fra, hvad der er vigtigt for mig. Herudover kan dét at vide, at man har haft en effekt i verden at der er et andet menneske, der har tænkt på én, siden man sås sidst medføre en oplevelse af agency og handleevne. Dokumentation kan skabe medlemskab/ fællesskab: Dokumentation kan være med til at skabe social integration og en oplevelse af ikke at være alene, f.eks. når den unge får et diplom om Parkour-deltagelse, velvidende, at der er andre unge med et lignende diplom rundt om i byen. Den unge kan også føle sig stærkere, fordi han ved, at der står en anden ved hans side nemlig ham, der har udarbejdet dokumentet. Man kan også skabe medlemskab, ved fx at skrive et direkte spørgsmål, som virker gen-medlemgørende : Jeg har tænkt på, hvem det var, som stod ved din side og støttede dig, da du tog det skridt, som vi talte om sidst? Ungeperspektivet Narrativ dokumentation indebærer som beskrevet en nysgerrighed omkring det, problemhistorien ikke kan forudsige. Vi kan gå forskellige veje for at indfange dette. Dels kan vi starte med at udfolde det, der fylder i den unges liv: Har vedkommende særlige opfattelser af sig selv og andre, der tager plads i den unges selvforståelse? Er der fortællinger om vigtige begivenheder, vigtige sammenhænge eller livsbetingelser, der ser ud til at være særligt betydningsfulde? Hvor placerer disse fortællinger den unge? Hvordan opfatter han sig selv og andre? Hvilke handlemuligheder efterlader disse fortællinger den unge med? Ved at gå denne vej får vi ofte fat i problemhistorien og kan udfolde den mere nuanceret. Vi får måske øje på de gode grunde til, at den unge handler, som han eller hun gør, og vi kan måske også ane sprækkerne i problemhistorien og få fat i noget af det, vi kan arbejde videre med i dokumentationen. Når vi dokumenterer, kan vi også starte et lidt andet sted og bare gå efter noget af alt det, den unge ser ud til at kunne lide og give værdi til. Det kan være, at vi lægger mærke til, at den unge er glad for at lave mad, hvorfor vi undersøger dette nærmere, eller det kan være, at vi hæfter os ved, hvor stille og roligt den unge kan tage det, når der er konflikter under opsejling. Som sådan behøver vi ikke en problemhistorie for at gå i gang med det narrative dokumentationsarbejde vi skal bare have øje på den unges handlinger, færdigheder og værdier, og på hvordan vi kan knytte dem til foretrukne identitetsfortællinger. Den faglige vurdering I Den Korte Snor bruger vi ofte faglige drøftelser og supervisioner til at tale om de perspektiver, der kommer til syne gennem udfoldelsen af vigtige og ofte svære temaer i den unges liv og selvforståelse. Vi vender forskellige iagttagelser og antagelser om temaer og fortællinger i den unges liv, og de behov det kan skabe for den unge. Og i forbindelse med handleplaner og opfølgninger, vurderer vi, hvordan det går, og hvor vi skal hen. Disse snakke og faglige vurderinger kan vi også bruge som afsæt for vores narrative dokumentationsarbejde. Nedenstående spørgsmål kan være rettesnore i denne proces: Hvilke oplevelser og fortællinger lader til at være dominerende hos den unge? Hvordan kommer det helt konkret til udtryk, og hvad bidrager i øvrigt til denne opfattelse? Hvilke oplevelser/temaer/fortællinger om sig selv og andre tror vi, ville være gode for den unge at arbejde med? (Eksempler kan Side 6 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 7

5 være selvbillede, teenageudvikling, relation til forældre/kammerater/skole). Hvorfor tror vi dette? Hvad er sammenhængen til overvejelserne omkring den unges udvikling? Hvilke andre anslag til foretrukne og mere positive historier ser vi hos den unge eller familien? Hvilke tanker gør vi os om, hvordan vi kan arbejde med dem? Dette er en proces, der handler om, at kontaktperson og sagsbehandler deler viden om, hvad der optager den unge og familien, drøfter hvordan det kan bruges i familien og inspirerer hinandens tilgange i brugen af narrativ dokumentation. I den forbindelse er det vigtigt at sikre, at det VI som professionelle er optagede af at dokumentere, også er noget den unge ønsker at arbejde med og kan genkende sig selv i. Vi skal med andre ord løbende sikre os, at det er et fælles projekt den unge/familien kan tage ejerskab for. Derudover er det vigtigt igen at understrege, at narrativ dokumentation kan begynde mange steder, og at man ikke behøver at have været forbi en større faglig drøftelse for at gå i gang - man kan altid starte med noget af det, man hæfter sig ved, at den unge kan lide eller giver værdi til. Fortælleformer og kontekst Fortælleform og kontekst er aspekter de professionelle også kan overveje. Hvilke udtryksformer kan den unge lide? Er det gennem ord, billeder, film, tegninger, musik eller andet? I forlængelse af dette kan vi også overveje, om der er særlige kontekster, vi ønsker at rette os mod, når vi dokumenterer, eller om vi stiller os åbne overfor enhver hændelse, værdi eller færdighed, som problemhistorien ikke kunne have forudsagt. Det kan for eksempel være, at vi i en periode vælger at fokusere dokumentationen på begivenheder, der relaterer til skole- eller gadeliv. Disse opmærksomhedspunkter kan hjælpe til med at kvalificere overvejelserne. Men når det er sagt, så kan man jo altid kaste sig ud i det og prøve sig frem og så bagefter spørge den unge eller familien om, hvordan det virker. Vi må afstemme med dem, som indsatsen retter sig mod og kan eksempelvis spørge, om det var ok at modtage et brev, og om de har lyst til at få et igen. Forberedelse og efterbearbejdning stykke dokumentation, og at man samtidig får den unges accept af at modtage eksempelvis et brev med tilhørende billede. Når man producerer og sender narrativ dokumentation, forholder man sig selvfølgelig til, hvad der vil være rart, relevant og i orden for den konkrete unge eller familie at modtage. På den måde adskiller dokumentationsarbejde sig ikke fra andet socialpædagogisk arbejde. Man går frem i det tempo og omfang, som man vurderer, vil være brugbart og have god effekt i arbejdet med den pågældende unge og familie. Følgende punkter er værd at have in mente: 1. Introduktion: Introducer idéen om dokumentation og forklar, hvordan dokumenter har været hjælpsomme for andre unge/familier i lignende situationer. Fortæl også om dine overordnede tanker om hvilke emner, dokumentationen kan handle om at vi bruger det til at sætte lys på de ting, den unge gerne kan og vil, og at det er en metode, vi arbejder aktivt med. I kan eventuelt snakke om forskellige former for dokumentation, eller om hvorvidt og hvordan den unge/familien skal være inddraget i produktionen af dokumentation. finde dokumentet frem og bruge det: Er det i særligt eftertænksomme stunder? I pressede situationer? Og hvad vil konsekvenserne være af at bruge det? Hvilken virkning vil det have? 4. Modtagelsen af dokumentationen: Snak med den unge eller familien om det, du har givet dem. Det vigtigste er her, at modtagerne får mulighed for at forholde sig og positionere sig i forhold til dokumentationen at de kan sige til og fra i forhold til form og indhold. Man kan eventuelt bruge følgende spørgsmål i snakken: Hvad hæfter de sig ved? Kan de genkende sig selv? Hvad er de glade for? Uenige i? Er der noget, der er vigtigt? Hvordan er det i det hele taget at modtage og læse dokumentationen? Er det ok? Er det noget modtageren har lyst til igen? Hvad var virkningen - og passede den med forudsigelserne? Inddragelse Inddragelse handler her om, at man overvejer, hvordan familien skal involveres som publikum. Er det alle, der skal involveres som vidne til dokumentationen, eller er den rettet mere mod nogle end andre? Skal venner inddrages? Dette afsnit handler om, hvordan man introducerer dokumentationen for den unge og familien. En mulighed er, at man som standard indleder unge- og familieforløb med at fortælle, at vi her i Den Korte Snor arbejder med dokumentation, og at vi derfor løbende vil give den unge og familien forskelligt dokumenterende materiale. 2. Udlevering og opbevaring: Tænk over, hvordan dokumentationen skal gives til den unge eller familien. Skal det sendes med posten eller gives, når man ses? Skal man snakke om det med det samme eller senere? Og hvordan skal det opbevares? Er der en anden, som skal hjælpe med at opbevare det? Hvem må se det? Er der brug for flere kopier hvis der f.eks. er tale om et brev? Det kan også være, at man fortæller om dokumentation og idéen med den, første gang man gerne vil give den unge eller familien et 3. Brug af dokumentationen: Tal med den unge om, hvorvidt der er tidspunkter, hvor det kan være hjælpsomt at Side 8 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 9

6 Visuelt materiale Generelt om visuelt materiale Visuelt materiale rummer meninger og betydninger såsom sansemæssige fornemmelser eller nonverbale erkendelser, som en sproglig fortælling ikke kan. Om tegninger Hvis man lader børn og unge tegne, mens man taler med dem, vil deres tegninger ofte skildre aspekter af den foretrukne historie snarere end af den problemfyldte. Det kan også være tegninger om fremtiden, som kan fungere som profetier, der kan motivere de unge til at nå deres mål. Og husk: Selv om tegningen ikke handler om det, som der tales om, kan den alligevel godt fungere som reminder for samtalens indhold. Hvis den unge f.eks. sidder og tegner tændstikmænd på en lap, imens I taler om et vigtigt tema, så spørg eventuelt den unge bagefter, om du må sende ham tegningen om et par dage, som en påmindelse om de vigtige ting, I har talt om. Tegningen kan også bruges som støtte til at fortælle andre om samtalens indhold, hvorved et vigtigt publikum til de nye udviklinger rekrutteres. Skolelære-maleriet i DKS central er et glimrende eksempel på, hvordan tegning kan virke på disse forskellige måder. Om billeder Billeder kan have symbolsk betydning for den unge og kan f.eks. komme til at symbolisere rejsen ud af misbrug / vrede / angst osv. Forskellige postkort eller motiver kan symbolisere forskellige afsnit i den unges rejse, og de kan alle samles i rækkefølge i en bog. Den unges bog: En foto- og tekstfortælling over tid I den unges bog kan man indsætte billeder fra vigtige begivenheder og følelsesoplevelser, og man kan også klistre genstande ind, som knytter sig til disse. Billedbogen vækker den unges hukommelse og fremkalder de tidligere oplevelser, erkendelser og detaljer. Og så hjælper bogen de unge til at fortælle, når de skal formidle deres egne oplevelser. Med billeder kan man med fordel dokumentere den unges vigtige relationer. Den unge udvikler sig gennem sociale samspil, hvorfor det kan være fordelagtigt at sætte fokus netop på de sociale relationers betydning for den unges udvikling. Det er også det, vi kalder at genmedlemgøre at få fokus på, at den unge ikke er alene i verden med sine problemer og at han har betydning for andre og de for ham. Billeder gør det muligt at vende tilbage til oplevelserne, udvikle fortællinger om dem og sætte dem ind i meningsfulde sammenhænge. Billeder giver samtidig de unge og deres familier mulighed for at starte en samtale om den unges oplevelser netop med udgangspunkt i disse oplevelser. En større bog f.eks. en skrapbog, som opsummerer oplevelser over et længere tidsrum kan desuden medvirke til at styrke den unges oplevelse af kontinuitet og sammenhæng i sine oplevelser. At udvælge billeder og tekst: Vælg billeder, som støtter op om den unges foretrukne identitetsfortælling. Føj et par ord til om dette. Eksempel 1: Billede af den unge som lytter til musik/spiller musik. Tekst: Denne dag havde Ligegyldigheden ikke greb i dig, men du lod i stedet Omsorgen-fordig-selv dominere. Du spillede musik i flere timer! Eksempel 2: Billede af den unge, der laver lektier. Tekst: Jeg hjalp dig med lektierne det var et eksempel på, at Vrede ikke var til stede, men at drømmen om en fremtid med uddannelse i stedet var der. Man kan også nøjes med bare at skrive sidste del af ovenstående eksempler, dvs. kun fremhæve den foretrukne fortælling uden at nævne problemhistorien: I dag lod du Omsorgen-for-dig-selv dominere. Du spillede musik i flere timer! Afskedsbogen Et af de dokumenter, vi i Den Korte Snor oplever, har den største betydning for de unge, er afskeds- eller farvelbogen. Afskedsbøgerne bliver givet som gave til de unge, når forløbet i Den Korte Snor slutter. Bøgerne kan se ud på forskellige måder, men fælles for dem er, at de indeholder billeder med tilhørende tekst, der gengiver oplevelser og hændelser fra de unges tid i Den Korte Snor. Vi oplever gang på gang, at unge modtager bogen med store smil, forundring og glæde. Vi oplever også, at forældrene bliver enormt glade for bøgerne blandt andet har en mor sagt Hvor er det skønt med en bog, der viser, hvor sød og dejlig, min søn er. Det er vores erfaring, at de unge gemmer bøgerne og tager dem med sig gennem livet. Hvorfor afskedsbog? Når unge forlader kommunale foranstaltninger som Den Korte Snor, vil de som regel efterlade spor i de kommunale systemer i form af statusskrivelser, handleplaner og rapporter. Afskedsbogen er en anden slags dokumentation, der kan vise et rigt liv med mange forskellige oplevelser og fortællinger. En sagsbehandler siger om den: Den ser slet ikke kommuneagtig ud. Den minder om den bog, jeg selv fik, da jeg stoppede på efterskole. Udover at vise et rigt og mangfoldigt liv på en levende og ikke-kommunal måde kan et formål med afskedsbogen være at skabe sammenhæng og overblik for den unge. For nogle af vores unge er det en udfordring at holde styr på Side 10 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 11

7 Eksempel på sider fra Afskedbog fabrikeret til denne guide Side 12 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 13

8 vigtige begivenheder i livet. Tilværelsen kan forekomme kaotisk, hændelser kan smelte sammen, og det kan være svært at holde styr på rækkefølgen af begivenheder. I forhold til unge, der er særligt ramt af sådanne udfordringer, kan en hensigt med afskedsbogen være at samle begivenheder fra den unges liv, og hermed styrke den unges mulighed for at orientere sig og holde styr på hændelsesforløb og begivenheder. En tredje af afskedsbogens funktioner er at dokumentere det, kontaktpersonen har haft sammen med den unge. Afskedsbogen er et vidnesbyrd om relationen, og man kan bruge dette aktivt ved at fremhæve ting, man særligt har haft sammen. Det kan for eksempel være det skønne ved at fyre op for anlægget i bilen, ved at tage på fisketur eller ved, at man altid vælger det samme slik. Det fjerde formål med afskedsbogen er at give den unge et dokument med sig videre i sine andre og måske nye arenaer. Bogen kan give den unge mulighed for at vise andre sider og fortællinger om sig selv frem for forældrene, hvilket kan medvirke til, at de foretrukne fortællinger om den unge får bedre vækstvilkår i hjemmet. Hvis den unge kommer i en ny foranstaltning, når han eller hun forlader Den Korte Snor, kan bogen også være afsæt for, at de nye voksne omkring den unge, får konkrete og positive historier om den unge at tale ind i. Hvordan afskedsbog? Kontaktpersoner i Den Korte Snor bruger ofte sorte papbøger og guldtusser, når de går i gang med at skrive afslutningsbøger. Billeder, hilsner og dokumenter sættes ind i bogen, og der skrives små tekster. Vi er overordnet set optagede af at skrive bøgerne med udgangspunkt i narrative idéer. Det betyder, at vi skriver om, hvad den unge giver værdi til, kan lide og synes om. På den måde er vi i bogen optagede af at dokumentere den unges perspektiv. Det betyder også, at vi er optagede af ikke at definere den unge ved at skrive, hvordan hun eller han er, og af ikke at komme med egentlige evalueringer af den unge. En afskedsbog vil dog ofte også indeholde dokumenter af mere evaluerende karakter som fx et diplom eller et billede af et eksamensbevis. Her kan man sikre det narrative perspektiv ved i billedteksten at skrive, hvad den unge sagde til diplomet eller synes om sit eksamensbevis. Hvis kontaktpersonen vil give opmærksomhed til en udvikling eller bevægelse hos den unge, kan man gøre det som en bevidning. For eksempel kan billedteksten til et billede af et vækkeur være: I lang tid arbejdede vi på, at du selv skulle komme op om morgenen. I begyndelsen virkede det som om det mest var mit projekt både din mor og jeg synes virkelig, vi arbejdede hårdt for sagen. Jeg kan tydeligt huske den dag, vi kiggede på dit fravær, og hvor du sagde Jeg vil have den eksamen, og jeg er nødt til at komme mere. Efter den dag var det som om, vi var mere fælles om det. Nu står du selv op hver dag. Mit indtryk af dig er, at du kan rigtigt meget, når du beslutter dig for det. Jeg synes, det er spændende at tænke på, hvilke andre ting, du kommer til at beslutte dig for i fremtiden. Verden er så stor. Det meste og mest koncentrerede arbejde med afslutningsbøger ligger ofte lige før afslutningen og overrækkelsen af bogen det er her billederne samles, teksterne skrives og bogen sættes op. Men der er arbejde, der går forud: kontaktpersonen tager løbende billeder af den unge og har en særlig opmærksomhed på at fotografere vigtige begivenheder. Derudover har han eller hun en opmærksomhed på at gemme vigtige dokumenter. Har man ikke fået taget så mange billeder undervejs, kan man finde billeder, der illustrerer hændelser og oplevelser på nettet. Det kan for eksempel være et billede af den sikrede afdeling, den unge har siddet på, et foto af den unges skole eller af en skov med mountainbikere. Idéer til indhold Herunder ses en række idéer til konkret indhold i afskedsbøger. Mange af idéerne indebærer, at man samler den dokumentation, man har lavet gennem forløbet. Man kan selv finde på flere ting. Billeder af ting, man har lavet sammen, og tekst hertil. Teksten kan være kort eller lidt længere, som man nu vurderer, vil være godt. Disse billeder med tekst vil ofte være det, der fylder mest i bogen. Bevidningsbreve fra kontaktpersonen og også gerne fra den sagsansvarlige. Brevene må gerne være særlige afslutnings- og afskedsbevidninger. Hilsner fra folk, der har været omkring den unge i DKS-tiden. Det kan fx være små hilsner fra lærere, klubpædagoger, lokalbetjente og andre DKS-unge. Det kan være hjælpsomt at instruere dem, man beder skrive hilsnen. For eksempel kan man bede dem skrive om noget, de især har lagt mærke til ved den unge, og som de tror den unge kan lide eller er optaget af. Diplomer ting den unge har opnået gennem tiden i DKS. Tidslinjer man har lavet sammen. Koncertbilletter, shawarmakvitteringer eller andre ting, der kan bidrage til historiefortællingen om den unge. Billeder af de mål og fokusområder den unge har haft i sit forløb. Billeder og tegninger, der opsummerer samtalen Man kan også vælge at sende et billede eller noget andet visuelt (et klistermærke, en tegning, et avisudklip), som gengiver noget vigtigt fra det sidste møde, man havde med den unge: Dette billede mindede mig om den vej, du har fortalt mig, at du har valgt. Hvorfor mon du lige valgte den frem for alle andre? Det kunne jeg godt tænke mig at spørge dig om, når vi ses. Det rykker! - Interview med Søren Første gang jeg lavede noget, hvor jeg tænkte, at det rykker, var, da vi lavede Nicklas billedbog. Det foregik på den måde, at jeg havde taget en masse billeder, som vi havde liggende foran os. Jeg interviewede ham, og Nicklas skrev selv tekster om det, der skete på billederne og om, hvad han tænkte om det, der skete. Jeg forklarede helt åbent Nicklas om idéen med projektet at han skulle se de gode historier igen. Arbejdet med billedbogen fungerede overraskende godt, jeg havde ikke regnet med så gode svar, og jeg troede, at jeg ville møde mere modstand. Det blev tværimod et fælles projekt. Jeg tror, at det fede for Nicklas var, at han fik mulighed for at fortælle om gode ting. Det blev stilladsering af det, han er god til og en måde at minde ham om det gode, han er. Jeg lagde mærke til hans entusiasme, og hans udbrud ej hvor er det fedt og sagde jeg virkelig det. Han blev glad, og det var vigtigt, at det var noget, han kunne tage med Side 14 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 15

9 sig, noget fysisk. Meget konkret. I forhold til arbejdet som kontaktperson fungerede det også godt med bogen det var fedt at have noget at samles om, en meningsfuld aktivitet. Jeg er hele tiden opmærksom på, at det ikke skal blive for pushy, idéen om en kontaktperson, der stikker et kamera op i hovedet på den unge hele tiden, synes jeg ikke er tillokkende. I forhold til det teoretiske bruger jeg det narrative som en overordnet forståelsesramme idéen om at servere en god fortælling fra deres liv én gang til, den ligger hele tiden i baghovedet. Den præcise måde, man gør det på, er mindre vigtig. Det har også noget med den enkelte unge at gøre. Dokumentation for dokumentationens skyld går jeg ikke ind for. Der skal være noget i det. Noget betydningsfuldt for den unge, og som også giver mening i forhold til det, vi arbejder hen imod. Om film Ligesom billeder kan filmoptagelser bruges til at arbejde med de fortællinger de unge og/eller familierne har om sig selv og hinanden. Uanset om det drejer sig om fortidens begivenheder, nutidens udfordringer og oplevelser, eller håb for fremtiden er der en række fortællinger om, hvem vi er, som vi med fordel kan dokumentere. Det er vores erfaring, at film som medie for narrativ dokumentation kræver forberedelse i det metodiske såvel som i det praktiske. Filmoptagelser er bogstaveligt talt levende billeder, der viser personer i en særlig sammenhæng, hvor de handler på bestemte måder, mens de interagerer med andre. Det kan betyde, at der kommer en bestemt retning i det optagede. Når vi laver film, skal vi derfor være opmærksomme på, hvordan vi ønsker at fremstille den unge eller familien, og på, hvordan vi ud fra materialet kan skabe samtaler med den unge eller familien om det, der sker om intentioner, liv de sætter pris på, identitet og færdigheder. Drejer det sig eksempelvis om optagelser fra actionprægede begivenheder som gokart, parkour eller lignende, kan både vi og de unge blive fokuserede på at filme de seje øjeblikke, hvor den unge klarer sig godt eller på anden måde mestrer de iøjefaldende udfordringer. Den slags optagelser kan være glimrende at give den unge. Men hvis det eksempelvis er med unge, der i andre sammenhænge har svært ved at fungere i gruppesammenhænge, kunne lige så vigtige optagelser være dem, hvor de unge fungerer godt i gruppesammenhænge mellem løbene, klatringen eller det fælles tredje, der nu måtte være aktuelt. Derfor kan man, i særdeleshed med filmoptagelser, overveje på forhånd, hvilke temaer og selvfortællinger, man tror, er vigtige for de unge/familierne, de behov det skaber i deres liv, og hvordan der kan arbejdes med det. En lidt anden type film er dem, der i højere grad er båret af samtalen. Det kan være film, hvor den unge og kontaktpersonen taler sammen, og hvor den unge fortæller om sig selv eller om vigtige og måske svære begivenheder. Sådanne film kan både være meget korte eller bestå af mange klip fra forskellige samtaler og situationer. Formålet med en sådan film er at vise og fremhæve noget hos den unge, som man ønsker at forstærke og give liv. Filmen kan samtidig åbne for forskellige spørgsmål og samtaler om den unge og hans eller hendes præferencer, ønsker og værdier. Eksempel Selma og ADHD en: En kontaktperson laver en film om en af sine unge, Selma, i den periode, hvor hun bliver udredt for ADHD. I filmen hører vi blandt andet Selma tale om ADHD en, om sit temperament og om, hvad der var fedt ved at være hurtig og impulsstyret. Vi ser også Selma på tidspunkter, hvor hun er mere usikker og tvivlende i forhold til sit temperament, og hun sætter ord på nogle af de besværligheder, temperamentet giver hende. Kameraet ruller også, mens Selma og kontaktpersonen går hen ad gaden efter besøg hos psykiater. I forhold til Selma bruger kontaktpersonen filmen til at reflektere og eksternalisere ud fra: Hvilken plads har ADHDen i Selmas liv, og hvordan ønsker Selma det fremadrettet? Hvad fortæller det om Selma, om hendes værdier, om hendes færdigheder og om alt det, hun knokler med i sit liv? Hvad fortæller det om de forskellige identitetsfortællinger, Selma bevæger sig imellem? Kontaktpersonen fortæller, at Selmas identitetsarbejde langt fra er slut, og at de oplagt kunne producere mere film om Selma, det hun knokler med, og det hun gerne vil ved at lave endnu flere filmoptagelser ville hun endvidere kunne bevidne nogle af de bevægelser, der sker i Selmas fortællinger om sig selv, og det hun vil og kan. Praktiske / tekniske forberedelser Omkring de praktiske forberedelser er det erfaringen, at man med omfangsrige filmoptagelser med fordel kan lave en begivenhedsoversigt. En sådan laves ved at se materialet igennem og notere begivenheder, detaljer og stemninger, der kan have interesse, samt tidspunkt for dette i optagelsen. Et kort eksempel kunne være optagelser fra en skitur: 0:33-2:01 Jonas, Ali og kontaktperson Thomas gør klar til at køre ned ad bjerget. God stemning og latter. Jonas virker lidt nervøs Thomas instruerer om rute og regler for fælles nedkørsel. 3:24-4:16 Thomas må lægge sig med skiene. Drengene får et godt grin ud af det. Jonas spørger, om Thomas har brug for instruktion? Virker mere afslappet. 6:54-9:34 Ali og Jonas på sidste del af pisten. Der råbes og løbes om kap. Jonas kommer meget tæt på køen til liften. Irettesættelse fra personalet. Dette giver et overblik over det samlede materiale. Dette bliver i særlig grad hensigtsmæssigt, hvis man eksempelvis gerne vil arbejde med forskellige fortællinger om de samme begivenheder. På baggrund af dette bør man klippe optagelserne, således at materialet er samlet i episoder, der kan sættes sammen. Dels fordi det er de færreste unge, der har tålmodighed til en proces, hvor rå-optagelser skal gennemgås, men også fordi det giver plads til at fokusere på de temaer i de unges liv, hvor der skal arbejdes med alternativer til de eksisterende selvfortællinger. Side 16 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 17

10 Breve til de unge Breves indhold Breve er en meget brugt metode til at gøre den alternative identitetsfortælling tykkere. I breve kan man nemlig skrive om handlinger eller værdier, den unge har udført eller fortalt om, som står i modsætning til hans problemfyldte identitetsfortælling. Brevene er ikke direkte referater af samtaler, men en søgen efter at forbinde særlige begivenheder og oplevelser, som den problemmættede fortælling ikke ville kunne have forudsagt. Det er en god idé at spørge den unge, om han kunne have lyst til at modtage et brev og i bekræftende fald, hvad han eventuelt mener, er vigtigt at få med. Andre gange kan det være, at man har haft en oplevelse sammen, hvor den unge har vist noget, man tænker, vil være godt at give tilbage, forstørre og fokusere på gennem et bevidnende brev. Her kan det være, at det alene er kontaktperson eller sagsansvarlig, der beslutter, hvad brevet handler om. Det eksternaliserede problem og dets effekter på den unges liv og den unges evaluering af disse effekter. En gentagelse af eksternaliseringen medfører øget bevidsthed om problemets styring af den unge. Samtidig gøres det mere muligt at indtage en position i forhold til denne styring: Det er ok, det er ikke ok, det er irriterende, det er sårende osv. Det er vigtigt at bruge den unges egne ord og formuleringer - eller direkte gengivelser af handlinger, man har set den unge udføre. Kære Hassan Her får du solen på et postkort. Den får du, fordi jeg lagde mærke til dit humør i dag. Du var så glad og snakkede hele tiden om alt det, du vil og skal og har lyst til. Så kom jeg til at tænke på solen. Kh Katja Det er dokumentation til borgerne, til familierne og de unge, der er det vigtige. Det er dem, der skal flyttes, det er ikke os. Og den dokumentation er SÅ vigtig, også i forhold til det samarbejde vi har haft omkring forandring og udvikling. Narrativ dokumentation er en metode, der gør, at de kan blive set som noget af det, de også er. De er også mennesker med ønsker og drømme og kompetencer. Som sagsansvarlig på et projekt er jeg selvfølgelig optaget af, hvordan man kan bruge den dokumentation, kontaktpersonen laver i familiearbejdet. Jeg mener, at det er helt naturligt at bære den dokumentation, som kontaktpersonen laver ind på familiemøder. Det er en metode, der understøtter det arbejde, vi i forvejen laver, med familierne. Her tænker jeg særligt på arbejdet med at synliggøre små gode oplevelser og handlinger. Vi giver de gode historier liv, så forældrene får øje på det gode, børnene gør. Og her er netop den tætte relation og de mange gode stunder og snakke mellem ung og kontaktperson et fantastisk afsæt for, at den unge kommer til orde og bliver set med andre øjne af forældrene. Breves delelementer og form Breve kan ud over opsummeringer om det eksternaliserede problem og undtagelserne også indeholde spørgsmål, som sætter den unge i gang med at tænke mere i retning af den foretrukne fortælling. Kort sagt, kan breve bestå af: Opsummering af vigtigste ideer/tanker/ undtagelser Spørgsmål, som man har tænkt på siden mødet Anmodning om afklaring af dele af samtalen, som afsender er usikker på Aspekter af samtalen, der ikke blev undersøgt til bunds Breve kan være både lange og korte; det er ikke længden, der afgør deres effekt. Man kan skrive et brev som , som postkort eller som almindeligt gammeldags papir-brev. Den korteste brevform er en sms. Brevene vil som den meste anden dokumentation ofte handle om: Undtagelser til problemet eksempler på handlinger, den unge har udført, eller ting han har sagt, som den problemfyldte historie om ham og hans liv ikke kunne have forudsagt. Det kan både være ting, der er i direkte modsætning til problemhistorien, eller det kan være fortællinger, der slet ikke forholder sig til problemhistorien, men som bare handler om noget helt andet som for eksempel omsorgsfuldheden overfor familiemedlemmer eller nysgerrigheden og lysten til at lære. Herved støttes den unges oplevelse af muligheden for en alternativ fortælling. Det er helt vildt, du gør det her - Interview med Jane Jeg har som sagsansvarlig i Den Korte Snor altid gerne ville afslutte mine forløb med at skrive bevidnende breve, både til de unge og til familien. Når jeg sidder i situationen, og vi skal til at runde af, kan jeg ikke lade være. Da jeg skulle afslutte Nadia jeg læste det op for hende, hun kiggede og kiggede og var meget, meget stille, så sagde hun: Det er helt vildt, du gør det her, jeg kommer til at savne dig. Og så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor virkningsfuldt det med bevidning bare er. Altså selvfølgelig bliver man nødt til at ramme nogle ting, de skal føle sig set på noget. Man skal sige meget om, hvad man har hørt og om, hvad der er vigtigt for den anden. Alt det man ser. For mig hænger dokumentationsarbejdet og fællesheden i teamet omkring det også sammen med synet på vores interne samarbejde: Vi skal arbejde sammen når vi får fællesheden og de mange kræfter, der ligger her, i spil, rykker det. Derfor giver det heller ikke så meget mening at tale om dokumentation alene fra sagsansvarligperspektiv. Vi skal ikke være i svømmebaner kontaktpersoner og socialrådgiver i parallelbaner. Vi skal være sammen, og vi skal arbejde koordineret på alle fronter samtidig: skolen der skal løfte og bære igennem, os der hjælper forældrene med at stå i det, de står i, og os der viser den unge, at vi er der, understøtter, holder fast og hjælper med at skabe retning. Man kan løfte ekstremt komplicerede sager, hvis man tænker, at det her er vi fælles om, og det gør vi sammen. Side 18 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 19 AT&T Kære Jonas. Tak for i dag. Det var godt at se dig, og at få hørt om det, der sker derhjemme. Jeg lægger især mærke til det du siger om konflikterne med din far: Jeg synes, det blevet lidt bedre. Jeg tager mig sammen, og jeg kan se på ham, at han også prøver. Det er første gang, jeg har hørt dig sige, at I tager jer sammen, og det kunne jeg godt tænke mig at høre mere om, når vi ses på onsdag. Hvad siger du til det? Kh. Claus

11 Typer af breve Længere breve (f.eks. ½-1 A4 side) Breve vil typisk opsummere: du sagde, jeg hørte, du foreslog, jeg forstod osv. Der vil typisk ikke være tale om, at afsenderen vurderer i form af: Jeg synes, det var flot, hvor er du dygtig osv. Eksempel på et narrativt brev: Kære Morten Da vi mødtes i tirsdags, talte vi meget om, hvad hashen betyder for dit liv. Du fortalte, at hashen kan få dig til at skændes med din mor, og du fortalte også, at hashen kan gøre det svært at huske, hvad du lærer i skolen (effekt). Du fortalte mig, at du i weekenden havde tænkt over disse effekter, som hashen har på dit liv, og at du ikke synes, det er særligt fedt, og at du derfor godt kunne tænke dig at ryge lidt mindre (evaluering). Du sagde, at det er nyt for dig at tænke sådan, og at hashens stemme plejer at tage over og sige, at du er latterlig, inden du når at tænke så langt (undtagelse). Tidligere har vi talt om nogle af dine ønsker for din fremtid f.eks. at få en uddannelse som elektriker (håb, drømme, intentioner, værdier). Kan du se, hvordan disse tanker om at ville ryge mindre i det mindste i mine øjne kan passe sammen med dette fremtidsprojekt? Der er en anden ting, du har gjort, som jeg noterede mig, og som også passer sammen med dette projekt. Nemlig at du kom op og i skole i mandags, selvom du var træt og havde været til koncert søndag aften (undtagelse). Næste gang vi ses, kunne jeg godt tænke mig at høre, om det er lykkedes at tøjle hashens stemme i andre situationer, så der er blevet plads til andre tanker end hashens tanker. Ville det være ok? Marie Kære Michella Da vi sås i går, fortalte du mig om, at ligegyldigheden havde været gemt lidt væk en aften i sidste uge (undtagelse). Vi har tidligere talt om, at ligegyldigheden kan gøre det svært for dig helt at vide, hvad du gerne vil med dit liv, og få det til at virke som om, at det ene kan være lige så godt at gøre som det andet (effekt). Men i sidste uge, kunne du helt præcist mærke, at ligegyldigheden ikke var til stede, da din ven var ked af det og havde brug for støtte, fordi han havde oplevet noget svært (undtagelse). Vi talte om, at det er vigtigt for dig, at være der for andre, når de har brug for hjælp (værdier, temaet for en alternativ fortælling). Jeg er meget interesseret i at høre om en anden gang, hvor du også var der for en anden: Hvad gjorde du, og hvordan kunne du gøre det? Er det ok, hvis jeg spørger om det, næste gang vi ses? Kh Rikke Bevidningsbreve Man kan også sende en klassisk narrativ bevidning i brevform. Dvs. et kort brev, der svarer på følgende fire spørgsmål: 1. Hvad hæftede jeg mig ved, at du sagde/ gjorde? (ordret gengivelse) 2. Hvilket billede giver det mig af, hvad der er vigtigt for dig? Er der en metafor for det, jeg tror, du står for, når du siger sådan/gør sådan? 3. Hvad vækker det genklang med i mit eget liv? 4. Hvad vil jeg konkret gøre eller tænke, som vidner om, at jeg har fået denne indsigt/tanke via dig? Igen udelader man vurderinger også selvom de er positive; dvs. ingen ros eller synsninger. Det er vigtigt, at punkt tre og fire bliver meget konkrete, og at man fortæller om konkrete handlinger og levet liv. Man kan også vælge kun at bruge de to første punkter, når man skriver til en ung, og f.eks. slutte af med et spørgsmål: 1. Sidst vi sås, hæftede jeg mig særligt ved, at du sagde/gjorde (ordret gengivelse af noget, den unge har sagt/gjort) 2. Det giver mig et billede af, at noget af det, der måske er vigtigt for dig er /Den metafor/ det billede, jeg kommer til at tænke på, er Det jeg blev nysgerrig på og kunne tænke mig at snakke mere med dig om, altså hvis også du har lyst, er Dette dels fordi det nogle gange kan være svært at finde på noget godt at fortælle om sig selv, dels fordi det nogle gange gør processen lidt hurtigere, og endelig fordi det måske kan synes lidt grænseoverskridende for én selv at fortælle om eget liv. Men omvendt, kan lige netop punkt 3-4 virke enormt stærkt, hvis de bruges med omtanke og forberedelse. Med omtanke menes der, at man selvfølgelig kun skal dele oplevelser fra ens eget liv, som man vurderer, vil være hjælpsomme for den unge at kende til. Man kan også vælge at udelade andre trin - eksempel 2 viser et brev, hvor trin1, 2 og 4 er medtaget. Side 20 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 21

12 Eksempler på bevidningsbreve til de unge Eksempel 1 fra kontaktperson i Den Korte Snor Bevidningsbrev fra opstartsfasen med en ung i Den Korte Snor. Da kontaktpersonen skriver brevet, kender han ikke den unge så godt og de har kun haft få fælles oplevelser. I brevet hæfter kontaktpersonen sig ved en enkelt ting og skriver ud fra det. Kontaktpersonen tilbyder sig i brevet, som én der gerne vil være den unges fortrolige. På den måde kan man sige, at kontaktpersonen bruger brevet aktivt i relationsdannelsen. Kære Adam Da vi for nylig var sammen, lagde jeg særligt mærke til, at du sagde til mig, at du lige havde mistet en rigtig god ven. Han var blevet skudt lige for øjnene af dig, og du var faktisk også selv tæt på at blive ramt. Du gav udtryk for, at det ikke var noget, der påvirkede dig særligt, men du var ked af, det var sket. Jeg blev glad for, at du fortalte mig om det, og det gav mig et billede af dig som en ung mand, der gerne vil fortælle en lille smule af de ting, der sker i dit liv. Måske du også gerne vil have en at tale med det om, en der ikke er far/mor, eller en af dine gode venner. Men en man kan tale ærligt og oprigtigt med, uden at tænke på, om det bliver hårdt, pinligt, flovt eller helt fantastisk. Jeg havde selv som ung en, jeg kaldte for min onkel, en som jeg brugte, når det blev svært. I dag, som voksen, kan jeg se tilbage på, hvor stor en glæde jeg havde af ham og det at kunne tale med ham om alt. Det jeg så bliver inspireret til er, at tilbyde dig, Side 15 - Guide til narrativt dokumentationsarbejde at du altid kan bruge mig at tale med, at være fortrolig med, at være ham du kan stole på, ham der gerne vil hjælpe dig. Jeg vil meget gerne være ham, der er der, når du har behov for det. De bedste hilsner til dig Jakob. Eksempel 2 fra kontaktperson i Den Korte Snor Dette er et forholdsvist klassisk brev, hvor kontaktpersonen giver liv til en foretrukken histori om den unge. Hej Tobias Der er en ting der bliver ved med at vende tilbage i mine tanker og jeg fik derfor pludselig lyst til at skrive et brev til dig. Jeg tænker på det, der skete den dag vi havde været til blokart med mandagsgruppen og du inviterede mig med hjem til en kop kaffe bagefter. Vi kommer ind af døren,- du serverer hurtigt en kop kaffe og meddeler at du skal gå igen. Både din mor, Tina og jeg begynder at protestere,- men du henvender dig til Tina og mig og siger I har en masse problemer I skal snakke om og så går du. Det endte med at blive en super hyggelig aften hjemme i Jeres sofa. Tina og jeg fik en rigtig god snak og vi fik drukket en masse kaffe :-) Det var først på vej hjem, da jeg sad på min cykel, at jeg forstod hvad din invitation egentlig gik ud på. Du kunne se på din søster, at hun havde brug for en snak og det ville du gerne give hende en mulighed for at få. Det gjorde stort indtryk på mig, at mærke din omsorg overfor din søster og din fine måde at vise hende det på. Efter at jeg er begyndt at lære din familie bedre at kende, har jeg opdaget at du og dine søskende har noget helt særligt sammen. I passer nemlig godt på hinanden og er gode til at hjælpe hinanden. Da jeg så det her billede af en gepardfamilie, fik det mig til at tænke på dig og dine søskende og jeg synes du skulle have billedet. Når jeg kigger på det, ser jeg geparder der passer på og har omsorg for hinanden og det ser ud som om det er rigtig godt at være en del af den gepardfamilie ;-) Ville egentlig bare sige tak for din helt særlige kaffeinvitation. Din handling har fået mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, både at have nogen der passer på én og at man er med til at passe på andre. Sofie Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 23

13 Eksempel 3 fra kontaktperson i Den Korte Snor Dette er ligeledes et forholdsvist klassisk brev, hvor kontaktpersonen deler en fortælling, som ikke passer med det, de fleste almindeligvis forbinder med en kriminel ung mand. Eksempel 4 fra kontaktperson i Den Korte Snor Dette brev adskiller sig fra de foregående på især to måder: For det første tager det afsæt i noget relationelt, i noget, der er foregået mellem den unge og kontaktpersonen, og dermed i en historie, som har en særlig betydning for kontaktpersonen. For det andet skriver kontaktpersonen om noget af det, hun tror, den unge kan. Dermed har hun fat i et femte bevidningstrin at hæfte sig ved de konkrete færdigheder, man ser hos den anden. Kære Bilal. Den dag vi var på Station City for at hente din telefon, blev vi mødt af en dame, som ikke var særlig sød overfor dig. Damen vendte øjne af dig og rystede på hovedet, imens hun sagde til dig: Så ung og allerede har været fængslet. Da damen havde sagt dette, kiggede du på mig med et særligt blik, smilede overbærende og bevarede roen. Jeg lagde mærke til, at du valgte ikke at reagere på hendes frække og dumme bemærkninger til dig. Dette får mig til at tænke på, at du har en evne i forhold til at lade dét passere, som ikke fører noget godt med sig. Det særlige blik du sendte mig udtrykte: Jeg lader det gå, når nogen gør mig uret. Jeg tror, det er vigtigt for dig at opføre dig ordentligt og ikke svare igen. Jeg tænker også, at det er vigtigt for dig at vise respekt overfor autoriteter. Jeg lagde mærke til din reaktion, fordi jeg nok ville have haft svært ved at lade være med at svare damen igen på en dårlig måde, hvis hun havde talt sådan til mig. Jeg tænker også, at mange andre unge ville gøre noget dumt i denne situation, som ville have en negativ konsekvens for dem selv. Jeg kender ikke mange unge i mit arbejde, som kan det, du kunne i denne situation. Jeg vil huske dig, næste gang jeg står i en situation, hvor nogen taler grimt til mig, og jeg får lyst til at svare dem igen. Jeg vil tænke på dig, og hvordan du håndterede situationen tælle til 10 og bevare roen. Forleden dag da jeg ringede til politiet på Station City for at høre, hvordan du kunne få fat i din telefon, var politimanden først ikke meget for at samarbejde med mig. Han sagde, at han havde vigtigere ting at tage sig til end at frigive din telefon. Jeg skulle til at hidse mig op og sige dumme ting til ham, men så huskede jeg på dig. Jeg tænkte, at hvis jeg begyndte at skælde ud, kunne det blive endnu sværere at få fat i din telefon. Så jeg talte til 10, bevarede roen og talte pænt til politimanden. Mange hilsner fra Marie Kære Mohamed Jeg har den sidste uge haft lyst til at skrive dig et brev. Det er vigtigt for mig at få dig fortalt, at jeg aldrig kunne finde på at ville dig noget ondt. Som jeg sagde til dig i telefonen, står jeg ikke op om morgenen og tænker I dag vil jeg gøre alt for at ødelægge Mohamed og de andre drenges liv.. Nej, tværtimod, så tænker jeg, hvordan kan jeg hjælpe til, at du/i får det fedeste liv! Jeg har tænkt meget over den telefonsamtale, der desværre endte med, at vi blev uvenner. Det kom sig af, at jeg havde været til møde på din skole, og i den forbindelse var du frustreret over nogle af de ting, der var blevet sagt. Det jeg særligt hæftede mig ved i forhold til vores telefonsamtale, var da du sagde Du er et stikkersvin, En fucking luder og få dage efter ringede du og sagde Undskyld. Det giver mig et billede af, at noget af det, der måske er vigtigt for dig, er, at man godt kan være rigtig sur og vred, men samtidig kan være stor nok til at stå ved sine fejl og derfor sige undskyld. Jeg oplever, at du har et stort temperament, og at du inderst inde godt er klar over, når det bliver for meget. Jeg mindes, at du i slutningen af telefonsamtalen sagde noget med Jeg lægger på nu ringer når jeg er faldet ned eller noget i den stil. Noget af det, jeg tror, du kan Mohamed, er at være bevidst om, hvornår du er gået over stregen, altså hvornår det ikke længere er ok, det du siger til en anden. Jeg synes, det er sejt, at du efterfølgende kunne se, at det ikke var i orden, den måde du havde talt til mig på, og det har jeg stor respekt for. Det jeg kom til at tænke på, fra mit eget liv, er en historie fra min teenagealder. På daværende tidspunkt havde jeg en nær veninde fra klassen. Vi lavede alt sammen, og en dag blev vi desværre uvenner. Jeg tror det var noget med, at hun ikke syntes, jeg havde nok tid til hende, og hun mente, jeg hellere ville være sammen med nogle andre piger fra skolen. Hun ringede mig op efter skoletid og var rigtig vred og sur på mig, og hun skældte mig ud og brugte grimme ord. Jeg forstod slet ikke, hvorfor hun var så vred, og jeg fik ikke mulighed for at svare eller forklare, hvordan jeg oplevede situationen. Hun valgte slet ikke at høre på mig og fortsatte bare med at svine mig til. Jeg blev irriteret og totalt frustreret over hendes opførsel. Vi har desværre ikke rigtig snakket sammen siden, da jeg bad om en undskyldning fra hende og aldrig fik den. Det, jeg bliver inspireret til at gøre for fremtiden, er at være opmærksom på, hvor vigtigt det er at få sagt undskyld, når jeg selv kommer til at gå over stregen. Det er vigtigt, da det kan ødelægge så meget, såsom et venskab. Desuden vil jeg huske, at når du som 13-årig kan sige undskyld, så mener jeg også, at alle voksne bør kunne sige undskyld, og det vil jeg huske dem på. Jeg håber ikke, det kommer til at ske igen. Og jeg håber ikke, du nogensinde kalder mig sådan nogle ting igen, men hvis du en dag bliver så sur på mig, at du alligevel kommer til det, har du med din undskyldning været med til at give mig troen på, at vi alligevel kan komme videre. Holder så meget af dig Superman! Mange hilsner fra din kontaktperson Malene Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 25

14 Eksempel 5 fra kontaktperson i Den Korte Snor Brevet er et afslutningsbrev og minder på mange måder om andre afslutningsbreve i Den Korte Snor, fordi det har en særlig personlig og højstemt stemning. Derudover trækker det tråde tilbage gennem forløbet og er på den måde med til at binde tiden i Den Korte Snor sammen. Som i det foregående brev nævner kontaktpersonen også her færdigheder hos den unge. Brevet indledes på en dagligdags måde, og man kan næsten sige, at der er lidt small-talk, inden kontaktpersonen går i gang. Ligeledes afrunder kontaktpersonen brevet med et par råd og et jeg tror på dig statement efter den egentlige bevidning. På den måde kan man sige, at kontaktpersonen gør noget andet rundt om den narrative bevidning. Kære Tino. Tak for sidst, det var en hyggelig tur til nord på og tøsen [kontaktpersonen] klarede det jo uden problemer Jeg mødte dig for to et halvt år siden, dengang var jeg lige startet i Den Korte Snor, og du var derfor en af de første kontaktunge, jeg skulle mødes med. Jeg har været så glad for at lære dig at kende og synes, din udvikling har været enorm. Du ved, at jeg er meget stolt af dig, og jeg mener, du er nået langt i forhold til dine ønsker og drømme for fremtiden. høretelefonerne hængene på ørene, iført stort løstsiddende tøj og din kasket. Det giver mig et billede af, at noget af det, der måske er vigtigt for dig, er at vise verden, at du faktisk kunne noget og ville have noget ud af dit liv. Måske du var ked af den opfattelse, folk havde af dig, og derfor skulle der ske en markant ændring af folks mening om dig som person. Højst sandsynligt var du træt af at være blevet sat i en bås, og derfor valgte du at gøre noget ved det. som normal og ikke blive set som en psykisk syg eller bandit. Jeg synes, du er nået så ufattelig langt Tino, og jeg er BIIP så stolt af dig! Ja, nu kan det godt være, at jeg sidder her med lidt vand i øjnene, men det har været en fornøjelse at følge dig ind i voksenverdenen. Det, jeg er kommet til at tænke på fra mit eget liv, er den kaotiske periode, man står i fra at gå fra barn til voksen. Jeg husker selv den tid som værende totalt frustrerende, da man ikke helt ved, hvem man selv er, og er letpåvirkelig til at gøre nogle måske lidt uheldige ting. Generelt ser jeg det som en periode, hvor alle forventer en masse, her tænker jeg på skolen, ens forældre, venner og samfundet. Alle står de og hiver i en, og vil have at man skal gøre ditten og datten. Jeg magtede simpelthen ikke det pres, og mine forældre tvang mig til at gå på gymnasiet, selvom jeg ikke ville. På gymnasiet var jeg ikke den skarpeste kniv i skuffen og fik derfor heller ikke særligt gode karakterer. Jeg havde nogle lærere, der bestemt heller ikke troede på, at jeg ville gennemføre skoleperioden. Jeg blev også stædig og ville bare vise de idioter, at jeg kunne det.. Ja, så kan det godt være, at mit karakterblad ikke var det bedste haha men jeg fik det da gjort færdig! Ud fra din udvikling er jeg blevet inspireret til være mere opmærksom på at holde fast i mig selv og tro på, at jeg kan hvad jeg vil, også selvom jeg nogle gange møder mennesker, der kan få mig til at blive usikker og ked af det. Jeg vil her til sidst takke dig for at have lært mig op som kontaktperson, jeg har som sagt lært meget af dig, og du har hjulpet mig på vej til, at jeg i dag er en sej kontaktperson. Sidste råd fra hende den skrappe haha. Vær opmærksom på dine sorte huller og KØR FORSIGTIGT ellers venter der lammere. Jeg ønsker dig held og lykke i den fremtid!!! Husk.. Jeg tror på dig!!! Stort knus fra Malene I den forbindelse kom dit kælenavn min solstråle historie. Det, jeg særligt har hæftet mig ved, var da du sagde Ingen troede på mig, ikke engang min mor. Det får mig til at tænke på din opstart i Den Korte Snor. Du havde haft en del udfordringer med skolerne, lærerne, vennerne, familien, og ikke mindst skulle du forholde dig til din ADHD og den medicin, du var begyndt på. Jeg ser dig stadig for mig, komme cyklende med Noget af det, jeg har set dig kunne, er, at du har et utroligt gå på mod og en stædighed i at få ting gjort færdige. Her kan jeg nemt komme med eksempler som arbejdsforløbet itoms butik, skolen hos Lene, kørekortet, grundforløbet på handelsskolen, ja jeg kunne blive ved En anden ting, jeg har bemærket, du er god til, er at tage nogle gode valg for dig selv og din fremtid. Du har været i risikogruppen for unge, der kunne komme på det forkerte spor, men du har taget dig selv alvorligt og gjort noget ved det. Et af dine ønsker var at blive opfattet og mødt Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 27

15 Postkort og korte breve til den unge Et brev behøver ikke at være længere, end hvad der kan stå på et postkort. Blot et eller to spørgsmål eller sætninger kan være nyttige. Selvom man kan vælge at referere alle de undtagelser, man har hørt eller set, da man var sammen med den unge, er det altså nok blot at hive fat i en enkelt og det behøver ikke at være en hverken revolutionerende eller banebrydende handling, blot et lille eksempel på noget andet end det, problemhistorien ville have dikteret: Jeg lagde mærke til, at sidst vi sås, skoddede du din cigaret i askebægeret og ikke på gulvet Jeg bed mærke i, at du holdt døren for den ældre dame Jeg hørte dig fortælle, at du havde klaret at koncentrere dig i 20 minutter i skolen Herefter kan man evt. fortsætte med et spørgsmål der retter sig mod det eksternaliserede problem: jeg spekulerede på, efter vi sagde farvel, om dette var et eksempel på et tidspunkt, hvor du kunne have ladet X (=problemet, f.eks. vreden, ligegyldigheden) styre, men alligevel gjorde noget andet? der retter sig mod den unges værdier: Jeg tænker på, om dette måske er et eksempel på det, vi talte om for et par uger siden, nemlig at det er vigtigt for dig med respekt? der retter sig mod det næste møde: Næste gang vi ses, kunne jeg have lyst til at spørge dig til flere eksempler på situationer, hvor du i ugens løb har gjort noget lignende Side 28 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Sms til den unge Den korteste form for brev er en sms. Her vil man typisk blot skrive om den undtagelse, man har hæftet sig ved, eller man kan knytte en tanke om, hvad der fremstod som vigtigt for den unge. AT&T assan Kære H stkort. på et po du solen Her får e e mærk i jeg lagd d og r du, ford Du var så gla få n e D g. mør i da alt det, til dit hu hele tiden om de st til. ly r snakke ha skal og du vil og en. e på sol t tænk jeg til a Så kom a Kh Katj her i tur i dag. Jeg har Tak for vores café e med, over det, du sagd t nk tæ g da id rm efte ned på eget over at skære at du har tænkt m ses på mandag! dit hashforbrug. Vi Hej Sara. Da vi snakkede sammen i dag, fortalte du mig om, at du sagde tak til din mor i går, selvom du var skideirriteret på hende. Vi ses! Tænkt eksempel på et postkort skrevet af sagsbehandler efter familiesamtale: Kære Nicklas og John Efter familiesamtalen i går, kom jeg til at tænke på noget, du og din far havde sagt. Nemlig, at I havde besluttet, at I ville finde en fælles løsning på det med oprydningen derhjemme. Jeg har tænkt over, om dette er et eksempel på noget andet end den konflikt, som I af og til oplever? Næste gang vi ses, kunne jeg godt tænke mig at høre, hvordan I klarede det ville det være ok? Kh Karen hael. Kære Mic rke til, e jeg mæ i dag, lagd ilede til Da vi sås. sm e hej og d i bussen at du sagd n, da vi trådte in t, tig rig re r fø va uf buscha om det altid være urgte dig, Da jeg sp ja, jeg gider ikke til ham. : re du e ba g svared smilede je nne jeg godt så g O r. ku så su uge, s i næste måske er Når vi se, om der ig at høre ke har m ik e nk du tæ, at mpler på r. se su ek så re re fle med at væ gidet det kend! God wee Kh Lars AT&T Hej Louise. Efter vores møde i dag, har jeg tænkt over den episode, du fortalte om, hvor det lykkedes dig at vende om og gå i stedet for at lade vrede tage over og slås. ag, blev Da vi gik tur i d. ed m m ha o du M Hej det egentlig er, ad hv å, p p ar sk jeg mere med at som om, at det d lø et D l. vi ne t for ger orebror, er vigtig st d o g en re kunne væ ses! svare mig, når vi e ar b n ka u D. dig Kære Jo nas. Tak for i dag. D et var g og at få odt a hø derhjem rt om det, der sk t se dig, me. Jeg er lægger mærke isæ til det du siger om r med din ko fa lidt bedre r: Jeg synes, d nflikterne e. Jeg ta ger mig t er blevet jeg kan sam se Det er fø på ham, at han men, og rs også prø ver. at I tage te gang, jeg ha r r jer sam men, og hørt dig sige, godt tæ nke mig det kun n a e t høre m vi ses p åo ere om, jeg når Hvad sig nsdag. er du til det? Kh. Clau s Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 29

16 Det milde udtryk i pigens ansigt - Interview med Terese Der er jo så mange gode erfaringer med dokumentation men allermest har jeg arbejdet med billeder og afslutningsbøger. Det var noget Vicki (tidligere medarbejder i Den Korte Snor) introducerede. Jeg har lavet det som en gave til den unge, når forløbet sluttede. Så klistrer jeg en masse billeder ind og så skriver vi sammen. Det, der er fedt med billederne, er, at det er noget konkret, man har i hånden. Et mellemled. Og det gør det lettere at stille spørgsmål. Det er en måde at blive nysgerrig på, at være lidt på afstand af det måske svære og nærgående, vi taler om. Noget jeg husker er en pige, jeg havde i Valby. Hun havde lavet nogle pigebande-ting og havde et ret råt udtryk. Vi tog nogle skønne billeder med hende og hendes hest, hoved mod hoved, sådan mig og min bedste ven. Jeg husker mildheden i hendes udtryk på de billeder. Det var så fint at give hende den historie med at åbne muligheden for, at hun kunne sige nå sådan er jeg også. For tiden er jeg meget optaget af sms er, af at få vinklet de beskeder jeg skriver ind i noget mere narrativt. Om det er svært? Lidt, det tager et par minutter mere at skrive, og det er en balance, så det ikke bliver for meget. For eksempel er jeg lige startet med en ny dreng, og vi har lige haft møde. Jeg har tænkt på at skrive en sms, hvor jeg fortæller ham, at jeg lagde mærke til hans stædighed og så noget om hvilket billede, det giver mig. dokumentationen, og jeg gør ting, som jeg har en fornemmelse af, at de godt kan tage ind. Dokumentationen gør også, at det er lettere at få øje på mere af den gode historie. For eksempel med det brev jeg skrev til Tobias, hvor jeg bevidnede hans omsorgsfuldhed. Det har pillet ved mine briller. Det er lettere at se det, når man først har formuleret omsorgsfuld dreng. Breve til andre personer Breve til andre personer i den unges netværk Breve til andre personer i den unges liv kan også tage forskellig form. Inden man giver sig i kast med brevskrivning til andre, er det altid vigtigt at sikre sig, at den unge selv er med på ideen om at gøre dette. For f.eks. at mobilisere en anden person til en indsats som forbundsfælle mod problemerne, kan man f.eks. skrive: Kære Vibeke (lærer). Hassan arbejder med at styre sin aggression. Vil du hjælpe os med at ligge mærke til tidspunkter, hvor Hassan kunne have ladet sig styre af aggressionen, men alligevel får kæmpet sig fri? Og vil du sige til Hassan, at du har set det? Mona Man kan også vælge at sende et brev, som opsummerer den unges succeser (undtagelser til problemet) til f.eks. den unges forældre. Dette kan være det samme brev, som man sender til den unge, men med tilføjelse af et Til rette vedkommende. Som I ved, har Mustafa nu i længere tid kæmpet med Stoftrangen. Jeg har talt med Mustafa om hans fremskridt, og jeg tænkte, at I måske havde lyst til at få en status på, hvor langt han er nået: - Mustafa synes, at han har fået en mere positiv indstilling til at gå i skole - Mustafa har kun røget hash to gange de sidste tre måneder - Osv. Jeg vil gerne opfordre jer til at være med til at finde flere eksempler på, at Mustafas liv er på vej i retning af et liv væk fra Stoftrangen Breve til andre unge uden for den unges netværk Man kan bede den unge agere konsulent for fremtidige unge med lignende problemer. Man kan sammen med den unge udforme lister over f.eks. de metoder eller handlinger, som har været hjælpsomme i forhold til at kæmpe mod problemet. Dette giver både en oplevelse af handleevne samt en oplevelse af medlemskab jeg er ikke en lonely freak, men der er andre unge, som kan genkende sig i mig og deres problem i mit. Min erfaring er, at de unge bliver glade for det, når jeg dokumenterer. De føler sig set og lagt mærke til. Vi sætter det gode i spil ved at tale om det. Mange af vores unge får det samme negavtive at vide igen, igen, igen, men dokumentationen giver anledning til at være nysgerrig og stille spørgsmål frem for at løfte pegefingre. Men jeg er hele tiden opmærksom på, hvordan de unge har det med PS. Som aftalt, sender jeg en kopi af dette brev til din far, så han kan følge med i, hvordan du Endelig kan man også skrive et brev, som er en slags anbefaling af den unge og den foretrukne identitet. Brevet udfærdiges sammen med den unge, og den unge kan få et antal kopier: Side 30 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde- side 31

17 Man kan også bede den unge skrive et rigtigt brev til en anden ung, som først er ved at påbegynde sin kamp mod problemerne: Hej Christian En anden ung i DKS, Daniel, er nysgerrig efter at vide, om andre har haft det lige så svært, som han har det lige nu, hvor han føler sig fanget af Hashen. Han vil også gerne høre lidt om, hvordan det er lykkedes andre at kæmpe sig ud af Hashens greb. Jeg tænkte på, om du kunne tænke dig at skrive et brev til Daniel og fortælle, at han ikke er den eneste, der har måttet kæmpe mod Hashen? Og at der er håb, fordi du er kommet ud på den anden side? Tim Andre skriftlige dokumenter Positionserklæringer Positionserklæringer er ofte mere offentlige dokumenter, som skrives til et større publikum, men den unge kan også vælge at holde erklæringen for sig selv. Heri formulerer den unge sin holdning (position) til problemet. Erklæringen kan læses højt for mennesker, som kan agere vidner, og som inviteres til at underskrive dokumentet som bekræftelse på deres støtte. Man kan tænke en positionserklæring som et brev fra den unge til problemet. Erklæringer kan bestå af blot ét ord, eller de kan være længere. Eksempel Jeg vil ikke længere finde mig i dette. Vreden gør det umuligt for mig at have det sjovt. Man kan tage kopier og hænge dem op på steder, hvor Vreden prøver at dominere. Bedigtning En anden ofte brugt narrativ dokumentationsteknik er Bedigtning eller det at skrive et digt ud af personens egne ord. I den klassiske terapeutiske kontekst handler dette om, at et vidne til samtalen skriver klientens ord ned. Ordret og i den rækkefølge, de kommer. Det er klart, at man ikke kan skrive alt ned, og man vælger de ord og sætninger, som forekommer energirige og betydningsfulde for den unge og man noterer løbende igennem hele samtalen. Hvis der er bevidnere til samtalen, noteres også personens responser på bevidningerne. Når samtalen er slut, læses digtet højt for den unge, som måske for første gang i sit liv hører sine egne ord blive sagt højt. Det er ofte en meget stærk og virkningsfuld metode, når den unge hører sine egne ord og oplever, at de er blevet hørt af et andet menneske. I forhold til vores målgruppe er vi nødvendigvis nødt til at file lidt på formen. Vi sidder sjældent stille med vores unge, alt imens vi med en blok og en pen møjsommeligt nedfælder deres ord. Vores digte bliver derfor måske kortere og evt. baseret på en snak, som vi har fanget på en mobiltelefon. Det vigtige i denne sammenhæng er, at det er en ordret gengivelse af den unges ord uden vurderinger og uden, at man forholder sig til dem i øvrigt. Men man kan eksperimentere med opsætningen af sætningerne, så de kommer til at ligne et digt med afsnit og vers. Der er ikke skrevet meget om metoden, men et kvalificeret gæt er, at den blandt andet baserer sig på ideen om stream of consciousness bevidstheden som en strøm. Den narrative tilgang læner sig blandt andet op ad William James idé om, at oplevelsen af selvet er baseret på et indre oplevelsesflow altså stream of consciousness. Dette indre oplevelsesflow er narrativt i sin struktur med forskellige oplevelser og begivenheder vævet sammen i overensstemmelse med et sammenhængende tema. Det er i dette indre livs sprog, at man har mulighed for at skabe intime forbindelser med andre og for at opleve personlig intimitet. Men det interessante er, at når der sker noget for uventet, noget slemt og ubehageligt, noget der ikke passer ind i kanon, i det selvfølgelige, ja så stopper bevidstheden med at strømme og flyde frit. Så sker der en lille eller større blokering. Det Side 32 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 33

18 kan være en sårende bemærkning, eller et lille skænderi, et dødsfald, en mishandling eller en ulykke, som stopper bevidsthedens strøm. Det kan være den stadige eksponering for en spændt stemning, der bevirker, at barnet ligger vågen eller er opmærksom på, om mor og far nu har det godt, eller om en af dem drikker. Alt det, som skaber utryghed (det modsatte af bekræftelse og kærlighed) stopper bevidsthedens strøm (Holmgren 2011). Traumer kan altså ødelægge denne oplevelse af selvet og efterlade tomhed og fortvivlelse. Når folk har oplevet traumer eller på anden vis har erfaringer, som har sat en stopper for bevidsthedens kontinuerlige strøm, handler det derfor om at hjælpe dem med at genopbygge dette indre livs sprog, som udgør oplevelsen af selv. Et eksempel på et digt fra U-Turn, Center for Unge og Misbrug, Københavns Kommune: Den anden dag kommer ikke af sig selv Siden vi sås sidst har jeg kun røget 1 joint! Det er jeg super glad for Jeg pressede mig selv Og diskuterede med mig selv Sagde: nu er du kommet så langt og du kan ligeså godt gøre det nu Jeg var sammen med Anna uden vi røg Det var præcis det samme at være sammen, selvom vi ikke røg Det vi har sammen er der alligevel Hash har været hele mit liv i så lang tid Jo længere jeg kommer væk fra hash Jo mere galt kan jeg se, at det har været Hvis jeg kunne vælge en joint gjorde jeg det 100% Der var ikke noget der kunne overgå hash, jo måske Emil Hash stjal min tid Tog mig væk fra venner Og fra nye oplevelser Det er skræmmende at være i den proces på vej væk fra hash Det er så svært at fortsætte Og så let at falde tilbage Hash er noget jeg elsker Den får mig til at føle mig godt tilpas Den må godt være en lille del af mig Det er så nemt at udskyde det til en anden dag Så nemt at falde tilbage i de gamle vaner Udskyde holder ikke længere Og den anden dag kommer ikke af sig selv Jeg har tit tænkt på, hvem jeg vil være når jeg ikke ryger hash så har jeg tid Til at sy en kjole Til at læse en bog Til at gå i svømmehallen Den glæde vil jeg gerne finde igen Dine ord fra samtalen den 17. januar 2012 Kærlig hilsen fra Kirsten Han vil ændre sit liv Du påvirker mig Følelser, tage vare på mine egne drømme Læst utrolig meget Siddet i naturen Malet min skulptur færdig Svømmet Menneskeligt Hvor bliver jeg af? At være sikker Det er en ramme i hans liv Et eksempel på et digt fra Den Korte Snors forældregruppe (Gengivet med tilladelse fra U-Turn) Side 34 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 35

19 Beviser og diplomer Beviser og diplomer bruges til at fremhæve vigtige begivenheder og vendepunkter i den unges liv og udvikling. De bruges til at fejre den foretrukne historie, som er under udvikling, og de kan udleveres til unge, der kæmper sig ud af problemernes kløer. Beviser eller diplomer kan også markere en færdighed, et ønske, et håb, en personlig egenskab, en beslutning osv. Bevisets titel: - kan indeholde navnet på problemet, som nu er håndteret: Frihed fra Hash Sejr over Aggression - kan også navngive den alternative historie: At lære Omsorgen at kende At genvinde Modet Midterdelen af beviset: - kan f.eks. tage udgangspunkt i følgende ordlyd: Dette er et bevis på, at... Fredag den 11. juni erklærer Rune, at han har fundet ud af, hvordan... Nederste del af beviset: Underskrevet af: Følgende personer har observeret mange forandringer: Eksempel Farvel til Vredens enevælde Dette diplom tildeles Kasper for hans indsats for ikke længere at være tyranniseret af Vrede. Vrede har i længere tid domineret Kaspers liv ved at få ham til at flippe ud. Nu er det i stedet Roen, der har fået en stor plads i Kaspers liv. Eksempel Sejr over Tristhed Kontinuerlige logbøger for flere unge Dette diplom tilegnes Abdi, fordi han igennem den sidste tid har genvundet Glæden. Tillykke med sejren. Ligeledes kan man registrere de unges viden og ekspertise i en log- eller notesbog. Bogen rummer forskellige unges ideer til og tanker om at forhindre problemet og underminere det. Formålet er at give andre adgang til den viden, de unge hver især rummer. Bogen er tilgængelig for flere alle opfordres til at føje ekspertise og ideer til det, som andre allerede har skrevet i bogen. Forandringen er set af følgende personer: Sidse (kontaktperson) Bo (sagsbehandler) Diplom Skolelæremaleriet i DKS central kan tænkes som en form for visuel logbog, hvor de unge hver især tegner deres viden ind. vælde Farvel til Vredens ene sper... Ka s ele tild Dette diplom Lister GODT GÅET Ressourceorienteret registrering Man kan arbejde med en registreringsbog eller et registreringsskema, hvor den unge kan nedskrive sine sejre, som bevis på den unges vilje og styrke til at kæmpe mod problemer. Det kan også være en mor/lærer, som kan føre et skema over hver dag, og give en stjerne, når hun har set, at den unge har stoppet problemet f.eks. raseriet. Inddragelse af andre sker selvfølgelig altid efter aftale med den unge. En registrering af dele af samtaler; f.eks. vigtige udviklinger, ideer, initiativer og fremskridt. Kan løbende opdateres: Huskekort Et lille kort på størrelse med et sygesikringsbevis - lige til at putte i sin pung eller lignende. Man kan evt. sætte et billede med betydning for den unge bag teksten. Man kan nøjes med en enkelt flade, lige som sygesikringsbeviset eller man kan lave et dobbeltopslag (a la en Nem-ID), hvis det giver mening f.eks. både at have tekst om problemets effekter på den ene side og undtagelsens effekter på den anden. Man kan også nøjes med en enkelt sætning, som hjælper den unge til at holde fast i den foretrukne identitetsfortælling. Hash Isolerer mig Tager min mo tivation Gør det svært at huske Stjæler min ko ncentration Eksempel Liste over ting, der hjælper mig At sætte tempoet ned At gøre én ting ad gangen Liste over ting, der sætter mig tilbage At have fart på At fjolle Man kan løbende føje punkter til listerne. Omsorg for mig selv-handlinge Gør mig skarpe re Mindsker skænd erierne med min m or Giver mig håb om uddannelse Får min lillesøste r til at smile Giver mig en va rm følelse r Inspireret af U-Tu rn, Center for Un ge og Misbrug, Københavns Ko mmune, har De n Korte Snor ta ideen om huskek get ortet til sig. Instruktion til den unge: Sæt et plus for hver gang, du får vundet over Hidsigheden/Vreden/ Tristheden. Underskrevet af Rune (kontaktperson) og Ulla (sagsansvarlig) Side 36 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 37

20 Og så kan man jo tilpasse ideerne, så de passer til lige netop den unge, man arbejder med. Her nedenfor har en kontaktperson lavet et huskekort på en tung metalplade, så den unge hele tiden kan mærke den fysisk i lommen. Narrativ dokumentation og arbejdet med den unges historie Det står på nuværende tidspunkt klart, at der altså er forskellige narrative metoder, der er velegnede til at arbejde med den unges historie. I flere af de metoder, vi nu vil beskrive, producerer man ikke nyt materiale, men arbejder med udgangspunkt i genstande eller billeder, som den unge allerede kender. Præsentation ud fra ting, der betyder noget for den unge Denne lille leg eller snak kan man blandt andet lave i starten af et forløb, hvor den unge og kontaktpersonen via legen præsenterer sig lidt mere indgående for hinanden. Legen er velegnet til at få flere og anderledes historier på den unge end dem, man typisk møder, når man læser journaler og socialfaglige undersøgelser. Gennem legen kommer den unge til at fortælle om vigtige personer, om ting han eller hun kan lide og om værdier. Legen foregår ved, at kontaktperson og ung hver medbringer en eller flere genstande, der betyder noget særligt for ham eller hende. Snak ud fra følgende spørgsmål: 1. Fortæl om tingen hvad er det? Hvor kommer den fra? 2. Hvad er historien om den, hvornår har den unge fået den og af hvem? Hvad er særligt ved den? 3. Hvad fortæller den om personen, om hvad han eller hun godt kan lide at lave eller sætter pris på? 4. Hvad fortæller tingen om, hvad der er vigtigt for ham eller hende? Albummet med familiefotos Man kan kigge familiebilleder sammen med den unge og herudfra snakke om vigtige begivenheder i den unges liv. Snakken kan blandt andet gå videre til at handle om, hvordan den unge og familien klarede noget svært, og til ønsker for fremtiden. Metoden er velegnet til at udfolde den unges sprog omkring vigtige begivenheder i eget liv og til at skabe sammenhæng i livshistorien. Med et narrativt ståsted er vi altid interesserede i at praktisere dobbeltlytning, når vi taler livshistorie og vigtige begivenheder med en ung. Det vil sige, at vi både lytter til det svære, og efter de færdigheder og værdier, den unge har vist i forhold til det svære. Man kan eventuelt tage udgangspunkt i følgende spørgsmål, når man snakker om billederne: 1. Hvad sker der på billedet? Hvem er med? Hvad laver de? 2. Hvad ved den unge om den tid i familien, hvor billedet blev taget? Hvordan havde de voksne det? Den unge? Den unges søskende? Fortæl mere! 3. Evaluering - Hvad synes den unge om det, han ser, og om den tid, der var? Var det f.eks. en god tid, en svær tid? 4. Begrundelse - Hvorfor synes den unge, som han eller hun gør? Hvordan hænger den unges evaluering sammen med hans eller hendes værdier, og med den unges meninger om, hvad der er en god tid eller en svær tid? Side 38 - Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde Guide til narrativ dokumentation i socialt arbejde - side 39