INDDRAGELSE AF ANBRAGTE BØRN OG UNGE. Inddragelse af anbragte børn og unge

Transkript

1 Inddragelse af anbragte børn og unge 0

2 Inddragelse af anbragte børn og unge Tak til de medvirkende Et bachelorprojekt af Christina Holm Nielsen, Socialrådgiverstudiet, Aalborg Universitet, Gruppe 27b, SOC2005, 7. semester, januar 2009 Denne opgave er udarbejdet af studerende på socialrådgiveruddannelsen ved Aalborg Universitet, som led i et uddannelsesforløb. Den foreligger urettet og ukommenteret fra socialrådgiveruddannelsens side og er således et udtryk for forfatterens egne synspunkter. 1

3 ABSTRACT It is important for children and young people who are being placed in out-of-home care to be involved in the decision-making process. A large part of the children and young people who are being placed in out-of-home care are not being involved in the case work. This project is a contribution to the debate on the significance of involvement and children and young people in these sorts of cases. The basis of the project is interviews with three young girls who have all been placed in out-of-home care and the theoretic approach is Axel Honneth s theory of recognition which will help to understand the importance of children and young people s involvement. The main conclusion of the project is that involvement of children and young people in these sorts of cases is very important to the child or the young person s ability to create trust and faith in other people and therefore to bond with the foster family. It is a possible, that the child or the young person will find it hard to relate to other people during and after the out-ofhome-care. The involvement in these cases is also significant to the child or young persons self respect and for the development of independence. RESUMÉ En stor del af de børn og unge, der bliver anbragt uden for hjemmet, bliver ikke inddraget i sagsbehandlingen, som den sociale lovgivning foreskriver. Det er et stort socialt problem, at disse børn og unges rettigheder på dette område ikke bliver overholdt, da det er vigtigt for dem at have indflydelse på deres eget liv. Dette projekt er et bidrag til debatten om, hvad det betyder for børn og unge at blive inddraget i sin egen anbringelsesproces, og hvordan inddragelsen kan forbedres. Projektet tager udgangspunkt i et lidt anderledes perspektiv, da konklusionens resultater bygger på interview med tre unge piger, der tidligere har været anbragt uden for hjemmet. I dette projekt vil Axel Honneths teori om anerkendelse blive brugt til at analysere de tre interviews for at finde frem til inddragelsens betydning for disse tre unge. De vigtigste konklusioner, projektet når frem til, er, at inddragelse har betydning for barnets eller den unges mulighed for at nære tillid til sine medmennesker, og dermed også at skabe tilknytning til sin plejefamilie og at danne relationer til andre mennesker i voksenlivet. 2

4 Inddragelse i anbringelsessager har desuden betydning for barnets eller den unges udvikling af selvrespekt og dermed dets udvikling af selvstændighed. INDHOLD TITELBLAD S. 1 ABSTRACT S. 2 RESUMÉ S. 2 INDHOLDSFORTEGNELSE S. 3 INDLEDNING S. 4 PROBLEMFELT S. 5 INDDRAGELSE S. 5 DET JURIDISKE S. 6 RETSSIKKERHEDSLOVEN S. 7 SEVICELOVEN S. 8 INTERNATIONALT S. 9 TIDLIGERE UNDERSØGELSER S. 10 ANBRINGELSER AF BØRN S. 10 BØRNESAGER S. 12 DET POLITISKE S. 13 ANBRINGELSESREFORMEN S. 13 ANKESTYRELSENS OPFØLGNING S. 15 INDDRAGELSENS BETYDNING S. 16 PROBLEMSTILLING S. 17 PROBLEMFORMULERING S. 18 PROBLEMSTILLINGSTYPE S. 18 PROBLEMSTILLINGENS BEGREBER S. 18 AFGRÆNSNING AF PROBLEMSTILLINGEN S. 19 METODE S. 20 PROJEKTDESIGN S. 20 INTERVIEW S. 20 EMPIRI S. 21 ANALYSESTRATEGIER S. 22 TEORI S. 24 BARRIERER S. 24 DEN SAMLEDE METODES KVALITET S. 25 TEORI S. 26 AXEL HONNETHS TEORI OM ANERKENDELSE S. 26 DEN PRIVATE SFÆRE S. 26 DEN RETSLIGE SFÆRE S. 27 DEN SOLIDARISKE SFÆRE S. 28 ANALYSE S. 29 ANERKENDELSE S. 29 TANJA S. 30 NINA S. 33 LAURA S. 36 MIG SOM SOCIALRÅDGIVER S. 41 KONKLUSION S. 42 PERSPEKTIVERING - SOCIAL EKSKLUSION S. 44 LITTERATURLISTE S. 46 BILAG 1 INTERVIEWGUIDE S. 48 3

5 INDLEDNING Det bliver i Serviceloven fastslået, at børn og unges synspunkter altid skal inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med barnets eller den unges alder og modenhed i forbindelse med anbringelsessager. Børn og unge, der skal anbringes uden for hjemmet i en periode af deres barndom eller ungdom, har ret til at blive inddraget i deres sag og skal tilbydes en børnesamtale, for at de kan få fortalt deres meninger, blive hørt og få belyst deres perspektiv på sagen og den påtænkte afgørelse. At blive inddraget i sin egen sag er en rettighed, der skal sikre, at der ikke bliver truffet beslutninger hen over hovedet på barnet eller den unge. Uden barnets perspektiv kan der gå væsentlige oplysninger tabt i sagen, og kommunen får således ikke dét førstehåndsindtryk af barnet eller den unge, der er nødvendigt for at kunne træffe en afgørelse. I de sager, hvor barnets perspektiv ikke bliver inddraget, er der risiko for, at sagen ikke bliver korrekt oplyst. Dette kan medføre, at barnet eller den unge oplever et svigt fra kommunens side, hvilket i yderste konsekvens kan resultere i en forkert anbringelse. Men der kan også være andre konsekvenser ved ikke at blive inddraget i sagsbehandlinger. Hvis ikke børn og unge bliver inddraget, hørt eller får lov til at fortælle deres side af historien, kan det medføre, at barnet eller den unge får en følelse af ikke at blive taget alvorligt og respekteret at alting bare sker, selv inden for områder, der har stor indflydelse på barnets eller den unges liv og lykke og ikke mindst fremtid. Børn og unges følelser og oplevelser af ikke at blive taget alvorligt kan endda komme til at påvirke deres udvikling. Med anbringelsesreformen er der kommet der flere krav til, hvordan man skal overholde børns rettigheder i anbringelsessager. Anbringelsesreformen stræber imod at sikre anbragte børn og unge de samme muligheder som deres jævnaldrendes. De centrale temaer i anbringelsesreformen, bedre inddragelse af familien, tidligere indsats, systematisk sagsbehandling, kvalitet i anbringelsen og efterværnet og børns retssikkerhed, skal sikre en mere målrettet indsats. En del af anbringelsesreformen skal sikre, at børn og unge bliver hørt i spørgsmål som valg af anbringelsessted og samvær under anbringelsen. Anbringelsesreformen skal hjælpe til med at styrke børns retssikkerhed, da denne gruppe af børn er særligt sårbare, i og med deres forældre ikke kan tage sig af dem på et acceptabelt niveau. Anbringelsesreformen er således en skærpelse af Servicelovens paragraffer om særlig støtte til børn og unge. 4

6 På trods af vigtigheden af at inddrage børn og unge i deres sag og skærpelser af loven på området viser det sig, at børn og unge i mange tilfælde bliver anbragt uden for hjemmet uden at blive inddraget i sagen. Den nyeste praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen fra 2008 viser, at der i 64 % af de i alt 143 sager er så alvorlige fejl, at de strider imod serviceloven. I tre af sagerne har det vist sig, at der ikke er grundlag for en anbringelse, og at der i 34 % af sagerne ikke er gennemført en lovpligtig børnesamtale med barnet. Dette viser, at disse udsatte børn og unge bliver tabt i systemet. Deres rettigheder bliver i for ringe grad overholdt. Det er et stort socialt problem, at disse børn og unge ikke bliver inddraget i deres sag af mange årsager som eksempelvis sagsbehandlingen og dermed anbringelsens kvalitet, barnets eller den unges oplevelse af at blive respekteret og dermed disses videre udvikling og selvforståelse. Dette er interessant for mig som socialrådgiverstuderende, da jeg selv blandt andet kommer til at skulle hjælpe borgere muligvis børn og unge til at medvirke i behandlingerne af deres sager. Jeg håber på at mit arbejde med emnet styrker mig i selv at inddrage borgere, da jeg i forbindelse med projektet lærer en hel del om vigtigheden af inddragelse, og hvad man kan gøre for at forbedre sin indsats med at inddrage i sagsbehandlingen. PROBLEMFELT Jeg vil bruge dette kapitel på at belyse nogle forskellige vinkler på inddragelse som for eksempelvis lovgivning på området, tidligere undersøgelser og et politisk perspektiv. Jeg vil starte ud med, i følgende afsnit, at forklare lidt om begrebet inddragelse og om, hvordan det bliver brugt, og hvordan man kan definere det. INDDRAGELSE Inddragelse er et begreb, der bruges på mange forskellige måder inden for socialt arbejde. For nogle hører inddragelse til på et politisk plan. Her har borgere gennem almindelige demokratiske rettigheder mulighed for at påvirke rammerne for socialt arbejde. Hér dækker begrebet borgerinddragelse, da alle borgere har mulighed for at involvere sig. Andre bruger begrebet brugerinddragelse, der hentyder til inddragelse af de mennesker, der kan betegnes som brugere af sociale ydelser eller servicer. Inddragelse af brugere anvendes inden for mange felter af den sociale lovgivning. Det bruges i forhold til kontanthjælpsmodtagere, der skal have bedømt deres arbejdsevner, eller i forhold til udviklingshæmmede, der har brug for 5

7 hjælp til dagligdagen. Og det bruges i forbindelse med en forvaltnings børnefamilieafdeling, hvor man undersøger, om familiens børn og unge har brug for iværksættelse af foranstaltninger. 1 Ifølge Per Schultz Jørgensen findes der tre roller for børn og unges deltagelse. Barnet eller den unge kan have rollen som informant. Hér besidder man en viden om sig selv og sin verden, som man har mulighed for at oplyse andre om. Man kommer som informant med oplysninger, der skal være med til at sikre beslutningsgrundlaget, og man bliver således registreret og tillagt en vis form for værdi. Man har medindflydelse. 2 En anden rolle, man kan have, er rollen som medspiller eller én, der, udover at have en viden, har en mening. Barnet eller den unge bidrager hér med sin personlige opfattelse af en situation og kommer med handlingsforslag. I visse tilfælde bliver barnets eller den unges synspunkter tillagt vægt i en sådan grad, at man kan tale om en reel indflydelse på en beslutning. Man har medbestemmelse. 3 Den sidste rolle, Schultz Jørgensen beskriver, er rollen som aktør. Som aktør har man mulighed for at træffe en beslutning selv. Man har ret til selv at afgøre vigtige ting i sit liv. Man har selvbestemmelse. 4 Disse tre roller viser, hvilken form for deltagelse børn og unge kan have. I sociale og familiemæssige sager er det naturligvis ikke altid muligt at give et barn eller en ung medbestemmelse og, endnu sjældnere, selvbestemmelse, da der i denne slags sager ofte er konflikter, der påvirker barnets eller den unges meninger, eller andre årsager til, at barnet eller den unge ikke kan pålægges dette ansvar. DET JURIDISKE Hér vil jeg forklare, hvordan den sociale lovgivning beskriver inddragelse både generelt i Retssikkerhedsloven og mere konkret i forhold til anbringelsessager i Servicelovens kapitel om særlig støtte til børn og unge. Det er et helt centralt socialpolitisk mål, at mennesker kan tage ansvaret for deres eget liv. Dette gælder også, når de har brug for hjælp i form af en social indsats. For at opfylde dette mål er det essentielt, at den enkelte borger inddrages i sin egen sociale sag for reelt at få indflydelse herpå samt handlemuligheder. I forbindelse med reformen af de sociale love i 1998, retssikkerhedsloven, serviceloven og aktivloven blev princippet om at inddrage borgere i deres egen sag på det sociale område systematisk indarbejdet i lovene. 5 1 Bech, Ingelise, m.fl.: Borgerinddragelse og retssikkerhed i socialt arbejde, Hans Reitzels Forlag, 2006, herunder: Sjelborg, Hanne: Borger-/brugerinddragelse i relation til socialt arbejde, s Schultz Jørgensen, Per og Kampmann, Jan: Børn som informanter Antologi, Børnerådet, 2000, s Schultz Jørgensen og Kampmann: Børn som informanter Antologi, 2000, s Schultz Jørgensen og Kampmann: Børn som informanter Antologi, 2000, s Velfærdsministeriets websider: 6

8 RETSSIKKERHEDSLOVEN Retssikkerhedsloven opstiller en række sagsbehandlingsregler og principper, der skal sikre borgernes rettigheder og indflydelse. 6 Nogle af principperne, der er lovfæstet i Retssikkerhedsloven, er hurtighedsprincippet ( 3), der fastlægger, at kommunen skal behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt. Dialogprincippet ( 4) er princippet om brugerinddragelse. Princippet om en helhedsvurdering 7 ( 5-6) skal sikre, at hjælpen bliver tilrettelagt ud fra en samlet vurdering af borgerens situation og behov på længere sigt. Og officialprincippet ( 10), også kaldet undersøgelsesprincippet, betyder, at man skal indhente så mange nødvendige oplysninger, at der kan træffes en afgørelse. Officialprincippet kan således først være opfyldt, når dialogprincippet er opfyldt. 8 I Retssikkerhedsloven formuleres brugerinddragelse i 4 således, at borgeren skal have mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag. Kommunen tilrettelægger behandlingen af sagerne på en sådan måde, at borgeren kan udnytte denne mulighed. 9 Der er to led i denne paragraf. Det første led skal sikre, at borgeren har mulighed for at have indflydelse på sin sag. Dette er et retskrav for borgeren. Det andet led er et krav til myndigheden om at sørge for, at sagsbehandlingen i forvaltningen giver mulighed for, at borgeren kan medvirke. 10 Retssikkerhedslovens 1 dækker ligeledes over den indflydelse, man som borger har ret til i behandlingen af sin sag. Formålet med denne lov er at 1) sikre borgernes rettigheder og indflydelse, når de sociale myndigheder behandler sager, 2) fremhæve, at de sociale myndigheder har pligt til at tilrettelægge en tidlig helhedsorienteret indsats 11 Borgeres mulighed for at medvirke i egen sag og få indflydelse på, hvordan denne forløber, er altså et grundlæggende princip i den sociale lovgivning. Der er dog forskel på, hvilken form inddragelsen tager, alt efter hvilken hjælp der er tale om. Derudover er der på forskellige områder en lang række af bestemmelser om borgerinddragelse. Dette ses for eksempel i px?id=6ddc92b2-dd77-4dd3-89f0-1dfe e 6 Ketscher, Kirsten: Socialret, Forlaget Thomson, 2004, s Ketscher: Socialret, 2004, s Ketscher: Socialret, 2004, s Retssikkerhedslovens Hielmcrone, Nina v.: Notat om tolkning af Retssikkerhedslovens 4, Kan findes her: 11 Retssikkerhedslovens 1, stk.1, nr. 1 og 2. 7

9 børnesager om inddragelse af børn og unge og deres familier. 12 Servicelovens generelle formulering af inddragelse er, at det er ud fra den enkelte persons behov og forudsætninger og i samarbejde med den enkelte, at hjælpen skal organiseres. 13 SERVICELOVEN Brugerinddragelse beskrives i Servicelovens 16, hvor det bliver fastslået, at brugerne af denne lov skal have indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene efter kommunalbestyrelsens retningslinjer for brugerindflydelsen. 14 Lovens kapitel 11 indeholder regler for, hvordan der ydes særlig støtte til børn og unge og deres familier ved iværksættelse af foranstaltninger som for eksempel praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, personlig rådgivning, kontaktperson eller en anbringelse med samtykke efter lovens 52 eller en anbringelse uden samtykke, 58. Hér klargør lovens 46 lovens formål med at yde særlig støtte til børn og unge. Formålet er at give børn og unge med individuelle vanskeligheder mulighed for at opnå de samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed, som andre børn har. I 46, stk. 3, bliver det fastslået, at [ ]barnets eller den unges synspunkter altid skal inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed.. 15 Hér bliver inddragelse af børn og unge nævnt, ved at deres synspunkter altid skal inddrages i sagsbehandlingen. Begrebet passende vægt dækker over, at det ikke altid er muligt at efterkomme et barns ønsker om for eksempel at få en bestemt kontaktperson eller rådgiver, at fortsætte med at dyrke en bestemt sportsgren under anbringelsen eller at få lov til at bestemme, hvor det skal bo, eller om barnet eller den unge overhovedet vil anbringes uden for hjemmet. Barnets eller den unges synspunkter skal altså tillægges en vægtning, der skal foregå i forhold til den samlede vurdering af, hvilken afgørelse der skal træffes. 16 I 48 bliver inddragelse igen nævnt. Hér som børnesamtalen: 48 Stk.1 Forinden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter 51, 52, 56, 57a, 58, 62, 63, 65, stk. 2 og 4, og og 75, skal der finde en samtale sted med barnet eller den unge herom. Stk. 2 Samtalen kan undlades i det omfang barnets modenhed eller sagens karakter i afgørende grad taler imod samtalens gennemførelse. Kan 12 Velfærdsministeriets websider: px?id=a43b4c99-f2dd ca9-5e6e90e3d Servicelovens 1, stk Servicelovens Servicelovens 46, stk Vejl. 99 af 5. dec. 2006, om særlig støtte til børn og unge og deres familier - Vejl. nr. 3 til serviceloven pkt

10 samtalen ikke gennemføres, skal barnets holdning til den påtænkte afgørelse søges tilvejebragt. Servicelovens 48 forpligter således kommunen til at afholde en samtale med barnet eller den unge, inden der træffes en afgørelse, som berører barnet eller den unge. Det kan være en afgørelse om en foranstaltning, ophør af en foranstaltning, afgørelser om samvær under anbringelsen eller valg af anbringelsessted. 17 Børnesamtalen skal altså sikre børn og unges retssikkerhed i at få fortalt deres meninger, at blive hørt og få belyst deres perspektiv på sagen og den påtænkte afgørelse. Uden barnets perspektiv kan der gå væsentlige oplysninger tabt i sagen, og kommunen får således ikke det førstehåndsindtryk af barnet eller den unge, der er nødvendigt for at kunne træffe en afgørelse. 18 Myndigheden har pligt til at tilbyde alle børn og unge en samtale. Men i visse tilfælde kan man undlade samtalen, og det er først og fremmest, hvis barnets modenhed eller sagens karakter taler imod det. I sådanne tilfælde skal kommunen gøre opmærksom på, hvorfor samtalen er undladt, og barnets perspektiv skal afdækkes på en anden måde. 19 Barnet har mulighed for at have en bisidder med til samtalen som personlig støtte. 20 I visse tilfælde er det hensigtsmæssigt, at forældremyndighedsindehaverne er til stede, men det er ikke en ret, forældrene har. 21 Når barnet eller den unge er blevet anbragt uden for hjemmet, er der ligeledes regler for inddragelse af barnet. Det er, ifølge 148, stk. 3, opholdskommunens kommunalbestyrelses opgave at sørge for, at der, under en anbringelse uden for hjemmet, bliver talt med barnet eller den unge under et tilsynsbesøg på anbringelsesstedet mindst én gang om året. 22 INTERNATIONALT Efter at have fået klargjort, hvad den danske lovgivning siger om inddragelse, er det på sin plads at redegøre for de internationale bestemmelser på området. Dette vil jeg gøre ved at fortælle om FN s børnekonvention. Børnekonventionen blev vedtaget af FN s generalforsamling d. 20. november 1989, og Danmark ratificerede d. 5. juli Det vil sige, at Danmark indgik i en aftale om at overholde bestemmelserne deri Vejl. nr. 3 til serviceloven pkt Vejl. nr. 3 til serviceloven pkt Vejl. nr. 3 til serviceloven pkt Vejl. nr. 3 til serviceloven pkt Vejl. nr. 3 til serviceloven pkt Servicelovens 148, stk Velfærdsministeriets websider: fn_boernekonvention.html 9

11 Børnekonventionen opdeler børns rettigheder i fire kategorier. Der er de grundlæggende rettigheder, der giver ret til mad, bolig og sundhed, og der er rettigheder til udvikling såsom skolegang, uddannelse, leg, fritid og information. Der er rettigheder til beskyttelse mod krig, vold, narkotika og seksuel udnyttelse, og der er rettigheder til medbestemmelse. Børns ret til medbestemmelse beskrives i konventionen som ytringsfrihed, indflydelse, deltagelse, medbestemmelse og deltagelse. 24 Konventionen består af 54 artikler, der hver især beskriver én af barnets rettigheder. Artikel 3 beskriver, at barnets tarv skal komme i første række i alle foranstaltninger vedrørende børn. Artikel 9 pålægger deltagerstaterne at sikre, at børn ikke bliver adskilt fra deres forældre, medmindre en myndighed på grund af hensynet til barnets tarv afgør, at adskillelse er nødvendig. Alle interesserede parter skal gives mulighed for at deltage i behandlingen af sagen og for at tilkendegive deres synspunkter. Artikel 12 sikrer børns ret til frit at udtrykke deres synspunkter, som skal vægtes i overensstemmelse med barnets alder og modenhed. Denne ret er sikret i alle forhold, der vedrører barnet, herunder i sagsbehandlinger af forvaltningsmyndigheder eller andre dømmende myndigheder. Hvis ikke barnet inddrages direkte, skal barnets synspunkter repræsenteres. 25 TIDLIGERE UNDERSØGELSER I dette afsnit vil jeg trække på tre tidligere undersøgelsers erfaringer om inddragelse af børn og unge og inddragelsens betydning. Den første er en kvalitativ analyse fra 1998 af Else Christensen, der er seniorforsker ved Socialforskningsinstituttet (SFI), med børn og deres familier som særligt forskningsområde. ANBRINGELSER AF BØRN EN KVALITATIV ANALYSE AF PROCESSEN Rapporten Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen 26, lavet af Else Christensen for SFI i Det er en kvalitativ interviewundersøgelse, der tager udgangspunkt i 23 børnesager fra fem kommuner. 27 Undersøgelsen beskæftiger sig blandt andet med succeskriterierne for et positivt resultat i anbringelser. Vurderingen af om anbringelsen har et positivt resultat bliver baseret på fire områder: barnets fysiske og psykiske udvikling, forældre-barn relationen, intellektuel formåen og skolegang og sociale relationer og tilpasning på anbringelsesstedet Børnerådets børneinfo-websider: Rapporten Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen kan hentes hér: 27 Christensen, Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen, 1998, s Christensen, Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen, 1998, s

12 I undersøgelsens sammenfatning af resultater bliver inddragelse af barnet nævnt som et vigtigt punkt i forbindelse med sagsbehandlingen. Undersøgelsens resultater understøtter Anne- Dorthe Hestbæks kvantitative undersøgelse fra 1997 Når børn og unge anbringes en undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager 29 ved, at der ofte slet ikke afholdes an samtale med barnet eller den unge inden anbringelsen har fundet sted. 30 I Hestbæks undersøgelse har der i 1997 ikke været en samtale med barnet eller den unge i 38 % af sagerne. 31 Ifølge Christensen fremstår de af børnene, der ikke er blevet talt med før anbringelsen, som børn fra anbringelser, der i mindre grad har haft et positivt resultat. Hun formulerer i rapporten denne påstand: Børn, der ikke bliver talt med om anbringelsen, inden den finder sted, vil have dårligere vilkår end andre børn for at få et positivt resultat af anbringelsen. Det vil for disse børn være vanskeligere at etablere de vigtige relationer til voksne på anbringelsesstedet, som kan føre til, at anbringelsen kan understøtte udviklingen af nødvendige redskaber for barnet til brug for kontakt med andre mennesker. 32 Else Christensen har altså nogle tanker om, hvad inddragelsen betyder for børn og unge, og hvordan den påvirker deres udvikling af relationer til voksne på anbringelsesstedet. Hun beskriver senere i undersøgelsen, at disse voksenrelationer er med til at bestemme, hvordan barnets opvækst former sig. 33 Undersøgelsen påpeger således nødvendigheden af, at børn og unge bliver inddraget i deres sag, idet inddragelsen har betydning for barnets eller den unges videre udvikling. Hun beskriver desuden, at barnet eller den unge har behov for at vide, hvad baggrunden for anbringelsen er, hvad der skal ske, og at det ikke er deres skyld, at de skal anbringes. Derudover har de behov for at vide, hvordan deres tilværelse skal forme sig efter anbringelsen. Dette inkluderer alle de praktiske spørgsmål eksempelvis hvordan og hvor ofte man kommer til at se sine forældre og sine søskende. Men også de følelsesmæssige spørgsmål om det for eksempel er i orden at kunne lide både sine forældre og sine plejeforældre Rapporten Når børn og unge anbringes en undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager kan hentes hér: 30 Christensen, Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen, 1998, s Hestbæk, Når børn og unge anbringes en undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager, 1997, s Christensen, Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen, 1998, s Christensen, Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen, 1998, s Christensen, Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen, 1998, s

13 BØRNESAGER EVALUERNG AF DEN FOREBYGGENDE INDSATS I 2002 lavede Else Christensen og Tine Egelund, der ligeledes er seniorforsker ved SFI, sammen en evaluering af kommunernes forebyggende indsats på børne- og ungeområdet for SFI. Rapporten Børnesager - evaluering af den forebyggende indsats 35 belyser omstændighederne omkring en børnesag, blandt andet hvordan sagen opstår, hvordan den undersøges, og hvordan barnet støttes. Undersøgelsen bygger på forskellige delundersøgelser fra , herunder en brugerundersøgelse fra Rapporten peger på, at der i 2002 var brug for en kvalificering af undersøgelsesarbejdet, herunder inddragelse af børn og unge. Børnene og de unge blev ikke inddraget tilstrækkeligt i deres sag. Der bliver i rapporten beskrevet et mønster, der kendetegner en del anbringelser: Der blev typisk foretaget en begrænset undersøgelse i forbindelse med underretningen, der fortsatte sideløbende med den iværksatte foranstaltning. Denne undersøgelse fortsatte, indtil der viste sig et grundlag for at handle, og ikke længere. Børnene og de unge selv blev kun i 20 % af sagerne tilbudt en samtale. 37 Børnene havde desuden ikke modtaget information om årsagerne til iværksættelsen af foranstaltninger. De havde i stedet selv været nødt til at skabe årsager og hensigter til systemets indgriben. 38 Undersøgelsen beskriver det mindretal af børnefamilier, der kommer i kontakt med en socialforvaltning, som økonomisk ressourcesvage familier, der ofte er præget af konflikter mellem de voksne eller af problemer med opdragelse af børnene. Børnene i disse familier har typisk en række massive problemer på skoleområdet, såsom mobning, manglende trivsel og problemer med at opfylde de faglige krav. Disse børn har også problemer i forhold til deres psykiske helbred. 12 % af børnene befinder sig i en depressiv eller ulykkelig tilstand med frygt og angst. 3 % har haft selvmordstanker, og 1 % har forsøgt selvmord. De børn, der ikke oplever at have disse psykiske problemstillinger, har ofte nogle andre problemer. Dette kan være problemer i skolen eller i forhold til kammeraterne. Undersøgelsens evaluering understreger vigtigheden af, at disse faktorer bliver belyst af barnet selv. Det vil sige, at undersøgelsen fandt det nødvendigt at børn skulle inddrages i højere grad end tidligere for at belyse barnets perspektiv på skolemæssige, fritidsmæssige, familiemæssige og individuelle områder Rapporten Børnesager - evaluering af den forebyggende indsats kan hentes hér: 36 Christensen og Egelund, Børnesager -evaluering af den forebyggende indsats, 2002, s Christensen og Egelund, Børnesager -evaluering af den forebyggende indsats, 2002, s Christensen og Egelund, Børnesager -evaluering af den forebyggende indsats, 2002, s Christensen og Egelund, Børnesager -evaluering af den forebyggende indsats, 2002, s

14 Inddragelse af børn er alt i alt et grundlæggende tema i undersøgelsen, der påpeger, at det udover at kende barnets synspunkter i forhold til en foranstaltning vil være vigtigt, at barnets synspunkter på eget liv og livsvilkår kommer frem i lyset. 40 Børnene er de, der ved mest om deres eget liv, hvorfor de også er de bedste til at komme med løsningsforslag til deres problemer. Brugerundersøgelsen viste, at der var væsentlig forskel på, hvad børnene og de voksne pegede på som problemer og løsninger. 41 Det er altså en forudsætning for at kunne vælge en passende forebyggende indsats, at barnet selv formulerer problemet og dets forestillinger om handlemuligheder, da det kun er børnene selv, der kan gøre rede for, hvordan de oplever de forskellige risikofaktorer i deres barndom. 42 Disse rapporter fortæller hver især noget om inddragelse i forbindelse med anbringelsessager. Den første undersøgelse fortæller især om vigtigheden af inddragelse af børn og unge, og hvad det betyder for deres videre udvikling. Den næste rapport omhandler desuden barske konsekvenser af ikke at blive inddraget samt børn og unge, der ofte ikke er blevet inddraget i forbindelse med deres anbringelse. Den beskriver, at kun i 20 % af undersøgelsens sager blev børnene og de unge tilbudt en samtale. Dette er et foruroligende lavt tal, og man kan kun glæde sig over, at begge disse undersøgelser blev udarbejdet, inden anbringelsesreformen blev vedtaget og trådte i kraft i Denne reform går blandt andet ud på, at kommunerne skal blive bedre til at sikre børns inddragelse i anbringelsessager. DET POLITISKE ANBRINGELSESREFORMEN En række af Folketingets partier indgik i april 2004 forlig om anbringelsesreformen, der lægger op til en holdningsændring til indsatsen overfor til udsatte børn. Med anbringelsesreformen kom der blandt andet flere krav til overholdelse af børns retssikkerhed i anbringelsessager. Anbringelsesreformen stræber mod at sikre anbragte børn og unge de samme muligheder som andre har, hvilket vil sige, at det ikke er nok at fjerne barnet eller den unge fra en problemfyldt familie det er nødvendigt at sikre, at anbringelsen bidrager til at hjælpe barnet eller den unge videre til et positivt liv med samme muligheder, som andre har inden for uddannelse, arbejde og familieliv. 43 De centrale temaer i anbringelsesreformen skal sikre en mere målrettet indsats og en bedre udnyttelse af ressourcerne. Disse temaer er bedre inddragelse af familien. Det er vigtigt at 40 Christensen og Egelund, Børnesager -evaluering af den forebyggende indsats, 2002, s Christensen og Egelund, Børnesager -evaluering af den forebyggende indsats, 2002, s Christensen og Egelund, Børnesager -evaluering af den forebyggende indsats, 2002, s Servicestyrelsens websider om anbringelsesreformen: 13

15 familien deltager og føler sig hørt og respekteret, når et barn skal anbringes. Børn og unge skal høres i spørgsmål om valg af anbringelsessted og samvær under anbringelsen. 44 Og når det kommer til en anbringelse af et barn, kan familien i højere grad bruges til slægtsanbringelse. Tidligere indsats. Børn skal anbringes tidligere. Det er ofte større børn, der bliver anbragt, selvom indsatsen bliver bedre, jo yngre børnene er. Det skal desuden undersøges, om barnet eller den unge har yngre søskende, der også kan have brug for hjælp. Systematisk sagsbehandling. Reformen lægger op til en opstramning af sagsbehandlingen i kommunerne for at opnå større kontinuitet og kvalitet. Kommunerne skal for eksempel udarbejde standarder for sagsbehandlingen. Kvalitet i anbringelsen og efterværnet. Der skal ske en forbedring af indsatsen på anbringelsesstederne samt en forbedring af opfølgning og tilsyn. Desuden skal overgangen til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet forbedres. Efterværnet skal være mere fleksibelt, så den unge kan fortryde et tidligere nej til efterværn. Den unge skal ligeledes have mulighed for at komme tilbage til det sted, det har været anbragt i forbindelse med for eksempel jul. Og Børns retssikkerhed. Anbringelsesreformen er med til at styrke børns retssikkerhed, da denne gruppe af børn er særligt sårbare, da deres forældre ikke kan tage sig af dem i en grad, der er accepteret af samfundet. 45 Dette ses for eksempel ved bedre klageadgang. Anbringelsesreformen understreger især vigtigheden af at inddrage børn og unge i videst muligt omfang i deres egen sociale sag. De, der kender familien allerbedst, er familien selv, inklusive barnet eller den unge. Det er derfor vigtigt, at familien bliver inddraget, for at sagsbehandlingen og afgørelsen er så kvalificeret som muligt. Men det er ikke kun af hensyn til spørgsmålet om familiens, barnets eller den unges retssikkerhed, at inddragelsen på området skal skærpes. Det er i lige så høj grad for, at de berørte aktører får mulighed for at komme til orde. En grundlæggende forudsætning for deltagelse er, at barnet eller den unge og familien løbende er i kontakt med sagsbehandleren om sagens gang. 46 Der er i Håndbog om anbringelsesreformen en tjekliste, der er udarbejdet for at støtte sagsbehandleres arbejde med at afdække blandt andet barnets eller den unges behov i en anbringelsessituation. Barnets eller den unges typiske behov er: At kende begrundelsen for anbringelsen, herunder at få at vide, hvem der har truffet beslutningen, hvad formålet er med indsatsen, hvad målet er, og hvor længe indsatsen vil vare. Desuden har barnet behov for at 44 f0e1b3098e Servicestyrelsen: Håndbog om anbringelsesreformen s Håndbogen kan hentes hér: 14

16 vide, hvordan forældrene forholder sig til anbringelsen. At få mulighed for at tilkendegive sin holdning til processen og indsatsen, at få kendskab til hvad der skal ske i processen og efter anbringelsen og at vide hvem der har ansvar for hvad. 47 Man kan sige, at anbringelsesreformen var højst nødvendig for at opkvalificere indsatsen i anbringelsessager. Især på inddragelsesområdet, eftersom de tidligere undersøgelser foruroligende påviste, at kun 20 % af børn og unge blev inddraget i Ankestyrelsen er i forbindelse med anbringelsesreformen blevet pålagt at undersøge sagsbehandlingen i praksis løbende for at vurdere, om kommunerne følger lovgivningen for eksempel med høring af barnet eller den unge. 48 Det er derfor muligt for dette projekt at følge op på, om der reelt er sket forbedringer i disse sager. ANKESTYRELSENS OPFØLGNING Ankestyrelsens opgaver, som blev tilført i forbindelse med anbringelsesreformen, er at etablere en statistisk overvågning af anbringelsesområdet, at gennemføre praksisundersøgelser og uddybende undersøgelser og at tage flere sager op af egen drift. 49 Ankestyrelsen har lavet nogle undersøgelser, der viser, at børn og unges ret til inddragelse stadig ikke overholdes i tilstrækkelig grad. Den nyeste praksisundersøgelse fra Ankestyrelsen Anbringelse af børn og unge fra 2008 viser, at der i 64 % af de i alt 143 sager er så alvorlige fejl, at de strider imod serviceloven. I tre af sagerne har det vist sig, at der ikke er grundlag for en anbringelse, og at der i 34 % af sagerne ikke er gennemført en lovpligtig børnesamtale med barnet. 50 Tabel 1: Er der gennemført børnesamtale? Aldersfordelt 51 Alder Ja Nej I alt Ja (%) 0-3 år 4-6 år 7-11 år år år I alt Servicestyrelsen: Håndbog om anbringelsesreformen, 2007, s Ankestyrelsens websider: Rapporten Anbringelse af børn og unge kan hentes hér: s Fra rapporten Anbringelse af børn og unge, Ankestyrelsen, 2008, s

17 Disse børn og unges rettighed til en børnesamtale efter servicelovens 48 er altså ikke blevet overholdt. Børnesamtalen skal være medvirkende til at sikre børn og unges inddragelse i deres sag. Børnesamtalen skal gennemføres under hensyn til barnets alder og modenhed, men af tabellerne ses det, at børn og unge i alle aldersgrupper ikke får gennemført en børnesamtale. Efter anbringelsesreformen er der stadig store problemer med at inddrage børn og unge i sagsbehandlingen. Denne undersøgelse vækker stor bekymring hos mig. Ikke fordi man ikke overholder loven, men fordi det ikke kun er vigtigt at inddrage børn, fordi det står i loven. INDDRAGELSENS BETYDNING For at anbragte børn og unge kan trives og udvikle sig under deres anbringelse, er det nødvendigt, at de bliver inddraget i deres sag. Børn og unge, der skal anbringes, skal ikke føle, at sagsbehandlerne træffer beslutninger, der vedrører deres liv, uden at de selv aktivt tager del i processen. Anbragte børn og unge har brug for at have indflydelse på deres eget liv. Der er ifølge Udvalget om forældremyndighed og samvær 52 tre årsager til at inddrage børn og unges perspektiv i sager inden for familieretlige og socialretlige områder. De beskriver, at voksne sjældent er klar over, hvor stor en indsigt børn og unge har om deres egen situation. Ved at inddrage barnet eller den unge kan beslutningsgrundlaget blive suppleret, og processen med at træffe en beslutning på barnets eller den unges vegne vil således bygge på højere kvalitet. Hermed flytter man fokus fra forældrenes problemer og konflikter til barnets behov. Den sidste grund til at inddrage børn og unge i deres sager er, at barnet på den måde får støtte. Samtalen kan betragtes som en aflastning, hvor barnet eller den unge har mulighed for at tale med en voksen, der kan vise forståelse og indlevelse. 53 Per Schultz Jørgensen mener, at den selvstændiggørelse, der kommer af at børn og unge bliver inddraget og selv tager aktivt del i deres liv, er en forudsætning for, at børn og unge når frem til en form for indre sammenhæng og personlig og social identitet. Selvstændiggørelsen medfører således sociale og psykologiske betingelser for dannelsesprocessen. Uden børn og unges inddragelse i deres eget liv og egen verden bliver barnet fastholdt i en objektposition i forhold til sin udvikling. Ved at barnet eller den unge bliver inddraget, sker der et skifte i barnets position. Barnet bliver i stedet et subjekt i sin egen virkelighed Udvalg nedsat i 2005 for at komme med forslag til, hvordan inddragelse af barnets perspektiv i familieretlige sager kan tilpasses høringsreglerne i den sociale lovgivning. Fra: Udvalget om Forældremyndighed og Samværs Betænkning Barnets perspektiv, 2006: 53 Betænkning 1475 Barnets perspektiv, s Schultz Jørgensen og Kampmann, Børn som informanter Antologi, 2000, s

18 Undersøgelserne Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen fra 1998 og Børnesager - evaluering af den forebyggende indsats fra 2002 beskriver begge nogle årsager til, hvorfor det er vigtigt at inddrage børn og unge i forbindelse med deres anbringelse. Ifølge Christensen (1998) har børn og unge et behov for at blive inddraget i baggrunden for anbringelsen, at få at vide, hvad der skal ske fremover, og at blive fortalt, at de ikke selv er skyld i anbringelsen. De har brug for at vide, hvordan de praktiske forhold vil være, og at få talt om de følelsesmæssige konsekvenser. Christensen forklarer, at konsekvenser af den manglende inddragelse er, at børnene og de unge, under deres anbringelse, har svært ved at danne betydningsfulde relationer til voksne og dermed finde ud af, hvordan de senere i livet danner sociale relationer. Dét har betydning for, hvordan deres opvækst former sig og deres videre udvikling. PROBLEMSTILLING Jeg vil gerne bidrage til debatten om, hvorfor det er vigtigt at inddrage børn og unge i disse sager, der vender op og ned på mange menneskers liv hvert år. Med dette projekt vil jeg belyse hovedpersonernes børnene og de unges perspektiv. Jeg håber på at finde frem til, tidligere anbragte unges oplevelser af at blive inddraget, og hvad inddragelsen eller manglen derpå har betydet for dem og deres anbringelse. Barnets perspektiv på medbestemmelse og inddragelse i anbringelsesprocessen og under anbringelsen er en vinkel, der ikke har været meget fokus på tidligere. Derfor mener jeg, at denne vinkel er særlig relevant og interessant at belyse. Jeg vil give tre unge piger, der rent faktisk har oplevet anbringelsesprocessen indefra, mulighed for at fortælle deres side af historien og give udtryk for deres meninger om inddragelse i forbindelse med deres anbringelse. Jeg vil finde frem til, hvad inddragelse eller mangel på inddragelse har betydet for disse piger og derfor her jeg udarbejdet følgende PROBLEMFORMULERING: Hvilken betydning har inddragelse i anbringelsesprocessen og under anbringelsen for anbragte børn og unge? Denne problemformulering beskæftiger sig med, hvad de tre tidligere anbragte piger kan fortælle om inddragelsens betydning for dem i deres sagsforløb. Det er vigtigt for mig som fagperson at være bevidst om, hvordan min professions arbejde påvirker de mennesker, der arbejdes med, for at jeg som fagperson kan erhverve noget viden, der danner grundlag for min 17

19 udførelse af socialt arbejde. Hér har projektet mulighed for at få et brugerperspektiv på et emne, der oftest er blevet beskuet fra et socialrådgiverperspektiv. Med dette er der mulighed for at lære noget om en mere skjult, men relevant del af socialrådgiverarbejdet. PROBLEMSTILLINGSTYPE Projektets problemstilling tilhører, efter min mening, ikke direkte en enkelt af de problemstillingstyper, der beskrives i forbindelse med problemorienteret projektarbejde. En anomali kendetegnes ved, at noget afviger fra dét, vi hidtil har set, eller noget nyt. 55 Denne problemstillingstype er dén, der mest ligner projektets problemstilling, da projektet søger at belyse noget forholdsvist ukendt, nemlig de tidligere anbragte unges forhold til at blive inddraget i deres sag. PROBLEMSTILLINGENS BEGREBER I dette afsnit fremhæves og forklares de centrale begreber, der er vigtige i forhold til projektet. Derefter følger en afgrænsning af problemstillingen. Inddragelse: Når inddragelse bliver omtalt i projektet, henvises der til barnet eller den unges inddragelse i sin egen anbringelsessag. Begrebet dækker over flere niveauer af inddragelse, fra medvirken til medbestemmelse. Det dækker desuden over, at barnet eller den unge bliver informeret om forhold, der gør sig gældende i sagen. Ordet inddragelse vil blive brugt i projektet, når der henvises til et overordnet plan, som indeholder alle de forskellige niveauer, begrebet dækker over i forbindelse med anbringelsesprocesser. Begreberne herunder er: information, medvirken/deltagelse, retten til at blive hørt, medindflydelse og medbestemmelse. Dette vil sige at involvere eller indblande nogen i noget. Anbragte børn og unge: Når der i projektet bliver omtalt anbragte børn og unge, henvises der til børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet efter Servicelovens foranstaltninger efter 52 og 58. Anbringelsesprocessen: Med anbringelsesprocessen menes der den proces, der udmunder i en anbringelse efter Servicelovens 52 og 58 herunder en børnesamtale efter 48 og en undersøgelse efter 50. Under anbringelsen: Med dette begreb hentydes der til den periode, hvor barnet eller den unge er anbragt frivilligt efter Servicelovens 52 eller uden samtykke efter 58 hos en plejefamilie eller på en institution. 55 Bitsch Olsen, Poul og Pedersen, Kaare: Problemorienteret projektarbejde en værktøjsbog, Roskilde Universitetsforlag,

20 AFGRÆNSNING AF PROBLEMSTILLINGEN Interviewpersonerne er tre piger, der alle har været anbragt på enten institution eller i plejefamilie eller begge dele i noget af deres barndom og/eller ungdom. Pigerne er nu alle mellem 18 og 20 år. Der er to grunde til valget af netop denne aldersgruppe. Pigerne er, for det første, myndige til selv at træffe beslutning om at deltage i denne slags interview, og der er, for det andet, stor mulighed for frisk erindring om forholdene i anbringelsesprocessen og under anbringelsen, da anbringelsen er blevet afsluttet inden for en tidsramme på max to år. Ingen af pigerne er således anbragt efter ikrafttrædelsen af anbringelsesreformen, men projektet forsøger ikke at finde frem til, om loven bliver overholdt eller ej, eller om loven er, som den bør være. Meningen med projektet er, at finde ud af hvad inddragelse i denne sammenhæng betyder for tre unge piger, og hvad man ifølge deres erfaringer kan gøre for at forbedre indsatsen på dette område. Projektets konklusioner på problemformuleringen vil altså bygge på analyser af disse tre pigers udsagn om projektets emne. Der er ikke mulighed for at lave en geografisk afgrænsning af hensyn til pigernes anonymitet. METODE PROJEKTDESIGN Emne Problemfelt Problemstilling Problemformulering: Hvilken betydning har inddragelse i anbringelsesprocessen og under anbringelsen for anbragte børn og unge? 19

21 Analyse af de tre interviews i forhold til Axel Honneths teori om anerkendelse Mig som socialrådgiver Konklusion For at besvare problemformuleringen vil jeg analysere de tre interview i forhold til Axel Honneths teori om anerkendelse. Hér vil jeg komme mit bud på, hvordan pigernes udvikling af selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse kan være påvirket af den inddragelse eller mangel på inddragelse, der har været i forbindelse med deres anbringelse. Herefter vil jeg komme med mit bud på, hvad jeg som socialrådgiver har lært ved at lave dette projekt. Analysen ender herefter ud i en konklusion som besvarelse af problemformuleringen. INTERVIEW Jeg har valgt at gøre brug af interviewmetoden til at indsamle empiri til projektet, da jeg er interesseret i kvalitative, subjektive holdninger. Da projektets undersøgelse er kvalitativ, kommer jeg ikke til at finde frem til generelle pointer, men jeg kommer til at finde frem til tre tidligere anbragte unges oplevelser af, hvad inddragelse, eller mangel på inddragelse, har betydet for dem. Kvale siger om interviewet: Et interview er i bogstavelig forstand et inter view, en udveksling af synspunkter mellem to personer, der samtaler om et tema at fælles interesse. 56 Ved at betragte interviewet som en samtale har jeg mulighed for at forfølge interviewpersonernes udtalelser for på denne måde at opnå mere fyldestgørende og uddybende svar. Mine interviews er således halvstrukturerede, i og med min interviewguide Kvale, Steinar: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzels Forlag, 1997, s Vedlagt som Bilag 1. 20

22 indeholder nogle temaer herunder spørgsmål som under interviewene skulle dækkes. Men selvom interviewguiden er temmelig struktureret, har jeg ikke haft den intention at følge den slavisk. Jeg har været åben for ændringer af temaernes og spørgsmålenes rækkefølge og form, så jeg har kunnet følge interviewpersonernes svar. Interviewguiden er derfor blevet brugt som netop en guide til at hjælpe mig på sporet. 58 EMPIRI Projektets empiri består af interviews med tre piger, der deler en interesse i temaet inddragelse af børn og unge i anbringelsessager. Interviewpersonerne er tre unge piger, der alle har været anbragt en del af deres barndom og/eller ungdom. Disse piger kan altså ud fra deres erfaring hjælpe os ved at fortælle om, hvordan de har oplevet inddragelse som en del af deres anbringelse. De kan ligeledes hjælpe os ved at fortælle om, hvad der har været godt og skidt ved deres inddragelse. Alle tre interviews er blevet optaget på diktafon og blevet transskriberet ordret af mig. Antallet af interviewpersoner kommer af, at det er dét antal unge, tidligere anbragte, det er lykkedes mig at finde frem til. Anbragte og tidligere anbragte unge er en gruppe, der er svær at få etableret kontakt til uden at bevæge sig ud på et grundlag, der hverken kan forsvares etisk eller juridisk. Der findes masser af websider, der beskæftiger sig med støtte til denne gruppe, men de frabeder sig, at de unge anbragte og tidligere anbragte, der besøger siden, bliver kontaktet af studerende og andre, der kunne være interesserede i at kontakte de unge med spørgsmål og andet. Det er naturligvis ikke muligt at generalisere noget ud fra interviewpersonernes udsagn. Dette er heller ikke min mening. Det er blot at drage nogle pointer frem for at give et muligt indblik i anbragte unges synspunkter og holdninger. Projektet kan således kun konkludere noget ud fra, hvad disse tre tidligere anbragte unge har valgt at meddele til undersøgelsen. Der kan desuden herske tvivl om, i hvilken grad interviewene er et klart billede af sandheden, da de historier, disse piger har bag sig, meget let kan have mere end én sandhed. Andre personer, der har haft med sagerne at gøre, husker muligvis sagen anderledes. Men interviewene vil afspejle den sandhed, de tre piger kender og husker. Interviewene er derfor hverken neutrale eller objektive. 58 Kvale: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, s

23 De tre piger er alle mellem 18 og 20 år. Af hensyn til anonymiseringen kaldes pigerne i forbindelse med projektet ikke deres rette navn. Her omtales de Tanja, Nina og Laura. Tanja og Nina har været anbragt som 5-6-årige, mens Laura først har været anbragt som 15-årig. ANALYSESTRATEGIER Interviewene af de unge piger vil blive bearbejdet således, at de vil blive sammenfattet til kortere tekster efter transskriberingen. I disse dokumenter bliver hovedbetydningerne efter denne analysemetode omskrevet til mere præcise formuleringer. Kvale omtaler denne metode som meningskondensering 59. Empirien bliver opdelt i temaer, der udspringer af interviewene. Denne analysemetode har en fænomenologisk tilgangsvinkel, hvilket vil sige, at den omfatter en beskrivelse af, hvordan temaer eller genstande fremtræder som fænomener i interviewpersonernes bevidsthed. Således blotlægges genstande, projektets temaer og bevidstheder, projektets interviewpersoner samt betingelserne imellem disse. Fænomenologien søger at være tro mod at udtrykke subjektets synsvinkel så forudsætningsløst som muligt. 60 Empirien vil, efter meningskondenseringen, blive genstand for meningsfortolkning 61, der er en dybere interpretation af teksten. Meningsfortolkning defineres således: Fortolkeren går ud over, hvad der siges direkte med henblik på at udarbejde betydningsstrukturer og -relationer, der ikke umiddelbart fremtræder i en given tekst 62 Meningsfortolkningen giver meningskondenseringen den hermeneutiske tilgang. Hermeneutik er studiet af tekstfortolkning, og der er sket en udvidelse af begrebet tekst imod en mere moderne forståelse, så også samtale er en inkluderet del af begrebet. 63 Jeg møder således teksten med en helhedsforståelse, som bliver påvirket og justeret via de forskellige dele af teksten. Denne justerede helhedsforståelse udgør det nye udgangspunkt for at forstå den næste del af teksten eller andre dele heraf. 64 Jeg vil i de enkelte analyser og i sammenfatningen tage udgangspunkt i de passager, jeg finder interessante. Der vil ofte være flere muligheder for fortolkning. 59 Kvale: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, s Collin, Finn og Køppe, Simo: Humanistisk videnskabsteori, DR Multimedie, 2003, s Kvale: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, s Kvale: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, s Kvale, Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, s Collin og Køppe: Humanistisk videnskabsteori, 2003, s

24 Meningsfortolkning indebærer en kritik af det, personen siger direkte, da man ud fra en mistanke fortolker meningen som noget andet end dét, der siges. 65 Det er relevant i dette projekt, at fremgangsmåden er at udarbejde betydningsstrukturer og -relationer, 66 der ikke umiddelbart fremtræder i teksten, da jeg ikke blot vil bemærke, hvad interviewpersonerne siger, men også fortolke, hvad der ligger bag disse udsagn. Denne kritik indebærer ikke, at jeg ikke stoler på interviewpersonernes udtalelser. Derimod forventer jeg, at der bag udtalelserne ligger en dybere betydning. Der vil altså blive brugt to metoder til meningsanalyse i projektet. Meningskondensering, hvor interviewteksten bliver kondenseret til et analyseresultat. Dette medfører, at lange interviewtekster bliver reduceret til korte tekster eller citater, og meningsfortolkning, hvor de korte, reducerede tekster udfoldes til en længere forklaring. Meningsfortolkning medfører en tekstudvidelse af det reducerede materiale. 67 Hverken de rå, transskriberede interviews eller kondenseringen af interviewene vil være at finde i projektet. Citater fra kondenseringen vil i stedet blive brugt som eksempler i analysen. Projektet er induktivt, da afsættet er i empirien. Det er i empirien, jeg finder de temaer, der skal være gennemgående i analysen. Spørgsmålene, interviewpersonerne skal besvare, tager udgangspunkt i teoretiske begreber, hvilket kan give anledning til at tro, at projektet er deduktivt. Dette er dog ikke tilfældet, da jeg ikke søger at efterprøve teoriers hypoteser, men blot vil benytte mig af begreber, jeg finder relevante i forhold til problemstillingen. Jeg vil arbejde hermeneutisk, idet udgangspunktet vil være at undersøge både enkelte dele af emnet og helheden. Dette ved først at analysere temaer fra interviewene med pigerne, der derefter vil blive sammenfattet til en helhedsforståelse. TEORI Jeg har valgt at gøre brug af Axel Honneths teori om anerkendelse for at besvare første del af min problemformulering. 68 Valget er faldet på denne teori, da den kan anvendes til at komme med mulige forklaringer på, hvorfor det er nødvendigt at inddrage børn og unge i anbringelsesprocessen og under anbringelsen. Honneths teori om anerkendelse kan bruges til at forklare, hvilke udviklingsbarrierer, i forbindelse med anerkendelsens betydning, der kan opstå som følge af manglende inddragelse. 65 Kvale: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, s Kvale: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, s Kvale: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, 1997, s Se teoriafsnittet fra s

25 Anerkendelsesteorien er naturligvis ikke blevet udarbejdet til at skulle bruges i forbindelse med at analysere anbragte børns deltagelse i anbringelsesprocessen og under anbringelsen. Teorien er normativ, ved at den foreskriver det rette kontra det forkerte. Den fokuserer på, hvad der skal til for at blive anerkendt og dermed udvikle bestemte dele, der er nødvendige for blandt andet udvikling af sociale relationer. Og den beskriver, hvordan en person kan blive krænket inden for de forskellige sfærer. Anerkendelsesteorien er opdelt i tre, hvilket kan være meget fint, når man skal bruge den til at analysere ud fra, men man kan diskutere, om det er ideelt, eftersom virkeligheden sjældent er delt så skarpt op. I analysen vil Honneths retslige sfære være den, der oftest relateres til, da det er denne sfære, inddragelse i anbringelsessager kan have størst betydning for, i og med inddragelse hører under ens almindelige rettigheder som et ligeværdigt menneske. 69 Den private sfære og den solidariske sfære vil naturligvis også blive berørt, men dog ikke i samme grad. BARRIERER I optakten til projektet opstod nogle forskellige barrierer for gennemførelsen heraf. Først og fremmest var der et problemer i gruppen, der havde opstartet samarbejde om dette projekt. Problemernes udfald blev, at gruppen, halvvejs i projektets proces, delte sig i to. Derudover opstod et problem, ud over det umiddelbare problem med at finde interviewpersoner til projektet. For at interviewe tidligere anbragte unge skulle projektet anmeldes til Datatilsynet, for at jeg kunne indhente tilladelse til at være i kontakt med denne sårbare gruppe. Årsagen til dette er, at de tidligere anbragte piger tilhører en gruppe, der kan karakteriseres som havende væsentlige sociale problemer, i og med de tidligere har været anbragt uden for hjemmet, og at dette var emnet, jeg ville tale med dem om. Datatilsynet gav tilladelse til projektets gennemførelse, på betingelse af at deres vilkår, blandt andet anonymisering, bliver overholdt. Disse vilkår går blandt andet ud på, at efter projektets afslutning pr. 1. februar 2009 skal alt datamateriale indeholdende personfølsomme oplysninger destrueres. Dette vil sige, at offentliggørelse af projektet indebærer en anonymisering af interviewpersonerne. Der er derfor i projektet sket en ændring af de tre pigers navne. Deres præcise alder er ikke nedskrevet, og der er ingen henvisninger til, hvilken kommune eller by, de kommer fra eller bor i. Et andet vilkår er en oplysningspligt over for de deltagende tre piger, som indebærer information om projektet. Denne information er blandt 69 Se teoriafsnittet fra s

26 andet, at projektet er meldt til Datatilsynet, og hvad dette indebærer som for eksempel oplysning om den dataansvarliges navn, formålet med projektet, at det er frivilligt at deltage, og at et samtykke til deltagelse til enhver tid kan trækkes tilbage. DEN SAMLEDE METODES KVALITET Dette projekt og dets konklusion skal betragtes som et bidrag til debatten om vigtigheden af inddragelse ag børn og unge i anbringelsessager. Da projektets empiri er interview med kun tre personer, kan konklusionen ikke bruges til at sige noget generelt om gruppen af anbragte børn og unge, men den kan bruges til at vise, hvad inddragelse har betydet for netop disse tre personer, og dermed sandsynligvis også andre i samme situation. Desuden kan jeg bruge projektet og dets resultater i mit virke som socialrådgiver. Min manglende erfaring med at udarbejde en interviewguide og gennemføre interviews betyder, at projektets pålidelighed ikke er helt i top. Dermed mener jeg ikke, at projektets konklusion er upålidelig, men blot, at jeg ikke kan være sikker på, om jeg fik stillet alle de nødvendige spørgsmål. Det er muligt, at med nogle andre spørgsmål, havde jeg fået nogle andre svar, og dermed nogle andre resultater. Jeg tror dog ikke, at resultaterne havde været meget anderledes, men de havde muligvis været mere veldefinerede. Projektets konklusion er ikke i sig selv tilstrækkelig til at vise inddragelsens betydning, da den kun belyses fra denne ene vinkel. Men den kan vise nogle mulige betydninger af inddragelse eller mangel på inddragelse. Konklusionen bevarer en vis gyldighed, da jeg søgte at finde betydninger af inddragelse eller mangel herpå, og jeg har nået dette mål. TEORI Axel Honneths teori om anerkendelse Axel Honneth (1949), tysk filosof og sociolog, har med baggrund i kritisk teori, med Hegel ( ) som udgangspunkt, udviklet en teori om anerkendelse. Denne teori omhandler forudsætninger for menneskets muligheder for at realisere sig selv. Individet kan, ifølge Honneth, ikke udvikle en personlig identitet uden anerkendelse. Individet har således et behov for anerkendelse, da dét er en forudsætning for en vellykket udvikling af individets identitet. Der er så at sige nogle anerkendelseskriterier for menneskets selvrealisering. Disse kriterier uddifferentierer Honneth i tre forskellige anerkendelsessfærer: Privatsfæren, den retslige sfære og den solidariske sfære Honneth, Axel: Behovet for anerkendelse, Hans Reitzels Forlag, 2003, side

27 For at blive fuldt individueret må individet opleve anerkendelse inden for hver sfære, da alle tre sfærer har betydning for de psykologiske trin i individets udvikling. Det vil sige, at hver enkelt anerkendelsessfære ikke alene er nok for at få et fuldt realiseret liv. Hver af anerkendelsesformerne bliver fulgt af en måde at forholde sig til sig selv på: Selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse. Alle anerkendelsessfærer skal således gennemleves og realiseres, for at man kan opnå muligheden for at forholde sig til sig selv på disse tre måder. Dette bliver af Honneth omtalt som de positive procedurer. Bliver anerkendelsessfærerne ikke gennemlevet, kan man tale om uligevægt imellem de tre sfærer, da selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse alle er psykologiske udviklingstrin, der indbyrdes relaterer til hinanden. 71 Hvis individet ikke anerkendes, eller det bliver krænket, er der risiko for, at det mister det positive forhold til sig selv, hvilket ellers er fundamentalt for dets udvikling. Hver af anerkendelsesformerne er fulgt af moralske krænkelser. Hér er det positive udgangspunkt vendt på hovedet, og hér er der således tale om negative procedurer. 72 Den private sfære Den private sfære er den, vi kender fra vores familie og venskaber. Hér er kærlighed forudsætningen for, at individet udvikler en fundamental selvtillid. Denne sfære adskiller sig fra de to andre, ved at der hér dannes forudsætningen for, at man kan træde ind i et intersubjektivt forhold. Kærlighedsforholdet er et forhold mellem flere parter, og individet erfarer hér at være en del af et gensidigt, følelsesmæssigt afhængighedsforhold. Det er igennem eksistensen af den konkrete anden, at individet erfarer, at anerkendelsesbehovet dækkes. 73 De kærlighedsforhold, et individ indgår i, forhold mellem ægtefæller, venner, mor, far og barn er relationer, hvori individet har mulighed for at udvikle en fortrolighed med sig selv, sine egne ressourcer, indstillinger og værdier, og man kan opleve at disse bliver modtaget og anerkendt. Kærlighed og venskab udgør den emotionelle anerkendelse, der gør individet klar til at udtrykke sig og agte sig selv som en deltager i samfundsmæssige forhold og i nære fællesskaber. Forudsætningen for at kunne træde ud i en konfliktfyldt verden er den vellykkede relation mellem forældrene og barnet, der gør, at barnet udvikler ontologisk sikkerhed, og familien og venskaber bliver en forlængelse og udvidelse af anerkendelsesforhold, der vedligeholder denne fundamentale selvtillid Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side

28 Krænkelser inden for denne sfære er krænkelser begået af primærrelationerne, der forvolder skade på den grundlæggende selvtillid. 75 Dette kan eksempelvis ske, ved at et barn bliver udsat for fysisk eller psykisk vold eller mishandling af sine forældre. Eller det kan ske, ved at forholdet mellem barn og forældre bliver afbrudt, inden den ontologiske sikkerhed er udviklet, eller den ontologiske sikkerhed ikke bliver dannet pga. manglende omsorg tidligt i barnets liv. Den retslige sfære I den retslige sfære er det den almene agtelse, som er givet i form af rettigheder, der udløser selvagtelsen. Denne form for anerkendelse er til stede, ved at man er et menneske, der som alle andre mennesker har rettigheder. Samfundet indeholder universelle rettigheder, der er givet til alle medlemmer. Herigennem har individet mulighed for at få selvrespekt eller selvagtelse for at udgøre et ligeværdigt medlem af samfundet. Individet har positiv adgang til visse rettigheder, og via disse lovmæssige relationer gives anerkendelsen i denne sfære. At have disse universelle rettigheder og dermed selvagtelse indebærer, at man er bevidst om sig selv som en person, der som alle andre skal respekteres for at være et ligeværdigt menneske. Anerkendelse i denne sfære er altså betinget af en kognitiv proces. Man skal kunne være bevidst om, at man er blevet anerkendt som borger, ved for eksempel at vide at man er blevet respekteret som dét menneske, der ved mest om sit eget liv, ved at blive inddraget i sin egen anbringelsessag. Denne anerkendelse sikrer altså individets grundlæggende muligheder for at realisere sin autonomi. Dette betyder ikke, at man uden rettigheder ikke kan have selvrespekt, men at den højeste form for selvrespekt kun kan opnås, når et individ bliver anerkendt som et selvstændigt handlende individ. 76 I denne sfære kan en krænkelse være, at individets rettigheder bliver ignoreret, hvis man eksempelvis er blevet udsat for bedrageri, eller hvis ens rettigheder ikke er blevet overholdt på den måde, at man for eksempel ikke er blevet hørt i forbindelse med behandlingen af sin anbringelsessag. Den solidariske sfære Den solidariske sfære dækker over de fællesskaber kulturelle, politiske og arbejdsmæssige vi er en del af. Individet indgår som en del af en social solidaritet, hvor man deler fælles værdier og normer. Herved er individet en positiv bidrager til gruppens hele, og hér danner 75 Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side

29 individet et grundlæggende selvværd. I denne sfære modtager individet anerkendelse ved at være deltager og vise positivt engagement i en gruppe, et fællesskab eller samfundet. I fællesskabet kan individet genkende sig selv i samhørighed med andre, og det kan blive anerkendt for at være dét unikke individ, det er. Individet bliver i den solidariske sfære anerkendt for sine specielle evner, kvaliteter eller bidrag til reproduktionen af samfundet. Denne tredje form for anerkendelse, der udløser værdsættelsen af sig selv som et værdigt medlem af et solidarisk fællesskab, har eksempelvis baggrund i præstationer eller handlinger, som individet udfører. 77 I den solidariske sfære kan krænkelser være, at individet eller flere personer bliver ydmyget, krænket eller misagtet således, at man ikke længere bliver anerkendt for sine evner. Følelsen af at have social betydning i et givet fællesskab selvværdsættelsen bliver på den måde krænket. Denne slags krænkelser spænder vidt, fra ikke at blive hilst på til ekstreme former for stigmatisering. 78 ANALYSE Analysen skal besvare, hvilken betydning inddragelse i anbringelsesprocessen og under anbringelsen har for anbragte børn og unge, ved at tage udgangspunkt i Honneths teori om anerkendelse. I dette afsnit vil jeg finde frem til, hvilken betydning inddragelsen har haft for de tre interviewpersoners udvikling af selvtillid, selvagtelse og selvværdsættelse. ANERKENDELSE De tre piger, Tanja, Nina og Laura, har dét til fælles, at de alle har været anbragt uden for hjemmet. Det, der i første række adskiller dem fra hinanden i forhold til anbringelsen, er årsagen til anbringelsen, inddragelsen i sagsbehandlingen og under anbringelsen og deres oplevelser og erfaringer med dét at være anbragt barn eller ung. Jeg vil ikke beskæftige mig så meget med årsagerne til, at pigerne er blevet anbragt. Årsagerne har betydning for, hvornår i 77 Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side Honneth: Behovet for anerkendelse, 2003, side

30 deres liv pigerne er blevet anbragt, men i dette projekt er de uvedkommende. Tanjas og Ninas historier ligner mest hinanden, da de begge er blevet anbragt uden for hjemmet som forholdsvis små børn. Den ene som 5-årig og den anden som 6-årig. Hér adskiller Lauras historie sig markant fra de andres, da hun først blev anbragt som 15-årig. Tanjas og Ninas historier adskiller sig fra hinanden ved, hvor samarbejdsvillige forældrene har været inden anbringelsen, hvor tilfredse de har været med deres anbringelsessted, og hvor meget de to piger er blevet inddraget i, hvad der skulle ske. De tre piger har beskrevet deres oplevelser med at blive fjernet fra hjemmet og anbragt. Tanja og Nina er begge blevet anbragt på et børnehjem, inden de har fået tildelt plejefamilier. Laura har oplevet at bo midlertidigt ved forskellige familiemedlemmer for til sidst at blive så glad for ét af stederne, at der blev søgt om plejetilladelse, hvorefter hun fik fast bopæl dér. Oplevelsen af at blive fjernet fra sit hjem varierer formentligt meget i størrelsen, alt efter hvor meget man er inddraget. Hvis barnet eller den unge slet ikke ved noget om, hvad der foregår, kan det være en meget traumatisk oplevelse at blive fjernet, når der er tale om en så stor omvæltning i deres livssituation. Denne oplevelse kan være mindre traumatisk, hvis barnet eller den unge er inddraget i sagen således, at han eller hun ved, hvad der foregår, og muligvis selv har haft mulighed for at fortælle sit perspektiv på situationen. TANJA Tanja er dén af pigerne, der har været mindst inddraget i, hvad der foregik omkring hende på det tidspunkt, hvor hun blev fjernet fra sin mor. Hun beskriver en dramatisk og traumatisk oplevelse af at blive fjernet.. Så var der nogle kommunefolk, der stod og hev i mig, og hun [mor] hev i mig, og jeg kan huske det meget tydeligt sådan, at de begge to sådan hev i mig. Og så endte det så med, at jeg kørte med en taxa ud til børnehjemmet. Og så var det ligesom dét. Så sådan skete det. Det var ret pludseligt. Jeg vidste ikke noget om det. Tanja Denne oplevelse har muligvis påvirket den tillid, Tanja har haft til moren, i og med hun sandsynligvis vil føle sig svigtet af sin mor. Hun vidste på forhånd intet om, hvad der ventede hende, hvilket nok har betydet, at hun har problemer med at have tillid til andre mennesker. 29

31 Tanja kan fortælle om en del negative konsekvenser af sin manglende inddragelse. Hun fortæller om en ensomhed, der var en blanding af at savne sine forældre og en følelse af ikke at høre til noget sted. Det var jo mærkeligt at bo ved en familie, man ikke kendte, og jeg tror, at det nok har præget hele min barndom sådan, at jeg aldrig rigtigt har følt, jeg hørte til noget sted. Altså.. Ikke rigtigt derhjemme, men heller ikke hos plejefamilierne. Og det var meget forvirrende. Jeg var meget alene meget af tiden.. synes jeg. Tanja Tanja havde store problemer med at knytte sig til denne plejefamilie, hvilket resulterede i, at hun følte sig ensom uden sine forældre, og hun følte ikke, hun hørte til noget sted. Hun fortæller flere gange i interviewet om ikke at føle sig som en del af den nye familie og ikke at føle kærlighed herfra: Man kunne tydeligt mærke, hvem der var deres børn, og hvem der ikke var. Og jeg var ikke. Tanja Tanja har altså tydeligvis haft problemer med at føle sig som en del af denne plejefamilie. Men det er ikke til at sige, om problemerne eksempelvis skyldes familiens tilpasningsevne, eller at Tanja har haft svært ved at danne en sund relation til familien. Mere sandsynligt er det, at hun med en større inddragelse i anbringelsesprocessen ville have haft nemmere ved at blive en del af den nye familie. Efter den traumatiske oplevelse af at blive fjernet fra sin mor, har Tanja sandsynligvis haft svært ved at knytte sig til andre mennesker, da de ligesom moren kan forsvinde igen. Tanja beskrev i interviewet en rodløshedsfølelse, hun har fået af at blive fjernet fra sit hjem uden at have muligheden for at sige noget til det. Hendes far kunne ikke enes med plejefamilien, og Tanja blev flyttet til en anden familie. Hun fortalte, at hun denne gang meget gerne ville have haft chancen for at fortælle om sine ønsker til en ny familie. Denne mulighed fik hun dog ikke, hvilket resulterede i, at Tanja blev placeret i en plejefamilie, som hun ikke havde det godt med. Og alle de gange, hvor der var en socialrådgiver ude, så sagde jeg til dem, at jeg ikke kunne lide at være der. Jeg følte ikke, at jeg hørte til. Jeg var ked af det, og jeg var trist. Og jeg følte mig ensom. Det sagde jeg hver evigt eneste gang, og der var ikke nogen, der lyttede. Tanja 30

32 Den nye familie var ikke en gruppe, Tanja befandt sig godt i. Hun følte ikke, hun tilhørte familien på samme niveau som de øvrige familiemedlemmer. Hun fortæller om, hvordan det påvirker hende, at hun ikke får det samme i lommepenge, som de andre børn får, og hvordan hun føler sig ensom i familien. Honneth ville mene, at Tanja i denne familie ikke modtager den emotionelle anerkendelse, hun har behov for at vedligeholde sin fundamentale selvtillid, hun tidligere har dannet. I dét lys er der stor risiko for, at Tanjas selvtillid ikke bliver ordentligt udviklet, at hun får selvtillidsproblemer, der gør det vanskeligt for hende at bevæge sig ud i en konfliktfyldt verden fra en sikker base. Tanja fortæller selv i interviewet om en følelse, der fylder særligt meget i hendes erindringer om tiden i den anden plejefamilie en følelse af rodløshed. Hun er flere gange som lille blevet fjernet fra et hjem, uden at hun har haft mulighed for at fortælle sin mening om det. Dette har betydet, at hun nu, hvor hun bor i egen lejlighed, har svært ved at føle sig hjemme, da hun hele tiden er parat til at skulle videre til et andet sted. Tanja fortæller, at hun ville ønske, hun havde haft muligheden for at sige sin mening i forbindelse med flytningen til den anden plejefamilie. Dette var måske ikke gået op for hende, hvis hun havde været tilfreds med anbringelsesstedet, men i og med hun ikke havde det godt dér, kan hun i et tilbageblik se, hvilken konsekvens det har haft, at hun ikke blev snakket med inden anden anbringelse og ikke blev lyttet til under anbringelsen. Tanja lægger vægt på, at hun ikke føler, hun blev respekteret af socialrådgiveren. Hun mener, at hendes udsagn ikke blev taget alvorligt, på grund af hun var teenager. Man kan sige, at Tanja i denne situation ikke er blevet anerkendt for sin mening om sin egen situation i forhold til Honneths retslige sfære. Hun er ikke blevet anerkendt af socialrådgiveren som et menneske med ret til at sige sin mening og ret til at blive lyttet til. Dette kan betragtes som en krænkelse i Honneths retslige sfære, og det har sandsynligvis haft nogle væsentlige konsekvenser for Tanjas udvikling af selvagtelse eller selvrespekt. Jeg følte lidt at, at når man sagde noget, så tænkte de: Nå, ja men du er bare ved at være teenager. Du er bare sur på alt. Du har bare problemer Jeg ved, at det var lidt dybere problemer end det. Det har jo medført nogle ting, som, jeg kan se i dag er på grund af det. Så det, tror jeg, er vigtigt, hvis ikke man vil have en masse tilfælde af mennesker, der ikke har det så godt længere. Tanja Tanja beskriver, hvordan der ikke blev vist respekt for hendes følelser af ensomhed fra socialrådgiverens side. Hun bliver ikke anerkendt inden for den retslige sfære, og Honneth 31

33 ville formentligt mene, at uden denne form for anerkendelse vil Tanja have svært ved at forestille sig selv som et ligeværdigt medlem af samfundet, og dermed vil hun have problemer med at udvikle en respekt for sig selv. Det er muligt, at Tanjas udvikling af identitet havde været anderledes og sundere, hvis hun havde været mere inddraget i sin anbringelse, inden hun blev fjernet fra hjemmet og under anbringelsen. Oplevelsen af at blive fjernet havde sandsynligvis ikke været så traumatisk, hvis Tanja på forhånd havde fået noget at vide om, hvad der skulle ske. Hvis socialrådgiveren havde haft en samtale med Tanja, inden hun blev flyttet fra den ene plejefamilie til den anden, ville chancen for, at hun var endt i en plejefamilie, der passede bedre til hendes behov, sandsynligvis også være større. Men derudover ville Tanja have haft mulighed for at føle, at sagen omhandlede hende, og at det var hendes behov, der var vigtige i forhold til anbringelsen. Hun ville helt sikkert have oplevelsen af en større grad af respekt fra kommunens side, og hendes følelse af rodløshed ville muligvis ikke have fyldt nær så meget i hendes liv, hvis der fra starten var blevet fundet en passende plejefamilie til hende med udgangspunkt i hendes eget perspektiv. Tanja beskriver i interviewet, hvad, hun mener, er konsekvenser af, at hun ikke blev inddraget i sin anbringelse. Hun forklarer, at hun både dengang og i dag har svært ved at stole på folk. Hun er meget mistroisk over for andre mennesker, og hun bryder sig ikke om at være alene, da hun ofte har været ensom, og som hun selv siger, så tænker hun for meget, når hun ikke er omgivet af folk. Jeg mener, med udgangspunkt i Honneths private sfære, at Tanja sandsynligvis, uden hjælp, vil have svært ved at danne relationer til andre mennesker nu og i fremtiden. Årsagen til at Tanja var ulykkelig i den anden plejefamilie, kan skyldes hendes underudviklede selvtillid i forhold til denne sfære. Hun kan således have haft svært ved at knytte sig til den nye familie. Hvis man under anbringelsen i denne familie havde lyttet til Tanjas klager over familien, kunne man måske have hjulpet hende. Ikke nødvendigvis ved at finde endnu en ny familie til hende, men muligvis ved at styrke hendes selvtillid og ved at tale med plejefamilien om disse følelser om ikke at høre til og om ensomhed. Inddragelse har altså haft en enorm betydning for Tanja. At hun ikke blev inddraget, inden hun blev fjernet fra sin mor, har betydet, at hun har haft svært ved at stole på folk. Hun har derfor haft problemer med at knytte sig til sin plejefamilie. Da hun ikke blev inddraget i beslutningen om at skulle skifte plejefamilie, har hun fået en rodløshedsfølelse og en mangel 32

34 på en sikker base, som hun kan vende tilbage til. Hun har især i de to første sfærer haft problemer med anerkendelse i forhold til Honneths teori. I forhold til den første sfære har hun formentligt ikke fuldt udviklet sin ontologiske sikkerhed, hvilket har gjort det sværere for hende at skulle bevæge sig ud i verden med en selvtillid stor nok til, at hun ville kunne udvikle selvagtelse og selvværdsættelse. NINA Nina beskriver, ligesom Tanja, kun selve dagen for anbringelsen, og hendes beskrivelse af episoden er noget mindre traumatisk. Hendes far bragte hende til et børnehjem, hvor også søsteren befandt sig, og hun blev spurgt, om hun kunne tænke sig at være der. Hun svarede ja og blev på børnehjemmet et år, indtil der blev fundet en plejefamilie til pigerne. Nina forklarer, at hun hele sin barndom igennem, inden hun blev anbragt, havde været klar over, at hun ikke kunne være hos sine forældre, da de ikke kunne tage sig af hende. Hun har derfor boet flere forskellige steder på forholdsvis få år. Jeg tror bare, jeg var blevet vant til at blive smidt rundt omkring, og jamen så var man der, indtil man skulle et nyt sted hen. Nina Nina har altid været vant til ikke at have kontrol over ret meget i forhold til sit eget liv. Hun er blevet placeret forskellige steder i sin barndom, inden hun blev fast anbragt hos en plejefamilie sammen med sin søster. Dette har betydet for Nina, at hun ikke mener, hun har og har haft indflydelse på, hvordan fremtiden former sig for hende. Hun mener ikke, at hun har mulighed for at gøre hverken fra eller til, da hun aldrig har oplevet at have indflydelse på sit eget liv. Nina mener ikke selv, at det havde gjort nogen forskel for hende, hvis hun var blevet inddraget i sin anbringelsesproces og under hendes anbringelse, da hun forklarer, at hun, allerede inden hun skulle anbringes, var vant til ikke at have nogen kontrol over, hvad der skulle ske i hendes liv. I forhold til Honneths private sfære vil man kunne sige, at Nina formentligt har problemer i forhold til den ontologiske sikkerhed. I og med hun de første år af sit liv ikke har haft noget fast tilhørsforhold, har symbiosen mellem hende og moren sandsynligvis lidt overlast på den måde, at den nok aldrig har været fuldt udviklet. Men fra det tidspunkt Nina kommer på børnehjem som 4-årig, får hun et forholdsvist fast holdepunkt søsteren. Ninas søster har formentligt haft stor betydning for hendes udvikling af tillid og selvtillid, da hun er dén 33

35 person, hun nok nemmest kan forholde sig til og identificere sig med. Nina og søsteren har muligvis fungeret som faste støtter for hinanden op igennem barndommen og ungdommen. Den tillid, Nina har kunnet udvikle i forholdet til sin søster, kan dog ikke erstatte udviklingen af ontologisk sikkerhed, som dannes i relationen til forældrene. Nina har været så heldig at komme til at bo i en plejefamilie, der fungerede for hende, selvom hun ikke har haft muligheden for selv at fortælle noget om sine ønsker i forhold til en ny familie. Det kan der være flere årsager til. En mulig grund kan være, at hun har været anbragt sammen med sin søster og derfor har haft en person, hun har kunnet identificere sig med og knytte sig til. Nina fortæller, at hun i barndommen og frem til sit liv i dag har svært ved at stole på sig selv og på andre mennesker, især voksne. Ninas selvtillid er altså ikke helt i top, hvilket stemmer overens i forhold til Honneths private sfære. Nina har ikke haft et vellykket forhold til sine forældre og har derfor ikke fået udviklet en sund ontologisk sikkerhed, der har forberedt hende på at træde ud i verden. Dette har haft betydning for, at Nina har svært ved at stole på andre mennesker. Det med at lukke mig inde i mig selv og ikke stole på andre og at turde fortælle, at jeg har brug for hjælp, er egentligt gået helt op til min alder som jeg er nu, hvor det først er et stykke tid siden, jeg har lært at sige til folk, at jeg har brug for hjælp. Nina Nina er ikke blevet inddraget af en socialrådgiver inden anbringelsen, og under anbringelsen består inddragelsen i, at hun bliver udspurgt om plejefamilien, mens plejeforældrene er til stede. Nu kan jeg godt se, at jeg egentligt synes, at hun måske burde have snakket lidt mere alvorligt med os, og måske have taget os med over i et andet rum. For det gjorde hun ikke, for hun sad sammen med os sammen med plejeforældrene og spurgte om vi havde det godt dér. Og der kan en lille pige jo ikke sige: Nej, det har jeg ikke, når de sidder lige ved siden af ( )Så fra kommunens side vil jeg nu sige, at der bliver man ikke respekteret eller noget som helst, som så lille. Nina Hun har ikke umiddelbart haft problemer med ikke at blive inddraget inden anbringelsen, da hun ikke vidste, at inddragelse var en mulighed. Nina har således et noget løst forhold til dét 34

36 at skulle være inddraget. Hun har ikke tænkt så meget over det før interviewet, så en del af hendes meninger omkring inddragelse kommer til hende hen ad vejen, som hun reflekterer sig hen imod det, der giver mening for hende. Hun beskriver, at hun gerne ville have, at samtalen med socialrådgiveren havde foregået i et separat rum, for ærligt at kunne fortælle hvordan hun havde det. Nina mener ikke, hun er blevet respekteret af socialrådgiveren, da hun ikke har haft en ordentlig mulighed for at kommentere sin anbringelse. At Nina ikke bliver inddraget på en ordentlig måde, gør, at hun ikke føler sig respekteret af socialrådgiveren. I forhold til Honneths retslige sfære vil dette formentligt have påvirket hendes selvagtelse. Man kan sige, at Nina er blevet krænket i forhold til Honneths retslige sfære, i og med hun ikke er blevet respekteret som rettighedsbærer. Dette viser sig, ved at Nina er af den holdning, af hun ikke har kontrol over, hvad der sker i sit liv. Hendes liv former sig, som det gør, uden hun føler, hun har mulighed for at gøre fra eller til. Hun har derfor ikke de store forventninger til sig selv, da hun ikke mener, at hun kan gøre en forskel og ændre på sin vej i livet. Jeg er ikke så god til at sætte store mål, og det ved jeg, at det har da også noget med det her at gøre. Altså fordi jeg bliver nødt til bare at tage lidt af gangen for det har været min overlevelsesstrategi. Nina Nina fortæller, at hun har svært ved at sætte sig store mål, da hun er nødt til at tage sit liv i små bidder. Hun beskriver det som en overlevelsesstrategi, hun har været nødt til at udarbejde for at klare sig igennem hverdagen. Ninas mangel på indflydelse i sit tidlige liv kan have været med til, at hun nu ikke har troen på, at hun som ung voksen kan have indflydelse på sit liv. Ifølge Honneth vil Ninas mangelfulde inddragelse fra kommunens side være skyld i den ringe selvagtelse, der er med til, at Nina har svært ved at realisere sin selvstændighed. Den ringe inddragelse, Nina har haft i forbindelse med sin anbringelse, kan desuden relateres til Honneths tredje sfære den solidariske sfære. Nina har haft svært ved at stole på andre, især voksne. Dette kan have betydning for Ninas muligheder for at være en del af forskellige fællesskaber. Uden tilliden til de andre i et fællesskab, vil det være en stor opgave at skulle dele værdier og normer med en sådan gruppe. Den manglende inddragelse i Ninas anbringelse har betydet for hende, at hun har svært ved at tage kontrollen over sit eget liv. At hun en stor del af sit liv er blevet flyttet rundt på uden selv 35

37 at have indflydelse derpå, har gjort, at Nina har svært ved at agere selvstændigt. Hun har været vant til, at tingene bare sker, og hun sætter sig derfor ikke store mål. Dette er, i forhold til Honneths retslige sfære, ikke nogen ualmindelig måde at reagere på. Nina er ikke blevet anerkendt som dét menneske, der ved mest om sin egen situation og om sit eget liv, og hun har derfor en ringe udviklet selvagtelse, der gør, at hun ikke mener, det er hende, der har kontrol over sit liv, men at det i stedet er andre faktorer, der påvirker, hvordan hendes liv former sig. LAURA Lauras situation er noget anderledes end de to andre pigers. Hun har boet hos sin mor og stedfar, indtil hun som 15-årig mistede sin mor. Herefter boede hun forskellige steder hos noget familie, indtil det blev besluttet, at hun skulle have en plejefamilie. Indtil der blev fundet en plejefamilie, blev hun midlertidigt anbragt hos noget familie, men hun blev så glad for at være dér, at familien ansøgte om og fik plejetilladelse. Laura beskriver ret grundigt denne proces, der leder hen til anbringelsen. Dette kan der selvfølgelig være flere årsager til. En naturlig årsag er, at hun på anbringelsestidspunktet var hele 15 år gammel. Det har således ikke været så længe siden, sammenlignet med de to andre piger, så hun har ikke skullet række nær så langt tilbage i sin hukommelse, men hun har også været en del ældre, end de var på anbringelsestidspunktet. En tredje mulighed for at Laura har kunnet fortælle om processen op til anbringelsen er, at hun blev inddraget i denne proces. Hun har vidst, hvad det var, der foregik, og hun har på den måde ikke skullet forestille sig så meget. Laura har indtil morens død formentligt haft en ganske normal barndom, hvor mulighederne har været til stede, for at hun har kunnet opbygge en fundamental selvtillid. I og med hun nok ikke som 15-årig har været klar til, at skulle stå på egne ben, har der muligvis været en slags brud i Lauras tillid til, at moren ikke ville forlade hende, men dette brud har plejefamilien formentligt kunnet rette op på. Laura beskriver i hvert fald, at plejemoren er god til at overtage moderrollen over for hende under anbringelsen. Der er altså hér god mulighed for, at Lauras selvtillid er blevet genopbygget under anbringelsen. Laura blev inddraget i processen op til anbringelsen. Hun har blandt andet været til en samtale på kommunen, hvor hun har fortalt en hel del om, hvordan hun forstiller sig, en plejefamilie skal være. Dengang jeg skulle i plejefamilie, kan jeg huske, at jeg havde en samtale inde på kommunen, og de spurgte: Hvordan skal den plejefamilie være? 36

38 De spurgte, om det skulle være rygere eller ikke-rygere, og Hvor skal de bo henne? Laura Denne anbringelsesproces endte ikke med en anbringelse hos en plejefamilie, hvilket betyder, at Laura aldrig fandt ud af, om man kunne efterkomme hendes ønsker til en plejefamilie. Men hendes ønske om, at den familie, hun var placeret hos, kunne blive hendes plejefamilie, blev opfyldt. Laura har altså, i modsætning til Tanja og Nina, oplevet at blive inddraget inden anbringelsen, selvom oplysningerne endte med ikke at blive brugt til at finde en plejefamilie med. Under anbringelsen har der to gange om året været en socialrådgiver på besøg i hjemmet for at finde ud af, hvordan det gik. Under disse besøg har Laura dog aldrig været alene med socialrådgiveren. Dette kunne hun godt have tænkt sig, men det ændrer dog ikke på, at hun i bund og grund føler, at hun er blevet respekteret og taget alvorligt af socialrådgiveren. Laura omtaler generelt ret positivt kommunens rolle i hendes anbringelse, og da jeg beder hende fortælle, om der er noget, hun er utilfreds med i forhold til kommunen, nævner hun kort, at hun gerne ville have haft enesamtaler med socialrådgiveren under anbringelsen. Dét, hun lægger mest vægt på, er, at socialrådgiveren ikke bakker hende og kæresten op i at flytte sammen hos hans forældre efter anbringelsen er afsluttet. Den anerkendelse, Laura bliver vist fra kommunens side, viser, at hun er respekteret som dén, der bedst kan fortælle, hvad hun har brug for i en ny familie. Ifølge Honneths retslige sfære betyder denne følelse af respekt for Laura, at hun som rettighedsbærer er blevet anerkendt. Hun har fået muligheden for selv at være med til at vælge, hvordan resten af hendes ungdomsliv skal være. Denne respekt fra socialrådgiveren har gjort, at Laura har haft mulighed for at få bevidstliggjort den anerkendelse og dermed udvikle den selvagtelse, der er vigtig for hendes udvikling af selvstændighed. Laura har udvist en selvstændighed i beslutningen om at flytte sammen med sin kæreste, selvom socialrådgiveren frarådede hende det. Dette har for Nina betydet, at hun i dag er stolt over, at hun stolede på sig selv og gjorde, som hun gjorde, fordi hun beviste, at hun kunne klare det. Både over for sig selv og over for sin socialrådgiver. I forhold til Honneths teori er den selvtillid, der skulle til for at Nina kunne træffe beslutningen om at gøre dét, der var det rette for hende, et tegn på, at hendes udvikling af selvtillid er på vej i den rigtige retning. Den mistillid til andre mennesker, som både Tanja og Nina omtaler, nævner Laura slet ikke. Det eneste problem, hun taler om, som omhandler kontakten med andre, er et problem med 37

39 ensomhed. Denne ensomhed relaterer hun til, at hun ikke har en fast base hos sine forældre, som andre unge har, og den er nok, snarere end manglende relationer, kommet i forbindelse med tabet af moren og bruddet med plejefamilien. Laura har fået relationer til mange familiemedlemmer, og alt i alt har hendes anbringelse været positiv. Men efter Laura er flyttet hjemmefra, har hun ikke længere det samme gode forhold til plejefamilien, hvilket betyder, at hun ikke har en sikker base at kunne vende hjem til. Det har betydet meget for Lauras tro på sig selv, at hun ikke længere har denne sikre base. Hun har haft en del problemer med at tro på sig selv, hvilket kan skyldes problemer med plejefamilien efter anbringelsen. Hun fortæller, at hvis hun kunne gå tilbage i tiden og tale til sig selv inden anbringelsen, ville hun fortælle, at hun godt kan tro på sig selv. Hun har haft problemer med at tro på sig selv. Men disse problemer har hun overvundet, og hun har nu genvundet selvtilliden. Der er mange faktorer, der spiller ind, når man skal bedømme inddragelsens betydning. For Laura har hendes alder ved anbringelsen sikkert haft en stor betydning for, hvordan hun har udviklet sig herefter. Inddragelsen har, ifølge Honneth, betydet for Laura, at hun har udviklet en respekt for sig selv, der har betydning for, at hun er en selvstændig, ung pige, der har turdet træffe en beslutning, der har været en succes. Det er altså ved alle tre pigers interview muligt at finde ud af, hvilken betydning inddragelse har haft for netop disse tre tidligere anbragte unge. For Tanja har den manglende inddragelse betydet, at hendes anbringelser har været dårlige for hende. Hun fortæller, at hun i dag ikke føler, hun har noget sted, hun hører til. Hun har derfor ikke nogen sikker base, hun kan bevæge sig ud i verden fra. Hun havde meget svært ved at knytte sig til plejefamilierne, hvilket resulterede i en dårlig anbringelse. Tanja fortæller, at hun har svært ved at stole på andre mennesker, at hun generelt nærer en mistillid til sine omgivelser. En anden konsekvens ved at hun ikke har knyttet sig til sine plejefamilier er, at hun er blevet ensom og derfor ikke bryder sig om at være alene. Tanja vil formentligt have problemer med at knytte sig til andre mennesker, som hun kan miste igen. Hun har igennem hele sit liv skullet knytte sig til mennesker, der så igen blev taget fra hende, hvilket muligvis har den konsekvens, at hun vil have svært ved at knytte sig til mennesker, hun naturligvis risikerer at miste. Else Christensen beskrev i undersøgelsen fra 1998, at børn og unge, der ikke bliver inddraget inden anbringelsen, vil have svært ved at knytte sig og relatere sig til de voksne på anbringelsesstedet, og at de dermed ikke vil have de samme muligheder for at udvikle redskaber til at få kontakt med andre mennesker senere i livet. Tanjas historie er et klart 38

40 eksempel på, at denne antagelse er rigtig. Resultatet af Tanjas anbringelse er ikke positivt, som det kunne have været, hvis hun var blevet inddraget i og under anbringelsen. For Nina har den manglende inddragelse haft betydning for hendes tro på, at hun selv har kontrol over sit liv. Den tidligere manglende indflydelse har betydet, at Nina ikke føler, hun har noget at skulle have sagt i sit liv. Hun har altid oplevet, at beslutninger om hendes liv er blevet truffet af andre, og at hun ikke har haft nogen indflydelse på, hvordan hendes liv ville forme sig. Dette betyder, for den person Nina er i dag, at hun har svært ved at agere selvstændigt, og at hun dermed har problemer med at sætte sig for store mål. Også Nina har problemer med at stole på andre mennesker. Hun har været en meget stille pige, der har lukket sig inde i sig selv i stedet for at bede andre om hjælp. Hun fortæller dog, at hun siden hen har lært, at hun godt kan stole på andre mennesker. Ninas anbringelse har formentligt været nogenlunde positiv. Hun blev placeret sammen med sin søster i en passende familie, selvom hun ikke blev inddraget inden anbringelsen. Jeg mener, at hvis Nina havde været inddraget inden anbringelsen og derved havde været bevidst om, at hun havde noget at skulle have sagt, så havde hendes muligheder for at udvikle sig mere selvstændigt været større. For Laura, som i større grad er blevet inddraget, har anbringelsen umiddelbart været en succes. Hun fortæller, at hun er blevet respekteret af kommunen, og at hun har været rigtigt glad for at være en del af den familie, som hun selv har været med til at vælge. Hun er kommet videre og har udvist selvstændighed i beslutninger, hun har måttet træffe efter anbringelsen, og dette har igen vist sig at være succesfuldt. Laura fortæller om positive udviklinger, hun har været igennem. Hun har blandt andet fået rigtigt nogle gode relationer til familiemedlemmer, og hun tror på sig selv og ved, at hun kan klare sig selv. Alle tre piger har på grund af anbringelsen været en del af et fællesskab, i den klub hvor jeg har mødt og interviewet dem. I denne klub er man rigtigt god til at anerkende fællesskabets individer og samarbejde om fælles projekter, som de forskellige individer bidrager til på hver deres måde. Jeg tror, at denne gruppe er rigtigt god for mange af de anbragte børn og unge, der kommer der, og for deres udvikling af selvværdsættelse. I interviewene fik jeg nogle meget forskellige historier fra de tre piger om dét at bliver fjernet fra hjemmet og anbragt et andet sted. I Honneths private sfære bliver man anerkendt gennem kærlighed i de relationer, man indgår i til familie og venner. Man oplever at være en del af et gensidigt afhængighedsforhold, og man danner en grundlæggende tillid, der senere danner 39

41 base for den selvtillid, der er nødvendig for at bevæge sig sikkert ud i verden. Man kan nemt forestille sig, at børn og unge, der bliver anbragt, ikke føler sig tilstrækkeligt anerkendt i denne sfære. De har alle først og fremmest oplevet et brud i en eller anden grad med deres tætteste relationer deres forældre. Dette brud kan foregå mere eller mindre brutalt for et barn eller en ung person. Nogle oplever muligvis adskillelsen fra deres forældre som en befrielse, mens andre oplever dét at blive fjernet fra hjemmet som det værste, der kunne ske. Nogle har måske aldrig vidst, at der var problemer i hjemmet, mens andre måske gang på gang er blevet krænket fysisk, psykisk eller seksuelt af deres forældre. Der vil naturligvis altid være nogle anbragte børn, der ikke har problemer med selvtilliden, for at bekræfte reglen om undtagelsen, men jeg vil tro, at stort set alle, der bliver fjernet fra deres familie, vil lide én eller anden overlast i forhold til den grundlæggende selvtillid, som Honneth bruger begrebet, da deres udvikling af ontologisk sikkerhed er blevet afbrudt, inden de er klar til at møde verden selv. Relationen til forældrene, som Honneth beskriver som forudsætningen for den ontologiske sikkerhed, vil dermed ikke være vellykket. Tanja, Nina og Lauras anbringelsessituationer kan relateres til Honneths beskrivelse af den private sfære. Alle tre piger kan i princippet have nået at opbygge den grundlæggende selvtillid i forhold til deres forældre inden anbringelsen. Men Honneth ville formentligt mene, at i og med gensidige følelsesmæssige afhængighedsbånd er skåret over, vil alle tre piger muligvis have forskellige grader af problemer med at skulle bevæge sig ud i verden og danne nye kærlighedsrelationer og venskaber. At denne gruppe børn og unge i forvejen ofte har en ringe udviklet fundamental sikkerhed, er med til, at det i endnu større grad er nødvendigt at inddrage dem i deres anbringelsessag. Alle Honneths tre sfærer er vigtige, for at et menneske kan blive fuldt ud individueret. Derfor er det nødvendigt, at man forholder sig til sig selv inden for alle tre sfærer for ikke at skabe uligevægt, da alle de tre sfærer relaterer sig til hinanden. For Laura er der sandsynligvis nogenlunde ligevægt inden for de tre sfærer. Men for de to andre er der sandsynligvis et behov for at blive respekteret som ligeværdige medlemmer af samfundet for at kunne forholde sig til sig selv som et sådant og derved få selvagtelse og blive selvstændige individer, der bedre kan bevæge sig ud i verden. De vil dog alle tre have behov for fortsat at blive anerkendt inden for alle tre sfærer i deres fortsatte liv for at opretholde den orden, der skal til for at opnå og vedligeholde ligevægt. MIG SOM SOCIALRÅDGIVER 40

42 Dette projekt betyder for mig som socialrådgiver, at jeg nu ved, hvor vigtigt det er, at børn og unge, der skal anbringes eller er anbragt, bliver inddraget i behandlingen af deres sag. Jeg har lært, hvilken betydning, inddragelse eller manglende inddragelse har haft for Tanja, Nina og Laura i deres barndom og ungdom i de forskellige plejefamilier. Den har haft betydning for deres trivsel og for deres videre udvikling af selvtillid og selvstændighed. Jeg har desuden lært, hvad inddragelsens betydning er på længere sigt, da jeg nu ved, at Tanja og Nina nu, som unge voksne, har problemer med at stole på andre mennesker og med at træffe større valg i livet. Men jeg har ikke kun set de negative aspekter af manglende inddragelse. Jeg har ligeledes oplevet, hvad inddragelse også kan betyde. Laura vil i sit voksenliv formentligt have et stærkere fundament til at bevæge sig ud i verden på. Hun har oplevet, at hun selv bestemmer i sit eget liv, og hun har allerede haft succes med at forsøge. De tre piger fortæller i interviewene lidt om, hvordan de mener, deres inddragelse kunne have været bedre. De mener alle tre at inddragelse er meget vigtig for børn og unge, der skal anbringes. Det de lægger mest vægt på før anbringelsen er, at de får lov til at fortælle deres mening om, hvilket sted de gerne vil anbringes. Lidt mere indirekte fortæller pigerne, at de gerne ville have været informeret om, hvad der foregik, og hvad der skulle ske. Tanja mener, at hun under anbringelsen ikke fik nok opmærksomhed fra sin socialrådgiver. Hun havde her behov for oftere end én gang om året at få mulighed for at fortælle socialrådgiveren om sin trivsel, og for i større grad at blive taget alvorligt, når hun fortalte, at hun ikke havde det godt. Laura havde besøg hvert halve år, og det havde hun været tilfreds med. Dog havde både hun og Nina problemer med at samtalen foregik foran plejefamilien, og ikke i et separat rum. Jeg vil altså vide, hvor vigtigt det er at blive inddraget, når jeg har med børn og unge at gøre, der skal anbringes eller er anbragt. Hvis jeg, i mit virke som socialrådgiver, støder på mennesker, der tidligere har været anbragt, som kommer til mig med at socialt problem, ved jeg, at en stor del af denne gruppe aldrig har været inddraget, og at det derfor nu er vigtigt at inddrage dem for at styrke deres selvrespekt. Jeg vil desuden vide noget om de anbragte børn og unges behov for at tale med mig som socialrådgiver. KONKLUSION Min intention med dette projekt var at finde frem til, hvad inddragelse eller manglende inddragelse betyder for anbragte børn og unge. Jeg vil hér i konklusionen samle mine observationer fra analysen for at besvare den stillede problemformulering. 41

43 Inddragelse eller mangel på inddragelse har betydet rigtigt meget for de tre piger, Tanja, Nina og Laura. Tanja har ikke været inddraget inden anbringelsen og kun lidt under selve anbringelsen. For hende har den manglende inddragelse betydet, at hendes anbringelser har været negative. Hun har ikke haft det godt hos plejefamilierne og har ikke kunnet knytte sig dertil. Årsagen til at Tanja ikke kunnet knyttet sig til plejefamilierne, er, at hun på grund af den manglende inddragelse har svært ved at stole på andre mennesker. Hun vil muligvis fortsætte med at have problemer med at danne relationer og dermed knytte sig til andre mennesker i sit voksenliv. Den manglende tilknytning til plejefamilierne har desuden betydet, at hun ikke har nogen sikker base at vende tilbage til. Dette bidrager til de ensomhedsfølelser og følelser af rodløshed, Tanja ofte igennem sin barndom har haft. Til tider føler hun sig stadig ensom, hvilket betyder for hende, at hun ikke bryder sig om at være alene den dag i dag. For Nina betyder den manglende inddragelse, at hun har svært ved at tro på, at hun selv har indflydelse på, hvad der sker i hendes liv. Hun har været vant til, at beslutningerne om hendes liv er blevet truffet af andre, og hun føler derfor ikke, at hun har kontrol over sit eget liv. Dette betyder for Nina, at hun har problemer med selvstændigt at træffe for store beslutninger omkring sit liv hun har svært ved at sætte sig store mål. Nina fortæller desuden, at hun, på grund af den manglende inddragelse, har haft store problemer med at stole på andre mennesker. Jeg tror på, at Ninas anbringelse har været nogenlunde positiv på grund af forskellige faktorer. For det første havnede hun i en plejefamilie, hun var glad for på trods af den manglende inddragelse, og for det andet har hun haft sin søster at støtte sig til under anbringelsen. Anbringelsen ville dog sandsynligvis have haft et mere heldigt udfald for Ninas udvikling af selvstændighed, hvis hun havde været inddraget bedre inden anbringelse, da hun så formentligt ville have oplevet at blive anerkendt som et ligeværdigt individ. Laura, der er blevet inddraget inden sin anbringelsen, har haft en noget andet oplevelse af at være anbragt uden for hjemmet end de to andre. Laura har haft rimeligt meget indflydelse på sin plejefamilie, i og med hun selv har været med til at vælge den, hvilket har resulteret i, at hendes anbringelse har været en succes. Laura har været rigtigt glad for den plejefamilie, hun var været en del af, og hun fortæller, at hun er blevet taget godt imod af især plejemoderen, der har været god til at overtage den moderrolle, som Laura har manglet. Laura har selv kunnet fortælle om positive udviklinger, hun har været igennem. Hun har blandt andet fået skabt nogle gode familierelationer, og hun har fået en sund tro på sig selv. Laura havde i 42

44 forbindelse med inddragelsen følt, at hun blev respekteret af socialrådgiveren, hvilket har været med til at udvikle en selvstændighed hos Laura. Hun har efter anbringelse truffet en stor, selvstændig beslutning, der med sit positive udfald har betydet, at Laura fortæller, at hun tror på sig selv og ved, at hun kan klare sig selv. Inddragelse eller mangel på inddragelse har altså haft stor betydning for pigernes udvikling. Især for de to piger Tanja og Nina, der ikke er blevet inddraget i sagsbehandlingen, har der været store personlige konsekvenser for deres udvikling af selvrespekt og selvstændighed. Hvad angår Honneths retslige sfære har disse to piger ikke oplevet at blive anerkendt. Om Honneths private sfære er det ikke muligt at knytte så mange bånd direkte til inddragelsens betydning. Men der har været en indirekte betydning, i og med de tre pigers anbringelse uden for hjemmet i sig selv har betydning for deres videre udvikling. Uden den selvtillid, der kommer af at blive anerkendt af kærlighedsrelationer, er det vanskeligt overhovedet at skulle respektere sig selv som en ligeværdig borger og som en del af nære fællesskaber. Denne undersøgelse har givet mig et svar på, problemformuleringens spørgsmål om hvilken betydning inddragelse har for anbragte børn og unge. Manglende inddragelse kan altså have betydning for barnets eller den unges mulighed for at nære tillid til andre mennesker og derved for deres tilknytning til plejefamilien og formentligt også senere i livet. Dette kan resultere i, at barnet eller den unge ikke trives i sin plejefamilie. Derudover har den manglende inddragelse betydning for barnets eller den unges udvikling af selvrespekt og dermed dets udvikling af selvstændighed. Dette kan for eksempel betyde, at barnet eller den unge vil få problemer med at træffe større valg i livet. PERSPEKTIVERING - SOCIAL EKSKLUSION Social eksklusion er et begreb, der bruges i forskellige sociale sammenhænge. Jørgen Elm Larsen 79 bruger begrebet i forholdsvis bred betydning. Social eksklusion bliver af ham brugt refererende til ikke-deltagelse på centrale levekårsområder som for eksempel i fritidsaktiviteter, på arbejdsmarkedet 80 eller i forhold til en generel mangel på sociale relationer Professor ved Sociologisk Institut i København og har skrevet Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede for SFI i 2005Fra Sociologisk Institut, Københavns Universitets websider: - Rapporten kan hentes her: 80 Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s

45 Et individ er socialt ekskluderet, hvis hun eller han ikke deltager i de centrale aktiviteter i samfundet som vedkommende er en del af 82 En social eksklusion af en sådan karakter kan bl.a. skyldes diskrimination, dårlige opvækstforhold, manglende uddannelse eller alder. De socialt ekskluderede findes således i alle dele af befolkningen. 83 Jeg mener, at anbragte børn og unge, der ikke har oplevet at blive inddraget i processen omkring deres anbringelse er i risikogruppen for at blive socialt ekskluderede. Dette mener jeg på baggrund af min analyse, der viser, at denne gruppe kan have problemer med at forholde sig til og danne relationer til andre mennesker. Social eksklusion drejer sig overordnet om mennesker, der på én gang er dårligt stillede og ekskluderede på en række levekårsområder. Det vil sige, at individet oplever en ophobning af dårlige levekår, og en mangel på deltagelse inden for en række områder som for eksempel lav indkomst, social isolation, få sociale relationer eller manglende faglig eller politisk indsats. Børn og unge, der ikke har været inddraget i deres sag, har muligvis så svært ved at forholde sig til, at de selv har kontrollen over deres eget liv, at de ikke kan træffe større beslutninger i deres liv. De risikerer derfor ikke at få nogen uddannelse og derved ikke få en plads på arbejdsmarkedet. Der er således tale om en proces, hvor personen oplever flere og flere dårlige forhold over tid. 84 Disse forhold kan være, at som barn eller ung, der skal anbringes ikke får mulighed for at fortælle sit perspektiv. Allerede her er man ekskluderet fra at deltage i beslutningerne om, hvad der skal ske med ens eget liv. Dette kan have betydning for, hvordan man senere forholder sig til sit eget liv og til sig selv. Et resultat af manglende inddragelse kan være, at man ikke stoler på andre mennesker, og derfor ikke har ret mange sociale relationer. Der er altså risiko for at anbragte børn og unge, uden inddragelse, senere i deres liv risikerer at blive ekskluderede fra samfundet. Eksklusionens særlige træk og konsekvenser bliver ofte først tydelige over tid. Der kan være tale om en proces, hvor eksklusionen manifesterer sig til at begrænse individets og dets muligheder i fremtiden. Der er på den måde ikke kun fokus på individet, som det er i dag, der er desuden fokus på både individets fortid og fremtid. Social eksklusion kan desuden viderebringes fra den ene generation til den anden. Eksklusionen kan på den måde berøre de ekskluderedes børn Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s

46 Kernen i social eksklusion er således en ufrivillig ikke-deltagelse gennem forskellige typer af udelukkelsesmekanismer og -processer, som det ligger uden for individets eller gruppens muligheder at få kontrol over. 86 Hvis man tidligere har været ekskluderet, er der større risiko for, at man bliver det igen. Børn og unges sociale forhold som køn, etnicitet, alder og socialgruppe har betydning for, hvad der er ønskeligt og opnåeligt i tilværelsen, og hvad et individ oplever som at være det med hensyn til uddannelse, job, pardannelse osv. Børn og unges socialisering og livsforløb i forhold til disse sociale forhold påvirker sandsynligheden for at blive udsat for social eksklusion. 87 Man er ifølge Elm Larsen ikke enten inkluderet eller ekskluderet. Der er en mellemliggende kategori, midtergruppen, som bliver opereret med, da de der befinder sig i yderkanterne af enten eksklusion eller inklusion vil blive forbigået. Midtergruppen er kendetegnet ved, at personerne, der befinder sig der, hverken er inkluderede eller ekskluderede. Man befinder sig i en middelposition, hvor man kan være i en proces mod inklusion eller eksklusion, eller man kan være stillestående således, at man bliver i midtergruppen. Det sker sjældent, at en person bevæger sig direkte fra gruppen af inkluderede til gruppen af ekskluderede eller omvendt. De fleste bevæger sig først igennem midtergruppen. 88 En del af de anbragte børn og unge, der ikke har været inddraget i deres anbringelsessag, befinder sig muligvis i denne midtergruppe, hvorfra de så kan bevæge sig mod gruppen af inkluderede eller mod gruppen af ekskluderede. Med den rette hjælp, vil der være mulighed for, at disse mennesker kan bevæge sig mod de inkluderede, og få de sammen muligheder som folk, der ikke har været anbragt i deres barndom eller ungdom. LITTERATUR BØGER Bech, Ingelise, m.fl.: Borgerinddragelse og retssikkerhed i socialt arbejde, Hans Reitzels Forlag, 2006, herunder: Sjelborg, Hanne: Borger-/brugerinddragelse i relation til socialt arbejde. Bitsch Olsen, Poul og Pedersen, Kaare: Problemorienteret projektarbejde en værktøjsbog, Roskilde Universitetsforlag, Collin, Finn og Køppe, Simo: Humanistisk videnskabsteori, DR Multimedie, Honneth, Axel: Behovet for anerkendelse, Hans Reitzels Forlag, Ketscher, Kirsten: Socialret, Forlaget Thomson, Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s Elm Larsen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, 2005, s

47 Kvale, Steinar: Interview. En introduktion til det kvalitative forskningsinterview, Hans Reitzels Forlag, Schultz Jørgensen, Per og Kampmann, Jan: Børn som informanter Antologi, Børnerådet, WEBSIDER Ankestyrelsens websider: - pr. 25/ : - Børnerådets børneinfowebsider: - pr. 25/ : - Servicestyrelsens websider om anbringelsesreformen - pr. 25/ : Sociologisk Institut, Københavns Universitets websider: - pr. 25/ : - Velfærdsministeriets websider: - pr. 25/ : ca9-5e6e90e3d b5-f0e1b3098e RAPPORTER OG LIGNENDE FRA INTERNETTET Christensen, Else: Anbringelser af børn - en kvalitativ analyse af processen, SFI, Pr. 25/ : Christensen, Else og Egelund, Tine: Børnesager - evaluering af den forebyggende indsats, SFI, Pr. 25/ : Elm Larsen, Jørgen: Fattigdom og eksklusion. Tendenser i Danmark over et kvart århundrede, fra SFI, Pr. 25/ : 46

48 Hestbæk, Anne-Dorthe: Når børn og unge anbringes en undersøgelse af kommunernes praksis i anbringelsessager, SFI, Pr. 25/ : Hielmcrone, Nina v.: Notat om tolkning af Retssikkerhedslovens 4, Pr. 25/ : Anbringelse af børn og unge, Ankestyrelsen, r. 25/ : Håndbog om anbringelsesreformen, Servicestyrelsen, Pr. 25/ : LOVE, BEKENDTGØRELSER, VEJLEDNINGER OG BETÆNKNINGER Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område Lov om social service Vejledning 99 af 5. dec om særlig støtte til børn og unge og deres familier (Vejledning nr. 3 til serviceloven) Betænkning nr om Barnets perspektiv. Kan findes her pr. 25/ : df BILAG 1 INTERVIEWGUIDE Temaer Spørgsmål Underspørgsmål Husk - Hvor gammel var du, da Introduktion - Hvad hedder du? du blev anbragt? Sagsbehandlingen (egne erfaringer) - Hvor gammel er du? - Kan du huske hvordan du fandt ud af, at du skulle anbringes? - Kom der nogen og - Hvad forstår du ved inddragelse i den her sammenhæng? - Hvad snakkede du med dem om? - Hvad fortalte de dig? - Hvad fik du ud af at 47

49 snakkede med dig om anbringelsen eller hvordan var det? blive inddraget? Følelser og oplevelser (egne erfaringer) Konsekvenser nu og på sigt (egne erfaringer) - Hvordan var det at skulle anbringes? - Fortæl om de følelser du havde og hvorfor, du havde det sådan? - Kan du fortælle noget om, hvad inddragelse i sagen har betydet for dig? - Følte du, at du havde noget at skulle have sagt/indflydelse? - Hvad tænker du om årsagen til at de snakkede med dig? Ord som: oplever at blive taget alvorligt, respekteret, lyttet til, og at have noget at skulle have sagt. Inddragelse i anbringelsessager (generelt) - Og på sigt? - Synes du, at børn og unge altid skal inddrages i deres sag eller hvornår og hvornår ikke? Hvornår henviser både til hvornår barnet aldersmæssigt er klar og til hvornår i processen. Idéer til forbedring (egen erfaring og generelt) - Er der noget, som den du snakkede med, kunne have gjort bedre? - Hvordan synes du børn og unge skal inddrages i deres sag? - Forestil dig, at du kunne gå tilbage i tiden og møde dig selv dengang. Inden du blev anbragt. Hvad ville du sige til dig selv? For at trøste f.eks. - Spørg ind til andre idéer til forbedring. - Spørg om der er andet at fortælle. 48