Lokale udsatteråd kiggede i krystalkuglen til topmøde i Vejle

Transkript

1 Rådet for Socialt Udsatte Sekretariatet Den 25. september 2013 Lokale udsatteråd kiggede i krystalkuglen til topmøde i Vejle Hvordan ser fremtiden ud for landets lokale udsatteråd? Det var spørgsmålet, som Vejle Udsatteråd havde inviteret landets resterende udsatteråd til topmøde for at få besvaret. Repræsentanter for 22 af landets i alt 24 udsatteråd mødte op i Spinderihallerne i Vejle onsdag den 4. september ivrige efter at dele ud af egne erfaringer og tage andres med hjem. Vejle: Udsatterådet gør en forskel Formand for Vejle Udsatteråd, Cliff Kaltoft, bød velkommen. Cliff Kaltoft er samtidig medlem af det nationale udsatteråd, Rådet for Socialt Udsatte. Han gav ordet videre til Kit Kielstrup, formand for Voksenudvalget i Vejle Kommune. Kit Kielstrup fortalte, hvilken betydning og indflydelse Vejle Udsatteråd har i kommunen. Før 2009, hvor Vejle Udsatteråd blev oprettet, manglede der en social stemme til at komme med feedback og input til de lokale politiske beslutninger. Udsatterådet har efter dets oprettelse blandt andet været med til at evaluere kommunens socialplan. Derudover mente Kit Kielstrup, at det gjorde en reel forskel for kommunen at have et udsatteråd: Siden rådets oprettelse havde man optimeret den sociale indsats, man havde fået socialsygeplejersker, natcafe, ungepensionat, en såkaldt hytteby, og i skrivende stund arbejder man på en udsattestrategi. Kit Kielstrup sluttede sit oplæg af med ønsket om, at der vil komme flere udsatteråd i landet, især fordi der gruppen af især hjemløse vokser, herunder unge hjemløse. Nationalt råd: Lad det være lovpligtigt med lokale udsatteråd Rådet for Socialt Udsatte ønsker, at det skal være lovpligtigt for kommunerne at have et udsatteråd, ligesom det er lovpligtigt med et ældre- og handicapråd. Det startede Rådets formand Jann Sjursen med at slå fast, da han overtog podiet efter Kit Kielstrup. Jann Sjursen mente, at den helt store styrke ved udsatterådene er den brugerinddragelse, de sørger for at gennemføre. Cirka 14 kommuner har vedtaget en udsattepolitik, fortalte Jann Sjursen. En udsattepolitik kan være et vigtigt redskab for kommunerne til at løfte det fulde politiske og faglige ansvar for udsatteområdet, som kommunerne fik med kommunalreformen. Kommunerne er presset på økonomien, og der bliver skåret i udgifterne til socialt udsatte. Her kan rådene være vagthunde og fortalere for de udsatte borgere, nedskæringerne rammer. Meget tyder på, at der skæres mere på udsatteområdet, end der egentligt behøvede ifølge regeringens plan om nulvækst i de offentlige udgifter. Vi står foran et kommunalvalg, sagde Jann Sjursen. I den forbindelse er det vigtigt, at man får flere socialt udsatte borgere til at stemme for eksempel stemte kun 32 procent af kontanthjælpsmodtagerne til kommunalvalget i Imidlertid er det ikke selve stemmeafgivelsen, der virkeligt flytter demokratiet det er dét, der sker mellem valgene: Samtalen med borgerne. Dérfor er det vigtigt med udsatteråd i alle kommuner. Lad os få spørgsmålet om lovpligtige udsatteråd ind i valgkampen, lød Jann Sjursens afsluttende opfordring. Hvordan skal udsatterådene sammensættes? Ole Kjærgaard, sekretariatschef i Rådet for Socialt Udsatte, præsenterede herefter et overblik over sammensætningen af lokale udsatteråd (se nedenfor.) Rådene er sammensat af byrådspolitikere, ansatte i kommuner/forvaltninger, brugerrepræsentanter, ansatte i sociale organisationer, frivillige og personligt 1

2 udpegede (der eksempelvis er ekspert inden for et bestemt emne.) Hvor mange fra hver sektor, Rådene har, varierer meget. Det er dog normen, at rådene har medlemmer fra en håndfuld eller flere sektorer. Fem råd har politikere med i rådet. 13 råd har ansatte fra kommunen (forvaltningen eller institutioner). 15 råd har ansatte i frivillige organisationer med, og 15 råd har frivillige med i rådet. I otte råd er der også personligt udpegede medlemmer, og endelig har hele 17 råd, næsten alle, brugere som medlemmer. 2

3 De fleste råd har medlemmer fra mange forskellige sektorer. Kun ét råd, Esbjerg, har kun medlemmer fra én sektor, nemlig den frivillige. Syv råd har medlemmer fra fem forskellige ud af de seks sektorer listet ovenfor. Oplægget var udgangspunkt for en debat om, hvilke fordele og ulemper, der er ved forskellige sammensætninger. Der var enighed om, at sammensætningen skal afspejle den rolle, et givent udsatterådet skal udfylde, eksempelvis dialogforum, talerør, ideudvikler eller vagthund. Forholdsvis få råd har politikere med. Der er gode erfaringer med, at politikerne direkte møder dem, der gennemfører indsatserne, og brugere af tilbuddene. Viborg har en særlig model med et Fattigdomsråd, der består af socialudvalgsmedlemmerne og formændene for Ældrerådet og Handicaprådet. De holder kvartalsmøder på væresteder, boformer mv. med de brugere, der møder op. Det giver en tæt og direkte dialog mellem brugere, frontpersonale og politikere. Når der er politikere i et råd, er der mulighed for at vægte dialogfunktionen højt, mens funktioner som ideudvikler og vagthund naturligt nedprioriteres. Frederiksberg Kommune har et dialogforum, der ligner Viborg-modellen, men alene med politikere og embedsmænd og kun ét møde årligt. Den model blev kritiseret som utilstrækkelig. Der var også en længere debat om embedsmænds/institutionslederes rolle/plads i rådene. De kommunale embedsmænd kan være i en loyalitetskonflikt, hvis rådene skal udfylde roller som talerør og vagthund, ligesom embedsmændenes forslag måske bliver for tamme i forhold til bruger-medlemmernes forslag. Til gengæld er embedsmænd en ressource for rådsarbejdet, fordi de kender kommunens sprog : De har indsigt i lovgivning, forvaltningernes opbygning og budgetter og kan dermed kvalificere rådenes arbejde som ideudviklere og vagthunde. Der blev præsenteret og foreslået alternative ordninger, hvor embedsmændene for eksempel servicerer rådet med faktuel viden for at kvalificere arbejdet, men hvor de ikke er medlemmer. Langt de fleste råd har brugere som medlemmer. Det har stor værdi for alle rådets funktioner. Det største problem med denne model er at fastholde brugerne i rådsarbejdet. En måde at imødegå det på er ved at have brugerorganisationer som for eksempel SAND som medlemmer, så medlemmet kan erstattes, hvis vedkommende træder ud af rådet. Nogle råd med ingen eller beskeden brugerrepræsentation praktiserer i stedet, at rådsmedlemmerne tager rundt på væresteder og boformer og laver dialogmøder med brugerne af tilbuddene (som Viborg-modellen, men her er tale om råd med en anden sammensætning end i Viborg). Nogle råd får en rolle med at processe dialogen mellem brugerne og kommunen. Der var ingen debat om relevansen af medlemmer fra de frivillige sociale organisationer, hverken ansatte og frivillige. I flere råd har de personligt udpegede videnspersoner og/eller de (ansatte) frivillige den rolle, som kommunale embedsmænd har i andre råd: Viden og indsigt i både lovgivning, økonomi og den kommunale forvaltning. Sekretariatsbetjeningen blev også berørt. Det almindelige indtryk er, at der er meget begrænset sekretariatsbistand, som kun i meget begrænset omfang rækker til for eksempel at lave analyser og udarbejde forslag. Sekretariaterne er alle steder i forvaltningen. Det har en afdæmpende virkning på den eventuelle kritik af kommunen, som de frivillige organisationer og i nogle tilfælde brugerne kommer med. Et råd oplevede, at det er mere virkningsfuldt at gå direkte til politikere med forslag, da sekretariat og forvaltning sorterede for meget fra, inden det nåede politikerne. Jann Sjursen fortalte om det nationale råd, hvis sekretariat i 2012 blev flyttet ud af Socialministeriets departement og blev mere uafhængigt. 3

4 Rådenes udsattepolitikker Ole Kjærgaard gav herefter et overblik over indholdet i de forskellige kommuners udsattepolitikker. Mellem 15 og 20 kommuner har en udsattepolitik eller noget lignende det er vanskeligt at opgøre præcist, da nogle politikker reelt er for udsatteområdet, men ikke kaldes en udsattepolitik, eller er en del af en anden politik. Ole fortalte, hvilke emner, der typisk er en del af udsattepolitikkerne. 4

5 Oplægget var udgangspunkt for en ny debat blandt de fremmødte. Der blev talt meget om, hvorvidt og hvordan politikkerne overhovedet bliver brugt. Nogle få råd oplever, at politikkerne ikke aktivt bruges til noget, mens flere råd bruger politikkerne som effektmål og til at holde politikerne op på dét, politikerne selv har besluttet i politikkerne. Politikkerne kan også bruges til at holde fokus og målrette rådenes arbejde inden for nogle afgrænsede eller vedtagne områder. Jann Sjursen tilføjede, at det nationale råd gør det samme i forhold til regeringen ved at holde den fast på indholdet i regeringsgrundlaget. Det er ikke kun selve rådene og deres medlemmer, der kan opleve fordele ved en udsattepolitik. Som en repræsentant for en kommune gjorde opmærksom på, kan en udsattepolitik også være med til helt basalt at gøre opmærksom på området og problematikkerne over for folk som hende selv, der sidder i en forvaltning og ikke har særligt meget om nogen viden om området. En udsattepolitik kan altså sætte tanker i gang i det politiske system. Nogle råd oplever begrænsninger og problemer i relation til den specifikke kommune, de hører under, og/eller denne kommunes opbygning. I nogle kommuner hører børn og psykiatri for eksempel under andre forvaltninger, sådan at det lokale udsatteråd ikke kan berøre disse emner, selvom de ønsker det. Det er frustrerende og begrænsende. Nogle kommuner har få politikker, men til gengæld flere strategier. Selvom en kommune laver en udsattestrategi, kan der stadig være brug for at lave en udsattepolitik, som man kan holde op imod kommunens indsats. Rådene kan også opleve begrænsninger i forhold til antallet af beboere i den kommune, de hører under. For eksempel oplever et råd i en stor kommune, at rådets økonomi ikke er i overensstemmelse med, hvor mange borgere, der bor i kommunen, så rådet ikke har tilstrækkelige midler til dets arbejde. Det er altså et problem, at/når udsatteråd ses som adskilt fra, hvor mange mennesker, der bor i den pågældende kommune. Lokale udsatteråd i medierne Gør tilstedeværelsen af lokale udsatteråd en forskel i mediedækningen af udsatteområdet? Det spørgsmål havde medieforsker Aske Kammer forsøgt at besvare i en undersøgelse, som han præsenterede på topmødet. Aske Kammers hovedkonklusion var, at det ikke umiddelbart gør en forskel på mediedækningen af udsatteområdet, at der findes et udsatteråd i kommunen. I lokalpressen i kommuner med udsatteråd handlede kun 0,092 procent af alle artikler fra det undersøgte år (juli 2012-juni 2013) om udsatteområdet. 5

6 Når der VAR historier i medierne, var det ofte to typer: Historien om fysiske steder for socialt udsatte (hvor skal de være og bo?) og historien om, hvad der skal gøres for udsatte borgere (initiativer og indsatser.) Aske Kammers oplæg startede en debat om vigtigheden af mediedækning. Nogle deltagere mente, at pressen var en god måde at få sat fokus på området og gøre befolkning og politikere opmærksomme på behov og mulighederne for at gøre noget for socialt udsatte. En del havde dog svært ved at komme igennem til medierne med deres historier. Tit er historier båret af case-personer, hvor det ofte kan være vanskeligt at få også de socialpolitiske budskaber igennem. Andre har gode erfaringer med kontakt til en specifik journalist, der brænder for emnet. Endelig fremhævede flere, at pressen også har mange af de negative historier om socialt udsatte, ofte i relation til hvor udsatte må være i bybilledet. I de sammenhænge kan ingen historier i lang tid være den gode historie. Med de gode opfordringer til hinanden gik deltagerne til frokost, hvor mange fik snakket sammen på tværs af råd og kommuner. Samtidig fik deltagerne stukket et lille spørgeskema i hånden af Rådet for Socialt Udsatte med spørgsmål til, hvilke emner rådene arbejder med. Preben Brandt: Vi er for pæne Efter frokosten gik Preben Brandt på podiet. Han er formand for udsatterådet i Københavns Kommune og tidligere formand for Rådet for Socialt Udsatte. Preben Brandt reflekterede over udsatteområdet i et historisk perspektiv og huskede, at begrebet socialt udsatte begyndte at dukke op for 40 år siden. Han fortalte om starten på Rådet for Socialt Udsatte, der blev oprettet i 2002, og at rådet hurtigt efter sin egen start foreslog lokale udsatteråd, og at det skulle være lovpligtigt i enhver kommune. Det nationale råd skulle forholde sig til regeringen og lovgivningen og syntes, at det kunne være godt med en debat om, hvordan kommunerne ved lov kunne være forpligtet til at oprette lokale udsatteråd. 6

7 Preben Brandt ønskede at sætte fokus på rådenes indflydelse gennem årene, herunder medindflydelse og modindflydelse. Udgangspunktet for denne diskussion var hans spørgsmål; er vi blevet for pæne? Hans definition af socialt udsatte for 40 år siden var dem, vi andre ikke kan lide. Den formulering ville han ikke bruge nu, og han funderede over hvorfor: Er vi blevet bedre til at kunne lide de socialt udsatte, eller er nogen af dem, vi ikke kan lide, begyndt at blive pænere? Under alle omstændigheder er den interesse, der har været for socialt udsatte og viljen til at gøre noget for dem, ved at forsvinde, mente han. Han opfordrede rådene til at være mere provokerende og frække, som det havde været normen for år siden. Dengang havde folk meget skarpere meninger om og gav udtryk for dem når systemet ikke gjorde, som man ønskede. Preben sagde, at magten og magtens sprog står over for afmagtens sprog. Hvis man som socialt udsat vil høres og ændre noget, er det ikke nok bare at lære sig magtens sprog. Afmagtens sprog kan være provokationen, men også andet. Han kaldte det en fiasko, at der på seks år kun er kommet 24 ud af 98 mulige udsatteråd. Samtidig var der flere ting, der var lykkedes, sagde han; meget bureaukrati er forsvundet, og den gode udvikling skal vi arbejde videre på. Rådet for Socialt Udsatte er et barn af denne udvikling. Preben reflekterede over betydningen af, at et lokalt råd er en del eller ikke en del af kommunen, for eksempel ved at have et sekretariat i kommunen. Hvis vi skal have indflydelse, skal vi så ikke udnytte magtens sprog og komme ind i magtens inderkreds? spurgte Preben og svarede videre: Imidlertid mister man så retten til at bruge afmagtens sprog. Emner, som rådene arbejder med Ole Kjærgaard havde plottet svarene fra de spørgeskemaer, rådene havde udfyldt i frokostpausen, ind i et Excel-ark, og præsenterede nu resultatet (se dokumentet Svar spørgeskema udsatteråd på samme sted, som dette resumé er lagt op.) Valgt / udpeget - 19 råd Kilde: Svar spørgeskema udsatteråd, 7

8 10 Kommissiorium? Ja nej Kilde: Svar spørgeskema udsatteråd, Hvad arbejdes der med? Kilde: Svar spørgeskema udsatteråd, Paneldebat Herefter skulle et panel og salen debattere ud fra fire spørgsmål: 1) Har udsatterådene haft den indflydelse, de burde/kunne have? 2) Hvordan er den optimale sammensætning af et udsatteråd? 3) Hvad er udsatterådenes rolle i den kommunale indsats? 4) Hvordan ser fremtiden ud for udsatterådene? Paneldeltagerne var Ole Pass, formand for Foreningen af socialchefer i Danmark, Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte, Preben Brandt, formand for udsatterådet i København og Kit Kielstrup, formand for Voksenudvalget i Vejle Kommune. Paneldeltagerne fik forinden debatten et minut hver til at reflektere over de fire spørgsmål. Ole Pass mente, at der er langt fra borgere til politikere, og at man skal nytænke begrebet brugerinddragelse : Vi skal som system ikke inddrage borgerne, vi skal i stedet gøre os tilgængelige, så borgerne kan inddrage os, sagde han. Jann Sjursen kommenterede på Preben Brandts 8

9 tidligere udsagn om, at etableringen af udsatterådene har været en fiasko. Jann Sjursen mente modsat, at det var en succes, at rådene var vokset op af sig selv nedefra, uden at det var lovpligtigt. Kit Kielstrup erkærede, at hun altid var klar på en dialog med udsatterådet. Og Preben Brandt uddybede, at han syntes, at rådene havde gjort en forskel og haft indflydelse, blot ikke så meget, som de burde. Rådenes indflydelse Herefter tog deltagerne fat på det første spørgsmål med Cliff Kaltoft som ordstyrer. Nogle deltagere påpegede, at de trods økonomisk krise alligevel havde fået oprettet herberger og taget andre initiativer i samme periode. Nogle var enige i Preben Brandts mening om, at udsatterådene er for pæne og i stedet burde råbe mere vagt i gevær. En deltager oplevede, at hendes råd var oprettet i sin tid, fordi det var moderne, men at politikerne ikke havde gjort sig klare tanker om, hvad rådet skulle bruges til, og at rådsmedlemmerne derfor selv famlede lidt i blinde. Én foreslog, om man kunne give udsatterådene påtaleret over for kommunen. Der blev talt en delt om at vælge sine kampe med omhu. En deltager mente, at man skulle gøre det klart, hvilke mål, man ville opnå, fordi man ikke kan nå det hele. Nogle var enige i, at man skulle gøre sig sin egen rolle klar og lave en handleplan. Andre mente, at det også var vigtigt at tage aktuelle ting op, selvom det måske ikke havde stået i en oprindelig plan. Én foreslog, at det skulle være en selvfølge at have et medlem af beskæftigelsesudvalget i udsatterådet på grund af tidens mange reformer om kontanthjælp og lignende. Kontakten mellem politikere/forvaltninger og borgere blev også diskuteret. En deltager, der selv sad i en kommune, mente, at et udsatteråd også hjalp kommunens folk og politikerne, fordi man på den måde fik et indblik i, hvad der rører sig ude i den virkelige verden. En anden mente, at jo flere medlemmer fra forvaltningen, der sad i et udsatteråd, jo mere indflydelse fik man, fordi disse medlemmer kender sproget og kulturen i kommunen. Jann Sjursen forklarede, at det nationale råd forsøger at have dialog med brugerne ved eksempelvis at lave Brugernes BaZar hvert år og interviewe brugere, når rådet skal lave publikationer. Sammensætning og rolle i kommunal indsats Ordstyrer Cliff Kaltoft valgte at slå det andet og tredje spørgsmål sammen. En deltager mente, at det var fint, fordi de to ting for ham hang sammen: At et råds rolle afgør sammensætningen. Samme deltager talte også for pragmatiske og fleksible modeller, for eksempel at politikerne kunne være medlemmer og med til møderne, men så trække sig tilbage, når der skulle træffes beslutninger, eller at politikerne kunne være tolke i det kommunale sprog. Det blev kommenteret af en deltager, som selv arbejdede i kommunen, der aldrig oplevede, at embedsmændene var dem, der havde førertrøjen på. De kunne godt spille den første bold op til eksempelvis en strategi, men så satte udsatterådet efterfølgende et stort fingeraftryk derpå. Jann Sjursen forklarede det nationale råds rolle som en rådgiver for beslutningstagere og samtidig talerør for udsatte borgere. Og hvis rådet havde brug for forslag til konkrete løsninger på et problem, kunne de lokale råd være en hjælp. Herefter var der en del snak om betydningen af at have brugere/borgere/udsatte personer med i rådene. Én havde en klar ide om, at brugerorganisationerne skal sidde på mindst halvdelen af rådets pladser. En anden forslog en ide fra England, hvor man kun kan søge en bestemt fond om penge, hvis man har brugere med, der er relevante for den sag, pengene søges til søger man for eksempel penge til kørestolsramper, skal der være kørestolsbrugere med i den forening, der søger penge. En tredje oplevede et løbende frafald af de medlemmer, der var borgere/brugere og foreslog, at man altid havde brugerorganisationer med i rådet, så man kunne få nye brugere derfra, hvis gamle faldt fra. Det blev i den forbindelse nævnt, at det kan være en god ide at uddanne medlemmerne, så rådene kommer til at fungere bedre og bedre kan fastholde medlemmerne. 9

10 En deltager fra en kommune, hvor de er i opstartsfasen med at etablere et råd, gjorde opmærksom på, at det måske var en ide at tænke alder ind i kriterierne for medlemmer, da der især bliver flere unge hjemløse. Lys eller mørk fremtid? Med det sidste spørgsmål skulle der skues fremad: Hvordan ser fremtiden ud for de lokale udsatteråd? Preben Brandt lagde ud med, at det grundlæggende er vigtigt, at udsatterådene er der. Han mente, at brugerorganisationer bør have mindst halvdelen af pladserne, og at det går alt for langsomt med at etablere råd. Han opfordrede det nationale råd til at kæmpe for, at det skal være lovpligtigt med udsatteråd i alle kommuner. Jann Sjursen kvitterede og foreslog, at man kunne henvende sig til alle kommunalbestyrelser under valgkampen og spørge, hvad de vil gøre for at lave udsatteråd men at man skal gøre plads til, at man kan indrette sig forskelligt alt efter kommune. Jann Sjursen opfordrede alle tilstedeværende til at forene kræfter i stedet for at spille ud mod hinanden. Ole Pass mente, at KL skal holdes fast på deres socialpolitiske udspil Investér før det sker. Og han opfordrede til, at man bruger kræfter på internt i rådene at styrke den gensidige tillid mellem medlemmerne det er vigtigere end, hvor mange der sidder fra den ene og den anden sektor, mente han. Kit Kielstrup var sikker på, at der vil komme flere udsatteråd til og bakkede op om, at det skulle være obligatorisk. Ordstyrer og dagens vært Cliff Kaltoft takkede både paneldeltagere, oplægsholdere og deltagere for at komme og dele erfaringer med hinanden. Han sluttede af med et filmcitat: Ondskaben vil altid sejre, medmindre gode mennesker gør en indsats. Opsummering af konklusioner/synspunkter Det blev en dag fyldt med gode erfaringsudvekslinger, debatter og konstruktive forslag til, hvordan man kan forbedre de lokale udsatteråds arbejde og styrke deres indflydelse. På nogen måder kan man sige, at erfaringerne kan pege i vidt forskellige retninger. Eftersom det er en lokal sag at beslutte et lokalt udsatteråd, så er der også mange forskellige løsninger og som regel synes man, at den lokale løsning er god. Den har man vænnet sig til og den forsvarer man ofte. Der er derfor ikke entydige anbefalinger, men følgende fire anbefalinger er centrale for et godt udsatteråd: Rådenes rolle skal gøres klar. Hvordan er balancen og vægtningen mellem dialogforum, talerør, ideudviklinger, vagthund. Når man kender eller har defineret den eller de rolle(r), det lokale udsatteråd skal spille, er det meget nemmere at sætte sig mål og arbejde effektivt hen imod dem. Det bliver samtidig meget nemmere at sammensætte rådene, da en klar rolle tydeliggør, hvilke kompetencer og ressourcer, man har brug for i det pågældende råd. Det er helt centralt, at brugernes synspunkter får en hovedrolle i arbejdet. Over hele linjen var deltagerne enige i det vigtige og helt essentielle i, at gruppen af brugere/borgere/udsatte personer skal komme til orde, og at deres synspunkter skal videregives. Det kan være i form af rådsmedlemmer fra gruppen, som Rådet for Socialt Udsatte anbefaler, eller at rådene gennemfører en tæt dialog direkte med brugerne. Arbejdet i rådene skal være kvalificeret for at vinde genlyd i kommunen og lokalsamfundet. Der er flere måder at gøre det på; for eksempel ved at have rådsmedlemmer med de kompetencer, man som individuelt råd har brug for så kan det i teorien være ligegyldigt, hvilken sektor, de er fra, bare de kan dét, der er behov for. Det kan også være en ide at uddanne medlemmerne, så rådene kommer til at fungere bedre og bedre kan fastholde medlemmerne. Ansatte fra kommunen og 10

11 institutioner kan også være med til at kvalificere arbejdet bl.a. ved at kende kommunens sprog", men kan omvendt også lægge låg på ideudviklingen. Det er nødvendigt med en kvalificeret sekretariatsbetjeningen. Sekretariatsfunktionen kan sikre en kvalificere arbejdet, hvis der er timer til mere end blot at sørge for møder og formidling af information. 11