Syndikalisme. i Danmark?

Transkript

1 Syndikalisme i Danmark?

2 Indhold Side 3: Introduktion Side 4: Arbejderklassen og syndikalismen Side 5: Hvorfor er arbejderklassen så vigtig? Side 6: Hvem er arbejderklassen og hvem er de andre? Side 8: Hvorfor separatisme? Side 10: Arbejderklassens politik Side 12: Demokrati og syndikalismen Side 17: Faglige klubber Side 23: Direkte aktion Side 27: Globaliseringen Side 30: Afslutning - Et forsvar for fagbevægelsen Side bagsiden: Liste over gode bøger og hjemmesider Skrevet i 2007 af Jakob Mathiassen. Jord og beton arbejder. Alle rettigheder tilhører arbejderklassen. Hvis denne pjece koster mere end 20 kr. så stjæl den. Forside foto af en lærlinge aktion d. 3.Oktober Fotograf: Søren Andersen

3 Introduktion Der har ikke været en syndikalistisk bevægelse i Danmark siden omkring Der har været flere forsøg på at genrejse bevægelsen, men alle er mislykkedes. Forfatteren til denne tekst har været med i de to seneste forsøg. Ind imellem at jeg har gået og syslet med at bilde andre ind at syndikalismen indeholder mange svar på venstrefløjens problemer, har jeg arbejdet fagligt i min fagforening og på min arbejdsplads. Jeg har forsøgt at bruge de syndikalistiske ideer i mit arbejde, og har derved fået nogle erfaringer med praktisk anvendt syndikalisme. Dette er erfaringer som jeg gerne vil videregive med denne tekst. Dette er altså syndikalisme set ud fra mit perspektiv som jord- og betonarbejder i København tilsat rigeligt af tyveri fra andres arbejde, der har været til inspiration for mig. Teksten er henvendt til de socialister, anarkister og kommunister, der ønsker at vide mere om hvad man kan bruge syndikalismen til i den moderne arbejderbevægelse. Den er hverken ment som en propagandatekst eller som et manifest, men derimod som en debatskabende tekst til intern brug i arbejderbevægelsen og på venstrefløjen. 03

4 Arbejderklassen og Syndikalismen Syndikalisterne er en del af den venstreorienterede familie af socialister, socialdemokrater, kommunister, anarkister, autonome og andet godt. Syndikalismens særkende fra alle disse grene på familietræet er at syndikalisten organiserer sig i fagforeninger frem for i partier eller andre former for organisationer. Derved organiserer syndikalisterne sig kun i arbejderklassen og altså ikke sammen med andre klasser i samfundet. Men hvorfor det? Man kan på en måde sige, at syndikalismen giver arbejderne en separatistisk platform, hvorfra de kan hævde sig selv over for andre klasser i samfundet og på venstrefløjen. Jeg vil påstå at alle tre såkaldte arbejderpartier i folketinget A, F og Ø, ikke er kontrolleret af arbejderklassen. Den samme påstand vil jeg også vove at udbrede til også at gælde så godt som alle andre organisationer og partier på venstrefløjen. Disse partier er i stedet kontrolleret af en form for middelklasse som jeg vil kalde for den administrative klasse. Jeg vil i de næste kapitler forsøge at argumentere for at arbejderklassen er 04»Jeg vil påstå at alle tre såkaldte arbejderpartier i folketinget A, F og Ø, ikke er kontrolleret af arbejderklassen«blevet sat uden for indflydelse, selv i de såkaldte arbejderpartier. Denne manglende tilstedeværelse af arbejderklassens synspunkter i det politiske og kulturelle liv er så total og omfattende, at det til tider kan virke som om at de 2 millioner lønmodtagere, der ikke er akademikere, end ikke eksisterer. Når det en sjælden gang imellem lykkes os at slås os ind i mediernes bevågenhed, er det tydeligt at pressen og politikkerne ikke rigtigt ved hvad de skal gøre ved det. Nogle gange kan det virke som om at selve det, at vi ikke taler om spin og politiske strategier, men virkelige problemer som arbejdsskader, nedslidning og manglende penge til husholdningen, er lidt suspekt. Man kan næsten høre magthaverne, journalisterne, kommentatorerne og debattørerne sidde lammede i deres m i n i m a l i s t i s k e kontorer og mumle: Hvad fanden er de egentligt ude på? Heldigvis går det hurtigt over og de kan komme tilbage til at tale om spin og valgstrategier igen. Det virker på mig som om, at de øverste klasser åbent sidder på TV og taler om hvem der er bedst til at lyve over for os dumme arbejdere.

5 Hvorfor er arbejderklassen så vigtig? Udover at jeg er arbejder og derfor er forudindtaget på den konto, er der vel et par objektive sandheder man kan sige om den sag. Jeg vil jeg selvfølgelig starte med at sige at arbejderklassen set som et hele, er vigtig fordi den udgør befolkningsflertallet her i landet, og at der er et demokratisk problem ved at den konsekvent ikke bliver hørt, men det er langt fra alt der er at sige om den sag. Marx og Engels var jo som bekendt helt vilde med arbejderklassen, og lige siden har alle socialister og kommunister snakket fanden et øre af om arbejderklassen. Jeg er ikke Marx-olog eller Engels-ianer, men jeg vil vove den påstand at grunden til at disse to akademikere, og for Engels vedkommende arbejdskøber, var så interesserede i arbejderklassen, var at arbejderklassen dengang som i dag er den eneste klasse, der har styrken til at omstyrte den herskende klasse, kapitalisterne. Kapitalisterne er den herskende klasse fordi de besidder produktionsmidlerne. Folketinget kan ikke bare beslutte hvad som helst, for hvis folketingets beslutninger kollidere for meget med de store kapitalisters interesser så rejser de med deres penge, hvis de altså ikke køber politikkerne. Jeg må mindst 1000 gange have hørt argumentet fra nogle af mine kolleger, når jeg i en diskussion har foreslået et eller andet sindssygt, såsom at vi skal have mere ud af vores olie i undergrunden, eller at de multinationale skal betale skat. Ingen TV-intellektuel tør sige det som stort set alle mine kolleger på de københavnske byggepladser ved: Vi lever ikke i et demokrati hvor alle er lige, nogen er mere lige end andre. Arbejderklassen er den eneste klasse, der kan udfordre denne magt over produktionsmidlerne, fordi vi faktisk er halvdelen af produktionsmidlet. Arbejderklassen er baggrunden for kapitalisternes styrke, og hvis vi kollektivt trækker vores opbakning til deres projekt, så falder det sammen. Hvis Mærsk vil flytte sine skibe kan sømændene jo bare nægte at flytte dem. Så simpelt og så omfattende er det, som syndikalisterne foreslår arbejderklassen. Traditionelt foreslår syndikalisterne at man via en generalstrejke, hvor arbejderne besætter produktionsmidlerne for at undgå skruebrækkere, ender med at overtage produktionsmidlerne og fortsætter produktionen med arbejderne som ledelse. Virksomhederne slår sig så sammen i faglige og geografiske organisationer på baggrund af de gamle fagligeorganisationer, og herefter styres samfundet så af arbejdernes organisationer og ikke af hverken parlament eller kapitalisterne. Det hele bliver nok noget mere kompliceret i virkeligheden, tør man svagt antyde. Men det er altså grundideen. 05

6 Hvem er arbejderklassen og hvem er de andre? Jeg har som sagt ikke læst Marx eller andre af de store socialistiske teoretikere særligt grundigt, så i stedet vil jeg bygge min klasseopdeling på den syndikalistiske fagforening Industiel Workers of the World (IWW) organiseringsprofil. IWW organiserer alle lønarbejdere, arbejdsløse og folk der, uddanner sig til lønarbejde. Men ikke lønarbejdere der kan fyre eller hyre eller som i deres arbejde bliver sat til at modarbejde arbejderklassens interesser. De organiserer heller ikke valgte ansatte i politiske partier eller i andre fagforbund. Det væsentlige ved denne definition er for mig at se magtesløsheden: den magtesløse lønarbejder der ikke kan fyre eller hyre og som heller ikke har hverken administrativ eller økonomisk magt. Det væsentligste kendetegn ved en lønarbejder er at man arbejder for andre, på andres præmisser og for andres berigelse. Det giver sig udtryk i alle dele af arbejdslivet. Da jeg arbejdede som betonarbejder på den landskabelige kanal i Ørestaden, blev hele sjakket en dag kaldt til møde 06 med formanden. Vi blev ikke budt på kage og vi fik heller ikke en stol at sidde på. I stedet blev vi bedt om at mønstre ude foran formandens skur efter pausen. Der stod vi så beskidte i tøjet, rastløse efter at komme i gang med arbejdet og lidt bange, fordi vi vidste at vi var tæt på at være færdige med kanalen, så der var fyringer i luften. Formanden stillede sig så op foran os og fortalte hvad vi skulle videre til, når vi var færdige med kanalen. Det havde egentlig ikke noget med os at gøre, altså lige bortset fra at det var os der skulle skabe det! Bygningen var bestilt af bygherre, den var tegnet af arkitekter og ingeniører, det var MT Højgaards administration der havde besluttet at byde på projektet, og hvis du spørger alle andre end lige os, så var det var MT Højgaard der skulle bygge det. Til sidst sagde formanden så de forløsende ord, der signalerede at mødet var forbi: Ja sådan bliver det altså, har I nogle spørgsmål eller klager så sig til, altså medmindre det er mig I klager over, for så kan I bare rejse. Der var ingen humor over den tørre konstatering til sidst!

7 Som oprører skulle jeg selvfølgelig brokke mig over et eller andet, men det er ikke historiens pointe. Pointen er at formanden ikke er aktionær eller direktør i firmaet, men for os kunne han lige så godt være Mr. Burns himself. Når han siger: Sådan bliver det, så bliver det sådan! Slaven behøver ikke at tage imod ordren fra sin ejer for at adlyde, han kan nøjes med at adlyde den person, der har pisken. Formanden er, i øvrigt ligesom direktøren, bare en almindelig lønslave som os, men han har den a d m i n i s t r a t i v e magt og deler derfor ikke vores følelse af magtesløshed. Det administrative lag er ifølge mig ikke en del af arbejderklassen.»formanden ikke er aktionær eller direktør i firmaet, men for os kunne han lige så godt være Mr. Burns himself«mennesker. Der er selvfølgelig ledere og mellemledere, men der er også en masse andre jobfunktioner såsom advokater, arkitekter, ingeniører, embedsmænd og økonomer. Disse grupper er ikke altid direkte overordnede, men de deler alle l i v s b e t i n g e l s e r hvor de administrerer magt. Det vil sige at meget store dele af de akademikere, der bliver uddannet til at administrere vores liv i statsadministrationen eller i firmaer, ikke er en del af arbejderklassen i min definition. Ud over at de som regel har modtaget et ganske pænt lønhop, har de noget endnu vigtigere: Indflydelse over deres eget og andres arbejdsliv! Administrationen af det kapitalistiske samfund bliver udført af en mængde 07

8 Hvorfor separatisme? De administratorer af kapitalismen, som efter min definition ikke er en del af arbejderklassen, er netop de akademikere og funktionærer der udgør ledelsen i alle de politiske arbejder -partier. Den administrative klasse er uddannet til at lede os, og det er selvfølgelig automatisk det, den kommer til at gøre, når vi organiserer os sammen med den. Arbejderklassen bliver påvirket af magtesløsheden på en måde, der fratager os vores evner til at tænke selvstændigt og kreativt. Akkurat som når kvinder kollektivt bliver puttet i en kasse hvor de ikke må hævde sig fysisk over for mænd, og til sidst ikke selv tror at de kan, så bliver arbejderklassen kollektivt puttet i en kasse, hvor de ikke må hævde sig psykisk over for dem, der har den administrative magt, og ender med til sidst selv at tro på, at de ikke kan. Vi ender med velvilligt at overlade magten til de andre, for de ved nok bedst. Jeg har vel en million gange stået i den situation hvor jeg har foreslået en eller anden form for ændring í arbejdsgangen, der vil gøre arbejdet nemmere eller 08»arbejderklassen bliver kollektivt puttet i en kasse, hvor de ikke må hævde sig psykisk over for dem, der har den administrative magt, og ender med til sidst selv at tro på, at de ikke kan«mere sikkert. Mine kolleger kan have været enige i at min ide var god, men har næsten altid opgivende sagt nej det får vi aldrig lov til. Hvis du vil spørge om det, så gør det bare. Konsekvensen af at spørge alene, er at man bliver råbt ad eller fyret, så det gør man ikke for tit. Jeg ved selvfølgelig ikke præcist hvad der foregår inde i hovedet på ledelsen, men min erfaring er at når ledelsen så godt som altid reagerer negativt på arbejdernes forslag til ændringer, så er det fordi det udfordrer ledelsens eneret på at definere sig som tænkende mennesker. I mit arbejdsliv, som sikkert er præget af at være ufaglært, har jeg igen og igen oplevet at ledelsen hellere vil smide tusinder af kroner ud til løn eller materialer, end at gå med til en af arbejderne foreslået rationalisering af arbejdet. Dobbelt arbejde og uhensigtsmæssigt planlagt arbejde er en raffineret måde at holde os dumme på. Til sidst beder man simpelthen hjernen om at holde op med at tænke. Det er ikke lykkedes for mig endnu, men jeg har bedt til at det ville ske.

9 Engang jeg var i Cuba, ville jeg besøge en betonbyggeplads og fotografere arbejderne der. Da jeg fandt en betonarbejdsplads stillede jeg mig op nede i porten og råbte nogle betonarbejdere an. Jeg forklarede så godt jeg kunne, at jeg ville tage billeder af dem til mine betonarbejderkolleger hjemme i Danmark og de var meget positive og der kom hurtigt en hel masse stormende for at blive fotograferet. Eftersom jeg var i Cuba, havde jeg den naive opfattelse at det måtte være fint nok at lave denne aftale med arbejderne på pladsen, men der tog jeg grueligt fejl. Kort efter at jeg var begyndt med at fotografere, kom der en kontornusser løbende ud af sit kontorskur. Han råbte og skreg på spansk en masse for mig uforståelige gloser, men meningen var nem nok at opfatte. Jeg måtte ikke tage billeder og betonarbejderne skulle komme i gang med arbejdet. Vi luntede så med bøjede hoveder hver vores vej; dem ind på pladsen og mig mod porten. Der er sikkert tusinde gode grunde til at en yankee som mig ikke må tage billeder på en byggeplads i Cuba, men det er ikke pointen. Pointen er, at dem der skaber bygningen med deres arbejdende hænders flid, tilsyneladende ikke regnes for kloge nok til selv tage beslutningen om hvorvidt de vil fotograferes eller ej. Sådan noget har man folk til! Selv i kommunistiske Cuba er det ikke meningen at arbejdere skal kunne tænke selv. Skal det lykkedes os at skabe et samfund hvor vi alle deltager på lige fod, så kræver det at vi, arbejderne, holder op med at lade andre tænke for os, og begynder at træne os op til selv at kunne tænke selvstændigt og kreativt. Det kan vi kun hvis vi har vores egne organisationer,»selv i kommunistiske Cuba er det ikke meningen at arbejdere skal kunne tænke selv«hvor der kun er os selv til at tage beslutningerne. Vi kan ikke organisere os sammen med hverken den klasse, der ejer produktionsmidlerne i samfundet, eller den klasse, der er blevet sat til at administrere dem. Os der skaber samfundets værdier med vores hænder må rejse os og kræve vores del af kagen og af indflydelsen på kagens form og farver. (Det at kræve indflydelse og at organisere sig separatistisk omkring at opnå den, er i øvrigt for mig at se ikke det samme som at nægte at samarbejde eller endda at alliere sig med de andre fra sag til sag.) 09

10 Arbejderklassens politik! Historisk har syndikalismen haft mange problemer med at forholde sig politisk til hele samfundet. Det er nemmere at organisere sig omkring selve lønkampen og det er nok også nemmere at få sine kolleger med på 10 kr. mere i timen end at få dem til at støtte for eksempel homoseksuelles rettigheder i Argentina. Nogle syndikalistiske organisationer har løst problemet ved kun at organisere sig i fagforening med dem de er politisk enige med. Denne form for syndikalisme er jeg ikke enig i. Men jeg anerkender at det kan virke umuligt at organisere sig sammen med f.eks. Nazister, bare fordi de er arbejdere. Det er i øvrigt også kun disse politiske syndikalist-fagforeninger der har formået at overleve frem til i dag. Det er selvfølgeligt ikke nemt at opnå enighed i en hel klasse omkring hvordan politikken skal skrues sammen i alle enkelthederne i hele samfundet. Men det handler for mig at se ikke om at opnå enighed, men om at opnå deltagelse i diskussionen. Så længe de øverste klasse sidder tungt på ikke bare den økonomiske magt men også den politiske og kulturelle dagsorden, så giver det ingen mening for os arbejdere at deltage i debatten. Man bliver bare deprimeret af at få udstillet sin magtesløshed. Det eneste tidspunkt magthaverne selv tager initiativ til at henvende sig til arbejderne, er op til et valg. Og her kan de bare lyve alt det de vil, for arbejderne er gennemsnitligt ikke orienteret godt nok 10 til at de kan gennemskue det. Absurd nok gælder dette problem også for de såkaldte arbejderpartier og for en stor dels vedkommende også fagbevægelsen. Det med fagbevægelsen vender jeg tilbage til i demokratiafsnittet. Ø, F og A er nærmest usynlige på de tekniske skoler, hvorimod man skal være meget uheldig hvis man ikke løber ind i en pjece fra dem eller deres ungdomsorganisationer på et gymnasium. Det skyldes nok at flertallet af dem der skriver og omdeler pjecerne, er gymnasieuddannede og at det er denne verden de er fortrolige med. Jeg talte engang med nogle SUF-ere om at dele SUF-materialer ud på tekniske skoler. En af dem sagde til mig at det ikke var noget han var tryg ved, for det var de samme unge der gik på teknisk skole, som kørte rundt i byen og råbte bøssesvin efter ham og hans venner med langt hår. Det skal nok passe, og alle undersøgelser viser da også en overvægt af DFstemmer blandt teknisk skole-elever. Min påstand er så, at hvis venstrefløjen igennem i hvert fald de sidste 30 år ikke havde været så grundlæggende domineret af den administrative klasse, så havde venstrefløjen haft en bedre dialog med arbejderklassen, og de socialistiske synspunkter havde haft større indflydelse på klassen. Jeg har været meget aktiv i lærlinge- og ungdomsklubben i min fagforening og har derigennem haft lejlighed til at tage

11 mange diskussioner med specielt struktørlærlinge. Op til den store velfærdsdemonstration i maj 2006 tog jeg rundt til de tekniske skoler og diskuterede demonstrationens paroler med lærlingene. På Glostrup Teknisk Skole talte jeg blandt andet med en struktør klasse på 3. skoleforløb. De var rimeligt enige i de paroler, der direkte berørte de tekniske skoler, men parolerne der berørt de arbejdsløse og indvandrerne Dem var de sgu ikke lige helt enige i. En af lærlingene sagde for eksempel at hans brors kone var akademisk uddannet og nu ville hun kun arbejde som akademiker også selvom hun ikke havde kunnet finde et job i flere år. Det syntes han var forkert, og derfor mente han at de ledige skulle tvinges ud i arbejde. Jeg a r g u m e n t e r e d e omvendt med at alle indskrænkninger i rettighederne som vi godtog af hensyn til nogle enkelte dårlige betalere så at sige, ville ramme os hårdt når der igen kom arbejdsløshed og at man jo må huske på, at kapitalismen er indrettet således at der altid vil være nogle arbejdsløse. Det er simpelthen en økonomisk nødvendighed, også kaldet strukturel arbejdsløshed. Jeg var nok ikke specielt god til at argumentere mine pointer, men det der slog»hvis socialismen skal vinde indpas i arbejderklassen kræver det at nogen giver sig tid til at diskutere socialistiske holdninger med arbejdere«mig var, at det var første gang han havde hørt disse argumenter, og at for nogle af lærlingene var det måske første gang de diskuterede noget så væsentligt som arbejdsløshed. Jeg gik derfra med en ærgrelse over ikke at have mulighed for at opsøge dem igen og diskutere videre. Det var det sidste skoleforløb hvor de havde tid til sådan noget. Pointen med historien er, at hvis der ikke havde været et formål med diskussionen, nemlig deres deltagelse i /opbakning til en demonstration, havde vi helt sikkert aldrig diskuteret emnet. Og havde vi aldrig diskuteret dette emne havde de nok aldrig hørt om strukturel arbejdsløshed. Hvis socialismen skal vinde indpas i arbejderklassen kræver det at nogen giver sig tid til at diskutere socialistiske holdninger med arbejdere. Det er der nok ingen af partierne der gider, så længe arbejderklassen ingen indflydelse har i disse partier. I en syndikalistisk organisation bliver man derimod tvunget til at diskutere med arbejderklassen, fordi den eneste mulighed man har for at få sine politiske holdninger igennem, er hvis man kan få ens kolleger i klassen til at bakke op om dem. 11

12 Demokrati og syndikalismen Syndikalismen er antiparlamentarisk og ønsker at samfundet efter en revolution skal være styret af arbejdernes egne organisationer, altså fagforeningerne. Jeg er ikke helt på bølgelængde med de gamle syndikalister, når det gælder deres benhårde linie overfor parlamentarismen. I 1920érns Italien nægtede syndikalisterne at tage stilling til fascisternes magtovertagelse i parlamentet, da de opfattede det som en ren parlamentarisk kamp, der ikke havde noget med dem at gøre. Da fascisterne senere vendte statens magtapparater mod syndikalisterne, opdagede de at det ikke var helt ligegyldigt hvem der sidder i parlamentet. Men jeg kan sagtens bakke op om at det er udemokratisk at 179 mennesker skal regere et helt land oppefra. Det vil naturligvis ende med at de 179 kommer til at fremstå som en overklasse i sig selv, uanset om de oprindeligt kommer fra arbejderklassen eller ej. Folketinget er for mig at se endnu en del af den administrative klasse. Alle politikere lyver og des pænere hår de har, des mere lyver de Citat fra en bitter arbejder. Men hvad med fagforeningerne? Er de ikke lige så præget af despotisme og magtfuldkomne embedsmænd, som selv den mest forstenede statsadministration? JO gu er de så! Og lige siden syndikalismens begyndelse er syndikalister kommet med en mængde forslag til hvordan fagbevægelsen kunne demokratiseres. 12 Specielt den anarkistiske del af syndikalismen (anarko-syndikalisterne) har været dygtige til at pege på demokratiske mangler i de faglige organisationer. Det faglige demokrati/ hierarki Jeg mener at toppen af fagbevægelsen i Danmark, fra formanden i den lokale afdeling, over den ansatte konsulent i forbundet, til formanden for LO, er en del af den administrative klasse. De deler ikke de almindelige medlemmers følelse af magtesløshed i dagligdagen, og hvad værre er; de får ofte deres følelse af magt ved at udøve denne over for de menige medlemmer i fagforeningerne, snarere end via kampen imod arbejdsgiverne. Dette er en grov generalisering af alle dansk fagbevægelses ansatte, men set som en gruppe kan man ikke komme udenom at de lever et helt anderledes liv end os ude på pladserne, et liv som de ofte vil gøre meget for at beholde frem for at ende tilbage i mudderhullet sammen med os andre. For at sikre sig imod denne degradering til almindelig arbejder, holder de ansatte i fagbevægelsen sammen som en klasse. De ansatte sidder dag ud og dag ind ved siden af hinanden på kontorerne, og det er derfor helt naturligt at de kommer til at føle solidaritet med hinanden frem for med deres tidligere kollegaer ude på pladsen. Magtesløsheden som menigt medlem har jeg følt mange, mange gange. Et eksempel er en oplevelse jeg havde i et blad- og kommunikationsudvalg. Som menigt medlem har jeg leveret

13 artikler til de medlemsblade min fagforening udgiver. Gennem ungdoms- og lærlingeklubben har jeg også siddet i det udvalg, der redigerer bladet og de andre udadvendte kommunikationsmidler. Her foreslog jeg engang at vi skulle holde udvalgsmøderne uden for normal arbejdstid, således at det blev muligt for medlemmer at deltag i mødet. Alle udvalgets andre medlemmer var ansatte og de var rørende enige om at møderne fortsat skulle afholdes i arbejdstiden, så de ikke behøvede at bruge deres fritid på det. Det faktum at jeg jo brugte min fritid, og at alle menige medlemmer, der ønsker at være aktive i fagforeningen bliver nødt til at gøre det i deres fritid, rørte dem tilsyneladende ikke. Der er i den forbindelse næsten intet jeg kan gøre. Jeg var endda i den heldige position at jeg gennem ungdomsklubben havde mulighed for at gå til bestyrelsen i fagforeningen med min klage, men når bestyrelsen består af 17 ansatte mod 7 almindelige medlemmer, så er der nok heller ikke meget at hente der. På den måde sidder de ansatte næsten overalt i hele fagbevægelsen og sørger for sine egne interesser på bekostning af medlemmernes indflydelse. Det skal ikke forstås sådan at jeg mener, at hvis man har arbejde i fagbevægelsen, så er man reaktionær. Der er bare et tydeligt mønster som der skal gøres noget ved. Der er i fagbevægelsen mange former for»alle politikere lyver og des pænere hår de har, des mere lyver de«magtrelationer som er usunde, og som er hentet direkte fra det kapitalistiske samfund. Der er en helt klar hierarkisk opbygget karrierestige som man kan begive sig ud på, hvis man har skarpe nok albuer. Jeg har i en periode arbejdet sammen med andre unge fra SID i en ungdomsorganisation. I den forbindelse blev vi tilknyttet et fagforeningskontor. Her var en formand og to sekretærer tilknyttet. De var sådan set alle tre sekretærer, men den ene fungerede som daglig leder af kontoret og havde flere og mere ansvarsfulde opgaver. Vi unge fik tit hjælp af de to menige sekretærer. De var søde og hjælpsomme og selv om de tit skældte os, og specielt mig, ud for at være sløsede og rodede, så var de vist nok ret så glade for at have os rollinger rendende. En dag var jeg oppe på deres kontor for at få hjælp, og pludselig kom formanden ind og begyndte at svine den ene af sekretærerne til i grove vendinger. Jeg kan ikke huske hvad det handlede om, men det var en bagatel. Da han var gået spurgte jeg sekretæren om det var en form for omgangstone de havde sammen. Nej, det er bare sådan han taler til mig lød svaret. Jeg spurgte om hun ikke ville gøre noget ved det, men det var nærmest umuligt, da alle de, der havde magt til at sætte formanden på plads, selv var formænd og selv havde sekretærer under sig. Ikke at de alle nødvendigvis var lige så ubehøvlede i deres opførsel, 13

14 men de havde nok en del mere sympati og solidaritetsfølelse med hinanden som formænd, end med sekretærerne som de var sat til at administrere. En konflikt ville under alle omstændigheder nok ende med at hun måtte rejse. Der er ingen forskel imellem den rolle, som min formand på pladsen spiller over for mig, og den rolle som formanden i en fagforening eller forbund spiller over for de menige kontoransatte. Der er i fagbevægelsen en udbredt opfattelse af at man er en succes hvis man bliver ansat i forbundet. Det er som en forfremmelse fra den lokale nettobutik til centraladministrationen. Hvis der er en solidaritet blandt de ansatte i en lokal fagforening vendt imod de menige medlemmer, så gælder det 10 gange for de forbundsansatte. På et tidspunkt afholdt min lokale fagforening et debatmøde om nogle ændringer i erhvervsuddannelserne. som oplægsholder kom der en forbundsansat fra det faglige uddannelsesudvalg. I ungdomsarbejdet i fagforeningen og på landsplan var vi meget imod ændringen og ville gerne slås for at bevare vores uddannelser. Nå, men jeg forsøgte at få de andre til debatmødet til at bakke op om en strategi, hvor vi unge skulle lave spektakulære happenings for at få pressens opmærksomhed, samtidig med at vores forhandlere i de faglige uddannelsesudvalg skulle sætte hårdt mod hårdt. Det kan sagtens være at min ide var 14» Det er som en forfremmelse fra den lokale nettobutik «dårlig eller ligefrem farlig for fagbevægelsen gunstige position i tilrettelæggelsen af erhvervsuddannelserne, men det var ikke engang nødvendig for den forbundsansatte uddannelsessekretær at fremføre nogle argumenter for et feje forslaget til side. Han nøjedes med at sige: Nå, men det tror jeg ikke jeg vil gøre Og så var det det! Jeg havde ingen magt over en forbundsansat og der var egentligt ikke så meget at diskutere. Denne form for ligegyldighed over for menige medlemmers holdninger har jeg oplevet igen og igen. Han afsluttede i øvrigt mødet med at sige at vi lokale fagforeningsfolk altid kunne ringe til uddannelsesafdelingen i forbundet og bede om et oplæg, hvis vi ønskede information om et eller andet. Og at det da altid var rart at få en føling med folk ude i de lokale fagforeninger. For mig at se var det selve problemets kerne. For ham var vi ikke ligeværdige samarbejdspartnere, men folkene på gulvet. Han forholdte sig til os på samme måde som direktøren, som da altid kan have gavn af at besøge medarbejderne på gulvet en gang imellem. Den lokale fagforenings generalforsamlingen er det eneste beslutningsdygtige organ i hele 3F, der har en klar overvægt af menige medlemmer tilstede. Alt andet fra så godt som alle fagforeningernes bestyrelser, over kongressen til hovedbestyrelsen i forbundet har en overvægt af de ansatte.

15 Det betyder dog ikke at generalforsamlingen er et nemt sted at få reformer igennem, for ligesom at folketingsvalget er det eneste tidspunkt, hvor magthaverne bruger rigtig mange penge på at overbevise os om deres holdninger, så er generalforsamlingen de ansattes store aften. Op til generalforsamlinger bruger de ansatte meget af deres tid på at kontakte medlemmerne og få dem over på deres side. Antallet af medlemsmøder og kurser stiger altid lige op til en generalforsamling. Som menigt medlem bundet til sin arbejdsplads har man ikke mange chancer overfor denne magtdemonstration, hvilket da også betyder at der som regel var mindre end 100 almindelige medlemmer, der deltog i min gamle Arbejdspladsernes bestyrelse! Fagforeningens bestyrelse skal vælges således at der aldrig er mere end 25% af de valgte, der er aflønnet af fagforeningen. fagforenings generalforsamlinger. Fagforeningen havde ca.2000 medlemmer. Min nye fagforening med ca medlemmer, samler iøvrigt ikke meget over 100. Der er dog for mig at se ingen vej udenom, det er på generalforsamlingerne i de lokale fagforeninger at slaget skal stå. Hvordan kan man undgå denne magtkoncentration? Som et forsøg på at komme med konkrete svar på dette spørgsmål vil jeg her vedlægge nogle forslag, som min ungdomsklub har indstillet til fagforeningens generalforsamling. Den afholdes i efteråret Det er ikke en færdig plan, men nogle ledetråde. Denne fordeling vil give medlemmerne den totale kontrol med fagforeningens øverste organ imellem generalforsamlingerne. Det er bestyrelsen, der skal fortælle daglig ledelse samt personalet i fagforeningen, hvad der er vigtigst og nødvendigt at gribe fat i, den skal sætte arbejdspladsernes problemer på dagsordenen og sikre at strategierne passer til realiteterne ude på pladserne. Det giver derfor ikke nogen mening, at det er de ansatte der sidder i bestyrelsen. For- og næstformænd skal selvfølgelig sidde der, men ikke særligt mange andre ansatte. De kan hentes ind når det er nødvendigt. Det kan godt være at dette forslag vil betyde at det ikke er de bedst egnede der kommer til at sidde i bestyrelsen, men til gengæld vil man måske blive tvunget til at gå mere ud i blandt medlemmerne og finde nye talenter til det faglige arbejde. På den måde vil den samlede mængde af dygtige folk i vores bevægelse vokse. Fagforeningens repræsentanter skal være fra arbejdspladserne! Repræsentanter fra denne fagforening, om det er til organer i forbund eller karteller (som f.eks. repræsentantskab og kongresdelegerede), skal være valgt således at ikke mere end 30% af de delegerede til hver instans er ansat i fagforeningen. Det vil gøre det attraktivt for et fagligt interesseret medlem at blive på arbejdspladsen, i stedet for at søge ind som ansat i fagforeningen for derved at få indflydelse og ansvar. Det vil således 15

16 stille arbejdspladserne stærkere overfor arbejdsgiverne, da der blandt kollegerne på pladserne vil være folk, der kender og forstår det faglige system godt. Det vil også give ansatte i forbund og kartel det privilegium at mødes med medlemmer fra arbejdspladserne fra tid til anden. Endelig er det en demokratisk katastrofe, at flertallet af delegerede til 3Fs kongresser er ansatte i fagbevægelsen og ikke medlemmer fra arbejdspladserne. Arbejdspladsernes udvalg! Alle møder i udvalg og bestyrelser der afholdes i denne fagforening og som ikke er heldagsmøder, skal afholdes uden for ordinær arbejdstid. Det vil give medlemmerne mulighed for at deltage. De fleste udvalg har selv fundet ud af at lægge deres møder uden for arbejdstiden, men f.eks. kommunikationsudvalgets møder ligger stadig således, at medlemmer fra arbejdspladserne skal kunne tage fri for at deltage. Det er vigtigt at medlemmer fra arbejdspladserne får mulighed for at påvirke det faglige og politiske liv i fagforeningen, men vi kan ikke bare tage fri fra arbejde når vi har lyst. Rotationsordning! Alle nyansættelser af faglige sekretærer i denne fagforening skal være tidsbegrænsede ansættelser. Fastsættelsen af længden af ansættelsen skal på den ene side tage hensyn til, at den ansatte skal have tid til at tilegne sig evnen at udføre arbejdet og give sine erfaringer videre, samt på den anden side tage hensyn til at den ansatte skal kunne komme tilbage til sit oprindelige fag, hvis det til den tid ønskes. Det vil sikre et flow i udskiftningen af de faglige sekretærer, der både giver nye inputs ude fra pladserne, samt giver pladserne en lind strøm af veluddannede fagligt aktive kolleger, der til enhver tid kan udfordre selv den bedst uddannede arbejdsgiver. Klubberne frem for alt! Arbejdsplads, firma og fagklubbers faglige arbejde skal understøttes økonomisk og politisk. Der skal tilfalde alle organiserede klubber i fagforeningen et tilskud, der svarer til antallet af medlemmer i klubben. Klubber skal også have foretræderet for bestyrelse og daglig ledelse. Det naturlige sted for medlemmerne på arbejdspladserne at organisere sig er i faglige klubber. Det er her de politiske og faglige diskussioner kan tages mellem generalforsamlingerne. Det menige medlem, der ikke sidder i bestyrelse eller i repræsentantskabet, står magtesløs over for sin fagforening, hvis medlemmet ikke har mulighed for at træde ind i en klub med andre menige medlemmer, for dér at organisere sig politisk og fagligt. Dette er kun nogle få forslag som kunne hjælpe med at give medlemmerne ude på pladserne mere indflydelse på fagforeningen. Jeg vil ikke nedskrive en recept på en utopisk fagforening. Det må vi sammen finde frem til. Det er heller ikke sikkert at medlemmerne kommer rendende bare fordi fagforeningen åbner døren. Der er brug for andet og mere end en ændret struktur i fagforeningerne, hvis vi skal lykkes med at ændre vores kollegers passivitet. Et væsentlig værktøj til det er klubarbejdet. 16

17 Faglige klubber - arbejdernes sidste organisationer. Faglige klubber på arbejdspladser, i firmaer eller i hele brancher er fagbevægelsens hjerteblod og det er, efter min mening, her de spændende ting sker. Alle medlemmerne i en fagforening kan af gode grunde ikke side i fagforeningens bestyrelse, så hvis vi skal have alle vores kollegaer igang med at deltage i faglig og politiske diskutioner er det i klubberne det skal forgå. Der foregår i hele fagbevægelsen en konstant magtkamp mellem klubberne og de ansatte. På landsplan foregår kampen mellem de forskellige forbundsinstitutioner mod landsklubberne. I 3F er der endda to adskilte strukturer, der arbejder inde for det samme felt, men som ofte er i åben strid. På den ene side de forbundskontrollerede branchegrupper og på den anden de mere medlemsstyrede landsklubber. På det lokale plan er det ofte i konflikten mellem klubberne og den ansatte ledelse i fagforeningen at magtkampen finder sted. Men det betyder ikke at klubberne altid er i de menige medlemmers kontrol, for de ansatte i fagforeningerne har det med at sætte sig tungt i ledelsen af klubberne. Når først de ansatte har besat ledelsen i klubben, bliver mødeaktiviteten typisk skruet ned til et punkt, hvor klubben kun bliver brugt til at arrangere kurser og at samle støtte op til det årlige slag på generalforsamlingen. Det er meget få lokale klubber der bliver brugt til jævnligt at samle medlemmerne og spørge dem, hvad de mener der bør gøres. Det behøver ikke nødvendigvis være ond mening fra de ansatte, der driver denne udvikling, det kan også være medlemmerne, der læner sig tilbage og giver de ansatte hele ansvaret. Jeg har engang oplevet at en sjakbajs i et sjak hvor jeg arbejdede, var modstander af at vi i sjakket tog til en faglig blokade, fordi han mente at det måtte være de ansattes ansvar at tage sig af de ting. I tømrernes fagforening i København har de ansat en faglig sekretær til at støtte op om ungdomsklubben i fagforeningen. Det er jo med et godt hjerte, men jeg har igen og igen set hvordan den unge aktivist som fagforeningen ansætter, drukner i opgaver og ansvar. Det er simpelthen alt, alt for nemt hele tiden at give den ansatte aben, alt fra brygningen af kaffe til organiseringen af store kampagner. Vi er jo, når alt kommer til alt, arbejdere. En af vores mest skattede egenskaber som lønarbejder er ansvarsforflygtigelse. Kun hvis den ansatte satte sig uden for den almindelige kammeratskab og nægtede 17

18 at lave noget ud over almindelig arbejdstid, overlevede han i længden. Der er dog også ansatte, der modarbejder medlemsindflydelse, hvis ikke af ond mening, så ud fra en ide om at de er uundværlige. Som oftest er de ansatte gode til at sætte sig selv i centrum og bruge de 8 timer hvor de er på arbejde i fagforeningen, til at cementere deres indflydelse. For ikke så længe siden hørte jeg et referat fra et klubmedlemsmøde, hvor medlemmer forsøgte at få klubben til at indstille medlemmer til bestyrelsen frem for ansatte. Det viste sig svært at få igennem, for de ansatte ville ikke slippe deres greb om bestyrelsen. Argumenterne de brugte gik på at de jo alle havde vigtige poster i fagforeningen. Det, at de jo fik løn for at påtage sig disse poster, hvorimod alle de menige medlemmer må tage deres poster med hjem og kæmpe med dem efter arbejde, tog de ansatte sig ikke synderligt af. Kampen er fra start af ulige, og hvis ikke enten medlemmerne eller de ansatte 18»Kampen er fra start af ulige, og hvis ikke enten medlemmerne eller de ansatte selv stopper det, så overtager de ansatte «selv stopper det, så overtager de ansatte stille og roligt hele butikken. En klub der med held har forsøgt sig med et udvidet medlemsdemokrati er stilladsklubben i København. De arrangerer medlemsmøder hver anden måned og tillidsmandsmøde i de mellemliggende måneder. De har endda åbne bestyrelsesmøder i klubben. Men så har stilladsarbejderklubben i København også en formand der går og sætter stilladser op til dagligt. Så vidt jeg ved har stilladsklubben et fremmøde til deres m e d l e m s m ø d e r på ca. 20% af hele medlemsgruppen. Så gode resultater har jeg aldrig været med til i mit klubarbejde, men nogle erfaringer har jeg dog fra ungdoms- og lærlingeklubben i min fagforening. Jeg vil her videregive de nyeste af vores vedtægter for klubbens arbejde. Vi har aldrig brugt dem ordret, men det giver et billede af hvad, vi har stræbt efter

19 Vedtægter for 3 kroner ung Generalforsamling en gang om året. Her samler vi op på året og tager de store diskussioner. Derfor laver vi det en lørdag, så vi har hele dagen. Det er her den grundlæggende struktur kan ændres. Medlemsmøde for alle unge under 30 i 3kroner. Sidste tirsdag i måneden. Indkaldes via sms og medlemsbladet. Vi diskuterer alle mulige emner sammen men kan gå ud i fag & arbejdsgrupper efter behov. Konsensus efterstræbes. Afstemninger er tabu. Alle medlemmer i 3kroner fagforening under 30 år er automatisk medlemmer i klubben, men kun lærlinge og unge der har vist særlig interesse kontaktes jævnligt. Hvis man melder sig ind i klubben, og betaler 10 kr. pr måned, får man dagsorden og referat tilsendt før hver møde. Faggrupper. F.eks. murerlærlingene alene. Nedsætter sig selv og aftaler selv hvordan de vil arbejde. Faggrupperne står for rekrutteringen af lærlinge inden for deres eget fag, så vidt de kan magte det; ellers må hele klubben hjælpe. Arbejdsgrupper. F.eks. en gruppe, der står for en fest. Nedsættes på medlemsmødet eller af kontaktudvalget og er selvstyrende lige indtil næste medlemsmøde. Kontaktudvalg Vælges på medlemsmødet, igen helst i konsensus. Det tilstræbes at alle fag er repræsenteret. Kontaktudvalget kan tage beslutninger på vegne af klubben mellem møderne når der ikke er tid til andet. Alle beslutninger kan kaldes tilbage på medlemsmødet. Bestyrelsesrepræsentant for klubben. Er en fast del af kontaktudvalget. Fremlægger klubbens holdning til bestyrelsen. Skal fremlægge på medlemsmøderne og vælges på medlemsmødet. Posten går så vidt muligt på omgang. Alle skal have en mulighed for at se toppen af poppen i øjenhøjde. Vedtaget den 28/ Af 3 murerlærlinge, 1 gatnerlærling, 2 struktørlærlinge, 4 fire struktører og 2 betonarbejdere. 19

20 Jeg vil ikke sige at disse vedtægter er de bedste klubvedtægter jeg kan finde på. Der er mange mangler og problemer med denne måde at køre tingene på. En vigtig lektie jeg har fået, blandt andet fra fagligtaktive kolleger på en brødfabrik i Sverige, er ikke at være bange for afstemninger. De kan være meget nyttige, hvis man bruger dem rigtigt.»skyndte sig at kræve afstemning for at få dødningehovedideen smidt på historiens losseplads«den forkerte måde er der, hvor man bruger dem til at lukke munden på et mindretal. Jeg var engang kommet til et medlemsmøde i lærlingeog ungdomsklubben med et forslag til et logo for klubben. Der var generel god stemning om logoet, men der var en ung murerlærling der gerne ville have noget mere gnist i logoet. Han foreslog derfor at vi i stedet for det værktøj jeg havde tegnet, skulle bruge et dødningehoved. Det var der til gengæld mange der ikke var særligt enige i. En ung skovarbejderlærling, der havde erfaringer fra enhedslisten og deres måde at arbejde på, 20 skyndte sig at kræve afstemning for at få dødningehoved ideen smidt på historiens losseplads så hurtigt som muligt. Det var nok rigtigt set at dødningehoveder ikke lige var det vi havde brug for, men til gengæld havde vi brug for at give den unge murerlærling en oplevelse af at hans ideer var noget værd, at han var noget værd, og det får man ikke ved at kaste hans ideer ud i en indlysende nederlagsafstemning. I stedet kunne en grundig diskussion af formålet med logoet og baggrunden for hans ide, have givet gode resultater og måske endt med en konsensus, der havde stillet os samlet bag et logo. Modsat har jeg til tider oplevet at nogle lærlinge kan føle sig tromlet af mere højtråbende og bedre formulerede kolleger (mig), og at de helt opgiver at udtrykke deres modstand mod et forslag og resignerer ved at side tavse. Denne tavse modstand kan i et konsensusde-