Og budskabet er sådan set det samme alle steder: Kineserne kommer.

Transkript

1 Kineserne kommer rektors tale til studenterne på Haderslev Katedralskole 2013 你好 Nǐ hǎo Goddag 欢迎 Huānyíng Velkommen 中国购买了丹麦 Zhōngguó gòumǎile dānmài Kina har købt Danmark 而丹麦睡 ér dānmài shuì mens Danmark sov Hvis I ikke helt fangede hvad jeg sagde til at begynde med kan det skyldes min mangelfulde udtale. Det kan også skyldes at googletranslate har snydt mig men ellers skulle det på forenklet kinesisk betyde Goddag Velkommen - Kina har købt Danmark mens Danmark sov Konkurrencen med Kina har fyldt rigtigt meget i mediebilledet de seneste år og især i de seneste måneder med udsigt til kinesiske minearbejdere på Grønland, kinesere i driften af TDCs mobilnet og så udsendelsesrækken 9.z mod Kina som rettede et direkte angreb på den sektor jeg har med at gøre: det danske skolevæsen. Og budskabet er sådan set det samme alle steder: Kineserne kommer. I udsendelsesrækken 9.z mod Kina blev skytset rettet mod det vi hele tiden siger at vi skal leve af: de unges hoveder. I fire udsendelser lavede man forskellige tests som fik producerne til at konstatere: Kineserne læser bedre Kineserne regner bedre Kineserne samarbejder bedre Kineserne er mere kreative Kun i engelsk har danskerne et forspring. Især de to sidste pinde skulle give anledning til bekymring da vi netop har påberåbt os et kæmpe forspring på disse områder hver gang det ikke gik os så godt i internationale tests.

2 Og konklusionerne følges hele tiden op af professor Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Århus Universitet. Han anfægter dem ikke næ, han forstærker dem oven i købet. Han sætter også ord på som manglende engagement, manglende respekt og manglende indsats. Nogle mere seriøse journalister er gået i kødet på udsendelsesrækken set ud fra synspunktet: er det repræsentativt det vi ser? Svaret er i enkelthed nej for vi ser en kinesisk klasse uden bund og det er ikke en tilfældighed. Skole nr.69 i Harbin er en såkaldt nøgleskole med ekstra midler og forældrebetaling en skole forældrene kæmper for at deres børn skal komme på. Og den position har Holmeskolen ikke den viste en almindelig dansk folkeskoleklasse med top og bund og stor spredning som vi kender det og har været vant til men som vi endnu ikke helt har lært at håndtere. Det er dog ikke mit budskab at vi bare skal ignorere udsendelsernes konklusioner som uvidenskabelige og forkerte. Vi stikker os selv blår i øjnene hvis vi ikke forholder os til konkurrencen fra Kina. Det kan godt være at de dårligste er sorteret fra i den sammenligning DR har kigget på, men det er heller ikke de dårligste vi skal konkurrere med. Mit budskab er: Vi kan klare os mod kineserne men vi skal netop ikke gøre som dem. Hvorfor skal vi ikke gøre som kineserne? Vi KAN slet ikke gøre som dem Forestillingen om samme autoritetstro som kineserne er ren utopi det ville være som at rulle Danmark tilbage til en tid

3 som der næppe findes nulevende danskere som kan huske. En af eleverne fra Harbin fortalte at han fik slag af sin far hvis han ikke klarede sig godt nok. Et samfund hvor det er almindeligt kan aldrig tjene som model for hvordan vi skal gøre. Forestillingen om længere skoledage og nærmest uden fritid er ligeledes utopi her er selv Niels Egelund villig til at indrømme at modellen ikke kan kopieres han siger rent ud at det ikke ville være særligt sjovt og erkender måske her at der skal måles på andre parametre end dem der kan testes i en test hvis resultat var forholdsvis forudsigeligt. Bortset fra det er det ligegyldigt med længere skoledage ja snarest skadeligt så længe vi ikke kan finde ud af at holde koncentrationen i de timer vi allerede bruger på skolen. Det kinesiske system bygger på at dyrke eliten (det er faktisk rystende så elitært og konkurrencepræget det såkaldt kommunistiske Kina er opbygget) og resten må affinde sig med et niveau som ingen danskere vil acceptere uanset at vi taler om krise og flere fattige i Danmark. Især vil ingen danskere acceptere at blive reduceret til rene midler for andres mål. De næstbedste bliver vandbærere for de bedste uden at de nogensinde får del i anerkendelsen. Det kan vi ikke leve med. For at blive så konkret som muligt vil jeg tage et eksempel fra badminton en sport som kineserne dominerer på verdensplan. Spillerne med et vist talent opfordres allerede i 10 års alder til at flytte hjemmefra og samles i centre men hvis de kasseres som talent altså hvis de kommer til at høre til den store gruppe af næstbedste så kan de få job som support-player. Altså en menneskelig boldmaskine der skal gøre det stjernen eller det endnu ikke kasserede talent har brug for men som altså aldrig træner for sin egen skyld. Når vi danskere hører om det og forestiller os at man skulle sige det til en dygtig dansk spiller der bare ikke lige har vist sig helt dygtig nok endnu så bliver forskellen mellem et land med 5.5 mio indbyggere og et med 1.3 mia meget tydelig. I Kina risikerer individet åbenbart at

4 blive betragtet som en råvare man har rigeligt af og prisen er derefter. I den klasse fra Harbin som danskerne kæmpede imod var der endnu ingen support-players de gik på andre skoler med ringere lærere og færre penge. Og alligevel risikerer nogle af de børn vi så at ende som netop det: support players i den store kinesiske maskine. Hvorfor tror jeg alligevel på at vi kan klare os? Vi er faktisk bedre til talentudvikling Ved OL på kinesernes hjemmebane hjembragte Kina 100 medaljer Danmark 7, og sidste år i London der vel næsten kan kaldes vores hjemmebane selvom der uden tvivl bor flere kinesere end danskere i London fik Kina 88 medaljer vi fik 9. Med andre ord fik Kina kun 10 gange så mange medaljer som os og landet har mere end 240 gange så mange mennesker hvis man bruger tallene fra Nobelprisen er en slags mål for bedst talentudvikling når vi snakker brugen af hovedet. Danmark har flere end Kina men det skyldes primært at vi frem til murens fald fik 12, mens Kina kun fik 3 men i nyere tid, som jeg her sætter til at være efter murens fald (9.november 1989 jeg er belastet af både faktuel viden og tilstrækkelig alder til at huske det) har Kina hentet 5 og Danmark 2 (ud af ca. 185 personer der har fået del i de 115 Nobelpriser der har været uddelt i den periode). Retfærdigvis skal det siges at den seneste danske vinder faktisk var født og opvokset i USA men statistikken siger jo ikke noget om hvor man udførte sine studier og det arbejde man fik Nobelprisen for. Uanset om vi altså tæller danskamerikaneren Dale Mortensen med har Kina i moderne tid højst fået 5 gange så mange som Danmark og jeg minder om at forholdstallet mellem Danmark og Kina er 1:240. Da man lavede udsendelsen 9.z mod Kina var resultatet i den del hvor det handlede om at informationsbearbejde (læsning og opgaver på modersmål) at de to klart bedste var danske

5 elever kun de præsterede noget ekstraordinært. Netop her var der nemlig nogle lidt mere åbne opgaver som tydeligt voldede kineserne problemer. Kineserne vand knebent på gennemsnit pga vores bund men vore talenter var faktisk bedre. Hvem er det ofte der fører an når de unge er sammen med unge fra andre lande? Det er en dansker Hvert år drager danske unge ud som udvekslingselever. Det sker en gang imellem at de kommer hurtigt hjem fordi de ikke troede at de andre mente det alvorligt når de sagde nul alkohol. Men oftest sker der det at danske udvekslingselever klarer sig i toppen af de klasser de kommer i og rent skolemæssigt keder de sig faktisk lidt fordi opgaverne ikke er nær så udfordrende som de er vant til i den tilsvarende aldersgruppe i Danmark. Nu er det ikke så ofte at vi har udvekslingselever i Kina men meldingerne om bl.a. USA siger noget om niveauet på vores talentudvikling. Når der er tale om gruppearbejde og procesorienterede sammenhænge havner danskeren i en central rolle. Det ser vi ikke bare i NATO (og han er jo ikke ligefrem ung længere) men faktisk langt mere udtalt når vore unge deltager i europæiske eller internationale studenterkonferencer og - samarbejder. De er mere initiativrige og kan få flere ting til at ske uden at have fået besked på det og det kan jeg jo også genkende i denne årgang når vi har gennemført forskellige aktiviteter på skolen. I forlængelse af det må jeg sige at hver gang jeg selv har deltaget med danske elever i skolebesøg og udveksling ja så slår det mig at på nogle områder er vi altså foran. Selvstændighed, ansvarlighed og samarbejde går op i en højere enhed hos danskeren som ikke behøver ordrer eller detaljerede anvisninger og som ikke konstant skal bekræftes undervejs. Vi er langt mere selvledende og det er altså en styrke.

6 Men når alt dette pæne er sagt om vore unge og vor uddannelse så er der også sovepuder som vi ikke må overse Vi kan ikke facebooke os til dygtighed. Vi har elever der bruger mere end halvdelen af deres tid i skolen på noget der ikke har med læring at gøre. Vi skal tage digital dannelse alvorlig og bruge IT til læring ikke bare til underholdning og som koncentrationsforstyrrende element. Vi skal ikke lukke computerne vi skal stjæle skærmbilledet for der er opmærksomheden. Og vi kan også lære den enkelte elev bedre at kende med den nye teknologi hvis vi altså netop bruger den til læring. Vi kan ikke hygge eller dope os til dygtighed. Vi er nødt til også at byde ind med koncentration og arbejdsindsats for netop læring virker kun når jeg selv gør noget. En god svensk kammerat, doktor i pædagogik, roste engang danskernes evne til at veksle mellem at være på og at slappe af. Vi er måske blevet lidt for gode til det sidste og i festrusen (som min generation bærer ansvaret for at have lært nutidens unge) glemmer vi måske det første. Vi har kun et middel til at genoprette den gode balance mellem at være på og at hygge det er er opmærksomhed på den enkelte. Det er passende udfordringer. 9.z fik en masse opmærksomhed og der skete det som altid sker når de unge føler sig set de tager sig sammen og yder mere. I går sluttede 9.z af med et gennemsnit der ligger langt over landsgennemsnit sågar over privatskolernes snit og det siger noget om potentialet som også kan udløses uden at gøre alle klasser til genstand for tvudsendelser på landsdækkende tv. Vi må under ingen omstændigheder lave ren individdyrkelse og opgive samspillet mellem individ og fællesskab. Vores demokrati bygger på et grundlæggende ligeværd og den værdi må ikke gå tabt fordi vi udsættes for konkurrence. Hvis vi går over til Enhver er sig selv nærmest så taber vi til de

7 andre for så har vi opgivet det som giver os en fordel i en verden der hænger mere og mere sammen og hvor samarbejdsevnen vil blive sat stadig mere på prøve. Konklusion: Vi kan klare os mod kineserne men vi skal ikke gøre som dem vi skal holde fast i at hos os betyder talentudvikling udvikling af talentet hos den enkelte ikke udvikling af enkelte talenter - til gengæld skal vi gøre os mere umage for vi kommer ingen vegne uden brug af det eneste virksomme, præstationsfremmende middel på dette område: Læring. Hvis vi holder fast i at udvikle læring på vores måde og gør os umage med det så behøver vi ikke længere sige Kineserne kommer - så kan vi forhåbentlig i stedet sige: 当心! Dāngxīn! Pas på! 丹麦人都来了! Dānmài rén dōu láile! Danskerne kommer!