INDHOLD KAPITEL 1: INDLEDNING...7 KAPITEL 2: KATEGORIER I DET ISLANDSKE SAMFUND...14 KAPITEL 3: ELITEN OG ALMUEN...28

Transkript

1

2 INDHOLD INDHOLD...1 OPTAKT...4 Den islandske gård...4 KAPITEL 1: INDLEDNING...7 Et homogent samfund?... 7 KAPITEL 2: KATEGORIER I DET ISLANDSKE SAMFUND...14 Samfundskategorier i Island Forskelle i kategoriseringer Forskerens kategorier KAPITEL 3: ELITEN OG ALMUEN...28 Når øvrigheden taler Embedsmændenes baggrund Elitekultur Embedsmænd og almue KAPITEL 4: KULTURELLE PROFILER BLANDT BØNDER...45 Det handler om får Livsforløb og forskelle Én slags bønder: De bedste bønder En anden slags bønder: Udskudet af landbefolkningen Profilernes sameksistens KAPITEL 5: KULTURELLE PROFILER BLANDT BYENS FOLK...68 Det handler om fisk De handlende Fabriksfolk og håndværkere i Reykjavik Byfolk KAPITEL 6: MARKERINGER AF FORSKEL...91 Det danske som distinktion Eksotisering af det islandske KAPITEL 7: AFSLUTNING ORD- OG VÆRDILISTE KILDEFORTEGNELSE LITTERATURLISTE

3 Forsideillustration: Aðalstræti i Reykjavik anno 1836 efter den franske maler Auguste Mayer. Fra Árni Björnsson og Ásgeir S. Björnsson (red.): Islandsmyndir Mayers 1836, Örn og Örlygur HF

4 OPTAKT Den islandske gård Man ser den ikke straks - den islandske gård 1. Den ligger for sig selv og ligner mest af alt en græsbevokset forhøjning. Men det er et hus, der skyder ryg i det golde landskab. Det er et hus, og der bor mennesker, for det ryger op af skorstenen med en sur røg fra tørven på ilden. Tørv dækker også taget og nogle af væggene, hvor græsset derfor gror og skifter med årstiderne fra vissengul til frodiggrøn. Derved giver tørven ikke blot varme og ly. Den gør også sit til at lulle betragteren ind i troen på, at gården blot er én af jordens knopskydninger. Alligevel er man aldrig i tvivl om, at forhøjningen er menneskeværk. Det er ikke kun røgen, der gør det - eller lydene fra dyr og mennesker. Om så ilden var gået ud, og lydene opslugt af afstanden, kunne man umuligt tage fejl. Her hersker en orden, som naturen aldrig tillader sig. Stenene er stablet, så de i forening med tørv og jord danner vægge og gærder omkring gården og dens tun 2. Dette er ikke en jordhule, men en bolig, som ordentlige mennesker har bygget sig 3. Af jordens materialer ganske vist, men som en sådan bolig skal se ud, når man er i denne del af verden. Man træder indenfor gennem døren i den bræddebeklædte gavl. Tømmeret er købt hos købmanden eller fundet ved stranden, for der er ingen skove på Island. Bag indgangsdøren er en lang gang. Der er mørkt undtagen de steder, hvor sollyset falder ind gennem hud- eller glasdækkede huller i taget og får støvet til at danse. Der lugter fra fisk, der hænger til tørre. På hver side af gangen leder en række døre ind til gårdens huse 4. Der kan være mange eller få døre alt efter gårdens størrelse, men ildhuset (køkkenet) gemmer sig med sikkerhed bag én af dem. Det er det eneste af 1 Titlen til trods tænkes her ikke på en typisk islandsk gård, idet en sådan ikke findes. Som alle andre steder undergår boligen på Island ændringer, ligesom der optræder regionale og sociale forskelle. Gården i beskrivelsen er en gård, som den kunne se ud i 1700-tallets slutning. Rekonstruktionen bygger på oplysninger, der findes i skifter, synsprotokoller og domsprotokoller, samt i følgende trykte kilder og bøger. Árni Björnsson og Ásgeir S. Björnsson (red.): Islandsmyndir Mayers 1836, Rvk William Jackson Hooker: Journal of a Tour in Iceland in the Summer of 1809, Yartmouth Niels Horrebow: Frásagnir um Island (1752), Bókfellsútgáfan HF, Rvk Andrew Wawn (red.): The Iceland Journal of Henry Holland 1810, London Bjarne Stoklund: Nordatlantisk byggeskik, Arbejdspapir 1/1987, Institut for Europæisk Folkelivsforskning, Brede. Guðlaugur Sveinsson: Um húsa edr Bæa-Byggingar á Islandi - sérdeilis smá- edr kotbæa, i Rit Þess Islenzka Lærdomslistafélags bd 11, Kbh Tun er en betegnelse for den gødede hjemmemark. 3 Samfundets uordentlige, dvs. banditter og fredløse (utilegumenn), ligesom også elverfolk og trolde, siges ofte at bo i huler i fjeldene og i det indre af Island. 4 Her er anvendt betegnelsen huse i stedet for rum eller værelser. Det svarer til benævnelsen og opfattelsen af rummet som også findes i 1700-tals kilderne. 4

5 gårdens huse, der er opvarmet. Ilden brænder på en lav stenovn, og røgen ledes ud gennem en åben skorsten. Der står en stabel tørv, nogle jerngryder og andet, der er nødvendigt til madtilberedningen; kerner, trug, spande og madskrin. Ved siden af ildhuset er buret. Her bliver maden opbevaret i store kar, tønder og skrin - mælkemad, tørfisk, røget kød, postej og fedt. På nogle gårde er der et separat mælkebur. Ved indgangsdøren ligger et rum kaldet skálinn. Her sover tjenestekarlene og gæster. Nogle steder er der overfor en stue (stofa), men det er Badstuen, der er gårdens hjerte. Badstuen ligger for enden af gangen. Her opholder folk sig; spiser, arbejder og sover. Langs væggene står en række bænke eller sengesteder, hvor man sidder og arbejder om dagen og sover om natten. Kun midt på gulvet kan man stå oprejst under tagrygningen. Der er som regel ingen stole, men måske et bord. Personlige ejendele som tøj og måske nogle bøger opbevares i kister. Rummet er oplyst af tranlamper og et vindue i gavlen. Der er ingen ovn, men de metertykke tørvvægge holder kulden ude. De holder også alle uddunstninger fra mennesker, vådt tøj, uld, tran og deslige inde. På nogle gårde er den ene ende af badstuen adskilt fra resten af rummet ved en bræddevæg. Herinde sover husbond og madmor. En trappe leder op til loftet, hvor der er flere senge og kister. Under trappen står væven. Gårdens værksted er forsynet med værktøj til både smede- og snedkerarbejde. Man skal selv kunne reparere riven, leen eller jerngryden, for det er småt med håndværkere på Island. Forrådshuset gemmer på alt fra madvarer til klæder, redskaber og sadler. Værkstedet og forrådshuset er separate bygninger. De er placeret i forlængelse af hovedhuset eller ligger for sig selv på tunet ligesom staldene. Ved gården og nede ved havet står hjallerne. Det er åbne tremmebygninger til opbevaring og tørring af fiskene. En stor del af fangsten sælges dog direkte til købmændene eller anvendes til betaling af afgifter. Den islandske gård ligger for sig selv i den lyngbevoksede lava; ensomt eller omgivet af husmandssteder. Men den er ikke isoleret. Om vinteren kommer mændene nord- og vestfra for at arbejde ved fangststederne, og om sommeren rejser folk den modsatte vej til høstarbejdet. I juni og juli mødes man på tingstederne med omegnens bønder, og om efteråret samler man fårene ind fra fjeldene og fordeler dem. Og rent faktisk behøver man blot at bevæge sig op over bakken, og der forneden, mellem søen, Tjörnin, og stranden, ligger Reykjavik. Med fabrikkens og købmændenes træog bindingsværkshuse og skibene på reden. Porten til resten af verden og i sig selv en ganske anden verden. 5

6 Billedet forestiller grundplanen af en mindre gård og er oprindeligt fra Daniel Bruun: Fortidsminder og Nutidshjem på Island, men er her hentet fra Valtýr Guðmundsson: Islands Kultur ved Aarhundredeskiftet 1900, Kbh 1902, s. 24. Det er ikke markeret i teksten, hvilke rum, der er aftegnet, men bygningen til venstre er sandsynligvis udhus, mens selve gården er til højre. Badstuen (e) ligger for enden af gangen (f), hvor køkken og bur også leder ud (c og d). Stue og skáli (a og b) ligger på hver side af indgangsdøren (g). 6

7 KAPITEL 1: INDLEDNING Et homogent samfund? Man kan se på husene, at man er kommet til et fremmedt sted. Sådan forholder det sig også med Island i det 18. århundrede. Måden, folk bor, lever og tænker på, er anderledes, ligesom det samfund, de lever i, er indrettet på en anden måde, end vi er vant til fra nutidens Island og Danmark. Spørgsmålet er, hvorledes man skal beskrive dette samfund og de mennesker, der lever i det. Denne studie tager afsæt i den historiografiske situation omkring de eksisterende undersøgelser af islandsk kultur og samfund i det 18. århundrede. Den svenske historiker Harald Gustafsson ser to tendenser indenfor forskningen på dette område 5. På den ene side beskriver forskere ofte det islandske samfund i det 18. århundrede som et klassemæssigt og kulturelt set homogent bondesamfund. Island fremstår således som et sted, hvor befolkningen udelukkende lever af husdyrbrug og fiskeri på gårde som den, der er beskrevet ovenfor. Det gælder husmænd og bønder, men også præster og sysselmænd, der dog også har indtægter fra deres embede ved siden af landbruget. Der findes derimod ingen adel på Island, ingen byer, håndværkere og købmænd - ingen forskelle. Historikeren Páll Eggert Ólason skriver eksempelvis om det islandske samfund: Här fanns i stort sett inga klassskillnader. Det fanns bara en klass, bönder, och även om det givetvis också fanns ämbetsmän, var de också bönder 6. Páll Eggert Ólason skriver i 1942, og som Harald Gustafsson påpeger, er han givetvis påvirket af de nationalromantiske tendenser, der var i historieskrivningen omkring Islands løsrivelse fra Danmark i På den tid var det vigtigere at fremhæve kontrasterne mellem islændingene og den danske stat end at undersøge forskelle blandt islændingene selv. Dertil kommer, at tiden under dansk herredømme blev opfattet som en mørk og uinteressant periode. 5 Harald Gustafsson: Funderingar om det isländska tidigmoderna samhället, i Gardar. Årsbok för Samfundet Sverige-Island i Lund-Malmö XXVIII 1998, s Saga Íslendinga V, s. 155, her citeret oversat fra Harald Gustafsson: Mellan Kung och Allmoge, Stockholm 1985, s. 33. Også i denne bog behandler Gustafsson kort tendenserne i den islandske historieskrivning. 7 I slutningen af det 9. århundrede bosætter folk fra Norden (især Norge) og De britiske Øer sig på Island, hvor de danner et selvstændigt samfund, til øen i 1262 lægges under den norske konge. Ved Kalmarunionens indførelse følger Island med Norge under dansk styre til 1944, hvor den nuværende republik dannes. 7

8 Nutidige forskere har andre forudsætninger, men alligevel støder man også hos dem på den samme opfattelse af kultur og samfund på Island. Antropologen Kirsten Hastrup skriver f.eks. om Icelandic culture 8 i ental - ikke om islandske kulturer. Historikeren Gunnar Karlsson mener, at selvom der ganske vist eksisterede store økonomiske forskelle mellem de rigeste og de fattigste bønder på Island, var der intet skel mellem dem, idet de fattigste havde en, i alt fald teoretisk, mulighed for at blive som de rigeste. Det får Karlsson til at konkludere: Jeg tror, man kan antage, at denne mangel på standsmæssige og klassemæssige grænser har skabt en forholdsvis homogen kultur på Island 9. Sideløbende med ovenstående samfunds- og kultursyn ser Harald Gustafsson en stigende tendens til at fokusere på økonomiske og sociale forskelle mellem en lille jordejende elite af fortrinsvist embedsmænd og den større befolkning bestående af rentebetalende bønder 10. På denne måde fremstår samfundet nærmest som tvedelt. Udskilningen af eliten fra den øvrige befolkning sker dog kun på grundlag af en økonomisk og social differentiering. Der er ikke fokus på kulturelle forskelle mellem de to grupper, ligesom almuen stadig beskrives som værende én gruppe af bønder. Indenfor de senere år er ganske vist fremkommet studier af klassemæssige forskelle blandt den islandske almue, men tidsrammen er Islands modernisering fra slutningen af det 19. og begyndelsen af de 20. århundrede, hvor der bl.a. opstår eller i hvert tilfælde sker en vækst i befolkningsgrupper, der udelukkende ernærer sig ved fiskeri 11. Når det gælder 1700-tallet, nævnes kultur derimod enten i ental eller opdeles i to. Hensigten med denne studie er at undersøge, hvorvidt det er muligt at nuancere ovenstående fremstillinger af det islandske samfund og islandsk kultur i 1700-tallet ved at afdække ikke blot økonomiske, men også kulturelle forskelle i den islandske befolkning. Det gælder om at finde en kulturel dimension i forskellene mellem elite og almue, men i særlig grad om at undersøge eventuelle kulturelle 8 Kirsten Hastrup: Nature and Policy in Iceland , Oxford 1990, s Gunnar Karlsson og Hans Jacob Debes: Island - Færøerne - Grønland, i Nationale og etniske minoriteter i Norden i og 1900-tallet, Gunnar Karlsson (red.),rapporter fra den XX nordiske historikerkongres bd. II, Rvk 1987, s Harald Gustafsson er i øvrigt selv at finde blandt de, der peger på eksistensen af en islandsk embedsmandselite, der adskiller sig fra den øvrige befolkning. 11 Her tænker jeg især på etnologen Finnur Magnussons The Hidden Class: Culture and Class in a Maritime Setting: Iceland , North Atlantic Monographs 1, Århus Han studerer fremvæksten af en klassebevidsthed hos den jordløse befolkning i fiskebygderne Eyrarbakki og Stokseyri på Islands sydkyst. 8

9 forskelle blandt almuen. Derved ønsker jeg at tegne et andet og nyt billede af Island. Et Island, som langt fra er homogent, men tværtimod kulturelt komplekst. Der er flere ting, som gør, at det faktisk kan være svært at få øje på forskelle i det islandske samfund i 1700-tallet. Der er ikke byer i europæisk forstand kendetegnet af specialisering og social differentiering. Handelen er underlagt et monopol, så kun købmænd hjemmehørende i København, Helsingør og Malmø må handle på Island 12. Monopolet bliver ophævet for danske undersåtter i 1787 og endeligt i 1854, men købmændene er fortsat fortrinsvis udlændinge. De opholder sig i monopoltiden kun i Island nogle få måneder om sommeren og forsyner islændingene med færdigfremstillede varer. På den måde er handelen med til at bevare Island som et overvejende agrarsamfund, hvor handel og håndværk er placeret udenfor landet 13. Den islandske befolkning udgør ved folketællingen i personer fordelt på hushold. Af disse betegnes 72 % af husholdsoverhovederne som bønder, mens 28 % er fordelt på husmænd med og uden græsning samt indsiddere. 95 % af bønderne er fæstebønder (leiguliðar) 14. På baggrund af disse tal må man slutte, at selvom der her optræder både bønder, husmænd og indsiddere blandt husholdsoverhovederne, ernærer langt størstedelen af befolkningen sig ved landbrug og indgår i samme form for relation til ejeren af jorden. Den føromtalte islandske embedsmandselite skiller sig ganske vist ud på visse punkter. De har bl.a. en magtposition i forhold til den øvrige befolkning, idet de dels administrerer love og forordninger og dels ejer eller forpagter størstedelen af den islandske landbrugsjord 15. På den anden side bor medlemmer af samme elite også på gårde og driver landbrug med blandet kvæg- og fåreavl og fiskeri som binæring. I slutningen af det 18. århundrede sker der en gradvis ændring, og tættere bebyggelser vokser frem bl.a. ved Reykjavik. Men det sker langsomt. I 1860 bor kun 3 % af befolkningen i bebyggelser, 12 Gísli Gunnarsson: Monopoly Trade and Economic Stagnation, Lund 1983, s , og Jón Aðils: Den Danske Monopolhandel på Island , Kbh , s. 98. Det skal her bemærkes, at handelen på Island har været på udenlandske hænder langt før monopolhandelens indførsel i Bl.a. har hansestæderne og englænderne handlet på Island. 13 Gísli Gunnarsson: Monopoly Trade and Economic Stagnation, Lund 1983, s Én af Gunnarssons pointer er, at også den lokale embedsmands- og jordejerelite ser en fordel i at bevare handelen udenfor landet, idet deres magtmonopol i høj grad er bundet op omkring ejendom af jord og befolkningens afhængighed af én levevej (landbruget). 14 Harald Gustafsson: Mellan kung och allmoge, Stockholm 1985, s , og Gísli Gunnarsson: Monopoly Trade and Economic Stagnation, Lund 1983, s Harald Gustaffson: ibd. 9

10 der kan karakteriseres som bysamfund 16. I det store hele lader det altså til, at forskerne har ret, når de kategoriserer den islandske befolkning som bønder. Én ting er dog, hvordan folk kategoriseres. Noget andet er, hvad der gemmer sig bag kategorierne. Kapitel 2 i denne studie tager udgangspunkt i kategorierne i det islandske samfund og den måde, hvorpå de er bygget op omkring gården og dens forpligtelser. Kapitlet viser, at forskere ofte anvender de kategorier, der findes i folketællinger og lignende, uden at problematisere det forhold, at kategorier i høj grad er udtryk for folks måde at opfatte verden på. Det er ikke ligegyldigt hvem, der kategoriserer, for kategorier må forstås i den kulturelle sammenhæng, hvori de indgår. Kategorier er nemlig ikke objektive størrelser, men kulturelle, og formen behøver ikke nødvendigvis at være lig indholdet. Folk kan godt leve i de samme omgivelser, men tillægge livet dér forskellig mening 17. De mennesker og omgivelser, jeg har valgt at fokusere på i denne studie, findes i området omkring Reykjavik eller mere præcist Seltjarnarnes hrepp i tidsrummet omkring 1750 til Det betyder ikke, at denne studie er en egentlig lokalstudie. Formålet er ikke at studere en lokalitet, men at studere kulturelle forskelle i en lokalitet 18. Når valget er faldet på netop Seltjarnarnes hrepp, skyldes det først og fremmest, at der her bor folk med forskellig social baggrund samlet indenfor et begrænset område. Indtil 1754 er Reykjavik blot en gård blandt andre i Seltjarnarnes hrepp, men i 1750 erne vokser en tættere bebyggelse frem omkring en manufakturfabrik. I 1780 bygger købmændene handelshuse i forlængelse af fabrikkens. De holdt tidligere til på øen, Örfirisey, i bugten ud for Reykjavik. Det er ikke kun købmænd og fabriksfolk, der flytter til Reykjavik. Også en række embedsmænd kommer hertil, ligesom der opstår mange husmandssteder i byens 16 Gísli Águst Gunnlaugsson: Family and Household in Iceland , Uppsala 1988, s Studier af ændringer i bønders livsstil i det 19. århundrede påpeger, at selvom bønderne i stigende grad omgiver sig med urban/borgerlig stil i bolig og tøj, er der ikke tale om en borgerliggørelse af bønderne. De borgerlige elementer omkodes, så de passer ind i bøndernes verden, hvorved de får en anden betydning og udtrykker noget andet end i en borgerlig eller urban kulturel sfære. Se f.eks. Palle Ove Christiansen: Peasant Adaption to Bourgeois Culture? Class Formation and Cultural Redifinition in the Danish Countryside, i Etnologia Scandinavica 1978, s Jfr. antropologen Clifford Geertz s berømte sætning: Antropologists do not study villages, but in villages, i Clifford Geertz: The Interpretation of Cultures. Sellected Essays, London 1993 (1973), s

11 udkant. I 1787 får Reykjavik købstadsrettigheder, men byen forbliver administrativt en del af Seltjarnarnes hrepp til I Seltjarnarnes hrepp opstår en kontrast mellem en form for bymæssig bebyggelse og et omkringliggende landbrugsområde. Dermed er der bl.a. grundlag for en komparativ analyse af forskellene mellem by og land. Det gælder ikke blot det bygningsmæssige udtryk, men også måden at leve på. Gården, der er beskrevet i optakten, er ikke blot en karakteristisk boligform i Island. Den repræsenterer også en måde at leve på, lige så vel som Reykjavik gør det. Forskellen mellem by og land er ikke den eneste forskel, der er at finde i Seltjarnarnes hrepp, men fremvæksten af et nyt fænomen kan være med til at tydeliggøre disse forskelle. Man kan argumentere mod valget af Seltjarnarnes hrepp og Reykjavik som studiefelt. Ét af argumenterne kunne være, at eftersom Reykjavik er en by, adskiller området sig fra det øvrige Island, der er overvejende agrart. Dermed er det altså ikke islandske kulturer, der studeres, og hvis man ser bort fra Reykjavik, findes der kun bønder og én kultur på Island. Jeg mener imidlertid, at et sådant kvantitivitetskriterie ikke er særligt frugtbart. For vist er Reykjavik ikke Island, men Reykjavik er også en del af Island og bør studeres som et sådant. Kapitlerne 3-5 gennemgår nogle af de kulturelle profiler, det er muligt at beskrive i området. Betegnelsen kulturel profil henviser til et mønster, der tegner sig i folks handle- og tænkemåder. Når jeg har valgt denne betegnelse, er det bl.a. for at anvende et mindre rigidt udtryk end kategori. Desuden ønsker jeg at undgå en forveksling med begrebet social kategori. Som denne studie vil vise, sammenfalder de forskellige kulturelle profiler nemlig ikke nødvendigvis med de sociale kategorier. Kapitel 3 omhandler embedsmandseliten. Det er nemlig oftest embedsmænd, der er ophavsmænd til de kilder og dermed de kategorier, man som forsker har til rådighed. Når almuen beskrives som homogen sker det på baggrund af elitens vurderinger - og de er, som studien vil vise, forankret i et kulturelt univers, der er anderledes end almuens. Vil man derimod nå frem til det univers og de vurderinger, der findes blandt almuefolk, er det nødvendigt at tolke de oplysninger, der gives af embedsmændene. Kapitlerne 4 og 5 prøver således at nå bagom embedsmændenes beskrivelser for at se kulturelle forskelle blandt almuen - både blandt de, der lever i 19 Disse årstal er bl.a. at finde i Klemens Jónsson: Saga Reykjavikur, bd. 1, Rvk 1929, s

12 landområderne, og de, der lever i Reykjavik. Ved at studere folks ejendele og rekonstruere bl.a. deres livsforløb ud fra kilderne vil man kunne finde en indgang til forskelle i menneskenes levevis og opfattelse af sig selv og andre. Det sker ud fra den antagelse, at folks tolkninger af omverdenen danner udgangspunkt for deres handlinger. Disse handlinger aftegner sig som spor 20 i eftertiden i skifter, domsprotokoller, breve, kirkebøger m.m. og er dermed forskerens ledetråd til fortidens mennesker og deres verden. Omdrejningspunktet i denne studie er at afgøre, om sporene i kilderne stammer fra mennesker med forskellige kulturelle baggrunde. Kildematerialet, der ligger til grund for studien, er indsamlet på Islands nationalarkiv, Þjóðskjalasafn Íslands, under en periode på 3 måneder. Der er fortrinsvist tale om kirkebøger, skifter og retsprotokoller fra arkiverne efter sysselmanden for Gullbringu og Kjósar sysler (Gull-Kjós), samt fra Reykjaviks byfogedarkiv (Bfg. Rvk.). Der foreligger også en del breve til og fra embedsmænd på forskellige niveauer, bl.a. amtmand og stiftamtmand. Disse er kun berørt sporadisk 21. Størstedelen af kilderne er på islandsk og vil i det følgende blive citeret i egen oversættelse til dansk. På de kommende sider vil jeg gang på gang fremhæve enkelte personer og episoder hentet i de ovennævnte kilder. Således vil kapitel 6 analysere markeringer af forskelle bl.a. på baggrund af en sag hentet fra én af retsprotokollerne. Dette sker ikke for at give typiske eksempler, for som historikeren Robert Darnton skriver, findes nogle sådanne ikke. I stedet mener han, at det should be possible for the historian to discover the social dimension of thought and to tease meaning from documents by relating them to the surrounding world of significance, passing from text to context and back again until he has cleared a way through a foreign mental world 22. På samme måde vil jeg sammenholde de episoder og individer, jeg støder på i kilderne med den kontekst, der er fremstået på baggrund af den samlede læsning af kilder og baggrundslitteratur. Formålet er at fremmane en for længst svunden og fremmed verden. Men ikke i den skikkelse, man sædvanligvis møder den - som kulturelt homogen eller i bedste fald tvedelt. På de næste mange sider gælder det billedet af Et andet Island. 20 Opfattelsen af kilderne som spor er oprindeligt fra historikeren Carlo Ginzburg, der mener,at forskeren kan aflæse fortiden, som jægeren læser løven i dens spor, selvom han aldrig har set den. Edward Muir: Introduction: Observing Trifles, i Edward Muir og Guido Ruggiero (red.): Microhistory and the Lost Peoples of Europe, London 1991, s. xiv. 21 Bagerst er vedlagt en liste over de kilder, der ligger til grund for denne studie. 12

13 22 Robert Darnton: The Great Cat Massacre, New York 1984, s

14 KAPITEL 2: KATEGORIER I DET ISLANDSKE SAMFUND Samfundskategorier i Island Vil man vide noget om hvilken slags mennesker, der bor i Seltjarnarnes hrepp i slutningen af det 18. århundrede, er en måde at se i folketællingerne. Foruden opdelinger efter bopæl, navn, alder, ægtestand og plads i husholdet er husholdsoverhovedet benævnt efter sin levevej eller den samfundskategori, han/hun tilhører. I landområderne forekommer hyppigst betegnelser som bóndi, hjáleigabóndi/ hjáleigumaður, húsmaður og tómthusmaður 23. Disse samfundskategorier er i princippet nøje knyttet til forskellige typer gårde. Den grundlæggende gårdtype i det islandske samfund er den form for gård, der kaldes en lögbýli (lovbolig). Beboeren på denne gård benævnes bonde (bóndi). Der kan være tale en fæstebonde (leiguliði) 24 eller en selvejer, men bonden kan ligeså vel samtidigt være en embedsmand. Betegnelsen lögbýli henviser nemlig først og fremmest til, at denne form for gård er den grundlæggende beskatningsenhed, og alle jorder og gårde på Island er opdelt på denne måde. Der kan godt bo to eller flere bondehushold på samme gård. I så fald kan man benævne den tvíbýli el. flerbýli. Antallet af hushold betyder intet for beskatningen på kronens gods, da det er gården som helhed, der beskattes og ikke husholdene. De to hushold er "på papiret" ligestillede og deles om skatter og afgifter. Størstedelen af den islandske befolkning fæster deres gård og jord. I landet som helhed ejer kronen i % af takseringsværdien, kirken 32 %, mens 52 % er privatgods. I 1842 er den private andel steget til 74 %. De private jordejere udgør en ganske lille andel af den samlede befolkning, og blandt de rigeste jordejere findes embedsmændene 25. I Seltjarnarnes hrepp er fordelingen anderledes. I 1695 og ÞÍ: Prestþjónustubækur og sóknarmantöl VII 5 Rvk: folketællingen 1801,1816,1835, samt sóknarmannatal 1784,1787, 1808 og Det er problematisk at oversætte islandsk terminologi til dansk. Slår man op i ordbogen, oversættes leiguliði med både fæster og lejer, ligesom første del af ordet (leiga) betyder leje. På den anden side minder de forpligtelser, der påhviler bonden, om forpligtelserne i fæstesystemet; bl.a. skal han yde hoveri (kvaðir). På samme måde er det et problem, om man kan omtale de islandske jordejere som godsejere. Denne studie har ikke til formål at løse disse problemer, så for nemheds skyld har jeg valgt, at oversætte leiguliði med fæstebonde, da det er et begreb, der anvendes i 1700-tallet. Derimod anvender jeg betegnelsen jordejer og ikke godsejer for ikke at henlede tanken på danske godssystemer. 25 Harald Gustaffson: Mellan kung och allmoge, Stockholm 1985, s , samt s

15 ejer kronen de 18 af lögbýli-gårdene på Seltjarnarnes, mens kirken ejer 3, samt en gård, der er opført som præstegårdsjord. Endelig er 3 af gårdene privat ejendom 26. Den række af forpligtelser, der påhviler fæstebonden til gengæld for adgang til jord, er lang 27. Ifølge jordebogen fra 1703 betaler bonden først og fremmest landskyld af jorden til ejeren. Landskylden for kongens jorder på Seltjarnarnes betales ifølge jordebogen oftest med fisk direkte til handelspladsen, men kan også betales med landbrugsprodukter. I 1703 er kongens indtægter fra skat, landskyld, bøder o. lign udlejet til købmændene mod en fast afgift, men fra 1706 overtager landfogeden 28 ansvaret med disse. Betalingen foregår dog stadig gennem købmændene. Bønderne leverer deres afgifter in natura til købmændene, som selv sælger varerne videre, men betaler en særlig pris for dem til kongen. Landfogedens opgave i denne forbindelse er at holde opsyn med transaktionen og sende regnskaber til København 29. Landskylden for de private jorder og kirkejordene betales enten direkte til jordejeren eller lægges ind på dennes regning hos købmændene. Købmændenes rolle i samfundet er altså ikke blot som aftager og leverandør af varer. De er også mellemled i afgiftsbetalingen mellem kongen og hans undersåtter og mellem jordejer og fæster 30. Endnu en afgift må fæsteren betale jordejeren som en del af de forpligtelser, der følger med lögbýli-gården; nemlig for leje af kvilder eller leigukúgildi. En kúgildi (koværdi) er en regneenhed, der svarer til en malkeko eller 6 malkefår 31. Her er tale om en slags lejekvæg, som bonden ganske vist har råderet over, men som han skal betale smørleje af til jordejeren. Systemet med kvilder betyder, at bonden må sætte fodringen af dem i første række, og derfor kan have svært ved at skaffe foder til egne dyr. Til gengæld er han sikret dyr på gården. I princippet påhviler det jordejeren at erstatte døde eller syge kvilder, men det er ikke altid systemet fungerer i praksis Björn Lárusson: The Old Icelandic Land Registers, Lund 1967, s , samt Jarðabók Árna Magnússonar og Páls Vidalins bd. 3, Jakob Benediktsson, Bogi Th. Melsted og Björn K. Þórólfsson (red.), Kbh , s Efterfølgende gennemgang byggger på dels Jarðabók Árna Magnússonar og Páls Vidalins bd. 3, Jakob Benediktsson, Bogi Th. Melsted og Björn K. Þórólfsson (red.), Kbh , s dels på Skúli Magnússon: Beskrivelse af Gullbringu og Kjósar sýslur (1785), Jón Helgason (red.) Kbh 1944, s Landfogeden er dén kongelige embedsmænd, der har opsyn med kongens udgifter og indtægter på Island. 29 Gísli Gunnarsson: Monopoly Trade and Economic Stagnation, Lund 1983, s Mere om handelen og dens organisation i kapitel Skúli Magnússon: Beskrivelse af Gullbringu og Kjósar sýslur (1785), Jón Helgason (red.) Kbh 1944, s jfr. Harald Gustafsson: Mellan kung och allmoge, Stockholm 1985, s Her behandler Gustafsson bl.a. stridighederne om hvem, der skal betale for de døde kvilder efter en fårepest

16 Foruden landskyld og smørleje påhviler bonden en række kvaðir (hoveri). Det drejer sig bl.a. om mandslån, hvor bonden selv eller hans karl må ro på jordejerens både i fiskesæsonen. Han beholder dog sin egen part af fangsten. Endvidere er der dagslætter (høstarbejde), ris- og høheste (levering af så meget ris eller hø en hest kan bære), transport og andet arbejde på gærder, veje o. lign. En del af hoveriet bliver med tiden afløst af pengeafgifter 33. Bonden skal også betale tiende. En fjerdedel af dette tilfalder kongen, mens de andre dele tilhører kirken, præsten og de fattige. En bondes tiende beregnes ud fra hans antal af husdyr og både, samt evt. jord, hvis han er selvejer. Denne tiendeberegning ligger også til grund for betaling af egentlig kongelig skat. Hvis hans tiendepligtige kapital forholdsmæssigt er større end hans hushold, må han betale skat. Også en skat som gavetold er beregnet efter tiendekapital, ligesom husmandstold betales for de husmænd, der ejer nok til at betale tiende. Af andre skatter, bønderne må betale, kan nævnes lovmandstold og hospitalsfisk, ligesom der betales forskellige former for skat til kirken 34. Opfylder bonden disse forpligtelser overfor sin jordejer har han råderet over jorden, men oftest kun for et år. Historikerne Jón Aðils og Guðmundur Jónsson ser begge den korte fæsteperiode, som årsag til usikkerhed hos fæsteren og heraf manglende lyst til at vedligeholde gårdene 35. Helt uden rettigheder er fæsteren dog ikke, som det fremgår af en sag, der i 1765 finder sted ved tinget i Reykjavik 36. Landfoged Skúli Magnússon beder Oddur Hialtalin fremlægge bevis på, at han har ret til af fæste jorden Rauðará. Rauðará er kongens jord, og det er således landfogeden, der skal administrere den. Oddur Hialtalin har bevis på at have indbetalt sine afgifter hos købmanden for de sidste 3 år, men han mangler et fæstebrev, som han burde have fra landfogeden. Oddur hævder alligevel, at han har fæstet jorden. Skúli Magnússon mener derimod, at Oddur blot er at regne som husmand på jorden, og beskylder ham desuden for at have misligholdt jorden. Dette sidste afvises dog af retten. I dommen Skúli Magnússon: Beskrivelse af Gullbringu og Kjósar sýslur (1785), Jón Helgason (red.) Kbh 1944, s Ibd., s Jón Aðils: Fæstebondens kår på Island i det 18. århundrede, i Historisk tidsskrift 6. række IV, Kbh 1893, s. 572, samt Guðmundur Jónsson: Institutional Change in Icelandic Agriculture , i Scandinavian Economic Review vol XLI, no , s.111. Mere om denne problematik i kapitel ÞÍ: Gull-Kjós IV 6 Dóma- og þingbók , s Sagen begynder den 17. maj

17 angives forpligtelserne mellem fæster og jorddrot således, at fæsteren, dvs. Oddur Hialtalin, har pligt til at anskaffe sig et fæstebrev hos landfogeden, som igen er skyldig at give ham et. Oddur har da ret til at have Rauðará i fæste - så længe han sidder der lovlydigt og betaler afgifter. Han kan ikke uden videre sendes bort, hvis han ikke har ødelagt gården. Af denne sag kunne det tyde på, at fæsteren ikke ganske er underlagt jordejerens nåde, men at også han har rettigheder, så længe han udfylder sin del af forpligtelserne. Man må dog samtidig være opmærksom på, at Oddur Hialtalin er hreppstjóri (se nedenfor) og søn af en sysselmand. Han er således efter al sandsynlighed ikke helt fremmed for spillets regler. En bonde har ikke kun forpligtelser overfor ejeren af jorden. Han er også overfor sine medbønder forpligtet til at være med til at klare det fælles arbejde med f.eks. at drive får og kvæg på græsning i fjeldene om foråret og hente dem om efteråret. Ligeledes må han være med til at sørge for områdets fattige. Dette samarbejde organiseres i hreppen. Dette er en middelalderinstitution, som består af mindst 20 lögbýli-gårde, og som ledes af 2-5 hreppstjórar (hrepp-styrere). Det er bønder, der er udnævnt af sysselmanden til at holde opsyn med samarbejdet, forsørgelsen af fattiglemmer, samt opgøre bøndernes tiendekapital. Den fjerdedel af tiendet, der går til de fattige, administreres af hreppen og ikke af kirken 37. Det er kun bønderne på lögbýli-gårdene, der er fuldgyldige medlemmer af hreppen 38, men der findes andre former for beboere i området. Nogle af disse bor på hjáleiga-gårde ( hos-leje-gårde ) og benævnes hjáleigubóndi/hjáleigumaður eller húsmaður. I følge jordebogen fra 1703 findes der hjáleigur ved lögbýli-gårdene Skildinganes, Lambastaðir, Nes, Byggarður, Örfirisey, Engey, Hliðarhús, Reykjavik, Arnarhóll og Laugarnes. Beboerne på disse steder udgør ganske vist selvstændige hushold på egne gårde, men hjáleigan er samtidig en del af lögbýli, idet de lejer en del af dennes jord med plads til bolig og græsning. Til gengæld betaler de landskyld og yder hoveri i form af høstarbejde og roning på bådene - ikke til jordejeren, men til bonden på lögbýli. Der kan også være tilknyttet kvilder til en hjáleiga-gård, som så må yde smørleje til bonden. Ofte er kvilderne de eneste køer, der findes på hjáleigan 39. Det er uvist, hvorledes man skal oversætte begrebet hjáleiga til dansk 37 Gísli Gunnarsson: Monopoly Trade and Economic Stagnation, Lund 1983, s. 13, Gísli Águst Gunnlaugsson: Ómagar og utangarðsfólk, Rvk 1982, s Gísli Gunnarsson: Monopoly Trade and Economic Stagnation, Lund 1983, s Jarðabók Árna Magnússonar og Páls Vidalins bd. 3, Jakob Benediktsson, Bogi Th. Melsted og 17

18 terminologi. Landfoged Skúli Magnússon anvender ordet husmænd til at betegne beboeren, men skelner mellem to slags husmænd: græshusmænd og tomthusmænd. Førstnævnte har græsning til én ko, antages af hjemmegårdens beboer mod en årlig afgift og roning på bondens båd hele året. Han beholder sin del af fangsten, ligesom bonden skaffer ham tømmer til bygninger og en god ko. En tomthusmand har derimod ingen græsning 40, men kun en bolig, som han betaler med en afgift samt roning på bondens båd 41. I folketællinger og mandtalslister kan en græshusmand godt bo på en hjáleiga-gård, men en tomthusmand bor altid i et tomthus også selvom han blot nævnes som husmand 42. Som det fremgår af dette afsnit, er der forskellige benævnelser for beboerne på gårdene - forskellige kategorier - der er bundet op omkring gårdens status og dertil knyttede forpligtelser. Det er almindeligt brugt både i nutiden og det 18. århundrede at anvende de kategorier, der er knyttet til lögbýli-systemet til at forklare, hvordan det islandske samfund er sammensat. Spørgsmålet er blot, hvor anvendelige de er, når det er kultur, man vil beskrive. Forskelle i kategoriseringer Et tydeligt eksempel på anvendelsen af lögbýli-systemet findes i landfoged Skúli Magnússons beskrivelse af sognene i Gullbringu- og Kjósar sysler i 1780 erne: 10. kirkesogn Reikevig bestaar af 6 gaarde... Bemeldte sex gaarde beboes af 8 bönder, hvorunder Kiøbmanden og Tugthus Forstanderen, 24 græshusmænd og 59 Tomhusmænd, hvorunder Klæde Manufacturets Folk. 11te Kirkesogn Nes... bestaar af 7 gaarde... Disse 7 gaarde beboes af 10 Bønder, Præsten, Landphysicus og Apotekeren iberegnede, 18 græshusmænd, og 11 Tomhusmænd. 12te Kirkesogn Laugarnes.. bestaar af 13 gaarder. Berørte 13 gaarde beboes af 22 Bønder, Landfogeden iberegnet, 5 græshusmænd og 10 Tomhusmænd 43. Som det burde fremgå af ovenstående, indebærer lögbýli-systemet visse problemer især hvis man vil anvende det at beskrive kulturelle forskelle i Björn K. Þórólfsson (red.), Kbh , s Har man ingen græsning, har man heller ikke en ko deraf navnet tomthus. 41 Skúli Magnússon: Beskrivelse af Gullbringu og Kjósar sýslur (1785), Jón Helgason (red. ), Kbh 1944, s ÞÍ: Prestþjónustubækur og sóknarmantöl VII 5 Rvk: Folketælling 1801,1816,1835 og Sóknarmannatal 1784, 1787, 1809, Skúli Magnússson: Beskrivelse af Gullbringu og Kjósar sýslur (1785), Jón Helgason (red.), Kbh 1944, s Seltjarnarnes hrepp ligger i Gullbringu syssel og dækker de tre sogne: Reykjavik, 18

19 befolkningen på Seltjarnarnes. Der fremkommer ganske vist kategorier og forskelle i dette system, men der er ikke tale om kulturelle forskelle. Det kan næppe være dækkende i kulturel henseende at betegne købmanden som en bonde. Lögbýlisystemet fortæller da også mere om boligens status end om beboeren, og derfor må både købmanden og landfogeden regnes blandt bønderne, da de jo bor på en lögbýli, henholdsvis Reykjavik og Viðey. Skúli er da heller ikke interesseret i beboerne kulturelle univers. Han er ved at opregne områdets ressourcer; hvor mange området kan brødføde og dermed skattegrundlaget. Samtidigt er Skúli nødt til at forklare, at nogle af bønderne er en købmand, en præst, en landfoged o. lign., og at nogle af tomthusmændene er klædefabrikkens folk. Det er ikke fyldestgørende at beskrive disse på linie med de andre bønder på Seltjarnarnes. Skúli kan således ikke nøjes med at anvende lögbýli-systemet til at beskrive befolkningen i området, men må påpege nogle forskelle, som systemet ikke umiddelbart rummer forskelle i folks levevis. Etnologen Orvar Löfgren har i artiklen The Potato People undersøgt landproletariatet i Värö i Halland/Sverige. Det viser sig, at proletariatet ikke er en homogen gruppe, men tilpasser sig på forskellig vis alt efter de muligheder, der gives dem 44. Omkring Reykjavik opstår der mange nye husmandssteder i takt med byens fremvækst. Disse er ikke tilknyttet en gård på den måde, det er skitseret ovenfor med relationen lögbýli-hjáleiga, idet Reykjavik ophører med at være en gård og bliver en by. Spørgsmålet er, hvor meget disse husmænd har fælles med husmændene på "traditionelle" hjáleigur. De kan nok indpasses i samme kategori, men er ikke forankrede i samme system og lever ikke under fuldstændigt de samme vilkår. Bag den fælles betegnelse kan der findes flere måder at være f.eks. bonde eller husmand på såvel i Island som i Sverige. Den manglende homogenitet viser sig måske netop i det forhold, at systemet ikke altid anvendes i følge den logik, der burde være indbygget i det. Ganske vist ser man, at der bor bønder på lögbýli- gårde, og husmænd på hjáleigur - det er bare ikke altid tilfældet. På Skálholtskot, som er en hjáleiga til Reykjavik, bor i 1801 en mand ved navn Gunnlaugur Brýnjólfsson. Han er benævnt fisker i 1801 og tomthusmand i Det passer logisk sammen - en husmand på et husmandssted. I 1816 og 1824 er der dog sket en forandring. Nu er Gunnlaugur Brýnjólfsson bonde, men bor stadigvæk Nes og Laugarnes. 44 Orvar Löfgren: The Potato People, i Chance and Change, Sune Åkerman, Hans Chr. Johansen, David Gaunt (red.), Odense 1978, s

20 på Skálholtkot. Og for at gøre forvirringen total bor der udelukkende husmænd på Arnarhóll, som ifølge jordebogen 1703 er en lögbýli 45. Det er således tilsyneladende ikke jordens status, der i alle tilfælde bestemmer beboerens status, men også noget andet. Betegnelserne anvendes også til at henvise til måder at leve på, som man ikke direkte kan udlæse af hverken jordebøger eller folketællinger. I tilfældet med Gunnlaugur Brýnjólfsson må logikken brydes, fordi selvom Gunnlaugur Brýnjólfsson bor på et husmandssted, lever han mere som en bonde. Det komplicerer sagen yderligere, at alle ikke ser de samme ting. For nogle er farven rød; for andre er den orange. Den måde, hvorpå man kategoriserer, kan afsløre meget om menneskers måde at tænke verden på. Ved at studere hvilke kriterier, der ligger til grundlag for folks måde at opdele verden på, er det muligt at indkredse, hvad der regnes for centralt i folks tilværelse. Historikeren Robert Darnton fortæller, hvorledes en anonym borger beskriver sin hjemby Montpellier i Han beskriver - eller ordner - byen på 3 forskellige måder efter forskellige sæt kategorier; først som et hierarki af rang (dignités), dernæst en struktur af 3 stande (états), og endelig en beskrivelse af urban (borgerlig) livsstil. Det vigtige i denne forbindelse er, at den måde, hvorpå borgeren ordner sin by, er andet end en objektiv bybeskrivelse, men i måske højere grad et indblik i hans egen selvforståelse. De 3 måder at ordne eller kategorisere indbyggerne på kan ikke hver for sig fuldstændigt dække borgerens opfattelse af verden, men de udgør ikke et sammenhængende hele og indeholder modsætninger. Men for borgeren er der mening og sammenhæng. Derimod havde en adelsmand eller en tigger sandsynligvis beskrevet byen anderledes. Sammenligner man med Skúli Magnússon, kan man nok antage, at lögbýlisystemet er centralt for hans måde at opdele verden på, men han kan ligeså lidt som borgeren i Montpellier nøjes med ét system. Samtidigt kan man i folketællingen fra iagttage, at Reykjaviks og Seltjarnarnes s befolkning kan ordens ud fra forskellige kriterier eller kategorisæt alt efter, hvem det er, der kategoriserer. Folketællingen er skrevet i 2 omgange. Tællingen for selve Reykjavik købstad er underskrevet i december 1801 af landfoged Finne, hans svoger kommissionsskriver Kolvig samt sysselmand S. Thorgrimsen (islænding), mens resten af området er 45 ÞÍ: Prestþjónustubækur og sóknarmantöl VII Rvk: folketælling 1801, 1816 og sóknarmannatal 1809, 1824, samt Jarðabók Árna Magnússonar og Páls Vidalins, bd. 3, Jakob Benediktsson, Bogi Th. Melsted og Björn K. Þórólfsson (red.), Kbh , s Robert Darnton: The Great Cat Massacre, New York 1985, s ÞÍ: Prestþjónustubækur og sóknarmantöl VII Rvk: folketælling

21 underskrevet januar 1802 af domkirkepræst Brinjolfur Sivertsen (isl. Brýnjólfur Sigurðsson). I Reykjavik nummereres husene og betegnes ikke efter deres navne på trods af, at andre kilder afslører, at sådanne navne findes 48. Det er en anden måde at optegne på, end den præsten benytter, hvor han angiver gårdens navn, samt ejendomsforhold (dvs. om jorden tilhører kongen, kirken eller andre) eller om det er en hjáleiga (husmandssted) til gården. Præsten kategoriserer husholdsoverhovederne efter deres levevej som bønder, husmænd, tomthusmænd, inderster, forskellige slags embedsmænd osv. Desuden vedhæftes en yderligere beskrivelse af, helt nøjagtigt hvad de lever af: bonde af jordbrug og fiskeri, bonde af jordbrug og qvægavl, husmand af liden jordbrug og fiskeri, tomthusmand af fiskeri og dagleje m.m.. I købstaden optræder derimod kun deres beskæftigelse, bl.a. kategori som fiskere 49. Netop betegnelsen fisker er interessant i islandsk sammenhæng. I tallets islandske terminologi eksisterer denne kategori simpelthen ikke. I stedet defineres folk ud fra deres tilhørsforhold til bondehusholdet. Folk kan sagtens have deres hovednærring fra fiskeri, hvilket mange både bønder og husmænd faktisk har, især i Nes og Reykjavik sogne 50. De er bare ikke at betegne som fiskere. De er i stedet husmand af liden jordbrug og fiskeri eller tomthusmand af fiskeri og dagleje. Mange af de folk, der af præsten kategoriseres som tomthusmænd, kunne sandsynligvis lige så vel kategoriseres som fiskere. På samme måde som fiskerne i Reykjavik kunne betegnes tomthusmænd, hvilket de i øvrigt bliver i andre folketællinger. Her er tydeligvis en forskel i måden at kategorisere individer. Denne forskel, vil jeg hævde, afspejler ikke en forskel i individernes beskæftigelse. Einar Jónsson i Götuhús ved Reykjavik, der er tomthusmand af fiskeri og dagleje, må finde sin næring på havet ligesom fisker Paul Thordarsen (isl. Páll Þorðarson) i Stuðlakot, ligeledes ved Reykjavik. Forskellen udgøres af de, der kategoriserer. Deres måde at ordne samfundet på er forskellig, og følgelig må de se forskellige ting. De danske embedsmænd i Reykjavik ser en fisker 51, mens den islandske præst ser en husmand. Lögbýli-systemet udtrykker måske ikke kultur, men det er et kulturelt udtryk. Vi bruger kategorier til at skelne mellem ting og fænomener i vore omgivelser for i 48 Eksempelvis mantalslisten for 1806 i ÞÍ: Bfg. Rvk. X 4 Manntalbók ÞÍ: Prestþjónustubækur og sóknarmanntöl VII 5 Reykjavik: Folketællingen Skúli Magnússon: Beskrivelse af Gullbringu og Kjósar sýslur (1785), Jón Helgason (red.), Kbh 1944, s Der er selvfølgelig den mulighed, at når der i folketællingen står fisker ud for en person, er der tale om nutidsformen af et verbum, dvs. han fisker og ikke han er fisker. Jeg anser dog ikke dette for sandsynligt, da der for andre beskæftigelser er anvendt navneord, f.eks. spinderske, assistent osv. 21

22 det hele taget at kunne forstå og tale om dem. Kategoriseringen sker ud fra forskelle og ligheder ved tingene, som vi opfatter dem. Er man købmand til forskel fra bonde eller dansk til forskel fra islandsk. Udfra disse forskelle og ligheder trækkes grænser mellem fænomenerne, og f.eks. en hval placeres blandt pattedyrene og ikke blandt fiskene. Den kunne også placeres blandt dyr til forskel fra mennesker alt efter hvilke forskelle og ligheder, der skal understreges og hvem der foretage kategoriseringen. Forskerens kategorier Forskere anvender også kategorier og klassificeringer til at bibringe læseren deres viden om samfundet. Historikeren Gísli Águst Gunnlaugsson opdeler f.eks. det islandske samfund i 10 grupperinger. "One can, according to political, social, and economic status, define ten main groups of people within nineteenth century Icelandic society. These are: 1) Crown officials (embættismenn) (who were often farmer as well). This group can be further divided into several categories according to education economic, social and political status. 2) Landowning farmers (sjálfeignarbændur) who were not crown officials. This group can also be subdivided according to the value and size of land owned.3) Merchants (kaupmenn) and artisans (handverksmenn)... 4) Tenant farmers (leigurliðar) ) Sub-tenants (hjáleigumenn) and cottars (búðsetumenn) ) Lodgers (húsmenn) and boarders (lausamenn)... 9) Servants (vinnuhjú)... 10) Paupers (þurfamenn)" 52. Bag disse grupperinger aner man betegnelser fra folketællingerne, men også lögbýli-systemet 53. Med undtagelse af købmænd og håndværkere er de forskelle, der ligger til grund for Gunnlaugssons kategorier, først og fremmest baseret på økonomi og tilknytning til jorden og bondehusholdet. De første to kategorier er embedsmænd og selvejerbønder. De adskiller sig i princippet kun ved, at embedsmændene har et embede, da disse oftest rekrutteres fra gruppen at store jordejere. Den efterfølgende kategori er fæstere (leiguliðar), der fæster jorden hos enten kronen, kirken eller de føromtalte selvejerbønder. Men disse fæstere har også en række "underfæstere" (hjáleigumenn/búðsetumenn). Disse fæster jord og græsning af bonden mod en afgift og evt. arbejde. Under disse står husmændene og løsgængerne (húsmenn/lausamenn), 52 Gísli Águst Gunnlaugsson: Family and Househol in Iceland , Uppsala 1988, s Selvom anvendelsen af lögbýli-systemet langtfra er problemfri, som skitseret ovenfor, skal det dog og bemærkes, at Gunnlaugssons kategorisering kan have en vis berettigelse, eftersom han bl.a. studerer den social lovgivnings påvirkning af familiestiftelse og husholdsstruktur. Denne lovgivning fungerer til en vis grad ud fra lögbýli-systemet. Problemet opstår, hvis man tror, det er et system, der objektivt 22

23 som har lidt eller ingen jord, men råder frit over egen arbejdskraft. Fælles for alle de ovennævnte kategorier er, at de alle udgør selvstændige husholdsenheder, men med stigende grad af afhængighedsforhold til andre, foregående, kategorier. De sidste to kategorier, tjenestefolk og fattige, er totalt afhængige af andre og optræder ikke som selvstændige hushold 54. Man kan kritisere Gísli Águst Gunnlaugssons opdeling af det islandske samfund ud fra de samme termer, som antropologen Edmund Leach benytter, når han kritiserer Malinowsky og Radcliffe-Brown. Ifølge Leach er Malinowskys analyser af samfund og kultur at sammenligne med "sommerfuglesamlinger". Han klassificerer samfund ved at opdele dem i typer og undertyper, som kan blive ved i én uendelighed 55. Parallellen til Gunnlaugssons opdeling af det islandske samfund er tydelig. Når det kommer til stykket er der tale om en næsten hierarkisk opdeling af forskellige typer og undertyper af bønder. Det, der adskiller kategorierne, er gradbøjninger af økonomiske og sociale relationer. Det er en tilsyneladende forskel, som ikke er reel. Med undtagelse af købmænd og håndværkere, er der tale om den samme type mennesker. Og hvad er så formålet med at gruppere folk, hvis de i bund og grund er ens?! Leach s løsning er at generalisere og ikke sammenligne, at tænke matematisk logisk og se "What the significant social categories are" 56. På grundlag af forrige afsnit må man indvende hertil, at opfattelsen af, hvad de signifikante sociale kategorier er, afhænger af, hvem der kategoriserer. Logisk tænkning er ikke ensbetydende med objektivitet. Desuden kan også generaliseringer føre for vidt. Man kan finde så grundlæggende mønstre, at alt passer ind. Denne form for generalisering skjuler eller ophæver efter min mening i alt for høj grad forskelle, så f.eks. den islandske præst sættes lig den danske landfoged. Det er dette billede antropologen Kirsten Hastrup præsenterer. Hos hende optræder der ingen forskelle i det kulturelle univers - alle islændinge bor på den samme ø og har den samme kultur. Hun er opmærksom på de forskelle, der findes i ejendomsforhold, ligesom hun påpeger beskriver samfundets opdeling. 54 I anden sammenhæng skelner Gunnlaugsson mellem to former for fattige; nemlig niðursetningar/ ómagar og þurfabændur. Den første gruppe bliver forsørget som enkeltpersoner i andre hushold, mens fattighjælpen for den anden gruppes vedkommende gives til et hushold, men oftest kun for en kortere periode. Det er, efter min mening, et spørgsmål, om disse ikke snarere er at opfatte som fattige bønder end som fattige, som betegnelsen þurfabændur kunne tyde på (þurfa = behøve/trænge/have brug for, bændur = bønder). Jfr. Gísli Águst Gunnlaugsson: Ómagar og utangarðsfólk, Rvk 1982, s Edmund Leach: Rethinking Anthropology, London 1961, s Ibd. s