BogFeature I sansernes vold Bondekultur og kultursammenstød i enevældens Danmark

Transkript

1 BogFeature I sansernes vold Bondekultur og kultursammenstød i enevældens Danmark Af Erik Helmer Pedersen Dansk landbohistorie er, hvis man skal tro Peter Henningsen, nærmest historien om en dansk bondegård, der har udbygningerne så nogenlunde i orden, selv om de generelt er slet funderet på lige dele social og økonomisk historie, men hvor man hårdt savner et stuehus til ret at rumme landbolivets kulturhistorie. Denne mangel vil han råde bod på her og nu med sit store værk om bondekultur og kultursammenstød i enevældens Danmark. Den overordnede titel I sansernes vold forekommer lidt søgt; bedre ville det have været at holde fast ved arbejdstitlen Homo Rusticus, da vi som læsere hele tiden er på vej til at få afsløret hovedpersonens sande identitet. Peter Henningsen: I sansernes vold. Bondekultur og kultursammenstød i enevældens Danmark, I- II, Udg. af Landbohistorisk Selskab 1.1o4 sider, ill., 348 kr (Bogklub 298 kr.) Landbohistorisk Selskab > Nuvel, vi har her at gøre med et stort og omfattende værk, der alene som bevis på en arbejdspræstation af de sjældne umiddelbart må aftvinge respekt. En litteraturliste på 50 sider vil få de fleste til at synke i knæ. Og der er ikke tale om tom retorik; på så at sige hver eneste af de 1100 sider stilles man ansigt til ansigt med en skribent, der vil noget med sit ærinde. Hans ærinde er på én gang let begribeligt og alligevel svært at forstå. Lige siden sin studietid har han undret sig over den ringeagt, fornemme folk i det 18. og 19. århundredes Danmark udviste over for bonden. Var den almindelige bonde virkelig så dum og indskrænket, som de fine og fornemme tilsyneladende var enige om at mene? Her måtte antropologerne kunne give et bud på forklaringen. De havde jo verden rundt arbejdet med begrebet bondekultur som ét fælles begreb for alle bønder, et begreb der udover arbejdslivet også omfattede deres forestillinger om livet som bonde, mentaliteten. Det viste sig dog hurtigt, at deres afkodninger så at sige foregik i et historisk tomrum. Den danske bondekultur måtte

2 derfor studeres i sin historiske sammenhæng, med et fremmedord sin kontekst. Med Erling Ladewig-Petersens skildring af Dansk Socialhistorie, bd. 3, 1980, opfatter forf. nærmest det enevældige Danmark som et rangsamfund, ikke som ellers antaget et standssamfund. Derfor problematiseres bondekulturen i en ny matrix i 6 etaper, hvor rangsystemets ideologier optræder som forskningens strålebundter, rettet mod typen den ensomme bonde som genstand eller offer for rangsystemets kollektive foragt, dets magtudfoldelse i statsligt regi. Efter en indledende og meget omfattende forskningsoversigt rulles statens praksis i alle relationer til bonden op over en række etaper (nummereret 2-4) for til sidst at blive konfronteret med bondekommunens modsatrettede praksis. Eftersom temaet rent historisk må siges at befinde sig inden for en dansk landbohistorisk tradition, undersøges udvalgte eksempler herpå, centreret omkring traditionens skaber Fridlev Skrubbeltrang med udgangspunkt i værket Bonden i dansk Historie, 1938 og hans efterfølger, afdøde Claus Bjørn i Bonde Herremand Konge, 1981, suppleret med etnologen Palle O. Christiansens omfattende forfatterskab. Klart nok må Peter Henningsen placeres inden for den radikale historikertradition. Som det var at vente, leder den landbohistoriske tradition nok forf. på sporet af en kulturhistorisk opfattelse af bonden, men da kultur iflg. samme er et flertydigt begreb, altid sat til forhandling og snævert knyttet til spørgsmålet om en fælles sproglig og holdningsmæssig referenceramme, datidens mentalitet, må undersøgelsesfeltet ikke alene udvides, det må også befrugtes af en række teoridannelser fra et bredt spektrum af udenlandske kulturforskere: antropologer, agrarsociologer, mikrohistorikere, kulturhistorikere og landbohistorikere. Peter Henningsen har da til dette formål undersøgt, hvorledes disse forskere har behandlet temaet, og det er resultatet herfra snarere end fra dansk landbohistorie, han skriver sig op imod. Han ser ikke teoridannelsen herom som et hierarki, der skal klassificeres eller prioriteres indbyrdes, da teoriernes brugsværdi bestemmes ud fra deres anvendelsesmulighed over for kilderne. Man kunne kalde det et funktionelt metodebegreb i lighed med det funktionelle kildebegreb, han som de fleste moderne historikere anlægger. Ud fra dette er det forskerens spørgsmål, hans problemstilling, der er afgørende, ikke kilden i sin formelle og indholdsmæssige

3 egenart. Det er den indkodede mening i udsagnet, der skal tydes eller om man vil dechiffreres og ikke blot dets leksikalske, almentforståelige betydning. Som baggrund for disse overvejelser ligger den franske filosof Michel Foucaults skrifter, idet dog hans opfattelse af udsagnene som identisk med selve virkeligheden i form af fortælleenheder, diskurser, suppleres med en analyse af de normer og forestillinger, der gemmer sig heri. Bag ved dette ligger en tankegang, udviklet af den tyske socialhistoriker Reinhart Koselleck, som interesserer sig specielt for de begreber, et givet samfund bruger til at italesætte sin egen og dermed dominerende opfattelse af samfundets virkemåde. Disse opfattelser er derefter koblet sammen med det hegemonibegreb, den italienske filosof Antonio Gramsci har udviklet. Her gøres gældende, at det til enhver tid er den herskende klasse, der definerer de gældende normer og forestillinger. Efter en kursorisk skildring af bonden som gransket i udvalgte dele af dansk landbohistorie (kap. 3) drøftes i kap. 4, Bønder og antropologer, den universelt gældende opfattelse af bondebegrebet. Her inspireres forf. af en række udenlandske forskere (antropologer): amerikaneren Robert Redfield med sin sondring mellem bonde og landmand, men hvor den særlige bondekultur får sit særpræg ved at blive modstillet bykulturen; kollegaen George Foster, der med sin teori om de begrænsede goder er tilbøjelig til at opfatte bondekulturen som ét stort slagsmål om disses fordeling, Eric A. Wolff, der prioriterer arbejdet og teknologien højere end den afledte bondekultur osv. Peter Henningsen ser sig dog efter en udførlig gennemgang af en række teoridannelser herom nærmest presset til at konkludere, at ingen har et anvendeligt bud på en altomfattende definition af bonde og bondekultur. Det får ham dog ikke til at frikende de teoriforladte danske landbohistorikere for pligten til at gøre sig bekendt med etnologernes og antropologernes storslåede teoribygninger. I 2. del, Bonden i standssamfundet, genoptager han på en måde den rent historiske del af undersøgelsen, idet han opfatter den danske enevælde som en styreform, der rent centralistisk søger at ensrette samfundssystemet og dets medlemmer fra top til bunds. Efter denne opfattelse er godssystemet en sidste skanse mod presset fra oven, hvad dog

4 ikke forhindrer godsejerne i at bruge deres magt til at afpresse deres fæstebønder maksimale arbejdsydelser i form af hoveri. Idet det enevældige Danmark i denne sammenhæng opfattes som et standssamfund, definerer forf. i pagt med bl.a. sociologen Max Weber stænder ud fra den magt og ære, der oven fra blev tillagt dem. Da bønder ikke får lod og del heri, kan de øvre stænder i virkeligheden forøge deres magt og ære ved at forhåne bønderne for deres mangel herpå, føje spot til skade. Med den norske historiker Ståle Dyrvik pointeres det yderligere, at der er mere på spil i standssamfundet end økonomisk magt. Problemerne omkring erhvervsudøvelsen drøftes videre i de følgende kapitler, idet forf. tilslutter sig den knæsatte opfattelse af bondens gradvise forvandling til landmand, en udvikling, som mærkes så småt fra 1780 erne. Den samtidige frigørelse fra stavnsbåndet 1788 vil forf. dog ikke tillægge samme revolutionerende betydning som traditionen ellers byder det, og som modvægt hentes fra andre, kritisk stemte landbohistorikere mange eksempler før og efter 1788 på godssystemets indbyggede bondeplageri, ja der er godser, hvor der herskede et vilkårligt og næsten despotisk styre, som det udtrykkes i sammenfatningen (s. 285). I 3. del, Sociale distinktioner, sker den endelige konfrontation mellem standspersoner med ære og bønder uden, den uærlige bonde, som det formuleres. Det sker som en række kulturmøder, hvor repræsentanter for de højere placerede grupper, ikke mindst præster og degne, beflitter sig på at presse sig selv opad ved at sparke de lavere placerede længere ned ad rangstigen. Dernede i dybet får bonden dog selskab af det 18. århundredes håndværkere, og fælles for begge grupper er, at de foragtes endnu mere, fordi de udfører det beskidte arbejde. Denne tankegang italesættes i 4. del, Forestillinger om den danske bonde: Hvordan talte man om den danske bonde, og hvad var det acceptabelt at sige? Som forf. her læser teksten, domineres 1700-tallets bondediskurs af forestillingen om bonden som en anderledes skabning, intet mindre end det uslebne dyriske menneske. Der gives dog eksempler på en nok så civiliseret bondeopfattelse, ikke mindst den jyske bonde i al sin kantede særart, pointeres det. I det 19. århundrede er forestillingen om en tilbagestående bonde realiter nærmest identisk den sjællandske udgave af typen. I det hele taget lægges der stor vægt på at drøfte regionale

5 forskelle i synet på den danske bonde, og det munder senere i kapitel 22, Godssystemets regionale variationer, ud i et forsøg på at konfrontere denne meningsdannelse med godssystemets udbredelse og sammensætning. Ikke for første gang i dansk historie kan der her i kapitlerne påvises en vis overensstemmelse mellem godssystemets sjællandske tyngde og den miserable position, der var den derværende bondes lidet misundelsesværdige lod. Den allerede nævnte åbning mod oplyste tilstande på bondens ager drøftes nærmere i kap. 20, Bondestandens nidkære advokater. Det er arven fra Montesquieu, der på dansk grund rækkes videre af oplysningstidens store skribenter: Holberg, Schielderup Sneedorff, Tyge Rothe og G. C. Oeder. Chr. D. Reventlows berømte tale for de nordsjællandske arvefæstere, publiceret i tidsskriftet Minerva 1788, opfattes her som en rehabilitering af en tidligere så miskendt medborger. Vi nærmer os afslutningen. I 6. og næstsidste del, Bondekultur, stilles der det spørgsmål, om der var en kerne af sandhed i de nedsættende ytringer om bonden. Var han så dum som hævdet, eller kan det hele opfattes som en gang bondediskurs, om de fornemme kunne på rygraden? Jo, forf. mener at kunne påvise en særlig bondetraditionalisme, som lukker for meget af for moderniteten, forandringens lov. Med den tyske 1700-tals skribent, Christian Garve og den danske skolelærerforfatter Anton Nielsen i bogen Den danske Bonde fra 1887 som udgangspunkt drøftes den danske bondes tænkemåde, hans bon sense. Desuden inddrages de resultater, den russiske psykolog A. R. Luria fremlagde efter sine studier fra 1930 ernes Usbekistan. Han hævdede da, at de derboende bønder næsten altid tænkte konkret, aldrig abstrakt. En ko var en ko og dermed basta. Det samme sagde den nordsjællandske pastor J. Junge i sin berømte eller snarere berygtede studie over den nordsjællandske bondealmue fra 1798, (2. oplag 1844!) Som svar på disse forhåndsantagelser hævder forf., at den traditionelle bondetype ikke passede ind i det udviklingsskema, statens ledelse såvel som de progressive landøkonomer i egen interesse ville fremelske i de første årtier af 1800-tallet. Med eller mod sin vilje blev bonden da trukket ind i statens sociale og økonomiske maskineri. En yderligere nuancering af traditionsbegrebet gives i kap. 29, Forestillingen om de

6 begrænsede goder. Når skæbnen ville, at der ikke var ubegrænsede goder og muligheder til stede i det gamle landbosamfund, måtte man afpasse sit reaktionsmønster efter denne i og for sig beklagelige tilstand. Det måtte pr. definition indgyde bønderne en fatalistisk livsindstilling, ja nærmest en amoralsk familisme, og det har den udenlandske forskning på feltet masser af eksempler at byde på. Netop skæbnetroen med dens indbyggede misundelse over for bedre stillede forbød én at modernisere, bryde ud af fællesskabet. Desuden ville godsejeren og sognepræsten med deres umådeholdne afgiftskrav samvittighedsløst stjæle en betragtelig del af det frembragte overskud. Vurderet i en økonomisk sammenhæng, kap. 31 Vort fælles bedste, har forestillingen om de begrænsede goder efter Peter Henningsens opfattelse den følgevirkning, at økonomisk foretagsomhed ikke havde frit spil, men tværtimod var buret inde i en række moralske krav, en etik om alle individers ret til et levebrød (s. 880). Det modsvaredes dog af en modsat rettet forpligtelse for godsejeren til at afpasse sine krav til bonden efter dennes faktiske muligheder. Desuden skulle de naturlige goder, ikke mindst agerjorden, fordeles resp. bruges ud fra ønsket om at sprede risikoen, sådan som den amerikanske historiker Donald McClosky mener at kunne påvise det. Der er dog ikke tale om, at bønderne lod sig styre af et praktisk og moralsk fællesskab. I en verden med begrænsede muligheder havde man ikke råd til den slags. Kommet så langt i sin skildring forsøger forf. i kap. 32 at give en sammenfatning af traditionalismens kultur. Her indleder han prisværdigt med at trække lidt i land i forhold til teoridannelsens noget firkantede, altforklarende skabeloner. De danske bønder hverken kunne eller ville leve op til iagttagernes meningsdannelse. Alt tog sigte på at opretholde status quo, økonomisk som socialt. Med den tyske socialhistoriker Wilhelm Schulze kan man sige, at det hele i virkeligheden drejer sig om at fordele de begrænsede goder, der var til rådighed. Det som forf. opfatter som fællesnyttens moralske forrang var imidlertid ved at være passé. Kapitlet rundes meget passende af med den konstatering, at Adam Smith med sin lære om den individuelt funderede, økonomiske vækst og dens altafgørende betydning for velfærden i bred forstand havde sat en helt ny dagsorden for bønder som for andre samfundsborgere. Afslutningen på historien om den forhånede og alligevel uundværlige bonde bringes i 7. del. Afslutning, etape for

7 etape. Den indeholder i og for sig intet nyt i forhold til de resultater, der er nedfældet undervejs. Ikke desto mindre foretages der her en betydelig stramning af formuleringerne. Hvor der i redegørelsen for bondediskursen tillægges de regionale forskelle en vis vægt, afvises dette nu klart: Alle bønder var pr. definition foragtelige skabninger (s. 931). Og på s. 936 etikeres flertallet af danske landbohistorikere som værende enige i den opfattelse, at bondens traditionsstyrede beteen simpelthen er identisk med den historiske virkelighed. Der er ingen tvivl om, at vi står med et programskrift i hånden, ét værk, der efter forf.s opfattelse lancerer en helt ny måde at drøfte landbohistoriske emner på, et nyt paradigme for nu at bruge Thomas Kuhns udtryk. I sit forord takker han en række personer, hvoraf en god part må antages at dele hans kulturhistoriske eller historisk-antropologiske syn på historien og dens rette tolkning, og i en fodnote på s. 51 nævnes i flæng en gruppe yngre forskere, der arbejder inden for denne retning. At udforme et programskrift af denne karakter har sine fordele og ulemper. Der er ingen tvivl om, at dansk landbohistorie, hvordan den nu end defineres eller som her snarere afgrænses, med mellemrum har brug for en skribent, der som Peter Henningsen formår at sætte tingene til kvalificeret debat. Desuden beflitter han sig på at undgå en personfikseret polemik, og selv om man et par steder må savnes en konkret stillingtagen til foreliggende, men fravalgt forskning, bærer fremstillingen præg af en rosværdig balance, ja noblesse. Desuden er han stedse veloplagt og formuleringskapabel og viger end ikke tilbage for at øve selvkritik dog som regel passende imødegået af Peter Henningsens alter ego! Metoden eller teknikken heri får dog også den bivirkning, at forskeren stundom ser sig nødsaget til at presse sine kilder for meget, stundom for lidt.. Forf. er meget personlig i sin fremlægning og bruger konsekvent jeg-formen. Derfor vil anmelderen i det følgende smide hammen, fordi han ved at opfatte bogen som ét programskrift for en ny retning føler sig inspireret til at sætte sin egen opfattelse op som et beskedent modstykke til Peter Henningsens. Jeg vil straks lægge kortene på bordet og bekende, at jeg på adskillige punkter er dybtgående, ja forrygende uenig med ham. I sin konklusion i kapitel 34, Homo Rusticus, har han foregrebet evt. divergerende opfattelser ved at spå, at hans

8 opfattelse af bondekulturen næsten med garanti møder akademisk modstand. Derefter udfører han et typisk dobbeltgreb: Det er ikke sikkert, at der er tale om en universel kultur, men den er alligevel alment gældende under lige historiske vilkår. Jeg deler hans opfattelse af, at danske historikere ikke pr. definition skal forholde sig afvisende over udenlandske teoridannelser, om end man efter mit skøn i en danmarkshistorisk sammenhæng først må afveje deres brugsværdi nærmere og under alle omstændigheder sikre, at de teoretiske ræsonnementer ikke forvilder sig ind i teksten som historiske kendsgerninger. Jeg er ligeledes af den opfattelse, at når man bruger begrebet diskurs til at eftervise det mønster, der menes at ligge i sprogbrugen i de foreliggende kilder (tekster), må man forinden have foretaget en kildekritisk analyse af de pågældende udsagn og deres kontekst, dvs. at man med Erslev slutter til virkelighed. Det er efter min mening den grundlæggende forskel på historie på den ene side, og etnologi og antropologi på den anden. Det europæiske eller ligefrem globale perspektiv lurer som bekendt i danske historikeres forestillingsverden, men med en enkelt undtagelse har endnu ingen historiker brudt totalt med den gældende tradition og de frembragte forskningsresultater på vedkommende fagområde. Peter Henningsen skriver på (godt) dansk uden alt for mange fremmedord, og det vil jeg gerne kreditere ham for. Nu til min anderledes måde at tænke landbohistorisk på. Forf., fra nu af forkortet til PH, opfatter i for høj grad bonden som et litterært, ja nærmest teoretisk fænomen. Han ligefrem stigmatiseres, for nu at bruge et af PHs yndlingsudtryk, som et tænkt væsen uden større mulighed for et selvforsvar. Der foreligger efterhånden en række bondedagbøger, og PH gør da også brug af Søren Pedersen Havrebjærgs optegnelser, men flere kunne komme i betragtning. Ofte hævdes det, at bondedagbogsskrivere langtfra er repræsentative for deres stand, da de som regel fremstår som yderst aktive og fremadskuende folk. I virkeligheden ved vi meget lidt om bøndernes faglige og kulturelle aktivitetsniveau og deres økonomisk-sociale ambitioner. Det tillader os dog ikke generelt at slutte til den opfattelse, at de fleste nok var nærmest stillestående i deres reaktionsmønster. Skal man tro flertallet af de præster, som i 1773 indberettede til deres kirkelige foresatte om

9 helligdagforordningens manglende overholdelse (udgivet af Jens Holmgaard: Bonden, kirken og kroen, 1993) havde de alt mulig andet at bestille om søndagen end at gå i kirke. Det kommer jeg senere tilbage til. Det forekommer mig i denne sammenhæng lidt besynderligt, at PH ikke interesserer sig synderligt for de religiøse sider af bondetilværelsen. Grundtvig nævnes nok et par steder, men hans rolle i udviklingen står uafklaret hen. PH opfatter den danske bonde som et forhånet og ringeagtet væsen, og især i kapitel 18 med overskriften Den eksotiske bonde har han fundet frem til en række eksempler herpå. Det er nu en meget broget buket, der her præsenteres. En god part er hentet fra amtmandsindberetninger o. lign. fra 1730 og 1740 erne, men vi får ikke synderligt at vide om udsagnenes placering i deres helhed, deres kontekst. Der hentes også stof fra Jens Holmgaards bog, men læser man den som helhed, er præsterne mest ude på at kritisere bønderne for deres umådeholdne aktiviteter, deres søndagsflid på marken, deres salgs- og indkøbsture til nærmeste købstad osv. Og en del præster gør brug af den historisk interessante finesse, at de ikke opfatter landsbyens folk blot og bart som bønder, men i stedet leverer en social underklassifikation i store og små bønder, husmænd, inderster, tjenestefolk m.v. PH må derimod anholdes for en vis usikkerhed i brugen af sociale distinktioner. Og når talen er om præster i 1700-tallets bondeverden, må vi ikke overse, at de som tiendetagere m.m. nærmest pr. definition måtte ønske sig dygtigere bønder og dermed øget produktion. Det forklarer mangt et hånsord fra den side. Bedre gårdbrug ville skæppe godt i præstens kasse. I sine beskrivelser over agerdyrkningens tilstand låner Gr. Begtrup ofte præstens briller, når tiendeproblemet er oppe og vende. PH bruger flere steder den flittigt rejsende Everdrup-præst L. M. Wedel som kilde til nedsættende bemærkninger om bonden. Hans landøkonomiske skrifter nyder derimod ikke på samme måde PHs bevågenhed, og det er lidt ærgerligt, fordi bonden deri ofte behandles forstående. PH henter en del bondekritiske udsagn fra udgivne forvalterbreve. Det er yderst prisværdigt; dog kunne man i pagt med de netop anførte reservationer have ønsket sig, at han ville have studeret udsagnenes kontekst nærmere. Lad mig nøjes med et enkelt eksempel: På Corselitze på Falster regerer godsforvalter Hans Jensen Smidth tilsyneladende uindskrænket. De publicerede breve fra hans hånd fra

10 perioden (Ole H. Christensen: Storlandbrug under omformning, 1982) fortæller en helt anden historie om en godsforvalter, som i sine stridigheder med de opsætsige bønder og husmænd ikke bakkes nok op af sin godsejer, generalmajor Johan Frederik Classen. Smidth betragter naturligvis ikke sine undergivne som sine ligemænd, men faktum er, at han frygter dem og deres hemmelige konspirationer. De ved meget godt, hvorledes de skal lade sig bære frem på en bølge af begyndende bondevenlighed fra opinionens og de styrendes side. Læseren må undskylde, at jeg her bliver meget personlig: PH har i en fodnote på s. 890 nok nævnt mit bidrag Bønder og penge reformer og landbrug til den af Claus Bjørns redigerede bog fra 1988, Landboreformerne Forskning og forløb, men tager ikke stilling til de overvejelser, jeg dér har gjort mig om de gensidige magtrelationer mellem godsejere og bønder. Bønderne vidste meget vel, hvorledes de skulle agere som de formelt svage, men reelt ganske stærke partnere i det feudale topartsforhold. Man kunne efter min mening skrive en landboernes danmarkshistorie, hvor bønderne stod som den stærkeste part. Uden deres kollektive indsats intet Danmark. Banalt, men sandt. Nok så mange forsøg på gennem 1700-tallet at skabe en alternativ erhvervsform, kendt som manufakturpolitikken, slog helt og aldeles fejl. Danmark var og forblev længe op i tiden et landbrugsland. Det tog den enevældige regering også bestik af, idet man siden 1682 søgte at beskytte den danske bondegård og dermed dens bruger. Hans Jensen og andre har meget fortjenstfuldt peget på, at statsmagten i bonden så en form for alliancepartner som modvægt mod godsejergruppen. Jeg savner omtale heraf i PHs bog. Og kære PH, hvorfor se bort fra socialhistoriske og især økonomisk-historiske forskningsresultater? Det er rigtigt, at man ikke uden en vis tillempning kan bruge markedsøkonomien som forklaringsmodel for 1700-tallets landbrugsvirksomhed, men det er da lige så galt at ville forklare det hele som et slags nulsumspil. Rundt om i landet tjente bønderne penge på forskellige former for sidebeskæftigelser såsom at forsyne nærmeste købstad med madvarer og brændsel. De var ofte mere end stræbende bønder, de var driftige og fremadrettede. Jeg er klar over, at jeg i det forudgående har fremført en række indvendinger. Hvordan de nu end må vurderes, må det erindres, at man som hovedregel ikke får en positiv respons på

11 en dårlig bog. Jeg har under min læsning side for side følt mig grundlæggende udfordret rent fagligt, noget som desværre ikke sker ret ofte, når man anmelder bøger. Man er lige ved at tage telefonen for straks at gå til modattak. Jeg vil gerne gratulere PH med resultatet og udtrykke det håb, at han, når først programskriftet er lagt ad acta, vil genoverveje nogle af sine synspunkter og derved give plads for en bredere diskussion. Uden først at skulle konsultere bønderne i Usbekistan. Landbosliddets fornemste udøver, bonden, den forkætrede, litterært så foragtede, skal her have det sidste ord. I pastor Junges smædeskrift det er ikke for stærkt udtrykt ofrer pastoren mange hårde ord på den altid så sultne bonde, ser ham billedligt talt som et omvandrende madskab. Bebrejder man bonden dette og peger på litterære vidnesbyrd om faren herved, vil han iflg. Junge blot trække på skulderen og ytre: De Höilærde prente altid saa meget.