Ældre Sagens Fremtidsstudie. Rapport nr. 6. Det Levede Liv

Transkript

1

2 Ældre Sagens Fremtidsstudie Rapport nr. 6 Det Levede Liv Dr. George W. Leeson Senior Research Fellow University of Oxford Oxford Institute of Ageing Januar 2006

3 Forord Nærværende rapport Det levede liv er den sjette og sidste rapport i rækken fra Ældre Sagens Fremtidsstudie. Der er tidligere udgivet fem rapporter indenfor områderne: bolig, arbejde og tilbagetrækning, økonomi, sociale netværk og fritid og frivilligt arbejde. Fremtidsstudiet er et forløbsstudie, hvor vi med 5 og 10 års mellemrum har spurgt de samme mennesker om deres situation og deres planer og holdninger vedrørende fremtiden. De oprindelige deltagere fra 1987 befinder sig i aldersgrupperne år, år og år, mens en ny gruppe af 40-årige fra 1997 er i aldersgruppen år. På den måde giver Fremtidsstudiet et detaljeret billede af disse fire generationer, deres udvikling og de forandringer, de gennemlever. Den foreliggende rapport er forskellig fra de foregående ved, at den søger at gå på tværs af de enkelte temaer og i stedet ser på det levede liv. Det vil sige, rapporten viser de forskellige livsforløb, som generationer og enkeltindivider har gennemlevet, og som er med til at præge, hvem vi er og vores drømme og håb. I rapporten ses der især på tre dele af det levede liv, nemlig uddannelseslivet, arbejdslivet og familielivet. Et budskab er, at vi når frem til vores alder ad vidt forskellige veje og livsforløb, og at alder i grunden ingenting siger om os. Det gør til gengæld vores levede liv. I forbindelse med rapporten er der en række personer og institutioner, som jeg gerne vil takke. Til rapportens udarbejdelse har været knyttet en følgegruppe, der har bestået af fagkonsulenter fra Ældre Sagen. Jeg takker følgegruppen for kritiske og konstruktive forslag. Ligeledes takker jeg EGV Fonden, BRFkredit og Codan for økonomisk støtte til en gennemførelse af Fremtidsstudiet. Sidst men ikke mindst takker jeg dr. George W. Leeson, seniorforsker og vicedirektør ved Oxford Universtitetet, Institute of Ageing, der er forfatter til rapporten, og som har hovedansvaret for indhold og konklusioner. Det er mit håb, at denne rapport sammen med Fremtidsstudiets andre publikationer bidrager til at vise et nuanceret og bredspektret billede af fremtidens ældre ud fra, hvad de selv fortæller os. Dertil er det mit håb, at Fremtidsstudiets arbejde til stadighed vil bidrage til diskussioner af livsmuligheder for såvel de nuværende som for de kommende ældre. Det er mit ønske, at vi kan møde hinanden som individer med hver vores drømme og håb, og at vi har blik for, at vort levede liv fortæller mere om, hvem vi er, frem for en vurdering ud fra alder. Bjarne Hastrup Administrerende direktør, Ældre Sagen 3

4 Indholdsfortegnelse Forfatterens forord 6 1. Indledning Baggrund Ældre mennesker kommer på banen og smides væk Demografien den usynlige kraft Ældre mennesker er kommet for at blive foreløbig Den demografiske historie om generationerne Fortiden kender vi Generationernes demografi Det levede liv jeg har mit liv, jeg har mit samfund Indledning Det er det med tiden Der var en gang for længe siden Vi ligner hinanden, men vi er dog meget forskellige Vi er ikke som de andre Indledning Fra livsstil til det levede liv Mig og mit liv Historien om mit liv Indledning Det levede uddannelsesliv - vejen til succes Alt for meget af det levede uddannelsesliv kunne det alligevel ikke blive til Det er der ikke noget at gøre ved Også i fritiden vil vi uddannes og oplyses Fagre nye verden Det levede arbejdsliv både lønnet og frivilligt Jeg er en del af den danske arbejdsstyrke Lige som mor og far Lige børn leger bedst Det giver løn, det giver identitet men frem for alt giver det samvær Tid til at betale tilbage - det frivillige liv Det levede familieliv Gift blev jeg jo - og det holdt, sådan da Familien har jeg også Men jeg behøver ikke synes om den Hvad jeg selv synes om mit levede liv? Afsluttende bemærkninger Det levede liv som forløb Boligen Arbejde og tilbagetrækning Opsparing og forbrug Hjælp fra familien Ensomhed er noget for de andre Afsluttende bemærkninger

5 6. Det levede liv og fremtiden Et billedegalleri mange billeder, et billede Generationerne ligheder og forskelle Bibliografi 127 Appendiks 1 Stikprøverne 131 5

6 Forfatterens forord Ældre Sagens Fremtidsstudie beskæftiger sig selvfølgelig med fremtiden. Selvom fremtiden kommer af nutiden og fortiden er den ikke som dem den er ukendt, den er fascinerende. Som individer og som samfund vil vi gerne vide, hvordan fremtiden bliver. I modsætning til fortiden kan der måske gøres noget ved fremtiden, og det er måske netop det, der gør den fascinerende og spændende. For tænk hvis Når et samfund ser tilbage på sin historie, eller et individ ser tilbage på sit liv, er det overvældende og imponerende, at der kan være sket så meget, men kigges der frem, er det som om, at hverken samfundet eller individet kan rumme fremtidens lige så overvældende og imponerende mange muligheder. Og dét, selvom vi udmærket ved, at de er der. Fremtiden er med andre ord også foruroligende. Ældre Sagens Fremtidsstudie tager fat i fortiden og nutiden og gør derefter et forsøg på at belyse generationernes forventninger til fremtiden og til deres alderdom i den fremtid. Endvidere forsøger Fremtidsstudiet at tegne et billede af, hvordan generationerne bliver som fremtidens ældre borgere i fremtidens Danmark for derved at bidrage til den udvikling, som fremtiden byder på og som vi i nutiden kan forsøge at forme til alles glæde. Er det for eksempel uundgåeligt, at generationerne vil blive ved med at forlade arbejdsmarkedet så tidligt som muligt og samtidig forvente at modtage deres folkepension, private pensioner, gratis ydelser og meget mere? Er det utænkeligt, at denne adfærd ændres enten ad frivillige eller tvungne veje? Danmark er et moderne tekno-industrialiseret velfærdssamfund med glade og tilfredse borgere, som trods de kolde og mørke vintre opfører sig pænt i et velfungerende og ordnet samfund. Og hvorfor skulle det ikke blive ved med at være det? Dommedagsprofeter peger på truslen fra det voksende antal ældre mennesker, som vil komme til at koste dyrt i både pensioner og pleje. Er der nu tale om en trussel? Eller er forudsigelserne om velfærdsstatens undergang på grund af disse mange ældre mennesker stærkt overdrevet og i virkeligheden et forsøg på at skjule, at samfundet bare ikke ved, hvordan det skal udvikle sig til et voksent samfund, hvor halvdelen af befolkningen er over 50 år? Som sagt er fremtiden et resultat af nutiden og fortiden. Og mon ikke man kan finde beroligelse - hvis man er bekymret for fremtiden i fortiden. Ligesom individet kan kigge tilbage og opdage, at han/hun klarede både den ene og den anden situation, kan samfundet gøre det samme. Således var den demografiske udvikling for så vidt angår ældrebefolkningen i løbet af de sidste godt 40 år mindst lige så voldsom endda mere voldsom samlet set - som den forventede udvikling i de kommende godt 40 år. Danmark klarede sig vist nok fint i perioden til trods for den demografiske udvikling. Ligeledes klarede Danmark og resten af den vestlige verden sig gennem baby-bust perioden i 1980, hvor de demografiske prognoser advarede om befolkninger, der langsomt, men sikkert ville forsvinde. Er det derfor ikke på sin plads at erstatte bekymring med udfordring? Demografien udfordrer samfundet. Samfundet skal tilpasse sig den demografiske udvikling, og samfundet har en opmuntrende historisk baggrund at bygge videre på. Om fremtiden kan man kun spå. Fremtiden bliver ikke en fremskrivning af nutiden uden ændring og den bliver ikke en gentagelse af fortiden. At der sker ændringer er ganske vist. At ændringerne ikke er skrevet i sten er ligeledes ganske vist. Der er tale om både institutionelle 6

7 og individuelle ændringer, og der er et samspil mellem disse to former for ændringer. Ændringerne er vi som borgere en del af vi er med til at forme dem og vi føler konsekvenserne af dem. Vi bidrager til og vi forventer noget af det samfund, vi har levet i, lever i, og kommer til at leve i. Det er et kompliceret samspil. Ældre Sagens Fremtidsstudie har forsøgt at være med i denne spændende udvikling ved at se på Danmarks ældre generationer om 5, 10, 15, 20 år fremtidens ældre generationer. Fremtidens ældre generationer er nutidens yngre ældre generationer og midaldrene borgere, og Fremtidsstudiet viser, at de er begyndt at forvente noget af og bidrage til deres alderdom. De har lyttet til eksperterne, som op igennem de sidste 30 år af det 20. århundrede opfordrede dem til at forberede deres alderdom en alderdom, der ikke var ensbetydende med svækkelse, afmagt og fattigdom. Mens vi har forberedt os, har vi set alderdommen på retræte. Vi har set Biblens 70 år blive til 80 år eller mere, og det er ikke 10 svækkede år. Og her i begyndelsen af det 21. århundrede begynder en ny spændende debat. Hvornår begynder alderdommen? Eller er alderdommen afskaffet? Får vi i stedet for en ungdom, en middelalder og en alderdom simpelthen et liv? Et liv, der leves aktivt. Et liv, der afsluttes med en kort periode af svaghed. Et liv uden den kronologiske alders magt. Er det mon disse ændringer, der er udfordringen snarere end antallet af mennesker over eller under en vis kronologisk alder? Er det mon det, samfundet har svært ved at håndtere? Hvad er det så for et liv, hvis denne tese holder? Hvad er det for et liv, vi har levet? Hvad er det for et liv, vi kommer til at leve? Og hvordan påvirker det levede liv det kommende liv? Det er disse spændende spørgsmål, vi forsøger at belyse ved hjælp af materialet i Fremtidsstudiets tre faser. Det er det, vi præsenterer i denne sjette rapport. De første faser af Fremtidsstudiet giver et rigt billede af fremtidens ældre mennesker (Bille- Brahe 1989; Gabrielsen 2001; Leeson 2001; Tufte 2001), men også andre studier illustrerer disse generationer (Bunnage et al 1999; Platz 2000; Bunnage et al 2001; Honoré Kongsø & Groes 2002; Colmorten et al 2003; Hjorth Andersen 2003;). De første fem rapporter fra den tredje fase af Fremtidsstudiet har været emneopdelte (Leeson 2004a, 2004b, 2004c; 2004f, 2005b), og har beskæftiget sig med flere forhold af betydning og interesse for individet og for samfundet: boligen, arbejde og tilbagetrækning, økonomi, sociale netværk, og fritid og frivilligt arbejde. Denne rapport går imidlertid på tværs af emnerne og forsøger at se på menneskene bagved, at se på deres livsforløb, deres levede liv, for bedre at kunne forstå, hvordan de vil blive i fremtiden. Hver ny generation får et livsforløb, der afviger fra forældregenerationens og bedsteforældregenerationens livsforløb. I midten af det 20. århundrede var ændringerne i samfundet meget langsommere, end de er nu. Ændringerne var også færre. Den ældste generation nåede heller ikke at opleve så meget af den nye generations tid. I dag oplever generationerne mere af hinandens tid, hvilket afspejles i den moderne families lodrette struktur (Leeson 2003; Harper 2003, 2004), og samfundsændringerne kommer som sagt både i større mængder og med højere hastighed. Dermed er der lagt op til, at en generation kan blive meget forskellig fra den næste. Den demografiske udvikling i det 20. århundrede kan på en måde betegnes som den usynlige revolution. Den kom uset, uopdaget af de fleste. Og den var stor. Ændringerne i de demogra- 7

8 fiske komponenter var af hidtil usete dimensioner. Og deres konsekvenser er vidtgående og de varer i mange årtier. Demografien er banalt set en historie om fødsler og dødsfald. Og den usynlige revolution betød, at der ikke var nok fødsler samtidig med, at vi ikke ville dø til tiden. Befolkningen var ikke længere i stand til at reproducere sig selv og levetiden steg resultatet blev flere ældre mennesker og en større andel af ældre mennesker i den samlede befolkning. Dommedagsprofeterne kunne træde op på talerstolene. Selvfølgelig er det sådan, at befolkningsaldring præger udsigten i det 21. århundrede. Befolkningen bliver voksen, forstået på den måde, at om 30 år vil 50 procent af Europas befolkning være i aldersgruppen 50 år eller derover, og for første gang i befolkningshistorie vil der være flere ældre mennesker end unge mennesker i mange befolkninger. Som allerede antydet er der her tale om en demografisk udvikling, der kræver institutionelle ændringer i alle dele af de enkelte samfund. Den institutionelle struktur - ikke alene i Danmark - men i hele den mere udviklede verden stammer fra en anden demografisk tid, hvor familien havde en anden struktur og rolle; hvor mændenes og kvindernes rolle både i familien og på arbejdspladserne var en anden; hvor Danmarks placering og rolle i den globale orden var en anden. Den institutionelle struktur, som landene udviklede, passede til disse roller og var i stand til at betjene samfundet og individerne individets livsforløb passede til den institutionelle struktur. Der var ikke kun tale om en fysisk struktur. Der var også tale om en kronologisk struktur uddannelse, arbejde, pensionist for at illustrere det groft. Strukturen passede til og formede rollerne, og det hele passede til Biblens 70 år. Sådan ser det ikke ud i det 21. århundrede og udviklingen er ikke afsluttet. Fremtiden er således fortryllende og fascinerende og foruroligende. Alle vil gerne være en del af den, men hvordan skal man forberede sig på den? Alle har et ansvar for fremtiden, både for så vidt angår en selv, ens familie, ens venner, ens samfund. Og samfundet har et ansvar for den store danske familie. De individer, der udgør den ældre del af befolkningen om 10, 30 eller 50 år går i blandt os i dag. I år 2017 vil Fremtidsstudiets 45-årige være 60 år, og sammenlignet med nutidens og fortidens 60-årige har disse nuværende 45-årige et helt andet erfarings- og forventningsgrundlag netop fordi de har levet et andet liv. Generationerne oplever den samme store begivenhed, men de oplever den i forskellige aldre, og den påvirker derfor det levede liv forskelligt fra generation til generation. Et eksempel er vores deltagelse i samfundsudviklingen og den måde, den præger vores liv på. At man i dag stiller krav til tilværelsen og forlanger at vide hvorfor, før man indordner sig, er et resultat af en udvikling eller en begivenhed (var det mon studenteroprøret eller kvindebevægelsen eller noget andet?). Alle over 40 år har i dag oplevet denne begivenhed eller udvikling, men de har oplevet den i forskellige aldre og tager den til sig på forskellige måder. Og den påvirker både deres videre liv og deres forventninger til samfundet på forskellige måder. Det levede liv er derfor ikke uden betydning for fremtiden. 8

9 Gennem den sidste del af det 20. århundrede er der ingen, der kan have undgået at bemærke og blive præget af den aldrende befolkning. Men at vokse op i et samfund, hvor 4-5 generationsfamilier er usædvanlige, præger en på en anden måde, end hvis 4-5 generationsfamilier bliver et udbredt fænomen i løbet af ens levede liv. Det var med den udvikling som bagtæppe og udfordring, at Fremtidsstudiet i 1985 blev igangsat af EGV i anledning af organisationens 75 års jubilæum. Generationerne er blevet fulgt siden 1987 i tre interviewfaser, og dette rige materiale giver et billede af ændringerne i vilkårene over tiden og efterhånden som generationerne bliver ældre. Resultaterne af analyserne viser med tydelighed, hvordan holdningerne og forventningerne til alderdommen har ændret sig; hvordan holdninger og forventningerne til institutionerne har ændret sig; hvordan det levede liv er blevet til. I 1987 blev der gennemført interview med de årige, de årige og de årige som repræsentanter for fremtidens ældre mennesker og for forskellige generationer af fremtidens ældre mennesker. I 1997 blev disse samme mennesker igen interviewet og en ny årig generation taget med. Fem år senere er disse fire generationer endnu en gang blevet interviewet. Det samlede materiale er således ret så omfattende og består af både kvantitative og kvalitative oplysninger. Spørgeskemaet til 1987-undersøgelsen blev udarbejdet af den daværende styregruppe i samarbejde med Unni Bille-Brahe, Odense Universitet. I forbindelse med undersøgelsen i 1997 blev der taget et naturligt udgangspunkt i spørgeskemaet fra 1987, men der blev taget hensyn til samfundsmæssige ændringer. Spørgeskemaet til 1997-undersøgelsen blev udarbejdet af Jette Audun-Olsen og undertegnede efter en serie møder med forskere fra en række institutioner. I 2002-undersøgelsen er spørgeskemaet igen blevet revideret og forkortet af Jette Audun-Olsen og undertegnede dog således at så mange som muligt af de centrale spørgsmål er blevet bevaret. I 1987 blev interviewarbejdet gennemført af analyseinstituttet AIM, og i de efterfølgende to faser er det gennemført af AC Nielsen-AIM. Datamaterialet i 2002-undersøgelsen er blevet bearbejdet af Andreas Højbjerre og Justyna Wijas. Analyser og konklusioner står undertegnede dog for alene. Afslutningsvis vil jeg gerne sige en stor tak til kollegerne på University of Oxford og i Ældre Sagen, med hvem jeg har haft mange lange og indholdsrige diskussioner - både om teorien i forløbsundersøgelsen og de spændende fortolkninger af Fremtidsstudiets resultater. Og sidst men ikke mindst en varm tak til Jette Audun-Olsen og Lisbeth Rasmussen, som har koordineret projektet fra Ældre Sagens side. Denne er den sjette rapport i serien fra Fremtidsstudiet 2002, og den omhandler det levede liv. For det er det levede liv, der former vores fremtid. George W. Leeson Senior Research Fellow, Department of Sociology 9

10 Deputy Director, Oxford Institute of Ageing University of Oxford 10

11 1. Indledning 1.1. Baggrund Ældre mennesker kommer på banen og smides væk Det levede liv omhandler, præger og præges af den demografiske udvikling, og vi vælger derfor at indlede denne rapport med en kort gennemgang af den udvikling, der har formet det levede liv for Fremtidsstudiets generationer især fordi udviklingen har været så dramatisk på flere fronter. Centralt for forståelsen af den historiske befolkningsudvikling og hvorfor befolkningsfordelingen ser ud, som den gør, er den såkaldte demografiske transition (Livi- Bacci 1992). Denne transition en reel oplevelse frem for en model har såmænd indgået i forudsætningerne for udviklingslandenes strategi for økonomisk udvikling. Men hvad er den demografiske transition? Og hvorfor skulle noget, der begyndte i Frankrig efter den franske revolution, stadig være aktuel i det 21. århundrede? Det er fordi, den demografiske transition ikke alene ændrede vores demografiske adfærd, men den ændrede samfundslivet i det hele taget. Den demografiske transition i Europa i perioden betegner en ændring i demografisk adfærd, der begyndte med faldende dødelighed og deraf følgende høj befolkningsvækst, grundet det fortsat høje fertilitetsniveau, efterfulgt nogle årtier senere af en vedvarende fertilitetsnedgang og en deraf følgende aftagende befolkningsvækst (Leeson 2002). Både i starten og slutningen af den demografiske transition er der højst en beskeden naturlig befolkningsvækst, det vil sige et beskedent overskud af fødsler i forhold til dødsfald. Transitionen medførte stigende levetider og det, der nok kendetegner det 20. århundrede i demografisk henseende en aldring af befolkningen med et stigende antal og en stigende andel af ældre mennesker, også i Danmark (Leeson 2000). Med befolkningens aldring blev den politiske debat om velfærdsstatens overlevelsesmuligheder konfronteret med en gammel befolkning (Leeson 1986). Først i de senere år af det 20. århundrede begyndte man at ane mulighederne, frem for problemerne i en voksen befolkning. De europæiske samfund - og senere flere andre verdensdele - overgik fra at være samfund, hvor døden ramte alle aldre, til samfund, hvor døden kun ramte de ældste. Der havde igennem tiderne selvfølgelig altid været gamle mennesker, men de havde udgjort en meget lille minoritet i befolkningen, hvilket måske bidrog til deres (formodede) respekterede visdomsstatus i samfundet. Den demografiske transition gjorde alderdom til noget, en stigende andel af befolkningen kunne forvente at opleve. I dag er det 87 procent af mændene og 92 procent af kvinderne af en fødselsårgang, der kan forvente at blive 60 år (Danmarks Statistik 2005). Ældre mennesker gik fra at være noget af en sjældenhed til en hverdagsbegivenhed for en ret så stor del af befolkningen. Og med den spredning af alderdommen til alle forsvandt den respekterede visdomsstatus. Ældre mennesker blev også ofre for materialismens brug og smid væk mentalitet. Den danske befolkning er allerede blevet voksen, forstået på den måde, at der pr. 1. januar 2005 var flere ældre mennesker over 60 år (1,13 millioner) end unge mennesker under 15 år (1,02 millioner) (Danmarks Statistik 2005a). I begyndelsen af 2005 var den ældste levende person i Danmark 108 år. Både mænd og kvinder bliver 100 år, dog oplever flere kvinder at blive 100 år eller derover (535 personer) end mænd (93 personer). Der er tale om en demografisk sammensætning af den danske befolkning, der kræver institutionelle ændringer i en- 11

12 hver afkrog af samfundet. Den institutionelle struktur, som danner det fysiske og organisationsmæssige grundlag for vores hverdag på uddannelsesinstitutionerne, på arbejdspladserne og i fritiden, stammer fra en tid med en anden demografisk sammensætning af befolkningen, hvor familien havde en anden størrelse, struktur og rolle; hvor mændenes og kvindernes rolle i forhold til hinanden, i familien og på arbejdspladserne var en anden. Den institutionelle struktur, som Danmark udviklede, passede til disse roller og behov og var i stand til at betjene samfundet og individerne individets livsforløb passede til den institutionelle struktur. Der var også tale om en ordnet kronologisk struktur i livsforløb og i institutionerne uddannelse, arbejde, aktiv pensionist, svag pensionist. Sådan er det ikke længere. Demografien har fjernet grundlaget for den gamle struktur. Vi er i gang med at finde og bygge den nye struktur, der svarer til det 21. århundredes demografiske billede. Ældre mennesker er kommet på banen den nye struktur vil ikke kunne acceptere, at de smides væk, hverken i Danmark eller i resten af verden Demografien den usynlige kraft Indledningsvis har vi forsøgt at forklare, både hvordan den demografiske sammensætning af den danske befolkning har ændret sig radikalt i løbet af det 20. århundrede som en del af den demografiske transition, og hvordan denne ændring her i det første årti af det 21. århundrede kræver en lige så radikal ændring af samfundets institutionelle struktur, hvis den skal svare til befolkningens sammensætning, ændrede livsforløb og behov på forskellige tidspunkter af livsforløbet. I dette afsnit vil vi kort uddybe den demografiske udvikling i Danmark. Demografien drejer sig om, hvordan de såkaldte demografiske komponenter dødelighed, fertilitet og migration udvikler sig over tiden, samt hvorfor de udvikler sig på en bestemt måde, for eksempel grundet ændringer i sociale eller økonomiske forhold. Man interesserer sig endvidere for, hvordan demografien varierer i forhold til en række variabler, for eksempel alder, køn, civilstatus, bopæl, uddannelse. Gennem sit livsforløb vil et individ træffe beslutninger, der påvirker hans/hendes demografiske adfærd: at gifte sig eller danne et partnerskab, at få børn eller lade være, at skilles, at flytte, at leve usundt. Og denne demografiske adfærd vil så påvirke individets videre livsforløb: at få børn eller at flytte kan påvirke beslutninger om uddannelse eller job, for eksempel. Der er således tale om et kompliceret samspil. En ægte høne eller æg gåde. En ting er imidlertid sikker. Individets demografiske adfærd og den kollektive demografiske adfærd påvirker livsforløbet og samfundsudviklingen. Demografien spiller dermed en central rolle for alle aspekter af samfundsplanlægningen på både mikro- og makroniveauet. I denne demografiske verden er det vigtigt, at man kan forstå fortiden og nutiden, hvis man skal kunne gøre sig håb om at forudse fremtiden. Hvorfor er fertilitetsniveauet så lavt? Hvilke hændelser i livsforløbet har produceret denne demografi? Og hvordan påvirker det individets øvrige sociale adfærd? Hvordan bliver de indbyrdes familiemæssige relationer, når kvinden måske kun føder et barn og det i en sen alder? Med andre ord er demografien også central i forhold til livsforløbsanalyser. 12

13 Det er jo indlysende klart, at en sikker forudsigelse af befolkningsudviklingen er vanskelig for ikke at sige umulig da forudsigelsen afhænger af de førnævnte demografiske komponenter. Siden den vedvarende fertilitetsnedgang under den demografiske transition (Livi- Bacci 1992) har det været vanskeligt at forudsige fertilitetsniveauet for fremtidens generationer af kvinder, fordi det har været vanskeligt at forklare årsagerne til ændringer i fertilitetsniveauet (Day 1995). Et godt eksempel er fra 1980erne, hvor fertilitetsniveauet i den industrialiserede verden var på sit hidtil laveste, og demograferne mente, at der derfor var udsigt til et faldende folketal (Davis et al 1986). Bekymringen for at folkeslag i den vestlige verden på længere sigt ville uddø begyndte at brede sig, og den tids dommedagsprofeter kunne uden videre levere de befolkningsfremskrivninger, der viste netop dèt. Men verden gik videre, og folk opførte sig, som de nu havde lyst til i hvert fald i en demografisk henseende. Og i Danmark gik de små familier ikke i gang med at producere for at holde liv i den danske befolkning. Tværtimod fertiliteten forblev langt under det magiske reproduktionsniveau, trods en mindre (måske misvisende) stigning i kalenderårsmål for fertilitet. Men en anden demografisk hjælper trådte til. International migration kunne opretholde befolkningsstørrelsen. Det er imidlertid en anden historie. Lad os vende tilbage til 1980erne og frygten for et faldende folketal. Det danske folketal begyndte nemlig at falde - fra 5,123 millioner i 1980 til 5,112 millioner i 1984 (Danmarks Statistik 1999). Men større og længerevarende blev nedgangen og dommedagen heller ikke i den omgang. Frem til den 1. januar 2005 er folketallet steget yderligere til 5,411 millioner mennesker (Danmarks Statistik 2005a), og frem til 2025 ventes det at stige yderligere til 5,532 millioner (Danmarks Statistik 2004). Også usikkerheden omkring udviklingen i de demografiske komponenter gør befolkningsfremskrivninger usikre, og forudsætningerne i disse fremskrivninger kan ændres ret så dramatisk fra år til år - til forvirring måske for den almene læser. I årenes befolkningsfremskrivninger frem til slutningen af 1980erne var man demografisk ret så sikker i en anden sag mente man. Dødelighedsudviklingen kunne i hvert fald ikke gemme på overraskelser. Men sådan blev det heller ikke med denne side af demografien. Fra slutningen af 1960erne til begyndelsen af 1980erne oplevede Danmark en helt uventet, markant og overraskende nedgang i dødeligheden blandt midaldrende og ældre (Leeson 1981) og med den var ældregruppen for alvor kommet på banen. Prognosemagerne befandt sig pludselig i en anden og mere usikker verden, end de havde været vant til. Der var tale om en såkaldt dobbel-whammy: gennem 1960erne og 1970erne og de første år i 1980erne faldt det gennemsnitlige antal levendefødte børn pr. kvinde (den samlede fertilitet) fra sin daværende højeste på 2,64 i 1963 til sit hidtidige laveste baby-bust niveau i 1983 på 1,38 (Danmarks Statistik 1999). På denne baggrund forudsagde den officielle befolkningsprognose en tilbagegang i den danske befolkning fra 5,12 millioner i 1986 til 4,76 millioner i 2025 (Matthiessen 1988). Befolkningsfremskrivningen fra 2004 forudsiger imidlertid et folketal i 2025 på næsten 1 million flere mennesker, som resultat af en højere fertilitet, levetid og immigration, end man i midten af 1980erne havde forventet. 13

14 Der gik en del år, før de officielle prognoser turde indarbejde faldende dødelighed i de ældre aldersgrupper, og imens voksede antallet og andelen af ældre mennesker i Danmark ufortrødent, selvom fænomenet var blevet påpeget (Leeson 1981; Ældrekommissionen 1981). Reaktionen fra mange sider kan betegnes: jamen, hvor kommer alle disse ældre mennesker fra? Demografien kunne svare: jamen, de har da været der hele tiden de er bare ikke døde til tiden! Bekymringen fra 1980erne om et faldende folketal er således forsvundet. Men bekymringen for en aldrende befolkning lever endnu, og som så meget andet i den moderne verden er den aldrende befolkning (og bekymringen) blevet globaliseret. Men hvorfor skaber demografien denne bekymring? Ældre mennesker er kommet for at blive foreløbig Bekymringen for en aldrende befolkning lever endnu... men hvorfor denne bekymring og hvorfor er den svær at aflive? Bekymringen vedrører ikke så meget, hvor meget det enkelte menneske forholder sig til sin alderdom og aldring ud fra et livsforløbsperspektiv, men mere hvordan samfundet skal forholde sig til gruppen af ældre mennesker. Hvordan bliver der mon råd til en samfundsbaseret økonomisk sikring af alderdommen? Hvordan bliver der råd til at kunne passe og pleje de mange svage ældre mennesker? Og denne samfundsfokusering er ganske interessant, for lige så stort og vigtigt som det økonomiske aspekt af en aldrende befolkning, er det individuelle aspekt med hensyn til at forholde sig til, at man har en levetid, der nærmer sig 80 år med omkring år efter tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Hvordan klarer vi som individer et liv, der bliver længere og længere? Men som nævnt baseres bekymringen ikke på det levede liv af os som individer, der konfronteres med en fortsat voksende levetid. I stedet for baseres samfundets bekymring i første omgang på den forventede demografiske udvikling, og denne udvikling lover flere ældre mennesker og færre yngre mennesker til at forsørge dem. Bekymringen bliver en økonomisk bekymring, mens vi som individer må leve vores liv og selv forberede os på en lang alderdom, der på anden vis også kan have en økonomisk vinkel. Bekymringen er imidlertid baseret på en demografisk fremtid, som vi i det foregående har vist ikke alene er usikker den er ukendt. Bekymringen fokuseres på det, man kalder ældregruppen, men ældregruppen er vel udelukkende et spørgsmål om statistik, om en kronologisk alder, der anvendes til at afgrænse en gruppe fra en anden gruppe? Og når vi definerer en gruppe på netop denne måde, bliver demografien afgørende. Hvor stor bliver gruppen? Hvor stor bliver gruppen i forhold til andre grupper? Men hvordan forholder vi os som individer til denne definition? Hvornår føler vi os som et medlem af ældregruppen? Eller bevarer vi vores individualitet også i alderdommen? Vi er ikke en del af ældregruppen. Vi er ikke ens bare på grund af vores alder. Vi er kommet til den alder, vi har, på forskellige måder. Enkelte begivenheder i vores liv kan have en indflydelse på vores alderdom, på hvordan vi klarer det at være så gamle, som vi nu har udsigt til at blive. I gerontologi kommer dette til udtryk ved, at der skelnes mellem forskellige former for 14

15 alder og aldring: den kronologiske alder og aldring, den biologiske alder og aldring, den sociale alder og aldring, for eksempel. Et hvilket som helst af disse aldersbegreber og aldringsbegreber er meget individuelt, hvilket betyder, at der ikke findes én bestemt alder, der afgrænser denne ældregruppe, eller en hvilken som helst anden gruppe af mennesker i samfundet. Alder og derved demografi er imidlertid håndgribelige værktøjer. Historien om demografien er en spændende historie med mange forskellige fortolkninger. Historien om demografien er en ubetinget succeshistorie. Flere og flere mennesker lever længere og længere med en stigende andel af leveårene som sunde og aktive år. På den ene side kan historien derfor gøre en glad og optimistisk. Flere og flere mennesker, der lever længere og længere, betyder imidlertid er der nogle, der mener at pensionssystemerne og sundhedssystemerne vil bryde sammen. På den anden side kan historien således gøre èn mindre glad. Den kronologiske alder den vi mennesker fejrer hvert år ved vores fødselsdag - anvendes konstant af samfundet og samfundets institutioner til at usynliggøre Danmarks 5,4 millioner borgere som individer og kategorisere dem som potentielle forbrugere af samfundets institutionelle servicetilbud. Kategorisering følger derfor naturligvis den institutionaliserede opdeling af borgerne i dem, der skal passes; dem, der skal uddannes; dem, der skal arbejde; dem, der er på pension; dem, der skal passes og plejes i en høj alder. Disse statistiske grænser, der opstilles i endeløse baner og utallige publikationer af de officielle statistikmagere, har selvfølgelig deres planlægningsmæssige nytte, hvis man vel at mærke tænker i statistikker, snarere end i individer. Desværre bliver disse statistiske grænser ofte bestemmende for, hvor meget eller hvor lidt råderum, vi som individer har i vores liv ofte med mildest talt uheldige konsekvenser for den enkelte og som det kan vise sig for samfundet. Eksempel: tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Folkepensionsalderen og efterlønsalderen bliver styrende for, hvornår de fleste af os forlader arbejdsmarkedet. For nogle er der tale om et bevidst ønsket valg, mens der for andre er tale om et tvunget uønsket valg. Uanset om det er det ene eller det andet slags valg, bliver konsekvensen, at en kronologisk alder afgør fortsættelsen på arbejdsmarkedet, snarere end kvalifikationer og ønsker. Her er der igen tale om en spændende historie med en lys og en mørk side. At forlade arbejdspladsen i en relativt ung alder med en nogenlunde sund økonomi og et godt helbred og med udsigt til endnu gode leveår uden arbejdets stress og jag lyder tiltalende. Men den samme kronologiske alder kommer til at afgøre, hvornår man af resten af samfundet bliver betragtet som gammel. Og med det følger en række andre påhæng man er en byrde, man er uden for nummer, man er ikke med på noderne, man har behov for pleje og omsorg, man er færdig, man lever ikke som de yngre og har ikke de samme lyster og behov som de yngre. Og man kan ikke komme ind på arbejdspladserne igen. Denne kronologiske alder er som en usynlig envejs dør. De levemåder, man så får presset ned over hovedet, kan være en belastning i en livsfase, hvor man egentlig skulle kunne nyde godt af sit levede liv. Og så kommer de uheldige konsekvenser for samfundet. 15

16 Efter 30 års intens propaganda med det formål at forberede os til at forlade arbejdsmarkedet i en tidlig alder (og melde os blandt de gamle) vender bøtten. Samfundet har behov for de ældre medarbejdere. Men de institutionelle barrierer til en tilbagevenden til arbejdspladserne for ældre mennesker kan ikke nedbrydes. Gerontologer kæmper imod denne aldersfiksering, hvilket er interessant i sig selv, da det var dem, der opfandt alderdom som en slags videnskab, og som med årene er blevet til en industri. Man opfandt både den tredje og den fjerde alder i et forsøg på at lede tankene væk fra idéen om, at kronologisk alder bestemte, hvad man kunne og ikke kunne. Men alderen i en eller anden forklædning kunne man ikke komme væk fra. Og slet ikke når man skal fortælle den demografiske historie Den demografiske historie om generationerne Fortiden kender vi Historien om fortiden er efterhånden en kendt historie, når det drejer sig om demografien. Som anført oven for er den danske befolkning, som så mange andre befolkninger i den industrialiserede verden, blevet ældre i løbet af det 20. århundrede, hvor generationerne i Fremtidsstudiet er kommet til og har levet deres liv. Det er ikke alene de historiske, sociale og økonomiske begivenheder i løbet af ens levede liv, der påvirker en og ens muligheder, det er også de demografiske forhold. Er man en del af en stor fødselsårgang? Gifter man sig tidligt eller senere eller slet ikke? Får man et barn eller fem børn? Dør man få år efter pensionering? Bliver man en del af en tre-, fire-, eller femgenerationsfamilie? Disse forhold kan have stor betydning for, hvordan det levede liv udfolder sig dog uden at vi for alvor skænker demografien mange tanker i den sammenhæng. Størrelsen af fødselsårgangene påvirker mulighederne for at komme ind på arbejdsmarkedet. Familiedannelse påvirker økonomien og arbejdsmulighederne. Familiestørrelse påvirker det familiære netværk senere i livet. I dette afsnit vil vi se på landets overordnede demografiske udvikling i løbet af det 20. århundrede frem til i dag, for derved at danne rammen for det levede liv. Derefter vil vi se på demografien for generationerne i Fremtidsstudiet for at udfylde en del af rammen for det levede liv. Senere vil vi kort opsummere den socio-økonomiske udvikling i løbet af generationernes levede liv for at udfylde lidt mere af rammerne. Og til sidst vil vi se på begivenhederne i generationernes levede liv, sådan som de har rapporteret dem for at sætte lidt kulør på deres levede liv og for at prøve at forstå, hvorfor de er som de er de yngre og de ældre generationer. Hvad betyder det, når vi siger, at den danske befolkning er blevet ældre? Det betyder, at der både er blevet flere ældre mennesker, og at denne ældregruppe udgør en stadig større andel af den samlede befolkning. Den forståelse kræver, at man desværre falder tilbage på den tidligere omtalte statistiske kategorisering af befolkningen, dvs. man skal kunne afgrænse ældregruppen for at give demografer og andre et mål for befolkningens aldring. Måske uden at tænke på konsekvenserne fastsætter demografer en kronologisk alder, der definerer ældregruppen. Grænsen har typisk været omkring den alder, hvor man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet og tænk bare på konsekvenserne af den streg i det demografiske sand. Grænsen sættes ved 60 års alderen. 16

17 Aldring af den danske befolkning op igennem det 20. århundrede og frem til i dag skyldes to demografiske forhold. Det første forhold er faldende dødelighed, der gør, at omkring 87 procent af en nyfødt generation af drenge og 92 procent af pigerne med nutidens dødelighed kan forvente at nå deres 60-års fødselsdag (Danmarks Statistik 2005). Det medfører, at større andele af enhver generation overlever til en høj alder, hvilket så medfører et større antal ældre. Det andet forhold er faldende fertilitet fra et gennemsnitligt antal levendefødte pr. kvinde på omkring 4 i starten af det 20. århundrede til 1,76 i 2003 (Danmarks Statistik 2005b). Det medfører, at antallet af unge mennesker i den samlede befolkning er blevet mindre, mens antallet af ældre mennesker er blevet større, og derved bliver andelen af unge mennesker mindre. Befolkningen er samlet set blevet ældre. Men historien begynder før indgangen til det 20. århundrede. Historien begynder med den franske revolution. Den beskrivelse af den demografiske udvikling i det 20. århundrede, vi lige har skitseret, er kun en del af det, der kaldes den demografiske transition (Livi-Bacci 1992). Den demografiske transition er overgangen fra høj dødelighed og fertilitet til lav dødelighed og fertilitet. I det 18. århundrede lå både dødelighed og fertilitet på et højt niveau. Antallet af døde og antallet af fødte i løbet af et år var på nogenlunde den samme størrelse og derfor var der stort set ingen befolkningsvækst. Men dødeligheden begynder at falde, takket være forbedringer i levekår og i slutningen af det 18. århundrede oplever Frankrig i kølvandet på revolutionen, som den første nation, et vedvarende fald i fertilitet. Den demografiske transition var begyndt. Mens dødeligheden falder, forbliver fertilitetsniveauet de fleste steder højt, og den europæiske befolkning begynder at vokse dramatisk. Men i løbet af det 19. århundrede begynder den vedvarende nedgang i fertilitet i flere og flere lande, og i midten af det 20. århundrede er både dødelighed og fertilitet på et lavt niveau, og endnu en gang er antallet af døde og fødte i løbet af et år på nogenlunde den samme størrelse. Befolkningerne stabiliserer sig i en kort periode. Demograferne kunne således kigge tilbage over tiden og konstatere, hvad der var sket. Forløbet blev kaldt den demografiske transition. Men udviklingen standsede ikke ved det. Fertilitetsniveauet faldt endnu længere til langt under det magiske reproduktionsniveau (omkring 2,1, hvorved en befolkning er i stand til at reproducere sig selv) i en periode, som er blevet kaldt den anden demografiske transition (van de Kaa 1987). Det 20. århundrede kendes demografisk set for to andre fænomener: baby-boom og babybust. Det vil sige en periode med henholdsvis mange og få levendefødte. Baby-boom året var 1946, og den årige generation fra Fremtidsstudiet i 2002 blev født i de år omkring baby-boom året. I 1946 toppede antallet af levendefødte i Danmark på godt , en stigning på over i forhold til Alligevel var fertilitetsniveauet faldet fra godt 4 til godt 3 i den samme periode. Og danskerne blev ældre: den forventede levetid var steget fra 53 og 56 år for henholdsvis mænd og kvinder til 68 og 70 år. Baby-bust året var 1983, hvor de to yngste generationer fra Fremtidsstudiet var i gang med at få børn. I det år blev der kun født knap børn og fertilitetsniveauet var faldet til 1,38 under den førnævnte anden demografiske transition. Og levetiderne var steget til 72 og 78 år for henholdsvis mænd og kvinder. 17

18 I de efterfølgende 20 år steg alle af disse demografiske parametre. Antal fødte ligger på omkring , fertilitetsniveauet er kommet op på 1,76 og nyfødte kan forvente at leve 75 og 80 år som henholdsvis dreng og pige. Hvad betyder disse tal for befolkningsudviklingen i det 20. århundrede? Først mod slutningen af det 20. århundrede begyndte migration at spille en lidt større rolle med hensyn til, hvordan den danske befolkning udviklede sig, og det var derfor i hovedsagen fertilitetsniveauet og dødelighedsniveauet, der formede befolkningens sammensætning. Figur 1.1 viser udviklingen i den samlede danske befolknings aldersfordeling fra 1901 til Her kan vi klart observere virkningen af det faldende fertilitetsniveau (andelen i aldersgruppen 0-19 år falder fra 44 procent i 1901 til kun 24 procent i 2005), og det faldende dødelighedsniveau (andelen i aldersgruppen 60 år og derover stiger fra 10 til 21 procent i den samme periode) og den resulterende demografiske aldring af den danske befolkning, der begynder at manifestere sig i aldersfordelingen fra omkring I begyndelsen af det 20. århundrede var der således i Danmark knap en kvart million personer på 60 år og derover, svarende til omkring 10 procent af den samlede befolkning på 2,5 millioner mennesker. Frem til omkring 1940 voksede antallet af personer på 60 år og derover og det samlede folketal med nogenlunde samme hastighed og styrke. Antallet af personer på 60 år og derover i 1940 var således næsten fordoblet til knap en halv million, men gruppen udgjorde endnu kun 12 procent af den samlede befolkning, som nu lå på 3,8 millioner. I løbet af de efterfølgende kun 20 år frem til 1960 stiger andelen af befolkningen på 60 år og derover til 16 procent, svarende til næsten trekvart millioner personer, og i år 2005 er der godt en million personer på 60 år og derover, svarende til 20 procent af den samlede befolkning. På godt 100 år er antallet af personer på 60 år og derover i Danmark med andre ord firedoblet, mens andelen af befolkningen i denne gruppe er fordoblet. Figur 1.1 viser imidlertid et andet aspekt af denne aldring af befolkningen - den såkaldte dobbeltsidede aldring. Det vil sige, at den ældre del af befolkningen selv er blevet ældre. Antallet af personer på 80 år og derover er mere end tidoblet fra 1901 til 2005 fra kun godt personer til , og mens andelen af den samlede befolkning i denne gruppe stadig er beskeden, er den alligevel vokset fra 1 til 4 procent. Figur 1.1 Udviklingen i den danske befolkning, Procent År 0-19 år år år 80+ år 18

19 (Kilde: Det statistiske departement 1966; Danmarks Statistik 1999, 2005a) Forskellen i den forventede levetid for mænd og kvinder kommer til udtryk ved, at der i 2005 er dobbelt så mange kvinder som mænd på 80 år of derover, nemlig næsten sammenlignet med knap Og mens der kun er 93 mænd på 100 år og derover, er der 535 kvinder. For kvinder, der vælger at gifte sig, indebærer det levede liv for de fleste med andre ord et liv uden ledsager i de sidste ret mange år af livet, og derfor kan begivenheder og adfærd i ens tidligere leveår være ret så afgørende for, hvordan man som længst levende kvinde møder og nyder sin alderdom Generationernes demografi Det var lidt om befolkningens demografiske udvikling. Den interesserede læser vil kunne læse mere i Fremtidsstudiets fem første rapporter (Leeson 2004 a,b,c,f; Leeson 2005b). Som antydet oven for spiller denne demografiske udvikling også en rolle for de enkelte medlemmer af de forskellige generationer, som udgør befolkningen. Tit og ofte opgøres befolkningen, som diskuteret oven for, i brugbare institutionelle aldersgrupper, men vigtigere i en samfundsmæssig sammenhæng er den generation, man tilhører, for det er med de andre medlemmer af generationen, at man har flere ting til fælles. Og det er ofte den generation, man tilhører, som kan afgøre ens adfærd, forventninger og holdninger i højere grad end den alder, man på et givet tidspunkt har. For eksempel: bestemmes ens holdning til tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet af den alder, man for tiden har (det vil sige den tidsmæssige afstand til tilbagetrækning), eller af den generation, man tilhører? I det første tilfælde vil holdningen ændre sig, efterhånden som man bliver ældre. I det andet tilfælde vil man fastholde holdningen uanset, at man bliver ældre. Det er indlysende på baggrund af den demografiske udvikling, vi har beskrevet i det foregående afsnit, at man som generation har en fælles demografi. Demografien, i et samspil med samfundsforholdene i øvrigt, kan påvirke ens muligheder igennem livet, ens adfærd, ens holdninger og ens forventninger til fremtiden. For eksempel: tilhører man en baby-bust generation, der vokser op i velstands- og væksttider, vil man højst sandsynligt have et anderledes levet liv og derved forventninger til fremtiden end hvis man tilhører en baby-boom generation, der vokser op i knaphedsperioder. I Fremtidsstudiet indgår fire generationer, der i den tredje fase af interviewene repræsenterer både fremtidens og nutidens ældre generationer. Der er tale om de årige, de årige, de årige og de årige i For hvert medlem af disse fire forskellige generationer er der på et hvilket som helst tidspunkt tale om et kompliceret samspil mellem øjeblikkets forhold og det levede liv, et samspil der afgør, hvordan hvert enkelt medlem har det og forholder sig til nutiden og fremtiden. Disse generationer er født inden for et tidsrum på 35 år i henholdsvis , , og Historisk set er der tale om en kort periode, men samfundsforholdene og derved forholdene for det enkelte individ ændrede sig dramatisk i løbet af netop den periode. Vilkårene under opvæksten for den ældste generation i årene efter afslutningen på den første verdenskrig og under depressionen har uden tvivl været ganske forskellige fra opvækstvilkårene for den yngste generation i årene efter den anden verdenskrig med velfærdsudviklingen. Barndommen i 1950erne og 1960erne har været 19

20 en anden end i 1920erne og 1930erne. Og at stifte familie under og lige efter den anden verdenskrig gav anledning til andre overvejelser end for dem, der stiftede familie i frigørelsestider i 1960erne og 1970erne. Tiderne kan i det hele taget næppe sammenlignes. Hvordan har disse vilkår i løbet af det levede liv mon påvirket medlemmerne af Fremtidsstudiets generationer? Og hvordan har vilkårene gjort dem i stand til at blive ældre? I kapitel 2 vil vi se nærmere på disse førnævnte vilkår for så at se på det levede liv i Fremtidsstudiet i kapitel 3. Men lad os nu se kort på generationernes demografi. Beskrivelsen af den overordnede demografiske udvikling i Danmark i løbet af det 20. århundrede viser, at de demografiske forhold på forskellige afgørende tidspunkter i det levede liv for Fremtidsstudiets fire generationer har været - til tider markant forskellige. Som allerede antydet vil det naturligvis medføre forskellige vilkår for de fire generationer på forskellige tidspunkter gennem deres liv. Det drejer sig om størrelsen af fødselsårgangene (bliver man en eftertragtet mangelvare på arbejdsmarkedet?), den forventede levetid ved forskellige aldre (hvor mange års pensionisttilværelse skal jeg spare op til?), fertilitet (bliver der børn til at give støtte og omsorg i alderdommen?), vielses- og skilsmissehyppighed (bliver jeg gift og vil det vare evigt?), alder ved den første fødsel (bliver der tidsmæssigt plads til flere børn?) og så videre. Figur 1.2 viser udviklingen i en række af disse demografiske forhold for generationerne. Figur 1.2 Demografiske forhold for Fremtidsstudiets generationer Fødsler Folketal Fertilitet v. 25 år Levetid Mænd Levetid Kvinder Andel (Kilde: Det statistiske departement 1966; Danmarks Statistik 1999) De demografiske forhold, der vises i figur 1.2, angiver: fødsler: det gennemsnitlige antal levende fødte om året i den femårs periode, hvor den enkelte generation er født i tusinder folketal: middelfolketallet i den femårs periode, hvor den enkelte generation er født i millioner fertilitet ved 25 års alderen: den gennemsnitlige fertilitet for generationen, da de nåede 25 års alderen pr. 100 kvinder 20