Kontaktrejserappport 2007

Transkript

1 Kontaktrejserappport 2007 Evaluering af Svalernes partnerskaber i Indien Kirsten Nielsen & Helle Vinther Kristensen Ulandsforeningen Svalerne

2 Indholdsfortegnelse Indledning.. 3 Rejseplan for kontaktrejsen. 4 RPWO Rural People s Welfare Organisation. 5 Status for RPWO. 5 Status for Svaleprojekt. 6 Samarbejdet med Svalerne. 9 Konklusion og anbefalinger. 9 DWDS Dalit Women s Development Solidarity 14 Status for DWDS og projektet. 14 Workshop med sangamledere 18 Resultater - sangamernes udvikling Fremtiden for DWDS 20 Samarbejde med Svalerne.. 21 Konklusion og anbefalinger. 22 IID Indian Institute of Development. 26 Status for projektet Samarbejde med Svalerne.. 31 Samtale med John Britto.. 32 Konklusion og anbefalinger. 33 Fewin Freedom and Empowerment of Women s Integrated Network Status for Fewin. 37 Status for fagforeningen Medarbejderne i fagforeningen og deres resultater. 40 Konklusion og anbefalinger. 43 ICF Indian Community Foundation. 44 Status for projektet 44 Samarbejde med Svalerne.. 45 Konklusion og anbefalinger. 45 CRED - Centre for Rural Education and Development. 47 Status for Cred og projektet. 47 Projektets resultater.. 48 Samarbejde med Svalerne.. 49 Konklusion og anbefalinger. 49 Seas - Social Education and Action Society 52 Status for Seas og projektet 52 Konklusion og anbefalinger. 55 Landsbybesøg 56 Cema Centre for Environment and Medical Association. 57 Diskussion af projektetforslaget.. 57 Konklusion og anbefalinger. 58 Møde med Anthony Stephen, 17. januar Samarbejde med Svale-organisationer. 59 Regnskabet for kontaktrejsen. 61 2

3 Indledning Kontaktrejsen til Indien 2007 blev gennemført i perioden 16. januar til 24. februar 2007 af Kirsten Nielsen og Helle Vinther Kristensen. Hovedformålet med kontaktrejsen var at monitorere og evaluere Svalernes etårige projekter og treårige partnerskaber. Kontaktrejsens resultater er sammenfattet i denne rapport, som er baseret på besøg ved følgende organisationer: RPWO, DWDS, IID og Fewin, som alle er treårige partnere. ICF, Cred og Seas, som Svalerne støtter med etårige projekter. Cema som har søgt om støtte til et etårigt projekt. Udover ovenstående besøg har de kontaktrejsende besøgt en tidligere mange årig partner VCDS med henblik på generel erfaringsudveksling. De kontaktrejsende blev vist rundt på VCDS økologiske modelfarm og skole. Desværre var der kun mulighed for at møde lederne af VCDS en halv time, hvor udviklingen blandt mindre NGOer blev drøftet. Kontaktrejsen indeholdt ligeledes et møde med Anthony Stephen, sociolog ved universitet i Trichy. Anthony Stephen har tilbudt at samarbejde med nogle af Svalernes partnere med henblik på evaluering af partnernes projekter. Rammerne for dette samarbejde blev drøftet. Endelig blev der afholdt et møde med tre ledere fra Svalernes partnere; Ursula Nathan (Fewin), Kumar (RPWO) og Mary Elisabeth (DWDS) med henblik på at drøfte og forberede dem på deres studiebesøg til Danmark i september Kontaktrejserapporten er baseret på interviews med projekternes målgrupper og organisationernes feltarbejdere og ledere. Derudover er projektbeskrivelser og tidligere kontaktrejserapporter anvendt som grundlag for interviewene og til at vurdere udviklingen i projekterne. Tolkning og koordinering af besøgene hos organisationerne blev varetaget af Ursula Nathan og J. Kennedy. Ursula har de sidste 25 år udført socialt arbejde i forskellige sammenhænge og er leder af Fewin og NGOen TRD (Trust for Rural Development). Kennedy er advokat og sociolog. Rapporten er opbygget på følgende måde. Indledningsvis er rejseplanen for kontaktrejsen beskrevet. Herefter følger resultaterne for de treårige partnerskaber: RPWO, DWDS, IID og Fewin, resultaterne for de etårige projekter: Seas, ICF og Cred og resultaterne for besøget hos den nye, potentielle etårige partner Cema. Afslutningsvis er der en beskrivelse af resultaterne fra drøftelsen med Anthnony Stephen om samarbejdet med Svalernes partnere. Bagest i rapporten er regnskabet for kontaktrejsen angivet. Kirsten Nielsen & Helle Vinther Kristensen 3

4 Rejseplan for kontaktrejsen 16/1 Ankomst til Chennai. Kontakte tolke og forberedelse 17/1 Chennai. Møde og diskussion med Anthony Stephen 18/1 Rejse til Marmallapuram, forberede besøg hos SEAS 19-20/1 Thiruporur. Besøg hos SEAS 21/1 Deltagelse i heldagsseminar om dalitter hos DWDS i Santha Vasal 22/1 Efterbehandling og rejse til Harur samt forberede besøg hos RPWO 23-25/1 Harur. Besøg hos RPWO 26/1 Republic Day. Efterbehandle RPWO i Tiruvannamalai 27/1 Tiruvannamalai. Besøg hos CEMA og rejse til Vellore 28-29/1 Vellore. Forberede besøg og workshop hos DWDS samt besøg i Danmark 30/1-1/2 Vellore. Besøg hos DWDS 2/2 Møde med Mary Elizabeth, Kumar og Ursula om besøg i Danmark. Rejse til Pondicherry 3-4/2 Pondicherry. Efterbehandling og fridag 5/2 Besøg hos VCDS 6-8/2 Karaikal. Skrive rapport, rejsebrev, efterbehandle etc. 9/2 Forberede besøg hos ICF og rejse til Thirutooraipoondi 10/2 Thirutooraipoondi. Besøg hos ICF, og rejse til Trichy 11/2 Trichy. Forberede besøg hos IID 12-13/2 Trichy. Besøg hos IID 14-15/2 Efterbehandling af IID og forberedelse af besøg hos Fewin samt bryllup 16-17/2 Trichy. Besøg hos Fewin og Anthony Stephen om aftenen 18/2 Efterbehandling og rejse til Madurai 19/2 Vadipatti. Besøg hos Cred 20-24/2 Varkala. Efterbehandling og rapportskrivning 4

5 RPWO Rural People s Welfare Organisation Program 23. januar Møde med lederen Kumar og feltarbejderne Besøg i landsbyernethamdampattu Irular Kudisai og J. J. Nagar Irular Kudisai 24. januar Besøg i landsbyerne Reddiyarpalayam Irular Kudisai og Melmuthanur Irular Kudisai 25. januar Møde og diskussion med Kumar og feltarbejdere på kontoret. Introduktion RPWO har i august 2006 fået sidste rate af et treårigt partnerskab til projektet Empowerment of Banjara Tribal Women and Youth through Collective Activities. Projektet har imidlertid taget en væsentlig ændring undervejs, idet det siden 2004 har involveret Irula-stammen i stedet for Banjara-stammen. Projektet går ud på at organisere Irulaerne i sangams og empower dem til at lave opsparing og kæmpe for deres rettigheder. I 2003 fik RPWO engangsstøtte til et kjolesyningsprojekt for kvinder fra Banjara-stammen. Dette projekt kører videre uden problemer; kvinderne syr og sælger stadig kjoler uden RPWOs hjælp. RPWO blev dannet i I 1992 overtog Kumar ledelsen, men først fra 1999 begyndte organisationen for alvor at arbejde systematisk med udviklingsprojekter. Arbejdsområdet dækker over et relativt stort område på grænsen mellem Dharmapuri og Tiruvannamalai distrikter. Status for RPWO RPWO har siden sidst følt behov for at leje endnu et kontor grundet meget store afstande indenfor deres arbejdsområde, således har de nu kontor både i Naripalli og i Pakkiripalayam. Desuden er det besluttet kun at arbejde i de nuværende 15 landsbyer, dels fordi byerne geografisk ligger meget spredt, dels fordi det er en meget svær gruppe at organisere. Medarbejdere Der har været udskiftning i medarbejderstaben. De to kvinder, der blev ansat på vores opfordring for et par år siden, har fået andet arbejde. Desuden har David, RPWO-medarbejder gennem mange år, fået arbejde i Panchayat en. I stedet er der ansat tre nye, dygtige og kompetente medarbejdere. Medarbejderstaben (på lønningsliste) består nu af: Kumar - præsident og projektkoordinator Rajendren regnskabsfører og feltarbejder Ramu ny feltarbejder, 17 års erfaring med socialt arbejde, to år i RPWO Karivaradarajan ny feltarbejder Mahadevi ny kvindelig feltarbejder Desuden er David, Agila, Murali, Chitra og Shivashakti frivillige. Medarbejderne har siden sidst fået træning i social analyse, del et og to, (hver af tre dages varighed), staff orientation træning i tre dage og juridisk træning i tre dage. Desuden er der planlagt træning i social analyse og 10 dages juridisk træning for det sidste år af projektet. RPWO forsøger at samarbejde med andre NGOer, der arbejder med stammefolk, og indgå i 5

6 netværk med dem. Medarbejderne har bl.a. deltaget i et distriktsprogram for NGOer om retten til 100 dages arbejde (Employment Guarantee Act) 1. Landsbyerne RPWO arbejder i 15 landsbyer, hvor der er dannet kvindesangams. Antallet af landsbyer er det samme, men to landsbyer er siden sidste år udskiftet med to andre p.g.a. migration. Thambal Irular Kudisai Moondrampatti Irular Kudisai Melmuthanur Irular Kudisai Reddiyarpalayam Irular Kudisai Melbatcha Irular Kudisai J. J. Nagar Irular Kudisai/Anandhavadai Thandampattu Irular Kudisai Arattavadi Irular Kudisai Thalaiyuthy Irular Kudisai Neepathurai Irular Kudisai Kondam Irular Kudisai Manandapattu Irular Kudisai Iyathapalayam Irular Kudisai Sathanur Irular Kudisai Veppur Irular Kudisai Derudover er der sangams for unge mænd i fire landsbyer: Melmuthanur Irular Kudisai Reddiyarpalayam Irular Kudisai J. J. Nagar Irular Kudisai/Anandhavadai Thandampattu Irular Kudisai Mandesangamerne mødes ikke regelmæssigt, grundet megen migration, men der er stor opbakning fra mandesangamerne til løsning af landsbyens fælles problemer. Desuden har den ene mandesangam startet opsparing. Kvindesangamerne mødes derimod ugentlig, laver opsparing og diskuterer problemer og løsningsforslag. Meget få kvinder fra sangamerne migrerer. De, der migrerer, er som regel ikke organiseret i sangamer. Typisk for de landsbyer, hvor PRWO intervenerer, er, at de ligger tæt på skovområder, og at folk ikke er vant til at møde andre mennesker og slet ikke at blive hjulpet. De lever generelt meget afsondret og isoleret i en lille koloni udenfor den landsby, de tilhører. De lever af at gå i skoven og samle forskellige fødevarer til eget forbrug samt lidt salg; de har således ingen relationer til andre mennesker. Mange af kvinderne bliver gift, når de er år. I starten gemte kvinderne sig i husene, de talte ikke med udefrakommende udenfor kolonien, og RPWO måtte besøge den enkelte landsby mange gange. Kvinderne var bange og generte, de var bange for at blive snydt, som de tidligere er blevet. Men nu er der generelt glæde og tilfredshed overfor RPWOs støtte til organisering af kvinderne i landsbyerne. Migration er et stort problem i forhold til børnenes skolegang. Børnene af de familier, der migrerer, går ikke regelmæssigt i skole. Der er regeringsprogrammer for drop outs, men det kræver, at der er et vist antal drop outs i landsbyen. Resultater Det er et meget uvejsomt område, RPWO arbejder i, og med en stamme, der ikke har tradition for organisering, tværtimod har de levet af og i skoven uden kontakt til det omgivende samfund. Kumar undskylder, at der ikke er sket de store omvæltninger. Han nævner dog to store forandringer, RPWOs intervention generelt har medført; for det første er folk begyndt at 1 Med denne lov kan der opnås 100 dages arbejde fordelt på et år, altså ikke 100 dages samlet arbejde. En sangam har fået tilkendt retten til 100 dages arbejde, men bruger den ikke, da arbejdet kræver, at kvinder og mænd arbejder sammen, da det er hårdt fysisk arbejde som at grave brønde. Da mændene er migreret, kan kvinderne ikke gøre det alene. RPWO opfordrer derfor ikke sangamerne til at søge dette. 6

7 indse nødvendigheden af skolegang, og de fleste sender nu deres børn i skole, og for det andet har de lært, at det nytter at kæmpe for deres rettigheder. Det sidste har medført en del forbedringer i landsbyerne. I to landsbyer har folk opnået skøder på deres huse (i alt 36 familier). I den ene landsby har de fået regeringshuse til 10 familier, og kæmper nu videre for at få flere. I en anden landsby er 15 personer i processen med at få kastecertifikater 2 det har foreløbigt taget 1½ år, fordi stammefolk skal søge hos Revenue Divisional Officer en, som er en højere myndighed end Thasildar en, der normalt udsteder det. Stammefolk kan dog, uden kastecertifikat, få tilkendt regeringshuse og lån af den lokale Panchayat (således har de 10 familier fået huse). Efter dannelse af sangamer har kvinder lært at komme ud af husene og gå sammen om at få løst deres fælles problemer. De har efterhånden lært at tale med andre og tør gå ud og tale med myndighederne. De er blevet modigere. Kvinderne føler sig nu mere som en del af samfundet; de føler sig accepteret, når de tager til byen og deltager i samfundslivet. De er begyndt at gå i sari og ordne håret. Tidligere var de sjusket klædt og kom kun i skoven. Førhen migrerede mange af familierne til andre byer og stater i Indien, men efter etablering af sangamer er der flere, især kvinder, der bliver boende. Mange mænd migrerer stadig, men de kommer oftere hjem til landsbyen og deltager i løsning af dens problemer samt støtter op om kvindernes sangam. De familier, der migrerer, melder sig typisk ikke ind i en sangam. Til Panchayatvalget i oktober 2006 var Irulaerne blevet enige om at nominere en kvindelig sangamleder, men fordi hun ikke nåede at få kastecertifikat inden valget, kunne hun ikke opstille. Det bevirkede, at alle gik til Collector en for at få certifikater, de er blevet lovet det, men indtil videre uden succes. Kumar har i flere tilfælde forsøgt at skabe forbindelse til myndighederne for at forbedre forholdet mellem lokalregeringen og Irulaerne, f.eks. har han inviteret bankfolk til at deltage i møder med Irulaerne. Traditionelt undgår banker helst at udlåne til stammefolk, men efter dette møde har folk fra Reddiyarpalayam Irular Kudisai og Melmuthanur Irular Kudisai fået revolving fond lån på rps., hvoraf kun rps. skal tilbagebetales med lille rente, resten er rentefrit. To andre landsbyer, Thambal Irular Kudisai og Moondrampatti Irular Kudisai, har fået et andet lån (linkage loan) også til lav rente med henblik på, at de senere kan få en revolving fond. Thambal Irular Kudisai er et godt eksempel på, hvor meget landsbybeboerne har opnået ved hjælp fra RPWO. I Thambal har de opnået at få skøder til 12 huse og 10 regeringsgruppehuse. 12 personer har fået community certifikater, og 12 familier har hver fået en acre land. Retten til jord fik de ved at møde op på myndighedernes kontor hver uge, og ved at skrive historier om det i de lokale aviser. Endelig kom en embedsmand ud for at se landsbyen, og herefter fik de jord. Jorden tilhørte oprindeligt højkastefolk, men RPWO fandt et andet stykke jord til dem. De 12 familier er nu i gang med at rydde jorden for ukrudt og lign. De vil ikke umiddelbart flytte til det nye sted, men beholde deres nuværende huse, og bruge det nyerhvervede land til dyrkning. Thambal er en af de landsbyer, der er mest empowered, de kan selv gå til myndighederne og få nogle til at skrive ansøgninger. De giver RPWO en kopi, og RPWO hjælper med opfølgningen. Kumar har også foranlediget et samarbejde med Forest Department Officials, som traditionelt har behandlet stammefolk, især kvinder, meget dårligt. Pt. fungerer samarbejdet fint, men hvis der kommer nye officials må RPWO starte forfra med at opbygge forholdet. Den nuværende official har givet Irulaerne et ID kort, der tillader dem at arbejde i skoven; samle fødevarer og brænde samt lade deres geder græsse. 2 Et kastecertifikat giver adgang til uddannelse, rationskort, gratis hus, rps. i gratis lån og subsidielån, hvor 50 % skal tilbagebetales med renter. Det fungerer som ID kort; alle har et. Der skal dog ansøges om alting, det kommer ikke automatisk ved anskaffelse af certifikatet. 7

8 Hvem er Irulaerne? Irula-stammen er udbredt over hele Indien. Irula betyder mørk. Det er et meget undertrykt folk, der lever meget isoleret. Før briterne kom, ejede de skoven (son of the forest), levede som nomader af og i skoven, dvs. de holdt skoven i god stand. Briterne lavede imidlertid nye love om skoven, som gjorde, at ingen kunne eje skoven; den tilhører regeringen. Irulaerne blev herefter fordrevet. De havde ingen forbindelser til andre mennesker, som betragtede og behandlede dem som anderledes mennesker, og derfor ingen steder at tage hen. De er vant til at være ét med naturen, og har derfor svært ved at tilpasse sig resten af samfundet. De har egen kultur, guder og en mere fri levemåde. Status for Svaleprojektet Det nuværende projekt Kumar fortæller, hvilke vanskeligheder de har mødt, og hvilke succes er de har opnået. Det er meget svært at organisere Irulaer. Ofte tager det mere end et år at danne en sangam, hvilket umuliggør overholdelse af projektets tidsplan, efter hvilken sangamerne skulle være dannet allerede det første år. Hovedformålene er stadig at skaffe kastecertifikater og reducere migration, men det kræver større lån end de pt. får ( rps.) til igangsætning af indkomstgenererende aktiviteter. Indtil videre har de opnået, at folk kommer ud af husene og deltager i landsbylivet. De er nået min. 25 % af vejen til fuld samfundsdeltagelse, ifølge Kumar. De har, efter vores anbefaling, opgivet at danne 30 sangams indenfor projektperioden, men valgt at styrke de nuværende 19. De mener dog, at mange flere vil vise interesse, når de ser resultaterne. Det er overordentligt vanskeligt at organisere mændene, fordi de migrerer en stor del af tiden. Derfor vil de fokusere på kvinderne, men så vidt muligt også fortsætte mandeorganiseringen, dog uden at give dem træning og danne SHGer. Mandesangamerne fungerer nærmest som støttegruppe for kvindesangamerne. Enkelte mænd har lavet opsparing for at undgå at anvende lånehajer og ligesom kvinderne forsøge at forbedre deres økonomiske situation, men kun kvinder organiseres i SHGer. Dog er alle i en landsby fælles om at diskutere problemer, der gælder for hele landsbyen, såsom hvilke forbedringer de vil ansøge om. Det er efterhånden blevet normalt at betale bestikkelse, hvis man vil have noget gennem det offentlige system hurtigt. RPWO er modstander af det, hvorfor det ofte bliver en lang proces, når de søger noget. Ansøgning om et nyt projekt, RPWO har ansøgt om fortsættelse af det nuværende projekt med Svalerne i endnu en treårig periode, dog med den forskel, at der skal dannes en føderation, og samarbejdet med eksterne NGOer og netværk skal styrkes. Der er søgt om en del træning til medarbejderne, hovedsageligt skal de undervises i stammerelaterede emner, deres politiske problemer på stats-, national- og lokalt niveau etc. Desuden juridisk træning, social analyse træning, hvordan man netværker med andre grupper, hvordan man opnår basale rettigheder, Panchayat ens funktion rolle og ansvar, regeringsprogrammer, kvinders helbred, miljø etc. Derefter er det planen, at to-tre kvinder fra hver sangam skal mødes og undervises samt udveksle erfaringer. Der er afsat ca rps. til kulturprogrammet, for at de 10 medvirkende kan oplæres og trænes og blive mere professionelle. Ifølge ansøgningen vil de oprette en aftenskole for børn med ekstra behov og drop outs, men det skal udelukkende være på volontørbasis de første to år; først i det tredje år søger de penge til det. De overvejer at opstarte aftenskolen i J. J. Nagar, fordi der er særligt mange drop outs, men de virker lidt tvivlende på nuværende tidspunkt. Tilbuddet er lektiehjælp, undervisning, leg, sport, bevidstgørelse om miljøet og fejring af forskellige dage (miljødag, uafhængighedsdag, børnedag). Vi påpeger, at det ikke er noget, Svalerne normalt støtter. RPWO har lavet en ansøgning, som de vil sende til VIPNA om støtte til aftenskoler, og beder os om en anbefaling. 8

9 Føderationen, som RPWO vil danne på tredje år, er for alle sangammedlemmerne. Der skal vælges en præsident, sekretær og kasserer, der tilsammen skal udgøre executive komité. På langt sigt, d.v.s år, skal det blive en bevægelse, som er mere politisk engageret end en føderation. I dette forum kan kvinderne diskutere deres problemer og opstille fælles mål. Hensigten er, at medlemmerne skal betale til føderationen, så den økonomisk hviler i sig selv. RPWO deltager allerede i to forskellige netværk, Adivasi Solidarity Counsil i Chengalpat og Adivasi Schedule Tribal Network i Sathiamangalam. De mødes hver trejde måned samt hvis der sker noget ekstraordinært. RPWO vil kun arrangere en årlig netværksaktivitet, hvis der sker noget uforudsigeligt såsom hændelsen i Orissa (se kontaktrejserapport, 2006). De vil ikke selv initiere et nyt netværk. De vil fortsat forsøge at få regeringsprogrammer og har efterhånden fået tillid til, at det kan lykkes, dels fordi de nyansatte har erfaring med det, og dels fordi kvinderne også har fået lidt erfaring med det. Desuden har de fået gode kontakter til banken og Forest Department. Lønnen til både Kumar og feltarbejderne er den samme i de kommende tre år, som den har været i de foregående tre år. De nævner selv, det er et stort problem, især fordi de bruger halvdelen til transport. Vi opfordrer dem til at estimere omkostningerne til transport og overveje hvilken løn, de mener, er rimelig for deres arbejde. Vi opfordrer dem til at sende et nyt budget med disse ændringer, hvor de eventuelt forsøger at slå lidt af prisen af forskellige poster og/eller overskrider den fastsatte ramme på rps. med max rps. Samarbejdet med Svalerne Efter flere års samarbejde er der behov for at høre, hvordan RPWO synes, vores samarbejde går. De var meget tilbageholdne med deres forventninger, da vi spurgte til det forud for projektstart i Stemningen er anderledes afslappet og fordomsfri nu. Kumar er meget positiv overfor samarbejdet; Svalerne er venlige og accepterer, at der laves fejl, hvorfor de også føler, de frit kan fortælle os alt. Desuden forstår Svalerne små græsrodsorganisationer vi har sået et frø, som nu spirer og gror. De er tilfredse med kommunikationen mellem RPWO og Svalerne. Vi har også hovedsageligt roser tilovers for RPWO. Dog har vi pointeret, at det er et problem, at deres oversætter tilsyneladende ikke oversætter korrekt. Der er f.eks. mange afgørende fejl både i deres årlige rapport samt i den nye ansøgning. Det er aftalt, at ansøgningen skal laves om, så den matcher deres arbejde og målgruppe, og sendes til Svalerne, inden der træffes en afgørelse om videre samarbejde. Konklusion og anbefalinger Det er imponerende, hvor meget en lille organisation som RPWO har nået på bare et år. Medarbejderstaben virker meget sammentømret trods udskiftninger, og selvom det er ærgerligt, at der nu kun er 1 kvindelig feltarbejder, virker de nye feltarbejdere dygtige og kompetente. Der er på alle måder god opbakning blandt de tidligere medarbejdere, som stadig arbejder som volontører i fritiden, bl.a. deltager de i kulturprogrammer. Sangamerne har nu eksisteret et til to år. De mødes regelmæssigt, og der er et stort fremmøde. De virker på den måde stabile. De holder mange møder og har fuld tillid til RPWO, der står parat til at hjælpe dem til enhver tid. Selvom det tager lang tid at danne sangamerne, har RPWO vist stor tålmodighed. Ligeledes er det en langsommelig proces at søge og få de basale rettigheder opfyldt, derfor er det imponerende, hvor mange ting, der er udført på nuværende tidspunkt. Kvinderne er ivrige efter at få gennemført mest muligt og stiller sig ikke tilfredse, selvom de måske har fået el, vand og huse. De har fået en kampånd og mod på at komme videre. Dette har også medført, at de ved de mindste problemer kontakter Kumar og forventer at få hjælp straks, hvilket giver en del ekstra arbejde for feltarbejderne, som ofte er på to landsbybesøg i samme landsby på en uge. Det er både godt og ondt, at de servicerer sangamerne så meget. Med tiden bør de lære at løse deres problemer selv, eller i det mindste vente med at inddrage RPWO, til de alligevel kommer på besøg. 9

10 RPWO betaler alle udgifter for sangammedlemmerne, også transport til træninger. Der er dermed en fare for, at kvinderne bliver tilvænnet til, at RPWO betaler det hele, og at de ikke selv skal bidrage med noget. Det er også en del af kvindernes udvikling, at de selv betaler for udgifterne. Vi gjorde det klart overfor Kumar, at det er Svalernes holdning, at kvinderne skal bidrage til udgifterne. Generelt er RPWO lidt for flinke, og de skal således arbejde på at kræve og udfordre kvinderne såvel vedrørende økonomiske bidrag som andre forhold. Selvom RPWO altid har virket som en meget dedikeret organisation, udtrykker de selv, at arbejdet med Irulaerne har gjort dem endnu mere dedikerede, fordi de, om muligt, har endnu mere behov for hjælp end nogen andre, og fordi de kan se, det nytter. De overordnede mål er endnu ikke opfyldt: sangamerne er stadig skrøbelige, de er endnu i processen med at lære at søge regeringsprogrammer, de er endnu ikke politisk aktive, og føderationen er udskudt til næste støtteperiode, men der er fuld tiltro til, at det sker. Det er store forandringer; det tager tid. Vi stiller os lidt kritiske overfor noget af den træning, sangamkvinderne har fået i indkomstgenererende aktiviteter, som ikke umiddelbart virker relevant. F.eks. har tre kvinder fra hver sangam fået træning i ormekompost produktion for to år siden, men indtil videre har ingen startet en produktion. Ligeledes har 25 personer fået 15 dages træning i at holde bier for et år siden, og ingen er startet med det. Dog virker det, som om de overvejer tiltag til at bruge træningen; de har f.eks. fundet nogle brugte bistader, de evt. kan få lov at købe/overtage. Desuden virker det også som om, de er blevet bedre til at kontakte myndighederne. Der er flere eksempler på, at de har opnået god kontakt til officielle personer, og derved opbygget selvtilliden. Det blev pointeret, at det kunne være et problem at opstarte flere nye tiltag i det sidste år af det nye treårige projekt, ikke mindst langvarige tiltag. RPWO mener dog ikke, det kan lade sig gøre tidligere, f.eks. skal der en vis bevidstgørelse og sangamdeltagelse til forud for deltagelse i en føderation. Derudover er der en tro på fortsættelse med eller uden økonomisk støtte. RPWO har helt klart udviklet sig. De har været i stand til at finde tre nye, kompetente medarbejdere. Desuden har de på egen hånd fundet en mulig ny donor, Vipna, og formuleret et projektforslag vedrørende aftenskoler i fem landsbyer til Irula børn, der enten ikke går regelmæssigt i skole eller er droppet helt ud. Projektet er udformet på baggrund af behovet for at arbejde med en holistisk tilgang. RPWO arbejder primært med kvinderne, men det er også nødvendigt at gøre noget for Irula børnene, da de er hårdt ramt af forældrenes migration, og de større børn lider stadig under en tidligere udbredt holdning om, at der ikke er behov for skolegang. RPWO har i den forbindelse kontaktet Svalerne og bedt om en udtalelse. Desværre var der ikke tid før kontaktrejsen, men vi lovede at sende den snarest efter hjemkomsten. De kontaktrejsende anbefaler, at Svalerne indgår endnu et treårigt partnerskab med RPWO for at fortsætte og styrke arbejdet. RPWO vil, på de kontaktrejsendes opfordring, sende et nyt og lidt større budget. Det er meget store afstande, og det er ikke rimeligt, at medarbejderne, der i forvejen får en lille løn, oven i købet selv skal betale for transporten og ofte også småudgifter til sangamerne. Desuden anser vi det ikke for rimeligt, at RPWO skal skære ret meget ned på deres aktiviteter; de er nødt til at træne både sangamkvinderne og feltarbejderne. 10

11 Landsbybesøg Thandampattu Irular Kudisai Sangamen har eksisteret 1 år, der er 12 medlemmer, og de holder møde hver uge. Kvinderne startede deres opsparing med 10 rps./uge i dec. 2005, beløbet er i nov sat op til 20 rps./uge, hvilket giver en opsparing på ca rps. Der er 50 familier i landsbyen. Grunden til, at der kun er 12 sangammedlemmer er, at nogle migrerer pga. arbejde, nogle er tøvende, andre viser interesse, men venter på flere til at danne endnu en sangam. Mange deltager, når der diskuteres fælles problemer. Via sangamen har kvinderne mulighed for at tage interne lån til tilbagebetaling af lånehajer eller til brug i familien; bryllup, hospitalsudgifter, mad når de ikke arbejder. På sigt har de til hensigt at øge opsparingen og købe geder etc. for at øge deres indkomst. Udover opsparing diskuterer kvinderne, hvilke regeringsprogrammer, de skal ansøge om. De har i juni/juli 2006 søgt om hhv. huse, elektricitet og en vej, men venter stadig på svar. Panchayat lederen har bedt dem om atter at afgive ansøgninger d. 26/1 2007, hvorefter det forventes gennemført. Via RPWO har de fået håb om, at det kan lykkes. Landsbybeboerne lever af landbrugsarbejde i sæsonen (30 rps./dag for 7 t. arbejde), resten af tiden finder de honning, kartofler og brænde i skoven; de er tilfredse med deres arbejdssituation, som er væsentligt forbedret både m.h.t. løn og arbejdstid. Børnene er begyndt at gå i skole, og oplever ingen diskrimination, hvilket er usædvanligt for Irula-børn. J. J. Nagar Irular Kudisai Sangamen har eksisteret i 1½ år og har 17 medlemmer. De holder møde ugentligt for at spare op, og har nu rps. En gang om måneden diskuterer de, hvordan de kan få rigtige huse, så de kan komme til at bo i huse som de andre i landsbyen i stedet for i hytter. De har lært at tage lån for at tilbagebetale lånehajer og til familiens fornødenheder, desuden har to kvinder lånt penge til køb af to geder hver. De har desuden sparet op i banken, og er blevet vurderet i forhold til at kunne tage banklån; nu venter de på en revolving fond, så de kan købe geder og køer. Én vil åbne en lille madbod. Efter tilbagebetaling af dette lån, vil de søge om regeringens entreprenørtræning i forhold til indkomstgenererende aktiviteter. De har i sangamen lært at afgive ansøgninger til myndighederne, f.eks. har de ansøgt om en vej til landsbyen, ret til 100 dages arbejde og 3½ acre (1,4 ha) jord til at bo på. Den jord, de bor på nu, tilhører ikke dem, så i princippet kan de smides ud. Vejen kan ikke bygges, idet den vil komme til at ligge på en andens jord. Angående 100 dages arbejdsret har 10 kvinder fået dette; de graver mudder op af en sø for at opsamle regnvand. Af de resterende kvinder har nogle fået geder, andre har små børn, og kan derfor ikke arbejde. Jorden har de endnu ikke fået; regeringen skal købe den til dem, men indtil videre har de ikke fundet et tilstrækkeligt stort stykke jord. Kvinderne i landsbyen har fået tillid til, at det nok skal lykkes dem en dag at få deres rettigheder; de skal bare kæmpe længe nok for det. Desuden har de lært at gå ud, f.eks til RPWOs kontor, og at sende deres børn i skole. Tidligere var der mange drop outs; det er kraftigt reduceret nu. 11

12 Reddiarpalyayam Sangamen har eksisteret i ca. to år og har 12 medlemmer. Kvinderne mødes ugentlig for at spare op. De har opsparet omkring rps. Der er i alt 30 familier i landsbyen. Kvinderne ønsker at søge om individuelle banklån, hvilket kræver, at de først får et kastecertifikat. I stedet har de fået et gruppelån af banken på rps., fordelt på alle kvinderne i sangamen. Fem kvinder har hver købt to geder, fem har købt cykler til at transportere brænde på, og to kvinder har brugt pengene til små husreparationer. Det tager 10 måneder for dem at tilbagebetale lånet, hvorefter de kan få et nyt og større lån. Det næste lån vil de bruge på at købe køer og geder. Gennem sangamen har de søgt om følgende ting: kastecertifikat, rationskort, husskøder, ret til 100 dages arbejde, vej, vand og elektricitet. Ansøgningen om kastecertifikat er i gang; myndighederne har besøgt landsbyen som led i processen med at tildele certifikater. 16 personer er i et forløb, hvor vil få tildelt certifikatet, og yderligere fem personer har fået lovning på certifikatet. 15 familier har fået rationskort. Der er tildelt skøder til 24 af husene i landsbyen, og der er søgt om skøder til de resterende huse. Kvinderne har qua en ansøgning fået tildelt retten til 100 dages arbejde/år, men arbejdet er fysisk hårdt, og kræver at mænd og kvinder arbejder sammen om det. Dette er ikke muligt, da mange mænd fra landsbyen migrerer. Endvidere føler kvinderne, at arbejdet er for langt væk (to-tre kilometer), og at de ikke har tid til at tage sig af deres børn og familier samt deres geder, hvis de skal arbejde. Kun lederen af sangamen har forsøgt sig med dette arbejde, men det fungerede ikke for hende. De 100 dages arbejde ligger ofte spredt ud over hele året. Derudover har sangamen søgt om en vej til landsbyen. Halvdelen af vejen er blevet etableret, og den anden halvdel har de fået lovning på. De har også henvendt sig til myndighederne, da de ikke fik vand til deres vandtank regelmæssigt, hvilket nu er gået igennem. Landsbyen har gennem sangamen yderligere fået elektricitet til nogle af husene og har søgt til de øvrige huse, men har fået besked på, at distriktet har ansøgninger liggende om elektricitet. Sangamkvinderne har fået ledertræning og lært om afholdelse af møder. Derudover har kvinderne deltaget i indkomstgenererende aktiviteter såsom ormekompostproduktion og forskellige slags håndarbejder. Kun få af kvinderne tog imod tilbuddet; det var for svært for dem. Kvinderne arbejder i landbruget, når der er arbejde at få og tjener omkring 25 rps./dag, ellers samler de brænde, kartofler og honning i skoven til eget forbrug. Ikke alle børnene i landsbyen går regelmæssigt i skole, og der er en del drop outs. Det skyldes bl.a., at skolen ligger to-tre kilometer fra landsbyen. Børnene kommer som regel først i skole, når de er syvotte år og stopper efter klasse. 12

13 Melmuthanur Kvindesangam Sangamen har eksisteret i tre år, og der er 15 medlemmer. Der bor 50 familier i landsbyen, men de øvrige kvinder i landsbyen tøver med at deltage, fordi de ikke helt forstår meningen med sangamdannelse og tror, at de så ikke kan arbejde. I starten kom RPWO ofte for at få etableret sangamen, nu fungerer den. Kvinderne i sangamen har opsparet omkring rps.; de opsparer hver 10 rps. om ugen. Før måtte kvinderne låne penge til høje renter, nu får de favorable lån gennem banken via deres opsparing i sangamen. Alle kvinderne har lånt penge til køb af geder, som for tre rps. om måneden må græsse i skoven. Desuden har nogle lånt penge til festivaler, sygdom etc. Efter tilbagebetaling af dette lån har de fået rps. i revolving fond fra banken. Denne skal bruges til køb af flere geder. Med tiden ønsker de at investere i køer. Der er et mælkekooperativ, hvortil de kan sælge mælken. Der er græsningsarealer til køerne, men der er ikke gjort overvejelser omkring forsikring af køerne. Siden vi besøgte dem for to år siden, har de gennem ansøgninger fået drikkevand og elektricitet i den ene halvdel af landsbyen. Enkelte familier har fået skøder på deres huse, og yderligere fem familier er blevet lovet det. De søger om skøder til de resterende huse. De har fået ret til 480 m2 jord; de har kun 240 m2 nu. Vejen til landsbyen går over andres jord, så de kan ikke umiddelbart få bygget en vej. De leder derfor efter et nyt stykke jord, hvor de kan flytte hen. De er blevet lovet nye regeringsbyggede huse, når de har fundet et passende stykke jord. Alle i landsbyen med undtagelse af fire familier har fået rationskort. Yderligere har de planer om at søge om ret til 100 dages arbejde fra regeringen. I sangamen udarbejder og drøfter de ansøgninger i tæt samarbejde med RPWO. De har lavet mange ansøgninger, måske 20 for hver ting de søger. De prøver hele tiden, men det tager tid Kvinderne er ikke så generte, som i nogle af de nyere sangamer, og flere siger noget. Kvinderne fortæller, at de i starten ikke vidste noget, men føler at de har lært meget af RPWO. Mandesangam Sangamen har eksisteret i syv måneder og består af 15 mænd, men kun ca. 10 mænd deltager regelmæssigt. I alt er der 25 yngre mænd i landsbyen. Mange af mændenes koner er også med i kvindesangamen. De fleste af mændene migrerer i perioder for at arbejde i byggesektoren i Kerala eller Bangalore, hvorved de kan tjene omkring rps. om dagen. Her bor de sammen i telte mod betaling af 100 rps. om måneden. Som regel kommer de hjem en gang om måneden. Det er derfor svært for mændene at deltage regelmæssigt i sangammøder, men de føler også, at de må komme frem og gøre noget ligesom kvinderne. Mændene har ikke fået nogen decideret træning, men de har været med til møder bl.a. på RPWO s kontor. De er interesseret i lederskabstræning, og de møder gerne op, hvis der er en træning. Seks af mændene sparer hver 200 rps. op om måneden. Det kan være svært for andre at deltage, da de måske ikke kan spare så meget op. De har indtil videre taget lån til køb af ting til familien, f.eks. stole. De har ingen uddannelse selv, men vil gerne kunne finansiere deres børns uddannelse, om nødvendigt via lån. De vil også gerne lave indkomstgenererende aktiviteter, såsom køb af geder, købe små virksomheder etc., men de har ikke konkrete planer endnu. De vil stadig gerne migrere, mens de er unge og har energi til det, fordi de kan tjene meget mere ved det. Hvis de køber køer og geder, kan kvinderne eller de ældre folk i landsbyen passe dem, mens de er væk. Foruden at spare op støtter de kvinderne i forhold til at lave ansøgninger om forbedringer til landsbyen, og hvis der er problemer, hjælper de kvinderne. De planlægger ikke tingene sammen; kvinderne tager initiativet, da det er dem, der er hjemme. I Melmuthanur Irular Kudisai har 25 personer, både mænd og kvinder, fået 15 dages træning i at holde bier. Dette skete i et samarbejde med skovdepartementet og RPWO. Det er snart et år siden, de fik træningen, og de holder ikke bier endnu. De bruger dog deres viden fra træningen til at fange bidronninger og sælge dem, men de holder ikke bier, da det koster 800 rps. at købe en bistade. I stedet håber de på at få nogle brugte bistader gratis eller købe nogle billigt fra andre landsbyer i et andet distrikt. Vi forhører os om muligheden for at bruge deres opsparing til det, men kvinderne synes, det er mange penge at bruge på det; de vil alligevel overveje det. De vil kunne tjene omkring rps./liter honning. 13

14 DWDS Dalit Women s Development Solidarity Program 30. januar Diskussion med leder Mary Elizabeth og feltarbejdere. Landsbybesøg i Adikumparai. 31. januar Workshop med sangamledere angående bæredygtigheden af DWDS. Landsbybesøg i Sabthalipuram. 1. februar Diskussion med leder Mary Elizabeth og feltarbejdere om projektet og fremtiden. Derudover overværede de kontaktrejsende den 21. januar en konference om dalitters rettigheder arrangeret af DWDS i forbindelse med fejring af DWDS fødselsdag. Der var et stort fremmøde på omkring 150 kvinder fra de forskellige sangamer. Der var forskellige taler omkring dalitters og kvinders rettigheder og muligheder. Ursula holdt bl.a. et indlæg om Fewin og fagforeningen. Derudover var der et stort kulturprogram med dansere, musik og sange. Alt foregik på tamil. Introduktion DWDS har i august 2006 modtaget anden rate på rps. af et treårigt partnerskab til projektet Awareness building among Dalit Women in Kaniyambadi Block of Vellore District, Tamil Nadu and Promotion of Dalit Women s Movement (DWM). Projektets formål er at organisere og bevidstgøre dalitkvinder om deres rettigheder og lære dem at kæmpe for dem. Kvinderne bliver først organiseret i sangamer, dernæst bliver de automatisk medlemmer af Dalit Womens Movement (DWM), den mere politiske gren af DWDS. De senere par år er DWDS også begyndt at danne SHGer i nogle af landsbyerne, med henblik på at kvinderne kan tage billige banklån og opnå økonomisk fremgang. Mary Elizabeth startede DWDS i 1994 som en reaktion på ufattelig diskrimination og uretfærdighed mod dalitkvinder. De første år arbejdede hun på meget lavt blus i Øst Arni distrikt, men der var i forvejen mange NGOer, så nogle år senere skiftede hun til Kaniyambadi distrikt, hvor ingen andre arbejdede. Der kom for alvor gang i arbejdet, da hun fik Svalestøtte i 1999, og siden er kvinder i 26 landsbyer organiseret i sangamer. Status for DWDS og projektet Lederen Mary Elisabeth og medarbejdere Mary Elizabeth startede sit sociale arbejde i 1978 som 21 årig. Hun arbejdede for RCDA, en social pionér organisation i Tamil Nadu. Hun var i en årrække chef for en sundhedsklinik, hvor hun bl.a. arbejdede med kvinder og kvinders seksuelle problemer og kønssygdomme. Herefter arbejdede hun for fagforeningen ARPED, hvor hendes mand også arbejdede. Hun syntes ikke, at fagforeningen tog kvinderne eller deres problemer alvorligt, den kæmpede kun for mændenes behov. Gennem sine personlige lidelser og problemer med sin mand bestemte hun sig for, at hun ville arbejde for kvinders rettigheder. Hun startede derfor DWDS i De to første år kunne hun dog ikke lave meget arbejde, da ARPED ikke tillod hende at arbejde med kvinders rettigheder. Hun kom i kontakt med Svalerne gennem Svalernes tidligere partner VWDS. Medarbejderne i DWDS består foruden lederen Mary Elisabeth af: Jebamalai, fem år hos DWDS Jebamalai er single. Hun bor sammen med en bror, der har problemer med stoffer, alkohol etc. Kavitha, to år hos DWDS Kavitha blev forældreløs, da hun var 12 år. Hun havde problemer med sin mand, men vidste ikke hvem hun skulle henvende sig til der var ingen til at vejlede hende. Mary Elisabeth opmuntrede 14

15 hende til at tage beslutninger for sit eget liv. Hun har udviklet sig meget og bliver nu accepteret af samfundet omkring hende. På grund af den træning hun har fået, kan hun hjælpe andre kvinder. Parvathi, fem år hos DWDS Parvathi fortæller kort sin egen historie om, at hun førhen ikke kom ud af huset og ikke vidste, hvordan hun skulle henvende sig til andre. P.g.a. Mary Elisabeth og den træning hun har fået gennem DWDS, er hun nu i stand til at ledsage andre kvinder til myndighederne. Jeeva, tre år hos DWDS Jeeva fortæller, at hun kommer fra en familie præget af problemer og hvordan hun selv har udviklet sig og fået selvtillid gennem træningen hos DWDS. Chandra, otte år hos DWDS. Chandra arbejder nu kun deltids, da hun har fået arbejde i et netværk, Land Rights Federation. Derudover arbejder Mary Elizabeths ældste datter halvtids som kontormedarbejder. En tidligere medarbejder, Stella, er blevet gift og skal flytte til Kuwait. Mary Elisabeth nævner, at det nuværende antal medarbejdere ikke er nok, og at hun gerne vil ansætte mindst tre medarbejdere mere. Der er meget arbejde, og siden sidste år er antallet af medarbejdere reduceret med 1½ medarbejder. DWDS bruger også meget tid på at få folk til at organisere sig i fagforeningen gennem Fewin. Men p.g.a. manglende finansiering er det ikke muligt at ansætte flere medarbejdere. Medarbejderne har fået en del træning siden sidste år. De har fået trænning i bl.a. Domestic Violence Act (lov fra 2001 mod hustruvold), alternativ medicin, hvordan man tilnærmer sig politiet og tager sager i retten, fagforening etc. Desuden har Mary Elizabeth og Jebamalai deltaget i Fewin træninger om Right to Information Act, reservation til kvinder i lokalpolitik og kvinders deltagelse i politik. De har udbredt deres viden til sangamerne, hvilket har bevirket, at 160 medlemmer fra DWDS på nuværende tidspunkt har meldt sig ind i Fewins fagforening og betalt 60 rps. for et års medlemskab (Ursula har i den forbindelse været ude og fortælle om fagforeningen i mange af landsbyerne). Derudover deltager medarbejderne i fælles aktiviteter med andre netværk. Bl.a. har de kæmpet for højere løn til landbrugsarbejdere, fra 15 til 25 rps./dag. De har været til konference om økologisk landbrug og videregiver nu deres viden til sangammedlemmerne. DWDS forventer ikke, at kvinderne kan indføre økologisk landbrug hos deres arbejdsgivere, men ønsker derimod at kvinderne bliver bevidstgjorte om skaderne ved brug af pesticider. Det har bevirket, at landbrugsarbejderne har truet deres arbejdsgivere med ikke at ville arbejde for dem, hvis de ikke nedsatte forbruget af pesticider. DWDS har deltaget i tre større begivenheder i 2006; Indian Social Forum, og Women Strenght i Kolkata og Ambedkars jubilæum i Naghpur. Angående lederuddannelse til Mary Elizabeth har Svalerne tilbudt at betale for det, hvis hun søgte i 2006, men hun har ikke søgt. Det viser sig, at hun søgte råd hos Ursula om det og derefter glemte det. Svalerne fik derfor aldrig en ansøgning. Hun opfordres til fortsat at finde en relevant lederuddannelse og evt. sende en ansøgning til Svalerne. Projektets budget Det har ikke været muligt for DWDS at indsamle de lokale midler, som står anført i projektets budget. Mary Elizabeth regner i stedet med max rps./år, som især samles ind ved kulturprogrammer. Det betyder, at nogle aktiviteter derfor ikke udføres eller blot nedskæres, f.eks. vil de skære ned på træning i kapacitetsopbygning, kulturprogrammet, og de er færdige med at lave demonstrationsoptog, så de håber, at budgettet kan hænge sammen. 15

16 Status for landsbyerne DWDS arbejder nu i 26 landsbyer. Siden sidste år er de startet i yderligere tre nye landsbyer, men det er vanskeligt at etablere sangamerne pga. mændenes modstand. De har besøgt de nye landsbyer en-fire gange og vil fortsætte arbejdet. DWDS koncentrerer deres arbejde om 15 landsbyer. Ud af de 26 landsbyer er der omkring 6-10 landsbyer, der mere eller mindre klarer sig selv. De tager selv hånd om de mindre problemer, og DWDS besøger dem kun en gang om måneden, og hvis der opstår større problemer. Disse landsbyer laver også opsparing, og flere har tilmeldt sig i fagforeningen. De 15 relativt nye landsbyer, hvor DWDS koncentrerer deres arbejde er: Mottupalayam Kaniyambadi Melvallam Kattalampattu Colony Kattalampattu Cobbler Moonchurpattu Colony Moonchurpattu Cobblers Adikumparay Colony Adikumparay Cobblers Sabthalipuram Palipattu Colony Palipattu Cobblers Chennapalambakkam Cobblers Periapalambakkam Colony Krisnavaram De tre nye landsbyer er: Thuttipattu Cobblers Thuttipattu Colony Jedayensatu DWM Dalit Women s Movement Der er nu i alt 1300 medlemmer af DWM. Senest har 65 sangammedlemmer fra Adikumparai og Moonchurpattu Colony tilmeldt sig. Desuden skal medlemmerne fra Thuttipattu Colony og Thuttipattu Cobblers samt Jedayensatu indmeldes, efter de har dannet sangamer. Syv medlemmer fra hver sangam udgør en komité. Disse kvinder deltager i DWM møder. To til tre kvinder fra hver sangam har gennem DWM fået undervisning i: panchayatvalg, lederuddannelse, juridisk træning, sundhed, SHG organisering, fagforening og kapacitetsopbygning. Der afholdes møde to gange årligt i DWM. På møderne fortæller kvinderne om deres problemer, og hvad der sker i deres landsbyer. Desuden diskuteres fælles problemer, og mindre aktive ledere aktiveres af andre og indgydes mod til at fortsætte arbejdet. På sangammøder i landsbyerne diskuteres problemer, der er relevante i DWM regi, og repræsentanter tager disse emner op på de halvårlige møder. Hermed kan man lære af hinandens erfaringer, hvilket er hovedformålet med DWM. Hvis en landsby f.eks. har uløste problemer gennem længere tid, kan dette også tages op. Et eksempel er Kaniyambadi, hvor der længe har været problemer med vandforsyningen. Da mange fra DWM sammen gik til Block Development Officer en og lagde pres på, blev det hurtigt ordnet. Det er stadig DWDS, der tager initiativ til og faciliterer møderne i samarbejde med sangamlederne, som endnu ikke kan klare det selv. DWM er stadig ikke særlig konsolideret. Man kan ikke forvente, at 2000 år gamle vaner ændres hurtigt, men folk kommer til møderne, siger Mary Elisabeth. Der inviteres også andre NGOer til DWM møder, ligesom DWM medlemmer også deltager i møder hos disse NGOer. 16

17 DWDS lægger dobbelt så meget vægt på DWM som på SHGer, f.eks. hvis et landsbymøde tager fire timer, bruges en time på at samle folk, to timer til DWM og en time til SHGen. Status for SHGerne Der er nu dannet 15 SHGer i 10 landsbyer. Nogle sangamer er delt i flere SHGer, eftersom der kun kan være max. 20 medlemmer i en SHG. De har startet opsparing og er begyndt at tage banklån. Nogle har tilbagebetalt første banklån og har fået et større lån. Eksempler på låntagning i banken: Krisnavaram: 1. lån: rps., 2. lån rps. Kizvallam: 1. lån: rps., 2. lån rps. Kaniyambadi: 1. lån: rps., 2. lån rps. Kaniyambadi: 1. lån: rps., 2. lån rps. Kaniyambadi: 1. lån: rps. Indragandhi SHG: 1. lån: rps. Banklånene bruges hovedsageligt til lidt større formål, såsom husrenovation, køb af geder etc. Foruden banklånene roterer SHG opsparingen blandt kvinderne til f.eks. bryllup, uddannelse etc. Endelig er der mindre opsparinger i sangam regi til nødstilfælde. Tre af SHGerne kan selv klare regnskab, mens de resterende12 har brug for hjælp fra DWDS. DWDS hjælper altid SHGerne med banklån, da det er meget vanskeligt at føre alle de konti, som banken forlanger. De landsbyer, hvor der endnu ikke er dannet SHGer, presser på for at få det, så de også kan tage lån. DWDS var tøvende med at opstarte SHGer, men kan nu se, at det har givet en kraft til kvinderne. SHGerne har haft en god effekt, bl.a. er den høje lånerente reduceret; kvinder kan nu tage billige lån til bryllupper, renovation af husene og andre fornødenheder i SHGen. Dette har givet kvinderne en vis økonomisk empowerment, og gjort dem i stand til at hæve stemmen i familien og komme ud af husene. Den økonomiske gevinst har gjort det lettere for kvinderne at forsvare deres deltagelse i DWM i familien. I føderationen er de økonomisk empowered kvinder mere aktive, og de har fået en større værdighed. Flere landsbyer er klar til at introducere SHGer, bl.a. Periapalayambakkam og Sabthalipuram. Indkomst genererende aktiviteter DWDS arbejder med indkomstgenererende aktiviteter, som de finanserier gennem mindre lokale fonde. Det er dog ikke gået så godt som håbet og ventet med aktiviteterne. Enkelte kvinder har lavet små snack shops, andre laver røgelse, syr tøj, især nattøj, og nogle køber tøj, som de sælger med en lille fortjeneste. Det var egentligt meningen, at DWDS ville have opfordret nogle sangamer til at opstarte en kurveproduktion, men marketing har vist sig for svært. Globaliseringen gør, at der er mange og billige plastictasker på markedet, så det er for svært at komme ind på markedet og sælge deres produkter. Mary Elizabeth har dog stadig en drøm om, at f.eks. 10 landsbyer sammen kan sy og sælge tøj, men der mangler dels et træningscenter, dels kapital. Denne aktivitet støtter Svalerne ikke. Resultater opnået i landsbyerne DWDS har udarbejdet omkring 24 ansøgninger til regeringen om basale behov som elektricitet og drikkevand til landsbyerne. 18 er blevet imødekommet, heriblandt: Mottupalayam: Har fået en større vandtank, tre gruppehuse og et fælles landsbyhus, hvor kvinderne bl.a. kan holde sangammøde. Kaniyambadi: Har afholdt stormøde i forbindelse med panchayatvalget i oktober 2006, hvor kvinder blev lovet en vej, hvis de stemte på en bestemt kandidat. Han blev valgt, og vejen er nu lavet. 17

18 Melvallam: Sidste år fik de bustransport til børnene, så de kan komme i skole. Bussen stopper nu også, hvor dalitterne bor. Landsbyen har fået en vandtank. Pga. en beskadiget bro kan landsbybeboerne ikke komme hurtigt til hospitalet, de har ansøgt om en ny bro, og myndighederne har været ude og måle op til den. Kattalampattu Cobblers: Har fået en begravelsesplads efter at have søgt om det i 10 år. Moonchurpattu Colony: Har fået repareret en cementvej, og søgt skøder til deres huse, men ikke fået det. Sabthalipuram: Der har tidligere været et problem med drikkevandet, men det er nu blevet løst. Der er søgt om pension til seks kvinder, to har fået det (400 rps./mdr.). De har også søgt om begravelsesplads til dalitter, men der er endnu ikke sket noget. Palipattu Cobblers: 15 familer har fået skøder til deres huse, og seks familier har fået gruppehuse. Pariapallambakkam Colony: Har fået lavet en cementvej. Førhen kunne der ikke komme busser til landsbyen i regntiden, da grusvejen skyllede væk. Krishnavaram: Landsbyen har en ansøgt om en cementvej, og vejen er nu blevet lavet. Landsbyen har i regntiden problemer med, at vand samlede sig ved to huse, hvilket medførte myg og sygdom. Landsbyen har derfor ansøgt om et dræn, og har fået det bevilliget. Kaniyambadi: Har søgt om reparation af el-forsyningen, som ikke virker ordentligt. Desuden om et fælleshus til kvinder det er i proces. En kvinde har fået et forskud fra en murstensproducent, som ulovligt har taget huset i pant. DWDS har bragt sagen for retten sagen er stadig i proces. Kizvallam: Har forgæves søgt om gruppehuse adskillige gange. Folk skal selv finde et sted til husene. Periapallambakkam: Har søgt om fem huse, som de håber at få i år. DWDS og landsbykvinderne bliver ved med at lave ansøgninger, indtil de får det, de søger. De føler sig ikke stærke nok til det. I nogle landsbyer kan kvinderne selv lave ansøgninger, i andre må DWDS hjælpe, selvom kvinderne har modtaget undervisning i det. Workshop med sangamledere De kontaktrejsende arrangerede under besøget en workshop for alle sangamlederne med det formål at få sangamledere til at tænke over, hvordan de i fremtiden kan klare sig uden DWDS støtte. Sangamlederne skulle i grupper drøfte, hvad de i dag kan klare uden DWDS hjælp, og hvad de stadig har brug for støtte til for at kunne blive mere uafhængige. 33 kvinder fra 14 forskellige sangams deltog. Følgende spørgsmål blev stillet til grupperne: 1. Hvad kan sangamen gøre på egen hånd uden hjælp fra DWDS? 2. Til hvad har I stadig brug for DWDS hjælp? 3. Hvad ville der ske med sangamen, hvis DWDS stoppede deres støtte nu? 4. Hvad har sangamen brug for at kunne arbejde selv uden hjælp fra DWDS? 5. Hvad ville være vigtigst for jer at arbejde med, hvis I skulle klare jer selv uden DWDS? 6. Hvad forventer I af DWDS i fremtiden? Der er ingen protester mod gruppearbejdet, men det tager lidt tid, inden alle grupper kommer i gang, da de har brug for lidt yderligere introduktion fra Ursula. Herefter går snakken rigtig godt i de fleste grupper, og der bliver skrevet flittigt ned. Vi har også bedt feltarbejderne om at drøfte spørgsmålene, men det er først på Ursulas opfordring, de går i gang. Mary Elisabeth hjælper grupperne, når de henvender sig direkte til hende, ellers overlader hun det til Ursula. 18

19 Efter gruppearbejdet fremlægger kvinderne, hvad de drøftede i plenum. Kvinderne har i denne fremlæggelse meget fokus på de ting, de ikke han. Da vi spørger ind til, hvad de kan, viser det sig, at de har lært meget og kan meget selv. Da vi spørger yderligere ind til, hvad de kan, nævner de, at de kan ansøge om drikkevand. De sangamer, der har mere erfaring, kan også selv gå til myndighederne og afholde møder. Da vi forhører os om, hvad de har fået ud af gruppearbejdet, er de bevidste om, at de ved hjælp af workshoppen er begyndt at tænke på fremtiden uden DWDS. Mary Elisabeth synes, det fungerede rigtig godt, og at det var godt for kvinderne at arbejde i små grupper. Mary Elisabeth mener, dagen har fået kvinderne til at tænke på fremtiden og fået dem til at forstå DWDS situation. Hun var imponeret over, at de kunne skelne mellem økonomisk og social empowerment. Feltarbejderne er stolte af kvindernes deltagelse i workshoppen, hvor de kunne se, hvordan kvinderne har udviklet sig. Kvinderne har dog stadig brug for træning og inputs. Hvis DWDS ikke havde betalt for transporten, tror Mary Elisabeth, at der ville være kommet omkring 20 kvinder. Kvinderne lægger i deres tilbagemeldinger fra gruppearbejdet vægt på, at de ikke er i stand til at handle og videreføre arbejdet i deres sangam uden DWDS. Kvinderne mener, at de stadig har brug for støtte til at skabe solidaritet og sammenhold for dalitbevægelsen. Men hvis dette sker, kan de køre sangamen selv. Kvinderne påpeger f.eks., at de har brug for mere træning i rettigheder, bevidstgørelse og kapacitetsopbygning samt træning i at styrke sangamen. Derudover føler kvinderne, at de har brug for at deltage i møder om bevidstgørelse udenfor DWDS regi for at få selvtillid og viden om, hvad andre gør. Kvinderne udtrykker, at de er på et vanskeligt stadie, hvor de stadig har brug for at vokse og brug for støtte fra DWDS. De føler sig ikke stærke nok til at stå alene. De kan initiere ting selv f.eks. gå på politistationen, men de har brug for DWDS til at følge op på sagen. Hvis DWDS stoppede deres støtte, ville folk spredes. De har specielt brug for DWDS støtte vedrørende sager med kastefolk, og de har brug for at få en større økonomisk status. Gennem SHGerne får de støtte til at vokse økonomisk, men de har stadig brug for DWDS råd til at vokse yderligere. De kan selv afholde møde og gå til myndighederne, men for de generelle problemer har de brug for bevægelsen og DWDS. De fleste udtrykker, at de har brug for støtte til at håndtere deres problemer, samt strategier og metoder til dette. Alle føler endvidere, at de har brug for indkomstgenererende aktiviteter for at udvikle sig yderligere og blive styrket økonomisk. I nogle af sangamerne forsøger de at lave indkomstgenererende aktiviteter f.eks. at lave kurve, men det er svært at finde et marked. De har brug for træning, et marked og et sted at opbevare tingene. Kvinderne giver udtryk for, at de ved hjælp af workshoppen er blevet mere opmærksomme på, hvorfor de har brug for deres sangamer. De er endvidere kommet til at tænke over, hvordan de i fremtiden kan klare sig selv uden DWDS. De var glade for at arbejde i grupper, fordi de kom til at lære hinanden at kende og alle kunne deltage. De var især glade for den indledende introduktion, hvor de to og to skulle fortælle om sig selv. Indledningsvis var de dog lidt usikre på, hvad der skulle ske. Resultater - sangamernes udvikling Det første skridt er at få kvinderne ud af husene og få den til at sidde sammen. Det næste skridt er at få dannet en sangram og få dem til at deltage i bevægelsen, DWM. Herefter får kvinderne træning, hvilket som regel gør dem mere engageret i bevægelsen. En konkret ændring er, at kvinderne, når de kommer til møderne nu, er pænt påklædt. Før var det ikke noget, de gik op i. Det er et udtryk for, at de har fået mere selvtillid. Førhen da DWDS feltarbejdere kom ud i landsbyerne, var kvinderne meget generte, nu kommer de og snakker. De er også blevet bedre til at passe på miljøet, rydde op og gøre rent samt holde sig selv og børnene rene. De har lært at se præsentable ud. Når feltarbejderne kommer ud i landsbyerne, kommer børnene stolt og fortæller, at de børster tænder og læser lektier. 19

20 En anden ændring er, at de nu spontant snakker om deres problemer, og de henvender sig til DWDS, hvis der er nogle problemer. Et eksempel på fremskridt er, at kvinderne nu selv bestemmer, hvem de vil stemme på til panchayatvalg. Førhen stemte de på den kandidat, deres mand stemte på. Nu bestemmer kvinderne sammen i bevægelsen, hvem der skal stille op til panchayatvalg og laver kampagne for de opstillede. Kvinderne har ændret sig så meget, at de nu fortæller deres mand, at de selv vil tage beslutninger og manden lytter til kvinden. Førhen var der opdelinger inden for dalitternes egne rækker, og de talte eller var ikke sammen. De hjalp ikke hinanden og delte f.eks. ikke deres mad. Efter organiseringen i sangams og træning har de ændret holdning, og de står nu mere sammen og føler sig mere som en helhed. Et andet konkret eksempel på, at kvinderne har udviklet sig gennem organisering og træning er, at kvinderne nu er blevet i stand til at tage beslutninger for sig selv og deres seksualitet. Kvinderne har en smertefuld status seksuelt og er blevet udnyttet seksuelt af deres mænd. DWDS har givet dem træning i kønsproblematikker, hvorefter de nu forsøger at tale med deres mand om problemerne. De har også lært at sige nej til manden. Der er forskel på, hvor meget kvinderne har udviklet sig. Nogle kvinder er i stand til at gå på politistationen eller til myndighederne og selv tale med dem andre kvinder er mere tøvende og bliver bange, når de f.eks. ser en uniformeret politimand. Kvinderne har stadig brug for bevidstgørelse om deres juridiske rettigheder. Et andet område hvor kvinderne har udviklet sig er i forhold til at henvende sig til de lokale myndigheder. Et eksempel på det er, at nogle kvinder tog hen til myndighederne for at få lovning på et community certifikat. De havde været der flere gange uden at få certifikatet. Andre kaster har fået certifikat med det samme. Kvinderne sagde, at de ville blive siddende, til de fik certifikatet og de endte på den måde med at få certifikatet. Lidt efter lidt bliver kvinderne på den måde bedre til at stå på egne ben og kræve deres rettigheder. I nogle områder har kvinderne udviklet sig meget, mens de i andre er mere tøvende f.eks. i forhold til at ansøge myndighederne om deres rettigheder. Kvinderne føler, de har et trygt hjem hos DWDS, hvor de kan komme og fortælle frit om deres problemer. Nogle steder er kvinderne begyndt at få respekt deres mænd og fra kastefolk, mens de andre steder stadig har brug for at udvikle sig. Når man ser på kvindernes status i samfundet, er der sket en udvikling, men der er stadig brug for inputs, støtte og vejledning. DWDS er i stand til at tage forskellige sager og løse dem, men sager som Vanillas (kontinuerlig vold og overgreb mod kvinder, se s.25 har de svært ved at løse selv). Bevægelsen (DWM) har udviklet sig, men der er stadig brug for, at den bliver større. Til visse sager som Vanillas har bevægelsen brug for lovmæssig og finansiel støtte. Der er også andre sager, de har problemer med at løse, f.eks. har en landsby søgt om en begravelsesplads i 10 år uden der er kommet en løsning på det. Der er brug for en større supportgruppe og lovmæssig støtte. Mary Elisabeth kunne på workshoppen se, at kvinderne har udviklet sig, men de har brug for yderligere at udvikle sig. På en skala fra 1-10, hvor et er kvindernes startniveau, og 10 er den fulde empowerment, mener DWDS, at de gamle sangamer ligger på fire, hvad angår evnen til at udtrykke problemer og tale, på fem hvad angår at møde op på politistationen og at deltage i konferencer, og på seks hvad angår deltagelse i programmer og vise interesse. De nye sangamer, mener de, ligger samlet på to i skalaen. De er stadig ikke i stand til at se de sociale problemer. DWDS har lidt svært ved at forholde sig til skalaen, men efter nogle flere indledende forklaringer går det bedre. 20