DEN NY VERDEN 2008:3 Udviklingssamarbejde anno 2020

Transkript

1 DEN NY VERDEN 2008:3 Udviklingssamarbejde anno

2 Peter Kragelund Penge til udvikling Efter mange år præget af uopfyldte løfter om øget finansiering af udvikling, så det indtil for nyligt ud til, at flere midler blev tilvejebragt. Således voksede strømmen af bistand, investeringer og remitter, indtil finanskrisen satte ind i efteråret En sådan vækst er dog også absolut nødvendig, hvis FNs 2015-målene skal nås. Til dato har de etablerede donorer (organiseret i OECDs Development Assistance Committee (DAC)) ikke leveret varen: Om end donorerne flere gange har lovet guld og grønne skove, f.eks. i forbindelse med Monterrey konferencen i 2002, G8 mødet i Gleneagles in 2005 og FNs Millenium +5 konferencer i 2005, er der i dag et langt større ressourcehul, der skal finansieres for at nå 2015-målene, end da man første gang satte tal på, hvor store overførslerne skulle være. Således regner OECD (2008, 4) i dag med, at de etablerede donorer skal finde yderligere USD 34 mia. på deres bistandsbudgetter, hvis delmålene for 2010 skal nås. Samtidig er det værd at bemærke, at de toneangivende donorer i det seneste stort opslåede internationale møde om udvikling opfølgningskonferencen om finansiering for udvikling i Doha i slutningen af november 2008 dels påpeger de negative konsekvenser af finanskrisen i form af begrænsede investeringer og stramme kreditmarkeder for udviklingslandene, dels fremhæver vigtigheden af bistand for at minimere skaderne (United Nations 2008). Derfor er det endog meget bekymrende, at OECD har udtrykt frygt for, at organisationens medlemmer vil bruge den globale finansielle krise som anledning til at skære i bistanden. Således foreslog generalsekretærerne for hhv. OECD og DAC for nyligt, at donorlandene skulle underskrive et bistandsløfte for at undgå at finanskrisen skal udvikle sig til en bistandskrise. Der er altså fare for, at bistanden vil mindskes på kort sigt, og dermed reelt risiko for, at bistanden alene ikke vil kunne finansiere opnåelsen af 2015-målene. Derfor er det yderst vigtigt at afdække, hvilke andre udviklingsfinansieringsmuligheder der findes. Denne artikel fokuserer på innovative finansieringsformer. Den ridser kort de vigtigste op, analyserer deres potentiale og diskuterer mulighederne for, at de bliver realiseret især i lyset af den globale finanskrise. DEN NY VERDEN 2008:3 Penge til udvikling 77

3 78 DEN NY VERDEN 2008:3 Peter Kragelund

4 Finansiering af udvikling ikke blot en moralsk forpligtigelse Udviklingsbistand er længe blevet set som en moralsk forpligtigelse til at hjælpe folk i nød. Om end dette til stadighed er gældende, er der i dag kommet en ny dimension til argumenterne om bistand. Bistand bliver i stigende omfang også anset som en offentlig investering i at mindske ulighed for dermed at sikre fred og stabilitet, bekæmpe terrorisme, skabe nye markeder etc. Dette har ikke kun betydning for indholdet og udformningen af bistand, men også for finansieringen af denne. Således er udviklingsarbejdet gået fra at være hovedsageligt et anliggende for stater og NGOer til at være præget af en meget bred skare af aktører. Konsekvensen er, at tankegodset fra især den private sektor, som mange nye aktører udspringer fra, er blevet overført til udviklingsarbejdet, hvilket har sat fokus på nye investeringskilder såvel som på effektiviteten af arbejdet, især på nye metoder til at kanalisere penge på (Kaul & Conceição 2006). Innovativ finansiering dækker over et bredt felt af initiativer, der er kendetegnet dels ved at fokusere kraftigt på offentlige/private partnerskaber, dels ved at de enten ikke er blevet implementeret eller først for nylig er blevet introduceret. Tabel 1 nedenfor opridser nogle af de vigtigste initiativer, men er på ingen måde udtømmende. Blandt andre forslag til innovativ finansiering findes: remitter, skatter på valutatransaktioner, på kulstofudledning, på våbenhandel, på internettet f.eks. en bit-skat, parkeringsafgifter på satellitter, gebyrer på fiskeri i internationale farvande. 1 Advanced Market Commitments Forskning og udvikling (R&D) i sundhedssektoren varetages nogenlunde ligeligt mellem den offentlige og den private sektor, men ud af den private sektors bidrag bruges kun ca. 5% på sygdomme, der relaterer sig til udviklingslande (Berndt et al. 2007). Det forhold vil AMC gøre op med ved at skabe incitament for den private sektor til at investere i R&D i vacciner til sygdomme, der hovedsageligt findes i udviklingslande. Det drejer sig i første omgang om malaria, tuberkulose, og hiv/aids. AMC er kort fortalt en forsikring sponsoreret af donorer, private organisationer eller privatpersoner, der giver farmaceutiske virksomheder garantier om køb af nye produkter til en i forvejen fastsat pris. AMC betaler således for R&D gennem køb af produkterne i introduktionsfasen. Herefter skal virksomhederne stille produkterne til rådighed til en lavere pris, som udviklingslandene kan betale. Udviklingslandene forpligter sig ligeledes til at købe produkterne. DEN NY VERDEN 2008:3 Penge til udvikling 79

5 DEN NY VERDEN 2008:3 Peter Kragelund 80 Den største fordel ved dette forslag ligger i selve ideen, nemlig at man ved hjælp af garantier kan bringe den private sektor i spil i forhold til R&D i tropesygdomme. Herudover ser det ud til, at AMC er politisk mulig: G7-landene bekræftede i december 2005 deres interesse i AMC; Gordon Brown har meldt ud, at Storbritannien er villig til at indgå i såvel en AMC for malaria som for hiv/aids; og ved G8 mødet i St. Petersburg i juli 2006 sagde flere lande, at de var interesseret i AMC. Dette udmøntede sig så i april 2009 i en godkendelse fra Verdensbanken af en finansiel platform (finansieret af Italien, UK, Canada, Rusland, Norge og Bill og Melinda Gates Fonden) der sikrer USD 1,5 mia. til AMC. Det er dog uklart, hvordan AMC påvirker og måske udkonkurrerer anden forskning. Det er også vigtigt at holde sig for øje, at denne type forskningsstøtte bedst egner sig til at forbedre eksisterende teknologier, mens radikalt nye teknologier og metoder oftest opstår på baggrund af offentligt støttet grundforskning tit i helt andre forskningsområder. Herudover er det essentielt, at det er muligt at identificere ønskværdige vacciner/teknologier, at vurdere deres nytteværdi, at belønne udviklere på en troværdig måde og at identificere donorer, der er villige til at betale for teknologierne. Filantrokapitalisme Om end private donationer i mange afskygninger har været kendt længe 2, er der kommet et nyt barn til. Michael Edwards (2008) kalder dette barn for filantrokapitalisme, dvs. en form for filantropi, der er kendetegnet ved meget store pengesummer, ved at anvende metoder fra erhvervslivet til at løse udviklingsproblemer og ved at fokusere på teknisk observerbare forandringer. Blandt de kendteste filantrokapitalister er de private fonde skabt af de såkaldt super-rige såsom Bill & Melinda Gates fond og Gordon & Betty Moore fonden, men også private virksomheder (især i medicinalindustrien), og mikrokreditinitiativer er at finde i denne gruppe. Fondene har fået meget opmærksomhed, fordi de i så udpræget grad har brugt udviklingsarenaen til at blive kendte. Fondene kan ikke sidestilles med traditionel bistand. For det første er deres udviklingsaktiviteter begrænset af de oprindelige grundlæggeres ønsker. Herudover har fondene et ønske om at blive set og gøre en mærkbar forskel med en begrænset mængde midler. Det betyder dels, at interventionerne ofte har en kort tidshorisont, dels at interventionen defineres så afgrænset, at den med stor sandsynlighed kan løses, selv om kun én fond agerer (Micklewright & Wright 2005). Filantrokapitalister bruger erfaringer fra den private sektor. Det betyder, at de fokuserer på effektivitet, synlighed, ansvarlighed og individuel feedback i arbejdet. Det er de traditionelle institutioner, såsom NGOer og bi- og multilaterale donorer, ikke gearet til. Fondene søger derfor

6 ofte nye veje for at få opfyldt disse krav. Den vigtigste nye vej i denne henseende er de såkaldt vertikale fonde, der dels er karakteriseret ved at have forskellige interessenter såvel fra den offentlige som fra den private sektor, dels ved at fokusere på et meget specifikt problem et globalt (teknisk) problem, der med stor sandsynlighed kan løses, blot midlerne er store nok. Med andre ord et problem, som tiltrækker filantrokapitalisterne, fordi de derigennem kan gøre en mærkbar forskel, hvorigennem de bliver set og markedsfører deres eget navn globalt. Globalt lotteri Forslaget om et globalt lotteri til finansiering af udvikling er på ingen måde nyt. Det har cirkuleret i knap 40 år. Grunden er ganske simpel: Knap 180 offentlige lotterier solgte i 2001 for USD 126 mia. med en bruttoprofit på USD 62 mia. Disse midler bruges af centrale såvel som decentrale regeringer verden over til at finansiere dele af deres udgifter (Addison & Chowdhury 2003). Nu er forslaget så dukket op igen. Argumentet er, at markedet for lotterier er voksende, og at et globalt lotteri, der begunstiger udvikling, med stor sandsynlighed vil kunne tiltrække nye kunder, som normalt ikke spiller. Herudover har det den fordel, at et globalt lotteri kan være med til at sætte udviklingsproblemer på dagsordenen. Der eksisterer forskellige versioner af forslaget: En bygger på allerede eksisterende nationale lotterier, der i givet fald skal udvides med en global version; en anden kræver etablering af et lotteri, der er født globalt; en tredje er at lade international udvikling være én blandt mange modtagere af overskuddet fra nationale lotterier; en fjerde er at lade lotterier fra Syd blive solgt i Nord; og en femte er at lade en gruppe lande fra Syd etablere et globalt udviklingslotteri. Fælles for forslagene er, at de stiller krav til dannelsen af en international regulativ ramme til at kanalisere penge fra de nationale salgssteder til det globale lotteri. Herudover stiller forslagene krav til nationalt lobbyarbejde: Et globalt lotteri vil komme til at konkurrere direkte med allerede eksisterende nationale lotterier. Denne modstand minimeres, hvis hele (eller dele af) overskuddet fra et globalt lotteri går til at finansiere goder, der anses for at være af national interesse, og det kunne være globale offentlige goder som f.eks. en stabilisering af klimaændringerne. Ud over eventuelle konflikter med nationale interesser er problemerne med forslaget om et globalt lotteri knyttet til finansieringen og etikken. Lavindkomstgrupper bruger generelt en langt større del af deres indkomst på spil end grupper med højere indkomster. Finansieringen af offentlige goder gennem spil er derfor regressiv. Herudover bliver lotteri og spil i det hele taget ofte anset for uetisk, fordi mange spillere udvikler en afhængighed. DEN NY VERDEN 2008:3 Penge til udvikling 81

7 DEN NY VERDEN 2008:3 Peter Kragelund 82 Låntagning i fremtidig udviklingsbistand Blandt de mest omdiskuterede innovative finansieringsformer de seneste år er International Finance Facility, IFF. IFF-ideen går grundlæggende ud på, at donorerne fortsætter med at betale bidrag som hidtil, hvorefter IFF bruger disse bidrag til at låne ekstra midler. IFF er således et finansielt mellemled, der skal såvel optage som servicere lån for donorregeringer. Den bagvedliggende præmis er, at det internationale kapitalmarked kan mobilisere ressourcer langt hurtigere, end donorernes bistandsbudgetter øges (Moore & Hulme 2004). Ideen er, at donorerne skal binde sig til at give bistand over en periode på minimum 30 år. I den første halvdel af denne periode bliver pengene (samt garantien om flere penge) brugt til at låne penge til en fordelagtig rente, således at modtagerlandene kan få en stor sum penge på én gang. I den sidste halvdel bliver pengene til gengæld brugt til at tilbagebetale IFFs lån. IFF har en række indbyggede fordele: Den genererer de nødvendige ekstra midler til at opnå 2015-målene, skaber forudsigelighed og stabilitet i bistanden, og fastholder donorernes tilsagn om flere bistandsmidler. Slutteligt er det ikke nødvendigt, at alle regeringer accepterer IFF, men blot nogle. Forslaget er dog også forbundet med nogle ulemper: Gennemførelsen af dette forslag vil medføre et skarpt fald i overførsler efter 2015, da donorernes ydelser herefter vil gå til at tilbagebetale lånene og ikke til nye interventioner. Herudover er forslaget politisk usandsynligt. Bortset fra Storbritannien, Frankrig og Italien har alle andre donorer undladt at bakke op om IFF, fordi forslaget stiller krav om et rullende 15-års bindende tilsagn. Forslaget bliver dog anset som spændende, fordi det har potentiale til både at skaffe de nødvendige midler som til at løse andre problemer ved finansiering af udvikling. Den største hage er dog donorernes frygt for at binde sig i minimum 30 år frem. Om end det derfor er usandsynligt, at IFF bliver søsat i fuldt omfang, bringer det en lang række forslag med sig. Blandt disse forslag er International Finance Facility for Immunization (IFFIm), der beror på samme princip som IFF, men er begrænset til vacciner i udviklingslande. Formålet med IFFIm er at skaffe kapital til et omfattende vaccineprogram her og nu, så 5 millioner børn undgår at dø inden IFFIm er således den første realisering af IFF-tanken. I modsætning til IFF har IFFIm en langt bredere tilslutningskreds, men i lighed med IFF mangler initiativet tilslutning fra de helt store aktører. Millenium Challenge Account Den amerikanske regerings Millenium Challenge Account, MCA er i princippet en fond med såvel offentlige som private midler. Den finansierer interventioner i lande, der opfylder en række kriterier for god regeringsførelse. Disse kriterier dækker f.eks. bekæmpelse af korruption, ansvarlighed og omfattende politiske rettigheder, sundhed, uddannelse samt økonomisk liberalisering.

8 At opstille krav til modtagerlandene er ikke noget nyt: Økonomiske og politiske betingelser har været centrale dele af de etablerede donorers bistand i knap 30 år. Alligevel er der to faktorer, der adskiller MCA fra anden bistand: MCA baserer sig på allerede foretagne reformer i modsætning til anden bistand, der allokerer midler på baggrund af modtagerlandenes løfter om reformer i fremtiden. MCA er altså belønningsbaseret ikke betingelsesbaseret bistand. Ideen er at skabe en såkaldt MCA effekt, dvs. et incitament for andre regeringer til at foretage reformer for dermed at kunne opnå ekstra overførsler (Lancaster 2008). Herudover bruger MCA kriterier, der er offentligt tilgængelige ved udvælgelsen af modtagerlande dette står i dyb kontrast til andre interventioner 3. MCA fokuserer eksplicit på såvel lokalt ejerskab som på fleksibilitet i brugen af bistandspengene. Hvis et modtagerland scorer højt nok på MCAs kriterier, kan det ansøge om bistand. Det foregår ved, at modtagerregeringen selv (ud fra retningslinjer udstukket af MCA) designer en intervention og ansøger om finansieringen af denne. Der er dog krav om, at regeringen skal indgå i offentlige/private partnerskaber, og at interventionen skal forholde sig aktivt til det nationale fattigdomsstrategipapir. Disse interventioner tager ikke hensyn til andre donorers interventioner. Valutafondens specielle trækningsrettigheder Meget forenklet er Special Drawing Rights, SDR omkostningsfrie midler, som Valutafonden (IMF) kan udstede til specifikke formål ved at kreditere de enkelte medlemslandes konti. Oprindeligt havde systemet til formål at mindske usikkerheden ved mangel på valutareserver ved at bakke medlemmernes faste valutakurser op gennem tildeling af SDR til medlemmerne proportionelt i forhold til deres IMF-kvote ved aftalens ikrafttræden i IMF har kun to gange benyttet muligheden for at allokere SDR-midler. Det skyldes Bretton Woods systemets sammenbrud, der betød, at fastkurspolitikken blev afløst af flydende valutakurser, som mindskede behovet for ekstra reserver for de rige lande i IMF. De fattige lande har dog stadig brug for reserver, men nye runder af SDR er ikke blevet gennemført, fordi de rige lande, der har størst kvoter og dermed effektivt veto i IMF til dato ikke har haft brug for SDR (Aryeetey 2005). Nu er SDR igen kommet på dagsordenen. Det skyldes for det første erkendelsen af, at det er dyrt for udviklingslandene at besidde reserver. Reserver kan ikke bruges til andre formål. Penge til hjemlig udvikling skal derfor skaffes andetsteds fra: enten gennem dyre lån eller gennem bistand. SDR kunne frigive disse midler til udviklingsformål. For det andet er der kommet øget fokus på globale offentlige goder. Således kan rige lande, der ikke har brug for reserver, bruge deres andel af SDR på globale offentlige goder. DEN NY VERDEN 2008:3 Penge til udvikling 83

9 DEN NY VERDEN 2008:3 Peter Kragelund 84 Det er stadig uvist i hvor høj grad begge mål kan nås. I begyndelsen af april 2009 autoriserede G20-landene IMF til at udstede SDR til en værdi af USD 250 mia. for at mindske de negative konsekvenser af den finansielle krise. Uheldigvis gjorde man ikke noget ved fordelingen af disse midler. Derfor går 70 procent (USD 170 mia.) til de allerrigeste lande i verden og kun meget lidt til de allerfattigste (The Economist, 2009). Valutatransaktionsskat Når man diskuterer penge til udvikling, er det svært at undgå at se på valutatransaktionsskatten. Denne skat er på ingen måde ny. I sin nuværende form daterer den tilbage til James Tobins forslag fra 1972 om at beskatte valutatransaktioner for at mindske destruktiv valutaspekulation. Sidenhen er forslaget fremkommet mange gange og i udviklingssammenhæng var det på tapetet i 2002 i Monterrey. Den aktuelle krise har sat gang i diskussionen igen. Til forskel fra tidligere har denne skat nu fået et udviklingsaspekt: De potentielt mange penge kan således bruges til at finansiere udvikling eller globale offentlige goder. Meget simplificeret handler diskussionen om, hvor mange penge der frigives (USD mia./år afhængig af skattens størrelse), hvordan skatten skal designes (hver handel eller en gang om dagen), og i hvor høj grad skatten kommer til at påvirke handlen med valutaer (og dermed de potentielle skatter). Problemet med denne skat, såvel som med mange andre forslag til globale skatter, er at det kræver global regulering for at virke. Hvis ikke alle lande er omfattet af skatten, vil valutatransaktionerne blot flytte til lande, der ikke er omfattet. Derved mindskes de midler der frigives betragteligt. Herudover er det problematisk, at meget få valutaer står for næsten al global handel med valutaer. Disse lande vil derfor blive ramt uforholdsmæssigt hårdt og har derfor hidtil modsat sig ideen (Nissanke 2005). Konkluderende bemærkninger Såvel OECD som DAC udtrykker nu frygt for, at den nuværende finanskrise udvikler sig til en bistandskrise. Denne frygt underbygges af historien. Efter den finansielle krise i Norden i begyndelsen af 1990erne faldt bistandsniveauet drastisk i hhv. Norge, Sverige og Finland. Der kan heller ikke være megen tvivl om, at andre eksterne finansielle strømme til udviklingslandene vil have svært ved at fastholde det (stigende) niveau, vi har set indtil Således anslår Cali, Massa, og te Velde (2008), at udenlandske direkte investeringer og international kredit vil falde med over en tredjedel i 2008/09 i forhold til 2007-niveauet. Nytænkning i forhold til finansiering af udvikling er derfor endnu mere vigtig nu end tidligere. Ikke nok med at bistanden nu skal til at forholde sig til følgerne af den finansielle krise, der vil ramme skævt og i punktnedslag; det globale samfund skal også finde løsninger, der kan

10 imødekomme de stigende behov for finansiering, som krisen fører med sig, såvel som løsninger, der fremmer social og økonomisk udvikling i udviklingslandene. Her er det vigtigt at skelne mellem finansielle strømme, der er additionelle, og strømme, som bruger allerede eksisterende midler på nye (mere effektive) måder. Blandt de skitserede finansieringsforslag er det kun filantrokapitalismen, det globale lotteri, SDR og valutatransaktionsskatten, der er additionelle: AMC og IFF bruger udelukkende eksisterende bistandsmidler, mens MCA er delvist baseret på offentlige midler (og risikerer at konkurrere om midler med USAid). Samtidig kan der være utilsigtede effekter af disse forslag. Det er f.eks. meget sandsynligt, at den ny runde SDR, som blev aftalt i april 2009, vil give nogle donorer en god undskyldning for at undgå at leve op til deres Monterrey-forpligtigelser om øget bistand, i og med at SDR vil frigive midler til udvikling lokalt. Ydermere er det relevant at spørge, i hvor høj grad strømmene bidrager til social og økonomisk udvikling? Her skiller to forslag sig ud, nemlig IFF og SDR, fordi de netop er designet til at opnå 2015-målene. Dette gør sig ikke gældende for f.eks. filantrokapitalisme. Desuden er langtidskonsekvenserne af forslagene værd at have in mente. Således vil IFF betyde en kraftig reduktion af midler efter 2015, og SDR er en engangsydelse. Kun det globale lotteri og valutatransaktionsskatten må antages at kunne finansiere udvikling lang tid ud i fremtiden. Slutteligt skal den politiske virkelighed bringes ind: Nogle forslag er stadig politisk uspiselige og vil derfor næppe inden for en overskuelig fremtid blive implementeret. Kigger man i glaskuglen, er billedet af fremtidens finansiering af udvikling noget broget: Filantrokapitalisme er allerede en realitet og dens betydning vil ikke mindskes. Dens specifikke karakteristika fokus på synlige resultater og brugen af erfaringer fra den private sektor vil nok blive mere udbredt i udviklingsverdenen. Det betyder sandsynligvis, at fokus vil flyttes fra det lange seje træk til hurtige tekniske løsninger. Skatter og afgifter, der kræver global regulering, vil stadig blive diskuteret. De vil blive betragtet som en endog meget givtig potentiel kilde, men politik tovtrækkeri vil umuliggøre implementeringen. Slutteligt vil forslag til innovativ brug af eksisterende midler vokse markant. Det skyldes dels de mange nye udviklingsaktører, som skubber debatten i samme retning som filantrokapitalisterne, dels den stadigt større viden om, hvad der virker og (især) ikke virker. Peter Kragelund er adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet DEN NY VERDEN 2008:3 Penge til udvikling 85

11 DEN NY VERDEN 2008:3 Peter Kragelund 86 Noter 1 Se Kragelund (2007: appendiks 1) for en oversigt over disse forslag. 2 Filantropi kan komme til udtryk gennem såvel frivilligt arbejde, som gennem pengedonationer. Man kan også skelne mellem lokale og globale mål. Der findes ingen sammenlignelige data om filantropi på verdensplan. Det er derfor umuligt at sige noget præcist om, hvor meget der kanaliseres hvorhen og hvordan, men der er dog bred enighed om, at langt størstedelen af alle disse midler har et meget lokalt mål; kun en ganske lille brøkdel går til international udvikling. 3 Gennemsigtige kvantitative kriterier er dog ikke apolitiske. Blandt kritikere af MCA er der ingen tvivl om, at disse kriterier repræsenterer den herskende Washington-konsensus og er dermed præcis lige så politiserede som anden bistand (Radelet, 2006). 4 For en forklaring af hvordan kvoterne udregnes, se Litteratur Addison, T. & A.R. Chowdhury A global lottery and a global premium bond. Discussion Paper. Helsinki: World Institute for Development Economics Research. Aryeetey, E A development-focused allocation of the special drawing rights. I New sources of development finance, ed. A.B. Atkinson. Oxford: Oxford University Press. Berndt, E. R., R. Glennerster, M.R. Kremer, J. Lee, R. Levine, G. Weizsäcker et al Advance market commitments for vaccines against neglected diseases: Estimating costs and effectiveness. Health Economics vol. 16, no. 5: Cali, M., I. Massa & D.W. te Velde The global financial crisis: Financial flows to developing countries set to fall by one quarter. Project Papers. London: Overseas Development Institute. Edwards, M Just another emperor? The myths and realities of philanthrocapitalism. New York: Démos. The Young Foundation. Kaul, I. & P. Conceição The changes under way. Financing global challenges through international cooperation. I The new public finance. Responding to global challenges, eds. I. Kaul & P. Conceição. New York & Oxford: Oxford University Press. Kragelund, P Innovativ finansiering af udvikling. Working Paper. København: Dansk Institut for Internationale Studier. Lancaster, C George Bush s foreign aid. Transformation or chaos? Washington D.C.: Center for Global Development. Micklewright, J. & A. Wright Private donations for international development. I New sources of development finance, ed. A.B. Atkinson. Oxford: Oxford University Press.

12 Moore, K. & D. Hulme The international finance facility reaching the MDGS without spending more? Journal of International Development vol. 16, no. 6: Nissanke, M Revenue potential of the Tobin Tax for development finance. I New sources of development finance, ed. A.B. Atkinson. Oxford: Oxford University Press. OECD Aid targets slipping out of reach? Report. Paris: OECD. Radelet, S Pulling not pushing reforms. Delivering aid through challenge grants. I The new public finance. Responding to global challenges, eds. I. Kaul & P. Conceição. New York & Oxford: Oxford University Press. The Economist Special drawing rights. Held in reserve. The Economist. April 8 th United Nations Doha Declaration on financing for development: outcome document of The Follow-Up International Conference on Financing for Development to Review the Implementation of the Monterrey Consensus (Vol. A/CONF.212/L.1/Rev.1). DEN NY VERDEN 2008:3 Penge til udvikling 87

13 DEN NY VERDEN 2008:3 Peter Kragelund 88