Et nyhedsmagasin fra. Vold som Udtryksform

Transkript

1 8. å r g a n g N r. 2 N o v e m b e r Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform

2 2 Ryd spalterne! Når de store nyheder såvel gode som dårlige tikker ind på redaktionerne, rydder de avisernes forsider. Den publikation, som du sidder med i hånden, ser på forsiden ud som den plejer. Det er kun farven der er ny og det er den i øvrigt hver gang. Til gengæld har vi ryddet indholdet samtlige spalter for at få plads til den massive strøm af gode erfaringer, som vi i de seneste måneder har modtaget elektronisk, pr. fax og pr. brev. Erfaringerne stammer fra udviklingsprojekter under Vold som Kommunikationsmiddel, som har arbejdet på at forebygge vold på arbejdspladser i social- og sundhedssektoren. Vold som Udtryksform 8. årgang, nr. 2, november 2002 Udgiver: Vold som Udtryksform Sekretariat: Socialt Udviklingscenter SUS Nørre Farimagsgade København K Tlf , fax sus@sus-net.dk ISSN: X. Oplag: ex. Red.: Per Holm (ansv.), Dorthe Perlt, Stig I. Sørensen og Bjarne Møller Layout & illustrationer: Christian Schmidt Tryk: SLM Grafisk Med overskrifter som Ved egen kraft og fælles hjælp, Bøh til bussemændene, Trivslen på vej op og Kropskrænkelser i undervisning kan man det? giver magasinets artikler et farverigt billede af de mange inspirerende og værdifulde aktiviteter, som udviklingsprojekterne har gennemført. Tre år er der gået, siden det hele startede med en satspuljebevilling og ved årsskiftet er det formelt slut med projekt Vold som Kommunikationsmiddel. I Socialt Udviklingscenter SUS har vi på uddannelsessteder, i bo- og servicetilbud, på sygehuse mv., oplevet et fantastisk stort engagement undervejs. Det vil vi gerne sige jer alle tak for! Også selvom interessen for aktiviteterne nogle gange krævede en ekstra indsats fra vores side. Fx når vi til konferencer med plads til mere end 300 deltagere måtte afvise det dobbelte antal interesserede. Den store interesse for aktiviteterne under Vold som Kommunikationsmiddel tillader vi os at kæde sammen med den måde, som Arbejdstilsynet og vi i SUS, har organiseret projektog puljeaktiviteterne. Her tænkes især på strukturen, hvor en koordinator, tovholder og nogle gange indpisker, binder udviklingsprojekterne sammen via netværksmøder, nyhedsbreve, konsultativ rådgivning og servicering. Denne kombination i samklang med konferencer samt skriftlig og mundtlig formidling gennem kanalerne i Vold som Udtryksform, inklusiv nærværende magasin, har haft afgørende indflydelse på at viden om aktiviteterne er nået ud til andre end projektmagernes nærmeste kolleger. Faktisk er det ikke kun kendskab til aktiviteterne, der har forplantet sig som ringe i vandet. Det har de konkrete aktiviteter også, fx kursus- og undervisningsforløb i voldsforebyggelse, kommunikation m.v. Og vi er overbeviste om, at ringene fortsat vil forplante sig. Også efter det formelle slutfløjt den 31. december En af de aktiviteter, som i de kommende år er med til at sikre fortsat fokus på voldsforebyggelse er Projekt PARIS. Med en pulje på 2,1 million kroner til udviklingsprojekter samt konferencer, netværksmøder, vejledningsmateriale til fængselsfunktionærer og meget mere, er rammerne lagt. I lighed med Vold som Kommunikationsmiddel forankres også Projekt PARIS administrativt i SUS, og vi vil lægge alle kræfter i, at Projekt PARIS også skal få en optimal gennemslagskraft. Målsætningen for Projekt PARIS er, at arbejde for en erfarings- og vidensformidling på tværs af sektorer og brancher. I SUS ser vi frem til at indrage nye og flere faggrupper i det voldsforebyggende arbejde, og er overbeviste om at forskellige faggrupper kan have stort udbytte af at lade sig inspirere på tværs af brancher. På den anden side er der sandsynligvis også grænser for inspirationen mellem brancher. Dem vil Projekt PARIS tydeliggøre, til glæde for fremtidige voldsforebyggende aktiviteter. Vi er parate til de nye udfordringer og glæder os til at fortsætte samarbejdet med Arbejdstilsynet. I næste udgave af Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform er vi tilbage med en mindre og dermed også mere traditionel udgave. Men ud over at belyse forskellige temaer af betydning for vold på arbejdspladser og at beskrive nogle af de mange aktiviteter under Vold som Udtryksform, vil vi selvfølgelig løbende rapportere om erfaringerne fra Projekt PARIS. På gensyn i Seniorkonsulent Bjarne Møller Læsevejledning For at gøre det lettere at finde rundt i de mange artikler er der på magasinets bagside et indeks, hvor du via forskellige søgeord kan finde frem til artikler, du har særlig interesse i. Endelig er der på side 9 en udvidet indholdsfortegnelse for artikler, som relaterer sig til puljen Faglige uddannelser og på side 41, en indholdsfortegnelse for puljen Flaskehalse.

3 Vold som Kommunikationsmiddel er en hårdtslående pulje 9,5 mio. kr. over 3 år. Det var, hvad der i 1999 blev afsat fra satspuljemidlerne til projekt Vold som Kommunikationsmiddel. Ikke en kæmpestor bevilling, men ikke desto mindre er der igangsat hele 47 udviklingsprojekter. Af direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet Mens det på forhånd kunne forventes, at der ville komme mange ansøgninger fra bo- og servicetilbud til den ene af de to puljer, der drejer sig om forebyggelse af personale-rekrutteringsproblemer på voldsplagede bo- og sevicetilbud, var det mere tvivlsomt, hvordan uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne ville respondere på den anden pulje om voldsforbyggelse i de faglige uddannelser. Men også her viste der sig stor interesse for at igangsætte udviklingsarbejder både på uddannelsesinstitutionerne og på praktikstederne og ofte i projekter, der bygger bro mellem uddannelses- og praktiksteder. Medvirkende hertil var formentlig både den konference om arbejdsmiljøundervisningen på uddannelser, som Arbejdstilsynet afholdt i januar 2000 og ikke mindst den undersøgelse af voldsforekomsten blandt praktikanter på SOSU-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, som Socialt Udviklingscenter SUS gennemførte i foråret 2000 som led i Projekt Vold som Kommunikationsmiddel. En undersøgelse, som jo viste, at en overraskende stor del af de studerende på disse uddannelser er udsat for vold og krænkelser i deres praktik. En væsentlig forklaring på, at det er lykkedes at igangsætte så mange udviklingsprojekter, er formentlig det tætte samarbejde med SUS. Med baggrund i Projekt Vold som Udtryksform havde SUS hele den forhåndsviden, de kontakter og det netværk, som er væsentligt, hvis man vil sætte en udviklingsproces i gang eller udbrede en allerede igangværende udvikling. Ikke alene har SUS meldt puljerne ud, talt med potentielle ansøgere, aktiveret netværket og forhåndsbehandlet ansøgningerne. De har også haft den løbende kontakt med projekterne. Mens nogle af projekterne handler om at udbrede allerede kendte voldsforebyggelsesmetoder til arbejdspladser, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med vold som en del af arbejdsmiljøet, er der i andre projekter tale om at afprøve nye metoder i det voldsforebyggende arbejde. Projekterne har også givet et godt indblik i, hvilke barrierer der er for det voldsforebyggende arbejde. På de årlige netværksmøder har projekterne haft god tid til indbyrdes erfaringsudveksling både inden for, men også på tværs af puljerne, idet dette også viste sig at være særdeles udbytterigt. Arbejdstilsynets repræsentant på netværksmøderne har oplevet et summende liv af engagement på disse møder. I begyndelsen handlede det mest om, hvordan man får skubbet projekterne i gang, men efterhånden som projekterne er skredet frem og erfaringerne har taget form, har deltagerne samlet sig i workshops, hvor projekterne har fremlagt deres erfaringer om bestemte emner. Også de hyppige Nyhedsbreve har medvirket til denne erfaringsudveksling og ikke mindst til at erfaringerne fra projekterne også når ud til nogle af dem, som ikke var så heldige, at få del i støttemidlerne. I det hele taget må jeg sige, at vi i Arbejdstilsynet er stolte af vores samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS. Deres tætte kontakt til bo- og servicetilbuddene har gødet jorden for projekterne og det har betydet at puljen har givet meget aktivitet for pengene. Af samme grund hilser vi også det nye Projekt PARIS velkommen. Med Projekt PARIS vil vi i et fortsat samarbejde med SUS forsøge at overføre de indhøstede erfaringer fra Vold som Kommunikationsmiddel dels til andre institutioner inden for social- og sundhedssektoren, men nok så vigtigt også til nye områder, bl.a. til fængselsvæsenet. Det kommer dels til at ske gennem egentlige formidlingsprojekter på baggrund af de nu gennemførte projekter i Vold som Kommunikationsmiddel, men også gennem igangsættelse af nye udviklingsprojekter. 3

4 Tre år med flaskehalse og faglige uddannelser 4 Ved årsskiftet er det slut med aktiviteterne under Vold som Kommunikationsmiddel. Kernen i projektet har været økonomisk støtte til en række udviklingsprojekter i hele landet. Artiklen giver et billede af aktiviteter og tendenser i de 47 projekter. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS I1999 blev der afsat 9,5 millioner på Finansloven til at iværksætte Projekt Vold som Kommunikationsmiddel. Bevillingen blev starten på en række nye initiativer i arbejdet med at begrænse volden og dens skadevirkninger på arbejdspladser i social- og sundhedssektoren. Projektet blev ledet af Arbejdstilsynet, og Socialt Udviklingscenter SUS fik ansvar for sekretariatsfunktioner, koordinering og formidling. En af aktiviteterne var uddeling af midler til lokale udviklingsprojekter via puljerne Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser og Forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud. I alt har 47 bo- og servicetilbud, uddannelsessteder m. fl. fået tildelt midler fra puljerne. De projekter, der modtog midler, indgik i et netværkssamarbejde med henblik på at styrke erfaringsopsamling, kvalificering og formidling. Derudover er der gennemført tre konferencer, udgivet publikationer, oprettet hjemmeside og årligt udsendt fire til fem nyhedsbreve. Vold mod studerende i praktik Under projekt Vold som Kommunikationsmiddel blev der også gennemført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om forekomsten af vold og trusler over for studerende under deres praktikforløb. Undersøgelsen omfattede studerende på pædagoguddannelsen, social- og sundhedsassistensuddannelsen samt sygeplejeuddannelsen på deres sidste studieår. Undersøgelsen viste, at to tredjedele af de studerende oplever, at blive udsat for vold eller trusler herom og adskillige af dem ikke kun én, men gentagne gange. Både praktikstedernes og uddannelsesstedernes kendskab til voldsepisoder opstår tilfældigt og behandles meget forskelligt fra sted til sted. Det er kun sjældent at praktiksteder og uddannelsessteder orienterer hinanden, hvis en studerende har været udsat for vold eller trusler om vold. Kun en lille del af de studerende mener, at deres sygefravær skyldes voldsepisoder under deres praktikophold, ligesom det også kun er en lille del af de studerende, der har overvejet at ophøre med uddannelsen på grund af vold eller trusler herom. Udviklingsprojekterne Uddelingen af midler til projekter er foregået af to omgange til begge puljer (hhv. i juni og december 2000). Der sammenlagt været 87 ansøgere til puljerne, hvoraf der er bevilliget økonomisk støtte til i alt 48 projekter. Et enkelt projekt valgte at springe fra midt i forløbet. Puljefordelingen var således: 23 projekter under puljen Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser 24 projekter under puljen Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud. I først ansøgningsrunde var der 26 ansøgere. 20 blev imødekommet. I anden runde var der 61 ansøgere og her blev 28 imødekommet. Alle landets amter er repræsenteret geografisk ved mindst ét udviklingsprojekt. Projekterne har både indeholdt basisaktiviteter fra ansøgere, der har haft begrænsede erfaringer med voldsforebyggende arbejde til metodeudviklende projekter fra mere erfarne medarbejdere, bo- og servicetilbud m.fl. Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser Formålet med denne pulje har været at støtte uddannelses- og praktikstedernes arbejde med at øge de studerendes bevidsthed om voldsrisikoen i arbejdet. Der blev fokuseret på at integrere voldsforebyggelsen i såvel undervisningen som i praktikforløbet. De 23 projekter fordeler sig på følgende uddannelsessteder: Otte pædagogseminarier, fire social- og sundhedsassistentskoler, tre sygeplejeskoler og en social højskole (et af de nævnte projekter afvikles som samarbejde mellem to uddannelsessteder). Ni bevillinger har blandede grupper af studerende fx praktiksteder på plejehjem og psykiatriske hospitaler. Aktiviteterne har været mangeartede og kan grupperes inden for følgende hovedaktiviteter: Udarbejdelse af studie- og undervisningsplaner Opdatering, udvikling og afprøvning af nye uddannelseskoncepter, undervisningsmaterialer og metoder Gennemførelse af kurser og temadage for studerende, lærere, praktikledere og praktikvejledere Udarbejdelse af procedurer for samarbejdet mellem uddannelsessteder og praktiksteder. Gennem projektevalueringerne melder de studerende tilbage, at de oplever et stort behov for at der sættes fokus på voldsrisiko og voldsforebyggelse som en del af deres uddannelse. Udover større forståelse for voldsrisikoen i arbejdet, fremhæver de studerende især en øget bevidsthed om egne reaktionsmønstre, samt øget kendskab til konkrete handlemuligheder. Flere projekter nævner ligeledes, at den styrkede bevidsthed også

5 Projekternes geografiske fordeling FH: Puljen Flaskehalse FU: Puljen Faglige uddannelser Nordjyllands Amt FH: 2 FU: 2 Viborg Amt FH: 1 FU: 1 Ringkøbing Amt FH: 1 FU: 1 Århus Amt FH: 4 FU: 3 Frederiksborg Amt FH: 1 FU: 1 Vejle Amt FU: 2 Vestsjællands Amt FH: 1 Københavns Amt FH: 3 FU: 5 Københavns Kommune FH: 3 Frederiksberg Kommune FH: 1 FU: 2 Ribe Amt FH: 2 FU: 1 Fyns Amt FU: 1 Roskilde Amt FU: 2 Sønderjyllands Amt FH: 2 FU: 1 Bornholms Amt FU: 1 Storstrøms Amt FH: 1 FU: 1 omhandler den studerendes egen kompetence både i forhold til samarbejdet/samspillet i gruppen og mere generelt i forhold til den faglige/professionelle rolle. Skræmmer al den snak om vold? Den megen fokus på volden og dens konsekvenser har på flere uddannelsessteder affødt en diskussion om elevernes reaktion. Gør al den snak om vold i uddannelsesforløbet de studerende mere skræmte eller utrygge? Uddannelsesafdelingen i Psykiatrien i Århus Amt har i forbindelse med evalueringen af et projekt, forespurgt om de studerendes/elevernes reaktion. I evalueringen gav de studerende udtryk for, at de oplevede at have fået en viden og gjort sig nogle praktiske erfaringer, der var anvendelige. Ingen af de studerende gav udtryk for, at kurset havde gjort dem utrygge. De studerene havde bl.a. følgende kommentarer: Jeg er blevet mere opmærksom på egne grænser og kroppens signaler ; Jeg er blevet mere sikker på mig selv og ved, at der kan gøres noget, hvis jeg bliver udsat for vold ; Jeg kan gå ind i situationer med andre øjne, jeg har fået nogle redskaber... jeg kan måske undgå nogle af de dumme situationer, hvor der let kan opstå magtkampe. Generelt udtrykker de involverede uddannnelsessteder et stort ønske om, at voldsforebyggelsen fortsætter som en integreret del af uddannelsesforløbene på de pågældende steder. Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud Puljens sigte har været, at støtte voldsreducerende udviklingsprojekter, på arbejdspladser der er kendetegnet ved et belastet psykisk arbejdsmiljø, med bl.a. langtidssygemeldinger og opsigelser. Begrebet flaskehalse refererer til de problemer, der kan opstå, når et boeller servicetilbud har svært ved at fastholde og rekruttere personale. Problemerne kan medføre, at bo- og servicetilbuddene havner i en ond cirkel, hvor mangelfuld normering og utilstrækkelig uddannet personale kan medvirke til, at de faglige, ledelsesmæssige og ressourcemæssige forudsætninger for voldsforebyggelse redu- 5

6 6 ceres. I forbindelse med rekruttering af medarbejdere beskriver flere bo- og servicetilbud, at selv egnede og velkvalificerede ansøgere ofte bliver usikre på egen kompetence og takker nej til stillingen, når de i ansættelsesinterviewet gjort opmærksom på voldsrisikoen. De 24 projekter i denne pulje har hovedsageligt været rettet mod voksne brugere/beboere, herunder mennesker med udviklingshæmning, psykisk og socialt belastede unge, hjemløse og misbrugere, demente samt psykisk syge. Projekterne kan grupperes inden for følgende hovedaktiviteter: Styrkelse af personalegruppens faglighed og fælles forståelsesramme, herunder større viden om målgruppen Udvikling eller indførelse af nye arbejds- og kommunikationsmetoder Uddannelse af lokale ressourcepersoner og vedligeholdelsesinstruktører Undervisning og supervision af medarbejdere Metoder til registrering og analyse af voldsepisoder Udarbejdelse af voldspolitik, beredskabsplaner og krisehjælpsordninger. Mindskes volden? Udviklingsprojekter, der har undersøgt omfanget af voldsepisoder før og efter de igangsatte voldsforebyggende aktiviteter, viser en tendens til at volden mindskes. Flere projekter fremhæver imidlertid, at talmaterialet er for begrænset eller for usikkert til, at der kan siges noget entydigt om effekten. Mange steder har det været svært, at vurdere den præcise effekt, idet tidligere registrering har været ufuldstændig eller fx er foretaget forskelligt fra afdeling til afdeling på samme arbejdsplads. Flere evalueringer peger på, at der har været en tydelige gevinst ved at medarbejdernes opfattelse af voldsepisoden og bevidsthed om egen håndtering af situationen har ændret sig betydeligt. Medarbejderne har fået flere værktøjer de kan bruge, til at håndtere situationerne mere sikkert. Flere steder giver personalet udtryk for, at den kollegiale opfølgning på voldsomme episoder er markant forbedret. For mange medarbejdere har projektaktiviteterne givet anledning til refleksion over egen praksis og ændret bevidsthed om vold som pædagogisk og kommunikativ udfordring. Flere projekter har således kædet kommunikation som pædagogisk udfordring sammen med de nye rammer for pædagogisk arbejde, der er fastlagt i Serviceloven. Flaskehalsproblematikken har ydermere sat fokus på, hvilke faktorer sammen med en målrettet voldsforebyggende indsats der skaber en arbejdsplads, som tiltrækker og fastholder medarbejdere gennem længere tid. På et af udviklingsprojekterne fra Københavns Kommune, fremhæver medarbejderne tre særlige kendetegn ved en god arbejdsplads: Åbenhed og tryghed i personalegruppen Kollegialt fora, herunder supervision, vidensdeling og tid til refleksion Rekruttering og følordning, som handler om vigtigheden af en god introduktion til arbejdet for både fast personale og vikarer. Generelle projekterfaringer Udover de faglige resultater og erfaringer fra aktiviteterne, peger projektmagerne på nogle mere generelle erfaringer fra arbejdet med at tilrettelægge, introducere og afvikle projekter. Botilbuddet Bo-Grindsted har beskrevet, hvordan samarbejdet om et fælles projekt giver større gruppefølelse og mulighed for at få øje på de store linjer i det daglige arbejde. En medarbejder beskriver det sådan: Samarbejdsmæssigt har projektet givet flere fælles mål for vores arbejde. Det har givet gejst og sammenhold at arbejde sammen om noget, der er større end alle de daglige småproblemer, og har bl.a. betydet, at vi ikke hænger os så meget i småting. På den måde har vi fået mere energi til både arbejdet i hverdagen og projektarbejdet. På den anden side kan der også være vanskeligheder ved projektarbejde på arbejdspladsen. Flere projekter giver eksempler på at medarbejderne oplevede projektet, som noget der blev sat i gang fra oven og savnede fx information om projektets idé og formål. Når den enkelte medarbejder ikke oplever ejerskab til aktiviteterne kan det medføre at projektet nedprioriteres især i en travl hverdag. Erfaringerne peger også på, at der ikke i alle tilfælde har været afsat den nødvendige tid til diskussion og refleksion over tanker og erfaringer, som ledelse eller projektkoordinator har haft i forbindelse med tilrettelæggelse, introduktion, samt opstart af projektet. Det betyder, at arbejdspladsen ikke får samlet op på den læring de har fået i forløbet læring der vil kunne anvendes i forbindelse med tilrettelæggelse at kommende tværgående projekter. Nogle af udviklingsprojekterne giver her deres bud på, hvilke overvejelser man bør gøre sig inden projektstart: Hvordan sikres det, at med arbejderne oplever og tager ejerskab i forbindelse med tværgående projekter? Hvordan sikrer man information og involvering af medarbejderne allerede tidligt i projektforløbet? Hvordan kan man sikre, at ambitionerne for projektet er afstemt i forhold til ressourcer, engagement og tidsramme? Hvordan sikres det, at der i forbindelse med længere projektforløb hvor der samtidig er indbygget input fra andre projekter er indbygge mulighed for mindre justeringer undervejs i forløbet? Vold som Kommunikationsmiddel fløjtes snart af, men arbejdet med de mange gode erfaringer fortsætter uden for rampelyset. Projektets mange aktører har vist et stort engagement, udholdenhed samt en smittende iderigdom og kreativitet. De lader sig ikke stoppe af et fløjt eller en forhindring. Og det skal de have tak for!

7 Inspiration gennem netværk Når man arbejder sammen, bliver inspirationen tændt, fagligheden pirret og gejsten holdes oppe. Det fortæller de, der har netværket under projekt Vold som Kommunikationsmiddel. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS En af de grundlæggende ideer i projekt Vold som Kommunikationsmiddel har været intentionen om via netværksarbejde at kvalificere udviklingsprojekterne, samt at arbejde for optimale muligheder for erfaringsopsamling og formidling. Det centrale omdrejningspunkt i netværksarbejdet, har været gennemførelsen af årlige netværksmøder. Her mødtes over to dage de projektmagere, som havde fået udviklingsmidler fra puljerne under Vold som Kommunikationsmiddel, til erfaringsudveksling, faglig inspiration, refleksion og energigivende samvær. Vi har spurgt Som supplement til de løbende opsamlinger på netværksmøderne, foretog SUS i september 2002 en række telefoninterview med fokus på projektdeltagernes oplevelse af netværksaspektet. I alt er Repræsentanter fra 15 forskellige projekter blevet bedt om at give deres vurdering af betydningen og effekten af netværksmøderne og af netværkssamarbejdet iøvrigt. Ud fra projektdeltagernes tilbagemeldinger har netværksmøderne overordnet haft tre funktioner: Mulighed for kommunikation og refleksion inden for de enkelte projekter Mulighed for inspiration via de eksterne oplægsholdere Mulighed for kontakt og erfaringsudveksling med de øvrige projekter. Pusterum Når man begynder at netværke, kan møderne med andre vise sig at være et meget tiltrængt afbræk i en stresset hverdagssrutine, viser tilbagemeldingerne fra de interviewede. Mange oplevede, at netværksmøderne var et hul igennem til eftertænksomheden i den fortravlede hverdag eller en kærkommen lejlighed til at få talt sammen internt i projekterne. Det med at få talt sammen skal ses i lyset af, at flere af projekterne er udformet som et samarbejde mellem forskellige uddannelsessteder, arbejdspladser eller afdelinger. Det betyder, at de involverede ikke nødvendigvis har en daglig eller regelmæssig kontakt med hinanden og derfor har svært ved at få talt sammen. Måske arbejder folk på skiftende tidspunkter, eller måske har de problemer med at afsætte tilstrækkelig tid til møder i den travle hverdag. Derfor foregår kommunikationen ofte mellem deltagere inden for samme projekt, som korte koordinerende samtaler eller via . At mødes til netværksmøderne bliver derfor et pusterum, hvor man kan koncentrere sig om projektet. Eller som en projektrepræsentant formulerer det: En oase, hvor vi fik tid og rum til at tale sammen. Frisk inspiration Når man i det daglige arbejder med konkrete projekter, kan tilgangene og vinklerne på det voldsforebyggende arbejde blive snævre og begrænsede. Mange af deltagerne har derfor lagt vægt på, at netværkssamarbejdet kunne give ny inspiration og nye perspektiver på arbejdet. Netværksmøderne har indeholdt oplæg fra eksterne ressourcepersoner med det sigte, at kvalificere og løfte de diskussioner og tanker, der opstod i kølvandet på indlæg fra udviklingsprojekterne. Som en projektrepræsentant siger om det friske pust: De eksterne oplægsholdere har givet andre perspektiver, som vi kan arbejde videre på. Faglig ping-pong og socialt samvær Pusterum og frisk inspiration var noget af det, de interviewede lagde stor vægt på. Der var imidlertid ét element, som overgik alt andet: Det faglige samvær med tyk streg under samvær. 14 ud af 15 adspurgte gav udtryk for, at den løbende kontakt med de øvrige projekter var et stort plus. Det gjaldt både den direkte faglige inspiration med konkret betydning for projektforløbet og resultaterne, og det gjaldt den motivationsfaktor, der ligger i at være sammen med andre, som befinder sig i samme situation som en selv. Fx fremhævede nogle, at oplevelsen af at stå alene, som man let kan få som projektansvarlig på en arbejdsplads, bliver brudt, når man møder andre, som står i en lignende situation: Bare dét at møde nogen, der er interesseret i det, vi laver, gør at man bliver lidt tændt igen, sagde en af deltagerne om samarbejdet. Det sociale aspekt fremhæves igen og igen som betydningsfuldt og energigivende. En deltager udtrykker det således: Dejligt at skulle noget, der også indeholder noget socialt. Det giver energi. Den faglige inspiration, der fremhæves af projektdeltagerne, bestod eksempelvis i at få konkrete idéer til litteratur, kursusindhold, ressourcepersoner eller nye ideer til faglige tilgange og metoder. Flere nævner, at de har fået et større overblik over aktiviteter, tilgange og metoder. Og undervisere på uddannelsesstederne pegede på, at de i forbindelse med undervisningsforløb nu har et større netværk, hvor de kan hente yderligere information, ideer til cases og lignende. Af samme grund har flere deltagere fået skærpet deres interesse for netværk og tværfagligt samarbejde. Det er en generel opfattelse, at ånden i netværkssamarbejdet har betydet, at deltagerne frit har kunne lade sig inspirere af, hvad man har fundet brugbart i de øvrige projekter. En projektdeltager beskrev udbyttet af netværksmøderne således: Vi har stjålet med arme og ben. Også muligheden for at diskutere og få kvalificerede kommentarer til egne initiativer blev nævnt som et stort plus. Den blandede erfaring med 7

8 Projekt PARIS Ved udmøntning af Satsreguleringspuljen for 2002 er der afsat midler til at sikre fortsat fokus på vold og voldsforebyggelse på virksomheder og offentlige institutioner. De samlede aktiviteter gennemføres under overskriften Psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladser med risiko for vold (PARIS). Som en del af aktiviteterne er der afsat 2,1 mill. kr. i en pulje til udviklingsprojekter. Puljemidlerne kan søges af virksomheder, herunder offentlige institutioner, som i forbindelse med arbejdets udførelse møder eller risikerer at møde fysisk eller psykisk vold (fra brugere, beboere, indsatte, patienter, elever m.fl.), herunder bl.a. brancher inden for social og sundhedssektoren, virksomheder/institutioner inden for uddannelsessektoren og fængselsvæsenet. Midlerne kan søges til konkrete udviklingsprojekter som har til formål at forebygge volden og dens skadevirkninger. Der kan maksimalt søges om kr. Der uddeles midler i to omgange med uddeling i henholdsvis december 2002 og marts/april voldsforebyggende arbejde herunder også de mange forskellige indfaldsvinkler til emnet betød, at deltagerne kunne udfordre hinanden og give hinanden kvalificeret feedback. Som en deltager udtrykte det: Deltagerne i netværksmøderne er jo karakteriseret ved at være mere aktive, engagerede og bevidste om problematikkerne end gennemsnittet. Endelig gav den faglige inspiration sig udslag i, at nye samarbejdsrelationer blev dannet. I de fleste af disse tilfælde udveksler deltagerne materialer og metodeerfaringer, og bruger hinandens kompetencer i forbindelse med undervisning og kursusafholdelse. Som en af deltagerne i netværket udtrykte det: Vi har fået lov til at afprøve dele af vort undervisningsprogram på netværksmødet og har fået værdifuld og kvalificeret tilbagemelding fra kolleger. Og vi har modtaget skriftlige materialer fra kolleger, som er indgået i vore overvejelser. Pulje til forebyggelse af vold på arbejdspladsen Ansøgningsfrist: Ansøgninger til første puljerunde skal være modtaget i Socialt Udviklingscenter SUS senest den 15. november Ansøgninger til 2. puljerunde skal være modtaget senest den 15. februar Ansøgningsmateriale: Ansøgningsskema og -vejledning til første puljerunde kan hentes på nedenstående adresse og hjemmeside. Ansøgningsskema til 2. puljerunde kan rekvireres sammesteds efter den 15. december Krav gav nyt perspektiv For at få tildelt midler fra puljerne under Vold som Kommunikationsmiddel har det været et krav, at bevillingshaverne skulle deltage i netværkssamarbejdet. Telefoninterviewene har vist, at netværksstrukturen har fungeret og har haft stor betydning for de fleste projekter. Netværksdeltagernes positive evaluering af netværkssamarbejdet rummer også mange erfaringer, der kan anvendes af andre netværksbaserede projekter. Fx viser erfaringerne, at det er en styrke, hvis der er et element af fleksibilitet i projektet. På den måde har udviklingsprojekterne mulighed for at småjustere undervejs i fx et treårigt forløb. Projektansøgninger skrives jo ofte, når man er mest uvidende. Eller sagt med andre ord: Inden man begynder at høste af egne og netværkets erfaringer. De gode erfaringer fra Vold som Kommunikationsmiddel taler for, at ideen om samarbejde imellem institutioner, som et vilkår for projektbevillinger, bør fastholdes og måske udbygges i forbindelse med fremtidige puljeaktiviteter. Nye udfordringer For medarbejdere ved uddannelsessteder, bo- og servicetilbud m.v., som har gennemført projekter under Vold som Kommunikationsmiddel, er der med midler fra Projekt PARIS skabt muligheder for at fortsætte samarbejdet om formidling af gode erfaringer. De fleste projekter står imidlertid også overfor en anden stor udfordring. De skal implementere og vedligeholde den viden, de har opnået. For at løse den opgave kan deltagerne givetvis bruge den erfaring, de har erhvervet gennem netværkssamarbejdet. At netværke lønner sig! 8 Socialt Udviklingscenter SUS, Nørre Farimagsgade 13, 1364 København K Tlf (sekretær Bente Jensen) eller bej@sus-net.dk

9 Indholdsfortegnelse, side Puljen Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser 10 Introduktion til efterfølgelse Jørgen Terp, Driftsområdet for Voksne Handicappede, Århus Amt 11 Ved egen kraft og fælles hjælp Uffe Vester Nielsen, Aalborg Socialpædagogiske Seminarium 12 Vold i elevers psykiatripraktik Lene Dahlgaard, Social- og Sundhedsskolen, Viborg Amt 14 Jeg har fået noget at tænke over Vibeke Sjøgreen og Pia Wismer Kielberg, Psykiatrien i Århus Amt 15 Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold Socialpsykiatrisk dag- og døgncenter Nord, Lemvig 16 Undervisning i forebyggelse og håndtering af vold på psykiatrisk afdeling Københavns Amts Sygehus Gentofte 18 Bøh til bussemændene Tove Jørs Nielsen, Marie Simonsen, Joan Jessen, Skolen for social- og sundhedsuddannelser, Aabenraa 19 Forstå dit kropssprog og brug det! Jelling Statsseminarium 20 Fortællinger om vold Dorthe C. Iversen, Kolding Pædagogseminarium & Inge Larsen, Sosu-skolerne i Vejle Amt 22 Den sociale højskole har en plan [1] Kirsten Hvidtfeldt, Den Sociale Højskole i København 24 Praktikvejledere på skolebænken Lene Folkman Ipsen, Bornholms Amts Sundheds- og Sygeplejeskole 25 Styrket samarbejde Jane M. Lauridsen, Roskilde Pædagogseminarium Frøbelhøjskolen 26 NLP nyt værktøj i arbejdet med vold Jette Pedersen, Social- og psykiatriforvaltningen, Frederiksborg Amt 28 Voldshåndtering en faglig kompetence Jeanette Skamby og Marion Ravn, Storstrøms Amt 29 Kropskrænkelser i undervisning kan man det? Ole Schouenborg, Lars Frost, Frank Hedegaard, Jette Bundgaard, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium 30 Et godt fundament Ulla Fischer og Henrik Wiegman, Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Q/QU, KAS Glostrup 32 Det er o.k. at blive bange [1] Solvang og Tornehøjgaard, Københavns Amt 34 Jeg vil jo kun hjælpe Dagny Grosen og Elisabeth Harpsøe, Sygeplejeskolen i Odense 36 Mellem to poler Jens Hansen, Ballerup Seminariet 37 Lærer af problemerne Anne Helms, Lis Christoffersen og Agnes Stefansen, Diakonissestiftelsens Sosu-skole, Frederiksberg 39 Vold skal fortælles Esben Bak og Kjeld Nielsen, Seminariet i Esbjerg 40 Kontaktadresser Vedrørende puljen Faglige uddannelser P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... [1] Artiklerne har tidligere været bragt i Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform, 7. årgang, nr. 2,

10 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... Introduktion til efterfølgelse Stor tilslutning til forsøg med introduktionskurser for studerende. Konceptet føres nu videre. Af sikkerhedsleder Jørgen Terp, Driftsområdet for Voksne Handicappede, Århus Amt Hovedsikkerhedsudvalget i Driftsområdet for Voksne Handicappede besluttede i 2000 at udvikle et koncept for introduktionskurser for de studerende i praktik på området. Tanken var, at kurserne skulle give de studerende en grundig indføring i begreberne vold, handicapforståelse og menneskesyn, samt at give viden om og forståelse af Århus Amts voldspolitik, så praktikanterne herigennem bedre kunne forholde sig til vold og voldsomme hændelser. Projektet blev en realitet i foråret med støtte fra Vold som Kommunikationsmiddel, og Hovedsikkerhedsudvalget besluttede at overdrage opgaven med at udvikle og undervise på introduktionskurset til Sølunds organisationskonsulent, viceforstanderen på Sødisbakke og sikkerhedslederen for Driftsområdet for Voksne Handicappede. Stor tilslutning I løbet af efteråret mødtes arbejdsgruppen flere gange for at drøfte konceptet for kurset. Indholdet blev fastlagt, og der blev udarbejdet forskelligt undervisningsmateriale. Da de temaer, kurset skulle omhandle, i høj grad er værdibaserede, valgte vi at lægge megen vægt på dialogen i undervisningen, blandt andet via cases og gruppedrøftelser. I projektforløbet afviklede vi tre kurser med deltagelse af i alt 138 studerende, hvilket var større tilslutning, end vi på forhånd havde regnet med. På kurserne valgte vi om formiddagen at præsentere de studerende for oplæg om afgrænsning af voldsbegrebet og indsatsniveau. Desuden var der introduktion til forsorgens historiske udvikling i relation til det naturalistiske, det humanistiske og det kristne menneskesyn. Vi sluttede formiddagen af med at vise videofilmen Vold som Udtryksform (Socialt Udviklingscenter SUS, 1997). Eftermiddagene blev brugt på oplæg om forskellige voldsformer, voldspraksis, årsager til voldelige reaktioner fra beboere, forebyggelse af vold, handlemuligheder, håndtering af voldssituationer, opfølgning af voldstilfælde samt en gennemgang af Århus Amts voldspolitik og vejledning om vold. Arbejdsgruppen havde lagt op til, at kursusforløbet i høj grad skulle være dialogbaseret, men måtte konstatere, at vi ikke altid fik den dialog i gang, som vi havde håbet på. Det skyldtes dels de mange deltagere på hvert hold, dels det relativt komprimerede program for en enkelt kursusdag. Vi oplevede, at de studerende var meget interesserede i undervisningstemaerne, og at der er et stort behov for at beskæftige sig med dette område på forskellige niveauer. Kurserne føres videre I forbindelse med evalueringen af de to sidste kurser spurgte vi de studerende om, hvordan de oplevede fokuseringen på volden. Gav det dem tryghed eller eventuelt det modsatte? Hovedparten af kursusdeltagere svarede, at fokuseringen på volden gjorde dem mere trygge i det daglige arbejde. Det er yderst interessant, og må vel samtidig tages som et udtryk for, at de oplever, at der bliver taget hånd om problematikken i deres praktikker. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at det, vi arbejder med, kun er en del af et introduktionsforløb. Vi kan umuligt på en enkelt dag bibringe de studerende en dybtliggende faglig indsigt i så komplicerede emner, som vi har været omkring på kurserne. Men har vi i det videre praktikforløb medvirket til at kvalificere de studerendes spørgsmål, er meget nået. Som nævnt deltog 138 studerende i praktik i driftsområdets dag- og døgntilbud i de tre introduktionskurser. Det er en meget flot opbakning, og vi tager det som udtryk for, at der også fremover er et ønske om denne type kurser. Hovedsikkerhedsudvalget i Driftsområdet for Voksne Handicappede har på den baggrund besluttet, at der fremover skal afvikles introduktionskurser for studerende i praktik i driftsområdets dag- og døgntilbud efter det koncept, som er udviklet via dette projekt. 10

11 Ved egen kraft og fælles hjælp Ålborg Socialpædagogiske Seminarium inviterede institutioner og boformer til samarbejde om undervisning i voldsforebyggelse. Ved fælles hjælp kan vi mere, lød filosofien det gør den stadig. Af seminarielærer Uffe Vester Nielsen, Aalborg Socialpædagogiske Seminarium Målet med projekt Ved egen kraft og fælles hjælp var at kvalificere seminariets undervisning i voldsforebyggelse: Først og fremmest at give de studerende viden og kompetencer, så vold og krænkelser undgås, og dernæst at forberede dem på og kvalificere dem til at tackle voldsepisoder hensigtsmæssigt, når eller hvis de opstår. Seminariet kunne ikke løfte denne opgave alene. Dels manglede vi viden og kompetencer som undervisere, dels er virkeligheden i praksisfeltet så kompleks, at vi fandt det hensigtsmæssigt at arbejde tæt sammen med praksis, om at tilrettelægge og gennemføre undervisningen. Derfor var projektets bærende ide, at vi ved fælles hjælp med udvalgte samarbejdspartnere i Nordjyllands Amt (institutioner/boformer) og disses medarbejdere ville udvikle og gennemføre kurser, som mere præcist dækker de behov og løser de problemer, der er i den pædagogiske praksis. Samarbejdet har været på to niveauer: Et organisatorisk niveau, hvor ledere fra praksis sammen med undervisere fra seminariet har udviklet et undervisningsprogram. Og et praksisniveau, hvor ideen var, at uddannede pædagoger sammen med studerende skulle udvikle undervisningen og samtidig undervises. En af de metoder, vi på forhånd vidste, vi ville afprøve, var videoanalyse af situationer med samspil mellem brugere og medarbejdere. Til det valgte vi at benytte Marte Meo-metoden. Marte Meo betyder ved egen kraft deraf en del af titlen på projektet. De vigtigste resultater Vores vigtigste erfaringer fra projektet kan formuleres i fire hovedsætninger: 1) Samarbejde med praksisfeltet er spændende og givtigt At forstå praksis og de problemstillinger, medarbejderne står med i det daglige, er vigtigt for seminariet og undervisningen. Derved har vi mulighed for at formidle med vores ofte mere teoretiske tilgange og forståelsesrammer, så de kan blive brugbare i den pædagogiske praksis. De uddannedes erfaringer har været berigende for både studerende og undervisere. Samarbejdet på det organisatoriske plan har også givet andre og mere nuancerede forståelser af de problemstillinger, som er i praksis, til at forebygge vold. Eksempelvis har seminariet og praksisfeltet nu bedre mulighed for at etablere en koordineret indsats i forhold til støttetiltag, når medarbejdere har været udsat for vold og krænkelser. 2) Fysiske øvelser opleves som spændende og givtige af kursisterne Allerede ved tilrettelæggelsen af kurset var vi opmærksomme på, at vi skulle afprøve og udvikle andre undervisningsformer. Specielt ville vi forsøge at indarbejde mere kropsorienterede øvelser, hvor sanser og fornemmelser kom i spil. Det blev praktiseret med inspiration fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium med stor succes. Såvel studerende som uddannede oplevede det som en ny og anderledes tilgang til at forstå og agere anderledes i pædagogisk praksis. 3) Det er ikke hensigtsmæssigt, at bruge Marte Meo i et sådant kursus, som vi har afviklet Marte Meo var tænkt som gennemgående metode, og et centralt omdrejningspunkt i tilrettelæggelse og afvikling af projektet. Vi har erfaring fra grunduddannelsen for, at Marte Meo er en god og brugbar metode, hvis man vil fremme en udviklingsstøttende dialog og kommunikation. Derfor har vi også (stadig) tiltro til, at metoden er hensigtsmæssig. Men i vores forsøgsprojekt har vi ikke haft succes med den. Det skyldes dels, at det rent praktisk ikke har været muligt at få tilstrækkelige videoobservationer af samspillet mellem kursister og brugere til brug for undervisningen. Barriererne har måske været, at kursisterne var blufærdige over for at skulle udstille egne svagheder eller fortræffeligheder! Desuden har mange af de studerende ikke reelt haft mulighed for at optage samspilssituationer, da de ikke er i praksis (praktik eller vikararbejde). Endelig var videoanalyserne mere tidskrævende end forventet. Det vil sige, at underviserne havde vanskeligt 11 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

12 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r ved at nå det inden for de givne tidsrammer. 4) Der er både fordele og ulemper ved at sammensætte et hold af uddannede og studerende Først og fremmest er uddannedes og studerendes forudsætninger meget forskellige. Det betyder, at undervisningen skal tilrettelægges, så der tages hensyn til meget forskellige ståsteder. De studerendes billeder eller erfaringer og indlevelse i praksisproblemer er generelt ikke på samme nuancerede niveau som de uddannedes, der arbejder i praksis. Og omvendt er nogle af de uddannedes begrebsmæssige viden ikke altid på samme niveau som de studerendes. På trods af det har sammensætningen været en delvis succes. De studerende har haft stort udbytte af at være sammen med uddannede. De har ofte oplevet at kunne få konkretiseret og nuanceret problemstillinger og forholdemåder i den konkrete pædagogiske praksis. Mange uddannede har også oplevet det som givende at få lov til at øse ud af erfaringer. Videre frem Vi vil fremover indarbejde flere af erfaringerne fra projektet i vores volds- og praktikforberedende undervisning. Dels vil vi forsøge at udvide undervisningen med 50%, så de studerende fremover får 18 lektioner, dels vil vi inddrage erfaringer med kursusindholdet i den fremtidige undervisning. Her tænkes specielt på at opprioritere den mere kropsorienterede og sansede tilgang i undervisningen. Men vi vil også forsøge fremover at samarbejde med praksisfeltet, så der vil blive mere direkte inspiration fra uddannede. Om dette skal ske ved, at uddannede er medkursister, eller vi skal inddrage undervisere fra praksisfeltet, er endnu ikke klarlagt. Vi har høstet mange erfaringer i projektet, og også konstateret barrierer og ulemper både økonomisk og af praktisk art. Men vi mener stadig, at vi ved fælles hjælp kan mere. Vold i elevers psykiatripraktik Mange spørgsmål trænger sig på, når elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen skal i praktik i psykiatrien. Kvaliteten i undervisningen og vejledningen, og ikke mindst et godt forhold mellem elev og praktikvejleder har stor betydning for, hvordan eleverne håndterer deres oplevelser med vold. Af konstitueret afdelingsleder Lene Dahlgaard, Social- og Sundhedsskolen, Viborg Amt IViborg Amt er uddannelsen for social- og sundhedsassistenteleverne tilrettelagt, så eleverne i deres anden praktikperiode er i psykiatrien (15 uger). Forud for praktikken tager undervisningen udgangspunkt i teorier og problemstillinger inden for psykiatrien. Mange elever er nervøse for psykiatri-praktikken. Angsten for den fysiske og psykiske vold kommer til udtryk med tanker som: Hvad mon jeg bliver udsat for?. Hvordan vil jeg reagere, hvis jeg bliver truet?. Hvordan vil jeg reagere på fysisk vold?. Kan jeg mon overhovedet klare at arbejde blandt psykisk syge?. Praktikstederne er meget forskellige. Både inden for behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien findes afdelinger og institutioner, hvor eleverne ikke kan undgå at opleve voldsepisoder under praktikforløbet. Det er skolens erfaring, at langt de fleste afdelinger, institutioner og bosteder håndterer vold eller trusler om vold i forhold til både elever og fastansat personale meget professionelt. En del steder er der nedskrevne procedurer og planer for, hvem der skal gøre hvad og hvordan, hvis vold eller trusler om vold opstår. Andre steder er der uskrevne regler. Eleverne opfordres oftest til at trække sig tilbage, hvis der er optræk til voldsepisoder. De indgår ikke på lige fod med det faste personale, når det gælder om at håndtere og minimere volden på afdelingerne, men de deltager på lige fod, når eventuelle voldsoplevelser skal bearbejdes. Elevernes ansvar i forhold til at forebygge vold er en del af uddannelsesforløbet, og det forventes, at de er bevidste om og kan handle professionelt i forhold til at forebygge og minimere vold. Den hjælp, eleverne ofte får tilbudt, hvis de har været udsat for voldsepisoder, er i første omgang en samtale med praktikvejlederen og eventuelt lederen på stedet. Her tages stilling til, om der er behov for professionel krisehjælp, eller om opfølgning i afdelingen er tilstrækkelig. Enkelte elever vælger at kontakte holdlæreren på Social- og Sundhedsskolen. Det er yderst sjældent, at volden anmeldes til Arbejdstilsynet. Tier om volden Forholdet mellem eleven og praktikvejlederen har meget stor betydning for, hvordan eleverne håndterer deres oplevelser. Det er skolens opfattelse, at nogle få elever vælger ikke at fortælle om voldsepisoderne, fordi de oplever, at det er en falliterklæring, at de ikke selv er i stand til at tackle situationerne. Disse elever er ofte usikre, utrygge og meget sårbare. De er ofte bange for, om deres oplevelser kan blive tolket som manglende evne til at klare praktikken, og måske bange for, om det kan få konsekvenser for vurderingen af praktikforløbet. Denne lille gruppe af elever bruger i visse tilfælde holdlæreren som vejleder i forhold til at tackle situationerne. Hvis der er samarbejdsvanskeligheder mellem praktikvejleder og elev, har det ikke kun betydning for håndteringen af eventuelle voldsepisoder, men for praktikforløbet i det hele taget. Problemer med samarbejdet kan indimellem føre til, at eleven oplever, at det er praktikvejlederen eller praktikstedet, der giver anledning til oplevelser med psykisk vold. Det gælder ikke kun i psykiatripraktikken, men i alle praktikforløb.

13 Magtforholdet mellem patient og medarbejder kan i mange situationer sammenlignes med magtforholdet mellem elev og vejleder. Som medarbejder og som praktikvejleder har man i kraft af sin position en enorm magt, som kan præge forholdet mellem parterne. I forhold til disse komplicerede uddannelsesforløb har elev, skole og praktik i fællesskab en opgave, der skal løses i forhold til psykiske voldsoplevelser. I skoleuddannelsen kan magtforholdet mellem lærer og elev også føre til, at enkelte elever føler sig forfulgte og er angste for sanktioner. De beskriver det som en voldslignende oplevelse. Ovenstående erfaringer er der kommet mere fokus på, via deltagelsen i udviklingsprojektet Forebyggelse, håndtering og minimering af vold. Problematikken omkring elevernes oplevelser af psykisk vold var oprindelig ikke en del af det udviklingsprojekt, som Social- og Sundhedsskolen og psykiatripraktikken gennemførte i 2001 under Vold som Kommunikationsmiddel. Men de mekanismer og strategier, som er kendetegnende, når det gælder forebyggelse, håndtering og minimering af psykisk vold i forhold til klienter eller patienter, kan i stor udstrækning sidestilles med det, eleverne beskriver i forhold til praktikvejledere eller undervisere. Udviklingsprojektet havde til formål, at udvikle samarbejdet og sammenhængen mellem skole og praktikforløb inden for social- og sundhedsassistentelevernes psykiatriske arbejdsfelt med fokus på årsager til vold, håndtering, minimering og forebyggelse af vold. Projektet fokuserede på fælles forståelse af centrale temaer og udvikling af samarbejdet mellem skole og praktik via fælles temadage. Med dette fælles udgangspunkt blev der udarbejdet undervisnings- og vejledningsmateriale til brug i både skole- og praktikperiode. problematikkerne, og det har ført til positive resultater. Fælles undervisningsmateriale for skole og praktik om forebyggelse, minimering og håndtering af vold har givet anledning til øget opmærksomhed og hermed forebyggelse af mange af de problemstillinger, som vi tidligere har hørt om fra eleverne. Praktikstedernes og skolens opmærksomhed på volden har medført, at eleverne forstår, at det er vigtigt, at de kommer frem med deres oplevelser med vold eller trusler om vold. Elevernes viden og dermed handlemuligheder i forhold til at forebygge vold er også øget som følge af deltagelsen i projektet. Undervisningsmaterialet, som er udkommet i håndbogsformat, bruges på grunduddannelserne og på kurser, som afvikles på skolen. Håndbogen blev revideret løbende gennem projektet og bliver det stadig, selvom projekttiden for længst er forbi. Håndbogen indeholder følgende emneområder: Fysisk vold Psykisk vold Håndtering af vold Bearbejdning af voldsoplevelser Forebyggelse og minimering af vold Juridiske og etiske forhold Magtanvendelse Psykiatriloven. Det har været et stort arbejde for projektdeltagerne (undervisere og praktikvejledere) at udvikle materialet, men det har vist sig at være et godt fagligt og pædagogisk redskab i undervisningen og vejledningen af elever og kursister både for det social- og sundhedsassistenthold, der var udvalgt til deltagelsen i projektet, men også for de efterfølgende hold. Derved kan det på længere sigt være med til at forebygge, minimere og håndtere volden på en langt mere professionel måde, idet elevernes viden, færdigheder og holdninger tydeligvis er påvirket af den øgede indsats på området. Stadig meget at lære Efter deltagelsen i udviklingsprojektet er konklusionen, at der på skolen og i praktikken, i langt de fleste tilfælde, bliver taget hånd om elevernes oplevelser i forbindelse med vold eller trusler. Undervisningen og læringen i praktikken er tilrettelagt, så eleverne får de fornødne kundskaber og færdigheder i forhold til at arbejde blandt psykisk syge mennesker, hvor forebyggelsen, håndteringen og minimeringen af vold er en central del. Selv om der er fokus på dette både i teori- og praktikundervisningen vil det dog altid være individuelt, hvordan man reagerer på vold eller trusler om vold. Her er det vigtigt, at den enkelte elev bliver bevidst om egne mestringsstrategier i forhold til trusler og voldsoplevelser. Praktikvejlederen har således en vigtig rolle i forhold til at støtte elevens faglige og personlige udvikling i forhold til forebyggelse, håndtering og minimering af vold i pleje- og omsorgsarbejdet. Der er stadig behov for at have fokus på voldsproblematikken, da ressourcerne inden for psykiatrien også er præget af, at der ikke altid er den fornødne tid til de psykiatriske patienter eller brugere, hvilket medfører øget risiko for voldsepisoder. Strategier til at håndtere vold og forståelse for voldens mange ansigter er forsat et område, der skal udvikles på. Vi har alle endnu meget at lære. Håndbogen om håndtering, minimering og forebyggelse af vold er på 81 s. Den kan købes for 50 kr. på Social- og Sundhedsskolen, Viborg Amt, tlf P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... Fælles undervisningsmateriale Via udviklingsprojektet er der kommet ekstra opmærksomhed på volds- Dele af artiklen har tidligere været bragt i Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform, 8. årgang, nr. 1, juni

14 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r Jeg har fået noget at tænke over Kurser i konflikthåndtering og voldsforebyggelse specielt tilpasset elever og studerende i psykiatrien giver større indblik og handlemuligheder. Af uddannelseskonsulent Pia W. Kielberg og psykolog Vibeke Sjøgreen, Psykiatrien i Århus Amt Psykiatrien i Århus Amt modtager hvert år ca. 650 social- og sundhedsassistentelever og sygeplejestuderende i praktik. Praktikpladserne er fordelt på psykiatriske sengeafdelinger og socialpsykiatriske botilbud. Psykiatrien er et af de områder, hvor der er risiko for at blive udsat for trusler og vold. Det er derfor obligatorisk for ansatte på Psykiatrisk Hospital i Risskov og i Silkeborg og for alle ansatte i lokalpsykiatrien, at gennemgå kurset Konflikthåndtering og voldsforebyggelse. På kurserne blev der flere gange udtrykt bekymring over, at elever og studerende ikke er tilstrækkeligt rustet til et eventuelt møde med patienter, der reagerer voldsomt. Manglende viden og erfaring kan betyde, at de studerende er unødigt usikre og bange for mødet med den psykiatriske verden, og at de kommer i situationer, hvor de udsætter sig selv for fare. Psykiatrien igangsatte derfor et projekt, der skulle udvikle og tilpasse kurset i konflikthåndtering og voldsforebyggelse til elever og studerende med henblik på: At øge deres bevidsthed om voldsrisikoen i arbejdet At de tilegner sig viden om forebyggelse af trusler og vold At de får kendskab til vigtige elementer i håndtering af og opfølgning efter voldsepisoder. Målgruppen var sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistenter i praktik i psykiatrien i foråret Der blev holdt to uddannelsesforløb på hver fire dage. Kurset passes til Kurset i konflikthåndtering og voldsforebyggelse er tredelt. Der arbejdes med træning i enkelte frigørelses- og fastholdelsesteknikker, hvor omsorgen for patienten og personalets sikkerhed er i højsæde. Derudover arbejdes der med situationsspil, hvor deltagerne får mulighed for at arbejde med egen rolle og adfærd i konfliktsituationer. Endelig er der en teoretisk del, hvor der sættes fokus på konfliktens felt, signalaflæsning og opfølgning efter voldsomme begivenheder. Indhold og niveauet i de to kurser, der blev afviklet under projektet, blev tilpasset deltagernes aktuelle viden og erfaring. Situationsspillene blev udformet, så de afspejlede situationer, som de studerende og elever typisk ville kunne opleve. Enkelte af de teoretiske oplæg fra de oprindelige kurser blev udeladt, og der blev indlagt nye mere relevante oplæg og temaer som: Trusler og situationer, der typisk kan udløse trusler og vold, Hvordan påvirker stress os kropsligt og mentalt? og At være studerende i psykiatrien. På baggrund af evalueringerne af kurset har vi justeret og udviklet programmet og kursusmaterialet, så der nu ligger en råskitse et forslag til et konflikthåndteringskursus for både sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever. Flere handlemuligheder Kurserne blev evalueret både skriftligt og mundtligt. Det fremgår af evalueringerne, at de studerende finder det vigtigt, at have mulighed for at dele erfaringer med de andre elever og studerende. Deltagerne siger desuden, de er blevet mere opmærksomme på deres egne reaktioner i konfliktsituationer, og at de har fået nogle ideer til, hvordan de kan handle i konkrete situationer: Jeg har fået noget at tænke over (egne reaktionsmønstre/holdninger) og nogle praktiske redskaber, der giver mig bedre handlemuligheder. Vi havde mange overvejelser i forbindelse med udviklingen af kurset. En af dem var, hvad der ville ske, når vi satte fokus på volden og dens konsekvenser. Ville de studerende blive mere bange og usikre? Eller ville de opleve sig så godt rustede, at de måske ville optræde overmodigt og gå ind i opgaver, de endnu ikke var kompetente til? Hvordan kunne vi udforme et kursus, hvor der blev sat fokus på det at arbejde i sammenhænge, hvor der kan forekomme trusler og vold, uden at skræmme eller gøre overmodige. Vi spurgte: Er der noget på kurset, der har fået dig til at føle dig mindre sikker? Samtlige deltagere svarede nej. Alle gav udtryk for, at kurset havde stor relevans for dem, og ingen følte sig mere utrygge efter kurset. De følte sig bedre rustet og mindre usikre i forhold til praktikperioden i psykiatrien. Spørgsmålet om overmod kan ikke umiddelbart besvares, men det er vores indtryk, at deltagerne var realistiske i forhold til deres rolle som praktikant: Jeg har fået større forståelse og indsigt i, hvorfor folk gør, som de gør, jeg vil være mindre angst for at komme i forskellige situationer med beboere og kan se flere muligheder. Mindre usikkerhed Der var mange positive kommentarer til opbygningen af kurset med det gennemgående forsøg på at koble teori med praksis. Flere nævnte det vigtige i, at undervisningen tog udgangspunkt

15 i en virkelighed, de kendte. Ca. en tredjedel af kursisterne fandt, at timerne i stress og lovgivning var en gentagelse af undervisning fra skolerne. Flere ville til gengæld gerne have haft mere tid, især til indlægget om at være elev. Der var energi i dette tema, hvor det blev tydeligt, at elever og studerende var meget optaget af de vanskeligheder og frustrationer, som samarbejdet med det faste personale og vejledere kan give fx en følelse af ikke at blive taget alvorligt. Det ser ud til at, det vil være en god ide at lave et tilbud til studerende og elever, hvor mere personaleinterne problemstillinger og konflikter er på dagsordenen, for at hjælpe de studerende til at finde handlemuligheder. Flere ønskede kurset forlænget med en dag og en opfølgningsdag senere. Alt i alt må vi konstatere, at kurserne opfyldte et udækket behov hos elever og studerende. Evalueringerne viser, at de studerende generelt oplevede sig bedre rustet efter kurset og mindre usikre i forhold til praktikperioden i psykiatrien. Det er vores overbevisning, at der i høj grad er brug for at sætte fokus på dette område med udgangspunkt i praktikanternes specielle situation, og at det er muligt at gøre det uden at øge usikkerheden. Det, at de studerende har oplevet at få større viden og indsigt og samtidig har fået handlemuligheder, som de umiddelbart kan bruge, har haft stor betydning for deres oplevelse af at føle sig mere sikre. På grund af det store antal elever og studerende i praktik er det ikke er realistisk, at praktikstederne afholder kurserne, men vi kan kun anbefale, at tråden tages op, og at kurser som disse bliver obligatoriske for uddannelserne for elever og studerende på de respektive skoler. Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold Styregruppen mod vold indenfor psykiatrien i Ringkøbing Amt, har været omdrejningspunktet i en tværfaglig voldsforebyggende indsats rettet mod studerende på uddannelsesinstitutionerne inden for social og sundhedsområdet i amtet. Projektet er afviklet som et samarbejde mellem uddannelses- og praktiksteder og omfatter undervisning inden praktikophold, samt temadage i praktikperioden. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Baggrunden for projektet I foråret/sommeren 2000 satte undersøgelsen Vold mod studerende i praktik, fokus på studerendes oplevelser af vold og trusler om vold i deres praktikperioder. Undersøgelsen, der var foretaget af Socialt Udviklingscenter SUS, viste at der her var tale om et stort problem, der måtte tages hånd om. Ringkøbing Amt igangsatte på den baggrund, en forebyggende indsats med særligt fokus på praktikforløb inden for psykiatriområdet. Som del af indsatsen fik en gruppe bestående af Karen Christensen, fra Socialpsykiatrisk dag og døgncenter Nord i Lemvig medlem af den amtslige styregruppe, samt repræsentanter fra relevante uddannelseinstitutioner til opgave, at formulerede et tværfagligt voldsforebyggende projekt. De amtslige uddannelsesinstitutioner var repræsenteret ved Holstebro Pædagogseminarium, Psykiatrisk Afdeling på Holstebro Sygehus (praktiksted for sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistenter), samt senere i forløbet også Sygeplejeskolen, i Holstebro, samt Ikast Seminariet og Social- og Sundhedsskolen i Herning. Arbejdet resulterede i projektet Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold. Målsætningen for projektet var at udvikle et tværfagligt kursus, der dels på uddannelsesinstitutioner, dels i praktikken skulle medvirke til, at de studerende/eleverne: Opnår en faglig forståelse af konflikter og vold i relation til den sindslidende bruger Tilegner sig forståelse for forebyggelse og håndtering af vold samt opfølgning efter voldsepisoder Tilegner sig enkle redskaber til at forebygge og håndtere vold. Det er tanken på længere sigt, at indføre kursets indhold som en obligatorisk del af uddannelserne, samt at den tværfaglige dimension i uddannelserne styrkes generelt. Aktiviteter og resultater af projektet Konkret er der som resultat af projektet udviklet et undervisningsindhold svarende til fire timers undervisning på uddannelsesinstitutionerne (Modul 1) forud for praktikperioden i psykiatri, samt to temadage á 6 timer (Modul 2) i praktikforløbet. Der er afviklet et enkelt undervisningsforløb i efteråret 2001, med deltagelse af sygeplejestuderende, pædagogstuderende og social- og sundhedsassistenter. 171 studerende/elever har kun deltaget i modul 1, og 65 studerende/elever har deltaget i både modul 1 og P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

16 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r Deltagernes vurdering af undervisningsindholdet på temadagene, er efterfølgende evalueret, såvel umiddelbart i forbindelse med temadagene som via fokusgruppeinterview efter yderligere to måneder i psykiatripraktik. Begge evalueringer viser at deltagerne generelt vurdere kursusindholdet som relevant og brugbart. Et klart flertal af de interviewede oplever at have anvendt den opnåede viden, forståelse og redskaber til at forebygge konfliktsituationer. For langt de fleste har undervisningen medvirket til, at de har følt sig godt rustet til at møde brugerne/patienterne i dagligdagen på praktikstedet. Med hensyn til indholdet af undervisningen på skolen forud for praktikstarten peger evalueringen på, at afstanden mellem denne undervisning og temadagene tidsmæssigt ligger for langt fra hinanden. En del af de studerende giver udtryk for at have glemt en del af indholdet fra undervisningen i tiden mellem undervisning og temadage. Spørgsmålet er, om det er indholdet, der skal justeres, eller om modul 1 og 2 skal flyttes tættere på hinanden eller slås sammen. Der peges på begge muligheder i evalueringerne. At kurset har været afviklet med deltagelse af studerende på tværs af uddannelserne, er af langt de fleste studerende evalueret som værende meget positivt og lærende. Det tværfaglige sigte har ikke været nok tilgodeset i planlægningen. Der har været meget få pædagogstuderende, idet kurset har været rettet mod psykiatripraktik. De fleste pædagogstuderende og også en del af social- og sundhedsassistenteleverne er i andre former for specialpraktik. Anbefalinger på baggrund af projekterfaringerne At kurset bliver en del af de studerendes/elevernes praktiske uddannelse og dermed tilbydes alle der skal i psykiatripraktik At kurset udvides til også at være et tilbud til studerende/elever, der skal i andre former for specialpraktik. Den viden og kunnen deltagerne har fået med sig kan bruges i mange forskellige sammenhænge og ikke kun i psykiatripraktik At der fortsat, er et tværfagligt sigte med kurset, samt at dette indrages i planlægningen af temadagene At undervisningen i modul 1 ligger lige før praktikstart og modul 2 afholdes i starten af praktikken At kurset udvides til også at tilbydes andre eksempelvis fysio- og ergoterapeutstuderende At tovholder funktionen opprioriteres. Der er utrolig meget arbejde med planlæggende og koordinerende funktioner både i forhold til deltagerne, undervisere, lokaler m.m. samt med løbende evaluering og justering af undervisningen. En idé udsprunget af projektet kunne være, at der i Amtet blev oprettet en form for center til forebyggelse af vold, og kurset kunne ligge i dette regi At de enkelte uddannelsesinstitutioner fortsætter med modul 1, og afsætter midler hertil indenfor egne rammer. Det gælder lokaler og løn til underviser. Der kan evt. søges eksterne midler hertil At praktikstederne indenfor specialområdet går sammen om at opprioritere undervisningen vedrørende vold, ved at tilbyde alle studerende/elever modul 2. Dette kræver lokaler, løn til undervisere, undervisningsmaterialer og frihed for de studerende/eleverne til at deltage. Målet med projektets første del vurderes at være opnået, idet der nu foreligger et beskrevet undervisningsindhold, der har været afviklet og kan tilrettes med de få justeringer, der er kommet fra de involverede undervisere og studerende/elever. Den mere langsigtede del af målsætningen, at indføre kursets indhold som obligatorisk del af uddannelserne og styrke den tværfaglige dimension, er der på nuværende tidspunkt kun lige taget hul på. Undervisning i forebyggelse og håndtering af vold på psykiatrisk afdeling Selvom undervisningen i voldsforebyggelse på psykiatrisk afdeling på Københavns Amts Sygehus i Gentofte har drejet sig om de studerende, har projektet samtidig haft en positiv effekt i forhold til afdelingens faste personale. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Voksenpsykiatrisk afd. A, Københavns Amts Sygehus i Gentofte har, gennem de seneste seks år, afholdt kurser for det faste personale i forebyggelse og håndtering af vold. Kurserne har medvirket til at øge personalets bevidsthed om de faktorer, der hhv. kan øge og mindske risikoen for vold, og har bidraget til en øget kompetence i at håndtere voldsomme situationer i afdelingen. På baggrund af erfaringerne fra kurserne for det faste personale har nærværende projektet haft til formål at udvikle undervisningsmetoder og -materiale, som kan anvendes over for studerende på social- og sundhedsuddannelserne samt sygeplejeuddannelsen. Der er tale om et fleksibelt, modulopbygget kursusforløb med tilhørende undervisningsmaterialer. Der er lagt vægt på såvel teoretisk undervisning som praktiske øvelser.

17 De studerendes kommentarer til kurset Da mange af de studerende på såvel åben som lukket afdeling i løbet af deres praktik vil komme til at fungere som fast vagt på lukket afdeling blev denne funktion tematiseret på kurserne. Flere af de studerende på begge kurser havde erfaringer som fast vagt og enkelte gav udtryk for en vis utryghed overfor opgaven, især når de ikke kendte patienten. Generelt fremhævede de studerende vigtigheden af undervisning om anvendelse af tvang og hvordan man skal forholde sig til en bæltefikseret patient. Denne del af kurset var således særdeles anvendelig for de studerende. Refleksioner over kursustilrettelæggelsen I forbindelse med gennemførelsen af projektet viste det sig ret hurtigt nødvendigt at afklare, hvorvidt undervisningen af de studerende skulle opfattes som primært praktikforberedende eller primært professionsforberedende. Det er indlysende at de temaer, der indgår i en praktikforberedende undervisning i forebyggelse og håndtering af vold også i et vist omfang vil være professionsforberedende. Når det alligevel viste sig nødvendigt at præcisere formålet med undervisningen, skyldes det, at de studerende i en række situationer befinder sig i en anden position end de faste medarbejdere. Således deltager de studerende ikke, når der anvendes fysisk magt overfor patienterne, ligesom de ikke tilkaldes ved alarmer, dvs. ved akutte behov for massiv personaletilstedeværelse omkring en urolig patient. På kurserne i voldsforebyggelse for afdelingens faste personale fokuseres der i meget høj grad på netop disse situationer, og undervisningen tager ofte udgangspunkt i deltagernes oplevelser og erfaringer med voldsomme patienter. Væsentlige temaer er indøvelse af faste rutiner omkring ledelse og samarbejde. Det har vist sig meget vanskeligt at undervise i dette på et rent teoretisk grundlag og uden at der blandt deltagerne findes konkrete erfaringer og oplevelser, der kan gøres til genstand for analyse og diskussion. Kort sagt synes det betydningsfuldt, at undervisningen i netop disse aspekter af voldsforebyggelsen er praksisrelateret. Da de studerende hverken har konkrete erfaringer med håndtering af potentielt voldelige patienter, eller mulighed for at afprøve/anvende indlærte praksisformer i deres daglige arbejde, blev det vurderet som uhensigtsmæssigt at lade disse (væsentlige) aspekter af voldsforebyggelsen indgå i undervisningen af de studerende. Endvidere har definitionen af undervisningen som praktikforberedende gjort det muligt at tilrettelægge denne så den er relevant for de studerende i deres aktuelle situation, bl.a. ved at fokusere på problemstillinger og situationer, man som studerende kan blive udsat for, og som erfaringsmæssigt er vanskelige at håndtere (jf. fast vagt funktionen). Ovenstående betragtninger har betydet, at projektets primære formål har været etablering af en introducerende og som nævnt praktikforberedende undervisning i forebyggelse og håndtering af vold. Da det naturligvis ikke er muligt at opnå tilstrækkelige kvalifikationer på området alene på baggrund af et introducerende kursus, er der behov for at de studerende tilbydes opfølgende undervisning om emnet. Dette vil næppe være muligt indenfor rammerne af praktikforløbet på psykiatrisk afdeling, og projektledelsen anbefaler derfor at undervisning om vold og voldsforebyggelse tildeles øget vægt i uddannelsesinstitutionernes teoretiske undervisning. Endvidere anbefales det, at der på de enkelte psykiatriske arbejdspladser som det allerede er sket mange steder etableres kurser for det faste personale i forebyggelse og håndtering af vold. Der er som del af projektet opstillet følgende forslag til et samlet undervisningsprogram i forebyggelse og håndtering af vold i psykiatrien. Programmet forløber over tre moduler: 1. Introducerende og praktikforberedende undervisning i tilknytning til praktikophold på psykiatrisk afdeling 2. Uddybende teoretisk undervisning på grunduddannelsens sidste del (efter praktikperiode) 3. Praksisrelateret undervisning på den enkelte psykiatriske afdeling. Det udarbejdede undervisningsmateriale er tilrettelagt således, at det kan anvendes også til en mere uddybende undervisning om emnet. Det har dog ikke indenfor rammerne af projektet været muligt, at opnå erfaringer med materialets anvendelighed i en sådan sammenhæng. Den videre formidling Projektet har allerede medvirket til at sætte yderligere fokus på forebyggelse af vold på psykiatrisk afdeling A, i form af forskellige diskussioner om emnet på såvel lederplan som blandt de involverede medarbejdere. I den tid projektet har kørt, er der endvidere blevet iværksat forskellige aktiviteter, som har relation til forebyggelse og håndtering af vold. Endelig er projektet blevet præsenteret ved forskellige personale- og ledermøder og interessen har været stor. Flere sengeafsnit har efterfølgende bedt om undervisning i emnet udfra kursusmaterialet. Det er under planlægning. Der vil ydermere blive afholdt et aftenmøde for aften/nat-personalet, hvor dele af kursusmaterialet vil blive præsenteret. Selvom projektet har drejet sig om undervisning i voldsforebyggelse for de studerende, har det således også haft en effekt i forhold til afdelingens faste personale. 17 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

18 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r Bøh til bussemændene Nervøsiteten over at skulle i praktik i psykiatrien kan nok ikke fjernes helt, men den kan mindskes ved, at de studerende får ny viden og lærer at sige bøh til bussemændene. Af ergoterapeut Tove Jørs Nielsen, sygeplejerske Marie Simonsen og Joan Jessen, Skolen for Social- og Sundhedsuddannelser i Aabenraa Mange social- og sundhedsassistentelever er nervøse og angste, før de skal i praktik i psykiatrien, på grund af risikoen for at blive udsat for vold. Det meste af den viden, eleverne har om vold, stammer fra medierne. Derfor besluttede Skolen for Social- og Sundhedsuddannelser i Aabenraa at lave et kursus om forebyggelse af vold. Kurset bestod af 18 lektioner, hvoraf de 12 blev holdt i elevernes teoriperiode, og de sidste seks var tilrettelagt, så eleverne kom ind på skolen en dag, mens de var i praktik i psykiatrien. Vi har holdt kurset to gange i efteråret 2001 og foråret 2002 for i alt ca. 60 social- og sundhedsassistentelever. Rundt om volden Vi valgte at få eleverne til selv at definere vold, for netop at få betydningen frem af, at vold er, hvad det enkelte oplever som vold, hvad enten det er fysisk, psykisk eller seksuel chikane. Desuden satte vi fokus på, at mange enkelte grænseoverskridende episoder kan medføre udbrændthed. Derefter blev omdrejningspunktet, hvilke faktorer der kan være med til at fremme voldelige episoder i miljøet, fx tempo, stress, uklare regler, adfærd hvor vold er en social kommunikationsmåde, men også, at systemer kan virke undertrykkende og dermed være med til at fremprovokere vold. Eleverne blev bedt om at se på deres egne reaktionsmåder, når de bliver stressede, for at gøre dem bevidste om dette. Vi så på, hvilke tiltag man kan gøre for at forebygge, fx kommunikativt. En plejer fra psykiatrien, der er instruktør i frigørelses- og fastholdelsesgreb på sin arbejdsplads, instruerede eleverne i dette. Øvelserne varede to lektioner og blev fulgt op med yderligere to lektioner på elevernes indkaldedag fra psykiatripraktikken. Det blev påpeget meget, at hvis et sådan tiltag skal have værdi, skal det holdes ved lige. Et tredje omdrejningspunkt var handleplaner i forhold til potentielt voldelige brugere eller patienter. Til sidst så vi på, hvilke fysiske og psykiske reaktioner man kan forvente, hvis ens grænser bliver overskredet, og man føler sig krænket. Og vi talte om vigtigheden af at anmelde voldsepisoder og om muligheden for at få psykologhjælp. Eleverne blev opfordret til at tale med deres vejledere i praktikken om deres angst. Vi instruerede også i, at der på langt de fleste arbejdspladser i psykiatrien findes voldspolitikker, der ofte både indeholder en del, der handler om, hvilke kollegaer der skal hjælpe, hvis man bliver udsat for vold, og arbejdsstedets retningslinjer for hjælp til den ansatte. Ligeledes var vi inde på debriefing som et begreb, for at påpege vigtigheden af at alle informeres for at få angsten minimeret, fordi netop uvidenhed ofte er med til at højne angstberedskabet. Vores undervisningsmetoder var instruktion, gruppearbejde, rollespil omkring grænsesættende kommunikation, film og oplæg fra underviserne. På indkaldedagen fra praktikken fik eleverne mulighed for at drøfte deres erfaringer fra psykiatrien med hinanden. Eleverne havde mulighed for at få indflydelse på indholdet af dagen, og begge gange ønskede de besøg af instruktøren i fastholdelsesog frigørelsesgreb og at træne mere i grænsesættende kommunikation. Angsten er blevet mindre Vores erfaringer er, at social- og sundhedsassistenteleverne synes, det har været godt at få viden om vold og konfliktintervention. Og flertallet giver udtryk for, at det har mindskes deres angst. Fjerne angsten helt, tror vi ikke, man hverken kan eller skal, men vi kan hjælpe eleverne med at sige bøh til bussemændene og ved, at de får mere viden og får drøftet deres angst give dem mulighed for at minimere den. Vi mener, at voldsforebyggelse og konfliktintervention bør indgå som en del af de faglige social- og sundhedsuddannelser. Hvordan det skal integreres, arbejder vi videre med. Den nye uddannelsesreform trådte i kraft i januar 2002, og det kan endnu være svært at se, hvor emnet kan implementeres i uddannelsen.

19 Forstå dit kropssprog og brug det! Øget fokus på kroppens sprog flyttede grænser og fik flere studerende på Jelling Statsseminarium til at tage bladet fra munden og fortælle om voldsomme oplevelser, de ellers ville have holdt for sig selv. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Mange pædagogstuderende føler sig ikke klædt på til mødet med brugere med udadreagerende adfærd og kender ikke deres egne reaktioner på eventuelle kropskrænkelser. Projektet Forstå dit kropssprog og brug det har sigtet mod at give de pædagogstuderende nogle væktøjer til at dæmpe aggresivitet og vold, til brug i deres tre praktikperioder i uddannelsen, med særlig vægt på det forebyggende arbejde. Nøgleordene er evnen til analyse og et udvidet handleberedskab. Der er arbejdet med en grundlæggende forståelse af fænomerne aggresivitet og vold, set i evolutionistisk, antropologisk, psykologisk, pædagogisk og juridsk perspektiv. Afsæt i kropssproget Projektets sigte er tredelt: Første del retter sig mod de pædagogstuderende på Jelling Statsseminarium, anden del mod seminariets lærere og tredje del mod pædagoger i det pædagogiske arbejdsfelt. Første del tog afsæt i kropssproget. Ved at inddrage egne erfaringer, iagttagelsestræning, videooptagelser og dramaøvelser m.m. blev der arbejdet med at genopdage kroppens sprog eller gøre kroppens tavse viden til udtalt og gennemreflekteret viden. Fremgangsmåden var blandt andet forelæsninger, gruppearbejde, workshops og institutionsbesøg. Samarbejdspartnerne var blandt andre undervisere fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, der stod for undervisning i kropssprog og kroppens reaktioner. Det har flyttet grænser Der blev evalueret mundtligt og skriftligt med de studerende på de fem hold efter kurset og efter øvelsespraktikken. Projektet blev præsenteret på de studiepolitiske dage i januar 2001 i en workshop med 92 studerende. Workshoppen anbefalede at implementere kurset i studieordningen. Da kun et fåtal (20) af de ca. 110 studerende, som deltog i voldskurset, afleverede evalueringsskemaet, har vi ikke et dækkende billede af, hvad de syntes var godt eller kunne gøres bedre. Besvarelserne viser, at der var en generel tilfredshed med kurset, hvilket er sammenfaldende med den mundtlige evaluering. Eksempler på evalueringsudsagn: Det har flyttet grænser Godt at arbejde med Marte-Meometoden Man mærker, hvem man selv er Meget relevant at diskutere magtbekendtgørelsen Sjov måde at afprøve sig selv kropsligt Forløbet skal gøres til en obligatorisk del af uddannelsen og være af længere varighed. De studerende fik udleveret endnu et evalueringsskema efter slutningen på øvelsespraktikken. Trods gentagne opfordringer kom kun 15 skemaer retur, hvilket nok kan forklares med, at de studerende var i gang med førsteårsprøven. Besvarelserne viste, at de studerende fortsat generelt er tilfredse med kurset. Ingen af dem nævner, at have været udsat for vold i deres praktik. Af væsentlige kommentarer kan nævnes: Jeg var i specialpraktik, så jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kunne forebygge vold Jeg er blevet mere kropsbevidst Jeg fik stort udbytte af kurset større kropslig kompetence Jeg lærte, at jeg havde mange kræfter Jeg har fået en større bevidsthed om, hvor mine grænser kan skubbes til Jeg har været godt forberedt til min øvelsespraktik Jeg har lært lidt om, hvor mine grænser går. Fortsat en del af undervisningen Det øgede fokus på den kropslige dimension har blandt andet betydet, at flere studerende på forskellige tidspunkter i forløbet har taget bladet fra munden og fortalt om voldsomme oplevelser, de ellers ville have holdt for sig selv. Der har således vist sig et behov for, at seminariet arbejder videre med kropskrænkelser som en del af undervisningen. Samtidig har mange studerende udtrykt ønske om, at kurserne implementeres i studieordningen. Resultaterne fra projektet, de gode erfaringer med at undervise i kropssprog, skal således på forskellig vis anvendes i forbindelse med nuværende og kommende studerendes praktikforberedelse. Der er foreløbig udarbejdet et forslag til en studieplan. Tre seminarielærere arbejder med den konkrete udformning af den videre indsats i fællesskab med de studerende. 19 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

20 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r Fortællinger om vold Erfaringslæring var nøgleordet i projekt Vold som blind passager. Især fortællermetoden, som blev afprøvet i projektet, har givet anledning til nye refleksioner. Af socialrådgiver Inge Larsen, Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt og cand.pæd.pæd. Dorthe Christiane Iversen, Kolding Pædagogseminarium Projekt Vold som blind passager blev skabt i samarbejde mellem Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt og Kolding Pædagogseminarium. Projektet har som sigte at udvikle en metode til erfaringslæring til forebyggelse af vold. Formålet er dobbelt: for det første at støtte de personer, der udsættes for vold, og for det andet at skabe en viden, som kan mindske risikoen for, at vold opstår. Projektet skal desuden konkret udvikle undervisningsmateriale til brug for studerende/elever og praktikvejledere inden for deres respektive praksisfelter. Undervisningsmaterialet skal danne baggrund for en hjemmeside på nettet, som alle interesserede kan besøge. Projektforløbet er tostrenget og består af analyse og teori og handlingspraksis Analyse og teori I første del af projektet gennemførte vi en undersøgelse i amtet om vold mod studerende, både blandt studerende og elever på de to ovennævnte uddannelsesinstitutioner og på 31 institutioner i Vejle Amt. Tallene herfra svarer nøje til de tal, Socialt Udviklingscenter SUS nåede frem til i deres landsdækkende undersøgelse Vold mod studerende i praktik, som blev offentliggjort i efteråret For at kvalificere projekt-samarbejdet har vi desuden brugt en del tid på selv at blive klogere på feltet ved at deltage i diverse temadage og konferencer, indsamle relevant materiale, ved litteratursøgning og læsning. Handlingspraksis Anden del af projektet omhandlede metodeudvikling inspireret af erfaringslæring. Erfaringslæring er en metode, som bygger på deltagernes hverdagserfaringer. Deltagerne formulerer sprogligt deres erfaringer, hurtigst muligt i processen. Filosofien er, at socialarbejderne er dem, der er eksperter på området, og at deres erfaringer skal tages alvorligt. Foruden erfaringslæringen som basis kan man sige, at der samtidig opstår sidemandslæring forstået således, at deltagerne i projektforløbet ved eksemplets magt bliver modeller for deres kolleger. Gennem deltagernes formulerede fortællinger skabes der dels mulighed for, at fortælleren får ny indsigt i fortællingen, som igen kan give nye handlemuligheder, dels giver fortællingen kolleger mulighed for at reflektere over forskellige problemstillinger vedrørende vold på arbejdspladsen. Hvorfor erfaringslæring? Der var mange grunde til, at vi ville anvende erfaringslæring som fundament. For det første er det vores erfaring, at uddannelserne på social- og sundhedsskolen og pædagogseminariet er praksisuddannelser. Det betyder, at elever og studerende ofte giver udtryk for at de mangler eksempler i undervisningen. For det andet fjerner underviserne på uddannelsesinstitutionerne sig generelt mere og mere fra praksis. Vi tror, at ægte voldshistorier som undervisningsmateriale kan medvirke til autenticitet og indsigt i konkrete pædagogiske problemstillinger, og dermed styrke læringsresultaterne og fagligheden i praksisuddannelser. Fortællerværksted I projekt fortællerværksted, som var en seminar-møderække på fem dage a hver fire timer, deltog 11 institutioner og to studerende fra Kolding Pædagogseminarium. Deltagerne var pædagoger, socialog sundhedsassistenter, plejere, ledere, sygeplejersker og studerende. Institutionerne var udvalgt efter fem målgrupper: udviklingshæmmede, børn og unge, hjemløse og misbrugere, sindslidende og demente. Nedenfor følger en kortfattet beskrivelse af faserne i forløbet. Ved alle møderne blev gruppens fortællinger og dialog optaget på bånd. På første møde introducerede vi det samlede forløb, og en oplægsholder fra Center for Konfliktløsning holdt oplæg om konfliktrappen som redskab til at forstå faserne i konflikt-eskalering. Til at lede undervisningen og udviklingen af fortællermetoden (se boks) havde vi hyret forskningslektor Marianne Horsdal fra Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling ved Syddansk Universitet. På andet møde introducerede Marianne Horsdal til fortællingen som en måde at skabe sammenhæng og mening i tilværelsen. Herefter fortalte deltagerne i grupper om forskellige voldsepisoder fra deres arbejdsliv. Fortællingerne blev optaget på bånd, men skulle ikke kommenteres af de øvrige i gruppen. På tredje møde fortalte deltagerne i grupperne om samme konflikt. Denne gang skulle de reflektere over, hvilke faktorer der kunne have været medvirkende til, at voldsepisoden opstod, og over, hvordan de kunne have handlet anderledes. Herudover skulle de flytte perspektivet og se og fortælle historien både fra udøvers og observatørs synsvinkel. I alle fortællingerne skulle grupperne deltage i dialogen om den enkeltes konfliktsituation. På fjerde møde var der oplæg om samspillet mellem individet og institutionens fællesskab, og hvordan den enkeltes forståelse og fortælling kan påvirke kulturen i institutionen. Herefter blev problemstillingen vendt 180 grader: Deltagerne konstruerede i plenum den værst tænkelige institution set fra et de-eskaleringsperspektiv. Dvs. hvordan skaber man en institution med flest mulige faktorer, som kan medvirke til, at vold opstår og eskalerer. Femte og sidste møde startede med en opsamling på deltagernes hjemmearbejde, hvor de i forlængelse af