Trykgruppens toner i århusiansk regionalsprog

Transkript

1 Bodil Kyst Trykgruppens toner i århusiansk regionalsprog - Omarbejdet speciale fra juli 2004, lingvistik, Århus Universitet 1. Hovedpointer: Denne artikel beskriver en empirisk undersøgelse af århusiansk regionalsprog. Undersøgelsen baserer sig på sætninger læst op af tre forskellige århusianere. Jeg beskriver to overordnede fænomener: 1) I første halvdel fokuserer jeg på tonemønstret (grundtoneforløbet) i trykgruppen særligt tonehøjdeforholdet mellem den betonede og den efterfølgende posttoniske stavelse. Min undersøgelse viser at tonemønstret for det første afgøres af om der er stød eller ej: Hvis den trykstærke stavelse har stød, er tonemønstret altid HL (høj-lav), således at den betonede stavelse har en høj tone som efterfølges af et brat fald til den posttoniske stavelse der har en lavere tone. For det andet: Hvis den betonede stavelse ikke har stød, afgøres tonemønstret af hvilke lydsegmenter der optræder mellem vokalen i den trykstærke stavelse og vokalen i den posttoniske stavelse: Hvis der optræder mindst et ustemt lydsegment mellem de to stavelsers vokaler, er tonemønstret i de fleste tilfælde HL, idet den betonede stavelse har en højere tone end den posttoniske. Hvis den betonede stavelses vokal er lang, har den ofte form som en bølge med først en dal og så en top. Hvis den derimod er kort, tegner den ikke nogen bølgekurve. Det interessante er at hvis der udelukkende optræder stemte segmenter mellem de to vokaler i trykgruppens to første stavelser, strækker tonens bølgebevægelse (med først en dal og så en top) sig over både den betonede og den posttoniske stavelse. Dette resulterer i et LH-forhold mellem den betonede stavelse og den posttoniske, idet den første får en lavere tone end den sidste. Begge stavelsers toner er dog stadig højere end den tredje i trykgruppen. Det overordnede tonemønster må derfor stadig beskrives som HL, hvor den betonede stavelses lave tone (i trykgrupper med udelukkende stemt materiale mellem de første to vokaler) må betegnes som et tilløb til den posttoniske stavelses høje tone. 2) Hvis trykgruppen har stød på første stavelse, er tonemønstret som sagt altid HL. I anden halvdel af artiklen beskriver jeg det interessante fænomen at faldet i tone fra høj til lav nogle gange udspiller sig inden for en enkelt stavelse, hvilket giver indtryk af at samme stavelse bærer to toner: både den høje og den lave. Dette sker kun i en bestemt type stavelser: Trykstærke 1

2 lukkede stavelser med lang vokal og stød. I enkelte tilfælde forekommer denne to-tonede udtale i åbne stavelser (stadig trykstærke og med lang stødvokal), men alle disse eksempler er af en type hvor man kan argumentere for at stavelsen på et dybere fonologisk plan er lukket. Jeg overvejer om det to-tonede lydlige indtryk kan opfattes som udtryk for bimoricitet. Jeg refererer fremover til trykgrupper med stød på den betonede stavelse som trykgrupper af typen [+stød]. Trykgrupper med udelukkende stemte segmenter mellem de to første stavelsers to vokaler (evt. helt uden nogen segmenter) kalder jeg trykgrupper af typen [+stemt], mens jeg kalder trykgrupper hvor der indgår mindst ét ustemt element mellem den betonede og den posttoniske stavelse [-stemt]. Første halvdel: 2. Andre undersøgelser af tonemønstret i trykgruppen Tonemønstret hører hjemme i trykgruppen på den måde at hver ny trykgruppe gentager det samme tonemønster. Tonemønstret i trykgruppen i standarddansk (konservativt københavnsk) er beskrevet af Nina Grønnum således: Trykgruppen består af den trykstærke stavelse og de efterfølgende tryksvage stavelser. Grønnum beskriver tonemønstret som en triangular wave (Thorsen (Grønnum) og Jul Nielsen 1981): Første stavelse (den trykstærke) har en lav faldende tone, den efterfølgende (tryksvage) stavelse en høj (stigende) tone, og de efterfølgende tryksvage stavelser har også forholdsvis høje toner som taber højde hen ad vejen. Alle de tryksvage stavelser placerer sig således på en let faldende kurve. Grønnum og Jul Nielsen har i samme artikel lavet en lille undersøgelse af tonemønstret i den århusianske trykgruppe. Her beskrives det århusianske tonemønster som høj lav/faldende. 2

3 Fig. 1 Fra Thorsen og Jul Nielsen 1981:8. Den kraftigt optegnede linje er den betonede vokal, mens cirklen er sat om den posttoniske stavelses vokal. Grønnum og Jul Nielsen konkluderer at forskellen mellem tonemønstret i århusiansk og københavnsk kan ses som en forskel i timing: We suggest that the difference be accounted for in terms of a difference in timing with respect to the peak and troughs of a basically triangular wave. (Ibid. p.1) For standarddansk (københavnsk) gælder det ifølge Thorsen (Grønnum) og Jul Nielsen at trykket falder på første del af den trekantede bølge, mens den første posttoniske stavelse falder på bølgens top. I århusiansk (og thymål) falder den trykstærke stavelse derimod på den sidste del af stigningen og den posttoniske et stykke nede ad bølgens fald. Som illustrationen viser, falder den posttoniske stavelse længere nede i bølgedalen på thymål end på århusiansk. The stress group patterning in the two dialects may be characterized roughly as one of HIGH + LOW (Thy) or HIGH + FALLING (Århus) as opposed to ASC (Advanced standard Copenhagen Danish min tilføjelse) where it is LOW + HIGH-FALLING. (Ibid. p.9) Forfatterne nævner også at tonen i århusiansk af og til endda stiger lidt hen imod den posttoniske stavelse even occasionally a very slight rise to the first post tonic (Ibid. p.9) 1. Min undersøgelse viser nøjagtigt i hvilke tilfælde denne stigning imod den posttoniske stavelse forekommer. Grønnum skriver i Grønnum (1984) at grundtonemønstret er uafhængigt af trykgruppens segmentelle sammensætning. Dette gælder ikke for mine århusianske data, hvor det netop er min 1 Forfatterne betoner at denne undersøgelse baserer sig på et lille materiale og bør følges op. 3

4 pointe at trykgruppens grundtonemønster faktisk er afhængig af trykgruppens segmentelle sammensætning. I to andre artikler har Nina Grønnum undersøgt ålborgensisk, og jeg nævner dem her fordi dataene ser ud til at opføre sig ligesom mine århusianske data. Hun beskriver ålborgensisk som en risingfalling or high-low -variant af dansk (Grønnum 1992:4) og illustrerer det således: Fig.2 (Fra Grønnum 1992, p. 4) Den kraftigt optrukne linje er trykgruppens (første) betonede stavelse, og den ikke-optrukne linje er de efterfølgende ikke-betonede stavelser i trykgruppen. Den betonede stavelse strækker sig hele vejen op til kurvens højdepunkt, og der er således intet sted i de ubetonede stavelser i trykgruppen hvor tonen er højere end den i den betonede stavelse. Grønnum beskriver dette mønster som risingfalling eller high-low. Dette HL-trykgruppemønster kommer også til udtryk i følgende illustration (fra Grønnum 1988, p. 12): 4

5 Fig.3 (Fra Grønnum 1988, p. 12) Her ses igen hvordan samtlige tryksvage stavelser (svagt optrukne) har lavere toner end de betonede (kraftigt optrukne) som udgør bølgetoppene. I denne artikel (Grønnum Thorsen, 1988) har Grønnum udført en mere detaljeret undersøgelse af trykgruppetoneforløbet i Ålborgensisk, og den tyder på et helt andet tonemønster. I undersøgelsen beskriver hun toneforløbet i trykgruppen i ålborgensisk som en kurve der først har et lille fald og derefter stiger og falder (og altså svarer til den trekantede bølge hun beskrev i standarddansk). Den betonede stavelse rammer starten af kurven hvor den begynder at stige, mens den posttoniske rammer toppen af kurven som herefter falder igen. Den posttoniske stavelse har således en højere tone end den betonede (første i trykgruppen), og dette er i modstrid med illustrationen ovenfor (fig. 2) hvor den kraftigt optrukne linje i trykgruppetonekurven strækker sig hele vejen op til og hen over kurvens højdepunkt. Det følgende er Grønnums beskrivelse af tonekurven i ordet kamma: [først et] very slight and brief fall to the low onset of a fairly considerable rise [the rise] ends with the onset of the first post-tonic vowel, which is falling, and this fall is both sharp and extensive (Grønnum Thorsen 1988, p.152). 5

6 Fig.4 (Fra Grønnum Thorsen 1988, p.152). Og senere skriver Grønnum (stadig om ålborgensisk): Stress group patterns are rising-falling, with a fall which is more extensive than the rise, if enough segmental material is present to carry it. [Det vil sige, hvis der er tilstrækkeligt mange efterfølgende ubetonede stavelser i trykgruppen min tilføjelse.] The slope of the rise seems to be adjusted to the stressed vowel in order that the high turning point may coincide with the onset of the first post-tonic vowel. The fall appears to be executed mainly between the first and second post-tonic and to level off after that. This rapid and rather deep fall is probably what accounts for the auditory impression of a high-low type stress group pattern, even though the stressed vowel does not constitute the maximum of the F0 course. (Grønnum Thorsen 1988, p.157). Grønnum betegner altså mønstret som HL efter først at have beskrevet kurven som rising-falling. Dette gør hun selv om den betonede stavelse, som hun selv skriver, does not constitute the maximum of the F0 course. Hun antager at det kraftige fald i tone efter den posttoniske stavelse er årsagen til at tonemønstret i ålborgensisk (og sikkert jysk i det hele taget) giver indtryk af at være af HL-typen. Grønnum har således to forskellige modeller for ålborgensisk: Én hvor den trykstærke stavelse placerer sig på den sidste del af stigningen og den posttoniske et stykke nede ad bølgens fald (fig. 2 og 3), - og én, som illustreres med en bølgebevægelse hvor den betonede stavelse placerer sig på

7 stigningen umiddelbart efter bølgedalen og den posttoniske starter svarende til bølgens høje vendepunkt (fig.4). Derudover har hun en model for århusiansk (fig.1) som svarer til det ålborgensiske (fig. 2 og 3). Min undersøgelse viser at begge de beskrevne tonemønstre (fra fig. 1, 2, 3 og 4) optræder i århusiansk, og den viser under hvilke forhold hvilke tonemønstre forekommer: Mønstret som Grønnum illustrerer med fig. 1, 2 og 3, forekommer enten når den betonede stavelse har stød (HLmønster med brat fald mellem den betonede og den posttoniske stavelse), eller når der optræder mindst ét ustemt element mellem den betonede og den posttoniske stavelse (også HL-mønster, men mindre brat fald i tonen). Mønstret fra fig.4 forekommer i trykgrupper uden stød, og som udelukkende har stemte elementer mellem den betonede og den posttoniske stavelse. Mit skel mellem disse forskellige stødmæssige og segmentelle sammensætninger af trykgrupperne kan forklare forskellene i Grønnums illustrationer: De trykgrupper som Grønnum har lagt til grund for undersøgelsen bag fig.4, er netop af typen [- stød, + stemt] (altså ingen stød og udelukkende stemte elementer mellem de to vokaler): Kamma stammer fra Salling. Derimod: De trykgrupper som ligger til grund for undersøgelsen bag fig.3, er alle af typen [+stød] eller [- stød, - stemt], hvilket ifølge min undersøgelse giver HL-tonemønstret. Den eneste trykgruppe der afviger fra min undersøgelses forudsigelser, er fire fra fig. 3: Den skulle have haft LH-mønster, men har HL. Ålborgensisk adskiller sig muligvis fra århusiansk på dette punkt. Som mine data vil vise, har det betydning for tonemønstret i trykgruppen om den betonede (første) stavelse har stød eller ej. At tilstedeværelsen af stød har en betydning for tonemønstret, har Fischer- Jørgensen (1989) beskrevet i en undersøgelse af toneforholdet mellem første og anden stavelse i trykgruppen i standarddansk: Den første betonede stavelse har en lavere tone end den følgende ubetonede, og denne tonehøjdeforskel er mindre i ord med stød fordi første stavelse her udtales med en højere tone end det er tilfældet i ord uden stød. Fischer-Jørgensen nævner desuden at LHmønstret i standarddansk til tider bliver vendt på hovedet i ord med stød, hvor den betonede stavelse således har en højere tone end den følgende ubetonede. Dette sker fortrinsvis hos standardtalere with a Jutlandish background, or who speak a more conservative norm, than those who speak advanced standard Copenhagen (Fischer-Jørgensen 1989, p.13). 7

8 Endvidere refererer Fischer-Jørgensen til nogle optagelser fra Haskins laboratorium i 1972 som ikke er blevet målt, men som viser at en informant who speaks Standard Danish on a slight Jutlandish background, had a consistent difference between words with and without stød, irrespective of vowel height (Ibid., p. 13). Det at informanten har faldende tone i ord med stød, men stigende i ord uden stød, opfatter Fischer- Jørgensen som et resultat af dialektblanding og indflydelse fra københavnsk, idet most Jutlandish dialects have low-pitched unstressed syllables (Ibid. p.51). Hun gætter på at informanten har rettet sit sprog lidt ind efter det københavnske, og at dette særligt har ramt ord uden stød fordi disse ellers skiller sig meget ud fra københavnsk med deres jyske HL-mønster. Hun gætter også på at informanten har beholdt HL-mønstret i ordene med stød fordi the Copenhagen contour is not so obviously different in this case (Ibid.) Med dette mener hun, som jeg refererede, at den første ubetonede tone i trykgruppen ikke har en meget højere tone end den betonede hos standarddansktalere. Mine data viser at dette skel mellem HL og LH i hhv. ord med og uden stød ikke er et enkeltstående tilfælde, og at det ikke er resultat af dialektblanding. Desuden fremgår det som sagt at HL vs. LH-skellet kun er konsekvent i trykgrupper af typen [+stemt], idet trykgrupper af typen [-stemt] også ofte har et HL-tonemønster når de ikke har stød. 3. Undersøgelsen Jeg bad tre århusianere om at læse sætninger højt tre gange. De blev bedt om at læse op på en kedelig måde, da jeg hermed håbede at undgå emfatiske betoninger. De blev desuden bedt om at læse som man ville sige det frem for som man ville læse det. Dette i håbet om at undgå skriftsprogsnær udtale. Informanterne er: A: Kvinde, 21 år, studerende, født, opvokset og bosiddende i Århus B: Kvinde, 24 år, studerende, født, opvokset og bosiddende i Århus C: Mand, 25 år, studerende, født, opvokset og bosiddende i Århus. Informanterne blev optaget på en Panasonic minidiskoptager hjemme i informanternes stuer. 2 Lydbillederne er lavet i PRAAT.Jeg har konstrueret de oplæste sætninger således at der i hver 2 Stor tak til Preben Dømler, IAAS for teknisk assistence. 8

9 sætning er en trykgruppe som er mål for min undersøgelse. Alle mål-trykgrupperne står som den anden eller tredje trykgruppe i sætningen aldrig som den sidste. Dette har jeg valgt fordi sætningen ofte vil forme sig som én intonationsfrase, og i intonationsfraser gælder det somme tider at første trykgruppe opfører sig lidt anderledes end de næste 3 den skal tonemæssigt svinge sig op i niveau med de næste. Når trykgruppen er den sidste i en frase, kan den også ofte have et særligt toneforhold ofte lettere stigende hvis der markeres opremsning. Jeg har desuden valgt at variere mål-trykgruppernes sammensætning med hensyn til stød, stemte og ustemte lydsegmenter og vokaler af forskellig medfødt højde. Jeg har foretrukket trykgrupper som har ingen eller udelukkende ustemte segmenter før den betonede stavelses vokal. Grunden er den at stemte elementer før første vokal har et tonehøjdeniveau der ligger i forlængelse af den foregående trykgruppe; trykgruppen regnes således som begyndende med vokalen i den betonede stavelse, og en indledende stemt konsonant kan derfor forvirre billedet (Se Thorsen 1984) Resultat i skema Fig. 5 [+ stød] bannerne [»ban/ n ], aner (vb.) [»Q /n ], finnerne (fra Finland) [»fen/ n ], byer [»by / ], ænderne [»En/ n ], tænder (sb.) [»ten/ ], unikum [»u /nikçm], (be-) talingspligt [»tq /lensplegd], bruser (vb.) [»b u /s ],(viser (vb.) [»vi /s ] kun A) [- stød, +stemt] kanderne [»kan n ], kanerne [»kq n n ], annerne [»an n ], anerne [»Q n n ], finnerne [»fen n ], byger [»by ], enderne [»En n ], tænder (vb.) [»ten ], januar [»janua /], solo [»so lo], tunis [»tu nis], boliger [»bo li ] [- stød, - stemt, kort vokal] basserne [»bas n ], asserne [»as n ], kufferten [»kçf dn`], atten [»adn`], brutto [»b uto], nissen [»nesn`], iglo [»iglo] [- stød, - stemt, lang vokal] faserne [»fq s n ], zebra [»se b A], bruser [»b u s ] (viser (sb.) [»vi s ] kun A) [- stød, +stemt], men med stød på den posttoniske stavelse med bitryk vandland [»van«lan/], sjælland [» E«lan/] HL LH 72/72 0/72 0/ /108 59/3 4/3 A: 9/9, B:2/9, C: 3/9. I alt: 14/27 12/ / A: 0/9, B:7/9, C: /9 I alt: 13/27 3 Første betonede stavelse i en trykgruppe har nogen gange en mere stigende tonekurve end de efterfølgende. (Basbøll 198). 4 Ordlisten ligger som appendiks bagest i artiklen. 9

10 Resultatet (som jeg skitserede i indledningen) kan aflæses i dette skema (fig.5) 5 : I alle trykgrupper med stød (på første stavelse) har den betonede stavelse en høj tone og den posttoniske en lav tone. I trykgrupper uden stød afhænger tonemønstret af om der udelukkende optræder stemte elementer mellem de to vokaler i de to stavelser i så fald er tonemønstret altid LH. Hvis der derimod optræder mindst ét ustemt element mellem de to vokaler, så er tonemønstret HL hvis vokalen i første stavelse er kort og hvis den er lang, varierer tonemønstret mellem HL og LH A har altid HL, mens B og C veksler mellem HL og LH. Af pladshensyn kan jeg ikke vise alle lydbilleder her, men henviser til min hjemmeside hvor man kan høre alle de lydklip der ligger til grund for undersøgelsen. Her i teksten viser jeg eksempler på de afgørende forskelle med lydbilleder fra hver af de tre informanter. Bagest i appendix findes selve den ordliste informanterne læste højt fra her kan man se hvilke sætninger undersøgelsens ord (trykgrupper) er klippet ud fra. 4 Trykgrupper af typen [+ stemt, - stød] vs. [+ stemt + stød] Min undersøgelse viser som sagt at tonemønstret ser forskelligt ud i trykgrupper af typen [+stemt] (altså trykgrupper med udelukkende stemte elementer mellem den betonede og den posttoniske vokal) og trykgrupper af typen [-stemt] (trykgrupper med mindst et ustemt element mellem de to vokaler). Først vil jeg beskrive typen [+ stemt]. Inden for denne type trykgrupper viser der sig at være en konsekvent forskel i tonemønstret mellem trykgrupper med og uden stød: De tre trykgrupper er udtalt af de tre informanter, hhv. A, B og C. 5 Skemaet er lavet ud fra min egen vurdering af tonemønstret. Alle lydeksempler kan høres på min hjemmeside. 10

11 Fig.: kanderne [»kan n ] A: Kanderne B: Kanderne 7 C: Kanderne k a n å n e k a n å n e k a n å ne I alle tre tilfælde ligger den betonede stavelses vokal i bølgedalen eller på vej ned i bølgedalen. Den posttoniske stavelses vokal ligger på bølgetoppen eller lige inden bølgetoppen. Som nævnt under fig. 4 (afsnit 2, s. ), beskriver Grønnum (Grønnum 1988, p.157) den ålborgensiske trykgruppes tonemønster som high-low eller rising-falling. Jeg vil mene at beskrivelsen lav-høj passer bedre på fig., fordi forholdet mellem den betonede stavelse og den posstoniske her er lav-høj: Den betonede stavelses tonebevægelse er ikke bare stigende, den starter med at runde en bølgedal, og det er her vokalen ligger. Den posttoniske stavelses vokal ligger der hvor bølgetoppen runder, eller endda lige før. Fig.7: Bannerne [»ban/ n ] A: Bannerne B: Bannerne 7 C: Bannerne b a n å ne b a n å ne b a n å ne

12 I modsætning til kanderne [»kan n ], som ikke har stød, har bannerne [»ban/ n ] et udpræget HLtonemønster, hvor den betonede stavelses vokal har en høj tone og den posttoniske en lav tone. Grønnum (Thorsen, 1984) skriver om tonemønstrets bølgeform i standarddansk at segments and syllables are superposed on the wave like pearls of varying length onto an undulating string (p.101). Derfor har jeg undersøgt trykgruppen kanerne der adskiller sig fra kanderne ved at vokalen i den betonede stavelse er lang: Fig.9: Kanerne [»kq n n ] A: Kanerne B: Kanerne 7 C: Kanerne k a n å ne k a n å ne k a n å ne Resultatet er at perler-på-snor-princippet gør sig gældende: Hvor den posttoniske stavelse i kanderne falder på eller lige før bølgetoppen, så falder den i kanerne på eller lige efter bølgetoppen. Det gælder dog stadig for kanerne at den posttoniske stavelse har en højere tone end den betonede, altså et LH-mønster. Indtil nu har jeg undersøgt trykgrupper med halv-lave vokaler i begge stavelser. For at variere vokalhøjderne inddrager jeg nu et stød-ikke-stød-minimalpar med en høj vokal i den betonede stavelse. Det interessante er nu at se om LH-mønstret i trykgrupper uden stød bibeholdes selv når den betonede vokal er høj og den posttoniske halv-lav: 12

13 Fig.10: byger [»by ] A: Byger B: Byger 7 C: Byger b y å b y å b y å Fig 11: byer [»by / ] A: Byer B: Byer 7 C: Byer b y å 0 0. b y å b y å Selv om den betonede stavelses vokal er høj i byger, er resultatet et LH-mønster. Dette mønster står igen i kontrast til HL-mønstret i minimalpar-makkeren med stød: byer. I de følgende eksempler er både den betonede og den posttoniske vokal høje: 13

14 Fig. 12 Tunis om [»tu nis m] A: Tunis om B: Tunis om 7 C: Tunis om t u n i s åm t u n i s åm t u n i s åm Fig. 13:Unikum [»u /nikçm] A: Unikum B: Unikum 7 C: Unikum u n i k å m u n i k å m u n i k åm Samme forskel som sidst. A s tonekurve i tunis om (fig.12) har dog et temmelig brat fald i slutningen af den betonede vokal. Dette skyldes muligvis at A udtaler om med noget der lyder som stød. 14

15 Fig. 14 Januar [»janua /] A: Januar B: Januar 7 C: Januar j a n u a j a n u a j a n u a Fig. 15: (Be-) talingspligt [»tq /lensplegd] A: -talingspligt B: -talingspligt 7 C: -talingspligt t a ng s p l eg t a l ng s pl eg t a l ng s pl eg Her ses toneforskellen igen tydeligt. Mine data viser altså indtil videre at der er tydelig forskel i tonekurven afhængigt af tilstedeværelsen af stød. I den type trykgrupper jeg har undersøgt indtil nu, er forskellen i tonemønstret så tydelig at tonemønstret må antages at være et lige så vigtigt signal om stød som stødet og altså fungere som distinktivt træk på lige fod med stødet, eller skulle man sige sammen med stødet, idet de altid forekommer sammen. 15

16 5 Trykgrupper af typen [- stød, - stemt ] Mine data viser at LH-tonemønstret i trykgrupper uden stød ikke gør sig gældende når der optræder mindst et ikke-stemt element mellem de to stavelsers vokaler. Som beskrevet i skemaet i fig. 5 har taler A konsekvent HL-mønster ved [-stemt], mens trykgrupperne hos B og C i lidt over halvdelen af tilfældene med [-stemt] har LH-mønster og i lidt under halvdelen har HL. Fig.1: Basserne [»bas n ] Kort vokal A: Basserne B: Basserne 7 C: Basserne b a s å ne b a s å n e b a s å ne Hos A og C er der et tydeligt HL-forhold mellem den betonede og posttoniske stavelse, mens de to stavelser har nogenlunde samme tonehøjde hos B. Sammenlignet med kanderne ovenfor (fig.), hvor vokalen også er kort, adskiller tonemønstret i basserne sig tydeligt. Med [-stemt] refererer jeg til at der forekommer mindst ét ustemt element mellem de to vokaler i trykgruppens to første stavelser f.eks. [s] i basserne. 1

17 Fig.17: faserne [»fq s n ] Lang vokal A: Faserne B: Faserne 7 C: Faserne f a s å n e f a s å n e f a s å ne Hos både A og B har den betonede vokal i sig selv et langt bølgeformet forløb og den posttoniske stavelse en lidt lavere og faldende tone. Dette kan efter Grønnums perler-på-snor-princip beskrives således at den betonede vokal, fordi den er lang, når at udspille hele bølgebevægelsen med bølgedal og top før den posttoniske stavelse, som så har en lidt lavere tone svarende til de lave faldende tryksvage toner som følger efter bølgebevægelsen. Sammenligner man dette med kanerne ovenfor (fig.9) som også har en lang vokal, men som adskiller sig fra faserne ved at være af typen [+stemt] så havde kanerne et HL mønster, idet bølgebevægelsen fordelte sig over begge stavelser. Hos C i faserne kan man dårligt beskrive den betonede vokal som en bølgebevægelse, snarere er det en lille stump af bølgen som altså må beskrives som trunkeret 7. Den posttoniske vokal har her en højere tone end den betonede. 7 Trunkering er når en tonekurve forkortes ved at en del af den klippes af, i modsætning til hvis hele bølgebevægelsen udspilledes på kortere tid dette kaldes komprimering. Om dette i Grønnum

18 Fig. zebra [»se b A] A: Zebra B: Zebra 7 C: Zebra s e b r a s e br a s e br a I fig. zebra ses igen hele bølgebevægelsen udspillet inden for den lange (betonede) vokal, denne gang hos A og C hos B er tonen mere flad. Hos alle parterne kan man tale om at den posttoniske vokal har en lavere tone end den betonede. Fig. 19 bruser (sb.) [»b u s te] A: Bruser (sb.) til B: Bruser (sb.) til 7 C: Bruser (sb.) til bu u s å t e br u s å t e br u s t e

19 Fig. 20 bruser (vb.) [»b u /s a] A: Bruser (vb.) af- B: Bruser (vb.) af- 7 C: Bruser (vb.) af br u s å a br u s å a br u s å I udtalen af bruser (sb.) hos A og B svinger tonen sig først op i den bølgeformede kurve. Herefter har den posttoniske vokal en lavere tone end den betonede hos A, og en højere hos B jf. forskellen beskrevet i skemaet fig.5. C udtaler trykgruppen noget hurtigere og mere utydeligt, og her kan man ikke tale om en bølgeformet kurve på den betonede stavelse. Anden stavelse i ordet udtales dårligt nok, og til, som således er den posttoniske stavelse, har en antydning af en lav tone. I modsætning hertil har den betonede stavelse i trykgruppen med stød (bruser (vb.) hos alle tre informanter en høj tone med form som et omvendt U (hos B lidt mere flad), og herefter har de posttoniske stavelser en lavere tone. Fischer-Jørgensen (1984:74) skriver at den posttoniske vokal en lavere tone hos rigsmålstalende med øst- eller nordjysk dialektbaggrund hvis den mellemliggende konsonant har varet i lang tid typisk [s] eller clusters. Hun mener at hvis konsonanten har haft en lang varighed (som s eller clusters gør), er næste vokal nået længere ned ad den faldende kurve som følger efter bølgebevægelsen (dette selv om s et eller cluster er ustemt). Mine data tyder på at dette ikke gælder for århusiansk. I de forgående eksempler (faserne, basserne, zebra) havde den posttoniske vokal hos B (basserne) og C (faserne) af og til en højere tone end den betonede vokal. I modsætning hertil har de følgende eksempler alle en mellemliggende konsonant som ikke er s og ikke cluster, og altså kort (uden at jeg dog har målt varigheden), og her er der i højere grad et HL-forhold mellem den betonede og posttoniske vokal: 19

20 Fig. 21: Brutto [»b uto] A: Brutto B: Brutto 7 C: Brutto b r u t o b r u t o br u t o Fig. 22: kuffert [»kçf d] A: Kuffert B: Kuffert 7 C: Kuffert k å f åd k å f åd k å f åd

21 Fig.23 atten [»adn`] A: atten B: Atten 7 C: Atten a d n a d n a d n Jeg har ikke målt varighed, men kan konstatere at toneforholdet mellem de to stavelser for det første er et spørgsmål om stemthed / ustemthed: Hvis Fischer-Jørgensens beskrivelse af at den posttoniske vokal har en lavere tone når den mellemliggende konsonant har en lang varighed (s eller cluster), så skulle man tro at trykgrupperne med lang vokal i første stavelse (f.eks. kanerne eller faserne) på samme måde havde brugt så meget varighed at også den lange vokal kunne føre til at anden stavelses vokal havde en lav tone. Mine data viser at tonemønstret er LH når [+stemt] uanset varighed af segmenterne. For det andet har alle mine eksempler uden s og clusters (brutto, atten, kuffert) et HL-tonemønster lige så vel som dem med s og clusters (altså længerevarende konsonanter). For det tredje lader det altså til at B og C ofte har LH-mønster selv om trykgruppen er af typen [-stemt] særligt når vokalen er lang! Dette taler igen imod at det er de trykgrupper der har overstået et langt stræk inden anden stavelse, som har HL det er tværtimod sådan at en kort vokal ikke når at svinge sig ind i den opadstigende bølge, og dermed bliver anden stavelse lav. Når trykgrupper med en lang vokal har større tendens til at have LH-tonemønster end dem med kort vokal (stadig udelukkende trykgrupper af typen [-stemt]), tror jeg nærmere der er tale om at sandsynligheden for at den posttoniske stavelse har en høj tone, øges af at den betonede stavelses tone har et stigende forløb. 21

22 Resultat tostavelsesordene Resultatet er som det fremgår af skemaet i fig. 5. Jeg vil nu kort se på to hele fraser for at undersøge hvordan HL- og LH-tonemønstrene passer ind i hele prosodiske fraser. Til dette formål vælger jeg to fraser med hver to trykgrupper som udelukkende adskiller sig fra hinanden ved tilstedeværelsen af stød. De to minimale par er: 1) finnerne (fra finland) [+stød, +stemt] over for finnerne (på en fisk) [-stød, +stemt] og 2) viser (vb.) [+ stød og -stemt] over for viser (sb.) [- stød og -stemt]. De to sætninger jeg kigger på er: Fig. 24: Finnerne klipper altid finnerne af fisken 8 [»fen/ n kleb»al»tid»fen n A»fesgN] 9 20 A: Finnerne klipper altid finnerne af fisken fe nå ne kle bå al tid fe nå ne a fes g ng Man kan ikke uden videre sammenligne tonehøjderne på forskellige stavelser i samme frase. Dette skyldes frasens overordnede downdrift (dvs. at tonehøjdeniveauet daler i løbet af frasen). Hvis man 8 Her er pitch-spektrummet i lydbilledet hævet lidt fordi første stavelse udtales med en meget høj tone. 9 Denne frase ender i optagelsen på inden de steger den dette har jeg klippet ud af billedet for at fremhæve det vigtige. 22

23 imidlertid kaster et blik på fig. 24, er det tydeligt at de to trykgrupper finnerne og finnerne opfører sig meget forskelligt. Det som er særlig interessant ved billedet, er tonehøjden på den betonede stavelse i finnerne (på fisk): denne trykgruppe er af typen [-stød, +stemt] og har derfor, som beskrevet undervejs (og i fig. 5), et LH-tonemønster. Det interessante ved at se denne trykgruppe i en hel frases sammenhæng, er at den betonede stavelse nok er lavere end den efterfølgende posttoniske, men højere end alle de andre ubetonede stavelser i frasen de understregede: Finnerne klipper altid finnerne af fisken (bortset fra den posttoniske i finnerne (på fisk)). Hvis den betonede stavelse i finnerne (på fisk) havde haft en lige så lav tone som de andre lave toner i frasen, ville man kunne tale om to måder at signalere tryk på i århusiansk: HL-tonemønster i tilfælde af stød og i de fleste tilfælde af [-stød, -stemt] og LH i trykgrupper af typen [-stød, +stemt]. Men fordi den lave tone i finnerne (på fisk) har en højere tone end de andre lave (og tryksvage) toner i frasen, vil jeg nærmere betegne den lave tone i finnerne (på fisk) som et tilløb til den posttoniske høje tone. Den lave tone på den betonede stavelse i finnerne er ikke lav i samme forstand som de øvrige lave toner i frasen den er et led i en høj tone som indleder den aktuelle trykgruppe. Dette bliver endnu tydeligere i næste frase: Fig. 25: Den store viser er den der viser minuttallet [dn`»sdo»vi s a»den/da»vi /s mi»nudtald`] A: Den store viser er den der viser minuttallet dæn sdo å v i så a dæn da v i s å mi nu tal ed

24 viser (sb.) er af typen [-stød, -stemt] og har derfor, som jeg har beskrevet, et HL-toneforhold hvor den betonede stavelse foretager en bølgebevægelse med først en bølgedal og derefter en bølgetop, og hvor den efterfølgende posttoniske stavelse har en lav tone, som oftest hos taler A (jf. fig.5). I modsætning hertil har viser (vb.) et helt andet og udpræget HL-tonemønster. Det interessante ved fig. 25, er ligheden mellem de to trykgrupper store og viser (sb.). Jeg har i næste billede zoomet ind på disse to: Fig. 2: store viser [»sdo»vi s ] A: Store viser s d o å v i s å De to trykgrupper i fig. 2 udspiller identiske tonehøjdekurver: Begge samme bølge med først en bølgedal og så en top. Dette er interessant fordi den ene bølgeformede tonekurve strækker sig over to stavelser og den anden kun over én. Billedet afviser at perler-på-snor-princippet alene skulle kunne være årsag til tonekurven: Hvis den lange vokal i viser er det der afgør at stavelsen strækker sig over både bølgedalen og bølgetoppen, så skulle man tro at den lange vokal i første stavelse af store også skulle gøre at denne stavelse alene ville tilbagelægge både bølgedalen og bølgetoppen, men dette er netop ikke tilfældet: Fordi de to stavelser store ikke afbrydes midtvejs af et ustemt element, fortsætter bølgebevægelsen opad og bølgetoppen nås først på den posttoniske stavelse. I 24

25 viser afbrydes de to stavelser af et ustemt element [s], og derfor afbrydes bølgebevægelsen, eller rettere: den begrænser sig til at blive færdigudspillet inden for den betonede stavelse. Opsummerende kan man sige om tonemønstret i trykgruppen i århusiansk: [+stød]: Når den betonede stavelse har stød, har den en høj tone som hurtigt stiger og falder, men overordnet er høj. Den posttoniske stavelse har en lav faldende tone. Dette HL-mønster svarer til fig.3 Grønnums beskrivelse af ålborgensisk. [-stød, +stemt]: Uden stød har den betonede stavelse en bølgeformet tonekurve med først en bølgedal og så en bølgetop. Dette svarer til Grønnums beskrivelse af københavnsk og fig.4 om ålborgensisk. Denne bølgebevægelse fortsætter hvis der ikke mellem den betonede og den posttoniske vokal er et ustemt element, således at den breder sig ud over den posttoniske stavelse som således udgør bølgens top, og først herefter har de følgende stavelse lave toner. Dette gælder for alle trykgrupper af typen [+stemt] og er således uafhængigt af om den betonede vokal er lang eller kort. [-stød, -stemt]: Hvis der derimod optræder ustemt materiale mellem den betonede og den posttoniske vokal, og hvis vokalen er lang, så udspiller hele bølgebevægelsen (med dal og top) sig i løbet af den betonede vokal, og herefter har den posttoniske stavelse hos A altid en lav tone og hos B og C enten en høj eller lav tone. Hvis vokalen i den betonede stavelse er kort, udspilles der ikke en hel bølgebevægelse, men blot en lille stump af bølgen den trunkeres altså. Den posttoniske stavelse er lav i 59 ud af 3 tilfælde af trykgrupper med kort vokal i den betonede stavelse altså næsten altid. Dette strider mod hvad man kunne forvente ud fra perler-på-snor-princippet: Den tonekurve som bliver gennemspillet i trykgrupper uden stød, lader til at have en bølgedal-bølgetop-tonekurve. Denne bølgebevægelse udspilles enten over to stavelser i trykgrupper af typen [+stemt] eller over én stavelse i trykgrupper af typen [-stemt, lang vokal]. Man skulle herudfra have forventet at trykgrupper med kort vokal i den betonede stavelse ville have medført at et kortere stykke af bølgedal-bølgetop-strækningen var tilbagelagt inden den posttoniske stavelse, og at den posttoniske stavelse således skulle have ramt toppen af bølgedal-bølgetop-tonebevægelsen. Men mine data viser at den posttoniske vokal i trykgrupper af typen [-stød, -stemt] har en lav tone når den betonede vokal er kort. 25

26 Men hvorfor strækker bølgebevægelsen sig over to stavelser i trykgrupper af typen [-stød, +stemt]? Dette synes ikke at være afgjort af hvor mange og hvor lange stemte elementer den betonede stavelse består af (perler på snor-princippet), for som vi har set, gælder det alle trykgrupper af denne type: både kanerne og kanderne har LH-mønster, mens faserne og nissen har HL-mønster. Den bølgebevægelse som den lange vokal i viser strækker sig over (fig. 2), er i store (også fig. 2) udbredt over begge stavelser. Dette sker selv om den betonede vokal i store er lang, og der altså ifølge perler-på-snor-princippet skulle have været plads til at hele bølgebevægelsen kunne udspilles på den lange vokal. Hvorfor breder bølgebevægelsen i store (og i alle andre trykgrupper af typen [- stød, +stemt]) sig over begge stavelser? Er det bare fordi den kan, og ikke afbrydes af noget ustemt? Man kunne anskue dét at bølgebevægelsen strækker sig over to stavelser i trykgrupper af typen [- stød, +stemt], som et grundlæggende træk ved tonemønstret i den århusianske trykgruppe: Trykgruppens vil tonemæssigt starte med en lang stigende bølgebevægelse hvis den får mulighed for det. Herefter kunne man anskue dét at trykgrupper af typen [-stød, -stemt] har et HLtonemønster mellem den betonede og posttoniske vokal, som et resultat af at den indledende tonestigning afbrydes af det ubetonede element, og at den posttoniske vokal derfor ofte havner på en lavere tone end den betonede. Endelig kunne det helt anderledes tonemønster som trykgrupper med stød på den betonede vokal udviser, ses som et resultat af stødet: Den sænkning i grundtone som er karakteristisk for stødet, forplanter sig ind i den posttoniske stavelse som får en lav tone. Det LH-toneforhold der er mellem den betonede og den posttoniske vokal i trykgrupper af typen [- stød, +stemt], ligner det københavnske. Jeg er dog usikker på om man derfor kan beskrive tonemønstret i denne form for trykggruppe i århusiansk som LH. Dette må afhænge af en mere nøjagtig måling af tonehøjdeforholdet mellem den betonede og den posttoniske vokal, og forholdet mellem den posttoniske vokal og de efterfølgende ubetonede stavelser: Det er muligt at tonemønstret i århusiansk stadig overordnet ligner et HL-tonemønster hvor den betonede stavelses lave tone i trykgrupper af typen [-stød, +stemt] må ses som et mindre tilløb eller vedhæng til den høje tone. Resultatet af en måling vil støtte denne anskuelse hvis: 1) Springet fra den betonede stavelses tone op til den posttoniske stavelses lidt højere tone ikke er særlig stort sammenlignet med resten af frasens tonehøjdeniveauer, og 2) hvis der er et stort fald i tone fra mellem den posttoniske vokal og de efterfølgende ustemte stavelser. 2

27 Grundlæggende kan forholdet mellem trykgruppens to første stavelser beskrives som to forskellige tonemønstre: Når den betonede stavelse ikke har stød: En form for bølgebevægelse med en bølgedal og en bølgetop. Denne bølgebevægelse strækker sig over både den betonede og posttoniske stavelse i trykgrupper af typen [+stemt], og holder sig inden for den betonede stavelse i trykgrupper af typen [-stemt] når den betonede vokal er lang. Når den derimod er kort, kan man ikke beskrive den som en bølgebevægelse, men bare som en kort høj tone. Når den betonede stavelse har stød, udspilles ingen bølgebevægelse: Den betonede stavelse har en høj tone som efterfølges af brat fald til den posttoniske. At trykgrupper med stød undgår bølgebevægelsen og i stedet har det udtalte HL-toneforløb, kan ses i sammenhæng med det fald i grundtone som er en del af stødets realisering. Faldet i grundtone som udspiller sig inden for stødstavelsen, fortsætter ind i den posttoniske stavelse og medfører at denne får en meget lav tone. Toneforskel som distinktivt træk Når trykgrupper med stød altid har HL-tonemønster, og trykgrupper uden stød ofte LH-mønster, så må man gå ud fra at toneforskellen er medvirkende til at signalere om trykgruppen har stød eller ej. Den kan også virke som signal om ordets fonetiske sammensætning som resultat af de to forskellige tonemønstre der knytter sig trykgrupper hhv. med og uden stemte konsonanter imellem de to stavelser. Toneforskellen er ikke den eneste forskel mellem to ord, fordi den følges med tilstedeværelsen eller fraværet af stød, og toneforskellen er dermed et redundant ledsagefænomen til stødet og til ordets fonetiske sammensætning. Men ofte artikuleres selve stødet så svagt at det kan være svært at registrere for lytteren ofte har man indtryk af at stødet slet ikke artikuleres, men faktisk erstattes af tonemønstret. I disse tilfælde er tonemønstret eneste distinktive træk..1 Bitryk med stød Endelig er det mit indtryk at der er en undtagelse fra regelen om at en trykgruppe uden stød på den betonede stavelse og med udelukkende stemte elementer mellem de to vokaler altid har LHtonemønstret: Hvis den posttoniske stavelse har stød (og bitryk), er det mit indtryk at tonemønstret vil være HL. Dette har jeg undersøgt ved hjælp af sætningerne: der ligger et stort vandland på sjælland et sted 27

28 Ordene vandland, sjælland har begge ikke stød på den betonede stavelse, stød på den posttoniske stavelse (med bitryk) og udelukkende stemte elementer mellem de to vokaler. Resultatet var dette: Fig. 27 vandland på sjælland [»van«lan/pç» E«lan/] A: Vandland på Sjælland v a n l a n p å sj æ l a n

29 Fig. 28 B: Vandland på Sjælland v a n l a n p å sj æ l a n Fig C: Vandland på Sjælland v a n a n p sj æ l a n Fig afviger fra den beskrivelse jeg indtil videre har lavet: Trykgrupperne vandland og sjælland er begge af typen [-stød, +stemt], men de har alligevel i næsten alle tilfælde et HL- 29

30 tonemønster. De har alle det til fælles at de har et bitryk med stød på den posttoniske stavelse, og dette lader til at afgøre HL-tonemønstret: Faldet i tone sætter ind allerede på den posttoniske stavelse når denne har stød, hvilket giver den indtryk af at være lav i forhold til den betonede stavelse. B har som den eneste LH-tonekurve på sjælland 10. Anden halvdel: 7. Når en enkelt stavelse har både høj og lav tone Jeg hævder at århusiansk (og måske jysk i det hele taget) har det karakteristiske træk at nogle bestemte typer stavelser nogen gange udtales med en lang og kraftigt faldende tone. Dette giver mig indtryk af at samme stavelse så at sige udtales i to stavelser eller to toner. Jeg kalder herefter dette fænomen for to-tonet udtale. Hidtil har jeg beskrevet hvordan trykgrupper med stød udtales sådan at den betonede stavelse har en høj tone (hurtigt stigende og faldende med form som et omvendt U, men hele tiden forholdsvis høj) hvorefter den posttoniske stavelse har en lav tone. Stødstavelser af den type jeg fra nu af fokuserer på, har en tone som tilbagelægger en så lang strækning med et så dybt fald at stavelsen giver indtryk af at bære både den første og anden af stød-trykgruppens toner altså både den høje og den lave. De stavelser som ifølge min undersøgelse kan have det to-tonede mønster, er lukkede stavelser med lange stødvokaler f.eks. lån og lys og ikke lund og sy. (Yderligere en lille gruppe stavelser, nemlig af typen kort vokal og mindst to efterfølgende stemte konsonanter f.eks. Film har samme tonemønster, men det skal jeg vende tilbage til.) Hvis kriteriet for at en stavelse kan have det lange fald i tone, var at stødvokalen var lang, kunne man forstå fænomenet som udelukkende et resultat af den lange vokal og evt. som et udtryk for bimoricitet (dette skal jeg vende tilbage til i afsnit 10). Det interessante er imidlertid at stavelserne skal være lukkede for at have dette tonemønster by og si kan altså ikke have det, selv om de både har stød og lang vokal. Først vil jeg se nærmere på hvordan det to-tonede mønster kommer til udtryk i PRAAT-billedernes tonekurver, og derefter vil jeg overveje om dette mønster kan være udtryk for bimoricitet. For at kunne vurdere om tonekurverne kan tolkes som dækkende to forskellige tonehøjder, vil jeg for hvert ord undersøge sætningen i sin helhed hos taler A 11. Herefter vil jeg sammenligne fokustrykgruppen hos alle tre informanter. 10 Ordet Sjælland er måske ikke et klogt valg, da det ikke kan udelukkes at dets betydning påvirker udtalen. 11 Jeg vælger her taler A, fordi denne optagelse har den bedste lydkvalitet og dermed de tydeligste tonehøjdekurver. 30

31 8 Resultat i skema Før jeg betragter de enkelte eksempler nærmere, vil jeg vise resultatet i denne tabel: Dette skema er ligesom fig. 5 lavet ud fra min vurdering af det lydlige indtryk. Alle lydklip kan høres på min hjemmeside. Fig. 30 [Lang vokal, lukket stavelse] én [»e /n], lån [lç /n], larm [»la /m], ros [» o /s], lys [»ly /s], is [»i /s], råb [» ç /b], bil [»bi /l], vis [»vi /s] [Lang vokal, åben stavelse] træ [»t Q /], ly [»ly /], i [»i / 12 ], ro [» o /], lå [»lç /], rå [» ç /], sy [»sy /], li [»li /], bi [»bi /] [Kort vokal 13 ] bal [»bal/], ind [»en/], lund [»lçn/], lam [»lam/] [Lang vokal, åben stavelse som kan tolkes som lukket] syg [»sy /], lig [»li /], træg [»t a /], har [»ha /] Én tone To toner 8/81 73/81 80/81 1/81 35/ /35 5/3 31/3 [Kort vokal med to efterfølgende stemte konsonanter] 4/27 23/27 halm [»hal/m], film [»fil/m], navn [»naw/n] 15 9 Lukkede stavelser: Lang vokal i to toner, kort i én tone Jeg hører som sagt lukkede stødstavelser med lange vokaler som om de ofte udtales med en lang og faldende tone, og denne tone giver indtryk af at dække hele den første del af stød-trykgruppens HLtoneforløb i århusiansk altså den høje betonede stavelses tone og den lave posttoniske stavelses tone. Det er dette fænomen jeg kalder et to-tonet mønster. Som det fremgår af skemaet ovenfor (fig.30) forekommer den to-tonede udtale aldrig i stavelser med korte vokaler (på nær typen film, halm og navn) og aldrig i åbne stavelser (på nær dem der kan tolkes som lukkede), mens den hos de øvrige stavelsestyper forekommer ofte men ikke altid. I modsætning hertil giver lukkede stødstavelser med korte vokaler mig indtryk af kun at blive udtalt med én høj tone, hvorefter den posttoniske stavelse tager sig af den næste lave tone. Jeg vil nu se nærmere på hvordan dette lydlige indtryk kommer til udtryk i lydbilleder. Først forskellen mellem larm og lam set i en hel sætnings sammenhæng: 12 i [»i /] i trykstærk udgave (ligesom alle de andre). 13 En stavelse med kort vokal og stød vil altid være lukket jf. Basbølls stødkriterier. 14 ind udtales en enkelt gang helt uden stød, derfor 35 og ikke 3 udtaler. 15 Jeg skriver navn under denne gruppe selv om det strengt taget ikke har to stemte konsonanter, men en halvvokal og en stemt konsonant. 31

32 Fig. 31 der kom en gevaldig larm fra fabrikken [»la /m] A: Der kom en gevaldig larm fra fabrikken 0 1. Time 7 (s) da kåm n ge val di l am fra fa bra gng nng 0 1. Time 7 (s) Jeg mener at lydbilledet (fig.31) viser fænomenet tydeligt: Alle de betonede stavelser (kom, val, larm, brik) har høje toner, og alle de ubetonede (en, ge, dig, fra, fa, ken) har lave toner. Det specielle ved udtalen af larm er at stavelsen har et særlig langt og faldende toneforløb hvis højdepunkt ligger på niveau med frasens øvrige høje toner, mens dens lavpunkt ligger på niveau med frasens øvrige lave toner. Dette kan netop være forklaringen på at jeg hører larm som om det udtales i to toner eller to stavelser: Ikke alene har den første del af stavelsen en meget højere tone end den anden, men stavelsens to yderpunkter svarer til den høje og efterfølgende lave tonehøjde der karakteriserer trykgruppens to første stavelser. 32

33 Fig. 32 de fik et lam fra naboens gård [»lam/] A: De fik et lam fra naboens gård di feg ed l am fra na bons gå Frasen i fig. 32 har et kraftigt downdrift, de betonede stavelser ligger således på en faldende linje, og derfor er det svært at sammenligne trykgruppernes tonehøjder med hinanden. Dog er det tydeligt at se at trykgruppen lam fra opfører sig tonemæssigt helt anderledes end larm fra fra fig. 31. Lam fra har et kort toneforløb der ikke gør mine til at ville tilbagelægge det dybe fald i tone som larm fra gør i fig. 31. Nu vil jeg sammenligne trykgruppen larm fra fa- med lam fra hos alle tre informanter det giver nemlig mere mening end at sammenligne en trykgruppe med andre trykgrupper i samme frase, fordi frasen udsættes for en overordnet downdrift. Det er altså vigtigt at sammenligne én trykgruppe med minimalpar-makkeren (her mht. lang vs. kort vokal) som står samme sted i en anden frase. 33

34 Fig. 33 A: Larm fra fa- B: Larm fra fa- 7 C: Larm fra fa l am fra fa l am fra fa l am fr a f a Fig. 34 A: Lam fra B: Lam fra 7 C: Lam fra l am fr a l am fr a l am fr a I udtalen af larm (fig. 33) gælder det for både A og C at stavelsen har en kraftigt buet kurve med et langt fald mod slutningen, og dette kan være afgørende for at stavelsen høres som to-tonet. I modsætning hertil har lam (fig. 34) en langt fladere tonekurve. Derudover adskiller A s og C s udtale af larm fra fa- og lam fra sig fra hinanden derved at den posttoniske stavelse har en lidt lavere tone end den betonede i lam fra, mens de posttoniske stavelser i larm fra fa- har nogenlunde samme tonehøjde som slutningen af den betonede. Hos B er der ikke forskel på larm og lam på disse punkter. 34

35 Jeg vil vise yderligere et eksempel på tonemønsterforskellen mellem stødstavelser med hhv. lang og kort vokal: Fig. 35 han har oprettet et lån for første gang [lç /n] A: Han har oprettet et lån for første gang Time (s) han a åb ra ded d l ån få føå sde gang 0 Time 1.7 (s) 35

36 Fig. 3 der ligger en dejlig lund for enden af stien [»lçn/] A: Der ligger en dejlig lund for enden af stien da le gå n daj li l ån for æn a sdin Fig.37 lån for A: Lån for B: Lån for 7 C: Lån for l ån f å l ån f å l ån f å

37 Fig. 38 lund for A: Lund for enden B: Lund for enden 7 C: Lund for enden l ån f å æ n l ån f å æ n l ån f å æn Lydbillederne i fig. 37 og 38 lider under at tonehøjden for den posttoniske stavelse for i lån for hos C i fig. 37 og for i lund for hos A og B i fig. 38 ikke er registreret. Alligevel mener jeg at der er en tydelig forskel på fig. 37 og 38: Tonebevægelsen i lån i fig. 37 har hos alle tre informanter en kraftigt buet kurve som ender på samme tonehøjdeniveau som den posttoniske stavelse (når dennes tonehøjde er registreret). I modsætning hertil har tonebevægelsen i lund i fig. 38 en mere flad kurve med et kortere fald, og i det tilfælde hvor den posttoniske stavelses tone er registreret (C), ender den betonede stavelses tone på et højere tonehøjdeniveau end denne. Jeg vil indtil videre konkludere at der i lydbillederne er en toneforskel mellem stavelserne med lang og kort stødvokal: Stavelserne med lang stødvokal (larm, lån) har en mere faldende tonebevægelse og tendens til at den posttoniske stavelse ikke ligger tonemæssigt lavere end slutningen af den betonede stavelse. I modsætning hertil har stavelserne med en kort stødvokal en mere flad tonebevægelse med tendens til at den posttoniske stavelse tonemæssigt ligger lavere end slutningen af den betonede stavelse. Dette giver mig som sagt det indtryk at stavelsen med den lange vokal strækker sig over to toner: en høj og en lav, hvorimod stavelsen med den korte vokal kun udtales med en høj tone, hvorefter den posttoniske stavelse udtales med en lav tone. Det er nærliggende at tænke at den lange vokal i larm og lån er den der får stavelsen til at have denne lange faldende tone netop fordi vokalen er lang, og dermed (jf. perler-på-snor-princippet) strækker sig over en stor del af det to-tonede mønster. Men næste eksempel viser at det to-tonede 37

38 mønster ikke optræder i lange vokaler i åbne stavelser. Man kan også overveje hvor stor en rolle den stemte konsonant i stavelsens coda spiller (n i lån, m i larm) derfor inddrager jeg eksempler på stavelser uden stemte konsonanter i coda i disse tilfælde kan det altså ikke være den stemte konsonant der tilbagelægger det lange fald i tonen. 10 Lang vokal i åben stavelse i én tone og lang vokal i lukket stavelse i to toner Fig. 39 de tændte et lys for den døde [»ly s] A: De tændte et lys for den døde di tænd ed l y s få dn død Set i forhold til hele frasen strækker stavelsen lys sig over både det højeste niveau og det laveste i modsætning til ly fig.40: 38

39 Fig. 40 træet gav dem ly for regnen [»ly /] A: Træet gav dem ly for regnen træed ga bm l y f o rain n I modsætning til lys for i fig. 39 strækker ly for i fig. 40 sig ikke over både det høje og det lave niveau. Denne forskel er dog mindre entydig når man ser trykgrupperne klippet ud af frasen hos alle tre informanter: Fig. 41 Lys for den: A: Lys for den B: Lys for den 7 C: Lys for den l y s for dn l y s for dn l y s for dn

40 Fig. 42 Ly for: A: Ly for B: Ly for 7 C: Ly for l y f or l y f or l y f or Hos A i fig. 37 og 38 er der en tydelig forskel mellem tonemønstret i de to trykgrupper: I lys for fig. 37 tilbagelægger den betonede vokal hele strækningen ned til den posttoniske stavelse, mens den betonede stavelse i fig. 38 ly for har en kort høj tone der ikke foretager nogen rutsjetur ned til den posttoniske stavelses noget lavere tone. Hos B og C er forskellen mindre tydelig, idet den posttoniske stavelses tonehøjde ikke er registreret i ly for (fig. 38). I øvrigt har jeg indtryk af at stavelserne med den to-tonede udtale (lån, lys) starter på en højere tone end stavelserne med den korte udtale (lund, ly), men dette har jeg ikke undersøgt nærmere. Ud over stavelser med stød og lange vokaler i lukkede stavelser er der ifølge mine data én type af trykgrupper der udtales i en lang og faldende tone (altså det to-tonede toneforløb som jeg hører som trykgruppens to første toner: den høje og lave). Det drejer sig om stavelser med stød og korte vokaler der efterfølges af to stemte konsonanter, f.eks. film: 40

41 Fig. 43 Det er altid de bedste film de viser i de små biografer [»fil/m] A: Det er altid de bedste film de viser i de små biografer de al tid di bæs de film di vi så i di små bio gra få I fig. 43 ses det tydeligt at de betonede stavelser (al, tid, beds-, film, vi-, små, gra-) har høje toner, og de ubetonede har lavere toner der bliver gradvist lavere, jf. Grønnums model for dansk intonation. Det interessante er at film strækker sig over både det høje og det lave toneniveau: Den ubetonede stavelse der følger efter film, nemlig de, har en tone der ligger på niveau med slutningen af den betonede stavelse. Til sammenligning med det lange fald i tone som film tilbagelægger, har de øvrige betonede stavelser med stød et kortere fald i tone (vi-, små, gra-). Sammenligner man stavelsen film hos alle tre informanter med den posttoniske stavelse i trykgruppen: de, er det tydeligt at den posttoniske stavelse hos ingen af dem har en tone der er dybere end afslutningen på den betonede stavelse: 41

42 Fig. 44 film de [»fil/mdi] A: Film de B: Film de 7 C: Film de f ilm di f ilm di f ilm di Stødstavelse med lang vokal og tvivlsom final konsonant Jeg vil nu bringe den tredje type enstavelsesord på bane. Det drejer sig om de ord hvor der kan være tvivl om hvorvidt vokalen efterfølges af en konsonant. Et eksempel er lig, som man kunne hævde er sammensat af fonemerne /l/ og /i/ alene. Man kunne imidlertid også hævde at der efter [i] et er en form for [j/g]-agtig konsonant. Min pointe er at tonemønstrene hjælper med til at afgøre dette: syg, lig, træg og har udtales (jf. skemaet i fig. 30) i to toner i 31 ud af 3 tilfælde. Til sammenligning udtales åbne stavelser i 1 ud af 81 tilfælde i to toner, mens lukkede stavelser (med lange vokaler) i 73 ud af 81 tilfælde udtales i to toner. Tonemæssigt opfører stavelserne syg, lig, træg og har sig altså som om de var lukkede. Hvorvidt de derfor må tolkes som lukkede eller ej altså om der kan siges at være en konsonant i stavelsens coda eller ej vil jeg vende tilbage til efter at have kigget på eksemplerne: 42

43 Fig. 45: De har fundet et lig som ingen vil kendes ved [»li /] A: De har fundet et lig som ingen vil kendes ved 0 1. di ha få ned ed l i som eng ve kæns ve 0 1. Fig. 4: Man kan bruge det man bedst kan li som fyld A: Man kan bruge det man bedst kan li' som fyld mang ka bruu de mam bæs ka li som fyl

44 Hvis man sammenligner fig. 45 og 4, kan man se en tydelig forskel i tonebevægelserne i lig som og li som. I den første trykgruppe udtales den betonede tone med en lang og faldende tone hvis slutpunkt ligger på højde med den posttoniske stavelses lave tone; i li som har den betonede stavelse en kortere tone med form som et omvendt U. Det samme kan siges om fig. 47 og 48, hvor alle tre taleres udtale af trykgruppen er klippet ud af frasen: Fig. 47 A: Lig som B: Lig som 7 C: Lig som l i s om l i s m l i s m Fig. 48 A: Li' som B: Li' som 7 C: Li' som l i s om li s om li s om

45 For alle tre taleres vedkommende har lig et toneforløb der starter med en top og derefter har et langt fald i tone. Hvis man vil beskrive denne tonekurve som et omvendt U, må man sige at højre side af U et er meget mere dominerende end venstre. I modsætning hertil kan toneforløbet i li i A s tilfælde beskrives som et omvendt U hvor begge sider af U et er lige store. I B og C s tilfælde er der snarere tale om et fladt toneforløb. Fig. 49 Filmen var lidt træg til at begynde med [»t a /] A: Filmen var lidt træg til at begynde med fil m va le tr æ te å be gøn mæd Fig. 49 har en klar forskel mellem høje og lave toner: De betonede stavelser (fil-, træg, -gyn-) har høje toner og de ubetonede lave. Træg tilbagelægger alene et langt forløb der ligner det forløb som i frasens to andre trykgrupper udspilles af to stavelser (filmen og -gynde). Dette taler for den opfattelse at træg strækker sig over begge de første toner i trykgruppens toneforløb: den høje og den lave. 45

46 Fig. 50 Man bruger træ til at fyre op med [»t a /] A: Man bruger træ til at fyre op med mam bruer t r æ t e å fyå op mæd I fig. 50 er tonehøjden på op ikke blevet registreret. Men bortset fra dette er der igen en klar fordeling af høje toner på betonede stavelser (træ) og lave og faldende på de ubetonede (til at fyre). Stavelsen træ bliver tydeligvis inden for samme meget begrænsede tonehøjde, en næsten helt flad tone. Fig. 51 A: Træg til og be- B: Træg til og be- 7 C: Træg til og be t r æ t e å b e t r æ t e å b tr æ t e å be

47 Fig. 52 A: Træ til og fyre B: Træ til og fyre 7 C: Træ til og fyre t r æ t e å f yå t r ai t eå f yå t r ai t eå f yå Fig. 51 og 52 adskiller sig fra hinanden ved at de betonede stavelser i fig. 51 har et langt faldende toneforløb der ender på samme niveau som den efterfølgende posttoniske stavelse. Dette gælder dog kun hos A og C hos B kan det diskuteres. I modsætning hertil har den betonede stavelse i fig. 52 et højtliggende og forholdsvis fladt toneforløb der ikke når ned i niveau med den posttoniske stavelse. Igen er B dog mere uklar på dette punkt: Den betonede stavelse ligger på niveau med den posttoniske, men der er ikke tale om nogen særlig forskel i tonehøjder alt i alt et temmelig fladt forløb. 47

48 Fig. 53 Han blev syg da de skulle på ferie [»sy /] A: Han blev syg da de sku' på ferie ham bleu s y da di sgu på fer je Her er det igen tydeligt at syg strækker sig over både et højt og et lavt toneniveau, i modsætning til sy i fig.54: 48

49 Fig. 54 Han lærte at sy da de fik håndgerning i skolen [»sy /] A: Han lærte at sy da de fik håndgerning i skolen han lært å s y da di fig hån ger nengi sgo ln Sy har et kort toneforløb der ikke bevæger sig ned på niveau med de lave toner i frasen. Fig. 55 A: Syg da de skulle på B: Syg da de skulle på 7.5 C: Syg da de skulle på s y d a di s g u p å s y da di s g u på s y da di s gu l på

50 Fig. 5 A: Sy da de fik B: Sy da de fik 7 C: Sy da de fik s y d a di f i g s y d a di f ig s y d a di f ig Hos alle tre informanter ses forskellen i toneforløb mellem syg og sy: syg har en lang faldende tone der ender på samme tonehøjdeniveau som den posttoniske vokal, hvilket høres som to-tonet, mens sy har en kortere tone der forbliver høj og ikke bevæger sig ned på niveau med den posttoniske stavelses tone Lyttetest Jeg har testet i hvor høj grad det er muligt for folk at høre forskel på sy og syg og på li (som at kunne lide) og lig (som et dødt menneske). Det er svært entydigt at beskrive forskellen på sy og syg ud fra lydbillederne. Derfor har jeg undersøgt om århusianere faktisk er i stand til at høre forskel. Hvis de er det, viser det at den toneforskel jeg hævder findes, faktisk findes, og tonen er således eneste distinktive træk som adskiller sy fra syg (og li fra lig) Undersøgelsesdesign Jeg benytter mig af at sætningerne som informanterne har læst op, er konstrueret sådan at de stavelser der følger efter fokusordet, er de samme i syg og sy og i lig og li. Jeg klippede således lig som ud af sætningen de har fundet et lig som ingen vil kendes ved og li som ud af sætningen man kan bruge det man bedst kan li som fyld. Ligeledes klippede jeg syg da de ud af sætningen han blev syg da de skulle på ferie og sy da de ud af sætningen han lærte at sy da de fik håndgerning i skolen. Jeg valgte at tage de efterfølgende (ens) stavelser med fordi det er svært i farten at forholde sig til 50

51 en lydstump der varer under et halvt sekund, og fordi det er muligt at den tonehøjdemæssige kontekst er medvirkende til at afgøre om der er tale om den to-tonede udtale (lange faldende tone) i syg eller den lidt kortere i sy (tilsvarende med lig og li ). Jeg spillede alle lydklippene i par: syg da de og sy da de og bad testpersonerne afgøre om rækkefølgen af de to sætningsstumper var syg da de og sy da de eller det omvendte: sy da de og syg da de, og krydse af i et skema. Jeg spillede hver enkelt lydklip tre gange for testpersonerne som derefter satte et kryds. Jeg sørgede for efter et tilfældighedsprincip at bytte om på rækkefølgen af hhv. li og lig og sy og syg i løbet af testen. Alle fire sætninger var læst op tre gange af informanterne. I testen indgik klip fra alle tre oplæsninger af hver af de fire sætninger 1. Testen bestod af 30 sætningspar: 10 for hver informant heraf hhv. 5 med li og lig og 5 med sy og syg (i en blanding) Gennemførelsen af undersøgelsen Testpanelet bestod af fem århusianere i trediverne. Alle vokset op i Århus og alle flyttet til København inden for de senere år 17. Tre er cand.mag er i litteratur- og sprogfag. Ingen af dem har specialiseret sig i fonetik. To arbejder i kulturindustrien. Før testen begyndte, forklarede jeg testpersonerne betydningerne af de ord de skulle høre forskel på, og jeg sørgede for at undgå selv at udtale ordene. (Jeg sagde således: l-i-g, som et dødt menneske i modsætning til l-i apostrof, som når man er glad for noget. ). Jeg bad testpersonerne om ikke at sige noget i løbet af testen. Da testen var afsluttet, bad jeg testpersonerne notere på papiret hvordan de ville beskrive den forskel de evt. kunne høre Resultat Testpersonerne hørte som sagt tredive par sætningsstumper og markerede med tredive krydser hvilken rækkefølge de mente parret af sætningsstumer optrådte i. 1 Jeg har undladt at medtage et eksemplar af syg som ikke havde to-tonet udtale (den korte udtale er også mulig for de stavelsestyper der kan udtales lange (to-tonede) jf. figur 30.) 17 At alle er flyttet til København, er der udelukkende en praktisk grund til, det er ikke en pointe ved undersøgelsen. Det ideelle havde været at have et større panel med folk der stadig er bosat i Århus. Og det kunne også være interessant at lave en tilsvarende undersøgelse med fx københavnere. Jeg vil gætte på at folk syd for stødgrænsen ville have svært ved testen, da de i mine ører, uden at jeg har undersøgt det, har en lang faldende tone på de åbne stavelser med lang vokal som har stød nord for stødgrænsen (sy, li ). 51

52 Hvis der ikke havde været nogen forskel på li og lig og på sy og syg, ville 50 % af svarene have været korrekte og 50 % forkerte statistisk set. Ud af de 150 krydser testpersonerne satte tilsammen, ville 75 korrekte således have været det sandsynlige resultat hvis der ikke var en hørbar forskel. Resultatet af testen var at 142 af krydserne var korrekt sat. De fordelte sig således: Testperson 1: 29/30 korrekte Testperson 2: 30/30 korrekte Testperson 3: 24/30 korrekte Testperson 4: 29/30 korrekte Testperson 5: 30/30 korrekte Der skal ikke mange udregninger til for at vise at resultatet er statistisk signifikant. De otte fejl-kryds fordelte sig jævnt over alle tre informanter (alle tre stemmer) og over alle lydklip. Testpersonerne forklarede den forskel de hørte, således: Testperson 1: li er kort, og det andet, lig, er langt og ligesom trukket ud. Som om der var to i er. Testperson 2: lig har en længere og mere syngende vokal. li er kort. Den korte li -lyd kan både betyde li og lig, mens den lange lig -lyd kun kan betyde lig. Testperson 3: Tegner med noder hvordan lig som har en høj og to lave toner, mens li som blot har en høj og en lav tone. Testperson 4: Forskel: lang i-lyd, når der er lig. li er mere stakkeret. Testperson 5: i et er længere i lig som. Fire testpersoner (1,2,4 og 5) bruger ordene kort og lang til at beskrive den forskel de hører. I stil med min beskrivelse af fænomenet forklarer testperson 3 at lig som har en høj og to lave toner. Jeg går ud fra at han vil tilskrive de første to toner (den høje og den første lave) til første stavelse ( lig ), og beskrivelsen lægger sig dermed tæt op ad min. Der lader altså ikke til at have været tvivl om hvad den lydlige forskel var. 52

53 Testperson 3 skriver at den lange udtale kun kan betyde lig mens den korte kan betyde både lig og li. Denne observation er direkte i tråd med min pointe jf. begyndelsen af afsnit 9 ovenfor (lange lukkede stødstavelser eller lange stødstavelser der kan tolkes som lukkede, kan både have den korte (én-tonede) og den to-tonede udtale). 12 Lukkede eller åbne? Jeg har beskrevet hvordan lukkede stavelser med lange vokaler og stød udtales i en lang og faldende tone (der giver indtryk af at strække sig over både en høj og en lav tone), mens åbne stavelser med stød og lang vokal samt stavelser med stød og kort vokal udtales med en kortere høj tone der ikke strækker sig over det samme fald. Lig, træg og syg har vist sig også at have den lange faldende tone det to-tonede mønster og opfører sig dermed ligesom de lukkede stavelser (med lang vokal og stød). Dette giver anledning til den overvejelse at disse stavelser måske alligevel kan tolkes som lukkede: De har alle en konsonant i coda i ortografien, men der er ikke nogen hørbar konsonant i nogen af dem. Jeg tror codakonsonanten i en eller anden forstand er til stede og fører til det lange faldende toneforløb. Men dette kan diskuteres: At syg, træg og lig skal betragtes som lukkede stavelser, strider imidlertid mod princippet for halvvokalbortfald (Grønnum 2001, p.20). Ifølge dette princip skulle stavelser miste deres finale halvvokal hvis denne og den forudgående vokal artikuleres samme sted og dermed praktisk taget er ens. Eksempelvis skulle [j] altid falde væk efter /i, y, e, ø/, og ofte falde væk efter /E/ og /a/. Et beslægtet begreb er sammensmeltning (Grønnum 2001, p.232). Sammensmeltning forklarer hvorfor former som *[A ] og *[A /] ikke forekommer: Fordi [A] og [ ] smelter sammen pga. fælles artikulationssted. Lad mig gennemgå eksemplerne ét for ét: Syg [»sy /] Ifølge princippet om bortfald af halvvokaler skulle [j] altid falde bort efter /y/. Ifølge udtaleordbogen (Brink et al., 1991) udtales ordet dog med et [j]: [»sy /j] i distinkt udtale, ellers [»sy /]. Udtaleordbogen vurderer altså at bortfaldet ikke sker i distinkt udtale. Bortset fra træ hos B og C som udtales [»t Aj/] (som på Niels Malmros-Århusiansk i kundskabens trai ). Når træ hos B og C ikke udtales i den lange faldende tone (selv om halvvokalen tilføjes), tror jeg det skyldes at vokalen forkortes når halvvokalen tilføjes. 53

54 I mine data udtaler informanterne konsekvent ordet i to toner. Dette svarer til hvad jeg indtil videre har konkluderet, nemlig at lang vokal efterfulgt af en hvilken som helst konsonant fører til en udtale i to toner. Jeg hører dog ikke nogen [i j]-agtig lyd efter vokalen. Forskellen består udelukkende i tonebevægelsernes forskellighed. Man kan anskue eksemplet på flere måder: Enten som at informanterne udtaler ordet distinkt, men i så fald skulle man kunne høre en [i j]-agtig lyd efter vokalen. Man kan også anskue udtalen som at [j] et ifølge princippet om bortfald af halvvokaler er faldet bort, men at tonebevægelsen er bevaret på et andet dybereliggende fonologisk plan. Eller man kan overveje hvordan man skal forstå sammensmeltningsprincippet: Skal det forstås sådan at halvvokalen falder bort, eller at den blot ikke længere kan høres? Det er i den sidstnævnte tolkning problematisk at påstå tilstedeværelsen af et segment som ikke kan høres, og hvis tilstedeværelse man dermed ikke kan argumentere for. Af denne grund er det rimeligt at forstå sammensmeltningsprincippet således at halvvokalen bortfalder. Spørgsmålet er nu hvordan man skal tolke det faktum at syg udtales i to toner. Man kunne her anvende begrebet sammensmeltning i en mildere form, og sige at [j] et ikke høres fordi det er sammensmeltet med forrige lyd, men at det ikke desto mindre alligevel ikke er bortfaldet, og at det kommer til udtryk i toneforholdet. Lig [»li /] Ifølge princippet om bortfald af halvvokaler skulle [j] altid falde bort efter /i/. Udtaleordbogen angiver at der kun i distinkt udtale kan være tale om et j finalt i stavelsen. Dette er interessant, for i samtlige eksempler udtaler mine informanter ordet i to toner (med det lange faldende forløb), altså som om /j/ et altid er til stede eller på et eller andet plan gør sin virkning jf. eksemplet fra før (syg). Og dette selv om man ikke kan høre nogen j-agtig lyd finalt i nogen af udtalerne af ordet det lyder altså ikke som en særlig distinkt udtale. Træg [»t a /] Ifølge princippet om bortfald af halvvokaler skulle [j] ofte, men ikke altid, falde bort efter /a/. Ifølge udtaleordbogen udtales ordet [»t a /j] i både distinkt og anden udtale. I mine data lyder det som om ordet altid udtales i to toner. Dette kunne opfattes som samstemmende med udtaleordbogens opfattelse ifølge hvilken /j/ et altid er til stede. Det interessante ved mine data er dog at der hos A og B (og muligvis også hos C) ikke er nogen [j]-lyd i udtalen (dette er dog svært at afgøre.) Ordet udtales ikke desto mindre i to toner. Dette kunne tyde på at princippet om bortfald 54

55 af halvvokal har virket på den måde at halvvokalen er faldet bort, men at dens tilstedeværelse er bevaret i toneforholdet. Man kan undre sig over hvorfor træg hos A og B udtales i to toner når der ikke høres noget [j]: Netop i ordet træg ligger [j] et så forholdsvis langt væk artikulatorisk fra forrige lyd at man skulle formode at [j] et kunne høres hvis det var til stede (og ikke var blevet udsat for halvvokalbortfald). A og B s udtale af træg i to toner, men uden [j], tyder på at tilstedeværelsen af et [j] og det totonede mønster er to fænomener der er uafhængige af hinanden. Og man kunne herudfra gætte på at deres udtale af træg uden [j], men i to toner, er et tilfælde af at [j] et er faldet bort, men at tonemønstret er bevaret på et dybere fonologisk plan. Hvis de bortfaldne halvvokaler alligevel gør sig gældende på et eller andet plan, kan man overveje hvordan larm skal analyseres. Jeg har indtil videre lydskrevet ordet som /la /m/, men man kunne overveje om grunden til den to-tonede udtale ligger i at stavelsen er lukket, eller om det snarere følger samme princip som film og således har to toner, fordi det består af en kort (eller lang) vokal og to stemte elementer efterfølgende /la /m/. Det samme kunne gælde har fra mine data, som jeg ikke har inddraget som eksempel i artiklen, men som udtales i to toner (kan høres på hjemmesiden). Her må det to-tonede skyldes at der er et element der følger efter den lange vokal, for ellers ville den udtales som vi har set med alle lange stødvokaler i åbne stavelser i én tone. Konkluderende om ordene i denne gruppe (med tvivlsom final konsonant) vil jeg sige at 31 ud af 3 af ordene blev udtalt i den karakteristiske lange faldende tone som jeg hører som to toner. Det totonede mønster er ifølge mine undersøgelser knyttet til lange stødvokaler i lukkede stavelser. Ifølge princippet om bortfald af halvvokaler skulle de finale halvvokaler være faldet bort i en række af ordene, men dette harmonerer ikke med den to-tonede udtale. Den to-tonede udtale kan nu tolkes på flere måder: Enten kan man tolke begrebet om sammensmeltning således at den sammensmeltede halvvokal stadig er til stede, men blot ikke længere kan høres, pga. sammenfald med forrige vokal. Dette giver ikke mening så længe der ikke er andre argumenter for at halvvokalen er til stede. Det er der imidlertid i mine data, nemlig tonemønstret. Eksemplet træg modsiger dog denne tolkning: Informanterne udtaler ordet i to toner, og det burde være muligt at høre et /i/ eller /j/ hvis det var til stede. At /j/ et ikke kan høres, tyder på at det faktisk er faldet bort. Den to-tonede udtale kan være udtryk for at /j/ et kun gør sig gældende som en 55

56 underliggende fonologisk abstrakt form. De to toner er således en manifestation af dette underliggende /j/. Jeg vil konkludere at tonen i netop denne type ord (med tvivlsom konsonant) har en distinktiv funktion, idet den ofte er alene om at signalere en forskel mellem to ord som sy og syg, li og lig, træ og træg. Jeg er enig i at det er et udtryk for distinkt udtale at udtale de finale [j] er, men jeg mener ikke at den to-tonede udtale skal opfattes som distinkt i forhold til den en-tonede, og dette bygger jeg på at ord kan udtales uden den finale halvvokal, men stadig i to toner selv i tilfælde (træg) hvor halvvokalen ville have kunnet høres hvis den var til stede og ikke faldet bort. I forlængelse af dette kan man opfatte de tilfælde hvor ordene udtales i èn tone, som et udtryk for at muligheden for entonethed foreligger snarere end som udtryk for ikke-distinkthed (jf. de 5/3 tilfælde af tvivlsom final konsonant i én tone fra fig.30, og 8/81 tilfælde af lukkede stavelser i én tone). Marie Bjerrum (1948) beskriver hvordan en toneforskel fungerer betydningsadskillende i en række ord i Feltstedmålet. Toneforskellen som eneste distinktive træk er her et resultat af at tryksvage finale vokaler apokoperes. Den tonale forskel kan her ses som et resultat af at tonemønstret fra før apokoperingen er bevaret, idet de tidligere tostavelsesord har to toppe på tonehøjdekurven og de tidligere (og stadig) enstavede ord kun har én top. Mine ord af typen med tvivlsom final konsonant kan anskues på samme måde: Et element er historisk set faldet bort, men bevaret i tonestrukturen. 13 Fortolkningsmuligheder enstavelsesord Spørgsmålet er nu om man ud fra de eksempler jeg har behandlet, kan etablere en regel for hvornår stavelsen udtales i to toner (HL), og hvornår den udtales med en enkelt tone (H). En opsummering af resultaterne fører til denne formulering af en regel: Enten en lang vokal efterfulgt af en hvilken som helst konsonant (inden for samme stavelse) eller en kort vokal fulgt af to stemte konsonanter fører til (mulig) to-tonet udtale (HL). Alt andet gør ikke. 5

57 Stillet op i et skema ser det sådan ud: Lang vokal alene: ly, li, træ, sy, vi (-ser) => én tone (H) Lang vokal + konsonant: larm, lig, træg, syg, lys, vis, lån => to toner HL Kort vokal + én stemt kons. (+ evt. ustemte) lam, lund => én tone (H) Kort vokal + 2 stemte konsonanter film => to toner HL Den regel jeg her har etableret, dækker eksemplerne fra mine data. Man kunne overveje om der ligger en mere enkel mekanisme til grund for forekomsterne af en- og to-tonet udtale. En forenkling af reglen ville måske også komme nærmere en forklaring på hvad det mere præcist er tonerne knytter sig til. Hvad er to-tonetheden et udtryk for på det fonologiske plan, eller er der tale om noget rent fonetisk eller artikulatorisk? Mora Forskellen mellem lån og lund kunne havde noget med vokallængden at gøre: På det rent fonetiske plan kunne den lange tone i lån skyldes at vokalen er lang og derfor strækker sig over en større del af det to-tonede mønster, jf. perler-på-snor-princippet. Man kunne også se til det fonologiske plan: Det forhold at ord med to-tonet mønster typisk har en lang vokal, gør det oplagt at se disse to ting i forbindelse med hinanden, fordi lang vokal kan opfattes som noget bimorisk. Dette passer med den pragerfonologiske opfattelse af at tone knytter sig til mora, og at et tonemønster bestående af to toner er betinget af en lang vokal fordi den er bimorisk: [Bimoric syllables:] beginning and end may differ in point of prosody. (Trubetzkoy, 198). Stødet på dansk er et eksempel på at en lang vokals to halvdele kan være forskellige med hensyn til prosodi, idet stødet knytter sig til anden halvdel af den lange vokal, altså anden mora (Trubetzkoy, 198). I mine data lader det til at der på århusiansk er et andet prosodisk træk der knytter sig til lange stødvokaler, nemlig det to-tonede mønster. At det to-tonede mønster knytter sig til lange stavelser som kan siges at være bimoriske, taler for at opfatte de stavelsestyper jeg har kaldt totonede, som to toner og ikke bare en kontur som er lidt mere faldende end andre. 57

58 Man kunne i denne forbindelse kigge på resultaterne fra enstavelsesordene og undersøge om det totonede mønster særligt knytter sig til bimoriske stavelser. Denne teori viser sig hurtigt ikke at være holdbar, for hvis man tæller mora som man gør på dansk (Basbøll 1988), så er alle enstavelsesordene bimoriske: De har alle enten en lang vokal eller en kort vokal efterfulgt af en (morisk) stemt konsonant og dette er jo netop stødbasiskriterierne 19 ifølge Basbølls stødanalyse: Man kan sige at stød er signal for en tung stavelse, og stødet sætter ind ved begyndelsen af den 2. mora. (Basbøll, 1998a) Antallet af mora i sig selv ser altså umiddelbart ikke ud til at være nok til at udgøre forskellen mellem de stavelser der udtales to-tonet, og dem der udtales en-tonet i mine data., fordi alle (enstavelses-) ordene har stød og dermed er bimoriske, og kun nogle af dem udtales to-tonet. Men hvis man et øjeblik ser bort fra at lange stødvokaler i åbne stavelser kun udtales i én tone, kunne det to-tonede så ses i forbindelse med det forhold at korte vokaler aldrig udtales i to toner (på nær film) mens lange vokaler ofte gør? Grønnum og Basbøll har behandlet noget der kunne være beslægtet med mine to toner, nemlig to faser i lange stødvokaler: Tofasethed Riber-Petersen (1973) var den første til at registrere at lange stødvokaler udtales i to faser. Det tofasede i stødstavelser har Grønnum og Basbøll siden beskæftiget sig med i en række artikler (Grønnum og Basbøll 2002a, 2002b, 2003a, 2003b og 2003c). De har dog ikke beskrevet tofasetheden ud fra toner som dem der kommer til udtryk i mine århusianske data. Ud fra en erkendelse af stødstavelsers bimoriske fonologiske struktur undersøger Grønnum og Basbøll om denne struktur kan siges at komme til udtryk akustisk og kognitivt. Ligesom Grønnum og Basbøll har jeg undersøgt noget tvedelt i stavelser med stød. Det to-tonede mønster kan måske være en ny indgang til at beskrive tofasethed i stødstavelser, jf. hvad Grønnum og Basbøll efterlyser: 19 Basbøll er i den senere tid gået væk fra at arbejde med stødbasiskriterier for i stedet at tage udgangspunkt i at alle bimoriske stavelser har stød, og at opgaven herefter er at beskrive under hvilke forhold stavelsen alligevel ikke har stød. Jeg bruger for nemheds skyld begrebet om stødbasis i min tekst. 58

59 [Hans Basbøll] believes that the tendency towards bi-partition of the prototypical stød-syllable may be an essential auditory characteristic of bi-moricity. (Grønnum & Basbøll, 2002b, p.87). Basbøll og Grønnum har i denne forbindelse foretaget en række eksperimenter for at klarlægge om stødvokaler også akustisk og kognitivt er lange, og desuden om de akustisk og kognitivt lader til at falde i to faser. Resultaterne er (som også Riber Petersen har beskrevet i 1973) at stødvokaler både akustisk og kognitivt er lange, altså lige så lange som lange vokaler uden stød. Dvs. de er lange både med hensyn til målt varighed og med hensyn til hvordan de opfattes, nemlig som mere lig lange vokaler uden stød end korte vokaler uden stød. Basbøll og Grønnum har imidlertid ikke kunnet vise at stødvokalen kognitivt vurderes som at den udtales i to faser. Det at stødet først sætter ind et vist stykke inde i vokalen, skulle ellers iflg. Basbøll passe med at det sætter ind svarende til anden halvdel af den lange vokal (altså anden mora); men forsøgspersonerne vurderer ikke at stødet i særlig grad skulle sætte ind svarende til anden halvdel af vokalen, og de opfatter dermed ikke vokalen som to-faset. Grønnum og Basbøll finder kun en moderat tendens til akustisk tofasethed i stødstavelser. Desuden er der uenighed om hvordan stødets indtræden i vokalen skal tolkes: Stødet sætter ind et vist stykke inde i den lange vokal, hvilket ofte giver en lang stødvokal et to-faset udseende i sonogrammer. Basbøll tager dette som et udtryk for at stødet særligt knytter sig til anden halvdel af den lange vokal altså anden mora. I modsætning hertil påpeger Grønnum (og Fischer-Jørgensen, 1989) at stødet akustisk sætter ind efter cirka det samme interval, hvad enten det er i en lang eller kort stødvokal, og derfor rammer det et sted som omtrent falder sammen med anden halvdel af den lange vokal og slutningen af den korte stødvokal. Dette kan give indtryk af at stødet særligt knytter sig til anden halvdel af den lange vokal, uden at det nødvendigvis forholder sig sådan. Grønnum holder på at stødet mere er en egenskab ved stavelsen end ved anden halvdel af den lange vokal: 59

60 [Nina Grønnum] finds that the nature of the stød and its timing relative to segment boundaries makes it more plausibly just a property of syllables rather than more specifically a property of the second mora of syllables. (Grønnum og Basbøll, 2002a) Stød as a signal for the second mora of syllables is neither an acoustic nor an immediate cognitive reality; phonologically, however, there are solid arguments to consider stød a property of bi-moraic (heavy) syllables. (Grønnum & Basbøll, 2003b) Ud over at undersøge om den tofasethed man kan hævde fonologisk, også kommer til udtryk akustisk og kognitivt, så er der en yderligere pointe ved Grønnum og Basbølls undersøgelser: Hvis man kunne påvise tofasetheden i de lange stødvokaler akustisk eller kognitivt, så ville dette være et argument til fordel for at morabegrebet er berettiget i en beskrivelse af dansk fonologi, eftersom tofasetheden netop kunne være udtryk for bimoricitet. Men Grønnum og Basbøll genfinder altså ikke den fonologiske tofasethed kognitivt i folks bevidsthed og heller ikke, eller kun moderat, ved akustiske målinger. Det eneste de finder som kan støtte ideen om bimoricitet i stødstavelser, er det at lange stødvokaler er lange. Grønnum er som følge heraf usikker på anvendeligheden af morabegrebet i dansk fonologi: On the whole [Nina Grønnum] strongly doubts that morae have any cognitive reality at all for Danish speakers and listeners. (Grønnum og Basbøll, 2002a) Dog mener hun som sagt at moraanalyse på et mere abstrakt plan er rimelig, og at dansk ved hjælp af stød skelner mellem to typer betonede stavelser: lette og tunge. Man kunne i denne forbindelse se det forhold at der knytter sig to forskellige toner til stødstavelser med lange vokaler, i sammenhæng med den tofasethed som er en effekt af stødets indgriben i vokalen: Stødet fører til et fald i vokalens grundtone (Fischer-Jørgensen, 1989), og dette fald kunne være det der giver anden halvdel af den lange vokal en lavere tone end den første. Der er dog stadig dette problem ved ideen om at det to-tonede mønster skulle være udtryk for lange stødvokalers to faser: Mine data viste at alle lange stødvokaler i åbne stavelser kun faldt i én tone og dette er et alvorligt problem for ideen om at det to-tonede mønster skulle være udtryk for stødets to faser. 0

61 13.3. Stavelsestyngde igen Lad mig vende tilbage til ideen om stavelsestyngde (moraantal) og toner, og overveje om man alligevel kan hævde at de to-tonede stavelser i mine data er tungere end de en-tonede. Fordi stødet kun rammer tunge stavelser, som er karakteriseret ved at være bimoriske (i modsætning til lette stavelser som er monomoriske), tolker Basbøll stødet som et signal om den anden mora (Basbøll, 1992). Hans argumentation støttes af at lange stødvokaler falder i to faser, hvor anden fase er karakteriseret ved at stødet sætter ind. På den måde kan stødet også akustisk ses som særligt knyttet til anden mora (altså anden halvdel af den lange vokal). Fischer-Jørgensen (1989) og Grønnum (2002b) er uenige heri de ser stødet som knyttet til hele stavelsen. Men stødet er fonologisk knyttet til stavelser af en bestemt sammensætning, nemlig stavelser med enten en kort vokal efterfulgt af en stemt konsonant eller en lang vokal dette kaldes stødbasiskriterierne. Stødet er således særlig knyttet til fonologisk tunge stavelser, og Basbøll (1992) formulerer det således at stødet er tegn på den anden mora. Betragter man mine data og det skema jeg opstillede ovenfor (som jeg gentager her), som beskriver hvornår en stavelse har to toner og hvornår den ikke har, så minder betingelserne for det to-tonede mønster lidt om stødbasiskriterierne: Skemaet igen: Lang vokal alene: ly, li => én fase (H) Lang vokal + konsonant: syg, lys => to faser HL Kort vokal + én stemt kons. (+ evt. ustemte) lund, lam => én fase (H) Kort vokal + 2 stemte konsonanter film => to faser HL Kriterierne for det to-tonede mønster og stødbasiskriterierne er ikke identiske, men de ligner hinanden på den måde at det som er stødbasiskriterierne, ligner hvad man kunne kalde kriterierne for det to-tonede mønster med et ekstra element, altså stødbasis + 1 = det to-tonede mønster: Stødbasis +1 To-tonet mønster Lang vokal Lang vokal + efterfølgende konsonant (syg, lys) Kort vokal + stemt Kort vokal + stemt + yderligere en stemt konsonant (film) 1

62 Ser man fonologisk på forskellen mellem opbygningen af stavelser der udtales i én tone, og dem der udtales i to, kan man overveje hvordan de ekstra coda-konsonanter (i de to-tonede stavelser) kan betyde noget for tonemønstret når vi netop ikke opererer med tri-moriske eller over-lange stavelser på dansk (Grønnum og Basbøll, 2002b). Stødbasiskriterierne er jo i sig selv kriterierne for den tungest mulige stavelsestype på dansk, og mine HL-kriterier ligner stødbasiskriterierne + 1. Løsningen er måske at mine to-tonede stavelser netop ikke er over-lange, idet de faktisk tager en ekstra stavelse i brug, eller sagt på en anden måde: de breder sig ud over den næste stavelse som så får den tone som ifølge det jyske trykgruppetonemønster er den næste, nemlig L. L-tonen giver jo netop indtryk af at udgøre sin egen stavelse: ly-ys (HL), lå-ån (HL), li-ig (HL). Der er dog et problem ved ideen om at stødbasiskriterierne + 1 skulle svare til kriterierne for hvornår en stavelse kan have det to-tonede mønster: En lang vokal kræver en efterfølgende konsonant af en hvilken som helst art, for at den bliver udtalt i det to-tonede mønster. Men i tilfælde af en kort vokal + stemt konsonant er det ikke lige meget hvilken konsonant der følger efter; her kræves det at konsonanten er stemt. 20 Hvis stavelser med kort vokal skal udtales i to toner, kræves det at vokalen efterfølges at to stemte konsonanter en stemt og en ustemt er ikke nok. Således bliver regelen om stødbasis +1 => to-tonet mønster mindre enkel, da + 1 -elementet (der fører til det to-tonede mønster) er forskelligt alt efter om der som udgangspunkt er tale om en lang vokal eller en kort vokal + stemt konsonant. Hvis de to toner (H og L) alligevel knytter sig til lange stødvokaler, hvad er da forklaringen på de to forhold at film udtales i to toner, og at ro kun udtales i én tone? Trykgruppen film udskiller sig fra resten af ordene ved at den har kort vokal efterfulgt af to stemte konsonanter. [m] et i film kan siges at spille en særlig rolle hvorved det adskiller sig fra de finale konsonanter i de øvrige eksempler: [m] et bryder sonoritetsprincippet 21 ved at være lige så stemt som det [l] der optræder mellem [m] et og vokalen. At [m] et bryder sonoritesprincippet, kommer til udtryk idet vi på dansk ikke kan have stavelser der begynder med de to fonemer i omvendt rækkefølge: stavelser der begynder med [ml], findes ikke på dansk. (Vi kan heller ikke have stavelser der begynder med 20 Jeg har ikke i denne undersøgelse inddraget enstavelsesord med stød og kort vokal efterfulgt af en stemt og en ustemt konsonant f.eks. hals, men henviser til Kyst 2004 hvori det nævnes at hals udtales i én enkelt tone. 21 Det at stavelser i mange sprog er bygget op således at mere stemte konsonanter står tættere på vokalen end mindre stemte. Stemtheden tiltager altså hen mod vokalen og aftager efter vokalen. 2

63 [lm] på dansk de to må have en lige høj grad af stemthed, hvilket gør dem uegnede til at optræde ved siden af hinanden både initialt og finalt i stavelsen). Man kan forestille sig at netop det at [m] et i film kan siges at spille en særlig rolle i stavelsens opbygning, kan have betydning for at stavelsen udtales i to toner (HL). At stavelser som film og halm har denne særlige opbygning kan ses i sammenhæng med at stavelser af denne type på jyske dialekter ofte udtales med en indskudt vokal (også kaldet støttevokal): [»hal/ m] (Jysk ordbog). Det er muligt at stavelsen stadig tolkes som fonematisk tostavet eller at tonemønstret (den høje og lave tone efter hinanden som hvis stavelsen havde været tostavet) er bevaret selv om støttevokalen ikke længere bruges. Det stemte [m] er afgørende for det to-tonede mønster i film, men ikke på samme måde som at s et i lys er afgørende for at lys har det to-tonede mønster, for s et i lys bærer ikke den lave tone (hvilket det ikke kan). En del af den lange faldende tone i film tilbagelægges under m ets varighed, og m et bevirker således at ordet får det to-tonede mønster, på en anden måde end s et i lys bevirker at lys får det to-tonede mønster. Jeg skal ikke gå yderligere i detaljer med denne teori, men blot nævne den som en mulig forklaring på hvorfor film og andre ord af samme type (halm) udtales med to toner. Denne forklaring kan måske bruges på tilfældet film, men det forklarer ikke hvorfor lys udtales i to toner mens ly kun udtales i én. Man kunne måske se den to-tonede udtale af lys og de øvrige eksempler af samme art som et udtryk ikke for over-tunghed, men for det bimoriske som karakteriserer stødstavelser med lange vokaler. Hvis de to toner i film er forklaret ved bruddet på sonoritetsprincippet, og de to toner i lys er forklaret ved det bimoriske, så er der tilbage at forklare hvorfor ord som ly ikke udtales med to toner. Man kunne måske forestille sig at det bimoriske i lys stikker dybere end det gør i ly altså at det bimoriske i ly ikke nødvendigvis gør sig gældende i underliggende repræsentationer af stavelsesstrukturen. Den ekstra mora i ly kommer til udtryk i stødet, men ikke i tonemønstret. Det eneste argument jeg kan komme på til forsvar for denne idé, er (ud over toneforholdet i mine data) at stavelser af typen [lang stødvokal + konsonant] af og til ikke mister sin vokallængde i sammensætninger, mens vokalen i stavelser af typen [lang stødvokal i åben stavelse] altid forkortes i sammensætninger. Der findes således eksempler som he:lstøbt og ly:nafleder med lange vokaler bevaret i en sammensætning, men mig bekendt findes der ingen ord hvor en lang vokal i åben 3

64 stavelse bevares i sammensætning: *ni:tal, * by:museum 22. Den ekstra mora som ordene ni og by har når de står alene, kan være tilføjet på et senere punkt i stavelsens opbygning (jeg mener ikke senere i betydningen tidsmæssigt, men i betydningen senere stadie i stavelsens opbygning fra dybde- til overfladestruktur). At der bliver tilføjet en ekstra mora, kan ses som et udtryk for at sproget tilstræber bimoriske stavelser denne idé kendes som Prokosch s lov. Det er ikke helt sandt at det danske sprog ikke har monomoriske monosyllabiske ord, for det har det, men der er mig bekendt ikke særlig mange af dem, og mange af dem der er, er ofte personlige pronominer som ofte optræder tryksvagt i sætninger 23. Denne teori indebærer en opfattelse af at toner forholder sig til et andet stadie i stavelsens opbygning end stød gør. Min intuitive fornemmelse af forskellen mellem tonemønstrene i ly og lys er at [s] et i lys fremkalder stavelsens anden tone, og dette gør s et endda selv om det ikke selv er stemt. Der er endnu en fortolkningsmulighed som passer godt sammen med min fornemmelse af at [s] et i lys fremkalder stavelsens anden tone: Fonetikere taler om at ustemte konsonanter udfylder deres egen plads på den tonehøjdekurve som tilbagelægges i trykgruppen. Dette skal forstås således at hvis f.eks. trykgruppen foretager en lang faldende bevægelse ned ad bakke, og hvis der indgår en ustemt konsonant i løbet af denne bevægelse, så udgør denne sin egen strækning: Stemtheden holder altså pause så længe den ustemte konsonant varer, og genoptages når den ustemte konsonant slutter, men tonehøjden fortsætter ikke der hvor den slap, den fortsætter i en lavere tone svarende til hvis den ustemte konsonant også havde haft en tonehøjde som fulgte det faldende forløb. Min ide i denne forbindelse er at tonen i lys har det faldende eller to-tonede forløb fordi den lange stødvokals tone breder sig ud over den del af den faldende kurve som konsonanten (på sin egen stumme måde) udgør. Vokalens tone låner så at sige lidt plads fra den efterfølgende konsonant. Denne forklaring er mulig uden at skulle baseres på dybere fonologiske forklaringer. 22 I øvrigt er det mit indtryk, uden dog at have undersøgt det, at det hos københavnere kun er i trykgrupper af typen [+stemt] f.eks. solbriller og lynafleder at vokalens længde bevares i det sammensatte ord. Hos århusianere derimod, bevares vokalens længde (udover i trykgrupper af typen [+ stemt]) også ofte i trykgrupper af typen [- stemt], f.eks. i:sbil, hu:sly. 23 I tryksvage stavelser gælder der helt andre tendenser: her lader det til at monomoricitet efterstræbes og bimoricitet undgås, jf. f.eks. jeg vil med Peter til stranden hvor alle de tre første stavelser i deres tryksvage udgave optræder uden codakonsonant [javeme»pe /d ] altså med mindst mulig stavelsestyngde. 4

65 Endelig kan man spørge hvorfor betonede stavelser fra undersøgelsen af tostavelsesordene ikke udviser samme faldende toneforløb. F.eks. eksemplet bruser (vb.) fra fig.20: Hvorfor har den første stavelse ikke det to-tonede forløb? Jeg tror svaret er at s et hører til anden stavelse, så stavelsesskellet ser således ud: bru-ser og ikke brus-er. Denne stavelsesdeling passer med det fonologiske maximal-onset-princip som går ud på at hvis der optræder en række konsonanter mellem to vokaler, så hører så mange som muligt af konsonanterne til stavelsen til højre (inden for sonoritetsprincippets grænser), mens resten hører til til venstre. Jeg har lavet en lille test af dette med fraserne han er en meget vis og dedikeret leder og politibetjenten viser dem hvornår de må køre: Fig. 57 Han er en meget vis og dedikeret leder [»vi /s ] A: Han er en meget vis og dedikeret leder han er en maed v i s å de di kered l e der

66 Fig. 58 Politibetjenten viser dem hvornår de må køre [»vi /s ] A: Politibetjenten viser dem hvornår de må køre Fig Time 1 (s) pol ti be tjæ dn v i s å bm vå nå di må køå n r Time 1 (s) A: Vis og dedi- B: Vis og dedi- 7 C: Vis og dedi v i s å d e di v i s å d e di v i s å d e di

67 Fig. 0 A: Viser dem hvor- B: Viser dem hvor- 7 A: Viser dem hvor v i s å bm vå v i s å dæ m vå v i s å dm vå Selv om de betonede stavelsers tonekurver i både fig. 59 og 0 har form som et omvendt u, så skiller de sig tydeligt ud fra hinanden ved at anden halvdel af den u-formede tonekurve i vis og (fig. 59) er meget længere end den er i viser fig. 0. Dette modsvarer det lydlige indtryk at kun vis og har det lange faldende to-tonede forløb i den betonede stavelse alene, mens de to toner i viser fordeler sig over begge stavelser således at vi har en høj tone og ser en lavere. Hvis man tager udgangspunkt i den regel jeg har beskrevet at stødstavelser med lange vokaler skal være lukkede for at de udtales i to toner, så opfører tonemønstret i den betonede stavelse i trykgruppen vis og [»vi /s ] sig som om stavelsen er lukket, mens tonemønstret i den betonede stavelse i trykgruppen viser [»vi /s ] opfører sig som om stavelsen er åben, hvilket også passer med stavelsesdelingsprincippet maximal onset principle. Det to-tonede mønster kræver altså ikke bare at den lange stødvokal efterfølges af en konsonant, men også at denne konsonant hører til den lange stødvokals stavelse. Denne information kunne muligvis være en hjælp i overvejelsen om hvorvidt det to-tonede skal anses for et rent fonetisk eller artikulatorisk fænomen, eller om det er forårsaget af noget dybereliggende fonologisk: Man kunne overveje om grunden til at den betonede vokal i lys [»ly /s] udtales i to toner og vokalen i ly [»ly /] kun udtales i én, kunne hænge sammen med at stødet i ly afbryder luftstrømmen og tonen, mens det [s] der følger stavelsen i lys [»ly /s], holder luftstrømmen kørende. Og man kunne således tænke sig at det var denne kørende luftstrøm der gjorde at tonen også fortsatte. Dette ville være en rent 7

68 artikulatorisk/mekanisk forklaring, og man skulle derfor tro at effekten af det efterfølgende [s] ville gælde viser lige så vel som vis og, idet begge betonede stavelser i lige høj grad efterfølges af et [s]. Men det gør det ikke: Kun vis og har den to-tonede udtale, og dette tyder på at der ikke er tale om et rent artikulatorisk fænomen, men snarere et fænomen på det fonologiske plan (hvor fonologiske stavelsesgrænser kan være afgørende). Endelig har jeg det indtryk at stødet i vis [»vi /s] og de andre stavelser af samme type med den totonede udtale, ikke realiseres med nogen form for knirkestemme eller glottalisering, stødet realiseres snarere alene med det lange fald i tone. Dette er bare en teori og en fornemmelse og må undersøges yderligere: Realiseres stødet i de lange lukkede stavelser på en anden måde end det gør i de lange åbne stavelser (og korte lukkede stavelser)? I øvrigt kan man, hvis man sammenligner fig. 57 og 58, få det indtryk at de betonede stavelser starter på en højere tone når de er lukkede (vis fig. 57) end når de er åbne (vi- fig. 58), og det dybe fald i tone som det høje startpunkt medfører, kan være en del af det der giver det to-tonede indtryk. Jeg har ikke målt tonehøjderne, men dette kunne være mål for en anden undersøgelse. Jeg vil konkludere at den særlige fonologiske status som m et har i film kan forklare hvorfor ordet falder i to toner selv om vokalen er kort. Herefter kan det to-tonede mønster knyttes til stødstavelser med lange vokaler, f. eks. lån, og det en-tonede mønster kan knyttes til stødstavelser med korte vokaler, f. eks. lund. De to toner kan dermed tages som et akustisk udtryk for den fonologiske todelthed i lange stødvokaler, og som et udtryk for den bimoricitet som man kan opfatte som knyttet til den lange stødvokal. Tilbage er der at forklare hvorfor ord af typen ly ikke har et to-tonet mønster. Forklaringen kan muligvis findes ud fra nogle grundige fonologiske analyser, måske i stil med dem jeg let har berørt i dette afsnit. 14 Oversigt over trykgruppens tonemønster i århusiansk: Opsummerende kan resultatet stilles op i denne oversigt. Ligesom i Grønnums illustration fra fig. 1 er den betonede stavelse tegnet med fed og den posttoniske markeret med en cirkel. Figurerne i venstre side af illustrationerne er en stiliseret udgave jeg har tegnet af tonekurven til højre.. 8

69 1) Intet stød, én eller flere obstruenter mellem vokalerne i den betonede og den posttoniske stavelse. 1A1)Lang vokal f.eks. faserne [»fq s n ] (informant A): f a s å n e 1A2)Lang vokal f.eks. faserne [»fq s n ] (dette mønster er hyppigt hos informant B og C): f a s å ne 1B)Kort vokal f.eks. brutto [»b uto]: b r u t o 9

70 2) Intet stød, udelukkende stemte elementer mellem vokalerne i den betonede og den posttoniske stavelse. 2A) Lang vokal f.eks. kanerne [»kq n n ]: k a n å n e 2B) Kort vokal f.eks. kanderne [»kan n ]: k a n å n e 2C) Stød kun på den posttoniske stavelse med bitryk f.eks. vandland på sjælland [»van«lan/][» E«lan/]: v a n l a n på sj æ l an 70

71 3) Stød (uanset tilstedeværelsen af stemte eller ustemte elementer mellem de to stavelsers to vokaler). 3A) Lang vokal f.eks. bruser (vb.) [»b u /s ]: br u s å 3B) Kort vokal f.eks. finnerne (fra Finland) [»fen/ n ]: f e n å n e 4) Enstavelsesord med stød og kort vokal f.eks. lam fra [»lam/f A] (som finnerne fra Finland): l a m fr a 71

72 5) Enstavelsesord med stød og lang vokal. 5A) Åben stavelse f. eks. træ til at fyre [»t Q /te fy ] (som bruser (vb.)): tr æ t e å f y å 5B) Lukket stavelse f.eks. lys for den [»ly /sf dn ] (som syg da de sku på): l y s f å dn 5C) Stavelse som kan tolkes som lukket f.eks. syg da de sku på [»sy /dadisgupç]: s y d a d i s gu på 72

73 ) Kort vokal, men med to efterfølgende stemte elementer f.eks. film de [»fil/mdi]: f i l m di 14.1 Konkluderende beskrivelser ud fra illustrationerne: Når trykgruppen har stød, har den et høj-lav-tonemønster (bruser (vb.) ill. 3A, finnerne ill. 3B, lam fra ill. 4, træ til ill. 5A). I enstavelsesord kan høj-lav-bevægelsen somme tider udspille sig inden for denne ene stavelse. Dette kan ske når stavelsen har stød, har en lang vokal og er lukket (lys ill. 5B), når stavelsen har stød og er åben, men alligevel kan tolkes som lukket (syg ill. 5C), og når stavelsen har stød og en kort vokal efterfulgt af to stemte konsonanter (film ill. ). Hvis den betonede stavelse ikke har stød, men den posttoniske stavelse har stød (og bitryk), har trykgruppen også et høj-lavtonemønster (vandland, sjælland ill. 2C). Når trykgruppen ikke har stød, har tonen et bølgeformet forløb med først en bølgedal og så en bølgetop. Når tonen efter første stavelse afbrydes af noget ustemt, udspiller hele bølgebevægelsen sig inden for den betonede vokal hvis vokalen er lang (faserne ill.1a1 og 1A2), bølgebevægelsen komprimeres altså set i forhold til hvor udstrakt den er i trykgrupperne i ill. 2A og 2B. Når den betonede vokal er kort, kan den ikke nå at udspille hele bølgebevægelsen (brutto ill. 1B), og den korte lydstump som den betonede vokal i brutto udgør, kan derfor ses som en trunkering (altså afklippet udgave) af bølgebevægelsen. 73

74 Når tonebevægelsen ikke afbrydes af noget ustemt mellem den betonede og den posttoniske stavelse, fordeler bølgebevægelsen sig over både den betonede og den posttoniske stavelse, og dette resulterer i lav-høj-forholdet mellem disse to stavelser (kanerne, kanderne ill. 2a og 2b). De to tonemønstre i kanerne og kanderne ligner hinanden, men adskiller sig alligevel lidt: Der er tale om lignende bølgebevægelser, men den posttoniske stavelse i kanerne (ill. 2A) falder lige efter bølgen har toppet, mens den i kanderne (ill. 2B) falder lige før bølgen topper. Dette er ingen overraskelse. Fænomenet svarer til Grønnums perler-på-snor-princip (afsnit 4 under fig. 7 ovenfor). Dette fænomen kan forklare hvorfor ill. 2A og 2B ser ud som de gør: Vokalen i kanderne (ill.2b) er kort og optager derfor ikke så langt et stræk på bølgen som den lange vokal i kanerne (ill.2a) gør, og derfor falder den posttoniske stavelse på et tidligere punkt på bølgen i ill. 2B end i ill.2a. Man kunne have forestillet sig at den lange vokal i kanerne (ill. 2a og 2b) ville have bredt sig over både bølgens dal og top som det er tilfældet i faserne (ill. 1a1 og 1a2), men det gør den ikke. Det ville have passet ud fra perler-på-snor-princippet hvis anden halvdel af den lange vokal i kanerne havde ramt toppen af bølgebevægelsen ligesom den gør i faserne, hvilket ville have resulteret i et høj-lav tonemønster. Men i denne type trykgruppe fordeler de to stavelser sig henover bølgebevægelsen sådan at den betonede stavelse rammer bølgedalen og den posttoniske bølgetoppen, hvilket resulterer i et lav-høj-tonemønster. Perler-på-snor-princippet kan altså forklare den lille forskel der er mellem kanerne og kanderne i form af den lille forskubbelse af hvor vokalerne falder på bølgebevægelsen, men princippet kan ikke forklare forskellen mellem faserne og kanerne. Artiklen baserer sig på mit speciale fra lingvistik på Århus Universitet juli

75 Litteratur: Basbøll, H. 198: The phoneme system of Advanced Standard Copenhagen. ARIPUC 3: Basbøll, H. 1988: The Moderne Danish Stød and Phonological weight. I Bertinetto, P. M. & Lopocaro, M. (eds.): Proceedings from the Cortona Phonology Meeting. Certamen Phonologicum. Torino: Tosenberg & Sellier. P Basbøll, H. 1998: Nyt om stødet i moderne rigsdansk om samspillet mellem lydstruktur og ordgrammatik. Danske studier p Bjerrum, M. 1948: Felstedmaalets tonale accenter. Universitetsforlaget i Århus Brink, L., Lund, J., Heger, S. & Normann Jørgensen, J. (1991): Den store danske udtaleordbog. København: Munksgaard Fischer-Jørgensen, E. 1984: The Acoustic Manifestation of Stress in Danish with Particular Reference to the Reduction of Stress in Compounds. ARIPUC, p Fischer-Jørgensen, E. 1989: Phonetic Analysis of the Stød in Standard Danish. Phonetica 4, p Thorsen (Grønnum), N. og Jul Nielsen, 1981: Fundamental frequency patterning and sentence intonation in two Jutlandic dialects a first approach Thorsen (Grønnum), N. 1984: Variability and Invariance in Danish Stress Group Patterns. I Phonetica 41:88 Grønnum, N. 1988: Stress Group Patterns, Focus Signalling and Sentence Intonation in Two Regional Danish Standard Languages: Aalborg and Næstved. ARIPUC, 22, p Grønnum, N. 1992: The Groundworks of Intonation An Introduction. Museum Tusculanum Press Grønnum, N. & Basbøll, H. 2002a: Stød and Length: Acoustic and Cognitive Reality? I: Bel, B. & Martin, I. (Eds.), Proceedings of the Speech Prosody 2002 Conference, April Aix-en- Provence: Laboratoire Parole et Langage. Pp Grønnum, N. & Basbøll, H. 2002b: Stød and Vowel Length: Acoustic and Cognitive Reality? I: Fonetik 2002, Stockholm May = TMH-QPSR Vol. 44, pp Grønnum, N. & Basbøll, H. 2003a: Two-phases stød vowels a cognitive reality? I: Fonetik 2003, Lövånger 2-4 June 2003 = Phonum 9 (Reports in Phonetics, Department of Philosohy and Linguistics, Umeå University 9). Pp Grønnum, N. & Basbøll, H. 2003b: Stød and Length in Standard Danish: Experiments in Laboratory Phonology. I: Solé, M. J., Recasens, D. & Romero, J. (Eds.), Proceedings of the 15 th 75

76 International Congress of Phonetic Sciences, Barcelona 3-9 August 2003, Universitat Autónoma de Barcelona. Pp Grønnum, N. 2001: Fonetik og fonologi: Almen og dansk. Viborg: Akademisk forlag Jysk ordbog: Kyst, B. 2004: Stød og toner i århusiansk regionalsprog. Upubliceret speciale Kyst, B. og Juel Henrichsen, P. 2005: Proceedings from the NODALIDA conference 2004 Kyst, B. 200: Trykgruppens tonemønster i århusiansk. Proceedings fra d. 8. nordiske dialektologkonference. Århus 200 Riber-Petersen, P. 1973: An instrumental Investigation of the Danish Stød. ARIPUC 7, p Trubetzkoy, N. S. 198: Introduction to the Principles of Phonological Description. Haag: Martinus Nijfhoff Tak Tak til mine informanter: Laura, Johannes og Eva. Jakob Steensig for vejledning. Preben Dømler for teknisk assistance. Peter og Martin for øvrig assistance og korrekturlæsning. Jon, Anne, Signe, Niels og Monica for lyttetest. 7

77 Appendiks: Ordlisten (Fokusordene var ikke streget under da sætningerne blev læst op) Det er et mærkeligt navn til en hund Vi skal have glassene og kanderne sat på bordet nu Han er en meget vis og dedikeret leder Næsten alle Annerne i gymnasiet har briller De lovede gråvejr og byger til ferien De store boliger var alt for dyre Man skal altid klippe finnerne af fisken inden man steger den Træet gav dem ly for regnen Man slukker og tænder på den samme kontakt Den sværeste af faserne at komme igennem er den sidste Huset lå for enden af vejen Han vil gerne synge solo til koncerten De fandt slæderne og kanerne frem til jul De fik altid is til dessert Hun ønsker sig en zeebra i fødselsdagsgave Vi skal købe en ny bruser til vores badeværelse Man kan bruge det man bedst kan li som fyld Sopranerne og basserne er de bedste sangere Han fik lov at komme ind til hestene Alle asserne på klaveret mangler De har fundet et lig som ingen vil kendes ved Vi skal sætte grød frem til nissen til jul Der er mere plads i kufferten hvis du for brug for det Det koster atten kroner Jeg skal vide hvad det koster brutto pr. måned Floden suser og bruser af sted Det koster mere end du aner hvis du vil flyve i helikopter Politibetjenten viser dem hvornår de må køre Forældrene syntes at deres barn var et unikum og noget helt særligt Der er altid betalingspligt når man kører over broen De tager på ferie til Tunis om vinteren Det var enten en hveps eller en bi der stak ham Alle bannerne blafrede i vinden De store tænder som sidder i overmunden skal trækkes ud De fik samlet alle anerne til familiefesten Alle ænderne rappede i kor når de fik mad Det er altid de bedste film de viser i de små biografer Man bruger træ til at fyre op med 77

78 Der er altid bal i festsalen nytårsaften Finnerne klipper altid finnerne af fisken inden de steger den De gav dem én til deling Han har oprettet et lån for første gang Der kom en gevaldig larm fra fabrikken Der ligger en dejlig lund for enden af stien Der skal salt i til sidst De store byer ligger langs kysten De fik et lam fra naboens gård Hun fik meget ros for opgaven Hestene fik halm til morgenmad De tændte et lys for den døde Tilskuerne kom med opmuntrende råb til de kæmpende Han skulle have meget ro for at kunne sove De spiser den rå til dessert Han er den modigste af alle aserne i skoven Han blev syg da de skulle på ferie Filmen var lidt træg til at begynde med, men så blev den bedre De byggede en iglo i vinterferien Hvis du tager din bil går det meget hurtigere December og januar skulle være årets koldeste måneder Han lærte at sy da de fik håndgerning i skolen Han lyser ned på vejen foran sig for ikke at snuble i mørket Den store viser er den der viser minuttallet Hans fremtid tegnede lys og lykkelig Der ligger et stort vandland på Sjælland et sted 78