Forside til afleveringer

Transkript

1 Forside til afleveringer Fornavn og efternavn Mie Hansen Melkersson Studienummer Hold SOKE16BA Gruppenr. K57 Vejleder: Susanne Søs Jørgensen Opgavetitel Børn og unge i slægtspleje Dato Afleveret d. 22/ Studerendes underskrift jf. Nedenstående Bachelorprojekt december 2016 Socialrådgiveruddannelsen, Metropol. Antal anslag: eksklusiv forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag: inklusiv forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste og bilag. 1

2 Indledning. s. 4 Problemformulering s. 5 Metodeafsnit Præsentation af videnskabsteori og den kvalitative fremgangsmåde.. S. 5 Begrundelse for informanternes medvirkende..... S. 5 Kontakten til informanterne.. s. 6 Overvejelser omkring interviewsene..... s. 7 Teoretisk gennemlæsning s. 8 Præsentation af informanterne..... s. 9 Præsentation af teori s. 10 Præsentation af hyppigt anvendte kilder.. s. 11 Hvilken betydning har det for barnet at blive anbragt i slægten? Hvilke fordele er der for barnet ved at blive anbragt i slægten? Stabile anbringelsesforløb. s. 13 Normalitet og at oplyse andre om anbringelsen. s. 13 Kontakt til biologiske forældre...s. 14 Kontinuitet...s. 15 Barnets relation til plejeforældrene... s.16 Barnets forhold til kommunen. s. 17 Hvilke ulemper er der for barnet ved at blive anbragt i slægten? Barnets relation til slægtsplejeforældrene s. 18 Sammenbrud...s. 20 Barnets kontakt til de biologiske forældre...s. 20 Plejeforældrenes relation til barnets biologiske forældre..s. 21 Barnets forhold til kommunen.. s. 23 Hvilke krav stiller det til sagsbehandlingen? Relevant lovgivning knyttet til slægtspleje. s. 24 Kontinuitet eller stabilitet?.. s. 26 Metoder i arbejdet hen imod slægtspleje: Genogram. s. 28 Netværkskort. s. 29 2

3 Signs of Safety...s. 29 Familierådslagning.....s. 30 Netværksmøde.. s. 31 De interviewedes erfaring med metoderne. s. 32 Delkonklusion s. 33 Særlige opmærksomhedspunkter i sagsbehandlingen: krav og forventninger til slægtsplejeforældrene s. 34 Fokus på slægtsplejeforældrene s. 35 Det sociale miljø.s. 36 Samarbejdet med slægtsplejeforældrene..s. 36 Sammenbrud....s. 36 Mere støtte til familierne.. s. 37 Delkonklusion.. s. 39 Konklusion. s. 40 Den sociale indsats: Familiesamtaler s. 42 Litteraturliste s. 46 Bilag s. 49 Bilag 2... s. 51 Bilag 3....s. 53 Bilag 4....s. 56 3

4 Indledning Jeg har i denne opgave valgt at beskæftige mig med børn og unge anbragt i slægtspleje. I Danmark skelner vi ifølge loven imellem tre former for plejefamilier. Der findes de almindelige plejefamilier, de kommunale plejefamilier og netværksplejefamilierne hvor slægtspleje her hører under (SEL 66). Børn og unge anbringes ofte i slægtspleje grundet forældrenes misbrugsproblematikker eller forældrenes psykiske lidelser. SFI s rapport fra 2009 beskriver at omkring halvdelen af børn og unge i slægtspleje slet ikke har nogen anbringelsesårsager knyttet til dem selv (Knudsen, L. 2009, s. 12) Ifølge en statistik foretaget af Ankestyrelsen var der i år 2014, anbragte børn og unge i Danmark. De udgjorde børn og unge anbragt i pleje af de anbragte børn og unge boede i en almindelig plejefamilie, hvor 556 af de anbragte børn og unge boede i slægten. Herudover var 556 børn og unge anbragt i en netværksfamilie uden for slægten, og 310 børn og unge var anbragt i en kommunal plejefamilie. Det vil sige at den almindelige plejefamilie, er den plejeform som er hyppigst anvendt i Danmark. Børn og unge anbragt i slægtspleje udgjorde i år 2014 kun 5% af det samlede antal af alle anbragte børn og unge i Danmark. Tallene viser dermed at slægtspleje er en anbringelsesform der kun er benyttet i et beskedent omfang (Ankestyrelsen, 2015, s. 21). Kommunalbestyrelsen er jf. Serviceloven 47 forpligtet til at overveje hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk. Taget dette i betragtning var der i år 2014 trods alt stadig kun 556 slægtsanbragte børn og unge i Danmark. Jeg vil derfor i denne opgave undersøge hvilken betydning det kan have for barnet at blive anbragt i slægten. Herudover vil jeg undersøge hvilke særlige krav en slægtsanbringelse stiller til sagsbehandlingen. Undersøgelserne skal slutteligt lede mig hen på at besvare hvordan man som socialrådgiver sikrer barnet den bedst mulige anbringelse i slægtspleje. 4

5 Problemformulering hvordan sikrer man som socialrådgiver barnet den bedst mulige anbringelse i slægtspleje? - Hvilken betydning har det for barnet at blive anbragt i slægten? - Hvilke krav stiller det til sagsbehandlingen? Metodeafsnit Præsentation af videnskabsteori og den kvalitative fremgangsmåde Denne opgave er inspireret af den hermeneutiske indfaldsvinkel. Hermeneutikken modsætter sig den naive indstilling til at man kan forholde sig objektivt til udsagn eller rene fakta. Hermeneutikken mener at enhver forståelse er qua situationens betingelser, er præget af på forhånd erhvervede eller tilvænnede opfattelser, som gør sig gældende i fordomme, som skal forstås i en ikkenedsættende betydning af ordet. Ud fra hermeneutikken er jeg derfor bevidst om at min forståelse af mine afholdte interviews og mine interviewpersonernes livbegivenheder, skal ses ud fra mine allerede eksisterende fordommes udlægning af deres virkningshistorie og sociale kontekst informanterne indgår og har indgået i (Guldager, J., 2015, s ) Jeg har i denne opgave ydermere valgt at gøre brug af den kvalitative metode, i form af semistrukturerede interviews. Det semistrukturerede interview er gavnligt for min opgave, da jeg under mine afholdte interviews havde en række forhåndsbestemte emner der skulle afdækkes, samtidig med at interviewformen gav mig en hvis åbenhed som muliggjorde at ændre rækkefølgen af spørgsmål, såvel som forfølge interessante svar fra mine informanter (Kvale & Brinkmann, 2015, s ). Begrundelse for informanternes medvirkende Jeg har i alt afholdt fire interviews. Mit valg om at afholde fire interviews bunder i at jeg i denne opgave ønsker at inddrage de mest væsentlige aktørers perspektiv, som er til stede i en slægtsplejeanbringelse. 5

6 Det ene interview er afholdt med en ung kvinde, der som barn og ung var anbragt hos sin onkel og dennes kone. Interviewet med hende blev afholdt for at komme nærmere barnets perspektiv på hvilken betydning det har at blive anbragt i slægten, hvorfor netop udsagnene fra denne informant, er tillagt den største betydning under punkterne fordele og ulemper, der for barnet kan være forbundet med en anbringelse i slægten. Jeg har udvalgt denne informant ud fra at jeg ønskede en nu voksen som har været anbragt, og dermed ikke stadigvæk er det. Dette er gjort for at få en voksens efterrefleksion og ord, sat på de følelser og erfaringer vedkommende gjorde sig som barn. Det andet interview jeg afholdte var med en kvinde som i starten af sine to børns opvækst, oplevede at få børnene anbragt hos sin egen mor over to omgange. Dette interview er foretaget for at høre hvordan en biologisk forælder oplever dét at få sit barn anbragt hos en i barnets familie, i dette tilfælde hos hendes egen mor. Dernæst afholdte jeg det tredje interview som var med en mormor der på sit nu sjette år, var slægtsplejemor for sin datters søn. Her ønskede jeg ligeledes at høre en slægtsplejeforælders perspektiv på hvordan det opleves at være plejeforælder for et barn i slægten. Det fjerde og dermed sidste interview jeg afholdte var med en socialrådgiver der igennem 39 år, har arbejdet på børn og ungeområdet. Valget af at interviewe hende, skyldtes at jeg i opgaven i lige så høj graf er interesseret i forvaltningens perspektiv og arbejde med slægtsanbringelser. Jeg er dog opmærksom på at i og med den interviewede socialrådgiver kan have en loyalitet overfor sin arbejdsplads og dermed den givne kommune, er der en risiko for at visse af hendes svar kan gives efter hvad loven dikterer kommunerne, og altså ikke nødvendigvis hvordan den forvaltes i praksis. Kontakten til informanterne Jeg havde forud for kontakten til informanterne, gjort mig tanker omkring hvordan de skulle udvælges. Det skulle blandt andet ske ud fra tilgængelighed (Kvale & Brinkmann, 2015, s. 351) men også ud fra at jeg var interesseret i at anbringelsen meget gerne måtte være af nyere tid, da meget har ændret sig på anbringelsesområdet gennem tiden, herunder lovgivning og viden. 6

7 For at komme i kontakt med en socialrådgiver som beskæftigede sig med slægtsanbringelser, skrev jeg ud til nogle forskellige kommuner, hvor flere ønskede at deltage. Her udvalgte jeg hende med mest erfaring på området. Jeg oplevede en del udfordringer forbundet med at finde en informant som tidligere havde været anbragt i slægtspleje. Jeg kontaktede først en masse organisationer, herunder De 4 Årstider, Børnetinget hos Røde Kors, Baglandet, TABUKA og De Anbragtes Vilkår. Af sidstnævnte organisation blev jeg af formanden henvist til at søge om medlemskab på Facebookgruppen Anbragte og tidligere anbragte hvor jeg efter et Facebookopslag blev kontaktet af en mor, som havde fået sit barn anbragt. I min videre søgen efter en person som var tidligere slægtsanbragt, slog jeg opslag op i en række andre Facebookgrupper, hvor jeg her blev sat i forbindelse med en ung kvinde, som havde været anbragt hos sin onkel. Også den interviewede slægtsplejeforælder kom jeg i kontakt med over Facebook, hvor interessen fra slægtsplejeforældre der ønskede at dele sine oplevelser var stor. Mine efterrefleksioner om hvad årsagen kan være til at det har været en udfordring at komme i kontakt med en tidligere anbragt i slægtspleje og en biologisk forælder, er blandt andet at denne anbringelsesform som nævnt i indledningen ikke er særligt udbredt i Danmark. Herudover kræver det desuden at vedkommende har lyst til at åbne op om så personligt, følsomt og muligvis skamfuldt et emne, til et menneske de ikke kender på forhånd kender. Overvejelser omkring interviewsene Alle mine interviews blev afholdt telefonisk af hensyn til den geografiske afstand mellem informanterne og mig. Jeg er derfor opmærksom på at jeg ikke har kunnet observere informanternes kropssprog og mimik. I stedet har jeg haft et større fokus på informanternes stemmeføring under interviewsene. Forinden interviewsene gjorde jeg meget ud af at opnå det informerede samtykke, samt opnå fortrolighed hos informanterne, hvorfor alle de medvirkende i opgaven er blevet anonymiseret (Kvale & Brinkmann, 2015, s ). Jeg blev af en af de organisationer som jeg kontaktede, gjort opmærksom på at informanter sommetider kunne ønske at stå frem med fulde navn, for derved synligt at blive krediteret for sin historie. Dette synes jeg er en god og bemærkelsesværdig pointe, men jeg har dog alligevel i opgaven taget et aktivt valg om at anonymisere alle de medvirkende. Jeg har valgt at anonymisere alle informanterne som et 7

8 princip i min opgave, og med det i baghovedet at det ikke nødvendigvis er alle der kan overskue konsekvenserne som følger at stå frem i en bacheloropgave, der efterfølgende vil ligge offentligt tilgængelig på internettet. For at opnå det informerede samtykke fra informanterne, gjorde jeg meget ud af at fortælle hvad spørgsmålene overordnede ville handle om. Jeg spurgte også om lov til at optage samtalen og tydeliggjorde hvilket formål dette ville tjene, samt at samtalen efterfølgende naturligvis ville blive slettet. Jeg informerede herudover også om at hvis der undervejs opstod spørgsmål eller emner de ikke ønskede at besvare, kunne de til enhver en tid meddele mig dette, og/eller stoppe interviewet helt (Kvale & Brinkmann, 2015, s ). I relation til iscenesættelsen af interviewet lagde jeg ud med endnu engang at briefe om formålet med interviewet, hvorfor jeg optog samtalen mv. Efter endt interview spurgte jeg om vedkommende havde mere at sige. Afslutningsvis og efter jeg havde slukkede optageren, snakkede vi efterfølgende om hvordan det havde været for vedkommende at deltage. Dette gjorde jeg for at sikre mig at de ikke blev efterladt med en følelse af tomhed og for at få lukket samtalen ordentligt af (Kvale & Brinkmann, 2015, s. 183). Teoretisk gennemlæsning Under gennemlæsningen af mine interviews har jeg læst teksterne ud fra en teoretisk tilgang (Kvale & Brinkmann, 2015, s ). Jeg har betragtet teksterne ud fra Honneths paradigme om anerkendelse og Bunkholdt og Sandbæks paradigme om stabilitet og kontinuitet, for blandt andet at besvare opgavens underspørgsmål omkring hvilken påvirkning det for barnet har at blive anbragt i slægtspleje. Forud for afholdelsen af interviewsene gjorde jeg mig ligeledes overvejelser omkring hvorledes jeg ved nogle af mine spørgsmål, kunne spørge på en måde hvor svarene efterfølgende kunne sættes i forbindelse med Honneths samt Bunkholdt og Sandbæks teori. Jeg har i opgaven løbende forholdt mig analyserende, hvorfor der derfor ikke er ét punkt i opgaven at finde, som kaldes for analysen. 8

9 Præsentation af informanterne Fiktivt navn: Mette tidligere anbragt i slægten Mette boede hos sin onkel og dennes kone fra hun var ca år. Mette boede forinden sammen med sin mor som havde et massivt alkoholmisbrug og on and off levede i voldelige forhold. Mettes far havde en sygdom som gjorde at han ofte var indlagt, hvorfor det ikke var muligt for Mette at bo hos ham. Mette blev først placeret på et børnehjem. Slægtsanbringelsen blev efterfølgende iværksat på onklens initiativ. Mette havde siden anbringelsen hos sin onkel den samme socialrådgiver frem til anbringelsens ophør. I dag er Mette over 30 år og har nu en stærk relation til sine tidligere plejeforældre (Interview, 5 november, 2016). Fiktivt navn: Anne biologisk mor Anne er mor til to børn der af to omgange på en sammenlagt periode på ca. 2 år, blev anbragt hos hendes mor, børnenes mormor, da børnene var henholdsvis 2 og 6 år gamle. Anne henvendte sig selv til kommunen, da hun på daværende tidspunkt havde et forhold til en voldelig mand og derfor frygtede for sit eget og børnenes liv. Anne har haft skiftende socialrådgivere i de to år, børnene var anbragt. Samarbejdet vurderer hun negativt og positivt alt efter den daværende tilknyttede socialrådgiver. Anne har i dag begge sine børn hjemme igen. Relationen mellem Anne og hendes mor, børnenes mormor, beskriver hun som fortsat værende kompliceret (interview, 15 november, 2016). Fiktivt navn: Dorthe slægtsplejeforælder Dorthe er plejemor på 6. År for sin datters søn. Dorthe holder kontakt med begge af drengens forældre, dog mest sin egen datter, drengens mor. Dorthe og hendes mand føler sig udfordret i slægtsplejerollen da det har vist sig at drengen er markant mere skadet, end hvad man i første omgang havde kendskab til. Slægtsanbringelsen blev iværksat på kommunens initiativ. Dorthe har i de seneste 6 år, oplevet stor udskiftning i de tilknyttede socialrådgivere. Samarbejdet vurderer hun dog som værende udelukkende positivt og at Dorthe og hendes mand har været enormt tilfredse med kommunen (interview, 21 november, 2016). 9

10 Fiktivt navn: Susanne - Socialrådgiver Socialrådgiver med mange års erfaring på børn og ungeområdet. Har erfaring med mange netværksanbringelser, herunder mange anbringelser i slægtspleje (interview, 6 december, 2016). Præsentation af teori Følgende afsnit indeholder gentagelser fra modul 12 opgaven Axel Honneth Jeg har som nævnt i overstående afsnit, valgt at benytte mig af Axel Honneths teori om anerkendelse. Jeg finder Honneths teori om anerkendelse særligt relevant at se på, i forhold til anbragte børn og unge. Axel Honneths teori handler grundlæggende om, at individet kræver anerkendelse i tre sfære for at kunne udvikle sin identitet fuldt ud. De tre sfære han snakker om er som bekendt privats sfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære. Hver form for anerkendelse, følges af tre former for forhold til sig selv. Anerkendelse i privats sfæren fører til selvtillid, anerkendelse i den retslige sfære fører til selvagtelse og anerkendelse i den solidariske sfære fører til selvværdsættelse (Honneth, 2003, s. 14). Individet kan miste sit positive forhold til sig selv ved manglende anerkendelse. Udover mangel på anerkendelse i de tre sfære, kan individet ligeledes udsættes for en række moralske krænkelser i hver af de tre sfære (Honneth, 2003, s. 18). Jeg vil bruge Axel Honneths teori til at se på, hvorvidt individet har mulighed for at opnå anerkendelse i alle tre sfære imens det er anbragt i slægten. Jeg vil altså bruge Honneths teori til at se på hvorvidt barnet har mulighed for at opnå den vigtige anerkendelse i privatsfæren ved at bo hos en i familien. I forhold til den retslige sfære vil jeg se på hvorvidt barnet føler sig anerkendt og hørt i forhold til mødet med socialrådgiveren og dermed også mødet med forvaltningen og barnets rettigheder. Jeg vil herudover også se om dét at barnet er anbragt i familien, har nogle indflydelse på om vedkommende er mindre udsat for stigmatisering og derved har nemmere ved at opnå anerkendelse af jævnaldrende i den solidariske sfære af. 10

11 Bunkholdt og Sandbæk Jeg finder Bunkholdt og Sandbæk relevante at inddrage i denne opgave, da de skildrer to forskellige retninger vi som socialrådgivere kan lægge fokus på. Man kan enten vælge at lægge et overvejende fokus på vigtigheden af kontinuitet i barnets liv. Med kontinuitet mener Bunkholdt og Sandbæk dét at have en sammenhængende livshistorie. Her anses en sammenhængende livshistorie som dét at være omgivet af de samme mennesker gennem opvæksten, for senere at beholde både familie og venner gennem store dele af liv. Kontinuitet beskrives som en størrelse der påvirker identitetsudviklingen, forstået på den måde at vi er formet af fortiden og har behov for at vide og forstå hvordan denne udvikling har været(bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). Den anden retning vi som socialrådgivere kan lægge fokus på er stabilitet. Stabilitet i omsorgen betyder at de mennesker barnet og den unge har omkring sig, giver omsorg i alle dens afskygninger og på måder som er forudsigelige og til at stole på. Stabilitet defineres desuden som forudsigelige signaler og faste, forudsigelige og forståelige grænser som alle er med til at bidrage til oplevelsen af pålidelighed, stabilitet og dermed tryghed for barnet/den unge (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 255). Stempling og sigmatisering Stempling er som bekendt en proces hvori individet tilskrives en række bestemte og negative egenskaber, f.eks. på baggrund af personens sociale position (Bo, K- A, et al, 2011, s ). Det er relevant i forhold til min opgave at se på hvorvidt man mindsker følelsen/synliggørelsen af at være anbragt, ved at anbringe et barn i egen slægt. Dette kunne medfører at individet især af andre børn, i mindre grad bliver set på som værende afvigende. De to overstående teorier fra henholdsvis Axel Honneth samt Bunkholdt og Sandbæk, vil dog være mit primære udgangspunkt og teori. Præsentation af hyppigt anvendte kilder Vejledning om netværksanbringelse og aflastning udgivet af Center For Familiepleje i Københavns kommune. Målgruppen for vejledningen er angivet som værende sagsbehandlere, børne og ungdomskonsulenter samt andre medarbejdere der arbejder 11

12 med børnesager. Denne kilde er i opgaven hyppigt anvendt da den er tiltænkt som vidensdeling i Københavns Kommune, hvorfor kilden udgør den viden mange praktikkere bruger. Vejledningen er desuden viden omsat i praksis relatereret til arbejdet med netværksanbringelser, hvilket gør den relevant for denne opgave (Center for familiepleje, 2008, vejledning om netværksanbringelse og aflastning). SFI s rapport fra 2010 Det er jo min familie, som består af beretninger fra børn og unge i slægtspleje. Rapporten er en del af evalueringen af anbringelsesreformen fra 2006, som socialministeriet har finansieret og iværksat evalueringen af. Rapporten er bygget op omkring kvalitative interviews af slægtsanbragte børn og unge (Egelund, T., Jakobsen, T- B,. Steen, L. 2010, s. 31) SFI s rapport fra 2011 Effekter af slægtspleje. Denne rapport er den tredje i SFI s undersøgelse om anbringelse af børn i slægten. Rapporten sammenligner effekten af slægtsanbringelser og almindelige plejefamilier. Modsat rapporten fra 2010, tager denne udgangspunkt i kvantitative undersøgelser. Rapporten er bygget op omkring spørgeskemaer udfyldt af 196 plejeforældre og spørgeskemaer udfyldt af årige, som 2 år forinden var anbragt (Knudsen, L & T, Egelund, 2011). 12

13 Hvilken betydning har det for barnet at blive anbragt i slægten? For at identificere og belyse hvilken betydning det for barnet har at blive anbragt i slægten, er nedenstående afsnit opdelt i fordele og ulemper. Nedenstående afsnit er derfor med andre ord tematiseret efter hvorvidt beskrivelserne kan have en positiv betydning og dermed være en fordel for barnet, eller hvorvidt beskrivelserne har en negativ betydning og derfor udgør en ulempe for barnet. Hvilke fordele er der for barnet ved at blive anbragt i slægten? Stabile anbringelsesforløb Anbringelser af børn i slægten, viser sig at være relativt mere stabile, end anbringelse af børn i almindelige plejefamilier (Center for familiepleje, 2008, vejledning om netværksanbringelse og aflastning, s. 15; Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 276). Det er også karakteristisk for børn og unge der har været anbragt i slægtsanbringelse, at de har oplevet væsentligt færre anbringelsesskift end børn anbragt i almindelige plejefamilie (Egelund, T., Jakobsen, T- B,. Steen, L. 2010, s. 31). Bogen Praktisk Barnevernarbeid henviser til Egelunds forskningsstatistik fra 2006, som peger på at børn og unge i slægtspleje, oftere får en bedre udvikling end børn og unge i traditionelle plejefamilier (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 275). Normalitet og at oplyse andre om anbringelsen En slægtsanbringelse er mindre indgribende og fremstår for barnet ofte som en blanding mellem hjem og anbringelse (Egelund, T et al., 2010, s. 11). Det kan for barnet opleves som værende lettere at fortælle skolekammerater og andre at man bor hos sin farmor eller mormor, fremfor i en normal plejefamilie (Center for familiepleje, 2008, vejledning om netværksanbringelse og aflastning, s. 15). Adspurgt til hvorvidt Mette (Interview, 5 november, 2016) var åben omkring at hun boede hos sin onkel fortæller hun... Jeg var meget åben. Alle mine veninder vidste det hele. Jeg har aldrig været hemmelighedsfuld om det. 13

14 Efterfølgende svarer Mette på, hvordan hun havde det med at skulle fortælle at hun ikke boede hos sine biologiske forældre. Til dette siger hun det havde jeg det fint med. Jeg syntes det gjorde mig lidt anerledes. Men i teenageårene ville man gerne være lidt anerledes. I SFI s rapport Det er jo min familie beretninger fra børn og unge beskriver børnene sig selv grundlæggende som værende almindelige, dog blot med en særlig baggrund. At børnene i undersøgelsen gennem deres egne beretninger fremstår normale i og med de er anbragt hos en i familien, adskiller sig fra andre anbringelsesformer hvor hyppige følelser som forkert og unormal går igen (Egelund, T et al., 2010, s. 12). At børnene i rapporten overvejende betegner sig selv som værende normale og at Mette også fortæller at hun havde det fint med at fortælle jævnaldrende omkring at hun boede hos sin onkel, har derfor en indflydelse på børnenes/de unges selvbillede. At børnene i rapporten fortæller at de føler sig normale ved at bo i slægten, må blandt andet have skyldtes omgangskredsens reaktion på denne begivenhed og dermed have påvirket barnets/den unges selvforståelse. Ved at anbringe et barn i slægten bliver det altså mindre unormalt og synligt at barnet er anbragt, hvilke kan have en indflydelse på stemplingen fra især jævnaldrende, da barnet og den unge derfor i mindre grad fremstår som afvigende og som værende et socialt fænomen. Barnet eller den unge kan i den forbindelse i mindre grad opleve at blive identificeret fuldt ud som værende et anbragt barn, til blot at være et barn der bor hos sin mormor. Der er derfor gode chancer for at barnet ved at anbringes hos en i familien, i mindre grad oplever at blive reduceret til anerledesheden som altså potentielt kunne blive dets stigma (Bo, K- A, et al, 2011, s ). Individet kræver anerkendelse i den solidariske sfære for at kunne udløse selvværdsættelsen. Anerkendelsen i denne sfære har barnet mulighed for at opnå gennem blandt andet skolemæssige gruppefællesskaber med jævnaldrende. At barnet via den reducerede stempling har lettere ved at opnå - og derved indgå i en positiv rolle i fællesskabet, giver barnet mulighed for at blive anerkendt i denne sfære for eksempelvis sine specielle evner, kvaliteter eller særlige livsforløb, på lige fod med alle de andre (Honneth, 2003, s ). Kontakt til biologiske forældre Undersøgelser peger på, at børn der er anbragt hos en i slægten har hyppigere kontakt til deres biologiske forældre, end andre anbragte børn og unge. Den større grad af kontakt kan 14

15 på sigt have en betydning for en eventuel hjemgivelse (Center for familiepleje, 2008, s. 15; Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 276). Den hyppige besøgskontakt (minimum en gang om ugen) mellem mor og et barn placeret i slægtspleje, er langt mere udbredt end besøgskontakten mellem mor og barn i normal plejefamilie. Unge i slægtspleje vurderer at de selv i enten høj grad eller meget høj grad, har en indflydelse på kontakten af samværet til deres biologiske forældre. Efter ophørt anbringelse angiver de unge at de hyppigere enten besøger eller får besøg af deres forældre, end de unge der har været anbragt i normal plejefamilie (Knudsen, L & T, Egelund, 2011, s ). Adspurgt til hvor meget kontakt Mette havde til sin biologiske far under anbringelsen, fortæller hun; Jeg havde rigtig meget kontakt. Han ringede til mig hver dag kl. 18:30, bortset fra da han var indlagt. Jeg var også derhjemme næsten hver anden weekend, i det første år. Han var jo stadig min far, og han var jo ked af at han ikke kunne tage mig. Men han var så syg, så det kunne ikke lade sig gøre (Interview, 5 november, 2016). At Mette og andre børn og unge under anbringelsen fortsat har kontakt til en eller begge sine biologiske forældre, hjælper med at bibeholde den kontinuitet i barnets liv, som Bunkholdt & Sandbæk snakker om. Børn og unge som er placeret i slægtspleje hvor de har (hyppig) kontakt til de biologiske forældre, er dermed fortsat omgivet af de samme mennesker som de var tidligere, hvilket er vigtigt for den sammenhængende livshistorie (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). Set i relation til Honneths anerkendelsesteori er det også i privatsfæren, altså blandt andet i kærlighedsforholdet mellem mor, far og barn imellem hvor barnet kan opnå en fortrolighed mellem sine værdier, ressourcer og indstillinger og se dem anerkendt og modtaget. Den vellykkede relation mellem mor og barn udgør forudsætningen for at kunne træde ud i en konfliktfyldt verden. Kærlighed og dermed anerkendelse i dennes sfære af forældre samt nær familie og venner, udløser barnets fundamentale selvtillid (Honneth, 2003, s ). Kontinuitet Mette fortalte hvordan hun fortsat havde en hyppig kontakt til sin biologiske far under anbringelsen. Også kontakten til hendes mor, forsøgte plejeforældrene at understøtte. Den 15

16 dag i dag, har hun fortsat en stærk kontakt til både hendes far, onklen og dennes kone (Interview, 5 november, 2016). At placere et barn hos en i slægten, er med til at bibeholde kontinuiteten i barnets liv. I sager hvor plejefamilien bor tæt på de biologiske forældre, er der en mulighed for at barnet kan forblive i samme miljø og på den måde mindske tabet af venner, naboer og skoleskift (Center for familiepleje, 2008, vejledning om netværksanbringelse og aflastning, s. 15). Den sammenhængende livshistorie for barnet og dermed kontinuiteten af mennesker og steder der går igen, har en betydning på hvordan mennesker fungerer i hverdagen (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). Der er flere grunde til at plejeforældrene og barnets biologiske forældre bør mødes eller have en form for kontakt under anbringelsen. Det er særligt gavnligt for barnet, da det kan være med til at dæmpe en eventuel loyalitetskonflikt, dække barnets behov for kontinuitet ved at se de biologiske forældre, samt øge barnets selvværd (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 284). Barnets relation til plejeforældrene Mette siger jeg har faktisk også prøvet at bo i aflastningsfamilie. Det var meget fremmed kan jeg huske, fordi det var en anden familie. Det kan jeg huske var meget fremmed, så jeg syntes det var positivt at komme i slægtspleje (Interview, 5 november, 2016). Slægtspleje opleves som værende børnenes hjem. Mange anbragte børn og unge i slægtspleje har boet der store dele af barndommen og forventer også at bo der resten af den ud. Alle børn og unge anbragt i slægtspleje, har forinden anbringelsen en kenskab til/relation til plejeforældrene, men styrken af denne varierer. I anbringelsessager hvor barnet ved anbringelsens start var ganske lille, har plejeforældrene typisk haft en stor rolle i deres liv, og anbringelsestidspunktet kan derfor være svær at lokalisere helt præcist. Ved de lidt ældre børn/teenagere er det vigtigt at barn og plejeforælder kan lide hinanden og familiært er tilknyttet, men den dybere samhørighed er ikke nødvendigvis altafgørende for et godt slægtsplejeforløb (Knudsen, L & T, Egelund, 2011, s ). En klar fordel for barnet ved at være anbragt i slægten er at plejefamilien forinden kender til barnet og dets historie på godt og ondt. Dette gør at der kan deles gode minder og eventuelt sørges over de smertefulde sammen. Plejeforældrene kan i nogle tilfælde også hjælpe barnet med at få fyldt huller i hukommelsen ud, med erindringer som barnet ikke selv kan huske 16

17 eller kender til. Slægtspleje giver derudover også barnet en mulighed for at få genkendt sine egne følelser og dele disse med plejeforældrene i forhold til hvad der gør ondt og fungerer dårligt, og omvendt hvad der har været fint og fungerer godt i forhold til forældrene (Egelund, T et al., 2010, s. 55). Netop at have nogle i sit liv som man kan dele de samme minder med, er en vigtig del af kontinuitetsskabelsen og dermed også vores identitetsudvikling. Vi er alle formet af fortiden og har i større eller mindre grad et behov for at kende til og forstå denne (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). Et barn som flytter ind hos en i slægten, fremfor ind i en fremmede familie, ved at det flytter ind hos nogle mennesker som gerne vil barnet, i og med at de familiært er forbundet. At føle sig velkommen og værdsat modvirker flere egocentriske tolkninger. Barnet kan derved mindske skyldfølelsen af at det er fjernet fra hjemmet (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 276). Særligt i slægtsanbringelser kan det diskuteres hvor Honnteh s privatsfære befinder sig for børnene/de unge. Modsat dem i almindelig familiepleje, er børnene i slægtspleje i en særlig position, hvor de fortsat bevarer kontinuiteten, trods anbringelse udenfor hjemmet. Dette kan blandt andet afbilledes i SFI s rapport Effekter af slægtspleje hvor det fremgår på tabel 5.3 at 90% af de unge i slægtspleje ser sig selv som en del af plejefamilien og 10% ser sig som værende næsten en del af plejefamilien. Dette er i øjenfaldende, da det sat op imod unge i almindelig familiepleje, hvor 74% føler sig fuldstændig som en del af familien, 12% føler sig næsten som en del af plejefamilien, 3% føler sig lidt udenfor plejefamilien og 11% føler sig fuldstændig udenfor, og ikke som en del af plejefamilien (Knudsen, L & T, Egelund, 2011, s. 76). Barnets forhold til kommunen Et barn som har en sag i kommunen, adskiller sig på den måde fra langt de fleste øvrige jævnaldrende børn. I anbringelsessager kan kontakten til kommunen naturligvis ikke være helt foruden, men børnene vurderer ikke nødvendigvis kontakten til kommunen som negativ, hvorfor de positive oplevelser med forvaltningen i forbindelse med slægtsanbringelser er skitseret herunder. Mette (Interview, 5 november, 2016) fortæller at hendes daværende socialrådgiver var den samme hele anbringelsen igennem. Herudover beretter hun om at han to gange årligt kom på 17

18 tilsynsbesøg og at man jo kan blive påvirket af sine forældre eller plejeforældre. Så han sørgede altid for at jeg var alene med ham og han kunne snakke med mig. Andre børn i slægtspleje som har positive beretninger om deres forhenværende tilknyttede socialrådgiver, lægger også vægt på kontinuiteten i sagsbehandlingen. Herudover oplevelses kontakten til den tilknyttede socialrådgiver som værende god hvis barnet/den unge oplever at tavshedspligten bliver holdt, at socialrådgiveren er en fortrolig, at samtalen er relevant og at de unge føler sig anerkendt og hørt (Egelund, T et al., 2010, s ). At barnet/den unge føler sig anerkendt og hørt i mødet med deres socialrådgiver og dermed forvaltningen og barnets/den unges lovgivningsmæssige relationer, sikrer barnet anerkendelse i den retslige sfære, hvilket føre til at barnet eller den unge kan opnå selvrespekt og selvagtelse som værende et lige medlem af samfundet (Honneth, 2003, s ) Hvilke ulemper er der for barnet ved at blive anbragt i slægten? Barnets relation til slægtsplejeforældrene Mette fortæller at hendes følelse af at være anbragt ikke var mindre, blot fordi hun var placeret hos sin onkel og dennes kone; selvom det var familiært og de gjorde mange gode ting for mig, var der stadig en distance. For det var ikke mine rigtige forældre. Jeg følte stadig at jeg var anbragt (Interview, 5 november, 2016). Mettes kommentar er på sin vis et atypisk udsagn for børn og unge i slægtspleje, da en anbringelse i slægten blandt andet er defineret som noget der for barnet mindsker følelsen af at være anbragt, hvilket tidligere afsnit også beretter om. At Mette under anbringelsen stadig følte sig anbragt og oplevede en distance mellem hende og hendes plejeforældre kan muligvis bunde i den spinkle relation hun forinden havde til onklen. Mette fortæller under interviewet om at hendes nu afdøde biologiske mor havde et massivt alkoholsmisbrug og kun i små periode formåede at holde kontakten med familien. Uanset hvordan man søger at forklare Mettes udsagn, bevidner det om at en slægtsanbringelse kan opleves meget forskelligt. Barnet kan opleve at føle at det mister noget af sin familie når et familiemedlem, f.eks. mormor pludselig går fra at være mormor, til nu at påtage sig en forælderrolle, hvor hun skal 18

19 stå for den primære omsorg for barnet. At en onkel eller tante bliver plejeforældre er ligeledes nødvendigvis ikke altid det bedste for barnet, da barnet kan miste samvær med voksne, som muligvis var mindre konfliktfyldt, end det der kan opstå når man går over til forældreskabet (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). Når barnet anbringes i slægten, kan der være tale om relativt gamle plejeforældre. Dette kan have en indflydelse på anbringelsesforløbet da plejeforældrenes høje alder, kan betyde at de i længden ikke ville kunne magte opgaven, hvilket kan resultere i et sammenbrud. I og med at slægtsplejeanbringeler netop er en fra barnets egen slægt som får barnet i pleje, kan det ifølge socialrådgivere betyde at slægtsplejeforældrenes forudsætning for at være plejeforælder er dårligere, i og med at slægtsplejeforældrene ikke altid har den faglige viden, der gør at de kan vurdere samt reagere hensigtsmæssigt overfor barnet eller den unge (Center for familiepleje, 2008, s. 16). Hvis barnet flytter ind hos en moster eller en onkel som har en dertilhørende partner, kan forholdet til denne være vanskeligt, hvilket naturligvis kan have en indflydelse på barnets trivsel og den generelle familiedynamik (Center for familiepleje, 2008, s. 16). Adspurgt til hvorvidt Mette (Interview, 5 november, 2016) talte med hendes slægtsplejeforældrene omkring problemerne i familien imens hun var anbragt svarer hun altså min plejefar er en mand af få ord. Så han sagde ikke ret meget. Han kan ikke lide sådan noget med at tale om følelser, herudover fortæller Mette at det ikke var noget de under anbringelsen talte om for det var rigtig svært at snakke om. Selv længe efter anbringelsen ophør, forklarer Mette hendes og plejeforældrenes relation som: det var meget anstrengt. Og det blev faktisk først godt, efter jeg selv fik børn. Så blev det rigtig godt. Vi havde nogle år hvor vi talte sammen, men det var meget underligt. Der lå så meget imellem os som vi aldrig havde fået talt om, og jeg aldrig havde sagt. Det var så underligt imellem os. Så det var først da jeg fik mine egne børn for tre år siden, hvor vi virkelig kunne tale om det (Interview, 5 november, 2016). Mette fortæller ydermere at hende og onklens kone fik snakket sammen hun var rigtig glad for at vi fik snakket om det. Og vi var begge lettet. Det var også rigtig svært for hende lige pludselig at få et barn ind som var ni år, og jeg havde så mange traumer af det jeg havde været igennem. Og jeg agerede voldsomt i nogle situationer. Jeg havde det rigtig rigtig svært generelt (Interview, 5 november, 2016). 19

20 Børn som har været udsat for omsorgssvigt har brug for at have voksne omkring sig, som er i stand til at tage imod og bearbejde dets tanker og følelser. Dette kræver at plejeforældrene har et åbent og afklaret forhold til problematikkerne og at det er muligt for dem at tale åbent med barnet om det. Familien, i dette tilfælde onklen, kan bære på skyld over at tingene gik som det gik, hvilket kan være med til at forklare hvorfor onklen ikke var i stand til at snakke om familieproblematikkerne under Mettes anbringelse (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 277). Sammenbrud Hvis et sammenbrud sker i en slægtsplejeanbringelse, kan det have store omkostninger for barnet. Det kan betyde at barnet er i risiko for at miste kontakten til dele af sin familie. Herudover kan barnet gå med følelser som skyld over at anbringelsen ikke kunne bære, og at denne derfor måtte ophøre (Center for familiepleje, 2008, s. 16). Et sammenbrud hvor barnet mister kontakt til dele af familien kan føre til et massivt brud på kontinuiteten og barnet kan dermed lide store relationelle tab (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). Barnets kontakt til de biologiske forældre Mette udtaler Det var meget op og ned. Når min mor var på antabus kunne jeg få lov at besøge hende. Efter en strandtur hvor Mettes mor trodsede antabussen, som resulterede i at hun besvimede og lå med fråde ud af munden, besluttede Mettes socialrådgiver af hensyn til hende, at hun kun måtte se hendes mor når moren var ædru og at besøgene skulle foregå i onklens hjem. Adspurgt til hvor ofte Mettes mor kom på besøg svarer hun Aldrig. Jeg tror måske at hun var der da jeg blev konfirmeret. Og det var det. Adspurgt til om Mette havde telefonisk kontakt til sin mor svarer hun; i perioder. Meget små perioder. Mine plejeforældre forsøgte at støtte op om at jeg skulle have kontakt til hende, men de ville også gerne passe på mig. Jeg blev så ked af det hver gang hun drak. Nogle gange ringede hun også til mig fuld og så ville jeg ikke snakke med hende. Jeg havde ikke så meget kontakt (Interview, 5 november, 2016). Mette tegner dermed et billede af at hun under anbringelsen havde en sporadisk og tæt på ikkeeksisterende kontakt til hendes biologiske mor, som hun førhen boede hos. 20

21 Nogle børn kan ønske at samværet med forælderen var mindre eller at det helt ophører, grundet en tidligere historie om en belastet relation forælder og barn imellem, eller følelsen af ikke at være ønsket af forælderen. At respektere barnets ønske og beskytte barnet imod forskellige former for overgreb, kan i rollen som slægtsplejeforælder være svær. Det ses at slægtsplejeforælderen i nogle tilfælde forsøger at presse barnet og negligerer barnets ønske om begrænsning i kontakten til de biologiske forældre, ved for eksempel at bemærke at det jo bare er en weekend, i stedet for at støtte barnet i dets forsøg på at sætte en grænse. Slægtsplejeforældrene kan have svært ved at støtte barnet i dets grænse da plejeforælderen samtidig skal håndtere egen relation til de biologiske forældre (Egelund, T et al., 2010, s ). Det kan opleves at kontakten til den modsatte forælder og dets familie (hvis der altså er nogle) som barnet ikke bor hos, kan være afskrevet i større eller mindre grad. I nogle af disse tilfælde ses det at slægtsplejeforældrene i noget omfang samarbejder med modsatte forælder, men at relationen til den modsatte forælder, hvis denne eksisterer, dog er spinkel. Det betyder derfor at slægtsplejeforældrene ikke altid formår at værne om de tidligere betydningsfulde relationer i barnets liv, således at barnet slipper for relationstab (Egelund, T et al., 2010, s. 56). Et sådan tab af forælderkontakt eller anden vigtig relation i barnets liv, kan som nævnt under punktet sammenbrud, opleves som et massivt brud på kontinuiteten for barnet. Børn såvel som voksne som er (forholdsvist) alene om sin historie, kan føle en stor ensomhed (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). Plejeforældrenes relation til barnets biologiske forældre Adspurgt hvor meget kontakt Mettes onkel (hendes plejefar) under anbringelsen havde til sin søster, Mettes biologiske mor, svarer hun: De havde ingen kontakt. De ville gerne have kontakt, men hun ville ikke. Hun var helt indforstået med at jeg skulle derhjem og bo, og det var det hun helst ville have. Men det gjorde så ondt på hende at hun ikke kunne se dem i øjnene (Interview, 5 november, 2016). Dorthe som er plejemor beretter også om at relationen til sin datter, altså hendes barnebarns biologiske mor, er blevet svagere efter drengen er blevet anbragt i hendes hjem jeg synes at mit forhold til hende (red; drengens mor) er blevet svagere. Jeg synes det er gået ud over det 21

22 engagement jeg kan lægge i hende, i forhold til hvad jeg lægger i drengen (interview, 21 november, 2016). Der vil i større eller mindre grad være udfordringer forbundet med at barnet flytter ind hos en i slægten. Har familien været præget af et højt konfliktniveau kan det være en yderst vanskelig proces, modsat hvis barnet flytter ind i en familie hvor hjælp, tillid og støtte familien imellem, har været gennemgående (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S ). I rapporten effekter af slægtspleje tabel 6.3 vises der, at 33% af de slægtsanbragtes børns biologiske mor 2 år inde i anbringelsen, har fået en reduceret accept til plejeforældrenes hjem, som værende barnets anbringelsessted. Dette står i kontrast til de almindelige plejefamilier hvor kun 7% af mødrene 2 år efterfølgende, har en reduceret accept rettet mod plejefamilien. At mødrene til de slægtsanbragte børn får en reduceret accept, kan b.la. forklares ved at moren kan have en forventning om at anbringelsen kun er midlertidig og af kort varighed og derfor kan reagere med skuffelse når hun finder ud af, at dette ikke er tilfældet. En forklaring i den reducerede accept kan også findes i at barnet gradvist knytter sig mere til slægtsplejeforældrene. Det kan derfor være utydeligt hvem der er barnets primære omsorgsperson. Den reducerede accept rettet mod slægtsplejeforældrene kan også bunde i at de løbende sætter flere grænser for moren (Knudsen, L & T, Egelund, 2011, s ). Anne som af to omgange oplevede tidligt i sine børns opvækst at få dem anbragt hos hendes mor, forklarer relationen mor og datter imellem som Første gang de var hos hende, var vi ikke på talefod. Jeg var meget meget meget meget vred på hende, det var der ingen tvivl om. Men hvis de skulle være et sted, så var jeg glad for det var hos hende, det er jeg glad for. Det er jeg glad for (interview, 15 november, 2016). Adspurgt til hvordan det påvirkede relationen at få sine børn anbragt hos en, som hun på daværende tidspunkt ikke var på talefod med siger hun; Vi havde ikke en særlig god relation inden. Så det var sådanset ligegyldigt kan man sige. Den blev bare mere anspændt (interview, 15 november, 2016). Som tidligere nævnt er netop en god relation de voksne imellem, afgørende for hvorvidt anbringelsen kan forløbe harmonisk og vellykket. En familiehistorie med konflikter er et dårligere udgangspunkt for en slægtsanbringelse, end en familie hvor hjælp og støtte er dominerende for familiehistorikken (Bunkholdt, V., & Sandbæk, M, S. 277). 22

23 Når Anne spørges til hvordan hende og hendes mor relation er i dag, har hun svært ved at svare og udbryder i stedet i grin efterfulgt af stilhed og øh, hvorefter hun til sidst får sagt jeg tror at det er bedre nu, ikke?. Senere fortæller hun: Min mor har gjort med min datter, som hun gjorde mod mig da hende og min far blev skilt. Altså brugt hende som mellemmand, og det har jeg sagt hun skulle lade være med. På den måde synes jeg ikke min mor har udvist respekt. Hun er faldet lidt ud af at forstå sin rolle overfor mine børn (interview, 15 november, 2016). Anne udtrykker en frustration rettet mod sin egen mor, børnenes tidligere plejemor, som efter anbringelsen henvender sig direkte til Annes datter som en mor ville gøre, fremfor at lave aftaler og afstemme igennem Anne, som en bedsteforælder normalt ville have gjort, set med Annes øjne. Anne fortæller med sine egne ord at moderen ikke udviser respekt og at hun er faldet ud af at kunne forstå sin rolle overfor sine børnebørn. Som tidligere nævnt i afsnittet, føler Anne at hendes datters tilknytning til mormoren bliver sat i perspektiv i forhold til hendes egen rolle som mor. Dette kan utydeliggøre hvem der fortsat er den primære relation og hvor grænsen præcist befinder sig for datterens privatsfære (Knudsen, L & T, Egelund, 2011, s. 92; Honneth, 2003, s ) Barnets forhold til kommunen Børnene og de unge kan i nogle tilfælde enten have fået at vide eller selv erindre, at familien måtte kæmpe for at de kunne få lov til at flytte ind, eller blive boende hos deres mormor, tante eller andet familiemedlem. Hvis dette er tilfældet kan børnenes afstandstagen til kommunen og socialrådgiveren bunde i en følelse af at systemet er en fjende og noget der skal kæmpes imod, fremfor at socialrådgiveren er en som er på deres side. De slægtsanbragte børn og unge der har en negativ vurdering af mødet med forvaltningen, beskriver disse oplevelser som noget der ligeledes kan tage afsæt i flere andre ting. Barnet eller den unge kan føle at det ikke kender den tilknyttede socialrådgiver, grundet den store udskiftning de på området har oplevet. De halvårlige tilsynsbesøg kan for barnet opleves som værende sporadiske, kedelige, forstyrrende og intetsigende. Barnet eller den unge kan have en vurdering af at socialrådgiveren ikke overholder tavshedspligten. Barnet kan også have en oplevelse af at socialrådgiveren generelt er imod anbringelsen i familien. Herudover 23

24 kan den negative vurdering af forvaltningen ligeledes også bunde i at barnet oplever at der eksisterer konflikter kommune og familie imellem (Egelund, T et al., 2010, s ). Netop konflikter med kommunen var noget Anne følte ved den første anbringelse af hendes børn jeg skulle slås med et system som så mig, som noget andet end jeg var (interview, 15 november, 2016). Mettes til en start negative vurdering af kommunen, skyldtes at hun ikke følte sig inddraget og informeret om hvad der skulle ske. Da Mette var 10 år boede hun i en kort periode på børnehjem, inden hun kom hjem til sin onkel. Hun forklarer kontakten til kommunen som det fløj lidt over mit hovede. Mette troede til en start da hun blev placeret på børnehjemmet, at der blot var tale om en ferie. Mette siger jeg havde på daværende tidspunkt ingen kontakt til kommunen, men i stedet kritiserer hun en dårlig kontakt til stedets pædagoger, som var dem der spurgte til hvorvidt hun kunne tænke sig at bo et andet sted (Interview, 5 november, 2016). At Mette ikke selv har talt med kommunen forud for anbringelsen, strider imod serviceloven 48, der kræver at der forud for at der træffes afgørelse efter 52 (som var gældende i Mettes tilfælde), skal finde en samtale sted, med barnet eller den unge. At børn udtrykker et ønske om støre medinddragelse i egen sag, tyder på at kommunerne ikke altid er gode nok til at inddrage dem, hvilket vil sige at vi i de sager krænker barnet. Individet har brug for at føle sig anerkendt i den retslige sfære for at udløse selvagtelsen og selvrespekten fuldt ud. Anerkendelse herigennem opnås ved at individet har en positiv og ligeværdig adgang til de universelle juridiske rettigheder, der i det pågældende samfund måtte gælde. Anerkendelsen i denne sfære sikrer ydermere individets autonomi. Ved at ekskluderer individet fra hvad det i denne sfære har ret til, altså for eksempel i Mettes tilfælde en samtale inden truffen af afgørelse omkring en anbringelse uden for hjemmet, kan man tale om krænkelser for Mette i denne sfære. (Honneth, 2003, s ) Hvilke krav stiller det til sagsbehandlingen? Relevant lovgivning knyttet til slægtspleje I følgende afsnit bruges udelukkende lovgivning fra serviceloven, hvorfor paragraffen blot benævnes, uden at angive yderligere hvilken lov vi befinder os i. Store uddrag af følgende afsnit går desuden igen fra modul 12 opgaven. 24

25 En slægtsanbringelse kan blive aktuel i tilfælde hvor 50- undersøgelsen og den dertilhørende 140 handleplan, peger mod en anbringelse af barnet udenfor hjemmet. En anbringelses i slægtspleje kan ligesom andre anbringelser både gøres med samtykke jf. 52 stk. 1, og uden samtykke jf. 58 stk beskriver hvilke anbringelsessteder der kan være tale om, hvor der i 66 nr. 3, står angivet netværkspleje som et af flere anbringelsessteder. Slægtspleje hører som bekendt under denne anbringelsesform. Socialstyrelsen (Socialstyrelsen, 2015, netværkspleje) beskriver netværkspleje som en plejefamilie, der er rekrutteret fra det netværk der omgiver barnet eller den unge. Dette kan enten gøre sig gældende ved en fra barnets slægt, eller en anden i barnets netværk. Socialstyrelsen angiver at netværksanbringelser i mange tilfælde giver barnet de bedste muligheder for at trives og udvikle sig. Ydermere definerer Socialstyrelsen netværkspleje som noget stabilt og kontinuitetsskabende, og hvor der i godkendelsesprocessen lægges et overvejende fokus på relationen mellem barn og plejefamilie, samt plejefamiliens motivation, kompetencer og ressourcer. Under udarbejdelsen af den børnefaglige undersøgelse skal kommunalbestyrelsen jf. 47 overveje hvordan der kan ske en systematisk inddragelse af familie og netværk. Dette kræver altså at socialrådgiveren indtænker hvorvidt familie og det øvrige netværk, kan inddrages i støtte til barnet. Før familien kan få lov at være plejefamilie, kræves der jf. 66a stk. 2, en godkendelse af plejefamilien som værende konkret egnet i forhold til det enkelte barn/børn. Herefter skal kommunalbestyrelsen jf. 66a stk. 3, tilbyde plejefamilien et kursus i at være plejefamilie. Efterfølgende skal kommunalbestyrelsen jf. 66a stk. 4, sikre at plejefamilien under anbringelsen løbende gennemgår den fornødne efteruddannelse, samt sikre plejefamilien den fornødne supervision i overensstemmelse med plejeopgavens omfang. Under anbringelsen har barnet/den unge jf. 71 ret til samvær med forældre og netværk. Der skal ved tilrettelæggelsen af samværet lægges vægt på, at barnet/den unge også på længere sigt, har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket. Jf. 71 stk. 2, skal kommunalbestyrelsen om fornødent træffe afgørelse om samværet. 25