DEN PERSONLIGE HISTORIE Dansk fordybelseseksamen, juni Indholdsfortegnelse. Indholdsfortegnelse...1. Indledning...2. Menneske-/samfundssyn...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indholdsfortegnelse...1 Indledning...2 Menneske-/samfundssyn...2 Tematisering...2 Begrebsafklaring...3 Emneafgrænsning...4 Undersøgelsesspørgsmål: Hvad kendetegner den personlige historie? Hvordan skaber den personlige historie kultur og identitet hos de implicerede? Hvilke kompetencer skal pædagogen besidde i arbejdet med den personlige historie?...6 Konklusion...7 I forhold til praksisdelen...7 Fremlæggelse...Fejl! Bogmærke er ikke defineret. Forslag til diskussion...fejl! Bogmærke er ikke defineret. Litteraturliste...8 1

2 Indledning Vi er to meritpædagogstuderende, som i forskellig grad på vores arbejdspladser har arbejdet med det narrative. Vi har i mange år arbejdet med forskellige former for dokumentation 1. Også livshistoriearbejdet med den udviklingshæmmede, hvor livshistorien er et unikt redskab til at sikre en identitet. Vi mener, at der er mange gode pædagogiske perspektiver i det narrative, fordi den narrative pædagogik kan tilpasses alle uanset alder og udviklingsniveau. Vi har jo alle billeder på nethinden af de historier, som vi har fået fortalt af vores forældre, bedsteforældre og venner og hvordan vi har levet os ind i historierne og tolket på dem. På baggrund af ovenstående har vi valgt emnet den personlige historie. Menneske-/samfundssyn Vores syn er dialektisk-idealistisk. Vi mener, at mennesker udvikler sig i samspil med hinanden og mening dannes i det interpersonelle univers. Individet og samfundet udvikles i et dynamisk forhold. Tematisering Samfundet er og har altid været i bevægelse og under forandring. Især har samfundet i perioden fra 1960`erne og frem til i dag udviklet sig med stor hast, ikke mindst på grund af de store teknologiske landvindinger samt det økonomiske og forbrugsmæssige opsving. Samfundet kaldes i dag for det hypermoderne, og karakteriseres i dag blandt andet, jvf. sociologen Thomas Ziehe ved, at mennesker i dag er kulturelt frisatte 2. En betragtning vi er enige i. Den kulturelle frisættelse har blandt andet gjort, at der op igennem 90 erne er kommet fokus på den personlige historie. Det er blevet mere og mere almindeligt at fortælle historier om arbejdspladsen, institutionen, virksomheden og systemet gennem reklamer, brochurer m.m. Eller at fremdrage det enkelte menneskes historie gennem tv dokumentarprogrammer og lignende. Biografier sælger som aldrig før. Fortælling af historier er der som sådan ikke noget nyt i. Historierne har altid fyldt meget i menneskers liv både de fiktive, de personlige og blandingsformer. Det nye er, at historiefortælling ofte i dag foregår i mere offentlig kontekst, at de i højere grad er identificerbare og deltagerne er eksponerede. Inspirationen til disse historier er hentet i det narrative og i fortællingerne er der ofte en hændelse, et plot og en morale. 1 I.f.t. systemet og med/omkring den enkelte bruger. 2 Jacobsen, Benny: Sociologi og modernitet, 1998, s

3 Marianne Horsdal skriver, at livshistorier er udtryk for og et produkt af den kulturelle frisættelse. 3 I det perspektiv mener vi, at for at kunne skabe eget liv, må man være bevidst om det. Og derfor bliver fortælling af personlige historie en identitetsskabende virksomhed. Habermas giver os med sin teori om de tre grundlæggende livsressourcer 4 belæg for, at samfundet faktisk profiterer af historiearbejdet. Således siger Habermas, at når vi har en positiv identitet er tendensen, at kulturen giver mening og individet oplever gensidig ansvarlighed (solidaritet) i forhold til den sociale sfære. Vi mener, at arbejdet med livshistorier og personlige historier netop støtter udviklingen af den positive identitet, når arbejdet foregår i en komplementær relation 5 og skal bygge på anerkendelse og ligeværd. 6 Vi har som pædagoger i institutionerne pligt til at støtte den enkeltes udvikling 7. Det mener vi, at arbejdet med historie fortælling gør. Daniel Stern siger, at vi fra fødslen fortæller os på plads i verden. Stern beskriver selvets udvikling i fem udviklingsdomæner, der til stadighed kan reflekteres og arbejdes bevidst med. 8 Det sidste af disse domæner er det verbale relateringsdomæne, som blandt andet omhandler det at fortælle historier. 9 Derfor skal institutioner og pædagoger skabe rum til historiefortælling. Og vi skal være opmærksomme på både den formelle og den uformelle historie. Dermed får vi også rollen som kulturbærere. Det handler om, at skabe plads til det enkelte menneskes historie, således at mennesker kan opleve andres historier og fortælle egne. Herigennem udvikler man sig i samspil med andre mennesker, så kulturen giver mening, selvopfattelsen styrkes og en følelse af gensidig ansvarlighed fornemmes. Jvf. Habermas. Begrebsafklaring Det narrative er en metafor der udtrykker at vi mennesker oplever og erfarer vores liv gennem de historier vi fortæller. Historien om vores liv skaber en ramme om vores erfaringer og organiserer og strukturerer erfaringen. 3 Horsdal, Marianne: Livets fortællinger, 1999, s Gregersen, Thomas: Habermas kritiske teori om velfærdsstaten, artikel i Grus nr. 16, Clausen, Birthe Juhl og Lauritsen, Jørgen: Narrativ pædagogik s Bae, Berit: Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse, artikel i Social Kritik nr. 47, Serviceloven kap Brørup, Mogens, red., Den nye psykologi håndbog s. 51 og Brodin og Hylander, At blive sig selv, s Brørup, Mogens, red., Den nye psykologi håndbog s

4 Vores interesse for fortællingen er ud fra en bredere opfattelse af fortællingen, end den der arbejdes med i litteraturen. Vi ser det narrative række ud over fiktion og fortælle-tilhører-forholdet og ser fortællingen som en grundlæggende form for menneskelig erkendelse og tænkning. Begrebet narrativ implicerer en relation, at der er en, der fortæller sin historie til en anden, dvs. at der er en der fortæller og en der lytter. 10 Emneafgrænsning Vi er især optaget af, hvad der er den personlige historie. Vi vil fokusere på de historier som er kultur- og identitetsskabende for den udviklingshæmmede. I praksis forløbet har vi valgt at arbejde med brugernes 11 personlige historier. Praksisinstitution er A-huset 12 i Hobro. Gennem fortælling vil vi arbejde med at forstå, formidle og kvalificere brugernes historier. Vi vil bruge A-husets aktivitetstilbud som udgangspunkt for arbejdet med den personlige historie. Undersøgelsesspørgsmål: 1. Hvad kendetegner den personlige historie? 2. Hvordan skaber den personlige historie kultur og identitet hos de implicerede? 3. Hvilke kompetencer skal pædagogen besidde i arbejdet med den personlige historie? 1. Hvad kendetegner den personlige historie? Den personlige historie kan lægge sig ind under narrativitetsbegrebet. I sprogteorien kalder man den fortællende talegenre for narrativer. Narrativer er en interaktionel mundtlig genre. Dvs. at modsat den konstruerede fortælling - som fx en reklame eller en artikel - så er lytterne ikke kun lyttere, med til at konstruere narrativen og frembringe den. De spørger, ler, giver ansigtsudtryk, beder om oplysninger...osv.. 10 Clausen, Birthe Juhl og Lauritsen, Jørgen Narrativ pædagogik. s Vi har valgt at anvende brugerbegrebet i stedet for begrebet forbruger. Forbrugerbegrebet begrundes i, at den enkelte frit kan vælge mellem flere tilbud. I Serviceloven betegnes den udviklingshæmmede som borger. Udviklingen inden for betegnelse af den handicappede har været stor: Alumne, sinke, idiot, åndssvag, evnesvag, patient, personer med nedsat psykisk funktionsevne, borger, bruger, forbruger. 12 Aktivitets- og samværstilbud efter Servicelovens 88. A-huset er et dagtilbud for voksne fysisk og psykisk udviklingshæmmede (I alderen 18 år 62 år. Udviklingstrin er fra 3 måneder til over 6 år.) Dette er lavet udfra bl.a. en Kuno Beller test, hvor man via testen fastlægger personens aldersmæssige funktionsniveau. 4

5 Begrebet er hentet fra sprogforskeren Labov 13. Mindstekrav til fortællingen er, iflg. Labov, en temporal lås dvs. at der skal være en rækkefølge som betinger historiens form og som ville gøre historien anderledes, hvis man byttede om på rækkefølgen. Med den personlige historie menes, at fortælleren beretter om dagligdagens oplevelser, f.eks. hvad pædagogen og brugeren har snakket om eller gjort i institutionen om morgenen, eller at der er flyttet en ny beboer ind i brugerens bofællesskab. Dette betragtes som personlige historie, fortælleren fremlægger tidligere personlige oplevelser. En personlig historie er således karakteriseret af, fortælleren mundtligt fortæller om selvoplevede, personlige oplevelser 14. Labov definerer 15 den personlige historie som genkaldelse af tidligere oplevelser, som sammensættes til en række verbale konstruktioner i en bestemt rækkefølge, så de skaber nogle begivenheder, som faktisk forekom. 2. Hvordan skaber den personlige historie kultur og identitet hos de implicerede? Filosoffen Hegel siger, at anerkendelse er et grundvilkår for den menneskelige væren og tæt forbundet med erkendelse. Vi mener, som Hegel, at anerkendelse og erkendelse står i dialektisk forhold til hinanden. "Verden råber på bløde mennesker, som holder af venskaber, mennesker der ved, at det dyrebareste, der findes, er at man har vidner til sit liv". 16 Identitet: Det narrative indeholder, som bekendt, en begyndelse en midte og en slutning. Voksne skaber eksempelvis barnets begyndende historie ved at fortælle, når den 5-årige spørger sin mor: fortæl om dengang jeg blev født? Det var den lykkeligste dag i mit liv contra din far skred, og jeg stod alene tilbage med besværet Vor selvfølelse og vort selvbillede er påvirket af den historie som fortælles om og af os. Vores identitet udvikles igennem de historier, vi fortæller om os selv og som andre fortæller om os. Nye historier, andre historier eller flere historier skaber mulighed for mening og sammenhænge i vores identitet. 13 Labov, William: Amerikansk sociolingvist der især arbejdede med særlige dialekter blandt urbane ungdomsbander i USA. (Black English Vernacular). Kilde: 14 Christensen, Hansen og Vejleskov: Det narrative, Smidt, S. og Kopart, H.: Iagttagelse og fortælling, 1998, kap Kløvedal, Troels: Den tynde hud

6 At have en identitet indebærer med andre ord, at jeg er mig - selv om jeg befinder mig i skiftende situationer og roller, og at jeg er mig - i går, i dag, i morgen, også selv om jeg udvikler mig. Jeg er i overensstemmelse med mig selv og forskellig fra mig selv, men sådan at vigtige sider ved min oplevelse af mig selv er den samme over tid. I den normale udvikling er det, i flg. Stern, historiens vigtigste funktion at lette den daglige selvdefinition. Barnet, der fortæller en biografisk historie om sig selv, definerer ikke bare sin fortid det skaber identitet. 17 Ved at skabe et billede af sig selv og sin oplevelse påvirker man sin egen selvopfattelse ens identitet skabes. 18 Kort sagt, er historiefortælling med til at man oplever sig som den samme over tid, at andre oplever en som den samme over tid og endelig, at der er overensstemmelse mellem ens egen og andres opfattelse af en. Kulturfællesskab: Mundtlig historie fortælling har både noget kulturbærende og kulturskabende. Når vi mødes i fortællingen, løftes vi ud af vores individuelle verden og ind i en fælles. Den gode historie giver etisk retningsbestemmelse, og vi genkender os selv. Vi kan spejle os og finde nyt håb ved at få nogle bud på, hvordan andre har løst vanskelige problemer i tilværelsen. Fortælling kan samle mennesker på tværs af alder, religiøs og socialbaggrund. 3. Hvilke kompetencer skal pædagogen besidde i arbejdet med den personlige historie? I arbejdet med det narrative er det vigtigt, at være etisk bevidst, reflekterende, være handlende, empatisk, omsorgsfuld, anerkendende og personlig. Kort sagt - at holde hovedet koldt og hjertet varmt. En af de vigtigste kompetencer pædagogen skal besidder er empati. Empati ser vi som mere end bare en følelsesmæssig oplevelse. Handlekraft på baggrund af sin indlevelse er også en del af empatien. Empati gør, at vi er i stand til at høre mere end ordene. Arbejdet med den personlige historie er ressourcearbejde og derfor må pædagogen være i stand til at se muligheder og positive aspekter. Pædagogen skal være i stand til at lade fortælleren være i centrum for projektet og ikke lade jagten på den gode historie tage fokus. Pædagogen skal støtte brugerens selvfølelse ved at anerkende ham for den han er og hans selvtillid ved at anerkende hans kunnen. 17 Brørup, Mogens, red. Den nye psykologi håndbog, s. 55 og 18 Brodin, Marianne og Hylander, Ingrid, At blive sig selv, s

7 I det narrative pædagogiske arbejde vil der ofte være tale om en dialog, hvor pædagogen til tider vil være den lyttende og til andre tider være den spørgende. Pædagog og bruger danner sammen en narrativ kontekst. Pædagogen må være bevidst om, at den personlige historie kan være fragmentarisk og netop personlig - og derfor ikke den endegyldige sandhed. Pædagogens faglige kompetencer angående viden og forståelse af den enkelte bruger vil være en vigtig del af den narrative proces - så de bedste udviklingsmuligheder kan tilbydes. Pædagogen skal besidde en faglig viden om narrative metoder, samt evne at kunne udvikle og kvalificere historie arbejdet. Konklusion Vi mener, at det narrative er en hermeneutisk disciplin og derfor ikke altid kan gøres til genstand for fortolkning. Således vil der altid være et element af faktuel usikkerhed i historien. Som pædagog og bruger er vores værdier formentlig ikke ens. Vi skal som professionelle forstå deres værdier disse kommer til udtryk gennem deres hverdagsfortællinger, livshistorie og musiske udtryk. Historiefortælling bliver aldrig umoderne, fordi det direkte møde mellem mennesker ikke kan erstattes af selv de mest avancerede elektroniske medier. Den mundtlige fortælling forener generationerne. Den giver plads til tydning og tolkning, så både børn og voksne - ud fra den enkeltes livsbagage - kan få en oplevelse ved at høre om lindorme, frøer, kloge koner, konger, dronninger, Josef og Maria og dig og mig. I en tid med store forandringer er det vigtigt at holde fast i den mundtlige fortællings muligheder for at forankre og bygge bro mellem fortid og fremtid for at sikre identitet og kultur. I forhold til praksisdelen Vi havde oprindeligt tænkt os, at brugeraktiviteterne i A-huset skulle danne grundlag for de personlige historier. Vi fandt dog hurtigt ud af, at målgruppen havde så mange personlige historier, som vi og de fandt interessante, og de havde lyst til at fortælle, og som vi ønskede at kvalificere. Derfor blev aktiviteterne mere udgangspunkt end grundlag for historierne. Vi har i samråd med brugerne aftalt et forbesøg og to besøg, hvor vi arbejder med den personlige historie. Efter eksamen har vi aftalt et afsluttende besøg. 7

8 8

9 Primær litteratur: Christensen, Hansen og Vejleskov, Det narrative, Kroghs Forlag, Clausen, Birthe Juhl m.fl., Narrativ pædagogik, Semi-forlaget, Pedersen, Anne (red.), Danskbogen, Forlaget Klim, Smidt, S. og Kopart, H., Iagttagelse og Fortælling, Forlaget Børn og Unge, (Kapitel 4 og 5). Sekundær litteratur: Brodin og Hylander, At blive sig selv, Hans Reitzels Forlag, Brørup, Mogens, red., Den nye psykologi håndbog, Gyldendal Uddannelse, Jacobsen, Benny m.fl., Sociologi og Modernitet, Forlaget Columbus, Jappe, Erik, Pædagogisk Lovsamling 2004/2005, Frydenlund. (Serviceloven). Kløvedal, Troels, Den tynde hud, Gyldendal Erindring, Artikler: Bae, Berit, Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse, artikel fra Social Kritik nr. 47, Gregersen, Thomas, Habermas kritiske teori om velfærdsstaten, artikel fra Grus, nr. 16, Horsdal, Marianne, Livets Fortællinger, Kopier udleveret af dansklærer Ann-Merete Iversen. Internet: Kompendium: Dansk 2003: Holler, Rikke Børn lever af engagerede voksne Broström, Stig Da børnene fik ordet Clausen, Birthe Juhl og Lauritzen, Jørgen Livshistorier i pædagogisk arbejde Syv børnehavers indlæg Barnets bog, Dam, Hanne Livshistorie med dukke Hollund, Susanne Udviklingshæmmedes livshistorier Vejleskov, Hans Børns sprogudvikling og dens fremme Mors, Niels Sprogtilegnelse, to-sprogethed og kulturmøde 9