VIRKELIG. Uddannelse Af Maren Kiralfy, Frank Lyngholm og Jacob Vardrup

Transkript

1 Uddannelse Af Maren Kiralfy, Frank Lyngholm og Jacob Vardrup VIRKELIG En forbedring af praktik ordningen står højt på de psykologistuderendes ønskeseddel. I et debatoplæg formulerer tre studerende nogle af de tanker, man i Studentersektionen gør sig om praktikken, dens mangler og kvaliteter. I et studium, der i så høj grad er domineret af teori, som det er tilfældet med psykologistudiet, hungrer de fleste studerende efter berøring med praksis. Praktikken står for mange som et lys for enden af en lang tunnel, endelig en mulighed for at afprøve teori i praksis, at få afprøvet sig selv som psykolog. Samtidig er praktikken også nok den del af studiet, der kredser flest myter, skrækhistorier og høje forventninger om. Studentersektionen mener, at praktikken er en meget vigtig del af studiet. Ikke blot for at se, hvordan teori virker i praksis og opøve faglig kompetence, 8 Nr ILLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN

2 EDEN I PRAKSIS men også for at finde sig til rette med sin indre psykolog, at skabe sig en faglig identitet, at finde faglige forbilleder, at gøre sig klart, hvilken slags psykolog man vil være, når man bliver stor. Derfor har vi sat kvalitetssikring af praktikken på vores handlingsplan og ønsker at opfordre til debat om psykologistuderendes praktikforhold. Som vi ser det, er der tre hovedproblemer i forbindelse med praktikforløb: 1) Der er ikke nok praktikpladser/der mangler dygtige vejledere (to sider af samme sag). 2) Der mangler muligheder for at opkvalificere de vejledere, der måtte ønske det, så de bliver bedre rustede til at formidle praksis til deres praktikanter. 3) Praktikperioden er for kort til at sikre tilegnelsen af den viden, praktikken har til hensigt at formidle, nemlig viden om psykologarbejde i praksis samt tilegnelse af praktisk erfaring med dette arbejde. Selv om vi her koncentrere os om forslag til og diskussion af praktikken, som den er nu, skal ikke være nogen hemmelighed, at vi kunne ønske os en generel udvidelse af praktikken, netop for at sikre kompetencen hos kommende dimittender, fx to praktikperioder med SU-dækning. Vi vil dog allerførst understrege, at hvor nogle praktikanter af den ene eller anden grund har en uheldig oplevelse med deres praktikophold, så er der også hvert år mange praktikanter, der har en rigtig god praktik, som er med til at gøre dem til bedre psykologer, den dag de dimitterer. Fx mener en af forfatterne til dette oplæg selv at have haft verdens bedste praktiksted. Efter en rolig introduktion blev hun sat grundigt på arbejde, men med øje for de forudsætninger, hun personligt kom med og med mulighed for masser af løbende supervision og kollegial støtte. Det gjorde, at hun ikke gik og følte sig som en, der bare var på gennemrejse. Samtidig kan vi dog blandt studiekammerater høre om meget mindre heldige forløb. Tradition og rutine Det, som mange stud.psych. er først og fremmest hører om praktikforhold, når de skal finde en plads, er: At det er svært at finde nok praktikpladser. At det er svært at finde gode praktikpladser til alle. At man bør tage hvad man kan få, ellers får man måske ikke nogen plads. Som praktiksøgende kan man hurtigt få det indtryk, at det er svært at finde gode og tilstrækkelig mange praktikpladser i de forskellige fagområder, der bliver undervist i (A&O, pædagogisk, klinisk, etc.). I takt med at psykologers arbejdsområder bliver bredere og kommer til at omfatte andre arbejdsområder, følger de studerendes interesse naturligt nok med og bliver bredere end blot de traditionelle fagområder, men samtidig må det også blive sværere for praktikkoordinatorerne at finde tidssvarende praktiktilbud. Flere uddannelsessteder har faste aftaler med psykologarbejdspladser. Er der egentlig ikke også mulighed for at arbejdspladser, der ønsker at påtage sig ansvaret for at præge en kommende psykolog, selv kunne henvende sig til uddannelsesstederne, med henblik på at blive sat på listen over mulige praktiksteder? På store psykologarbejdspladser vil der ofte være tradition for at have praktikanter, og de autoriserede psykologer på stedet vil som oftest skiftes til at tage dette ansvar. Dog er der heldigvis også mange mindre arbejdsplader og privatpraktiserende psykologer, der ønsker at påtage sig opgaven. Men hvordan bliver arbejdspladser, der ikke har erfaring med praktikanter, forberedt på denne opgave? De oplysninger, der kommer fra universitet, har først og fremmest karakter af normer og krav. Hvilke arbejdsområder bør praktikanten opnå kendskab til, hvor meget supervision kræves der, hvor mange arbejdsdage skal praktikken omfatte Men er praktikstedet godt nok inde i, hvilke kompetencer en psykologpraktikant kan forventes at have, især i forhold til de arbejdsområder, de umiddelbart vil være villige til at tildele praktikanten? På den ene side klager en del praktikanter over, at de ikke bliver udfordret tilstrækkeligt, har for få selvstændige opgaver og generelt har problemer med at få udfyldt deres praktik med relevant indhold. Men hvad kan man med rimelighed kræve af sin praktikant? Selvfølgelig er Nr

3 dette også noget, praktikant og vejleder bør finde ud af i de indledende samtaler, men for en ny praktikvejleder kan det være svært at vurdere, hvilke former for opgaver man kan betro praktikanten. Samtidig kan det også være svært for praktikanten at vise, at han kan udfylde rollen som psykolog, hvis han reelt kun tiltros rollen som referent eller observatør. Vejleder vil naturligt nok have et ønske om at beskytte sine klienter og et ønske at tilbyde dem en så god behandling som muligt, mens praktikanten på sin side aldrig kan blive en bedre psykolog uden at have reelle klienter at arbejde med. En svær balancegang, hvor det er let at komme til at nøjes med at gøre praktikanten til observatør, referent eller del af et reflekterende team. I sig selv er disse opgaver også værdifuld erfaring, men ikke når store del af praktikken udfyldes af dem. Men hvor det er vigtigt at lade praktikanten få udfordringer nok, er det endnu vigtigere at baglandet samtidig er i orden. I nogle tilfælde bliver praktikanter kastet ud på for dybt vand uden at få nok støtte fra deres vejleders side. På praktiksteder, der ofte har praktikanter og gerne flere ad gangen, kan man komme til at gennemføre praktikperioden på en form for rutine, der tager for lidt hensyn til den enkelte praktikants forudsætninger. Praktikanten plejer... er et udtryk, man hører ofte, og selv om det er hensigtsmæssigt at have tradition for at reservere arbejdsopgaver til praktikanter, må det ikke ske på bekostning af en refleksion over, hvad der udgør en passende udfordring for netop denne praktikant. En svær balancegang, hvor det er let at komme til at nøjes med at gøre praktikanten til observatør, referent eller del af et reflekterende team. I sig selv er disse opgaver også værdifuld erfaring, men ikke når store del af praktikken udfyldes af dem. 10 Nr

4 Vejledning af vejlederne De synlige mangler i praktikforholdet, er det nemt at sætte fingre på. Men der er der også langt mere uhåndgribelige problemstillinger. Som praktikant befinder man sig typisk i en form for ingenmandsland. Man er på gennemrejse, må ofte præsentere sig selv igen og igen, og før man har fået foden rigtig indenfor, må man allerede tage afsked igen. Noget så enkelt som, hvor og med hvem man har mulighed for at spise sin frokost, er ganske bidragende til, om man når at føle sig som en del af arbejdspladsen eller ej, om man føler man blot trasker i hælene på vejleder eller har et ægte kollegialt, måske endda mentoragtigt forhold. Der stilles nøje formelle krav til omfanget af supervision, timetal osv. fra universitetets side, men hvor godt bliver vejlederne selv vejledt om resten af praktikkens forhold? Studerende, der ringer rundt på jagt efter en praktikplads, hører ofte, at de praktiserende psykologer enten ikke føler sig godt nok rustet til at påtage sig opgaven eller er i tvivl om, hvorvidt netop deres arbejdsplads har opgaver nok til praktikanten. Hvis følelsen af manglende viden eller kompetence vitterligt er udbredt, kunne en del af løsningen være at gøre et praktikvejledermodul til en del af autorisationsordningen eller en pointgivende del af specialistuddannelserne. Nogle vejledere efterlyser også et netværk med andre vejledere, hvilket især er relevant for mindre arbejdspladser, der ikke har en bred og mangeårig erfaring med praktikanter. Det har før været forsøgt fra universitets side at tilbyde vejlederne en informationsdag, men efter hvad vi ved med meget begrænset tilstrømning. De vejledere, der allerede er inde i universitetets arkiver over praktiksteder, føler sig måske også i højere grad erfarne nok i forvejen. Et vejledermodul som led i specialistuddannelserne eller som del af autorisationsordningen ville introducere muligheden for at tage praktikanter til langt flere psykologer, end det i dag er tilfældet. Det vil også sende et signal om, hvor vigtig en del af uddannelsen det er. Der er jo reelt tale om at bidrage til kvalitetssikring af kommende psykologers kompetence, og det må også være i alle psykologers interesse! Endelig må praktikanterne selvfølgelig også gribe i egen barm og spørge sig selv, om de er gode nok til at melde ud, når der opstår problemer i praktikforhold, både over for vejleder og praktikansvarlige på uddannelsesstedet. Det er vigtigt at være opmærksom på, om ens egne forventninger til praktikken stemmer overens med praktikstedets og at få forhandlet en god kontrakt på plads i de indledende samtaler. Der bør aftales løbende evaluering, hvor der altid spørges til, hvordan de gensidige forventninger bliver opfyldt. Vejlederen synes måske, praktikforløbet er så kort, at selv en midtvejsevaluering er unødvendig. Men praktikantens billede af arbejdspladsen og opgaverne udvikler sig uge for uge, fordi mængden af nye input er så stor. Derfor bør forventningerne afstemmes hyppigt, også fordi det tager tid at finde egnede opgaver. Hvis man ikke får udfordringer nok, er det selvfølgelig først og fremmest ens eget ansvar at gøre opmærksom på, at man fx ønsker mere klientkontakt, mere erfaring med test, mere supervision osv. Men når det er gjort, bør praktikstedet forsøge at være så lydhør over for praktikantens ønsker som muligt. Målet med praktikken? I denne sammenhæng er det nærliggende at inddrage, hvad vi mener at uddannelsen og dermed praktikken bør føre til. Er der tale om en kompetencegivende professionsuddannelse til psykolog, og skal dimittender forventes at kunne fungere som psykologer, med alt hvad det indebærer, den dag de får godkendt deres speciale? I samme grad som det forventes af en tømrer, at han kan sit håndværk, den dag han får sit svendebrev? Eller er der tale om en slags kørekort? Fem år eller mere med en mængde teoritimer og få ganske grundlæggende praksislektioner, praktikken måske som køretimen på køreteknisk anlæg. Efter bestået køreprøve er det så nu, du har tilladelse til at komme ud og endelig lære, hvad det vil sige at udføre rigtigt psykologarbejde. Hvis det sidste er tilfældet, er den nonchalante holdning til praktikken, der afspejles i studieordningerne, forståelig nok. Men hvis uddannelsen skal være andet og mere end det, må vi også tage praktikken mere seriøst, og så er en mere omhyggelig vægtning af kompetent praktikvejledning kun et lille skridt på vejen. Det er vigtigt, at vi som psykologer gør os klart, at der eksisterer et væsentligt problem forude, hvis ikke vi allerede på studiet sørger for at påbegynde en forsvarlig kvalificering til de kompetencer, som vores titel konnoterer for manden på gaden. Vi behøver blot forestille os, hvad en færdiguddannet medicinstuderende Nr

5 ville være i stand til, hvis ikke denne havde gennemgået de praktikperioder, som er indlagt i studiet. Og ikke mindst: Hvilken grad af tryghed og forventning til kompetencegrad vi ville opleve ved at konsultere en nyuddannet læge. Og vigtigst af alt: Hvilken grad af etisk ansvar(-sfralæggelse?) der ligger bag de nuværende tilstande. Hvad byder vi egentlig de nyuddannedes kommende klienter? Og er det godt nok? Man kan undre sig over, hvorfor der ikke er gjort mere for at sikre vores praksisrelaterede kompetencer fra studieledelsens og andres side. Vi er ikke blinde for, at det også handler om knappe økonomiske ressourcer. Problemet er, at hvis vi blindt accepterer denne præmis, havner vi i en situation (som den vi er i nu), hvor vi kompromitterer den etiske ansvarlighed, vi som psykologer forskellige steder forholder os til. Er det virkelig ikke andre end de studerende, der beklager de eksisterende forhold? Ønskeseddel Folk kommer som oftest til en psykolog, når de er i krise. Et andet menneske lægger store dele af sit liv i vore hænder. Vi burde nok granske, hvordan vi honorer denne tillid. Der kan ingen tvivl herske om, at vi som dimittender er i stand til at begå os akademisk. Men det er netop det ekstremt ensidige fokus på de akademiske discipliner, der i denne sammenhæng bliver problematisk. Hvis vi primært skal uddannes til at forske, bør dette fremgå af bekendtgørelsen. (Denne er i øvrigt så generel, at den reelt siger forunderligt lidt om, hvad vi bør kunne tage ansvaret for, når vi dimitterer ). Så længe dette ikke er gældende, bør man fra de relevante instanser tage problemet alvorligt. Mange dimittender, som har haft mulighed for at passe psykologfaglige opgaver ved siden af studiet, får job inden for meget kort tid efter endt studium, eller endda før. En kandidatundersøgelse på RUC og AUC konkluderede bl.a., at Praksiserfaring er guld værd (den kan læses på Dette indikerer efter vores mening, at vore kommende arbejdsgivere reelt fokuserer på dimittenders praktiske erfaringer og færdigheder. Så hvad er det, vi ønsker os for praktikken, hvis vi kunne vælge uden hensyn til økonomi og praktiske forudsætninger? Flere praktikpladser, også gerne utraditionelle. Flere vejledere, der selv tager kontakt til uddannelsesstederne, med henblik på muligvis at tage praktikanter. At vejlederne selv bliver vejledt og uddannet til deres opgave. At praktikkens betydning for tilegnelsen af psykologfaglig kompetence i højere grad blev anerkendt fra både institutionel og ministeriel side og får tildelt flere ressourcer og større del i uddannelsen. Maren Kiralfy, Frank Lyngholm, Jacob Vardrup er alle stud.psych. ved Aarhus Universitet 12 Nr